Burned out

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var efterhånden ved at være frygtelig sent. Mørket havde skænket sig nedover Manjarno, køligt og tæt. Vinteren kom nærmere, hvilket betød at kulden for alvor havde taget til. Slagmarken havde hele dagen været et enorm kaos, efter angrebet på Procias, var de procianske tropper blevet ivrige efter at slå igen også selvom de ikke var synderlig mange, Manjarno var næsten de værste, de blev ikke længere ledet, det havde frie tøjler og de ønskede at forsvare deres land. Krig og kaos havde eksisteret, som det nu engang gjorde på slagmarken der var efterladt foruden de sårede og de døde der lå overalt hvor øjet kunne se. De forskellige hærer havde trukket sig tilbage efter en lang dags kamp, kun et par stykker var ude for at samle de døde ind, så familien kunne få besked, og samtidig yde hjælp til de sårede hvis der var den slags. I Dvasias lejre var stemningen yderst kølig. Middagen var spist, og det havde på ingen måde været luksuriøs, folk var trætte, udmattede og overvældet af de mange ting som de fik at se i løbet af en dag. Mange havde valgt at trække sig tilbage til deres telte, Athena deriblandt. Hun havde trukket sig tilbage i samme øjeblik de var kommet tilbage til lejren, på trods af at hendes mave knurrede så kunne hun ikke få så meget som en bid ned. Hun sad på sengekanten med skulderen blottet for klæder. En pil havde snittet hende og formået at lave et temmelig dybt sår, der var blevet stoppet af det stramme læder som Noelle havde tvunget hende i. Hun skubbede forsigtigt de blonde lokker over på den anden skulder, og tog det klæde som hun havde væddet i alkohol. I det indre talte hun til ti, før hun endte med at ligge det over den dybe flænge. Straks begyndte det at svide, hun skar en grimasse. Pilene i luften var så godt som umulige at se, hvilket næsten var det værste, for hun klarede sig jo faktisk udmærket i kamp. Den tanke frydede hende i sig selv, mest fordi at Evan havde belæret hende med at hun ikke var klar, men hun havde ikke rigtigt haft noget andet valg, her var hun nu. Teltet blev oplyst af levende lys. Det var de eneste de havde, og det var koldt, for der var ikke noget som hed varme. Gåsehuden havde allerede malet sig på den ellers fine hud der langsomt var ved at antage normal farve, efter de slag hun havde lidt under hos Valerio. Athena lod stoffet hvile mod såret, hun ønskede ikke at der skulle gå betændelse i og sandsynligheden for det herude, var temmelig stor. Hun nød at være herude på trods af fareren. Ja faktisk var det nok fareren der gjorde at hun kunne lide det i sidste ende, alligevel så tænkte hun meget på Evan, ikke at det var noget nyt men det fyldte hende med usikkerhed og frustration også fordi de ikke ligefrem havde været de bedste venner da hun havde valgt at tage af sted, han var aldrig endt med at gå i et skænderi. Før eller siden skulle det nok gå op for ham hvorfor hun havde handlet på den måde, hun ønskede kun at se ham lykkelig, også selvom hans lykke fratog den ene lille hun havde holdt fast i.

[Deleted]

Der var gået et par dage, siden Athena havde forladt Imandra, hvor det faktisk ikke havde været nemt for Evan at finde nogen mulighed for fred. Han havde bidt af ikke bare Malena, men også Diane, for de skulle ikke forsøge at komme i vejen for ham af den grund! Efter selv massive skænderier og manglende koncentration på hjemmefronten, hvor han end ikke havde været i stand til at beskæftige sig med arbejde, som faktisk skulle laves, så havde han kastet det hele i jorden og bare valgt at tage af sted. På vejen havde han været forbi Zacharias på bordellet, udelukkende for at se hvordan han havde det med tingene, og det var tydeligt for ham, at han bestemt heller ikke bifaldt hans kære søsters ønske.
Slagmarken havde Evan ikke sat sin fod på igennem frygtelig mange år, og end ikke Diane var særlig meget for det i denne stund, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde den største forskel for ham, for han ønskede da slet ikke at folk skulle have lov til at stille sig i vejen for ham af den grund! Marken var næsten et sted som bragte ham et.. savn. Han vidste hvad der skulle til, samt han kendte til Noelles fremgangsmetoder, så selv han var klar over, at tropperne havde trukket sig for natten tilbage til deres telte, ofr det var det samme som han selv havde gjort tilbage i sin egen tid. Iklædt sine gamle klæder, som han havde haft på tilbage i hans egen tid i marken og på hesteryggen, så førte han sig stolt frem og direkte ned i den dvasianske lejr. Han vidste at Athena var her, for Zacharias’ reaktion på hans tilstedeværelse havde i den grad sagt ham det hele, og det var bestemt heller ikke fordi at han ville lade hende komme hjem i en ligkiste! Det var simpelthen for tidligt, og det faktum at hun skulle fortsætte med at flygte fra ham, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Tvært imod, så var det noget som kun gjorde ham direkte rasende. Folk lagde dog hurtigt mærke til hans tilstedeværelse, som han red direkte ind i lejren med rank ryg, og enkelte genkendte ham jo, velvidende om at det var frygtelig mange år siden at han havde været der, hvilket var noget som fik ham til at trække på smilebåndet. Han stoppede den sorte hingst, som selv stod med brystet frem og fuldkommen stille, da han endelig fik svunget benet ud over kanten og landede direkte på jorden, idet han greb omkring tøjlerne. Nu var han tilbage på det som han selv måtte definere som sin egen hjemmebane, velvidende om at Athena nok ikke ville se ham herude, så.. følte han alligevel at han var nødt til at passe på hende. Han savnede hende, han manglede hende, selvom hun havde fejet det hele af banen, og det var noget som direkte irriterede ham som intet andet overhovedet! Han trak vejret dybt. ”Hvor finder jeg Athena Imarichas telt?” spurgte han ganske kortfattet. Der blev ikke svaret, men kun peget i retningen af dem som lå tæt ind mod lejrens centrum. Han nikkede ganske kortfattet og trak hesten med – den selv samme, som han havde haft med ude i marken i sin tid. Han beskyttede dyret på magisk vis. Den havde været ham en tro støtte igennem frygtelig mange år nu. Han stoppede op udenfor teltåbningen. ”Må jeg komme ind?” spurgte han med en utrolig ro i stemmen. Nemt var det ikke, men han var nødt til at gøre noget ved det!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena holdt kludden på såret, velvidende om at den smerte det forsagede ikke ville være noget i forhold til når det skulle syes sammen. Hun havde sneget sig væk fra Noelle, mest fordi hun ikke ønskede at blive sendt hjem, og som det stod nu hvor hendes hoved dunkede, og hvor det skar i hver lille del af kroppen af ren og skær sult. Hun havde ikke sovet siden hun var taget ud i marken, ikke mere end et par timer vel og mærke, og maden virkede heller ikke videre fristende, desuden havde hun mistet appetitten, med andre ord havde hun alle de forkerte forudsætninger for at befinde sig i marken, det var rent og skær held at hun kunne nøjes med et kødsår ved skulderen. Langsomt fjernede hun kluden som det begyndte at stoppe med at svide. Hun vædede den igen. Det var frygtelig koldt at sidde halvvejs blottet, i denne aftenkulde. Det var første gang i måneder at hun ikke skænkede, Evan en tanke også selvom det kunne ville være så lang tid smerten stod på. Hun havde nægtet at tage hans penge og hun var gået i ren og skær vrede, det samme var han, men han havde jo Malena og Diane, hun kunne ikke se hvor der i det hele taget var plads til hende. Hun savnede ham måske, men hun havde aldrig troet at han kunne finde på at dukke op her. Hvor vidt han havde kontaktet Mattheus var ikke til at sige, hun var ikke blevet kaldt hjem, så hun gik næsten ud fra at han havde fortrudt lige netop de ord. Træt og udmattet rejste hun sig kun for at finde en nål frem, som hun havde lagt klar allerede da hun var kommet ind. Den var trådet, men det manglede en ting. Hun viklede et lille stykke af stoffet omkring nålet og stak den ind under ilden, for at undgå bakterier. Lige når det kom til den slags så havde hun skam lært det grundlæggende. Lidt tøvende trådte Athena hen mod sengen hvor hun atter gled ned på feltmadrassen. I lange sekunder stirrede hun på såret, men selv for hende var det svært at finde modet til faktisk at stikke kniven i sig selv. De blonde lokker strøg hun bort, kun for at være sikker på at det blev gjort ordentligt. Hendes hjerte hamrede derud af, også selvom det næsten kun var mere udmattende.
Netop som hun skulle til at stikke nålen ind, nåede den velkendte stemme hende uden for teltet. Hun så op og stirrede på teltåbningen hvor Evans ansigt endte med at dukke op. Han var nok den sidste hun havde regnet med at se her, og særligt taget i betragtning af deres enorme skænderi for dage siden. Hun åbnede munden. ”...” ikke så meget som en lyd forlod hendes læber i starten. Han virkede rolig, hvilket gjorde at hun ikke hidsede sig op med det samme, desuden var hun både træt og havde ondt, hun havde ingen energi til at skændes med ham. ”Evan? Hvad pokker laver du her?” spurgte hun tydeligt overrasket. Hun lod nålen sænkes og lagde hænderne i sit skød. Selvom hun var kold og ikke ønskede at han skulle se hende såret, så ville det ganske simpelt være for smertefuldt at dække den til med det tætte læder. For et kort øjeblik overvejede hun hvor vidt hun burde lukke ham ind men her havde hun ikke rigtigt noget andet valg. Hun nikkede stilfærdigt, som tydeligt svar.

[Deleted]

Meget havde ændret sig for Evans vedkommende. Han var ikke længere en gift mand, og han søgte efter et sted hvor han kunne bo sammen med Zachary. Ja et sted så var han jo mere eller mindre klar til et nyt liv, uden at have Diane som en del af det. Han kunne ikke elske hende, selvom det helt klart ville have været det nemmeste, men det var nu ikke noget som han var i stand til det på denne her måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. For nu, så var Zachary ved Zacharias, også selvom han vidste at den unge knægt ikke var meget for det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for han nægtede at tage små børn med herned! Der var for pokker da grunde til at han havde frarådet Athena at tage derud, og det var noget som han stod fast på! Han havde ikke fået skrevet til kongen af Dvasias hvad angik Athenas plads på marken, for hans hoved havde været helt andre steder, og med den knaldende hovedpine, så vidste han godt, at han ikke kunne vente på at kongen havde tid til at afgive respons, for det var ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af i den anden ende. Han var for pokker da nødt til at gøre noget, for at gøre et eller andet nu, for han vidste, at han ikke var den eneste som havde det svært, men at det faktisk var noget som de havde begge to!
Evan vidste godt, at det slet ikke ville gavne nogen af dem at hidse sig op, så han forsøgte virkelig at holde det på et minimum denne gang, for en gangs skyld, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun så heller ikke hidsede sig op, var selvfølgelig en tanke som han godt kunne lide. Varsomt trådte han ind i teltet, også selvom han kunne se at hun var kommet til skade. Han ville dog ikke kommentere det lige nu, for han vidste udmærket godt, at det ikke var noget som nogen af dem ville få det mindste ud af i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Jeg kan vel beskrive slagmarken som mit andet hjem,” begyndte han roligt, som han vendte blikket mod hende. Hun så ganske vidst.. direkte udmattet ud, og sulten stod tydeligt i hendes blik, selvom han igen undlod at kommentere det, for han vidste, at det ikke var noget som nogen af dem ville få det mindste ud af i den anden ende. Han var vel et sted nødt til at handle lidt på hendes vegne for en gangs skyld? ”Må jeg hjælpe dig med det der? Det ser ikke til at være det nemmeste på egen hånd?” spurgte han sagte, som han endte med at sætte sig på sengekanten af feltsengen. Han vidste godt, at de ikke var de mest behagelige at ligge i, men ikke desto mindre, så var det bedre end ingenting. Hvad der var sket tilbage sidst de havde set hinanden, var i bund og grund, noget som han slet ikke ønskede at tænke på. Han havde bare savnet hende.. selvom han ikke vidste hvordan han skulle vise hende det.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det kom virkelig som en overraskelse at se Evan stå der i døren, han havde haft så travlt med Malena, hun havde slet ikke forventet at han overhovedet ville skænke hende en tanke, og da slet ikke at han faktisk ville dukke op på slagmarken. Hun vidste godt at han havde været hærfører, det havde han jo selv nævnt for hende, når det så var sagt så var hun bestemt ikke glad for at han kom af denne vej. Vreden hun havde følt var faldet til ro igen som dagene var gået, i stedet havde hun været ked af det, fældet tårer også selvom det ikke var til at se. Hun havde ikke fået megen søvn og hun havde forbandet ondt, eftersom hun af ren stædighed ikke have taget imod hans penge, det ville kun blive værre som dagene gik, men det var næsten en smerte der lettede hende, for det fik hende på lidt andre tanker en lige ham.. til nu om ikke andet. De trætte øjen betragtede ham tydeligt overrasket over at han stod i døren, for det var det sidste hun havde forventet. På trods af deres skænderi havde hun hverken lyst eller overskud til at skændes med ham. Hun hævede et slankt øjenbryn og lod blot nålen hvile i sin hånd. Hun havde ikke modet til at stikke den i sig selv, særligt fordi hendes hænder rystede som følge af det faktum at hun sultede. ”Aha.. Så vidt jeg har forstået er det ellers mange år siden?” spurgte hun dæmpet. Hun havde ikke tænkt sig at hidse sig op, også fordi at alt kunne høres inde fra disse telte, alligevel så var stemningen mellem dem mere trykket end den plejede. Når det var sagt så havde hun virkelig savnet ham, og først nu gik det op for hende hvor meget. Feltsengen var ikke ligefrem meget at prale af, de var hårde og i virkeligheden var det jo sådan set bare en form for dyne på den kolde jord, sandsynligheden for at blive syg særligt i disse tider, var forholdsvis stort. Athena fulgte ham med blikket som han endte med at sætte sig ved siden af hende. Hun skævede til det åben kødsår. ”Det.. det må du vel, det er svært at gøre selv,” erkendte hun og rakte ham nålen, med en skælvende hånd. Hun ville ikke være i stand til overhovedet at gøre det på den måde. Nålen var trådet og det hele, det var mere eller mindre bare at få det overstået også for at hun kunne få lidt varme tilbage i kroppen, det var koldt og hun kunne ikke selv holde på den efterhånden. ”Jeg havde ikke forventet at se dig her. Hvis du er kommet for at tjekke til mig så går det fint, jeg er tydeligvis ikke død endnu,” påpegede hun en anelse kækt, ja hun var sin fars datter. Læberne spillede ud i et lille smil, hun gjorde det ikke for at afvise ham.. ikke endnu vel og mærke, det var jo ikke fordi hun brød sig om at være uvenner med ham. Hun valgte heller ikke selv at kommentere deres tidligere skænderi, hun havde jo altid været forbandet konfliktsky, så med mindre han havde tænkt sig at bringe det op, så skulle hun nok tie!

[Deleted]

At bringe det hele op til et skænderi, var slet ikke noget som nogen af dem fik noget ud af. Desuden kunne Evan udmærket godt se, at Athena virkelig var træt, og ikke mindst udmattende, for det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Det bekymrede ham at se hende i den tilstand, for han stod fast ved det, når han sagde, at hun slet ikke var udstyret til at søge ud i marken lige nu! Blikket gled direkte mod hende, som han lukkede teltåbningen til, og vendte sig mod hende, så de i det mindste kunne være lidt alene. Han vidste at alle kunne høre dem, dersom de igen hævede stemmerne overfor hinanden, selvom det slet ikke var med de intentioner som han måtte komme med. Han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. ”Det er.. frygtelig mange år siden nu. Husker du Fabian? Jeg var hærfører under hans tid og længe efter det,” fortalte han roligt. Han havde ganske vidst kun fortalt overfladisk, for han havde alt for mange skærkhistorier herudefra, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men ikke desto mindre, så måtte han jo bare gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt!
Evan tog roligt pladsen på sengekanten ved siden af hende. Stemningen var ganske vidst trykket, men bare tanken om at han var i nærheden af hende, var noget som efterlod ham med en skræmmende ro i sindet, og det var noget som han selv nød og elskede meget af! Han nikkede som han tog nålen ud af hendes skælvende hånd. Han valgte dog alligevel ikke at kommentere direkte på skaden, selvom den nu gjorde ham nysgerrig af den grund. ”Vil du fortælle mig, hvad der skete?” spurgte han, som han rejste sig, og tog plads på den side, hvor skulderen tydeligt var skadet, idet han yderst varsomt tog omkring hendes hud og klemte den yderst forsigtigt sammen. ”Det her kommer til at gøre lidt ondt,” endte han dæmpet, som han stak nålen igennem og yderst forsigtigt begyndte at sy hende. Han syede det tæt, da han allerede kunne tænke sig til at hun ville ud igen i morgen, specielt nu hvor han var der, og han regnede nu alligevel med at blive der i et par dage, hvis Noelle kunne bruge ham selvfølgelig, selvom hun ikke ligefrem regnede med andet. ”Jeg er her skam ikke for at tjekke op på dig, Athena.. Du minder mig virkelig om din far.. Mere end det som godt er..” endte han sigende, som han vendte blikket mod hendes smukke øjne. Han kunne da slet ikke lade være, når han nu endelig havde hende ved sig! Det var i den grad også det bedste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Det ændre dog ikke på det faktum, at jeg står fast ved hvad jeg har sagt.. Jeg skulle hilse fra Zacharias. Han savner dig,” endte han roligt, som han fik lavet det næste sting. Han tog det stille og roligt, også for at det ikke skulle gøre alt for ondt, men også så han kunne lukke såret ordentligt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var svært at skjule at hun var så udmattet som hun var. Søvnen var ikke blevet indfriet og hendes mave rumlede, selvom hun selv havde valgt at springe aftenens måltid over. De øvrige soldater havde nok ikke noget imod det som sådan, det betød kun at der var mere til dem, for ressourcer havde de ikke mange af. Det var tydeligt at se bekymringen i hans blik hvilket faktisk var en tanke hun godt kunne lide. Det beviste at han ikke havde glemt hende, forkastet tanken om at hun i det hele taget eksisterede, for det var jo mere eller mindre det som han havde givet udtryk for inden hun var gået sidst, hvor han på sit vis næsten havde forvist hende fra huset. Athena skævede lidt usikkert mod ham nu hvor han havde sat sig ved siden af. Måske de kunne være alene, men så snart de hævede stemmerne så ville alle andre omkring dem, høre hvert eneste ord hvilket hun heller ikke ønskede. Hun nikkede til hans ord. ”Jeg husker ham udmærket, og jeg ved at han var konge længe før min tid. Med andre ord er det mange år siden du har været her,” konkluderede hun roligt. Det var ganske vidst ikke alt han havde nået at fortælle hende fra sin tid i marken, de havde begge været forbandet oprevet, og på trods af sin nysgerrighed havde hun valgt ikke at spørge mere ind til det. Hun lod ham tage nålen i sin hånd, mens hun lod sin egen glide tilbage i sit skød.
En smule tøvende bed hun sig i den bløde underlæbe, mens hun mentalt forsøgte at forberede sig på smerten. Det kunne ikke være værre end den som hun allerede sad med på baggrund af sulten som hun endnu ikke havde fået stillet. Det stod langt ud af de intense grønne øjne at hun hungrede, og den længsel efter ham gjorde det ikke meget bedre, ej heller selvom hun virkelig forsøgte at skjule det. ”Jeg var uopmærksom et øjeblik, eller.. rettere jeg blev opholdt af en soldat fra Manjarno, jeg så ikke pilen komme, særligt ikke i mørket,” forklarede hun. Det var mere eller mindre sandt, hvis hun ikke havde været så sulten og havde haft en hovedpine som hun havde, så ville hun måske have været i stand til at koncentrere sig om flere ting. Hun nikkede en smule sammenbidt som han begyndte at sy såret sammen. Allerede idet nålen gik igennem den fine hud, endte hun med at skærer en grimasse for ondt gjorde det i den grad! Yderst nøje trak hun vejret i dyne indåndinger og pustede fast ud. Hans ord brød dog rutinen ved hans ord, der fik læberne til at spille i det lidt kække smil. ”Hvad er du her så for, hvis jeg må spørge?,” hun vendte blikket mod ham og skar endnu en mindre grimasse, det var ikke nær så slemt som den hun følte i kroppen. ”Jeg er min fars datter, Evan det burde du efterhånden vide.. nu vi er inde på det, så kunne jeg godt have brugt et glas whisky inden du gik i gang med det der,” sagde hun yderst sammenbidt. Det var rart at have ham der, hun havde virkelig savnet ham, også selvom hun ikke kendte hans motiver. ”Tusind tak. Jeg skal nok selv hilse ham tilbage,” endte hun med et stille nik.

[Deleted]

Det var tydeligt at hun virkelig var sulten, selvom det slet ikke var en tanke som Evan bifaldt. Så træt og udhungret som hun var, så var hun slet ikke til gavn i marken! Desuden kendte han Noelle godt nok til at vide, at der ikke var nogen til at redde hendes lille ende derude, selvom det ikke ligefrem gjorde det bedre for ham. Noelle kørte videre på mange af hans egne visioner og ambitioner hvad angik marken, og det var det som han godt kunne lide.. Også fordi at han var en af de få, som faktisk forstod sig på hende. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang, som smilet svagt meldte sig. Det var ganske vidst frygtelig mange år siden han havde været herude sidst, men han følte sig endnu hjemme af den grund. Han havde levet stort set halve sit liv herude med et sværd i hånden og høje stemmer og kommanderet rundt med folk for at beskytte de dvasianske grænser, og det havde jo trods alt også lykkes ham ganske godt! ”Det kan godt være, at der er mange år siden, men jeg husker det som var det i går.. Jeg har mange skumle historier fra min tid herude..” endte han ganske ærligt, som han igen vendte blikket mod hende, for det var jo ikke engang en løgn.
Som han gav sig til at sy hende, kunne han godt se på hende, at det gjorde ondt, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne gøre noget ved, for såret skulle jo trods alt sys! Pilene kunne han udmærket godt huske fra sin egen tid, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”De skide elvere.. Ja, det er umuligt at se dem i mørket.. Jeg er bare glad for, at det kun er et kødsår.. Du har været heldig. Det er sjældent de rammer ved siden af,” fortalte han ganske ærligt. At hun godt kunne bruge en flaske, forundrede ham dog ikke. Han trak svagt på smilebåndet. ”Jeg ved det godt.. I så fald, så ved du også hvad min prægtige hingst vogter om i saddeltasken,” påpegede han ganske sigende, som han lavede endnu et sting og gik i gang med det næste. Han var jo trods alt nødt til at tage det stille og roligt, så det ikke endte med at gå helt galt, for det var jo tydeligt, at det alligevel var et af de dybe af slagsen, om ikke andet. ”Hvorfor jeg er her, er vel min egen sag? Jeg er her blot for at se, om jeg for en gang skyld, faktisk skulle ende med at tage fejl. Jeg bekymre mig for dit velbefindende.. Og det samme gør Zacharias. Jeg lovede ham at kigge forbi dig,” endte han ganske sandfærdigt. Der var faktisk en halv sandhed i det, hvoraf den anden, jo faktisk var for at tjekke op på hende personligt, for.. han savnede hende jo, selvom han måske ikke var den bedste eller bedst egnet til at vise hende det. Han syede hende roligt færdig, hvor han fandt sin kniv frem og fik tråden skåret over. ”Sådan.. Hold armen i ro i aften, så skulle den være nogenlunde fin igen i morgen,” endte han ganske sandfærdigt, som han igen lagde den fra sig.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde i sidste ende nægtet at tage imod Evans penge, hvilket også betød at hun ikke var blevet mættet i forbandet lang tid, ej heller efter far havde været dyret i det inde og det begyndte virkelig at kunne mærkes. På trods af smerten så havde Athena ingen skrubler, det var jo ingen hemmelighed at hun ikke ønskede at være tæt på nogle på den måde.. ikke foruden den mand som sad ved sin side vel og mærke, og hun vidste at det ikke var en mulighed. Måske det var mange år siden, men hun var slet ikke i tvivl om at Evan havde været fantastisk til sit arbejde i marken, hun kendte ham jo som træner, hun kendte hans bestemte sind, han havde trods alt formået at sætte selv hende på plads, mere end en gang. ”Jeg tror ikke man glemmer en eneste dag herude. Jeg vil gerne tro dig der, det forundre mig bare at du ikke har flere mærker end det du har,” erkendte hun nysgerrigt og tog for et kort øjeblik sig selv i at lade blikket glide ned over hans bryst, også selvom der ikke var noget at se for de klæder som dækkede ham. Hun havde aldrig set ham uden, og måske det var sulten, men hun var faktisk nysgerrig på hvad der gemte sig under.
Det gjorde ondt at blive syet men det var nu engang noget som hun havde været temmelig forberedt på. Hun bed tænderne fast sammen og forsøgte at fortrænge den nye smerte med den som allerede jog igennem kroppen. Hun burde søge til Caleb inden det ville blive direkte livstruende, men hun havde hverken råd eller lyst. Hun nikkede medgivende og med et yderst sigende blik. ”Der må jeg give dig ret, de er umulige at se og nu har de fået den geniale idé at bruge giftige pile. Heldigvis var det ikke sådan en jeg blev ramt af. Jeg har været heldig for denne gang ja, men jeg må hellere se at være lidt mere vågen i morgen, jeg er ikke sikker på at jeg slipper ligeså let næste gang,” påpegede hun rolig. Tanken om at han havde medbragt en flaske fik hende kun til at smile næsten direkte lettet. ”Du kender mig simpelthen for godt..” hun slap en lille latter, også selvom den hurtigt blev brudt af smerten der kom som følge af det. Hånden lagde hun mod brystet og krympede sig en smule sammen uden at tænke rigtigt over det, smerten ville ikke fortage sig. Hun hævede et øjenbryn og vendte blikket mod ham. Det var rart at sidde med ham på den her måde frem for deres utallige skænderier. ”Med andre ord, så kom du for at tjekke op på mig? Jeg vil give dig ret i at dette sted er barskt, men jeg klare mig, Evan, jeg er bange for at du denne gang til dels har taget fejl. Når det er sagt er jeg faktisk.. glad for at se dig,” erkendte hun yderst dæmpet og lod blikket forlade hans. Det var ikke løgn hun havde virkelig savnet ham også selvom hun ikke kunne få sig selv til at vide det. Hun lod ham gøre sig færdig med at sy, før hun blot nikkede. ”Tusind tak, så er jeg klar igen til næste omgang,” svarede hun med et stille smil hvilende på læberne. For nu var det slet ikke så slemt at have ham der.

[Deleted]

Evan havde skam godt bidt sig mærke i, at Athena ikke havde taget pengene, hvilket faktisk også var en grund til at han var dukket op. Han vidste at det var naturligt at der gik prostituerede blandt folk i lejrene. Selv havde han tilladt det tilbage i sin tid, for ingen kunne bruge en frustreret soldat i marken, for de var kun til langt mere skade end gavn! Han vendte blikket sigende mod hende. Man ville for altid huske sine dage herude, og med tanken på at han havde brugt frygtelig mange år, så var sagen vel også lidt en anden af slagsen, ikke sandt? Han trak svagt på smilebåndet. ”Det er skam kun fordi du ikke har set hvad mine klæder skjuler af ar og mærker efter min tid herude, Athena.. Vil du da gerne se dem?” spurgte han, som han let hævede det ene bryn. Han vidste at han under tøjet, faktisk var en fin mand, selvom han ikke just var manden som spillede på det. Det var bare ikke hans stil. Hun havde ondt, og han var bekymret for hende, og det var slet ikke noget som han ville skjule. Han opsøgte hende jo trods alt af en grund – en handling til for hende, selvom han tvivlede på at hun så på det på den måde. Han nikkede igen. Elverne var nok de mest farlige herude. De handlede på afstand.. og som regel før man overhovedet fik øje på dem. ”Du har været frygtelig heldig Athena.. Specielt hvis de er begyndt at bruge giftpile.. De har godt nok forflyttet sig siden min tid i så fald..” endte han ganske stilfærdigt. Han var bekymret for hende, og han var bestemt heller ikke bange for at give udtryk for den på nogen måde. Han smilede ganske let. ”Det gør jeg.. Men hvad siger hærføreren til det?” spurgte han næsten med et drilsk skær i blikket. Selv han havde ikke tolereret alkohol i marken, for det var aldrig til at vide, hvornår de skulle være klare til at gå til angreb – i tilfælde af at fjenden gjorde et træk, som man ikke ligefrem kunne sige, var ventet, for det forekom jo desværre!
Evan lod roligt hænderne falde tilbage i hans skød, som han vendte blikket mod hende igen. Han trak svagt på smilebåndet, også selvom det virkelig varmede ham, at vide, at han faktisk havde været savnet. Han hævede hånden roligt, som han lod den stryge mod hendes kind, selvom det alligevel var en handling som han gjorde forsigtigt. Han ønskede jo ikke at bringe hende det ubehag, som han havde skænket hende tidligere, ved at gøre det helt samme. ”Jeg er mand nok til at erkende, at jeg måske har taget en smule fejl.. Men ikke desto mindre, så er jeg stadig bekymret, og jeg står fast ved hvad jeg har sagt.. selvom du endnu er i live.. Zacharias frygter for dit liv, og det samme gør jeg.. Er du sikker på, at det ikke er noget som du vil genoverveje en ekstra gang?” Denne gang spurgte han hende ganske roligt, også fordi at han ikke ønskede at træde hende over tæerne, for det var ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af, af den grund, og det vidste han godt. Han trak svagt på smilebåndet, som han igen vendte blikket mod sin hånd som han lod falde ned i skødet. ”Jeg må erkende, at du er savnet, Athena.. Det er underligt, at du ikke er hjemme mere..” endte han ganske sagte.

[Athena Maloya Mathimæus]

Af ren og skær stædighed havde hun nægtet at tage imod de penge som hun sådan set selv havde bedt om, hvilket betød at hun ikke havde fået stillet sin sult efter den nærhed. Hun var ikke fristet til det på trods af smerten, den havde hun mere eller mindre vænnet sig til også selvom den ikke gjorde hende gavn i længden. Der gik prostituerede rundt i lejren, 3 styks, kun en enkel mand, da der ikke var mange kvinder i lejren, men de som var skulle selvfølgelig også have muligheden, men Athena var bestemt ikke meget for at gøre brug af andres brugte legetøj, nu hvor Caleb havde nævnt at man kunne blive syg af det, så turde hun slet ikke at prøve, også selvom det ville være et spørgsmål om tid inden Noelle ville tvinge hende til det. Hans ord kom lidt som en overraskelse, og det overvældede hende lidt. De blege kinder blussede op i en svag rødmen. Det havde jo ikke været ment på den måde, men jo hun ville jo faktisk gerne se hvad der gemte sig under, få stillet sin nysgerrighed. ”Det var bestemt ikke en hentydning til at du skulle smide tøjet Evan, det er forbandet koldt herude, men jo jeg er da nysgerrig,” erkendte hun næsten lidt forsigtigt, og kløede sig let i baghovedet, for at skjule sine bagtanker med det hele. Hvad pokker var hun på vej ud i?
Elverne var overalt men de var umulige at få øje på, og før man vidste af det så kom pilene, de andre kunne i det mindste ses. ”Det er forbandet upraktisk, jeg var heldig denne gang. Det er et under at de ikke har fundet ud af det før nu, men jeg ville have ønsket at de havde ventet,” erkendte hun og himlede med øjnene – for en gangs skyld ikke af ham. Selvom det havde været smertefuldt at se ham med Malena, så var hun ikke vred på ham mere, han gjorde ikke andet end at gøre det han fandt rigtigt, og måske hun ikke var enig i det men det betød intet i sidste ende.
Athena fumlede en smule med hænderne. Noelle var ikke glad for alkohol men.. ”Hvad hun ikke ved har hun ikke ondt af,” svarede hun næsten tiggende. Det var det eneste som kunne dulme smerten en smule, og hun blev jo ikke påvirket af et glas eller to! Den kølige hånd der endte mod hendes bløde kind, var noget som for et kort øjeblik fik hende til at lukke øjnene en smule. Hun nød når han rørte hende, og det var svært at ligge skjul på, særligt nu hvor sulten plagede hende. ”Det var da utroligt. Jeg værdsætter jeres bekymring, Evan, det gør jeg, men nu er jeg her og jeg klare mig, jeg har truffet mit valg og jeg har udført det, jeg har ikke tænkt mig at vende om nu, og jeg gider ikke at gøre det til endnu et skænderi, hvis ikke du kan støtte mig i det, så fint, så må jeg jo klare mig selv, hvilket jeg er vant til, men når det er sagt så kunne jeg godt bruge den,” svarede hun med et lidt opgivende suk, og lod atter blikket komme til syne. Om ikke andet formåede hun da at forholde sig rolig denne gang. Tanken om at han faktisk savnede hende, varmede også selvom hun vidste at det ikke var på den måde hun mente at hun havde savnet ham. Det ord var end ikke dækkende nok. ”Jeg.. jeg ved at det kom som et chok, men det var det bedste for både Zacharias, Diane og dig og mig,”

[Deleted]

Der var sket temmelig meget for Evan igennem de sidste dage, som end ikke Athena var klar over. Hun var slet ikke klar over hvilken påvirkning hun egentlig havde af ham, velvidende om at det var noget som faktisk kunne drive ham til vanvid i den anden ende, ligesom det var sket med Jared. Man blev faktisk vanvittig af ikke at have den kvinde som man ønskede sig, så lige der, kunne han så sandelig godt forstå manden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det var skam ikke fordi at han havde taget hendes ord som en hentydning, men hvis det var noget som kunne stille hendes evige nysgerrighed, så var det selvfølgelig også noget som han ønskede at hjælpe hende til. ”Jeg sagde ikke jeg tolkede dine ord som en hentydning, Athena.. Hvis du er nysgerrig, så lad mig vide det, ikke?” Han smed roligt den læderjakke, som han havde valgt at tage på, så han kunne komme til skjorten indenunder. Han var og blev en soldat, og det havde han været stort set igennem hele livet, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han fik den roligt knappet op og smed den. Det kunne godt være, at det var koldt, men det var ikke værre end det! Hans overkrop var præget af temmelig mange ar og mærker. ”Hvert ar har sin egen historie.. Jeg har skam mange ar gemt under mine klæder..” Han betragtede hende sigende og med en alligevel rolig mine.
At Noelle kørte den samme politik som det han selv gjorde, var et sted en tanke som morede ham. Han slog let ud i en latter, og nikkede så. ”Jeg kan godt lide din tankegang.. Om ikke andet, så skal jeg nok tage skideballen for dig i morgen..” endte han ganske sigende. Han kunne godt se på hende, at hun næsten.. hungrede efter at slå kløerne i den, hvilket næsten var det som morede ham mest, det var der bestemt ikke nogen tvivl om. Han kunne skam godt forstå hende, for han kunne skam også godt selv huske hvor meget han direkte hungrede efter at få selv, da han havde været herude! Det var nok noget af det bedste med at komme hjem igen! ”Du har været heldig.. Lad det blive dig en erfaring som du tager med videre.. Også selvom jeg er sikker på at du har gjort dig den samme konklusion som Noelle og jeg; Vi hader elvere..” endte han som han kuklo ganske let.
Det var ikke fordi at Evan var interesseret i at genoptage skænderiet, men han var jo bare nødt til at forsikre sig, at hun muligvis havde skiftet mening! Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, som han svagt bed sig i læben. Hun havde ikke skiftet mening, og nu hvor han havde set, at hun faktisk kom igennem det med livet i behold, så måtte han erkende, at han måske havde taget lidt fejl af det hele. ”Jeg er slet ikke ude på at skændes med dig. Jeg havde bare brug for at forsikre mig.. Jeg kan jo se, at du gør det godt, selvom.. ja, der er stadig sine fejler, som vi må rette lidt op på. Desuden.. jeg fandt en pose penge på din gamle seng.. Hvornår har du sidst fået stillet sulten, Athena?” spurgte han bekymret. Han trak svagt på skuldrene. ”Om det var det bedste, ved jeg ikke.. Det kan jeg ikke afgøre,” endte han dæmpet.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena var slet ikke klar over alle de ting som var foregået i Imandra de sidste par dage, hun havde jo hverken set eller hørt fra ham i flere dag efterhånden, ikke efter deres skænderi hvor de begge var endt med at gå hver til sit i ren og skær frustration. Det drev hende mildest talt til vanvid at have ham i tanker mere eller mindre konstant, hun tog sig selv i de mange tanker hun gjorde sig og som med tiden havde formået at give hende hovedpine mere eller mindre konstant, men hun spekulerede ikke videre over det, den slags havde hun ingen idé om var livstruende for en af deres slags. Athena havde bestemt ikke ment at få ham til at smide tøjet, for det førstevar her forfærdeligt koldt, desuden vidste hun at han var en anstændig mand, når det var sagt så var hun forbandet nysgerrig. ”Jeg ville bare lige have det på det rette. Men du kender mig, jeg er nysgerrig af natur,” påpegede hun med et stille smil. Rødmen prydede de blege kinder, hvilket faktisk fik hende til at se sund ud for en gangs skyld. Lidt overrasket så hun til mens han begyndte at klæde sig af. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere. Hun var ganske vidst nysgerrig, men hun var også et sultent dyr, og det var svært nok at holde styr på fra før af.. det var forvirrende! Som han fik åbnet skjorten lod hun de nysgerrige, grønne øjne søge ned over den muskuløse krop. Han var en flot mand, men hun kunne hurtigt konkludere at Caleb havde ramt fuldstændig forkert. De mange ar prydede hans flotte krop, hvilket på sit vis fascinerede hende, hun så dem som et symbol på styrke. ”Det skal jeg da lige love for. Det der er ret grimt,” påpegede hun og lod kort fingrene stryge langs et langt et lige under hans bryst, også selvom hun hurtigt trak hånden til sig med et lidt undskyldende smil. Det var nemt at lade sig rive med, men det var jo netop det hun havde forsøgt at undgå ved at flygte!
Noelle var ikke meget for den slags stads, men Athena havde aldrig været god til at følge regler, hun var oprørsk og efterhånden hungrede hun efter den bitre væske også for at dulme smerten lidt, den var efterhånden så gennemtrængende. Hans ord fik hende atter til at smile. Latteren holdt hun inde, det skar gennem hele kroppen og særligt i brystet når hun bevægede sig for meget. ”Det siger du nu hvor det ikke er dig det går ud over, men jeg ville jeg virkelig værdsætte, jeg kunne godt bruge lidt at styrke mig på, og de der cigeratter smager af helvede til,” påpegede hun sigende og rynkede på panden. Hans ord fik hende på trods af kampen til at kluklo, hvilket næsten fik hende til at stivne i minen, af smerten der fulgte og øjeblikkeligt fik smilet til at falme en smule. ”Det er en konklusion vi kan være enige om,” medgav hun. Der var virkelig ingen grund til at skændes mere, det var udmattende og Athena var kun glad for at han var enig. Smilet falmede langsomt ved hans ord. Hun så væk og bed sig i læben. ”Jeg tog dem ikke med.. jeg tror efterhånden det løber op i et sted mellem ja.. 2 til 3 uger,” erkendte hun så dæmpet at det næppe var hørligt, det var ikke en snak hun ville tage med ham, hun vidste allerede hvad han ville sige. ”Tro mig.. det var det,” svarede hun lidt mere stilfærdigt og så ned i sit eget skød.

[Deleted]

Det var måske ved at være et par dage siden de havde set eller hørt noget til hinanden, men Evan var nu temmelig sikker på, at de begge havde haft brug for det lille afbræk, som det havde haft af betydning, da det havde givet ham selv muligheden til at tænke hele scenariet igennem. Han måtte vel erkende, at han havde overreageret lidt? Han klædte sig roligt af, hvor han blev siddende i en bar overkrop. Hvorvidt denne Caleb havde ramt ham rigtigt, var han et sted ligeglad med, for den mand var ikke den ægte vare! ”Jeg ved det godt.. Men jeg har altså ikke så beskidt en tankegang.” Han blinkede let til hende, som han vendte blikket mod hendes hånd som hun kort lod stryge mod hans bryst. Han trak svagt på smilebåndet. Det var ganske vidst et af de værre, selvom de værste helt klart befandt sig på hans ryg. Han havde kæmpet for sit liv frygtelig mange gange herude, og han havde lært på den hårde måde, at man burde holde sengen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Det var ganske vidst ikke en elver.. De har bare en sjov tendens til at reagere, når man står med ryggen til,” endte han med et stille smil på læben, for det var jo ikke fordi at det var en løgn igen. Han vendte blikket mod hendes smukke ansigt. Selvfølgelig var han glad for at se hende, selvom.. det måske ikke ligefrem var det bedste, som hun selv sagde.. men igen, så var det noget som han var nødt til at finde ud af før eller siden.
Noelle kørte den samme politik som Evan gjorde, så den skideballe skulle han skam nok tage, det var der ikke nogen tvivl om. Lige nu ønskede han bare at lette stemningen lidt, så de igen kunne nyde det med hinanden, som de havde gjort det før i tiden. ”Lad du bare mændene om smøgerne, min kære,” endte han morende, som han vendte blikket mod hende. Han vidste og kendte skam godt til Noelles vrede og reaktion, så han vidste også hvordan hun skulle tackles. ”Jeg skal nok tage skideballen. Jeg valgte jo trods alt at bringe flasken ind her, velvidende om at det ikke er tolereret,” endte han med et stille smil på læben. At hun ikke havde været mættet igennem de sidste to til tre uger, var ikke ligefrem en tanke som behagede ham, for han vidste at hun havde brug for det! Han sukkede dæmpet og rystede så på hovedet. ”Du skulle have taget den med, Athena.. Den sult gør dig ikke nogen gavn herude. Tvært imod!” endte han bekymret. Han gjorde en let bevægelse med hånden, hvor han endte med at stå igen med den lille pose penge, som han lagde ved siden af hende, samt flasken som han roligt rakte hende, for hun havde tilsyneladende mere brug for den, end det som han selv havde. Han vendte blikket mod hende. Han var nu ikke helt enig med hende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”.. Hvad så hvis jeg ikke er helt enig med dig?” spurgte han stilfærdigt. Det var ikke til det bedste i hans øjne! Det var jo for hende, bare en grund til at flygte! Og han var træt af det!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det havde været rart at få lidt fred til at ænke det hele igennem, det havde også givet hende mulighed for at falde lidt ned igen, hun havde været forbandet vred og frustreret ved synet af ham med Malena i armene, det var trods alt en plads hun i mange år havde ønsket sig, og da hun endelig var begyndt at åbne op for ham, skulle hans livs kærlighed absolut ende med at dukke! Det var ikke retfærdigt. Efter disse dage måtte Athena godt nok erkende at hu havde trøstet sig med tanken om at det gjorde Evan lykkelig, hvilket var det vigtigste for hende. Caleb havde ramt fuldstændig forkert når det kom til at tage form som Evan, ansigtet havde været korrekt, men han havde været så smal, hvor det var mere end tydeligt at Evan var en markeret mand.. hun kunne godt lide tanken. Hans ord gjorde hende for en kort stund mundlam mens rødmen kun tog mere til. Forlegent så hun ned på sine skælvende hænder. ”Det ved jeg, men jeg er trods alt min fars datter, jeg er nødt til at udpensle det,” påpegede hun med et lidt undskyldende smil. Blikket lod hun atter søge ned over hans flotte krop og tilbage det det temmelig store ar. Ikke alle stammede fra de forbandede elvere, man kunne faktisk også komme til skade ude på marken. Det havde ikke været meningen at komme i berøring med ham på den måde, men følelsen sitrede endnu ud fingerspidserne på trods af at hun holdt hænderne for sig selv denne gang. ”Det er jo logisk, men det der ar lader ikke til at være lavet af en pil? Nærmere et mere smalt våben faktisk?” spurgte hun og hævede lidt spørgende et slankt øjenbryn. Ja hun var nysgerrig det kom hun ikke uden om.
Athena havde valgt at gå af eng rund. Det var rart at være sammen med ham igen og det var endnu mere rart at de kunne være sammen som de plejede at være med latter og smil, frem for at råbe og skrige af hinanden. Alligevel så legede de med ilden ved at være sammen.. også selvom det ikke var noget han var klar over, han kendte trods alt ikke til de følelser hun nærede for ham. Hun himlede med øjnene og lod atter en latter bryde sine læber. Hånden hvilede mod brystet næsten i håb om at den kunne tage smerten. ”Zacharias sagde nøjagtigt det samme efter jeg smagte hans. Lige det vil jeg lade jer om,” medgav hun faktisk villigt. Flasken var langt mere hende! Lidt drillende daskede hun til ham. ”Hvis hun spørger, siger jeg bare at det var dig som lokkede mig i fordærv,” medgav hun med et lille smil og trak hånden til sig igen. Som posen med penge atter dukkede op følte hun sig næsten opgivende. For lange sekunder stirrede hun på den med en tomhed. ”Jeg ved det godt.. men.. nej jeg.. tak,” endte hun direkte opgivende. Hellere tage imod end at tage det op med ham på den måde, hun havde ikke lyst, det var ydmygende og nedværdigende, og han forstod det bare ikke. Blikket vendte hun mod ham, og lod hovedet søge let på sned. ”Det.. jeg.. ja det har du jo din fulde ret til, jeg tror bare at vi tænker.. forskelligt,” endte hun og sendte ham et lidt prøvende smil. Hvad skulle hun egentlig sige til det? Det var lettere at flygte!