Burned out

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena forstod sig ikke rigtigt på de ting der fulgte med at være en leder på den måde, egentlig var hun også ligeglad, men hun havde ikke tænkt sig at tillade Evan at slå sig selv ihjel i marken, for havde han fået sin vilje så var det, hvad der var kommet til at ske. Nu hvor han sår var renset og pilen var ude, så kunne hun godt lade ham være lidt, de kunne altid sy det senere, eftersom det ikke blødte, var der ingen grund til at putte ham igennem mere pinsel. På afstand kunne man ane lyden af de klingende svær og de mange råb, men det lød ikke til at de var kommet tættere på, desuden var der folk til at beskytte lejren, så Athena følte sig ganske tryg, også fordi hun havde Evan ved sig, at han så umuligt var kampklar, var en helt anden side af sagen. Med en bekymret hånd lod hun den stryge over hans pande og opfangede de små sveddråber som dækkede den. Han var direkte kogende, hvilket gjorde hende bange. ”Det er slut for nu vi syer dig sammen senere, det er der ingen grund til nu,” hviskede hun næsten kærligt..Det var underligt at hun pludselig havde lov til at tale til ham på den måde, hun havde måske stadig svært ved at komme helt tæt på ham, netop fordi det hele var meget nyt og underligt, og så sent som til morgen havde de haft en uoverensstemmelse, det ville ikke blive nemt. Et dæmpet suk forlod de rosa læber. Hånden trak hun til sig og lagde den i sit skød dog uden at tage blikket fra hans skælvende skikkelse. Forbandede elevere. Det var uden tvivl de værste i marken, og på sit vis havde hun ringe samvittighed over at hun havde drevet ham til at tage den pil. Det var aldrig sket hvis hun havde fuldt mandens råd og holdt sig langt væk fra dette sted. ”Jeg beklager, men jeg var nødt til det. Mit hoved kan ikke følge med alle de ting der sker omkring mig, og jeg kunne ikke holde ud at skændes med dig mere, hvilke vi ville komme til.. Med Malena og Diane i huset,” tilføjede hun lidt sigende. Det var ikke nemt for hende at snakke om følelser. Hun så den anden vej, og lod tankerne flyde for et øjeblik. Hun ville nødig fortælle ham om alle de underlige ting der foregik i hendes krop for tiden. Hun kunne ikke sove, og hun var som regel ør i hovedet og træt uden grund, desuden var hun begyndt at gøre sig mærkelige tanker omkring.. alt muligt. Hun rystede opgivende på hovedet af ham, og rakte ud efter flasken der stod på gulvet, kun for at tage en større slurk. Måske det ikke var klogt, men hun havde brug for at samle sig lidt, særligt nu hvor hun kunne slappe mere af og adrenalinen begyndte at tage af. ”Den gift skal soves væk. Jeg bliver her og sikre mig at alt går glat, der er folk til at beskytte lejren. Læg dig nu bare til,” bad huns tilfærdigt. Selvom hun sagde det på anden måde, så mente hun at hun ville blive siddende og passe på ham. Igen lod hun hånden søge mod hans mave uden på tæppet og strøg ham blidt, næsten i håb om at det ville få ham til at falde lidt mere til ro? Det var ikke fordi at athena var god til alt dette med følelser og kærtegn og den slags, hun var aldrig rigtigt selv blevet dem givet, foruden de korte strøg over kinden og håret som både ham og far havde formået at præstere, men pointen var vel også at hun forsøgte?

[Deleted]

Nu var Evan ikke længere ude på marken, så kunne han godt slappe lidt af igen, og samtidig undskylde Athena for hans opførsel, for han vidste udmærket godt, at det på ingen måder havde været i orden at snakke til hende på den måde. Han var ikke en hærfører mere, men det var bare så dejlig nemt for ham at falde direkte ind i rollen som det, så var det altså ikke noget som han kunne gøre for af den grund. Han lukkede øjnene let, som hans krop tydeligt lå og rystede. At pilen skulle virke så hurtigt og på den måde, havde han bestemt ikke regnet med idet at han havde valgt at tage imod den, selvom han på ingen måder fortrød det – Det havde jo reddet hendes liv! Han nikkede stille, som hun strøg hånden over hans pande. Han følte at han frøs.. selvom han vidste, at det slet ikke var tilfældet, så var det bare ikke noget som gjorde det meget bedre. ”D-det passer mig f-fint..” forsøgte han så roligt og kontrolleret, som det var ham menneskelig muligt, selvom det bestemt heller ikke var nemt af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han prustede tungt ud, som hun satte sig ved siden af ham. I sig selv, var det svært at falde til ro, når han kunne høre hvordan det hele foregik udenfor lejren, for man kunne jo høre de mange stemmer og klinger i det fjerne, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere af den grund for ham. ”J-jeg ved det godt, min kære.. D-dem skal du slet ikke tænke på m-mere..” begyndte han sigende. Han trak vejret dybt. Han ønskede ikke at hun skule være mere bekymret, end det som var direkte nødvendigt – selv i hans øjne. ”J-jeg vil stadig g-gerne have dig med h-hjem..” forklarede han dæmpet. Det var måske nemmere at snakke om når de var alene, men han stolede slet ikke på lejren i det henseende! Hendes hånd mod hans mave, efterlod ham med et kraftigt sug, hvor maven næsten tak sig let sammen, selvom det gjorde ham.. rolig. Det gjorde ham rolig at vide at hun var der. Hvilke tanker hun gjorde sig og hvordan hun egentlig havde det, vidste han ikke, men opmærksom havde hun slet ikke været, da han havde taget den pil for hende, selvom det slet ikke var noget som han fortrød på nogen måde, for han ønskede slet ikke at få hende hjem i en ligkiste, for det havde jo været alternativet! Tak og pris for at det ikke var sket! Han rystede let på hovedet. Han var ikke alene sammen med hende, og folk som skulle beskytte lejren? Var det underligt, at han ikke stolede på stedet i det henseende? For det gjorde han på ingen måde, selvom det bestemt heller ikke havde noget at gøre med at han ikke kendte dem, men de havde meget at snakke om og meget at finde ud af! ”… T-tag med mig væk herfra, Athena.. V-vi kan finde et andet sted at v-være. Vi er nødt til at s-snakke..” endte han sigende, som han igen vendte blikket mod hende. Han mente det skam, også selvom han vidste, at det krævede hendes hjælp at få ham op på benene igen, men han kunne vel godt få hende med sig væk fra det her sted?

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena tog sig ikke af at han havde været lidt hård ved hende, hun måtte jo nok erkende at det efterhånden var noget som hun var blevet vant til. Hun havde ikke tal på hvor mange gange han havde hånet hende, virket kold og ligeglad når hun først var gået i knæ og havde været overebvist om at hun aldrig skulle komme på benene. Alligevel havde han formået at drive hende op hver eneste gang, hun gik næsten ud fra at det var den teknik han også havde gjort brug af ude i selve feltet? Hun var han taknemmelig for at han havde taget den pil for hende, for den ville have slået hende ihjel på stedet, men det efterlod hende også med dårlig smag i munden udelukkende fordi hun helst ikke så ham komme til skade. Hun nikkede roligt. ”Godt,” svarede hun en anelse lettet og stolt over at hun faktisk havde taget nogle fornuftige og rationelle beslutninger når det kom til at få ham tilbage lejren og håndtere såret. Krigen var ikke langt væk, selv fra lejren kunne de høre den, hvilket var et held eftersom de så også ville være i stand til at fortælle om den bevægede sig tættere på eller ej. Selv for dem som var vant til støjen så var det næsten umuligt at falde til ro velvidende om de mange liv som faldt ikke langt derfra. Athena betragtede ham med bekymring i de klare, grønne øjne. ”Nej.. nej det skal jeg vel ikke,” svarede hun dæmpet. Det var nok hverken rigtige tid eller sted at tage den samtale, og det hele var stadig nyt og usikkert, så hun turde næsten ikke at lade lykken banke på for tidligt. ”Det kræver at du finder et hjem,” påpegede hun med en morende undertone, for hvor var hjem lige nu? Hendes var enten marken eller slottet, også selvom hun savnede et mere roligt og privat sted. Hånden lod hun hvile mod hans mave, som hun strøg med blide tommelstrøg. Det morede hende lidt at hans krop reagerede næsten instinktivt på det, men hun håbede at han ville falde til ro hvis han kunne mærke at hun sad der, særligt hvis giften påvirkede ham på den måde. Dette var på ingen måde det rette sted at tilbringe tiden sammen, de kunne ikke få fred til at snakke, eller ro til sådan noget som de små kærtegn, det var trods alt ikke noget som hun selv var vant til. Hans ord i sig selv skabte lidt en knude i maven på hende.. når han sagde at de skulle snakke så var det aldrig gode nyheder, hun formåede dog at skjule det bag en facade, det var trods alt så nemt. ”Jeg kan ikke bare snige mig væk fra Noelle, desuden.. hvor skulle vi tage hen? Og hvordan ville du komme væk herfra? Du har ikke energi til der der hokus pokus, du plejer at gøre, og vi kan umuligt få dig op på Shadow, og det vil være for farligt at krydse marken igen med alle de bueskyttere. Vi kan ikke komme væk lige foreløbig,” konkluderede hun med et mindre skuldertræk. Det lød fristende at komme væk fra larmen og kulden, men Noelle ville da først blive vred hvis hun pludselig ikke kunne finde dem. ”Få dig nu lidt hvile, så kan vi snakke om det senere, når mulighederne er bedre,” foreslog hun roligt. Der var vel ikke anet at gøre?

[Deleted]

Det var måske en forkert teknik at gøre brug af, når det kom til stykket, men Evan handlede som han gjorde af en grund. Desuden vidste han hvad der skulle til for at drive Athena fremad, og det havde jo trods alt også virket til nu, så han havde vel heller ikke været helt forkert på den, havde han? Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst, og som aldrig nogensinde før, selvom det nu heller ikke gjorde den største forskel for hans del i den anden ende. Han lukkede øjnene let. Hun havde taget en ret beslutning ved at bringe ham tilbage til lejren, for ikke at glemme, at han så samtidig var klar over, at hun havde det fint, og det var det som faktisk betød mest for ham. Af den grund, så fortrød han på ingen måder, at han havde taget imod den pil som han havde, for den havde jo taget hendes liv! Han forsøgte virkelig at slappe af, men det var svært når han kun havde hendes stemme at gå efter, for han kunne jo absolut ikke fokusere på noget som helst, som det hele havde ændret både form og farve, plus han kunne høre klinger og det hele ikke så langt væk fra lejren. Selv i hans øjne, var det alt for tæt på! Tungen strøg han let over sine læber og med et svagt suk. ”D-de er ude af mit l-liv..” endte han dæmpet, som han selv forsøgte at slappe af. Han havde måske ikke noget hjem endnu, men det var noget som nok skulle komme, når han fandt det rigtige sted. Ja, lige der, var han jo faktisk en temmelig kræsen mand og kun det bedste var godt nok! Specielt hvis der var nogen mulighed for at få hende med sig hjem igen! Han trak svagt på smilebåndet. ”J-jeg kigger..” endte han med en dæmpet stemme, og med et svagt smil. Selv han kunne jo forsøge at holde humøret bare en smule oppe, også selvom det bestemt heller ikke altid var lige nemt, men det var vel bare at gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt? Hans krop rystede svagt, selvom den var langt mere rolig når hun var i kontakt med ham. Han lukkede øjnene let, også selvom han følte at han frøs.. Han frøs virkelig! Han ønskede at snakke med hende, og det var altså ikke altid fordi at det kun var negative ting som han kunne videreformidle til hende, det var helt sikkert. Han lukkede øjnene ganske let, som han prustede tydeligt og tungt. Han vendte blikket mod hende, som han igen tvang sine øjne op, også selvom det vel lignede at de kørte rundt i hovedet på ham? Han forsøgte at fokusere, selvom det i sig selv, var en tanke som gjorde ham svimmel, for der var ikke rigtigt noget at fokusere på! ”V-vi kunne søge til et k-kroværelse. J-jeg har brug for at s-snakke med dig om m-mange ting. Måske ikke n-nu, men senere,” fortsatte han med en dæmpet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke ligefrem. Øjnene gled i igen. Han var direkte træt, men han ønskede ikke at hun skulle være bekymret for ham! Selvom han nu godt kunne lide at hun puslede sådan om ham, for det var faktisk.. en behagelig fornemmelse. Han følte sig elsket, og han ønskede at bekræfte det i gengæld til hende lige så.

[Athena Maloya Mathimæus]

Måske Evans metoder med hende, havde været lidt ekstreme, men Athena vidste også at hun ikke havde været en af de nemme for ham at håndtere, desuden så havde hun trods alt lært noget, så helt forkert kunne det vel heller ikke være? Også selvom han virkelig havde formået at vække et raseri i hende mer end en gang. Hun var kun glad for at det var lykkedes hende at få ham med til lejren, også selvom hun ikke rigtigt havde givet ham noget andet valg, han havde lovet hende at gøre sit bedste for at holde sig i live, han havde lovet at de kunne hjælpe hinanden og hun holdt ham op på ordet, efter alle de år ville hun mene at hun havde lidt nok under løfter der aldrig var blevet holdt. Klingerne lød ikke direkte tæt på, men så længe de kunne høre dem var det vel for tæt? Athena kunne godt forstå at han ikke havde lyst til at hvile i den larm, men han så direkte elendig ud som han lå der skælvende i sengen og pakket ind i det tæppe hun havde lagt om ham, også for at beskytte ham mod årstidens kulde. Blikket lod hun roligt glide til sit skød. Hun var ikke sikker på hvor vidt han mente det eller ej, men hun ønskede heller ikke at han skulle opgive nogle af dem hvis han holdt dem kær.. han havde jo selv sagt at han havde lært at holde af Diane. ”Det snakker vi om senere,” endte hun lidt, for at få ham til at lade det emne ligge, hun var ikke i humør til at skulle tænke på de to, ikke mens hun stadig svævede en smule på den berusende bølge af effekten fra aftenen før. Nu var det pludselig blevet svært igen, for nu vidste hun ikke hvad hun kunne tillade sig eller ikke. Når det kom til hjem og indretning, så vidste hun at han var forbandet kræsen.. det var han jo med næsten alt, så hun var slet ikke sikker på at han ville finde noget. Alligevel smilede hun for sig selv, også for at holde hans humør lidt oppe, det var trods alt hende han havde taget pilen for. ”Jeg bliver overrasket den dag du finder noget, som passer til dine standarter,” påpegede hun lettere drillende. Hende og Zacharias var aldrig rigtigt blevet som mor lige der, far havde altid bare været en mand som havde nøjes.. det havde nok smittet lidt af på dem, der var en grund til at hun ikke havde et problem med at skulle sove på den elendige madras blandt kryb og i kulde. Blikket mødte hans også selvom hun kunne ane at han i virkeligheden ikke så på hende, hvilket kun indikerede hvor dårligt han måtte have det. De blide strøg over hans mave fortsatte hun roligt, for hun ønskede kun at se ham roligt. Tanken om at han ville snakke med hende gjorde hende urolig, for som regel var det ikke godt nyt. Forventningerne dalede straks. ”Vi indgår kompromis. Du hviler nu og så ser vi på det når mørket falder på og tropperne bliver kaldt tilbage?” foreslog hun roligt. Et sted frygtede hun vel at han kun havde taget hende så tæt, for at lokke hende væk fra marken? De ville umuligt kunne komme væk nu men hvis Noelle tillod det, burde hun vel tage med ham og høre hvad han havde at sige?

[Deleted]

Evan havde været frygtelig hård ved Athena, men det var allerede for utrolig mange år siden, gået op for ham, at det var det eneste som faktisk havde virket, og som havde effekt, for hun var kommet op stort set hver eneste gang han havde gjort det, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt. Lige nu var det ham som skule holdes på ordene, og det var også den eneste grund til at han handlede som han gjorde. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, det stak endnu lidt i hans skulder, men han var om ikke andet, så i stand til at slappe bare en smule af lige nu, og det var noget som han kun måtte takke hende for, for det var jo trods alt takket være hende, at han kunne stå der som han gjorde i denne stund. Han prustede let tungt, som kroppen sitrede og dirrede.. Han følte at han frøs, og han kunne jo slet ikke gøre noget ved det af den grund, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre af den grund! Han rystede let på hovedet. Han havde brug for at lette sit hjerte, og få de byrder ud af verdenen, og det skulle helst være så hurtigt, som det nu var ham menneskelig muligt om ikke andet. ”Athena.. du.. du må f-forstå..” endte han med en dæmpet stemme. Hun lignede sin moder på frygtelig mange punkter, og det var bestemt heller ikke alting som han ville se på som en positiv af slagsen, for det var det da på ingen måde. Han lukkede øjnene igen. Det gjorde ondt i det hele taget at skulle fokusere. Han var ganske vidst en utrolig kræsen mand hvad angik steder som han ville slå sig ned, samt indretning, men han havde jo så til gengæld også midlerne som skulle til for at få det som han ville have, så hvorfor skulle han nøjes? Desuden ønskede han jo at huse hende, og så var det jo kun det bedste som var godt nok, selv i hans øjne! ”J-jeg skal nok f-finde noget..” endte han med et svagt smil. Han lod hende fortsætte de rolige strøg over hans mave, også selvom han slet ikke var fristet til at skulle glide hen i den ene eller den anden form for hvile, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for ham af den grund. Han vendte blikket mod hende igen. Et kompromis? Jo det kunne han vel godt, hvis det indebar, at han ville have hende alene og for sig selv, hvilket faktisk var hvad han helst ville foretrække i denne situation, selvom det vel var tydeligt meget at forlange i den anden ende. ”J-jeg hviler bare ved at l-ligge her.. D-de er for tæt på l-lejren til jeg vil kunne s-slappe ordentlig af, Athena..” forsøgte han med en dæmpet stemme. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at ligge og beklage sig, for hun var der, og det var faktisk det eneste som han havde brug for lige nu, for han vidste at hun var der, at hun passede på ham, og at hun ikke var på slagmarken, hvilket var hvad der passede ham særdeles perfekt! ”L-læg dig med mig..” bad han endeligt, efter en længere pause.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde altid haft en vilje uden lige, netop fordi det ikke var nemt for hende at lærer, og hun var ikke i stand til det på lige vilkår med alle andre, så metoderne havde nok været nødt til at være ekstreme, i virkeligheden var det vel også det som havde bragt hende så psykisk tæt på ham? Der var ingen som havde en større magt over hende end ham, ham havde set mere eller mindre alle sider af hende nu, særligt efter nattens hændelser. Kort lod hun blikket glide mod hans skulder som hun havde sørget for lå blottet og fri for tæppet så hun selv ville kunne holde lidt øje med det. Den smule blod der kom var ikke farlig, og så lang tid smerterne begyndte at foretage sig så var hun ganske tilfreds. Måske hun ikke var helt god til det der med at pusle, hun gjorde det uden egentlig at skænke det en tanke, for det lignede hende ikke. Hun kunne tydelig se at han var kold og at det var anstrengende for ham i det hele taget at snakke, men manden ville for pokker ikke hvile! De grønne øjne gled til hans også selvom de kørte rundt i hovedet på ham som var de ved at trille ud. ”Forstå hvad?” spurgte hun roligt, for hans usammenhængende tale havde allerede fået hende kørt lidt af sporet særligt i henhold til hendes egne tanker som hun ligeså sad med. Lige nu var dette hvor hun hørte til og så slottet hvor hun ikke rigtig blev bemærket, det var hun jo efterhånden vant til. Tanken om at hjem hvor hun kunne trække sig tilbage til lød faktisk tiltalende, desuden var hun jo næsten vant til at bo sammen med ham fra før af, hun havde tilbragt mere tid hos ham end hos sin egentlige familie. Når det kom til hjem var hun end ikke halvt så kræsen som han var, hun kunne godt nøjes, så lang tid der var tag over hovedet, og det var noget som så forholdsvis præsentabelt ud så passede det hende fint. ”Før eller siden ja,” medgav hun med det stille smil på læberne. Kendte hun ham ret, så fandt han intet der var fint nok og besluttede sig for selv at stable et på benene, det kunne ligne ham. De mange råb og lyden af klinger der slog mod hinanden, var hun efterhånden blevet vant til, så hun tog ikke notits af dem på samme måde som ham, han var blevet vant til freden efter de mange år i Imandra, men hun håbede nu alligevel på, at hun ville kunne få ham til ro. ”Hvis de kommer for tæt på vil vi vide det, Evan. Den gift skal soves ud, dine øjne kører rundt i hovedet på dig, vær sød at ligge dig til,” bad hun endnu engang selvom hun havde en idé om at det var nytteløst. Tavsheden lagde sig over dem. Athena fortsatte sine strøg og betragtede ham stilfærdigt indtil han selv foreslog hende at ligge sig ved ham, hvilket kom som lidt af en overraskelse. Hun nikkede velvidende om at han nok ikke ville se det. ”Selvfølgelig,” svarede hun dæmpet. Måske hun endnu lå i de hårde læderklæder, hvilket ikke var frygtelig behageligt men hun var nødt til at være forberedt. Meget forsigtigt lagde hun sig ned ved siden af ham, med hovedet hvilende netop under hans arm, og sin egen arm omkring hans liv, hun ville ikke have at han skulle have ondt, og der var trods alt ikke megen plads.

[Deleted]

Det var ved at være mange år siden, det var gået op for Evan, at Athena skulle tackles på en lidt anden måde, end det som han havde regnet med i udgangspunktet. Om ikke andet, så var det jo bare at gøre det hele så godt, som det nu var dem menneskelig muligt. Hun havde i sandhed formået at krybe ind under huden på ham, selvom det nu heller ikke gjorde den største forskel for ham.. Han holdt af hende, han.. elskede hende vel? Han ville bestemt heller ikke have søgt et sted so det her, hvis det ikke var fordi at han havde en grund til det, men lige når det kom til Athena, så havde han alverdens med grund. Han følte at han lå på is, så meget som han frøs, også selvom han vidste, at det var ren og skær indbildning, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Han gispede svagt, som han igen lukkede øjnene. De føles som de kørte rundt i hovedet på ham, og han kunne ikke gøre noget som helst ved det af den grund! Det var svært for ham at snakke, men han var virkelig nødt til at lade hende vide det! Han vendte blikket mod hende endnu en gang, også selvom det var særdeles umuligt for ham at fokusere i det hele taget. ”D-du skal ikke tænke på D-Diane eller Marlena m-mere.. J-jeg gjorde det slut med D-Diane for din skyld. Malena har jeg g-givet et nyt hjem, h-hvor hun kan leve for sig s-selv..” forklarede han. Han måtte vel bare forsøge at give hende med ske, selvom han virkelig var for træt og udmattet til at gøre en stor diskussion ud af det, for det magtede han virkelig ikke i denne stund! I det store og hele, så skulle han nok finde et sted, ellers måtte han selv stable et på benene.. Det ville ikke være første gang om ikke andet, for han havde haft en del småhus og hjem rundt forbi. Det ene havde han jo faktisk tilbudt Jared og Malena tilbage i sin tid, selvom han havde afvist det. Han ønskede jo bare at være der for dem, som faktisk havde betydning for ham. Han nikkede stille, som øjnene igen gled i. Han ville have hende hjem, og han ønskede at have hende ved sig! Det kunne vel heller ikke være så svært at forstå, kunne det? Han bed tænderne tydeligt sammen endnu en gang, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund. ”J-ja og så skal d-du med mig hjem,” fastholdt han med en næsten stædig stemme. At være så træt, var noget som irriterede ham, for så træt havde han ikke været for bare en halv time siden! Det skræmte ham en smule, også fordi at han ikke ville være i stand til at beskytte hende, dersom lejren skulle blive stormet, og selvfølgelig var det ikke just en tanke som han brød sig om på nogen som helst måde overhovedet! Han skulle nok hvile lidt, når hun lå ved siden af.. Efter deres forhenværende nat, ville han jo faktisk umådelig gerne have hende tæt på sig. Han rykkede sig en anelse, så hun kunne lægge sig ved siden af ham. Armen omkring ham, havde han slet ikke noget imod. ”J-jeg skal nok hvile.. n-når du ligger ved siden af..” Øjnene forblev lukket, som han faktisk.. slappede af, og det var faktisk en utrolig behagelig fornemmelse, selv for ham!

[Athena Maloya Mathimæus]

På trods af de både nedladende og hårde metoder, så var Athena ham faktisk taknemmelig for at han ikke havde tøvet. Hun havde brugt hele barndommen på at føle sig uden for familien, og på at se sig jaloux på Zacharias som altid havde lært alting ved at blive det vist et fåtal af gange, hvor hun selv skulle have det ind med ske. Hun havde følt sig dum, men i dag vidste hun at vel faktisk var dygtigere når det kom til dette? Hun havde opnået frygtelig meget, og hun havde formået at åbne op for Evan netop fordi han havde set hende på de værste tidspunkter, beskidt, blodig og grædende på sine knæ. Det morede hende lidt at se hvordan han forsøgte at fokusere på hende, men selv hun kunne se at øjnene kørte rundt som det passede dem og efterlod ham med ingen kontrol. Sveden drev af ham og det bekymrede hende at han havde så høj feber, han ville få det bedre på et kroværelse hvor der var en ordentlig seng og mulighed for at hvile og få noget mad i ham som ikke havde ligget og var blevet tørt og råddent, men de havde jo bare ikke andet. Athena lagde sig for alvor til rette ind til hans varme skikkelse. Selv uden på tæppet kunne hun mærke hans varme strømme igennem til hende, ikke at det gjorde noget, for det var koldt at sidde stille. For et øjeblik tog hun sig selv i at lukke øjnene, så hurtigt faldt hun til ro når han var tæt på hende, men lige nu skulle hun vogte om og beskytte ham for en gangs skyld og ikke omvendt. Tanken om at han havde forladt sit ægteskab gennem så mange år, for at være sammen med hende varmede virkelig, der var ikke rigtigt nogle der havde bragt et offer for hendes skyld før. Hvad pokker skulle hun sige? ”Jeg ved ikke engang hvad jeg skal sige, Evan. Det her føltes stadig for godt til at være sandt efter alle de år, men jeg prøver at forstå, og jeg håber at jeg vil kunne skænke dig følelsen af at du har taget det rette valg,” endte hun dæmpet, hun mente det dog. Hun ønskede ikke at han skulle ende med at fortryde det hele en dag, men der var kun gået en enkel dag, hun havde endnu svært ved at finde ud af hvor dette skulle fører hen, og at hun faktisk havde tilladelse til at kærtegne ham nu, frem for at gøre det i sine tanker, selv det var noget hun skulle vænne sig til. Det var heller ikke fordi hun ønskede at gøre nogen diskussion ud af det, for hvad var der at diskutere? Han havde truffet t valg, et som endda faldt i god jord hos hende. Det morede hende lidt at han stædigt fastholdte idéen om at få hende med hjem, så ønsker havde hun aldrig følt sig før, desuden kunne hun godt lide tanken om et sted de kunne kalde for.. deres? Blidt plantede hun et kys mod hans hage. ”Jeg skal nok tage med dig hjem. Det lyder mere fristende end slottet,” endte hun lidt morende. Måske han ikke kunne beskytte hende i tilfælde af at lejren blev stormet, så var hende som måtte vogte om ham hvilket hun glædeligt gjorde. Athena blev liggende med hovedet puttet ind mod hans bryst og armen omkring hans liv, og det at hun fik ham til at slappe af skabte næsten en blanding af stolthed og triumf. ”Sådan. Læg dig nu til, jeg bliver her og sikre mig at der ikke sker noget, og så kan vi se på at få dig flyttet til et kroværelse senere,” lovede hun, også for at få ham til at droppe den forbandede stædighed!

[Deleted]

Evan vidste godt, at han måske havde haft en tendens til at være direkte nedladende overfor Athena, men alene af den grund, så havde han jo trods alt også altid.. været der alligevel. Hvis det havde været trængende, så havde han lagt sit øre til, han havde jo trods alt også opfostret hende på sit vis, og han var stolt af faktisk at kalde hende ofr et produkt af ham, for det vel ham som havde formet hende? Nu havde han jo så til gengæld valgt at trække den lidt længere, end det som han nok nogensinde havde gjort det før, men selv for ham, var det for længst gået op for ham, at Athena skulle have handling som bevis og ikke bare ord. Han trak vejret dybt, som han alligevel valgte at lukke øjnene. Det andet gjorde ham direkte svimmel, og det var faktisk ekstremt ubehageligt i den anden ende, så det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hans vedkommende i den anden ende. ”J-jeg er slet ikke i t-tvivl om at mit v-valg var rigtigt, A-Athena,” begyndte han. At snakke krævede faktisk meget luft, men nu hvor hun mere eller mindre havde valgt at lægge sig ned ved siden af ham, så var det som om at det virkelig.. hjalp ham, og det var en tanke som han faktisk utrolig godt kunne lide, for det var noget som omgående fik ham til at slappe af! ”J-jeg ønsker at du skal v-vide det.. J-jeg gjorde det for d-din skyld..” endte han dæmpet. Det var vel klart og tydeligt, at han bare gerne ville have hende med sig hjem? Det var vel heller ikke så svært at forstå var det? Han sukkede dæmpet, som han lagde sig ned ved siden af hende, hvor han sukkede tungt. Hendes arm omkring ham, efterlod ham med en følelse af tryghed, for sådan havde han end ikke ligget med Diane igennem frygtelig lang tid, og det var selvfølgelig noget som han var utrolig glad for! Selvom han kunne høre at de kæmpede ikke langt fra lejren, så var det mere som det faldt i baggrunden som havde det været en baggrundsstøj for ham, og det i sig selv, var ikke noget som han havde noget imod som sådan. Han havde hende, og andet end det, havde han faktisk ikke brug for! At hun gerne ville med ham hjem, var en tanke som faktisk gjorde ham utrolig glad, det var der ikke nogen tvivl om. Han nikkede stille til hendes ord, hvor han vendte sig mod hende, kun for at skænke hendes kind et let og stille kys, også mest som en måde at afgive respons på det hele, for han magtet virkelig ikke at snakke. Han tog forsigtigt fat om tæppet med sin friske arm, og lagde det om hende. Hans hånd skælvede som aldrig før, og han følte virkelig at han var utrolig kold, selvom han vidste, at han lå og kogte, så var det ikke noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham! ”D-det er jeg virkelig g-glad for, min kære..” endte han dæmpet, som han alligevel måtte glide hen i en direkte hvile tæt ved søvnen. Han lå dog endnu og lyttede og så lang tid at hun var ved ham, frem for ude på marken for at kæmpe, så kunne han give sig hen til den ro og slappe af for alvor!

[Athena Maloya Mathimæus]

Den nedladende opførsel som han mange gange havde stillet op for hende, var det som havde fået hende til at kæmpe. Hun havde altid set til mens alle andre var bedre end hende, og på længere sigt havde det fået hende til at føle sig ubrugelig og dum, hvilket var en følelse som Evan havde forhindret ved samme, netop fordi at pointerede hvor stolt han var af hende når det så var lykkedes hende at rejse igen. Når hun så tilbage på deres tid sammen.. de mange træningstimer så følte hun næsten sved på panden alene ved tanken, men hun havde jo ligefrem opsøgt det, udelukkende fordi det havde holdt hende stabil og stærk, fri for de utallige bekymringer. Set derfra og til nu så var det underligt at ligge i hans arme. Var det underligt at hun ikke vidste hvad hun skulle tro på? Eller ikke kunne finde ud af hvor langt hun kunne gå, når den eneste kontakt hun havde haft med ham før dette var under træningen, og det enkelte stryg hun i tide og utide havde fået over håret eller kinden, hvilket ganske vidst var mere end det som mange andre af hans elever havde fået, men det var stadig ikke meget. Athena betragtede ham med samme bekymrede mine. Hun kunne fornemme at han havde det værre end det som han havde afsløret for hende, han skælvede ind mod hendes krop og hans høje temperatur formåede at varme selv hende også selvom hun ikke lå under tæppet. Næsten af sig selv, gled hånden op og lagde sig på hans bryst som hun havde gjort det aftenen før. Det var faktisk rart at ligge sådan. Hans ord varmede hende.. tanken om at han havde ofret noget for hendes skyld.. det var der ikke som sådan nogle der havde gjort før. ”Det er jeg glad for, Evan,” svarede hun uden helt at vide hvad pokker hun skulle sige. Let bed hun sig i læben og puttede hovedet ind mod hans krop, kun for at være tæt på ham og hans duft, også selvom han var svedig, så sart var hun bestemt ikke! ”Du har ingen anelse om hvor meget det betyder, når man i mange år har længtes så meget efter en som man ikke kunne komme tættere end en knivspids på,” hviskede hun dæmpet, også selvom hun skam mente det. Både hendes drømme såvel som tanker havde altid været myntet på at komme tæt på ham.. blot for en stund, i hendes egen lille verden som ingen uanset havde interesseret sig for. Tæppet lod hun ham ligge om hende, således at hun endte tæt på hans krop igen. Hånden lagde hun mod hans nøgne hud på hans bryst og strøg med en forsigtig tommel. Varmen og hans arm omkring hende gjorde hende selv døsig, men hun måtte ikke falde i søvn, det var jo meningen at hun skulle passe på ham i tilfælde af at lejren skulle blive stormet eller sådan noget. Hun sagde ikke noget til at han ikke havde kræfter til at tale, det var jo meningen at manden skulle hvile! Hun smilede for sig selv.. det var svært at lade være når hun havde hans ord i hovedet, bare tanken om at kunne ligge sådan med ham hver nat.. den var ikke til at slippe. ”Læg dig nu til.. du får brug for kræfterne hvis vi skal have dig op på en hest senere,” påpegede hun i en dæmpet hvisken. Måske det var lidt et snydeargument, men ikke desto minde var det sandt, desuden kendte selv hun ham, godt nok til at vide hvad der ville virke og hvad som ikke ville.

[Deleted]

Evan havde været utrolig hård ved Athena, men han havde jo allerede fra hun var helt lille, vidst at det var det som skulle til. Han havde ikke bare været hendes træner, men også stået for mere eller mindre halve opdragelsen af hende, da det nok var ham som havde påvirket ham mest. Hun havde været i stand til at søge trøst ved ham, hvor han selv kunne mindes de få gange hun havde krøbet ind i ham og Dianes seng, dengang hun havde været helt lille, når hun havde overnattet. Det var ikke fordi at han havde haft noget imod det dengang, men det føles.. bare mere rigtigt nu at skulle dele seng med hende. Han trak vejret dybt, som han igen lod øjnene glide i. Han havde gjort det slut med Diane, også for hendes skyld, men i den grad også for hans egen. Han havde mildest talt fået nok af det ægteskab som han havde været i, og nu havde han fundet en som.. faktisk var i kontakt med hans hjerte, og så var han nødt til at handle efter det! Han lukkede øjnene let som han lagde hovedet tæt ind mod hendes, hvor han virkelig forsøgte ikke at ryste, men han følte virkelig at han frøs ihjel! Han nikkede stille til hendes ord, som han igen tvang øjnene op, for han ønskede virkelig ikke at falde i søvn! Ikke nu hvor han havde hende bare en smule alene, for det var noget som han så tydeligt havde brug for! ”G-godt..” endte han dæmpet. Han prustede tungt, som han selv lod hende putte sig mere ind mod ham. Hånden mod hans mave og bryst, var noget som faktisk fik ham til at slappe en anelse mere af. Han kunne godt lide at hun rørte ved ham. ”F-fortæl mig h-hvor meget d-det betyder for d-dig..” opfordrede han. Han ønskede at lade hende udtrykke hendes følelser og hendes tanker og hvordan hun havde det med det hele. Selv det var jo trods alt også noget som betød noget og meget for ham.
Det kunne godt være Evan burde hvile, men det var slet ikke noget som han havde lyst til i den anden ende! I det store og hele, vidste han godt at hun havde ret i at han burde hvile.. Specielt hvis han skulle op på Shadow senere, men det måtte han nu tage til den tid, for lige nu ville han da have lov til at nyde det sammen med hende, nu hvor han endelig havde muligheden for det! Han trak vejret dybt endnu en gang, som han let lukkede øjnene igen. Hånden gled stille til hendes som hvilede mod hans bryst, som han klemte let om. At hun puttede sig ind til ham, havde han intet imod, for han kunne lide at mærke hende tæt på sig – nu hvor han knapt kunne se hende, så var det virkelig rart! ”J-jeg skal nok p-prøve..” lovede han oprigtigt, som han roligt lænede sig mod hende og kyssede hendes pande – lige det som han kunne nå. Selvom det sved som pokker i hans skulder, så var det langt mere behageligt nu, end alt det andet havde været. Han gled til rette ved siden af hende, for hendes berøring og hendes duft nærmest.. lullede ham ind i en søvn.

[Athena Maloya Mathimæus]

På mange områder havde Evan pådraget sig mere en faderlig rolle end en egentlig træner. Omsorg og kærlighed havde hun måske aldrig rigtigt kunne søge hos ham, men han havde passet på hende og været der for hende når tingene var begyndt at brænde på, han havde trænet hende, oplært hende og været den som snakkede med hende, hvilket sted kun gjorde dette mere underligt. Hele e deres forhold var kompliceret, hun vidste at far ville slå dem begge ihjel hvis han vidste at de havde valgt at trække det i denne retning, først og fremmest med henblik på at Evan var langt ældre, gift og en som hendes far virkelig havde stolet på, men det kunne hun ikke tage sig af nu hvor han var død, hun havde brug for en at tilbringe sin egen tilværelse med, særligt fordi det ægteskab med Valerio havde gjort hende uattraktiv på markedet. Hvis hun kunne få den mand som havde formået at berøre hendes hjerte som andet end en fader, en onkel eller en træner, så var det ikke en chance som hun ville forkaste. Hånden lod hun fortsat stryge over hans svedige bryst. Selvom han lå og skælvede og frøs, så var hans dækket i et tyndt lag sved. I sit eget stille sind kunne Athena ikke lade være med at tænke tilbage på det som var hændt aftenen før, hans flotte krop som var blevet oplyst af faklernes skær, dækket i det tynde lag sved. Det var ganske vidst ikke så romantisk nu, men han lå jo alligevel og halvsov og tanker var vel tolkfrie? Blidt plantede hun et kys mod den raske skulder, hun ønskede at lade ham vide at hun altså var der med ham endnu. Det kom hende lidt som en overraskelse at han endnu ikke var faldet til, men genoptog en samtale. Hun vidste jo godt at han havde forladt Diane til fordel for hende, men det var jo bare ord, og det var nyt og anderledes hvilket var noget hun skulle vænne sig til, det hele virkede lidt for godt til at være sandt, og han var den som havde fortalt hende at hvis det virkede sådan, så var det som regel sådan. Athena slap et svagt suk, og så op på ham lettere forfjamsket.. sætte ord på hvor meget det betød for hende? Det var jo umuligt at sætte ord på følelser, det var i hvert fald ikke noget som hun var i stand til uden videre. ”Jeg.. det.. jeg kan ikke finde ord for det, Evan. Desuden ligger du stort set og sover, vi snakker senere,” endte hun også næsten i håb om at han ville glemme det spørgsmål helt efter sin søvn, for hvordan skulle hun nogensinde kunne forklare noget med ord, som ikke havde et navn? Ikke i hendes øjne vel og mærke. Hvis de skulle væk fra dette sted, så var det nødvendigt at han ville få noget hvile, for det ville kræve at han skulle op på Shadow, og det ville de aldrig få ham i denne tilstand. Hun kunne næsten mærke hvordan han faldt til ro nu hvor hun lå ved hans side og strøg hans bryst hvilket var en tanke som morende hende. Hun smilte for sig selv idet han klemte om hendes hånd. Hun følte sig tryg og vel tilpas, dette var noget som hun velsagtens kunne vænne sig til.. faktisk havde hun aldrig prøvet noget mere behageligt. ”Jeg elsker dig,” hviskede hun dæmpet uden at være sikker på at han hørte det. De ord i sig selv var ikke nogle som forlod hendes læber ofte, men hun mente dem.

[Deleted]

Evan turde næsten fremstille Athena som et produkt af ham, da Jared ikke rigtigt havde været der for hende igennem de år hvor hun virkelig havde haft brug for det. Det var ham som havde lyttet til hende, når hun havde haft noget at fortælle, når det gik godt eller skidt derhjemme, samtidig med at det jo mere eller mindre vel var ham som havde opfostret hende? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for det havde samtidig også skænket ham et indblik i hvordan hendes liv var, og hvem hun egentlig var som person, og det var noget som han faktisk ønskede at finde ud af, da det var noget som han kunne bruge nu. Han havde måske kun fortalt hende hvad han havde gjort, uden at bekræfte det ved handling, men det var jo ikke just det som man kunne sige, at han var i stand til at gør i denne stund, men det var nu bare sådan at det var. Han lyttede til hendes ord, også selvom han ikke vidste om det alt sammen var en god eller en dårlig ting, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At det var svært for hende at sætte ord på det hele, vidste han godt, hvilket skam også var derfor han faktisk opfordrede hende til at gøre det, for der var skam altid en grund til tingene – specielt når han gjorde dem! Han trak tydeligt og træt på smilebåndet. ”J-jeg ved det jo g-godt, Athena.. D-der er jo en g-grund til at jeg vil h-have dig til at f-fortælle mig det..” endte han med en rolig stemme, som han vendte blikket mod hende igen. Selvom det var nemmere for ham at fokusere bare en smule, når hun var så tæt på ham, så var der alligevel visse ting som han ville ønske, bare var den smule nemmere for ham.
At ligge der med Athena, var faktisk noget som gjorde Evan rolig, og det var en fornemmelse som han faktisk utrolig godt kunne lide. At mærke hende ved sig, at høre hende snakke til ham og mærke hende berøre ham, var noget som han virkelig godt kunne lide, og det var noget som gjorde ham.. rolig. Og med den fornemmelse af ro i sindet, så var det næsten som om at det bare gjorde det naturligt for ham at give efter for den tiltrængte hvile. Han regnede bestemt heller ikke med at blive liggende her i alt for lang tid, men så lang tid at det var nødvendigt, så gjorde han selvfølgelig hvad det krævede, også hvis det indebar at hun var der sammen med ham, så var han bestemt heller ikke den som skulle klage over det! Søvnen havde allerede lullet ham direkte ind i favntaget, også selvom hans underbevidsthed faktisk hørte ordene, så var han ikke i stand til at reagere eller respondere på dem, andet end med et svagt smil og en svag mumlen. Søvnen var nødvendig for ham, sådan som han havde det, også selvom det selvfølgelig betød utrolig meget for ham, at han var i stand til at slappe af sammen med hende.. Nu lå hun der jo trods alt ved siden af ham, og de var udenfor den fare som herskede på marken, hvilket kun gjorde ham selv storslået tilfreds!

[Athena Maloya Mathimæus]

Jared havde aldrig rigtigt været der for hende, han havde haft travlt med at tage sig af den kære Zacharias. Det var for sent at bebrejde ham nu, hun havde aldrig rigtigt fået et forhold til ham, hvilket afspejlede sig lidt i at mange måtte tro, at Evan og diane stod om hendes far frem for Jared og Elanyaæ. Hun savnede sin mor, hun var ked af at hun aldrig havde lært hende at kende, også selvom hun skam var glad for at have Evan omkring sig, det ville bare ikke blive det samme igen, det var for sent at vende tilbage og særligt efter at de havde tilbragt den nat sammen, sådan kunne en far og en datter ikke være sammen. Athena turde ikke gøre sig nogle forhåbninger om noget som helst. Han var måske skilt og var måske kommet den lange vej for hende, men hun turde virkelig ikek at håbe på at han mente det når han sagde at han elskede hende, selv på trods af at hun i allerhøjeste grad mente det når hun gav ham de ord. Det var efterhånden tydeligt at Evan var træt, hvilket hun ligeså selv var efterhånden, mest fordi at hans arme virkede så trygge. Blidt lod hun hånden stryge ham over brystet, det var lige før det allerede var blevet hende en vane også selvom hun gjorde det med forsigtighed, for hun ville ikke ende med at gøre det ukomfortabelt for ham, det var helt sikkert, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tæppet lagde hun lidt tættere omkring ham. Det at han bad hende om at beskrive det med ord, var hun næsten ikke i stand til, hun kendte ikke ordene der skulle bruges desuden var hun bange for at sige noget forkert. ”Vi tager den senere når du har fået hvile,” endte hun til sidst. Han ville ikke lade hende afvise det, det vidste hun godt, men hun kunne simpelthen ikke finde ord sådan uden videre, og i og med at han var træt så håbede hun næsten at han ville glemme det inden han atter ville komme helt til sig selv. Stilheden der lagde sig vuggede hende en smule ind i en tilstand af fuldkommen ro og afslapning. Det gik ikke rigtigt op for hende at han var fladet i søvn før han pludselig holdt op med at svare hende. Hun betragtede ham med det trætte blik og overvejede hvor vidt hun kunne være bekendt at give efter for søvnen. Lyden af klingerne var allerede blevet mere fjern, men hun havde jo lovet ham at passe på og vogfte om ham. Blidt plantede hun et kys mod hans kind, inden hun atter lagde sig til rette i hans favn. Blikket gled i for et øjeblik, det var slet ikke fordi at hun skulle falde i søvn, men det var næsten umuligt at holde sig vågen med hans varme og arm omkring hende. Der gik ikke alng tid før hun selv blev så rolig at hun endte med at glide ind i den stille søvn, som for en gangs skyld var rolig nu hvor han var omkring hende og holdt hende tryg. Slagmarken og teltet forsvandt fra hendes bevidsthed og efterlod hende i stedet til den trygge søvn.

//Out.