I found you..?

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Manjarno, hvor regnen faldt uregelmæssigt, som de mørkegrå skyer drev bort fra den klare nattehimmel, så man kort fik et glimt af den flotte himmel, inden endnu en sky drev over og hev regn med sig. Blæsten var forholdsvis mild, hvis man gik ude, hvor den i de åbne områder var langt mere kraftigt, end den var i de lukkede omgivelser. Der var gået et døgn, siden Konstantin havde forladt Castle of Darkness, hvor han havde lovet Mattheus at give besked, så snart han fandt Malisha, og hvorvidt hun jo så ville med ham hjem, måtte tiden vise, først og fremmest skulle han jo også finde hende først, hvilket allerede havde krævet en del. Det hjalp faktisk at have en del af hende på sig; hendes trolovelsesring, bar han jo endnu omkring sin hals i en kæde, hvor han brugte sin magi til at bruge ringen som pejlemærke for Malishas energi og aura. Let var det ikke, men den havde drevet ham mod Manjarno, hvor han på sin vej havde opsøgt de steder i Dvasias hun kunne overveje at tage hen, men han havde på fornemmelsen at hun slet ikke var tilbage i landet. Warlockerne havde han også spurgt, men alle gav ham det samme svar; ingen havde set hende siden invasionen, så det var kun blevet tydeligt for ham at hun slet ikke var i Dvasias, men et sted i Manjarno. Det gjorde også det hele langt sværere, skønt han havde forsøgt at opsøge de steder der var mest indlysende, men han havde endnu ikke fundet hende. Han havde dog opfanget hendes aura til tider, skønt den var svag og den forsvandt til tider helt, hvilket forvirrede ham og havde flere gange drevet ham i den forkerte retning.
Hele turen havde bragt Konstantin til Manjarno og selve Ityrial, hvor han kunne fornemme hendes aura og denne gang blev den faktisk kun stærkere og stærkere. Hans trætte, mørke øjne søgte over omgivelserne, der dannede parken i hovedstaden, hvor den var frygtelig stor. Her havde han været mange gange, men af den grund kendte han ikke Manjarno særlig godt, og da slet ikke så godt som han kendte Dvasias! Han vidste at landet var et smukt sted at tage på picnic eller generelle gåture, da naturen i Manjarno var yderst formidabel og exceptionel! Den var unik og frygtelig smuk, hvor han selv havde nydt meget af den, særligt i den tid han havde været på forretningsrejse her.
Konstantin dukkede sig ned, hvor et skjold hvilede omkring hans krop, som sørgede for at holde ham beskyttet af regnen. Han lod fingrene løb over et frisk fodspor, der bar Malishas energi, hvilket fik ham til at se op. De førte ind mellem en masse buskadser og træer der stod tætte, selvom hun da vel ikke ville bo herude i naturen? Som et sølle primitivt dyr? Han måtte dog gå igennem den trænge og besværlige vej, for at finde ud af det, hvor han allerede nu måtte forbande de våde buske, der havde gennemblødt hans bedste bukser, samt revet flere flænger i dem. Flere gange havde han mumlet irriteret over det, hvor han næsten blev i tvivl om det overhovedet var det værd. Hans mørke øjne faldt dog på en hule, som stod godt gemt og en hule, som man slet ikke ville kunne se ude fra stien af. Han lod hovedet søge let på sned. Nej.. her ville hun vel ikke søge hen.. ville hun? Langsomt gik han imod den, kun for at komme tættere på sandheden.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det stod ned i stænger, også selvom det slet ikke var noget som Malisha kunne tage sig af lige nu. Hun følte virkelig at livet var revet fra hende, som aldrig nogensinde før. Det værste som man kunne udsætte hende for, var helt klart at skulle tage hendes magi og så ødelægge den for øjnene af hende, så hun vidste, at hun aldrig ville kunne få den igen – tvunget til at leve livet som et menneske, så vidste hun godt, at hun var for udsat til at hun i det hele taget turde at sætte foden i Dvasias igen, hvilket også var derfor at hun ikke havde søgt hjemover. Hun havde vel ikke noget som hun kunne kalde for et hjem længere? Selvom den tanke faktisk gjorde ondt, så var hendes selvtillid virkelig revet direkte ned i bund, som den aldrig nogensinde havde været det før, og hun kunne ikke gøre noget som helst ved det! Konstantin var væk, hun havde ikke mere med ham at gøre, og efter hendes møde med Aleksandra, så var det ikke noget som havde gjort det meget bedre for hendes vedkommende, for han var vel bare taget hjem til hende? Hjem til den kvinde som han åbenbart havde set sig en fremtid sammen med, og endda havde spist middag med i sin tid, så det indikerede jo kun for hende, at hun havde handlet rigtigt i at forlade ham!
Hulen som Malisha havde søgt skjul i, igennem den sidste uge, var ikke meget at prale af. Den var lille, og hun kunne da lige og lige være der, men der var tørt. Hun kunne ikke fornemme noget magisk mere.. hun følte sig mere eller mindre allerede død, som var hun lagt i graven. Hvorfor pokker kunne Silia ikke bare have lagt hende der i stedet for det andet her?! At Konstantin var på vej i retningen af hende, var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om, for hun kunne ikke fornemme den slags mere. Nu hvor hendes hule var skjult mellem buske og træer, og faktisk lå et godt stykke væk fra stierne, i håbet at folk ikke ville finde hende, for det var bestemt heller ikke noget som gavnede hende, for hun var skam klar over, at hun ikke stod i en situation som hun kunne snakke sig ud af, også fordi at hun ikke var i stand til at gøre.. noget som helst mere, og den tanke gjorde hende virkelig frustreret!
Benene trak Malisha godt op under sig, i et forsøg på at finde noget varme, også selvom det faktisk var utrolig svært for hende, for det var bare som om at hun slet ikke kunne finde den uanset hvad! Øjnene lukkede hun endnu en gang, som hun trak den løse kappe tættere om sig, velvidende om at der ikke var meget varme i den, men selv det, måtte jo være bedre end ingenting trods alt? Hun snøftede let, da hun lige så var blevet forkølet, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende, men.. hun havde jo ingen steder at søge hen, eller nogen at opsøge mere.. Hun havde virkelig mistet det hele, og det var en tanke som virkelig gjorde ondt! Hun vidste ikke hvad pokker hun skulle gøre herfra!

[Deleted]

At finde Malisha, var nok lidt noget som Konstantin gjorde en anelse ufrivilligt, for han var selv en stædig mand og hun havde selv valgt at lægge ringen fra sig, for han havde faktisk givet hende valget, og hun havde valgt at vælge ham fra, hvilket faktisk havde knust ham. Det gjorde ondt at vide at hun ikke ville have en fremtid med ham, når han selv havde ønsket det noget så brændende og som aldrig før! Han havde aldrig været så sikker i sit liv, som han havde været den aften og så havde hun valgt at ødelægge det hele! Han var sur på hende, ikke mindst ufattelig skuffet, skønt det ikke som sådan kom som nogen overraskelse, for han vidste godt at hun havde været usikker på sine følelser, skønt hun selv havde sagt at hun ikke havde været i tvivl om at hun ville, men havde det så bare været løgn alligevel? Han følte sig faktisk en anelse røvrendt. Han var dog mest af alt sur på sig selv, for han vidste godt at han i sin tid – og utrolig mange gange faktisk – havde handlet forkert ved at være hende – i princippet – utro. Nok havde de aldrig gjort noget ud af det, for ellers havde de for længst været gift og mange gange havde de levet hvert deres liv uden rigtig at have kontakt, men alligevel havde de jo faktisk altid været hinandens. Det var jo også først her til sidst, igennem det sidste års tid, at de var begyndt at gøre noget ud af det, hvilket han også havde ment havde været på tide, og så havde han endelig været klar til at trække den hele vejen og så var hun bare skredet fra ham? Efterladt ringen? Det gjorde frygtelig ondt. Han havde dummet sig mange gange og et sted var det måske hans egen skyld at det var endt sådan, for han var jo den som havde bragt hende mistillid til live, så måske det var fortjent? Måske var det i virkeligheden ham som lå som han havde redt? Han var næsten ikke sikker mere og det var også det som konstant fik tankerne til at kværne i hans hoved sammen med spekulationerne, som gjorde at han ikke kunne sove.
Blikket gled mod den store hule, som måtte dukke op foran Konstantin, hvor han kunne fornemme Malishas energi. Det kunne godt være et dødt løb som de andre gange, fordi hun havde været på de steder, men hendes aura havde aldrig været så kraftigt som den var i øjeblikket, så var hun virkelig derinde? Det var næsten med langsomme skridt, at han gik indenfor i tørvejr, hvor han lod skjoldet falde, for i stedet for at danne en lyskugle, der oplyste hans vej i et blåt skær. Han gik med varsomme skridt, hvor han holdt øje med siderne og gulvet, for han ville nødig ende med at falde over noget eller gå ind i noget. Der var fugtigt og beskidt, hvor han måtte rynke let på næsen. Hun boede vel ikke i så dårlige omgivelser? Det gjorde næsten kun at han var glad for at han søgte efter hende, for tænk hvis hun faktisk begyndte at leve som en hjemløs? Det ville han bestemt ikke have! Det var jo under hendes værdighed! Her var frygtelig trængt og han var næsten helt påpasselig med ikke at røre væggene. Som han kom dybere ind, så faldt lyset også på den siddende, kvindelige skikkelse, der kun var ham alt for velkendt. ”Jamen her har vi jo den lille oprørske skibsrotte. Er det virkelig her du begynder at holde til?” spurgte han lettere drillende, skønt han alligevel måtte se mere omkring. Her var klamt og afskyeligt og hun skulle på ingen måder bo sådan et sted!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Mødet med Aleksandra havde virkelig taget kagen for Malishas vedkommende, for hvis det var en kvinde som Konstantin havde set en fremtid med, så var hun jo heller ikke god nok! Ligesom hun havde været bange for, eftersom de havde indvilget i at gøre et forsøg. Det havde knust hende, at vide at han havde spist middag med den samme tøs i eftertiden, hvilket i hendes øjne, kun var et tegn på at han endnu ikke havde været i stand til at give slip på hende, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende, for det gjorde hende faktisk direkte ked af det! Tænderne bed hun let sammen, for det var virkelig ved at være koldt, men hun havde intet at skabe en varme med, for hun var for pokker da ikke magisk mere! Hun følte efterhånden bare hun gik rundt som intet andet end en tom skal, og det var bestemt heller ikke en tanke som hun brød sig om på nogen måde! Tvært imod! Ringen havde hun lagt, og et sted så var det også en tanke som hun var glad nok for nu, for hun havde slet ikke ønsket at skulle være en erstatning for en kvinde som stadig var fri på markedet, så kunne han jo som sagt bare skride hjem til den dulle! Det var slet ikke noget som hun ville have med at gøre! Armen var stadig øm, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne tillade sig at brokke sig over. Hun havde redt som hun havde sået, og nu måtte hun jo så høste konsekvenserne for de mange valg som hun havde taget igennem sit liv, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Det var faktisk en tanke som gjorde hende direkte trist, for hun havde slet ikke ønsket, at det skulle ende sådan her!
Malisha var gledet hen i en halvvejs søvn, idet at lyset virkelig måtte skære i hendes øjne, hvilket fik hende til at knibe øjnene sammen omgående! Hun vendte blikket direkte mod det, hvor det mere var skikkelsen som hun var opmærksom. Hvem det var, kunne hun ikke se, før han lod ordene flyde. Et sted en ro, og alligevel en vrede uden lige som meldte sig, for hun havde jo slet ikke ønsket at nogen skulle finde hende! For pokker da også! Hun boede her nu, for hun havde ikke noget andet sted at søge hen, og hun vidste at hun ville dø så snart hun trådte ind i Dvasias, for hun havde absolut intet at forsvare sig med, hvilket også var den eneste grund til at hun havde valgt at blive lige her hvor hun var nu, for hun ville bestemt ikke det andet! ”Hvad pokker laver du her, Konstantin?” endte hun med en vrissende stemme, som hun vendte blikket ganske kortfattet i retningen af ham, selvom lyset skar i hendes øjne, så forsøgte hun virkelig at bide det i sig, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid! Hun vendte blikket væk fra ham igen, tydeligt i skam. Hun var ydmyget og ikke mindst flov over hendes tilstand, også fordi at hun ikke var i stand til at gøre noget, for ikke at glemme, at det var en tanke som gjorde hende både vred, men også rigtig ked af det. Hun var virkelig hamret ned i gulvet denne gang, og denne gang kunne hun altså ikke rejse sig igen. Hun havde for pokker da mistet alt!

[Deleted]

Konstantin vidste at de fik noget at snakke om, hvis han endelig fandt hende, hvor han næsten kendte hende for godt, til at vide at hun ikke ville tage med hjem. Han var dog kommet på kongens vegne og han ville også lade hende vide hvad der var sket og ikke mindst fortælle hende Mattheus’ generøse tilbud om at gå af med æren i behold, skønt han ikke just ville sige at det var med stil, når hun et sted var tvunget til det uanset hvad, men det var jo lidt for hendes egen skyld vel? At hun så faktisk var inde i den lille og klamme hule, var noget som fik ham til at rynke på næsen, for hun var alt for god til det her usle sted! Han kunne godt se at hun var blændet af lyset, hvilket også fik ham til at gribe chancen, hvor han roligt lod to fingre søge op til sin ene tinding. #Jeg har fundet hende,# Meddelelsen gik direkte til Mattheus, da han jo havde lovet at give besked, så snart han havde fundet hende. Han brød dog kontakten med det samme, så han kunne være alene med Malisha, uden nogen forstyrrelser. Han lod den blålige lyskugle søge ned foran Malisha, hvor det blev dannet til et bål, så hun også havde lidt at varme sig ved, for han kunne godt se at den kappe hun havde, ikke varmede synderligt meget, hvor han også kunne se at hun frøs. ”Jeg er da naturligvis kommet på besøg i dit ydmyge hjem,” svarede han roligt, skønt der var en drillende undertone. Hans mine blev dog roligt alvorlig igen, hvor han stak hænderne i lommerne, kun for at gå hen, hvor han satte sig på hug foran hende – med bålet imellem dem. Fra bålets skær blev de mørke rander under øjnene også langt mere tydeligt, hvor hele hans ansigt så direkte udmattet og træt ud, hvor det ikke var svært at se at han ikke havde sovet i flere dage, hvor det jo faktisk var siden hun var smuttet ud af døren. ”Jeg har hørt om din lille udflugt i Procias.. hvordan har du det?” spurgte han roligt, hvor han denne gang var oprigtig i sin interesse og alligevel en anelse bekymring. Han brød sig ikke om at hun sad herude helt alene, uden noget selskab, uden noget som helst, det gjorde ondt at se hende sådan, hvor hun også var langt mere værd end det! Måske han var sur på hende, men han elskede hende jo stadig, hvilket det at han endnu bar sin ring og tilmed også hendes var et bevis på. Han lod hovedet søge en anelse på sned. På trods af at han faktisk så godt ud, hvor han var nybarberet, håret var blevet vådt og en anelse pjusket af regnen, men han havde et flot mørkeblåt jakkesæt på, så kunne man godt se at han var udmattet. Han følte at det var lidt akavet at være sammen med hende igen, særligt med det som var sket, at det hele så faktisk var langt værre end han gik og troede, var noget som han endnu ikke kunne fornemme, da han kun kendte til det som var sket siden hun var smuttet. Det gjorde også ondt at han skulle have alt at vide fra en anden person, end fra hende, for de havde jo altid fortalt hinanden alt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Velvidende om at Konstantin havde fundet hende, var slet ikke en tanke som Malisha var meget for! Hun havde valgt det her sted, udelukkende fordi at hun slet ikke havde ønsket at nogen skulle finde hende! At han så havde været så heldig, var noget som irriterede hende, for det var hun slet ikke interesseret i! Hun var ydmyget som aldrig før, hun kunne ikke fornemme nogen aura, hun havde intet at forsvare sig med, hun var bare.. sølle, og hun kunne ikke gøre noget på egen hånd, hvilket næsten var det værste af det hele, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om. Lyset skar hende virkelig i øjnene, hvor hun automatisk trykkede sig mere op af den halvmudrede væg, for det var det sted som hun havde at søge til, for de færreste ville da gætte sig til, at hun var på et sted som det her, når hun var vant til noget så stort og prægtigt som et stort manor! Med en blød seng, folk som gjorde alt for hende og.. ham ved sin side, selvom det alt sammen var noget som hun havde mistet. Hun havde jo for pokker ikke noget tilbage og da slet ikke nu! ”Jeg vil ikke have besøg, så du kan bare tage hjem igen, Konstantin..” afviste hun med en ganske kortfattet stemme, som hun igen vendte blikket væk fra ham. Selvom bålet virkelig varmede hende godt, da hun faktisk følte, at hun var temmelig kold i forvejen, for hun havde jo absolut ikke noget at søge nogen varme i, og specielt ikke nu hvor nætterne var begyndt at blive temmelig kolde, da det jo ikke ligefrem var sommer mere! Hun vendte blikket mod ham igen, som han knælede på den anden side af bålet – stadig med afstand til hende, hvilket var noget som passede hende fint, for hun ville da slet ikke have ham tæt på sig, som det var nu! Han kunne smutte tilbage til Aleksandra kunne han! Og så bare.. glemme alt om hende, for hun var jo åbenbart ikke engang vigtig for ham! At han selv lignede noget der var løgn, lagde hun knapt nok mærke til, for lige nu tillod hun sig selv, at være egoistisk.. Hun havde slet ikke brug for at tænke mere på ham end det som godt måtte være i den anden ende! ”Ligner jeg en som har det godt, synes du? Ligner jeg en som har det fantastisk?! Nej! Gå med dig!” hvæsede hun fast. Hun ville normalt have kylet ham ud ved hjælp af magi, men.. hun kunne ikke gøre noget som helst nu. Tårerne vældede op i hendes øjne.. Det var ikke første gang igennem de sidste mange dage, at hun tog sig selv i at græde, og hun hadede virkelig at være så meget et vrag igen, for hun var lige kommet sig efter hans bortgang, og det var virkelig ved at irritere hende som intet andet! Igen vendte hun blikket væk fra ham. Hun havde ikke noget hjem eller noget som helst, så kunne hun jo lige så godt bare vænne sig til livet her, for det var her hun agtet at blive! ”Smut du hjem til hende den dulle, Konstantin.. Bare lad mig være..” endte hun langt mere dæmpet. Det som hun havde fået at vide, havde virkelig knust hende.. Hun ville slet ikke have noget med ham at gøre mere!

[Deleted]

At Malisha selv lignede noget som var løgn, var noget som slet ikke forundrede Konstantin hvis det virkelig var her hun måtte bo, for det var en tanke som faktisk måtte gøre ham helt forarget! Hun hørte slet ikke til sådan et sted som her! Nej! Hun hørte til på herregården, som havde været hendes hjem i utrolig lang tid nu! Han havde budt hende til at blive der, de havde sovet ved siden af hinanden mere eller mindre.. hele tiden, foruden de få gange han havde sovet på sofaen efter et skænderi, men de havde altid sovet elendigt uden hinanden! Og det var der ikke blevet lavet om på for hans vedkommende, for han kunne slet ikke sove når hun ikke var der og han ikke vidste hvad hun rendte rundt og lavede. Han elskede hende højere end noget andet, tilmed højere end sit eget liv og han ønskede ikke denne skæbne for hende, for.. det var jo slet ikke noget liv! Måske hun havde mistet sin magi, men hun var stadig en warlock! Og hun hørte til hos … ham. Han himlede let med øjnene som hun afviste ham og bad ham om at gå – hun reagerede præcis som han havde ventet! ”Ved du hvad? Det tænkte jeg nok at du ville sige,” endte han roligt, som han fik lavet bålet og satte sig på hug foran hende med det imellem dem. Hans øjne fik et rødligt skær, skønt de stadig var direkte trætte, tunge og udmattede. Han var frygtelig træt, han følte at han kunne falde i søvn her, skønt han vidste at tankerne ville holde ham vågen, selvom.. det var måske anderledes når hun var der? ”Men jeg har nu ikke tænkt mig at gå endnu,” tilføjede han roligt. Han var kommet på kongens vegne og nu hvor han vidste at hun boede dette sted, så ville han i den grad have hende med hjem! Hun skulle slet ikke blive her! Det ville han da slet ikke have! At hun så begyndte at hvæse af ham, fik ham til at slå blikket mod bålet. ”Undskyld jeg spurgte,” mumlede han irriteret. Han var faktisk fristet til at gå, for han gad slet ikke høre på den tone! I så fald var han da blevet væk! Men til gengæld kendte han hende, derfor kom det ikke bag på ham. Han så dog mod hende igen, da hun endnu engang måtte nævne ‘hans dulle’, hvor han ærligtalt ikke havde haft nogen andre end hende! ”Holder du virkelig stadig fast i den? Jeg har ikke gjort noget galt! Jeg kom lige hjem! Hjem til en tom seng, og aftenen efter, var jeg klar til at gå hele vejen og så skal du absolut begynde at kaste alt bort!” vrissede han irriteret, hvor han rejste sig og vendte sig halvt med ryggen til hende, med armene over kors, det irriterede ham at hun skulle være sådan! Han havde ønsket at fri til hende og hun var bare skide kold! Hun havde tilmed lagt ringen fra sig! En ring han nu bar om sin hals i en kæde! Han fnøs kortfattet. ”Du aner slet ikke hvad jeg havde haft i tankerne den aften,” svarede han dæmpet, hvor han var usikker på om hun hørte det, fordi det var så lavt. Han var skuffet over hende, netop fordi hun skulle være den der kendte ham bedst, og så valgte hun blot at kaste alt bort. Det var underligt ikke at have hende hos sig, for de havde jo en længere historie sammen. Altid havde hun været hans bedste ven, altid havde de været en duo der havde kunnet klare hvad som helst, de havde aldrig holdt noget hemmeligt for hinanden og pludselig var alt bare gået i vasken. Efter hun var skredet, var det gået op for ham at han faktisk ikke stolede på nogen foruden hende. Han selv havde mistet noget værdifuldt, skønt han ikke kunne tage kagen for at have mistet mest.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde slet ikke ønsket at blive fundet, for der var jo trods alt en grund til at hun havde valgt at ’flytte’ ind her! Hun ønskede bare at være alene og for sig selv, for hun var bestemt ikke stolt over de konsekvenser hendes handling havde haft! Hun ville langt hellere ligge i graven, end hun ville sidde her og ikke være i stand til noget som helst, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Blikket gled hurtigt og fast væk fra ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for hun havde slet ikke lyst til at se på ham! Det efterlod hende med en ringe følelse, også selvom Aleksandra kun havde gjort det tydeligt for hende, at hun havde handlet rigtigt i at ligge ringen, for hans hjerte lå jo tilsyneladende et andet sted end ved hende, og så skulle hun da endelig ikke stå i vejen for ham! ”Godt, så tag hjem,” endte hun med en kortfattet stemme. Bålet varmede hende skam godt, og det var rart, for hun var jo slet ikke i stand til at danne varmen selv på den måde. Det var virkelig.. flovt, at hun ikke kunne gøre noget som helst på egen hånd mere, for hun var jo slet ikke vant til den primitive form for handling, og det var bestemt ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende! Hun fnøs ganske kortfattet af ham, som hun vendte blikket væk fra ham. Tårerne trillede lydløst ned af hendes kinder, også selvom hun selvfølgelig håbede, at det ikke var noget som han ville lægge mærke til, for hun ønskede slet ikke at blive fremstillet mere svag, end det som hun følte i forvejen! Hun havde det bestemt heller ikke særlig godt! ”Jeg har mødt hende, Konstantin.. Jeg mødte Aleksandra i Marvalo City..” Hun vendte blikket mod ham endnu en gang, og med en direkte dræbende mine. Hun fandt sig bestemt ikke i at blive holdt sådan for nar! Og nu fik han det hele at vide! For hun fandt sig bestemt heller ikke i andet! ”Hvis du ser en fremtid med en anden kvinde frem for mig, så smut hjem til hende! Hvis det er hende som du virkelig ønsker, så skrid! Jeg gider ikke se dig mere! Og siden du kan tage hjem til hende på middag, så må der være noget om det! GÅ!” endte hun med en direkte vred stemme, også selvom den knuste undertone slet ikke kunne skjules. Hun havde været klar til at give sig fuldstændig hen til ham, og nu var hun virkelig glad for, at det ikke var sket alligevel, for dette var slet ikke noget som hun fandt sig i, på nogen som helst måde! Igen vendte hun blikket ind mod den mudrede væg, som hun klamrede sig direkte til. Hun snøftede let, som hun tørrede næsen af i kappen. Hun havde jo ikke ligefrem noget andet at gøre det i. ”Jeg er ligeglad Konstantin.. Jeg gider ikke blive holdt for nar..” endte hun med en dæmpet stemme. Hun var faktisk ligeglad med ham på det punkt, for det var slet ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst alligevel! Han havde virkelig.. ødelagt hende!

[Deleted]

At Malisha var vred, var der jo intet nyt i, hvor Konstantin heller ikke havde regnet med nogen anden handling fra hendes side af end den afvisende side, for det var jo efterhånden typisk hende. Han kunne dog ikke tage hjem før han havde givet hende kongens tilbud, hvor han måtte erkende at hvis hun virkelig boede her, så ville han gerne have hende med hjem, for dette var da virkelig under hendes standard! Hun havde fortjent det som var langt bedre! Hun var vant til luksus og dette.. det var simpelthen sølle! Måske hun havde kunnet klare sig, hvis hun havde kunnet lidt magi, men det kunne hun jo ikke engang, så hun ville da få problemer med at klare sig her, og han var bekymret for hende nok i forvejen, så han ville da slet ikke kunne sove, hvis han vidste at hun boede her! I så fald, så flyttede han ind med hende! Han himlede let med øjnene og rystede let på hovedet af hende, skønt det næsten var usynligt. Han havde forberedt sig på hendes afvisende side, for det var jo faktisk kun typisk hende! Han vidste også at hun ville nægte at komme med hjem, for så stædig var hun, men så måtte han jo forklare hende hvordan tingene lå! At hun så begyndte at skælde ham ud, var noget som gjorde ham irriteret, for her kom han fuld af bekymring og så skulle hun være sådan over for ham? Det fandt han sig virkelig ikke i! Han måtte dog endte lettere chokeret, da hun nævnte Aleksandra. Hun havde mødt hende? Hvordan pokker var det endt ud? Han endte med et lettere mundlamt suk. Så var det da klart at kvinden var sur! Aleksandra havde med garanti sagt en del om ham og ikke mindst sat ham i dårligt lys! Da hun så fortsatte kunne han jo så regne ud at det var sandt, hvilket fik ham til at bide tænderne kraftigt sammen. Når han så Aleksandra igen, så sværgede han på at han nok skulle sætte den kvinde på plads, en gang for alle! Han vendte sig om mod hende igen med sin fulde front, der tårnede sig op foran hende, sådan som hun sad krympet ind til væggen. ”Hun har sat mig i dårligt lys, ikke sandt? Du aner ikke engang hvad du snakker om! Og vælger du virkelig at tro på den dulle frem for mig?” spurgte han tydeligt med skuffelse i stemmen, for hun burde efterhånden kende ham bedre end som så! Hun burde vide hvornår han talte sandt og hvornår han løj! Han havde været klar til at gå hele vejen, det var hende der var skredet! ”Jeg ved godt at jeg har dummet mig alle gange jeg har haft en kvinde tæt, og jeg dummede mig særligt, da jeg holdt fast i Aleksandra, men du skal vide at det var i de år, vi to ikke havde nogen kontakt og det er flere århundreder siden! Hun valgte at skride og mere var der ikke i det, jeg er for længst kommet mig over hende, og ja, jeg mødte hende for nyligt, men tro mig, det endte ikke godt på nogen måde, tværtimod endtes vi med at sloges kort. Og jeg vidste heller ikke at det var hende der sendte mig invitationen, så jeg blev endnu engang overrasket, da jeg vidste at jeg stod i hendes hjem, og selv der skændtes vi, og jeg blev kun, fordi jeg ville vise at jeg kunne tage det professionelt, end ikke det møde endte særlig godt, og jeg sagde at chancen for en fremtid sammen sagtens kunne have fundet sted, men ikke at jeg havde ønsket det, og jeg sagde det kun, fordi jeg vidste at det ville ramme kvinden. Der er intet mellem mig og Aleksandra, og hun har på ingen måder mit hjerte, hun er en gammel elskerinde og intet andet, som så mange andre, og jeg ville gøre det om for hvad som helst, hvis jeg kunne, men det kan jeg ikke Malisha. Som jeg har sagt til dig så mange gange før, så kan jeg ikke ændre fortiden, men jeg kan ændre på min fremtid, ved at vælge alle andre tøser fra og være den kvinde tro, hvor mit hjerte faktisk ligger – hos dig,” fortalte han sandfærdigt, hvor han ikke tog de mørke og dog trætte øjne fra hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Tanken om at hun var fundet, var bestemt ikke en tanke som bifaldt Malisha det mindste, for hun havde slet ikke ønsket at blive fundet! Der var for pokker da en oplagt grund til at hun faktisk var hvor hun var i denne stund, så det var vel heller ikke så svært at forstå, var det? Hun vendte blikket direkte mod ham og med en direkte dræbende mine, for hun ville slet ikke have noget med ham at gøre! Han havde ikke gjort andet end at holde hende for nar, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun havde virkelig ikke nogen selvtillid, alt var blevet revet fra hende, og hun havde slet ikke noget som helst tilbage og det var næsten det som gjorde det værre for hende, for hun vidste, at det ville koste hende livet at søge tilbage mod Dvasias. Hun havde desuden slet ikke noget sted at være, så det kunne hun jo for pokker da heller ikke! Hun følte at hendes liv var revet fra hende.. hun havde ikke ham, hun havde ikke sin magi, hvilket næsten var det værste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket væk fra ham igen. Tanken om at hun havde mødt Aleksandra, havde virkelig været det som havde ødelagt det hele, og nu havde det jo så også kun gjort det tydeligt for hende, at hun havde handlet rigtigt! ”Du var jo hjemme og spise ved hende, så hvad pokker ville du have jeg skal tro?!” hvæsede hun med en direkte fast tone. Hun var bestemt ikke den som man skulle bide skeer med, og nu hvor hun ikke havde noget som helst til forsvar, så var hun kun langt mere oppe på dubberne, end hvad hun normalt ville have været!
Konstantins lange remse, var noget som naturligvis lettede Malisha, også selvom det slet ikke var noget som han skulle finde ud af, for han havde været med til at gøre hende ondt, og det var slet ikke noget som hun ville finde sig i, på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket fast væk fra ham og ind mod den mudrede væg, som hun allerede fra før af, sad direkte klamret op af. Bålet hjalp selvfølgelig også sit for hendes varme, for hun kunne slet ikke finde den ellers. Hun følte sig virkelig.. sølle, og det at han sad der og så hende, var virkelig flovt og ydmygende! ”Så du ville have hende, hvis hun ikke var smuttet fra dig? Hvad pokker laver du så her?” spurgte hun dæmpet. Hun vendte blikket væk fra ham, som tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder igen. Denne gang var hun slået så meget i jorden, at hun ikke kunne se, hvordan pokker hun bare skulle rejse sig igen, og det var noget som virkelig gjorde ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! For første gang i hendes liv, så havde hun slet ikke nogen anelse om hvad pokker hun skulle stille op, og det var næsten det som gjorde det hele værre end det var i forvejen! Hun rystede på hovedet.. Hun var jo ikke en skid værd mere! Hun var jo ikke engang en ægte warlock! Og hun.. var skamfuld over det!

[Deleted]

At finde Malisha her i denne ækle grotte, var noget som lå langt under hendes niveau! Det var næsten helt forfærdeligt at se hende sådan, Konstantin kunne allerede her fra se hvor fedtet hendes hår var blevet og hvor beskidt hendes hud var, samt at hun frøs, hvor det slet ikke var et syn han var vant til at se! Han forstod dog godt hvorfor hun gemte sig, særligt med det som var sket og den straf hun havde fået, men på den anden side kunne man sige at hun lå som hun havde redt, hvor det næsten også måtte være fortjent at hun havde fået magien taget fra sig, sådan som hun havde handlet, det var tydeligt at den nye dronning ikke havde fundet sig i det. Han kneb øjnene let sammen til hendes ord, hvor han ikke fandt sig i hendes hvæsende tone, for han havde slet ikke behøvet at komme denne lange vej! Men på den anden side, så ville hun vel heller ikke findes? Hun havde i hvert fald gemt sig godt! Det irriterede ham at hun havde mødt Aleksandra, for han vidste at kvinden med vilje havde sagt noget for at stille ham i et dårligt lys, så han blev syndebukken. Måske han egentlig også var det, men det var jo så mange år siden han havde været sammen med Aleksandra, at han slet ikke havde skænket hende en eneste tanke igennem mange år! Han endte med at sætte sig ned på hug ved siden af hende og med fronten mod hende, hvor han lagde en hånd mod brystet. ”Mig! Du skulle have troet på mig, da jeg sagde hvad jeg ville have; at vi gennemførte trolovelsen. Hvis jeg virkelig ikke gad dig, hvorfor tror du så jeg ville kæmpe så hårdt for at få dig? Hvis jeg ikke gad dig, så kender du mig godt nok til at vide, at jeg ville have været ligeglad med at jeg var sammen med andre tøser! Du kender mig bedre end nogen anden og alligevel opfører du dig som om du slet ikke kendte mig!” svarede han i en kortfattet tone, hvor hans trætte øjne hvilede mere fast på hende. Det skuffede ham virkelig at hun ikke stolede på ham! Særligt, når han kæmpede så hårdt for at bevise for hende, at han ville have hende, og kun hende!
Konstantin blev siddende ved hendes side, skønt hun vendte blikket væk fra ham og ind mod muren, hvor han godt kunne se at hun græd. Han forstod godt at hun var ked af det, at hun var såret og ikke mindst at hun var knust, for det var alt sammen forståeligt, desuden så var han rimelig sikker på at tårerne også var på grund af skam. Han endte med at lægge en finger under hendes hage, for at vende hendes ansigt imod ham, hvor han så hende direkte ind i blikket med en alvorlig mine. ”Jeg kan ikke sige hvordan fremtiden havde udfoldet sig, hvis hun var blevet, men én ting er sikkert; det havde været en kæmpe fejltagelse, og jeg er kun glad for at det er endt som det er, for ellers ville jeg være gået glip af en fantastisk fremtid med den kvinde, som jeg i sandheden elsker med krop, sind og hjerte: nemlig dig. Jeg ved ikke hvad Aleksandra har sagt, men jeg ved at hun har sagt meget kun for at ramme dig, og ja, hun er desværre en af de kvinder jeg har været sammen med, og du behøver ikke sige noget, for at jeg ved at jeg har dummet mig, for det ved jeg allerede og du ved ikke hvor meget jeg ville ønske jeg kunne lave om på det. Det eneste jeg ønsker, er at være en mand som du kan være stolt af, og selvom jeg ved at jeg allerede har fået skaffet mig noget af et kvindeglad rygte, så vil jeg gøre alt hvad der står i min magt, for at lave om på det, kun for din skyld. Du er den eneste person jeg vil ændre mig for,” svarede han alvorligt og med ærlighed i stemmen.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde virkelig ikke ønsket at nogen skulle finde hende, også selvom hun nu ikke just kunne gøre noget ved det af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte bære. Hun nægtede at se på ham, også selvom det var noget som der var adskillige grunde til – hun manglede og savnede ham, og hun var bestemt ikke meget for at han skulle se hende på den måde, for det var virkelig det floveste og mest ydmygende som hun nogensinde havde været udsat for! Hun skammede sig virkelig over at hun var endt hvor hun var, også selvom det slet ikke var noget som hun kunne gøre noget ved, for hun havde ikke nogen steder at søge hen mere, så et sted kunne man vel sige, at hun var hjemløs og ikke just havde nogen at søge til mere? Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det er da meget sjovere at kæbe for noget, få det for en kort stund og så gå videre til den næste, ikke, Konstantin?” vrissede hun med en fast tone, for det var slet ikke noget som hun kunne eller ville skjule for ham af den grund. Hun stolede ikke på ham i den sammenhæng, også fordi.. hun ikke turde, og specielt ikke efter hvad Aleksandra havde fortalt hende, for det var næsten noget af det værste som man kunne give hende!
Fingeren som gled mod hendes kolde hage, var noget som automatisk fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg, idet hun vendte blikket mod ham. Hun lignede noget der var løgn, og hun vidste det jo godt, men det var jo ikke ligefrem fordi at hendes nye gemmested havde et indlagt badeværelse! Hun havde ingen selvtillid, og det at han skulle se hende på den måde, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun trak hovedet til sig, og vendte det væk fra ham, som hun igen måtte tørre sine tårer væk, for den tanke i sig selv, gjorde faktisk temmelig ondt. Hun hadede at græde og specielt overfor ham, men hun følte sig virkelig.. fortabt, og det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for hun var virkelig svækket.. man kunne for pokker da lige så godt bare tage hendes liv! Kappen trak hun op omkring sig, næsten som hun slet ikke ønskede at han skulle røre ved hende. Hun ville egentlig bare gerne være i fred! ”Bare… lad mig være, Konstantin.. Tag hjem..” bad hun endeligt. Hun magtede ikke engang at skulle stå og skælde ham ud, for det var ikke noget som nogen af dem fik det mindste ud af i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det gjorde det bestemt heller ikke bedre for hende! Hun snøftede igen, også selvom hun skyldte det på den opfangede forkølelse. ”Jeg vil bare gerne være alene.. okay? Bare lad mig være..” endte hun med en dæmpet stemme og bed sig fast i læben. Hun kunne ikke engang få sig selv til at se ham i øjnene!

[Deleted]

Det gjorde ondt og ikke mindst skuffede Konstantin at Malisha troede på andre, men ikke engang kunne tro på ham, hun kendte ham bedre end alle andre og hun vidste hvornår han talte sandt og hvornår han ikke gjorde, så det at hun ikke havde troet på ham den aften, var noget som skuffede ham dybt. Det var også det som gjorde ham sur på hende, for han havde virkelig kæmpet sin røv i laser for at bevise for hende at han faktisk elskede hende og kun ønskede hende. Hun var den vigtigste person i hans liv og det havde hun jo været alle dage. Altid havde de været en duo, der havde klaret sig igennem alt. De havde en utrolig lang historie sammen, hvor de altid havde hjulpet hinanden. Deres historie var om de to bedste venner der var blevet lovet til hinanden og i sidste ende havde elsket hinanden, eller det havde han i hvert fald troet, for hun havde kastet alt bort i sidste ende, og hvordan skulle han så kunne vide om hun ikke kunne finde på at gøre det igen? Hvis hun ikke kunne vise ham tillid, hvordan skulle han så kunne gengælde det? ”Det er jo bare et engangsnummer, som måske kun er sjovt for den stund det varer ved, men et engangsnummer bringer mig ikke lykke, Malisha,” svarede han igen med en kortfattet tone, hvor hans øjne hvilede fast på hende, skønt hun ikke så på ham, og han forstod godt hvorfor, for han kunne både ane fortvivlelse og se at hun var fortabt, samt skammen ikke var til at tage fejl af. Måske han aldrig havde prøvet noget lignende, men han vidste at det var ydmygende, derfor havde hun faktisk også hans forståelse.
At hun rev hovedet til sig, puttede sig mere under kappen og så væk fra Konstantin igen, var en afvisning som gjorde ondt. Han satte hænderne mod sine knæ, hvor det var et tegn til at han ville rejse sig, skønt han dog ikke gjorde det på trods af at hun bad ham om at lade hende være. ”Kongen har sendt mig ud for at finde dig. Han ønsker at få dig hjem, så du kan træde af din stilling som leder med æren i behold. Ikke mindst ønsker han at holde dig under sin beskyttelse, på trods af at du har krænket og ydmyget ham både i Dvasias, men også i Procias. Det er et generøst tilbud, og jeg synes at du skal tage imod det, i stedet for at sidde her og gemme dig som en anden kujon, for måske du er meget, men en kujon har aldrig været en del af det,” svarede han kortfattet, hvor han ikke tog blikket fra hende, skønt han langsomt kom op at stå igen. Han var her i kongens henseende, selvom han var glad for at det var ham der havde fundet hende, hvor han derfor også kunne være sikker på at hun var i god behold, skønt han ikke just ville sige at hun havde det godt. Han kunne også høre at hun havde en kommende forkølelse på vej, og hun ville da kun blive endnu mere syg af at leve herude! Det var hun jo slet ikke vant til, samt vinteren stod for tur, så hun ville da ende med at fryse ihjel!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var på ingen måder stolt af hendes situation, for hun vidste, at hun aldrig ville være i stand til at gøre noget som helst ved det, hvilket bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, og det var næsten noget af det værste af det hele. Silia havde ødelagt hendes magi, og hun ville aldrig kunne få den tilbage igen. Hun var med andre ord, tvunget til at leve som et simpelt menneske! Hun ønskede faktisk hellere at ligge i graven, end at sidde i den situation som hun gjorde det i denne stund, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende! Slet ikke! ”Du kan med lethed finde så mange andre, og specielt nu.. Jeg er ikke det værd Konstantin.. Prøv dog for pokker at se på mig.. Jeg kan ikke engang gøre noget som helst mere!” endte hun med en tydeligt frustreret stemme. Hun sendte ham en direkte fast blik. Om han i det hele taget forstod hende, havde hun faktisk ikke nogen anelse om, og af den grund, så kunne hun virkelig ikke slappe af, for hans tilstedeværelse, gjorde hende næsten mere panisk end det som hun var i forvejen, og det var bestemt heller ikke fordi at det var behageligt af den grund, for det var virkelig noget af det sidste som det var!
Malisha skammede sig virkelig, og hun vidste, at der ikke var noget os kunne redde hende ud af den situation som hun var i, end ikke Konstantin kunne gøre noget. Velvidende om at han pludselig var der fordi Kongen havde sendt ham, gjorde det kun mere tydeligt, at han var ligeglad med hende. Han havde jo heller ikke gjort noget for at opsøge hende siden, som det han plejede at gøre, hvilket også var en manglende bekræftelse for hendes vedkommende, og hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det lige nu. Hun trak benene godt op under hende, som hun trak kappen tæt om sig. Hun var ved at blive syg, og hun vidste det godt, også selvom hun ikke ønskede at gøre noget yderligere ved det! ”At trække mig, vil jeg aldrig kunne gøre med æren i behold, konstantin! Det er mere kujonagtigt af mig at trække mig! Jeg ved jeg gjorde noget dumt, okay?! Jeg har ikke brug for nogen konge til at passe på mig..” mumlede hun let, som hun igen vendte blikket væk fra ham. Tårerne trillede ned af hendes kinder, for hun var bestemt ikke stolt af det på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun følte sig fortvivlet og ikke mindst.. fortabt. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre fra nu af, for hun havde jo ikke noget at søge i retningen af, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Det knuste hende virkelig! ”Bare… lad mig være..” endte hun dæmpet, dog med en tydelig knust tone.

[Deleted]

At Malisha var frustreret og følte sig fortabt, kunne Konstantin godt forstå, for han kunne sagtens forestille sig hvilket mareridt og hvor ydmygende det var at miste sine evner, særligt når hun var leder for warlockerne. Hun lå dog som hun havde redt, og han kunne desværre ikke gøre noget for at ændre på det, for han havde ikke engang vidst at hun havde været i Procias og havde mistet sin magi, det var noget som han havde skullet få at vide alle andre steder fra, hvilket var noget som faktisk skuffede ham, for de havde altid fortalt hinanden alt! Hans mine endte tydeligt kortfattet, som hun begyndte at tale om at hun ikke var det værd, hvor han tydeligvis blev langt mere stram i minen. ”Tror du jeg har valgt dig, fordi du var leder? Eller fordi du var warlock? Fordi du så godt ud? Eller fordi du kunne magi? Nej! Jeg elsker dig for den du er Malisha, en stærk og stolt kvinde, og jeg ved at den person er der inde, uanset hvor stort et knæk i selvtilliden du har fået. Desuden, så er du stadig den samme gamle smukke kvinde, som jeg altid har haft et godt øje til, som jeg altid har vendt mig om for at se efter en ekstra gang. Du er desuden stadig warlock, at du ikke kan nogen magi, gør ingen forskel for mig,” svarede han i samme kortfattede og næsten helt så streng en tone, hvor hans blik hvilede fast på hendes ansigt, skønt hun nægtede at se på ham, hvilket et sted irriterede ham.
Som Konstantin havde rejst sig, betragtede han sig af hende med et kortfattet blik. Han var måske kommet i kongens henseende, men han var en stædig mand, som hun var en stædig kvinde, og han var ikke typen der kom krybende tilbage, desuden så var det hende der havde lagt ringen fra sig, ikke ham. For det andet, så havde han slet ikke fået noget at vide før i går aftes, da han havde mødt hos kongen, for det var jo ham der havde fortalt ham om Malishas lille udflugt. Han fnøs let til hendes ord. ”Du mister uanset hvad den titel, om du kommer tilbage eller ej. Afslår du tilbuddet, så har kongen allerede gjort det tydeligt at han vil finde en anden, samt han ikke længere kan beskytte dig imod de dusører der hviler på dit hoved på grund af de handlinger og skader du har forårsaget,” svarede han kortfattet, hvor han ikke kunne skjule skuffelsen i stemmen, for han var skuffet over hendes opførsel, som han var skuffet over at hun slet ikke havde fortalt ham noget. Og hvor havde alt bragt hende? Til ingenting! Hun havde tværtimod mistet alt! Han hadede at hun skulle være så dumdristig og stædig! Han skævede roligt fra hende til bålet, som han blot stod og stirrede ind i. Han brød sig ikke om at hun skulle sidde her, helt alene, uden noget, hvor hun kun ville blive endnu mere sindssyg og ikke mindst syg. Hans blik var træt og ikke mindst strålede udmattelsen ud af det. Han følte at han kunne sove, men tvivlede på at hans krop ville tillade ham det. Roligt satte han sig på hug foran bålet, skønt det var med afstand til hende. ”Hvorfor hader du mig så meget, Malisha?” spurgte han roligt og i en fraværende tone, der var en anelse dæmpet.