I found you..?

[Deleted]

Om Malisha ville det eller ej, så var hun nød til at omlægge sit liv og det ville hun bedst kunne gøre sammen med Konstantin, frem for at hun gjorde det alene, for det ville da kun tage livet af hende! Han nægtede at svigte hende, hvor han heller ikke bare kunne vende blikket bort og se den anden vej, for han vidste at hun havde brug for ham, og han vidste at hun havde brug for ham til at skyde hendes argumenter i sænk og vise hende at der stadig var en vej for hende, og det vidste han at der var! I øjeblikket var hun bare for stædig! Blikket gled mod hendes mørke øjne, hvor hans hoved søgte let på sned til hendes ord. Hans slægtsring ville kunne beskytte hende, hvilket hun vidste, og hun havde da stadig relation til ham, ellers ville han da slet ikke stå der endnu! ”Bedste venner udløber aldrig,” svarede han opmuntrende, som han tog sin slægtsring af og tog omkring hendes hånd, for at sætte den på hendes langefinger, „du har desuden altid været et æresmedlem i min slægt, hvor vi er blevet trolovet og begge vores slægte ville have fundet det passende, at du ville en slægtsring.” Smilet endte næsten helt stolt og tilfredst på hans læber, som han strøg hende over håndryggen, efter at have sat ringen på hendes finger, inden han vendte blikket mod hende igen, hvor der var noget glædeligt i hans øjne. Han ville næsten ønske at det var en anden ring han satte på hendes finger, selvom tiden måtte vise om det ville ske i fremtiden.
Måske Konstantin tvang Malisha op af en mur, men han var nød til at få svar! Han ville høre det fra hendes læber! Han ville vide det. Og han ville vide hvilke planer han kunne sætte op for fremtiden, en fremtid han gerne ville have at hun blev en del af, men det krævede også lidt at hun selv ville mande sig op og tage det skridt med ham og i det hele taget krævede det at hun selv ønskede det af hjerte. At hun ikke kunne sige ordene og mene dem, vidste han godt, og måske han tvang hende op i en krog, men som sagt så ønskede han at vide det og høre det fra hendes egen mund! ”Elsker du mig eller elsker du mig ikke?” spurgte han direkte. Hans blik var alvorligt, ligesom hans tone, så det var et tydeligt tegn til at han faktisk gerne ville have svar. ”Aldrig har du gengældt mine ord, på trods af at jeg har sagt dem mange gange, og du valgte selv at ligge ringen fra dig, så jeg vil vide det, jeg vil have et ærligt svar, og du skal ikke tale udenom. Elsker du mig.. eller elsker du mig ikke?” tilføjede han, hvor der alligevel var noget håbefuldt i hans tone og i hans mine. Aldrig havde han hørt hende skænke ham de ord, og i øjeblikket kunne han ikke ønske sig noget mere brændende, end at hun svarede ham på hans spørgsmål og enten gengældte hans ord eller også så ville hun ikke. Altid talte hun udenom når de kom ind på det emne, men denne gang var han virkelig seriøs og håbefuld i minen, som et tydeligt tegn til at han utrolig gerne ville have et svar.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var skam godt klar over, at hun var nødt til at lægge hele livet om, selvom det bestemt ikke var ensbetydet med, at det var noget som hun var meget for, for hun havde altid været så glad for det liv som hun havde haft til nu, og nu var det hele bare ødelagt, og det var en tanke som faktisk måtte frustrere hende som intet andet overhovedet! Tårerne trillede ned af hendes kinder, også selvom det ikke ligefrem gjorde den største forskel for hende, for hun kunne ikke stoppe dem, hun kunne ikke forhindre dem, og i og med at han blev stående lige ved hende, så gjorde det bestemt heller ikke det meget bedre for hendes vedkommende! At han så valgte at tage sin slægtsring og sætte på hendes finger, fik hende til at stå og stirre på ham. Det var sådanne ting som hun havde brug for at høre, selvom.. ja, den kunne måske redde hende, så hun ville stå op igen, men hun havde jo slet ikke lyst til at dø! Hun bed tænderne svagt sammen, som hun tog hånden til sig og roligt betragtede sig af ringen som hun pludselig stod med i sine hænder. Hun trak vejret dyt. ”Jeg lagde min ring fra mig, Konstantin.. da jeg valgte at gå. Jeg er ikke noget æresmedlem af noget som helst..” mumlede hun let for sig selv. Hun var virkelig ikke værd noget som helst! Det var sådan som hun helt klart havde det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om!
Malisha følte virkelig at Konstantin trykkede hende op af en mur, og det var bestemt heller ikke en tanke som hun var meget for! Hun havde måske aldrig skænket ham ordene, men det var for pokker kun fordi at betydningen af dem, faktisk skræmte hende, for hun brød sig slet ikke om det på nogen måde! Tænderne bed hun fast sammen, som hun vendte blikket væk fra ham igen. Hun kunne ikke fortsætte med at snakke udenom, men.. det havde jo virket til nu! Og han skulle bestemt heller ikke have lov til at tro, at han bare kunne komme her, for det kunne han altså ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun vendte blikket mod ham igen. Han gav hende ikke noget valg denne gang, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som hjalp hende det mindste af den grund. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst som aldrig nogensinde før, og et sted, så var det næsten.. ubehageligt. Hun kunne ikke have med den følelse at gøre! ”Det er ikke retfærdigt..” hviskede hun næsten hjælpeløst, som hun vendte blikket ned mod den ring som hun pludselig havde fået på fingeren. Det var ikke den rette, men den var der af den grund og et sted.. føles det rigtigt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg… jeg elsker dig, Konstantin.. Og betydningen af ordene, skræmmer mig,” endte hun dæmpet, som hun næsten forsigtigt vendte blikket mod ham igen. De mange følelser som han satte i hende, skræmte hende som intet andet, for det var faktisk ikke altid lige behageligt på nogen måde overhovedet!

[Deleted]

Konstantin ville gerne være den som jagede alle hendes frustrationer væk, sammen med hendes frygt og fortvivlelse, hvor han altid ville stå bag hende som en tro og loyal støtte, og ikke mindst som hendes bedste ven. Der var måske sket visse ting mellem dem, som de faktisk ikke var trolovede længere – skønt kontrakten stadig eksisterede – men intet ville ændre på at han var hendes bedste ven og det ville han altid være, som han altid havde været det! I nødens stund ville han ikke svigte hende, hvilket han decideret nægtede! Han ville ikke tøve med at ofre sig selv for hendes skyld, hvor hun altid ville kunne regne med ham. Han smilede kun tilfreds, som han fik givet hende sin slægtsring på, skønt han godt opfangede hendes mumlende ord, fordi hun stod så tæt på ham – eller nok af dem opfangede han til at kunne se sammenhængen i dem. ”Vissevasse! Jeg er Rozentas-slægtens overhoved og jeg bestemmer hvem der er æresmedlemmer eller ej, og du vil altid være et æresmedlem i min slægt og i mit hjerte,” svarede han bestemt, hvor det var tydeligt at høre på ham at han ikke godtog et nej eller en afvisning eller en diskussion, for han mente det og hun havde fortjent den ring ligeså meget som enhver anden fra hans familie – faktisk havde hun fortjent den mere end folk fra hans familie – så han så ingen grund til at hun ikke skulle gå med den! Han kunne dog ikke lade vær med at føle sig underlig nøgen uden den, da han altid havde været vant til at gå med den, men alligevel kunne han altid få sig en ny, hvor han også havde det godt med at give den ring til hende, og det betød mest for ham!
Måske Konstantin tvang hende op i en krog, men han havde brug for at hun gengældte lige nøjagtig de ord, for han havde brug for at få det bekræftet med ord! Måske handling sagde mest, men hun havde lagt ringen fra sig og det gjorde man normalt kun hvis man ikke elskede vedkommende – i de fleste tilfælde om ikke andet – og han havde jo selv givet hende valget mellem at blive eller at gå, hvor hun var gået, så ja.. efterhånden havde han brug for en mundtlig bekræftelse og ikke en fysisk. Han tog dog ikke blikket fra hende, da han virkelig brændende ønskede at få det at vide og han måtte egentlig også bare stå og holde hende i den hånd, han havde givet hende ringen på, eftersom han ikke havde sluppet den, hvor han selv mærkede hvordan hans hjerte begyndte at hamre, som stilheden havde lagt sig, hvor han var bange for at hans hjerte slog så hurtigt og så højt at han ikke ville kunne høre hendes ord. Det synes dog at blive musestille, som hun udtalte ordene, hvor han kort stod og så på hende, da han næsten havde forventet at hun ville tale udenom, men det gjorde hun ikke. Langsomt begyndte en varm følelse at sprede sig fra hans hjerte og helt ud i hver hjørne af hans krop, hvor smilet i takt måtte brede sig ud i et stort og næsten helt lykkeligt smil. At hun var skræmt af betydningen bag ordene, tog han ikke så tungt, da han altid havde vidst at hun var usikker på de stærke følelser, så den kom ikke bag på ham. Han trykkede glædeligt om hendes hånd og lagde den anden mod hendes kind, som han ligeledes strøg ganske blidt og kærligt. ”Men jeg er her for at jage din skræk væk, jeg passer på dig, og jeg er her for dig. Sammen finder vi en ny tilværelse sammen, vi finder en løsning og vi skaber os et nyt liv på vores præmisser. Bare du og jeg,” endte han i en næsten helt så varm tone, hvor han lagde sin pande mod hendes, for at se hende direkte ind i de flotte mørke øjne. ”Og nu tager vi hjem,” tilføjede han roligt, skønt han ikke gav hende tid til at svare på det eller komme med indvendinger, før han trykkede sine læber imod hendes i et krævende kys, der aldrig havde føltes mere rigtig før nu, kun for at lade dem forsvinde i et mørkt lysglimt, så de langt om længe kunne komme hjem.

//Out

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Efterhånden følte Malisha ikke at hun var værdig til noget som helst, og da specielt ikke til at være et æresmedlem af Konstantins familie! Selv personligt, havde hun aldrig haft noget imod flokken som sådan, også selvom hun skam havde den store forståelse af det valg som Konstantin havde taget tilbage i sin tid. Hun vendte blikket stille mod ringen, som han havde tvunget på hendes finger. I sig selv, så var det noget som efterlod hende med en.. stolthed et sted, for hun vidste, at det ikke var noget som han ville give til alle og enhver, så det at den blev skænket til hende, var noget som hun faktisk godt kunne lide. Et sted, så var det også noget som indikerede forh ende, at hun ikke var helt ligegyldig for ham, og det var en tanke som hun specielt godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! At hun var så vigtig og betydningsfuld for ham, var en tanke som hun virkelig godt kunne lide, også fordi at det var noget som han stod og bekræftede for hende, og det var også sådan noget som hun havde brug for efterhånden. ”Hold nu op..” endte hun dæmpet og med en ganske sigende stemme. Hun ønskede ikke falske forhåbninger, for der var grænser for hvad hun kunne håndtere og klare efterhånden!
Malisha synes bestemt ikke det var retfærdigt at blive placeret sådan op mod væggen, for det var bestemt ikke behageligt! Ordene og betydningen havde altid skræmt hende, og det var bestemt heller ikke noget som hun kunne gøre noget ved lige nu, men det var vel bare sådan at det egentlig måtte være i den anden ende? Hendes hjerte hamrede voldsomt mod hendes bryst, og som aldrig nogensinde før, og det var.. både behageligt og ubehageligt på samme tid, og det var slet ikke fordi at det var nemt for hende af den grund! At han så selv var påvirket af, at hun endelig kunne give ham de ord, var noget som selv gjorde hende en anelse usikker, for hun vidste slet ikke hvad det ville føre til, og det var slet ikke noget som hun brød sig om på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var bestemt heller ikke fordi at det hele var behageligt for hende af den grund. Hun brød sig slet ikke om at stå i den situation som hun gjorde det lige nu! Hånden som han dog valgte at lægge sig mod hendes kind, fik hende til at sitre, for det var noget som hun specielt havde savnet! ”Du skal ikke vende hele verdenen på hovedet for mig, Konstantin. Det.. det er jo slet ikke meningen, at det skal være sådan..” endte hun med den næsten fortvivlet stemme. Hun brød sig slet ikke om den magt som han havde over hende, også fordi at det ikke var noget som hjalp hende i længden, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt, også selvom det var hans ord, som gjorde hende direkte bleg i ansigtet, for hun ville jo slet ikke hjem! Det havde hun jo allerede fortalt ham! ”Nej.. Konstantin, nej!” endte hun med en fast tone, også selvom han valgte at kysse hende i stedet for. Som hun igen følte sig fastlåst, så kunne hun ikke få sig til andet end at gengælde det, hvor de begge forsvandt i det mørke lysglimt.

//Out