I found you..?

[Deleted]

At Malisha ikke ville have at Konstantin så hende på denne måde, kunne han som sådan godt forstå, da hun følte sig ydmyget og flov, og med det som var sket, så var det også kun klart, hvor hun måske frygtede at han ville sidde og håne hende? Det havde dog ikke været hans intention, hvor han faktisk også var for træt til i det hele taget at sidde og skælde hende ud, for det fik han jo intet ud af, foruden at gøre hende mere sur på ham end det som hun var i forvejen. Han vidste at Aleksandra havde ødelagt en del, hvor det heller ikke skulle forundre ham, at kvinden havde sat ham i dårligt lys overfor Malisha og det irriterede ham, for han havde faktisk været klar til at trække den videre, han havde været klar til at gå i knæ og bede om hendes hånd, men hun havde ødelagt hele stemningen så snart han var kommet ind ad døren og det irriterede ham virkelig! Han rynkede let brynene til hendes ord, hvor han lod hovedet søge en anelse på sned. ”Tror du virkelig at jeg er kommet denne lange vej for at håne dig? For at være belærende og sige at du har dummet dig? Jeg ser ingen grund til at være efter dig Malisha, jeg vil egentlig bare gerne have dig med hjem, så du kan få et bad og blive frisk igen, så du ikke bliver mere syg og sidder herude og dør af kulde,” svarede han sandfærdigt. Han var ligeglad med om hun gad tage op til kongen og træde af som leder, eller om hun ville gemme sig på herregården, så længe hun bare tog med ham, for så længe han havde hende, så var han da ligeglad med alt andet! Det var jo også gået op for ham at han faktisk ikke rigtig havde andre end hende, og William havde han også skræmt væk, så han havde jo faktisk heller ikke nogen selv.
Konstantin var et sted ligeglad med hvor de tog hen, så længe de kom indenfor, så hun kunne få varmen igen og få et bad, samt en god nats søvn og så ville han være tilfreds. Han ønskede desuden ikke at slippe hende af syne igen, for så ville han da kun være bange for at hun ville dø af kulde herude og det ønskede han ikke! Desuden så vidste han godt at hun var udsat og at hun havde brug for beskyttelse, hvilket præcis var det som han havde lyst til at skænke hende. ”Jeg vil ikke tvinge dig til noget Malisha, men du har fortjent bedre end en ussel hule. Du er mere værd end det. Desuden så dør du af kulde herude, så vil du ikke nok tage med mig hjem? Eller hen på en kro eller bare et sted indenfor, hvor du kan få varmen igen, et bad og en god nats søvn?” Hans stemme var dæmpet og dog bedende, for han ønskede ikke at hun skulle være herude helt alene, for det var på ingen måder sundt for hende! Han ville desuden hellere have hende med sig, så han vidste hvor han havde hende, for hvis hun døde.. ja, så turde han ikke engang tænke på hvad det ville gøre med ham.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var virkelig flov, som hun aldrig nogensinde havde været det før, og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Det var virkelig flovt, at han skulle se hende på den måde, og det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Hun rystede på hovedet til hans ord. Han havde ikke hånet eller nedgjort hende, nu hvor han selv var kendt med hvad der var hændt hende, og selvfølgelig var det noget som hun virkelig var taknemmelig for, selvom det bestemt heller ikke ændrede på det som var sket, og velvidende om at hendes magi ikke var noget som hun kunne få igen, men at den var tabt for altid. Hun ville aldrig kunne forsvare sig på magisk vis igen, og det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt for hende at tænke på! Hun rystede på hovedet, for hun vidste, at han ikke ville håne eller nedgøre hende for det, og selvfølgelig var det noget som hun var glad for, for det var bestemt ikke fordi at det var behageligt på nogen som helst måde, at skulle sidde der, som det hun gjorde det lige nu. ”Jeg skal ikke nogen steder.. ikke når jeg er sådan her..” endte hun dæmpet. Et sted så søgte hun vel også hans forståelse? For hun ønskede da slet ikke at nogen som faktisk havde respekteret hende, samt frygtet hende, skulle vide, at hun ikke engang kunne slå fra sig mere, for det var hun jo slet ikke i stand til mere! Og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gavnede hende på nogen måde!
At ligge ved Konstantin, gjorde hende rolig, også fordi at det var en tryghed som hun havde søgt igennem så skræmmende lang tid, og en som hun virkelig havde haft brug for. Han var den eneste som havde været i stand til at give hende den. Det udmattede hende at græde og være ked af det, for hun havde ikke været andet siden hændelsen i Procias. Hun vidste skam godt at det var hendes egen skyld, men hun kunne jo ikke gøre noget som helst ved det mere, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gavnede hende på noget tidspunkt! Hun rystede på hovedet igen. Et kroværelse var fuldstændig uaktuelt for hende! Der kunne folk for pokker da nemmere komme til hende, end det som de kunne her, og selvfølgelig var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund! ”Nej, jeg… jeg bliver bare her..” endte hun dæmpet, som hun vendte blikket mod bålet, næsten som hun faktisk håbede på at det ikke ville gå ud, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde! Hun ønskede slet ikke at skulle fryse, hun savnede en seng, hun savnede ham og generelt så savnede hun det liv som hun havde haft, velvidende om at det aldrig nogensinde var noget som hun kunne få tilbage, uanset hvor meget hun ønskede det eller ikke, så var det nu bare sådan at hun ville det eller ikke. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun igen gemte sig mere ind mod ham. Hun hadede virkelig at være så.. fortvivlet og flov!

[Deleted]

At hun ikke ville med Konstantin i den tilstand, forstod han faktisk godt, selvom det jo heller ikke nyttede noget at hun blev herude, hvor hun ville dø af kulden, når vinteren engang kom. Han kunne slet ikke have med den tanke at gøre! Hun var så meget mere værd end dette hjemløse liv i en klam, fugtig og beskidt hule, hvor hun nærmest levede som et primitivt dyr og det var da det sidste hun var! Han ville slet ikke se hende på denne måde, når han var kendt med den stærke, stolte og stædige kvinde, som hun jo altid havde været. Han rynkede let brynene, som han ikke fjernede armene fra hendes slanke skikkelse, hvor han næsten kunne fornemme at hun var blevet tyndere, og fik hun overhovedet nok at spise herude? Havde hun overhovedet fået noget som helst? ”Jeg forstår godt at du ikke vil findes af nogen Malisha, men.. dette er slet ikke et liv for dig, du har fortjent det som er meget bedre! Du hører ikke til her! Du hører til hos mig, på herregården. Det vil altid være dit hjem,” endte han dæmpet, som han lagde en hånd mod hendes kind, som han strøg ganske blidt, et sted for at tørre hendes tårer bort, men også for at vise hende omsorg, noget som hun virkede til at have savnet, hvor han faktisk også havde savnet at skænke hende den, og det virkede til at hun havde mere brug for ham nu end nogensinde. Et skævt smil gled over hans læber – skønt det stadig var træt. ”Desuden så har jeg langt større lyst til at kysse dig, når du er ren, frem for når du ligner en primitiv huleboer,” svarede han roligt, dog med en drillende undertone. Han strøg roligt hånden fra hendes kind og igennem hendes lange og dog fedtede hår. Hun havde brug for et bad! Hun var beskidt, samt hun lugtede langt væk af mudder og skidt og så var det også usundt for hende! At hun stod fast på at hun ville blive her og tilmed gemte sig mere ind mod ham, fik ham til at trykke hende let ind til sig. ”Okay.. men så bliver jeg hos dig,” endte han med et bestemt nik, hvor han slet ikke slap hende det mindste. Hvis hun nægtede at tage med ham hjem eller noget andet sted, så ville han blive her hos hende og sørge for at ingen fandt hende, hvor han ville passe på hende og værne om hende, samt sørge for at hun fik mad og fik et bad, samt havde noget blødt at sove på, for han nægtede at lade hende sidde her helt alene og uden nogen former for hjælp, for så blev hun da først og fremmest slået ihjel! Desuden så elskede han hende og intet liv var noget værd uden hende. Han kunne ikke engang sove, når hun ikke var der, det var også derfor han havde fået tunge poser under øjnene og de var blevet helt mørke af de dybe rander, som direkte malede udmattelsen og trætheden i hans blik og ansigt. Og for første gang i den tid de ikke havde været sammen, så følte han faktisk at han godt kunne sove, hvor tanken også fristede ham en hel del.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha ønskede virkelig ikke at nogen skulle finde hende i denne tilstand, for hun kunne jo ikke gøre noget som helst! Det eneste som hun havde var.. vel hendes ord? Hun var ikke andet end et simpelt menneske med et evigt liv, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gavnede hende på nogen måde, for det var virkelig, virkelig flovt! Hun rystede på hovedet til hans ord, for hun ville altså ikke med ham, og så var hun virkelig ligeglad med hvad han sagde og hvad han mente, for det var slet ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst! Hun havde ikke noget hjem, for som han selv sagde, så var hun gået, og så skulle hun aldrig komme tilbage – selvom det sikkert kun var ord som han havde sagt i vrede, så var det alligevel noget som havde gjort hende ked af det! Hun vendte blikket mod bålet endnu en gang, også selvom det hele næsten slørede for hende af tårer, for de fortsatte bare med at falde, og de malede næsten hendes røde øjne, for det gjorde virkelig ondt! Hun snøftede igen og tørrede næsen af i den gamle kappe. Hun havde vel ikke rigtigt spist den sidste uge? Hun kunne for pokker da ikke finde noget, og det som hun kunne true sig til i byen, var jo småting, så det var langt fra nok til at gøre hende mæt. ”Jeg vil bare gerne være her, hvor folk ikke kan finde mig.. Jeg.. de skal slet ikke se mig sådan her, Konstantin.. Det er virkelig flovt.” Hun vendte blikket varsomt mod ham, som han alligevel lod hånden stryge mod hendes kind, selvom det efterlod en tydelig sitren i hende, som aldrig nogensinde før, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. At han gerne ville kysse hende, forstod hun ikke, for der var jo ikke mere mellem dem? Selvom hun dog langt fra var færdig med ham, for.. hun manglede ham virkelig, selvom det ikke var noget som hun var meget ofr at erkende, for så skulle hun til at erkende flere fejl, og dem var der virkelig nok af som det måtte være i forvejen, så var der ikke just noget som man kunne gøre noget ved det af den grund. ”Det skal du jo sige.. prøv dog at se mig.. Jeg har ikke fortjent noget som helst..” endte hun dæmpet. Hun var ikke den stolte, stærke og stædige kvinde mere, for hun havde ikke nogen midler at gøre brug af.. ikke flere mål at opnå.. hun kunne jo for pokker ikke gøre noget som helst! At han direkte ville blive ved hende, forstod hun ikke, når han havde et stort og prægtigt hjem at søge til, så hvorfor kunne han ikke bare tage hjem og glemme at hun var her? Hun skulle uanset til at finde noget nyt, også fordi at han nu kendte til stedet her. ”Du har et stort og prægtigt hjem, og… du har jo ikke gjort noget forkert, så tag hjem, Konstantin.. Du kommer bare til at.. fryse..” endte hun dæmpet, som hun stille krøb ud af hans skød igen. Han skulle ikke blive her! Ikke sådan som hun så ud og som hun havde det, for det var slet ikke noget som han havde fortjent!

[Deleted]

Konstantin var ligeglad med hvor meget Malisha var beskidt, hvor meget hun stank og hvor ynkelig hun følte sig, for han forstod godt hvorfor hun ville gemme sig, men det ændrede ikke på hans følelser for hende, det ændrede ikke på at han ønskede hende hos sig og ønskede at støtte hende, som han altid havde gjort, og hun havde da brug for ham mere nu end nogensinde før! Han fortsatte de blide strøg over hendes kind, skønt hun fortsatte med at græde, så tog han sig ikke af det, for hun havde brug for ham og så kunne han ikke drømme om at svigte hende! De havde altid været en duo, de havde altid klaret sig med kun hinanden og han ønskede ikke at det skulle være anderledes. Selvfølgelig var han skuffet over at hun havde vist ham mistillid den aften, samt at hun var gået, når han faktisk havde været klar til at falde på knæ foran hende og fri til hende, hvor han havde været i et strålende humør, som hun selv havde banket fuldstændig i jorden, hvor hun havde gjort ham direkte rasende. Ganske vidst havde han sagt at hun ikke skulle komme tilbage, hvis hun gik ud af døren, men det var jo kun sagt i vrede, for inderst inde mente han det jo slet ikke! Et sted havde han også kun sagt det, fordi han havde håbet på at det ville få hende til at blive, men det havde haft den modsatte effekt, hvor hun var gået og med sig havde hun taget hans hjerte og efterladt ham knust. Han lod hovedet søge let på sned. ”Men jeg vil ikke have at du skal bo herude Malisha.. du er langt mere værd end det..” endte han dæmpet og i en bedende tone, for han ville gerne have hende med sig. Han var ligeglad med hvor de tog hen, så længe de bare var sammen. Han trak let på smilebåndet, som hun påstod at hun ikke havde fortjent noget. Hun var ked af det og han vidste at han havde såret hende den aften, som hun også havde såret ham, og han vidste at hendes mistillid måske var fortjent, når han havde været sammen med så mange kvinder i sit liv, men det ændrede ikke på det faktum at hun var den eneste han elskede, at hun var den eneste han ville have. Han lod hånden mod hendes kind, vende hendes ansigt imod sig, hvor han langsomt lænede sig imod hende, kun for at trykke sine læber imod hendes i et dybt og lidenskabeligt kys. Han ville slet ikke gå med sin ring, hvis ikke han var sikker på hvad han ville og han lagde gerne sit liv om for hendes skyld, da hun var det hele værd! Han holdt kysset i et stykke tid, inden han langsomt brød det, hvor han vendte de mørke øjne imod hende, imens et let smil gled over hans læber. ”Jeg er ligeglad med hvad du har gjort Malisha. Ingen er fejlfri, ingen er perfekte, og det er jeg heller ikke, men det ændrer ikke på at jeg vil gøre alt for dig. Jeg elsker dig,” svarede han sandfærdigt, som han lod sin pande søge ind mod hendes, så han kunne se hende direkte ind i hendes mørke øjne, så hun kunne se alvoret der hvilede i hans egne. Han kluklo let til hendes bekymrende ord. ”Jeg kommer til at fryse? Og hvad så med dig? Du fryser allerede. Jeg vil langt hellere blive her og varme dig, end at søge hjem til ensomheden igen,” fastholdt han roligt, hvor han trykkede hende blidt ind til sig.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det kunne godt være at Malisha ikke ligefrem var den mest rene eller mest velduftende i denne stund, så var det bestemt heller ikke ligefrem noget som gavnede hende, for hun vidste jo godt, at hun ikke ligefrem kunne komme i bad herude! Hun havde ikke nogen steder at søge hen, og det var bare en tanke som hun måtte slå sig til tåls med i den anden ende, selvom det bestemt heller ikke ville være den nemmeste opgave, og det vidste hun jo trods alt også godt. Hun bed tænderne fast sammen. Han forstod hende jo ikke, når han ville have hende med alle mulige mærkelige steder hen, for hun ville jo slet ikke lade nogen se ende, sådan som hun havde det! Det var virkelig noget af det mest flove som hun kunne beskrive, og hun havde aldrig været udsat for noget lignende! Hun rystede på hovedet til hans ord, for det var hun bestemt ikke! Hun havde ikke fortjent andet end hvad hun havde fundet, for hun havde jo selv ødelagt alt det andet som hun havde stået med, og det var jo ikke noget som hun kunne gøre noget ved af den grund. ”Jeg har ikke fortjent noget som helst, grundet hvad jeg har gjort, Konstantin.. virkelig ikke..” endte hun med en dæmpet stemme, også selvom det faktisk var ord som hun mente. Hun havde virkelig ikke fortjent nogen former for luksus ud fra de handlinger som hun havde gjort brug af, og hun vidste det jo udmærket godt! Hånden mod hendes kind, fik hende til at vende blikket mod ham, da det jo heller ikke ligefrem var fordi at hun havde noget andet valg af den grund. Hun nåede ikke at sige noget yderligere, inden hendes læber mødte hans. Det var næsten som det var noget som for alvor måtte sætte i gang hendes hjertebanken, hvor det næsten føles som ti vilde heste, som hamrede mod hendes bryst! Hun gengældte det med en direkte længsel, for det føles virkelig som en evighed siden hun havde mærket ham og ikke mindst hans læber så tæt på! Hun åbnede først øjnene igen, som han valgte at trække sig, hvor hun lod blikket slå direkte ned i jorden mellem dem. Hun følte slet ikke at hun var værdig til at se ham i øjnene, og det var virkelig en direkte frustrerende tanke at skulle sidde igen med! Hun hadede det virkelig! ”Hold nu op, Konstantin…” bad hun næsten med en febrilsk tanke. Der var for pokker ikke mere at elske ved hende! Hun var jo stort set ingenting mere, også selvom det var en tanke som direkte frustrerede hende, så kunne hun ikke gøre noget ved den af den grund! Hun nåede jo ikke ligefrem at komme langt væk fra ham, før han igen rev hende tæt ind mod sig, selvom det ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hende, for det var.. svært og det gjorde ondt for hende, at være så tæt på ham, som det hun følte at hun var lige nu! Selvom det måske føles rigtigt, så var omstændighederne så forkerte, som de overhovedet kunne blive, og det var noget som virkelig frustrerede hende som intet andet! ”Tag hjem… Jeg beder dig.. bare tag hjem,” endte hun med en dæmpet stemme.

[Deleted]

Konstantin var faktisk kun glad for at han havde fundet Malisha, for det var klart det bedste valg han havde foretaget i utrolig lang tid efterhånden! Tænk hvis han ikke var taget af sted, så havde han slet ikke vidst at hun havde siddet her i en ussel hule, hvor han alligevel måtte smide stædigheden bort, for at give efter for hvad han i virkeligheden følte, og det var de samme stærke følelser for hende, hvor han ikke ønskede at hun skulle bo herude, for hun var langt mere værd end det! Måske hun havde gjort en kolossal fejl, men det var jo også dem man lærte af, desværre måtte man også bare leve med konsekvenserne af ens valg, men det var jo ikke fordi hun ikke kunne leve livet, for tænkt hvis hun derimod var blevet invalid eller det som var værre, så havde det slet ikke været noget at leve for længere, så tænkte man i de baner, så var hun faktisk heldig, skønt han vidste at hun ikke tænkte sådan, for hun var flov over at hun ingen magi besad, hvor han vidste at hun heller ikke ønskede at han skulle se hende sådan, men det var så heller ikke fordi han havde tænkt sig at håne hende for det, for det havde hun bestemt ikke brug for. ”Malisha.. alle begår fejl, og det er netop dem man lærer af. Bare fordi du begår nogle, og måske nogle store, så er det ikke ensbetydende med at du ikke har fortjent det som er bedre. Du har fortjent alt godt, netop fordi du tør drømme stort og med store ambitioner,” svarede han roligt, hvor der også var en opmuntrende undertone, for han ville slet ikke høre tale om at hun talte sådan om sig selv, for det var ikke fortjent!
At Malisha gengældte kysset med længsel, var noget som fik Konstantin til at trække let på smilebåndet, hvor han også holdt det i lidt længere tid, for at nyde det, for han måtte erkende at han virkelig havde savnet at mærke hende på den måde, hvor det også opfyldte hans krop med en savnet varme og følelse af ro og tryghed. De mørke øjne søgte roligt mod hende, da kysset blev brudt, hvor han lod hovedet søge let på sned, da hun valgte at slå blikket ned. Han lagde en hånd under hendes hage, for at løfte hendes blik. ”Malisha.. se på mig..” bad han dæmpet, som han hævede hendes blik, hvor han så ind dybt i øjnene, „intet kan ændre på den måde jeg føler for dig, og jeg er ligeglad med hvad du har begået af fejl, for du er ligeså skøn i mine øjne, som du altid har været.” Han strøg hende let over hage med sin tommel, imens han sendte hende et mildt smil og med en varm glød i de mørke øjne. En glød som ikke havde været der i et par uger. På trods af at hun havde hoppet ned fra hans skød, så havde han alligevel valgt at trække hende ind til sig igen, for hun skulle under ingen omstændigheder nogen steder! Han ville egentlig bare gerne have hende med hjem. Armene holdt han omkring hende, hvor han trykkede hende ind til sig. ”Jeg vil følge dig til verdens ende, Malisha. Jeg er ligeglad med hvor vi er, så længe vi bare er sammen,” endte han roligt, skønt der også var noget bestemt over hans ord, for han mente dem faktisk.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Et sted så var Malisha selvfølgelig frygtelig glad for at Konstantin havde fundet hende, og så alligevel ikke.. Hun kunne ikke helt præcist afgøre hvordan det var i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Blikket gled stille mod hans skikkelse endnu en gang og med en tydelig usikkerhed i minen som aldrig nogensinde før, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke, men hun var virkelig ved siden af sig selv, go hun kunne bestemt ikke gøre noget for at forhindre eller ændre på det udfald. Valg havde konsekvenser, og denne gang var det en konsekvens, som der ikke var nogen til at lede hende ud af, men noget som hun faktisk var nødt til at leve med, hvilket bestemt heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hende! Igen rystede hun på hovedet til hans ord, hvor hun svagt bed sig i læben. Hun var skamfuld som hun aldrig nogensinde havde været det før! ”Se dog på mig..” bad hun endnu en gang, også selvom det virkelig ikke var noget som hun havde lyst til at nævne noget om, men hvad andet skulle hun da kunne gøre ved det? Hun snøftede igen, som hun hævede hånden og strøg den over næsen. Hun var blevet forkølet, og hun kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det af den grund. ”Jeg tør måske drømme, men.. prøv dog at se.. Jeg sidder her og skal leve livet som et simpelt menneske, som ikke er i stand til at gøre noget som helst.. Jeg kan aldrig gøre brug af magi igen.. jeg er.. ussel.. intet værd.. ingenting..” Igen lod hun blikket falde. Magien havde altid været hendes identitet, og den var brutalt revet fra hende.
At mærke Konstantins læber mod sine egne, var noget som efterlod hende med en lettelse uden lige, for det var virkelig noget som hun havde savnet! Også selvom blikket gled ned mod jorden allerede med det samme, som han havde sluppet hende, for hun følte sig bestemt ikke værdig til at se ham i øjnene. Hun var virkelig flov og direkte ydmyget over den situation som hun var endt i, for det var bestemt ikke noget at prale af! Hånden som igen gled under hendes hage, var noget som igen tvang hendes blik i hans retning, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun var jo.. tvunget til at se ham i øjnene. Hun blinkede let med øjnene. Hun rystede igen varsomt på hovedet, for det var bare ikke noget som gav nogen mening for hende på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Der var ikke noget skønt med en kvinde, som ikke engang kunne forsvare sig, men skulle leve resten af sit liv, hvor hun konstant ville være tvunget til at gemme sig! ”Hold nu op..” endte hun dæmpet, også selvom hun blev siddende ved ham. Han gav hende jo ikke ligefrem noget andet valg! Hans ord varmede hende ganske vidst, selvom det bestemt heller ikke altid var i den gode retning. Hun hadede at han havde den påvirkning af hende! ”Jeg er jo ikke andet end en byrde for dig, Konstantin.. Jeg vil ikke hænge på dig.. jeg vil ikke være til mere besvær end hvad jeg er…” Blikket gled igen. Hun følte sig ikke værdig til noget som helst!

[Deleted]

Det var tydeligt at de havde hvert deres syn på sagen, for hun følte sig flov og ussel, for Konstantin slet ikke mente at hun var ussel eller uværdig, for hun var jo stadig sig selv, hun havde bare mistet sin magi og han skulle nok sørge for at hun fik det igen! Om det var muligt vidste han ikke, men han havde altid været af den overbevisning at intet var umuligt, så han var sikker på at de nok skulle finde en løsning af en eller anden grund. Han lod hovedet søge let på sned til hendes ord. ”Jeg ser på dig Malisha, det gør jeg! Og ved du hvad jeg ser? En smuk kvinde, som er blevet slået i jorden og har tabt en stor kamp, som har begået fejl, der desværre har haft store konsekvenser med sig, men jeg ser stadig den samme gamle Malisha, jeg ved at hun er i dig, og andet kan du slet ikke overbevise mig om,” endte han lettere bestemt, som han strøg hende ganske blidt over kinden. ”Du er alt værd i mine øjne. Du er alting, og du er stadig den kvinde som jeg elsker,” endte han roligt, skønt han mente sine ord, og han ville slet ikke høre på noget andet! Hun var alt værd i hans øjne, og han ville gøre alt for at hjælpe hende og støtte hende, hvor han var sikker på at de nok skulle finde ud af det!
Konstantin kunne godt mærke på hende at hun følte sig uværdig til at se ham i blikket, skønt det faktisk gjorde ham irriteret, for han var stadig den samme og bare fordi hun ikke kunne magi, så var hun stadig det samme værd, som hun altid havde været! Det var simpelthen det rene pjat at hun ikke gad se ham i øjnene! Han slap hende dog ikke, hvor han ganske vidst ikke gav hende noget andet valg end at sidde hos ham, men hun havde også brug for både støtten og varmen, og det var noget han hellere end gerne ville give hende! ”Du har aldrig nogensinde været til besvær. Du har aldrig nogensinde været en byrde for mig. Alt det jeg har gjort for dig, har jeg kun gjort, fordi jeg ville gøre dig glad. Desuden så hænger du ikke på mig, det er dig der hænger på mig,” svarede han stilfærdigt, hvor et skævt smil gled over hans læber. Han ville slet ikke lade hende sidde her helt alene, for det ville da kun tage livet af hende! ”Ønsker du ærligtalt at jeg skal gå? Ønsker du virkelig at sidde her helt alene? Være alene og ensom uden mig, uden varme uden noget som helst?” spurgte han sagte, hvor han ikke tog blikket fra hende. Det vidste han at hun inderst inde slet ikke gad, og andet kunne hun slet ikke overbevise ham om! Han vidste at hun nød at han var der, ellers så havde hun reageret helt anderledes end hvad hun havde gjort. Han fortsatte de blide strøg over hendes ryg og hendes hår, hvor han ikke tog blikket fra hende, skønt han var frygtelig træt og faktisk sagtens følte at han kunne sove her.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det kunne godt være, at der ikke var noget som var forandret for Konstantins vedkommende, men det var der så sandelig for hendes eget, og hun ønskede slet ikke at nogen skulle se hende som det her! Hun var flov, hun var ydmyget, og hun ønskede slet ikke at stå for øjnene af en hel forsamling af mennesker og trække sig, for de ville med det samme kunne mærke, at hun havde mistet sin magi, og det ville placere hende i en udsat position, som folk flest kunne udnytte, og det var hun slet ikke interesseret i! Hun ønskede slet ikke at lytte til hans ord, for det var slet ikke noget som gavnede hende eller noget som helst i den stil, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tårerne vældede op i hendes øjne, selvom hun virkelig forsøgte at bide det i sig, for det var flovt, som intet andet. Hun havde aldrig nogensinde været udsat for noget lignende, som skulle være mere pinligt end det her! ”Hold nu op!” endte hun med en mere febrilsk stemme. At han kørte på følelserne, var slet ikke fair, sådan som hun havde det, for hun følte sig slet ikke værdig til noget som helst, og det var noget som selv irriterede hende! Hun vendte blikket væk fra ham. ”Hun skulle have lagt mig i graven, Konstantin.. Det ville være langt mindre ydmygende end det her.. Jeg har ikke bare mistet min magi og dig, men for pokker da også mit værdige liv! Jeg har ikke noget som helst tilbage!” endte hun med en tydelig knust tone. Det gjorde ondt for hende at erkende det, men det var jo trods alt også bare.. sandheden, selvom det gjorde ondt at sige!
I det store og hele, så ønskede Malisha slet ikke at sidde alene, men hun følte sig slet ikke værdig til noget som helst. Konstantin havde et stort og flot hjem, som han kunne være i, i stedet for at sidde her og være lige så ussel som det hun følte sig, for det havde han da slet ikke fortjent! Hun var vel hvad man kunne kalde for skyggen af sig selv, selvom det ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hende af den grund, men det var jo sandt! ”Kan.. kan du ikke bare for en gangs skyld lytte til hvad jeg siger? Jeg beder dig om at tage hjem, Konstantin.. Du skal ikke sidde her.. du.. du har jo ikke gjort noget galt..” endte hun med en dæmpet stemme. Ja, det var ikke fordi at det var nemt for hende at erkende, men det var jo bare sandt. Det var jo sådan at det var i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Hun så ham endnu ikke i øjnene. Han var en mand, en hertug af Dvasias og her sad hun som.. ingenting. Der var ikke noget værdigt tilbage i hende, selvom det gjorde ondt for hende at erkende, men det var jo sandt! ”Du skal ikke være her..” Hun snakkede måske udenom, men hun ønskede jo et sted ikke at han skulle gå og så alligevel.. hun følte slet ikke at hun var hans selskab værdig!

[Deleted]

Konstantin valgte at tie til hendes korte udbrud, hvor han blot betragtede sig af hende og lyttede. Han ville slet ikke høre på at hun ikke var værdig, for det var hun da i den grad! Hun havde måske begået en kæmpemæssig, kolossal fejl, som kun havde efterladt endnu større konsekvenser for hende, men det var jo ikke umuligt for hende at leve livet, hvilket han nok skulle sørge for! Desuden så vidste han at der måtte findes en løsning på hendes problem, for andet ville han slet ikke tro på! Han ville ikke give op, før han havde gennemsøgt hele verdenen, for svar og muligheder for at gøre noget ved hendes problem. Han rynkede let brynene til hendes ord, hvor han svagt rystede på hovedet. ”Du har ikke mistet mig, Malisha. Tror du ellers at jeg ville sidde her hos dig endnu?” spurgte han roligt og dog med ærlighed i stemmen, for han ville da ikke give op på hende nu! Ikke nu hvor han endelig var sammen med hende igen, hvor han vidste at hun ikke ønskede at han skulle gå, men blive og netop modbevise hende i alt det som hun sagde. Han strøg hende ganske blidt over kinden, som han langsomt lod sin pande møde hendes, så han kunne se hende i øjnene. ”Du har slet ikke mistet så meget som du tror,” tilføjede han roligt i en lavmælt tone, da der ikke var nogen grund til at hæve stemmen, når de sad så tæt på hinanden.
Måske Konstantin intet havde gjort galt, men det ændrede ikke på at han nægtede at svigte hende i nødens stund, for det lå bare ikke til ham som person! Han havde ikke mange kære i sit liv, hvor hun mere eller mindre var den eneste, og derfor ville han gøre alt for hende, selv sidde her i en ussel hule med hende og blive beskidt. Det kunne også være at det var det der skulle til for faktisk at få hende med hjem. Han rystede let på hovedet. ”Jeg vil ikke hjem. Jeg vil blive her hos dig,” endte han bestemt, hvor han ikke gjorde mine til at rejse sig eller noget, men tværtimod kun for at blive her hos hende, for det var præcis hvad han havde tænkt sig at gøre! Han var ligeglad med hvad han havde som ventede derhjemme, for det havde han haft igennem de sidste par uger og der havde han kun følt sig helt miserabel, og selvom her var usselt i denne hule, så havde han ikke været mere glad som han var nu, i de sidste par uger, og det var kun alt sammen fordi han sad der med hende. Han rystede let på hovedet, hvor han var ligeglad med at hun talte udenom, for det var jo et svar i sig selv; hun ville ikke være her alene og hun ville ikke have at han gik. Han lænede sig ganske roligt mod hende, hvor han ikke tog blikket fra hende på noget som helst tidspunkt. ”Jeg bliver her hos dig,” endte han beslutsomt, som han lænede sig det sidste stykke imod hende, for endnu engang at trykke sine fløjlsbløde rosenrøde læber imod hendes, der var langt mere beskidte, skønt han var ligeglad, for hun var værdig i hans øjne og det måtte han jo så bevise for hende at han mente! Kysset brød han heller ikke denne gang, som han tværtimod holdt det, hvor det både var krævende, længselsfuldt og lidenskabeligt, for han havde virkelig savnet hende!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde mistet alt.. Og hun havde begået den største fejl til dags dato, og det var ikke noget som hun kunne rende fra, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hendes selvtillid som allerede fra før af, havde været temmelig lille, var banket direkte i bund, uden at hun kunne gøre noget som helst ved det, og det var næsten noget af det som gjorde det hele langt værre for hendes vedkommende. Hun vendte blikket væk fra ham, som han igen fastholdt at hun ikke havde mistet ham. Selvfølgelig var det hvad hun havde brug for at høre, som hun samtidig havde brug for at høre ham rive hendes argumenter fra hinanden, men ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det var. ”Kongen sendte dig.. Du har da alverdens grund, ud fra det, til at blive siddende her..” endte hun med en dæmpet stemme. Hun var ikke meget for at erkende det, men hun havde virkelig ikke nogen selvtillid mere, og det lille som hun havde haft, havde Aleksandra i den grad ødelagt, og nu måtte hun jo bare leve med de fatale konsekvenser som måtte følge med, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var. Hun havde mistet nok som det var, og nu hvor hun lå her i sin egen lille verden alene, og kunne tænke over det, for at tænke, var jo faktisk det eneste som hun havde at tage sig til, så.. så var det som om at det bare var det mest naturlige for hende – at se på hvad hun egentlig havde mistet, som hun havde haft.
Konstantin havde virkelig ikke gjort noget forkert, og alene af den grund, så ønskede Malisha slet ikke at han skulle sidde der sammen med hende. For det var slet ikke noget som han havde fortjent! Han havde jo for pokker da ikke gjort noget galt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tårerne pressede virkelig på for alvor, også fordi at hun virkelig var frustreret og fortvivlet, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, selvom det ikke just gjorde det meget bedre for hende af den grund. Hun vendte blikket væk fra ham igen. ”Tag hjem,” bad hun endeligt og bed tænderne fast sammen endnu en gang. Hun vendte blikket i retningen af bålet, hvor hun bed tænderne svagt sammen. At han så endnu en gang skulle kysse hende, var noget som et sted bragte hende en direkte varme uden lige, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hendes hjerte hamrede som en besat mod hendes bryst, og som aldrig nogensinde før! Øjnene gled i, som hun et sted.. bare valgte at give sig hen til det for en gangs skyld, næsten som var det noget af det mest naturlige for hende i det hele taget! Igen endte hun med at trække sig, som tårerne igen begyndte at trille. Hun var ikke ham værdig længere, for hun var virkelig ikke noget specielt! ”Bare gå…” endte hun med en næsten tryglende stemme. Han havde allerede set hende nok som det var!

[Deleted]

Måske Konstantin egentlig ikke behøvede at blive, men han blev her fordi han havde lyst, ikke af pligt fordi han havde lovet kongen det, for han havde fortalt omkring kongens tilbud, og derefter kunne han bare have gået, men det kunne han ikke, det gad han ikke! Han elskede hende og at se hende bo sådan et ækelt sted, som klart var under hendes værdighed, var slet ikke noget som han bare kunne vende ryggen til! Han ville slet ikke have at hun boede her, for det døde hun da kun af i længden! Hun var allerede blevet forkølet og hvis hun ikke kom ind i varmen, eller fik noget at spise, så ville hun enten dø af sult eller også af sygdom, og det ønskede han da slet ikke! Han rynkede let brynene til hendes ord. ”Tror du at jeg bliver for kongens skyld?” spurgte han med en anelse vantro, som et tydeligt tegn til at det ikke var årsagen. ”Jeg bliver her, fordi jeg vil have dig med hjem, fordi jeg slet ikke ønsker at du skal blive her, og i så fald, så skal du bestemt ikke være her alene!” svarede han sandfærdigt, hvor der også var noget bestemt over hans ord, for han ønskede slet ikke dette liv for hende, uanset hvor ydmyg og flov hun end følte sig, for hun var langt mere værd end det! Måske hun havde mistet sin magi, men hun var stadig warlock – han forstod dog godt at hun følte som hun gjorde, men han var der jo for hende! Han var slet ikke færdig med hende, og han ville slet ikke give slip på hende, for det kunne han jo slet ikke!
At Malisha var frustreret og fortvivlet, var slet ikke noget som Konstantin ville sige noget til, for det forstod han faktisk godt. Hun havde mistet meget, og han vidste godt at det som kendetegnede en warlock var magien, og han var sikker på at han ville have det på præcis samme måde som hende, hvis han også mistede sin magi. Han nægtede dog at vende hende ryggen, for der var hun langt mere værd i hans øjne! Hun var den kvinde som var ejer af hans hjerte, som han ville gøre alt for og det havde bestemt ikke ændret sig i denne stund! ”Jeg bliver hos dig,” gentog han endnu engang, hvor han faktisk mente det og det måtte vel snart gå op for hende? Han nægtede at gå! Det kunne han bare ikke! At hun så valgte at give sig hen til ham og kysset, var noget som glædede ham, hvor han selv kun trykkede hende tættere på sig, for ordentligt at kunne mærke hende, hvor han nægtede at slippe hende igen! Han blev dog lettere overrasket, da hun så valgte at bryde kysset og se bort igen. Han rynkede let brynene i en trist mine, for hun måtte da ikke tage afstand til ham! Hun var den eneste han havde og sådan gik det vel også den anden vej? De havde altid kun haft hinanden, de havde altid været en duo og han havde aldrig haft brug for mere. ”Malisha.. jeg nægter at vende ryggen til dig. Jeg bliver hos dig, det er det eneste jeg ønsker. Jeg har desuden intet at vende tilbage til,” endte han dæmpet. Løgn var det jo ikke. Han var gået i flere uger og havde ikke engang følt sig glad. Han havde kun været frustreret, sur og fortvivlet, det var først nu hvor han var sammen med hende, at han faktisk kunne føle sig glad igen. Det var hende der gjorde hele forskellen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvad der definerede en warlock var primært magien, og den havde Malisha ikke mere, så kunne man i det hele taget klandre hende, for at føle sig som.. en fejl? At hun ikke var en warlock mere, også fordi at hun vidste, at hun aldrig nogensinde ville få magien igen, hvilket i den grad ikke gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for tanken knuste hende. Hun ville være afhængig af alle mulige til at beskytte hende, og hun kunne slet ikke have med den tanke at gøre, for hun havde altid været stolt og selvstændig og gjort tingene selv, men det kunne hun jo ikke engang mere! Hun følte sig virkelig, virkelig hæmmet, og derfor ønskede hun bestemt heller ikke at han skulle se hende mere end det som godt var, for hun var slet ikke værdig mere! Hans ord varmede hende, for igen så modargumenterede han hende, og det var faktisk hvad hun havde brug for lige nu. Hun snøftede igen. Hun var allerede blevet frygtelig godt forkølet, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det bedre for hende, for hun var vel allerede syg? Hun havde jo trods alt også været her, i det som måtte tilsvare en uge efterhånden. Hun tørrede igen sine øjne, også selvom de allerede var røde og irriterede af de mange tårer, og den gråd som hun virkelig kæmpede for at holde tilbage, for det var ikke nemt for hende af den grund! ”Jeg.. jeg vil bare ikke have du skal se mig sådan her… og.. og jeg vil ikke med hjem.. Jeg bliver slået ihjel der, Konstantin.. Jeg vil ikke hjem..” Ja, et sted så definerede hun det vel stadig som sit hjem, selvom hun faktisk i princippet havde valgt at forlade det? Hun havde måske været en stor leder, men ej længere.. Et sted så var hun vel også bange for døden? Hun havde jo set hvad den havde gjort ved hende, når andre var revet væk fra hende!
Malisha var forvirret over hvad hun kunne tillade sig, og ikke tillade sig, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. At mærke hans læber mod hendes, var selvfølgelig en lettelse og en glæde, også fordi at han igen beviste for hende, at han ikke var ligeglad med hende, og selvfølgelig var det en tanke som virkelig glædede hende! At han så kunne bekræfte for hende, at han ikke havde noget at vende tilbage til, var faktisk en tanke som fik hende til at falde til ro. Hun savnede ham.. selvom han sad der ved siden af hende, og det var næsten en tanke som skræmte hende. ”Du skal ikke se mig sådan her, Konstantin.. Det er flovt..” Hun vendte blikket ned af sig, idet hun faktisk uden varsel, kom med et kraftigt nys. Hun var virkelig ved at blive godt og grundigt forkølet, selvom hun ikke ligefrem kunne gøre noget som helst ved det af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Der var jo ingen varme i den hule som hun havde valgt, men her havde ingen fundet hende! Foruden Konstantin vel at mærke.

[Deleted]

Konstantin forstod godt, hvorfor Malisha var så fortvivlet og frustreret, hvilket han heller ikke ønskede at håne hende for, for hun vidste godt hvad hun havde gjort forkert og nu måtte hun leve med store konsekvenser, hvilket han vidste ville tage hårdt på hende, men hun var bestemt ikke alene! Han var der for hende og tilmed nu mere end noget andet, for det havde hun brug for og derfor ville han også gerne vise hende at han var der for hende, for selvom hun måske havde skuffet ham ved at gå ud af døren og efterladt ringen, så elskede han hende jo stadig og han kendte hende jo, så han vidste at hun var mindst lige så stædig som ham selv, hvis ikke engang mere end ham! Det gjorde dog ondt at hun ikke ville med hjem, for så afviste hun jo også ham. Han forstod dog godt hvorfor, for havde han været i hendes sted, så havde han jo nok følt på præcis samme måde som hende. Han vidste at hun var frygtelig udsat og det var også derfor at han gerne ville være der for hende og passe på hende, desuden så skulle de nok finde en løsning på det hele, så hun skulle nok klare sig! ”Men jeg er jo ligeglad Malisha. Jeg ser dig stadig som den samme gamle, du er ikke forandret i mine øjne,” endte han roligt, som han roligt løftede sin ene hånd og strøg hende ganske blidt over kinden. Hvorfor kunne hun ikke bare tro på ham? Han nægtede at svigte hende! Han kunne ikke bare vende ryggen til hende! ”Jeg støtter dig, og du er sikker i min manor, der vil intet kunne ske dig, det tillader jeg heller ikke!” endte han bestemt.
At Malisha fandt det flovt og følte sig ydmyget, forstod Konstantin godt, selvom hun faktisk lå som hun havde redt. Af den grund gad han ikke at være den der kom med den løftede pegefinger og han var kun glad for at han havde fundet hende, for ellers havde hun da været død og så ville han da først blive knust! Han sukkede let til hendes ord, for hun blev jo ved! Stædige tøs! Hun havde ikke råd til at være stædig, for det tog da kun livet af hende! ”Tror du da at jeg vil håne dig for det? For så tager du fejl! Jeg bliver her, hos dig, for det er hvad jeg ønsker!” svarede han stædigt, hvor han ikke tog blikket fra hende. At hun så kom med et nys, fik ham til at rynke brynene. Han endte med at fremmane et tæppe, hvor han trykkede hende tæt ind til sig, som han lagde det om dem begge. Han rystede let på hovedet af hende. ”Malisha.. du kan ikke blive her. Du dør af sygdom..” endte han med en bekymret undertone, skønt der også var stædighed i hans stemme, for han ville have hende med hjem! Han ønskede slet ikke at hun skulle blive her, for bålet holdt jo ikke evigt og hun ville kun blive mere og mere syg. I så fald så blev han her hos hende, så han kunne tage sig af hende!