The family grows bigger..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde aldrig nogensinde haft det bedste forhold til sin mor. Ja, faktisk havde de vel aldrig fundet ud af det med hinanden? Når det kom til omsorgen, så var det faktisk kun hendes kære far som hun kunne huske, som han også var den eneste som direkte var gået op i, at hun skulle huske ham, hvor der ikke var noget minde om hendes mor for hende, som hun heller ikke havde besøgt hende i Procias, så hun kunne vel ikke ligefrem gå ud fra andet, end at hendes mor slet ikke ønskede eller elskede hende? Selvom den tanke selvfølgelig gjorde ondt, så havde hun det faktisk fint med det, bare hun kunne få sin far, så var alt jo faktisk fint! ”Hun aldrig li’ mig.. Mig bare ha’ min Dadda,” endte hun med en dæmpet stemme. Det var ikke fordi at hendes mor decideret var et ømt punkt, for det kunne man jo ikke ligefrem sige at hun var, for.. hun havde jo aldrig rigtigt som sådan haft noget med kvinden at gøre, og det var egentlig ikke noget som plagede hende eller noget lignende, for det havde det vel heller ikke nogen grund til som sådan? At han ikke kunne se, var noget som faktisk skræmte hende en smule, for det var da slet ikke normalt! At han så smækket fødderne op på sengekanten og direkte påstod at han kunne se med dem, var da slet ikke noget som hun forstod sig på! Hun rynkede tydeligt undrende i panden og på næsen, som hun lod hovedet falde på sned. ”Du ikke ha’ øjner under dine fødder!” fastholdt hun stædigt. Dem kunne man jo kun have i hovedet, og så kunne man altså ikke se noget! Altså!
Selvom denne dreng var ukendt for Jacqueline, så havde han faktisk formået at gøre hende en anelse rolig, hvilket faktisk var noget som hun godt kunne lide. Selvom det ikke var det samme som den tryghed som hendes kære far kunne give hende, så var det faktisk noget som hjalp hende en anelse. Hvis han kunne love hende at Evan ville hjælpe hende med at finde hendes far, så var det fint nok for hende! Hun gned sig i øjnene. ”Du love Evan hjælpe med find Dadda?” spurgte hun. Ja, hun skulle bekræftes i dette, for hun vidste, at det sikkert også var noget som mange kunne snyde med hende om, og det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde overhovedet! At han spurgte om hun ville sove igen, så.. var det jo egentlig noget som hun faktisk gerne ville, men hun kunne ikke. Alt var nyt, hun var ikke tryg på situationen og det hele var faktisk en anelse skræmmende ofr hende, så hun havde brug for at have sin far ved sig, som den eneste som kunne skænke hende den tryghed som hun så desperat ønskede sig i denne stund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Bare lidt træt..” endte hun dæmpet, som hun igen gned sig i øjnene. Nu hvor hun var faldet bare en anelse til ro, så kunne hun egentlig godt mærke, at hun endnu måtte være godt træt!

[Deleted]

Det gjorde ondt at høre at Jacquelines mor ikke kunne lide hende, for Zachary havde godt kendt mange på børnehjemmet der decideret var blevet afleveret af deres mødre, fordi de enten ikke kunne lide dem eller også fordi de bare ikke havde overskuddet til at have børn. Af den grund gjorde det naturligvis ondt at høre at Jacqueline ikke kunne være hos sin mor fordi hendes mor ikke kunne lide hende, derfor ville han heller ikke træde i det, da han ikke vidste om det var tøsen et ømt punkt, han kunne i hvert fald bare høre at tøsens tone blev langt mere dæmpet, så det var tydeligt at det påvirkede hende og det forstod han sådan set godt. ”Vi skal nok finde ham!” svarede han selvsikkert, som han gerne ville hjælpe hende med at finde sin far! Måske manden var død? Måske manden slet ikke gad hende som hendes mor? Han vidste det ikke, men han vidste at Evan selv var klar over hvad der foregik og at manden ikke gad fortælle ham det, var noget som virkelig måtte irritere ham! At hun så måtte påpege for ham at han ikke kunne se med fødderne, fordi han ikke havde øjne derunder, var noget som fik ham til at grine muntert, for det var da bare komisk! ”Nej! Jeg har ikke øjne under fødderne! Det kan man jo ikke!” medgav han i en munter tone, hvor han grinte endnu engang. Han trak roligt fødderne til sig, hvor han satte sig op. ”Men jeg er jorddæmon, så jeg ser med mit element,” forklarede han roligt, som han lod hovedet søge en anelse på sned „ser du, når folk tramper i jorden, så giver det en underlig vibration, og jeg ser alt der er i berøring med vibrationerne,” forklarede han videre, skønt han tvivlede på at hun forstod ham, for.. han forstod knap nok sig selv.
At finde Jacquelines far, ville Zach gerne være med til, hvor han også måtte tale med Evan for at få manden til at hjælpe, for han burde vel være i stand til det? Han kunne godt mærke på hende at hun var ved at falde lidt til ro, hvilket også var noget som måtte glæde ham. Hun havde ingen grund til at være bange, da både ham og Evan nok skulle passe på hende! Hun ville være i sikkerhed her, hvor intet ondt ville kunne ske hende. At hun gerne ville bekræftes i at Evan ville hjælpe, forstod han godt, men problemet var jo lidt at han ikke vidste om manden overhovedet gad. ”Jeg skal nok tale med Evan, og så finder vi din far,” svarede han muntert. Han vidste at hun var her af en grund, og hvad der præcis var sket med hendes far det vidste han ikke, men hvis han var i live kunne man vel godt finde ham? At hun var lidt træt, fik ham til at trække på smilebåndet. Som han kom op på benene igen, så gik han roligt hen til sengekanten. ”Så læg dig ned og sov lidt igen. Her er du i sikkerhed,” lovede han hende, hvor han sendte hende et betryggende smil. Han selv var tryg her. Naturligvis var han kun en lille dreng og kunne stadig gøre sig de tanker at fremmed kunne komme ind, men Evan havde lagt et magisk skjold over stedet – eller i hvert fald bare magi – så de var faktisk i sikkerhed her.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde ikke meget til overs for sin kære mor, da hun heller ikke havde vist hende den største interesse, så var det nu bare sådan at det var. Desuden vidste hun at hendes far elskede hende, for han havde taget hjem til hende i Procias, velvidende om at det ville gøre ondt på ham, hvis folk vidste at han var der, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hende. Så det var kun hendes far hun ville have! Det var ham som hun havde hørt sige, han elskede hende, han havde givet hende ting, og han var kommet til hende, samtidig med at han havde lovet at tage hende med sig hjem når han havde fundet et! Hun nikkede til hans ord. Hvis han kunne love hende, at de skulle finde hendes far, så… så kunne det vel heller ikke være så slemt? At han kunne se med fødderne, var slet ikke noget som hun kunne forstå, for han havde altså ikke øjne under fødderne! At han så forsøgte at forklare hende det hele, forvirrede hende kun yderligere, for alt det med dæmontyper og hvad de kunne og ikke kunne, forstod hun virkelig ikke noget af! Hun rynkede usikkert på næsen og vendte blikket mod ham igen. ”:… Hvad?” spurgte hun tydeligt forvirret, for hvad han havde forsøgt at forklare, fattede hun intet af! ”Du ikke se med øjner.. du ikke se noget..” fastholdt hun. Kunne man ikke se med sine øjne, så kunne man altså slet ikke se noget!
Om Evan overhovedet ville hjælpe hende, vidste Jacqueline ikke, men hvis det var ligesom hjemme ved Jacques og Camryn, så måtte hun jo bare søge ud efter ham selv! Hun rykkede sig stadig tættere på ham, hvor hun kunne høre at han lovede at snakke med Evan om det, hvilket faktisk var noget som gjorde hende glad. Hun kunne godt lide at folk gerne ville gøre ting for hende, for hun var jo ikke andet end en lille pige, og hun var kendt med at hun ikke kunne gøre alt sammen selv! ”Godt..” endte hun dæmpet, som hun alligevel valgte at indvilge i at lægge sig ned, for måske det ville hjælpe hende at sove lidt? Bamsen tog hun ind i favnen, som hun krøb ned under dynen. Normalt var hun ikke meget for de ældre børn, men lige Zachary? Han passede jo faktisk på hende, hvilket var en fornemmelse som hun virkelig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Svagt bed hun sig i læben.. hun manglede lidt at hendes far var der til at putte hende, men hun vidste, at de ikke kunne finde ham endnu, selvom det var en tanke som virkelig frustrerede hende og endda temmelig meget! ”.. Okay… Godnat,” endte hun dæmpet. Det var bestemt ikke fordi at hun var typen som normalt ville gå frivilligt i seng, men denne gang gjorde hun det faktisk, også fordi at han havde overbevist hende om at det faktisk var det bedste som hun kunne gøre lige nu. Hun vendte sig om på den anden side og med sin mørke bamse godt i favnen, hvor det faktisk ikke tog hende lang tid at glide hen i den trængte søvn.

[Deleted]

At Jacqueline var fuldstændig forvirret over Zachary kunne han godt høre, selvom han godt forstod hende, for det var også forvirrende at forklare! Han vidste bare at han kunne se folk med sin jorddæmon. Han vidste hvor ting var. Det var ikke sådan så han kunne se deres detaljer og alt muligt, for det kunne han ikke! Det var nærmere bare deres silhuet, hvor han kunne måle hvor høje de var, samt hvor meget de vejede, alt efter hvor hårdt deres skridt var, for nogle var lettere end andre. Når folk så stod stille, så kunne han ikke se noget som helst, ligesom da hun havde gemt sig ude på gangen og bare havde siddet helt stille og der havde hun altså givet ham noget af et chok! Han grinte endnu engang, som hun fastholdt at han ikke kunne se, hvor det kun var tydeligt at hun ikke forstod sig på det! ”Jamen jeg kan heller ikke se folk ordentligt, det er bare deres omrids jeg kan se og hvor høje de er, samt om de er tunge eller lette,” fortalte han roligt, så på en måde havde hun jo ret, for han kunne ikke se, alt var sort for ham, hvilket det var hele tiden, så man kunne vel snarere sige at han kunne mærke folk? Og så var han jo også vanddæmon og han vidste at man også kunne se folk på den måde, for han var jo i stand til at mærke alt hvad der var i berøring med vandet, han var dog bare bedre med jordelementet, fordi det havde han altid tæt på sig, han kunne kun træne med vand når han var i nærheden af vand og det var han jo ikke så tit.
Zach valgte at love at han ville snakke med Evan, for det var faktisk hvad han havde tænkt sig! Manden havde cuttet ham af én gang, men hvis han troede at han kunne blive ved med det, så tog han fejl! I så fald så skulle han nok vise sig fra sin jorddæmonside og vise hvor stædig hans element kunne være! Han var en viljestærk lille knægt der nok skulle få det som han ville have det og han skulle nok få svar på hvorfor Jacqueline skulle være her, når hendes far var derude et sted! Han nikkede til hende med et muntert smil på læberne. Hun var jo slet ikke så slem, som han næsten havde troet, for til at starte med var der ingen tvivl om at hun var en ilddæmon, for hun havde da bestemt temperamentet derfra! Og så var hun en bestemt lille pige, men det gjorde ham nu intet. At hun gik med til at sove, var noget som glædede ham, for så kunne han måske også selv få noget søvn. Han tog roligt om dynen og puttede hende under den, inden han kyssede hende på håret – det var jo sådan man puttede folk, ikke? ”Sov godt Jacqueline. Og er der noget, så sover jeg lige inde ved siden af!” svarede han roligt, som han kort strøg hende over det lange og bløde hår, inden han roligt lod hende sove, hvor han selv gik mod døren. At Evan havde stået derude hele tiden for at lytte efter, anede han dog ikke. Langsomt tog han fat i dørhåndtaget, så han kunne smutte ud.

[Deleted]

Igennem hele samtalen, så havde det set ud som om at Zachary havde haft fuld styr på Jacqueline, hvilket bestemt heller ikke gjorde Evan noget, for det glædede ham faktisk! Han var for træt til at tage sig af det, for ikke at glemme, at han faktisk var bedre til drengebørn, end det som han var til piger, så det at han skulle sidde her med børn af den slags, var ikke just noget som han havde regnet med. Han havde ikke rokket sig det mindste. Han var måske en mentaldæmon, så han holdt skam også øje med dem i tilfælde af at det skulle blive nødvendigt for ham selv at blande sig – også mest for Zacharys skyld, for han vidste at knægten ikke kunne se, samt at tøsen var stædig som bare pokker, for han kunne i den grad godt se meget af tøsens moder i hende, og det var noget som han ikke rigtigt kunne afgøre hvorvidt om det var en god eller en dårlig ting, men det var nu bare sådan at det var.
At Zachary faktisk formåede at få tøsen i seng, og som han kunne fornemme, faktisk fik hende til at sove, var bestemt heller ikke just noget som han havde regnet med, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde ham det mindste i den anden ende. Roligt bakkede han nogle skridt væk fra døren, som han valgte at tage i den. Ja, selv kunne han sagtens forestille sig, at selv knægten gerne ville tilbage i sin egen seng, for de var altså trætte alle sammen, og nu hvor han næsten kunne sige, at natten var ødelagt for ham, for det var i sig selv, temmelig sjældent at han gav sig hen til søvnen på denne her måde, så var det nu bare sådan at det var. Han havde ikke brug for det i den samme grad som de kære børn, også selvom han stadig agtet at få knægten godt ind i en normal døgnrytme for et barn. Her var han der til at passe på dem, og det var noget som han selvfølgelig agtet at gøre så godt som det faktisk var ham muligt, ellers havde han ikke bare taget børnene med sig på den måde, som han nu havde gjort det, det var der ikke nogen tvivl om. Med hans egen opvækst, så var han ikke den bedste til den faderlige rolle, men.. han forsøgte vel om ikke andet? Han vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang, som han måtte stå i døråbningen. Han flyttede let på den ene fod, så Zachary vidste at han stod der, så han ikke ville få et chok igen, for han ønskede slet ikke at lade den lille pige vågne, nu hvor det faktisk så ud som om at hun faktisk var faldet i søvn! Mirakuløst nok! ”Det klarede du jo flot, min dreng,” roste han med et stille smil på læben. Ja i sig selv, så var det noget som han aldrig nogensinde sagde eller noget som helst, og nu måtte han jo bare krybe til korset. Knægten havde klaret det lidt bedre, end det som han selv personligt havde regent med i udgangspunktet.

[Deleted]

Zachary ville selv mene at han havde klaret sig godt, når det angik Jacqueline, for hun havde jo faktisk valgt at falde til ro hurtigt og hun måtte vel også stole lidt på ham, siden hun havde valgt at snakke med ham og tilmed tro på ham og så lægge sig til at sove. Det glædede ham kun at hun kunne falde til ro, for hun havde ingen grund til at være bange eller bekymret. Han forstod godt at hun helst ville være hos sin far, for hvem ville ikke det i hendes sted? Men indtil videre og indtil de fandt hendes far, så ville han og Evan passe på hende, hvor han faktisk glædede sig til at lære hende bedre at kende! Han lod hende roligt ligge i sengen, hvor han gik mod døren. At Evan havde stået og lyttet hele tiden, det havde han slet ikke opdaget, derfor blev han også overrasket, da han kunne høre Evan ude bag døren. Som han åbnede døren, vendte han ansigtet op mod Evan, der ikke stod langt fra døren. Han smuttede roligt ud, hvor han forsøgte at lukke døren så lydløst som muligt, for han ønskede jo ikke at vække Jacqueline, nu hvor hun tydeligvis endelig var faldet i søvn, hvilket vidst også var tiltrængt? Hvis det var midt om natten, så burde de alle stadig ligge i deres senge! At Evan så roste ham, fik ham til at trække let på smilebåndet, for det var faktisk noget som skete frygtelig sjældent, så det var kun tydeligt at han havde gjort et godt indtryk på manden, og det var han kun glad for! Han nikkede ganske let. ”Og nu sover hun,” svarede han næsten med en stolt tone, for det var ham der havde formået at få hende til at falde til ro og ikke nogen voksen! Til tider var det ikke dårligt at være barn! Han vidste til gengæld også godt at Evan selv var elendig til små børn, for han var ikke engang særlig god til Zach selv, men han vidste til gengæld også at manden forsøgte og prøvede, og han vidste at manden holdt af ham, så han ville slet ikke beklage sig! Evan var god mod ham og han var glad for at han var taget med ham! Han lænede sig roligt op ad dørkarmen, hvor hans ansigt ikke forlod Evans retning. ”Hvor er hendes far Evan?” spurgte han roligt, skønt der også var noget stædigt i hans tone, for det var tydeligt at han ikke ville lade det ligge og manden burde også vide at han ikke kunne blive ved med at cutte ham af, ikke uden at de blev uvenner i hvert fald! Og måske han var et barn, men han var på ingen måder dum! Han vidste jo at der var en grund til at hun skulle være her, men han ønskede at kende til svaret! ”Hvorfor kan hun ikke være hos sin far?” tilføjede han roligt, hvor hans tone var lav, så Jacqueline ikke ville opdage dem, for det ønskede han jo heller ikke, ikke i tilfælde af at det var et dårligt svar som lå i vente. ”Er han død?”

[Deleted]

Evan måtte erkende, at han faktisk var forundret over hvor godt Zachary klarede det, udelukkende fordi at han vidste, Jacqueline ikke var begejstret for ældre børn, men.. det så da ud til at gå temmelig godt? Det måtte om ikke andet, så være noget som han havde dømt en anelse for hurtigt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Armene gled roligt over kors, som knægten måtte komme ud. Han var måske ikke den bedst til småbørn, da det altid havde været Dianes felt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lærte jo trods alt også igennem resten af hans liv, og forhåbentlig var det noget som ville komme med tiden nu hvor han stod med to på egen hånd? Han nikkede roligt. ”Det kunne jeg fornemme. Så kan du også få din egen søvn. Du har brug for den,” endte han ganske sigende. Selv personligt, kunne han lige så godt opgive det, for han vidste allerede, at det ikke var noget som han ville få noget ud af, for han var vækket, han havde fået et chok, så han ville ikke kunne falde i søvn igen uanset om det var noget som han ville det eller ikke.
At knægten ikke ville lade emnet ligge, var noget som let fik ham til at himle med øjnene, for han havde jo allerede fortalt ham at det var en voksenting, og ikke noget som han ønskede at blande børn ind i! Selvom det måske havde været et temmelig drastisk tiltag, så stod han fast på at det som Jacques havde valgt, faktisk havde været det rigtige, for her var hun om ikke andet, så i nærheden af sin egen slags, og det var hun ikke i Procias. Han sukkede. ”Jeg har allerede fortalt dig det, Zachary. Det er en voksenting, som børn ikke skal blande sig ind i,” endte han ganske sigende. Som han fortsatte og endda spurgte ind til om hendes far var død, fik ham til at ryste på hovedet, også selvom han vidste, at det ikke var noget som knægten ville være i stand til at se i det hele taget, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg let og stille over hans læber. Knægten var intelligent og vant til at klare sig selv, hvilket i den grad også var noget som han kunne mærke efterhånden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Han er ikke død, min dreng.. Kom.. skal jeg putte dig i seng?” Et måske halvhjertet forsøg på at skifte emne, men han ønskede slet ikke at diskutere det med ham, for det var jo slet ikke relevant for en lille knægt at vide! Jacques havde ikke haft meget til overs for Sonic, og skulle han selv være helt ærlig? Så havde han heller ikke, efter alt det som han havde lavet i Procias, men det var ikke noget som en lille dreng skulle rende rundt og tænke på! ”Kom med,” endte han sigende, som han søgte ned mod Zacharys værelse. Han ville ikke diskutere det med en lille knægt!

[Deleted]

Det havde forundret Zachary at det var nat udenfor, for hvad havde tøsen lavet oppe så sent? Han var dog den som var stået først op! Skønt han godt nok skulle i seng igen, for han måtte jo erkende at han var træt. Hans øjenlåg var også helt tunge, så at komme i seng ville egentlig ikke gøre ham noget. Han var faktisk stolt over at han havde formået at gøre Jacqueline rolig, for så kunne det være at hun var lidt mere tryg her. Han ville gerne hjælpe hende så godt han kunne, selvom han vidste at han slet ikke var i stand til at finde tøsens far, for han var jo blind, desuden så var han kun en lille dreng og det eneste sted han kendte godt, var Ityrial, som byen havde været en stor legeplads for ham. Både Imandra og her i Dvasias var han fuldstændig fortabt. Evan burde dog være i stand til at hjælpe, for manden var jo faktisk træner for dæmonerne, og så var han voksen så han burde vel kunne hjælpe? ”Okay,” endte han roligt, som han måtte kvæle et gab. Han gned sig let i øjnene med sin håndryg, hvor han sukkede ganske let. Han var virkelig ved at være godt træt igen! Så det ville faktisk ikke gøre ham noget at smutte i seng, for det var efterhånden tiltrængt! At Evan så valgte at cutte ham af endnu engang, var noget som gjorde ham vred, hvilket man også tydeligt kunne se på hans mimik. Han endte med at bide tænderne sammen, hvor han også knyttede sine hænder. Han forstod ikke hvorfor Jacqueline skulle blive her, hvis hendes far var derude et sted, for alle børn ville da klart foretrække at være hos deres forældre! Medmindre forældrene var onde imod børnene, for så havde han da bestemt heller ikke gidet at være hos sine! Han vidste så at hans egne forældre var døde, for det havde han jo fået fortalt på børnehjemmet, når han havde spurgt ind til dem. At Evan så bare forsøgte at cutte ham mere af og tro at han kunne gøre det godt ved at skulle putte ham, så tog han i den grad fejl! Han knyttede næverne endnu mere, hvor han helt fik lyst til at sparke og slå manden, fordi han var dum! ”Du skal bare holde dig langt væk!” vrissede han arrigt, som han trampede ned mod sit værelse. Han tog fat i døren, hvor han åbnede den, inden han vendte sig om mod Evan igen. ”Og hvis Jacqueline spørger, så gør du klogt i at sige at du gerne vil hjælpe hende med at finde hendes far, for ellers så kan ingen af os lide dig!” vrissede han igen, som han trådte ind på værelset og smækkede døren i hovedet på manden, inden hans små fingrer søgte op til nøglen, så han kunne låse sin dør, som et ekstra tydeligt tegn på at manden ikke var velkommen her, for han var bare dum var han! En ting var at Jacqueline skulle blive her, men manden kunne da i det mindste fortælle hvorfor! Han prustede arrigt, som han gik hen og flåede dynen væk, for at kravle op i sengen. Nu var han alt for sur til at falde i søvn!

[Deleted]

Det var endnu mørkt, koldt og nat, så det at blive vækket på den måde og på denne tid, var bestemt ikke en tanke som Evan bifaldt, hvilket i sig selv, faktisk var noget som gjorde ham direkte hidsig, selvom han virkelig forsøgte ikke at lade det gå udover børnene, for det var slet ikke hans mening, selvom det faktisk var svært i sig selv, at skulle undgå, men han forsøgte faktisk! Han vendte blikket direkte mod ham, også selvom det var tydeligt, at han faktisk var.. vred et sted, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne gøre noget ved, for han ville ikke blande knægten ind i det, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende! Han kneb øjnene utilfredst sammen, som knægten direkte trampede forbi ham og ind på hans eget værelse, hvor døren igen blev smækket direkte i hovedet på ham og endda også låst, hvilket bestemt heller ikke var noget som han fandt sig i! Han havde taget begge børn i hus, og dette var takken?! Ja, han forstod skam godt Jacqueline, for hun var her ikke af sin frie vilje, men knægten derimod, var en helt anden sag, og det vidste han! ”Zachary, det her finder jeg mig ikke i!” endte han med en fast tone. Ja, han respekterede at værelserne var deres, og derfor ville han heller ikke betræde det, hvis han ikke havde nogen grund til det, men for pokker! Der var sgu da grænser for, hvad en som ham, faktisk fandt sig i, i hans eget hjem! Og den gik helt klart her!
Evan stillede sig ved døren, også selvom det lød som om at knægten krøb i seng. At han truede med at hverken ham eller tøsen kunne lide ham, var virkelig et typisk argument fra et barn, og det var også hvad han skulle huske selv; De var for pokker kun børn, og det var noget som de skulle behandles efter, også selvom han vidste, at knægten på ingen måder var enig, så var det noget som han faktisk var fuldstændig ligeglad med! Han knyttede næven, også selvom han virkelig havde.. lyst til at slå et eller andet, selvom han slet ikke ønskede at vise sig fra den side overfor børn mere, for det havde han allerede gjort nok af igennem hans liv! Han prustede let, som han virkelig forsøgte at falde til ro, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham, for det her var.. pinligt vel? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det, og det var virkelig frustrerende nok i sig selv! ”Zachary åben den dør,” nærmest krævede han af ham, som han let kneb øjnene sammen. Om han så skulle fjerne nøglen senere, så gjorde han det, for han kunne bestemt ikke bruge det til noget i anledning af brand eller noget lignende, og han ikke kunne komme ind til knægten uden at skulle ødelægge inventaret for det var faktisk dyrt nok! ”Det er en sag for voksne, og det er ikke noget som jeg vil blande dig ind i.. eller Jacqueline for den sags skyld, men fint.. Godnat..” mumlede han tvært, som han forlod døren, kun for at søge ned mod sit arbejdsværelse. Han fik jo ikke sovet uanset hvad nu!

[Deleted]

At Evan igen valgte at cutte Zachary af, var slet ikke noget som han fandt sig i! Måske det var en sag mellem voksne, men de boede her alle sammen så de havde også ret til at vide hvorfor hun ikke kunne være hos sin far! Det gjorde ham kun sur at manden skulle behandle ham på den måde, for han var ikke dum! Han ville sagtens kunne forstå hvis de skulle holde på Jacqueline, for det kunne han jo tydeligt regne ud at de skulle, hun kom ikke nogen vegne, for hun skulle åbenbart ikke tilbage til sin far, men han ønskede at vide hvorfor! At manden så skulle være så dum, var noget som irriterede ham, for det havde han slet ikke bedt om! At smække døren i og låse døren, var måske at overdrive, men han gad ikke have at manden fulgte efter! Han skulle bare gå skulle han! Han var sur på ham og det havde han fortjent, sådan som han opførte sig! ”Jeg finder mig heller ikke i det, gamle nisse!” råbte han vredt tilbage, som han havde lyst til at kaste noget efter manden, men kunne ikke rigtig finde noget på grund af sin blindhed. Han krøb bare direkte over til sengen, hvor han kravlede op og lagde sig. Dumme mand! Han skulle også bare ødelægge alt! Og når Jacqueline fandt ud af at Evan slet ikke gad hjælpe, og ikke engang gad tale om det, så ville hun da først blive sur! Og så ville hun sikkert også blive sur på ham og han ønskede virkelig oprigtigt at hjælpe hende! Men det kunne han ikke, for han var blind og han var kun et lille barn og han kendte jo slet ikke til Dvasias eller noget som helst! Han ville gerne være ven med Jacqueline, for han kunne faktisk godt lide hende og det ville jo også være rart med en ven på sin egen alder, som faktisk havde tiden til ham, for det havde Evan jo ikke. Og nu kunne det også bare være ligegyldigt med træning og bygge dagligstuen op, for det gad han slet ikke! Det havde manden selv ødelagt! Som altid! Han mærkede tårerne presse sig på, hvilket kun gjorde ham endnu mere vred på sig selv. ”Gå med dig!” råbte han ad ham, som han sagde at han skulle åbne døren, for det blev slet ikke aktuelt! Han ville slet ikke se manden! Han kunne bare gå kunne han! Han havde ødelagt alt! Han gned hidsigt sit ærme over sine øjne, for at undgå at tårerne skulle falde. Han lagde sig ned i sengen og trak dynen helt over hovedet, hvor han gemte ansigtet ned mod puden. Han var så vred at han slet ikke kunne falde i søvn, hvor han bare lå og hidsede sig selv mere op. Han havde lyst til at smutte havde han, men han blev dog alligevel liggende, for det ville jo også være synd for Jacqueline. Og så kunne han jo godt lide at være her. Han snøftede ganske let som trætheden endte med at glide over ham, hvor han lukkede øjnene og søvnen langsomt måtte overmande ham, så han gled hen i en dyb søvn. …

[Deleted]

Evan gjorde ikke andet end at forsøge at gøre det rette, selvom det var tydeligt, slet ikke var noget som Zachary kunne se, og det var noget som gjorde ham selv hidsig. Han havde aldrig været bleg for at slå, men selv han forsøgte virkelig at lægge om på det liv som han havde levet før, og det som han havde fået nu, og det var noget som han gjorde med vilje! Han vendte blikket direkte mod døren, som var blevet smækket direkte i hovedet på ham, hvilket bestemt heller ikke var noget som han fandt sig i, på nogen måde af den grund! Han knyttede næverne. Han ønskede at respektere dem på deres værelser, for det var deres egen plads, og selvfølgelig var det ikke noget som han ønskede at rive fra dem. Skuffelsen kunne han næsten høre i Zacharys stemme, selvom han for pokker bare måtte acceptere at børn var børn, og han ikke ønskede at der skulle ske noget med dem, hvilket faktisk var en handling som han drog bevidst, selvom det var tydeligt, ikke var noget som faldt i lige så god jord ved ham, som han ellers gerne ville have det, og selvfølgelig var det noget som virkelig måtte frustrere ham! ”Fint!” hvislede han med en iskold og fast tone, som han valgte at forlade stedet og søge ned mod hans arbejdsværelse i stedet for. Nu hvor han alligevel var vågen, så kunne han jo lige så godt få noget godt ud af det, som han gjorde på denne måde, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for ham af den grund. Stolen trak han ud ved bordet som han satte sig og bare begyndte at skrive. Fjerpennen dyppede han i blækhuset, som han virkelig forsøgte at koncentrere sig. Det mest irriterende ved det hele var, at han havde fået en times søvn, hvilket på ingen måder var nok for ham, og det var virkelig irriterende! Han fnøs ganske kortfattet. Han havde aldrig været meget til børn, men nu havde han valgt at gøre et forsøg, og så skulle knægten bare ødelægge det hele! Han forsøgte for pokker kun at holde voksenting og børneting fra hinanden og adskilt, for knægten var et barn, og derfor skulle han også behandles derefter, selvom det var tydeligt, at det ikke just var hans mening af den grund, så var det ikke noget som han kunne tage sig af! Han lod den ene hånd stryge igennem håret og lagde sig i hans nakke, som han virkelig forsøgte at slappe af, selvom det bestemt heller ikke var nemt, når han var så vred, at hans hånd virkelig rystede, hvilket kun var noget som gjorde det hele langt mere besværligt, end det som det måtte være i forvejen, og selvfølgelig var det en temmelig frustrerende tanke på alle måder og punkter! ”Forbandede..” mumlede han næsten vredt.
Lige hvor lang tid han faktisk sad der, vidste han ikke, men.. solen var næsten på vej op, hvor den lige kunne skimtes i horisonten. Evans øjne føles næsten som var de blodsprængte af manglen på søvn, idet han havde lagt arbejdet fra sig. Det var ikke just fordi at det var noget nyt under solen. Han havde forladt kontoret, for at indfinde sig i køkkenet, hvor han var begyndt på morgenmaden. Ja, det kunne være, at det kunne få hans tanker på lidt andre vegne, end hvad de havde været på igennem nattens tunge og hårde forløb.

[Deleted]

Zachary var sur på Evan, fordi han bare valgte at cutte ham af, når han bare kunne fortælle hvorfor Jacqueline skulle være her, for hvis han skulle være med til at passe hende, så måtte han også fortælle ham hvorfor hun var her, særligt når hendes far rendte rundt derude og sikkert ledte efter hende! Han ville egentlig bare gerne hjælpe Jacqueline, for han forstod hende godt. Måske han aldrig havde haft sine forældre derude, men han havde altid ønsket at de var kommet efter ham, at de alligevel havde været i live, men det var et håb som han havde lagt fra sig for nogle år siden, for han vidste godt at hans forældre var døde og de blev ikke levende igen. Jacqueline havde en chance for at være sammen med sin far og så skulle hun da også have den! Men det skulle Evan jo absolut ødelægge og hvis han ikke ville fortælle noget som helst, så så Zach heller ikke nogen grund til at skulle være samarbejdsvillig, for så kunne det bare være ligegyldigt! Den mand bestemte ikke over ham og han kunne bare gå når som helst han ville! Han ville nok være fortabt hvis han søgte ud nu, for han kendte slet ikke nogen steder i Dvasias og han vidste jo faktisk ikke engang hvor de befandt sig, foruden det vidste var tæt ved dæmonernes by, desuden følte han heller ikke at han kunne svigte Jacqueline, for hun ville da sikkert blive knust, hvis hun skulle være her helt alene med dumme Evan! Jacqueline ville sikkert blive sur uanset hvad, for hun ville ikke kunne finde sin far og hendes far ville heller ikke kunne finde hende, og når Evan var som han var, så måtte tøsen bare lære at leve med at hun skulle bo her, hvor længe det så end var meningen. Der gik alligevel længe før Zachary faldt i søvn igen, da vreden havde holdt ham oppe, hvor han flere gange havde slået sin lille næve ind i sengen og væggen for at afreagere og både sengen og væggen havde vibreret af den lille drengs styrke, der faktisk var stor i forhold til en på hans alder, eftersom han var jorddæmon. Til sidst måtte han dog alligevel give efter for søvnen, der langsomt sneg sig op i ham, da han valgte at lægge sig ned og putte sig under dynen, som han havde revet helt op over hovedet på sig selv.
Hvor længe Zach sov, var ham ukendt, men langsomt måtte han glide ud af søvnen. Han blinkede let med øjnene som han genvandt fatningen efter sine drømme, hvor det langsomt gik op for ham hvad der egentlig var sket i går nat. Tanken fik ham blot til at ligge hovedet ned igen, hvor han forsøgte at lægge sig til at sove igen, for kunne han, så ville han egentlig bare glemme den episode. Han følte alt var ødelagt og han havde ikke engang lyst til at stå ud af sengen! Han gled også langsomt hen i søvnen igen, hvor han endnu engang måtte give sig hen til sine sødeste drømme, der virkede langt bedre end virkeligheden!

//Out

[Deleted]

Det var ikke fordi at Evan ønskede at fremstå som den store og stygge, men han agtet at adskille hvad børn skulle vide, fra det som han vidste at han kunne diskutere med voksne, for hvad der var besluttet omkring lille Jacqueline, og det at hun var blevet ført ud af Procias, var noget som bestemt ikke vedkom en lille dreng som Zachary, så dette var faktisk noget som han gjorde ene og alene for knægtens skyld, om det var noget som han nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han sukkede dæmpet, som han selv havde valgt at lægge arbejdet fra sig, for søvnen havde han opgivet, nu hvor han så brutalt var revet ud af den, og nu hvor han var for vred til at give sig hen til den, så kunne det hele jo lige så godt være lige meget, også selvom han vidste, at det bestemt heller ikke var noget som gavnede eller hjalp ham hvad angik de børn, for han var nødt til at være frisk, og det blev han bestemt heller ikke på denne her måde, om det var noget som han ville det eller ikke. End ikke arbejdet kunne han fokusere ordentligt på, og selvfølgelig var det noget som direkte måtte irritere ham, for han vidste, at han ikke kunne gøre noget ved det af den grund, og det var noget som gjorde ham direkte frustreret som intet andet overhovedet! Han sukkede dæmpet, som han havde valgt at søge ned i køkkenet istedet for. Solen var ved at stå op, så det nærmede sig jo efterhånden også morgentid. Det var bestemt ikke fordi at han ønskede at rende rundt og være vred eller frustreret, så han kunne vel lige så godt bare begynde på hans morgenmad? Nu hvor det var noget som efterhånden var faldet Zachary i smag.
Duften af pandekagerne måtte brede sig rundt i huset, også selvom det slet ikke var noget som Evan bed sig synderlig meget mærke i. Han havde lavet dem til hans kære lille dreng, dengang han selv havde haft sine børn hjemme, selvom de begge var døde den dag i dag, men det i sig selv, ønskede han heller ikke at diskutere. Han spiste end ikke pandekagerne selv, men så lang tid at børn kunne lide det, så var det vel fint nok? Efterhånden havde han fået lavet sig en god bunke, så han var sikker på – forhåbentligvis sikker på at der var nok til begge børn, når de engang ville stå op, også selvom det ikke var noget som han ønskede at forhaste med, specielt hvis de begge havde brug for søvnen, for det så jo også sådan ud. Han sukkede dæmpet, som han let lod hånden glide igennem håret og lagde sig i nakken, som han satte det hele på morgenbordet. Zachary plejede som regel at vågne ved duften, når han endelig ville lave morgenmaden, for det i sig selv, var ikke noget som skete særlig ofte mere, for han havde virkelig ikke haft tid til det, for han var og blev altså en travl mand! Og han gad virkelig ikke rende rundt og skændes med knægten, om det var noget som han ellers kunne blive fri for! Han var faktisk ved at blive temmelig træt af, at det var sådan det skulle gå!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Hvor længe Jacqueline faktisk havde ligget i sin søde søvn, vidste hun ikke, men den behagelige duft som bredte sig fra køkkenet, var noget som et sted drev hende ud af søvnen, da det bestemt ikke var sådan noget som hun kunne sige sig, at være vant til, for det var hun på ingen måde! Forsigtigt satte hun sig op i sengen og gned sig i øjnene. Snakken med Zachary aftenen og natten i forvejen, havde faktisk hjulpet hende til ro, og et sted så håbede hun virkelig at de ville hjælpe med at finde hendes far, for hun ville virkelig gerne hjem til ham igen, selvom.. hvorfor havde Jacques placerede hende her? Det var slet ikke noget som hun forstod, og selvfølgelig så håbede hun at det var noget som Evan kunne hjælpe hende med, for hun forstod slet ikke noget! Med Bamse godt og trygt i sine arme, så søgte hun ud over sengekanten og ned på det kolde gulv, også selvom det slet ikke var noget som havde den effekt på hende på nogen måde, hvilket et sted, faktisk også var noget som hun havde det ganske fint med. Det havde vel også sine fordele, at være både ild- og isdæmon? Selvom hun måske ikke forstod hvad der lå i de begreber og deleracer, så var det også noget som nok skulle falde på plads før eller siden!
Med de rolige skridt, så forlod hun sit værelse, også selvom hun slet ikke havde nogen anelse om hvor hun skulle gå hen, så kunne man vel snildt sige, at hun faktisk fulgte sin næse i denne situation? Hun blinkede let med øjnene, som hun nåede den store trappe, også selvom den på ingen måder lignede den som hun var vant til at gå op og ned af. ”Farlig, Bamse..” endte hun dæmpet, som hun igen begyndte at snakke til sin kære bamse, for hun havde jo ikke ligefrem andet at give sig til, havde hun? Hun blinkede let med øjnene, som hun tog fat om gelænderet og varsomt og sikkert, søgte ned af den store trappe. Om Zachary var oppe, vidste hun ikke, men et sted så håbede hun virkelig? Hun kunne godt lide at snakke med ham, også fordi at han havde taget højde for hende, og hvordan hun ønskede og havde tingene, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Forsigtigt søgte hun ud i retningen af køkkenet, hvor hun igen bare måtte følge sin lille næse, for at være sikker på at hun faktisk fandt det rette sted, og ganske rigtigt. Blikket søgte direkte til Evans skikkelse, som hun let blinkede med øjnene og blev stående i døren, hvor hun knugede godt og fast om sin bamse som hun havde godt og trygt i favnen. Evan så sur ud, og det kunne hun faktisk heller ikke lide!

[Deleted]

Man kunne ikke ligefrem vove at påstå at Evan var ved det bedste humør, velvidende om at det måske ikke skulle gå ud over Jacqueline, for hun havde jo ikke gjort noget, andet end at reagere som han havde ventet sig, faktisk… finere end det, som han lige havde regnet med, men det var nu bare sådan at det var. Selvom dette ganske vidst havde kostet ham hans egen søvn, selvom det ikke var noget nyt, men tanken om at han havde fået lov til at sove lidt, og så brutalt revet ud af den, samtidig med at Zachary nu også skulle til at være sur på ham, var en tanke som faktisk gjorde ham selv irriteret, for han ville ikke komme stormende ind på knægtens værelse, når det var så tydeligt at han slet ikke ønskede at have noget med ham at gøre på denne her måde, for han kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det lige nu. Selvom han nu havde lovet at lave en god morgenmad, så var det selvfølgelig noget som han ønskede at holde, også selvom han nu ikke just ventede sig at knægten ville komme ned, men så kunne han da i det mindste gøre det godt for Jacqueline, for hun havde jo ikke ligefrem gjort noget forkert af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Evans blik gled stille mod sin ene side, kun for at få øje på Jacqueline som stod i døren. Han sendte hende et tydeligt træt smil. Han vidste godt, at han måske havde gjort en masse forkert aftenen forinden, men han havde ikke ligefrem regnet med at skulle tage sig af det på den måde, som det nu var sket af den grund. ”Godmorgen, Jacqueline,” hilste han roligt, som han fik hældt den sidste pandekage af panden, inden han roligt vendte sig mod hende. Han gik roligt ned i knæ, for han ønskede jo heller ikke ligefrem at virke truende eller noget i den stil, for det var slet ikke noget som han kunne sige sig, at være videre interesseret i! Han sendte hende et tydeligt træt smil, selvom det sikkert ikke just var noget som gjorde den største forskel, men han forsøgte da om ikke andet, og han havde heller aldrig nogensinde forsøgt sig med det at være en god far, for han var ikke en god far, selvom han faktisk ønskede at være det, så var det ikke altid lige nemt, når det ikke var ens egne. Jacqueline var ikke hans, og tydeligt præget af sin moders temperament, og Zachary? Ja, tydeligt præget af sin tilværelse på gaden, hvor han et sted frygtede, at han ikke kunne skænke knægten en følelse af at være et barn, som han egentlig gerne ville. ”Er du sulten?” spurgte han videre, som han lod hovedet søge let på sned. Det havde jo trods alt været en lang tur, og siden hun var oppe på denne tid, så måtte det vel være af en grund? Det var jo kun lige blevet lyst, så det var jo i sig selv, temmelig tidligt.