Long time no see

[Deleted]

Det kunne godt være, at det ikke var Dericks mening at vække Denjarna, men det gjorde han alligevel, når han sådan rørte hende. Det irriterede hende dog ikke, da det var den bedste måde hun længe havde vågnet, så hun klagede bestemt ikke. Fantastisk var følelsen nemlig, som hun vågnede op i den mand hun elskedes favn, hvor han vækkede hende med sine blide kærtegn. Det var ikke særligt længe siden igen, at hun sidst havde delt seng med en, men det havde på ingen måde forgået på denne måde. Der havde det mere været venskabeligt, da hun også havde krøbet væk, da hun var vågnet op lidt for tæt på manden. Når hun slog øjnene op og så ind i de smukke violette øjne, ønskede hun bare at trykke sig ind til ham i stedet for at trække sig væk. Smilet gled også over hendes læber, som hun mærkede hans læber på siden af hovedet, samt hans kærtegn over håret og kinden. Nydelse og varme bragte det hende, hvor det heller ikke var til at tage fejl af, som hun vågnede og åbnede sine øjne. Varmt var glimtet i de sølvgrå øjne, skønt de også var en anelse søvnige at se ind i, da hun trods alt lige var vågnet. Mildt smilede hun til ham, som han også hilste hende godmorgen og gengældte det flygtige kys. Trygt lod hun sig puttes ind til ham igen, som hun trykkede sin krop ind mod hans, mens hendes øjne gled i for et par sekunder. Hun nød at mærke hans velkendte stærke krop mod sin egen, samt det at kunne indsnuse hans duft igen. Alt forekom hende ganske velkendt, når hun oplevede det, hvor det bestemt havde været en savnet følelse. Det blide kys mod sit hår var en følelse hun nød, ligesom følelsen af hans krop der trak hende tættere ind til sig. Ligesom ham, så kunne man også roligt sige, at hun havde savnet alt ved ham. ”Jeg vil allerede nu se frem til den næste gang,” sagde hun dæmpet og i en kærlig tone, mens hendes blik faldt på ham igen, som han lagde sit hoved mod hendes. Varmt blev hendes blik hurtigt, som hun så ind i hans øjne. Hun kunne uden tvivl ligge sådan her i timer, som hun bare nød at mærke hans krop mod sin, samt at kunne se ind i hans ekstraordinære øjne igen. Hun havde altid nydt at blive holdt om af ham, hvor hun heller aldrig var blevet træt af at betragte hans øjne, som han havde øjne som ingen anden. Det lidenskabelige kys besvarede hun uden tøven, hvor hun selv valgte at ligge sin hånd mod hans lænd, så hun kunne ligge et lille pres mod punktet, så de derfor blev trykket ind mod hinanden. At kysset så måtte stoppes, var en skam, skønt hun også gerne ville ligge og snakke med ham, indtil han skulle af sted. Sidste nat havde de trods alt også brugt en del tid på at nyde hinandens kroppe, som alt havde været savnet og de havde elsket med hinanden. Alt var dog stadig savnet, som hun kunne blive ved med det hele i en evighed. ”Det har jeg heller ikke,” sagde hun mildt, inden hun blidt strøg ham over kinden. ”Er du virkelig nødt til at gå?” spurgte hun dæmpet. Hun kendte desværre allerede svaret, men hun kunne alligevel ikke lade være med at håbe. Hun ønskede jo, at han blev ved hende, så de kunne leve sammen. Det gavnede trods alt ikke deres forhold, at han rejste af sted igen allerede nu.

[Deleted]

Det var uden tvivl en sand fornøjelse at vågne op til Denjarna ved sin side, særligt det at mærke hendes nøgne krop imod sin egen, hvor det også måtte genopfriske han hukommelse omkring deres fantastiske elskov som de havde delt sidste nat. Det havde i sandhed været en rar og ikke mindst fantastisk fornemmelse, hvor han helt havde glemt hvor fantastisk hun var, men det var jo også flere århundreder siden at de havde været sammen for alvor, så det var faktisk en savnet følelse at mærke hende på den måde. Det havde dog ikke været hans mening at vække hende, skønt det så var sket alligevel, hvor han fik en mindre dårlig samvittighed, da han trods alt gerne ville have at hun sov så længe som hun kunne. Men det at de begge var vågne nu, gav dem jo også tid til at snakke med hinanden og hygge lidt mere, her i deres romantiske lille hyggekrog, skønt pejsen godt nok var gået ud i løbet af dagen, men det var ham nu ligegyldigt. Det havde været romantisk og helt perfekt, da de havde delt deres elskov sammen, hvor han gerne ville have flere gentagelser af den aften, så derfor kunne han slet ikke lade vær med at se frem til at de sås igen, da han skam havde tænkt sig at komme tilbage! ”Og det gør jeg også,” medgav han roligt, hvor han sendte hende et varmt smil. Han havde savnet at mærke hende, at kunne dufte hende, bare det at kunne se hende, hvor han naturligvis også havde savnet at blive berørt af hende på den måde, ligesom han havde savnet følelsen af hendes læber imod hans egne. At hun lagde hånden mod hans lænd og trykkede ham mere ind mod sig, fik ham til at trække let på mundvigene, hvor han også først brød kysset efter et godt stykke tid, så han for alvor havde nået at mærke hendes læber og fået en ordentlig smag af dem. Han havde ikke sovet så godt i utrolig lang tid, hvor det faktisk var en sand fornøjelse at vågne op ved hendes side og med hende i sine arme, da det var en savnet følelse. Han trak skævt på smilebåndet, da hun gengældte det, hvor det kun glædede ham at han var skyld i at hun havde sovet godt. ”Jeg ser frem til at vågne op med dig ved min side hver nat,” svarede han sandfærdigt, som han løftede den ene hånd og strøg hende kærligt over kinden og videre igennem håret, hvor de ravnsorte lokker måtte skille sig imellem hans fingre, som havde det været vand. At hun så måtte stryge ham over kinden, fik ham til at smile, skønt det hurtigt falmede ved hendes spørgsmål. ”Du ved godt at jeg bliver nød til at gå før eller siden, og nu uden min halskæde, så er min tid mindre til at søge, derfor er jeg nød til at tage af sted her i nat,” fortalte han roligt, hvor han blidt kyssede hende mod panden. ”Men jeg lover dig at jeg vil opsøge dig så snart jeg kan, og forhåbentlig er det hele overstået til den tid,” tilføjede han roligt, hvor han sendte hende et betryggende smil.

[Deleted]

Det var en lykkefølelse Denjarna lå inde med, som hun vågnede i Dericks arme. Perfekt anså hun hele scenariet for at være, som de havde skabt sig denne lille hyggekrog, hvor de i øjeblikket lå i hinandens arme, som de i går havde delt en vidunderlig elskov, samt de havde besluttet sig for at finde sammen igen. Der var absolut intet hun ville ændre på i dette øjeblik, da det hele gav hende en god følelse i maven. I øjeblikket tvivlede hun ikke på, at hun havde truffet det rigtige valg med hensyn til at finde sammen med ham igen, men det var måske også kun fordi, at de endnu ikke var gået hvert til sit. Når de engang skiltes, som han skulle videre ud på sin mission, så skulle frygten nok gøre sin opdukken igen. Fremskridt havde de dog gjort sig siden sidst, da hun havde vågnet op med ham, hvor hun forrige gang var vågnet op til en tom seng, som han var blevet kidnappet. At han også så frem til at se hende igen, fik hende til at sende ham et varmt smil, da det betød, at følelserne endnu var gengældt, og så kunne hun jo ikke bede om mere. Det kunne trods alt godt være, at han med søvnen havde fortrudt det hele. ”Og du vil aldrig behøve at undvære mig igen,” sagde hun med en varm røst, inden hun blidt måtte presse sine læber mod hans igen, da hun simpelthen ikke kunne lade være. Kysset varede dog kun et par sekunder, før hun valgte at bryde det. Han behøvede aldrig nogensinde at mangle hende igen, som hun gerne ville vågne op til hans ansigt hver nat igen, som hun havde gjort dengang de havde været gift. Hans hånd der gled over hendes kind og videre gennem hendes mørke hår, fik hende til at betragte ham med et kærligt blik. Det var udelukkende ro og varme der hvilede i hendes krop, hvor hun slet ikke kunne huske, hvornår hun sidst havde været så afslappet. At de så kom ind på, at han var nødsaget til at forlade hende før eller siden, røg hendes glade mine en anelse, som det alligevel gjorde hende en smule trist til mode. ”Jeg ved det godt.. Jeg ville bare ønske at virkeligheden var anderledes, for jeg ønsker ikke at sige farvel til dig igen,” sagde hun stille. Kysset mod sin pande gav hende en smule varme, skønt hendes blik også var gået hen og blevet en anelse sørgmodigt. Hun glædede sig bestemt ikke til, at deres veje skulle skilles, da hun ikke ønskede at sige farvel til ham, når hun ikke vidste, hvad der skulle ske. Hun stolede dog på ham, når han sagde, at han ville komme tilbage til hende, da hun oprigtigt følte, at han gengældte hendes følelser og ønskede hende ved sin side. ”Men jeg vil bare se frem til, at du igen står foran mig, og kan tage mig i dine arme igen. Du skal bare skynde dig så meget, som du kan.” Blidt lod hun sine fingre stryge ham over ryggen, inden hendes hånd endte ved hans lænd igen, som hun roligt gav sig til at kærtegne. Dejligt var det, at hun igen kunne røre ham, som hun virkelig havde savnet at kunne mærke ham ind til sig. ”Hvor ønsker du egentligt, at vi mødes igen? Her i Manjarno eller i Dvasias? Jeg kan vendte på dig på en bestemt kro, og så vil du vide, hvor du kan finde mig, når du engang er færdig med din opgave.”

[Deleted]

At vågne op med Denjarna ved sin side, var noget som bragte varme i Derick, hvor han ikke kunne være andet end glad og tilfreds. Han havde helt glemt, hvilken fantastisk følelse det var, og sidste gang havde de jo ikke været hinanden tæt, da hun ikke havde været klar til at trække den så langt, så at hun endelig havde valgt at give efter, gjorde kun det hele langt bedre! Bare tanken om deres elskov den forrige nat, kunne helt gøre ham varm indeni, som han endnu kunne mærke behaget fra deres omgang. Det var dog lang tid siden at de havde været hinanden så tæt, da der var gået mindst et par århundreder og han måtte erkende at han med årene helt havde glemt fornemmelsen. Han kunne føle sig helt lykkelig, når han vågnede op der med hende i sine arme, hvor det helt føltes som om at mørket var drevet bort, da han ikke længere kunne mærke det, og dog vidste han udmærket godt at det ikke var væk, men forhåbentlig ville det ikke dukke op, når de var sammen, da han ikke ønskede at stunden skulle ødelægges. Han trak varmt på smilebåndet til hendes ord og nikkede medgivende til hende. ”Og jeg vil i den grad se frem til det.. når vi da engang får et hjem stablet på benene,” svarede han roligt, som han sendte hende et skævt smil. At hun nød hans kærtegn over kinden og igennem hendes hår, kunne han godt se, hvilket også var grunden til at han ikke stoppede hende, som han nød at bringe hende denne varme og ikke mindst se det lykkelige skær i hendes blik. Han havde måske aldrig glemt hvad de havde været igennem og at de havde været lykkelige, men han måtte erkende at han havde glemt følelserne ved det, og at ligge med hende her, var noget som genopfriskede hans hukommelse, hvor han ikke kunne lade vær med at se frem til at de ville ligge sådan her hver dag. At hun så måtte blive sørgmodig, da de kom ind på at han skulle af sted, kunne han godt se, hvor det også selv måtte gøre ham en anelse trist til mode, da han egentlig ikke havde lyst til at tage af sted, men det vidste han at han blev nød til. Han sendte hende et mildt smil til hendes ord, efter at han havde kysset hendes pande. ”Det ved jeg godt. Men vi vil ses igen før eller siden, min egen,” svarede han roligt og i en sandfærdig tone, som han blidt skænkede hendes læber et kys, hvor et varmt smil gled over hans læber. Han ville i hvert fald ikke blive væk denne gang! ”Jeg ønsker også at du skal vente på mig, desuden kan du nyde mange dage ude i solen indtil da, se den verden du før har kendt,” svarede han lettere opmuntrende, som han trak en anelse på smilebåndet, da han mærkede hendes hånd stryge ham over ryggen og placere sig mod hans lænd. Han kunne ikke holde en munter latter tilbage, da hun spurgte hvor de skulle mødes og kom med sine mange forslag. Han løftede hånden og strøg hende blidt over kinden. ”Jeg finder dig Denjarna.. jeg vil ikke have at du skal vente et bestemt sted på mig, så vil det da kun drive dig til vanvid, hvis der går for lang tid. Men jeg lover at jeg opsøger dig så snart jeg kan,” lovede han hende med et varmt smil på læberne, som han blidt trykkede sine læber imod hendes i et dybt og længselsfuldt kys.

[Deleted]

”Det bliver skønt, når vi igen får noget, som vi kan kalde for vores,” sagde Denjarna dæmpet, uden det blide smil forlod hendes læber. Tanken om igen at bo sammen med Derick, var en tanke der bragte hende varme og glæde. Selvom det var mange år siden, at de sidst havde levet sammen, så huskede hun endnu, hvor lykkelige de havde været i deres lille træhytte. Hvad de ville komme til at bo i denne her gang, vidste hun ikke, men hun var sikker på, at det nok skulle blive lige så godt som førhen. Det der kunne sætte en stopper for det økonomiske var selvfølgelig, at de begge stod uden job, så ingen af dem vidste, hvor pengene ville komme fra. Det fik hende også helt til at tænke, at han i det mindste godt kunne have fået nogle penge fra sit arbejde på missionen, eftersom det krævede dem dyrebar tid i adskillelse fra hinanden, samt det lød som om, at han ville sætte en hel del på højkant, når han engang drog af sted igen. Hun spekulerede ikke over det, som hun hellere ville tænke på, at de to hver nat ville vågne op ved hinandens side igen, som de førhen havde gjort. Det var det vigtigste af det hele, og så kunne de altid bekymre sig over, hvordan de fik råd til et hjem. Blidt lod hun sine øjne glide i i de sekunder, som hans læber blev trykket mod hendes pande. Hun skulle også til at svare ham, skønt han formåede at holde hende hen med sine læbers kærtegnende trykken. Flygtigt besvarede hun kysset, inden hendes blik på ny blev varmt. Utroligt var det helt, som alle hans kærtegn måtte gøre hende helt blød i knæene. ”Det vil vi.. Vi mødes altid igen. Jeg ville bare ønske, at det kunne være i morgen, og ikke på ubestemt tid. Men nok om det.. Jeg ønsker ikke, at vores tid sammen skal være præget af sorg. Jeg vil nyde min tid med dig, til det sekund jeg må slippe dig,” sagde hun i en dæmpet tone og strøg ham over ryggen. ”Og du behøver ikke at være i tvivl, om jeg får brugt halskæden eller ej. Jeg vil glæde mig til, at jeg igen kan se solen, og vandre ude i dagslyset.” Ubeskriveligt var det faktisk for hende, at han havde lånt hende sin magiske halskæde, da det eneste tidspunkt hun havde set solen, havde været når hun blev brændt levende. Det var faktisk ikke så længe siden, at det sidst var sket, som hende og Vladimir faktisk havde været udsat for dens dødbringende berøring, da de havde været udenfor en tand for længe. Det var så også en fejl hun bestemt ikke ville gøre igen! Let løftede hun sit ene mørke øjenbryn, som han pludselig brød ud i latter. Hvad hun havde sagt af sjove ting, vidste hun ikke ligefrem, men dejligt var det da at høre hans latter igen. Især når det var denne muntre og varme røst, i stedet for den, da han havde provokeret hende nede blandt ruinerne. ”Nuvel.. Jeg ønskede bare at være på den sikre side,” sagde hun stille, inden hendes mund blev lukket, som han forseglede deres læber i et nyt kys. Med samme længsel besvarede hun det, som hendes savn efter ham hver gang blev fodret, når de kyssede hinanden.

[Deleted]

Derick ville se frem til at de endnu engang kunne være sammen, ligesom i de gode gamle dage, hvor det bare havde været de to. Det var faktisk utroligt at de havde holdt sammen for så længe, men det var dog ikke noget som han kunne fortryde, da det var hans lykkeligste øjeblikke i sit liv. Han havde dog ingen planer om hvor eller i hvad de skulle bo i, selvom han naturligvis altid havde nydt af et stort og prægtigt hjem, men på den anden side, hvem ville ikke nyde af det? Det krævede dog at han fandt et job, selvom det ikke var ham muligt, nu hvor han var på en mission, en mission han ikke engang vidste hvor længe han ville være om at løse, han vidste i hvert fald bare at han ikke havde alverdens tid og at han snart skulle have den gennemført, ellers ville det værst tænkelige ske. Og han havde skam planer om at komme hjem til Denjarna i et helt stykke, så de igen kunne opbygge et liv sammen. De violette øjne søgte roligt mod hendes ansigt, som hun endnu måtte ligge der helt tæt på ham og endnu med hans stærke arme omkring hende. Han kunne fornemme hendes nøgne hud mod hans egen, hvilket var en følelse som gav ham et underligt behag. Det var rart at mærke hende på den måde, hvor han skam ikke havde glemt deres fantastiske elskov, som han nok sent ville glemme. Han nikkede roligt medgivende til hendes ord. ”Det bliver det ja.. Imens jeg er væk, kan du jo få ideer til hvor vi skal slå os ned,” foreslog han med et skævt smil, som hans blik blev muntert. Han vidste godt at der intet glædeligt var ved at han skulle af sted, men hun måtte jo forsøge at se det positive i de kommende dage, hvor han ville være væk. ”I morgen vil komme før du aner uro, min kære og snart vil vi være sammen igen,” svarede han roligt, hvor det var mere metaforisk ment, eftersom han med i morgen ikke mente med næste nat, men snart. Han havde skam i sinde at skynde sig, ikke så han blev uforsigtig, men så han snart kunne komme hjem til hende igen, hvilket var en nat han ville se frem til. Han løftede hånden og strøg hende blidt over håret, hvor han samtidig nød hendes strøg over hans ryg, hvor alle hendes kærtegn var ham velkomne og behagelige, da det var lang tid siden at han havde mærket denne form for ro. Hans smil endte varmt, hvor selv hans øjne måtte smile til hendes, som han nikkede til hendes ord. ”Det tænkte jeg nok,” svarede han roligt, da han skam ikke havde troet at hun ville andet end at se frem til at komme ud i solen og faktisk nyde dagslyset uden at blive påført smerte. Han nåede ikke at svare på hendes sidste ord, ikke før hans læber var blevet trykket mod hendes i et dybt og længselsfuldt kys, som han måtte nyde mere end noget andet. Han havde savnet at mærke hende så tæt på sig, hvor han måtte erkende at han slet ikke havde lyst til at gå, dog måtte han heller ikke gøre det sværere for sig selv, da han nu kun havde nætterne til at søge, hvilket gjorde at han havde mindre tid og at det kunne gå længere tid. Langsomt brød han kysset, som han vendte blikket mod hende igen. ”Jeg må hellere se at komme af sted,” hviskede han dæmpet, som han flygtigt kyssede hendes læber igen, inden han roligt trak armene til sig, så han kunne sætte sig op.

[Deleted]

Tryg, varm og yderst veltilpas følte Denjarna sig, som hun befandt sig i Dericks favn igen. De stærke arme der hvilede om hendes egen slanke krop, fik hende til at føle, at hun befandt sig det eneste rigtige sted på jorden. Deres nøgne kroppe hvilede endnu mod hinanden, men det var også kun en følelse hun nød, da det helt påmindede hende om den fantastiske nat de havde delt. En helt igennem vidunderlig elskov havde det været, hvor den med garanti ville kunne få hende til at smile det næste lange stykke tid. Det havde været længe siden, at de havde været hinanden tæt på den måde, så at det havde været helt igennem romantisk og godt, styrkede bare lykkefølelsen i hendes krop. ”Det kan jeg vel.. Men alt med dig i vil bare være perfekt,” svarede hun mildt, inden hun skænkede ham et blidt kys. Hun ønskede, at de fandt sig et hjem, som de havde haft i gamle dage. Hvor i verdenen de ville komme til at bo, spillede ikke den dominerende rolle hos hende, da hun var glad, så længe hun vidste, at hun havde ham ved sin side. At han så også sagde, at de inden længe ville befinde sig i hinandens favn igen, smilede hun skævt. Hun vidste godt, at han prøvede at se det hele på den lyse side, men når de snakkede om deres kommende afsked, blev hun ikke andet end trist. Ifølge hende, så havde de været adskilt i længere tid end hvad godt var, så at hun skulle sige farvel til ham endnu engang, frydede hende bestemt ikke. Hun ønskede, at de bare kunne blive sammen, men sådan var det trods alt aldrig med dem. Der var altid et bump i vejen. ”Jeg håber, at du har ret,” sagde hun stille. Hvor længe hun skulle vente på ham, anede hun ikke, men hun havde skam i sinde at vente på ham. Nu når hun havde set ham igen, ønskede hun kun at være sammen med ham. Det kunne godt være, at deres forhold altid havde fulgt en hullet vej, men alligevel kunne hun ikke se sig ved siden af en anden mand end Derick. Hun havde mødt et par søde mænd, mens de havde været adskilt, men dem glemte hun helt alt om, når hun så ind i de violette øjne. De blide strøg over håret, fik hende til at betragte ham med et blidt blik, hvor hun nød det varme skær han sendte tilbage. Som han trykkede sine læber mod hendes, måtte hun slippe et nydelsessuk, inden hun gav sig hen til kysset. Varmen steg helt i hende på ny, hvor alt omkring hende svandt hen. Kysset havde dog den hage, at det ville blive endnu sværere at se ham gå. Nu kunne hun jo ligeså tydeligt mærke, hvilke skønne følelser han satte i hende, og dem ønskede hun på ingen måde væk. Hun ønskede ikke ham væk. Som han brød kysset, lod hun langsomt øjnene glide op, hvor de helt måtte betragte ham med lykke. Da han så sagde, at han måtte gå, forsvandt al følelse fra hendes sølvgrå øjne, som hun bare følte sig… tom. ”..Hvis.. du er nødt til det..,” mumlede hun stille, inden hun mærkede hans læber mod sine igen. Blikket lod hun tavst følge hans bevægelser, som hun røg ud af hans skønne favn, da han valgte at sætte sig op. Selv blev hun liggende på skindet, mens hun trak lidt i tæppet, så det ville forblive over hendes nøgne krop.

[Deleted]

Det var rart at ligge hos Denjarna igen, som det var rart at de igen var sammen, eller det gik han i hvert fald ud fra at de var, så de endnu engang var et par, for det måtte elskoven vel lidt være et symbol på? Ellers havde de jo nok aldrig trukket den så langt. Derick ønskede i hvert fald at de skulle være et par igen, hvor han også havde tænkt sig at komme tilbage igen. Han elskede hende, det havde han altid gjort og uanset hvad der ville ske, så ville han altid gøre det. Selv hvis de skulle ende hver for sig igen, så ville hun altid have en særlig plads ved ham, for det de havde været igennem kunne han ikke se bort fra eller glemme, hun var hans første og forhåbentlig også sidste hustru. Han havde faktisk været tæt på at slå sig til ro med en anden kvinde, men han måtte erkende at han faktisk var glad for at det ikke var sket, for ellers havde han jo ikke lagt her med sin underskønne kvinde endnu engang. ”Så skal jeg da se om jeg ikke selv kan finde et værdigt sted, for min gudeskønne dronning,” hviskede han kærligt, som han besvarede hendes kys, inden et varmt smil gled over hans blege læber. Han var ikke selv helt ligeglad med hvor de slog sig ned, da han gerne ville have at det var.. perfekt. Det skulle ikke være midt i en farezone, men det helt perfekte sted. Sidst havde de slået sig ned i udkanten af Dvasias, men måske de skulle holde sig til civilisationen igen? Han ville dog se hvad han kunne finde på at af ideer, så de kunne finde et godt sted, som ville være perfekt for dem, hvor han også måtte se hvad han selv kunne finde af job, for arbejdsløs gik jo ikke. Han ville desuden også gerne kunne forsørge hende, hvilket måske var en mandeting, men det var noget som han gik meget op i! ”Jeg har altid ret,” svarede han drillende og selvsikkert, som han blinkede muntert til hende. Han vidste godt at hun var trist, men han ønskede ikke at hun skulle sørge, nu hvor de var sammen, desuden så skulle han nok komme hjem til hende igen! Han ønskede at de skulle starte forfra, og det havde de vel også fortjent? Altid havde de haft et bomb på vejen, som var en hindring for dem, men denne gang håbede han at de kunne starte et liv, hvor intet ville komme dem i vejen. Sukket der brød hendes læber, da han trykkede sine læber imod hendes, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor det var rart at høre, at hun nød det som han gjorde ved hende. Som han måtte bryde kysset og sætte sig op, kunne han godt ane at hun blev liggende, hvor hendes mumlende ord også gjorde det tydeligt at hun ikke ønskede at tage afsked, men desværre var det nødvendigt, og nu havde han kun nætterne og jo før han tog af sted kunne han forhåbentlig også før komme tilbage igen. Han greb roligt ud efter sine bukser, som han fik trukket op om livet, inden han tog om sin bluse og trak den over sin krop, han tog roligt om sin halskæde, hvor han lagde sig tilbage igen. ”Se her..” Han gav hende roligt sin halskæde på, hvor han sendte hende et varmt smil. ”Jeg kommer tilbage igen.. det lover jeg dig,” hviskede han kærligt, som han trykkede sine læber imod hendes i et flygtigt kys, inden han vendte blikket mod hende igen.

[Deleted]

Denjarna tænkte skam på dem som et par, for ellers havde hun da aldrig givet sig hen til ham på den måde, som hun havde gjort! Hun elskede ham, og hun ønskede for dem, at de fandt sammen igen. Hun behøvede ingen anden, som hun heller ikke behøvede at være enlig, da hun endnu befandt sig i det stadie, hvor hun bare gerne ville slå sig ned med en bestemt person, og den person havde altid været Derick. Hun kunne endnu huske, hvordan de engang havde levet sammen, hvor de havde været lykkeligt gift med hinanden, og den tid ønskede hun tilbage. Det kunne godt være, at der var sket meget med dem igennem de seneste århundreder, men hendes følelser havde aldrig ændret sig for ham, skønt hun havde prøvet at glemme ham de sidste par måneder. Han var faktisk også en af grundene til, at hun havde overlevet torturen, som hun havde klynget sig til håbet om ham og vielsesringen, som hun havde rådnet op i cellen. Hun havde så klaret sig igennem det hele, hvor de endelig var blevet genforenet med hinanden, hvor alt formentligt kunne blive lykkeligt igen. ”Så vil jeg glæde mig til at se og høre, hvad du finder frem til,” sagde hun i en varm tone, da ideen om dem i et hjem sammen gjorde hende helt og særdeles lykkelig. Hun ønskede selvfølgelig ikke, at de skulle bo i et hul, men hun vidste, at de ikke havde ressourcerne til det helt store, så hun vidste, at hun ikke kunne have for høje forhåbninger. Begge var de også arbejdsløse, hvor hun ligesom ham eller ikke anede, hvad hun kunne beskæftige sig med. Hun havde faktisk ikke haft et job, siden hun mistede det som leder, og hun ønskede heller ikke at have noget der fremstod som lavtstående. Det kunne dog være, at hun blev nødt til at være mere åben overfor ideen, men det huede hende på ingen måde! Morende himlede hun med øjnene af ham, som han kun med den selvsikre kommentar om, at han altid havde ret. Hun håbede dog på, at han lige med denne ting havde ret, da det ville glæde hende, hvis han hurtigt kom hjem til hende igen. Det havde allerede været adskilt i lang tid, og hun ønskede ikke at vente på ham længere. Hun så sig dog nødsaget til det denne her gang, da hun godt kunne se pointen i hans ord, samt hun heller ikke gad finde en anden end ham. Det dybe og længselsfulde kys de delte, nød hun i allerhøjeste grad! Det var en sand fryd, hver gang hun fik lov til at mærke hans læber mod sine. Det var dog mindre frydefuldt, da han stoppede kysset og sagde, at han var nødt til at gå. Hun kunne heller ikke skjule sorgen hun følte, som den var at se i hendes blik og høre på hendes stemme. Tavst så hun til, som han gav sig til at trække tøjet på, hvor hun selv bare blev liggende. Det eneste hun gjorde var at hæve sig op på albuerne, hvor hun betragtede ham, som han fiskede sin halskæde op og ikke den fra Vladimir. Halskæden faldt let om hendes slanke hals, som han trak den over hendes hals, så det var det eneste hun bar. Blidt besvarede hun det flygtige kys. ”Jeg ved godt, at du vil søge mig, så snart du kan, men jeg frygter bare for tiden.. Jeg har lige undværet dig i et halvt år, og jeg ønsker ikke, at det sker igen,” sagde hun mildt, mens hun greb om hans ene hånd, så hun blidt kunne stryge den med sin tommel. ”Men skynd dig så meget du kan.. Jeg vil vente på dig,” lovede hun ham i en kærlig tone, og klemte blidt om hans hånd.

[Deleted]

Derick ville se frem til at de ville få deres hjem, til at de ville kunne starte forfra, og forhåbentlig ville det blive uden nogen forhindringer denne gang. Selvfølgelig kunne han helt tvivle på om det ville gå fejlfrit og smertefrit, men det fandt de vel ud af? Han ønskede dog ikke at hverken han eller hun gav op på forhånd, da han inderligt ønskede en ny chance med hende. Hun var hans et og alt, den eneste han elskede og holdt af, faktisk den eneste han havde tilbage i sit liv, da han jo faktisk havde mistet alt og alle, hvilket han havde været ligeglad med indtil han var her med hende igen. Hun havde fjernet mørket fra hans sind, eller i hvert fald undertrykket det, så han igen var normal, og nu kunne han se tingene langt mere klart, hvor hun også havde berørt hans hjerte. ”Nu får du det til at lyde som om alt ligger på mine skuldre,” endte han morende, som han kluklo ganske let, inden han kyssede hende blidt mod panden, „jeg ønsker bare et liv med dig, elskede. Jeg er ligeglad hvor det bliver, så længe vi bare er sammen og huset er i ordentlig stand.” Han var måske lidt forfængelig når det kom til et hjem, men hvem ønskede også at bo i et hullet og råddent hus? Han gad i hvert fald ikke, selvom det mere var fordi han ønskede at hun skulle have det bedste af det bedste. Godt nok kunne de ikke få noget større før de havde penge og råd til det, men det skulle nok komme med tiden, når de fik et arbejde og tjente til det. Han måtte trække morende på smilebåndet, da hun valgte at himle med øjnene af ham. Han selv håbede på at han fik ret, at det ikke ville gå længe, og at de så ville kunne starte forfra. Og selv hvis det skulle gå længe, så ville han i hvert fald komme og opsøge hende, så hun vidste at han ikke havde glemt hende og at han endnu ønskede en fremtid med hende, indtil han fik sin mission gennemført. Han ønskede ikke at der skulle gå længe, det tillod han ikke! Som han fik tøjet på sin krop og gav hende halskæden på, sendte han hende et varmt smil. Han vidste godt at hun var trist, men han ønskede ikke at de skulle gøre det værre end hvad det var, desuden så brød han sig ikke om at tage afsked med hende, for han ville jo mest af alt bare blive her hos hende. Hans smil endte mildt til hendes ord. ”Denjarna.. jeg lover dig at opsøge dig, hvis det endelig skulle gå længe, men jeg kommer igen, det har du mit ord på,” svarede han oprigtig og dog alvorligt, som han klemte om hendes hånd med begge sine, hvor han løftede den op og kyssede hendes fingre. ”Jeg skal nok skynde mig min skat,” lovede han hende, som han roligt slap hendes hånd, så han i stedet for kunne tage hendes ejendele og række hende dem, så hun selv kunne klæde sig på, da han ikke gik ud fra at hun ønskede at blive her helt alene. Han brød sig ikke om at skulle gå fra hende, da han næsten frygtede at hun ville gå til andre mænd, men der måtte han vel også bare stole på hende, som hun blev nød til at stole på ham? Han rejste sig roligt, hvor han også trak sin kappe til sig, som han fik på, inden han lod hende klæde sig på, før han hjalp hende op på benene. Han lænede sig mod hende og skænkede hendes pande et blidt kys. ”Vent på mig.. og så kommer jeg,” hviskede han blidt, inden han roligt slap hende. Han bed tænderne lidt sammen, hvor det krævede en del af ham for at vende ryggen til og gå, da han mest af alt ønskede at blive, hvilket hele hans krop og hjerte bad ham om. Han endte dog med at søge ud i natten, så han kunne gennemføre sin mission.

//Out

[Deleted]

”Jeg troede ellers godt, at du kunne lide at stå med al ansvaret,” svarede Denjarna drillende igen. Selv vidste hun, at han i hvert fald godt kunne lide at stå som den primære forsørger, da han anså det for at være mandens opgave. Der kunne hun dog godt være lidt uenig, men med tiden havde hun skam lært at give ham plads, hvor hun også helt var kommet til at nyde, at han ville sørge for hende på den måde. Han behøvede dog ikke at tro, at hun slet ikke ville have en indflydelse på, hvor og hvordan de skulle bo, for det ville hun faktisk gerne have. Hun nød trods alt en god levestil, hvor hun som kvinde også gerne ville have noget nydeligt. Hun stolede dog også på hans stil, da de trods alt havde levet sammen i årtusinder, så de kendte jo til hinandens smag efterhånden. Da han så fortsatte med en række søde og helt igennem perfekte ord, måtte hendes ansigt lyse helt op. ”Og jeg ønsker ingen anden mand, end dig ved min side. Hvis jeg har dig, så har jeg alt, hvad jeg nogensinde kunne drømme om. Og vi vil forblive sammen fra nu af.. Det behøver du ikke at frygte, min elskede. Jeg vil ikke forlade dig lige meget hvad der sker. Vi kan desuden altid få vores drømmehjem med tiden, men hver ting til sin tid.” Kærlig var hendes tone, som hun helt måtte snakke fra hjertet af, når hun skænkede ham ord som disse. Hun elskede ham i sandhed, hvor det igen måtte gå op for hende, hvor meget han egentligt betød for hende, som de stod overfor hinanden igen. Hun ønskede i hvert fald ikke, at de blev adskilt igen, hvor hun ej heller ville lade nogen komme i vejen for deres kærlighed! De havde været utroligt meget igennem sammen, men denne her gang skulle være vejen til den evige lykke. At mødet så måtte gå mod sin udgang, frydede hende ikke just, men hun forstod godt, at han måtte søge tidligt ud, nu når han ikke længere havde sin magiske halskæde. Men selvom hun forstod, så var der stadig sorg at spore i de smukke sølvgrå øjne. Hun lod ham også tage tøjet på, uden hun kom med de store indvendinger, som hun lod ham tage det på i fred, hvor hun igen talte til ham, som han blev færdig. ”Det bringer en smule varme til mit hjerte at høre,” svarede hun ærligt, som han sagde, at han ville søge hende, skønt han ikke var færdig, hvis tiden trak for meget ud. Det var nok også en god ide, da hun ellers bare ville frygte, at han havde glemt hende. Der frygtede hun også, at mørket ville få for meget magt over ham, når hun ikke længere var der hos ham. Det havde dog gået godt med at holde mørket hen det sidste lange stykke tid, som det ikke havde været til at spore, mens de havde befundet dem på denne forladte herregård. Blidt smilede hun til ham, som han klemte om hendes ene hånd for derefter at kysse den. Som han trak sig væk igen og rakte hende sit tøj, måtte hun selv skubbe tæppet af sig, så hun kunne begynde at klæde sig på. Han tænkte også rigtigt, når han gættede, at hun ikke ville ligge her helt alene. Hun havde desuden også sit hun kunne gå i kast med, mens han var væk. Trusserne fik hun hurtigt trukket op, inden hun gik i kast med kjolen, som hun trak over hovedet. Let måtte hun rette på de ravnsorte lokker, da de trods alt var blevet uglet efter nattens omgang, hvor hun ikke ønskede at gå ud med vildt hår. Hans hånd tog hun om, som han hjalp hende op på benene. Som de konstant kom et skridt nærmere afskeden, mærkede hun, hvordan hendes hjerte blev tungere, da hun mere og mere frygtede afskeden. Hun lod ham dog kysse hendes pande, hvor hun selv måtte klemme sine øjne i, mens hun knugede om hans hånd, da hun helt måtte holde nogle anmassende tårer tilbage. Hun ønskede nemlig ikke, at han skulle se, at det påvirkede hende så meget. ”Jeg vil vente på dig…,” lovede hun ham blidt i en dæmpet tone, som hun slog øjnene op igen og betragtede hans smukke ansigt en sidste gang, inden han vendte hende ryggen. Det føltes helt som om, at hendes hjerte blev knust, som hun så ham forlade rummet, men alligevel blev hun stående.. Han havde sit at gøre, og så måtte hun inderligt håbe på, at han ville indfri sit løfte og komme tilbage til hende.

// Out