Burned out

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena måtte give Evan at han var fantastisk god til at adskille følelser fra ansvar på sit vis, han havde altid taget ansvaret for hende, og sørget for at hun havde det så godt som hun nu kunne få den, men under alle omstændigheder så gav han hende langt om længe den endelige reaktion, en hun.. til dels kunne forstå sig på. Måske de forestillinger hun gjorde sig lå langt forud for det virkelige syn, men tja tanker var tolk frie.. bare ikke når var mental dæmon og forelsket i en mand der kendte hendes sind bedre end det som hun selv gjorde. Athena lo blidt ved hans ord, og sendte ham et blik der sådan set allerede formåede at afsløre det.”Jeg må nok erkende at det var noget i den dur, men du kan ikke bebrejde mig! Det må da have været omtrent den tid du var ude,” tilføjede hun hurtigt og ikke mindst drilsk. Hvis han havde været ung, så kunne hun gætte sig til at det var mange år siden at han havde været ude, men om det var med de rustninger det havde hun da virkelig ikke styr på! Det var bestemt ikke ofte at hun så ham slappe af på denne måde, desuden havde hun ikke tal på hvor mange gange hun havde fået hans smil at se blot indenfor minutter, de havde altid været en sjældenhed, og noget som havde fået hendes hjerte til at springe et slag over. Det var anderledes at være sammen med ham, han viste både hende såvel som hendes krop den respekt som hun ikke havde fået før på samme måde. De gange hun havde været sammen med Valerio havde hun bestemt ikke fået lov til at udforske noget som helst, for det ville have taget for meget af hans tid, desuden så havde hun ikke haft lyst til det når det kom til Caleb, særligt ikke da det var gået op for hende at manden havde ligeså lidt lyst til det som det hun selv havde haft. Om ikke andet var hun kun glad for at Evan udviste tålmodighed når det kom til den uvidenhed omkring dette. Usikkerheden i hendes kærtegn og de yderst enkle strøg var noget som afslørede hende lidt, i sit eget stille sind lod hun vel som om at det faktisk var den første gang? Hun forsøgte at glemme både Valerio og Caleb, de skulle ikke længere have lov til at hjemsøge hende det mindste, ikke nu hvor hun endelig lå med en mand hun ønskede. ”Bestemt ikke,” medgav hun dæmpet og kyssede hans hans pande. Hvordan Diane havde reageret i denne stund var slet ikke noget som Athena skænkede en tanke, hun havde i det hele taget ikke lyst til at tænke på at andre kvinder havde været ham tæt, det fik hende kun til at føle sig dum, netop fordi hun vel var den yngste og mest uerfaren som han havde været sammen med? Blidt lod hun hånden stryge over hans kind, mens hun spredte benene en smule mere for at lade ham komme til for alvor. ”Jeg elsker også dig,” hviskede hun i en gengældende hvisken, før hun besvarede hans kys med direkte intensitet. Hun lukkede armene omkring ham som han endte med at forene deres kroppe. Athena følte sit hjerte banke i takt med hans, hud mod hud, der var ingen smerte at føle. Et svagt suk brød hendes læber som han endte med at begynde det blide og dog bestemte tempo..

[Deleted]

Evan gik meget op i at holde det personlige, private og det professionelle adskilt, udelukkende fordi, at alt det andet, slet ikke var noget som ville gavne ham, også selvom det var tydeligt at det var noget som havde forvirret Athena, også selvom det nu ikke ligefrem var noget som han kunne gøre noget ved af den grund. At han alligevel havde ramt nogenlunde plet med hans opremsning, var noget som direkte morede ham, for ganske vidst var han gammel, men det var altså en form for rustning som han havde smidt fra sig for længe siden til fordel for en anden! Han havde været iklædt den slags før i tiden, men det var altså ikke længere! ”Du gør mig ældre end hvad jeg er,” påpegede han tydeligt med en drilsk stemme, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han blinkede ganske let til hende, som han let lod hovedet søge på sned. ”Men jeg kan vidst ikke løbe fra at.. jeg har været en del af den mængde i den rustning.. for mange år siden,” tilføjede han med et stille smil. Hans mere gylden og skinnende, udelukkende fordi at han skulle lede flankerne i krig, men selv det, var jo trods alt ikke længere hans plads, da det var en som han havde skænket videre til Noelle, da han havde vidst, at hun var klar til at tage over efter ham, for han havde jo ikke trukket sig før det!
Evan nægtede at påstå at det kun var kvinder som var forvirrende at finde ud af, for det var det bestemt heller ikke! Mænd kunne være lige sådan, hvilket han vidste, hvor han vidste, at det var de færreste som ville forstå hvordan han kunne gøre hvad han gjorde nu. Han lå mere eller mindre i med den kvinde som han havde set vokse op, den som han mere eller mindre havde opdraget på, hvor han faktisk også kunne se på hende som sin egen datter, men selv for ham, så var der helt andre tanker med i det billede. Han smilede let for sig selv, så lang tid hun faktisk gav ham ret, så var han en tilfreds mand! Silhuetterne kunne skimtes i teltet, selvom det nu slet ikke var noget som generede ham, for han gjorde bare hvad der var det mest naturlige i det menneskelige liv! Han kyssede hende dybt, intenst og direkte lidenskabeligt, idet han forenede deres kroppe i den blide elskovsdans…

… Med et dybt støn, gjorde Evan det sidste endelige stød, idet han selv passerede den voldsomme grænse af hvad han selv kunne magte og holde til. Med en krop direkte badende af sved, selv på trods af efterårets direkte kulde udenfor, så var det slet ikke noget som generede ham det mindste på nogen måde overhovedet. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst, som han trak sig ud, og roligt lagde sig ved hendes side, så godt som det var ham muligt, uden at skubbe hende eller noget. Tæppet skjulte dem begge heldigvis, da han tog fat om det, og lagde det roligt og trygt om dem. Armen gled roligt omkring hendes skikkelse, som han roligt kyssede hendes kind. Fantastisk var hun virkelig! Og han var bestemt heller ikke i stand til at skjule det! ”Fantastisk..” hviskede han dæmpet mod hendes øre, som han roligt blev liggende. Pludselig følte han sig frygtelig, frygtelig træt!

[Athena Maloya Mathimæus]

Evan havde altid været en mand uden følelserne uden på tøjet, og hun havde nok altid været det modsatte også selvom hun virkelig havde forsøgt at lade som om, hun intet følte hverken vrede, sorg eller glæde, men hun havde ganske enkelt ikke den egenskab. Af den grund var det måske også almindeligt kendt at kvinder ikke var til at forstå sig på, men Athena ville nu mene at Evan var et levende bevis på at mænd ligeså kunne være forvirrende.. Gennem flere år havde han intet givet hende.. et strøg langs kinden i ny og næ, men på sit vis havde hun regnet med at det var de familiære følelser mellem dem, han havde taget sig af hende og opdraget hende.. hvilket et sted også gjorde dette mere forkert end det allerede var, og så alligevel.. ringen prydede til hendes lettelse ikke hans finger og Malena lod allerede til at være glemt, han gav hende pludselig alt det som hun havde eftersøgt, som hun havde manglet for at finde selvtilliden i hvor pokker de faktisk stod. Hans ord morede hende kun, for hun vidste at han var en aldrende mand men uden at være old gammel selvfølgelig, hun overdrev det nok, men det var trods alt hendes fantasier. ”Mine fantasier min kære, jeg bestemmer hvad jeg vil se dig i herinde,” påpegede hun med et drillende glimt i øjet, og lod pegefingeren slå blidt mod sin tinding. Mange troede at hun var datter af ham og Diane, og på sit vis havde hun holdt af ham som sin far, men nu om dage var det ganske andre følelser der blomstrede. Måske det var forkert taget i betragtning af at han kunne være hendes far, og det faktum at hun var hans lærling, men hun ønskede virkelig dette mere end noget andet, så meget at hun var ligeglad med hvor mange der end stod uden for teltet og betragtede deres silhouetter i den søde elskov, det eneste der betød noget var hans krop mod hendes..

.. Roen havde sænket sig over lejren. Folk var stoppet med at passere uden for teltet, eller også var de stoppet op for nysgerrigt og lystent at betragte de legende skygger bag teltets vægge. De eneste lyde der brød nattens stilhed var de bløde støn som Athena hverken kunne eller ville holde tilbage. Ved Evans endelig stød endte han selv med at skubbe hende ud over en dyb afgrund som hun aldrig før havde været i nærheden af. Hendes krop skælvede og badede i sved der kun fik hende til at klistre yderligere ind mod hans varme krop. Neglene borede sig ned i hans kød ved skuldrene, blot for at have et eller andet at holde fast i, for hun havde virkelig aldrig oplevet noget lignende! Et dybt støn brød de rosa læber, som hun næsten havde mistet bevidstheden om hvor meget hun larmede. Direkte stakåndet lod hun ham trække sig, mens hun selv roligt rykkede lidt længere ind så der ligeså var plads til ham på den lille seng. Om han havde tænkt sig at blive for natten vidste hun ikke, hun regnede ikke med det, for hun havde trods alt aldrig sovet med en mand efter.. jo Valerio men han havde været direkte hoverende. Athena lagde sig om på siden og lod roligt hånden søge mod hans bryst som han havde lagt armen om hende. Hun var selv udmattet og.. mæt, først nu gik det op for hende at smerten var lettet. Smilet bredte sig, også selvom hun stadig var godt forpustet. ”Jeg havde aldrig troet at det skulle komme fra mine læber.. men ja det var fantastisk.. fordi det var dig,” tilføjede hun og strøg blidt hånden over hans kind.

[Deleted]

Evan var typen som gav udtryk for sine følelser, når han følte at det var rigtigt, og det var først nu, at han for alvor følte, at han var i stand til at give udtryk for dem således som dette. Han kunne langt om længe tage Athena det stykke med sig, som han havde ønsket igennem det sidste lange stykke tid. Han havde haft for stor respekt for Jared til at han ville gøre det, og nu hvor han direkte havde lovet manden at værne om tøsens lykke, så selvfølgelig ville han gøre dette! Han havde været stolt af hende, han havde opfostret hende, som havde hun været hans egen, samtidig som han også havde betragtet hende som sin datter, som mange havde troet at hun faktisk havde været hans, og det var noget som han faktisk godt kunne lide, selvom de følelser som var endt med at blomstre for ham, havde været helt anderledes. Hendes fantasier skulle hun selvfølgelig have for sig selv, men tanken om dette, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Tør jeg overhovedet spørge ind til, hvad det er du ser, derinde?” spurgte han sagte, som han hævede hånden og strøg den mod hendes kind og videre over hendes tinding…

… Selvom Evan måske var en aldrende mand, så kunne han så sandelig godt mærke, at det var ved at være længe siden, han havde gjort dette! Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst, som intet andet overhovedet, men det var nu bare sådan at det var. Han lagde sig roligt ned ved hendes side, som han lod hende stryge hans bryst. Det var virkelig en rar fornemmelse, at have hende tæt på sig igen, også fordi at det denne gang føles så.. frygtelig rigtigt. Hans krop glinsede af sved, selvom det slet ikke var noget som han direkte ville tænke på af den grund! Blikket gled roligt mod hendes skikkelse, som smilet bredte sig på hans læber. Han følte sig ganske vidst træt, men da slet ikke træt nok til at give hende den anerkendelse og den bekræftelse, for en tur i tæpperne, var bestemt ikke det eneste som han havde haft i hovedet, det var der ingen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han nikkede med et stille smil på læben. ”Den ægte varer, er og bliver den bedste, min kære,” endte han med et træt smil på læben, som han tog omkring tæppet, og roligt pakkede hende ind i det, for hun skulle jo nødigt fryse. Flere af lysene var gået ud i løbet af agten, også selvom det slet ikke var noget som generede ham, for han kunne mærke og dufte hende, og det var det eneste som faktisk havde denne form for betydning for ham. Han kyssede roligt hendes mundvig, og med et stille smil på læben. ”Du burde få dig noget søvn.. Vi skal tidligt op i morgen,” endte han med en ganske dæmpet stemme, som et stille smil bredte sig på hans læber. Han skulle nok vise hende hvordan han så ud i rustning! Uden at være fra oldtiden!

[Athena Maloya Mathimæus]

Evan var en aldrende mand, men Athena nægtede at kalde ham direkte gammel. Han var flot af sig, og hans krop bar ikke ligefrem spor af alderdom, han var langt mere trænet end mange unge mænd på hendes alder, man kunne vel sige at han bare havde lidt mere.. erfaring? Athena havde virkelig aldrig regnet med at han ville tage hende så tæt, også netop fordi hun kendte den respekt som han havde næret for hendes far, og som han vel stadig gjorde? Hun havde ingen anelse om hvad han havde lovet manden inden hans død, men hun vidste at Evan havde været langt mere over hende siden, hvilket vel var.. ret forståeligt. Den sidste fakkel tændt var allerede ved at brænde ud, hvilket fortalte hende at de faktisk havde været i gang længere end det som hun selv havde haft fornemmelsen. Al sans for tid og sted var forsvundet allerede i det øjeblik han havde valgt at forene dem. Først nu forstod hun hvorfor far altid havde snakket endeløst om følelsen af at være en anden tæt på den måde, først nu havde hun selv været i stand til at give sig hen til det, også selvom hun ikke havde nogen idé om hvor det skulle ende med at fører hen i sidste ende, det måtte tiden vise, hun håbede blot at han faktisk.. holdt fast i at han ville fører dette videre, og lukke hende ind i sit liv ikke som en datter men som en elsker. Langsomt begyndte Athena igen at få styr på sin vejrtrækning, hun sukkede dæmpet og sendte ham et varmt smil. Kulden rørte hende på ingen måde, hun lå trods alt ind til ham og med tæppet omkring sig, Det var heller ikke fordi hun ønskede at udvise større usikkerhed, men dette var næsten det værste for hun vidste ikke hvor vidt han havde tænkt sig at blive liggende ved hende, eller om han havde tænkt sig bare at lade hende ligge selv. Det var en form for nærvær og bekræftelse hun havde behov for, særligt i denne stund også for at få bekræftet at der havde været følelser i det, at han ikke havde udnyttet hende eller den undskyldning at hun havde været sulten. ”Det kan jeg ikke modsige dig. I frygt for at lyde dum eller barnlig men.. jeg er virkelig glad for at dette skete,” hviskede hun dæmpet og lod de grønne øjne søge i hans. Hun havde bestemt ikke fortrudt og det ønskede hun kun at bekræfte. Hovedet lagde hun tæt ind mod hans bryst hvor hun endnu kunne hører hans hjerte banke ligeså fast som hendes eget. Kysset gengældte hun stille også selvom hun kort vendte hovedet en smule så han i stedet ville møde hendes læber for en kort stund. ”Bli.. bliver du gennem natten?” spurgte hun lidt forsigtigt. Et sted så håbede hun, ikke mindst fordi hun faktisk følte det.. rigtigt at ligge i hans arme med hans duft i næsen. Hun lod blidt hånden stryge ham over brystet og lagde den mod hans side. Hun glædede sig allerede til at se ham i den rustning, hun skulle bare være i stand til at holde fokus på de rette ting, også selvom hun havde mange ting at tænke over pludselig. Alt for meget at tage stilling til i hendes øjne, men ikke desto mindre ville hun gerne have ham omkring sig.

[Deleted]

Evan var aldrende, selvom han nu stadig ville stå fast på, at han var en mand i sin bedste alder, og med den livserfaring som han havde skaffet sig, med det som han selv havde været igennem, og det som han selv havde oplevet, så var det alligevel noget som gik ind og direkte påvirkede ham på en måde, som han faktisk godt kunne lide. For en gangs skyld, var han faktisk i stand til at give efter for følelsen af det, og det var en følelse som han i den grad også godt kunne lide, for det var noget som efterlod ham med følelse af, at hvad han gjorde var.. rigtigt, og det var det bedste som han længe havde oplevet! Han var en lukket mand hvad angik hans følelser, selvom han gik med dem uden på tøjet, så var det ikke altid noget som var lige velset blandt folk. Løftet til Jared var tydeligt i hans erindring, og han agtet at leve op til det, velvidende om at han faktisk var den eneste som kunne skænke tøsen den følelse af vel og lykke, og nu hvor han havde muligheden for at trække den videre med hende, så agtet han så sandelig også at gøre det! Han sendte hende et stille smil, som han roligt hævede hånden og strøg den roligt over hendes kind. Det var bestemt ikke fordi at hun lød barnlig eller dum eller noget lignende, for det gjorde hun slet ikke! ”Det skal du slet ikke tænke på, min kære.. Jeg er selv glad for det.. At jeg endelig kunne udleve den fantasi..” endte han med en sagte stemme. Der havde været to i hans liv, som han direkte kunne påstå at han havde givet sig hen til følelsesmæssigt, og nu hvor han havde muligheden for at trække den det ekstra stykke videre på vejen, hvor det faktisk også så ud som om at hun var med ham, hvilket helt klart var det bedste!
Evan turde næsten vove på at dette havde været et øjeblik i lykke, og selv ønskede han at vise og bekræfte for Athena, at han faktisk ønskede at være hende tæt, og ikke bare på grund af hvad eller hvem hun var, hvilket selvfølgelig også var noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende et stille smil, som han lod sine læber møde hendes i hendes kys, for det var i sig selv, en fornemmelse, som han virkelig elskede mere end det som han elskede noget andet! Han lagde hovedet tæt ind mod hendes, som han sørgede for at hun kom godt og tæt ind mod ham. Det var bare.. som om at han ikke kunne få hende tæt nok på! Han lod hovedet søge let og stille på sned. ”Hvis du gerne vil have mig liggende, vil jeg ikke have noget imod det.. Hellere det, end jeg skal gå nøgen ud og slå mit eget telt op,” påpegede han let drillende, som han roligt lagde sig godt til rette, vel også for at understrege, at han ikke gik nogen vegne! ”Sov du bare min kære.. Jeg går ingen steder,” bad han roligt som en dæmpet hvisken mod hendes øre. Han lovede og forsikrede hende, at han nok skulle blive!

[Athena Maloya Mathimæus]

Et sted måtte Athena erkende at hun misundte den erfaring han havde fået med årene, men på den anden side var hun endnu ung hun havde mange år at lærer i. Hun gik næsten ud fra at Evan var blevet gift da han var i hendes alder? Det var utroligt så mange år ham og Diane måtte have været sammen, selv hun havde svært ved at forholde sig til tanken om at de ikke længere var sammen, også selvom det var til hendes egen fordel. Atter faldt tanken lidt på hans snak om at finde dem et hjem, og hende ved siden af ham i den store seng, frem for et værelse nede af gangen. Der var intet hun hellere ville, men et sted frygtede hun lidt at han forventede at hun ville droppe den karriere hun langt om længe var ved at få stablet på benene, og bruge dagene i hjemmet som Diane havde gjort, for det var ikke en del af de planer hun selv havde lagt sig. Blikket hvilede i hans. Bekymringerne tog hun til den tid, lige nu tillod hun faktisk sig selv at føle sig lettet over at hun ikke længere følte den smerte og samtidig lykke ved endelig at have erkendt sine følelser for ham, for at have været ham tæt. Blikket gled en smule i ved det stille strøg langs hendes kind. Hun var glad for at høre at det ligeså havde været noget særligt for ham, ikke bare en god omgang, det lød jo faktisk som om det var noget han havde gjort sig tanker om i lang tid. Hun sendte ham et lidt mere træt smil, for pludselig følte hun sig virkelig udmattet, mere end hun havde gjort nogle af de andre gange. ”Det lyder næsten som noget du har tænkt grundigt over?” endte hun med et nysgerrigt hævet øjenbryn. Athena havde troet at Malena skulle udfylde den plads i hans liv som Diane ikke var i stand til at udfylde. Hun havde endnu mange spørgsmål til hele den affære men slagmarken var måske ikke det rette sted at stille dem. ”Hvad angår det med at finde et hjem, så var det ikke min mening at være så kortfattet. Selvfølgelig vil jeg gerne være omkring dig Evan, men.. kan du leve med hvad jeg er? Jeg mener min karriere?” spurgte hun og bed sig let i læben. Hun turde ikke at gøre sig forhåbninger hvis ikke, for så.. var der vel intet at arbejde på? Kort skænkede hun hans læber et kys og lod hånden løbe ned over hans kind. Pusten havde hun fået igen, men hun var endnu dækket i et tyndt lag sved, som hun håbede ville forsvinde natten over, ellers ville lederen ikke blive sjov senere? Hans ord fik hende kun til at le. Hun kyssede hans skulder før hun endnu lagde sig tæt ind til hans krop. ”Jeg vil gerne have du bliver.. hvis du har lyst selvfølgelig.. ellers skal du føle dig fri til at slå dit telt op, det går nok når der kun er to kvinder i lejren,” svarede hun med et lidt drillende smil. At han så gjorde tegn til at blive liggende gjorde hende faktisk glad! Hun var træt og de ville begge få brug for energien senere, det måtte hun give ham ret i. ”Jeg skal nok falde i søvn, så” svarede hun lidt mere muntert. Den sidste fakkel brændt ud og efterlod dem i mørket, hvilket på ingen måde gjorde hende noget!

[Deleted]

Det var måske en yderst bred erfaring Evan havde fået sig, selvom det i sig selv, heller ikke ligefrem var noget som gjorde ham det mindste. Man lærte hver eneste dag, og efterhånden, var han ved at blive en aldrende mand, og selvfølgelig var det noget som kunne mærkes, vel også på hans væremåde og personlighed? Han havde efterhånden nået den alder, hvorpå at han havde brug for at kunne slå sig til ro med det ene eller det andet, og nu hvor han havde Athena lige hvor han ville have hende, så var det bestemt heller ikke noget som han ønskede at give det mindste slip på! Når han så sit snit til tingene, så tog han i den grad også imod det! Han var en mand som vidste hvad han ville, og han plejede som regel også at få det som han selv ville det før eller siden. Det gode kom altid til den mand som ventede sig, og det var hvad han havde gjort i denne stund. Han sendte hende et stille smil, hvor han let trak på skuldrene. ”Jeg kan vidst ikke løbe fra, at jeg længe har ønsket at have dig tæt, min kære,” endte han ganske sigende. Ja, det var måske mange ting at komme med på en gang, men nu hvor han havde muligheden for at gøre noget ved det, så var sagen faktisk også en helt anden for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte sig roligt mod hende, som hun tog det gamle samtaleemne op igen, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til i den anden ende. Han lagde hovedet let på sned. ”Jeg vil frygtelig gerne have dig med hjem, hvor jeg ved hvor jeg har dig. Jeg er.. gammeldags, vil mange vel sige, men.. jeg ved hvad den frihed betyder for dig, min kære..” Han hævede hånden roligt og lagde den mod hendes kind. ”Uanset hvad, så støtter jeg i hvad du vælger som en karriere, såfremt at det ikke er herude som slagmarken.. Det er ikke en plads for dig,” endte han ganske dæmpet. Han støttede hende i stort set alt andet, men bare ikke herude! Det var bestemt heller ikke fordi Evan ønskede at flytte sig, nu hvor han lå så frygtelig godt sammen med hende, for det var virkelig det bedste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han smilede let for sig selv. ”Jeg ligger nu bedre her, må jeg erkende.. Sammen med dig,” endte han dæmpet, som han igen roligt vendte blikket i retningen af hende, for det i sig selv, var noget som faktisk betød meget for ham. Han kyssede hendes kind, som han roligt pakkede hende godt under tæpperne, så hun ikke skulle ende med at fryse. Begge kunne de bruge den energi til krigsdagen i morgen, og selv han nægtede at lade hverken hende eller sig selv falde, om det var noget som han kunne blive fri for! ”Godt.. sov godt min kære..” endte han dæmpet, som han let skænkede hendes læber et blidt kys, som han lagde sig til, som faklen gik ud og efterlod det hele i et mørke.. Ikke skræmmende, men.. betryggende på en underlig måde.

[Athena Maloya Mathimæus]

I Athenas øjne var den erfaring og den viden han besad kun noget som skabte en større charme omkring ham. Hun kunne trøste sig med at han om ikke andet, ikke var ligeså gammel som hendes kære far, det hjalp vel lidt på det? Ikke fordi hun skulle forsøge at retfærdiggøre noget som helst, de havde intet gjort forkert, begge skilte og hun var trods alt voksen nok til at træffe sine egne beslutninger. Athena havde svært ved at forstå sig på at han ønskede at slå sig ned, for det var el det som han havde gjort med Diane i sin tid? Selv var hun ung, hun skulle ud og drage en masse erfaring, og alene af den grund ønskede hun at kombinere det at være tæt på ham og samtidig udforske den verden hun var født ind i, særligt nu hvor hun havde mulighed for det, uden en far som lagde bånd på hende. Evan havde altid været en målrettet mand, hvilket i den grad også var noget som hun havde mærket sig af i aften, men hun havde ikke regnet med at han så målrettet ville gå efter hende. Af den grund overraskede det hende direkte at høre ham sige, at han havde ønsket dette i en længere periode. Blikket hævede hu til hans og strøg det lange, mørke hår bort fra hans ansigt. ”Og jeg som har været så vred på dig fordi du ikke gav tegn til at besidde samme ønsker som jeg selv.. det beklager jeg faktisk,” endte hun med et dæmpet smil. Det havde aldrig været hendes mening at være så vred på ham mere eller mindre hele tiden, og slet ikke efter alt han havde gjort for hende, men han forstod vel den frustration hun selv havde siddet inde med? Der var faldet frygtelig mange bomber i aften og Athens ønskede bestemt ikke skulle falde i flere, derfor ville hun gerne have de værste ting ud af verden, også fordi han havde plantet et lille håb i hende. Endnu engang talte han en smule i koder, men denne gang forstod hun faktisk hvor hun ville hen. Hun sukkede dæmpet og bed sig i læben. Det var vel fair nok at han ikke ønskede hende på dette sted, det var vel det som man kunne kalde for et kompromis? ”Bare for at være sikker.. vil du have mig hjem for at vide hvor du har mig, eller fordi du rent faktisk ønsker at fører dette videre? Min frihed betyder alt, også fordi jeg stadig har meget jeg er nødt til at lærer, men jeg går ud fra at jeg kan forlade slagmarken.. hvis kongen tillader det, det er et retfærdigt kompromis ikke?” spurgte hun med et hævet øjenbryn. Hun var ikke god til at pakke tingene ind, af den grund var hun nødt til at spørge direkte og hun vidste at Evan ville være ærlig overfor hende. Et sted frygtede hun vel stadig lidt at hun var for nem at udnytte? Også selvom han aldrig havde gjort det med hende før på den måde. Athena elskede at ligge ind til ham, det var rart at ligge i en favn for en gangs skyld med god samvittighed uden sorg eller fortrydelse, bare at kunne slappe af i armene på den mand hun elskede. ”Godt,” svarede hun og kvalte et gab. Blikket gled stille i. Deres gøren havde virkelig udmattet hende! Med hans arm omkring hende følte hun sig tryg, hvilket hurtigt lullede hende ind i den bedste søvn hun havde haft gennem hele sit liv.

[Deleted]

Evan vidste godt, at der var faldet utrolig mange bomber igennem denne aften, også selvom det var tydeligt, at det var noget som faktisk havde en temmelig lettende effekt på det hele, hvilket faktisk var noget som glædede ham. Han vendte blikket ganske sigende mod hende. Dette havde været i hans hoved igennem så frygtelig lang tid, hvilket han bestemt heller ikke ønskede at lægge skjul på for hendes del, for han vidste at hun skule have den direkte. Han trak muntert på smilebåndet, som han alligevel måtte grine lidt. At hun undskyldte, tog han faktisk til sig, for det glædede ham faktisk, at hun var i stand til at se, at hvad hun havde gjort, havde været forkert, for han havde virkelig kun forsøgt at gøre det rigtige! Ikke bare overfor hende, men også med henblik på hendes kære far, som selv ikke havde haft det særlig godt. ”Der er tid til at være personlig, og en tid til at være professionel, min kære.. Jeg er ked af, at jeg ikke har givet udtryk for det, før nu,” endte han med et stille smil på læben. Så lang tid, de faktisk var i stand til at finde ud af det med hinanden, så havde han det faktisk helt fint med det hele. At få hende med sig hjem, var noget som Evan virkelig ville glæde sig lykkeligt over, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han betragtede hende sigende. Friheden betød utrolig meget for hende, hvilket han allerede var klar over, og det var selvfølgelig også noget som han ønskede at respektere, for det gjorde han faktisk! Han vidste selv godt hvordan det var at få den fjernet og frarøvet. ”Jeg vil have dig hjem, for at vide hvor jeg har dig, men lige så, ønsker jeg at trække den videre.. ellers ville jeg aldrig trække den så langt som dette,” endte han med en dæmpet stemme. Han hævede hånden som han strøg den roligt mod hendes kind med en rolig tommel. ”Jeg skriver til kongen når jeg forlader stedet her.. Jeg regner ikke med at blive her meget mere end en dag eller to i hvert fald. Jeg ønsker dig ved min side, Athena,” tilføjede han med en dæmpet stemme, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang, for det var ord som han faktisk måtte mene! At hun så indvilget i at lægge sig til at sove, var noget som passede ham ganske fint! Det var jo nemmere nu end da hun havde været mindre! Han selv lagde sig roligt til at sove med hende ved sin side, hvor søvnen tog ham hurtigere end det som han lige havde regnet med…

… Det var frygtelig tidligt, og uden en opgående sol, idet Evan selv valgte at stå op. Forsigtigt og så forsigtigt som muligt, så krøb han ud af tæpperne og ud af Athenas favn, for at rejse sig og komme i tøjet som lå lige ved siden af feltsengen. Foreløbig så det ud til at ske uden at hun vågnede, hvilket han faktisk havde det fint med! Han smilede let for sig selv, som han nåede teltets åbning, hvor han roligt kom ud og fik rustningen losset af hesten som selv havde lagt sig ned for den kolde nat. Han prustede tydeligt utilfredst. ”Undskyld da..” mumlede han let, som han kom i ringbrynjen, som selv havde en god beskyttende effekt. Han fandt pakken med smøger frem, hvor han hurtigt fik antændt den ene af dem. Han stod let og dampede lige udenfor teltet, for han havde jo trods alt lovet hende at blive der, og selvfølgelig var det noget som han agtet at leve op til! Han følte sig frisk som aldrig nogensinde før!

[Noelle Jaceluck]

Det var forbandet tidligt om morgenen. Solen var knapt stået op på himlen, men tittede frem et sted bag de mange træer et sted i horisonten. Den dvasianske lejre henlå endnu i fuld ro, Noelle havde taget en tur omkring at for tjekke hvor vidt alt var normalt eller ej. Både Manjarno og Procias lod ligeså til at forholde sig i ro for nu, det var kun til krigen om et par timer alle ville bryde ud. Med faste, bestemte skridt trådte Noelle mellem de mange telte med hænderne solidt foldet på ryggen, for at inspicere stedet. Der var ingen tolerance overfor de soldater som brød de få regler hun havde stillet op, og alle vidste at de næppe skulle begive sig ud på dybt vand med hende, det var i det hele taget sjældent at hun havde kontroverser med nogle af dem. De rødbrune lokker var bundet sammen i en stram fletning så det ikke ville være i vejen når de skulle ud. Hun var allerede påklædt fra top til tå i næsten ren læder eftersom hun var en kvinde og rustningen var alt for tung for hende at bærer. Det var normalt for hende at stå op før fanden fik sko på, først og fremmest for at tjekke det hele, men også fordi hun ikke sov synderlig godt for tiden. Det var alt for lang tid siden hun havde været hjemme, marken havde krævet hendes opmærksomhed i uger, og hun måtte erkende at hun begyndte at savne sin kære Enrico, også selvom det skulle blive over hendes lig at erkende det. Roligt stoppede hun op ved den klagende stemme der pludselig nåede hende. Ingen af soldaterne var oppe på denne tid, hvilket i den grad foruroligede hende. Hun hævede et forundret øjenbryn, og trådte frem mod Athenas telt. Hun havde fået sin eget hvor de fleste sov sammen i større. Den kølige morgenbrise ramte hendes kind. Dette var det bedste tid på døgnet, for det var det eneste tidspunkt der var fredfyldt og hvor hun var i stand til at tænke rigtigt klart. Hånden hvilede mod sværdets skæfte der var bundet om hendes hofte, så hun var klar til at trække til våben om det skulle blive nødvendigt. Endnu engang stoppede hun op, som den velkendte skikkelse blev afsløret for hendes blik. Normalt havde hun kontrol over hvem som kom ind og ud af lejren men han havde måttet være gået hende forbi. Det som var ment til at være et køligt smil spillede om de rosa og lettere sprukne læber. Med den varme som hvilede i hende var hun desværre ikke i stand til altid at være så hård og kold som hun ellers gerne ville fremstå. Med lydløst skridt trådte hun op bag Evan, og lod hånden nuppe ud efter hans cigaret med en elegant bevægelse. ”Jamen dog.. se hvad katten har slæbt med ind,” endte hun med en rolig tone, og førte smøgen til sine læber. Hvad Enrico ikke vidste havde han ikke ondt af, og hun havde jo desværre nok fået lidt for stor smag for den slags, om ikke andet havde hun den undskyldning at det ikke skadede hende på samme måde som alle andre!

[Deleted]

Det var egentlig ikke fordi det rørte Evan at der var så stille i lejren. Han ville faktisk foretrække at lade dem sove de minutter ekstra, for det førte automatisk til at de ville være det mere frisk når slaget endnu en gang skulle til at gå i gang. Reglerne var klare, hvoraf han også vidste at Noelle nok ville styre dem med lige så en hård hånd som det han selv havde gjort tilbage i sin tid, men det var jo også ved at være skræmmende mange år siden! Hesten havde atter lagt sig ned, hvor den næsten kunne se utilfredshed. Magen til kræ og personlighed skulle man søge længe efter! Athena lå endnu og sov, hvilket var noget som passede ham fint, for han vidste, at det var blevet temmelig sent, inden de var falde ti søvn aftenen forinden. Det var bare.. ham som vel var en morgenfugl? Ellers var det bare fordi at han var vant til frygtelig lidt søvn, eller måske bare en blanding af det hele, for han følte sig frisk som han aldrig nogensinde havde følt det før!
At Noelle kom ham i møde, var først noget som gik op for Evan, da smøgen pludselig forsvandt mellem hans fingre og endte trygt i Noelles hånd. Han vendte sig hurtigt mod hende, hvor smilet alligevel ikke var til at tage fejl af. Ja, han var faktisk en glad mand for en gangs skyld, og det var jo lige før han følte at han kunne smile stort set hele tiden! Han vendte sig roligt i retningen af hendes skikkelse. ”Noelle.. Lige så prægtig en hærfører som sidst jeg så dig..” Han tog fat om sin smøg igen og lod den hvile i hånden, som han roligt holdt pakken frem mod hende, så hun selv var i stand til at tage en, for han vidste, at det ikke var noget som gjorde nogen skade på hende, som det jo faktisk ville gøre det med ham, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned, som han selv blev stående udenfor Athenas telt. Det var jo trods alt der han havde sovet natten igennem i de timer som han nu havde fået lov til at sove. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste. ”Jeg beklager jeg kom dumpende i aftes.. Jeg går ikke ud fra, at det gør det store..?” tilføjede han roligt, som han let hævede det ene bryn og tog endnu et hiv af smøgen. Ja, han skulle have noget at dulme nerverne en smule på, for det var jo selv ved at være mange år siden, han havde været herude, hvilket også var noget som han kunne mærke, for det var vel en form for.. spænding som han kunne mærke i sit stille sind? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for han kunne godt lide fornemmelsen.. samtidig med at han vidste, at han ville få muligheden for at kæmpe side om side med den kvinde som han elskede mere end noget andet, hvilket kun gjorde det mange gange bedre for ham!

[Noelle Jaceluck]

Noelle nød virkelig de stille stunder i lejren, det var hårdt selv for hende at skulle være den hårdføre mere eller mindre konstant, hvilket også var grunden til at hun havde vænnet sig til at stå op på denne tid af døgnet, det gav hende en times tid til sig selv, hvor hvor hun kunne sortere sine mange tanker, hvilket hun havde brug for. Enrico var hjemme på slottet, efter de mange uger følte hun virkelig et enormt savn, det var trods alt en umådelig svag kontakt de havde herude fra, mere eller mindre ingen, og et sted var hun virkelig bange for at det gav ham en mulighed for at finde noget mere.. spændende og tilstedeværende. De olivengrønne øjne betragtede ham roligt, som han stod ved sin hest. Smøgen tog hun ikke mere end et enkelt hiv af, nød hvordan røgen fyldte hendes lunger, modsat ham tog hun ikke skade af den ellers dårlige vane, tværtimod så styrkede det hende kun yderligere. Hvad han havde lavet natten over havde hun ingen idé om og hun var egentlig også ligeglad, hun var blot forundret over det var lykkedes ham at komme ind, uden at hun fik besked først. Noelle trådte roligt et skridt bagud som han endte med at vende sig mod hende i stedet for. Hun huskede ham som en hård mand, en af dem med humor, hun havde rods alt kendt ham i mange år, han havde gjort hende til det som hun var i dag. Hun sendte ham et lidt kækt smil, og lod ikke blikket møde hans direkte. Efter så mange uger ude så kunne selv hun mærke sulten i det indre, også selvom hun var blevet forbandet god til at skjule det, på trods af at den stærke sensuelle udstråling afslørede hende. ”Du kan takke dig selv for det, Evan,” svarede hun med et respektfuldt nik Det var et enormt kompliment fra en mand som ham, og hun havde bestemt gjort sit bedste i sit erhverv også selvom hun var en kvinde. Smøgen lod hun ham fange tilbage, mens hun selv nikkede mod ham som tak inden hun tog imod en af dem som han rakt frem mod hende. Hun svøb læberne om den, og lod den selvantændes, det havde trods alt sine fordele at være ild dæmon. Kort skævede hun mod Athenas telt. At dømme efter hans placering måtte han næsten have overnattet hos sin køre niece? Mattheus havde informeret hende om at Evan var tøsens værge. Hun rystede på hovedet. ”Selvfølgelig ikke, jeg undre mig blot over hvordan du er kommet ind uden at jeg har fået nys om det. Uanset.. hvad skylder jeg æren?” spurgte hun lidt nysgerrigt. Han havde ikke været i marken i forbandet mange år og det forundrede hende lidt at se ham igen, han havde jo stiftet en familie og dermed forladt stedet. ”Hvordan har fruen det?” spurgte hun videre, også af ren og skær høflighed, hun interesserede sig faktisk for hvad han gik og fordrev tiden med, særligt fordi hun ikke selv havde nogen form for privatliv på dette sted! Smøgen førte hun igen til læberne for at indånde den lidt skarpe røg, der faktisk formåede at få hende til at slappe af, hun var ikke ild dæmon for ingenting!

[Deleted]

At Noelle var sulten og direkte.. hungrende, var noget som han tydeligt kunne fornemme på hende, også selvom det nu ikke var en sag som han ønskede at blande sig i. Ligesom ham selv, vidste han også godt at Noelle gik meget op i at holde det private og det professionelle adskilt, for det var også hvad han havde lært hende tilbage i sin tid, og selv det, var slet ikke noget som rørte ham. Han var her ganske vidst for at se til sin kære niece, selvom.. hun vel var mere end det nu? Ikke fordi at det var noget som han havde i sinde at skjule, for han var stolt af hende, og stolt af hvad hun havde præsteret frem til nu, for det var tydeligt at hun søgte for stjernerne og hun havde store ambitioner i livet, hvilket han selvfølgelig ønskede at støtte hende i, så meget som det nu skulle vise sig at være ham menneskelig muligt, men det at hun skulle være herude, var ikke just hvad han var bedst tilfreds med på nogen måde! Han betragtede hende sigende. ”Du hungre.. Hvornår var du sidst væk fra marken?” spurgte han sagte, som han lod hende tage den ene smøg. Han trak svagt på smilebåndet, som han pakkede den væk igen og så sig omkring. Her var fuldkommen stille, hvilket indikerede at de måtte være de eneste som var oppe. Det var sjældent han gav komplimenter af den slags, men han måtte i sandhed give, at hun gjorde det fantastisk. Han havde ikke gjort det helt forkert i at skænke den plads til hende, som han selv havde været nødsaget til at trække sig på grund af hans familie. Hans datter havde været en ting, men da han havde fået en søn, var han nødt til det. Nu var begge døde, og det eneste som han havde tilbage, var jo faktisk… Zachary og Athena? Han var nødt til at passe på dem! ”Jeg kom ridende engang her til aften.. Jeg ved ikke hvem du har haft til at patruljere rundt i lejren ved nattetide, men jeg tror det er på tide, at de får sig en omgang,” endte han ganske sigende. Det havde været frygtelig nemt for ham at komme ind i lejren, for det var jo ikke ligefrem fordi at det havde ydet ham det mindste modstand eller udfordring af nogen slags, hvilket han faktisk havde haft det ganske fint med! ”Jeg havde et personligt ærende med Athena,” forklarede han roligt. Det var jo heller ikke ligefrem alt som han ønskede at omdiskutere med hende, for det var der jo slet ikke nogen grund til overhovedet. Han hævede den ene hånd, hvor det var tydeligt at ringen manglede. ”Jeg er en skilt mand,” endte han ganske roligt, som han roligt vendte blikket mod hende igen. Det virkede nok ikke til at det generede ham at være en skilt mand, for det gjorde det ikke, for det var jo trods alt en beslutning som han selv havde taget. ”Men af hvad jeg ved, så har hun det fint,” tilføjede han roligt, som han tog endnu et hiv af sin smøg. Så lang tid Athena lå og sov, så ville han nyde den mulighed for at ryge, for han vidste, at det var en mulighed som blev taget fra ham, når hun stod op, for hun hadede jo at han gjorde det.

[Noelle Jaceluck]

Sulten var desværre noget som Noelle ikke kunne gøre det største ved. Hun havde altid været en intens kvinde, og guderne måtte vide hvor mange soldater hun havde forført gennem tiden, men nu hvor hun havde Enrico så var der trods alt ikke meget mere af den slags. Det var også sjældent at der gik så lang tid mellem hun var i marken og derhjemme, det hele var eksploderet på forbandet kort tid pludselig, Manjarno var vågnet op, hvilket var ret frustrerende efterhånden. Smerten var der, men hun var så vant til at leve med den at den kun distraherede hende en smule, alligevel bed hun det i sig, netop for at holde det private og det professionelle adskilt. Smilet falmede langsomt ved hans ord. Hun sukkede og så bort for et øjeblik inden hun atter vendte blikket mod ham. ”Så godt kender du mig alligevel? Det har været en hård tid herude, Evan, jeg har ikke set noget der minder om hjem i.. 12-13 uger,” erkendte hun med et tungt suk. Jovist havde hun holdt sig selv lidt ved lige, hvilket ikke var noget hun ville blande ham ind i, det holdt hende i live, men det ville aldrig være det samme. Igen skævede hun mod Athenas telt. ”Hvad angår sult er jeg bekymret for din unge niece, jeg kan se at hun har ondt, det distrahere hende, men hun nægter det selv, på trods af at jeg har beordret hende til at gøre noget ved det,” endte hun uden den helt store bekymring, det var ikke nemt for hende at udvise.
Det var yderst sjældent at kvinder fik chancen for dette og Noelle havde bestemt heller aldrig regnet med at Evan ville vælge hende, men efterhånden skulle hun mene at hun havde bevist sit værd, hun havde tjent Jaqia, såvel som hun nu tjente Mattheus hendes søn. Røget forlod næsten legesygt hendes næsebor som en sprudlende drage. Det fik hende til at slappe lidt af, dulmede nerverne selv nu hvor hun havde ondt. ”Jeg tror minsandten at du har ret, deres tanker må have været andetsteds, hvilket sjeg selvfølgelig ikke kan tolerere,” svarede hun med et lidt bestemt nik. Ja hun gik ind for straf nøjagtig som han selv havde gjort det, hvor mange slag hun ikke havde fået gennem tiden, men det havde kun gjort hende dygtig og ikke mindst udholden, ligesom hun så i den unge Athena. Kappen blafrede blidt i den kølige morgenvind. Duggen havde lagt sig i det svedne græs, krigen gik alvorligt ud over naturen, hvilket hun ikke kunne tage sig af. Noelle nikkede forstående, dog uden at spørge videre ind til det, det var trods alt en privatsag. ”Under alle omstændigheder er jeg glad for at se dig igen,” erkendte hun med ærlighed. Blikket faldt mod hans hånd som han hævede den. Hun hævede et slankt øjenbryn. ”Selv efter alle de år kan du forbløffe mig, Evan, jeg turde ellers sværge at det i sin tid var dig som prædikede til mig om ægteskabets mange forpligtelser, da jeg i sin tid tryglede dig om ikke at forlade marken,” påmindede hun med det lille glimt i øjet, det var jo ikke fordi at hun bebrejdede ham!