Long time no see

[Deleted]

Hvordan det fungerede i Dericks hoved, anede Denjarna ikke, så hun vidste ikke, vil kamp han egentligt måtte kæmpe med inden i sig selv. Hun kunne kun ane, når mørket fik en anelse for meget magt over ham, da han i så fald blev direkte modbydelig overfor hende. Det havde han i hvert fald været til at starte med, hvor man vel kunne se helt forvirret til nu, som de måtte grine og drille hinanden. Hun var skam også indebrændt endnu, hvor hun ikke vidste, om dette var en god ide, men noget i hende kunne ikke lade være. Hun følte sig draget af ham, og det var svært at stoppe. Især når han havde vist hende, at den gamle Derick gemte sig dybt inde i ham. ”Gør dit bedste,” svarede hun drillende, inden hun måtte fortryde det, som latteren faldt over hendes bløde læber. Hvis de havde spolet tiden lidt tilbage, havde hun slet ikke troet, at hun ville have ladt ham røre hende på denne måde, men det var nu engang sket alligevel. Hendes slanke krop vred sig let under hans vægt, hvor hun hurtigt måtte sande, at hun ikke kunne slippe fri på den måde. Det kunne på ingen måde skjules, at hun var en kilden person, sådan som latteren med det samme var slippet fri, mens hendes krop snoede sig, som var det en slanges. Hovedet måtte hun også konstant vende fra den ene side til den anden, så de ravnsorte lokker fik sig en lille flyvetur i tide og utide. ”A-aldrig!” svarede hun halvkvalt gennem latteren. Hendes hænder prøvede samtidig at rive sig løs, som han kun holdt dem i sin ene hånd. Et svagt punkt måtte hun mene. Hun begyndte også at bevæge sine håndled, hvor de søgte mod hans tommel og derfor den svage vej. Smilet der var på hendes læber måtte gøre helt ondt, som den faste og energiske latter fik hende til at trække dybt i mundvigene, skønt det ikke just morede hende at blive kildet.
Med et løftet bryn betragtede Denjarna ham, som hun bad ham om at liste et navn op. Da han så begyndte at tale, hvor der dukkede flere end et navn op, blev hendes ansigt langsomt mere udtryksløst. Det kunne godt være at tonen var morende og navnene muligvis bare var det pure opsind, men i hendes bryst måtte det føles forkert. Hun bed sig selv i underlæben, mens hendes blik flakkede ned mod jorden. Det kunne godt være, at han ikke havde været sammen med disse kvinder, men hun var en jaloux kvinde, og sårbar var hun i denne position, efter at hun havde mødt ham igen. Det kunne godt være, at disse kvinder ikke var virkelige, men hvem sagde ikke, at der var en anden der havde været? Det smertede hende også endnu at vide, at han havde været sammen med Elanya, hvor det helt måtte give hende en kvalmende klump i halsen. ”Vil du være sød og sætte mig ned?” spurgte hun kortfattet med en toneløs stemme. Hun svarede ikke på alle hans kvinder, som hun mest af alt bare ønskede at komme ned på jorden lige nu. At han mente, at det ikke kunne skade at han så hendes bare krop igen, nu når han havde set den så mange gange før, var der måske noget om. Det var trods alt stadig den samme krop som før, skønt den nu var arret. ”For at bevise, at du har fortjent at se den, så koster det et ekstra mode.. Desuden, når du har set den så mange gange, så kan du vel godt vente med at se den til næste gang," svarede hun roligt. Hun ønskede ikke bare at give sig hen til ham, som om intet var hændt for det var der i den grad! Han havde såret hende, hvor han endnu skulle bevise overfor hende, at det virkelig skulle være de to, som det engang havde været. ”Skulle det være så underligt, at jeg er begyndt at kunne lide styrken det må give mig, når jeg slår dig?” spurgte hun drillende. At han så sagde, at han bare kunne stjæle et kys fra hende, fik hende kort til at se væk fra ham, inden hun så på ham igen. Hvis de skulle kysse, så ønskede hun at det var fordi, at de begge to inderligt ville det. ”Det kunne du.. men ville det være det samme?”

[Deleted]

Som Denjarna følte sig draget til Derick, måtte han også føle sig draget til Denjarna. Han kunne ikke benægte at hun havde gjort ham lykkelig, selvom mørket i ham forsøgte at modbevise ham og kun finde alt det dårlige frem, det var som om han var to personer, den gamle og så en ny og ond side, hvor det var som om begge sider konstant måtte kæmpe om hvem der skulle styre kroppen. Det var dog langt lettere, når hun var der, hvor alt synes at være ligegyldigt i den tid han tilbragte med hende. Hun rørte noget indeni ham som han ikke kunne benægte, selvom han var bange for at mørket ville tage sit overtag når de skiltes og så var han næsten bange for at han ikke ville opsøge hende igen, fordi mørket overbeviste ham om at det var bedst, derfor havde han også givet hende sin halskæde, som et sted var en garanti for dem begge. At hun slap sin muntre latter, da han begyndte at kilde hende, kunne ikke fraholde et smil fra de blege læber, som det selv måtte more ham. Han havde slet ikke troet at han ville more sig med hende, hvis han så hende igen, hvor han også havde regnet med at han ville kunne holde en kortfattet og ligegyldig attitude, men den havde hun hurtigt fået nedbrudt. Som hun begyndte at kæmpe imod, kunne han også godt mærke at det blev sværere for ham at holde hende nede. Han mærkede også hvordan hendes ene håndled rev sig fri fra hans greb, selvom han holdt hendes den anden arm nede, da det blev lettere når han kun skulle holde den ene. Han stoppede dog ikke med at kilde hende, hvor smilet fortsat var hoverende. ”Overgiv dig!” kommanderede han drillende, som han trak på smilebåndet.
At Denjarna endte med at blive helt kold og udtryksløs, da Derick valgte at remse op af kvinder, som han slet ikke kendte, da det hele var det pure opspind, lagde han ikke mærke til, før hun bad ham om at sætte hende ned. Han endte med at stoppe op, skønt han dog ikke satte hende fra sig. ”Denjarna.. det var for sjov,” svarede han roligt, hvor han let hævede det ene bryn. Hvorfor hun pludselig reagerede sådan forstod han ikke, da det jo slet ikke passede. Han lod hovedet søge en anelse på sned, inden han fortsatte med at gå og ignorerede hendes ønske om at komme ned. ”Er du jaloux? Bange for at jeg i disse måneder har været sammen med andre?” spurgte han roligt tilføjende, hvor han trak en anelse i den ene mundvig. Hun havde intet at være jaloux over, da han havde været indespærret i de måneder, hvor hun derimod så ud til at finde nyt bekendtskab blandt mænd, så hvis nogen skulle være jaloux burde det vidste være ham, hvor tanken endnu måtte more ham. ”Men du har intet at frygte, jeg har været indespærret, hvor du har taget imod smykker fra en anden,” indskød han, hvor det denne gang var hans tone der blev mere kortfattet. Hun havde ingen grund til jalousi, hvor han heller ikke følte at hun kunne tillade sig det, når hun for det første gik til andre mænd, og for det andet, at navnene var det pure opspind. At hun mente at det kostede endnu et møde for at se hendes krop igen, måtte han roligt vende blikket mod hende. ”Og hvad nu hvis jeg ikke kan vente?” spurgte han roligt, hvor hans blik kort tog en vandring over hendes krop, inden de søgte til hendes sølvgrå øjne igen, hvor smilet blev kækt. Han så roligt frem for sig igen. ”Så du nyder altså at slå mig? Hm.. jeg tror faktisk også at jeg bedst kan lide din dominerende side,” svarede han ved nærmere eftertanke, hvor han sendte hende et morende smil, som han blinkede let til hende. Han hævede let det ene øjenbryn, inden han kort trak på skuldrene. ”Et kys er vel et kys?” Hans tone var en anelse ligegyldig, som han næsten forsøgte at tage afstand, skønt han inderst inde vidste at kys kunne være forskellige. Han så blot en anelse tomt frem for sig.

[Deleted]

Intense var hans fingre mod Denjarnas krop, som de konstant fremtvang en latter på hendes læber, mens det helt måtte stikke i hendes krop, hvor hun vred sig af følelsen. De sølvgrå øjne kunne på ingen måde fokusere, hvor det derfor kun var svagt glimt hun opfangede af hans ansigt, inden hendes øjne gled i eller hendes blik søgte videre. Det eneste hun kunne fokusere på, var hans dansende fingre, som hun gjorde alt i sin magt for at undgå! Kroppen vred sig derfor, så han havde sværere ved at placere sine fingre rigtigt, mens hendes hænder kæmpede sig med at gøre sig fri af hans greb. At hun så langsomt kunne fornemme, hvordan hans greb lidt efter lidt blev løsnet en anelse, måtte hun smile triumferende indvendigt. Det kunne godt være, at hun ikke var fri endnu, men hun var godt på vej! I det sekund han så sig nødsaget til at slippe hendes ene hånd, tog hun også straks kampen op! Det kunne godt være, at det var sværere med kun den ene hånd, men på den anden side var begge hans hænder travlt beskæftiget med noget andet, så på den vis havde hun en fordel. For at vende det hele til sin fordel, strakte hun derfor sin ene og frie arm mod ham, hvor hun lod sin underarm støde mod hans hals. Det måtte hun trykke, mens hun hældede sin egen krop mod den ønskede side, så det til sidst endte med, at hun måtte sidde ovenpå ham. Der greb hun hurtigt fat i hans kildende hånd, som hun denne her førte op over hans hoved, imens hendes anden hånd prøvede at få fat på hans anden holdt, som han holdt hende fast med. ”Jeg tror mere, at det er dig, som skal overgive sig,” sagde hun triumferende, som hun vendte hans ord om, som det nu blev hendes tur til at sidde på ham.
”Jamen jeg synes ikke, at det er sjovt,” svarede Denjarna dæmpet igen, som han et sted havde formået at såre hende med sine ord. Det virkede dog ikke som om at han ænsede det, da han slet ikke respekterede hendes ønske om at blive sat ned! Derfor begyndte hun også at rumstere i hans arme, så hun derfor blev sværere at holde om. Det endte også med, at hun selv fik tippet sig ud af hans favn, hvor hun også gav slip om hans hals, som hun ellers havde søgt støtte omkring, samt nusset. ”Du kender mig, Derick.. Du ved, hvordan jeg har det med andre kvinder,” sagde hun stilfærdigt, som hendes sølvgrå øjne søgte hans. Som hendes fødder igen fik kontakt med jorden, valgte hun helt at stoppe op, da hun alligevel ikke ønskede at tage denne snak mens de gik. At han så måtte sige, at han ikke havde været sammen med andre kvinder, var noget der måtte glæde hende. At han så begyndte at tale ned til hende igen, fik hendes humør til at dale mindst ligeså hurtigt, som hun havde set forhåbningerne. ”Jeg ved godt, at du ikke ser det for at være passende, at jeg har fået en anden halskæde af en mand, men det kan jeg ikke ændre på. Der er desuden intet i den halskæde! Jeg fik den kun, fordi at jeg var den eneste han kendte, og at han ikke ønskede, at den skulle ligge og blive støvet til derhjemme,” svarede hun sandfærdigt. Sandt var det nu, som Vladimir havde sagt, at hun kun havde fået halskæden fordi, at hun var den eneste kvinde han kendte, og at han ønskede at den blev brugt af en. ”Du har derfor heller intet at frygte.” At han så sendte hele hendes krop et betragtende blik, imens han talte højt om sine tvivl, om han ikke kunne vente med at se den igen, måtte hun føle sig en anelse utilpas. Hun ønskede ikke, at det hele skulle fungere på denne måde, hvor hun ville ønske, at han opførte sig mere anstændigt overfor hende. Det kunne godt være, at han var præget af mørket, og bare ønskede at mærke en tæt, men sådan havde hun det jo ikke. Hun følte sig jo sårbar, ligesom hun heller ikke bare ønskede at springe i seng med en mand. Ikke engang Derick, når hun ikke vidste, hvordan deres videre liv ville forløbe. ”Så må jeg jo holde dig tilbage,” svarede hun kortfattet. Svagt trak hun på smilebåndet, som han sagde, at han godt kunne lide den vilde og dominerende side i hende. Det var dog ikke en side der vældede op i hende på normal vis, da hun skulle tirres for at den kom frem. Derfor ville hun nok heller ikke slå på ham igen, medmindre at han virkelig begyndte at stikke til hende igen. ”Så må du jo håbe, at den kommer frem igen,” sagde hun med et skævt smil på læben. At mørket så måtte overmande ham igen, var noget hun sagtens kunne fornemme. Ordene ramte hende, hvor det både var det hans sagde, og måden han sagde det på. Blikket måtte hun også drive væk fra ham, hvor hun lod sine arme foldes over kors. Han lød slet ikke som hendes elskede Derick, og det måtte gøre noget så ondt på hende, da hun virkelig følte, at hun forsøgte at give ham en chance. ”Hvis et kys bare er et kys for dig, så ville du vel også være ligeglad, hvis jeg kom en anden mand tæt på den måde,” konstaterede hun, hvor hun prøvede at gøre sin stemme tom, skønt den var fuld af den sorg hun måtte føle, når han tog afstand til hende på denne måde. Det værste var også, at hun kendte mænd der hellere end gerne ville vise hende den ømhed, men hun ønskede bare, at Derick ville vise hende den.

[Deleted]

Derick stoppede ikke sin kamp, som han fortsat måtte kilde hende, hvor han også vidste at hun ikke havde brug for luft, for hun var trods alt vampyr. Han kunne dog godt mærke at hun langsomt måtte forsøge at kæmpe sig fri, hvor det skam også lykkedes hende utrolig godt. Han opgav dog ikke, selvom hun fik sin ene hånd trukket fri, hvor han stadig holdt hendes anden arm godt nede med sin. At hun så gjorde det endelige stød tilbage, så de begge blev vendt, gik det hele så hurtigt at han pludselig sad øverst til han pludselig sad nederst. Han slap en munter latter, som han slet ikke kunne lade vær. Han vendte blikket op mod hende, som hun fik fat i hans kildende hånd, hvor han endnu havde fast om hendes ene håndled. Hans violette øjne måtte glimte helt muntert op til hende, som hun havde ’overvundet’ ham. Et sted måtte det næsten ærgre ham, hvor det også gav ham lyst til at kæmpe videre, men de kunne jo heller ikke blive ved hele natten. ”Så skidt.. jeg overgiver mig, min smukke dronning,” svarede han underdanigt, skønt smilet var morende, hvor han i en hurtig bevægelse satte sig op, så de pludselig endte tæt igen. Han slap roligt hendes håndled, hvor han lagde hånden mod hendes kind, som han strøg ganske blidt. Han kunne godt mærke at hun gjorde en forskel i ham, hvor han var usikker på om det var en god eller dårlig ting, men han kunne i hvert fald ikke komme udenom at hun var savnet.
Det at Denjarna ikke tog Dericks joke for at være en joke, var noget som langsomt måtte få Dericks eget humør til at falde, hvor han selv blev mere og mere kold indvendig. At hun så nærmest skulle kaste sig ud af hans arme, fik ham alligevel til at støtte hende, så hun ikke faldt ned på enden, men blev på benene. Han sukkede næsten irriteret af hende, som hun absolut skulle gøre alt besværligt! Han havde udtalt det hele i en joke og så skulle hun selvfølgelig tage det for at være alvor! ”Men jeg har ikke været nogen anden tæt! Det var en joke for pokker, hvorfor tager du det så seriøst?” spurgte han i en langt mere kold og kortfattet tone, som mørket endnu engang fandt smuthulet til at komme frem, hvor selv hans blik blev mere mørkt og kynisk. Han blev dog stående, som hun selv gjorde, hvor han kneb øjnene en anelse sammen. Han fnøs let til hendes forklaring om hvorfor hun havde fået halskæden, hvor han let rystede på hovedet, for den troede han ikke på! ”Og du er så naiv og tror at det er grunden? Han var da kun interesseret i en ting.” Han gjorde let et nik mod hendes krop, uden at hans violette øjne veg fra hendes sølvgrå. Han blev stående med et koldt og mørkt blik hvilende på hende, som han endnu engang kom væk fra den normale Derick, som mørket endnu engang fik sit tag i ham, hvor han måtte ignorere hendes ord om at han ikke fik hende at se nøgen, da han heller ikke kunne se problemet der, og om han fik hendes dominerende side at se igen, var han pludselig også ligeglad med. Hendes sidste ord var dog noget som fik hans indre til at fryse til is og blive hårdt som sten, hvor hans ansigt mistede al udtryk. Han endte med at rive sit sværd ud af hånden på hende, som han gav sig til at spænde det fast om livet på sig selv, for nu gik han! ”Fint! Så vær du dine andre mænd tæt, men så skal du bestemt ikke regne med at se mig igen! Og hvis du virkelig ønsker det, så lyver du om at du ønsker mig!” hvislede han køligt, som han fik sværdet spændt fast om livet, hvor han igen vendte blikket mod hende, inden et kynisk smil gled over hans læber. ”Men så er jeg også bare andre kvinder tætte!” Han endte med at vende ryggen til hende som han blot begyndte at gå væk fra hende. Inderst inde var han ikke ligeglad, som han ikke ønskede nogen anden kvinde, hvor han heller ikke ønskede at hun skule være nogen anden mand tæt. Hans mine blev også mere trist som han bare gik.

[Deleted]

Denjarna mærkede godt, hvordan hun begyndte at få et overtag på hele situationen. Hendes krop vred sig endnu under hans, mens hun prøvede at holde fokus på den hånd, som hun var ved at få fri. Da den så også opnåede sin ønskede frihed, spildte hun på ingen måde tiden, som hun derimod straks gik i gang med at få vendt dem om, så hun rent ud kunne side med overtaget. Svært viste det heller ikke at være, som Derick vidst ikke havde regnet med denne lille finte fra hendes side af. Triumferende gled smilet også over hendes læber, som hun endelig fik æren af at se ned på ham, samt stoppe hans pinefulde kildende fingre. Muntre måtte hendes øjne også lyse, som de sølvgrå øjne hvilede på hans smukke violette øjne, der måtte skinne ligeså muntert tilbage til hendes. ”Så vil jeg befale, at du aldrig mere kilder mig igen,” sagde hun morende, som han kaldte hende for sin dronning. Det frydede hende, at hun i sidste ende var gået af sted med sejren, men mere tænkte hun ikke over det, da deres lille duel trods alt kun havde været en duel for sjov. Hun rykkede sig en anelse tilbage på hans krop, så han var i stand til at komme op i en siddende position. Da han så begyndte at stryge hendes kind med blide strøg, mærkede hun, hvordan roen langsomt måtte glide over hendes krop. Behagelige var hans kærtegn, som hun havde savnet fornemmelsen af hans hånd. Selv begyndte hun også at lade sin tommel glide over hans hud der omgik hans håndled, som hun endnu havde fat i hans ene arm. ”Hvad så nu?” spurgte hun roligt i en dæmpet tone.
Det kunne godt være, at det var en joke fra Dericks side, men Denjarna var utroligt følsom, når det kom til dette punkt. At han så også måtte hen og blive irriteret, og direkte kold over hendes nervøsitet, var bestemt ikke noget der gjorde det hele bedre. Hverken for ham eller for hende. Tænderne bed hun sammen, mens hun drev sit blik væk fra hans, da han bed af hende. Hun kunne ikke lide, at talte til hende i den tone, men det var der tydeligvis ikke noget at gøre ved. Han havde tydeligvis svært ved at læse andre folks følelser, så om han vidste, at han trådte gevaldigt på hende, vidste hun ikke. Hun forstod i hvert fald ikke, hvorfor han skulle gøre det hele værre, i stedet for at prøve at redde trådene ud med hende. ”Jeg tror dig, når du siger det, Derick! Du behøver ikke at vrisse ad mig på den måde,” svarede hun såret igen. Tydeligt var det, at det hele var på vej til at krakelere igen, hvor hun håbede, at det kunne reddes op på. Det lignede det dog ikke, at det kunne, som hun ikke længere kunne genkende sin Derick, da han igen vendte blikket mod hende, og det var et sandt slag i hendes indre. ”Så er jeg måske var en naiv kvinde, og det undskylder jeg for!” Det smertede hende, at det at hende og Vladimir var gode venner, skulle påvirke hendes stund med Derick. Hun var dog ikke ked af, at hun havde mødt Vladimir, da han havde hjulpet hende, og guderne måtte vide, hvor tiltrængt det havde været, efter at Derick havde ødelagt hende. Om deres kærlighed overhovedet var værd at kæmpe for længere, blev sværere og sværere at finde ud af, da han konstant stødte hende fra sig, og hun mente bestemt ikke, at det kun var hende der skulle kæmpe for at redde deres forhold! Da han rev sværdet ud af hendes hånd, måtte hun stå helt tom og udtryksløs tilbage.. Såret blinkede hun let med sine øjne, mens hans bare skubbede hende længere og længere væk. Da han så også begyndte at gå, rørte hun sig ikke ud af flækken, som hun bare blev stående med sit sårede blik malet i ansigtet. ”Jamen jeg ønsker for helvedet kun at kysse dig!”

[Deleted]

At det lykkedes Denjarna at få dem vendt op, gik først op for Derick, da han faktisk lå ned, da det hele havde gået så hurtigt, at han ikke engang havde nået at kunne reagere på det. Han havde troet at han havde haft overtaget, men hun havde hurtigt fået taget det tilbage igen. Han kunne heller ikke lade vær med at grine let, som hun faktisk fik dem vendt, da det alligevel måtte more ham, hvor hun havde formået at overraske ham, som det var kommet bag på ham. Hans violette så roligt op i hendes smukke sølvgrå, hvor smilet hvilede trygt og fast på hans læber, som det slet ikke kunne falme. ”Jeg er ikke sikker på at jeg kan overholde lige den ordrer, Deres Nåde,” svarede han roligt, som han kom op at sidde, hvor smilet ikke falmede endnu. Altid havde hun været hans ’dronning’, som de mere eller mindre altid havde dannet par, der havde været et par smuttere, men sjovt nok fandt de altid hinanden igen. Han stoppede ikke strøgene af hendes kind, hvor han næsten måtte se helt betaget ind i hendes sølvgrå øjne og med en form for længsel, for han måtte erkende at han faktisk havde savnet at kunne se ind i dem, da de altid havde formået at gøre ham rolig. Han opfangede ikke hendes spørgsmål til at starte med, da han næsten var faldet ind i sine egne tanker ved at se hende i øjnene, hvor han langsomt måtte ryste kort på hovedet, som han kom tilbage til virkeligheden igen. ”Det må du hellere finde ud af, ellers ender det bare med at jeg fordyber mig i dine øjne i en evighed,” svarede han morende, skønt det dog ikke var dårligt ment. Han vred roligt sit håndled ud af hendes greb, så han i stedet for kunne flette sine fingre ind i hendes og holde hende i hånden.
Langsomt måtte det hele krakelere endnu engang, hvor det hele synes at tage en negativ drejning endnu engang. Det var noget som rev Derick væk fra den normale side, for at trække ham ind i mørket igen, som det fik sit overtag, hvor hans blik blev koldt og kynisk. Han havde sagt det hele i en joke, hvor hun også havde formået at ødelægge hele stemningen. Han endte med at knibe øjnene sammen til hendes ord, som hun pludselig forsøgte at fremstille sig uskyldig – hvor han ikke kunne se at tingene var hans skyld. ”Hvis du ved det, hvorfor kan du så ikke tage en sølle joke? Hvorfor så ødelægge hele stemningen?” spurgte han irriteret, hvor tankerne igen måtte begynde at cirkulere rundt i hans hoved, for hun troede jo slet ikke på ham! Han kunne slet ikke se nogen mening i hendes ord, for hun modsagde konstant sig selv! Hun sagde at hun ville ham, men konstant trak hun sig væk fra ham, så hvis nogen ødelagde noget, så var det i den grad hende! Han endte med at sukke højtlydt og irriteret, hvor han slog ud med armene i en næsten aggressiv bevægelse. ”Du siger du vil have mig, men du trækker dig konstant væk! Du vil ikke engang have mig tæt på, på nogen måde, og du truer med at søge til andre, hvis du ikke kan klare det, så smut!” vrissede han, som han valgte at vende ryggen til hende. Hvis hun ville kysse med en anden mand, så kunne hun bare gøre det, men så skulle hun bestemt ikke regne med at han gad hende! Han endte med at slå sin knyttede næve ind i en ruin, hvor de øverste mursten blev slået i stykker, skønt han blot fortsatte væk med arrige skridt. At hun så råbte efter ham, var noget som han næsten måtte ignorere, skønt han alligevel endte med at stoppe op, hvor han vendte sig om mod hende. Han kneb øjnene fast sammen. Hun ville kun kysse ham? Det var han bestemt ikke overbevist om, da hun ikke engang havde besvaret kysset, da han havde kysset hende! ”Bevis det!” råbte han blot tilbage, hvor han stirrede på hende for en stund, inden han gjorde mine til at begynde at gå igen.

[Deleted]

Det varmede Denjarna at høre den muntre latter på Dericks læber, hvor hele hans ansigt i øjeblikket så glædeligt på hende, hvilket også måtte smitte af på hende. Helt varm følte hun sig, når han var så rolig, mild og munter omkring hende, da hun i de sekunder kunne se sin elskede ægtemand i ham. Hun havde savnet ham noget så forfærdeligt, hvor det helt kunne være svært for hende at forstå, at han nu var hos hende igen. Hun håbede allerede inderligt, at de aldrig ville blive skilt ad igen, skønt det ikke var til at sige, hvad fremtiden ville bringe dem. Når hun ikke formåede at trænge helt ind i ham, så var det tydeligt at mærke, at mørket prægede hans sind. Han havde også fortalt hende, at han havde en opgave at udføre, inden han nogensinde ville være i stand til at give sig hen til hende. Hun håbede bare, at han denne her gang holdt sit ord til hende og kom tilbage. Det eneste hun ønskede var virkelig bare ham ved sin side, og hvorfor skulle det være så pokkers svært? ”Så ved jeg ikke, om du kan behage din dronning,” beklagede hun sig smilende. Selv tvivlede hun også på, at det nogensinde ville være et løfte han kunne holde, for kildeture opstod bare ud i det blå lige pludselig. Især når man vidste, at den anden var kilden. Hun vidste faktisk også, at han selv havde en sådan svaghed. Blidt var blikket i de sølvgrå øjne, som han strøg hendes kind, hvor hun helt havde lyst til at dreje hovedet en anelse, så hun kunne kysse den. Han virkede slet ikke mørk lige nu, og det var også med til at gøre, at hun havde ekstra svært ved at holde sig tilbage, som hun mest af alt havde lyst til at smelte sammen med ham. ”Og ville det virkelig være så slemt, hvis du fordybede dig i dem?” spurgte hun mildt. Ingen modstand gjorde hun, som han fik sin hånd løs, så deres fingre kunne glide ind mellem hinanden. Varm, opslugt og levende følte hun sig helt, hvor hendes sølvgrå øjne også måtte udstråle den varme og længsel hun følte efter ham. Forsigtigt drejede hun hovedet en anelse, så hun blidt kunne kysse hans håndflade. En berøring der helt fik det til at sitre i hende.
”Jeg ved det jo først, når du siger det direkte til mig, og det gjorde du nu! Og jeg ønsker på ingen måde at ødelægge stemningen.. Jeg føler bare ikke altid, at du har en ordentligt situationsfornemmelse,” sagde Denjarna med afmagt i tonen. Hun ønskede ikke at diskutere med ham på denne måde, men hun følte bestemt ikke, at han gjorde det let for hende! Hvis det stod til hende, så skulle de jo bare være lykkelige sammen, men til tider følte hun, at han satte en stopklods for hende. Hun bed sig selv i læben, som han begyndte med sine store armbevægelser, hvor hun selv bare blev stående med de korslagte arme, mens hun prøvede at vende og dreje situationen i sit hoved. Let var det ikke, men hun prøvede at finde på noget der kunne hjælpe dem. ”Jeg trækker mig væk, fordi jeg er bange, Derick! Jeg ønsker heller ikke andre mænd, ligesom jeg ikke truer dig med at søge til nogen anden end dig. Jeg sagde bare, at hvis et kys var ligegyldigt for dig, så må du vel også være ligeglad med, hvem jeg er sammen med. For mig er et kys nemlig ikke bare ingenting! Jeg synes kun at man skal være sammen med en person på den måde, som man virkelig holder af.” Om hendes ord overhovedet nåede ind til ham, anede hun ikke, men hun håbede skam. Det gibbede let i hende, som han lod sin vrede gå ud over en af ruinerne der måtte smuldre under hans berøring. Hun gjorde dog intet, som hun blot blev tavst stående med blikke på ham. Da han så arrigt valgte at gå væk fra hende, som om hun bare var luft, måtte tankerne suse igennem hende. Ødelagt følte hun sig, når han talte til hende på den måde. Hun ønskede dog ikke at miste ham, da hun virkelig elskede ham, selvom det ikke just virkede som om, at han anede det lige i øjeblikket. Da han så bad hende om at bevise det, slog hun tavst blikket ned i jorden, inden hun måtte se på ham igen, som han havde sat i bevægelse igen. Langsomt trak hun en anelse op i sin kjole, som hun satte i løb mod ham. Som hun nåede op på siden af ham, greb hun fat i hans arm, som hun rev i, så de blev tvunget til at stå fronten til hinanden. Ingen ord forlod hun læber, som den anden hånd lagde sig mod hans nakke, inden hun endelig trykkede sine læber mod hans i et dybt kys.

[Deleted]

Derick blev siddende ganske trygt og sikkert hos Denjarna, som hun havde ’vundet’ over ham i deres lille duel, skønt man nok ikke helt kunne kalde det for en rigtig duel, men det havde faktisk moret ham. Han havde heller ikke noget imod at give hende sejren, da han godt kunne lide tanken om at han havde denne stærke kvinde ved sig, hvor Denjarnas styrke altid havde betaget ham. Generelt havde hendes person altid formået at betage ham, hvor hun altid havde haft let ved at sno ham om sin lillefinger og denne gang var intet tilfælde, som han tydeligt kunne mærke hvordan hun påvirkede ham og berørte noget inde i hans ellers så kolde og mørke indre. Han trak let på smilebåndet til hendes ord. Han vidste godt at han ikke ville behage hende, ved ikke at kunne holde at han ikke ville kilde hende igen, men det var jo sådan set også en uskyldig og harmløs handling. ”Men så er det jo godt at jeg kan behage dig på andre måder,” svarede han selvsikkert og kækt, som han let blinkede til hende, hvor smilet ikke falmede det mindste. Han følte en underlig ro ved at sidde hos hende igen, hvor det også satte en varme i hans indre ved at have hende så tæt på sig igen. At hun ikke afviste hans strøg mod hendes kind eller det at han flettede sine fingre ind i hendes, var noget som kun gjorde det hele bedre. Da hun så kyssede hans hånd, måtte det sætte en længsel efter at mærke hendes læber igen, hvor han kort måtte lade tomlen stryge hende over de fløjlsbløde læber. ”Det er jeg allerede.. og nej, det er ikke slemt,” svarede han roligt, som han ikke tog blikket fra hendes smukke øjne, hvor han let klemte om hendes hånd, idet han strøg hånden igennem hendes bløde ravnsorte lokker.
Derick måtte rynke på næsten til hendes ord, skønt han ikke svarede på det, for.. det fik ham til at tænke. Havde han ingen situationsfornemmelse? Det var da hendes skyld! Det var hende som konstant måtte modsige sig selv, hvor hun også havde ødelagt hele stemningen, hvilket så havde fået mørket frem i ham igen, hvor han nu følte at sit indre var som en uigennemtrængelig mur af hårdt sten og is, som ingen kunne bryde igennem, skønt hun sjovt nok havde formået at gøre det før. Han fnøs let til hendes ord. Det havde et sted såret ham at hun have hentydet til at kysse med andre mænd, hvor det sjovt nok måtte gå ham på og nage ham bare at tænke på, ligesom det nagede ham at hun havde taget imod et smykke fra en anden mand, for det var noget som man kun fik af en som betød noget ganske særligt for en, en som man typisk havde følelser for, særligt når det var af det modsatte køn! Derfor havde han svært ved at sluge den nyhed, da det i hans ører bare lød til at hun havde hygget sig med andre og glemt ham, hvor han ikke engang kunne gøre for at han var blevet trukket væk fra hende, da det ikke engang havde været af egen fri vilje, men hvis hun havde det bedre uden ham, så skulle han bestemt nok lade vær med at genere hende! ”Hvis et kys ikke er ligegyldigt for dig, hvorfor skulle du så gøre det med en anden mand? Medmindre du har følelser for en anden, og du har jo tydeligvis glemt mig i den stund du har hygget dig med en anden!” svarede han irriteret, som han halvt vrissede af hende igen, hvor han blot rystede på hovedet af hende og fortsatte væk fra hende, for det gad han slet ikke høre på! Hun fik det til at lyde som om at hun ikke havde brug for ham, men i så fald skulle han nok lade hende vær! Han måtte dog stoppe op, da hun tog fat i hans arm, hvor han vendte blikket irriteret mod hende, skønt han slet ikke nåede at gøre noget, før hun trykkede læberne imod hans i det dybe kys, hvor han først måtte blinke overrasket med øjnene, inden han langsomt gav sig hen til hende, hvor han lukkede øjnene, lagde armene omkring hende, for at trykke hende helt tæt på sig, så han ordentligt kunne besvare det dybe kys.

[Deleted]

En duel mellem de to ville aldrig nogensinde kunne blive en rigtig duel, da de aldrig ville skade hinanden. Det kunne godt være, at Denjarna havde givet ham nogle tæv igennem deres seneste møder, men det var heller ikke noget hun turde eller ønskede at trække videre, da hun slet ikke ønskede at reagere voldeligt overfor ham. Hun havde dog været ufatteligt indebrændt på ham, hvor hun slet ikke havde kunnet ladet være. Det var dog stoppet nu, hvor hun heller ikke ønskede, at det skulle ske igen. At hun havde vundet deres lille duel, passede hende nu meget fint, da også hun nød at se sig selv som en stærk kvinde. Det var også kun en selvfølge, når hun havde været leder af en kvindedomineret race, da kvinden stod øverst i hierarkiet blandt mørkelverne. Man kunne vel næsten sige, at det var sjovt, at hun så godt og grundigt var faldet for Derick, da hun ellers altid havde været en selvstændig og arrogant kvinde. Han havde bare ændret hele hendes verden. ”Behage mig på andre måder? Det vil jeg i hvert fald se frem til,” svarede hun kækt igen, uden at smilet falmede på hendes læber. Umuligt var det efterhånden blevet at se sig trist på denne situation, da hun slet ikke kunne holde sig tilbage, når det var sådan her. Inden hun havde mødt ham, havde hun måske tænkt, at hun skulle være stærk og tilbageholden, men det havde godt og grundigt kollapset. Hun kunne jo ikke lade være med at ønske ham. Mere end behageligt fandt hun det, hvor hun følte det som om, at hun var det sted på jorden, hun var ment til at være ved. Varmen summede også i hendes indre, som han berørte hendes kind, hvor hun også måtte føle sig tættere knyttet til ham, som hun kyssede hans hånd. Fingeren der gled over hendes læber, fik helt hendes krop til at sitre, inden hendes blik faldt på ham igen. ”Godt,” sagde hun dæmpet og smilede til ham, som det helt føltes som om, at han gav sig mere hen til hende. Noget hun fandt mere end velkommen, hvor hun også bare smilede, som han strøg hende over håret, mens hun blidt gengældte hans hånds klem. Længe siden var det, at hun havde været så tæt på en mand, og hun var bare glad for, at det var Derick hun var det med.
Det kunne godt være, at Denjarna havde forsøgt at glemme Derick i den tid de havde været adskilt. Det var dog ikke ens betydning med, at det havde lykkedes, for det havde det jo ikke. Hun havde ikke taget en anden mand tæt, fordi hun stadig havde følt, at hun havde tilhørt en anden. Inderst inde ønskede hun jo heller ikke nogen anden med ham, hvilket hun også havde gjort klart for ham, da de havde giftet sig. Det kunne godt være, at de havde isoleret sig, men hun var stadig sikker på, at hun på intet tidspunkt ville have været ham utro efterfølgende! At han så var sikker på, at hun havde følelser for andre mænd end ham i denne stund, smertede hende, for det havde hun ikke. Hun havde måske taget imod et smykke, men det havde ikke gjort, at hun havde forelsket sig i manden. Hun håbede bare, at han inden længe ville sande det. ”Du prøver at vende det om, så det lyder som om, at jeg ønsker andre mænd end dig, Derick. Og jeg har ikke følelser for nogen anden.. kan du ikke bare forstå det?” spurgte hun ham bedende, da hun bare ønskede, at han skulle se sandheden. Hun kunne i hvert fald ikke gøre mere, end hvad hun allerede gjorde.. At han så slet ikke ville høre på hende gjorde, at hun måtte gå videre til sin nødløsning. Længe gik der ikke, før hun pludselig stod ved ham, hvor hun fik stoppet ham op. Følelser og tanker strømmede igennem hende, som hun vidste, hvad hun havde i sinde at gøre. Hun håbede, at det var en god ide, for hun vidste, at hvis hun gjorde det, så ville hun på ingen måde kunne se sig selv uden ham igen. Længselsfuldt trykkede hun sine læber mod hans, som hun gjorde det hendes krop tiggede hende om at gøre, samt hun opfyldte hans ønske om at være tæt på hende igen. Da han så besvarede kysset, følte hun, hvordan hun nærmest helt måtte smelte sammen i hans arme, som alt andet forsvandt omkring hende, så det bare var ham og hende i kysset. Den anden arm slog hun selv om hans krop, som hun hjalp til med at trykke sig ind til ham, som hun blev fyldt med ønsket om at mærker ham tættere på sin. Det sølvgrå syn blev der også dækket for, som hendes øjenlåg gled i, som hun gav sig selv hen til ham.

[Deleted]

Det føltes helt som om tiden måtte gå i stå, som Derick sad her med Denjarna, hvor det ikke føltes som om de lige havde udkæmpet en ’duel’, som det slet ikke føltes som om de havde været adskilt, men at de altid havde siddet her, hvilket var en følelse han godt kunne lide. Han selv havde troet at han kunne stå imod og være ligeglad, hvis han stødte på hende igen, men det kunne han ikke. Han elskede hende jo stadig, hvor hun også altid ville have en plads i hans hjerte, som det slet ikke var noget som nogen kunne tage fra hende. De havde været igennem alt for meget på både godt og ondt, til at han ville kunne glemme hende eller det der var sket for dem og som havde gjort dem til et stærkt par. De havde faktisk klaret utrolig megen modstand, hvilket de også gjorde denne gang, men alligevel synes alt det dårlige at være ligegyldigt her i dette øjeblik, som de sad i hinandens favn, hvor han slet ikke ville have at det skulle være på nogen anden måde. ”I så fald er jeg din ydmyge tjener,” svarede han dæmpet og dog drilsk, som han blinkede let til hende. Han lod roligt sin tommel stryge hende over håndryggen, som han trak den anden hånd til sig og lagde armen omkring hende i stedet for, så han kunne holde hende tæt ind til sig, hvor han blot nød at mærke hende tæt på sig. Smilet forblev mildt på hans læber, som han roligt lænede sig det sidste stykke mod hende og kyssede hende mod hagen. ”Du er mig et savnet syn,” hviskede han dæmpet, som måtte kun hun høre det.
Derick kunne ikke tro på at hun ønskede ham når alt virkede til at være imod hendes ord, som hun også selv lød til at modsige sig selv, da hun sagde at hun ønskede ham, men alligevel havde hun også sagt at han havde bragt hende ulykke, som hun tilmed havde forsøgt at komme over ham, hvor hun også havde hygget sig med andre mænd, måske ikke seksuelt eller intimt på nogen måde, men alligevel havde hun forsøgt at glemme ham, og hvem sagde at hun ikke havde været interesseret i de mænd hun havde mødt? Hvor mange det nu end måtte være, da han ikke var sikker på om det bare var denne ene som havde skænket hende en halskæde, eller hvad det var. Det var dog ingen kedelig halskæde, hvor synet af den også måtte gøre ham dødelig jaloux, som det altid kun havde været ham der havde givet hende smykker, og sådan ønskede han at det skulle forblive! Desuden virkede hun heller ikke ked af at have fået smykket, som hun jo tydeligvis konstant måtte gå rundt med det, så nej.. han vidste ikke længere hvad han skulle tro, hvor det måske også bare var ham der var stædig? ”Du modsiger stadig dig selv,” mumlede han afvisende, som han blot fnøs af hende. Han kunne slet ikke se fornuftigt på tingene, hvor hun havde ret i at han havde mistet al situationsfornemmelse, selvom det faktisk ikke var hans egen skyld, da det var mørket i ham, der måtte forgifte ham, særligt når stemningen blev ødelagt og de begyndte at komme ind på alle de dårlige emner. At hun så valgte at give sig hen til ham, ved at kysse ham, da hun tidligere havde holdt afstand og ikke engang ønsker ham på den måde, var noget som fik sten og ismuren til at eksplodere, hvor han ikke havde andet end lyst til at give sig hen til hende. At hun ikke brød kysset, hjalp ham også, hvor han som hende, trykkede dem tættere på hinanden, skønt det ikke føltes tæt nok. Han sukkede kort, som han måtte gå ned i knæene og løfte hende op i sine arme endnu engang, selvom hun denne gang fik et ben på hver side af ham. Hvor kysset var direkte længselsfuldt og lidenskabeligt fra hans side af.

[Deleted]

Morende måtte Denjarna trække på smilet, da han valgte at beskrive sig selv som hendes ydmyge tjener. En beskrivelse der i sandhed måtte more hende, skønt hun godt vidste, at det bestemt ikke var et sådant forhold de havde til hinanden. De havde altid været et par, bundet af kærlighed, og sådan ønskede hun, at det forblev. ”Jeg ville passe på, hvis jeg var dig.. Du ved jo ikke, hvad jeg kan finde på at bede dig om,” svarede hun i en drillende tone, mens hun blidt lod sin frie hånd stryge over hans ansigt. Ansigtet betragtede hun smilende, som det var et ansigt hun kendte noget så godt, og et andet hun havde savnet noget så forfærdeligt. Hun havde manglet ham i den tid de havde været adskilt, men nu kunne han forhåbentligt være her med hende.. eller når han var færdig med sin mission. Underligt føltes det næsten ikke længere, at de sad sådan her med hinanden, da det pludselig måtte forekomme hende som en hverdagsting. Engang havde hun jo været vant til, at hun hver nat kunne holde ham tæt på denne måde, uden hun skulle frygte, at han afviste hende. Lige i disse sekunder måtte hun også helt glemme, hvor ond han egentligt havde været mod hende, som hun bare levede sig ind i momentet. Længselsfuldt søgte hendes øjne i, som han holdt om hende og kyssede hendes hage, hvor hun helt ville ønske, at det havde været forbeholdt sig et par centimeter længere oppe, men hun holdt sig i skindet. ”Du behøver aldrig mere at savne mig igen,” hviskede hun stille, mens hun lagde sin hånd mod hans kind, så hun kunne stryge den, uden hun slap hans hånd med den anden.
Det kunne godt være, at Derick ikke kunne finde rundt i hele situationen, og det der var sket hende i mellemtiden, men det kunne Denjarna. Desværre lyttede han ikke til hende, som han på det punkt var en solid og uigennemtrængelig mur. Selv mente hun, at hun gjorde det klart for ham, at det var ham hun ville have, så hun forstod ikke, hvorfor det ikke bare kunne komme ind i hans tydeligvis tykke kranie. Det kunne godt være, at hun havde modtaget en halskæde, og hun var ovenud lykkelig for den, men det ændrede ikke noget. Hun havde fået den som en gave, og som en gave havde hun taget imod den. Hun havde dog overvejet, om hun burde tage den af, mens Derick var der, da den tydeligvis pinte ham, men på den anden side gad hun ikke give sig på den måde. Ikke så længe han behandlede hende uretfærdigt.. Hvis han behandlede hende bedre for fremtiden, så kunne hun godt tage den af, da hun ikke ønskede, at han troede, at hun lå med andre, når hun virkelig ikke gjorde det. Hjælpeløst rystede hun på hovedet af ham, som han igen gav hende skylden, hvor hun ikke vidste, hvad hun skulle sige til det. Ikke fordi hun mente, at han havde vundet, for det havde han bestemt ikke! Det tærede bare på hendes kræfter, hvor hun ikke kunne blive ved på denne måde. At det hele så syntes at ændre sig, som hun trykkede sine læber mod hans, var rent ud sagt en befrielse. Som det skete, faldt hendes hæmninger også til jorden, som hun ikke længere kunne tage afstand til ham, men bare var nødt til at følge med strømmen. Lidenskabeligt holdt hun derfor kysset, som alle de bedste følelser strømmede igennem hendes krop, hvor det alt i alt også havde været en savnet følelse. Hun havde savnet at mærke hans læbers kærtegn mod sine, hvor hendes egne også endelig gav sig hen til hans, som hun slet ikke kunne lade være længere. Indvendigt måtte hun helt stråle, mens hun udadtil udtrykte sin lyst og længsel efter ham. Som han løftede hende op i sine arme, trak hun let en anelse op i sin kjole, så den gik til knæene, så hun kunne være med til at slå benene om hans liv og derfor komme tættere på ham. Langsomt trak hun sit hoved en anelse tilbage, så kysset mellem dem blev brudt. Blidt strøg hendes hånd over hans kind, mens hun måtte betragte ham med en utrolig varme i sit blik. ”Jeg elsker dig så højt,” hviskede hun med al den kærlighed en stemme kunne indeholde, inden hun længselsfuldt trykkede sine læber mod hans igen.

[Deleted]

At være Denjarnas tjener vidste de begge ikke var tilfældet, som de altid havde været sammen fordi de havde elsket hinanden, skønt hun dog stammede fra en kvindedominerende race, og det var vel også altid det som han havde kunnet lide ved hende? Hendes styrke og dominerende side. Det føltes dog slet ikke som om at alt ondt var hændt dem, da dette øjeblik måtte forekomme ham helt perfekt og et sted ønskede han slet ikke at det skulle stoppe på noget tidspunkt, da han ikke kunne nyde det mere end hvad han gjorde i øjeblikket, som det helt føltes vant og trygt. Hun havde altid været hans trygge base, skønt de altid havde været igennem mangt og meget ondt, men det positive og de gode stunder måtte dog opveje for det dårlige, selvom han ville mene at de havde mødt alt for meget ondt her på det sidste. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Jeg er sikker på at jeg nok skal kunne klare din mindste befaling,” svarede han morende, da han ikke regnede med at hun ville være urimelig, for det havde hun nu aldrig været. At hun lod sin frie hånd stryge ham over ansigtet, var noget som han måtte nyde noget så frygtelig godt af, hvor det også var ham en følelse og fornemmelse som han havde savnet at mærke. Hans violette øjne så ikke væk fra hendes smukke sølvgrå, hvor smilet ikke falmede det mindste. Han så godt hvordan hun måtte lukke øjnene i af nydelse, da han kyssede hendes hage, hvilket alligevel var noget som stillede ham tilfreds, da hun ikke reagerede med nervøsitet eller væmmelse, men tværtimod af behag og nydelse, hvilket kun beviste at hun havde savnet ham. Han trak hovedet en anelse tilbage så han bedre kunne se hende, hvor hans smil måtte blive en anelse overbærende, for han skulle først have overstået sin mission før han havde tid – eller det var i hvert fald hvad han regnede med, da han jo faktisk ikke vidste hvad der skulle ske. ”Det har jeg heller ikke lyst til,” svarede han roligt, da han jo faktisk ikke ønskede at de skulle være adskilt, for han ønskede egentlig kun hende, nu hvor de var sammen igen.
Kysset som Denjarna skænkede Derick kom et sted bag på ham, da han inderligt ikke havde troet på at hun gad ham oprigtigt, fordi han følte at hun modsagde sig selv, hvor hun også havde afvist ham, da han havde kysset hende tidligere, derfor så han ingen sammenhæng i hendes handlinger og ord. Det var dog en varm og rar fornemmelse som skyllede ind over ham, da hun valgte at kysse ham og give sig hen til ham, da det var noget som han havde savnet og ikke mindst var det en bekræftelse i sig selv som han havde brug for. Det var også som om hun måtte skubbe mørket bort, som var hun solen der endelig stod op, hvor han mærkede hvordan det mistede sit tag i ham, som alt det dårlige og negative endnu engang måtte blive skyllet bort. Han anede ikke hvor længe det gik, før hun valgte at trække hovedet tilbage, hvor han langsomt måtte lukke øjnene op og se ind i hendes strålende blik. Det var ikke hendes ord, men hendes tone, der måtte gøre ham helt varm indeni, hvor han slet ikke vidste hvad han skulle sige, han nåede så heller ikke at sige noget, før hun endnu engang måtte trykke læberne imod hans, hvor han måtte slippe en nydende suk, som han endnu engang gav sig hen til sig, hvor kysset var direkte længselsfuldt, som han virkelig havde savnet at mærke hende på den måde! Han sørgede også for at holde hende så tæt på sig som han kunne, nu hvor hun endnu engang var endt i hans arme.

[Deleted]

Urimeligt meget modgang havde de to altid været mødt af, hvor der havde været ekstra slemt de seneste par måneder. Lige nu var der dog ikke det mindste tegn på, at der havde været det mindste i vejen, som de mere eller mindre bare sad og havde fortabt sig i den andens blik. Perfekt måtte øjeblikket helt forekomme Denjarna, som hun slet ikke ønskede at lave om på noget eller klage over hændelserne. Det hele var i orden mellem dem nu, og det var det vigtigste. Frygten glemte hun også for et øjeblik, skønt den sikkert ville poppe op igen, hvis de brød den eventyrlige stemning. ”Nå, så det tror du? Hmm.. så må jeg jo hellere se, hvad jeg kan fiske op med,” svarede hun i en morende tone og blinkede til ham. Hun havde dog ingen ideer om, hvad hun kunne sætte ham til lige pt., men det kunne vel også være ligegyldigt i virkeligheden? ’Duellen’ havde trods alt kun været for sjov, og hun havde ikke just nogle gerninger hun kunne komme op med, som han skulle udføre. Hun kunne godt aflæse hans ansigt og se, at han nød hendes berøring, hvilket også kun gjorde hende glad, da han i så fald ikke skubbede hende væk fra sig. Det varmede hende, at de kunne sidde sådan her som om intet ondt nogensinde havde hændt dem. Hun lagde heller ikke længere synderligt meget mærke til, at de sad på jorden midt imellem alle ruinerne, som det var ligegyldigt i denne stund. ”Du skal bare skynde dig tilbage til mig igen, okay? Så vil jeg vente på dig,” sagde hun stille. Hun havde skam ikke glemt, at han havde sin mission. Hun ville ønske, at den ikke fandtes, men han havde givet udtryk for, at den var vigtig, og så blev hun vel også bare nødt til at se det i øjnene, at det ikke kunne undgås. Det eneste hun så forlangte var, at han gjorde sit bedste og søgte hende, så snart han var færdig.
Som de havde mødt hinanden, havde Denjarna bestemt sig for, at hun absolut ikke måtte kysse ham, da hun så ville ende med at svimle om ham som altid. Hun havde også fulgt planen godt, som hun endda havde modstået et kys fra hans læber, skønt det havde kostet hende mange kræfter. Nu var det hele blevet kastet til jorden, som hun ikke længere kunne holde sig fra ham, da længslen simpelthen var for stor, ligesom hun også havde frygtet, at han ellers ville have forladt hende. Deres læbers dans var noget der fik varmen til at opsluge hende, hvor hun ikke kunne have det bedre i disse sekunder. Det var derfor også svært for hende, at hun tvang sit hoved væk fra hans, skønt hun kun gjorde det, så hun kunne oplyse ham om sin kærlighed til ham. Hvad han følte, som hun så på ham med strålende øjne og kærlige stemme, mens hun fortalte ham de mest kærlige ord på jorden, anede hun ikke, da hun ikke kunne holde sine læber fra ham. Kysset havde nemlig gjort, at hun ikke længere kunne benægte over for sig selv, hvor meget hun egentligt ønskede ham, hvor hun også ønskede at vise ham det. Hun kunne også håbe, at det kun var med til at forbedre hendes situation hun ham, da dette trods alt var en kærlighedserklæring til ham. Ligesom ham, måtte også hun slippe et nydelsesfuldt suk, skønt det mere eller mindre blev kvalt mod hans læber. Som han sørgede for at trykke hende ind til sig, mens de delte dette længselsfulde kys, sørgede hun for at give ham lidt ekstra nydelse, som hendes fingre gav sig til at nusse ham i nakken.

[Deleted]

Øjeblikket mellem dem, var noget som Derick ikke kunne andet end at nyde, hvor det kun gik op for ham hvor meget han faktisk havde savnet hende, som han havde savnet at mærke hende, mærke hendes kærtegn, selv synet af hende og ikke mindst hendes søde duft, som altid havde formået at gøre ham helt rolig, hvor det hele pludselig var noget som han kunne længtes efter. Han havde slet ikke lyst til at øjeblikket skulle brydes eller ødelægges, som det var rart at sidde der med hende, skønt de sad på jorden og med ruinerne omkring dem, hvor det måske ikke var det mest romantiske sted, men for ham var det ligegyldigt, da omgivelserne synes at være forsvundet, hvor det bare var de to. Han kunne ikke lade vær med at smile til hendes ord og det at hun blinkede til ham, hvor det næsten kunne lyde som om hun ønskede at hundse rundt med ham. Han skulede drilsk til hende, skønt hans smil ikke kunne falme. ”Tror snarere at jeg hellere vil være din prins i så fald,” svarede han eftertænksomt, som han trykkede hende ind til sig, imens han klemte let omkring hendes hånd, hvor han ikke trak fingrene til sig, som han nød bare den fornemmelse af at have sine flettet ind i hendes, da mellemrummene mellem deres fingre synes at passe perfekt sammen. Han sendte hende et mildt smil, hvor han nikkede ganske let. ”Jeg skal nok skynde mig. Og hvis du venter på mig, så tror jeg ikke at jeg kan andet,” svarede han, hvor smilet blev skævt. Et sted kunne han jo næsten også frygte at hun i tiden han var væk ville få det bedre med en anden mand, hvilket han ikke just ville bryde sig om, som han ønskede hende for sig selv, da han ikke kunne lade vær med at have ejerfornemmelse, når det kom til hende, men det var vel heller ikke så underligt, når de havde været gift så længe?
Denjarna var ikke den eneste der havde forsøgt at holde afstand, hvor stemningen også var blevet ødelagt så meget at Derick faktisk havde ønsket at gå og forlade hende, men det var endnu engang noget som hun havde fået ham til at kaste i jorden, da han slet ikke følte for at forlade hende igen, når hun gav sig hen til ham og gav ham den bekræftelse han havde brug for. Hun var ikke den eneste der blev jaloux, hvor han nok var den eneste der havde grund til det, eftersom hun trods alt havde stiftet mandligt bekendtskab og tilmed havde forsøgt at komme over ham. Det var dog slet ikke i de baner han tænkte i øjeblikket, som hun distraherede ham fra at tænke på alt andet, da han kun kunne tænke på hende. Han mærkede hvordan varmen skyllede igennem ham, hvor det for en kort stund kunne føles som om hans hjerte måtte slå imod hans bryst, skønt det ikke var tilfældet, da det endnu engang lå dødt i hans bryst. Han endte med at trykke hende op ad den nærmest ruinvæg, så det blev lettere for ham at holde hende oppe, men også så han bedre kunne mærke hende tæt på sig, da han slet ikke følte at hun kunne komme tæt nok! Og som hun nussede ham i nakken, måtte han stryge sine tomler mod hendes lår, som han også klemte omkring med hænderne.

[Deleted]

Stedet havde måske en charme, som det hele var henlagt i ruiner, hvor naturen også syntes at have taget overhånd. Men selvom det kunne være charmerende, så var det ikke just det mest romantiske sted på Jorden. Det var dog mere end fint for Denjarna, da hun i øjeblikket kunne have siddet på en kirkegård, og stadig siddet med de samme følelser. Hun havde sin Derick, og mere ønskede hun sig ikke. Sådan havde hun altid haft det, når hun var omkring ham. Det var måske rart med rigdomme og smukke ting og sager, men sammenlignet med ham, så skalerede de ønsker fuldstændigt. Hun behøvede bare ham, og så var hun tilfreds. Det var jo heller ikke sådan, at de havde levet i luksus ude i skoven, som de faktisk bare havde haft dem en simpel træhytte, hvor de havde haft alt, hvad de behøvede. Det havde dog været helt fint, som de havde haft alt det nødvendige og derfor ikke manglet noget. ”Min prins? Du prøver bare at snyde dig ud af det faktum, at jeg vandt over dig, og at du derfor er under mig,” sagde hun i en ganske tilfreds tone, mens hendes blik var morende. Hun havde skam ikke glemt, at hun havde vundet over ham i deres lille dyst, og det ville hun også holde fast i så længe som muligt. Han ville desuden selv have hoveret en anelse, hvis det havde været ham der var sluppet af sted med sejren. Deres flettede fingre var noget hun nød godt af, som det alligevel var en utroligt romantisk handling, hvor hun også følte sig tættere på ham, når de sad sådan. Hendes tommel begyndte også at stryge hans håndryg ligeså stille og roligt, mens hun så ham ind i de violette øjne. ”Hvis du skynder dig, hvis jeg venter på dig, så er der jo kun større grund til at vente på dig,” sagde hun roligt og smilede til ham. Selv frygtede hun, at der ville gå måneder eller at han slet ikke ville komme tilbage. Den frygt prøvede hun dog at skjule for ham, da han tydeligvis var utroligt let at påvirke, hvis stemningen bare faldt en anelse.
Helt igennem fantastisk var det at mærke hans læber mod sine, da han fik en varme til at bølge gennem Denjarnas krop, hvor den syntes at være ustoppelig. Det var den i hvert fald så længe de var så tæt på hinanden, som de nu engang var. Kysset måtte hun også trække videre, så det ikke kun var længselsfuldt, men også begærende og lidenskabeligt. Hun havde længe savnet at være en mand tæt, og at hun nu var Derick tæt forbedrede jo kun det hele! Han var jo manden i hendes drømme, så mere end det kunne hun ikke bede om. Det pludselig stød mod sin ryg, fik et støn til at glide over hendes læber, skønt hun ikke tog sig videre af det, da muren måtte støtte hende godt, som hun var mellem den og hans favn. Opmærksom måtte hun blive på hans finger der strøg hende over låret, som det meget vel kunne blive mere intimt på grund af den. Hun ønskede dog ikke at trække den så langt med ham i nat, skønt hendes krop tiggede hende om det. Hun håbede dog, at han kunne stille sig tilfreds med kysset, hvor det kropslige måtte vente til et senere tidspunkt. Benene brugte hun til at holde ham ind til sig, mens hendes fingre stadig strøg ham over nakkeskindet. Hun ønskede helt, at kysset kunne vare for evigt, men alligevel endte hun med at få sine læber væk fra hans, skønt de tiggede om at komme tilbage til hans. De strålende sølvgrå øjne slog hun op for igen, som hun lagde sit hoved tilbage mod ruinmuren. ”Hvad blev der af, at vi skulle finde et sted at være?” spurgte hun smilende, hvor hun tog den ene hånd og strøg ham blidt over brystet.