I found you..?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var bestemt ikke fordi at det hjalp Malisha at Konstantin var der. Jovist gjorde det hende rolig, at hun ikke var helt alene i den store verden, selvom hun virkelig følte at det var sådan at det var. Hun ønskede ikke at tage med hjem, for det ville slå hende ihjel, for hun kunne jo ikke gøre noget som helst for at forsvare sig mere, og den tanke i sig selv, var noget som virkelig, virkelig måtte frustrere hende, og det hjalp hende bestemt ikke at han gerne ville have hende med sig! Hun rystede igen på hovedet til hans ord. Kunne han ikke bare forstå, at det slet ikke var noget som hun havde lyst til? Hun havde slet ikke lyst til at det var den effekt som han skulle have på hende, for den tanke i sig selv, var virkelig skræmmende! ”Folk skal slet ikke se mig sådan her, Konstantin.. Det er flovt og.. ydmygende og.. alt mulig.. Jeg vil ikke sidde fanget i et manor, velvidende om at jeg ikke kan gå nogen steder.. Jeg.. jeg vil bare gerne være i fred..” forsøgte hun med en dæmpet stemme. Hun brød sig slet ikke om det! Og slet ikke fordi at det havde noget med ham at gøre, for hun ønskede ikke at hænge på ham, men det ville jo drive hende direkte til vanvid at vide, at hun ikke kunne gå nogen steder eller gøre noget, da hun slet ikke var i stand til at slå fra sig mere. Silia kunne jo for pokker lige så godt have taget hendes liv i stedet for alt det andet her, for det var virkelig den største plage, som hun nogensinde havde siddet med, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt!
At nyde og at blive syg, havde bestemt heller ikke været en del af Malishas planer med alt dette, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, og hun vidste det godt. At han direkte skulle fremtrylle et tæppe, var noget som næsten automatisk fik hende til at trykke sig ind mod ham. Han havde gjort hende så vred, også selvom det havde kostet hende frygtelig dyrt i den anden ende. Hun havde virkelig haft brug for at han havde været der, stoppet hende i den tankegang som hun havde kørt i, og nu havde hun mistet stort set.. alt, og hun kunne ikke have den tanke på nogen måde overhovedet! Hun snøftede igen, selvom hun virkelig forsøgte ikke at gøre ham beskidt. Han havde jo fint tøj på, hvilket hun jo tydeligt kunne se. Hun trak vejret dybt. Hendes øjne var våde og fugtige, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre for hende. ”K-kan du ikke bare tage hjem, Konstantin? Du… du skal ikke sidde her..” endte hun dæmpet. Han havde jo ikke gjort noget forkert! Det var hende som havde handlet, og selv hun vidste, at hun nu lå som hun havde redt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men ikke desto mindre, så var det ikke noget som hun kunne gøre noget ved nu. Hun ville egentlig bare gerne være i fred og sidde i sin egen selvmedlidenhed, selvom hun vidste, at det ikke var noget som gavnede hende på nogen måde overhovedet! Hun havde svært nok ved at finde varmen som det var i forvejen, og hun ønskede jo heller ikke at han skulle blive syg!

[Deleted]

Konstantin var virkelig ligeglad med at Malisha følte sig flov og ydmyget, for han vidste at hun havde brug for at han var der inderst inde. Hun havde ikke godt af sidde herude helt alene uden nogen former for kontakter eller selskab, hvor hun kun var alene, sad uden varme eller mad eller noget som helst, og det bekymrede ham faktisk at hun sad her alene, hvor han kun var glad for at han var taget herud for at finde hende, for dette var virkelig under hendes værdighed! Hun burde slet ikke være her, og når hun faktisk kunne blive den kommende hertuginde af Dvasias, så skulle hun bestemt ikke leve her i en mørk og klam hule, som en eller anden fattig, for det var slet ikke fortjent, uanset hvad hun så end havde gjort af fejl! Han rystede let på hovedet af hende. ”Malisha.. om du er her eller på herregården så er du jo hæmmet på grund af din stædighed. Du nægter jo også at søge ud her, og på herregården vil du i det mindste have et hjem, samt du har mig. Herude er du helt alene, uden mad, uden varme, uden.. noget som helst,” endte han stilfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende. Han ville ikke have at hun blev herude, for det døde hun af og det nægtede han at lade ske! Han ville have hende med hjem, ellers så blev han herude hos hende! Intet var noget værd, hvis ikke hun var der. Han ville tilmed opgive sin titel så længe han bare havde hende hos sig. Titlen gjorde ham ikke lykkelig eller glad, det var kun hende der kunne fremkalde den følelse i ham.
At Malisha ville have at Konstantin gik, tvivlede han et sted på, hvor han også godt kunne mærke at hun direkte trykkede sig ind mod ham, da han fremkaldte tæppet, så der beviste hun kun at hun nærmest var glad for at han var der og tog sig af hende, hvor han bestemt heller ikke ønskede at gøre noget andet! Han nægtede simpelthen at svigte hende her i nødens stund, da hun havde brug for ham mere end noget andet, og de havde jo altid holdt sammen. De var en udødelig duo, som altid havde klaret sig igennem alt fordi de altid havde haft hinanden. Måske de nogle gange havde haft meget lidt kontakt, og faktisk i et par årrækker slet ikke talt sammen, men når en af dem havde haft brug for den anden, havde de altid taget kontakt. Han trak på smilebåndet til hendes ord, hvor han fnes kort. ”Hvornår indser du at jeg ikke går nogen steder? Jeg bliver her hos dig, om du vil det eller ej,” svarede han roligt, hvor han ikke tog blikket fra hende, som han havde trykket hende helt ind til sig, så hun ordentlig kunne få varmen tilbage igen. Han kyssede hende blidt mod håret. ”Men jeg vil foretrække at få dig med hjem, så du kan tage et bad og blive rask igen, Malisha. Du har ikke godt af at være herude. Men jeg vil ikke tvinge dig, og hvis du virkelig beslutter dig for at blive herude, så bliver jeg også,” tilføjede han lettere bestemt, hvor han tilmed nikkede bekræftende til sine egne ord.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha ønskede ikke at Konstantin skulle se hende i denne tilstand, for hun var bestemt ikke begejstret for det! Tanken gjorde virkelig ondt, og det at han sad der og kunne se det, var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for det var pinligt.. det var flovt, og sikkert også det som var værre! Hun ville hellere ønske at Silia havde taget hendes liv, i stedet for at lade hende vandre rundt på denne her måde! Hans ord gjorde det hele kun mere fristende, også selvom hun ikke ville lægge sig selv i lænker, ved at gemme sig på herregården, for det var slet ikke noget som hun ville få det mindste ud af, af den grund! Hun snøftede igen, og tørrede det af i sit beskidte ærme, som hun igen vendte blikket mod ham endnu en gang. Kunne han ikke bare forstå, at dette ikke var noget som hun havde meget lyst til? At sidde fanget? Hun ønskede faktisk hellere at dø! ”Jeg vil hellere dø, end at søge tilbage til Dvasias.. Konstantin, jeg kan ikke gå nogen steder, uden at folk kan få fat i mig.. Jeg kan ikke gøre noget som helst..” Hun vendte de tårefyldte øjne mod ham. Hun havde lyst til at græde, velvidende om at det ikke var noget som hjalp hende! ”Jeg.. jeg blev slået af en ungtøs.. en som slet ikke burde kunne slå mig! L-lad folk tro jeg er dø.. og bare lad mig sidde her..” endte hun dæmpet, som hun igen lod blikket søge direkte ned mod jorden under dem. Hun var virkelig skamfyldt som hun aldrig havde været det før!
Tæppet var noget som bragte Malisha en god og behagelig varme, og det var noget som hun faktisk godt kunne lide, også selvom det bestemt ikke var noget som hjalp hende i længden, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun skælvede let, som hun nærmest gemte sig i det, og mere ind mod ham. At han kysede hendes hår og strøg hende over det, var ikke noget som hun sagde noget til som sådan, selvom hun vidste, at det kun gjorde det værre for hende, når de igen skulle gå hvert til sit, for hun regnede bestemt ikke med at han skulle blive. Hun rystede igen på hovedet. ”Tag hjem, Konstantin.. D-du skal ikke sidde herude.. Det har du ikke fortjent..” endte hun med en dæmpet stemme, velvidende om at det sikkert ikke gjorde den største forskel af den grund, så var det noget som kun måtte irritere hende mere end det som godt måtte være i den anden ende! ”Bare… lad sygdommen tage mig.. Det er mindre ydmygende end det andet..” endte hun dæmpet, som tårerne igen begyndte at trille ned af hendes kinder. Hun nåede ikke at gøre noget yderligere, før hun igen begyndte at nyse, også selvom hun denne gang nøs direkte ned i tæppet, som de begge sad pakket ind i. Hun hadede virkelig, at han skulle se hende på den måde! Det var det værste som hun nogensinde havde været udsat for!

[Deleted]

Konstantin forstod skam godt hvorfor hun ikke ønskede at gemme sig og leve som en fange, men det var jo også kun hende der gjorde det til det! Der var ingen sagde at hun skulle gemme sig og at hun ikke kunne gå nogen steder, for det kunne hun jo godt! Det var hende der sagde at hun var fanget og ikke ham! Hun var fri hjemme i hans manor og hun kunne gå præcis der hvor hun ønskede at være, at hun så ikke ønskede at søge ud, var jo hendes valg og ikke hans. ”Malisha.. du gør det til langt værre end hvad det er. Jeg kan tage dig med hvor end du vil hen. Du er ikke fanget på herregården, og der kan jeg bedre beskytte dig, der vil du i det mindste leve godt, frem for her i en ussel hule, som faktisk er under din værdighed. Du har fortjent det bedste, uanset hvor stor din fejl så end var! Jeg er ligeglad med hvem der slog dig, jeg er tværtimod glad for at hun lod dig leve, for din død ville have knust mig og taget mig med i faldet. Jeg holder dig sikker og du er fri som du altid har været det,” svarede han bestemt. Det irriterede ham at hun ikke kunne se det, ligesom han vidste at det gik den anden vej, men han nægtede at give op og han nægtede at lade hende være her!
“Det har intet at gøre med om jeg har fortjent det eller ej Malisha. Jeg bliver her fordi jeg har lyst, og fordi jeg nægter at lade dig være her alene og særligt det her sted!” svarede Konstantin bestemt, som han kort måtte vende blikket mod hulen og se hvor klamt og beskidt det var her. At hun så sagde at han bare skulle lade sygdommen tage hende, måtte han rynke brynene i en vantro og næsten vred mine. ”Hvordan kan du få dig selv til at sige det?! Jeg NÆGTER det! Hvis du ikke tager med hjem, så bliver jeg her hos dig! Jeg efterlader dig aldrig!” endte han fast og beslutsomt, hvor han slet ikke stod til at diskutere det mere med hende for han blev her hos hende! Han ville aldrig svigte hende! At hun så nyste og gjorde det ned i tæppet, fik ham næsten til at rynke på næsen, inden et morende smil gled over hans læber. Han lagde hænderne imod hendes kinder og strøg tårerne væk, imens hans blik søgte mod hendes mørke øjne. ”Tag nu med mig hjem Malisha. Du har brug for varmen, du har brug for et bad og jeg har aldrig set dig så beskidt, som du er i øjeblikket. Men på trods af det, så elsker jeg dig stadig og jeg vil bare have dig med hjem, ikke kun for din skyld, men også for min egen. Jeg har knap nok lukket et øje siden du forlod herregården, jeg har ikke engang været på værelset, foruden at hente din ring. Jeg kan ikke få min hverdag til at hænge sammen, når du ikke er der,” fortalte han sandfærdigt, hvor han fortsatte de blide strøg over hendes kinder. Han lænede sig mod hende og kyssede hende flygtigt mod læberne. ”Tag med mig hjem,” bad han i en lavmælt tone.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha ville kun føle sig direkte fanget, hvis hun skulle sidde i manoret, og ikke kunne gå nogen steder, uden at han skulle være med hende. Det var virkelig som at lægge lænker på sig, for det var hvad hun gjorde, ved at tage med ham hjem, også selvom det ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hende. Hun rystede stille på hovedet til hans lange opremsning, selvom hun godt kunne se, at han kun gjorde det for at hjælpe hende, og selvfølgelig var hun glad nok for det, men.. lige nu var det bare ikke godt nok for hende, for det var en tanke som gjorde ondt.. virkelig, virkelig ondt! ”Jeg vil ikke engang kunne gå udenfor, uden at du skulle eskortere mig, og det vil jeg ikke, Konstantin! Jeg.. jeg vil ikke lægge de lænker på mig selv.. Jeg vil bare gerne være alene.. Se dog på mig.. Jeg er ikke andet end et simpelt menneske med evigt liv.. et liv som ikke engang er det værd mere..” Igen samlede tårerne sig tydeligt i hendes øjenkroge, selvom hun virkelig forsøgte ikke at lade dem falde, for hun havde det virkelig forfærdeligt nok som det måtte være i forvejen! Og han skulle bestemt ikke have lov til at se hende på den måde, for det var virkelig pinligt nok som det måtte være i forvejen, for hun kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre! Tænderne bed hun svagt sammen ved hans ord. ”Jamen jeg vil være alene!” endte hun med en direkte febrilsk stemme. Kunne han ikke bare forstå, at hun ikke ville have at han skulle sidde der og se hende i den selvmedlidenhed? Det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende på nogen måde overhovedet! Hans ord og vrede mine, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, hvor hun lod blikket glide direkte mod jorden. Hun havde ingen selvtillid tilbage, for den havde Silia virkelig revet fra hende som aldrig nogensinde før, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Igen begyndte hun at hulke. Hun ville bare gerne have lov til at være alene, så hun kunne græde sig i søvn, som hun havde gjort igennem den sidste uge, for det andet her, var slet ikke noget som hjalp hende på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hænderne mod hendes kinder, var noget som satte en voldsom sitren i hende, hvor hun igen følte sig tvunget til at kigge på ham, selvom det ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hende. Kysset tog hun imod, velvidende om at det var flygtigt, og hun ikke kunne nå at gengælde det. At tage hjem og få et bad, samt en seng at sove i, var selvfølgelig forbandet fristende, men.. det var ikke noget som hun ville. Hun vendte blikket stille ned mod jorden, selvom det ikke just gjorde den største forskel af den grund. Hun ønskede bare at få lov til at ligge der i sit lille mørke hjørne, forsøge at finde varmen og forhåbentlig få noget søvn, når hun græd sig i søvn, som hun havde gjort den sidste uge. ”Undskyld… jeg.. jeg kan ikke, Konstantin.. Jeg kan ikke..” hviskede hun direkte hjælpeløst.

[Deleted]

Det var faktisk ved at irritere Konstantin godt og grundigt at hun ikke ville tage med ham hjem, for hun hørte slet ikke til her, og det som gjorde ham sur var at hun begyndte at se på sig selv som om hun ikke var værdig til livet og det ville han da slet ikke høre tale om! Han vidste godt at hun var såret, at hendes selvtillid var blevet revet væk og selvom han et sted bare kunne tvinge hende med sig ved at bruge sin magi, så ville han gerne have at hun tog med på egen hånd, så det at hun ikke ville gjorde faktisk også ondt, for hun gav jo ligeledes afkald på ham og.. han havde altid støttet hende. Han kneb øjnene let sammen til hendes ord, for det måtte faktisk gøre ham vred at hun var sådan! Hun havde ikke fortjent at sidde herude! Og når hun opførte sig sådan, så gav hun ham lyst til at sætte hende på plads og banke noget fornuft ind i knolden på hende, for hun var langt mere værdig end hvad hun selv troede! Og hun behøvede ikke at være fanget! ”Vil du virkelig sidde herude mutters alene? Være beskidt og leve som en ussel huleboer, en fattigrøv og gøre dig selv ondt på den måde?! Du har ikke fortjent at sidde her! Og jeg er ligeglad med hvad der er sket, ingen skal forsøge at sætte en finger på dig, for så skal jeg nok sørge for at slå alle ihjel der bare så meget som tænker på det! Og du vil bestemt ikke være fanget! Du kan gå hvor du vil, og have et godt liv med mig ved din side! Og det er kun egoistisk af dig at kaste alt bort, for jeg har brug for dig!” endte han fast, som han ikke tog blikket fra hende på noget tidspunkt. Hun var slet ikke fair! Hverken overfor ham og bestemt ikke hende selv! Han nægtede desuden at tro på at hun ville sidde herude helt alene, for det var der ingen menneskelig der gad! Han vendte blikket skuffet væk fra hende, for hun anede slet ikke hvordan han havde haft det uden hende og at hun så kun tænkte på sig selv, når han stod der lige for øjnene af hende, fandt han slet ikke fair! Det gjorde også ondt at hun skulle afvise ham, for det eneste han virkelig ønskede sig, var hende. Intet kunne overgå hende. Desuden var han ligeglad med hvor de var, så længe han bare havde hende, og selvom han naturligvis helst ville hjem til herregården, så ville han ikke gå før han havde hende med sig! Han nægtede det simpelthen, for så stædig var han altså! Og det skulle hun nok få at se! At hun undskyldte og sagde at hun ikke kunne, fik ham til at fnyse ganske let. ”Jamen så bliver jeg her hos dig,” endte han afsluttende, hvor han slet ikke gad gentage sig selv mere, hun slap ikke for ham og før eller siden måtte det jo gå op for hende. Han trak kun tæppet yderligere omkring dem, hvor han vendte blikket mod bålet, der endnu varmede godt, inden han lagde hovedet tilbage mod den klamme og mudrede væg, der allerede fik hans hovedbund til at klø, skønt han ignorerede det og lukkede øjnene, for træt var han virkelig.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde ikke nogen selvtillid tilbage. Det lille som hun havde haft efter hendes møde med Aleksandra, var revet væk af Silia, nu hvor hun ikke var i stand til at gøre noget som helst, og det var faktisk en tanke som gjorde hende direkte deprimeret, for hun kunne jo ikke ligefrem gå nogen steder, uden at han ville være nødt til at følge efter hende, eller eskortere hende, og det ønskede hun ikke! Det ville drive hende til vanvid, at hun ikke ville være i stand til at gøre noget som helst på egen hånd, uden at skulle se sig selv over skulderen konstant.. Det ville jo gøre hende direkte paranoid, for hun vidste, at hun ikke var populær, og mange faktisk ønskede hende død. Så kunne hun jo lige så godt give dem hvad de ville have! Tårerne trillede fast ned af de blege kinder, hvor hendes øjne også endte fuldkommen røde, alene ved følelsen af det, for hun ønskede slet ikke at sidde og græde på den måde! Det var… bare ikke hende at gøre sådan noget! ”Du forstår jo ikke!” endte hun direkte frustreret, som hun endte med at trække sig en anelse væk fra ham. Hun vidste at han kun gjorde det for at hjælpe hende, selvom dette bestemt ikke var nogen hjælp for hende, for det gjorde direkte ondt for hende at skulle tænke på i det hele taget! Hun vendte blikket igen ned af sig, selvom det nok ikke gjorde den største forskel alligevel. ”Jeg vil ikke kunne gå nogen steder foruden huset, uden at du skal være med, for jeg ved, at mange ønsker mig død! Jeg ønsker ikke at stå offentligt frem og trække mig, så alle kan se hvor.. ringe jeg er! Hvor svag jeg er! At jeg ikke engang kan forsvare mig selv! Jeg vil ikke lade dem se mig sådan her, Konstantin! Og.. og du har sikkert en masse arbejde at lave.. jeg vil ikke være dig en byrde, mere end det som jeg har været..” Ja, igen var det måske meget af det som Aleksandra som havde fortalt hende, som talte for hende igen, men det gjorde ondt at vide! At han så bare afsluttede med at han blev der, var noget som direkte irriterede hende, for hun ville slet ikke have ham der! Det var.. vel hendes nye hjem? I den tid som det nu ville vare, velvidende om at det nok ikke ville blive for lang tid, men det var virkelig underordnet for hende lige nu. Hun endte med at rejse sig, selvom det alene var en bevægelse som næsten fik hendes ben til at knække sammen under hende, for det var faktisk lang tid siden, hun havde været oppe at stå. Hun støttede sig direkte ind mod den mudrede væg, for at holde sig oprejst, for.. ja, måske hun var stædig, men han skulle ikke tro at han bare kunne komme her og tro at han kunne en masse, for det var vel også efterhånden ved at gå op for ham, at hun ikke tog med ham frivilligt? Et sted ønskede hun det så brændende, men hun var i den grad også bange for følgerne af det, og det var noget af det som for alvor kunne afholde hende fra at gøre alvor af det, for.. hun ønskede jo at være sammen med ham! ”Fint! H-hvis du bliver, så.. så går jeg!” endte hun bestemt, som hun søgte mod hulens udgang. Stædig havde hun altid været!

[Deleted]

Konstantin ønskede slet ikke at hun skulle sidde herude i en hule for sig selv, for det havde hun på ingen måder fortjent! Han elskede hende og han ville egentlig bare gerne have hende med hjem, så hun var i sikkerhed og kunne blive rask, for det andet var da mindst lige så dårligt som at tage med ham hjem, for her kunne hun da heller ikke gå nogen steder, for selv her kunne folk jo finde hende! Så skulle hun da være taget til et helt andet land! For selv her i Manjarno kom mørkets væsner og selv her kunne de risikere at finde hende! ”Malisha! Jeg er fløjtende ligeglad med om du vil trække dig eller ej, og ingen sagde at det behøvede at være offentligt, kun foran kongen. Desuden så er det kongens ønske, men jeg! Jeg ønsker at få dig med hjem! Og det er løgn at du ikke kan gå nogen steder, for du vil ikke kun være under min beskyttelse, men også kongens, så.. nu er du bare stædig! Desuden så er min manor langt bedre end denne usle hule, som kun vil tage livet af dig og det vil jeg slet ikke have!” svarede han bestemt, hvor han kom med et tilsvarende nik. At hun så nævnte at hun ikke gad at være en byrde for ham, måtte han se lettere forundret og forvirret på hende. ”Men Malisha.. du har jo aldrig nogensinde i hele vores lange liv, været en byrde for mig. Alt hvad jeg har gjort med samarbejde med dig, har kun været for at støtte dig og gøre dig glad, og det at tage dig ind i varmen og lade dig bo på herregården, ville jeg da aldrig gøre hvis jeg mente at du ville tynge mig, jeg gjorde det fordi jeg ønskede at være i nærheden af dig, fordi jeg kun vil have dig, og ingen anden,” svarede han roligt og dog sandfærdigt, hvor han ikke tog blikket fra hende. Hvorfor skulle hun også være så stædig? Han ville bare have hende med hjem, have hende med sig, tage sig af hende og gøre hende rask igen og så skulle de da nok finde på noget! Han vidste at der var en løsning derude, det andet kunne virkelig ikke passe! Og han ville ikke helme før han havde fundet en løsning! Han åbnede øjnene op, da hun bare valgte at rejse sig og sagde at hun ville gå. Hvorfor skulle hun være så pokkers stædig? Irriteret kom han op på benene. Han var virkelig for træt til at gide diskutere med hende eller skændes med hende, for det udmattede ham da kun endnu mere! Han valgte roligt at søge efter hende med tæppet omkring sine skuldre. ”Hold nu op Malisha.. Det regner udenfor, og du bliver kun mere syg. Desuden så vil du da heller ikke kunne gå nogen steder her uden at folk vil finde dig,” svarede han, hvor han forsøgte at holde tonen kortfattet, skønt han ikke kunne skjule udmattelsen og trætheden i den. Han gik roligt op bag hende, hvor han slog armene og tæppet omkring hende igen, kun for at trykke hende ind mod sig. Udenfor kunne man se hvordan regnen var begyndt at piske ned igen – et tydeligt efterårsvejr, som han allerede hadede – hans eget blik hvilede dog på Malisha. ”Tag med mig hjem Malisha. Bliv rask og så finder vi ud af hvad vi gør. Jeg skal nok finde en løsning om du så tror på mig eller ej. Desuden.. hvis det hele kræver at vi flytter, så lad os flytte til et andet land, hvor du faktisk kan være i sikkerhed,” endte han roligt, som han trykkede hende ind mod sig og kysse hende blidt mod kinden, inden han kysse hende i baghovedet.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste ikke hvad pokker hun skulle stille op efterhånden, for hun kunne jo ikke være nogen steder, uden at det ville få massive konsekvenser for hende, og det var slet ikke noget som hun ønskede sig lige nu! Hun ønskede egentlig bare en mulighed hvorpå hun kunne finde ud af sit nye liv, men… var det overhovedet et liv, som man kunne kalde for værdigt? Hun vidste det ikke rigtigt, og det var noget som i sandhed også måtte irritere hende som intet andet overhovedet! ”Folk nære ikke respekten til kongehuset, Konstantin.. Tror du hans ord på min beskyttelse, vil afholde dem, fra at gøre mig et hoved kortere?” spurgte hun en kende spidst, for den tanke i sig selv, var faktisk noget som virkelig måtte irritere hende, for hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget som helst ved det af den grund. Det gjorde ondt ja, men hun måtte jo bare lægge hele sit liv om, selvom hun heller ikke var meget for det, for hun havde faktisk været frygtelig glad for det som hun havde haft! Hun følte sig som en byrde, og hun brød sig bestemt heller ikke om den fornemmelse på nogen måde! Hun tørrede næsen af i sin kappe igen og vendte blikket mod ham. Hun følte sig som en byrde, og hun kunne slet ikke have med den tanke at gøre! Hun rystede på hovedet. ”Jeg vil ikke være dig en fremtidig byrde… Jeg kan ikke gøre noget som helst mere.. jeg kan ikke gå nogen steder uden eskorte, og det vil jeg ikke.. Jeg vil.. bare gerne være i fred.. okay?” endte hun næsten tryglende. Kunne han ikke bare forstå, at spillet var tabt for hendes vedkommende?!
Malisha rejste sig fast fra Konstantins arme. Et sted så var hun faktisk.. bange for at tage med ham hjem, for hun var ikke typen som ville lade andre beskytte sig! Sådan havde hun aldrig været! At han så rejste sig efter, og kom hen mod hende, gjorde det ikke ligefrem bedre! Det stod ned i stænger udenfor, og hun var bestemt heller ikke ligefrem fristet til at søge ud i det, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Tænderne bed hun svagt sammen, som hun igen måtte tvinge en hulken tilbage i sig, for hun ønskede bestemt heller ikke at stå og virke.. svag, for det var hun altså slet ikke! ”Jeg er ligeglad,” bed hun ham af, også selvom hun ikke så mod ham eller noget som helst. At han så kom hen og slog armene og tæppet om hende, fik det hende til at sitre. Hun hadede den effekt som han havde på hende. Hun rystede igen på hovedet, som han kyssede hendes kind og så hendes baghoved, da han blev stående bag hende. ”Det er lige meget.. Jeg vil ikke være i sikkerhed nogen steder længere.. Kan du ikke bare tage hjem, Konstantin..? Og glemme, at du nogensinde har fundet mig?” Tårerne trillede ned af hendes kinder, selvom hun virkelig forsøgte at holde det hele igen, for hun ville slet ikke have at han skulle se hende på den måde! ”Jeg… jeg er bange, Konstantin.. jeg tør ikke tage hjem..” hviskede hun næsten helt lydløst.

[Deleted]

Konstantin vidste udmærket godt at mange var imod kongehuset for tiden, og at folk uanset hvad ville forsøge at tage livet af Malisha, fordi hun havde handlet som hun havde og selv havde stillet sig i et utrolig dårligt lys, hvor hun lå som hun havde redt og det var desværre i farezonen hun befandt sig i. Han sukkede let. ”Men Malisha.. du undervurderer dig selv. Du er trænet i andet end magien, du er en stærk og kløgtig kvinde. Du er strategisk, du er smart, du er snu, bare fordi du ikke har magi er det ikke ensbetydende med at du er svag. Vi holder lav profil i et stykke tid til alt har lagt sig, og imens træner vi og finder ud af hvad vi gør, og før eller siden vil alt blive godt igen,[/color]” svarede han lettere opmuntrende, for han nægtede at se negativt på tingene, for det ville da slet ikke hjælpe hende det mindste! Han nægtede desuden at svigte hende, for han havde altid stået der, han havde altid været hendes støttende søjle, som hun havde været hans, de var en udødelig duo, der altid havde klaret sig igennem ild og vand, medgang og modgang, og dette var intet undtag! Desuden så nægtede han at svigte sin bedste ven og livs kærlighed, for det lå ikke til ham som person. De han holdt kær, dem kæmpede han for! ”Du er ingen byrde Malisha.. og det bliver du heller ikke,” svarede han roligt, hvor han strøg hende blidt over kinden. Det irriterede ham at hun skulle være så stædig, selvom hun havde al grund til at være deprimeret, men hun måtte ikke skubbe ham væk, for så havde hun da ingen tilbage.
At Malisha bare rejste sig og søgte mod udgangen, var noget som gjorde ondt på Konstantin, for han var her jo! Hun var ikke alene og hun havde ikke behov for at klare alting alene! At hun så bare tog afstand til ham og nærmest skubbede ham væk, det gjorde ondt, men han nægtede dog at svigte hende her i nødens stund, for det havde hun ikke fortjent! Han fnøs let til hendes ord, som hun bed ham af, hvor han vidste at det ikke passede, for han vidste at hun ikke ville have at han gik, ikke inderst inde. Han blev stående bag hende med armene omkring hende, hvor han trykkede hende ind mod sig, imens han sukkede ganske let. ”Jeg kan ikke bare vende ryggen til dig Malisha, det nægter jeg,” svarede han roligt, hvor hans blik hvilede mod regnen, der silede ned udenfor. Han var faktisk kun glad for at han havde fundet hende, for tænkt hvis han ikke havde? Så havde hun sikkert været død, uden at han havde vidst det, for han havde jo ikke engang vidst at hun var søgt til Procias, det havde han fundet ud af via kongen, og det skuffede ham lidt at hun ikke havde sagt noget til ham, selvom det sådan set var forståeligt eftersom hun havde været sur på ham. At hun var bange, fik ham til at vende blikket mod hende, hvor han rynkede brynene. ”Men jeg er her. Du er ikke alene og det bliver du aldrig, vi klarer tingene sammen. Du har ikke brug for min beskyttelse, for du kan klare dig selv, også uden magi, men jeg vil altid stå bag din ryg og være der, når du har brug for mig,” endte han roligt og dog med beslutsomhed i stemmen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Folk var ikke just med kongehuset, hvilket vel også var en skam? Selvom Malisha måske aldrig havde været den største fan af den øvrige magt, så kunne hun nu se, at det måske havde været smart at være lidt mere.. loyal overfor dem, også selvom det vel var for sent nu? Hun kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det, selvom det nu ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, men det var nu bare sådan at det var. Hun lå jo som hun selv havde redt, velvidende om at det ikke var noget som hun kunne forandre mere, selvom den tanke selvfølgelig også gjorde vanvittig ondt for hende at tænke på. Tænderne bed hun svagt sammen. Hun følte sig kun som en byrde, og hun ønskede slet ikke at vende hjem! Det ville koste hende livet, og.. ja, selvom hun faktisk stod som en leder, så var hun faktisk bange for døden. Hun var jo trods alt en leder, og det ville hun være, frem til hun blev tvunget af! ”Magikyndige væsner vil være på nakken af mig, resten af mit evige liv.. Jeg kan ikke stille noget op mod et væsen, jeg ikke engang kan komme i nærheden af, Konstantin..!” endte hun febrilsk. Det ville koste hende livet, og det var hun et sted slet ikke interesseret i, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Blikket gled igen bort fra hans skikkelse. At han var der, var selvfølgelig en ting som gjorde hende glad, også selvom.. hun vidste endnu ikke om han var kommet fordi han havde haft lyst, eller om det kun var fordi kongen havde sendt ham. ”Hvorfor føler jeg mig så som en?” spurgte hun sagte, som tårerne igen meldte sig. Hun hadede at være så.. svag!
Malisha blev stående i Konstantins arme, også fordi at det virkelig var.. rart. Hun havde savnet det, også fordi at det var noget som hun selv havde kastet fa sig, i og med at hun havde lagt ringen i soveværelset og søgt ud i regnen og til Mørkets Cirkel, velvidende om at det var et sted, som hun end ikke ville være i stand til at opsøge igen, uden at det ville koste hende livet.. Hun var virkelig nødt til at tænke over alle de handlinger som hun foretog sig, for det kunne slå hende ihjel, og det var slet ikke noget som hun kunne sige sig, at være vant til, og det var noget som kun bragte hende til en frustration uden lige, og hun kunne slet ikke have det på den måde! Svagt snøftede hun igen og tørrede det af i det som hun lige kom i nærheden af, hvilket nok blev kappen eller tæppet om hende. Hun var bange.. og selv det, var ikke noget som hun var meget for at erkende, velvidende om hvor.. usselt det egentlig var. Hun havde aldrig været bange før på den måde, så selv den tanke var hende direkte overvældende! ”Du kan ikke stå der konstant, Konstantin.. Jeg kan ikke stille noget op, dersom det er magikyndige som sætter sig efter mig.. Jeg kan ikke gøre noget som helst.. andet end at vente på at de er færdige med at lege med mig.. Tanken driver mig til vanvid.. Jeg kan ikke.. jeg kan ikke..” Næverne knyttede hun i ren og skær frustration. Hun havde aldrig bedt om denne tilstand!

[Deleted]

Konstantin vidste godt at hun ville få et svært liv fremover, men det var ikke sådan så det ville være umuligt at leve, for det var det jo ikke! Man så mange mennesker, som faktisk formåede at klare sig og han vidste at det også ville ske for Malisha, for hun var på ingen måder svag og at hun skulle undervurdere hende selv, var noget som irriterede ham, for hun var stærk og det ville hun altid være! De skulle bare træne og så ville hun være i stand til at kunne klare hvad som helst! ”Malisha.. det er ikke magien der gør os stærke, det er vores forestillingsevne, og du ved hvordan en magikyndigs tankegang er, eftersom du selv har en. Desuden så er det ikke styrke der vinder et slag, det er kløgt, og du er en af de kløgtigste personer jeg nogensinde har mødt, som du er ambitiøs, samt du er intelligent og strategisk klog. Ingen ville kunne klare dig uden kamp til stregen, bare fordi du har mistet din magi,” svarede han roligt og dog var han bestemt, men hvad kunne han også mere gøre end at komme med en opmuntrende snak og forsøge at gøre hende glad igen? Det hele var op til hende i sidste ende, men han ville dog ikke svigte hende. ”Desuden så har du også mig, og vi vil altid kunne komme i kontakt med hinanden, hvis du endelig skulle få problemer du ikke kan klare. Jeg er din støtte, som jeg altid har været og jeg svigter dig ikke,” tilføjede han i samme tone som før, hvor han trykkede hende blidt ind til sig. Han måtte rynke let med brynene, da hun sagde at hun følte sig som en byrde, for det var der jo ingen grund til! ”Jeg ved ikke hvorfor du føler det sådan, for det har du aldrig været, og du vil heller ikke blive det, så du har ingen grund til at føle det sådan. Du er en hjælp for mig, som omvendt,” svarede han roligt, som hans hoved søgte let på sned.
At Malisha var bange, kom et sted ikke bag på Konstantin, men alligevel gjorde det noget ved ham, for han var ikke vant til at høre hende sige det, da det skete frygtelig, frygtelig sjældent. Han lyttede til hendes ord, hvor han vendte blikket ned ad hende, som han så hvordan hun knyttede sine hænder. Han sænkede sine arme, så han kunne tage omkring hendes hænder, hvor han trykkede ganske blidt om dem. ”Vi træner. Du er ikke forsvarsløs endnu. Jeg vil gerne have dig med hjem, så du kan blive rask og så.. vi kan bo sammen igen. Vi finder ud af noget, jeg ved at der er en løsning på det hele,” hviskede han blidt mod hendes ene øre, som han lagde sit hoved ind mod hendes, imens han strøg hende kærligt over hænderne, for han vidst at hun havde brug for at vide at han var der og det var han, hvor han nægtede at svigte hende, for det kunne han ikke drømme om! Han ville dog gerne have hende med hjem, for hun var i sikkerhed på herregården, mere end hvad hun var her, hvor han også var der og der kunne de også i fred finde på en løsning og holde lav profil.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha ville få det forbandet svært i forhold til hvad hun havde været vant til, og det var det som hun havde svært ved at tackle, og ikke mindst forstå, for hun ønskede bestemt hellere at ligge i graven, end at stå i den situation som hun gjorde i øjeblikket, for hun kunne slet ikke have med den at gøre! Uanset hvad han sagde, så var det bestemt ikke noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund, for hun skulle til at lægge hele livet om, og hun ønskede jo heller ikke at gemme sig bag ham for tid og evighed! ”Det gør ikke nogen forskel for mig, hvis jeg ikke kan nå at hæve et sværd, før jeg allerede er kastet i jorden, Konstantin.. Jeg er nødt til at lægge hele mit liv om, og ved du hvad? Det tror jeg ikke engang jeg vil kunne klare.. Det gør ondt bare at tænke på.. Jeg er ikke den Malisha som folk kender mere, og den tanke gør ondt.. Jeg er skyggen af mig selv, og jeg føler ikke jeg kan indtage den faste form mere.. Jeg kan ikke fortsætte.. Jeg.. jeg ville ønske, hun havde taget mit liv, end at lade mig leve sådan her..” endte hun med en dæmpet stemme, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre, for hun vidste at det var den tankegang som gjorde ham vred, men han vidste for pokker heller ikke hvordan det var at være hende lige nu! Hun rystede på hovedet. ”Du kan komme i kontakt med mig, men ikke omvendt.. Jeg er ikke magisk mere, Konstantin. Jeg er.. ingenting,” endte hun dæmpet. Hendes nye tilstand havde jo for pokker ikke engang et navn! ”Jeg vil ikke være en byrde for dig, Konstantin.. Jeg vil ikke kunne gøre noget som helst i fremtiden, uden at jeg skal tænke på konsekvenserne ved det.. og det ønsker jeg ikke..”
Malisha var bange, og hun var bestemt heller ikke meget for at erkende det, men det var nu bare sådan at det hele måtte forholde sig, selvom det bestemt heller ikke var nemt. Hun vendte blikket stille ned af sig, selvom hun stod der i hans arme, hvilket på sit vis var rart, hvis.. hun kunne give sig ordentlig ind til det, for det følte hun ikke engang at hun kunne! ”Jeg har ikke tålmodighed til træning.. Jeg er ikke et barn mere.. Jeg vil ikke, Konstantin.. Jeg vil ikke..” endte hun dæmpet, som hun igen rystede på hovedet. Han kunne ikke hjælpe hende ud af den kattepine som hun var endt i, og som hun sikkert skulle bruge resten af livet på, men det var der nu heller ikke noget at gøre noget ved af den grund. Tårerne meldte sig igen i hendes øjne, hvilket gjorde ondt, for hun havde ikke gjort andet end at græde den sidste uge! Hun følte sig virkelig, virkelig ynkelig efterhånden! ”Tag nu bare hjem..” forsøgte hun endnu en gang. Han skulle bestemt ikke gøre sig de ofringer for hendes skyld, for han skulle ikke straffes for hvad hun havde gjort! Slet ikke!

[Deleted]

Hvad Konstantin skulle sige, vidste han slet ikke mere, for hun blev jo bare ved med at bryde hans argumenter ned, hvor han kunne gøre det samme ved hende og de kom jo ingen vegne af det! Han kunne dog ikke svigte hende, for hun var den eneste person han holdt kær i sit liv, den eneste han stolede fuldt og fast på. Hans liv uden hende havde været et mareridt, hvor han knap nok havde sovet og det ønskede han ikke skulle fortsætte, døde hun så ville det uden tvivl tage ham med i faldet, eller i hvert fald efterlade ham som en tom skal, for han kunne ikke engang få sin hverdag til at fungere når hun ikke var der, og tænk så hvis han vidste det faktum at hun aldrig nogensinde ville kunne komme tilbage igen? Han vendte let blikket ned mod sin finger, hvor hans blik faldt på sin vielsesring og derefter mod hans slægtsring, hvilket fik ham til at vende blikket mod hende. ”Men så gå med min slægtsring? Den vil kunne beskytte dig mod døden. Desuden så ved jeg at vi nok skal finde en løsning og jeg skal nok sørge for at få din magi igen, eller, finde en anden løsning, for jeg ved at det ikke er umuligt,” svarede han bestemt, som han ikke tog de mørke øjne fra hende. Han ville ikke give op, hvor han heller ikke ville vende hende ryggen, for hvordan skulle han kunne gøre det? Det ville hun jo heller ikke gøre ved ham, hvis rollerne var byttet om og det ville han næsten ønske at de var, for.. han ønskede ikke at se hende på den måde. Han var ligeglad med om hun trak sig som leder, han var ligeglad med hvad hun gjorde, så længe hun bare tog med ham hjem og blev rask, for herude fik hun intet ud af at blive, andet end en død, og det nægtede han til gengæld at lade hende gøre! Det var også derfor han ikke kunne forlade hende, for så ville han da slet ikke kunne sove i frygt for at hun ville dø hvert minut han var tryg hjemme i huset! Han sukkede let for sig selv, for han vidste snart ikke hvad han skulle gøre, andet end at tvinge hende og det havde han ikke lyst til, for han ville ikke tage valget for hende. Han rynkede let brynene, hvor han roligt vendte hende om i sin favn, så han kunne se hende i blikket. ”Hvis du kan se mig i øjnene og sige at du ikke elsker mig og mene det, så går jeg,” forsikrede han hende, hvor hans blik var alvorligt og dog stadig træt, for han havde trods alt ikke sovet særlig meget igennem de sidste par uger. Han vidste at hun ikke ønskede at være alene og hvem gad også det? Hun havde brug for støtte og hjælp, hvor han også var der for hende og det ville han altid være! Han løftede roligt sin hånd med vielsesringen på. ”Sig du ikke elsker mig og smid min ring bort, og så får du det som du vil have det,” tilføjede han, for han vidste at hun kunne se ham i blikket og sige at hun ikke elskede ham – nok ville han kunne se at hun ikke mente det, men det blev altid sværere at lyve sig fra det, når der skulle handling til. Desuden så vidste han også hvor hendes hjerte lå.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha brød Konstantins argumenter ned, som han lige så skød hendes egne i sænk, hvilket næsten var noget som hun gjorde, så han kunne bevise andet for hende, for det var hvad hun havde brug for efterhånden, så selv det, var ikke noget som sagde så lidt. Hun bed tænderne let sammen og vendte blikket en anelse væk fra ham endnu en gang. Det var bestemt ikke fordi at det var nemmere for hende, ved at skulle stå så tæt på ham, som hun gjorde nu, også selvom hun selvfølgelig var glad for at han var der, for hun havde virkelig manglet ham. Det havde hun virkelig! At han foreslog sin slægtsring, var noget som hun bestemt heller ikke lige havde regnet med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun blinkede let med øjnene. I princippet var hun jo ikke engang hans trolovede eller forlovede mere, så den kunne hun da slet ikke tage imod! ”Jeg.. jeg har ingen relation til dig mere, Konstantin, så den kan jeg da slet ikke tage imod! Min magi er ødelagt for altid.. den vil jeg aldrig nogensinde kunne få igen.. hun ødelagde den for øjnene af mig..” endte hun dæmpet. Hun vidste det jo.. hun var tvunget til at leve som et forbandet menneske for resten af hendes liv, og den tanke var noget som i sig selv, var mere end rigeligt til at drive hende direkte til vanvid! Hun ville slet ikke leve på den måde, som hun nu var tvunget til det, for hun kunne slet ikke have med den tanke at gøre overhovedet!
Det som Konstantin pludselig krævede af hende, var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til! Hun vendte sig i hans arme, næsten som hun måtte bevise, hvor overrasket hun egentlig var, for det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til, på nogen måde overhovedet! Hendes hjerte begyndte at hamre mod hendes bryst. Hun kunne sagtens skænke ham de ord, men det var bestemt ikke fordi at det var ord, som hun nogensinde ville være i stand til at mene, hvilket nok gjorde det hele så meget værre for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det var. ”Det ved du udmærket godt, at jeg slet ikke vil være i stand til, Konstantin.. Jeg kan ikke sige de ord og faktisk mene dem.. Jeg vil bare have at du tager hjem.. og glemmer, at du overhovedet har opsøgt mig her..” endte hun dæmpet. Det var hende virkelig en frustration uden lige, at det ikke var noget som hun kunne skjule! Igen begyndte tårerne at trille, selvom det kun gjorde hendes øjne langt mere røde og irriterede, for det gjorde faktisk ondt at græde så meget som hun gjorde lige nu, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende på nogen måde! ”Det er virkelig ikke retfærdigt..” hviskede hun med en grødet stemme, selv på trods af, at det var noget som hun virkelig forsøgte at skjule for ham. Det var virkelig ikke fair, at tvinge hende op af muren på den måde!