Burned out

[Deleted]

Evan havde skam stor bekendtskab med Noelle efterhånden, og han kunne se i hendes blik at hun direkte hungrede. Han vidste at mænd såvel som kvinder gik rundt herude til de trængende, og selv kunne han faktisk godt forestille sig, at hun måtte gøre brug af dem i ny og næ, når det blev slemt nok. Han vendte blikket roligt mod hende. ”Jeg har kendt dig i skræmmende mange år nu, Noelle,” påpegede han ganske sigende, som han roligt betragtede hende. Tolv og tretten uger, var frygtelig lang tid uden at blive mættet, så han kunne kun gå ud fra, at de mænd som var her, var nogen som hjalp hende når det virkelig blev trængende. Han nikkede ganske sigende til hende, også selvom det bestemt heller ikke var noget som han bifaldt. ”Du burde tage lidt hjem og blive mættet ordentligt. Jeg tvivler på at mændene herude, er lige så godt, som det jeg ved du har ventende hjemme,” påpegede han ganske stilfærdigt, som han igen roligt vendte blikket mod hendes skikkelse. Hvad angik Athenas sult, var bestemt ikke noget som Noelle skulle tænke over, for det var noget som han tilsyneladende allerede havde fået styr på. Hans smil måtte vel næsten sige hende det hele? ”Jeg kan forsikre dig, at Athenas sult, ikke er noget som du har brug for at tænke yderligere over.. I alle fald for denne stund,” påpegede han ganske ærligt, som han igen tog et hiv af sin smøg og sumpede resten med sin fod i græsset, som han pustede den resterende røg ud af næsen, som han igen vendte sig mod hende. Han havde taget sig af det hele.
De vagter som havde stået for nattepatruljen ville under Evans vinger, blive straffet for at lade nogle slippe uset ind, for det var det som han havde gjort! Han trak morende på smilebåndet. Han var faktisk en.. glad mand for en gangs skyld, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende, men så var det bare sådan at det var. ”Jeg forventer næsten at høre deres skrig, når vi forlader slagmarken til aften,” endte han ganske sigende. Han havde valgt Noelle til at tage over for ham, og han stod kun fast på, at han havde taget en ret beslutning hvad det angik, for hun havde jo gjort det frygtelig godt, det var der ingen tvivl om. Han betragtede hende ganske sigende og med et svagt smil på læben. ”Jeg kan kun sige, i live måde, Noelle.. Det er ved at være mange år siden nu,” erkendte han gerne, som han roligt betragtede sig af hende. Hun havde været under træning til dette sted, og hun klarede sig jo fantastisk. Hendes sidste ord fik ham til at kuklo ganske let. Han rystede let på hovedet. ”Jeg er en gammel mand, og gamle mænd, kan skifte mening, er det ikke hvad man siger?” spurgte han morende. Det var engang, og nu hvor han havde fundet en kvinde, som virkelig havde formået at tage hans hjerte, så havde sagen i den grad også været en helt anden for hans vedkommende. Athena ville han aldrig få ud af hovedet, hvis han var gift med Diane, og tanken om at slippe de lænker som han havde været i, igennem så frygtelig mange år, var.. særdeles fantastisk!

[Noelle Jaceluck]

Noelle havde kendt Evan i det som føltes som en mindre evighed, og hun måtte erkende at hun var glad for at se ham som en mere.. munter mand end det som hun huskede ham som. Hun var ikke den eneste der gik rundt herude og var trængende, men de folk der var herude var slet ikke til at stole på, desuden var hun måske kendt for at lege med mændene, men hun var faktisk tro mod Enrico. Hun nikkede medgivende. ”Det har du ganske vidst, jeg kan forestille mig at det er ret.. tydeligt?” hun lagde trods alt ikke selv mærke til noget som helst, foruden den smerte som hun følte gennemborer hende efterhånden. Det var forbandet mange uger at undvære for en i hendes alder, men hun bed hellere tænderne sammen, end hun gik bag om ryggen på den ene mand der nogensinde havde elsket hende. Hun sendte ham et stille og lidt kækt smil, for det undrede hende slet ikke at han ikke anså hende for at være en tro type, selv i hans tid havde hun haft for vane at sno de øvrige soldater om sin lillefinger. ”Jeg kan ikke bare tage hjem, så lang tid det står til på denne måde herude, det ved du, desuden tør jeg ikke overlade kommandoen til nogle af dem herude. Desuden vil det måske overraske dig Evan, men jeg røre ikke nogle af de mænd der er herude,” svarede hun ganske sandfærdigt. Det næsten smørrede smil på hans læber fik hende atter til at hæve øjenbrynet. Hun skulle ikke længere bekymre sig om tøsens sult? I hendes øjne havde den ellers været slem nok, men det kunne næsten lyde som om at han havde taget sig af det? ”Det glæder mig kun hvis du har fået hende til at tage ansvar og få den sult stillet, men jeg vil gerne kende dit kneb? Der kommer trods alt en næste gang,” påpegede hun lidt sigende. Hun ønskede ingen sultne dæmoner i sit felt det var sikkert! Hans ord fik hende blot til at kluklo morende. Hun færdiggjorde smøgen og skoddede den i det kølige græs, med et lidt selvtilfredst smil. ”Du vil ikke behøve at gå langt for at høre det,” svarede hun og slog hænderne sammen kun for at gnide dem næsten ondskabsfuldt mod hinanden, hun var en kreativ kvinde, det var trods alt hende der mange af gange stod for torturen på Castle of Darkness. Hænderne foldede hun atter bag på ryggen med en rank holdning. ”Det er det desværre. Jeg må erkende at jeg har været en kende skuffet over ikke at have hørt mere fra dig, jeg blev overrasket da jeg hørte om den unge Athena. Jeg var ikke i tvivl i det øjeblik jeg så hende.. hun er dit værk,” endte hun næsten morende, også selvom det ikke var løgn, det var virkelig ikke til at tage fejl af. Det var endnu ikke gået op for hende at manden havde forelsket sig i den kære Athena, også selvom han havde hentydet til det. ”Jeg må erkende at det er et ordsprog der er gået forbi mine ører i så fald,” påpegede hun tydeligvis lidt skeptisk. Det irriterede hende et stedet, men hun var glad for at han var vendt tilbage ved sin skillesmisse, så kunne hun kende ham lidt igen.

[Deleted]

I det store og hele, så var Evan blevet en mere munter mand siden i går aftes. Det hele havde virkelig flasket sig for ham for en gangs skyld, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, så det var heller ikke noget som sagde så lidt. Selvfølgelig havde han regnet med at skulle se Noelle, for han regnede faktisk med at ride hende i marken når krigen skulle føres. Dog måtte han sigende, bekræfte, at han var bekymret for hendes sult, for det var tydeligt at hun ikke havde fået den stillet i frygtelig, frygtelig lang tid! Og det var noget som i sig selv, faktisk bekymrede ham. ”Jeg tør vove at påstå, at jeg kender dig på det personlige plan på en anden måde end de mange soldater herude.. Det er frygtelig tydeligt, at du har ondt,” endte han ganske sigende, som han roligt betragtede sig af hende. Han vidste, at det var en risiko at sætte en sensuel dæmon til dette, men Noelle havde brændt inde med talenter som han så brændende selv ønskede at få ud og det så jo ud til at virke! At hun ikke rørte de andre mænd herude, fik ham til at rynke let i panden. ”Må jeg så spørge om, hvorvidt du formår at stille din sult herude, Noelle? Tretten uger, er frygtelig lang tid at vandre sulten rundt,” påpegede han sigende. At hun ikke havde tolket hvad hans smil måtte betyde, morede ham en anelse. ”Lad mig fremstille det således; Jeg tror det er noget som jeg holder personligt mellem mig og Athena.. Går det galt, send bud efter mig, og jeg skal nok komme og stille den for hende.” Han blinkede let med det ene øje til hende. Nu måtte hun vel også opfange det hele?
At Evan ikke behøvede at gå langt for at høre de mange skrig, forundrede egentlig ikke ham, for han vidste at Noelle var hård, og det var noget som passede ham fint. Han trak muntert på smilebåndet, som han nikkede anerkendende i hendes retning. ”Det passer mig faktisk ganske fint.. Jeg savner de skrig lidt,” endte han med et stille smil på læben. Han var måske kold og kynisk når han var ude på slagmarken, men det var nu bare en gammel vane for ham, for han var jo vant til at lede det hele, og det var bare så dejlig nemt at falde tilbage i den gode gamle vane, som han gjorde lige nu. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han nikkede. ”Er min træningsmetoder så åbenlyse? Men ja… hun er mit værk.. og har været det siden hun var ganske lille,” fortalte han ærligt, dog med en tydelig stolthed i stemmen, for han var jo trods alt frygtelig stolt af sig! Og specielt når det kom til hvad han selv stod bag såsom Noelle og Athena, som nogle af dem som han havde trænet i årenes løb. ”Hun skal nok blive til noget stort.. Det betvivler jeg slet ikke,” endte han ganske sigende, som han vendte sig mod hende. Han fiskede en ny cigaret op, som han selv fik antændt og tog et sug af. Han havde jo kun til Athena vågnede! Han rystede smilende på hovedet. ”Du er vidst for meget på slagmarken, kære Noelle.. Desuden tror jeg også snart det er på tide, at vække resten af slænget her,” påpegede han sigende, som han så mod horisonten. Solen ville snart være oppe nu.

[Noelle Jaceluck]

Evan var forbandet munter og det i sig selv var noget som undrede hende, for det lignede ham bestemt ikke! Han havde altid været en mand som havde holdt følelserne tæt til sig, vrede som sorg og glæde, hvilket trods alt var noget hun ligeså havde lært sig. Når det kom til at snakke med ham så kunne hun dog godt løsne lidt op, han kendte hende jo trods alt så godt. ”Det burde du gøre, ingen af soldaterne herude har et personligt kendskab til mig, foruden det faktum at de anser mig for at være lidt af en finke,” påpegede hun direkte morende. Det var ikke ligefrem et ry hun havde noget imod, for hun var en hård kvinde og hun havde ingen tolerance, hun havde problemer nok herude, og hun havde bestemt ikke behov for at soldaterne skulle forværre dem! Sensuelle dæmoner var besværlige i marken, men Noelle havde lært at kontrollere sin, hun havde lært ikke at lade sig påvirke af smerten i kampen selvom den var der. Hans nysgerrighed morede hende kun, hvilket fik et direkte smørret smil til at spille over de rosa læber. ”Jeg gør hvad en kvinde nu engang kan uden en mand ved sin side, min kære ven,” svarede hun ganske sandfærdigt hvilket vel også sagde lidt det hele? Hvad angik den slags var hun på ingen måde blufærdig. Langt om længe begyndte det at gå op for hende hvad han hentydede til. Hun kastede et blik på teltet hvor hun næsten gik ud fra at Athena sov? Hun havde bestemt ikke regnet med at havde et seksuelt forhold. ”Jamen dog, Evan.. jeg vidste ikke at du var til så ungt kød som hende. Hvad helved.. det er ikke op til mig at dømme, jeg skal huske at sende bud efter dig næste gang,” endte hun med et stille nik. Havde hun vidst det, så havde hun da gjort det for længst! ”Jeg går næsten ud fra at det er grunden til at du er i så.. skræmmende godt humør?” endte hun lidt nysgerrigt. Når alt kom til alt så var evan trods alt blot en mand, og det var hendes erfaring at liderlighed til enhver tid kunne påvirke dem.
Noelle nikkede atter forstående. ”Man kommer hurtigt til at mangle dem. Hvorfor tager du ikke en dag eller to i marken? Så kan jeg love dig for at du kommer til at høre skrig til du til sidst har dem kørende i hovedet selv når der er stille,” lovede hun med et opfordrende smil. Hun ville elske at ridde med ham i marken for gammelt venskabs skyld. Træningsmetoderne genkendte hun, ikke mindst de ting som hun havde set Athena fuldfører, hun var overbevist om at hun ville blive stor en dag, hvilket hans tydelige stolthed kun bekræftede hende i. ”Det ses. Jeg er sikker på at hun nok skal nå langt, men om det er i marken.. det kan jeg have mine tvivl om,” erkendte hun, tøsen var ganske simple for ilter, og det var ikke nødvendigvis en dårlig kvalitet, men i marken kunne det ikke bruges. Hun sukkede tungt og lod blikket glide omkring. ”Jeg tror desværre at du har ret,” erkendte hun næsten opgivende, det betød arbejde til hende.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vågnede med et mindre sæt. Hun var gået direkte fra den søde og ubekymrede søvn til at slå øjnene op med et direkte chok. Hun satte sig op og lod blikket glide omkring. Tæppet gled over hendes overkrop og blottede det nøgne bryst. For første gang i guderne måtte vide hvor mange år, havde hun sovet en hel nat igennem, og det var som om kroppen var kommet i tanke om at det var på tide at stå, at hun ikke kunne blive liggende der for længe. De forvirrende grønne øjne søgte til pladsen ved siden af hende. Den var stadig varm, hvilket betød at Evan netop måtte have rejst sig. Hånden lod hun løbe igennem de blonde lokker, som hun atter dækkede sig en smule til med tæppet. Hendes tøj lå spredt ud over gulvet. Hun så roligt mod sin skulder. Den var øm men såret så fint ud, hun havde frygtet lidt for det med henblik på nattens hændelser også selvom hun stadig ikke fortrød det mindste. De summende stemmer uden for teltet fik hurtigt Athena til at rette blikket mod åbningen. Den ene genkendte hun som Evans den anden som Noelles, men hun kunne ikke høre hvad de snakkede om, hvilket faktisk gjorde hende nysgerrig. Tæppet slog hun væk og rejste sig i en elegant bevægelse med tæppet hevet op over brystet så hun var skjult. En smule hastigt begyndte hun at klæde sig på, ved at træde tilbage i trusserne og fører dem op for at dække underlivet. Læderet var straks værre, der tog hende lange minutter at få det bakset på plads, hvilket som regel var grunden til at hun aldrig tog det af, heller ikke når hun skulle sove, når det var sagt så havde hun aldrig prøvet noget så rart og så.. intimt som at ligge blottet i Evans favn. Tæppet smed hun roligt på sengen nu hvor hun var klædt på og ikke havde nogen grund til at skjule sig. I stedet greb hun ud efter sine våben så hun ville være klar til at drage i krig om blot et par timer. De blonde lokker strøg hun roligt op i en elegant knold som Diane i sin tid havde lært hende at lavet. Hun forseglede det med et sort bånd der skulle holde det på plads, før hun endelig besluttede sig for at skubbede åbningen til side og træde ud i den fri morgenluft. Der var ingen tunge skridt eller flere summende stemmer, med andre ord var de andre endnu ikke stået op, hun var ikke for sent på den, hvilket lettede hende. Blikket faldt mod Noelle og derefter Evan. Den svag rødmen trådte frem i hendes kinder ved det blotte syn. ”Godmorgen General. hilste hun med et respektfuldt nik. Hun havde faktisk respekt for autoriteter! ”Evan,” hilste hun med et lidt mere varmt glimt i øjet og stilte sig ved siden af, uden helt at vide hvad hun skulle gøre af sig selv eller hvad hun kunne tillade sig. Hendes hjerte bankede, hun følte mest af alt for at skænke ham et kys, eller tage om ham.. et eller andet, men overfor Noelle var hun ikke sikker på at det var en god idé, så i stedet foldede hun hænderne roligt foran sig og betragtede solopgangen som om hun ikke fulgte med i deres samtale, det var trods alt ikke høfligt.

[Deleted]

Evan var en munter mand, når først han selv kunne være tilfreds med tilværelsen – ligesom han var lige nu. Han havde på ingen måder fortrudt at han var kommet hertil, også selvom det vel.. var en skam, at det ikke ligefrem var noget som han havde gjort noget før? Han betragtede Noelle med en ganske sigende mine. Sulten stod langt ud af hende jo! Han himlede let med øjnene. ”Jeg tror skam det er et ry som du altid har haft med dig, kære Noelle..” påpegede han med et let morende smil på læben. Selv det ry havde hun jo haft siden han havde haft hende med herude, som det endelige skud på deres træning sammen. At hun hyggede sig i den forstand, var et billede som hurtigt dannede sig i hans hoved. Han tog endnu et hiv af smøgen og pustede røgen ud af næseborene. Han var ikke sippet af sig eller sart for den sags skyld. ”Det lyder næsten ensomt.. Jeg håber så sandelig at fyren hjemme, giver dig andet og bedre?” påpegede han stilfærdigt. Han trak tilfredst på smilebåndet som femøren endelig måtte falde for hende. ”Det har været min egen personlige lille hemmelighed,” tilføjede han næsten morende. Det var bestemt ikke fordi at han ville skjule, at det var takket være Athena at han var i så godt humør som han var, for det var det jo! ”Jeg har ikke fået i årevis.. Det var mange års frustrationer, jeg kunne lukke ud i elskovsdansen i nat, kan jeg sige dig,” endte han med et let smil på læben. Der lå selvfølgelig langt mere i det, end det, men det behøvede Noelle da ikke at vide.
Evan trak svagt på smilebåndet. ”Du fremstiller det næsten, som jeg faktisk er savnet herude? Ja, jeg ville ikke have noget imod at tage en dag eller to i marken sammen med Jer.. Hvis du vil lade mig ride ved din side, selvfølgelig,” endte han ganske stilfærdigt. Han lod hovedet søge let på sned. Han savnede det vel et sted også? Han nikkede istemmende. ”Marken vil jeg ikke fremstile som det bedste sted for hende at være.. Hun har desværre sin kære faders iltre temperament,” endte han ganske sigende, som hun roligt vendte blikket mod Athena som hun kom dem i møde, hvor smilet let viste sig på hans læber, som hun hilste dem godmorgen. Tungen strøg han let over sine læber, som han tog et hiv af sin smøg og pustede røgen ud igen. Det var hvad der dulmede hans egne nerver, for han glædede sig faktisk til at komme ud i marken igen. Han vendte blikket mod Athena, som smilet let bredte sig. ”Godmorgen min kære,” hilste han roligt, som han lod den ene arm glide omkring hende og trykkede hende ind mod sig, kun for at lade læberne berøre hendes pande i et roligt kys, inden han vendte blikket mod Noelle endnu en gang. ”Udmærket.. så væk flokken, så vi kan lægge planerne for hvordan det skal forløbe sig i dag. Jeg rider med dig naturligvis,” endte han ganske roligt. Han havde skam intet problem i at underkaste sig en kvinde som Noelle, også fordi at han stolede på hende, og vidste at hun vidste hvad hun lavede, for ellers havde han aldrig valgt hende tilbage i sin tid!

[Noelle Jaceluck]

Evan var ikke bare munter han var helt og aldeles forandret, hvilket næsten morede hende. Det glimt i hans øje og det smil på hans læber, mindedes hun faktisk kun at have set ved frygtelig sjældne lejligheder, men hun gik næsten ud fra at det havde noget med hans skillesmisse at gøre? Hans ry havde været hårdt, men lige der havde hun faktisk formået at overgå ham hvilket direkte morede hende. ”Jeg er trods alt en Jaceluck min kære, jeg er født med det ry,” medgav hun med det stolte glimt i de olivengrønne øjne. Hun var stolt af sit familienavn det kom hun ikke uden om! Hverken hende eller Evan var snerpede omkring det seksuelle, det var trods alt en naturlig del af menneskets liv, og endnu mere en del af hendes. Smilet bredte sig en smule som hun roligt trådte tættere på og klappede ham på brystet. ”Det kan jeg love dig for at han er.. men jeg vælger at tie om det for din skyld, du ville blot komme til at lide af mindreværdskomplekser,” påpegede hun drillende og blinkede kort til ham, inden hun atter trak sig. Hun var kendt for at være en forførende kvinde, det lå jo blot til hende! Desuden var det ikke helt løgn Enrico var fantastisk i sengen.. så vidt hun huskede, det var jo evigheder siden. Nu var ti-øren endelig falder, også selvom Noelle havde på fornemmelsen at han ikke fortalte hende det hele. ”Virkelig? Hun er også en laber lille sag, den må jeg give dig, men jeg troede slet ikke at det havde effekt på dig,” erkendte hun og førte hånden til hagen en smule eftertænksomt, det var tydeligt at hun morede sig ved tanken. ”Det siger du ikke.. jeg går ud fra at det betyder, at.. hvad var det nu hun hed.. Diana.. ikke var en vildkat i sengen? Stakkels Athena, nu har du vel ikke været for voldsom ved hende?” svarede hun og sendte ham et lidt skulende blik, hun kunne ikke have at tøsen ville være fuldkommen død i dag!
Noelle trak svagt på skuldrene. Savnet er måske så meget sagt, men jo selvfølgelig, det vil være mig en ærer at have dig til at ride ved min side. For gammelt venskabs skyld,” tilføjede hun med det skæve smil. Han ville være en stor hjælp også fordi hun vidste at han faktisk ville være i stand til at gøre en forskel, han var et stærkt kort at have på hånden. Hun nikkede blot medgivende af hans ord, som det var gået op for hende at Athena var kommet ud og hun ønskede ikke at tage den samtale op med hende stående ved siden af sig, hun havde en idé om at tøsen ville blive vred. Hun nikkede i en hilsen mod Athena. ”Godmorgen soldat. Frisk og veludhvilet håber jeg?” hun sendte hende et alvorligt blik, og dog med et lidt drillende glimt i øjet, hun vidste at Athena ikke kunne tåle af blive tirret på den måde. ”Planer holder aldrig stik, Evan, vi tager det som det kommer.. under alle omstændigheder vil jeg lade jer turdelduer være alene,” hun blinkede til ham endte hun vendte ryggen til ham og gav sig til at vandre gennem lejren med en direkte råben der nok skulle sørge for at vække soldaterne.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena kunne næsten fornemme at samtalen havde rundet hende, også selvom hun ikke havde hørt et ord af hvad de havde sagt. Hun blev stående lidt som spøgelset ved siden af og betragtede den røde morgensol. Den var smukkere end hun lige huskede, eller også var det fordi hun kunne færdes under den uden bekymring og uden smerte, hun havde ikke haft det så godt i mange år. At dømme ud efter Evans ord, så kunne hun næsten fornemme at.. han faktisk havde delt deres lille 'hemmelighed' med Noelle? Det forundrede hende, men lige nu kunne hun ikke reagere på det, ikke overfor sin egen chef! Den tunge lugt af røg havde ramt hendes næsebor hun hævede blikket til Evans hånd, hvor han ganske rigtigt holdt smøgen. Det var en irriterende vane og det stank helt af helvede til, pludselig havde hun ikke lyst til at kysse ham alligevel. Overfor Noelle var det svært at finde ud af hvad hun skulle gøre, for hun ville jo bare gerne.. ønske ham rigtigt godmorgen. ”Godmorgen,” hilste hun med det stille smil og lod sig trække ind til hans krop, et sted lettet over at han ikke udviste den ligegyldighed som hun havde frygtet og som hun havde været vant til. Blikket vendte hun mod Noelle der stod der med et smørret smil, hvilket kun sagde hende at Evan havde sagt et eller andet. Hvor lummer han i virkeligheden kunne være i nærheden af de rette, det havde hun kun idéer om, hun havde jo kun set ham omkring far, men han havde det uden tvivl i sig. Hun nikkede. ”Så frisk som jeg nu engang kan være,” svarede hun lidt uforstående, hun havde jo ingen idé om hvad de egentlig snakkede om, også selvom hun havde sine bange anelser. Lidt forsigtigt hævede hun hånden og lagde den mod Evans mave, også for selv at holde ham lidt tæt på sig, dog uden at afsløre for meget at dømme ud fra deres miner, så kendte de hinanden lidt bedre,e end det som hun havde regnet med i første omgang og det gjorde hende en smule nysgerrig. Hjertet bankede fast mod hendes bryst, som hun næsten bare ventede på at Noelle havde tænkt sig at vende ryggen til for at vække resten af lejren. De sidste ord fik hende direkte til at måbe. Hun vendte sig mod Evan og rynkede uforstående på panden. ”Hvad foregår der? Ved hele lejren det allerede?” spurgte hun næsten febrilsk. Ja hun var bange for at få problemer, eller bange for at han ville ombestemme sig og hun ville ende med at blive til grin eller.. der var så meget og et sted burde hun falde til ro og slå sig til tåls med det faktum at Evan måske faktisk gengældte de følelser for alvor. Hun var for vant til at tænke over tingene var hun bange for. Hun sukkede lidt opgivende, og sendte ham et stille smil. ”Det var ikke meningen at de skulle komme ud på den måde, men det lod til at det allerede var nået Noelle for ører?” spurgte hun lidt mere roligt og lod fingrene let fumle med hinanden foran sig. Ja hun var usikker, hele hendes verden var endnu engang blevet vendt op og ned og det var noget som selv hun skulle vænne sig til.

[Deleted]

Evan kendte Noelle på et helt andet plan end det som så mange gjorde, og derfor vidste han skam også hvor grænserne måtte gå. Desuden var han ikke sart af sig, og han gjorde ikke tingene uden at tænke over det først, for han gjorde ikke ting som han ville fortryde i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. [colro=ffcc66]”Og der er grunden til alle vores mange problemer,”[/color] endte han drillende, som han blinkede let til hende. Hovedet lod han søge ganske let på sned, som han roligt betragtede sig af hendes skikkelse som hun kom ham helt i møde. At hun måtte sørge for at holde det i et minimum på egen hånd, fik ham kun til at smile, også fordi at han vidste at Noelle kunne tåle det. At hun kom ham i møde og med hånden mod hans bryst, var noget som alligevel formåede at sætte en sitren i ham, velvidende om at det bestemt heller ikke var noget som han burde tage imod på denne her måde! Han vendte blikket sigende mod hende igen. ”Tror du virkelig han er bedre end mig? Ha! Lad det komme an på en prøve,” endte han sigende, som han igen hævede smøgen til sine læber, hvor han tog et godt og stærkt sug af den, inden han stumpede den i jorden og pustede røgen ud og vendte blikket mod hende endnu en gang. Selv han kunne tåle en spøg, specielt når han vidste at der ikke lå noget i det – som han gjorde i denne stund når det kom til Noelle. Noelle var Enrico tro, som han selvfølgelig ønskede at være Athena det samme! Han trak let på smilebåndet. ”Hjertets veje er uransagelige, min kære Noelle.. Nok er jeg en aldrende herre, men selv det unge hjerte, kan trække i mig,” endte han sigende. Han fnøs ganske let. ”Diane,” rettede han hende. ”og.. nej, det vil jeg nok ikke lige påstå.. Hun har været.. ja, yderst traditionel,” påpegede han sigende.
At ride med ud i marken, ville Evan bestemt ikke have noget imod, og efter alle de år, hvor han faktisk havde været derude. ”Det ser jeg frem til,” endte han roligt og med et stille smil på læben, som han roligt vendte sig mod Athena som Noelle valgte at forlade dem. At se hende direkte febrilsk på den måde, var alligevel en tanke som faktisk måtte more ham bare lidt, hvor han let trykkede hende ind mod sig. Han vidste at hun ikke brød sig om at han røg, og derfor havde han selvfølgelig nydt den mens hun ikke havde stået der! Han hævede hånden roligt, som han lod den stryge mod hendes kind ganske roligt og ganske blidt. ”Det er ikke hele lejren som ved det, min kære.. Jeg kender bare.. Noelle på et lidt andet plan end hvad du sikkert vil tro jeg gør,” fortalte han roligt. Han havde ikke noget imod at snakke med Noelle om de ting. Han lænede sig mod hende, som han skænkede hendes kind et let og roligt kys. ”Det var heller ikke fordi at vi var lydløse, skal så lige siges,” påpegede han morende, som han vendte sig mod hesten som han fik læsset resten af, af sin egen rustning – den som han skulle have på, når det var ved at blive tid. Han glædede sig faktisk til at komme lidt i bevægelse igen!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste ikke hvor godt Evan kendte Noelle, men det var tilsyneladende ret godt. Måden hun rørte ham på generede hende faktisk, og hun vidste at Noelle ligeså var en sensuel dæmon, men det glimt der meldte sig i hans øjne gjorde hende usikker. Hun sukkede og så bort, som det næsten lød som om de lavede en eller anden form for privat aftale som hun ikke ville være med i. Athena slap ham stille og vendte sig mod horisonten og den tomme slagmark. Det var en melankolsk stemning over den, det var lige før man kunne høre soldaternes gråd, hvilket nok var dumt at skænke en tanke, men hun havde taget sig selv i at tænke frygtelig mange underlige tanker, det sidste lange stykke tid. Hænderne knyttede hun let. Noelle havde altid været en kvinde som hun havde næret stor respekt for, men det ændrede sig pludseligt en smule, Athena vidste jo at hun var en ung kvinde, let at manipulere for hans vedkommende og frygtelig bange for at ende såret endnu engang, hun nærede ikke tillid til hvad han end følte eller ikke følte for hende, også selvom hun forbandet gerne ville. Athena blev stående på sidelinjen uden at bryde ind i deres samtale, indtil Noelle langt om længe valgte at forlade dem. Hun bed sig blidt i den bløde underlæbe, der efterhånden var blevet en smule hævet, det var en dum vane som var opstået på baggrund af den usikkerhed som hendes forbandede far havde plantet i hende. Hun hævede blikket til himlen over dem, som var præget af den smukke morgensol. I sit stille sind bandede og svovlede hun inderligt over manden, hvorfor kunne hun ikke være endt lidt mere som Zacharias, hvis selvtillid ikke var til at feje af banen? Et sted kunne hun ikke lade være med at være bekymret for om Noelle havde været den anden kvinde, som han havde snakket om. Hun kastede blikket over skulderen mod ham med et lettere nysgerrigt glimt. ”Ja det kan jeg næsten fornemme,” mumlede hun med en svag undertone af bitterhed. Det lignede ikke Evan at snakke om den slags, og hvis han bare som det havde fortalt Noelle det, så var hun ikke sikker på hvilken form for forhold de to havde til hinanden. Hånden lod hun stille glide over Shadows mule. Først nu gik det op for hende hvor længe siden det var hun havde set til Hera, hun savnede hende og særligt i disse stunder hvor hun ville give alt for at ligge i en fredfyldt lade for at snakke med sin køre hoppe. Hun så væk fra ham ved hans ord også for at skjule den kraftige rødmen der tog til i hendes kinder. Lige der lignede hun sin mor gik hun næsten ud fra, for far havde heller aldrig været sart. De havde ikke været lydløse, hun havde slet ikke været i stand til at tænke på at forholde sig lydløs, også selvom hun måske burde have været mere forsigtig. ”Det.. det var ikke ligefrem det jeg havde i tankerne,” erkendte hun en smule sammenbidt, mest for at folk ikke skulle høre hende nu hvor alle var begyndt at komme ud af teltene. Det var skam ikke fordi at hun var vred på Evan eller noget, hun var bare forvirret, det hele skulle nok læse sig før eller siden.

[Deleted]

Evan kendte Noelle temmelig godt efterhånden også på en måde, som mange nok ikke ville forestille sig det. Han vendte sig mod Athena. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at udnytte hende eller noget som helst, så de tanker skulle hun slet ikke gøre sig! Og desuden var det slet ikke noget som lå til ha på nogen måde overhovedet. At hun så skulle stå der og virke.. temmelig usikker, var slet ikke en tanke som sådan slog ham ind, for herude var der slet ikke plads eller tid til det at rende usikkert rundt! Han vendte blikket roligt mod hende, som han kunne fornemme den.. direkte bitre undertone, hvilket ikke ligefrem var noget som han havde regnet med at skulle høre fra hende. Specielt ikke efter deres direkte.. hede aften og nat sammen, for han havde virkelig nydt at ligge der sammen med hende. Han lod hovedet søge let på sned. ”Hvad er der nu galt, Athena?” endte han ganske sigende, som han tog rustningen over armen, så den ikke ville ende med at blive beskidt. Ja, han var vel lidt ømtålig hvad den angik? For han værdsatte den faktisk, for der hvilede noget af en historie bag denne, og derfor var det også noget som han ønskede at passe ekstremt godt på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
At være lydløse havde ingen af dem været, men Evan havde heller ikke noget imod at give udtryk for hvad han følte, for han ville ikke have noget imod hvis hele verden hørte det! Han vendte sig roligt mod hende. Han vidste, at han havde ladet mange bomber falde hele dagen i forvejen, som de havde ligget der, og han ville selvfølgelig gerne vise hende, at han ikke havde ladet dem falde bare for at give hende muligheden for at give ham hvad han selv ville have det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde givet efter for sine inderste ønsker, fantasier og drømme, og selvfølgelig ønskede han hende med sig på vognen! At hun sad ved siden af Shadow og strøg ham over mulen, hvilket dyret tydeligt elskede og nød af, fik ham kun til at smile ganske let. Han lod hovedet søge let på sned. ”Hvad angår Hera, vil du nok blive en smule overrasket, når du kommer hjem igen,” tilføjede han med et stille smil på læben. Det var langt om længe gået op for ham hvorfor Hera og Shadow havde været så meget efter at komme ind til hinanden, og han havde jo tilladt det for en ganske kort stund faktisk. Han vendte blikket ganske sigende mod hende. Ja, det var frygtelig lang tid siden at hun decideret havde været ved Hera og.. siden Hera ikke var nær så stor som Shadow, så havde ingen som sådan været klare over det – ej heller ham. Han strøg hånden roligt over hendes hår og med et svagt smil. ”Vil du give mig en hånd med?” spurgte han roligt, tydeligt henvendt til rustningen. Den kunne faktisk være temmelig svær at få på, på egen hånd, for den var stor og halvtung at bakse rundt med.

[Athena Maloya Mathimæus]

Hvilket kendskab de havde til hinanden vidste Athena virkelig ikke, og tanken plagede hende en smule. Efter den nat de havde tilbragt sammen kunne man vel sige at hun var blevet en smule sentimental? I og med at hun havde valgt at lukke ham så tæt ind til sig, så havde hun også valgt at gøre sig selv sårbar, og det var ikke altid let at håndtere. Det var ikke fordi hun ønskede at være vred eller irriteret på ham fra morgenstunden, hun fortrød intet af det som var sket natten før, tværtimod så glædede hun sig til igen at få lov til at holde ham tæt.. hvis det var en mulighed hun reelt ville få. Det ville kun være flovt at erkende at hun var jaloux allerede inden de fandt sammen, for.. de var vel eller sammen, eller var det? Hun havde ikke styr på noget som helst pludseligt og det kunne hun ikke rigtigt forholde sig til. Hun sukkede dæmpet og vendte sig mod ham hvilket skabte en vis utilfredshed fra Shadows side. ”Der er ikke noget galt. Undskyld, jeg skal bare lige have mulighed for at sluge det hele,” svarede hun med et stille smil og lod kort hånden kort søge over hans kind. Hun gad ikke at skændes og særligt ikke lige inden de skulle ud i marken og præstere, alt den forvirring skulle bare lægge sig. Der var ikke plads til alt den usikkerhed på dette sted, men Athena havde virkelig heller ikke regnet med at dette skulle blive udfaldet af det hele! Deres støn havde brudt nattens stilhed og Athena vidste godt at hun ikke ligefrem havde været den mest lydløse, men de følelser han havde plantet i hende, havde været mere overvældende end fornuften der bad hende om at dæmpe sig, hun havde nydt hver sekund, hver berøring og hvert stød, også selvom hun aldrig havde troet at hun skulle sige det. Hun vidste at Evan ikke var den type mand som udnyttede en kvinde og slet ikke hende, taget i betragtning af deres forhold og det forhold han havde haft til hendes far, alligevel var hun bange for at et eller andet skulle gå galt, hun var ikke vant til faktisk at få lov til at føle lykke, det gjorde hende urolig og usikker, særligt hvis det nu skulle vise sig at hun enten var et eller andet form for trofæ eller også havde han et forhold til Noelle som hun ikke havde fået med sug, men hun havde trods alt også været mandens lærling. Hun vendte sig mod ham en smule nysgerrigt, dog uden at stoppe de blide strøg hen over Shadow. ”Hvis du er flyttet hvor er hun så henne nu? Og hvorfor vil jeg blive overrasket?” spurgte hun mere roligt. Shadow og Hera havde godt nok kæmpet for at komme ind til hinanden, det havde forvoldt både hende og Evan mange problemer. Athena nikkede stilfærdigt og vendte sig mod ham, kun for at tage fat om den tunge rustning. Hun stønnede en smule anstrengt. ”Jeg forstår ikke hvordan du kan holde ud at bærer den,” påpegede hun en smule sammenbidt kun fordi hun holdt vejret, for at kunne løfte den. ”Fortæl mig så.. hvilket forhold er det præcist du har til Noelle?” spurgte hun og håbede lidt at hendes anstrengelse ville skjule uroen, for et sted var hun jo faktisk bange for at der var mere mellem de to også fordi han havde sagt det på den bedste måde, hun ville bare gerne vide hende med det samme!

[Deleted]

Athena var virkelig typen som gik for meget op i de små ting, selvom han vidste, at det var ting som faktisk betød ekstremt meget for hende. Han vendte blikket ganske stille mod hende. At hun sådan skulle snappe efter ham allerede fra morgenstunden, var ganske vidst ikke lige hvad han havde regent med, men et sted så bundede det vel i hendes ellers så tydelige usikkerhed? I sig selv, ikke en egenskab som kom hende godt på vej herude, og det vidste hun udmærket godt – endnu en grund til at han ikke ønskede at hun skulle vandre rundt herude, for han var faktisk bange for at miste hende, og det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde overhovedet! Han nikkede roligt og med et svagt smil på læben, for han kunne faktisk godt forstå hende på det punkt. ”Det er alt sammen meget fint.. Så lang tid du ved hvor du har mig..” endte han ganske roligt, som han lod hende stryge hånden mod hans kind, for det føles faktisk utrolig rart, selv for hans vedkommende, og han kunne virkelig godt lide det! Han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse. Der var sket temmelig meget på hjemmefronten, og nu hvor det endelig var gået op for ham, hvorfor Hera og Shadow så brændende ønskede at komme ind til hinanden, så.. havde han vel ladet dem, selvom han bestemt heller ikke havde regent med dette! Han vidste hvor stor en betydning det kræ havde for hende, hvilket også var den eneste grund til at han faktisk havde valgt at beholde hende, også for at vise hende at han faktisk ikke var ligeglad med hende, for det var jo hurtigt gået op for ham, at hun havde brug for bekræftelse i form af handling frem for ord, hvilket faktisk var en udfordring selv for ham til tider! ”Jeg placerede Shadow og Hera sammen for en god ordens skyld.. Hun venter føl, Athena.. Efterhånden er hun ved at være temmelig stor.. begge veje,” fortalte han med et stille smil på læben. ”Til jeg har fundet mig et mere passende sted, så står hun i Imandra. Jeg agter skam at hente hende, så snart jeg finder mig mit eget,” forsikrede han hende dog med en ganske rolig stemme, inden hun ville begynde at himle op om hvor dårlig han var til at passe hende, for han vidste det jo godt, men det kræ lod ham jo for pokker ikke engang komme tæt på, så han kunne tjekke på hende, og det var altså ikke lige heldigt nu hvor hun ventede føl, og han ikke kunne tjekke op på om det hele gik som det skulle! At hun gerne ville hjælpe ham med rustningen var noget som gjorde ham selv ganske tilfreds, hvor han vendte sig mod hende og med et let smil på læben. ”En vanesag tror jeg,” endte han roligt, som han tog fat om det sidste. At hun havde svært ved at bære den forundrede ham ikke. Han selv havde kun taget den med, da han ikke vidste om han kom til at bruge den eller ej, desuden.. var den bare en del af varemærket herude fra, og deraf også noget som han ville bære med stolthed. Han vendte sig mod hende. ”Bær det ind i teltet, så kommer jeg selv ind med resten,” lovede han roligt, som han fandt sværd og beskytter til arme, ben og skuldre frem. Der var jo faktisk mange småting!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde altid set de helt små ting, hun bed sig fast i det som alle andre lod gå forbi, sådan havde hun været tvunget til at leve for at tolke hvad der var godt for hende og hvad som ikke var, også selvom hun havde haft både sin far og Evan til at fortælle hende det i sidste ende. Det var slet ikke hendes mening at snappe af ham, men det lå vel et sted i vanen når hun blev usikker? Hendes tanker var allerede rendt af sted med hende, hun forestillede sig allerede ham sammen med Noelle og tanken frustrerede hende, for det burde slet ikke være tanker som hun skulle gøre sig efter den aften de havde tilbragt sammen i den søde elskov. Han forvirrede hende hvilket hun ikke var god til at håndtere, f den grund havde hun faktisk sit besvær på marken. Blikket lod hun roligt falde til hans. Hun vidste ikke hvor hun havde ham, det var jo der hele problemet lå! Det var dog ikke noget hun ville bringe op til diskussion nu, i stedet sendte hun ham sit typiske smil og valgte blot at tie. Athena havde aldrig direkte mistænkt Hera og Shadow, de havde ganske vidst været vilde efter at komme ind til hinanden, men det var naturligt når de var de eneste to heste i stalden. Hera havde gennem mange år været hendes bedste og eneste ven, hun savnede hende, og særligt nu hvor han havde valgt at bringe hende op på banen. Hvad der så var endnu bedre, var tanken om at Hera skulle have været Dianes, men hun havde kun ladet Athena komme tæt på sig, men hun havde jo også været med til hendes fødsel i sin tid. Hans ord fik hende direkte til at måbe. Kinderne mistede den sidste røde glød. Hera var med føl? Det var jo fantastisk! ”Så fik vi da opklaret det mysterium. Men.. hvor langt er hun henne? Jeg vil ikke gå glip af det,” endte hun næsten en smule febrilsk. Den hoppe var hendes et og alt, og hun havde forsømt hende på grund af sin vrede til Evan, hun ville ikke gå glip af den fødsel, men at hun var helt i Imandra havde hun ikke forventet. Hun sukkede og nikkede forstående. Eftersom han endnu ikke havde et hjem, så var det klart, det kunne hun ikke bebrejde ham for. ”Diane har forhåbentlig opsyn med hende så? Hun bør ikke være alene hvis hun er med føl,” svarede hun og bed sig lidt samvittighedsfuldt i underlæben for hun burde jo være der! Hun vendte sig mod Shadow igen og strøg langs hans side... han var smuk, Evan værdig uden tvivl. ”Du har været en bandit høre jeg,” endte hun mere muntert og kyssede blidt hans mule. Hun havde tilbragt så meget til hos hestene efterhånden, at hun havde et forhold til dem som måske var for nært for selv et menneskeligt væsen. Rustningen tog hun imod, men den var virkelig forbandet tung at bærer, han havde selvfølgelig også givet hende torsoen! Det at han ikke gav hende noget svar stak til hende.. hun forstod ikke hvorfor han skulle tage uden om. Lidt tavst nikkede hun bare og trådte ind i teltet kun for nænsomt at ligge rustningen på sengen, det var gået op for hende at han var forbandet øm overfor den, så selvfølgelig ville hun passe på den!

[Deleted]

Evan ønskede selvfølgelig at give Athena den direkte, for det var selv noget som han efterhånden havde brug for. Selv han havde brug for bekræftelsen, og nu hvor han handler, så kunne det være, at han kunne få hende til at gøre det samme? Han betragtede hende med et stille smil på læben. Han holdt forbandet meget af hende, og det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at udnytte hende, for det var slet ikke hvad han var ude på, på nogen som helst måde overhovedet! Hera ventede føl, og hun var i den grad blevet følsom overfor alt og alle, og Shadow specielt som var meget over hende, hvilket nok også var grunden til at han var temmelig utilfreds ved at være her? Det var jo trods alt langt væk fra Hera. Han trak svagt på smilebåndet, som han så hvordan hun reagerede på det hele. Han rystede ganske let på hovedet. ”Hun har en god tid endnu, min kære.. Jeg skal nok forsikre dig om det og informere dig så godt og hurtigt som det er mig muligt, så du ikke skal gå glip af det,” endte han ganske sigende, for han mente det faktisk, det var der ingen tvivl om! Det var bestemt ikke noget som han ønskede at frarøve hende på nogen måde! ”Føllet vokser, men der er langt endnu,” ente han ganske sigende. Det var jo ikke fordi at hun havde været væk hjemmefra så længe, selvom.. ja, det var vel ved at være et godt stykke tid siden han havde placeret Hera sammen med Shadow? Selvom hingsten i den grad var glad for endelig at have fået lov til at bestige hende, selvom det et sted også var en tanke som morede ham. ”Diane ser til hende, så langt.. Jeg har fundet mig et muligt sted.. jeg skal bare have bygget det op først..” Han trak let på skuldrene. Selv tog han det ikke så frygtelig tungt igen. Shadow prustede kun ganske let, som hun kyssede ham på mulen, næsten som han var stolt af sin handling og ’sejr’ set på den måde, hvilket nu heller ikke forundrede Evan. Det var en hingst værdig for ham, og han havde jo også haft dyret igennem frygtelig mange år efterhånden, selvom det var noget som han faktisk også var stolt af.
At hun bar rustningen ind i teltet for ham, var ikke noget som han sagde noget til i den anden ende, for det glædede ham! Han var måske lidt ømtålig hvad rustningen angik, også fordi at det var noget som faktisk betød temmelig meget for ham! Han kom ind i teltet med resten. Han vidste at han ikke havde besvaret hendes spørgsmål, for.. det var jo tydeligt at hun pludselig anså Noelle som en konkurrent, hvilket slet ikke var nogen grund til! Han ville aldrig nogensinde kunne føle sådan for andre, end det som han gjorde på denne måde, det var helt sikkert! Han lagde resten sammen med alt det andet, idet han roligt vendte sig i retningen af hende igen. Han sendte hende et varmt smil. ”Frygter du for Noelle når det komme til mig, Athena..?” spurgte han sagte.. sikkert en anelse direkte, men han gad virkelig ikke pakke tingene ind mere.. det var slet ikke noget som ville hjælpe nogen af dem på nogen måde!