Long time no see

[Deleted]

Denjarnas afholdenhed måtte desværre fortage sig, som hun stod ansigt til ansigt med sin gamle ægtemand. Oprigtigt havde hun tænkt, at nok burde være nok, da de havde haft utroligt mange chancer med hinanden, men alligevel gik det altid itu. Hun kunne dog ikke lade være med at føle sig tiltrukket af ham, når hun endelig stod overfor ham, da han altid havde haft en sådan magt over hende. Hun havde før i tiden overvejet at forlade ham, men hun havde aldrig været i stand til det, og det måtte også helt synes som om at tingene ikke havde ændret sig. Som han også helt fik det til at lyde som om, at han ønskede hende hos sig igen, havde hun helt lyst til bare at ligge sit hjerte i hans hænder, men alligevel var hun en smule bange. Han havde ret i sine ord om, at der altid ville være en risiko for at der skete dem noget fatalt. Før i tiden havde de også altid klaret sig igennem det hele, men nu vidste hun ikke længere, om hun kunne stå model til det mere. Hun ønskede sig bare et trygt liv med en mand ved sin side. ”Jeg ved godt, at der altid vil eksistere en sådan risici. Vi har bare været igennem så meget gennem tiden, og jeg ønsker bare, at alt det svære vil stoppe. Jeg ønsker af hele mit hjerte at stå ved din side for altid, men jeg frygter bare, at vejen aldrig vil blive let for os,” svarede hun dæmpet, uden hun tog blikket fra ham. Hun bed sig selv nervøst i læben, som han trak sit blik væk fra hende, så hun helt måtte frygte, at han ville trække sig ind i sin skal igen. Det måtte nemlig føles som om, at hun alligevel nåede lidt ind til ham, men om det hele ville forsvinde med et enkelt blink, vidste hun ikke. ”Og jeg ønskede kun dig,” medgav hun stille. At den dybe sindsstemning så måtte ændre sig, som hun fortalte, at hun havde fået halskæden af en mand, var ikke noget der just frydede hende. Hun vidste godt, at det var risikabel grund at bevæge sig ud på, men hun havde ikke i sinde at lyve ham op i hovedet. Halskæden havde hun fået af Vladimir. Skuffet måtte hendes blik langsomt blive, som han igen måtte beskylde hende for at have mandlige ‘venner’. At han havde så lidt tillid til hende i virkeligheden, hujede hende bestemt ikke! ”Hold nu op, Derick! Jeg kan ikke tale på deres vegne, men fra min side har der ikke været noget. Jeg er ikke bare hoppet i seng med gud og hvermand, da jeg fandt ud af, at du var væk igen. Jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg ikke har været en anden mand tæt på den måde, som du beskylder mig for at have været!” sagde hun fast, hvor hun også måtte betragte ham med en bestemt mine. ”Jeg ved godt, at jeg engang var der utro, men jeg har lært af mine fejl! Jeg er vokset op, og jeg har virkelig kun holdt mig til dig siden det skete.” At Elanya måtte være et irritationsmoment for ham, fandt hun hurtigt ud af, da han fuldstændigt cuttede hende af, når hun bragte hans lille sidespring på banen. Om det var fordi han var blevet såret, anede hun ikke, men kvinden var nu død, og det passede hende udmærket! Den kvinde havde nemlig aldrig bragt hende noget godt. Men selvom hun sagtens kunne have kørt videre på det, valgte hun i stedet for at lytte til hans afsluttende tone, hvor hun også te stille. ”Kan du huske, hvad der er sket dig, inden du blev sendt på missionen?” spurgte hun stilfærdigt. At han kun havde været ude i en uge måtte så også gå op for hende, så på sin vis kunne man vel sige, at hun hurtigt havde fundet ham. Han havde vel været indespærret indtil da. Spørgende gled minen over hendes ansigt, som han pludselig måtte genvinde den kække attitude, hvor hans ord også måtte undre hende. Det undren blev dog hurtigt fjernet, som han greb om hende, inden hun kunne nå at reagere. Hvis hun havde haft et hjerte, så var det garanteret galoperet ud af hendes bryst i sekundet hun måtte befinde sig i hans favn. Vildt begyndte hendes blik at flakke rundt, da hun helt måtte frygte, at hun ikke ville kunne gøre andet end at kysse ham, hvis hun så på ham, når de måtte stå så tæt. Hans fingres strøg føltes både som en velsignelse og en pinsel. ”Derick… Jeg ved ikke, om det er en god ide..” begyndte hun stille, da hun et sted frygtede, hvad hun ville gøre, hvis hun stod her i et par sekunder længere.

[Deleted]

Det kunne næsten lyde som om Denjarna ikke ønskede ham på grund af risikoerne, men ønskede hun ham så virkelig oprigtigt? Derick vidste jo udmærket godt at der var risikoer og deres vej havde altid været bumpet, hvor de altid var blevet skilt i sidste ende. Men alligevel havde de også formået at få nogle lykkelige år sammen, hvor et par årtusinder ikke var lidt! Han måtte dog indrømme at han næsten kunne blive i tvivl om hvor meget hun egentlig ønskede ham, da det næsten kunne lyde som om hun bare talte ham efter munden, for han havde skam ikke glemt at hun bare havde forsøgt at komme over ham, og det så ud til at der også var andre mænd i billedet, så han vidste snart ikke hvad han skulle tro. Han bed tænderne en anelse sammen, som han var begyndt at tale som at det skulle være de to, og noget i ham forbød ham at hoppe i med begge ben! ”Den vil nok aldrig blive let Denjarna, det må jo næsten være et faktum efterhånden, men hvis du taler sandt og du virkelig ønsker mig, vil du så ikke fortsætte kampen? Kampen for os to? Selvom der er en risiko?” spurgte han en anelse sagte, som han betragtede hende nøje. At en anden mand havde givet hende smykker, lignede ikke just en venneting! Derfor havde han svært ved at tro på hende, for hun var jo tydeligvis også glad for den, siden hun gik med den, så mon ikke hun allerede var i gang med at flirte rundt med en ny mand? Og hvem sagde at der ikke var flere? Nu gjorde det ham næsten kun endnu mere arrig at hun slet ikke havde ledt efter ham, for nu virkede hun jo pludselig helt ligeglad! Og så skulle hun hakke på ham?! Neglene borede han kun endnu mere ind i håndfladerne, hvor han følte for at slå noget! ”Men du har stadig taget imod et smykke fra en anden mand! Man får ikke bare smykker uden videre! Hvordan skal jeg så vide at du overhovedet gider os? Du sagde jo selv at jeg var skyld i din ulykke! At du ønsker at komme over mig!” svarede han med sammenbidte tænder, som han næsten måtte stå og ryste af den pludselige vrede der dukkede op i ham, hvor det sitrede i hans fingrer efter at slå noget. Det hang jo overhovedet ikke sammen! Men han kunne vel være ligeglad? Hvorfor hidsede han sig overhovedet op? Det forvirrede ham kun at han stod overfor hende igen, da hun uden tvivl måtte røre noget indeni ham, hvor det også gik op for ham at han slet ikke var normal, der var noget galt med ham, noget galt indeni ham. Han følte at han ikke engang havde styr på sin egen krop længere, end ikke engang sine egne følelser og den tanke måtte et sted skræmme ham, for hvad nu hvis han til sidst slet ikke havde kontrol over sig selv? ”Jeg kan ikke huske noget..” endte han halvirriteret, ikke over hende, men over sig selv, for det måtte virkelig irritere ham grænseløst han pludselig var fuldstændig blank. Smilet bredte sig kun, som hun synes at miste al fokus, da han trak hende ind til sig, hvilket morede ham. Han tog dog ikke blikket fra hende, hvor hånden ikke stoppede sine strøg. Hun var så smuk. Han kunne næsten ikke forstå hvordan han havde kunnet undvære hende. ”Ikke? Jeg er ellers sikker på at du gerne vil have det her..” Han lænede sig det sidste stykke mod hende, for at trykke sine læber imod hendes i et blidt kys, hvor hånden søgte fra hendes kind til hendes nakke, så han kunne holde hende tæt.

[Deleted]

At det forekom for ham som om, at Denjarna bare talte ham efter munden, kunne hun ikke gøre noget ved. Hun mente nemlig sine ord, når hun sagde, at hun ønskede et liv med ham. Hun mente dog også sine ord, når hun sagde, at hun frygtede for konsekvenserne af det. Deres liv sammen havde nemlig aldrig været let, da de altid havde stødt på forhindringer, som de skulle bruge kræfter på, inden de kunne fortsætte deres vej sammen. De havde dog altid klaret forhindringerne, så hvis det endelig kom til stykket, så ville de også klare denne nye forhindring. ”Selvfølgelig vil jeg kæmpe for os, Derick. Du har altid haft nøglen til mit hjerte. Jeg ville bare ønske, at vi ikke længere blev ramt af al den modgang, for jeg føler virkelig, at vi fortjener det der er bedre! Vi har altid været hinanden tro i den sidste ende, og jeg ville bare mene, at vi havde bevist, at vi hører sammen, men alligevel kommer der konstant nye prøver. Men siden du spørg mig, om jeg stadig vil kæmpe for os… vil du så selv blive ved med at kæmpe for os?” spurgte hun stille. Blikket tog hun ikke fra ham, som hun ønskede at se, om han virkelig ønskede, at det skulle være dem igen. Det virkede i hvert fald som om, at hans hårde facade var ved at krakelere, men hun var nødt til at være sikker! Det var tydeligt for Denjarna at fornemme, at Derick ikke brød sig om, at hun havde stiftet nogle mandlige bekendtskaber, mens han havde været væk. Det var dog en skam, at han måtte misforstå det hele, som det lød som om at han var sikker på, at hun havde ligget med en del mænd, siden han var smuttet. Det var dog overhovedet ikke tilfældet, da hun rent faktisk havde været ham tro, selvom hun havde troet, at han havde forladt hende. Hun havde haft muligheden for at være sammen med mændene, men det spring havde hun endnu ikke taget, eftersom hun stadig havde været nedtryk over tabet af sin mand. ”Du er direkte latterlig at høre på lige nu, Derick! Lyt engang til dig selv. Jeg fortæller dig, at jeg ikke har været sammen med nogen, men alligevel nægter du at tro på mig. Kan du virkelig ikke se, at jeg fortæller sandheden, når du ser mig ind i øjnene? Vi har været gift i årtusinder, Derick.. føler du slet ingen tillid til mig?” Hun løj ikke for ham, når hun sagde, at hun ikke havde været sammen med nogen, og det gjorde ondt på hende, at han nægtede at tro hende. På den front måtte han også skubbe hende fra sig, da hun jo heller ikke kunne være sammen med en mand der slet ikke stolede på hende! Det kunne godt være, at hun havde været utro engang, men det havde været dengang! Det så dog ud til, at han ikke havde i sinde at lade hende glemme sin lille fejltagelse, og det kunne hun jo ikke gøre noget ved. Det eneste hun kunne sige var; at alle disse beskyldninger ikke gavnede ham. Han skubbede hende fra sig, som han nærede denne stærke mistro. ”Giv det tid,” sagde hun stilfærdigt, som han beklagede sig over, at han ikke kunne huske noget. Som han hev hende ind i sin skønne favn, måtte alle de varme følelser vælde op hende. Hver en centimeter af hende måtte længes efter at mærke ham, som dette bestemt havde været en savnet følelse! Hun ønskede at knuge sig ind til ham og kysse ham, da hans favn pludselig måtte føles som det mest velkommende i hele verdenen. Det hele måtte også forekomme hende noget så velkendt, som dette bestemt ikke var første gang, at hun stod i hans favn. Brændende føltes hans fingre mod hendes kind, som hans kærtegn kun kunne styrke den længsel hun nu måtte føle. Da han så trykkede sine læber mod hendes, var hele hendes verden næsten ved at briste. Varmen måtte nærmest ile gennem hendes krop, mens hendes øjne gled i. Kysset besvarede hun dog ikke, som hun i stedet fik tvunget sig blik ned i jorden, så deres læbers kontakt blev afbrudt. ”..Derick..” hviskede hun dæmpet. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, samt hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Hun vidste bare, at det havde taget alle hendes kræfter at fjerne sit hoved, så hvis han kyssede hende igen, så vidste hun, at hun nok ikke ville kunne gøre det igen.

[Deleted]

Altid ville der være konsekvenser for dem, hvilket de jo nok aldrig ville blive i stand til at lave om på. Om det ville blive bedre ville ingen af dem kunne svare på eller love hinanden, for ingen af dem vidste hvad fremtiden ville bringe, hvis de blev sammen. De havde altid klaret sig og sjovt nok var de altid stødt på hinanden hvis de var blevet adskilt, og denne gang var intet undtag. At han så skulle lyde som om de skulle være sammen, var også noget han selv lagde mærke til, hvor han måtte bide sig i tungen for ikke at give efter. Som hun begyndte at tale, måtte hans blik også begynde at flakke, hvor han kun få gange så på hende, som om han blev distraheret. At hun så spurgte ham, var noget som måtte få ham til at se helt væk fra hende. Han måtte endnu engang føle sig splittet i sit indre, som han kæmpede imod sig selv, hvor han var usikker på hvem der vandt. Han ville altid føle noget for hende, andet ville være umuligt, når han havde været sammen med hende så længe, men han måtte ikke hoppe i med begge ben allerede! Øjnene lukkede han, som han forsøgte at undertrykke al det kaos der måtte være inden i hans hoved, som et virvar af tanker og splittede følelser. ”Jeg har.. problemer Denjarna.. jeg kan se på dig, at du ikke bryder dig om mig, mit nye jeg, hvordan skal jeg så vide at du ikke smutter fra mig, hvad nu hvis det ikke bliver bedre?” Et sted var hun jo ikke den eneste der ville være sikker i sin sag, for han ville heller ikke være den der stod tilbage med hele skidtet i sidste ende, hvis det var hende som forlod ham igen. Det gjorde ham også kun mere forvirret, at hun så andre mænd, hvor det igen lød som om hun bare talte ham efter munden, at hun forsøgte at redde den, når der var så mange kendsgerninger der nærmest måtte tyde på at hun ikke gad ham. Neglene endte med at bore sig ind i huden, så han fik blod på fingrene, skønt det ikke kunne ses. At hun kaldte ham for latterlig, hjalp dog ikke på vreden, som kun steg. ”Måske du endnu ikke har lagt i med nogen, men derfor kan du godt have følelser indblandet, ikke sandt? Alle kendsgerninger ligger der jo, så hvad skal jeg tro?! Du får smykker, du sagde selv du forsøgte at komme over mig!” svarede han i en kortfattet tone, som det denne gang var hans tur til at være tæt på at gå, hvor han kunne mærke at det blev langt mere fristende, end at stå her. ”Desuden er tillid noget man skal gøre sig fortjent til, og du gad ikke engang lede efter mig, og hvordan skal jeg vide at det ikke ender som sidste gang du havde dit lille sidespring?” Øjnene tog han denne gang ikke fra hende, som han blev stående og stirrede på hende. Han brød sig bestemt ikke om hendes nye såkaldte ’venskaber’, og måske hun ikke havde lagt i med nogen, men hvem sagde at det ikke kunne komme? Han vidste ikke hvad han længere skulle tro, hun var ikke den eneste der ikke gad blive dolket i ryggen. At hun heller ikke besvarede sit kys, men bare slog blikket ned, fik ham til at vende blikket mod hende, hvor han igen måtte stå som en statue og se udtryksløst på hende. Begge arme og hænder trak han til sig. ”Du gider mig ikke..” hviskede han lettere konstaterende, selvom det mere var for ham selv, hvor han vendte blikket væk fra hende endnu engang. Nu vidste han da slet ikke hvad han skulle tro længere!

[Deleted]

Denjarna kunne tydeligt fornemme på ham, at han følte sig påvirket af hendes ord, som enhver kunne se, hvordan hans blik flakkede rundt som en skræmt fugls. Det fik hende dog ikke til at stoppe sin ordstrøm, da hun var nødt til at fortælle ham, hvordan hun så på det hele. Alle hendes ord var også sandfærdige, som hun ikke ønskede at føre ham bag lyset. Hun ville altid elske ham, som hun havde forelsket sig i ham fra første øjekast. Samtidig med det, så gav hun også udtryk for, at hun hadede, at de altid skulle have det så svært, når de altid stod sammen. Hun forstod ikke, hvorfor de konstant blev sat på disse prøvelser, når de i sidste ende altid fik bevist, at deres kærlighed til hinanden var stærkere end noget andet. Igennem sin ordstrøm ville hun også mene, at hun fik forklaret, at tingene ikke havde ændret sit for hendes synsvinkel, hvis bare han også ønskede det samme. At han så spurgte ind til, om hun kunne håndtere hans nye person, måtte hun vende blikket væk fra ham. Tænksomt betragtede hun omgivelserne, som hun end ikke havde nået at betragte og vandre imellem, som det ellers havde været tiltænkt. Roligt vendte hun blikket tilbage mod ham. ”Det er vel bare en risiko vi begge er nødt til at tage.. Som du sagde tidligere, så vil vi jo aldrig vide, hvordan fremtiden vil se ud. Jeg kan ikke benægte, at din nye person ikke hujer mig, men du kan blive dig selv igen.. Det blev jeg. Du gav mig også en chance til, selvom jeg mest af alt lignede et vildt dyr. Du havde tiltro til mig, og jeg ønsker at vise dig den samme tiltro,” sagde hun roligt. Blikket måtte hvile på hans ansigt, mens hun talte, da hun ønskede, at han vidste, at hendes ord måtte komme fra hjertet. Hun frygtede, at det ikke blev bedre, men han havde vel stået med den samme frygt som hende, da de sidst havde fundet hinanden? Hun kunne tydeligt mærke på ham, at det vækkede hans vrede at vide, at hun havde gjort sig nogle mandlige bekendtskaber i hans fravær. Det var måske ikke så smart lige nu, men hun havde jo ikke givet sig hen til nogle af dem. Sit hjerte havde hun endnu kun skænket Derick, som hun følelsesmæssigt havde holdt sig for sig selv. Det var kun det kropslige hun måske kunne have ønsket af dem, som hun ikke kunne benægte, at hun savnede at have en mand tæt. ”Det kunne der meget vel, men sådan ligger landet ikke, Derick. Jeg giver ikke mit hjerte til hvem som helst, og det er også derfor, at jeg ikke har været sammen med nogen! Jeg elskede dig endnu, så derfor kunne jeg ikke føle sådanne kærlige følelser for mulige bejlere. Jeg har ikke givet mig følelsesmæssigt eller kropsligt hen til nogen anden end dig, siden jeg tog imod din ring,” svarede hun sandfærdigt, inden en såret og skuffet mine måtte ramme hende. ”I al den tid vi har kendt hinanden, har du så slet ikke næret tillid til mig?” spurgte hun skuffet. Hun vidste godt, at hun engang havde været ham utro, men det var årtusinder siden! Han kunne desuden heller ikke blive ved med at straffe hende for det, hvis han nogensinde så en fremtid med hende. Det at hun pludselig måtte befinde sig i hans favn og mærke hans læber mod sine, måtte være noget af det sværeste hun nogensinde havde prøvet. Brændende ønskede hun at slå armene om ham og kysse ham, som hendes hjerte måtte skrige, at hun skulle gøre det. Hendes fornuft sagde dog noget andet, da de endnu ikke havde rodet tingene ud med hinanden, og så længe de ikke havde det, kunne han meget vel såre hende. Det var derfor med en stor kraftanstrengelse og selvbeherskelse, at hun slog blikket ned. At han så konstaterede, at hun ikke længere ønskede ham, fik hende til at bide tænderne hårdt sammen. Sit hoved valgte hun at trykke mod hans skulder, så hendes ansigt blev gemt, imens hendes fingre fik et lettere knugende greb om hans bluse, som hendes fingre fik fat i stoffet. ”Jeg elsker dig, Derick.. Jeg kan bare ikke tillade mig at kysse dig, så længe jeg ikke ved, om vi er sammen eller ej,” hviskede hun stille.

[Deleted]

Det måtte næsten sætte en panik i Dericks indre, som Denjarna tydeligvis ikke var ligegyldig for ham, hvor han kunne mærke at det måtte påvirke hans mørke i sit indre. Det var som om hun fik lavet et lille hul i den ellers så tykke mur, hvor hun nåede ind til ham, hvilket mørket i ham forsøgte at kæmpe imod. Det var som en indre kamp om hvad det var som skulle dominere i ham, hvor han vidste at hans nye person ikke huede hende, men han kunne ikke ændre på at han havde mørket i sig og at det konstant måtte påvirke ham, hvor det ikke var det samme som ved hende, for hun var blevet traumatiseret af oplevelser, han havde direkte fået plantet mørket i sig. Da hun så nævnte sin egen vildskab, måtte endnu engang det kække smil vælde op på hans blege læber. ”Men jeg kan godt lide din vildskab,” kommenterede han kækt, hvor smilet endnu engang måtte blive charmerende, imens de violette øjne måtte hvile intenst på hende. Det måtte et sted glæde ham at hun ville kæmpe for ham, hvor hendes ord også faldt i god jord hos ham. Han var dog ikke meget for det faktum at hun havde stiftet mandligt bekendtskab, men kunne det forundre nogen? Sidst det var sket, havde hun været ham utro. Hendes forklaring blev dog bedre, hvor han også lod neglene søge væk fra sine håndflader, som han faldt en anelse til ro. Hun løj ikke, så godt kendte han hende, men alligevel huede tanken ham ikke, eftersom hun havde taget imod smykker fra denne mand og hun havde også været ude på at komme over ham, som hun ikke engang havde gidet lede efter ham, derfor var han endnu ikke helt tilfreds. Han prustede let, som han kort vendte blikket væk fra hende, hvor hans arme var blevet lagt over kors ved det muskuløse bryst, som han lod fingrene tromme tænksomt over hans overarme. Han sukkede lydløst for sig selv, som han ikke rigtig kunne finde andet han kunne køre i, da han vidste at hun talte sandt. ”Nå..” endte han blot, som han lod det ligge, hvor han også troede på hende, skønt han stadig ikke var helt tilfreds, da det hele forekom ham besværligt. Han skævede let mod hende, da han hørte den skuffede tone. ”Jeg har skam altid stolet på dig smukke, men du kan ikke benægte at vi begge isolerede os efter dit sidespring, hvor det kun var os to de følgende årtusinder, vi så knap nok nogen andre, så hvem siger at vi havde holdt sammen, hvis vi ikke havde isoleret os?” spurgte han roligt, som han havde drejet hovedet igen og vendte blikket mod hende. Han havde skam stolet på hende, da hun også havde valgt ham frem for Gabriel tilbage i sin tid, men han kunne ikke lade vær med at tænke på hvad der mon var sket mellem dem, hvis de var blevet, hvis de ikke var flyttet væk, for det havde de jo netop gjort, så de var sikre på at ingen af dem ville flirte med en anden, så han kunne ikke lade vær med at spekulere over om det ville være sket, hvis de ikke havde isoleret sig. At hun greb om hans bluse og knugede den, for at gemme hovedet mod hans skulder, stirrede han blot mod ruinerne. Fraværende måtte han lægge armene omkring hende, som det næsten blot var en vant handling fra hans side af, når hun direkte knugede sig ind til ham. Han kyssede hende let på siden af hovedet. ”Men jeg har jo min mission.. den er jeg nød til at gennemføre..” svarede han lavmælt, som hendes ord igen havde gjort ham rolig.

[Deleted]

Det at han sagde, at han godt kunne lide hendes vildskab, vidste Denjarna ikke helt, om hun kunne tage seriøst. Hun havde trods alt ikke gjort tingene lette for ham, efter at hun var blevet traumatiseret gennem al torturen. Da de havde fundet hinanden igen efter flere århundreders adskillelse, havde hun næsten sparket ham til døde, som hun havde været så langt inde i sit eget mørke, at hun ikke havde kunnet se ham. Det var dog blevet en anelse bedre senere, som hun var blevet mindre voldelig overfor ham derefter. Hun havde dog stadig været præget af torturen, som hun havde været sindsforvirret, da hun lige pludselig var blevet mødt med kærlighed igen. Nu kunne man vel godt sige at rollerne var blevet byttet om, som det nu var ham der var præget af mørket, hvor hun selv var kommet tættere på sig selv igen. Hun vædede let de bløde læber, uden hun tog blikket fra ham. ”Du kan lide, at jeg slår dig?” spurgte hun stilfærdigt og betragtede ham med et hævet bryn. Hvis det var det han mente, så vidste hun ikke rigtigt, hvad hun skulle sige til det. Hun kunne altid slå fra sig, hvis hun blev pirret nok, men det var ikke just fordi hun nød at gøre skade på ham. Hun holdt trods alt af manden. Som hun fortalte ham, om hvordan hun personligt forholdte sig til andre mænd end Derick, så kunne hun godt mærke på ham, at han var begyndt at tage hendes forklaring til sig, hvilket måtte lette hende. Hun ønskede ikke at diskutere det med ham, når hun vidste, at hun ikke havde gjort noget forkert. Derfor svarede hun heller ikke på hans kortfattede tone, da hun var med på at lade emnet ligge, hvis han ikke havde mere at putte på det. Da han så spurgte ind til, om hun havde været ham tro, hvis ikke de havde isoleret sig, blev det hendes tur til at se væk fra ham. Hun hadede, at de skulle være så forbandet mistænksomme overfor hinanden! Der var dog den kendsgerning, at de begge var attraktive personer, og det havde deres forhold desværre altid lidt under. Selv troede hun dog ikke på, at hun ville have lavet et nyt sidespring, hvis det havde været hende muligt dengang. Blikket vendte hun igen sikkert mod ham. ”Derick.. da jeg tog imod din ring dengang valgte jeg dig, og kun dig. Jeg var nemlig parat til at ligge alt andet fra mig, som det var gået op for mig, at du var det mest betydningsfulde i mit liv. Jeg ved godt, at vi aldrig vil kunne få vist, om det ville have holdt eller ej, hvis vi var blevet her, men jeg håber på, at du tror på mig, når jeg siger, at min træng til flere mænd er røget,” svarede hun ærligt. Selv kunne hun også roligt sige, at hun også havde betvivlet han troskab, da hun altid havde vidst, at han havde følt noget for Elanya. Derfor lå det med om de virkelig havde holdt, ikke kun på hende. Som hun valgte at placere sig selv dybere i hans favn, vældede en længsel og et savn op i hende. Hun havde manglet at stå her, hvor hun nu kunne gøre det. Det gav hende også et ønske om aldrig at give slip igen, skønt hun vidste at det ville komme før eller siden. Armene han lagde om hende måtte varme hende, hvor hun ikke gjorde noget for at slippe fri denne her gang, som hun fortsat holdt fast i hans bluse, mens hun gemte sit ansigt væk. Ordene han udtalte smertede hende dog, som det var et tegn på, at de ikke kunne være hinanden tæt endnu. ”Jeg ved det,” hviskede hun dæmpet, hvor hendes stemme næsten måtte forekomme helt ulykkelig. ”Jeg ville ønske, at vi bare kunne være sammen nu… ingen dumme missioner eller andre personer.. bare os.”

[Deleted]

Selvom det var to vidt forskellige situationer, så kunne man stadig godt sige at rollerne var byttet om, som det denne gang var hende der var normal og sig selv, hvor Derick var den som var præget af mørket og han var bange for at det ikke blev så let at slippe ud af. Et sted kunne han jo godt lide det – når han var selv om ikke andet – for så følte han sig fri, så var der ingen forpligtelser, intet ansvar, så skulle han bare tænke på sig selv, men nu hvor han stod overfor Denjarna igen, var det som om hele facaden måtte krakelere, hvor hun plantede en følelse i ham at der fandtes det som var bedre end ensomheden og friheden, at forpligtelserne ikke var så dårlige igen. Da hun havde haft sit sidespring, og hun alligevel havde valgt ham, havde han selv lagt barnligheden og ungdommens vildskab fra sig, som han havde valgt at blive moden og holde sig til den kvinde, som var blevet hans hustru, uden at så meget som kigge efter en anden, hvor han bare havde ønsket at slå sig til ro og det havde de også gjort. Nu kunne det liv næsten forekom ham helt.. kedeligt. Han savnede eventyret, han savnede at være i gang, ja et sted savnede han jo også faren, skønt det var en ting man nok aldrig slap af med helt. Hendes ord fik en morende latter til at fylde luften, der dog var præget af mørket og kulden. Han vendte blikket kækt mod hende igen. ”Tja.. du tog jo sådan set mit liv, men det er jo så en ting jeg burde takke dig for, eftersom jeg er vampyr igen,” svarede han roligt, hvor smilet blev skævt. ”Men det var nu ikke just det jeg mente. Glem ikke at jeg forelskede mig i en vild, nådesløs og arrogant mørkelver, der ganske vidst ikke var bange for at slå fra sig, men som også gav mig det perfekte modspil, som kunne holde mig lidt i snor, når jeg selv blev for vild. I sandhed en perfekt kvinde,” tilføjede han i en charmerende tone, som han vendte blikket kækt og næsten flirtende imod hende igen. Altid havde mødt modgang, men de havde i sidste ende også altid holdt sammen, hvilket også var beundringsværdigt. Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord. Han selv havde også lagt flirten med andre kvinder fra sig, da han havde valgt at fri til hende, for selv havde han oprigtigt ønsket hende af hele sit hjerte. ”Det ved jeg.. og sådan har det jo også altid gået den anden vej,” svarede han sandfærdigt og med en rolig mine, som han ikke veg de violette øjne fra hendes smukke sølvgrå. Han havde giftet sig med hende, fordi han havde ønsket hende, alligevel kunne man ikke just sige at det var gået godt i sidste ende, som de var blevet skilt fra hinanden. At hun blev hos ham denne gang uden at afvise ham, var noget som også måtte røre noget inden i ham, hvor han blot blev stående med armene omkring hende. Hans ene hånd strøg hende ganske blidt over ryggen, hvor han vendte blikket ned mod hende. ”Den behøver ikke adskille os, Jarna.. måske jeg før eller siden skal gå, og måske jeg skal gennemføre den, men derfor kan du godt være min, som omvendt, ligesom du kan være min, resten af natten og dagen med, jeg bestemmer selv hvornår jeg vil gå,” hviskede han dæmpet mod hendes øre.

[Deleted]

Det at Derick nu måtte finde tosomheden kedelig, kunne Denjarna ikke hoppe med på. Hun savnede nemlig at have en ægtemand ved sin side, som hun kunne skænke al sin kærlighed til og bare leve lykkeligt med. Hun havde ikke længere et behov for at gå til højre og til venstre, som hun var blevet moden nok til kun at holde en person tæt. Det var måske spændende at få en ny flirt i gang, men i sidste ende bragte det ingen glæde, og hun håbede, at Derick kunne sætte sig enig i hendes tankegang. Hvis han ønskede at være flyvsk, så ville der opstå en naturlig barriere mellem dem, og det kunne hun ikke stå model til. Ikke igen. Hun ønskede noget oprigtigt, som man kunne vægte højst af alt. Det krævede bare, at hun fandt en mand der var i stand til at tøjle hende, for man skulle alligevel være i stand til at sætte hende på plads, hvis man ønskede at holde på hende. Nysgerrigt blev hendes blik helt naturligt, som han pludselig måtte slippe en morende latter. Det var længe siden hun havde hørt den. ”Det var nu ikke med min gode vilje, at jeg satte mig selv i den situation,” kommenterede hun. Den eneste grund til at det var sket, var fordi hun var blevet fyldt med vrede, da han havde fortalt, at han havde dannet par med Elanya, mens hun havde været væk. En vrede hun havde ladt gå ud over ham, som hun komplet havde drænet ham for blod, hvor hun i sidste sekund havde fortrudt og reddet hans liv i stedet. Godt nok som vampyr igen. ”Den del har jeg skam stadig i mig, men jeg må indrømme, at det ikke er det jeg vægter højest længere. Jeg har lært gennem tiden, at der er så meget mere i verdenen end det.. Du har lært mig, at der er mere end vildskab og arrogance. Men er det den kvinde du ønsker, at jeg skal være igen, Derick?” spurgte hun stilfærdigt, som hun endnu ikke kunne gengælde flirten med ham. Hun kunne ikke være den kvinde længere, og hun skulle vide sig sikker på, at han stadig kunne lide hende, selvom hun var faldet langt mere til ro. Det glædede hende, at roen havde sænket sig over dem, da hun ikke just nød, at de prøvede at bide hovederne af hinanden. ”Det glæder mig at høre,” sagde hun roligt. Da hun havde sagt ja til ringen, havde hun også sagt ja til et liv kun med ham, og det havde passet hende perfekt. Det passede hende også helt fint den dag i dag. Som hun gled ind i hans favn, lod hun sine øjne glide i. Trygt måtte det forekomme hende at stå i den særdeles velkendte favn, som han havde holdt om hende flere gange end hun anede. Som hun stod der, ønskede hun desværre heller ikke, at det nogensinde fik en ende. Hun var desværre klar over, at de måtte slippe hinanden før eller siden, hvor de allerlængst kunne trække den til daggry. Hans hviskende tone tæt på hendes øre, måtte helt få en sitren til at løbe gennem hendes krop, hvor hun trykkede sig selv tættere ind til ham. Den blide hånd der strøg hende over ryggen, nød hun også, hvor hun heller ikke så, at den nogensinde stoppede. ”Jeg ønsker at være din.. Jeg er bare bange for, at det vil være for skræmmende for mig at se dig gå igen,” hviskede hun dæmpet. Hvad der ville ske, når hun slap synet af ham, vidste hun ikke, men hun var bange for, at hun ikke ville få ham at se igen.

[Deleted]

De havde begge forandret dem en del igennem årene, fra den aften de mødte hinanden på kroen, for allerførste gang. Den eneste plads der havde været fri havde været hos denne smukke mørkelver, der sjovt nok havde siddet alene, skønt Derick var sikker på at der var mange der havde forsøgt at sætte sig hos hende før han var kommet. Hendes udseende var klart faldet ham i god smag fra starten af, som hun havde båret de flotte træk fra en elver, hvor det bedste naturligvis havde været det at hun var fra mørket. Som mødet var gået var de også faldet i en god snak, skønt han ikke længere kunne huske hvad den gik ud på, han kunne bare huske at de havde flirtet, hvor de havde rykket sig tættere og tættere på hinanden, hvor han til sidst var blevet skubbet ind i hende af den proppede mængde, som havde resulteret i et kys, som var blevet til en hed snav som havde ført dem til at hun var taget med ham hjem og det havde uden tvivl været en uforglemmelig nat, hvor de til sidst også var blevet enige om at danne par. Tanken om at de to ledere; vampyrerne og mørkelverne, var fundet sammen, havde ikke helt været velset og alligevel havde de fået det til at fungere. Deres forhold var dog gået op og ned ad bakke siden dengang. ”Du beviste i hvert fald, at du kunne give mig bank,” svarede han morende, som smilet blev skævt. Han havde bare været en fuld warlock, da han var stødt på hende, skønt hun havde lignet sig selv og han havde snart været bange for at han havde hallucineret, at det så var nyheden om hans lille forhold med Elanya, der havde fået hende til at flippe, det forstod han godt, hvor hendes straf også havde været fortjent; hvis man da kunne kalde det for en straf. Han måtte for en kort stund tænke over hendes ord, hvor han også kort så væk fra hende. Var det vigtigere? Var det bedre at være med andre frem for alene? Lykkelig havde han jo trods alt været. Han sukkede lydløst for sig selv, som han måtte se tænksomt på den store nattehimmel. ”Jeg har altid elsket dig for den du var, og jeg værdsætter en loyal partner, eftersom jeg ikke tolerere utroskab – og det ved du jo nok også – jeg har altid villet have dig for mig selv, men derfor har jeg altid nydt den person du var,” svarede han roligt og sandfærdigt, som han så fra nattehimlen og tilbage mod hende igen, hvor han var blevet noget mere rolig i sin mine. Et sted kunne han jo ikke komme udenom at alle tankerne og minderne om deres forhold, fik ham til at savne hende igen, selvom noget i ham forbød ham at springe i med begge ben, men alligevel synes det ikke til at det var noget han lyttede efter, som han ønskede at tilbringe lidt tid med hende igen. At hun blev stående i hans favn og tilmed trykkede sig tættere på ham, gjorde ham selv rolig, hvor han fortsatte de blide strøg over hendes ryg. Han lagde roligt hovedet ind mod hendes, hvor han betragtede omgivelserne, imens han lyttede til hendes ord. Han tænkte over dem for en stund, inden han roligt rettede sig op, hvor han lagde hænderne mod hendes skuldre, så han kunne holde hende ud for sig og fange hendes opmærksomhed igen. ”Hvad så hvis jeg garanterer dig at jeg vil komme tilbage igen?” Han tog roligt om den halskæde han bar, hvor han trak den af hovedet, for at lade den glide over hendes så det var hende der bar den. ”Det er en magisk halskæde, der gør at jeg kan vandre i sollys, behold den til jeg kommer tilbage og nyd et par dage ud i solen.”

[Deleted]

Denjarna måtte trække en anelse på mundvigen til hans ord. Man kunne i den grad sige, at hun havde givet ham en del høvl, efter at de havde fundet hinanden igen. Da de først havde mødt hinanden ved søen, havde hun været opslugt af mørke, hvor han havde antændt hendes vrede, da han havde angrebet hende. Der havde hun endt med at sparke ham halvt fordærvet, som hun havde formået at brække en del af hans knogler, og give ham nogle trykkede ribben. Et par nætter efter havde hun næsten dræbt ham, da han havde fortalt, at han havde været sammen med hendes største fjende. Tom for blod havde hun næsten suget ham, inden hun var blevet grebet af panik, hvor hun havde omgjort ham i frygt for at miste sit livs kærlighed. Sidste gang hun havde valgt at gå amok på ham var faktisk i nat. Der havde hun startet mødet ud med at give ham en flad, da hun havde været ulykkelig over, at han havde forladt hende igen. Det var dog gået op for hende, at han var blevet tvunget væk fra hende. Derefter havde hun givet ham to hårde skub i brystet, og næsten en ny lussing, skønt han havde afværget den. Nu stod hun ganske roligt, som hun holdt arme og ben i ro, da hun ikke længere følte den samme indebrændte følelse, som hun førhen havde gjort. ”Jeg har heller aldrig sagt, at jeg er en svag kvinde,” svarede hun lettere morende. Hun havde skam et stort temperament, hvis bare man fandt nøglen dertil, og det havde Derick været afsindig god til på det seneste. Hun ønskede dog ikke at det skulle gå hen og blive en vane, at de mødtes på denne voldelige måde, da hun langt hellere ville holde ham tæt. Underligt forekom det hende helt, at de efter et par måneder måtte gentage deres forrige samtale, om de skulle finde sammen igen eller ej. Det endte altid på den samme måde, så hun kunne vel allerede gætte sig frem til, hvad udfaldet ville blive? Inderst inde kunne hun jo ikke undvære ham i sit liv, som hun også før havde fortalt ham, at et liv uden ham ikke var et liv. ”Jeg kunne heller ikke drømme om at være utro igen.. og jeg håber også, at min mand deler den samme mening, da jeg heller ikke ønsker at blive bedraget. Men Derick… ønsker du oprigtigt at stå ved min side igen? Vil du elske mig, som du altid har elsket mig?” spurgte hun stille. Hendes blik hvilede på ham, som dette var ganske vigtigt for hende. Roligt så hun ind i hans utrolige violette øjne, som hun var så vant til at se ind i. En ekstraordinær farve havde de, som hun ikke kendte nogen anden der havde øjne som ham.
Tryg gjorde det Denjarna at stå i hans favn, hvor hendes krop også begyndte at slappe af, som han strøg hende over ryggen. Hans hoved mod sit var også en kærkommen vægt at mærke. Som hun stod her i hans favn kunne hun virkelig mærke, hvor meget hun egentligt havde savnet ham. Hun havde prøvet at komme sig over ham, da hun ikke havde ment, at hun kunne gå rundt og være ulykkelig over tabet af ham, resten af sit liv. Det havde så vist sig at være en sværere opgave, da hun aldrig havde glemt ham, hvor han også var grunden til, at hun endnu ikke havde været sammen med en anden mand, selvom hun havde fået tilbuddet. Da hun pludselig måtte mærke, hvordan han trak hende en anelse væk fra sig, begyndte hun automatisk at knuge endnu mere om hans bluses stof. Hun frygtede helt, at han ville stikke af, hvis hun gav slip på ham, og det måtte han slet ikke nu! Da det så viste sig, at han ikke stak af, blev hun langsomt mere rolig igen, skønt hun aldrig gav slip på ham. ”Kan du virkelig give mig dit ord på, at du vil vende tilbage til mig denne her gang?” spurgte hun dæmpet og håbefuldt. Hun ønskede brændende at tro på, at han ikke ville snyde hende denne her gang, men alligevel var hun mere end bange for at det ville ske igen. Hun ville sikkert også først tro på ham, når han virkelig indfriede sit løfte og kom tilbage til hende. Blikket lod hun følge hans bevægelser, som hun så, hvordan han trak en halskæde af sin egen hals, så han i stedet kunne ligge den om hendes. Da han så sagde, at hun ville kunne færdes i solen med den, blev hun fuldkommen paf. Hun havde nemlig ikke set solen siden … siden den nat hun blev omgjort til vampyr. Længslen efter dagslyset måtte også helt krible i hende, som han virkelig gav hende en mulighed for at se noget af det, som hun ellers savnede utroligt meget. ”Kan den virkelig gøre, som du siger? Og vil du virkelig lade mig gå med den? Du skal ikke selv bruge den?”

[Deleted]

Denjarna havde aldrig været en svag kvinde, hvilket jo også altid havde været det som Derick havde nydt og elsket ved hende. Hun havde måske ikke været den mest fysisk stærke som mørkelver, men til gengæld havde hun altid været en kløgtig kvinde som altid havde formået at finde en vej ud af sine problemer, hvor styrke heller ikke var ensbetydende med sejr. Hun havde dog formået at give ham et ordentlig lag tæsk, da de havde set hinanden igen nede ved den sorte sø, som han den gang havde været den menneskelige, hvor hun havde været den store og stygge vampyr, hvor hun også kun lige var kommet ud af fangenskab, og havde rendt psykotisk rundt, og det måtte næsten forekomme ham helt komisk at hun havde banket ham til plukfisk. Han trak lidt mere på smilebåndet, som hun selv så ud til at more sig over det. ”Nej.. din styrke har jeg altid beundret dig for, som den altid har betaget mig,” svarede han oprigtigt, som smilet ikke falmede, hvor han var faldet langt mere til ro end hvad han havde været til at starte med, og særligt da han havde fundet ud af at hun havde fået sig en ny ’ven’. Han havde dog hørt i hendes stemme at hun havde talt sandt, så han måtte jo også tro hende. Han lod hovedet søge let på sned til hendes ord, hvor et skævt og endnu engang et charmerende smil spillede over hans læber. Det glædede ham at hun ikke ville være ham utro, da han nok slog den næste ihjel som bedrog ham, han selv satte dog loyalitet højt og vidste at det derfor også skulle være gengældt, han selv var også blevet langt mere moden, så han var heller ikke selv typen der hoppede fra tøs til tøs. Han greb om hendes hånd og snurrede hende let rundt om sig selv, som havde det været en dans. ”Min elskede Denjarna.. hvorfor skal du altid have alle svar direkte på et sølvfad? Hm? Nyd nu mystikken lidt,” svarede han i en lokkende tone, som han trak hende ind til sig igen, hvor han smilede kækt. ”Desuden vil du altid ligge i mit hjerte, her vil du altid have en særlig plads,” tilføjede han dog mere seriøst, hvor det også var oprigtigt.
At hun var tryg ved at stå i Dericks favn kunne han næsten fornemme, hvor det også måtte få en ro til at lægge sig i hans egen krop. At hun så også måtte holde endnu bedre fast i hans bluse, da han valgte at holde hende ude for sig, måtte et sted more ham, da hun pludselig virkede desperat for at få ham til at blive, skønt hun tidligere selv havde været frygtelig tæt på at gå væk fra ham. Hans mine blev en anelse overbærende til hendes ord. ”Du ved godt at jeg ikke kan give dig mit fulde ord på det, da jeg ikke ved hvad fremtiden kan bringe, men jeg kan love dig at så snart jeg får muligheden for det, så vil jeg opsøge dig igen,” forsikrede han hende, hvor han løftede den ene hånd og strøg hende over kinden, inden han gav hende sin halskæde på, så den kunne være en form for garanti for at han ville komme tilbage. ”Den kan lade dig gå i sollyset ja. Og nætterne er ved at blive længere, så jeg overlever nok uden den i et stykke tid. Desuden går jeg ud fra at du godt kan passe på den, og så kan det være at du kan tage den anden halskæde af i mellemtiden,” svarede han roligt, inden hans mine blev en anelse sigende, som han stadig ikke var tilfreds med at hun gik rundt med et andet smykke som hun havde fået af en anden mand, dog hvilede smilet stadig på hans læber. ”Desuden.. så vil jeg gerne nyde noget mere tid med dig, inden jeg søger videre.”

[Deleted]

Denjarna vidste godt, at hendes fysiske styrke måtte komme fra vampyren i hende. Da hun var blevet omgjort, var hendes krop nemlig blevet gjort hård, som have det været marmor. Hvis hun blev mørkelver igen, så ville den styrke naturligvis forsvinde, hvor hun garanteret ikke ville være i stand til at slå ham til plukfisk igen, men det kunne hun nok godt overkomme. Som mørkelver kunne hun altid træne sig bedre fysisk i stand, så hun stadig ville være i stand til at give nogle gode markerende slag. Hun vidste trods alt allerede, hvor hun skulle ramme, hvis det skulle gøre ondt. ”Så er det et held, at den stadig er i mig,” svarede hun morende. Det var ikke kun fysisk hun var stærk, som hun derimod også altid havde haft et godt sind. Hun havde også været leder af en race før, og det krævede trods alt også, at man havde en del mellem ørerne, hvilket hun så også havde! Smilet på hans læber var et hun nød, som det måtte glæde hende, at de alligevel var nået frem til et punkt, hvor de kunne tale sammen i ro og mag. Hun ønskede heller ikke at skændes med ham, hvor hun derimod allerhelst ville være lykkelig med ham, hvis hun helt selv kunne bestemme. Men selvom stemningen var begyndt at lette mellem dem, så kom han næste handling direkte bag på hende! Det var med et gisp, at hendes fødder lige pludselig måtte sætte i gang, som han svang hende rundt om sig selv, hvor hun ikke kunne gøre andet end at følge med, da han havde taget fusen på hende. ”Det ville forenkle min sag betydeligt, hvis bare du gav mig et svar,” sagde hun med et smil på læben, som han trak hende ind til sig. Det kunne måske være rat at nyde mystikken, men hun måtte indrømme, at det var svært når hun frygtede, at han bare ville forlade hende på den ene eller anden måde. Hun ville hellere end gerne slappe af, men det var svært efter alt det der var sket. Hun ønskede dog at give dem en chance til, hvor hun håbede, at også han delte den mening. ”Jeg tillader heller ikke, at det kommer en anden og stjæler den,” svarede hun kækt og dog sandfærdigt, mens hun let lod sine fingre glide over hans bryst, hvor hans hjerte sad.
Mange ting havde ændret sig, som de havde stået her og snakket. Denjarna havde været sur og ufatteligt ked af det, som hun havde set ham igen, hvor hun nu var ved at falde til ro, som han var begyndt at behandle med lidt mere respekt igen. Det kunne godt være, at hun før havde ønsket at gå, men nu kunne hun ikke bære tanken om at blive adskilt fra ham igen. Dumt var det måske, da hun end ikke vidste, om de virkelig havde en fremtid sammen. Hun kunne bare ikke ændre på, at hun elskede manden, hvor det også var gået op for hende, at det var noget hun altid ville gøre. Det glædede hende derfor heller ikke at høre, at han ikke kunne love hende at komme tilbage. Derfor slog hun også blikket trist ned i jorden, mens hun mærkede hans hånds blide strøg. ”Jeg ved godt, at du ikke kan give mig dit ord.. Du skal heller ikke sige noget til mig, som du muligvis ikke kan holde i sidste ende. Det piner mig bare, at det må være sådan her,” svarede hun stille, inden hun løftede blikket, som han gav hende halskæden på. ”…tak.. Du aner ikke, hvilken drøm det er for mig at få solen at se igen. Men jeg skal nok passe på den, indtil du kommer tilbage og kræver den igen.” Det var en fantastisk gave han gav hende, skønt hun vidste, at den kun var midlertidig. Halskæden var trods alt ikke hendes, hvor hun nok skulle give ham den igen, når han bad om den. At der samtidig var en hentydning om, at hun skulle ligge den anden halskæde fra sig, omfangede hun skam. Hun havde dog ikke i sinde at smide halskæden fra Vladimir væk, da hun var glad for den, og manden havde ikke været andet end god ved hende. ”Det vil jeg ikke stoppe dig fra at gøre.”

[Deleted]

Denjarnas styrke havde været noget stærkere end Dericks da han havde været warlock, hvor han ikke havde været nær så hårdfør, hvor hun også havde formået at brække nogle af hans knogler, samt trykke nogle af hans ribben. Det havde så hurtigt healet, da det var sket da hun havde omgjort ham til vampyr, hvor han var vågnet op helt perfekt i hud og krop, følt sig frisk som en havørn, skønt hun jo faktisk havde taget hans liv. Han trak morende på smilebåndet, hvor han blinkede let til hende. ”Jah.. men nu overgår jeg dig endnu engang, snuske,” svarede han morende og lettere drillende, som smilet blev kækt og selvsikkert. Nu var han selv vampyr, så nu kunne han endnu engang hamle op med hende, hvor hun ikke kunne give ham bank igen. Hendes lussing havde heller ikke været særlig hård, som den havde været da hun havde skænket ham en, da han havde været warlock og de havde set hinanden ved søen, for der havde han jo kysset hende og hun havde ikke kunnet genkende ham. At hun gispede da han kort måtte snurre hende rundt om hende selv, måtte han trække en anelse på smilebåndet, som hun hurtigt endte sikkert i hans favn igen, hvor hans violette øjne måtte betragte hendes smukke sølvgrå. Det var øjne han havde savnet at se ind i. At det ville forenkle tingene for hende vidste han godt, han var bare bange for at han ikke kunne leve op til hendes forventninger, når han tydeligvis var fuldstændig skruet fra hinanden og ikke var sig selv. Men hun havde sjovt nok formået at få ham til at falde til ro igen. ”Det ved jeg.. men hvem siger at jeg vil gøre det let for dig? Så vil det jo blive alt for kedeligt,” svarede han drillende, hvor et flabet smil gled over hans læber, som han blinkede let til hende. At hun så måtte lade nogle fingrer stryge ham over brystet, fik det det helt til at sitre i hans krop, hvor han betragtede hende for en kort stund, inden han igen måtte trække en anelse på smilebåndet, som det denne gang var hende der blev kæk i tonen. ”Uanset hvad, vil du altid have en plads i mit hjerte, Jarna, det er der ingen der kan tage fra dig,” svarede han roligt og dog oprigtigt. Hun ville altid have en betydning for ham, eftersom han ikke ville kunne glemme de år de havde haft sammen. Han kunne dog ikke love hende hvad fremtiden ville bringe og et sted vidste han jo faktisk ikke om han ville overleve sin mission, skønt han dog var rimelig sikker på det, for han havde bestemt ikke tænkt sig at miste livet! ”Jeg skal nok komme igen Denjarna.. jeg vil gøre mit bedste for det,” lovede han hende, som han fortsatte de blide strøg over hendes kind, indtil hun så på ham igen. ”Jeg kunne godt forestille mig at du savner synet af det, så det er vel bare på tide? Det tænkte jeg nok, så har du lidt at se frem til, indtil jeg kommer igen,” svarede han med et skævt smil. At hun ikke ville stoppe ham fra at nyde tiden med hende, forundrede ham et sted ikke, alligevel blev hans smil en anelse sigende. ”Virkelig? Jeg troede ellers at du var på vej væk fra mig,” påpegede han morende, hvor han ikke tog blikket fra hende.

[Deleted]

I sin vampyrskikkelse måtte Derick nok være stærkere end Denjarna, men det betød nu heller ikke det helt store for hende. Han ville jo aldrig bruge sin styrke på en negativ måde mod hende, så derfor følte hun ikke for at løfte en finger angående den sag. Det var dog rart at vide, at hun ikke længere kunne banke ham sønder sammen, da hun oprigtigt havde fået en dårlig smag i munden, da hun havde fundet ud af, at det havde været Derick hun havde skadet nede ved søen, og ikke en tilfældig mand. Det ville ikke længere være hende muligt, og hvor sur hun end skulle blive på ham i fremtiden, så havde hun det fint med, at det måtte være sådan i den anden ende. ”Skal vi tage en duel for at se om det virkelig er tilfældet?” spurgte hun smilende, mens hun betragtede ham med et løftet øjenbryn. En duel ville nok ikke komme på tale mellem dem, da hendes temperament var faldet igen, og hun vidste, at han aldrig ville skade hende. I al den tid hun havde kendt ham, havde han end ikke givet hende et lille slag, så hun tvivlede stærkt på at det var tilfældet nu. Den lille snurrerundt tur omkring Derick var noget der måtte sætte gang i hendes system, som hun ikke just havde ventet en så munter handling fra hans side af. Det hele måtte forekomme hende en smule underligt, da det hele så let og ligetil ud lige nu. Inderst inde var hun dog afsindigt bange, når hun så på ham, da hun frygtede for sit hjerte. Hun frygtede, at hun ville fortabe sig i ham igen, så han i sidste ende igen kunne ødelægge hende. Samtidig med det, så håbede hun også bare på, at det ikke ville være udfaldet mellem dem. Hun ønskede at stole på ham, men let var det ikke, da hun var blevet så vant til at miste ham, samt han ikke gad fortælle hende, om han ville gøre et forsøg mellem dem eller ej. ”Derick… Jeg frygter, at du leger med mig,” sagde hun sandfærdigt. Hun ønskede ikke at ødelægge den gode stemning, men han skulle vide, at hun altså var bange, når hun ikke vidste, hvad der ville ske. Han sagde jo, at han ikke var sig selv endnu, så hun kunne ikke vide, om han overhovedet var parat til at være hendes mand igen. Bevægelsen i hans krop mærkede hun godt, men hun kommenterede den ikke, som hun blot lod sine fingre stryge over hans bryst, inden hun roligt trak hånden til sig igen. ”Det er en viden der varmer mig,” svarede hun ærligt. Det var en skræmmende tanke at gå med, at hun ikke vidste, om hun ville få ham at se igen, når de engang skiltes. Han gav hende måske sit bedste for, at han vendte tilbage igen, men hun tillod sig ikke at tro på ham. Hvis hun satte sin lid på, at han ville vende tilbage til hende, ville hun måske ende med at få sit hjerte knust, og det var hun bestemt ikke interesseret i! Hun ville tage den en nat ad gangen, og hvis han virkelig kom tilbage til hende, så måtte hun jo give sig. ”Bare kom tilbage,” endte hun kortfattet med at sige. ”Det er på tide. Jeg har ikke set solen, siden jeg blev omgjort til vampyr.. Jeg frygter næsten helt, at mine øjne ikke vil kunne klare at se på lyset,” sagde hun stille. Sidste gang hun var kommet for tæt på solen, var hun blevet forbrændt noget så forfærdeligt! Det havde været, som hun havde stået ude på balkonen lidt for længe med Vladimir. Heldigvis havde sårene healet, hvor man ikke længere kunne se spor efter lige netop den skade. ”Frist mig ikke,” sagde hun i en drillende tone. Som han havde stoppet hende, kunne hun ikke længere få sig selv til at gå nogen steder. Om det var godt eller ej måtte tiden jo vise.