Burned out

[Athena Maloya Mathimæus]

De mange små koder og måden han pakkede sine ord ind på, var virkelig ikke noget som Athena kunne forstå sig på, hun var ikke god til den form for gætværk, det kunne hun ikke bruge til synderligt meget, hvilket Evan burde kende hende nok til at vide. Det der irriterede hende var det at han snakkede uden om, det gjorde det ikke ligefrem bedre med henblik på den usikkerhed der blomstrede i hende, nu hvor hun havde valgt at åbne sig op for hende. Blidt strøg hun hånden langs Shadows mule. Han var den smukkeste hingst hun havde set, fuldkommen sort og smukt blank under den morgenrøde sol. Dens holdning var ligeså rank som den Evan oftest forholdt sig med, jo flere år han havde haft den, jo mere kunne man se Evan i hans personlighed, hvilket næsten gjorde at hun havde ondt af hingsten! Den blærede sig næsten ligeså meget med sin sejr, som det som han tydeligvis havde gjort overfor Noelle, hvilket hun sådan set ikke havde noget imod, det betød om ikke andet at han ikke var flov over det. At Hera om ikke andet havde længe endnu lettede hende kun at høre, også selvom føllet næsten måtte være blevet undfanget mens hun havde været hjemme i så fald, hun havde trods alt kun været væk i en uges tid. ”Det var godt, jeg vil nødig have at hun skal føde føllet alene, desuden ved jeg at hverken du eller Diane får lov til at komme tæt nok på hende, jeg foretrækker selv at undersøge hende. Jeg vil bestemt ikke gå glip af det, jeg husker stadig dengang hun selv var et føl,” påpegede hun roligt uden at tage blikket af den smukke higst foran hende. Igen kyssede hun hans mule, før hun tog imod den tunge rustning. Den var virkelig tung, men alle mændene blev tvunget i dem.. mere eller mindre om ikke andet, Noelle havde kun tvunget hende i læder fordi hun var en kvinde og slet ikke ville kunne bærer den slags. Hun hævede et slankt øjenbryn, lettere nysgerrigt. Det havde han jo ikke fortalt hende noget om før! ”Det sagde du ikke noget om i går. Hvor er det henne?” spurgte hun lidt nysgerrigt, et sted bange for at det endnu engang ville være i Imandra, Dvasias var hendes hjem hvilket hun ville mene at hun efterhånden havde gjort temmelig klart for ham.
Roligt forsvandt hun ind i teltet og lagde rustningen på sengen, for det var virkelig tungt. Hun var bitter med henblik på Noelle, hun havde jo set hvordan kvinden havde rørt ham, og hun havde set glimtet i mandens øjne også selvom man ikke kunne bebrejde ham, hun var trods alt sensuel dæmon og langt kraftigere end hende. Hun strakte sig en smule dovent idet han kom ind. Hun rettede sig roligt op og lod de grønne øjne falde på ham ved det ret direkte spørgsmål. Flere gange endte hun blot med at blinke før hun bed sig let i læben og slap et lidt opgivende suk. Det nyttede vel intet at flygte mere? ”Jeg ved ikke om jeg direkte frygter hende, Evan.. jeg er bare forvirret, og måske mere bange for at vi ikke ligger helt det samme i det som skete i går, jeg ved ikke hvordan man gør sådan noget her,” erkendte hun næsten frustreret, for det var jo ikke hans skyld, det var mere hende og den forbandede usikkerhed!

[Deleted]

Evan vidste godt Athena skulle have den direkte, men hun var faktisk ikke den eneste som havde brug for bekræftelsen, for den havde han selv brug for efterhånden, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At kunne give hende nyheden omkring Hera og det ventende føl, var noget som tydeligt havde påvirkning af hende, og et sted så var det noget som glædede ham, for han havde bestemt ikke regnet med at holde den slags skjult for hende! Shadow var en frygtelig flot hingst, og en som han virkelig var glad for, også selvom han efterhånden var ved at blive gammel, så var det ikke noget som rørte ham som sådan. Selvom han vidste, at Shadow meget snart kunne gå på pension, så god og trofast, samt loyal som han havde været igennem de sidste rigtig mange år, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Hun lader stadig ingen komme tæt på, kan jeg fortælle dig. Desuden så ser det hele ud til at forløbe sig ganske fint, og hun har endnu en god vej at gå endnu. Desuden passer Shadow på hende. Han var ikke videre tilfreds med at tage med mig hertil,” påpegede han ganske sigende, som han alligevel måtte sende dyret en let skulende mine. Han vendte blikket roligt i retningen af hende, som smilet svagt bredte sig på hans læber. ”Det er selvfølgelig ikke fastlagt endnu, for jeg skal lige have det undersøgt meget nøje, men jeg har fundet en plet i udkanten af Appolyon,” fortalte han roligt og med en tydeligt tænkende mine. Hvorvidt om det blev der eller et helt andet sted, vidste han ikke endnu, selvom han nu efterhånden vidste, at det måtte haste med at finde noget som han kunne kalde for noget mere fast.
Rustningen var efterhånden ved at være et typisk tegn på at være en mand i marken, og den som Evan havde, var tung og af den mere fine slags, og det var noget som han faktisk havde det ganske fint med, for han var faktisk stolt og ikke mindst frygtelig glad for! Og derfor også noget som han var utrolig ømtålig overfor! Han vendte blikket roligt mod hende, som han hævede hånden og lagde den mod hendes kind. At hun gjorde sig for mange af de forkerte tanker, var egentlig ikke noget som forundrede ham, for det var der jo ikke ligefrem noget nyt i! ”Jeg troede ellers jeg gjorde det tydeligt for dig, hvad jeg lagde i det..” Et sted en anelse skuffet over, at hun faktisk kunne så disse tvivler i sig, for han havde virkelig forsøgt at gøre det så godt som det nu måtte være ham muligt, og det var bestemt heller ikke fordi at det var lige nemt altid, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lænede sig frem, som han skænkede hendes kind et let kys. ”Jeg har kendt Noelle siden hun var på din alder, Athena, så jeg kender hende nok på et personligt plan som ikke mange andre gør. Jeg er måske en mand som mange anser som.. ja, fornem og sippet. Jeg er lidt mere end det, og hun ved det. Der er intet i det, min kære, og det kan jeg garantere dig.. Det eneste som jeg faktisk ønsker er.. dig..” endte han med et stille smil på læben, også selvom det var ord som han faktisk måtte mene!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena var måske ikke den eneste som havde behov for bekræftelsen, men hun havde aldrig haft andre at tænke på end sig selv, og så lang tid hun selv var plaget af den usikkerhed, var det svært at bekræfte ham i noget som helst. Hera havde altid været hendes bedste ven, og det at hun var med føl var bestemt en god nyhed! Hun glædede sig som en lille pige til det lille føl, et sted håbede hun næsten at det ville blive en hingst, Shadow var ved at være nedslidt, det ville passe med at føllet kunne nå at vokse sig stor og rides til, inden han hellere måtte give sin store stolthed den fred som den efterhånden havde brug for, også efter dens mange turer i marken. Hans ord fik hende kun til at smile lidt smørret for sig selv, for det forundrede hende ikke, at Hera ikke lod nogle komme tæt nok på det, også selvom det bekymrede hende at der ikke var nogle til at tjekke rigtigt op på hendes graviditet. ”Det undre mig ikke, det har hun jo aldrig gjort, af den grund ville jeg gerne have lov til at tjekke op på hende snart, bare for at sikre mig at alt er som det skal være. Det forundre mig ikke at han ikke ligefrem higede efter det, du er hård ved ham Evan, lad os håbe at føllet bliver en hingst så du langt om længe kan give ham lidt fred,” påpegede hun næsten drilsk, også selvom der vel var lidt sandhed i det? Athena så direkte forbløffet på ham. Cecilaya havde nægtet hende adgang i Appolyon så hun håbede godt nok at det var ude af selve hulerne, for dem fik hun ikke lov til at betræde. ”Det lyder godt, men jeg frygter at Cecilaya ikke vil stille sig tilfreds med at have mig i nærheden, jeg ved ikke om du har fået det med, men fars død tog hårdt på hende, og jeg er ikke længere velkommen i Appolyon i det hele taget,” svarede hun med et stille smil. Der plagede hende at hun var lukket ude fra sit andet hjem, men det var trods alt ikke hans problem, det var noget som hun selv måtte tage sig af.
Blikket gled mo rustningen på sengen. Den var i den grad finere end de andre der befandt sig i marken, men hvis han havde været hærfører var det jo klart. Det var svært at forestille sig hvordan han kunne bærer den uden at risikere sit liv yderligere, den var jo forbandet tung. Hånden mod hendes kind fik hurtigt Athena til atter at rette blikket mod ham. Kinderne havde antaget en flov,rød farve, for hun kunne næsten ane skuffelsen i hans tone. Det havde aldrig været ham at udnytte folk eller lade folk komme så tæt på ham, så hvorfor hun pludselig gjorde sig de tanker kunne hun end ikke svare på. ”Det gjorde du også.. men det er næsten for godt til at være sandt, jeg tør næsten ikke at tro på det,” erkendte hun dæmpet og lagde hånden mod hans kind, hvor hun lod tomlen langsomt stryge over hans kind. ”Jeg ved at du har trænet hende, men jeg kunne ikke lade værre med at se hvordan hun rørte dig og hvordan du reagerede, og så kom jeg af en eller anden underlig grund i tanke om da du fortalte mig at der kun var to kvinder der havde berørt dit hjerte. Du skal ikke tage dig af mig, jeg er en simple ung og naiv kvinde,” endte hun med et lidt undskyldende smil, før hun roligt strakte sig en smule kun for at indramme hans læber i et stille kys.

[Deleted]

Selv Evan havde brug for bekræftelsen, også selvom han vidste, at det ikke var noget som Athena var i stand til at skænke ham i denne stund, men det var nu bare sådan at det måtte v ære i den anden ende. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse endnu en gang, som han let trak på skuldrene. Umiddelbart kunne han ikke just stille det vilde op med Hera, for han fik ikke lov til at komme tæt på hende, og hvad angik Shadow, så vidste han at han efterhånden var ved at være gammel, selvom der nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne gøre ved det af den grund. Han havde brug for en sidste tur i marken med ham, inden han ville lade sin kære gamle ven vende snuden mod sin velfortjente pension, hvor han ville være i stand til at leve livet godt og trygt. ”Shadow er ved at være en aldrende herre efterhånden, og jeg ved at jeg ikke har været god ved ham altid. Jeg regner faktisk med at dette bliver hans sidste tur ude, før han kan vende mulden mod en fortjent pension..” Tanken var faktisk trist, for de havde været et godt makkerpar igennem temmelig mange år, det var der ikke nogen tvivl om. Han betragtede hende sigende. ”Hvad angår det kommende føl, ville det være godt, hvis du ville kigge hende efter.. Du er den eneste so kan komme i nærheden af hende, og jeg kan trygt love dig for, at hun ved hun venter sig.. Ingen kommer i nærheden af hende.. foruden dig,” påpegede han ganske sigende, som han roligt betragtede sig af hende. Det nye hjem kom med største sandsynlighed til at ligge i Appolyon, velvidende om at hun slet ikke var velkommen i den dæmoniske landsby. Han nikkede sigende. Jareds død havde mange taget utrolig hårdt på, deriblandt Cecilaya. ”Jeg er skam velinformeret omkring det, min kære.. Jeg kan forsikre dig, hvis det bliver tilfældet, så kommer mit hjem til at ligge i udkanten af Appolyon, så det vil ikke påvirke Cecilaya og hendes råd på nogen måde,” forsikrede han ganske sandfærdigt.
Det var slet ikke fordi Evan ønskede at Athena skulle betragte Noelle som en trussel hvad ham angik, for det ville aldrig nogensinde blive til noget! Han ønskede slet ikke at have noget med hende at gøre på den måde, men det var nu bare sådan at det var. Han var måske en anelse skuffet over hendes måde, men han forstod hende faktisk. ”Selv til tider, når tingene virker for godt til at være sandt.. Så kan det faktisk hænde, at det faktisk er rigtigt, og sker.. Som dette, min egen,” endte han ganske sigende. At hun var kendt med at han havde trænet Noelle, var vel ikke noget at lægge skjul på? Noelle gjorde brug af frygtelig mange af hans teknikker, og han var faktisk stolt af, at det var noget som kom så tydeligt frem i dem som han satte sit præg på. Han lod hovedet søge mod hendes hånd, også som det var tydeligt at han faktisk.. søgte hendes kærtegn. Han elskede fornemmelsen af det! ”To kvinder har været i berøring af mit hjerte, og den ene har du allerede mødt; En kvinde som jeg kom over allerede for mange år siden, og.. Dig.. en kvinde som jeg ønsker ved min side,” begyndte han sagte, som han glædeligt lod sine læber møde hendes i et blidt kys. Han trak let på smilebåndet. Meget bedre! ”Det er dig jeg elsker, Athena Imaricha,” endte han som han blinkede let til hende. Han elskede hende virkelig!

[Athena Maloya Mathimæus]

Før eller siden skulle hun nok blive i stand til at give ham den bekræftelse som han selv søgte, men for en som aldrig havde oplevet det, var det svært at give fra sig i den mængde, men om ikke andet forsøgte hun.. også ved at snakke med ham om det, frem for at flygte. Hera var ligeså stædig som hun selv, det havde hun været siden hun var lille. De eneste der fik lov til at komme tæt på var hende selv og Shadow, men det var begrænset hvor meget han kunne gøre for den smukke hoppe. Athena nikkede roligt til hans ord og sendte ham et lidt skævt smil. Om ikke andet så glædede det hende kun at Evan faktisk kunne se hvor hård han havde været med den kære hingst. ”Det lyder fornuftig, du har virkelig været hård ved ham min kære, han har efterhånden gjort sig fortjent til at trække sig tilbage vil jeg mene. Måske hans føl vil gøre sig passende til en ny loyal tjener?” spurgte hun roligt. Både Hera og Shadow var to stærke heste, deres føl ville umuligt være ringe af sig, det var hun overbevist om. Hun kunne næsten regne ud at det ville være hårdt for ham at give slip på ham, de havde været et makkerpar i mange år. ”Jeg vil gerne kigge hende efter, jeg bryder mig ikke om at der ikke er føling med det, hendes mor døde trods alt under fødslen sidst, jeg vil nødig ende med at det samme skal ske for hende. Så snart jeg får lov til at tage herfra så vil jeg tage et smut til Imandra, det bliver ikke svært at snige sig forbi Diane” endte hun med et lidt medgivende nik, hun var nødt til at få set på hvordan tingene stod til, for hun ønskede bestemt ikke at miste sin kære ven. Så lang tid Athena ikke ville komme i nærheden af Cecilaya så var hun tilfreds, for hun ønskede ikke at give sig selv flere problemer end det som hun allerede havde og da slet ikke med Ceciliaya – sin egen leder. ”Det er op til dig, men jeg ville værdsætte hvis det ville være uden for selve Appolyon, det er ikke grund jeg får lov til at betræde lige foreløbig, og jeg vil nødig skabe problemer for nogle af os,” erkendte hun dæmpet.
Noelle var en stærk kvinde og hun var forbandet smuk, hvilket var noget som Athena ikke anså sig selv for at være, hun ville ikke sætte tvivl ved ham eller noget som helst, hun var bare bange for at alt dette for for godt til at være sandt, sådan viste det sig som regel at være det, hun havde været så vant til at blive svigtet.. til at blive narret og det var ikke noget hun ønskede at opleve igen, hun forsøgte jo bare at.. passe på sig selv. ”Det er netop det. Det er som taget ud fra mine drømme, og jeg tør ikke tro dem i frygt for at vågne på et tidspunkt,” svarede hun og bed sig blidt i læben. Det havde været tydeligt ved første øjekast at Noelle var hans værk, hun havde jo selv erkendt det, også selvom hun ikke selv var i nærheden af Noelles liga. Hans ord varmede hende kun, hun lod hovedet søge let på sned og betragtede ham indgående uden at stoppe de blive strøg med tomlen. ”Jeg frygtede at den anden kvinde var Noelle,” erkendte hun ærligt, før læberne mødte hans. Hun forsøgte da om ikke andet! Hans ord fik hendes hjerte til at springe et slag over, også fordi han kaldte hende ved hende fars navn. ”Og jeg dig Evan Strife.. jeg skal bare finde ud af hvordan jeg skal håndtere at elske dig,”

[Deleted]

Evan vidste skam godt, at bekræftelsen nok skulle komme før eller siden, hvilket også var en grund til at han ikke direkte efterlyste den i den samme mængde eller grad som det hun gjorde. Hun havde nok at slås med personligt, og han ønskede selvfølgelig ikke ligefrem at gøre det værre for hende, end det som det måtte være i forvejen, for det var da slemt nok! At give slip på Shadow, ville ikke blive en nem sag for Evan, for de havde været et godt og ikke mindst stærkt makkerpar igennem frygtelig mange år nu, men han var ved at blive gammel, han var slidt, og selvfølgelig ønskede han bare at han selv skulle have lov til at nyde sine sidste år, inden det ville gå mod det sidste. Han nikkede sigende til hans ord. Det var det der med at erkende det, som faktisk var svært for ham. ”Det er ikke til at sige.. Hvis føllets kære moder ikke ønsker mig i nærheden, hvordan skulle føllet ønske det? Shadow har været mig en trofast ven og følgesvend igennem frygtelig mange år, og ja.. selv for en mand som mig, kan det faktisk være svært at give slip. Det her bliver hans sidste tur ude, inden han kan trække sig tilbage med god samvittighed. Han fortjener det efterhånden,” endte han ganske sigende, som han let lod hovedet søge på sned. Hendes strøg mod hans kind var virkelig behageligt, også fordi at det var noget som selv han efterhånden havde brug for, for i hans øjne, så var det en bekræftelse i sig selv, som han havde brug for! ”Jeg kan holde øje med det på afstand, og foreløbig ser det fornuftigt ud. Du kan uden problemer tage forbi Diane.. jeg tror ikke hun vil bemærke sig af noget,” endte han ganske sigende, som han roligt betragtede sig af hende. Hun efterlod ham med en utrolig ro i sindet, som han ikke havde regent med at han skulle finde og opleve nogensinde og det var rart. ”Jeg ønsker ikke den opmærksomhed, så det kommer til at lægge sig i udkanten af Appolyon, hvis det kommer til at ligge der selvfølgelig,” endte han ganske sigende. Cecilaya ville ikke mærke sig af det!
Noelles træning havde været en helt anden end den som Athena havde fået, udelukkende fordi Noelle allerede fra ung alder, havde fortalt Evan om hendes drømme om et liv og en karriere i marken, så selvfølgelig var det noget som han havde lagt sin træning efter, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han betragtede hende med et stille smil på læben. Han elskede hende, og selvfølgelig var det også noget som han ønskede at vise for hende, nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre det! ”Du er vågen min kære.. Det hele sker faktisk. Denne gang er det faktisk en drøm gået i opfyldelse for os begge,” endte han dæmpet. Han lod blikket roligt og trygt søge til hendes, som han bestemt heller ikke var bange for at se hende i øjnene. ”Noelle er en god ven af mig.. Jeg har aldrig haft og vil aldrig få andet syn på hende,” endte han oprigtigt, som han lod læberne møde hendes. Hendes ord morede ham nu en anelse, også selvom han forstod hvad hun mente. Armene gled roligt omkring hende, som han trykkede hende tæt ind mod sig. ”Denne måde falder mig nu godt i smag..” Han kyssede hende endnu en gang intenst. Han kunne ikke få nok! ”Ville du hjælpe mig på med rustningen?” spurgte han sagte.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde et ekstremt behov for bekræftelse og det var heller ikke fordi hun ville være en belastning, men hun havde bare behov for at vide hvor pokker hun kunne forvente at have ham, og gerne direkte for hun vidste det ærlig talt ikke. Lige nu glædede hun sig sådan set bare til at forlade marken, også selvom hun ikke havde regnet med at skulle sige det så hurtigt. Hjemmet havde hun forladt i forsøget på at flygte for Evan, nu var der ikke længere nogen grund til det, og desuden så var hun ivrig efter at få set til Hera, det var første gang i mange år, hun skulle arbejde med et lille føl, og hun glædede sig i den grad! De grønne øjne betragtede ham roligt, for hun forstod faktisk godt at det ville blive svært at give slip på en han havde haft omkring sig gennem så lang tid. Hera var ikke trænet til et sted som marken, havde det været tilfældet, så ville hun jo nok have brugt hende herude ligeså, men de fortjente begge ro og fred. ”Det er sandt, men du plejer jo at få lov når jeg er der, så mon ikke det kommer med tiden? Jeg ved at Shadow har været loyal og at det bliver svært at give slip, men han har vidst kæmpet de kampe som han skulle kæmpe, han er ved at være nedslidt og det ses, så der kan jeg kun give dig ret,” tilføjede hun med et lidt sigende blik. Tomlen strøg blidt langs hans kind, fulgte hans klare ansigtstræk. Selv der var en markeret mand og hun kunne lide det.. også tanken om at hun faktisk kunne få lov til at berøre ham på den måde. Den frie hånd hævede hun roligt og lagde den lidt løst mod hans bryst. ”Det er jeg selvfølgelig glad for men jeg tager helst ikke nogle chancer, jeg vil gerne have lov til at se på hende tæt på, også fordi jeg gerne vil sikre mig at føllet ikke vender forkert. Hun vil ikke bemærke sig af det mindste,” medgav hun med et lille nik, hun tvivlede på at Diane i det hele taget bevægede sig ud for huset og i hvert fald ikke i nærheden af staldene. ”Jeg er spændt på hvad du finder ud af i hvert fald,” endte hun og sendte ham et varmt smil. Nu hvor han havde givet hende det ønskede svar, så blødte hun hurtigt op igen, for lige nu havde hun brug for alt den bekræftelse hun kunne få. Det havde aldrig været Athenas drøm at være herude, det måtte hun erkende, men hun var kampdygtig og Mattheus havde manglet soldater.. hendes træning lå i det mentale, det lå i at få folk til at give hende det som hun ville have det, også selvom hun var i stand til at svinge et sværd. ”Problemet er at du ville sige netop det i en drøm.. det skal nok gå op for mig før eller siden,” lovede hun med et lidt diskret smil på læberne. Nu hvor hun ikke var sulten eller havde ondt, så kunne han sagtens se hende i øjnene uden at blive videre påvirket, men hun glædede sig faktisk til at komme ham nær uden sulten til at plage sit sind. Hun nikkede forstående til hans ord. ”Undskyld min reaktion Evan, jeg er bare nødt til at vide,” hun lod sig trykke ind til hans krop, hvilket kun fyldte hende med en blanding af længsel og tryghed. Det var som om hun aldrig kunne komme tæt nok på ham og det var både fantastisk og frustrerende. Smilet bredte sig på læberne ved hans ord, også selvom hun lod læberne møde hans i det intense kys, som hun ikke tøvede med at gengælde, hun elskede smagen og følelsen. Hænderne lod hun roligt søge ned over hans stærke overarme. ”Du skal bare ødelægge morskaben hva? Men jo selvfølgelig,” endte hun med en stille latter og slap ham.

[Deleted]

Bekræftelsen var af typen som Athena nok skulle få, for Evan ønskede jo faktisk at give hende den i den mængde som hun havde brug for, for han vidste, at hun havde brug for den i en ekstrem grad. Shadow var ved at være temmelig gammel, så han vidste også godt, at dette ville blive sidste gang, han ville tage sin prægtige hingst med i strid. Han havde fortjent at kunne trække sig tilbage sammen med Hera, for det var jo tydeligt, at det kære væsen havde opnået hvad det var han ville her i livet, og han ønskede selvfølgelig også at han skulle have lov til at nyde det sidste. Han skulle ride i strid – side om side med Noelle, og det var og blev skam også den sidste gang han ville gøre det på Shadows ryg. Han nikkede sigende til hendes ord. ”Med den karriere som du går og drømmer om, så er det jo ikke ligefrem fordi at jeg regner med at du vil være meget hjemme? Jeg vil ikke kunne holde øje med det, når hun ikke lader mig søge tæt på. Han er ved at være nedslidt, og jeg ved det godt. Det bliver også sidste gang han rider med mig i morgen,” endte han dæmpet. Det var faktisk svært for ham at give slip, for det var forbandet mange år, han havde haft det store og stolte væsen ved sin side, men.. ja, selv tiden tog dem med sig før eller siden. Han sendte hende et let og stille smil. ”Jeg kan forsikre dig, at Diane knapt vil lægge mærke til det. Desuden så snart jeg har fået mit kommende landssted på benene, så får jeg hende flyttet, og så skider jeg på, hvor meget hun må jokke mig over tæerne,” endte han med et drilsk smil. Han skulle skam nok holde øje med hende i den forstand, som han kunne, velvidende om at han ikke fik lov til at komme tæt på hende.
Dette var måske for godt til at være sandt, selvom det faktisk skete, og det var noget som han ønskede at gøre tydeligt for hende! Hånden strøg han roligt over hendes kind, som hun selv gjorde det ved hans. Det var virkelig rart at blive berørt på den måde. Han lukkede hende tæt ind mod sig, som han lod blikket søge direkte til hendes eget. Han kunne slet ikke få nok af hende! ”Det håber jeg skam,” endte han med en dæmpet stemme, som han let sendte hende et smil. Han kyssede roligt hendes pande. ”Jeg forstår skam godt. Ikke skal du tænke på det længere, min egen. Jeg kan forsikre dig, at det bare vil være dig og mig,” endte han dæmpet. Måske med hans lille voksende familie, men det var jo så en anden side af sagen, for efter han havde taget Zachary i hus, så var der jo det andet som han måtte tage sig lidt af i den anden ende, det var der ingen tvivl om. Hendes arme over hans overarme og hendes ord, fik ham til at grine ganske let. Han lod den ene hånd let søge nedover hendes slanke talje. ”Det er da kun på tide, at jeg indfrier dine fantasier om mig i uniform, ikke?” endte han drilsk, som han roligt slap hende, for at vende sig mod rustningen på sengen. Han var vant til at bære den, og med den stolthed! Han tog fat om torsoen først. ”Giv mig lige en hånd..” endte han sigende, som han forsøgte at føre den over hovedet.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena tryg ved at sende dem ud med hinanden, han var trods alt en stærk hingst, hun frygtede ikke for at han skulle falde.. ikke i så høj grad som hun frygtede at Evan gabte over for meget pludselig, hun ønskede ikke at se ham komme til skade, og hun havde en dårlig fornemmelse, også selvom hun ikke sagde det højt. Morgensolen begyndte at bage på teltet. De blev hurtigt ulideligt varme så snart den stod på himlen, som det blev koldt om aftenen. ”Jeg ved ikke noget om det endnu, Evan kongen og jeg har kun fået talt kort om det, han ønskede mig i marken for erfaring. Jeg håber på at kunne kombinere begge dele, som vi blev enige om så bliver det lidt ligesom marken. Til tider vil jeg have lange perioder hjemme, andre gange vil jeg knap nå at se min egen seng før der venter noget nyt, men det er jo et sted det som gør det spændende. Vi skal nok finde ud af det hele, og jeg skal nok få tjekket hende tæt på, det bekymre mig lidt at det ikke er blevet det endnu,” erkendte hun roligt. Der var hverken vrede eller bitterhed at sporer hos hende mere, han havde givet hende de svar hun havde ønsket sig, og han skænkede hende sin bekræftelse. En blid latter brød hendes læber. Hun kunne lige forestille sig det. Hera havde altid været forbandet stædig, og hun vidste at hun var født og opvokset i Imandra. ”Det vil jeg næsten ikke gå glip af,” endte hun sigende. Hun havde ikke tal på hvor mange gange Evan havde bandet over det store kræ, netop på grund af hendes stædighed. Det var lige en tøs for hende.
Athena søgte kælent mod hans hånd ved det stille strøg. Hun elskede at han berørte hende på den måde, og at hun denne gang forstod meningen bag det kærtegn. Før eller siden skulle det nok gå op for hende at hun stod midt i virkeligheden. Hånden lod hun ligges mere sikkert mod hans brystkasse, og strakte sig atter en del, han var jo en hel del højere end hende, lige der havde hun desværre sin mors gener. Igen indrammede hun hans læber direkte intenst. Det var svært at lade være, hun kunne virkelig ikke få nok af ham. Et utal af gange kyssede hun hans læber, uden at give ham chancen for at gengælde, før hun trak sig og lod hovedet søge på sned. ”Bare dig og mig? Det kan jeg leve med,” svarede hun med et svagt glimt i øjet. Det var ikke familie hun havde i tankerne, og hun havde ingen idé om at Evan havde udvidet sin egen. Athena rødmede men nikkede kun medgivende. ”Det har du ret i. Men du ved godt at hvad jeg hjælper på, er jeg nødt til at hjælpe af senere ikke?” endte hun lidt i forsøget på at være både kæk men også lidt.. flirtende, hun prøvede da! Som han endte med at stå at bøvle med torsoen kunne hun ikke lade være med at grine af ham. ”Du ser da ud til at klare dig fint,” påpegede hun leende, også selvom hun roligt trådte mod ham og greb fat om rustningen for at støtte den, så han kunne få den over hovedet.

[Deleted]

Evan var på ingen måder bange for striden som skulle vente. Han havde Shadow, som han vidste var vant til noget lignende, for han havde været ved ham igennem frygtelig mange år, også selvom han havde haft en anden i de stridende stunder tilbage dengang, men.. Shadow havde bare altid været favoritten, og det var han klar over. Han ønskede selvfølgelig ikke at miste sin kære ven herude, men noget var han jo trods alt nødt til at gøre, selvom det bestemt heller ikke var nemt som sådan, men det var vel bare at gøre det så godt som det nu var ham menneskelig muligt? Han bed sig svagt i læben. Han var ikke meget for hendes karrierevalg, men så lang tid det ikke var marken, så havde han det faktisk fint med det, det var der ikke nogen tvivl om. ”Jeg erkender gerne, at jeg ikke er meget for dit karrierevalg, Athena, men jeg støtter dig i det.. Så lang tid du føler, at du kan håndtere de vekslende arbejdstider, så vil jeg selvfølgelig støtte op om det. Foreløbig så har hun det fint, af hvad jeg kan se selvfølgelig, for det ser ikke ud som om at hun har ondt eller noget lignende,” begyndte han roligt, som han roligt betragtede sig af hende. ”Selvfølgelig finder vi ud af det.. Det gør vi altid,” endte han ganske roligt, som han roligt kyssede hendes pande igen. At hun så skulle gøre grin med det, forundrede ham ikke, men det gjorde faktisk ondt at blive trådt sådan over tæerne, og så af et dyr som valgte at blive stående der hvor hun trådte! Han rystede smilende på hovedet. ”Jeg tror ikke du ved hvor ondt det gør,” endte han let smilende. Lige nu var der intet som kunne ødelægge hans humør!
Det forekom Evan skræmmende naturligt at skænke Athena de kærtegn, og nu hvor han kunne gøre det med en mening bag, så var det også noget som gjorde det hele langt nemmere for hans vedkommende. Han sendte hende et let smil. ”Det glæder mig,” endte han sigende. Han havde ganske vidst ikke fortalt hende om Zachary, men han ønskede nu også at tage det hele et lille skridt af gangen, for det andet var slet ikke noget som ville gavne nogen af dem, hvilket han allerede nu var klar over. Hendes forsøg på at flirte, morede ham og selvfølgelig ønskede han at anerkende hendes forsøg, hvor han let blinkede til hende. ”Det vil du kunne lide, ikke?” endte han med et næsten hemmelighedsfuldt glimt i øjet. Som han begyndte at bakse med rustningen, så var det tydeligt at han vel havde brug for en hjælpende hånd. At hun hjalp, gjorde det nemmere for ham, at lade den glide ordentlig på plads, inden han roligt rettede sig op igen, for det gjorde det faktisk det nemmere for ham. Den var måske tung, men han var glad for den, og han kunne fint bevæge sig i den! Han begyndte roligt at få resten på, hvor han fæstede resten af den beskyttende rustning. Den var ikke stor og klumpet, men.. lå tæt ind til hans faste krop, for at yde den bedst og mest optimale bevægelse. Han fik det hele fæstet, idet han roligt vendte sig mod hende, som han let sendte hende et smil. Han var faktisk spændt på at komme ud i marken igen.

[Athena Maloya Mathimæus]

Striden havde foregået i forbandet mange år. Athena var stadig nervøs for at skulle ud i marken Det var tydeligt at han glædede sig mere end det som hun gjorde, hun havde kun været her i en uge og det eneste hun havde set var død og ødelæggelse, hørt skrigene som brød de ellers smukke efterårsdage der løb forbi i øjeblikket. Flere gange var hun blevet mindet om tabet af sin kære far hvilket hun ikke ønskede, men det var svært at lade være, og det påvirkede hende nok mere end hun ville være ved. Athena bed sig blidt i den bløde underlæbe og slog blikket ned. Det forundrede hende ikke at Evan ikke brød sig om hendes karrierevalg, men han havde fra dag et vidst at hun ønskede at blive til noget, hun ville gøre en forskel ikke stå bag kødgryderne, det ville bare aldrig blive hende, og nu havde hun fået muligheden. ”Du har altid vidst at jeg gerne vil blive til noget, jeg dur bare ikke til at stå bag kødgryderne min, kære det ved du. Hvordan jeg håndtere det må vise sig, men jeg får brug for din støtte og ikke mindst din træning. Jeg er ikke færdig med at være din lærling endnu, selv på trods af hvordan alt det her har udviklet sig, så jeg håber inderligt at du endnu vil have mig,” endte hun med det stille smil. Om han kunne eller ville træne en kvinde som han vel elskede, det vidste hun ikke, men hun ville i den grad for brug for ham. Under alle omstændigheder så glædede det hende at høre at Hera havde det fint, men hun ville nu gerne få mærket lidt på hende for at være sikker, det var trods alt hendes store stolthed, som Shadow var hans og altid havde været det. Fingere lod hun løbe langs hans læber ved det stille smil der hvilede på hans læber. Hun havde set det mere de sidste timer end hun havde gjort på frygtelig mange år, det klædte ham. ”Det gør jeg faktisk.. det morer mig bare at se det for mig,” endte hun morende og trak direkte uskyldigt på skuldrene.
Evans kærtegn havde ikke ændret sig, men det havde meningen bag og det var det som gav hende en ganske anden oplevelse af dem. Hun elskede når han rørte hende.. på alle måder. Hendes forsøg på at flirte var måske mere kejtet end det var elegant, men hun forsøgte, og det at han gav hende igen og anerkendte hende for det, gav hende kun blod på tanden. Hun så sig over skulderen og hen på ham med det kække glimt i øjet. ”Selvfølgelig ville jeg det,” erkendte hun også selvom det var med den procianske uskyld. Rødmen bredte sig i hendes kinder, og hun følte det. ”Okay jeg må nok erkende at jeg ikke er helt god til det her,” mumlede hun morende og klappede sig på kinderne for at få farven væk. I stedet hjalp hun ham i rustningen, og betragtede ham mens han selv fastgjorde det sidste. Blikket faldt mod ham, som hun lagde hovedet på sned med tydelig tilfredshed. Han så bedre ud end forventet. Roligt greb hun omkring hjelmen. ”Du mangler noget,” påpegede hun og placerede den over hans hoved, kun for at skænke det som var hjelmens læber, et kys der føltes koldt og metallisk.

[Deleted]

Striden havde stået på igennem frygtelig mange år, hvor selv Evan kunne huske den fra han havde været en lille dreng. Selv vokset op med store ambitioner, og han havde søgt og fulgt dem, hvilket også var noget som han ønskede af hende, og det var noget so han i den grad også ønskede at vise hende på de måder som der nu var at gøre det på. Han vendte blikket mod hende. Hendes karriere var han ikke meget for, men selvfølgelig ønskede han at støtte hende i det, hvis han havde muligheden for det. Han sendte hende en rolig mine, som han let nikkede. Det var hendes drøm og det vidste han, og selvfølgelig af den grund, så ville han gøre hvad han kunne for at hjælpe hende. Han trak let på smilebåndet. ”Vi har endnu en lang vej at gå med henblik på din træning. Jeg har kun forsøgt at vise og lære dig at tage kontrol over det stærke sind, som du er i besiddelse af. Havde jeg vidst, du ville ende her, havde jeg lagt helt andre strategier for dig..” Hånden lod han roligt stryge mod hendes kind, som han roligt betragtede sig af hendes smukke øjne. Hovedet lod han søge let på sned.”Du er blevet mig en livsmission, min kære.. Jeg vil aldrig nogensinde blive færdig med dig.. hverken af træning, hjerte, sind og sjæl,” endte han dæmpet. At hun ville finde det morende, at Hera var sådan efter ham, forundrede ham nu ikke ligefrem, selvom det faktisk ikke var behageligt, for det gjorde faktisk ondt! ”Det er godt du kan more dig på min bekostning,” endte han roligt, dog med et tydeligt morende glimt i øjet.
Meningen var der nu og Athena kunne se den, og det var noget som faktisk passede Evan ganske fint. Han betragtede hende med en ganske sigende mine, som smilet let forblev på hans læber, for han kunne jo ikke just lade være med det! Han elskede lige så at meget at hun berørte ham på den måde, for det var.. virkelig en utrolig behagelig følelse at sidde igen med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han slap en let latter. Det lignede bestemt heller ikke ham at være så munter som han var lige nu, men han kunne virkelig ikke lade være! ”Jeg synes nu det går meget godt.. Desuden skal det nok komme,” forsikrede han hende roligt. At hun ville hjælpe ham på med rustningen, sagde han bestemt heller ikke nej tak til, for den var svær nok at bakse rundt med, for det hele skulle jo sidde ordentligt! Som han fik den på plads såvel som resten, så stod han faktisk ganske fast, som han vendte sig mod hende igen. At der manglede noget, fik ham let til at lade hovedet søge på sned, som hun tog fat om hjelmen. Han himlede let med øjnene og med et svagt smil, som hun gav ham den på og kyssede den i stedet for ham. Han hævede armene og tog den roligt af. Den blokerede for hans udsyn, så den far han faktisk ikke meget for at bruge. ”Jeg synes du ramte en smule forkert,” påpegede han med en let morende stemme, som han smed hjelmen tilbage på sengen. ”Jeg tror jeg lader den ligge.. Den blokere for mit udsyn,” endte han ganske roligt. Han skulle jo gerne komme levende fra det igen!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vidste at Evan var langt mere erkendt herude end det som hun selv var, og han kendte de mange strategier som hun aldrig havde lært sig, han chancer var langt bedre end hendes, hvis man så det på den måde og af den grund havde hun jo ingen grund til at være bekymret for ham, tværtimod burde hun være mere bekymret for sig selv, men det var selvfølgelig ikke tilfældet, der var ingen garantier på et sted som dette, hvilket også var den tanke hun holdt sig fast i. Dette var ikke et sted hvor Athena ønskede at færdes, det var Mattheus der havde sendt hende herud, og det havde været en perfekt undskyldning for at komme langt væk fra Evan på, det havde hun pludselig ikke lyst til, og selv hun vidste at han kun fik lov til at blive et par dage, hun havde ikke lyst til at undvære ham, men hver ting til sin tid. Hun nikkede medgivende. ”Det ved jeg.. jeg har endnu forbandet meget at lærer, desuden er jeg bange for at jeg stadig mister kontrollen over mit sind lidt for nemt, jeg er ikke klar til at stå på egne ben endnu og jeg kan trygt love dig for at det ikke bliver her du skal finde mig, det er kun til kongen giver sin tilladelse til at jeg kan fuldfører mit egentlige arbejder som består i at observere,” svarede hun en kende frustreret, for nu irriterede det hende lidt, at hun ikke bare kunne gøre det arbejde som hun var blevet bedt om. Hans ord brød dog frustrationen og fik hende til at trække på smilebåndet. Pludselig følte hun sig som noget særligt. Kinden lod hun falde mod hans varme, ru hånd og følte varmen brede sig i hende. ”En livsmission ligefrem? Er du sikker på at det ikke er at gabe over for meget?” spurgte hun med en falsk bekymring og et lidt drilsk glimt i øjet. Hun havde på mange måder været håbløs, hun havde forvoldt ham et hav af problemer og hun vidste hvor mange gange han havde bandet og svovlet over hende, men hun havde gjort sit bedste hele vejen igennem, hun havde kæmpet!
Det var da lidt sjovt at Hera forkastede ham på den måde, og tanken om hendes modvillighed morede hende altså! ”Jeg skal have lov når jeg endelig får muligheden,” påpegede hun morende. Det var ligeså sjældent at hun var i så godt humør som hun var i øjeblikket, smilet var ikke blot et dække for den smerte hun følte, men for en gangs skyld et tegn på lykke. Følelsen af forelskelse var på sit vis overvældende. Hun var ikke vant til at føle længsel overfor en som var hende nær mere eller mindre hele tiden. Hun rystede en smule flovt på hovedet. ”Før eller siden forhåbentligt,” medgav hun og kluklo let. De nysgerrige grønne øjne søgte ned over hans skikkelse, som han stod der i sin rustning. Hendes hjerte bankede. Han så bedre ud end hun havde forestillet sig det. Hovedet lod hun roligt søge på sned som han fjernede hjemlen igen. Hun anså den for at være upraktisk, den kunne umuligt give et frit syn. ”Det synes du? endte hun lidt drillende og blinkede morende til ham. ”God idé jeg vil gerne have dig levende tilbage,” endte hun lidt sigende og lagde hånden mod den kølige metal der dækkede hans bryst.

[Deleted]

Evan var frygtelig kendt herude, hvilket nok også var grunden til at han ikke virkede nervøs eller usikker, for han vidste hvordan han skulle begå sig, samt han vidste hvordan han skulle forholde sig til det hele, for ikke at glemme, at han ikke just regnede med at strategierne havde forandret sig så meget siden dengang, for visse ting ændrede sig vel bare ikke? Han vendte blikket roligt mod hende. At hun direkte fortalte at hun var bekymrede for det skrøbelige sind, som hun gik rundt med, forstod han faktisk godt. ”Det glæder mig, at du selv er i stand til at se og mærke når det er ved at gå galt min kære. Jeg er på ingen måder færdig med træningen med dig. Kongens ønske om at have dig herude, forstår jeg ikke.. Folk dør herude, og de bliver slået ihjel hver eneste dag. Det er en dyrkøbt erfaring, som jeg ønsker at skænke dig andetsteds,” begyndte han roligt. Havde han vidst dette for mange år siden, så havde han grebet det helt anderledes an! Hun var noget særligt for ham, og selvfølgelig var det også noget som han ønskede at skænke hende følelsen af, for det var noget som virkelig betød utrolig meget selv for ham! Han trak let på smilebåndet, hvor han nikkede sigende. ”Jeg gaber aldrig over for meget! Du er og bliver min livsmission, min kære.. Dit velbefindende er og bliver min højeste prioritet,” lovede han oprigtigt, for han mente det! Han ville aldrig vende ryggen til hende, uanset hvor stor lyst hun havde givet ham til det i løbet af årenes løb!
Hera forkastede ham, også selvom Evan ikke just kunne gøre noget ved det, og så lang tid hun kunne se det for sig, så kunne han jo et sted godt forstå, at det morede hende i den grad, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han himlede med øjnene. ”Det er vidst dig som er en bandit,” endte han drillende, som han let lod hovedet søge på sned. Han smilede let for sig selv. At hun forsøgte var noget som han selvfølgelig ønskede at anerkende, selvom hun måske ikke just var den bedste til det, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, som han blinkede let til hende. ”Når koden er knækket, så skal det nok komme,” forsikrede han hende med et let smil på læben. Som han stod der fuldt påklædt, så fjernede han nu alligevel hjelmen. Han kunne ikke se ordentligt med den på, og det var noget som kun gjorde det for farligt for ham at begive sig rundt omkring i marken! Han lod hovedet søge let på sned, som smilet let bredte sig på hans læber. Han hævede hånden, som han roligt lagde over hendes, som han trykkede let omkring. ”Det tænkte jeg nok.. Derfor bliver den her.. Jeg ser langt bedre uden,” endte han ganske sigende, som han let lod hovedet søge på sned. Han hævede hendes hånd til sine læber, som han let kyssede hendes knoer. ”Vi burde nok melde os nede på pladsen sammen med resten,” endte han ganske sigende. Jo før alle blev samlet, jo bedre var det!

[Athena Maloya Mathimæus]

Evans selvtillid var slående, det smittede lidt af på hende, også selvom hun slet ikke havde samme erfaring, og endnu ikke rigtigt vidste hvordan pokker hun skulle begå sig på det forbandede sted. Folk blev ikke kun slået ihjel, de blev ydmyget og pint. Efterladt døende på jorden, mange gange kunne man i timer efter dagens slag høre skrigene for dem der endnu ikke var døde, hun havde været med samlerne ude en enkel aften på Noelles ordre, og været med til at slå gode soldater.. gode mænd ihjel for at gøre en ende på deres lidelser, alligevel følte hun alligevel ikke at det var hende som havde deres blod på hænderne, hun havde givet dem fred. Når alt kom til alt så var hun en ung kvinde, og hun var ikke mere end det. Den seneste tid havde hun taget sig selv med mange frygtelige og skræmmende tanker, tanker som ikke hørte til nogle vegne. Lige det ville hun ikke nævne for ham, men hun mistede kontrollen og det kunne ses. ”Jeg kan i den grad mærke det. Jeg har aldrig haft hovedpine før, og den anden dag efter jeg var taget fra dig, kom jeg til at søge ind i skallen på en eller anden mand i ren og skær frustration, men der skete ikke noget,” tilføjede hun hastigt og så op. Hun havde ingen skade gjort denne gang. ”Jeg ved ikke hvad hans motiv var, men det er ikke op til mig at stille spørgsmål, jeg skal følge de ordre jeg får, og for nu er det at hjælpe til herude, selvom det ikke er hvad jeg ønsker i sidste ende,” erkendte hun med et stille nik. Hun ville arbejde for kongen, det var hendes drøm men som spion hun var mester på det mentale, med alle muligheder for at forsvare sig om noget skulle gå galt, men hun var ikke ivrig efter et evigt liv i krig, med død og ødelæggelse.
Athena havde aldrig følt sig speciel for nogle. Hun havde aldrig været god til noget bestemt, og de ting hun havde lært, havde taget hende forbandet mange år og endnu flere slag, det forekom hende ikke naturligt, men når han sagde det på den måde, så anerkendte han hende og lod hende vide at han ikke havde mistet troen, så var det lettere for hende selv at holde fast i den. Stille strøg hun hånden gennem hans mørke hår. ”Jeg vil gøre mit bedste for ikke at være din tid spildt i så fald,” svarede hun dæmpet uden at se væk fra ham. Et uskyldigt spillede om de rosa læber. Udadtil var der intet mørkt over hende, og til tider havde det sine fordele. ”Jeg har aldrig påstået andet,” påpegede hun lidt sigende og med det morende glimt i blikket. Lettere uforstående endte hun med at rynke på panden. Knækkede koden? ”Er der en kode til den slags?” endte hun med et mindre grin. Hjemlen var uden tvivl bedst at lade ligge, desuden ville hun gerne være i stand til at se hans ansigt. Roligt lod hun sig tykke ind til det kolde metal, og lod begge arme glide ham om nakken for at trække ham tættere. Smilet var falmet en smule og blev erstattet med et suk, for et øjeblik havde hun glemt hvad de var der for. ”Du har ret. Jeg ved ikke om jeg får muligheden før så.. hver nu forsigtig,” bad hun og forsøgte at bide bekymringen i sig.