The family grows bigger..

[Deleted]

Måske Zachary tog det pænt, men han kunne jo næsten heller ikke gøre det på nogen anden måde? Han kunne jo regne ud at han bare måtte slå sig til tåls med at der var et andet barn her, skønt han ikke var så meget for det igen, for han havde godt kunnet lide at der kun havde været ham og Evan, for han havde regnet med at det ville bringe dem mere tid og nu skulle han pludselig til at dele mandens opmærksomhed med et andet barn? Han var naturligvis nysgerrig på denne Jacqueline, hvor det vel også kunne gå hen og blive sjovt måske? Hun var lidt yngre end ham, hvilket han havde det fint med, for han ville jo faktisk gerne tage sig af hende, nu hvor Evan bad ham om det, for det var vel heller ikke for meget at forlange? De skulle vel alle sammen kunne enes? ”Ja vi gør!” svarede han muntert og med en ivrighed i stemmen, for han så jo faktisk frem til det! Han glædede sig til både at flytte tingene ind i dagligstuen og gøre den i stand, samt det at komme ud og træne, for når han var selv trænede han jo også på det som Evan havde vist ham, så han var faktisk blevet en del bedre! Desuden så lærte han også sig selv mange nye ting, ved at bruge de teknikker som Evan talte om, så han ville jo gerne vise manden hvor god han faktisk var blevet, så han kunne være stolt af ham! Han vendte ansigtet morende op imod Evan. ”Vi får at se,” svarede han morende, som smilet kun bredte sig. Hvem der stod tidligst op måtte tiden jo vise? Han selv var ivrig efter at komme i gang og det havde før fået ham op før alle de andre, men Evan var tit tidligt oppe, skønt manden denne aften havde bedt ham om at vække ham, hvis han lå og sov og Zach vågnede først, hvilket han så også gerne ville gøre. At blive stryget over håret, var noget som Zach måtte nyde godt af, da det var rart at få bekræftet at man blev tænkt på, da han jo faktisk ikke var vant til det. Han havde dog godt kunne mærke ændringen ved Evan og det at manden faktisk var blevet gladere for ham, ligesom han også var blevet gladere for manden. At Jacqueline sov ved siden af ham, havde han intet imod, skønt Evans lille advarsel måtte gøre ham en anelse usikker. Hvis hun begyndte at skrige og råbe? ”O-okay..” svarede han i en anelse usikker tone, da det ikke just lød til at tøsen vidste noget som helst. Han kunne ikke lade vær med at tænke over, om tøsen mon var forældreløs? Han var ikke sikker, hvor han faktisk sad inde med mange spørgsmål omkring hende. Han gik roligt ind på sit værelse, hvor han gav sig til at smide tøjet og komme i nattøjet. ”Hvad race er hun?” spurgte han nysgerrigt, da han jo faktisk alligevel var lidt interesseret i hende, da hun jo trods alt skulle bo her permanent. Han krøb roligt op i den forholdsvis store seng til ham, hvor han trak dynen over sig, imens han vendte ansigtet imod Evan.

[Deleted]

Evan håbede så sandelig at Zachary kunne acceptere Jacquelines tilstedeværelse, for han kunne ikke opgive den tøs. Der var grunde til at man havde bedt ham om at huse den lille pige, og selvfølgelig var det noget som han agtet at gøre! Han vendte sig roligt mod knægten og med et smil på læben. Lige nu forsøgte han at bide smerten i skulderen i sig, for den var efterhånden intenst, så han skulle nok finde den salve igen, som han havde fået med hjem, som smertestillende. Han kunne virkelig ikke fordrage de skide elvere! ”Jeg glæder mig,” endte han ganske sigende, for han mente det faktisk, selvom han måske ikke ligefrem var den som var bedst til at vise det, så var han endnu en mand af ord, og det var hans ord man skulle tage for gode varer, specielt nu hvor knægten ikke var i stand til at se hans mimik trods alt. Nu hvor det kunne se ud som om at det løb ud i en konkurrence om hvem som stod op først, var det noget som direkte morede ham, for han kunne sagtens være med på den leg! Han var som regel den som var tidligst oppe, og til morgen skulle han nok selv personligt stå for morgenmaden til dem alle tre. Nu havde Zachary jo fået en svaghed for hans pandekager trods alt.. Det var jo ikke ligefrem noget som man fik ude på gaden trods alt! ”Du taber,” endte han med et let smil på læben.
At Zachary blev usikker da han hentydet til råb og skrig, kunne Evan nu godt forstå, hvor han alligevel lod drengen gå ind på sit værelse – nok det største i hele huset, men han havde ikke brug for pladsen og børn skulle have plads at boltre sig på, hvilket var noget som han havde lært på den hårde måde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod ham hoppe op i sengen, hvor han selv roligt tog pladsen på hans sengekant, hvor han puttede ham godt ind under den varme dyne. Det var jo trods alt ikke fordi at det var helt varmt mere, også selvom faklerne som var stort set i hele huset her, holdt bedre på varmen, end de gjorde når de var slukket. ”Hun ved slet ikke hun er her endnu, så det kan godt være hun vågner med råb og skrig.. Hvis det sker, så kom ind til mig og læg dig i min seng.. Så skal jeg nok tage mig af det,” endte han med en rolig stemme. Han ønskede jo heller ikke at Zachary skulle være skræmt af det hele! Han trak vejret dybt. Han kunne selv godt bruge en god søvn efterhånden! Han sendte ham et stille smil. ”Hun er en dæmon ligesom dig.. Bare ild, is og mental-dæmon,” fortalte han ganske sandfærdigt. Hendes forældre var jo ikke ligefrem ukendte, så hvor meget hun faktisk var kendt med sin race, vidste han faktisk ikke, og et sted så var det noget som også gjorde ham en anelse nysgerrig. Han agtet dog at finde ud af det hele, men først, ønskede han at sætte Zachary lidt i sit søgelys. Han ville jo trods alt ikke løbe fra løfterne til ham.

[Deleted]

Zachary var faldet utrolig godt til her hos Evan, skønt han desværre ikke havde haft særlig meget af mandens opmærksomhed, da han havde haft travlt med alt muligt andet og det gjorde lidt ondt at manden ikke havde været der, men han vidste at der ikke var det store at gøre ved det, for Evan havde jo meget arbejde og så vidste han også godt at meget personligt var gået ham på, for selvom han måske ikke havde været der, så havde han jo stadig af og til kunne høre mange af samtalerne, som havde han været en flue på en væg, dog havde han aldrig sagt noget til manden, da han vidste at det ikke vedkom ham, men han kunne jo desværre ikke komme udenom at det måtte skuffe ham en anelse, da han jo faktisk havde set frem til træning med manden. Og han havde også håbet på at det ville blive bedre, nu hvor han havde fået manden for sig selv. ”Det gør jeg også!” svarede han sandfærdigt og i en ivrig tone, da han virkelig så frem til i morgen når de skulle ordne dagligstuen, samt ud og træne, for det var jo alt sammen noget han savnede at lave med manden! Han kunne dog næsten gætte sig til at den nye tøs også skulle være med, hvilket han ikke var videre tilfreds med, men nu vidste han jo heller ikke hvordan hun var, så det fandt han vel ud af?
Som Zach kom i nattøjet, krøb han roligt op i sengen og under dynen, hvor han lagde sig godt til rette og vendte blikket mod Evan igen. At tøsen slet ikke vidste at hun var her, var noget som forvirrede ham en anelse, for hvordan kunne det gå til? Han fik næsten helt ondt af den lille pige, da det ikke måtte være sjovt at vågne op et fremmed sted, det havde han jo også selv gjort, da Evan havde taget ham med væk fra Diane og herregården i Imandra. ”Okay,” svarede han roligt, som han lagde sig ned, så Evan kunne putte ham, hvilket måtte få ham til at smile, for det var jo faktisk rart, særligt fordi han ikke var vant til denne opmærksomhed og omsorg, men det var tydeligt at det var noget som de begge nød af. At Jacqueline var dæmon som ham selv, bare ild, is og mentaldæmon, var noget som virkelig måtte overraske ham, skønt det var noget som han faktisk måtte finde sejt, for det var jo ikke tit han var sammen med sine artsfæller, skønt de var flyttet til dæmonernes by, så måske han ville komme til at lære meget mere omkring sit eget samfund? Det ville han faktisk se frem til! ”Sejt,” endte han med et gab, hvor han roligt lagde sig til rette i sengen. Han var efterhånden tryg og nu hvor Evan var der, så kunne han jo sagtens sove? Han skævede kort mod Evan. ”Godnat Evan,” sagde han dæmpet og dog i en træt tone, hvor han sendte manden et smil, inden han lagde sig til rette igen og lukkede øjnene. Der gik heller ikke længe før han faktisk måtte falde hen i den trygge og gode søvn, hvor han lå i sine sødeste drømme …

[Deleted]

Evan vidste godt, at han ikke havde været der i den grad for drengen, som han måske burde, og som han havde lovet, hvilket skam også var en grund til at han ville lave det hele om, også nu hvor de var kommet sådan nogenlunde på plads her på stedet, hvilket selvfølgelig også hjalp ham frygtelig meget, og efter han var ved at finde ud af det hele med Athena, så kunne det bestemt heller ikke blive meget bedre for ham! Zachary nærede ham en tillid som han havde brug for, for at det hele skulle lykkes, og det var noget som selvfølgelig også betød utrolig meget for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket ganske sigende mod ham og med et smil på læben. ”Godt!” endte han tilfredst, som han lod knægten komme i nattøjet og komme op i sengen i stedet for. Jacqueline var selv en dæmon ligesom ham, og nu hvor de havde valgt at slå sig ned i Appolyon, som jo var dæmonernes hovedsæde i Dvasias, hvilket skam også var noget som passede ham særdeles fint! Han nikkede sigende til ham, som han pakkede dynen godt om ham. Han havde ikke været der for hans egne børn tilbage dengang de havde været små, og nu følte han også lidt, at han havde fået chancen til at gøre lidt op for det, og det var noget som han jo faktisk havde det ganske fint med. Han elskede faktisk den fornemmelse! Så lang tid knægten vidste hvad han havde at forholde sig til, hvad han angik, så var det vel også fint? Han nikkede sigende til ham og lagde dynen godt om ham, som han let strøg ham over håret, for det var jo tydeligt, at han var træt! ”Sov godt, Zachary.. Så ses vi i morgen..” endte han ganske sigende, som han roligt rejste sig op og forlod værelset og forsigtigt satte døren på klem, inden han fortsatte ned af gangen. Han vidste at knægten var ekstra følsom overfor lyd, og han selvfølgelig skulle have lov til at ligge og lytte, hvis han skulle vågne op igen. Selv tog han roligt en tur igennem huset, for at sikre sig at alt var lukket og låst, samtidig med at han hævede det magiske skjold som omgav grunden, så han vidste at det hele var sikkert, så han selv kunne krybe i seng! Turen tilbage til soveværelset blev gjort i stilhed, da han slet ikke ønskede at vække Zachary som lå og sov trygt inde ved siden af. Han fik tøjet af, hvor han fik smurt den ømme skulder, også selvom det virkelig så.. til dels betændt ud, og det var en tanke som faktisk irriterede ham! ”Forbandede elver..” mumlede han let for sig selv, inden han let rullede med skulderen og gik hen til sengen, hvor han selv roligt lagde sig op i den, for at give sig hen til søvnen. Skræmmende så hurtigt den faktisk måtte tage ham denne gang, for han selv var virkelig, virkelig ved at være træt efterhånden!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Hvad der var sket omkring Jacqueline, vidste hun virkelig ikke, for hun havde været fanget i søvnen mere eller mindre siden hun var faldet i søvn på Jacques’ hest, også selvom det i den grad havde været imod hendes vilje, at komme væk hjemmefra, for hun frygtede selvfølgelig at hendes kære far ikke kunne finde hende så! Hvor lang tid hun havde ligget i sengen i det som skulle være hendes nye værelse i hendes nye hjem, vidste hun ikke, som hun let trykkede sin bamse ind til sig og varsomt slog øjnene op. I første omgang så alt ganske fint ud, hvor hun satte sig op og gned sig i øjnene. Lige hvad der var sket, vidste hun ikke, men dette var bestemt ikke hendes egen seng, og et sted så var det faktisk en tanke som gjorde hende.. usikker? Bamse knugede hun direkte fast ind i favnen som hun så sig omkring, da det først for alvor gik op for hende, at hun bestemt ikke lå hjemme i sin egen seng! Hendes lille hjerte begyndte at hamre mod hendes bryst, som hun svagt bed sig i læben. ”Hvor vi er, Bamse..?” endte hun næsten skræmt, hvor hun blev siddende for et ganske langt øjeblik, som hun næsten ikke turde røre så meget som en eneste muskel, for den tanke i sig selv, gjorde hende faktisk utrolig usikker!
Jacqueline endte varsomt med at træde ud af sengen og ned på det smukke mørke tække som lå foran sengen. Hvor pokker hun var henne, det vidste hun ikke, men hun kunne bestemt ikke lide det! Hun snøftede let. Nu kunne hendes far jo slet ikke finde hende mere! ”Du tro det Daddas hus?” spurgte hun Bamse, som hun igen næsten regnede med at bamsen kunne svare hende, da det jo trods alt var hendes eneste ven, og selvfølgelig noget som hun faktisk var frygtelig, frygtelig glad for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Forsigtigt gik hun hen til døren som hun valgte at åbne. Hun troede ikke på at hendes far boede her, for så havde han bestemt vækket hende, og det var der ikke nogen som havde gjort! ”Hvor er vi, Bamse..?” endte hun usikkert, som hun gik ned på sine bare fødder ned af gangen, med sin bamse godt knuget i favnen, samtidig med at hun så sig omkring. Her var mørkt, selvom faklerne selvfølgelig lyste det hele op med en varme som hun godt kunne lide, selvom det bestemt heller ikke var det samme som solen normalt ville have givet hende, men.. det var nu bare sådan at det var! Hun ville ikke råbe og skrige, men hellere gå på opdagelse, selvom der nu var mange ting som hun slet ikke havde fået med sig fra Procias, og det var en tanke som faktisk gjorde hende sur! Uden at tænke over det, så løb hun.. Hun stormede ned af gange, hvilket var noget som efterlod hende med langt større lyd end tidligere, for hun brød sig slet ikke om at være der, og hun ville egentlig bare tilbage til det sted hun havde været på før, for der vidste hendes far da i det mindste at hun havde været! Hvordan skulle han nu finde hende?!

[Deleted]

Hvor længe Zachary sov, anede han ikke, da han lå i sin store og behagelige seng, gemt under den varme dyne, hvor han måtte ligge i sine sødeste drømme. Han havde været frygteligt træt til sidst, selvom han ikke havde været meget for at skulle lægge sig til at sove, når Evan ikke var der, for han måtte jo erkende at han ikke brød sig om at sove når han var et fremmed sted hvor han ikke kendte til nogen hemmelige gemmesteder, hvor han kunne søge ly, hvis der endelig skulle ske noget. Han havde gået på opdagelse i huset mange gange, hvor han faktisk havde fundet nogle gode steder, hvor man kunne gemme sig, men frygten for at huset kunne blive invaderet af fremmede, var stadig stor, og derfor brød han sig ikke om at være alene her, da det var nyt. Da Evan så var kommet hjem, så havde han fundet den tryghed som havde været nødvendig for at falde til ro og give sig hen til søvnen, hvor det også havde været rart at blive puttet af manden, skønt det ikke skete så tit, fordi manden ikke havde været så meget hjemme igen, hvor de heller ikke havde trænet særlig meget, men manden havde lovet ham at de skulle træne i dag og tilmed også bygge videre på deres nye hjem og det ville han jo gerne være med til!
Zachary slog roligt blikket op, ved lyden af det knirkende gulv udenfor hans dør, hvor han let måtte sætte sig op og gnide sine trætte, matte øjne, der kun indikerede at han var blind. Han lyttede intenst, hvor han kunne høre fodtrin, og måske det var Evan der var først oppe? Det måtte ikke ske! Han skubbede let dynen af sin krop, hvor han hoppede ned på gulvet, hvor han let undertrykkede et gabt, inden han gik over gulvet og mod døren, som han langsomt fik op. Han måtte let gabe endnu engang, da han ikke vidste hvor tidligt det var, men han følte stadig at han kunne sove! Han var dog spændt på dagen, da han så frem til alle de ting han skulle med Evan, hvor han jo faktisk også var nysgerrig på at møde denne Jacqueline, som var en pige lidt yngre end ham, hvor han jo ikke kunne lade vær med at spekulere over hvordan hun mon var eller hvordan hun så ud, skønt han vidste at han ikke ville kunne se hende. Han vidste at hun var dæmon som ham og det havde faktisk også gjort hele nyheden meget bedre! Han lyttede dog opmærksomt til værelset inde ved siden af ham, da han kom ud på gangen, skønt han ikke kunne høre hende, så måske var hun ikke vågnet endnu? Evan havde jo advaret ham om at hun måske ville skrige og råbe, hvilket faktisk havde gjort ham lidt usikker, for han kunne jo ikke lade vær med at føle lidt for pigen, da han jo kendte til følelsen og det var ikke rart at vågne op et fremmed sted! Han gik langsomt ned ad gangen, hvor han strøg en hånd igennem de mørke lokker, der måtte stritte til alle sider, som han tydeligt havde morgenhår – ikke noget som han selv var bevidst om, for når man var blind, så lærte man at se bort fra udseendet, hvor de færreste var forfængelige.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Hvor længe Jacqueline havde sovet, vidste hun ikke, men hun var bestemt ikke hjemme i sin egen seng, og et sted, så var det faktisk en tanke som skræmte hende lidt, for alle omgivelserne for hende, var fuldkommen nye og fremmede, og det var en tanke som skræmte hende! Her kunne hendes far jo slet ikke finde hende! For hun havde slet ikke fortalt ham at hun var her! Ingen vidste det, og det var noget som gjorde hende skræmt! Hun var bange, selvom hun slet ikke ønskede at skulle vise det på denne her måde, men det var nu bare sådan at det måtte være. Tårerne samlede sig i hendes øjne, også selvom hun slet ikke råbte op eller skreg eller gjorde noget som helst, for hun skulle være en stor og stærk pige for sin far, og selvfølgelig var det noget som hun agtet at holde fast i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun så sig omkring, næsten som hun håbede på at hun skulle kunne finde noget som hun kunne anse som velkendt, selvom der slet ikke var noget som helst. ”Dadda..” endte hun med en dæmpet stemme, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende.
At hun havde vækket andre, vidste hun slet ikke, for hun ville ud.. Og det var bestemt heller ikke noget som kunne gå hurtigt nok, for hun ville finde sin far! Hun ville finde sin far og komme væk herfra! Tårerne trillede let ned af hendes kinder, som hun let rystede på hovedet. Hu var nødt til at være stærk for hendes far, for det var noget som hun havde lovet! Hun vendte blikket ganske sigende mod den knægt som pludselig kom. Hvem pokker var han nu? Det var ikke Marcianus, det kunne hun udmærket godt se! Hun satte sig ned på gulvet og op af væggen, for det virkede ikke til at han havde set hende, hvilket var noget som passede hende fint! ”Ikk’ li’ det her Bamse.. Hvor Dadda..?” endte hun med en dæmpet stemme, næsten som hun virkelig forsøgte ikke at ende med at græde, for det var bestemt heller ikke noget som hun kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget nemmere for hende. Hun stirrede mod drengen, også selvom hun ikke sagde noget yderligere. Hun vidste jo for pokker ikke hvem han var, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre for hende, for hun følte sig bestemt ikke tryg i denne situation! Det var slet ikke en situation som hun brød sig om på nogen måde! Hun kendte jo intet af det!

[Deleted]

At Jacqueline var vågnet, var slet ikke noget som Zachary vidste, da han faktisk gik i den tro at Evan var stået op, for manden havde jo sagt at han ville være den som stod først op, hvilket han derfor også troede. Han håbede at Evan var stået op, for han ville jo gerne i gang med alt det som de havde planlagt for dagen, da det var noget som han virkelig måtte se frem til efterhånden! Manden havde ikke været der så meget, hvor han godt vidste at der var mange årsager til det, og derfor havde han heller ikke gået manden på nerverne, for det ønskede han jo slet ikke! Han havde dog aldrig kunnet skjule skuffelsen, når manden havde udskudt det og det så aldrig var blevet til noget, da det faktisk gjorde ham ked af det, da han jo var taget med manden for at de kunne træne, så han kunne vokse op og blive en stærk dæmon. Han ønskede også at gøre Evan stolt, da manden jo havde gjort så meget for ham, så han ville jo gerne give igen ved at gøre sit bedste! Det var jo også lidt derfor han havde valgt at være med til at tage sig af Jacqueline, da Evan havde gjort det tydeligt at hun ikke engang vidste hvor hun befandt sig, så hun fik vel et chok når hun vågnede op?
Zachary vidste ikke at Jacqueline var vågen, hvor han fortsatte ned ad gangen. Som hun fik øje på ham, så fik han ikke øje på hende, da han trods alt var blind, så han kunne ikke se noget som helst. Og når hun så tilmed sad musestille, så udgav hun ingen vibrationer i gulvet, så han kunne ikke se hende med fødderne heller, derfor gik han roligt videre ned ad gangen imens han gik ud fra at Evan var nede i køkkenet. Hans skridt var sikre på trods af at han var blind, hvor han allerede havde udforsket huset så meget, at han snart kunne det ud af hovedet, noget som faktisk var fordelen ved at han havde været alene så meget, for så havde han tid til at gå på opdagelse. Han gik roligt forbi hende, uden at han egentlig ænsede hende, da han end ikke hørte hende. Han havde ikke hørt hende tale til sin bamse, skønt han pludselig synes at kunne høre en vejrtrækning, men.. var det bare indbildning? Han mærkede næsten hvordan hans hjerte måtte begynde at slå hårdere og hurtigere imod hans bryst, da det pludselig synes at ånde ham i nakken, skønt det vel også var den rene fantasi? Men hvorfor føltes det så så ægte og lyden så tæt på ham? Det var vel Evan som var oppe? Han stoppede næsten op, for at ’se’ sig omkring, skønt han i stedet for så lyttede til omgivelserne, hvor hans matte øjne, der indikerede at han var blind, så lettere fraværende omkring. Han var vant til mørket, så det skræmte ham ikke. ”Hallo…?” endte han en anelse usikkert, som det næsten måtte være ham der begyndte at blive nervøs. Mon der var en fremmed i huset?!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Lille Jacqueline var faktisk bange, og det var bestemt ikke behageligt for hende at være på et nyt sted, som hun slet ikke havde været forberedt på, for hun ville jo egentlig bare gerne have sin far! Hun snøftede lidt, også selvom hun holdt øje med den dreng som gik hende i møde, selvom.. han slet ikke så hende? Var hun virkelig usynlig for ham, eller var der noget andet galt? Hun havde jo trods alt set at hendes far havde haft ondt, men man kunne vel kun have ondt, når der var noget at se? Og lige nu så han jo ikke ud til at fejle noget, så det at han var blind, var slet ikke en tanke som faldt hende særlig meget ind i den anden ende. Hun trak vejret dybt og sad ekstra godt knuget med Bamse i sin favn, for hun kunne slet ikke lide
At han havde hørt hende, var noget som Jacqueline hurtigt kunne konkludere, selvom det ikke ligefrem gjorde det nemmere for hende, hvor hun trak sine fødder over gulvet og helt op til sig, hvor hun knugede sig med Bamse i favnen og tæt ind mod væggen og op af den rustning som stod lige ved hende. Hun studerede ham frygtelig nøje, hvilket alligevel gjorde hende en anelse nysgerrig. Hun snøftede igen og tørrede armen over sin næse, kun for at knuge omkring Bamse igen. ”Hvem er du?” spurgte hun med en direkte fast tone. Varsomt endte hun med at rejse sig. Hun var en modig lille pige, for det var noget som hendes far havde fortalt hende, og selvfølgelig var det noget som hun agtet at holde fast i, det var der ikke nogen tvivl om. Bamse knugede hun direkte ind til sig, da det pludselig var det eneste som hun havde som var velkendt, for ikke at glemme at det var det eneste som hun havde efter sin kære far, og selvfølgelig var det noget som betød utrolig meget for hende! ”Hvor er dadda?!” spurgte hun med en spids tone, næsten som hun forsøgte at virke større og mere farlig, end det som hun havde været til nu, for hun var jo ikke andet end en lille pige, og denne dreng kendte hun ikke, eller nogen andre her i huset, og derfor skulle de bestemt heller ikke regne med at de skulle have noget med hende at gøre i den anden ende, så var det bare sådan at det måtte være i den anden! Bamse endte hun med at holde direkte ud mod denne dreng, næsten som havde det været en advarsel i sig selv. ”Bamse ikk’ li’ dig!” endte hun bestemt, som hun også gjorde det tydeligt, at hun slet ikke ønskede at være der, for hun tænkte og gav vel udtryk for følelserne igennem det tøjdyr i hendes arme? Hun havde jo ikke ligefrem andet eller andre måder at gøre det på, som hun kendte til om ikke andet. Hun var vel.. hvad man ville kalde for en yderst atypisk lille pige?

[Deleted]

Zachary anede ikke at det var Jacqueline som var oppe frem for Evan, da han bare havde hørt nogle fodtrin ude i gangen, så gulvet havde knirket en anelse, og derfor havde han troet at Evan var stået op for at lave morgenmad, og han selv håbede på at de måske kunne nå lidt, inden denne Jacqueline-pige vågnede op. Han kunne ikke se at Jacqueline sad længere henne på gangen og helt klamret op ad væggen, eftersom han jo trods alt var blind, og det kunne man tydeligt se på hans øjne, der ikke rigtig så på noget, da det jo var umuligt. For en lille pige som hende, var det måske ikke til at regne ud. Zach lagde dog godt mærke til at det føltes som om nogen faktisk var der, hvilket gav ham en dårlig følelse i maven, for hvad nu hvis der faktisk var nogen fremmede inde i huset? Hans hjerte begyndte at hamre hårdere imod hans lille bryst, hvor han næsten begyndte at føle sig nervøs og føle for at styrte ned i køkkenet og håbe på at Evan var der. Den lille unge pige stemme, der så spurgte hvem han var, var noget som direkte fik ham til at komme med et højt bange udråb, da han havde fået et kæmpe chok, hvor han tilmed måtte falde sammen og gribe fat i rækværket, så han ikke ville falde ned af den store marmor trappe og slå sig. Hans hjerte hamrede som ti vilde heste imod hans bryst, hvor han slet ikke opfangede hendes spørgsmål omkring hendes far, for han var pludselig optaget af det chok hun havde givet ham. Han tog sig til sit bryst, hvor han kunne mærke hjertets faste og hurtige rytme, skønt han også langsomt måtte ånde lettet op, eftersom det gik op for ham at han havde taget fejl og at det faktisk var Jacqueline der var oppe. Det måtte han jo næsten gå ud fra? Han sukkede ganske let, hvor han godt kunne fornemme at hun holdt noget ud foran ham, skønt han ikke just kunne se det. Da hun så sagde at hendes bamse ikke kunne lide ham, rynkede han forvirret med brynene. ”Bamse?” gentog han en anelse undrende, hvor hans ansigt hvilede mod den lille pige, dog uden at han rigtig så på hende, for det kunne han jo ikke. ”Men jeg har ikke gjort noget,” svarede han så roligt, hvor han rakte den ene hånd frem og kort lod to fingre stryge over bamsens bløde hår, hvilket fik ham til at trække let på smilebåndet. Han havde også vendt ansigtet væk fra hende da han havde berørt bamsen, så han mere følte sig frem og brugte den sans. ”Er du Jacqueline?” spurgte han roligt, som han trak hånden til sig og vendte ansigtet mod hende igen, „jeg hedder Zachary. Men du kan bare kalde mig for Zach.” Det var måske lettere hvis hun kendte til hans navn? Det ændrede jo nok ikke på at hun var bange, som Evan også have sagt, men han havde altså taget fejl i at hun ville skrige og råbe! Tossede Evan! Et muntert smil gled over hans læber, som han afventede hendes svar og hendes reaktion, så han kunne finde ud af hvordan han skulle forholde sig til hende.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

At denne dreng slet ikke kunne se noget, og faktisk var blind, var slet ikke en tanke som slog ind ved Jacqueline, for sådanne ting forstod hun sig slet ikke på, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det var. Tanken skræmte hende en anelse, og hun kunne slet ikke lide det! Hun havde brug for sin far, og nu hvor han slet ikke vidste hvor hun var, hvordan skulle han så finde hende her, for hun havde jo slet ikke fortalt ham hvor hun var henne, og selvfølgelig var det en tanke som gjorde hende direkte ked af det! At drengen direkte råbte op, som var han blevet bange, var et sted en tanke som næsten morede hende, for hun var jo trods alt en lille djævel! Og hun kunne godt lide, at hun selv som en lille pige, kunne skræmme nogen, for det var efterhånden en yderst frydende tanke for hende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selvom hun måtte holde det grin lidt tilbage, hvor hun næsten glemte, at hun faktisk selv var bange for stedet her, for hun vidste jo slet ikke hvor hun var henne, eller noget so helst, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Bamse holdt hun ud for sig, som havde det været en trussel i sig selv, selvom der næppe var meget truende over den, for den kunne jo faktisk ikke noget som helst! Andet end at den måske stank langt væk af sod og brand, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende i det store og hele. At han berørte hendes bamse, fik hende kun til at trække den hastigt til sig igen, for han skulle bestemt heller ikke have lov til at tage den fra hende! Ingen havde fået lov til det! ”Ikke røre! Han ikk’ li’ dig!” endte hun med en fast bestemt tone. Hun knugede sin bamse ind mod sig, som det jo faktisk var den eneste ven som hun havde, og den eneste som hun faktisk ønskede at skulle have tæt på sig, så selv ikke det var noget som sagde så lidt i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham og med en yderst sigende mine. ”Hvordan du vide mit navn?” spurgte hun skeptisk. At han hed Zachary sagde hun ikke noget til, for hun kunne næsten allerede nu stå fast på, at det jo faktisk var et temmelig svært navn han havde, og det var slet ikke en tanke som hun kunne lide. ”Zach..? Hvor min Dadda?” spurgte hun, næsten som hun håbede på at han ville kunne fortælle hende, hvor hendes kære far var! Han kunne jo ikke finde hende her!

[Deleted]

Hvor lang tid Evan havde fået lov til at sove, vidste han ikke, men selv for ham, så var søvnen ved at være ekstremt tiltrængt, hvilket skam også var den eneste grund til at han havde valgt at give efter for den! Normalt var han ikke den som sov særlig meget, men også med tanke på alt det som han nu også havde lovet Zachary, så ønskede han jo også at være god og udhvilet, for han ønskede bestemt heller ikke at skuffe knægten mere end det som han havde gjort til nu, og han vidste at han havde udsat det lidt for lange måske, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Det som dog endelig måtte rive ham ud af søvnen, var ikke at Jacqueline var oppe, for han var faktisk temmelig langt væk, når han endelig lå og sov, men det udråb som nåede hans øre, var noget som hastigt havde fået ham til at sætte sig op i sengen, hvor han stirrede frem for sig, som havde han været vækket af et mareridt. Han lod hånden glide over halve hans ansigt og videre over håret som alligevel stod ud til alle sider. Han vendte blikket i retningen af vinduet – Det var ganske vidst mørkt endnu, så det var jo midt om natten!
Dynen kastede Evan af sig, idet hun roligt rejste sig, for at gribe efter en kåbe som han tog omkring sin krop, også selvom det faktisk gjorde ondt i skulderen, så måtte han jo alligevel sørge for at der ikke var nogen som kunne se den skulder, for han skulle jo stadig fremstå som et forbillede for dem begge to, og selvfølgelig var det noget som han agtet at gøre det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han gik hen til sin egen dør, som han fik op. Han kunne næsten fornemme at det måtte være begge børn som måtte være oppe, for mentalt kunne han ikke finde andre sind i huset, så.. hvem andre skulle det være? Han nåede ud på gangen, som han vendte blikket mod dem. Han kunne se at Zachary havde været forskrækket, og selv Jacqueline måtte være lidt skræmt ved det hele, hvilket han faktisk godt kunne forstå. ”Synes du ikke det er lidt tidligt endnu, Zachary?” spurgte han selv tydeligt træt, for han havde jo slet ikke sovet nok endnu! Han vendte blikket mod Jacqueline. ”Og godmorgen, Jacqueline. Jeg er Evan.. Og du er i mit hjem i Dvasias,” begyndte han sigende, som han gik ned på hug ved dem, hvor han faktisk placerede sig på siden af dem, så han også var lidt til beskyttelse for Zacharyas, for han kunne jo trods alt ikke se noget som helst, og han kunne godt forestille sig, med de forældre som Jacqueline havde, så havde hun også lidt af et temperament, og det skulle bestemt ikke gå ud over ham, nu hvor de begge måtte stå som hans ansvar, for det var de jo trods alt.

[Deleted]

Zachary havde virkelig fået et enormt chok, da Jacqueline pludselig havde valgt at give sig til kende, hvor han nærmest måtte fare sammen af ren og skær overraskelse. Han følte hvordan han måtte hive efter vejret, da det næsten var blevet slået ud af ham af forskrækkelse, og at tøsen morede sig over det, lagde han ikke mærke til, da han ikke var kommet sig over chokket. Det måtte dog alligevel lette ham at vide at de var Jacqueline som var der og ikke nogen fremmed mand, for han var jo ikke i nærheden af nogen af sine elementer og så kunne han jo ikke klare sig! Hendes bamse kunne han ikke se, skønt han fornemmede hvordan hun holdt den ud foran sig. Et sted måtte det more ham, at hun brugte bamsen som om den var levende, for det var den jo ikke! Han gad dog ikke sige noget til det, for det var jo tydeligvis noget som gav hende en form for tryghed og når hun var i et fremmed hus, så forstod han hende skam godt. Han selv havde sin kære hat, som dog var på værelset i øjeblikket, og det var jo hans kæreste ejendel, hvor han aldrig gik uden den! At hun sagde at bamsen ikke kunne lide ham, fik ham til at skyde underlæben frem i en lettere utilfreds og næsten trist mine, for han havde jo ikke gjort noget galt! ”Han er ellers blød,” endte han roligt, som han jo kort havde rørt bamsen. Han kunne godt høre på hendes sprog, at hun ikke var helt så veludviklet som ham selv, men han havde også levet på gaden og lært sproget temmelig hurtigt, da han var omgivet af voksne folk. ”Fordi jeg fik det fortalt,” svarede han ærligt, hvor smilet bredte sig på de rosenrøde små bløde læber. Da hun så valgte at nævne en ’dadda’, fik ham til at lade hovedet falde let på sned, hvor han rynkede brynene i en forvirret mine. Hendes far? ”Det ved jeg ikke Jacqueline. Der er kun dig, mig og Evan her i huset,” fortalte han roligt, hvor han godt havde lagt mærke til den håbefulde tone som hun havde brugt. Han kunne dog ikke lade vær med at undre sig over, hvad hun dog lavede her, hvis hun havde sine forældre endnu, for havde det været ham, så ville han da også klart være hos sine forældre frem for et fremmed sted! Men måske pigen ikke vidste at de var døde? Han anede det virkelig ikke. Ansigtet vendte han mod Evan, da han valgte at komme ud. Et stort og bredt smil gled over hans læber, hvor det næsten måtte fylde hele hans ansigt. ”Jeg vandt! Gamle mand!” svarede han i en drillende og hoverende tone, hvor smilet ikke falmede det mindste. Han var den som var stået først op, så han havde vundet! Og det var en følelse som han godt kunne lide! At det endnu var nat, var dog intet som han vidste, da han jo slet ikke kunne se, så det hele havde han altid taget på fornemmelsen, desuden så var Jacqueline oppe, så det måtte vel være morgen? Og sikkert tidligt, nu hvor Evan ikke var stået op.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var bange, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre for! Hun var vågnet i et værelse som ikke var hendes, i omgivelser som hun slet ikke kendte til, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. At der så også skulle komme en mand til, var bestemt heller ikke noget som hun var meget for i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Du ikk’ få ham!” endte hun med en fast tone i retningen af drengen, også selvom hun allerede nu havde glemt hvad han hed, og hun var faktisk også fuldkommen ligeglad! Hun ønskede jo egentlig bare muligheden for at komme hjem til sin far, for nu kunne han jo slet ikke finde hende, og det var en tanke som et sted også gjorde hende bange! Hun vendte blikket direkte mod manden, som knægten tydeligt ikke kunne hjælpe hende. Denne mand var en voksen, så han burde da kunne hjælpe hende! Sprogligt udviklet var hun ikke ligefrem, da hun kun havde sig selv at snakke med, så var det egentlig ganske utroligt, at hun faktisk kunne forme ordene og faktisk bruge dem nogenlunde rigtigt. Sammenhængen og forståelsen var der om ikke andet! ”Mig ikk’ være her! Mig hjem Dadda!” endte hun med en fast tone, hvor det var tydeligt, at det slet ikke var noget som hun lod stå til diskussion, for det var slet ikke noget som hun kunne eller ville for den sags skyld, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i det store og hele. Næverne knyttede hun, som hun knugede Bamse ind mod favnen, for hun kunne slet ikke lide dette! Hun kunne slet ikke lide at være på nye steder, når der ikke var nogen der som hun kendte, og hun kendte jo ikke ligefrem nogen af dem! De kendte tydeligvis hinanden… Det var ligesom Camryn og Jacques og Marcianus. De var sikkert også i familie, hvilket ikke engang indebar hende, ligesom før, så det var der ikke nogen forskel i for hendes vedkommende, og selvfølgelig var det noget som faktisk gjorde hende ked af det. Hun ønskede bare at være sammen med sin far, som jo var hendes familie, og det var vel heller ikke så svært at forstå? Hendes øjne endte tårefyldte, hvor hun let snøftede. Hun var faktisk oprigtigt bange! ”Vil ha’ Dadda..” endte hun denne gang med en direkte grødet stemme. Hun var lille, hun var bange, og hun var ikke omkring nogen eller noget som hun kendte fra før af, så det var vel heller ikke så svært at forstå? Hun vendte blikket ned mod Bamse, inden hun bakkede væk fra dem. De skulle slet ikke tæt på hende, næsten som hun måtte frygte, at de faktisk ville slå hende, selvom hun ikke troede på det, for så havde de vel gjort det? ”Ikk’ være her..” endte hun direkte opgivende, for hun kunne bestemt ikke lide det!

[Deleted]

Evan synes godt nok det her var lidt for tidligt! Men hvad var der at gøre ved det? Ingenting! Det havde ikke været til at sige, hvornår Jacqueline ville stå op, også selvom han burde have sagt sig selv, at han ikke ville være i stand til at sove længe, når hun var en pige, som var vant til at være vågen om natten! Det var ikke meget mere end en time eller to siden han havde lagt hende i seng, så selv han var tydeligt træt, men nu måtte han jo trods alt også være lidt af en fredsmægler mellem hende og Zachary inden det for alvor skulle gå galt, for det var han på ingen måder interesseret i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han gned sig kort i øjnene, som han så på Jacqueline. Tøsen var bange, hvilket han skam godt kunne forstå, og det var skam også det som han havde været forberedt på, men ikke at det var sådan her hun skulle reagere! Han havde nok snarere forventet råb og skrig, men ikke på denne her måde! Han vendte blikket let sigende mod Zachary igen. Han virkede da om ikke andet til at være faldet til ro igen, hvilket faktisk var noget som passede ham selv ganske fint. Han strøg knægten over håret og med et let smil på læben. ”Gammel mand? Så gammel er jeg da heller ikke! Det er ikke mere end en time siden jeg lagde dig i seng!” endte han morende, som han let prikkede ham i siden, for de kunne jo alle more sig ved tanken over det! Han vendte sig igen mod Jacqueline som endte med at trække sig, hvor det var tydeligt, at hun faktisk blev ked af det. Det var vel efterhånden ved at gå op for hende, at hun skulle være her sammen med dem? Selvom det måske ikke ligefrem gjorde det meget bedre. Han måtte bide irritationen i sig, for han følte den prikke i underhuden. Han havde bestemt ikke sovet nok, og han var efterhånden også ved at være en temmelig træt mand, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg forstår godt, du gerne vil have din far, Jacqueline, men han er altså ikke her,” fortalte han ganske sigende. Han ville ikke videre tvinge tøsen til det ene eller det andet, når han allerede kendte hendes mor nok til at vide at hun nok heller ikke ønskede den omsorg. ”Kom herhen Jacqueline.. Mig og Zachary skal passe på dig,” forsøgte han videre, som han kunne både se og høre, at tøsen skulle til at græde.. og det var noget som han bestemt heller ikke havde tålmodighed til lige nu, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han var ikke nogen videre tålmodig mand, hvad dette angik, også fordi at han slet ikke havde sovet nok, og det var noget som virkelig også kunne mærkes, det var der ikke nogen tvivl om! ”Jeg synes du skal gå tilbage i seng, Zachary. Det er endnu frygtelig sent,” fortalte han ganske sandfærdigt. Det var jo endnu mørkt!