The family grows bigger..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Allerede med det samme som Jacqueline var kommet ned i køkkenet, så var det tydeligt at Zachary endnu ikke var oppe, hvilket næsten allerede med det samme, var noget som gjorde hende en anelse usikker, selvom det slet ikke var noget som hun var med vilje, men den knægt var hun bare kommet temmelig godt ud af det med og temmelig hurtigt, for han havde fået hende lagt i seng og talt hende til ro, hvilket hun ikke havde oplevet før med ældre børn, så selvfølgelig var det noget som betød meget for hende, også selvom det eneste som egentlig fyldte hendes tanker og sind lige nu, var hendes kære far. Hun ønskede virkelig så brændende at komme hjem igen, også selvom det var tydeligt, at det slet ikke var sket, for hun ønskede jo slet ikke at være der! Bamse knugede hun direkte ind i sin egen favn, som hun svagt bed sig i læben, og så op på Evan. Umiddelbart så han faktisk temmelig sur ud, og det var ikke en tanke som hun kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for han ville sikkert slet ikke hjælpe hende, hvis han var sur eller noget lignende! Desuden havde Zachary lovet hende, at han ville snakke med Evan om at hjælpe hende, og selvfølgelig håbede hun at han ville gøre det, for hun havde slet ikke lyst til at være et sted hvor hendes far slet ikke var, for han havde lovet hende at tage hende med hjem, når han havde fundet et hus!
Jacqueline gengældte på ingen måder Evans godmorgen, hvor hun bare blev stående og kiggede på ham. Hun var sur på ham, også selvom det var tydeligt at se, at han lige så, kunne se temmelig sur ud, hvilket et sted faktisk formåede at gøre hende en anelse usikker. Her i huset var der åbenbart kun en voksen, hvor hun havde været vant til at der var to, så var det ikke noget som hun just kunne gøre noget ved af den grund. At han så videre spurgte ind til om hun var sulten, fik hende kun til at nikke ganske let. Det var vel også ved at være temmelig lang tid siden at hun havde fået noget at spise? Det havde jo ikke været siden Jacques havde tvunget hende ud på hesten og videre mod Dvasias. ”Lidt..” svarede hun med en næsten forsigtig stemme, som hun vendte blikket mod ham. Lige hvad han havde lavet, vidste hun faktisk ikke, men det duftede faktisk godt, og det var noget som helt fik hendes mave til at rumle, og det var næsten noget som gjorde ondt på hende! Hun blinkede ganske let med øjnene igen, som hun forsigtigt tog et skridt mod ham. I det store og hele, så havde han jo ikke gjort hende noget ondt, også selvom hun egentlig bare ønskede hans hjælp til at finde hendes far, ligesom Zachary havde lovet hende, så hun håbede at han havde snakket sandt! Hun vendte blikket mod ham. ”Hvor drengen?” spurgte hun næsten forsigtigt. Hun kunne jo faktisk godt lide ham.

[Deleted]

Evan var nok hvad man ville kalde for morgensur, også selvom det bestemt heller ikke var meningen at det var noget som skulle gå ud over Jacqueline, for hun havde jo slet ikke gjort noget. Det var bare irriterende at knægten kun formåede at blive sur på ham, når han virkelig forsøgte at gøre det rette, for det var bestemt ikke fordi at det var nemt altid! Det var ikke nemt at være en fungerende far for en dreng som man knapt nok kendte, og som ikke rigtigt accepterede når han satte reglerne, hvilket et sted selvfølgelig måtte irritere ham! Han vendte blikket roligt mod hende, som han gjorde pandekagerne færdige. Måske at de ikke just var de bedste, men Zachary havde været glad for dem, så hvorfor skulle Jacqueline ikke være det samme? Han håbede selvfølgelig, for han ønskede jo faktisk at vise tøsen at det hele nok skulle gå, for han regnede jo ikke ligefrem med at det skulle forholde sig anderledes end det som det gjorde i forvejen, for tøsen skulle jo blive her – sådan lød aftale med Jacques, og selvfølgelig var det en aftale, hvis grundlag, han ønskede at leve op til.
Tøsen var sulten, hvilket Evan kunne se, som hun også gav udtryk for det. Lige hvad hun var vant til i Procias, vidste han ikke, men her skulle hun nok få god mad, for selvfølgelig var det noget som han faktisk ønskede at give hende i den forstand som han selvfølgelig kunne gøre det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Så kom herind.. Så skal du få dig en god morgenmad,” lovede han hende med et stille smil på læben. Han ønskede virkelig at gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt, også selvom det ikke altid var helt nemt, for han var slet ikke god til små børn og bestemt ikke til det faktum, at han skulle fungere som en far et sted? For det skulle han vel også for tøsen her? Ikke fordi at det var noget som han kunne sige noget til, for det kunne han ikke ligefrem, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun spurgte ind til Zachary, fik ham roligt til at vende blikket mod hende igen. ”Zachary? Han sover, Jacqueline.. Det er meget tidligt om morgenen her,” endte han roligt, som han sendte hende et smil. Man kunne vel give ham lidt credit for at forsøge, for det var bestemt heller ikke fordi at det var helt nemt altid, men han gjorde virkelig sit bedste, og det var ikke altid lige nemt! Han havde allerede set hvilket temperament tøsen var i besiddelse af – uden tvivl sin kære moder, for det var jo selv en kvinde som han havde stiftet god bekendtskab med efterhånden. Han sendte hende et smil. ”Skal jeg hjælpe dig?” tilføjede han roligt, som han igen valgte at rejse sig op.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var faktisk ikke særlig god til fremmede, og specielt ikke når hun vidste at de ikke var særlig god til børn, for det var jo trods alt hvad Zachary havde fortalt hende, og derfor ønskede hun egentlig bare at finde sin far! Hun savnede ham, og hun.. længtes vel efter ham, for hun vidste, at han slet ikke ville være i stand til at finde hende lige her, også selvom det slet ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende, for den tanke i sig selv, var noget som i sandhed måtte efterlade hende med en frustration uden lige, og den var hun bestemt heller ikke særlig god til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hendes bamse knugede hun direkte ind i favnen, også selvom hun virkelig var glad for, at det ikke var noget som Evan havde kommenteret. Hans navn var så dejlig nemt at huske, så det passede hende fint, hvor drengen derimod straks var en helt anden sag, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
At Evan havde en morgenmad klar, var noget som virkelig efterlod Jacquelines mave rumlende, for hun var virkelig ved at være sulten, og det var noget som næsten gjorde helt ondt, så det var ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun knugede Bamse tæt ind mod sig, som hun let nikkede og søgte forsigtigt ud i køkkenet og hen mod det lille bord som stod der. Hun blinkede let med øjnene. Hun var vant til at spise i en lille spisesal, men det ville hun ikke fortælle ham, for tænk hvis han gjorde kunsten efter! ”Det gør helt ondt i min mave,” beklagede hun sig – med andre ord, så var hun virkelig, virkelig ved at være sulten, det var helt sikkert! At Zachary så stadig måtte sove, fik hende til at rynke lidt utilfredst på næsen, for hun ville jo heller ikke vække ham, men han havde jo lovet at snakke med Evan for hende, hvilket var noget som hun så sandelig godt kunne huske, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Okay,” endte hun dæmpet. At komme op på de høje stole, var ikke altid lige nemt, og hun ville jo have sin kære bamse med, og så var det bestemt ikke bare noget som man gjorde, for at gøre det, og det vidste hun udmærket godt. Hun vendte blikket mod ham. Han var måske ikke god til børn, men han spurgte hende jo faktisk pænt og han snakkede til hende på et sprog som hun kunne forstå, så det var noget som faktisk passede hende ganske fint! ”Du godt hjælp,” endte hun dæmpet, også selvom det ikke var noget som hun var helt for, for det at blive løftet, var noget som hun normalt kun lod sin far gøre, for hun ville slet ikke have for mange til at gøre den slags for hende, ås det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende!

[Deleted]

Evan havde aldrig været særlig begejstret for andet end drengebørn, for de kunne tåle og tackle den opdragelsesmetode som han havde gjort brug af, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Piger var virkelig en anden sag, og ikke just det som han var bedst til, men han var op til opgaven, og selvfølgelig ønskede han at gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt, selvom han vidste, at det bestemt heller ikke ville blive helt nemt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed han svagt sammen. Han var træt, han havde egentlig bare lyst til at være sur og han følte den tydelige frustration i sindet, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for det var nu at han havde chancen for at gøre lidt op for hvad han havde gjort aftenen og natten i forvejen, og det var vigtigt at det blev gjort på en ordentlig måde, og det var noget som han i den grad også var klar over i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. At hun var så sulten at hun havde ondt i maven, fik ham til at smile let, for det var vel bare typisk et barn at sige den slags? Forsigtigt hævede han hånden og strøg hende over hovedet. Hun gav ham noget, så ville han selvfølgelig gerne give bare en smule igen. ”Det kan vi ikke have noget af,” endte han morende, som han roligt rejste sig op for at vende sig mod bordet. At hun gerne ville vide hvor Zachary var, sagde han ikke ligefrem noget til, for det kunne han ikke sige noget til af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke i det store og hele.
At Jacqueline indfriede i at han faktisk godt måtte hjælpe hende, var selvfølgelig noget som gjorde ham selv en anelse stolt, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde ham noget i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede roligt til hende, hvor han roligt og ganske forsigtigt lod sine store hænder ligge sig i hendes sider, så han kunne hæve hende op fra gulvet, hvor han roligt placerede hende på en stol, hvor han selv satte sig selv på stolen ved siden af hende. Han forsøgte virkelig, også selvom han virkelig skulle tænke over sine handlinger, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Hvad vil du gerne have?” spurgte han roligt, som han skænkede op til sig selv som den første – hvilket primært bestod af en kop kaffe, så han kunne holde sig selv en anelse vågen og en oldgammel udgave af sladderspalten, da han faktisk godt kunne lide at læse den slags, idet han roligt vendte sig mod hende igen.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var ikke så begejstret for Evan igen, også selvom hun i den grad godt kunne mærke på ham, at han virkelig forsøgte, og han klarede det også langt bedre end det som han havde gjort aftenen i forvejen. Hun rystede istemmende på hovedet til hans ord, for det gjorde faktisk ondt når maven rumlede sådan! Det gjorde jo helt ondt, og det kunne hun bestemt heller ikke lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det gør helt av lige der..!” beklagede hun sig, som hun fjernede bamsen fra sin mave, og pegede direkte på sin lille mave, idet hun vendte blikket mod ham endnu en gang, kun for at blinke let med øjnene, for hun kunne slet ikke lide når det var sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At han så godt kunne forstå det, var noget som faktisk passede hende selv ganske fint, hvor hun igen knugede bamse ind mod sin favn. Så lang tid han ikke truede med at tage den fra hende, så var alt faktisk ganske fint i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt. Hvis Zachary endnu lå og sov, så havde han vel heller ikke snakket med Evan om det som han havde lovet hende? Selvfølgelig var det en tanke som irriterede hende, men det var ikke noget som hun direkte af den grund, kunne gøre noget ved af den grund, så var det nu bare sådan at det måtte være i det store og hele.
At Evan tog fat i hende og hjalp hende op på stolen, sagde hun ikke just noget til, for det var faktisk besværligt at kravle op at sætte sig, når hun havde sin bamse i armene, så det glædede hende faktisk, at han ydede den lille hjælp. Hun satte sig godt til rette og vendte blikket mod bordet. Meget af det som faktisk var på bordet, var slet ikke ting som hun kendte noget til, hvilket i det store og hele, faktisk var noget som gjorde hende selv temmelig nysgerrig, men det var nu heller ikke ligefrem noget som hun sagde noget til som sådan. Hun så henover bordet og så mod Evan, som han spurgte hende, om det var noget af det som hun ville have, for hun var virkelig sulten, men når man ikke vidste hvad tingene hed, så var det faktisk ikke så nemt igen, og selvfølgelig var det en tanke som direkte måtte irritere hende en god del! Hun skød underlæben utilfredst frem. ”Ved ikk’ hva’ det hedder..” beklagede hun sig, som hun vendte blikket op mod Evan igen. Det var faktisk ikke altid særlig sjovt at være den lille, hvis hun skulle være helt ærlig, for der var så mange ting som hun slet ikke forstod sig på eller vidste hvad var!

[Deleted]

Evan krævede og forventede egentlig ikke at Jacqueline skulle kunne lide ham, for han ville egentlig bare gerne tage det hele stille og roligt, for det andet, var slet ikke noget som nogen af dem, ville få det mindste ud af i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tanken om at han direkte skulle tænke tingene igennem, når han gjorde tingene således som han gjorde, var en tanke som virkelig måtte irritere ham, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund, og det var noget som kun gjorde ham langt mere frustreret end det som godt måtte være i den anden ende. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, som han let betragtede hende med en rolig mine. At hun var så sulten at hun havde helt ondt i maven, var selvfølgelig noget som de nok skulle kunne gøre noget med, for det var slet ikke meningen at hun skulle være så sulten. At hun fjernede bamsen og pegede direkte på sin lille mave, morede ham faktisk, selvom han aldrig havde været god til børn, så ønskede han jo faktisk at gøre det så godt, som han nu kunne. ”Så må vi vidst finde noget godt mad, så det ikke gør ondt lige der,” endte han direkte morende, for det var faktisk en form for humor som han var i stand til at forstå!
Forsigtigt placerede Evan Jacqueline på stolen ved siden af sig, inden han selv tog plads og vendte blikket mod hende. Det var egentlig ganske traditionel morgenmad set i hans øjne om ikke andet, men det var tydeligt for ham, at det slet ikke var en af slagsen som Jacqueline var kendt med, hvilket nok ikke ligefrem var med til at gøre det meget bedre for hans vedkommende. Han lod hovedet søge let på sned, som han strøg hende over håret. ”De hedder pandekager.. Det er franskbrød, det er smør, mælk og juice,” præsenterede han, som han pegede henover bordet, så hun ville være i stand til at få det hele med, for han havde vel også en tendens til at glemme lidt, at hun ikke var så stor igen, og at hun faktisk kun var… ja, 4 år mentalt? Selvfølgelig var det ikke ligefrem noget som gjorde det helt nemt altid for ham, for det var noget som han desværre var nødt til at vænne sig til, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det helt nemt for ham selv i den anden ende. Han vendte blikket mod hende. Så lang tid hun ikke begyndte at snakke om sin kære far, så skulle det nok gå, for hun ville nok aldrig komme til at se den mand igen – et sted også noget som passede ham selv ganske fint, for den mand var intet godt i hans øjne, og af hvad han havde hørt, så havde hun det langt bedre her! ”Noget du kunne tænke dig?” spurgte han roligt, som han vendte blikket mod hende endnu en gang.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline skulle ganske vidst lige have muligheden for at se Evan en smule an, for han var bestemt ikke som hendes far, og selvfølgelig var det noget som kun gjorde sit for hendes vedkommende, for hun ønskede virkelig bare at finde sin kære far, så hun kunne komme hjem igen, for det var hvad hendes far havde lovet hende, og her var hun jo stadig bange for at han ikke kunne finde hende! Tænderne bed hun en anelse sammen, som hun vendte blikket forsigtigt op mod ham. Hun havde helt ondt i maven, så sulten som hun var, og det var noget som hun i sig selv, ikke brød sig særlig meget om, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun nikkede stille og vendte blikket ned mod sin bamse. Selv den havde hun fået af sin kære far, og det var også derfor at den havde så stor en betydning for hende, som det den havde. ”Det gør av i min mave..” beklagede hun sig endnu en gang, som hun svagt bed tænderne sammen igen. Det var ikke en følelse som hun kunne lide!
Jacqueline sagde ikke just noget til at Evan havde hjulpet hende op at sidde på stolen, for det gjorde det nemmer efor hende at se henover bordet. At hun så ikke vidste hvad de forskellige ting var, gjorde det så ikke nemmere for hende, at fortælle hvad det var hun ville have, og selvfølgelig var det også en tanke som direkte måtte irritere hende, hvilket bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun trak vejret dybt, som hun fulgte ham, som han præsenterede hvad der var på bordet. Det var bestemt ikke hvad hun var vant til at se på et spidsebord hjemme, men dette var kun til det gode for hendes del, det var helt sikkert. Hun nikkede, som hun tydeligt havde forstået det, også selvom ordene allerede var glemt for hende. Med bamsen godt knuget ind i sin favn, så vendte hun sig op mod Evan endnu en gang. ”Bamse glemt hvad de hed,” endte hun stille. Selv for hende, så var det jo langt nemmere at give bamse skylden for alt muligt, når det jo i princippet var hende, som havde glemt det! Hun vendte blikket mod bordet igen, som hun rykkede lidt længere hen på stolen og kiggede op på bordet endnu en gang. Hun pegede mod pandekagerne. De så både gode og interessante ud, for sådanne nogle havde hun slet ikke fået før! ”Mig gern’ ha’ sådan en,” endte hun med en næsten bestemt tone. Hun kunne ikke just rende rundt og tænke på sin far, når hun havde den tomme mave, for det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun kunne jo ikke selv når dem på bordet, så.. et sted så var hun vel afhængig af hans hjælp? Selvom det slet ikke var en tanke som hun brød sig om!

[Deleted]

Evans humør og hans tålmodighed, var langt fra den bedste, men han forsøgte virkelig at gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt, selvom det bestemt heller ikke var nemt i den anden ende. Han var træt, han ønskede at sove, men når børnene var oppe, så var det bestemt ikke noget som han havde lyst til, om det var noget som han ellers kunne blive fri for, det var der ingen tvivl om overhovedet. Han sendte Jacqueline et let og træt smil. Selvfølgelig irriterede det ham, at han ikke kunne få lov til at sove, når han endelig havde været træt nok til at gøre noget ved det, men det var nu bare sådan at det måtte være. Det var ikke let at skulle være både mor og far for børn, som ikke lige forstod sig af begrebet af at skulle sove når det var mørkt og nat! ”Jeg ved det godt, Jacqueline. Derfor skal vi finde noget mad til dig,” forsøgte han endnu en gang. Det der med at køre rundt i det, var han bestemt heller ikke ligefrem god til, men han forsøgte virkelig at smøre sig med tålmodighed – en tålmodighed som han slet ikke havde, men det var jo så bare en anden side af sagen, om det var noget som man nu ville det eller ikke, men han forsøgte virkelig så godt som det han nu kunne!
Som Jacqueline gav sin bamse skylden, måtte Evan direkte tvinge smilet frem, for det andet, var virkelig ved at irritere ham, men det var nu bare sådan at det var. Han var nødt til at vise sig fra sin bedste side hvad angik børnene, også for at holde dem her, så det ikke skulle ende med at gå galt i den anden ende, for det var slet ikke noget som han ønskede sig. Han vendte sig mod det, som hun derefter alligevel valgte at pege ud for ham, hvilket han nu heller ikke sagde noget til. ”Du vil have en pandekage? Her.. nu skal du se,” forsøgte han roligt, som han tog omkring hendes tallerken og fik skovlet en pandekage hen på den og stillede den så igen foran hende på bordet. At Bamse ikke kunne huske hvad det hed, var han ligeglad med, og derfor undlod han selvfølgelig at kommentere det, for før eller siden skulle det nok gå op for tøsen, at hun ikke kunne give sin bamse skylden for det hele, når det jo var tydeligt, at det var hende som slet ikke kunne huske hvad tingene hed. Han vendte blikket mod hende ganske kort. ”Noget at drikke?” spurgte han. Han forsøgte da om ikke andet, også selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han forsøgte da for pokker! Han tog en tår af hans kaffe, også for at finde lidt andre ting at tænke på og abstrahere bare en smule, for den tålmodighed, var han bestemt ikke i besiddelse af lige nu, hvilket han i den grad godt kunne mærke, og det var så sandelig heller ikke fordi at det var nemt for ham!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Om Evan var en tålmodig mand, vidste Jacqueline ikke, for den eneste som hun egentlig ønskede, var egentlig bare muligheden for at finde sin far, og det var i det store og hele, faktisk det som betød mest for hende, også selvom det nok ikke var det som hun tænkte mest på lige nu, det var snarere muligheden for at fylde maven, og så kunne de jo altid tage den bagefter! Hun vendte blikket mod ham. At gentage sig selv, var efterhånden noget som hun selv gjorde af en vane, og uden at hun egentlig tænkte over det, selvom det faktisk slet ikke var noget som hun gjorde med vilje. Hun blinkede let med sine øjne, som hun knugede sin bamse ind til sig. Det var så dejlig nemt at give det tøjdyr skylden, og det var noget som hun i den grad også agtet at gøre det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Okay,” endte hun, som hun faktisk formåede at sende ham et stille smil.
At Evan ikke gad kommentere at Bamse ikke kunne huske det, var noget som gjorde Jacqueline en anelse usikker, for det havde hendes far altid kommenteret på! Hun vendte blikket mod sin bamse, og så mod ham endnu en gang, kun for at kigge tilbage på sin lille bamse, næsten med en usikker mine, for det kunne hun faktisk slet ikke lide. Hun knugede ham ind mod sig endnu en gang, som hun lod ham tage sin tallerken, så hun kunne få sin pandekage. Det var jo faktisk et temmelig langt ord, så det kunne vel heller ikke forundre nogen, at hun ikke var i stand til at huske det? For det var hun faktisk ikke, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre for i den anden ende! ”Ja, tak,” endte hun med en ganske rolig stemme, som han bød hende på noget at drikke, også selvom hun ikke rigtigt havde sagt hvad det egentlig var hun ville have. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang, som hun pegede i retningen af juicen. Hun havde altid været glad for det, også fordi at det faktisk var noget som hun fik så sjældent, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende noget som sådan, for.. det var noget som man vel bare vænnede sig til? ”Den der!” endte hun roligt, som hun igen vendte blikket mod ham igen. Et sted så var han vel sød nok, også selvom han slet ikke var som hendes far, og det var hendes far som hun ville have, og han var altså også den eneste som duede for hende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke! ”Be om..” tilføjede hun, næsten som hun pludselig kom i tanker om de manerer som hun havde lært ved Jacques og Camryn – de få som de havde fået indlært om ikke andet.

[Deleted]

Evan kunne udmærket godt mærke på sig selv, at han ikke var den mest tålmodige mand, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans eget vedkommende, for det ville bestemt heller ikke hjælpe ham, at skulle skubbe Jacqueline fra sig, når han vidste, at hun skulle være her i frygtelig lang tid. Ja, et sted så håbede han vel at det hele ville ændre sig lidt, så hun kunne blive ældre, og ikke bare være en lille pige, som kørte rundt i hvad hun ville, for det var noget som ganske enkelt drev ham til vanvid! Ja, det var et sted måske anderledes, når det ikke var ens egen, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han trak vejret dybt, som han smilede let til hende og nikkede så. Det var selvfølgelig ikke meningen at hun skulle rende rundt og være sulten når han havde mad i spisekammeret. Ja, kun det bedste var godt nok til hans lille husstand, og her til morgen, havde han faktisk selv indvilget i at skulle lave morgenmaden, og det var noget som faktisk passede ham selv ganske fint, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lod hovedet roligt søge på sned, som han gav hende pandekagen og lod hende pege i retningen af juicen. At hun så endte med at bede pænt, så fik kammertonen så sandelig også en helt anden melodi, som han kunne være med til, og selvfølgelig var det også noget som i det store og hele, var noget som passede ham selv ganske fint. Han nikkede. ”Når du spørger pænt, så må du godt,” endte han ganske sigende, som han vendte blikket mod hende. Hun kunne lige så godt vænne sig til det, for at køre rundt med ham, ville slet ikke komme på tale, på nogen som helst måde overhovedet! Hvad end om hun ville det eller ikke, så var det her en husstand som han bestemte over, og så var han fuldkommen ligeglad med alt det andet, om det var noget som man nu ville det eller ikke i det store og hele. Han tog roligt fat om kanden med den friskpressede juice. Efterhånden var frugterne ganske svære at få fat i, men selv han kunne godt lide et glas i ny og næ, og så var det noget som generelt faldt i smag ved ganske mange. Han skænkede op til hende, som han skubbede glasset hen til hende. ”Her,” endte han ganske roligt, som han igen satte sig tilbage med sin egen morgenmad. Selvom han var ganske træt og hans skulder var temmelig øm efter ulykken, så var han nødt til at bide det i sig, for det var slet ikke noget som ville gavne ham at lade komme til udtryk og specielt blandt små børn, og det vidste han jo allerede også godt! Et sted så hadede han selvfølgelig at han ikke bare kunne få lov til at bande og svovle over den slags!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline vidste endnu ikke om hun skulle synes godt om denne Evan eller ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun studerede ham ganske nøje, også selvom det i det store og hele, var hendes far som hun ønskede sig, så kunne hun ikke tænke på ham på tom mave! Hun skulle nok finde ham før eller siden, og det var et mål for hende! Igen! Pandekagerne så gode ud, selv for hendes lille skikkelse, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt som hun blev siddende med sin bamse i favnen og så til som Evan skænkede op til hende. Hun havde faktisk lært lidt manerer, selvom det ikke var dem som hun normalt viste, for det var som regel, slet ikke noget som hun så nogen grund til, når folk ikke ville det som hun ville! Hun var en lille pige som vidste hvad hun ville have, og det var nu bare sådan at det var. At han så skulle påpege for hende, at det som hun gjorde – ved at påpege at hun skulle spørge pænt, var noget som fik hende til at knibe øjnene sammen, for det var i den grad helt op til hende! Hun vendte blikket væk fra ham. ”Mig bestemme det selv..” mumlede hun tvært hvor hun i den grad også var endt med at blive utilfreds.
Som Evan skænkede op til hende, så sagde hun ikke noget til det, hvor hun bare sad og kiggede tvært på ham. Når han skulle tale sådan til hende, så gad hun bestemt ikke sidde her og se sød ud for ham! ”Du ikke bestemme over mig! Du ikke min dadda!” endte hun med en fast tone, som hun valgte at knuge mere omkring sin bamse, som hun holdt godt og tæt ind mod sin favn, for det var virkelig det vigtigste og det mest betydningsfulde hun havde, og tak og pris for, at det var noget som hun havde fået med sig, ellers vidste hun da slet ikke hvad hun skulle gøre! Hun kunne ikke lide Evan, for han var ikke særlig sød! Og han var altid sådan, hvilket Zachary allerede havde fortalt hende, hvilket faktisk gjorde hende ked af det, for det ønskede hun da slet ikke at have med at gøre! Hun tog omkring pandekagen med sin hånd, idet hun selv valgte at hoppe ned af stolen. ”Mig ikke gide være her!” endte hun igen med en tydelig bestemt tone, som hun vendte sig i retningen af Evan og med en tydelig tvær mine, for der var selv grænser for hvad hendes unge sind ville tage imod, og hun var stædig af sig, ligesom sine forældre, og det var hun faktisk stolt af, efter hun havde lært sin far at kende!

[Deleted]

Evan var bestemt ikke den bedste til børn, og han vidste det jo godt, men af den grund, så var han vel også nødt til at prøve sig frem? Forsøge at gøre det så godt som det nu var ham muligt, for han forsøgte jo ikke ligefrem at hoppe ind i rollen som far, for det var slet ikke noget som han var ude på! At tøsen så skulle vise sig at blive direkte utilfreds, fik ham til at vende blikket direkte mod hende endnu en gang. Hvad pokker havde han nu gjort?! Han forstod jo ikke noget som helst, og selvfølgelig var det noget som direkte irriterede ham på alle måder! Han himlede med øjnene, som han let satte sig ned på stolen ved siden af hende. ”Så er det jo godt, at det er mit hus, og derved er det også mig som bestemmer,” endte han ganske kortfattet, som han sendte hende en næsten advarende mine. Det var ikke fordi at han ønskede at skændes med hende eller noget lignende, for det var slet ikke noget som han fik noget ud af, uanset og det vidste han jo udmærket godt, så selvfølgelig var det noget som selv betød utrolig meget selv for ham i den anden ende.
Som tøsen tog om sin pandekage og hoppede ned, så blev han vred for alvor, for det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre af den grund. Han knyttede sin ene næve, for det var for pokker ikke fordi at han ville hoppe ind i rollen som hendes far, for det var han slet ikke ude på! Og det var kun på tide, at hun formåede at slå den mand ud af hovedet! For han ville aldrig være i stand til at sætte en fod her i huset, og det var noget som han nok personligt skulle sørge for! ”Nej, jeg er ikke din far, og jeg bliver aldrig din far.. Men din far er her ikke, så det er mig der bestemmer..” endte han med en ganske kortfattet stemme, som han igen vendte blikket mod hende og med en fast mine. At hun så fortsatte med at køre rundt i det, var noget som han slet ikke havde tålmodighed til lige nu, hvilket bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for ham af den grund. Næven endte han med at hamre direkte ned i bordet, hvor det vel også var tydeligt, at han havde fået nok, for han havde i den grad også fået nok! ”Du er nødt til at blive her Jacqueline! Det er mig der bestemmer, er du med?!” endte han med en mere fast tone denne gang. Han havde virkelig ikke den bedste tålmodighed, og det var kun fordi at han ikke havde fået noget søvn, og han vidste det jo udmærket godt, også at dette var noget som ville ødelægge det hele, så det gjorde det nok heller ikke ligefrem meget bedre af den grund, men han var for pokker nødt til at markere sine egne grænser når han endelig nåede dem, og lige i dag, kunne han altså ikke rumme særlig meget!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det var slet ikke fordi Jacqueline ville skælde Evan ud, men det var hendes far som hun ønskede, og hun ønskede slet ikke at nogen fremmed mænd skulle komme her og bestemme over hende, for hun kendte ham jo slet ikke, og hun vidste og forstod da slet ikke hvorfor hun skulle være her, for her vidste hun jo godt, at hendes far ikke kunne finde hende, og selvfølgelig var det noget som gjorde hende ked af det! Hendes far var for pokker da også det eneste som hun havde! At Evan så skulle til at blive sur, var slet ikke noget som gavnede situationen, for hun kunne slet ikke lide at voksne skulle blive sure, hvor det vel var et varigt ment fra barndommen? Når hendes forældre havde skændes? For hun kunne slet ikke lide det! Tårerne vældede op i hendes øjne, som hun vendte blikket ned mod sin bamse som hun knugede i sin favn. ”Mig ikk’ være her mere.. Mig ha’ min dadda..” forsøgte hun med en grødet stemme, for hun ønskede jo slet ikke at være her sammen med Evan! Nej! Hun ville være sammen med sin far, som han også havde lovet hende! Og her kunne han jo ikke finde hende!
Det var bestemt ikke fordi Evan gjorde det bedre eller nemmere for sig selv, hvor det faktisk var noget som gjorde Jacqueline direkte ked af det, hvor hans ord, næsten var det som gjorde det hele så mange gange værre, hvilket hun bestemt ikke lagde skjul på. Tårerne væltede direkte op i hendes øjne, hvor hun endte med at snøfte. ”Ha’ min dadda…” hviskede hun næsten hjælpeløst, som hun bakkede væk, som han direkte endte med at hæve stemmen, for det var slet ikke noget som hun kunne lide! Hun vendte blikket næsten skræmt mod ham, idet hun bare vendte om og løb. Hun løb ud i hallen og op af trappen, som hun efterhånden vidste hvor førte hen, kun for at løbe tilbage til sit eget værelse, hvor hun faktisk tabte sin pandekage på vejen, som hun næsten ikke følte at hun kunne komme af sted hurtigt nok, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Døren ind til sit værelse smækkede hun direkte i, som hun hastede hen til sengen, som hun kravlede op i, hvor hun bare gav sig til at græde. Hun kunne slet ikke lide når voksne var sure på hende, at de faktisk skulle hæve stemmen på den måde, for det kunne hun slet ikke forstå, for det synes hun bestemt heller ikke at hun havde fortjent, for hun havde jo slet ikke gjort noget! Selv blev hun på værelset. Hun holdt sig bare så langt væk fra Evan som hun overhovedet kunne komme!

//Out

[Deleted]

Det var slet ikke fordi Evan ønskede at hæve stemmen, men han var virkelig for træt til at tage de diskussioner med en lille pige! Det var slet ikke det som han havde den tålmodighed til lige nu, og det var noget som han godt kunne mærke! Han nåede dog knapt nok at reagere før han havde set Jacquelines tårer, også selvom hun var hurtigt ude af døren, og uden at han kunne nå at gøre noget som helst. Næverne knyttede han fast, som han direkte så irriteret til, for han kunne bestemt heller ikke gøre noget ved det lige nu. Næven hamrede han direkte ned i bordet ved siden af sig. ”Forbandede..!” endte han fast for sig selv, som han vendte blikket ned mod sin kaffe med en tydeligt tænkende mine. Skulle han gå op efter hende? Han ville selvfølgelig ikke presse hende til noget, for han vidste at dette var noget som selv hun skulle vænne sig til, ligesom de andre skulle gøre det. Det var utroligt hvor god han var til at ødelægge det hele på bare en enkelt aften.. Virkelig utroligt! Han rystede let på hovedet af sig selv, som han endte med at rejse sig. Han var nødt til at afreagere, og det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at hæve stemmen overfor små børn, men han kunne virkelig ikke gøre noget ved det af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Smøgerne fiskede Evan op af sin kappelomme, idet han trak den omkring sin egen krop, for at søge ud på balkonen, nu hvor både aften, natten og morgenen med, tydeligt måtte være ødelagt, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Dørene hamrede han op, idet han søgte ud for at tage sin kære smøg, bare for at finde noget andet at tænke på, også selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham med to børn i huset, som tilsyneladende slet ikke kunne lide ham. Hvorfor pokker blev knægten her egentlig så? Hvis han var så slem som det han var? Det irriterede ham! Han rystede let på hovedet. ”Møgunger..” mumlede han fast for sig selv, hvor det næsten kunne lyde som han faktisk mente det, men i det vrede øjeblik, så gjorde han vel også? Han var vred, og så kunne end ikke han styre sine mange tanker, og de var i den grad også mange! Han blev stående ude på balkonen. Han skulle ikke ind og tage sig af unger lige nu!

//Out