The family grows bigger..

[Deleted]

Zachary var blevet nysgerrig på denne Jacqueline, eftersom han jo ikke var vant til at omgås små børn på hans egen alder, medmindre han befandt sig på børnehjemmet og der blev han altid mobbet og drillet fordi han var blind og … anderledes. Evan havde dog taget ham til sig og det var noget som han var frygtelig glad for, for han kunne jo godt lide at være her! Godt nok havde han kun kendt manden i nogle måneder, men det havde alligevel bragt ham tættere på manden. Han lod hovedet falde let på sned til hendes ord, hvor han næsten måtte trække morende på smilebåndet til hendes ord om at han ikke måtte få hendes bamse, for det forstod han da godt! ”Jeg vil da heller ikk’ tage ham fra dig. Han er jo din,” svarede han muntert, som var det ganske simpelt, hvilket det jo faktisk også var! Han kunne da ikke drømme om at tage pigebarnets tøjdyr, for det betød tydeligvis meget for hende og han kunne jo godt fornemme at hun var bange, så det forundrede ham ikke at hun klamrede sig til det.
Ansigtet vendte Zach roligt mod Evan, som han dukkede op, hvor et morende smil gled over hans læber, som han jo var stået først op og dermed havde vundet! At det så endnu var nat, kom bag på ham, selvom det også forklarede hvorfor han stadig var træt. At han så prikkede ham i siden, fik ham til at vride sig ganske let, hvor han let slog ud efter Evans hånd, imens han slap en kort grin, for han var jo faktisk kilden! ”Er det stadig nat? Så er det derfor jeg stadig er træt,” svarede han forundret, inden han kort måtte gabe, fordi han kom til at tænke på at han var træt. Han rystede let hovedet, inden han vendte ansigtet mod Jacqueline, da hun tydeligvis var ved at blive ked af det. Han rynkede let brynene, for hun måtte da ikke græde! At hun ville have sin far, forstod han godt, da han da også klart ville bo hos sine egne forældre, men han vidste til gengæld at hans var døde, og måske hendes også var? Han vendte ansigtet mod Evan igen, da han fortalte pigen at hendes far ikke var her. Så han var måske død? Eller var det bare et voksent kneb for at cutte barnet af? Den havde han også prøvet mange gange og det havde altid gjort ham vred! At manden så sagde at han og Zach ville passe på tøsen, fik ham til at vende ansigtet mod Jacqueline igen, hvor han nikkede medgivende til Evans ord med et stort smil på læberne. Han havde lovet at han ville hjælpe med at tage sig af hende, og hvis hun virkelig skulle være her, så ville han naturligvis holde sit ord og hjælpe med at tage sig af hende. Zach vendte let ansigtet mod Evan igen, hvor han rynkede brynene i en spørgende og forvirret mine. ”Hvorfor er hun ikke hos sin far?” spurgte han, hvor der næsten kunne anes en anelse anklage i hans stemme, for det var da synd at hun skulle være her, hvis hun ville være hos sin far! Han ignorerede derfor også Evans ord om at han skulle gå i seng igen, fordi han ville have svar på sit spørgsmål.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline ønskede slet ikke at nogen skulle røre ved hendes bamse, for det var hendes kæreste eje! Og sikkert også det eneste som hun havde på stedet her, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hendes hjerte hamrede fast mod hendes bryst, som hun vendte blikket mod ham og med de lette sammenknebne øjne, for hun fandt sig bestemt ikke i dette, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Nemlig han er så! Ikke røre ham!” endte hun med en yderst bestemt tone, for hun var bestemt heller ikke typen som fandt sig i hvad som helst, for det var slet ikke noget som lå til hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man ville eller ikke, for hun var sin fars prinsesse, og hun var yderst bestemt af sig, ligesom sin kære mor, for det havde hun fået at vide! Hun sendte ham et direkte skulende blik. Hvorvidt om han overhovedet var i stand til at se hende eller ikke, det vidste hun ikke, for den slags var hun slet ikke i stand til at afgøre bare sådan uden videre, men det var nu bare sådan at det var.
At hendes far ikke var her, var faktisk en tanke som gjorde Jacqueline direkte trist, for hun kunne bestemt ikke lide det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At disse fyre kendte hinanden, kunne hun godt se, selvom det ikke ligefrem var noget som hjalp hende på nogen måde, og det var en tanke som gjorde hende trist, for hun var træt af at være alene nu! Hun knugede sin bamse godt og tæt ind i sin favn. Hun rystede fast på hovedet, for hun ville slet ikke være her med Evan eller Zachary! Hun ville være ved sin far, og det var vel heller ikke så svært at forstå?! Hun vendte blikket mod dem, som hun direkte kneb øjnene sammen. ”Vil ha’ min dadda..” endte hun med en direkte grødet stemme, for hun kunne bestemt ikke lide at sidde her og ikke være i stand til at gøre noget som helst, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket stille ned mod sin bamse, som hun stod med i armene. Den havde hun fået af sin far, og af den grund, så ville hun aldrig nogensinde glemme ham! Aldrig nogensinde, nogensinde! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang, som hun let blinkede med øjnene, for det var tydeligt, at ingen af dem ville hjælpe hende, selvom det slet ikke gjorde det meget bedre for hende, når hun bare gerne ville være sammen med sin far! ”Hvor min dadda..” endte hun dæmpet, som hendes tårer begyndte at trille ned af hendes kinder, inden hun bare løb direkte tilbage mod det værelse som hun var vågnet op på, selvom det måske ikke var hendes, eller.. hun vidste det faktisk ikke. Hun krøb op og lagde sig i sengen, hvor hun bare gav sig til at græde. Hun ville have sin dadda!

[Deleted]

Evan var efterhånden ved at blive temmelig træt, for det var ikke meget søvn han havde fået, og nu hvor Jacqueline var oppe, så kunne han lige så godt opgive den, og det vidste han allerede! Han bed tænderne let sammen, velvidende om at det kun var noget som Jacqueline kunne se, selvom Zachary efterhånden var ved at blive god til at læse ham, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han grinede ganske let som han lod Zachary slå ud efter hans hånd. De var alle sammen trætte, nok foruden Jacqueline, som sikkert have sovet halve vejen til Dvasias, men det var jo så en helt anden side af sagen, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nikkede til ham og med et stille smil på læben, for det var med største sandsynlighed derfor at han var så træt som han var. ”Det har med største sandsynlighed noget med det at gøre, skal du se,” endte han morende, som han vendte blikket tilbage mod Jacqueline. Hun ville gerne have sin far, og det var noget som han godt kunne forstå, men han kunne desværre ikke hjælpe hende på det punkt, for det var slet ikke meningen at det var noget som skulle ske – af hvad han vidste om ikke andet, for hun var her kun for at få Sonic væk fra Procias, og når tøsen ikke var der, så ville det vel også virke, ville det ikke? ”Jeg kan godt forstå dig, min pige, men han er ikke her,” forsøgte han endnu en gang. Når det kom til piger, så var han nok ikke den største eller den bedste til den slags, selvom han virkelig forsøgte!
Som tøsen valgte at løbe, vidste Evan godt, at han havde trådt en smule forkert, hvilket faktisk måtte irritere ham en smule, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed han let sammen, som han vendte blikket mod Zachary ved hans side i stedet for, som han spurgte ind til hvorfor tøsen ikke var ved sin far. Umiddelbart ville han sige, at det var en sag for voksne, men han kendte efterhånden knægten godt nok til at vide, at han ikke ville kunne få ham til noget som helst, dersom han ikke blev stillet tilfreds med den nysgerrighed. ”Det er nu en sag voksne imellem, Zachary, men lige nu, så kan hun ikke være sammen med sin far,” endte han ganske kortfattet, også som tegn til at det ikke var noget som han ville diskutere med ham, for det var slet ikke noget som vedkom den lille skikkelse som var ved siden af ham. Han rejste sig roligt op og med et tungt suk, som han strøg ham over håret, inden han lod blikket glide mod ham igen. ”Ville du hoppe i seng igen eller ikke? Eller er du nu for vågen til det?” spurgte han sagte, og alligevel med en rolig og næsten så kortfattet stemme, som han alligevel sendte knægten en ganske sigende mine inden han roligt vendte blikket i retningen af Jacquelines værelse, hvor han kunne høre hende ligge og græde, selvom det et sted selvfølgelig var ganske hjerteskærende for mange, så var det ikke just den effekt som det havde på ham alligevel.. Selvom han virkelig forsøgte. ”Det her skal nok blive interessant..” endte han let for sig selv og med en yderst dæmpet stemme. Han var for træt til at tage sig af det her lige nu!

[Deleted]

At Jacqueline ikke ønskede at dele sin bamse med nogen og at Zachary ikke måtte røre, var noget som et sted måtte more ham, men han havde nu heller ikke haft i tankerne at tage den fra hende. Han var faktisk blevet overrasket over at hun havde haft den, skønt han måtte more sig over at hun nærmest havde brugt den som en advarsel for at han ikke skulle gøre hende ondt, hvilket måtte more ham, for bamsen kunne jo ingenting! Han kunne dog ikke lade vær med at finde hende lidt kær, hvor han også måtte finde hendes fjendtlighed som en skam, for han var faktisk nysgerrig på hende også fordi hun var dæmon, og han havde aldrig mødt nogen af sine egne, foruden Evan, men han var ikke fuldblodsdæmon så det var ikke helt det samme. ”Okay,” svarede han lettere leende, som hun gjorde det tydeligt at han ikke måtte røre den eller tage den, hvilket han nu heller ikke ville, men det morede ham at hun holdt så meget af den. Han kendte dog til følelsen, særligt hvis den betød ligeså meget for hende, som hans egen hat betød for ham.
At det var nat var kommet bag på Zach, skønt det nok kunne forklare hvorfor han var træt. Han gned sig let i øjnene, hvor han endnu engang måtte gabe ganske let. ”Jah..” svarede han i en træt tone, som han faktisk godt kunne bruge nogle timer mere. Hvorfor tøsen så var oppe anede han ikke, men hun var vel blevet chokeret over at ende her? Evan havde jo fortalt at hun godt kunne finde på at råbe eller skrige op, fordi hun ikke vidste hvor hun var og det forstod han sådan set godt. Han var også vågnet op lettere forvirret, da Evan havde taget ham med hertil, for han kunne ikke engang mindes at han var vågnet, da Evan var kommet for at hente ham. At pigen græd og derefter løb ind på værelset, fik ham til at rynke brynene, hvor han kunne høre hendes små skridt stoppe, da hun nåede sengen. At Evan så valgte at cutte ham af og bruge det-er-en-voksen-sag-sætningen, var noget som gjorde ham irriteret, for han var en stor dreng og han var på ingen måder dum! Måske han ikke forstod alt, men han var stadig intelligent og han vidste at han var langt klogere end mange andre børn på hans unge alder! Han endte derfor også at fjerne hovedet fra Evans hånd, som et tydeligt tegn til at han ikke var tilfreds, hvor han tilmed skød underlæben utilfredst sammen. ”Uh!” endte han tydeligt utilfredst, som han blot trampede forbi Evan – som et tydeligt tegn til at det var mandens skyld – hvor han i stedet for søgte mod Jacquelines værelse, for han vidste at manden var elendig til at være kærlig og vise forståelse på mange områder – det havde han jo allerede oplevet! Han gik ind på tøsens værelse, hvor han lukkede døren – et tydeligt tegn til at Evan ikke var velkommen. Han blev dog stående ved døren, da han heller ikke ønskede at gøre sig uvenner med tøsen. ”Du må ikk’ græde Jacqueline. Jeg er sikker på, at du kun skal bo her i et stykke tid, indtil din far kommer,” forsøgte han i en rolig tone, inden han langsomt bevægede sig over mod hendes seng, hvor hun lå og græd. ”Ellers så finder vi din far!” tilføjede han i en opmuntrende tone. Han vidste godt at det at finde hendes far ikke blev aktuelt, men han ville gerne opmuntre hende lidt.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline kunne slet ikke lide at være der, for hun ville være hjemme ved sin far! Ved den mand som havde givet hende den bamse som hun holdt som det kæreste i hendes liv, og det var slet ikke noget som nogen, nogensinde skulle have lov til at tage fra hende, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i, på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som hun ville det eller ikke. Hun var en bestemt lille frøken, og det var slet ikke noget som denne Evan skulle have lov til at lave om på! Og det var bestemt heller ikke fordi at hun ville i seng igen, for hun var slet ikke træt! Hun havde sovet halve vejen til Dvasias, hvor hun jo var vant til at sove om dagen, hvor hun denne gang var holdt vågen, selvom grunden til det, var gået op for hende, for så sov hun når hun kom hertil. Et sted følte hun sig vel..forladt? Og den tanke kunne hun slet ikke lide! ”Vil ikk’ være her!” råbte hun med sin skingre stemme, inden hun var løbet direkte ind på sit værelse, hvor hun havde kravlet op i sengen, og direkte knuget sig ind til dynerne, for at give sig til at græde, for det var faktisk en tanke som gjorde hende direkte ked af det! Hun ønskede slet ikke at være der, for nu kunne hendes far jo slet ikke finde hende, og det var næsten det som måtte være det værste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
At Zachary var fulgt efter, gik først op for hende, idet hun hørte hans stemme. Hun sagde dog ikke noget til det første som han sagde, før han sagde det sidste til hende, for.. ville han hjælpe hende med at finde hendes far? Det var bestemt en tanke som gjorde hende glad! Hun hævede hovedet og de tårefyldte øjne fra dynen, idet hun satte sig op og snøftede direkte ned i sit ærme, hvor hun let blinkede med øjnene. Ville han virkelig hjælpe hende? Han vidste jo ikke hvordan hendes far så ud, gjorde han? Og hvordan ville han hjælpe hende helt præcist? ”Du hjælpe mig finde Dadda?” spurgte hun grødet, som hun selv forsøgte at holde op med at græde, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende, men hun forsøgte da om ikke andet at gøre det! Hun tog igen bamsen godt op i sine arme og direkte ind i favnen, selvom den stank langt væk af brand, så var hun ligeglad, for bamse var det eneste som hun havde, og det var noget som hun havde fået af sin far! ”Dadda ikk’ ved jeg her..” fortalte hun med en dæmpet stemme, for det var tydeligt det som gjorde hende mest ked af det, for nu kunne han jo slet ikke komme og hente hende, når han havde fundet et hus! ”Dadda ikk’ ha’ hus, så mig blive ved Jaccques og Camryn.. Mig love vente på ham,” endte hun febrilsk, for hun følte det jo næsten, som var det hende, som gjorde noget forkert, selvom det at hun var her, bestemt ikke havde været med hendes gode vilje!

[Deleted]

Evan havde aldrig været den bedste til børn, men han forsøgte for pokker, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt, når han pludselig stod med to af slagsen! Han var langt bedre til drenge, end det som han havde været til piger, det var der ikke nogen tvivl om, en det var nu bare sådan at det var. Det var vel bare det som faldt ham mest.. naturligt et sted? Han vendte blikket mod Zachary, for det var jo tydeligt at han endnu måtte være træt, selvom det nu heller ikke var noget at sige noget til, for det var ikke mere end en time eller to han havde sovet, inden Jacqueline tydeligvis havde vækket ham. Tak og pris for at knægten havde råbt op, for ellers havde han selv ikke hørt noget som helst! ”Jeg synes du skulle krybe tilbage i seng,” endte han ganske sigende, også selvom han efterhånden kendte knægten godt nok til at vide, at han nok ikke var helt af den samme mening, men de var nu bare sådan at de var. Tøsen var allerede stormet tilbage på værelset, og han skjulte det hele bag voksen-sags-argumentet, for det var det jo! Det kunne godt være Zachary var en intelligent knægt, men af den grund, så ønskede han bestemt heller ikke at han skulle blandes i alt for mange ting, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han bed tænderne let sammen, som han så på knægten, at det som han havde gjort, nok ikke var helt hensigtsmæssigt, hvilket faktisk var en tanke som direkte måtte irritere ham, for han kunne ikke se hvad han havde gjort! ”Zachary!” kaldte han med en fast tone, som knægten bare valgte at gå fra ham, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre ved det. At han så søgte til tøsens værelse frem for hans eget, forundrede ham dog en anelse, hvor han.. blev stående for en kort stund, inden han listede hen til døren som han stillede sig ved. Hvis han kunne få Jacqueline lidt til ro, så var det selvfølgelig også det værd set i hans øjne, for han ønskede slet ikke at hun skulle være så usikker her, for det var jo ikke til at sige, hvor lang tid hun faktisk skulle være der.. hvis ikke til hun blev voksen? Det var ikke noget som han direkte havde snakket med Jacques om, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Foreløbig, valgte han at forblive fuldkommen stille, som han stod og lyttede ved døren. Han var bare nødt til at sikre sig hvordan det hele forløb sig, selvom.. han havde fået Jacqueline til at snakke? Det var jo trods alene et skridt i den rigtige retning!

[Deleted]

Zachary vidste udmærket godt at Evan var elendig til kærlige følelser og det at vise forståelse, for det havde Zachary jo allerede oplevet under træning, men han vidste til gengæld også at manden forsøgte og han forsøgte at være god mod Zach samt vise ham omsorg og give ham bekræftelse på at han kunne lide ham og at han var ønsket, og han kunne godt lide Evan for han opførte sig jo faktisk som hans far, selvom han slet ikke var forpligtet til det, ligesom det at han havde taget ham med sig hjem til hans hjem, en fremmed knægt som han havde set potentiale i, hvilket var noget som gjorde Zach glad, for det var rart at nogle tænkte på ham, og skønt der havde været mistillid til at starte med, så var det forsvundet ganske hurtigt, for Evan havde vist ham at han var en mand man kunne stole på, på trods af at de godt nok ikke havde trænet særlig meget, men det vidste han også godt var fordi manden havde meget at se til af andre ting, så han havde også forsøgt ikke at gå i vejen eller at gå ham på nerverne, for det ville han jo heller ikke! At manden så skulle cutte ham af, var dog noget som gjorde ham vred, for måske han ikke havde fortjent at vide hvor Jacquelines far var henne og hvorfor hun ikke kunne være sammen med ham, men det havde Jacqueline i den grad fortjent! Derfor kunne han godt forstå at tøsen græd og ikke gad være her! Og i til forskel fra Evan så ville han ikke se tøsen være ked af det, hvor det faktisk gjorde ham trist at se hende sådan, derfor ignorerede han også Evans faste tone, for manden bad selv om det! Han lukkede også døren så de kunne være alene, hvor hans ansigt hvilede mod Jacquelines skikkelse i sengen. At hun satte sig op og forsøgte at stoppe med at græde, fik ham til at smile. Han nikkede ganske let til hendes ord. ”Selvfølgelig vil jeg hjælpe! Du er ikk’ alene,” svarede han opmuntrende, som han denne gang vovede sig hen til hende. Han rynkede let brynene til hendes ord, da han godt kunne høre at hun var knust over at hendes far ikke kunne finde hende og at han ikke vidste hvor hun var. ”Evan vil sikkert gerne hjælpe os med at finde din far! Og du må ikk’ være sur på Evan, han er ikke god til os børn,” fortalte han i samme opmuntrende tone, inden han lænede sig mod hende og holdt den ene hånd oppe, som tegn til at han ville fortælle hende en hemmelighed, i tilfælde af at Evan stod ved døren, „det ved jeg fra mig selv af.” Han trak hovedet tilbage igen med et muntert smil om læberne. Han rakte forsigtigt hånden frem, hvor han ramte hendes overarm, inden han forsigtigt og nænsomt måtte mærke sig frem til hendes ansigt, inden hans lille hånd strøg tårerne bort fra hendes kinder. ”Du skal nok se din far igen, du skal kun være her for lidt tid,” forsikrede han hende, skønt det faktisk var ham uvist, men han ville gerne opmuntre hende. ”Så du må ikk’ græde mer’! Vi hjælper dig!” Han sendte hende et stort og muntert smil, som næsten måtte fylde hele hans ansigt, hvor der faktisk også var glæde i de matte blå øjne, som nok så lidt underlige og unormale ud fordi han var blind, for de så jo ikke direkte på hende.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline forstod slet ikke hvorfor hun skulle være her, når hun hellere ville være det andet sted, hvor hendes far faktisk kunne finde hende, for det kunne han jo slet ikke mere! At Evan ikke kunne forstå det, var en tanke som gjorde hende direkte ked af det, for det var bestemt ikke noget som hun kunne lide, for hun ville jo slet ikke være der! Hun havde slet ikke bedt om at være der, og tanken om at der var andre børn der – ældre end det som hun selv var, var bestemt ikke noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun satte sig op i sengen, som drengen kom ind til hende. Hun havde allerede glemt hans navn, men det var altså også temmelig svært for hende at sige, og det i sig selv, var ikke en tanke som hun kunne lide særlig godt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun snøftede let og tørrede det af i sit ærme, som hun igen satte sig med Bamse godt og tæt ind i favnen. Det var den eneste tryghed som hun havde lige nu, også fordi at hun ikke vidste eller kendte til noget andet omkring hende! ”Vil ikk’ være her..” forsøgte hun endnu en gang, som hun vendte blikket direkte mod ham, og med de direkte store øjne. At han ikke kunne se hende, vidste hun stadig ikke, for det var der ikke ligefrem noget som nogen havde fortalt ende. Hun satte sig helt op af væggen, som han kom hen til sengen, for hun brød sig slet ikke om ham, for hun kendte ham jo eller ikke, og hun var ikke særlig god til andre børn, og specielt ikke hvis de var ældre end hende! Hun havde altid været enebarn, og det var en tanke som hun faktisk godt kunne lide! At han hviskede i hendes øre, fik hende til at vende blikket mod ham. At Evan ikke var særlig god til børn, havde hun allerede fundet ud af, for hun ville faktisk meget gerne finde sin far, og komme hjem til ham! Selvom.. hun vidste selvfølgelig ikke om han havde fundet et hus eller noget som helst, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt. ”Ikk’ li’ ham… Ikk’ som min Dadda.” Hun var måske meget kortfattet og meget grammatisk forkert, men det var hendes mening! Hun ville kun have sin far, og ikke andre mænd i sit liv, nogensinde! At han forsøgte at finde hendes ansigt, gik først op for hende, som han tørrede hendes øjne, Hun lukkede dem, så han ikke endte med at prikkede hende i dem, hvor hun vendte blikket væk og ned mod sin kære Bamse i sine arme igen. Det var jo faktisk det eneste som hun havde nu, og selvfølgelig var det også noget som gjorde temmelig meget for hende selv. Hun sukkede. ”Vil ikk’ være her mere.. Vil hjem til min Dadda nu..!” endte hun mere bestemt. Hun havde jo trods alt været vant til, hvis hun ville tingene godt nok, så fik hun det som hun ville!

[Deleted]

Zachary vidste udmærket godt at Jacqueline ikke kunne komme hjem til sin far foreløbig, for ellers ville hun ikke være her og det var også hvad Evan havde gjort tydeligt. Det gjorde ham dog trist at hun ikke kunne bo hos sin far, når hun så gerne ville, skønt han ikke kendte til grunden, men han forstod hende godt, for han ville da også klart foretrække sine egne forældre, frem for nogen anden, selvom han vidste at hans forældre var døde, og Evan var faktisk ved at få en stor betydning for ham, så han var vel også hans familie nu? Manden virkede i hvert fald glad for ham, skønt han ikke var så god til omsorg og alt det, men han ville gerne putte ham godnat og gøre andre ting for ham, som en forælder normalt gjorde, så han prøvede vel også? At Jacqueline var ked af det, forstod han godt, hvor det også måtte gøre ham trist at hun skulle være så knust, for hun var jo nød til at holde modet oppe indtil de fandt hendes far! Så måtte han jo snakke med Evan igen om det, skønt han var sikker på at han bare blev cuttet af som sidst, hvilket var en tanke som måtte irritere ham! At hun ikke kunne lide Evan, forundrede ham et sted ikke, for manden havde ikke klaret situationen særlig godt. Han sendte hende et prøvende smil. ”Men Evan skal heller ikk’ være din far, han passer bare på dig, indtil du er sammen med din far igen,” forsøgte han, som han jo var nød til at få hende til at falde til ro og slå sig til tåls med tanken om at hun skulle være her i et stykke tid og det ville jo være bedst, hvis hun faktisk gik ind til det med en positiv tankegang, skønt han vidste at det kunne være svært, også fordi hun jo ikke kendte dem, men derfor ville de jo stadig tage sig af hende! Han havde jo også selv lovet Evan at han ville hjælpe med at tage sig af Jacqueline, hvilket var noget som han faktisk så frem til! Han kunne godt mærke på hende at hun var bange, hvilket også var grunden til at han satte sig ned på gulvet, hvor han slog armene omkring sine ben, med ansigtet vendt op imod hende. At hun ville hjem til sin far nu forstod han godt, skønt det desværre ikke var muligt. ”Det forstår jeg godt, men vi skal jo først finde ham,” forsøgte han roligt, inden han kravlede hen til sengen, hvor han greb fat i sengekanten, selvom han blev siddende på sine knæ. ”Men jeg vil gerne have dig her, for du er jo dæmon.. ligesom mig!” svarede han muntert, hvor hans ansigt lyste helt op. Det var jo faktisk første gang han var sammen med nogen af hans egen art, så selvfølgelig var han nysgerrig. Han ville ikke have noget imod at lære hende bedre at kende, for han var jo faktisk interesseret i sin egen race, særligt fordi han kun havde hørt om dem frem for været sammen med dem. Han satte sig roligt tilbage på gulvet. ”Men forstår dig godt. Jeg ville også gerne være hos min familie, men de er døde for lang tid siden. Og har boet på gaden, indtil Evan fandt mig for nogle måneder siden,” fortalte han roligt, et sted for at holde samtalen i gang og for at forsøge at få hende til at falde til ro.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var slet ikke interesseret i at sidde i det her hus med de to mænd som hun slet ikke kendte noget til, når hun vidste, at hendes far ville lede efter hende hjemme ved Camryn og Jacques, og det var slet ikke en ting som hun kunne lide! Hun vendte blikket mod ham. At han kun var en lille dreng, som hun var en lille pige, vidste hun godt, men han snakkede da om ikke andet så med hende på hendes præmisser, og det var faktisk noget som passede hende selv ganske fint, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun rystede let på hovedet, for hun vidste at hendes far ikke ville være i stand til at finde hende her, og det var faktisk en tanke som gjorde hende temmelig bange. ”Dadda ikk’ se mig her.. Han ikke vide hvor jeg er..” Hun vendte blikket mod vinduet. Hvis det hele kunne være op til hende, så var hun væk allerede, for hun havde jo slet ikke lyst til at være der, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun knugede sin bamse ind til sig. Den stank muligvis af sod og alt mulig andet, for den havde været brændt frygtelig mange gange efterhånden, også selvom hun ikke kunne gøre for det, for hun havde altså slet ikke den magt over det som hun lavede, og et sted så kunne den tanke næsten være hende en smule skræmmende, men det var altså ikke noget som hun gjorde med vilje! At han var en dæmon, var noget som hun faktisk var ligeglad med, for han var heller ikke hendes far, og så var alt det andet virkelig også fuldkommen lige meget for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Tænderne bed hun ganske svagt sammen, som hun igen vendte blikket en anelse væk fra ham og mod vinduet, for hun ville gerne have sin far, og ikke alt det andet, for det var slet ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst i den anden ende! ”Mig ligeglad.. Mig bare ha’ min Dadda!” gentog hun med en fast tone, som hun valgte at vende sig mod hans skikkelse endnu en gang, hvor hun fast kneb øjnene sammen, som kunne hun virke truende i den lille skikkelse, selvom det næppe var tilfældet, men så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hans familie var død, var et sted en tanke som gjorde hende en anelse trist, også selvom hun ikke selv havde oplevet tab på den måde, at de aldrig ville komme tilbage. Jovist var der jo hendes mor, men.. det var jo bare en lidt anden sag, for hendes mor kunne slet ikke lide hende mere, og så lang tid hun havde sin far, så var hun faktisk ganske tilfreds, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Din mor og dadda er død?” spurgte hun som hun vendte sig mod ham endnu en gang, som han sad der på gulvet foran hendes seng. I det store og hele, så var han jo faktisk ikke så slem som Marcianus, og det var noget som faktisk passede hende fint!

[Deleted]

Zachary kunne godt mærke at han af og til måtte sige tingene forkert, hvor han andre gange fik hendes opmærksomhed på sig og faktisk sagde det rigtige for at komme et skridt tættere på at gøre hende rolig, hvilket naturligvis glædede ham. Han kunne dog allerede regne ud at hun var vant til at være alene, særligt sådan som hun måtte opføre sig og den tone hun brugte, for hun var tydeligvis en bestemt lille pige, så det skulle ikke undre ham at hun var enebarn og vant til kun at have sin far, men hvorfor var hun så her? Måske hendes far var død? Og så skulle hun bo her? Han vidste det faktisk ikke, men det måtte han jo forhøre Evan om i morgen, når de engang vågnede igen, for det var åbenbart nat, så han burde vel faktisk gøre som manden sagde og gå i seng igen? Det ville han også så snart han havde snakket færdigt med Jacqueline, som hun tydeligvis havde brug for lidt tryghed og det havde Evan ikke været særlig god til at give hende, så han måtte jo forsøge, hvilket vel også var bedre, når han var barn og bedre kunne sætte sig i hendes sted? Han vidste måske ikke alt, men han var en intelligent lille dreng, hvor han også talte godt i forhold til en på hans alder, hvor han kunne høre at det var modsat hende, for hun talte slet ikke nær så godt som han havde gjort på hendes alder, men det var ligegyldigt, for hun forsøgte og det var vel også det bedste? Desuden så forstod man hende jo også! ”Men så får vi ham til at vide det! Vi finder ham!” svarede han opmuntrende, som hans lille drengede ansigt måtte lyse helt op i munterhed og glæde. Han vidste ikke hvordan de skulle gøre det, men Evan måtte vel kunne gøre et eller andet? Desuden så var hovedsagen jo også bare at gøre hende rolig og tryg her, så hun ikke havde noget imod at vente på sin far. At hun måtte bruge den faste tone igen, fik ham til at vende ansigtet væk fra hende, som han lod sin lille hage hvile mod sin ene overarm, som var slået omkring hans ben. Han sukkede ganske let og opgivende, som hun tydeligvis var en bestemt en. Det ville sikkert blive svært! Men han gav ikke op endnu! Han så op mod hende igen, da hun så spurgte om hans mor og far var død, hvor han nikkede ganske stille. ”Mhm.. Jeg har aldrig kendt dem, og.. jeg har boet på et børnehjem, men det kan jeg ikke lide, for de andre børn drillede mig altid, fordi jeg er blind,” fortalte han, hvor hans tone var blevet noget mere trist, for det gjorde faktisk ondt at tænke på. Han havde aldrig fundet et sted hvor han havde følt sig hjemme, ja ikke før han havde stødt på Evan om ikke andet, for manden havde faktisk taget sig af ham og holdt af ham, og så kunne han ikke være mere end tilfreds! Han havde ikke brug for andre end Evan og han ville gerne tage sig af Jacqueline og vise hende at det ikke var så slemt, for det var jo slet ikke som på børnehjemmet!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline brød sig slet ikke om at være her, for her var hendes far ikke, og hun vidste ikke engang hvor han var henne, eller om han ville opsøge hende her, for her var der jo andre til at passe på hende, og det i sig selv, var slet ikke en tanke som hun kunne lide! Hun knugede omkring sin lille bamse, som hun vendte blikket mod ham. At han så ikke var i stand til at se hende, var slet ikke noget som hun vidste, selvom det ganske vidst forundrede hende lidt, at han.. fumlede meget rundt, selvom hun ikke spurgte ind til det, for det var vel bare normalt for ham? Tænderne bed hun let sammen, som hun igen vendte blikket væk fra ham. Om han forsøgte at få hende til at lide Evan, vidste hun ikke, for det ville hun ikke, for han var altså ikke hendes far, og det ville han bestemt heller aldrig nogensinde blive, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Svagt snøftede hun igen. ”Du ikke vide hvor min dadda er,” påpegede hun spidst. Nej, hun var måske langt mere negativt indstillet end det som så mange andre var, men selv hun havde mødt meget modgang, siden hendes far var revet fra hende dengang hun havde været mindre, og kunne gemmes i en lille seng, selvom hun slet ikke havde forstået hvad der egentlig var sket, og det var ikke noget som hun gjorde endnu, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende.
At Zachary var blind og havde mistet sine forældre, var et sted en tanke som gjorde Jacqueline en anelse trist, men ikke desto mindre, så havde han jo Evan nu, og så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det var. At han så var efterladt og havde været på gaden og alt muligt, var næsten en tanke som gjorde hende lidt trist, men ikke desto mindre så havde han jo Evan at være med, og det så ud som om at de faktisk godt kunne lide hinanden, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun varsomt lagde bamsen fra sig og forsigtigt trak sig hen til sengekanten, hvor hun kunne se, at han lige så måtte sidde og være en anelse trist. ”Hvad betyde det?” spurgte hun. Det var jo ikke ligefrem fordi at det var et ord eller begreb som hun var kendt med, altså ’blind’. Hun hævede forsigtigt hånden, som hun strøg ham over håret, næsten som det pludselig var hende som måtte trøste ham. Hun blinkede let med øjnene. ”Du ikk’ vide hvor min dadda er, og min dadda ikke vide hvor mig er og mig ikk’ lide det.. Mig bare ha’ min dadda..” endte hun dæmpet, som det næsten var hendes tur til at græde endnu en gang, ofr hun kunne bestemt heller ikke lide det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om!

[Deleted]

Det gjorde naturligvis Zachary trist at hun gerne ville være hos sin far, men ikke var i stand til det. Hvad der var med hendes far og hvorfor hun ikke kunne være sammen med ham, det anede han ikke, selvom Evan ikke just havde virket videre interesseret i at give ham svar, og den tanke måtte et sted irritere ham, for han var altså ikke dum! Han ville gerne hjælpe hende, skønt han vidste at han bare var en lille dreng, der var blind og derfor ikke ville kunne genkende hendes far, selv hvis hun skulle vise et billede af det. Hendes spidse tone, tog han sig ikke som sådan af, da han vidste at hun var bange og frustreret, hvilket han også godt forstod, og ikke mindst havde han allerede fundet ud af at hun var en bestemt lille pige der vidste hvad hun ville have. ”Nej.. det ved jeg ikke..” erkendte han roligt. Han anede jo ikke engang hvordan hendes far så ud, men det ændrede dog heller ikke på at han gerne ville hjælpe hende, for det manglede vel bare, hvis hun gerne ville være hos sin far? Og det burde hun også være, eftersom det var hendes forælder. Det var også der det slog ham at hun slet ikke havde nævnt sin mor, så måske hendes mor var død og hendes far endnu i live? Det kunne også være at hun så var her, fordi hendes far var død? Det var lige før at han faktisk fik ondt af den lille pige. ”Hvor er din mor henne?” spurgte han forsigtigt, da han jo helst ikke ville gøre hende mere ked af det, hvis hendes mor faktisk var død, for begge hans forældre var døde, så han kendte godt til følelsen. Han lod hovedet søge let på sned, som hun spurgte hvad det at være blind betød. Han kendte også kun begrebet fordi han var det, for ellers havde han jo nok heller ikke vidst det. ”Jeg kan ikke se noget som helst, jeg er blind. Alt er mørkt, så jeg kan ikke engang se dig,” forklarede han roligt, som han løftede den ene hånd og kørte den flere gange op og ned foran hans blik, som tegn til at han ikke kunne se noget som helst. At hun så strøg ham over håret, var noget som faktisk måtte komme bag på ham, hvor han også kort gibbede i kroppen, inden han faldt til ro igen, som han kunne mærke at hun strøg ham, hvilket faktisk var behageligt. Det viste også bare at hun slet ikke var så slem som hun nærmest var blevet fremstillet som. Han rynkede let brynene i en trist mine, som han kunne høre at hun var ved at græde igen. Han tog roligt omkring hendes hånd, hvor han krøb hen til kanten af sengen. ”Evan hjælper os, han er god til sådan noget! Han kender mange dæmoner! Han kan sikkert finde din far, så du skal nok se ham igen!” forsikrede han hende, som han blidt trykkede om hendes hånd, inden han slap den igen. Det burde vel kunne være muligt at finde ham? Evan var jo træner for dæmonerne, så han burde vel kunne hjælpe? Og så måtte de jo finde ud af om manden var død eller ej.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det eneste som Jacqueline egentlig ønskede, var sin far, velvidende om at han slet ikke kunne finde hende her, og det i sig selv, var bestemt ikke en tanke som hun brød sig om på nogen måde. Hun vendte sig stille mod drengen, hvis navn hun allerede havde glemt, men det ville hun ikke fortælle ham. At knuge om sin bamse, var den eneste tryghed som hun havde lige nu, men han snakkede til hende på en måde, som hun kunne følge ham i, samtidig med at han faktisk viste hende en.. forståelse som hun faktisk havde brug for, og det i sig selv, var en fornemmelse som hun faktisk godt kunne lide. At han så ikke kunne se noget, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende, for.. hvordan kunne det være? Det forstod hun da slet ikke! At han så valgte at spørge ind til hendes mor, var ikke noget som gjorde det meget bedre, hvor hun omgående blev tavs, for det var slet ikke noget som hun var videre fristet til at snakke om. ”Min mor ikk’ li’ mig..” endte hun dæmpet. Skulle hun være helt ærlig, så vidste hun slet ikke hvor hendes mor var eller hvad hun lavede, men det var hun et sted også ligeglad med, for hvis der var noget som hun havde brug for, så var det hendes far, og det var faktisk også det eneste som hun havde brug for i den anden ende, så meget vidste hun! Hun vendte blikket mod ham, som han holdt hånden op foran sine øjne, som tydeligt indikerede at han ikke kunne se, hvilket.. hun ikke helt forstod sig på, hvor hun let blinkede med øjnene, som hun så på ham. ”Jamen.. hvordan det kan være?” spurgte hun, som hun selv holdt hånden op foran ham, som hun håbede på at han ville være i stand til at se den, også selvom hun godt kunne se at hans øjne ikke rigtigt reagerede på det, og det var slet ikke noget som hun kunne forstå!
Jacqueline krøb stille tættere på ham, som han snakkede om Evan igen, selvom det faktisk var en tanke som gjorde hende en anelse sur, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. At han havde omkring hendes hånd, sagde hun ikke noget til, for hun kunne faktisk.. godt lide at han gjorde sådan ved hende, også selvom det bestemt ikke gjorde det godt igen, når det var hendes far som hun ville have! ”Du tro Evan finde min Dadda..?” spurgte hun dæmpet. Hun vidste jo at han var derude et eller andet sted og det i sig selv, var noget som betød frygtelig meget for hende, og faktisk.. det eneste som faktisk betød noget for hende, hvilket hun bestemt heller ikke ville lægge det mindste skjul på overhovedet. Hun slap stille sin bamse, som hun trykkede om hans hånd, også selvom det var prøvende. Hun var bestemt ikke meget for ældre børn, for hun havde altid været ene barn, og altid fået det som hun ville have det, for det var også hvad der var sket med hendes far sidst de havde været sammen! Han havde jo lovet hende nye kjoler og alt muligt!

[Deleted]

Zachary forstod godt at Jacqueline var bange og frustreret, hvor han ikke ønskede at gøre det værre, men tværtimod forsøgte han på at gøre hende rolig, så hun vidste at hun faktisk var i sikkerhed her og at hun var velkommen her, for han kunne faktisk godt lide hende. At hendes mor så var et ømt punkt for hende, var noget som han hurtigt fandt ud af, hvor det også måtte gøre ham helt trist at hun fortalte ham at hendes mor slet ikke kunne lide hende, hvilket fik ham til at tie omgående. ”Oh.. det.. det er jeg ked af,” endte han dæmpet, som han slog blikket ned. Det var slet ikke fordi han gad køre i det, hvor han også valgte at lade det ligge, eftersom han ikke ønskede at træde i det eller gøre hende endnu mere ked af det end det som hun måtte være i forvejen, for hun savnede jo sin far og hvis hendes mor ikke kunne lide hende, så forstod han godt at hun var ked af det. At hun så ikke helt forstod sig på hvordan han kunne være blind, var noget som morede ham. At hun så selv måtte forsøge at vifte med hånden foran ham, kunne han godt fornemme, skønt han dog ikke kunne se hendes hånd. Han trak let på skuldrene. ”Det ved jeg ikke.. jeg blev født blind, jeg har altid været det,” fortalte han roligt, hvor han lod hovedet søge let på sned, inden et muntert smil gled over hans læber. Han endte med at ligge sig ned på ryggen, hvor han smækkede fødderne op på sengekanten. ”Men det gør ikke noget! Jeg ser nemlig med mine fødder!” svarede han muntert. Helt blind var han ikke, da han kunne se vibrationerne i jorden, medmindre man stod fuldstændig stille, som da hun havde siddet på gulvet ude i gangen, der havde hun virkelig formået at give ham et chok!
Som Zach tog omkring Jacquelines hånd, så var det ganske nænsomt og prøvende, hvor hun altid ville kunne trække den til sig, for han ville jo heller ikke skræmme hende yderligere! Han ville vel bare vise at han faktisk var der for hende? At hun ikke var alene, selvom hun ikke kendte dem? At hun så lagde bamsen fra sig, for at vende opmærksomheden mod ham og trykkede om hans hånd, så måtte han også trække på smilebåndet, for så betød det vel også at hun var lidt mere tryg? Han nikkede bestemt med hovedet til hendes spørgsmål. ”Det ved jeg han kan! Evan er rigtig god til sådan noget!” fortalte han muntert. Evan var træner for dæmonerne, så han burde vel sagtens kunne finde tøsens far? Han vidste dog ikke hvad grunden var til at hun var her, men det måtte han vel også selv finde ud af før eller siden? Evan kunne jo ikke holde alt skjult i al evighed! Han strøg hende ganske roligt over håndryggen med sin tommel. ”Så du skal ikk’ være bange, vi hjælper dig!” svarede han muntert, inden han måtte skjule et mindre gab, da han jo faktisk var træt. Det var åbenbart også midt om natten, derfor forundrede det ham også at hun var stået op, for var hun ikke træt? Han slap roligt hendes hånd, som han ganske langsomt kom op på benene igen. ”Vil du sove lidt igen?” spurgte han roligt, som han sendte hende et betryggende smil.