Long time no see

[Deleted]

Derick var desværre nød til at spille dette spil, eftersom han faktisk ikke havde noget andet valg. Hans liv afhang af resultatet af hans mission, hvor han var nød til at gennemføre den, hvis han ønskede at overleve. Han regnede ikke med at hun ville forstå, da det nok var svært at sætte sig ind i, eftersom han ikke kunne fortælle noget om det. Han arbejdede dog under en anden, så han var ikke fri, skønt det var hvad han følte sig personlighedsmæssigt, eller det havde han gjort, lige indtil han stod overfor Denjarna igen, hvor han havde troet at han ville være upåvirket, men det var han ikke. Det måtte næsten irritere ham at hun skulle komme og ødelægge det hele, og alligevel følte han også en anden følelse i sig, ved at se hende igen.. lettelse? Glæde? Han var ikke helt sikker. Han vendte blikket mod hende til hendes ord. ”Det er jeg bange for at jeg bliver nød til Denjarna. Mit liv afhænger af det,” fortalte han sandfærdigt, hvor hans violette øjne måtte se ind i hendes smukke og dog triste og vrede sølvgrå. Altid havde hun været en smuk kvinde i hans øjne, som hun allerede under deres første møde havde fanget ham og gjort ham forelsket. Hun havde formået at fange ham i sit spind og at stå overfor hende igen, måtte også påminde ham alt det de var gået igennem på både godt og ondt. Han trak let på de brede skuldre. ”Det kommer vel an på hvordan man ser på det,” svarede han roligt, som hans blik kort gled tænksomt ud mod omgivelserne, inden det faldt tilbage mod hende. På trods af at hun stod og var vred, stod og blev kold samt hun var såret, så måtte han alligevel føle sig draget mod hende, hun var smuk, samt hun var hans gamle kærlighed, han havde altid elsket hende og en del af hans hjerte ville altid tilhøre hende, uanset hvad der skete – og det var det som han godt kunne mærke i øjeblikket. Han måtte trække kækt på smilebåndet, som hun blev kølig i tonen og sagde at det måtte være en endeløs diskussion. ”Mm.. du er så sexet når du er vred,” svarede han i en charmerende tone, som hans mine næsten måtte blive helt flirtende. Synet af hende, lyden af hendes stemme og hendes søde duft måtte alt gøre ham helt betaget af hende igen, hvor han et sted havde savnet hendes selskab på trods af at hun var vred og såret. At hun så hævede stemmen og blev mere hidsig, fik ham til at lade hovedet falde på sned, som forundrede hendes udbrud ham. Han vidste godt at hun var vred, hvor det nok også var forståeligt, men hun virkede selv forandret, hvor han selv måtte blive nysgerrig på hvad der var sket i de måneder for hende. At hun så skubbede ham til side og fortsatte væk, fik ham til at se efter hende i et stykke tid. Skulle han lade hende gå? Det var nok for det bedste, da han tydeligvis kun gjorde det værre, men.. han følte ikke at han kunne. I en hurtig bevægelse endte han foran hende igen, hvor han stillede sig i vejen for hende, skønt han forholdt sig stille og rolig, hvor han betragtede hende. ”Jeg sagde ikke at du var ligegyldig for mig, desuden burde du vide at du altid vil have en særlig plads hos mig, jeg har skam ikke glemt hvad vi har været igennem, vores år sammen. Jeg sagde blot at jeg i øjeblikket ikke har tid, og det har jeg ikke, mit liv afhænger af det. Desuden så forlod jeg dig ikke med min gode vilje, for sidst ønskede jeg oprigtigt at starte forfra med dig, det er blot ikke muligt for mig at fortsætte lige nu. Desuden.. du kan tydeligvis ikke lide mit nye jeg og jeg tror ikke det ændrer sig. Den mand.. gjorde noget ved mig, opvækkede mørkede..” fortalte han roligt og dog sandfærdigt.

[Deleted]

Det var svært at forstå for Denjarna, hvilket spil han talte om. Han snakkede om et mørkt spil, en anden mand, samt med livet som indsats. Det var alt sammen forvirrende oplysninger at gå rundt med, hvor hun ikke vidste, hvad hun skulle sige til det. Hun havde altid ønsket at støtte ham, da han jo havde været hendes mand igennem årtusinder, så hun følte en naturlig lyst til at hjælpe ham, da hun trods alt elskede ham. Hun kunne dog ikke få sig selv til at kaste sig i armene på ham, da hun ud fra det hele kunne se, at hun ville blive afvist i den sidste ende. Lige nu så det ud til, at der kun var ham selv i hans verden, og den kunne hun ikke komme ind i. Desuden, hun ønskede kun at stå med ham, hvis det virkelig kunne være sammen. Ellers ville det bare ende med, at han ødelagde hende helt, og hun var nødt til at værne om sig selv. ”Hvis dit liv afhænger af det, så er der vel ikke så meget at rafle om,” svarede hun kortfattet. Hun ønskede trods alt ikke, at han døde, da hun alligevel havde svært ved at forestille sig en verden uden ham, når han eksisterede. De havde trods alt været igennem så meget, at hun aldrig kunne være helt ligeglad med ham. Om den følelse var gengældt fra hans side af, blev hun dog helt i tvivl om, da han forekom hende så kold, selvom han talte roligt. Det lød også som om, at han var glad for sin nye person, og det var bestemt ikke en følelse hun ikke dele med ham. Lige nu var han ikke den mand, som hun altid havde elsket, og det var kun den mand hun ønskede at se ham som. På den front måtte det næsten også betyde, at de langsomt blev ledt væk fra hinanden. Måske havde det i virkeligheden været en fejl, at de havde taget hinanden tilbage? Hun kunne dog ikke se sådan på det, da hun trods alt altid havde set på ham som manden i sit liv. Da han så pludselig reagerede helt flirtende over for hende, som han lagde an på hende, trykkede han også på en helt forkert knap i hende. Det fik hende til at sende en flad hånd over hans ansigt igen, som hun måtte stikke ham en ny lussing i en følelse af afmagt, hvilket også var at se i hendes blik. ”Stop, Derick!” svarede hun hårdt. Eller hun forsøgte at lyde hård, som hendes stemme alligevel var fulde af sorg. Der gik heller ikke lang tid efter det, før hun fik sat i bevægelse, som hun prøvede at gå væk fra ham. Hun følte nemlig, at hun var nødt til at tvinge sig selv væk fra hans søgefelt, da hun følte, hvordan han måtte tynge ned. Hun ville gerne være sammen med ham, men ikke på denne måde. Han gjorde hende ked af det og vred, og hun var nødt til at beskytte sig selv. Det var nemlig blevet gjort tydeligt for hende, at han ikke kunne give hende nogen glæde, da han i øjeblikket ikke ejede nogen situationsfornemmelse, samt han selv havde sagt, at det ikke kunne blive dem, som de ellers havde aftalt. Hastige måtte hendes skridt også være, skønt hun ikke direkte løb væk fra ham. Hun vidste dog godt, at han havde muligheden for at stoppe hende, da hun på ingen måde bevægede sig så hurtigt, som hun kunne! At han så også gjorde brug af sin fart, hvor han pludselig stod foran hende igen, fik hende til at stoppe op, da hun ellers ville ramle ind i ham, og hun skulle bestemt ikke ende i hans arme! ”Jeg ved udmærket, hvad vi har været igennem gennem tiden! Det føles bare ikke som om, at du værdsætter det længere! Når jeg ser dig ind i øjnene, kan jeg dårligt nok finde min ægtemand. Det føles som om, at jeg har mistet al betydning for dig. Og det, at du er forandret, kan jeg bestemt ikke lide, men det kan du åbenbart, så på den måde kan vi aldrig affinde os med det jo!” sagde hun såret, mens hendes blik hvilede på ham. ”Nytter det overhovedet, hvis jeg spørger ind til, hvem denne mand er? Du vil tydeligvis ikke fortælle mig, hvilken opgave du er blevet pålagt jo.”

[Deleted]

At Denjarna ikke kunne forstå sig på Derick og hans nye liv, eller snarere hans nye mission i livet, forstod han godt, da han heller ikke selv forstod hvorfor han skulle kastes ud i dette mareridt af mørke og tomhed. Man skulle næsten tro at hans sjæl var væk, skønt den endnu var der, det var nok snarere et mørke som havde lagt sig over den og lod ham blive forgiftet og som formørkede hans sind, hjerte og sjæl. Han vendte de violette øjne mod hende igen, som hun tydeligvis var skuffet over ham, som hun var såret og vred, hvilket han godt forstod, for han havde jo faktisk ødelagt hendes lykke. Han havde sagt at han gerne ville starte forfra med hende, hvilket han også havde ønsket, men desværre havde skæbnen ikke været med dem, som den derimod havde tvunget dem fra hinanden – igen. Det var næsten typisk for de to. Han trak let på skuldrene. ”Ikke i øjeblikket,” medgav han roligt, hvor han betragtede hende med en stille mine. Han kunne desværre ikke være der for hende i øjeblikket, da han var en mand som var tidspresset af en mørk og hemmelig mission, som han var nød til at gennemføre for at kunne blive fri, for at slippe ud af den kattepine som han var endt i. At hun hidsede sig op, var noget som et sted måtte behage ham, som hun udstrålede styrke, skønt hun inderst inde var i sorg og var såret, men han kunne ikke komme udenom at hun betagede ham, som hun altid havde gjort. At hun så slog ud efter ham igen, for at skænke ham endnu en lussing, var han denne gang forberedt på, som han løftede sin ene hånd og greb omkring hendes, så han afveg hendes slag. Han klemte let omkring hendes hånd, som han førte den hen til sine læber, hvor han kyssede hende blidt mod den forreste kno. ”Men det passer. Jeg har altid nydt din styrke, din fyrighed, din vildskab,” svarede han i samme charmerende tone, som smilet blev flirtende igen, hvor han holdt om hendes hånd og lod sin tommel stryge hende over fingrene. Et sted måtte han næsten hade at hun skulle formå at betage ham på denne måde, da han havde troet at han ville kunne klare et møde med hende uden at blive påvirket, men det kunne han tydeligvis ikke. Han forstod sig dog godt på hendes vrede, hvor den nok også var fortjent. At hun stoppede op, inden hun gik ind i ham, sagde han intet til, hvor han selv blev stående, med hovedet en anelse på sned. ”Denjarna.. uanset hvad, vil du altid have en særlig betydning for mig, desuden er jeg ikke ligeglad, skønt jeg måske udadtil virker som det,” svarede han roligt, som han mindskede afstanden ved at tage nogle skridt mod hende. ”Du vil altid være min særlige pige, min første hustru – muligvis også den sidste,” tilføjede han roligt, som han løftede hænderne i et forsøge på at skulle stryge hende over armene. At hun så spurgte indtil hvem manden var, måtte han endte helt forvirret i minen, som han rynkede brynene og blev tænksom. Han forsøgte at huske manden, men han måtte erkende at han faktisk slet ikke kunne huske hans ansigt. ”Jeg.. Jeg ved det ikke… Jeg kan bare huske mørket, en mørk silhuet,” svarede han i en dæmpet og næsten hel hviskende tone.

[Deleted]

Denjarna måtte endnu engang bide tænderne sammen, så hun mere eller mindre kunne kontrollere sine følelser udadtil. Alt var på spil hos hende lige i øjeblikket, som hun måtte føle alle de følelser man nu engang kunne føle. Hun var vred over det faktum, at han havde forladt hende endnu engang. Vred over, at hun elskede ham, og at han kunne såre hende på den måde. Såret over at få sit hjerte knust igen og vide, at de ikke længere var sammen. Glad over at vide, at han var i live. Forfærdeligt var det for hende, hvor hun ikke vidste, om hun skulle flygte eller blive. Hun ville trods alt gerne høre, hvad han havde at sige, da hun havde kendt ham for længe til, at hun bare kunne vende ham ryggen. På den anden side frygtede hun, at hun blev for involveret igen, hvis hun blev, og hun nægtede at lade ham såre hende igen! Deres forhold til hinanden var virkelig som en karrusel, for så lykkelige de kunne være med hinanden, ligeså miserable kunne de gøre hinandens liv. Det havde været meningen, at de skulle starte på en frisk sammen, men selvfølgelig var han blevet taget fra hende. Det blev han altid. Derfor frygtede hun også, at det bare ville gentage sig, hvis hun blev stående. De havde altid haft et flyvende forhold til hinanden, som der altid var et problem der skulle løses, og når det endelig blev løst, så var de lykkelige for en stund, indtil der opstod et nyt. Vredt blinkede hun med øjnene. At han så formåede at parere hendes slag, hadede hun, hvor hendes blik også måtte hvile arrigt på ham, da han fangede hendes hånd. Hun prøvede også straks at rive den til sig igen, da hun fandt det for farligt, at de rørte hinanden. Det skete dog, at han kyssede hendes hånd, hvilket bestemt fik hende til at nedstirre en nærliggende ruin. ”Nyd det på afstand, indtil du kan give mig, hvad jeg vil have,” svarede hun afvisende, som hun også endelig fik revet sin hånd til sig. Hun ville på ingen måde give sig hen til Derick, så længe det forholdt sig sådan her mellem dem. Hun havde måske mest af alt lyst til at springe i armene på ham, men hun vidste, at hun bare ville blive mere såret i den sidste ende. Derfor trak hun sig også væk fra ham. At han også skulle vise sig at være så vedholdende, at han ikke ville lade hende gå, hjalp heller ikke på sagen. Det havde ikke været let for hende at gå væk fra hende, og nu stoppede han hende også i det. Armene måtte hun igen ligge over kors, da det gav hende en følelse af, at hun tog afstand til ham. Det hårde blik i hendes øjne begyndte dog at falme, som hendes blik i stedet måtte flakke rundt, da han pludselig måtte sige, at han endnu følte noget for hende. Det var jo det værste han kunne sige, når hun prøvede af holde sig fra ham! ”Derick… stop nu. Jeg ønsker ikke at høre, hvad du føler, så længe du alligevel ikke kan give mig det, jeg vil have. Hvis jeg virkelig betyder noget for dig endnu, så vil du heller ikke såre mig på den måde,” begyndte hun stille, som det sårbare måtte vise sig i hende, når han reagerede mildt overfor hende. ”Muligvis den sidste? Du sælger dig ikke godt, Derick,” bemærkede hun stift. Hvis han ønskede at gifte sig med en helt ny kvinde, så ønskede hun absolut ikke at høre om det! Som han gjorde mine til at røre hende, trådte hun hastigt et skridt tilbage, så hun undveg hans berøring. Men selvom hun undveg, så følte hun helt, hvordan det måtte føle, hvis han virkelig havde rørt hende. Det stod nemlig helt klart i hans erindring, hvor skønne hans kærtegn var ved hendes hud, men hun vidste, at hvis hun gav efter, så ville hun aldrig lade ham stoppe igen. ”En mørk silhuet? Søg dybere i dit sind,” bad hun stille, som hendes vrede måtte synes at være lagt på hylden for nu.

[Deleted]

Denjarna havde altid været en særlig kvinde for Derick skønt deres forhold altid havde været meget flyvsk. Men hun var en kvinde der havde formået at forføre ham under første møde, hvor han til at starte med godt nok kun ville have hende med hjem for en enkelt nat, men det havde vist sig at de var endt sammen som et par; vampyrernes leder sammen med mørkelvernes leder. Han kunne tydeligt huske mange af deres første møder, som de typisk havde mødtes i skoven, hvor han vidste at hun altid havde nydt at komme, der havde han tilmed kravlet i træer med hende – næsten en barnlig opførsel, men forelskede havde de været, skønt de begge havde været flyvsk, hvor hun tilmed havde haft et sidespring, skønt han havde flirtet rundt med Elanya, og efter deres ægteskab havde han også taget chancen hos den kvinde, skønt det var noget som han aldrig skulle have gjort. Han havde vel bare været forelsket i tanken om at stifte en familie og slå sig til ro? Nu? Nu var det en tanke som nærmest måtte give ham kvalme. Han var ikke meget for at skulle åbne op igen, hvis han alligevel bare skulle ende såret i sidste ende, alle parforhold han havde været i var endt med utroskab, hvor han følte sig dum at han i det hele taget havde åbnet op og derfor nød han at rende rundt forgiftet af mørket, da han kunne være ligeglad, eller det havde han troet lige indtil han stod overfor Denjarna igen, hans gamle flamme, hans gamle kæreste, hans gamle hustru, hans gamle lykke. Det var underligt og det satte også underlige følelser i ham, der gjorde ham splittet. Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han kort så efter hendes hånd, da hun rev den til sig. ”Og hvad vil du så have, min skat?” spurgte han roligt, hvor han beholdt den charmerende undertone, skønt han vel nærmest kunne gætte sig til det? Sidst havde hun ønsket at det skulle være de to, men han vidste jo så ikke hvad hun havde lavet igennem de sidste par måneder, hvor han havde været væk, så han var faktisk ved at være i tvivl om hvad hun ønskede af ham, hvor hun jo også var sur på ham og ikke mindst afvisende. Han måtte se lettere forvirret mod hende, da hun bad ham om at stoppe, nu hvor han endelig fortalte hvordan tingene lå og så gad hun ikke engang at høre? Han fnøs kort, inden han trak på skuldrene. ”Det er jo blot sandheden Denjarna. Jeg har ikke glemt alle vores år sammen, det var trods alt et par årtusinder, gode år, lykkelige år. Du var min højtelskede hustru, det er år der aldrig vil blive glemt, derfor vil du altid have en særlig plads hos mig,” fortalte han sandfærdigt, hvor det denne gang var ham der lagde armene over kors, som han nærmest forsøgte at gennemskue hende, for hvis hun ikke engang gad høre de ord, hvad ville hun så? Han trak skævt på smilebåndet, da hun sagde at han ikke var god til at sælge sig. ”Jeg mente ikke at jeg ville finde en ny kvinde, men at jeg måske vil miste livet,” svarede han roligt, hvor smilet ikke falmede. At hun så ville have ham til at huske, måtte næsten gøre ham mere forvirret, hvor han forsøgte at koncentrere sig. Han lagde knap nok mærke til at hendes vrede var faldet, som han forsøgte at huske, men.. der var bare … mørkt. ”Jeg.. kan ikke..” svarede han sammenbidt, som han tog sit til hovedet, hvor en hovedpine måtte begynde at dukke op. Han blinkede let med øjnene som han vendte blikket mod hende. ”Jeg kan ikke huske det! Han har slettet den hukommelse! Så var det derfor han lod mørket søge ind i mit sind!” svarede han sammenbidt, som han var blevet snydt! Det var en mand som var påpasselig og som ikke ville genkendes, hvilket næsten måtte skabe en mindre panik i Derick, for hvad nu hvis manden havde slettet flere af hans minder? Han endte helt stiv og forvirret i minen.

[Deleted]

Svært var det at se Derick igen, da det var en mand Denjarna nok aldrig ville stoppe med at elske. De havde mere eller mindre været alt igennem, hvor de også havde overvundet alt sammen. Om de ville overvinde denne nye barriere måtte tiden dog vise, men hvis man så på fortiden, så ville alt blive normalt igen, hvor der derefter ville komme et nyt bump i vejen. Men selvom hun havde fortiden at tænke på, så var det alligevel svært at stå i situationen lige nu. Han havde trods alt såret hende på ny, som han havde forladt hende, da hun havde sagt ja til ham. Nu vidste hun dog, at det ikke havde været frivilligt, men på den anden side, så sagde han selv, at han måtte nyde sit nye jeg. Hun bed sig selv frustreret i underlæben. Når hun så ham, så ønskede hun bare at være sammen med ham, da hun for helvedet altid havde elsket manden. Hendes knuste hjerte sagde dog, at det ikke var en god ide, da det sagde, at han ville ødelægge hende igen. Hans charmerende tone hjalp heller ikke på sagen, men selvom han lød flirtende, så lød han falsk. Det lød ikke som om at det kom fra hjertet, når han talte til hende på den måde, og det skubbede hende også væk fra ham, da hun i så fald blev vred. Men som hun blev vred, så havde det vist sig, at hun blev ked af det med det samme bagefter. ”Jeg vil have mit gamle liv tilbage! Jeg ønsker det hele, som det var før.. Dig, mig, i vores hjem, lykkelige sammen, men kan du virkelig give mig det, Derick?” spurgte hun sorgfyldt, for derefter at afslutte i en kølig tone. Hun savnede deres lykkelige tid sammen, hvor de havde elsket hinanden og levet trygt og godt sammen. Kun dem, ingen andre. Ud fra det han viste hende, vidste hun dog, at han ikke ville være i stand til at opfylde hendes ønske. Som hun svarede ham, tvivlede hun også på, at hendes svar kom bag på ham. Han kendte hende trods alt bedre end nogen anden på denne jord. Han vidste desuden også, at hun havde været parat til et liv med ham, men det var der tydeligvis blevet vendt op og ned på nu. Han sagde nemlig, at de ikke kunne være sammen nu, og hun var for forvirret til at vide, hvad hun skulle gøre og ikke gøre. Det smertede hende at høre ham sige, hvor meget han havde værdsat deres tid sammen, for det gjorde bare, at hun måtte føle sig svagere. Hun ville nemlig gerne høre om alt det gode, som hun ønskede at holde om ham igen og blive holdt om, men hun følte ikke, at det var en god ide. ”Ingen af os har glemt årene, Derick, men så længe at du siger, at det ikke kan være os, så kan jeg ikke høre på det. Jeg kan ikke give mig hen til dig, hvis vi alligevel ikke kan være sammen… Jeg ønsker ikke at blive såret igen, og ønsker du virkelig at såre mig?” spurgte hun fortvivlet. Sandheden var det, hvor hun håbede, at han kunne forstå, selvom han sagde, at han var præget af mørket. Da han så også snakkede om, at han muligvis ville dø, lignede hun mest af en der lige havde fået et slag i hovedet. Stift så hun på ham. ”Hvis du dør, vil du komme tilbage igen… det gør du altid,” mumlede hun stille, hvor det helt var svært at sige, hvem hendes ord var henvendt til. Fjernt måtte hendes blik også blive, indtil han pludselig begyndte at stamme, hvor det lige pludselig lignede ham, der var den fortvivlede af de to. Undrende så hun på ham, som hendes hoved faldt let på sned. ”Det kommer vel nok med tiden… Fortæl mig i stedet, hvorfor du ikke kan fortælle om din mission. Du ved nemlig, at du kan tale med mig om alt.”

[Deleted]

Derick havde håbet på at han havde kunnet være ligeglad, når han havde mødt Denjarna, men det at hun stod der foran ham, så smuk som hun altid var, med den samme ynde, som kom både fra mørkelveren men også vampyren, samtidig med at hun var såret, hvilket rørte noget inde i hans ellers så kolde og døde hjerte. Han var forandret, skønt det heller ikke var noget som han havde bedt om, da han var blevet slæbt med at nogle dæmoner, og derfor kunne han jo næsten regne ud at den mand han var blevet slæbt med hen til, også var en dæmon, for tiden var der jo krig mellem racerne, så det forundrede ham et sted ikke, hvis det var, men han var på den anden side heller ikke sikker. At hun ønskede at alt blev som før, forundrede ham egentlig ikke, hvor det faktisk måtte imponere ham hvor meget hun faktisk altid havde troet på de to, selvom det ikke var noget som han ville klage over, for det beviste jo et sted bare at hun faktisk var de to loyal, selvom hun lød helt.. i tvivl om det faktisk var det hun ønskede. Han lod hovedet søge let på sned. ”Du siger du gerne vil have at det skal være os to, men hvorfor kan jeg så høre tvivlen i din stemme?” spurgte han i en kortfattet tone, hvor han kneb øjnene sammen. Hun var ikke den eneste der ikke gad ende såret, da han selv før havde brændt fingrene på hende, da hun trods alt havde haft sit lille sidespring, der på ingen måde havde bifaldt ham, hvor han den dag i dag også var en som satte loyaliteten højt. Der skulle en del til før han stolede på folk efterhånden, da han havde brændt sine fingre alt for meget. Desuden måtte han også forbande sin kærlighed til Denjarna, eftersom han stod fast på at det bare var en illusion, hvem sagde at hun ikke bare ville tage sig et nyt sidespring når hun ble utilfreds med ham? At hun ikke ønskede at blive såret igen, forstod han såmænd godt, da han stod tilbage med samme følelse, han måtte dog knibe øjnene en anelse sammen, da hun så spurgte om det var hvad han ønskede. ”Jeg har aldrig haft nogen intentioner om at såre dig Denjarna, og hvorfor skulle jeg? Men hvis du er i tvivl, hvordan skal jeg så vide at du gider os oprigtigt?” spurgte han sagte, som han betragtede hende med en kortfattet mine, hvor han næsten kunne mærke hvordan beskyldningerne vældede op i ham. ”Hvad har du lavet i de måneder Denjarna? For du ledte i hvert fald ikke efter mig,” svarede han i en kortfattet tone, hvor det denne gang var ham der var krævende for svar. Han kunne jo mærke at selv hun var forandret, så han gad godt vide hvad der var sket, også siden hun pludselig var i tvivl. Han var jo tydeligvis ikke den eneste der var forandret, så noget måtte jo næsten stikke under! At hun mente at han ville komme tilbage igen, hvis han døde, måtte han trække let på skuldrene. ”Tro mig.. det er en dårlig idé at lege med døden, bare sidst jeg kom tilbage, var jeg forandret, fordi jeg havde lagt død i så mange år,” svarede han sandfærdigt, som han ikke tog de violette øjne fra hende. At han så fandt ud af at han ikke kunne huske noget, var noget som næsten måtte gøre ham arrig, for han kunne jo ikke engang huske navnet! ”Jeg tror desværre ikke at det kommer med tiden, men snarere bliver dårligere. Og jeg kan ikke fortælle dig om det, mit liv afhænger af det.”

[Deleted]

Der var muligvis tvivl at spore i Denjarnas stemme, men det var ikke tvivl på den kærlighed, hun måtte føle for ham. Det var nemlig gået op for hende, at hvad end hun gjorde, så ville han altid have en plads i hendes hjerte. Tvivlen opstod kun fordi, at hun ikke længere vidste, og de delte samme ønske. Altså, om han stadig ønskede hende på den front. Han havde allerede sagt, at han ikke havde mulighed for at give sig hen til hende, som hun ønskede, lige i øjeblikket, og på den front måtte sagen vel så være lukket? Hvad hun helt præcist skulle tænke, vidste hun dog ikke, da han virkelig havde formået at tage hende på sengen. Hun havde hele tiden gået og sagt, at det ikke skulle undre hende, hvis hun så ham igen, for det gjorde hun altid. Da han så var dukket op, så havde han alligevel formået at chokere hende. Det måtte vel også altid være en overraskelse at se en, man ikke just ventede med at se lige netop den dag. Og slet ikke i det humør han havde været i! Den kække attitude syntes han dog at have lagt en anelse på hylden, og det måtte også glæde hende, da hun virkelig havde følt, at han havde trådt på hende med den optræden. ”Jeg tvivler ikke på min kærlighed til dig. Det er altid den, jeg har været mest sikker på i hele mit liv. Min tvivl omhandler bare, om du kan være den mand for mig igen, Derick. Om du virkelig ønsker at kæmpe for os. Vågne op til mit ansigt igen hver nat. Jeg ønsker at det skal være os, men jeg kan ikke bære at miste dig igen.. Du kan ikke bare blive ved med at hoppe ind og ud af mit liv,” svarede hun stille i en ærlig tone. Hendes blik hvilede på hans ansigt, hvor det både måtte vise længsel og sorg. Der var ikke noget hun hellere ville end at være sammen med ham, men hvis det aldrig blev bedre mellem dem, hvad kunne det så nytte? At han så nærmest begyndte at hakke ned på hende, fik hende let til at blinke såret med øjnene, inden de igen måtte vise tegn på vrede. ”Tror du ikke at måden du taler til mig, sårer mig? Og jeg kan ikke svare på, hvad du ønsker, eller hvorfor du gør ting. Det kan kun du,” svarede hun fast. Det sårede hende, når han var flabet overfor hende, samt talte i den flirtende tone, da det ganske simpelt ikke var normalt for ham! Sådan var han normalt ikke. At han så også betvivlede hendes kærlighed til ham, fik hende til at vende blikket såret væk fra ham i et par sekunder, inden det fast faldt på ham igen. ”Fordi jeg elsker dig! Du kender mig bedre end nogen anden, så du burde vide, hvad jeg ønskede for os. Ikke sætte spørgsmålstegn omkring det!” Som han så fortsatte, fik han det helt til at lyde som om, at hun havde været ham utro i mellemtiden. Det måtte også få de sølvgrå øjne til at brænde arrigt, for hvad bildte han sig ind?! Hun havde tilgivet ham og taget ham tilbage, og han var den der var skredet! ”Hvis du tror, at jeg har ligget i med andre mænd, mens du har været væk, så må jeg desværre skuffe dig. Siden jeg sagde ja til din ring, har jeg ikke rørt en anden mand! Selv ikke efter alle disse år.. Og grunden til at jeg ikke ’ledte’ efter dig, er ganske simpel. Jeg blev på kroen i en uges tid, efter vores nat sammen, men du kom aldrig tilbage til mig! Jeg gik derfor ud fra, at du var gået din vej, og hvis du virkelig ønsker, hvad jeg har lavet siden den dag, så har jeg prøvet at bearbejde mit liv… Finde mig selv igen,” svarede hun hårdt igen. Let strakte hun sine fingre, som hun mærkede, hvordan det hele måtte sitre i hendes krop, af gensynet, deres samtale og alle følelserne. At han så måtte sige, at det var en skidt ting at snyde døden, kunne der være noget om. Man var trods alt ment til at forblive død, når man døde, så selvfølgelig kom der konsekvenser. ”Men alligevel finder du altid et smuthul,” svarede hun kortfattet. Hendes blik gled endnu engang væk fra ham, som han måtte gentage, at han ikke kunne fortælle hende noget. Hun ønskede på sin vis bare at gå, men efter at han havde stoppet hende, måtte hendes fødder være fasttømret til jorden. ”Hvad ønsker du af mig, Derick? Du vil ikke fortælle mig noget, så hvad ønsker du, at jeg gør, og hvordan jeg skal reagere på det hele?”

[Deleted]

Selvom Derick muligvis var forandret, så kunne han alligevel aldrig ønske Denjarna noget ondt. De havde muligvis haft en hård kamp sammen, som de altid mødte modgang, men det var jo sådan set en del af et forhold, der kom de gode tider, men også de dårlige. Han havde dog altid kun ønsket at give hende det bedste, da hun altid havde været hans særlige pige, for ikke at nævne at de havde været gift. Tanken måtte more ham lidt, da han tydeligt kunne huske starten af sit liv, hvor han havde været alene og aldrig troet at han skulle finde en at tilbringe sit liv med, men der var Denjarna kommet ind i billedet, skønt de også var gået en lang vej for i det hele taget at nå så langt, men derimod havde de også haft et par gode årtusinder sammen. Det måtte næsten føltes som en evighed siden, hvilket det vel efterhånden også var? Meget var sket siden de var blevet skilt dengang, og alligevel stod de overfor hinanden i øjeblikket. Det var som om at uanset hvordan de blev skilt fra hinanden, så stødte de altid på hinanden igen. ”Hvis du er utilfreds med den person jeg er, kan du jo umuligt ønske mig oprigtigt,” svarede han sagte, som han kneb øjnene en anelse sammen. Hun lød splittet i sine udtalelser, som det næsten kunne lyde som om hun modsagde sig selv af og til, hvilket et sted kun måtte forvirre ham endnu mere. Bare det at stå overfor hende måtte forvirre ham i sig selv, da han følte sig splittet, han følte at den ligegyldige følelse måtte krakelere ganske langsomt, som hun nærmest måtte tvinge ham til at tænke på følelser, hvilket han ikke havde gjort i lang tid efterhånden, hvilket var grunden til at han var så kold. ”Og som sagt, så smuttede jeg ikke den nat af egen fri vilje,” tilføjede han sandfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende. Han var blevet slæbt med væk og ikke gået på egne fødder, for da han var stødt på dæmonerne, havde han skam ønsket at han aldrig var stået op af sengen, men det kunne han desværre ikke lave om på. Han endte med at lægge armene over kors, som hun igen måtte hæve stemmen overfor ham, skønt han kunne høre at hun var såret, hvilket ikke ligefrem gjorde det bedre for ham! Han vendte kort blikket væk fra hende, skønt han lyttede til hendes ord. Det var måske derfor hun var anderledes end sidst han havde været sammen med hende? Fordi hun var nået tættere på at finde sig selv? Alligevel kunne han ikke lade vær med at føle sig en anelse skuffet. ”Så du ville bearbejde dit liv ved at komme over mig? Og hvordan synes du så selv det går?” spurgte han sagte, som han ikke tog blikket fra hende. Hvorfor han ikke bare kunne være ligeglad, vidste han ikke, men det ville han næsten hellere føle frem for den splittelse han følte i sit indre, som kun gjorde ham endnu mere forvirret ved at tænke på. ”Jeg var vel bare heldig,” mumlede han let for sig selv. Sjovt nok havde han formået at blive genoplivet mange gange, men selv det kunne være farligt. Da hun så spurgte hvad han nærmest måtte forvente af hende af reaktion og handling, måtte hans blik kort flakke af fortvivlelse. ”Det ved jeg ikke..” svarede han stille, som han vendte blikket væk fra hende igen. Han vidste jo ikke engang selv hvordan han skulle reagere mere!

[Deleted]

Denjarna havde på ingen måde brudt sig om den opførsel, han havde vist hende, da den kun havde bragt hende sorg. Men selvom hun havde følt sorg, så ændrede det trods alt ikke på hendes følelser for ham. Det havde det jo aldrig gjort. ”Tror du oprigtigt i dit hjerte, at jeg ikke ønsker dig?” spurgte hun såret, da hans ord ramte hende. Hun frygtede måske, at ikke ønskede det samme som hende, men hvem gjorde ikke det? Personligt ville hun også mene, at hun udtrykkeligt havde vist ham, at hun virkelig ønskede ham ved sin side, og hvorfor han ikke kunne se det, vidste hun ikke. Altid havde hun taget ham tilbage, og nu havde hun også allerede fortalt ham, at hun elskede ham, selvom han ikke just gengældte hendes ord. Han havde endnu kun sagt, at det ikke kunne blive dem endnu, samt at han aldrig ville glemme deres fortid sammen. Det var dog ikke nok for hende, og det burde han også forstå. Hun havde været parat til at tage ham til sig igen, og det var der ikke blevet ændret på. Hun ønskede en mand ved sin side, men om Derick ønskede det samme, vidste hun ikke længere. Ellers måtte hun jo gå videre med sin forrige plan og søge blandt andre mænd. Der burde vel være en derude der virkelig måtte værdsætte hende? ”Det fortæller du jo, men hvordan skulle jeg kunne vide det? Vi havde lige akkurat fundet hinanden, og så forsvandt du.” Forfærdeligt var det at vide, at han slet ikke havde forladt hende med sin gode vilje. Det måtte også pine hende, at de kunne have været lykkelige nu, hvis bare han var blevet ved hende. Det var en smerte der var yderst smertende, men på den anden side, hvordan kunne hun nogensinde have troet, at de havde fået sig en lykkelig historie? Det fik de aldrig, selvom de prøvede og prøvede. Det var muligt, at hun måske bare skulle opgive ham, eftersom det var blevet gjort tydeligt for hende, at de altid mistede hinanden. Hun kunne dog ikke afvise ham, når hun stod overfor ham i person. ”Jeg var nødt til at forsøge at glemme dig! Jeg kunne ikke bare vandre ulykkelig eller psykopatisk rundt til mine dages ende.. Og jeg må indrømme, at jeg gjorde fremskridt, indtil nu,” svarede hun fortvivlet. Svært var det for hende, hvor han næsten gav hende dårlig samvittighed over, at hun havde forsøgt at glemme ham. På den anden side, så var det kun en god ide at fortrænge mindet om ham, så længe han ikke kunne sige, at han kunne dele et liv med hende. Som hans blik måtte flakke fortvivlet omkring, måtte hun bide sig selv i læben. Hun hadede, at de altid blev stillet i sådanne dilemmaer. Man burde næsten tro, at hun var blevet vant til alt dette hurlumhej, men det var hun bestemt ikke! Son hun stod og betragtede ham, måtte tankerne også knage i hendes sind, som hun overvejede, hvilke handlinger hun skulle gøre brug af. Tøvende rakte hun den ene hånd frem mod ham, hvor hun blidt lod sine fingre lukkes om hans hage. Hendes krop måtte næsten skælve, som hun kom i berøring af ham, hvor hun vitterligt ikke vidste, om det var en god eller dårlige ide hun havde fået sig. Roligt lod hun hans blik vendes, så hendes egne unikke sølvgrå øjne kunne få kontakt med hans ekstraordinære violette. Fanget til ham og hans blik måtte hun næsten føle sig, hvor hun helt kunne ønske, at tiden bare ville gå i stå og at det bare kunne være sådan her. Med grebet om hans hage, begyndte hun blidt at stryge den nederste del af hans kind og kæbe. ”Tal til mig, Derick. Fortæl mig, hvad du tænker og føler,” bad hun stille.

[Deleted]

At Denjarna var såret,
kunne Derick godt se, som han kunne se alle hendes følelser i hendes
smukke sølvgrå øjne, som han altid havde nydt og været betaget af at se
ind i. Han huskede tydeligt deres mange nætter, hvor de havde lagt oppe
på deres træhyttes tag, hvor han i stedet for at kigge på stjernerne,
havde kigget i hendes øjne, som de var langt mere smukke end stjernerne,
for ikke at tale om at de var langt mere unikke. Han fnøs let til
hendes ord og vendte blikket væk fra hende. Om hun ønskede ham eller ej,
var måske let nok, men alligevel lød hun til at tvivle og så blev han
pludselig ikke længere sikker, hun sagde hun ønskede ham, men alligevel
at hun ikke gjorde. ”Du modsiger dig selv. Du siger måske
at du gerne vil mig, men du tager også afstand fra mig og siger at du
ikke vil give dig hen til mig,” svarede han i en kortfattet
tone, som han igen vendte de violette øjne imod hende. Han var forvirret
over alt det som pludselig måtte dukke op i ham, hvor han slet ikke
havde regnet med at det ville blive så besværligt, når han mødte hende
igen – for det gjorde de jo faktisk altid. Det var som om deres veje
ikke kunne andet end at mødes, hvor han altid før i tiden havde troet at
det var fordi de var bestemt for hinanden. Nu vidste han ikke længere
hvad han skulle tro, hvor det var som om der var en indre kamp i ham
selv, om at han burde lade hende gå, men at han ikke kunne, at han ikke
havde lyst. Han kunne næsten mærke en frygt i sit indre, en frygt om at
han ikke ville se hende igen, hvis hun gik nu, og ville han kunne leve
med konsekvenserne af det? Det vidste han heller ikke. Han himlede let
med øjnene, som hans blik blev mere hårdt. ”Men jeg gik
ikke af egen fri vilje! Og i stedet for at tro at noget var galt, så
ville du bare komme videre og over mig!” svarede han i en
halvvrissende tone, som han knyttede næverne og lod de spidse negle bore
sig ind i hans håndflader. Det måtte skuffe ham, fordi han selv havde
ledt efter hende, da han var kommet tilbage, men alt havde tydet til at
hun var død, fordi naturen havde ændret sig så meget og slettet alle
spor, det var jo slet ikke tilfældet denne gang! Han måtte endnu engang
knibe øjnene sammen til hendes ord, som havde hun sagt noget der havde
ramt ham. ”Så nu siger du at det er min skyld du var
psykopatisk og ulykkelig? Hm? Er det fordi du har fundet en ny?”
spurgte han i en kortfattet tone, som han bed tænderne sammen med et
udtryksløst blik på hende. Sjovt nok følte han sig pludselig..
fornærmet, og nok også en smule såret, skønt det ikke var at se på ham,
som han stod helt følelsesløst og kiggede på hende, som havde han været
en statue. Det var som om alt blev vendt op og ned når hun var her, som
han slet ikke længere vidste hvad han skulle tro. Hans blik fortsatte
med at flakke fra ruin til ruin, hvor han knap nok ænsede at hun greb
omkring hans kraftige hage, for at vende hans blik. Det var først da
hans violette øjne faldt til hendes smukke sølvgrå, at de fandt hvile,
hvor han blot stirrede ind i dem. Strøgene i hans ansigt, fik ham til at
stå musestille. ”Intet. Jeg føler intet. Knappen til at
slukke de menneskelige følelser, er permanent slukket og jeg kan ikke
gøre noget ved det. Det er som om en mørk barrierer er over alt og jeg
kan ikke få det væk, jeg kan kun fokusere på mørket..” hviskede
han næsten lydløst, hvor fortvivlelsen ikke var at høre i hans stemme,
men at se i hans blik, „der er noget helt galt med
mig..”

[Deleted]

”Det eneste grund til, at jeg tager afstand er for at beskytte mig selv. Du siger selv, at vi ikke kan være sammen lige nu, så hvorfor skal jeg så give mig hen til dig?” spurgte Denjarna stilfærdigt, hvor hun måtte se på ham med et noget nysgerrigt blik. Hun ville gerne være sammen med ham, men så længe de ikke kunne være sammen, som hun ønskede for dem, hvad kunne det så nytte? Hun var interesseret på at høre, hvordan han så på det hele, for selvom han sagde, at de ikke kunne være sammen, så lød det næsten som om, at han ikke ønskede, at hun søgte videre efter en anden. Hans vrissende tone og hårde blik var slet ikke noget Denjarna brød sig om, som hun helt måtte føle, at han angreb hende. Det lykkedes ham også at give hende dårlig samvittighed, da hun virkelig fik en dårlig smag i munden, når han sagde, at han ikke var gået med sin frie vilje, som han rent faktisk var blevet slæbt væk af nogle forfærdelige mænd. Hun måtte også slå sit blik skamfuldt ned, som hun havde det dårligt med sig selv. Hun ville ønske, at hun havde søgt efter ham, så hun måske havde fundet ham, og formået at redde ham i tide. Det var dog ikke sket, som hun i stedet havde troet, at han frivilligt havde forladt hende, efter at hun havde ventet på ham i en uges tid. Hun bed sig selv i læben, inden hun igen rettede sig blik mod hans. ”Og jeg undskylder også for mine fejl! Jeg ønskede ikke at komme over dig. Jeg ønskede et liv med dig, men da du ikke kom tilbage til mig, så troede jeg desværre, at du havde forladt mig for altid, og jeg kan ikke ændre på, at det var det jeg tænkte!” svarede hun fortvivlet, hvor hun næsten måtte sende ham et bedende blik. Hun brød sig ikke om, at han talte til hende på den måde, men på sin vis havde han ret i, at hun burde havde søgt efter ham, og på den vis angrede hun også. Om det nyttede at have denne samtale med ham vidste hun ikke, da han alligevel havde sagt, at han ikke kunne være sammen med hende. Hun kunne dog ikke holde op, ligesom han heller ikke kunne få sig til at gå fra hende. At han så helt fik det til at lyde som om, at hun beskyldte ham for det ene og det andet, blinkede hun let med sine øjne. ”Jeg har aldrig beskyldt dig for, at du er skyld i, at mit sind blev formørket, for det var på ingen måde din skyld. Min ulykke må dog tilfalde dig, eftersom det selvfølgelig sårede mig, at jeg måtte miste dig endnu engang,” svarede hun ærligt. ”Og hvorfor tror du, at jeg har fundet en ny?! Jeg har allerede sagt, at du har været den eneste mand jeg har holdt tæt, siden jeg valgte dig for længe siden.” Hun forstod ikke, hvorfor han blev ved med at stikke til hende på det punkt, da hun jo allerede havde sagt, at hun kun havde været sammen med ham, siden hendes fejltagelse med Gabriel. ”Og du er vel den sidste der skal beskylde mig for at være sammen med en anden! Jeg har skam ikke glemt, at du endelig gav efter for dine lyster for Elanya, da jeg endelig var ude af billedet!” sagde hun hårdt. Hvis han stak til hende, så ville hun skam stikke igen. Altid havde hun haft på fornemmelsen, at han havde haft en forkærlighed til Elanya, og som hun havde forsvundet, havde han straks gået til hende. Noget der endnu måtte pine hende, hvor det også var grunden til, at hun havde tvivlet på, om det kunne blive hende og Derick igen. Tøvende måtte hendes bevægelse være, som hun valgte at røre ham. Hun vidste nemlig, at det var en stor risiko hun løb, når hun lod sig være tæt på ham på den måde. Hun havde jo en svaghed for ham, og når hun var så tæt på ham, så kunne hun meget vel falde i igen. Blidt gled hendes finger strygende over hans hud, uden hun tog blikket fra ham. Han ord smertede helt hendes hjerte, som han lød helt elendig, når han talte med hende om dette. ”Der ligger muligvis et mørkt slør om dig, Derick, men du kan bryde det.. Det er jeg sikker på at du kan,” sagde hun stille. Langsomt trak hun hånden til sig, som en tanke slog hende. Den kunne måske forekomme ganske risikabel, men selvom han ikke just havde handlet kærligt overfor hende i den tid de havde stået her, så måtte hun alligevel have noget tiltro til ham. Han kunne huske, hvad de havde haft sammen, samt han aldrig nogensinde havde skadet hende fysisk, så han kunne forhåbentligt ikke gøre det, hun havde i sinde at bede ham om. ”Hvis du er så sikker på, at du slet ikke føler noget, så stik dit sværd i maven på mig. Jeg tror nemlig ikke på, at du er helt tabt.”

[Deleted]

“Måske jeg ikke har den største tid lige nu, fordi jeg er på mission, men hvad så bagefter? Det er som hvis det var et job, og så vil du bare kaste mig fra dig, fordi jeg har arbejde der skal gøres?” spurgte Derick sagte, som tonen næsten måtte være anklagende igen, for han kunne slet ikke se pointen i det. Alligevel modsagde han også sig selv, hvor han også følte sig ufattelig splittet indeni, som han ønskede at gå, han ønskede at være fri og at være en enspænder, men det var jo bare mørket i ham der talte. Hendes nærvær og tilstedeværelse, var noget som virkelig måtte ødelægge hans indre barrierer, som han havde troet at han kunne stå fast, men det kunne han ikke. At hun så fik dårlig samvittighed og slog blikket skamfuldt ned, fik et tilfredst og næsten arrogant smil frem på hans læber, hvor et mørkt skær hvilede over hans øjne, han ønskede at hun skulle angrer at hun ikke havde ledt efter ham, for hun var slet ikke så uskyldig som hun havde fremstillet sig selv som! ”Undskyldning accepteret,” svarede han i en kortfattet tone, som smilet ikke falmede. Han vidste godt at de ikke kunne ændre på hvad der var sket, det kunne hun ikke og det kunne han heller ikke. Han kunne ikke ændre på at han var blevet slæbt med væk, skønt han havde ønsket det da de var kommet efter ham, og han vidste at hun ikke kunne ændre på sine egne handlinger, ved at forsøge at komme over ham, selvom den tanke ikke just faldt i god jord hos ham, for det gav ham næsten en dårlig smag i munden. Han kneb øjnene en anelse sammen. ”Og jeg som troede at du kendte mig godt nok til at vide at jeg ville have et liv med dig, at jeg elskede dig, og så er din ulykke min skyld?” Det var bestemt ikke ord som gjorde det bedre. At hun fastholdt at hun ikke havde været nogen anden mand tæt, fik ham til at træde de sidste skridt imod hende med et fast blik. ”Jaså? Og hvad er så det her?” spurgte han krævende for svar, som han lukkede hånden om hendes halskæde og løftede den op så hun kunne se den flotte kæde med en rubin for enden. Sidst de havde set hinanden, havde hun ikke ejet så flotte smykker, og hun havde kastet sin vielsesring i hovedet på ham, så han vidste hvor begge ringe lå gemt i sikkerhed. Han kunne muligvis tage fejl, hvor hun bare kunne have købt den selv, men han tvivlede på det. At hun så nævnte Elanya, fik hele hans mine til at ændre sig, hvor han lignede en som havde fået en sur smag i munden. ”Nævn ikke den kvinde! Desuden, så havde du et sidespring, du var mig utro, jeg har aldrig været dig utro! Du forsøgte med en anden, det prøvede jeg også, og ved du hvad? Det førte mig ingen vegne, for hun var ikke værd at holde på! Så jeg synes at vi på det plan står lige!” svarede han i en fast tone, der tydeligvis lukkede deres diskussion, for han nægtede at tale om Elanya! Den kvinde havde ikke gjort andet end at ødelægge alt for ham, hvor han slet ikke gad åbne sig for nogen igen! Det førte ikke til andet end utroskab alligevel! At hun så pludselig blev blid ved ham, forstod han ikke, hvor det kun måtte forvirre ham endnu mere. Han kunne dog godt mærke at der var noget helt galt med ham, selvom han slet ikke vidste hvordan han skulle ordne det igen. ”Jeg kan ikke bryde det selv. Når jeg er alene så forstærkes alle de mørke følelser,” hviskede han dæmpet, hvor der var en anelse fortvivlelse i stemmen. Han følte sig på bar bund, som han ikke kunne rive mørket ned af sig selv. Hans mine måtte dog ende helt stiv, da hun bad ham om at stikke hende i maven, inden han blev vred. ”Er du skør?! Jeg har bestemt ikke tænkt mig at stikke dig ned!”

[Deleted]

Det var en svær situation Denjarna var kommet i, da hun følte sig komplet splittet, og det kunne også virke som om, at Derick måtte føle samme splittelse. Han havde jo udtalt, at han nød sin frihed, men alligevel snakkede han om, som om hun ikke måtte forlade ham. Selv havde hun også lyst til at blive hos ham, da hun jo altid havde elsket manden, hvor hun også havde ønsket, at det skulle være de to igen. Nu frygtede hun bare, at han ville vende hende ryggen, som han forekom anderledes overfor hende. Som hun havde set ham, havde han reageret komplet tilbageholden og arrogant overfor hende, som han havde trådt på hende, hvor det nu helt kunne lyde som om, at de diskuterede, hvad der nu skulle ske mellem dem. ”Og hvad hvis du dør eller bliver sat på en ny mission? Hvad skal der så ske?” spurgte hun sigende. Han havde trods alt sagt, at hans mission kunne slå ham ihjel, så hvis hun gav sig hen til ham nu og han døde, så ville hun blive helt knust. Der var også den risiko, at han ville blive sendt ud på en ny opgave, som han havde sagt, at han arbejdede under en anden. Desuden, så vidste hun heller ikke, hvornår han ville blive færdig med denne mission. Der kunne muligvis kun gå en uge, men på den anden side kunne det også tage måneder og år. Intet sagde hun til, at han accepterede hendes undskyldning, som hun blot blev stående og betragtede ham. Hun anede godt hans arrogante attitude, men hun nævnte den ikke, da det kun ville forværre hele situationen. Let fugtede hun læberne, inden hun måtte føle, hvordan hans vrede kom over hende igen. ”Jeg vidste ikke længere, hvad jeg skulle tro! Der var sket så meget, som vi kun havde set hinanden et par gange efter flere århundreders adskillelse. Så ja, det slog mig, at du muligvis havde fortrudt, når du tydeligvis havde fået et nyt liv, efter at vi var blevet skilt fra hinanden,” svarede hun fast, som hun ikke mente, at han kunne tillade sig at kaste al skylden over på hende! Som han trådte nærmere, rankede hun sig let op. Det måtte helt gibbe i hendes slanke krop, da han pludselig greb om den halskæde Vladimir havde foræret hende. Noget der hurtigt måtte gå op for hende, at det umuligt kunne gavne hende. ”Det er en gave fra en ven. En ven, Derick! En nat mødte jeg en mand der havde været udsat for det samme som mig, og han hjalp mig, som han kunne sætte sig i mit sted. Jeg har stadig ikke ligget med manden, hvis det er det du tror.” Der havde måske været en flirt mellem hende og Vladimir, men hun havde aldrig trukket den videre med ham. Om Derick troede på hende, vidste hun så ikke, da det var blevet gjort tydeligt for hende, at han bestemt ikke ville gøre det let for hende. Hun havde dog ikke været sammen med nogen mænd, som han prøvede at beskylde hende for. Hun havde fået tilbud, men dem havde hun også afslået. Hun var virkelig ikke den flyvske kvinde længere, som han prøvede at fremstille hende som. ”Du lå måske ikke med kvinden dengang, men du havde altid følelser for hende, hvilket er mindst ligeså slemt!” svarede hun arrigt igen. Hun havde ikke fuldt ud haft Dericks hjerte dengang, og det havde været afsindigt hårdt for hende, hvilket også havde ført til adskillige diskussioner, og det kunne han bestemt ikke løbe fra! Hun havde måske ligget med en anden mand, men han havde selv været forelsket i en anden. Som han så blev helt fortvivlet, kunne han ikke lade være med at røre på hendes kærlighed til ham. Hun kunne ikke lide at se ham sådan, selvom han måske var ligeglad med, at hun var vred og såret. ”Hvad går du da og laver, når du er alene?” spurgte hun stilfærdigt, som hun gerne ville vide, hvordan mørket påvirkede ham. Hun havde dog et indblik i det, som han ikke længere reagerede normalt på ting. At hun så vækkede hans vrede, da hun bad ham om at stikke hende ned, kunne hun ikke lade være med at trække svagt på smilet. Hun havde haft ret. Han var ikke fuldstændigt tabt, selvom han prøvede at være det. ”Og med det har du lige bevist min pointe. Du er ikke fordømt.. Du kan stadig føle.. ellers havde du jo bare gjort det uden tøven.”

[Deleted]

De var uden tvivl begge fortvivlede, selvom der var forskellige årsager til det, eftersom han var fortvivlet fordi følelserne i ham måtte forvirre ham og rive ham i hver sin retning, hvor han havde troet at han var fuldstændig ligeglad, men.. det var han ikke når hun var der. Han kunne ikke være ligeglad med hende, selvom han faktisk havde håbet på det, for han gad heller ikke selv falde i samme fælde, som han havde gjort før, men nu hvor hun stod overfor ham igen, så rørte hun noget indeni ham, hvor han ellers havde troet at det var umuligt. ”Denjarna, de risici vil jo altid være der, jeg kan dø i morgen, om en måned, om nogle år eller måske holde mig i live. Og hvad der sker, hvis jeg fuldfører min mission, ved jeg ikke, men jeg er her ikke af egen fri vilje. Desuden må du ikke glemme at det hele kan gå den anden vej, jeg kan miste dig i morgen, eller om en uge, om en måned om et år eller mere. Du kan ikke lade risikoen for at miste mig, stå i vejen for at være sammen med mig,” svarede han stilfærdigt, hvor han denne gang lød helt til at ville finde sammen med hende igen, hvilket også var noget som gik op for ham selv, hvor han vendte blikket væk fra hende, for han var jo allerede ved at hoppe i med begge ben! ”Men jeg ønskede dig, og kun,” svarede han blot i en fattet tone, uden at han tog blikket fra hende. At hun virkelig havde troet at han bare ville smutte fra hende, var noget som irriterede ham, for han havde jo ønsket at starte et nyt liv op med hende! At han så havde ret i at halskæden var fra en anden mand, fik ham til at rynke på næsen i væmmelse, hvor han slap halskæden omgående, som om den havde brændt ham, hvor han vendte blikket fast og koldt mod hende. Han fnøs kortfattet, som hun tydeligvis prøvede at redde den. ”En ven? Åh ja, jeg er sikker på at han er interesseret i at være ven med dig. Men nu hvor du er i gang, så fortæl mig, har du fået flere ’venner’?” Som om den mand bare var en ven! Og hvis han var, hvorfor skulle der så ikke være en anden i billedet? Der var gået måneder siden de sidst havde set hinanden, og der kunne hun sagtens have mødt mange på sin vej! Desuden var hun jo ingen grim kvinde, og hendes person havde altid været fantastisk, så hvorfor skulle han være den eneste der faldt for hende? Tænderne bed han så hårdt sammen at hele kæben blev tydelig. Han himlede let med øjnene som hun fortsatte angående hans flirt med Elanya. ”Som sagt, så står vi lige på det punkt,” svarede han i en kølig og dog afsluttende tone, som han slet ikke gad tale om den kvinde. Han havde taget sin chance og havde brændt fingrene og det skulle ikke gentage sig! Han fortrød også at han havde taget chancen hos hende, så det kunne Denjarna jo så til gengæld fryde sig over. Han havde desuden heller ikke set kvinden siden han havde forladt slottet, så han anede ikke hvor hun var eller hvad hun lavede og han var ligeglad med det! Han vendte de violette øjne mod hende til hendes spørgsmål. ”Så er jeg som sagt på mission, hvilket jeg har været omkring en uges tid, måske mere,” svarede han roligt. At hun smilede, var ikke noget som gjorde det bedre for ham, for han havde jo sagt at han ikke ønskede at såre hende! Måske han var påvirket af mørket, men altid ville hun have en særlig plads hos, uanset hvad der skete! Og derfor ville han da bestemt ikke dræbe hende! Han stirrede på hende for et stykke tid, inden et kækt smil gled over hans læber. ”Aha.. og hvad så hvis jeg gør sådan her i stedet?” Han greb fat omkring hendes håndled, for at trække hende ind til sig, hvor han slog den ene arm omkring hendes liv, hvor han løftede den anden og strøg hendes kind ganske blidt, hvor hans mine blev mild.