Long time no see

[Deleted]

Nu hvor Derick endnu engang var vampyr, ville han i hvert fald have en chance hos hende, hvis de skulle til at slås igen, han havde jo allerede afværget hendes ene lussing, hvilket han havde gjort uden problemer, havde han været menneskelig, så havde det knap været så let, da hun så ville have været stærkere end ham, men det var ikke længere tilfældet, hvor han denne gang kunne give hende lidt modstand, hvis det endelig skulle bryde ud i kamp – det vidste han så godt at det ikke ville, for han ville ikke gøre skade på hende, og bare det at hun havde foreslået at han skulle stikke sit sværd igennem hendes mave, var noget som direkte gjorde ham forarget. Han forstod slet ikke hvorfor hun havde foreslået det, for han havde jo sagt at han ikke ønskede hende ondt at han ikke ønskede at såre hende! Han trak kækt og udfordrende på smilebåndet til hendes ord. ”Åh du kommer bare an, smukke, så skal jeg nok sætte dig på plads,” opfordrede han i samme udfordrende tone, som han blinkede kækt til hende, som smilet blev selvsikkert. Han vidste at hvis de skulle have en duel, så ville det ikke være i alvor men i sjov, hvilket også var det som han udfordrede hende til, for at slå hende rigtigt, blev ikke tilfældet! At hun så sagde at hun var bange for at han legede med hende, måtte hans smil falme ganske langsomt, som han lagde hovedet på sned. Han betragtede hende tænkende, som han egentlig godt forstod hende, og noget i ham ønskede at det var tilfældet, så han ikke gav sig hen til hende, men mørket synes hun allerede at være tæt på at fjerne. Han kunne dog stadig mærke det i sig, hvor der stadig var en kamp, skønt han havde formået at undertrykke mørket for nu, så han kunne snakke med hende stille og roligt. Alligevel dukkede attituden kort op af og til stadig, så han kunne stadig mærke at det lå under overfladen. ”Min smukke, elskede Denjarna.. hvornår viser du mig lidt tillid? Hm? Var det ikke hvad du ville have at jeg skulle vise dig? Glem ikke hvem det er som leger rundt med andre,” svarede han roligt. Hun havde måske sagt hun ikke havde noget med den anden mand, men det kunne han jo heller ikke være sikker på, hun havde jo selv sagt at hun gerne ville over ham, så hvem sagde ikke at hun faktisk havde forsøgt hos andre? Han valgte dog at stole på hende, da hun virkede oprigtig når hun talte. ”Godt..” Han sendte hende et let smil, som hun trak hånden til sig igen, hvor han ikke veg de violette øjne fra hende. At hun så blev alvorlig igen, fik ham til at trække skævt på smilebåndet. ”Jeg skal nok,” endte han roligt. Han havde skam ikke tænkt sig at blive væk, og han havde bestemt ikke tænkt sig at dø! Han fnes kort. ”Ingen kan tåle at se direkte på solen, smukke. Men du har jo tid til at vænne dig til det, jeg.. ved trods alt ikke hvornår jeg kommer igen,” svarede han roligt, hvor stemmen endte mere dæmpet til sidst. Han vidste godt at hun ikke ville gå fra ham igen, ellers havde hun da for længst gjort det. Hun knugede jo endnu fast omkring hans bluse. Han gik roligt ned i knæ, inden han løftede hende op i sine arme, så han havde en arm omkring hendes ryg og en anden under hendes knæ. ”Hvad så hvis jeg kidnapper dig i stedet?” spurgte han kækt.

[Deleted]

Morende trak Denjarna på smilet, som han opfordrede hende til at starte en duel mellem dem. Voldelig ville den ikke blive, da hun ikke længere ønskede at gøre skade på ham. Den lyst havde fortaget sig, hvilket også passede hende fint. Det varmede hende trods alt ikke at slå på ham, hvor det derimod havde smertet hende utroligt meget! Hvert et slag havde været en pine for hende, da hun havde følt sig ødelagt, som hun havde gjort det. Igennem hele sit liv havde hun heller ikke ønsket at gøre ham ondt, men det måtte nu ske, når han virkelig formåede at antænde hende. God havde han også været til det, som han havde vidst præcist, hvilke knapper han skulle trykke på, men det var jo heller ikke så underligt igen, eftersom de havde dannet par i nogle årtusinder. Han kunne læse hende som en bog, hvis det var det han ville, og hun havde også plejet at kunne gøre det med ham, men det var blevet svært, som hun først havde været påvirket af mørket, hvor det nu var hans tur til at få det af føle. ”Tør du virkelig udfordre mig? Hvis du tænker tilbage, så har jeg givet dig nogle gode bank,” sagde hun morende. Drillende gav hun ham et let skub i brystet, inden hun selv valgte at træde nogle skridt tilbage. Deres ’duel’ ville komme til at være for sjov. Hun håbede i hvert fald, at de kunne holde den på den banehalvdel, da hun ikke ønskede at mærke temperamentet flamme op i hende igen.
Denjarna anede godt, at hans smil måtte falme en anelse, da hun talte højt om sin frygt. Det glædede hende heller ikke at se, da hun havde nydt at se smilet på hans læber, som det fik hans ansigt til at lyse en smule op. Hun følte dog, at hun var nødsaget til at vise ham, at hun rent faktisk følte sig sårbar, når hun befandt sig hos ham. Hendes hjerte var fuldstændigt blottet for ham, da hun simpelthen ikke kunne ændre på den kærlighed, som hun nu engang måtte føle til ham. Hun elskede ham, så hun frygtede, at han ville såre hende, som han tidligere havde gjort. Hun ønskede dog også at stole på ham, men den tillid var han nu nødt til at gøre sig fortjent til. Han blev nødt til at vise hende, at han godt kunne komme tilbage til hende. ”Jeg ønsker at vise dig den tillid, Derick.. Det gør jeg virkelig. Jeg frygter bare, at det værste vil ske dig, som da du blev revet væk fra mig forrige gang,” fortalte hun stille. At han så måtte sige, at hun legede med andre, fik et suk til at forlade hendes læber. Hun valgte dog ikke at besvare hans spørgsmål, da hun vidste, at det ville være en kattepine, hvis hun først begyndte på det. Personligt mente hun ikke, at hun havde leget med folk, da hun konstant havde sagt, hvor hun måtte befinde sig i livet. At det så måtte lette det hele en smule igen, at hun sagde, at hans ord varmede hende, var noget der fik smilet til at genspejle sig på hendes læber. At han så også måtte ende med at sige, at han nok skulle komme tilbage til hende igen, var ord der lød godt i hendes hoved, men hun følte stadig, at han også skulle bevise det for hende. Det var jo et løfte han uvilligt havde brudt forrige gang. ”Jeg har skam heller ikke tænkt mig at se direkte ind i solens stråler, bare rolig. Men jeg skal nok bruge ventetiden til at nyde det savnede. Det skal du ikke betvivle, at jeg vil glæde mig over i mellemtiden,” sagde hun roligt. Let måtte hun også tage om halskæden med den ene hånd, så hun kunne få en fornemmelse af den. Det at han gik ned i knæ, så han i stedet kunne løfte hende op i sine arme, var noget der fik hende til at slå armene om hans hals, så hun ikke længere knugede hans bluse. Dybt underligt var det at ende her igen, hvor hende øjne hurtigt fæstnede sig på hans blik, som hun befandt sig i hans arme. ”Hvor ville du da føre mig hen, hvis du kidnappede mig… og hvad ville du gøre ved mig?” spurgte hun med et lille smil på læben.

[Deleted]

At Denjarna faktisk valgte at tage Dericks udfordring op, var noget som måtte more ham, hvor hans violette øjne måtte få et drilsk og legende skær i sig, som hun valgte at skubbe til ham, inden hun trådte tilbage. Han vidste at det kun var en duel i sjov, eftersom han ikke kunne få sig selv til at gøre hende ondt, den magt havde mørket dog ikke over ham, da han stadig var herre over sine egne handlinger, skønt den stadig formåede at forandre ham og han brød sig ikke just om det. Han var blevet snydt, som han slet ikke kunne huske noget, foruden.. mørke. ”Hå hå.. og hvad så? Det var dengang, nu er jeg blevet stor og stærk igen,” svarede han kækt og i same udfordrende tone, hvor han også havde stillet sig i en bredere stand, samt med hænderne oppe, som var han klar til at tage imod hendes ’angreb’. Han holdt den ene hånd foran sig og vinkede hende hen imod sig, som et tegn til at hun skulle angribe ham. ”Kom til farmand,” svarede han i en kæk og drilsk tone, som han blinkede let til hende, hvor smilet forblev selvsikkert og dog muntert.
At Denjarna var bange for at Derick skulle lege rundt med hende, kunne han godt forstå når han havde reageret som han havde gjort til at starte med, men af den grund kunne han ikke benægte at han havde savnet hende, selvom han godt nok havde troet at han ikke ville blive påvirket af hende, men der tog han jo så endnu engang fejl. Hun havde skam påvirket ham, som hun havde rørt noget indeni ham, hvilket han ikke kunne komme udenom, og han vidste ikke om det var en god eller en dårlig ting. ”Men nu ved du jo at jeg ikke gik af egen fri vilje.. hvorfor vil du så ikke stole på mig?” spurgte han roligt, skønt hans mine begyndte at blive utilfreds igen, som hun var ved at bevæge sig ind på et minefelt. Han var ikke helt sig selv og kunne ikke ved alle ting se at det var hans skyld, eller at han havde gjort noget galt, for han var ikke gået af egen fri vilje, og så ville hun ikke stole på ham? Der mente han snarere at det var ham der ikke burde stole på hende, da hun så andre, hvilket han til gengæld ikke gjorde. At hun ville nyde tiden i solen til han kom tilbage, ville slet ikke forundre ham, så vidste han at hun ville kunne få en del tid til at gå, for hun kunne jo gå på opdagelse i et helt nyt miljø, ved at se alle ting i et helt ny – gammelt – perspektiv, som dagslyset var noget anderledes end måneskærets lys. ”Skal jeg nu frygte at jeg ikke får den igen?” spurgte han morende, som han trak på smilebåndet. Han var sikker på at hun ville give ham den igen, hvis han spurgte om det, desuden så var det hans, og han havde kun lånt hende den, som en forsikring på at han ville komme tilbage til hende, så hun havde noget af hans og vidste at han ikke havde glemt hende. At hun endte med at slå armene omkring hans hals, sagde han intet til, da det lidt var en normal handling, når han bar hende i den stilling. Han vendte blikket gådefuldt mod hende til hendes spørgsmål. ”Jeg ville nok tage dig med til kroen, så vi kan være i ly for solen, være alene og ikke mindst ligge ordentligt.. det er efterhånden lang tid siden at jeg har brugt en seng.. Og hvad jeg vil gøre ved dig.. må du jo vente og se,” svarede han roligt, hvor de sidste ord blev udtalt i en hemmelighedsfuld tone, hvor han blinkede kækt til hende.

[Deleted]

Situationen nu måtte være noget af det mest morende der var sket under hele deres møde. Det måtte vel også være det mest morende der var sket, hvis man talte deres forrige møder med. Dengang havde hun nemlig været for præget af sine traumer til, at hun havde kunnet slappe nok af til sådanne lege. Hun havde knapt nok kunnet få sig selv til at smile til ham, så langt væk havde hun været. Det havde ikke lignet hende, hvor dette mere måtte afspejle hendes rigtige person. Det var vel også på tide, at de morede sig en smule sammen, da stemningen da ellers ville blive for trykket! De havde dog stadig brug for at få talt visse ting igennem, men de kunne vel vente? Hun ønskede nemlig ikke spolere de minutter af morskab de nu engang måtte have sammen, da det havde været så længe siden, hvilket bestemt ikke mindede om dem! De havde altid været smilende og glade omkring hinanden, men sværere var det gået hen og blevet, efter at de havde været adskilt. Hun håbede dog på, at de kunne genvinde alt det tabte. At han måtte tale selvsikkert omkring sig selv og direkte opfordre hende til at komme efter ham, var noget der fik hende til at slippe en dæmpet latter. ”Dengang? Du aner tydeligvis ikke, hvad du snakker om,” svarede hun i en udfordrende tone, mens smilet hvilede selvsikkert på hendes læber. En kamp mellem dem ville aldrig kunne vise deres sande styrke, da de aldrig ville skade den anden, men sådan måtte det nu bare være. Det var dog uden blive ord på læben, inden hun hurtigt trak sig endnu et par skridt tilbage, hvorefter hun satte i løb mod ham. Som hun nåede tættere på ham, måtte hun søge lidt ned i knæene, mens hun bøjede sig forover. Det ene ben måtte hun nemlig sparke en anelse ud mod ham, i et forsøg på at tackle ham.
Denjarna vidste godt, at de var på vej ind på et minefelt. Derfor ønskede hun også, at de hurtigt kunne passere det, da det i sidste ende kunne ende fatalt, og det ønskede hun slet ikke, som de gjorde fremskridt med hinanden. Hun ville gerne have, at de holdt den gode stime, men samtidig kunne hun ikke benægte over for sig selv, at hun alligevel frygtede de mulige følger ved at lukke ham ind i sit liv igen. ”Jeg ved godt, at du ikke forlod mig med din gode vilje.. Jeg frygter bare, at mændene muligvis vil komme tilbage og tage dig fra mig endnu engang.. eller måske at du bliver sendt ud på et nyt job, som du heller ikke er herre over,” fortalte hun ham roligt, som hun lod ham høre om nogle af hendes bekymringer. Hun håbede, at han forstod hende, da ingen af dem trods alt kunne stille noget op, hvis han blev fanget af disse mænd igen. Det glædede hende, at han gav hende sin halskæde, da det betød, at hun kunne få den savnede sol at se, imens han var væk. Det var et syn hun havde savnet, så hun skulle nok få tiden til at gå, hvor hun også helt glædede sig til, at hun kunne gøre brug af den magiske halskæde. Hun så dog ikke frem til at de to ville blive skilt. ”Jeg er ingen tyv. Så bare rolig,” sagde hun med et lille smil på læben. Det at han løftede hende op i sine arme, fandt hun dybt mærkværdigt. Det var nemlig en noget romantisk handling, hvor det også gav hende visse billeder i hovedet, når hun kunne betragte ham fra denne front. At han så fortalte hende, at han ønskede at tage hende med til kroen, fik hende til at vende blikket væk fra ham. Hun havde absolut ingen gode minder fra sidste gang, de havde gjort det! Det havde været fantastisk så længe det havde varet, men det var også der hun havde mistet ham, og den chance ville hun ikke løbe igen. ”Du kender ikke et andet sted, vi kan søge hen? Vi kan også bare starte med at gå rundt omkring her.”

[Deleted]

Derick havde faktisk ikke regnet med at Denjarna ville tage udfordringen op, da hun ikke just havde virket til at ville være i hans nærvær til at starte med, hvor de også allerede havde været oppe at diskutere, men nu havde det hele lagt sig igen. Han kunne snart ikke engang huske hvornår de sidst havde haft det sjovt sammen, eftersom de sidste gang havde været alvorlige, hvor de også havde haft sit at slås med, som hun havde været den som havde befundet sig i mørket og havde været traumatiseret af det som var sket hende. Han kunne dog ikke holde en morende latter tilbage, hvor blikket forblev udfordrende og smilet forblev selvsikkert. Han havde ikke just troet at han skulle more sig med hende, da han så hende igen, som han havde troet at han kunne afvise hende, men der havde han endnu engang taget fejl, desuden.. det var lang tid siden at han havde moret sig. ”Åh kom du bare an, så skal jeg vise dig,” svarede han kækt, som han så hvordan hun trådte tilbage, inden hun løb imod ham. Han skulle til at fange hende, da hun dukkede sig, for at forsøge at tackle ham, hvor det faktisk også lykkedes hende at fælde ham, som han røg direkte ned på siden på den grusede jord. Han slap en munter latter ”Nu skal du få!” endte han morende, som han direkte kastede sig imod hende, i et forsøg på at trække hende med sig ned i græsset, der lå ved ruinerne.
At Denjarna var nervøs for at skulle miste Derick igen, kunne han godt forstå, som han selv et sted måtte være en anelse bange for hvad der egentlig lå i vente for ham, for han anede ikke engang hvad han havde rodet sig ud i, andet end at det var en farefuld tur. Han havde ikke tiden til at kunne give sig hen til hende oprigtigt, eftersom han var på sin mission og det var en mission han vidste ville tage al hans fokus når han var i gang med arbejdet og ganske vidst vidste han ikke hvad der ville ske hvis han faktisk formåede at gennemføre sin mission, da han bare automatisk gik ud fra at han så var fri. ”Men jeg vil gøre alt hvad der står i min magt, for at slippe fri, Denjarna.. hvad mere forlanger du af mig?” spurgte han, som det denne gang næsten var ham som måtte ende frustreret. Han ville gerne behage hende, så godt som det var ham muligt, men det var som om hun nægtede at udvise ham nogen former for tillid og hvad skulle han bruge det til? At han ville få halskæden igen, havde han nu også regnet med, selvom han gerne ville glæde hende. ”Det er måske ikke helt at være levende, men.. det kommer lidt derhen af,” svarede han roligt, som han kort måtte lade en fingre stryge over halskæden, inden han så mod hende igen. At hun ikke var tilfreds med kroen, kunne han hurtigt fornemme. Han gik roligt hen til ruinerne, hvor han gik en anelse ned i knæ. ”Vil du tage mit sværd?” spurgte han roligt, som et tydeligt tegn til at de ikke blev her i hvert fald. Han rettede sig roligt op igen, hvor han kort så sig omkring, inden han blot begyndte at gå i en tilfældig retning. Han fnes kort. ”Frygter du at jeg skal forsvinde igen? Og hvor skulle jeg føre dig hen her? Så vidt jeg ved er her kun ruiner. Men udmærket.. hvis du insistere.” Han gad heller ikke diskutere det med hende, han ville dog ikke have noget imod at sove i en ordentlig seng.

[Deleted]

Det var efterhånden på tide, at de havde det lidt sjovt sammen. Det havde efterhånden varet al for længe, siden de sidst havde moret sig sammen på den måde, da der konstant havde været noget der havde forhindret det. Om det var passende at gøre nu, vidste Denjarna ikke helt, da de stadig havde visse ting de skulle rode ud med hinanden, ligesom hun ikke engang vidste, om han virkelig ville komme tilbage til hende igen. Hun frygtede dog, at det ville krakelere fuldstændigt mellem dem, hvis de ikke fik lettet stemningen en anelse og morede sig med hinanden, som de ellers var vant til at gøre. Hans udfordring tog hun derfor også imod, som hun hurtigt fik trådt et par skridt tilbage, inden hun ligeså hastigt valgte at løbe frem mod ham. Hun anede godt, hvordan han måtte brede sine arme ud i den tro, at han var i stand til at fange hende. Derfor måtte hun også trække tilfredst på smilet, som hun formåede at dukke under hans arme, hvor hun samtidig mærkede sejrsfølelsen, da hendes ben ramlede mod hans, så hun fik fældet ham som planlagt. Morende og sejrrigt var smilet på hendes læber, da hun hørte lyden af hans krop der ramlede mod jorden. Selv stoppede hun op og vendte rundt en meter fra ham, så hun morende kunne se ned på den liggende Derick. ”Jeg sagde jo, at jeg er stærkere end dig,” sagde hun drillende og blinkede udfordrende til ham. Da han så kastede sig selv frem mod hende, skyndte hun sig selv et par skridt tilbage, så hun på den vis undgik hans greb. ”Er det virkelig alt, hvad du har i dig?”
Denjarna var direkte bange, når hun måtte tænke på fremtiden. Hun frygtede at der ville ske noget, så de ikke kunne være sammen alligevel. Det var jo sket forrige gang, så hvem sagde ikke, at denne mand ville snyde Derick og føre ham ud på en ny mission, der ville rive ham længere væk fra hende? Selv ønskede hun bare at holde ham tæt igen, som hun savnede deres lykkelige stunder sammen, hvor alt bare havde været fred og idyl. Meget var sket efterfølgende, som de begge var blevet udsat for lidt af hvert i mellemtiden. Som hun fortalte ham om sin frygt, vidste hun dog godt, at han havde ret i, at han ikke kunne gøre mere end at gøre, hvad han nu engang kunne for at slippe fri. ”Jeg forlanger ikke mere fra dig,” svarede hun ærligt. ”Jeg ønsker bare, at du ved, at jeg bærer en naturlig frygt for, at du forsvinder igen. Jeg ved jo ikke engang, hvornår du kommer tilbage til mig, som du end ikke kan give mig et hint om, hvad du skal drage ud til.” Det gjorde ondt, at hun i blinde skulle vente på ham, for hvem sagde ikke at jobbet ville vare et år? Han kunne muligvis også dø, og hvad skulle hun så gøre? Hun havde jo ikke en chance for at vide, hvad der skete ham. Svært var det, men hun vidste, hvad hun ønskede sig. ”Det er i hvert fald det tætteste på levende jeg så har været i flere årtusinder,” erkendte hun med et svagt smil på læben. En fantastisk gave var det han gav hende, hvor hun også var dybt taknemmelig over den. Hun vidste dog godt, at det desværre ikke var hendes for altid, men hun ønskede trods alt også hellere den ægte vare. Hun ville gerne være mørkelver igen, og med halskæden kunne hun måde få større held med sin søgen? Grebet om hans hals måtte hun stramme en anelse, som han valgte at gå ned i knæ, hvor hun næsten troede, at han ville sætte hende fra sig. Da han så bare bad hende om at gribe sværdet, strakte hun roligt sin ene arm ud, så hendes fingre kunne lukke sig om sværdets skæfte og derfor trække det op. Blikket lod hun igen falde på ham. ”Sidste gang vi var i Manjarno, forsvandt du på en kro her.. Det er ikke en chance jeg kan løbe igen. Men jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvor vi så kan søge hen. Jeg ønsker bare at være sammen med dig,” sagde hun stille, mens hun mærkede hans bevægelse, som han var begyndt at gå, uden han havde sat hende fra sig. Hun bed sig selv let i læben, inden hun lagde sit hoved mod hans skulder igen. Svært var det, hvor det også var underligt, at hun som ingenting måtte befinde sig i hans favn igen. Hun ønskede sig dog ikke ud af den, som hun ikke kunne få sig selv til at gå nogen steder, når han endelig var der, og han ønskede hende ved sig.

[Deleted]

Derick havde slet ikke regnet med at deres møde ville ende ud på denne måde overhovedet! Han havde først troet at han kunne stå imod alt og holde den ligeglade attitude, men den havde hun så småt fået kæmpet ned, og da han havde mødt hende havde han godt kunne mærke at hun havde påvirket ham lidt, men alligevel havde han troet at de ville holde det seriøst, men at de så nærmest skulle lege og fjolle rundt som små børn, det havde han slet ikke regnet med! Alligevel var det næsten befriende at smide hæmningerne, da han slet ikke kunne huske hvornår han sidst havde haft det så sjovt. De duelerede måske, men de vidste begge at det ikke var alvorligt, eftersom han i hvert fald ikke havde i sinde at skade hende. Det kunne måske godt give lidt knops at falde i jorden, som hun havde formået at fælde ham, men det var ikke sådan så det gjorde ondt. At hun så fjernede sig, da han kastede sig imod hende, så måtte han endnu engang tage en tur i gulvet, hvor han landede på maven i det bløde græs. Han skulede kort op mod hende, skønt smilet forblev muntert og drilsk. ”Åh bare rolig skat, du er nede inden ti sekunder,” svarede han selvsikkert, som han hurtigt kom op på benene igen, hvor han denne gang løb imod hende, i et forsøg på at gribe ud efter hende, så han kunne fange hende i sin favn. Så let gav han i hvert fald ikke op!
Derick forstod godt at Denjarna var bange for at han skulle forsvinde igen, hvor han jo heller ikke selv kunne fortælle hende hvad der ville ske eller hvor længe det ville tage. Han havde dog på fornemmelsen at det snart var overstået, for han følte sig tættere og tættere på sit mål for hver dag der gik, da han ledte uafbrudt, medmindre han stødte på folk som havde opholdt ham, ligesom Denjarna jo faktisk gjorde, han kunne dog ikke få sig selv til at gå fra hende, da han måtte erkende at han havde savnet hende, og så havde hun alligevel formået at berøre noget inde i hans ellers så kolde og døde hjerte. ”Det skal nok gå Denjarna.. Det lover jeg dig,” svarede han roligt. Han havde skam ikke tænkt sig at stille træskoene endnu! Desuden så ville han gerne komme tilbage til hende og skulle han blive påvirket af mørket i løbet af den tid de ikke var sammen, så havde hun jo hans halskæde, og så kunne den være en grund til at komme tilbage til hende og så ville hun muligvis kunne påvirke ham igen. Han løftede den ene hånd og strøg hende over kinden. ”Glem ikke at du er smuk og fantastisk som vampyr Denjarna. Jeg kan lide dig sådan,” svarede han i en oprigtig tone, som han lod sin ene finger følge hendes smukke ansigtstræk. Han ønskede ikke at ændre på hende, men han var jo også selv født vampyr, så det var jo nok klart hans yndlingsrace, skønt han efterhånden havde været mange. Han fortsatte roligt væk fra stedet, da hun havde taget omkring hans sværd, der lå trygt i den sorte skede, så han havde alle ting med sig. Han kunne ikke prale af at være rig, da han tværtimod var fattig, han ejede ikke mere end det han gik med og havde på. Han trak let på smilebåndet. ”Denjarna.. det er jo ikke ensbetydende med at det vil ske igen,” svarede han roligt, som han blot fortsatte væk og førte dem til andre omgivelser.

[Deleted]

Det havde ikke just været planlagt, at deres mode skulle ende op i morskab. Denjarna havde faktisk planlagt, at der slet ikke skulle være sket noget, men hun kunne godt have sagt sig selv, at den aldrig havde holdt en meter. Igennem hele sit lange liv, havde hun aldrig været i stand til at modstå, så hvorfor skulle det være anderledes denne her gang? De hørte sammen, og sådan var det bare. Han var hendes luft, hendes hjerte, hendes mand, hendes et og alt. Derfor kunne hun ikke holde en kold og afvisende facade overfor ham, da hun jo elskede ham og i virkeligheden bare ønskede at være ham tæt. Muntert slap latteren ud af hendes strube, hvor hun betragtede ham med glinsende øjne, som han kastede sig frem mod hende bare for at falde til jorden igen. Det var et morende syn, som hun parerede hans lille forsøg på at fange hende. ”Held og lykke mig det,” sagde hun i en udfordrende tone, inden hun selv satte i løb væk fra ham. Yndefuldt sprang hun frem som hun måtte løbe over mod en enlig søjle blandt alle ruinerne. Den løb hun om bag, hvor hun stoppede op. Hænderne lagde hun roligt mod den kolde søjle, mens hun lod sit hoved titte frem bag den, så hun kunne få et glimt af, hvor han var. Blikket i de smukke sølvgrå øjne måtte helt glimt legende.
Det var rart at røre hans beroligende ord, skønt Denjarna nok altid ville frygte, om han virkelig og tilbage til hende eller ej, indtil han virkelig stod foran hende. Det var dog rart, at det virkelig lød som om, at han oprigtigt ønskede at vende tilbage til hende, for andet ønskede hun jo heller ikke. ”Jeg håber, at du har ret,” svarede hun dæmpet i en ærlig tone. Det var forfærdeligt, at hun ingen ide havde om, hvornår hun ville få ham at se igen. Han sagde nemlig kun, at han havde denne hemmelige mission, som han skulle have overstået, før de kunne få et liv sammen igen. Det var også forfærdeligt, at hun ikke anede, hvad missionen gik ud på. Alle mulige tanker måtte også skylle gennem hendes sind, men hun ønskede ikke at spekulere over det, så hun prøvede at skubbe det ud igen. Nu når hun havde omfavnet sine følelser og ikke kunne benægte, at hun ønskede ham ved sin side igen, så ville hun bare gerne nyde tiden med ham. ”Det glemmer jeg skam ikke.. men det er naturligt, at jeg må savne den levende side af mig.. Mig som mørkelver,” svarede hun stille. Blidt måtte smilet forme sig på hendes læber, som han strøg hende over ansigtet. Det var ikke muligt for hende at beskrive, hvor meget hun havde savnet at mærke hans kærtegn! Det måtte også efterlade hende med et ønske om at være ham endnu tættere, men hun holdt sig nu i skindet. ”Nej, jeg ved det godt, men kan du bebrejde mig for at frygte det? Men hvis du er sikker på, at det er trygt for os at finde et værelse … så er det vel i orden,” sagde hun stille. Hun ville gerne ind blandt behagelige omgivelser, men hun frygtede mere end noget andet at en gentagelse ville ske, hvis de søgte til en kro. Samtidig ville hun gerne vise ham, at hun gerne ville ham, så hun var derfor nødt til at slappe af i stedet for at lade sig styre af sin frygt. Hun kastede let et blik rundt på ruinerne, inden hun igen vendte opmærksomheden mod ham. ”Har du i sinde at bære rundt på mig, indtil du når den ønskede destination?”

[Deleted]

Sidst de havde set hinanden havde de ikke just haft tiden til at more sig, som de hurtigt var blevet adskilt igen, desuden så havde hun også været for præget af mørket og dets traumer til at hun havde kunnet more sig, hvor han selv havde haft sine egne problemer, eftersom han havde været sammen med Elanya, hvilket han havde skullet sige til Denjarna og det var også blevet noget af en voldsom reaktion, som hun havde sat tænderne i ham og tømt ham for blod, hvor hun i sidste øjeblik havde givet ham blod og omgivet ham til vampyr, hvilket han sådan set mere var hende taknemlig for frem for at han ville tænke på det som en negativ handling, hun havde godt nok taget hans liv, hvor han også lige skulle vænne sig til det igen, men det var han hurtigt kommet over. At hun løb væk fra ham, da han kom op på benene igen, så jagtede han hende hen til søjlen. Han skulle nok få tværet hendes selvsikre smil af hendes læber, for han gav ikke op så let! At hun så tittede frem bag den med sit hoved, fik ham til at trække på smilebåndet, skønt han ikke sagtnede farten, som han satte direkte imod søjlen. Han endte med at hoppe til den højre side, inden han sprang ind mod hende i et forsøg på at gribe fat i hende igen. ”Kom så her!” endte han morende, som han endnu engang måtte forsøge at få fat i hende.
Derick ville gerne tilbage til hende, selvom han desværre ikke havde tid i øjeblikket til at smide alt for at tage med hende, da han havde andet at tænke på, desuden så ønskede han jo heller ikke at nogen anden mand skulle få hende, da han alligevel måtte føle en form for ejerfornemmelse, da de jo havde været gift i mange år! Hun havde altid været hans tøs! Godt nok havde de begge haft en anden på et tidspunkt, men i sidste ende havde de jo altid holdt sammen og denne gang var intet undtag. Hvad fremtiden så måtte bringe, vidste han ikke, men det måtte de vel finde ud af? Han stoppede ikke sine strøg af hendes ansigt, som han fulgte sin finger med øjnene, skønt han dog lyttede til hende. Han lod også hånden hvile mod hendes kind, som han strøg med tomlen, hvor de violette øjne søgte tilbage til hendes sølvgrå, da hun talte færdigt. ”Det er ellers mange år siden.. men kun en selvfølge at du savner den side. For ikke at glemme at du var fantastisk som mørkelver,” svarede han, hvor tonen endte kækt ud, hvor smilet måtte blive charmerende igen. Han lod fingeren følge hendes ene spidse øre, „men du bærer stadig de smukke træk derfra.” Det var trods alt mørkelveren som han var blevet forelsket i, så at hun kom tilbage til den skikkelse, ville han ikke have noget imod, som det jo ikke ændrede på den kvinde hun var og hun havde jo altid været ham noget ganske særligt. At hun gav sig, fik ham til at vende blikket roligt mod hende. ”Det går nok Jarna. Jeg må erkende at jeg faktisk ikke ejer en eneste mønt, så det er måske passende at vi finder noget andet,” erkendte han roligt, som han fortsatte med at føre dem væk. At hun så spurgte om han ville bære rundt på hende hele tiden, måtte han vende blikket mod hende med et skævt smil. ”Jeg synes ikke at du skal klage over at blive båret rundt, prinsesse, medmindre du hellere vil bære mig?” spurgte han morende, som han blinkede kækt til hende.

[Deleted]

Let førte Denjarna sig frem, som hun undgik de forskellige stenblokke der måtte flyde på jorden. Hun så sig ikke tilbage, da hun sagtens kunne sanse Derick uden at se ham. Både lyden og duften af ham, måtte nemlig ramme hende, hvor hun på den måde kunne lokalisere ham. Det var dog ikke længe hun løb, før hun søgte ly omme bag den enlige søjle. Bred og kold måtte den være med den lettere grålige nuance, hvor naturen var begyndt at gøre krav på sit domæne der. Brune grene snoede sig nemlig op af søjlen, skønt der ikke længere var nogle blade derpå, som efteråret også havde fået sit tag her. Hænderne støttede sig let mod søjlen, som hun havde søgt om bagved, da hendes hoved måtte titte frem. Legende var skæret i de sølvgrå øjne, hvor hun frem for alt måtte se smuk ud, som hun halvt om halvt gemte sig for Derick. De lange ravnsorte lokker indrammede pænt hendes lyse ansigt, hvor de bølgede videre ned over hendes skuldre og ryg, mens brisen til tider fik et greb i dem. Hun så godt, hvordan han nærmede sig hende, hvor hun godt vidste, at hun sagtens kunne undslippe, hvis hun bare satte i løb nu. Det gjorde hun dog ikke, som hun fast valgte at springe til siden, som han sprang om på den anden side af søjlen. Et sekund for langsom måtte hun dog være, som hun hurtigt mærkede, hvordan hendes bevægelse blev besværet og hun snublede. På benene forblev hun dog, som hun smilende kastede et blik tilbage på Derick, som han havde fået fat i hendes håndled. ”Og hvad har du så i sinde at gøre?” spurgte hun morende, inden hun gjorde et træk i sin arm i et forsøg på at se, om hun kunne slippe væk eller ej.
At Derick havde ejerfornemmelser over hende, havde Denjarna bestemt ikke noget imod, da hun havde det på samme måde med ham. Der var ingen anden kvinde her i livet der måtte ligge hånd på ham end! De havde dannet par, siden første gang hun havde set ham og sådan skulle det også forblive. At der så havde været nogle dybe huller i vejen på den front på det seneste, var så en stor skam, men nu kunne de jo få hinanden, og så ville det hele vel falde på plads igen? Hun håbede i hvert fald inderligt på, at det var sådan det ville ende. De blide strøg over hendes ansigt var helt noget der fik varmen til at bølge igennem hendes ellers døde krop. Hun vidste godt, at det var farligt for hende, at hun nu lod ham komme så tæt på hende i tilfælde af, at han ikke ville vende tilbage til hende, men hun kunne ikke få sig selv til at stoppe ham, nu når han var gået i gang. Lige nu ønskede hun bare, at det aldrig ville stoppe. ”Det er ufatteligt længe siden efterhånden. Det er dog noget jeg aldrig vil glemme.. Og det var også mig som mørkelver, der vandt dit hjerte til at starte med, så selvfølgelig var jeg fantastisk,” svarede hun kækt igen, hvor hun også helt endte med at blinke til ham. Rolig forholdte hun sig, som han valgte at berøre hendes øre, hvor hun lod ham. ”Mit udseende vil aldrig forandre sig. Ikke efter at jeg blev gjort omgjort til vampyr. Det har dog også haft sine fordele, da jeg havde en god alder da det skete, samt det gjorde min krop langt mere hårdfør… Jeg ville ikke have været her den dag i dag, hvis ikke jeg havde været vampyr.” Hun savnede skam at være mørkelver, men det havde nu også sine fordele at være vampyr. Hun ville for eksempel aldrig have klaret al torturen, hvis ikke det havde været for den udødelige krop, som den dødelige krop aldrig ville kunne have udholdt alle de smerter i så lang en periode. At han så måtte sige, at han alligevel ikke ønskede, at de fandt en kro, fik hende til at smile skævt. ”Jeg har penge, Derick,” svarede hun roligt. Efter at hun havde flyttet hjem til Vladimir, havde hun ikke just behøvet at bruge penge, da hun fik alle materielle ting fra ham, samt hun boede der gratis. Derfor havde hun fået en lidt større pengepung, hvor hun sagtens kunne smide nogle mønter til et værelse til Derick og hende. ”Åh, den tanke ville du kunne lide,” grinte hun muntert, inden hun måtte ligge hovedet tilbage mod hans skulder. Som hun endnu havde den ene arm om halsen på ham, begyndte hun roligt at stryge ham over nakkehårene, imens hun bare nød at være i hans favn igen.

[Deleted]

Derick havde ikke i sinde at skade Denjarna, eftersom han ikke kunne drømme om at gøre hende ondt. Han havde aldrig ønsket at såre hende, og selvom de havde deres lille duel, så ville han kun vise hende at han kunne vinde over hende igen, for nu hvor de begge var vampyrer, så kunne hun ikke slå løs på ham uden at han ville kunne holde til det eller undvige det. At hun så havde flygtet bag en stor stensøjle, var noget som måtte more ham, for hun kunne bestemt ikke gemme sig for ham! Og selv hvis hun skulle flygte, så ville han bare styrte efter hende indtil han fangede hende! Som han styrtede imod søjlen og gjorde de to hurtigt spring ind mod hende kunne han godt se at hun forsøgte at flygte væk fra ham, ved selv at springe til siden. Han endte dog med at gribe fat i hendes håndled, så hun ikke kom nogen vegne. Denne gang var det hans tur til at lade et triumferende smil glide over hans læber, hvor hans violette øjne bar et sejrende skær i sig, skønt det endnu var drilsk og legende. Som hun spurgte hvad han ville gøre nu og hun forsøgte at trække hånden til sig, holdt han hendes håndled med et fast greb, så hun ikke bare uden videre kunne bryde fri. Han endte med at trække hende ind til sig, så hun stod i hans favn, hvor han smilede kækt, imens hans blik blev gådefuldt. ”Ak ja.. hvad skal jeg stille op med dig? Hm..” tænkte han højt, inden han i en hurtig bevægelse, satte sit ene ben bag hendes, kun for at svinge hende rundt, så hun ville miste balance, så han selv kunne ligge hende ned på jorden, hvor han satte sig overskrævs på hendes mave, hvor han tog om begge hendes håndled og førte dem op over hendes hoved, så hun var ’fanget’. ”Beder du om nåde, så kan det være at jeg er mild ved dig,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende.
Denjarnas kække tone, fik et kækt smil over Dericks læber, skønt det forblev morende, for han kunne godt lide den side af hende. Hun havde vundet hans hjerte som mørkelver, hvor det var et møde som han aldrig ville glemme. ”Ak ja.. jeg havde en svaghed for arrogante, selviske, hårde og smukke kvinder dengang, hvor du toppede listen,” svarede han flabet igen, som han blinkede let til hende, ligesom hun havde gjort til ham. At hun så begyndte at rose sin krop, fik kun hans smil til at brede sig. Ganske vidst var hun blevet omgjort i en god alder, og altid ville hun forblive smuk. Han lod hånden stryge fra hendes kind og ned over hendes ryg med en næsten helt uskyldig mine. ”Ja.. din krop blev lidt mere fast efter du blev vampyr,” svarede han i en kæk og drillende tone, som han lod hånden søge ned til hendes bagparti, som han klappede ganske let, hvor minen forblev uskyldig, skønt den var svær at holde. At hun så sagde at hun havde penge til at de kunne tage på kroen, fik ham ikke til at se på hende, som han blot så frem, så han kunne se hvor han gik. ”Du skal ikke bruge dine penge på mig. Dem har du selv brug for,” svarede han roligt. Han vidste ikke hvor hun opholdt sig henne, men sidst vidste han at hun havde fundet steder til at søge ly, og mon ikke hun gjorde det endnu? At hun så grinte fik ham til at blive mere stiv i minen, for den var så.. genkendelig. Han bed tænderne let sammen, som han igen kunne mærke at mørket forsøgte at komme frem i ham, men han valgte endnu engang at undertrykke det, hvor det også hjalp at hun nussede ham i nakken, som det beroligede ham. ”Jeg vil nu erkende at jeg hellere vil bære dig, frem for at du bærer mig,” svarede han med et skævt smil, som han kort vendte blikket mod hende. Det andet ville da kun se for underligt ud!

[Deleted]

For sjov var deres lille duel, hvor Denjarna skam ikke havde i sinde at skade ham på nogen måde. Det kunne godt være, at hun tidligere havde slået ham, hvor hun også godt vidste, at han kunne holde til det, men det ønskede hun på ingen måde at gøre nu! Det smertede trods alt hende, hvis hun slog ham, som ethvert slag måtte være et direkte stik i hendes hjerte. Derfor havde hun også bare holdt sig til at tackle ham, og løbe fra ham, når han havde forsøgt at fange hende. Det gav måske et par knobs at styrte til jorden, når hun tacklede ham, men det var et mere normalt fald som han sagtens kunne tackle. Hun kunne også se på ham, at det hele indtil nu havde været i orden, som smilet konstant havde været på hans læber, hvor hans øjne også måtte glinse som hendes. At han så måtte fange hende, som hun mærkede hans stærke fingre om sit slanke håndled, måtte være hendes egen fejltagelse. Hun var blevet stående bag søjlen lidt for længe, og nu havde han ’fanget’ hende. En latter slap fri fra hendes strube, som han hev hende ind i sin favn, hvor hun måtte se på ham med strålende sølvgrå øjne. Som han spekulerede over, hvad han skulle gøre ved hende, skulle hun til at svare ham, inden et lettere forskrækket og dæmpet skrig kom ud af hendes læber først, som han fik lagt hende ned på jorden med sig selv ovenpå. ”Slippe mig fri ville være en god ide,” foreslog hun muntert og smilede op til ham. Hendes ravnsorte hår måtte ligge om hendes hoved som et mørkt tæppe, som hun var blevet ført ned i græsset, mens hendes kjole og kappe var blevet lettere krøllede i farten. Rolig lå hun under ham, som han sad på hendes mave og var lettere foroverbøjet, som han også holdt hendes hænder fast over hendes hoved. ”Tror du virkelig at en stolt kvinde som jeg ville bede om nåde?” spurgte hun ham med et smil på læben, mens hun måtte betragte ham med et løftet bryn.
”Og siden den nat har det ikke været dig muligt at finde en kvinde, der kunne toppe mig,” svarede Denjarna i en selvsikker mine. Deres møde på kroen stod endnu klart for hende, som hun tydeligt kunne huske, hvordan hun havde siddet alene, og han så var kommet over til hende. Hvordan han havde fanget hende med sin personlighed. Kysset de havde delt, skønt det ikke havde været dem planlagt, hvor de derefter ikke havde været i stand til at holde fingrene fra hinanden. Og sidst, men ikke mindst, deres fantastiske nat sammen, som de var taget hjem til ham, og siden den nat havde de været et par. Vidunderlige minder var det så sandelig. Hans hånd der søgte ned over hendes krop, var hun mere end bevidst om. Hans hånd var det hun måtte fornemme kraftigst, hvor det også satte skub i tingene inde i hendes krop. Da han så endelig klappede hendes bagdel, måtte hun bide sig selv i læben, skønt det mere virkede som en drillende berøring, end en intim en. Det var måske også meget godt, siden hun ikke følte sig klar til det andet endnu. ”Min krop vil være som en gudindes, lige meget hvilken race jeg tilhører,” svarede hun muntert, hvor hun også drillende slog en knyttet næve mod hans faste brystkasse. Blidt var slaget, hvor det også var en anelse besværet, som hun trods alt holdt sværdet. ”Så bliver vi bare her, eller hvad du nu finder,” svarede hun roligt. Det passede hende udmærket, at de ikke fandt en kro, da hun trods alt frygtede, at hun ville blive frarøvet ham igen. Om de kunne blive her, anede hun dog ikke, som hun ikke just havde planlagt at skulle finde ly et så primitivt sted igen. Hun havde trods alt fået et fantastisk værelse hos Vladimir, men det behøvede hun ikke at tale højt om. Ellers havde hun også penge på sig, så hun kunne sagtens betale for et værelse for en enkelt nat. At mørket måtte stige frem i ham igen, anede hun slet ikke, som hun trygt havde langt sit hoved mod hans skulder, mens hun blidt kærtegnede hans nakke. Det var dejligt at kunne røre ham på denne måde igen. ”Personligt ser jeg nu også helst, at du er den der bær mig.. Det er også dejligt at være i dine arme igen.”

[Deleted]

Det måtte kun more Derick at de havde deres lille duel, hvor hun allerede havde formået at få ham tacklet, samt han var røget i jorden to gange, da anden gang havde været da han havde sprunget efter hende. Det måtte more ham at de fjollede rundt som var de små børn, hvor det næsten måtte minde ham om, under mange af deres første møder, hvor de også havde fjollet rundt og han havde måttet kravle op i træerne til hende, og som elver var hun både let og elegant, så hun havde kunnet komme ud på de tyndere grene, end hvad han selv kunne. Den sejrende mine, var dog ikke til at tage fejl af, da han fik fat i hende, hvor hans smil måtte blive kækt, som hun slap en latter da hun endte i hans favn igen, hvor hun i hvert fald ikke kom nogen steder. Da hun så kom med et halvvejs skrig, da han fik hende ned at ligge, var det hans tur til at slippe en kort latter. Han vendte blikket overlegent og triumferende imod hende, hvor hans violette øjne måtte stråle legende ligesom hendes egne gjorde. ”Slippe dig fri? Aldrig!” svarede han drilsk, som smilet blev kækt igen. Nu hvor han endelig havde fanget hende, skulle hun bestemt ikke tro at hun slap så let! Hans smil blev dog kun langt mere lumsk, da hun sagde at en stolt kvinde som hende ikke bad om nåde. ”Jeg tror ikke.. jeg ved det,” svarede han bestemt, som han blinkede let til hende. Han førte hendes hænder ind på midten, så han kunne holde dem med den ene af sine egne store ru hænder, hvor han trak den anden til sig. ”Og jeg ved lige præcis hvordan jeg skal få dig til det,” svarede han selvsikkert, inden han plantede den frie hånd i hendes ene side, som han begyndte at kilde hende.
Derick måtte slippe en kæk latter til hendes ord, hvor smilet næsten måtte blive tilfredst på hans læber. Hun havde altid været ham en fantastisk kvinde, hvor hun også havde formået at sno ham om sin lillefinger siden start, hvilket han aldrig havde haft noget imod. Ganske vidst havde de haft en meget bumpet vej, men de havde altid holdt sammen i sidste ende. ”Arh.. jeg er ikke sikker, jeg er ellers stødt på mange smukke kvinder igennem mit liv,” svarede han i en anelse kostbar tone, som smilet blev kækt og flabet. Hun var jo ikke den eneste han havde dannet par med, selvom det nu ikke var noget som han ville ind på, da det kun ville ødelægge stemningen. Han måtte kort se på hende, da hun sagde at hendes krop altid ville være som en gudindes, hvor han ikke kunne lade vær med at smile. ”Jeg tror jeg har glemt hvordan din krop ser ud, indenunder klæderne, så jeg er pludselig i tvivl,” svarede han, som var det en hentydning til at hun skulle smide tøjet, så han kunne finde ud af det. Hendes krop havde dog aldrig fejlet noget, hvilket han tvivlede på at det gjorde endnu. Han nikkede sig stumt enig i hendes ord, som han ikke ønskede at hun skulle bruge penge på ham, eftersom det normalt var manden der betalte. ”Virkelig? Får jeg så et kys, frem for et slag på kinden?” spurgte han drillende, som han igen hentydede til at hun tidligere havde været sur på ham, hvor hun nu var faldet til ro. Han gik ind og ud mellem ruinerne, uden egentlig at vide hvor de tog hen, men bare lod vinden føre ham frem, hvilket til tider var det som var mest spændende. De kom dog langsomt ud af den gamle ruin, hvor han fulgte de gamle stier.

[Deleted]

Det sejrende blik i hans ekstraordinære violette øjne var slet ikke til at tage fejl af, som triumfen måtte lyse ud af det flotte lyse ansigt. Det havde aldrig været en hemmelig, at Denjarna nød hans udseende, som hun altid havde anset ham for at være den flotteste mand, hun kendte. Derfor måtte hun også nyde at kunne betragte ham nu, hvor hun også havde savnet at kunne kaste blikke efter ham, da han tilstedeværelse generelt var savnet, når han var væk. På sin vis havde hun ikke regnet med, at hun nogensinde ville have fået ham at se igen, men på den anden side kunne hun have sagt sig selv, at de altid blev genforenet før eller siden. Og dette havde bestemt ikke været en undtagelse. Hun havde dog troet, at hun ville have været mere modstandsdygtig, når hun fik ham at se igen, men det var hun tydeligvis ikke. Hun kunne ikke lade være med at give sig hen til ham, når han endelig stod foran hende, selvom han havde såret hende, og andre havde fortalt hende, hvordan han ikke havde fortjent en kvinde som hende. Anderledes så hun dog på sagen, da hun altid havde følt, at de hørte sammen. ”Burde du ikke være en gentleman og skåne kvinden?” spurgte hun morende og smilede op til ham. Hun havde dog heller ikke troet, at han bare ville lade hende gå, nu når han endelig havde fanget hende. Hun lå desuden i en position, hvor hun ikke kunne komme fri, da han sad ovenpå hende med sin stærke vampyriske krop, hvor han også holdt hende hænder samlet over hovedet, så hun ikke kunne bruge dem. ”Du ved ingenting,” svarede hun, som om hun bestemt ikke havde i sinde at give sig. Hun havde nu heller ikke sinde at bede ham om nåde, da det alligevel ikke var hendes stil. Desværre havde hun for en stund glemt, at Derick kendte til alle hendes sider, så derfor gik der ikke længe, før hun begyndte at vride sig med en latter på læberne. ”Derick!! Du bruger feje tricks!” beklagede hun sig leende, som andet var hende komplet umuligt lige i øjeblikket. Han vidste, at hun var kilden, og det kunne hun ikke skjule med kroppen der måtte prøve at bevæge sig væk fra hans bevægende fingrer.
Denjarna trak let på smilet, som han grinte over hendes ord. Hun havde bestemt ikke glemt, hvor sur hun havde været på ham, og hvor såret hun egentligt endnu var, men hun ønskede alligevel at skubbe et fra sig, da hun alligevel måtte frygte, at hun ellers ville komme til at skubbe ham fra sig. Det at han så måtte sige, at han ikke vidste, om hun var hans foretrukne kvinde, fik hende til at rynke utilfreds med næsen. Hvis han virkelig skulle mene sine ord, og han ikke anså hende for at være hans drømmekvinde, ville hun ikke ønske at være sammen med ham, da hun i så fald ville blive holdt for nar. For hende måtte han jo være manden i hendes liv… ”Nævn en der skulle være bedre end mig,” sagde hun i en udfordrende tone, mens hun måtte betragte ham. Hvor han førte hende hen, havde hun ingen ide om, som han bare havde taget hende op i sine arme, hvor han derefter var begyndt at gå. Hun gjorde dog ingen modstand, som hun forholdt sig roligt i hans arme med sværdet i den ene hånd, mens hun nussede ham i nakken med den anden. ”Jeg tror ikke, at du har gjort dig fortjent til at se min krop endnu,” sagde hun med et smil på læben. Hun mente dog sine ord, da hun faktisk først ønskede sig at give sig selv fuldt hen til ham, når han beviste for hende, at han kunne blive ved hendes side. At han så spurgte om et kys, rystede hun smilende på hovedet af ham. ”Jeg tror, at jeg er begyndt at nyde min dominerende side, så jeg tror, at jeg holder mig til slagene lidt endnu,” svarede hun drillende.

[Deleted]

Om Derick havde fortjent Denjarna var vel en sag man kunne diskutere? Begge havde de ikke altid behandlet hinanden lige godt altid, som de begge havde såret hinanden, hvor de begge havde haft en form for sidespring. Han havde måske ikke behandlet hende godt til at starte med, som han nærmest havde hånet hende, men det havde hun hurtigt lavet om på, hvor noget i ham – mørket – ønskede at lade ham blive den slemme og modbydelige mand igen, som han havde været til at starte med, så hun ikke kom for tæt på ham, skønt det hele synes at tage en anden drejning, hvor det slet ikke var ham der var herre over det som skete. Han trak en anelse mere på smilebåndet til hendes ord, hvor de violette øjne måtte se ind i hendes smukke sølvgrå, der altid havde mindet ham om stjernerne og månen. ”Jeg tror hellere at jeg vil være den slemme mand, som sætter dig på plads,” svarede han drillende, hvor smilet forblev hoverende, som det denne gang var ham der havde fået hende ned at ligge og ham der havde styringen – hvilket passede ham fint. At hun så begyndte at grine og vride sig under hans frie hånds fingrer, da han begyndte at kilde hende, fik ham til at trække morende på smilebåndet. Han havde skam ikke glemt at hun var kilden – hvilket han faktisk også altid selv havde været, noget som faktisk var utroligt, eftersom det normalt ikke lå til vampyrerne. Han slap en hoverende latter til hendes ord. ”Slet ikke smukke! Bed og nåde og jeg stopper!” svarede han morende, som han holdt hendes hænder stramt fast med sin egen hånd, imens den anden bevægede sig fra den ene side til den anden imens han kildede hende, hvor hans ben og krop sørgede for at holde hendes nede.
At hun bad Derick om at nævne en kvinde der var bedre end hende, måtte han se en anelse tænksomt ud i luften, inden smilet blev kækt og drilsk. ”Åh, der var Amber – fantastisk kvinde! Og Erica, mm.. hun var fyrig. Og ja, og Emelie, bare at se hende og alle vil være enig, og ikke mindst Kaitlin, det var simpelthen en god aften,” svarede han i en morende tone, hvor han egentlig bare valgte at opfinde alle navnene som han talte, smilet måtte dog indikere at det kun var i sjov. Han gad dog ikke nævne sit lille sidespring med Elanya, da den kvinde havde været den anden han havde dannet par med, og han havde haft det godt med hende, eller det havde han troet til hun havde været ham utro, så i sidste ende havde hun ikke været den tid værd, hvor hun faktisk også havde formået at såre ham. Han fnøs kort og tydeligvis uenig til hendes ord, da hun sagde at han ikke havde fortjent at se hendes krop. ”Jaså? Og hvem skulle dog fortjene det mere end jeg? Desuden har jeg set den mange gange, så endnu engang vil kun påminde mig om hvor fantastisk den faktisk er,” svarede han selvsikkert, hvor smilet blev kækt igen. Han fulgte roligt stien, hvor han endnu ikke havde besvær med at holde hende oppe, hvor der også skulle en del til, eftersom han var vampyr. ”Så du kan godt lide at slå mig?” spurgte han morende og med et hævet bryn, inden han så frem for sig igen, hvor han førte dem væk fra den gamle hovedstad, der nu kun var en sølle ruin. ”Men jeg kan da også bare stjæle et kys fra dig,” tilføjede han sigende, som han fulgte en sti, der gik forbi nogle få ruiner, og ud til et mere åbent landskab.