I found you..?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha følte sig fortvivlet og ikke mindst fortabt, for hun kunne jo slet ikke gøre noget som helst i den situation som hun sad i, og det var næsten det værste af det hele. Ved den manglende magi, så var alle døre smækket i for øjnene af hende, og hun kunne bestemt heller ikke gøre noget ved det, hvilket næsten var det værste af det hele. At han så havde fundet hende, gavnede hende bestemt heller ikke, selvom hun virkelig forsøgte at komme igennem det, så godt som det nu var hende menneskelig muligt, selvom man ikke ligefrem kunne sige, at det var en nem opgave, ofr det var det da slet ikke! Hun bed tænderne let sammen. Der var virkelig ikke noget ved hende mere.. hendes stolthed havde lidt et knæk som aldrig nogensinde før, og hun var slået i gulvet, hvor hun denne gang, ikke engang vidste om hun kom op igen. Denne modstand var mere end det som hun lige kunne tackle, og hun følte sig.. alene.. Hun havde jo absolut ingenting tilbage mere, og det var virkelig det værste af det hele! ”Jeg er ikke andet end et menneske med et evigt liv, Konstantin.. Prøv dog for pokker at se på mig! Jeg er ikke den som du tror jeg er.. Jeg har ingen, jeg er ingen.. jeg er… ingenting mere.. Se mig dog..” Hun vendte blikket stille ned af sig, også selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre, for hun vidste, at hun så særdeles forfærdelig ud!
Malishas blik gled mod Konstantin endnu en gang. At han blev sur på hende, var bestemt ikke noget som hjalp hende, også selvom Mattheus måse var yderst generøs af sig, så var det bestemt heller ikke var noget som gavnede hende på nogen måde, for hun vandt jo slet ikke noget på noget af det! ”Så kan jeg lige så godt bare blive siddende her og passe mine egne sager.. Jeg behøver slet ikke at have noget med folk at gøre.. jeg gider ikke..” endte hun dæmpet. Det var bestemt ikke fordi at hun ønskede at fremstå som svag, men her kunne folk vel ikke bare.. finde hende? Hun vendte blikket væk fra ham endnu en gang. Bålet varmede godt, også selvom hun vidste at det kun var midlertidigt, for før eller siden ville det hele gå i sig selv igen, selvom hun ikke ligefrem kunne gøre noget eller sige noget til det af den grund. Hun snøftede igen, som hun lod den beskidte hånd tørre hendes tårer væk. Hun var jo ikke bare vred på ham, men.. hun vidste faktisk ikke helt hvad hun var, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, og det var næsten det som gjorde mest ondt for hendes vedkommende. Hun rystede på hovedet. ”Har jeg nogensinde været god nok for dig, Konstantin? Når du ikke engang kan fortælle mig, hvor du tager hen? Alle de kvinder.. hvad har du i det hele taget at bruge mig til?” Denne gang vovede hun at vende blikket i retningen af ham, også selvom hun ikke vidste om hun skulle se ham i øjnene, for det var slet ikke noget som hun var videre fristet til! Hun følte sig.. slet ikke værdig nok!

[Deleted]

Selvom Konstantin var sur på Malisha, så ændrede det ikke på hans følelser for hende. Hun var ejeren af hans hjerte, hvilket hun havde været igennem frygtelig lang tid! Han var ligeglad med hvad hun havde gjort, hvad hun havde mistet og hvad hun ikke havde mere – eller ligeglad var han ikke, men i det at han elskede hende, så betød det intet for ham, for det var jo hende han elskede og ikke hendes evner eller hendes titel. Magt havde aldrig sagt ham det største, derfor havde han aldrig været grådig, han havde altid hadet at være i centrum, så sådan som at afholde et bal havde aldrig været ham, medmindre han havde været nødsaget til det, eller havde været nødsaget til at dukke op til andres. Han kneb øjnene let sammen til hendes ord, for de irriterede ham virkelig kun! De gjorde det dog også tydeligt at hun havde fået et alvorligt knæk i sin selvtillid og stolthed. ”Jeg er ligeglad! Et bad og så er du lige så smuk som du plejer at være! Din stolthed og selvtillid har måske fået et knæk, men jeg ved hvilken kvinde du er, og hun er derinde et sted, det ved jeg!” svarede han bestemt og lettere stædigt. Han ville slet ikke høre tale om noget andet! Han vendte blikket væk fra hende, hvor han fnøs let. Det skuffede ham at hun sagde at hun ikke havde nogen, for det var jo løgn! ”Desuden så har du mig,” mumlede han for sig selv, som han betragtede bålet. Hun irriterede ham. Hun var virkelig blevet ynkelig efterhånden! Det gjorde faktisk ondt at se hende sådan, når han vidste hvor stolt hun altid havde været.
Det gjorde virkelig Konstantin arrig at se Malisha på den måde, for det var ikke tårerne der gjorde hende svag, det var hendes holdning og det at hun bare gav op og det lå slet ikke til hende normalt, det irriterede ham! Hans mine blev også langt mere fast og vred, hvor han ikke så væk fra hende. ”Prøv dog lige at hør dig selv! Det er kujonagtigt at blive her og gemme sig i stedet for at mande sig op og stå ved sine fejl! Hvad vil du huskes for? Den ynkelige leder der begik en fejl og var en kujon som gik under jorden, eller en stærk leder, der tabte et slag og måtte trække sig?” Denne gang kom den hårde mand, der lå gemt i ham til udtryk, for han kunne slet ikke tåle at se hende på den måde, for det var slet ikke den kvinde han kendte! Han rystede opgivende på hovedet af hende, for han vidste at hun nægtede at tage med, hvilket kun gjorde ham endnu mere sur, men han magtede så heller ikke at hidse sig op, for han var træt og det at skændes gad han slet ikke. Han endte dog med at vendte blikket forfærdet mod hende til hendes ord. ”Hvordan kan du få dig selv til at stille mig det spørgsmål?! Tror du jeg ville trække den videre med dig, hvis ikke du var det værd? Hvis ikke jeg ønskede det oprigtigt?! Jeg skrev en note! Jeg vidste ikke hvem der havde sendt brevet, for der var ingen afsender på! Og det var dig der lagde ringen fra sig og ikke omvendt! Jeg var klar! Jeg var tilmed klar til at fri til dig ordentlig den aften jeg kom hjem efter min audiens hos kongen! Jeg havde det hele klart!” svarede han i en fast tone, hvor han bed tænderne kraftigt sammen, for hun skulle slet ikke beskylde ham for at han ikke elskede hende!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde virkelig lidt et knæk som hun aldrig nogensinde havde troet at hun skulle opleve, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for hun havde det virkelig ikke særlig godt ved tanken om det! Hun så stille ned af sig, også selvom det mere var i skam, end det som det måtte være noget andet, for hun var på ingen måder stolt af hvad hun var eller hvordan det hele så ud for hende som det var nu! Hun kunne virkelig ikke gøre noget ved det af den grund, og det vidste hun udmærket godt. Hendes liv var ændret for altid! Hun rystede på hovedet. Hun kunne for pokker ikke forsvare sig med noget som helst, og den kvinde som hun var tilbage i sin egen højtid, var bestemt ikke noget som hun ønskede at skulle lægge skjul på igen og bare.. forandre, for hendes ære var tabt uanset! ”Jeg er virkelig ligeglad! For pokker da, prøv at se mig! Jeg er ikke en warlock mere! Jeg er kun et menneske med et evigt liv, og ved du hvad? Det er der INGEN ære i!” endte hun med en tydelig frustreret stemme, som gråden igen meldte sig i hendes stemme. Hun havde altid været forbandet stolt af den kvinde som hun var, også selvom det slet ikke var tilfældet mere, og det var næsten det som måtte være værre end noget andet, for hun kunne virkelig ikke gøre noget som helst ved det, og det var noget som virkelig gjorde ondt! Uanset hvad hun gjorde, så blev det aldrig det samme igen, og det var virkelig.. hårdt!
At han direkte skulle fremstille hende som en kujon, var noget som gjorde hende vred, velvidende om at hun ikke ligefrem kunne gøre noget som helst, for at ændre det syn på det, for hun så på det på en helt anden måde end det som han gjorde! ”Du står ikke i en situation, hvor du er tvunget til at træde fra en plads som du har haft i årevis, Konstantin.. noget du er gået op i med hjerte, sind og sjæl.. Jeg ser hellere at folk tror jeg er død.. Jeg er ydmyget på det værste.. se dog på mig..! Jeg er ikke den Malisha som folk kender!” endte hun febrilsk. Han kunne ikke forstå det, også selvom hun ikke ligefrem havde regnet med noget andet. Hans ord var noget som gjorde hende direkte bleg i ansigtet, hvor hun vendte blikket direkte mod ham. Denne gang var det hendes tur til at sidde fuldkommen mundlam, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. ”Du… du ville..” Igen endte hun med at sidde fuldkommen tavs, hvor hun vendte blikket ned af sig. Hun var jo ingenting mere, så om det var noget som han ville holde fast i, vidste hun ikke, og et sted så var det slet ikke noget som.. gik i hendes retning som sådan? Hun rystede let på hovedet, idet at tårerne for alvor væltede op i hendes øjne, hvor hun direkte måtte kæmpe for at holde dem igen. Det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende! Det gjorde virkelig, virkelig ondt at tænke på!

[Deleted]

At Malisha skulle være så ynkelig og patetisk, var noget som måtte irritere Konstantin mere end noget andet! På den anden side, så forstod han godt hvorfor hun så sådan på tingene, for han ville have haft det på præcis samme måde og det vidste han godt. Det ændrede dog ikke på hans følelser for hende, og det at hun skulle betvivle ham var noget som virkelig gjorde ham allermest arrig! Han elskede hende om hun så havde magi eller ej. Han betragtede hende med samme kortfattede blik, som han hele tiden havde haft, hvor han ikke tog blikket fra hende. ”Jeg ved at så længe der er noget til som kaldes for magi, så er alt muligt,” endte han i en fattet tone, hvor han slet ikke så væk fra hende på noget tidspunkt, skønt hun ikke kunne få sig selv til at se på ham, og det gjorde ondt, for hun burde kende ham bedre end som så, og det at stå og håne hende og pege fingrer af hende, det var slet ikke hans stil, for det fik han slet ikke noget ud af! Det kunne godt være at han kunne blive hård og sætte foden i jorden, men det var kun for hendes egen skyld, så hun ikke blev helt svag og ynkelig, for han kunne slet ikke tåle at se hende sådan når han kendte hende som en stærk kvinde! Han bed tænderne sammen, som hun så begyndte at påstå at han ikke forstod hende og kendte til følelsen, for der tog hun igen fejl! Han endte med at fnyse af hende, hvor han rystede let på hovedet. ”Der tager du fejl. Du glemmer at jeg mistede min titel som hertug, en titel jeg har haft endnu længere end du har været leder, så jo jeg kender til følelsen af at miste noget som man er gået op i med sind, krop og sjæl, men jeg kæmpede for at få min titel tilbage, og der ligger forskellen. Jeg gav ikke op, men fortsatte kampen, hvor du derimod blot gemmer dig som enhver anden kujon ville gøre!” bed han hende af, som hans blik hvilede fast på hende.
At Konstantin formåede at få Malisha til at tie, fik ham blot til at vende blikket mod bålet. Ja han havde tænkt sig at fri til hende den aften han var kommet hjem og havde været i et strålende humør, et humør hun selv havde ødelagt ved at begynde at betvivle ham og skælde ham ud, hvor han ikke engang havde gjort noget galt. Han havde ingen følelser for Aleksandra, ikke mere i hvert fald, hvor hans hjerte også ønskede at gå i en helt anden retning. Han elskede Malisha og det var hende han havde været opsat på at få en fremtid med. At Aleksandra så skulle komme tilbage og ødelægge det hele, var noget som irriterede ham. ”Ja, jeg ville have trukket den videre for alvor og friet ordentligt til dig og faktisk selv give dig valget, men i stedet for valgte du at ødelægge stemningen og lægge ringen fra dig,” endte han i en mumlen, hvor han ikke kunne skjule den skuffede tone, for det var han virkelig! Han vendte blikket mod hende igen, hvor hans blik tydeligt var træt, hvilket de sorte rander under øjnene kun indikerede. ”Tror du stadig jeg ville bære min ring, hvis ikke jeg vidste hvad jeg ville have? Hvis ikke jeg var sikker?” spurgte han kortfattet, som han holdt sin hånd oppe og viste at han endnu bar sin trolovelsesring. Han fiskede roligt halskæden frem, hvor han bar hendes ring, „jeg var skam alvorlig og sikker i min sag, da jeg sagde at jeg ville gå hele vejen Malisha. Og det er du den eneste kvinde jeg nogensinde har ønsket at gøre det med!”

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var virkelig langt ved siden af sig selv, men kunne man i det hele taget klandre hende for det? Det kunne godt være Konstantin havde oplevet det at miste sin titel som hertug, men det kunne slet ikke sammenlignes med det som hun måtte stå med, for det var virkelig et.. massivt tab som hun stod med i hænderne, og hun kunne ikke gøre noget ved det af den grund! Hun så ham slet ikke i øjnene, for det følte hun sig slet ikke værdig til. Hun vidste at magien var en yderst personlig ting, og hun havde stået og set til at hendes egen blev pulveriseret for øjnene af hende. Hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det nu! Den var væk.. væk for altid! At han så skulle vende og dreje på det som hun sagde, var noget som irriterede hende yderligere, for hun ønskede slet ikke at han skulle have fundet hende, og det at føre en samtale med hende lige nu, var bestem heller ikke lige noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Du kan jo bare ikke se hvad det er jeg mener, gør du?! Du har fået det hele igen, hvor jeg derimod, ikke kan få noget som helst! Prøv for pokker da at se på mig, Konstantin! Jeg er et væsen uden magi! Jeg kan ikke slå fra mig mere! Tror du virkelig at kongen kan afholde folk fra at fjerne hovedet fra min krop, når de ved hvilken situation jeg befinder mig i? Jeg kan ikke gøre noget som helst!” endte hun febrilsk. Hvis han ikke forstod hende, så var det da virkelig ikke hendes problem, så skulle han da bare tage hjem igen! Aleksandra ville sikkert blive henrivende!
At vide at Konstantin var klar til at gøre det hele om og faktisk give hende valget hvorvidt om hun ville gifts med ham eller ikke, var noget som Malisha bestemt ikke havde regnet med, og det var noget som gjorde hende direkte mundlam. Hun havde altid været en hård type, og derfor var hun vel også vant til det faktum, at folk faktisk.. ikke rigtigt gad hende? Hun vendte blikket ned af sig, som hun strøg sig selv over armen med en tydelig usikker mine, for hun brød sig faktisk slet ikke om det! At han så stadig gik rundt med sin egen, var noget som hun slet ikke havde regnet med. Tårerne pressede på, og det var næsten noget som faktisk gjorde ondt i hendes øjne, for hun følte sig virkelig ynkelig som det var nok i forvejen! Hun ville ikke virke mere svag end hvad hun allerede nu måtte føle sig, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende! Hun rystede let på hovedet, hvor hun direkte endte med at begrave ansigtet ned mod sine hænder, idet hun bare.. græd. Det var jo først nu, hvor hun kunne se tilbage på det, hvor hun kunne se hvor meget hun egentlig havde kastet fra sig, og hvor meget hun egentlig havde mistet, hvilket i den grad kun gjorde det hele langt værre for hende, for det var en tanke som virkelig gjorde noget så frygtelig ondt! Det var slet ikke til at beskrive!

[Deleted]

Konstantin kunne skam sagtens sætte sig i Malishas sted, hvor han også godt forstod hvorfor hun var opgivende, men det ændrede ikke på at han faktisk ønskede at hun skulle tage sig sammen og mande sig op og tage med hjem, for faktisk at erkende sine fejl, for det blev man kun stærkere af, hun fik intet ud af at sidde her og gemme sig som en kujon! Det irriterede ham at se hende sådan. Han sendte hende en fast mine, som hun igen hævede stemmen af ham, hvilket han ikke fandt sig i! Desuden så gad han heller ikke at sidde og skændes med hende, nu hvor han endelig havde fundet hende. ”Du har måske mistet din magi, men jeg ved at vi kan finde en måde at få den tilbage på. Desuden, så er kongen ikke den eneste der ønsker at beskytte dig,” svarede han kortfattet. Han ønskede ikke at der skulle ske hende noget, hvor han selv ville gøre alt hvad der stod i hans magt for at beskytte hende, og de som prøvede at gøre forsøget med at skille hendes hoved fra hendes krop, ville få med ham at bestille og de ville få det tifoldige igen! Han havde ikke mistet sin magi og hans var avanceret og stærk, desuden så var det jo bare at træne og så skulle hun nok blive i stand til at klare sig, det var mennesker jo også, så det burde hun vel også kunne? Hvor der var vilje, var der en vej!
At Malisha synes at blive helt stille, fik blot Konstantin til at vende blikket mod bålet igen, hvor han havde fundet en gren og legede lidt med ilden. Han gad ikke den akavede stemning, skønt det måske var svært at løbe fra, da det var akavet nok i forvejen. Han havde faktisk været parat til at give hende valget. Hun havde altid beklaget sig over at hun ikke havde fået valget selv, men at det var blevet taget for hende, så han havde faktisk ønsket at fri ordentligt til hende, da han kun mente at det var passende. Godt nok havde han ikke haft en ring, da hun allerede havde en, men han havde haft et helt sæt andre smykker klar, som kun var en hertuginde værdig, for det var jo netop hvad hun ville være blevet, hvis de blev gift, for titlen havde han jo haft igen, og det var også noget han havde ønsket at fejre med hende, men hun havde bare valgt at ødelægge det hele. Langsomt vendte han blikket mod hende, da hun gemte ansigtet mod sine hænder og bare … græd. Han blinkede forundret med øjnene, da han aldrig direkte havde set hende græde på den måde før. Jovist havde han set hende fælder tårer før, men han havde aldrig direkte set hende bryde sammen i gråd. Han åbnede flere gange munden, skønt han ikke vidste hvad han skulle sige, da det denne gang var ham der blev mundlam. Han blinkede flere gange med øjnene, som han ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre og hvad han kunne tillade sig at gøre. Han endte dog alligevel med at rykke sig tættere på hende, hvor han tog plads ved siden af hende, kun for at lægge den ene arm trøstende omkring hende. ”Malisha..” endte han dæmpet i en bedende og alligevel usikker tone. Et sted var han jo næsten bange for at hun bare ville afvise ham, som han slog armen omkring hende, men han vidste snart ikke hvad han ellers skulle gøre, for han kunne bestemt ikke lide at se hende så langt nede!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha tvivlede virkelig på at Konstantin kunne sætte sig i den situation som hun befandt sig i, for hun havde virkelig lænket sig selv på hænder og fødder og smidt nøglen så langt væk, at man slet ikke kunne finde den, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Det knuste hende, hun var fortvivlet og det at han sad der og nærmest bebrejdede hende for måden at reagere på, var bestemt ikke noget som hjalp hende på nogen som helst måde! Hun vendte blikket mod ham, også selvom hun slet ikke så ham i øjnene. Hun vidste at han var der, men end ikke hans magiske aura kunne hun fornemme.. hun følte sig virkelig magtesløs, og det var slet ikke noget som han ville kunne forstå sig på! ”Silia pulveriserede den.. Jeg kan ikke få den tilbage igen. Hun rev den fra mig og ødelagde den for øjnene af mig, uden jeg kunne gøre noget som helst! Jeg blev slået af en ungtøs!” endte hun frustreret. Magien var frygtelig personlig, og ikke bare noget som man kunne få tilbage, så meget vidste hun, og det var næsten det værste af det hele!
Nu hvor det for alvor gik op for Malisha hvor meget hun egentlig havde mistet, så var det virkelig som den ene lussing i ansigtet efter den anden, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende, for det gjorde virkelig, virkelig ondt for hende i det hele taget at skulle tænke på! At give sig til at græde, var på ingen måder noget som hun ville have gjort normalt, men denne gang kunne hun virkelig ikke lade være. Hun havde aldrig nogensinde været ude i noget lignende, og det var bestemt heller ikke fordi at det var behageligt på nogen måde! At han så skulle komme hen til hende, ænsede hun ikke engang, før hans stærke arme blev lagt om hende – den første berøring som hun havde været i kontakt med i frygtelig lang tid, også selvom.. det var ham, og det alene, var en grund til at hun helst ikke ønskede at han skulle lægge en hånd på hende, for det var slet ikke noget som hun fik noget ud af! Han var mistet for pokker! Ligesom alt det andet! Hun rystede på hovedet af sig selv. Hun følte sig virkelig ynkelig og ydmyget, samt hun var flov over hvordan hun havde det, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det bedre for hende på nogen måde, og det var virkelig det værste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun valgte dog alligevel at lægge sig ind mod ham. Han var varm og han gav hende en sjov og frygtelig trængende følelse af tryghed, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Hun gav sig bare til at græde mod hans skulder. Denne gang lukkede hun det hele ud, og så måtte han jo kalde hende for ynkelig bagefter! Hun var dybere nede end den mørkeste og dybeste kulkælder, og hun vidste slet ikke hvordan hun skulle komme op igen! Hun var jo for pokker tvunget til at leve som et menneske for resten af sit evige og lange liv!

[Deleted]

Konstantin forstod godt at Malisha var frustreret, følte skam og følte sig ydmyget, hvor han heller ikke gad være den som sad med den løftede pegefinger, for det tvivlede han på at hun ville få det bedre af, samt han vidste at hun heller ikke havde brug for det, men tværtimod havde brug for støtte og hjælp til at komme op af det sorte hul hun selv havde gravet til sig. Hun havde dog virkelig været dumdristig at gå op imod Procias, hvor han også havde stoppet hende, hvis han havde vidst hvad hun havde haft i tankerne! Det havde jo været direkte sindssygt og på det led var han næsten glad for at hun ikke kunne udføre flere af sine psykotiske planer, for se hvor det bragte hende! Han sendte hende et svagt smil. ”Vi finder en løsning,” endte han roligt og dog med selvsikkerhed i stemmen, for han var sikker på at det godt kunne lade sig gøre, noget måtte man da kunne finde ud af! Hvis en alkymist kunne tage magien, burde en alkymist vel også kunne give den igen? På en eller anden måde? Der var jo altid en balancegang, så noget måtte man da kunne gøre! Han ville i hvert fald ikke helme før han havde fundet en måde at få hendes magi tilbage på, om det så skulle tage ham resten af hans liv. Desuden så var det jo heller ikke jordens undergang, for han kunne lide hende som hun var og død var hun jo ikke! Hun var stadig warlock, skønt hun godt nok ikke kunne magi.
At Malisha direkte gav sig til at græde, var noget som virkelig kom bag på Konstantin, for han havde aldrig før set hende græde på den måde, og det slog ham faktisk helt ud at se hende på den måde, for det var faktisk første gang. Måske hun havde fældet tårer før, men han havde aldrig set hende bryde sammen i gråd, for hun havde jo altid været en stærk kvinde, samt stolt og stædig og selvom hun før havde grædt i hans nærvær, så havde det aldrig været fordi hun virkelig var knust. Hun havde altid kunnet klare sig og havde altid set en vilje til at fortsætte, men denne gang virkede hun virkelig fortabt og ødelagt. Han kunne derfor heller ikke få sig selv til at afvise hende eller noget andet, da det virkelig skar i hans hjerte at se hende på den måde. At hun så valgte at læne sig ind mod ham og græde mod hans skulder, sagde han intet til, da han tværtimod blot lod hende. Han rynkede let brynene, som han snart ikke vidste hvad han skulle gøre eller hvad han skulle sige, for han ville jo heller ikke gøre det værre for hende! ”Kom her,” endte han dæmpet, som han tog fat omkring hende og trak hende op i sit skød, inden han satte sig ind mod den klamme væg, hvor han ikke tog sig af at her var klamt, fugtigt og afskyeligt, for han kunne godt tåle at blive lidt beskidt, det som han satte som førsteprioritet i øjeblikket var hende, hvilket han også gerne ville vise hende. Han holdt hende tæt ind mod sig, hvor han lod den ene hånd hvile mod hendes hoved og den anden mod hendes ryg, som han også strøg ganske kærligt. Han kyssede hende blidt mod håret, inden han lænede hovedet tilbage mod væggen. Han vidste ikke hvad han skulle sige, derfor lod han også blot vær, for kun at lade hende græde ud, for det var tydeligt at hun havde brug for det.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha kunne virkelig ikke se nogen løsning på noget som helst, for denne gang var hun virkelig fortabt, fortvivlet og forvirret, for hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, så det at bare blive siddende her, var faktisk det som hun havde mest lyst til, også selvom hun vidste, at det ikke var noget som hjalp hende, og specielt ikke når han havde fundet hende, og forsøgte at få hende til at tænke i andre baner, for det kunne hun slet ikke! Hun var direkte tvunget til at lægge hele sit liv om nu, også fordi at hun vidste, at hun aldrig ville kunne få magien tilbage, og det var næsten det som var det værste, for hun var ikke den forsigtige type, så hun vidste allerede, at det før eller siden, ville slå hende ihjel, for hun ville ikke være i stand til at gøre noget som helst selv! Tårerne pressede virkelig på, og de trillede lydløst, også selvom hun virkelig forsøgte at holde gråden tilbage, ås var det bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende på nogen måde overhovedet! ”Der er ikke nogen løsning.. Jeg er nødt til at leve sådan her.. Jeg kan intet gøre af mig selv mere!” endte hun frustreret. Alene tanken om alt det som hun faktisk havde mistet på det her, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun følte sig virkelig på den forkerte side af det store bristepunkt!
At give sig til at græde, var bestemt ikke noget som Malisha ville have gjort normalt, men hun kunne virkelig ikke gøre for det. Hun havde brug for at få det frem, og nu hvor han direkte hav de kastet op i hovedet på hende, hvad hun egentlig havde vendt ryggen til, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre, for det gjorde faktisk kun det hele mange gange værre for hendes vedkommende! At han tog omkring hende og placerede hende i sit skød, sagde hun ikke umiddelbart noget til, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun forsøgte virkelig at lade være, for hun ønskede slet ikke at fremstå som svag, for det var hun bestemt heller ikke! Hans hånd mod hendes hoved og mod hendes ryg, fik hende let til at sitre, for det var første gang, i det som måtte være en uge, hvor hun virkelig følte sig… tryg. Og det var noget som hu ni den grad også havde haft brug for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun rystede let på hovedet, også selvom det at stoppe gråden, slet ikke var så nemt, som hun meget gerne ville have det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt og tydeligt hiksterende. Hun kunne ikke finde den ro som hun normalt plejede at finde, og det var virkelig ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende! Hun tørrede sine kinder og rystede på hovedet igen. ”B-bare lad mig s-side..” endte hun hiksterende. Hun hadede at han skulle se hende på den her måde!

[Deleted]

Det gjorde faktisk ondt at se Malisha på den måde og se at hun var sunket så dybt ned i kulkælderen. Konstantin brød sig heller ikke om at hun faktisk boede her i denne usle grotte, for hun havde da klart fortjent det som var bedre! Det gav ham også kun mere lyst til at tage hende med hjem, hvor han faktisk var glad for at han havde fundet hende, for hun ville da kun ende syg, hvis hun blev herude! Vinteren var på vej og det var allerede blevet noget køligere i luften! De mørke øjne hvilede roligt mod hende, hvor han godt forstod hvorfor hun var så opgivende, for det var han sikker på at han også selv ville have været, hvor han sikkert havde ønsket at dø, fordi han havde mistet sin magi, for han vidste godt at det var ydmygende. Men det at hun havde mistet den, ændrede dog ikke på hvordan han havde det med hende, for hun var og blev den vigtigste person i hans liv, hvor han ville gøre alt hvad der stod i hans magt, for at tage sig af hende og holde hende sikker. ”Vi finder på noget,” endte han roligt, som han blev siddende uden at tage blikket fra hende. Han var sikker på at de kunne finde en løsning, umuligt kunne det da ikke være, kunne det? Et eller andet måtte de kunne finde ud af ellers måtte de finde en anden løsning, som gjorde at hun kunne fortsætte, for han nægtede at lade hende sidde her til hun døde af kulde eller sygdom!
At Malisha begyndte at græde, var noget som havde slået Konstantin ud, hvor han helt måtte glemme hvor træt han var og hvor sur og skuffet han faktisk var over hende, for det var tydeligt at hun var helt nede i kulkælderen, hvis ikke længere nede! Det gjorde ondt på ham at se hende sådan, selvom han snart ikke vidste hvad han ellers skulle gøre, så han gjorde egentlig det mest oplagte og gjorde det som han altid gjorde; støttede hende og trøstede hende, for det var tydeligt at det var noget hun havde brug for. Det glædede ham så også at hun ikke afviste ham, men faktisk selv lod sig søge ind til ham, hvor han blot holdt hende tæt, som hun sad i hans skød, hvor han strøg hende blidt over håret og ryggen. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige eller hvad han andet skulle gøre, da han aldrig havde stået i denne situation før, men at gå fra hende, var da det sidste han ville! Han vendte let blikket mod hende, som hun valgte at tørre sine kinder og ryste på hovedet, hvor han måtte erkende at han var usikker på hvad hun mente med sine ord, for mente hun at han bare skulle blive siddende her med hende, eller at han skulle gå? Han strøg hende blidt over håret, som han valgte at blive siddende uden at gøre noget yderligere, da hun jo ikke havde afvist hans favn, så han ville tro at hun mente at han skulle blive, og hvis ikke, så ville hun jo nok begynde at råbe af ham igen. Han fandt hende dog ikke ynkelig fordi hun sad og græd, for det forstod han faktisk godt, hvor han snart også hellere ville lade hende komme af med det, frem for at hun skulle sidde og tvinge det hele i sig, for det blev hun da kun for alvor syg af.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt, at der ikke var nogen løsning på den situation som hun var endt i. Dette var en tilstand som hun skulle leve med resten af sit lange liv, og det var noget som kun gjorde det hele værre for hende! Hun havde ganske vidst altid været utrolig stolt af slagsen, men nu hvor hun havde mistet.. stort set alt hvad hun havde haft af værdi i hendes liv, både magisk, men også personligt, så var det virkelig noget som havde ødelagt hende som aldrig nogensinde før, for hun kunne slet ikke gøre noget ved det, og det var i den grad også det som var det værste af det hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun rystede igen på hovedet. Kunne han ikke bare forstå, at der ikke var noget at gøre ved det? Der var virkelig ikke noget at gøre ved den situation! Hun var slået af en ungtøs! Hun havde været forberedt på angrebet, og det havde bestemt heller ikke været meningen! ”Der er ikke nogen løsning, Konstantin..” gentog hun endnu en gang, og det var noget som et sted direkte gjorde hende sur, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for hun havde det virkelig ikke særlig godt! Hun var ved at blive syg, da hun allerede var blevet temmelig godt forkølet, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af. Hun havde egentlig regnet med at vente på.. døden her vel? Hun havde bestemt ikke regnet med at hun skulle ende med at befinde sig i den situation hvor hun skulle være så flov og så ydmyget, som det hun var blevet, for det var bestemt ikke en særlig behagelig fornemmelse at sidde igen med!
At græde, var noget som selv Malisha forsøgte at lade være med, også selvom det virkelig ikke var nemt for hende at stoppe. Hun havde det virkelig af helvede til, og ønskede faktisk hellere at være død i forsøget på at slå kongeparret ihjel, i stedet for at sidde her, som hun gjorde det i denne stund, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hun hadede virkelig at stå i den situation som hun gjorde nu, for det var virkelig en ubehagelig fornemmelse. Hun tørrede sine øjne, også selvom tårerne fortsatte med at trille. Hun havde været så frygtelig glad for sit liv, og nu var hun direkte tvunget til at lægge det hele om, også selvom det bestemt heller ikke var noget som hun gjorde, fordi at hun havde lyst, for det var slet ikke en lyst som hun havde! ”Tag hjem..” endte hun dæmpet. Han havde allerede set mere end rigeligt, og nu skulle hun til at finde et nyt sted at være, for hun ønskede slet ikke at hun skulle være så nem at finde, for det havde aldrig været hendes intention! Hun havde søgt hertil for at være alene, og det kunne hun altså ikke, hvis han kom rendende som han gjorde det konstant, og det var en tanke som et sted irriterede hende! Hun ønskede egentlig bare at være lidt alene, og sidde i sin egen ydmygenhed! Det var virkelig, virkelig flovt!

[Deleted]

Malisha var tydeligvis blevet slået godt og grundigt ned i jorden, hvor det gjorde ondt at se hende på den måde, for det var Konstantin slet ikke vant til! Han havde altid set hende som en smuk, stolt og stædig kvinde, skønt det var tydeligt at hun ikke længere havde det sådan, men var blevet fuldstændig ødelagt. Han stod dog fast på at det var hendes egen skyld, for hun lå som hun havde redt, men det nyttede jo så heller ikke at komme med den lang pegefinger, for det ville hun ikke få det bedre af og nu var sket jo sket, så der var intet at gøre end at fortsætte og kæmpe, hvor han var sikker på at de nok skulle finde en løsning, han skulle i hvert fald nok finde en! Han endte blot med at sukke dæmpet til hendes ord, som hun endnu engang virkede til at hidse sig op, hvor han ikke fandt sig i hendes tone, for han havde aldrig gjort hende noget! Han valgte dog blot at tie, da han ikke gad diskutere det med hende, det var han desuden også for træt til, hvor han heller ikke var kommet denne lange vej for at skændes yderligere med hende. Han var godt nok kommet i kongens henseende, men han følte ikke at han bare kunne vende ryggen til hende og gå, når han vidste hvordan hun havde det og ikke mindst når han vidste hvor hun faktisk boede, for dette blev hun da kun syg af! Og hun ville da med garanti dø herude, for vinteren var jo på vej og han ville da aldrig kunne falde i søvn igen, hvis han vidste at hun boede herude som en eller anden ækel hulebeboer!
Konstantin strøg hende blidt over håret, som hun havde valgt at trække sig lidt, så hun kunne tørre sine øjne, hvor det var tydeligt at hun var helt nede i kulkælderen, hvor han også kunne fornemme at hun var forkølet og det satte automatisk en bekymring i ham, for han ønskede trods alt heller ikke at skulle miste hende. Han rynkede let brynene, som hun bad ham om at tage hjem, hvilket han da på ingen måder havde lyst til, når han vidste hvordan hun havde det! Det ville jo være direkte hjerteløst af ham! ”Jeg kan da ikke tage hjem, når du har det sådan..” endte han i en dæmpet og lavmælt tone, som han ikke gjorde mine til at flytte sig, da han fortsat havde armene omring hende og lod hende sidde i hans skød. Det havde faktisk gjort ham glad at hun havde grædt ind mod ham og ikke havde afvist ham, for det beviste vel også at hun heller ikke var ligeglad? Et sted savnede han hende jo faktisk, skønt han havde været for stædig at indrømme det, for så ville han da slet ikke kunne sove om natten, hvor han i forvejen fik for lidt søvn. Han lod hovedet hvilede mod væggen bag sig, hvor han faktisk var for træt til at tage sig af at der var klamt og beskidt, for han døde heller ikke af at få lidt skidt under neglene. Desuden så var hun også det værd. Nu hvor han var sammen med hende, så følte han faktisk at han godt kunne sove, da det fyldte ham med en underlig ro, som han ikke havde haft i de uger de ikke havde været sammen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var ganske rigtigt blevet temmelig forkølet, selvom det slet ikke var noget som hun kunne tage sig af, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun havde det virkelig af helvede til, også fordi at hun vidste, at det ikke var nogen andens skyld foruden hendes egen, så det var bestemt heller ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At græde på den måde, var slet ikke noget som hun kunne gøre for, for denne gang vidste hun godt, at hun stod i en situation som hun ikke bare kunne komme ud af, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Tanken var hende en direkte frustration som intet andet overhovedet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Øjnene tørrede hun. Det var slet ikke hendes mening at råbe og hidse sig op, for det var slet ikke noget som han havde fortjent, men hun kunne virkelig ikke gøre for det, for han forstod hende jo slet ikke! Og han gjorde det jo kun tydeligt, at han slet ikke forstod hende, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun snøftede igen. Hun var virkelig ved at blive forkølet, og hun kunne virkelig ikke have med den tanke at gøre på nogen måde overhovedet! At han så ikke ville tage hjem, var faktisk en tanke som direkte måtte irritere hende, for hun ville slet ikke have at han skulle se hende på den måde! At ligge ind til ham, var noget som bragte hende en form for tryghed, også fordi at det var noget som hun havde søgt efter i utrolig lang tid efterhånden, og nu var den endelig kommet. Hun savnede ham, selvom det måske ikke ligefrem var ord som hun var meget ofr at erkende for ham, for det var virkelig.. under hendes stolthed, men.. ja, hun var vel bare skyggen af sig selv uanset, for hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund, og det var noget som hun slet ikke kunne have med at gøre uanset hvad! Hun snøftede igen. ”J-jo du kan.. .Tag hjem..” endte hun med en dæmpet stemme, selv på trods at hun slet ikke flyttede sig. Hun ønskede slet ikke at han skulle se hende på den måde, selvom det vel nok var ved at være for sent uanset, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun hadede det faktisk! For hun kunne slet ikke gøre noget som helst ved det! Hun var ikke engang hvad man kunne kalde for en warlock mere! Hun var virkelig.. flov og ydmyget som hun aldrig nogensinde havde været det før, og det var virkelig noget som gjorde ondt! ”Bare lad mig.. være..” bad hun dæmpet, som hun alligevel gemte sig ind mod ham, selvom hun vidste at hun slet ikke var i stand til at skjule sig, og det var næsten det værste af det hele. Hun brød sig på ingen måder om det!

[Deleted]

Et sted måtte Malisha forvirre Konstantin en anelse, for selvom hun bad ham om at gå, så valgte hun alligevel ikke at flytte sig, men derimod gemme sig mere ind mod ham, som om hun direkte ønskede at han skulle være der for hende og blive, så han vidste ikke om hun bare sagde det, fordi hun faktisk mente det eller om det kun var fordi hun ønskede at han skulle modbevise hende. Han kunne dog godt forestille sig at hun følte sig ydmyget og dermed ikke ønskede at han skulle se hende på den måde, for sådan ville han jo nok også selv have haft det. Han rynkede let brynene, som hun snøftede, hvor han godt kunne høre at hun var ved at være godt forkølet, hvor han var bange for at det ville tage livet af hende, hvis hun blev herude, for hun så jo ikke videre ud til at have noget at varme sig ved. Det var måske også derfor hun gemte sig ind mod ham? Armene fjernede han dog ikke fra hende, da han fortsatte de blide strøg over hendes ryg, mest for at trøste hende, men faktisk også for at give hende lidt varme tilbage i kroppen, hvor bålet også hjalp på det, for hendes kappe gjorde jo ikke den største forskel længere. Han trak let på smilebåndet, da hun bad ham om at lade hende være, men hun alligevel gemte sig ind mod ham, hvor han et sted nægtede at gå, når han vidste hvor elendigt hun havde det. ”Jeg forstår godt, at du føler dig ydmyget og flov Malisha, og at du derfor gerne vil være alene, men.. jeg kan ikke forlade dig, når du er syg og sidder gemt i en klam, beskidt og ussel hule, som kun vil tage livet af dig i længden,” endte han dæmpet, som han trykkede hende blidt ind til sig, uden at han stoppede sine strøg over hendes ryg og hår. Han elskede hende jo stadig uanset hvad der var sket, hvilket det at han endnu bar sin ring og så var et tydeligt tegn på. Han lagde forsigtigt og nænsomt sit hoved ind mod hendes, hvor han let lukkede sine øjne, for han var virkelig træt og det at være sammen med hende gav ham bare en eller anden mærkværdig form for tryghed, som gjorde at han kunne falde til ro, for så vidste han hvor han havde hende og hvad hun lavede – og at hun ikke var i problemer. Det sidste han ønskede var at der skete hende noget, hvor kongens ord også havde gjort ham en anelse bekymret, for han vidste jo godt at Malisha havde skaffet sig mange fjender, ved at handle igennem tingene, som hun havde gjort, og det var vel næsten bare et spørgsmål om tid før rygterne løb og hendes fjender så ville forsøge at finde hende? ”Jeg synes at du i stedet for skal tage med mig hjem,” endte han dæmpet, hvor han ikke så på hende, men fortsat lod øjnene være lukkede, for han var virkelig træt og selvom her var klamt at sove i, så var det næsten fristende, for han havde aldrig haft sådan en træng til at sove igennem de sidste par uger, som han havde i øjeblikket.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha ønskede slet ikke at Konstantin skulle finde hende i denne tilstand, for det var bestemt ikke noget som hun var særlig stolt af på nogen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var. Hun ønskede at han skulle være der.. afkræfte hende i hvad hun sagde, samtidig med at hun slet ikke ønskede at han skulle se hende på den måde, for hun var på ingen måder særlig stolt af det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun var flov, hun var ydmyget og det som var værre, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tårerne trillede ned af hendes kinder, også selvom gråden var holdt inde. Hun hadede virkelig at have det på den måde, for det var på ingen måder noget som hun kunne gøre noget ved, hvilket næsten var det værste af det hele! ”Du skal ikke se mig sådan her..” endte hun dæmpet, som hun igen snøftede. Hun tørrede det af i kappen, for hun ville ikke ende med at gøre ham beskidt – mere end hvad han var i forvejen ved at sidde op af den beskidte væg, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun var kold, også selvom det at sidde med ham og ved ham, og bålet var noget som gav hende en varme, selvom hun vidste, at det kun var midlertidigt. Før eller siden måtte han tage hjem og bålet ville gå ud, og så ville det hele være mørkt igen.
At mærke Konstantin ved sin skikkelse, gjorde hende rolig, samtidig med at det gjorde hende direkte panisk, så det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun vendte blikket ned af sig, som han direkte påpegede at hun burde tage med ham hjem, hvor hun igen rystede på hovedet, for det var slet ikke noget som hun var videre interesseret i, for hun… kunne da ikke! Det kunne hun da slet ikke! Tænderne bed hun svagt sammen. Folk ville finde ud af det, og i Dvasias, ville hun da være langt mere udsat end hvad hun var her, for folk ville da slet ikke finde hende her! Det var jo kun ham som var faldt over hende, hvilket bestemt heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for det var virkelig det floveste som hun nogensinde havde været udsat for! Ingen skulle se hende på denne her måde! ”Tag du bare hjem..” endte hun med en dæmpet stemme. Det var bestemt ikke fordi at det var noget som gjorde det meget nemmer efor hende i den anden ende. Hun følte næsten at hendes hjerte hamrede som en besat mod hendes bryst, og det var uden stop. Hun følte sig bare.. fortabt, og hun ønskede slet ikke, at han skulle se hende på den her måde, for hun var virkelig, virkelig flov over det som var sket! Hun havde virkelig dummet sig denne gang!