Training or visit?

[Deleted]

Som det var sommer havde solen stået op for længe siden, dog havde Sonic ikke valgt at søge dertil ved daggry, for han vidste at tøsen også skulle have noget søvn, og hvis hendes døgnrytme var rykket en anelse, så vidste han at han måtte vente. Han selv havde også brug for søvnen, da han jo ikke havde sovet særlig meget i det døgn han havde brugt på at rejse til Procias. Han havde fundet en plads i en kro, hvor han havde fået et lille værelse, brugt sine mentale evner til at folk ikke ville kunne genkende ham, for de troede jo alle at han var død. Han væmmedes ved at være her, han havde lyst til at brænde det hele ned til grunden, men vidste at det ikke var muligt, ikke hvis han gerne ville bevare sin hemmelighed om at han var i live. Han havde haft svært ved at falde i søvn, da han havde tænkt alt igennem, for han havde jo hele tiden troet at hans datter var død, men den lille pige var i live og havde det bedre end ventet, så det var en nyhed han endnu skulle sluge. Han havde levet med en kæmpet skyldfølelse og et tomt hul i brystet, kun fordi han havde troet at hun var mistet, men det var hun ikke. Han ville derfor også gribe denne nye chance som han havde fået, og han vidste at han måtte sætte sit had på hylden, hvis han ønskede et liv med Jacqueline og det var præcis hvad han havde tænkt sig. Han ville sætte hele sit liv om for tøsens skyld, så de kunne være en familie og så han kunne tage sig af hende!
Det var ved at runde middag, hvor Sonic næsten kun lige var stået op. Han havde faktisk fået sig barberet, så han ikke længere havde al det skæg i hovedet, men endnu engang så respektabel ud og faktisk lignede sig selv! Han red endnu på den hest han havde stjålet, hvor han endnu engang var på vej mod Carino Fattoria. Han glædede sig allerede til at se sin lille pige igen, hans elskede lille prinsesse, selvom han vidste at det måske var dumt at blive ved med at besøge hende, for han gjorde hende bare for vant til at se ham og så ville det sikkert kun blive hårdere når de for alvor skulle skilles igen. Han ville dog gerne tilbringe tiden med hende nu hvor han endelig var i landet igen, for her kom han jo ikke særlig tit mere, netop på grund af det som var sket. Han fik hesten til at holde, da han kun var et lille stykke væk fra herregården, hvor han endnu engang bandt hesten fast til et træ, inden han selv listede ned mod herregården igen. Han kravlede op ad porten præcis som han havde gjort i går, hvor han brugte muren som støtte, inden han kom over på den anden side. Om hun var oppe eller ej vidste han ikke, for han vidste ikke om hun havde været så spændt at hun knap kunne sove – præcis som ham selv – eller om hun alligevel havde formået at falde hen i en dybere søvn. Han begyndte at liste mod huset, hvor han endnu engang begyndte at se ind ad alle ruder, for at se om hun var oppe eller ej, for ellers sov hun jo nok på sit værelse.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Umiddelbart havde Jacques og Camryn ikke ligefrem fået nys om at Jacqueline havde haft besøg i løbet af de sidste dagtimer dagen forinden, hvilket var noget som passede den lille pige fint, for det var slet ikke meningen at de skulle vide noget som helst! Hun ønskede ikke at dadda skulle have av, og derfor havde hun valgt at holde helt mund! Ligesom altid, så havde hun tilbragt nattetimerne mere eller mindre siddende på sit værelse og hvisket Bamse ting i øret, som han havde lovet at holde hemmeligt for Jacques og Camryn, men så sandelig også Marcianus, for hun kunne altså slet ikke lide den dreng!
Som det var blevet morgen, så var de alle sammen gået i seng. Jacqueline var blevet puttet ligesom hun blev hver dag, hvor hun blev læst for, strøget over håret og ønsket en god søvn, for det var noget som hun havde brug for, også selvom det havde været svært for hende i det hele taget at falde i søvn, så det var noget som selv havde taget hende lang tid! Flere gange havde hun været oppe og set ud af vinduet, næsten i håbet om at dadda skulle komme, selvom hun ikke havde set han, og det var noget som gjorde hende en kende skuffet, og så var hun bare kravlet i seng igen, og denne gang, var hun så også endt med at blive liggende, for et sted, så var hun også bange for, at han slet ikke ville komme igen, og det var en tanke som faktisk gjorde hende ked af det, selvom.. han havde jo lovet at han ville komme igen, og selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hendes del! Selvom solen havde passeret på det højeste punkt på dagen, så var det endnu ikke noget som havde formået at vække hende, for hun var gledet hen i den tunge søvn, for hun var jo trods alt heller ikke særlig gammel, og hun nægtede at sove midt på dagen, så hun var faktisk altid træt, når hun blev lagt i seng, så dette var bestemt heller ikke noget undtag af den grund! Med Bamse godt hvilende i hendes favn, selvom han ikke var blevet meget mere beskidt i løbet af dagen af den grund, så ønskede hun selvfølgelig også at han skulle sove godt. At far så endelig var kommet igen, bed hun sig så til gengæld slet ikke mærke i, for hvorfor skulle hun? Hun var træt, og hun havde egentlig bare brug for den søvn, og desuden hvis far kom, så ville han vel vække hende? For han havde jo lovet hende at de skulle træne med magi når han ville komme igen! Selvom hun ikke rigtigt havde forstået alt det som han havde snakket om, så havde hun faktisk tænkt meget over det bagefter, selvom det nu alligevel ikke havde hjulpet hende som sådan, men hun havde virkelig, virkelig forsøgt med det af den grund! Hun vendte sig stille i sin seng og endnu med Bamse tæt i favnen, for selv ikke når hun vendte eller drejede sig, så slap hun ham, for det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til! Det var hendes kæreste og mest dyrebare eje, fordi at hun havde fået den af dadda!

[Deleted]

Søvnen havde været tiltrængt for Sonics vedkommende, eftersom han næsten ikke havde savnet i det døgn han havde været under rejse fra Peula til Procias. Han havde dog alligevel lagt og tænkt lidt over tingene som var sket på det sidste, hvor han følte sig helt lykkelig over at have fået denne anden chance sammen med sin datter, og det var en chance som han havde tænkt sig at gribe! Han nægtede at lade denne chance passere, og derfor ville han også gøre alt hvad det krævede for at få Jacqueline med sig. Det blev dog nok ikke denne gang han var i Procias, da han først skulle have en base hvor de kunne være, og der var der alligevel flere valgmuligheder, han ønskede dog kun det bedste af det bedste af Jacqueline og et sted ville han jo også gerne have at hun selv var med til at bestemme hvor de skulle bo, for de måtte jo heller ikke glemme Ilaria. Tøsen havde end ikke spurgt ind til sin mor, hvilket et sted gjorde ham ondt, men det beviste jo også blot at Ilaria ikke havde været særlig meget værende ved tøsens unge år, af den grund ville han stadig gerne have at de to fik et forhold, og nu var tøsen jo gammel nok til at kunne tænke lidt selv, så han skulle nok vise hende at mor faktisk også elskede sin lille pige. Og han glædede sig næsten til at fortælle Ilaria nyheden omkring deres datter, at hun faktisk var i live og ikke var død!
Som Sonic fik hesten spændt fast til træet, så havde han endnu engang sat kursen mod herregården. Han vidste ikke om Jacqueline havde talt over sig i iver, men han måtte erkende at han stolede på hende, nu havde han jo fortalt hende at hun ikke måtte sige noget og mon ikke at hun gjorde som han sagde? Hun kunne desuden heller ikke lide at være der og med de folk der boede der, så han håbede på at hun havde holdt på hemmeligheden. Han gik roligt rundt om huset, præcis som han havde gjort i går, hvor han så ind ad alle vinduer. Han var sikker på at de andre sov, så denne gang så han kun efter Jacqueline, selvom han stadig var påpasselig med ikke at larme for meget, for han skulle nødig vække de andre, for selvom nogle af dem var vampyrer, så vidste han jo stadig at Camryn godt kunne gå op og tjekke efter, for solen skadede jo ikke hende.
Da Sonic havde gået hele vejen rundt, så havde der været tomt i ethvert rum, hvor han gik ud fra at tøsen sov. Et sted ønskede han ikke at vække hende også hvis hun virkelig var træt, for hvis hun var oppe hele natten med de andre, så ville hun jo ikke sove mange timer og så lille som hun var, så var søvn jo nødvendigt. Det var også problematisk når de forsøgte at omvende hendes døgnrytme! Han gik roligt om på siden, hvor hendes værelse lå, hvor han endnu engang samlede nogle sten op og kastede dem op imod hendes rude, imens han opfangede hendes sind, som han roligt søgte ind i. #Jacqueline.. far er her, du skal op nu,# forsøgte han med en blid tone, som hun ville kunne høre i hendes sind. Det havde sine fordele at være mentaldæmon, og det var også noget af det som han håbede at han kunne lære hende denne dag. Han glædede sig også til at se hvilken magi hun ville have lettest ved; ild eller det mentale.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Søvnen havde været særdeles tiltrængt også for Jacquelines vedkommende, og når hun var oppe om natten sammen med de andre, for det var jo kun der, at de faktisk indgik i de relationer til hende, så var det faktisk noget som irriterede hende, for de var jo ikke hendes familie, og så meget var hun faktisk klar over, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende af den grund. Jacques afviste hun så sandelig stadig, og Camryn med og nu mere end noget andet, for de skulle bestemt heller ikke have lov til at komme her og tro, at de måtte være noget, for det var da slet ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde! Det kunne godt være, at hun var en lille, men hun havde så sandelig også en personlighed, som sagde spar to, og det var noget som hun i den grad havde fra begge sine forældre, det var der ingen tvivl om.
Jacqueline havde været oppe flere gange i løbet af dagen, for at kigge ud af vinduet i håbet om, at hun kunne se sin dadda, men gang på gang, var hun gået skuffet i seng igen, for han havde ikke været der. Et sted havde hun været bange for at han havde glemt hende, selvom det slet ikke var noget som hun troede på, for det var slet ikke ham! Og han havde jo trods alt også lovet hende at han ville komme, og selvfølgelig var det noget som hun håbede på i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende, når alt endelig skulle komme til alt.
Stemmen i Jacquelines hoved og de små lyde mod hendes vindue, var ikke ligefrem noget som vækkede hende. Det kunne godt være, at hun havde haft forældre, som altid havde været oppe på dubberne, men hun havde så sandelig et frygtelig godt sovehjerte, og det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trykkede kun sin Bamse ind mod sin favn, som hun vendte sig om på den anden side, som havde det kun været en drøm som hun havde haft, hvad ham angik, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun mumlede let i søvne, som en lille stribe af savl gled ud af hendes ene mundvig. Hun havde jo trods alt heller ikke sovet særlig meget, taget i betragtning, at hun først var blevet puttet i seng, kort før solen var stået op, så det var i det hele, ikke særlig meget sol som hun fik i det hele taget, selvom det var noget som faktisk gjorde hende ked af det. Selvom hun måske ikke havde spurgt ind til hendes mor, kunne hun jo faktisk godt huske, at mor havde haft hende med ude i haven mens solen havde været oppe, og hun havde nydt det. Ellers var det da slet ikke noget som hun var i stand til at huske! Hun vendte sig i hendes lille seng, og med hovedet ind mod væggen, trods det, at hun slet ikke vågnede ved lyden af hendes fars stemme i hendes hoved.

[Deleted]

Tanken om at Jacqueline ikke var død, men faktisk var i live, var noget som havde glædet og ikke mindst lettet Sonic. Hans humør havde drastisk ændret sig på de enkelte timer han havde haft med hende, hvor han tilmed kunne mærke at hans indre flamme var blusset op igen, alt sammen kun på grund af den lille pige! Bare tanken om at han havde en ny chance med hende var noget som gjorde ham direkte lykkelig! Hun betød alt for ham og han ville naturligvis også gøre alt for at få hende med sig og ud af huset! Han havde jo også tydeligt set at tøsen ikke havde glemt ham, hans ansigt havde hun godt nok, men han havde jo vist hende billedet, som havde fået det ind på hendes lystavle, så hun faktisk vidste at han var hendes ’dadda’. Han kunne desværre ikke tage hende med sig, selvom fristelsen ved at ’kidnappe’ hende, var umådelig stor! Folk troede at han var død, og han måtte erkende at han helst gerne så at det forblev sådan. Der var kun ganske få der vidste at han var i live, og ingen i Procias vidste det endnu, derfor så var det også et godt kort på hånden. Han måtte dog finde en måde hvorpå han kunne få den lille pige med sig, men det blev vist et større projekt! Medmindre en anden kidnappede hende for ham, men det ville sikkert ikke gå godt? Uanset hvad, så havde han i hvert fald ikke planer om at gå fra Procias endnu, for nu hvor hans lille pige var i live og han havde lovet hende at komme igen, så ville han faktisk også gerne bruge tiden sammen med hende! Desuden så var det kun tydeligt for ham at hun havde meget at lære endnu! Ikke kun angående magi og træning, men også når det kom til sit ordforråd, på den anden side, så kom det vel før eller siden med alderen?
At Jacqueline ikke reagerede på Sonics stemme og stenkasten, fik ham næsten til at skæve irriteret op mod vinduet. Hans tålmodighed var ikke altid den største, specielt ikke når det var ved ting han faktisk glædede sig til, og han glædede sig faktisk til at tilbringe mere tid sammen med sin lille pige! Han vidste dog godt at tøsen ikke havde fået megen søvn, og heller ikke fik det, hvis han vækkede hende nu, men.. hun kunne jo altid sove når han gik igen! Han ville så gerne bruge tid med hende, også fordi det var tydeligt at hun havde savnet ham! Og han kunne ikke drømme om at gå, før hun havde set ham, for han havde lovet hende at han ville komme! #Jacqueline! Du skal op! Far står udenfor dit vindue!# svarede han i en højere tone i tøsens hoved, i et forsøg på at vække hende, hvor han også kastede stenene hårdere imod hendes vindue, skønt det alligevel ikke var hårdt nok til at knuse det, men så de små prikkelyde lød højere. Han kunne godt forestille sig at tøsen var træt, men når hun først kom op og så at far var her, mon ikke at hun så ville live lidt op og blive frisk? Solen bragte hende jo energi og det var virkelig en perfekt sommerdag i dag! Derfor skulle hun også vågne!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde holdt munden lukket, ligesom far havde bedt hende om, også selvom det kunne virke til at Jacques havde mærket sig af, at der havde været nogen, men hun havde nægtet det, for der havde altså ikke været nogen der! Foruden hendes dadda, men det var så ikke noget som de behøvede at vide, for ellers kunne han jo slet ikke komme igen, og så havde Jacques også ladet den ligge der – heldigvis, for det var noget som passede hende ganske fint, også fordi at det var noget som hun havde brug for. Så lang tid hendes far var der, så var det selvfølgelig også den mand som hun ønskede at være i nærheden af, hvis det var noget som hun ellers kunne komme til det, hvilket vel også var noget som sagde det hele? Hun havde været oppe flere gange i løbet af dagen for at se om han var kommet, selvom hun altid var endt så skuffet, for hun havde ikke set så meget som en skygge til ham endnu, og det havde faktisk gjort hende ked af det, for hvad nu hvis han havde glemt hende? Ligesom han havde glemt hende, da han var blevet væk? Ja, hvad der var sket tilbage dengang, var jo ikke noget som hun vidste, for det var hun jo også for lille til at forstå, for hun kunne jo heller ikke helt forstå hvorfor at folk kiggede sådan efter hende, når hun var med de andre udenfor, når det endelig skete, og den måde som de kiggede på hende på, var slet ikke en som hun kunne lide, så hun blev som regel hjemme, men det var vel også fordi at hun var den pige som hun var? Datter af de forældre som hun nu havde, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund!
At stemmen i hendes hoved, faktisk var hendes far, var slet ikke noget som faldt Jacqueline ind. Hun havde et utrolig godt sovehjerte, og hun elskede faktisk at sove, og specielt når hun havde Bamse i sine arme, så gjorde det kun det hele så meget bedre for hende! At han så blev utålmodig på den anden side af vinduet, vidste hun ikke, også selvom den mere hævede stemme i hendes hoved, tvang hende ud af søvnen med ikke andet end et spjæt, som alligevel resulterede i, at hun faktisk bankede hovedet ind i væggen, nu hvor hun var endt med at lægge sig så frygtelig tæt på den. ”AV!” endte hun med en fast tone, som hun hastigt endte med at sætte sig op og tog sig til den lille pande. Hun vendte blikket mod Bamse, som hun skulede efter. ”Bamse altså!” beklagede hun sig, som hun vendte blikket mod vinduet. Hun tog fat om Bamses lille pote, og kravlede så ud af sengen endnu en gang, kun for at gå hen til vinduet. ”Mig høre dadda.. Du også høre?” Hun lagde ham tæt mod hendes hoved, næsten som hun regnede med at han ville snakke til hende igen, selvom det slet ikke skete..? Det forvirrede hende altså kun, og det var altså ikke noget som hun kunne lide! Hun satte sig ned på gulvet og gned sine øjne. ”Tro du dadda glemt mig?” spurgte hun næsten trist. Han havde jo lovet at kigge forbi hende!

[Deleted]

Tanken om at andre passede hans lille pige, var slet ikke noget som Sonic kunne have med at gøre! Han vidste dog at hun ikke kunne komme med ham endnu, og derfor kunne han jo så prise sig lykkelig for at hun var i Procias, for her var hun da om ikke andet så i sikkerhed indtil videre! Han ville dog foretrække at hun var hos ham, for han skulle nok beskytte hende med sit liv og det var uden at tøve! Han elskede sin lille pige og han ville gøre hvad som helst for at hun kom med ham, for han havde fået en ny chance og den ville han bestemt ikke lade gå fra sig! Han havde været direkte synderknust over at han ikke havde fået lov til at opdrage hende og træne hende, lære hende alt det en dæmon skulle lære og se hvilken stærk kvinde hun ville vokse op og blive, det var i hvert fald hvad han havde troet at han ville gå glip af, for det havde vist sig at hun faktisk havde været i live og den tanke gjorde ham direkte lykkelig! Det lettede også en smule på samvittigheden, skønt han stadig havde det dårligt med at være blevet væk og ikke havde ledt bedre efter hende, men han havde ikke kunnet nænne at nærme sig den gamle herregård, for her havde været alt for mange gode minder, som nu var blevet revet fra ham, fordi en ny var flyttet ind. Men tanken om at Jacqueline havde været her, var grund nok til at komme, skønt det faktisk gjorde en anelse ondt at være omringet de gode minder, men uden at kunne få lov til at opleve dem igen. Her havde han været lykkelig og han havde jo faktisk godt kunne lide det, foruden han havde hadet at det havde lagt i Procias. Men måske han en dag ville få et nyt og prægtigt hjem? Det kunne han kun håbe på, hvor han jo også gerne ville have at Jacqueline skulle bo et rart, sikkert og ikke mindst godt sted!
At tøsen ikke vågnede, var noget som gjorde Sonic både irriteret og utålmodig, hvor han næsten måtte skule op mod vinduet! En hård mand havde han nu altid været, hvor de eneste der havde set den bløde og varme side af ham, var Ilaria og Jacqueline. De to var også de eneste han havde holdt af og ikke mindst de eneste han havde haft i sit liv, de betød alverdens for ham og det ville de altid gøre, for de var trods alt hans familie og det ville aldrig ændre sig! Han så hele tiden mod vinduet, da han næsten bare ventede på at se det lille smilende ansigt i vinduet. At han så ikke så noget, selv ikke efter at han havde hævet stemmen var noget som irriterede ham, skønt han slap alle sten han havde i hænderne, da han næsten var bange for at hans irritation ville få ham til at kaste så hårdt at han ville smadre ruden eller ridse den. Han trak vejret dybt og prustede let ud, som havde han været en arrig tyr, skønt det mere var fordi han var utilfreds. #Jacqueline, se ud af dit vindue, far er her og vi skal ud og træne!# Denne gang var hans tone lidt blidere og mere tålmodig, selvom han følte sig irriteret. At hun var oppe, men ikke så ud af vinduet, kunne han ikke se fra sin egen vinkel, da han kun kunne se lidt af loftet.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Hvad der var sket, da Sonic var blevet væk, var slet ikke noget som Jacqueline havde nogen anelse om, også fordi at det slet ikke var baner som en lille pige som hende, var i stand til at tænke i, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun blev opdraget af andre, hvilket slet ikke var noget som hun kunne have med at gøre, og den tanke i sig selv, var noget som gjorde hende sur, for hun vidste jo godt, at de ikke var hendes forældre, og de skulle bestemt ikke have lov til at behandle hende derefter, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, når det så endelig skulle komme til stykket. Jacques var måske til dels dæmon, men præget så meget af den vampyr, som han havde i sig, at det bestemt heller ikke ligefrem var noget som man kunne sige, måtte komme lille Jacqueline til gode, for det gjorde det på ingen måde, og den tanke var noget som selv gjorde hende trist, for selv hun havde jo lagt mærke til, hvor meget glad far var blevet for det at hun var i live, men hvor… forarget han var blevet over, at hun ikke vidste noget, hvad hendes egen race angik, og selv hun ønskede selvfølgelig at være ligesom sin dadda, og så måtte hun jo også lære hvordan man var en ægte dæmon, for det var slet ikke noget som hun havde nogen anelse om, sådan som det stod lige nu, og selvfølgelig var det selv en tanke som formåede at gøre hende trist.
At Sonics stemme i Jacquelines hoved, ikke var en drøm, var slet ikke noget som Jacqueline kunne forstå, men så kraftigt som den havde været, så havde det revet hende ud af søvnen, hvor hun havde slået hovedet ind i væggen, hvilket sikkert nok skulle resultere i en lille bule, for der havde altså været god kraft på af den grund. Hun gned sin lille pande, som hun skulede let til Bamse som lå der ved siden af hende. Han var ikke blevet meget mere beskidt fra sidst far havde været der, men det var nu bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. At hans stemme måtte lyde igen i hendes hoved, hvor den direkte.. bad hende om at kigge ud af vinduet. Hun rejste sig med Bamse i favnen, idet hun hastede i retningen af vinduet, hvor hun nærmest smækkede sit yndige lille ansigt op mod ruden. Synet af dadda som stod udenfor, var noget som vækkede det store smil på hendes læber, idet hun hastigt hoppede op og ned, som en ivrig lille pige, som lige var blevet overlykkelig! ”DADDA! Se Bamse! Det Dadda!” udbrød hun med en glædelig stemme. Hun masede sig direkte op af vinduet, næsten for at være sikker på at han ikke gik nogen steder, og nu hvor hun var oppe og han var der, så var det bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at kravle tilbage i sengen igen, med mindre, det var noget som hun var nødt til, men det var det ikke! Bamse maste hun lige så op af vinduet. Selv smilet var ikke til at tage fejl af, for nu var hun virkelig, virkelig glad igen!

[Deleted]

Det var forskelligt hvornår Sonic havde en stor tålmodighed og hvornår han ikke havde. Var det ved større planer, så var hans tålmodighed helt i topklasse, men ved små ting, som han så frem til – sådan som at tilbringe tiden med sin datter – så blev han utålmodig af at vente! At hun så ikke gad at stå op, var også noget som irriterede ham, for han gad bestemt heller ikke stå udenfor hele dagen og kaste med sten, for så endte det da helt klart med at han ville slå ruden i stykker af irritation! Det var også derfor han havde smidt stenene fra sig, for han ville heller ikke risikere at vække nogen af de andre i huset, for de hvilede vel igen? Det måtte næsten være trist at leve sådan et liv, at man kun havde nattens timer, for de var utrolig korte i sommertiden. Og at de så forsøgte at vende hans datters døgnrytme, var da klart det som irriterede ham mest! Hans pige var en dæmon og tilmed ilddæmon, så hun fik energi og kræfter af den varme sommersol, så at de forsøgte at tage den del af hende væk – den del som hun havde arvet fra ham af – var noget som virkelig gjorde ham vred, for hun var dæmon og skulle også behandles efter det! Hun skulle lære alle værdierne i det, og at hun ikke engang kendte til betydningerne af de forskellige dæmonracer hun var, var noget som gjorde ham direkte forarget! Men det var ligegyldigt, for han skulle nok få hende væk derfra og han skulle nok hjælpe hende med at lære det hele!
Blikket gled op mod vinduet igen, hvor et stort smil bredte sig over Sonics læber, da han så den lille pige i vinduet, selvom det som glædede ham mest, var det at hun hoppede ivrigt op og ned og direkte maste sig selv og sin bamse op mod vinduet. Han kluklo ganske let, som han kort vinkede op til hende, imens smilet forblev på hans rosenrøde læber. Bare synet af hende fik en varme til at brede sig i hans krop, hvor han selv næsten blev helt ivrig efter at holde om hende igen. #Kommer du ned og låser døren op for mig igen, min pige?# spurgte han roligt, skønt hans læber ikke bevægede sig, eftersom der ikke var behov for det. Han pegede let mod vejen om til fordøren, som tegn til at han ville gå den vej og forventede at hun ville komme og låse op for ham, præcis som hun havde gjort i går. Han begyndte derfor også at gå om mod fordøren, hvor han forsvandt bag hjørnet af huset, så han kunne gå langs grusstien og hen til den store fordør med det aflange uslørede vinduesglas i den ene side. Han så roligt ind ad vinduet, selvom det hele var i en vanskabt form, hvor han så mod trappen han kunne ane derinde, da han forventede at den lille pige ville komme styrtende ned ad trappen og lukke op for ham. Han glædede sig allerede til at tilbringe tiden med hende! Andet kunne han da slet ikke drømme om!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Lille Jacqueline havde altid haft et frygtelig godt sovehjerte, for det havde hun jo faktisk haft siden hun havde været helt lille, så det var ikke noget som direkte kunne siges, at komme bag på nogen som helst. At det så var hendes far som stod udenfor, og forsøgte at komme i kontakt med hende, var slet ikke en tanke som faldt hende ind, for hvordan pokker skulle hun da vide det? Den slags havde hun altså slet ikke styr på, og når der heller ikke var nogen til at lære hende det, så var det altså heller ikke noget som hun bare lærte sig på egen hånd, bare sådan uden videre, o det var der jo heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Jacques var den eneste som faktisk havde muligheden for at lære hende noget, men det var ikke videre noget, som han virkede synderlig interesseret i, og det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at skulle indgå i nogen som helst former for relation med dem, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for! Og specielt nu hvor hun vidste at hendes far var derude, så ville hun da bestemt ikke gøre det, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for, i den anden ende! Hun ønskede jo egentlig bare at komme med far hjem, også selvom hun ikke rigtigt vidste hvor hjem var mere, for det var bestemt ikke her, hvis de var flyttet ind og skulle tage det hele! Det var helt forkert i hendes øjne!
At se Sonic stå udenfor vinduet, var noget som efterlod den lille pige med en helt ivrig mine, for det gjorde hende i den grad glad, at skulle se sin far igen! At vide, at han faktisk havde lovet at komme, og faktisk gjorde det, var næsten det bedste af det hele! Selv blev hun stående helt trykket op af vinduet og med Bamse tæt i sine arme. At han snakkede, men ikke bevægede munden, var slet ikke noget som hun forstod noget af, men lige nu var det ikke hvad hun lagde mærke til, kun det at han faktisk var der, da det var noget som hun vægtede frygtelig, frygtelig højt, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt! At han gjorde tegn til at han gik om til hoveddøren, fik hende kun til at nikke helt ivrigt! ”Kommer!” nærmest udbrød hun, som hun hurtigt forlod vinduet, kun for at storme ud af værelset og ned af gangen, videre ned af trappen og stormede hen til døren, hvor hun igen gav sig til at bakse med låsen så hendes dadda kunne komme ind til hende igen! Hun havde savnet ham, og hun havde drømt om ham og alt muligt, selvom det bedste af det bedste, selvfølgelig var, når han stod foran hende som han gjorde lige nu! Det var en tanke som gjorde hende så frygtelig glad! Låsen fik hun op, selvom det krævede noget af en koncentration, kun for at rive døren op og storme Sonic direkte i favnen, hvor hun direkte valgte at knuge sig godt og grundigt ind til ham. ”Mig savne dig, Dadda,” endte hun med en glad stemme. Det gjorde hende så glad, at han havde opsøgt hende her!

[Deleted]

At se den lille glade og ivrige pige i vinduet, var noget som varmede Sonic helt ind til hjertet, hvor han heller ikke kunne lade vær med at smile selv, for tøsen havde altid formået at få ham til at smile! Når hun havde smilet, så havde det altid smittet af på ham, hvor han altid havde smilet tilbage, skønt hun dengang havde været en lille baby, helt tandløst og nu havde hun jo fint alle sine små hvide mælketænder. Det var alligevel en del han var gået glip af, men der skete jo også mest med hende i de små år, indtil hun var færdig med voksealderen, og derfor kunne han jo kun glæde sig over at han havde en masse gode år med hende endnu! Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at lade hende blive her i en evighed! Der måtte højst gå.. ja, helst ville han jo have hende med nu, men det vidste han godt at han ikke kunne, og han så helst at der kun gik få dage, men desværre kunne der jo nok godt gå en hel måned, men mere ville han bestemt heller ikke lade det gå! Om han så skulle komme og kidnappe hende for så gjorde han det! Dog var han sikker på at han nok skulle finde på et eller andet, for det gjorde han jo altid.
At høre hende råbe, var noget som fik Sonic til at trække på smilebåndet, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. Hun endte jo med at vække hele huset! Og dog var han kun glad for at se hende selv så glad, for det var tydeligt at hun havde savnet ham og kun var glad for at han stod der hos hende igen. Han gik roligt hen til fordøren, hvor han kunne se hende komme stormene ned ad trappen, så hurtigt at han næsten var bange for at hun skulle falde og slå sig, men hun var tydeligvis blevet god til at holde balancen og løbe og gå! Han satte sig roligt i hug foran døren, skønt han slet ikke nåede at fortælle hende noget som helst, før hun selv var i gang med at låse døren op og tilmed selv fik den åbnet, hvilket selv kom bag på ham. At hun stormede ud og direkte ind i hans favn, fik ham til at miste balancen, hvor han faldt tilbage på røven, hvor han let slog armene omkring hende, imens han lo ganske muntert. Han knugede hende let ind til sig. Han havde fået sig barberet, så alt skæg var væk og han igen lignede en flot mand og ikke en grim hulebeboer! Så han var vel også til at kende lidt igen? Han trykkede hende tæt ind til sig. ”Jeg har bestemt også savnet dig, min pige!” svarede han sandfærdigt, som han helt knugede hende fast ind til sig, så han ordentlig kunne mærke hende, hvor han samtidig mærkede varmen og glæden sprede sig i hans krop. Han holdt hende let ud for sig. ”Nårh.. har du holdt på vores hemmelighed? Er der nogen der ved at jeg har været der?” spurgte han sagte, hvor han sendte hende et let sigende blik, skønt han næsten regnede med at hun havde holdt sit ord og bevaret deres hemmelighed. Måske hun var en lille pige, men hun var hans datter og han stolede på hende!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var virkelig, virkelig glad for at se sin far igen, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, for hun havde virkelig glædet sig til at han igen ville komme! At han så havde husket hende, var næsten det bedste af det hele, også selvom det ikke var noget som hun var særlig god til at lægge skjul på, for nu havde hun fået øje på hende, og det var i den grad også det bedste af det hele! At mase hovedet op mod ruden, også for at være sikker på, at det faktisk var ham som var der, var næsten det som sikkert måtte se sjovest ud fra den anden side, men den glæde, den lykke og den iver, var slet ikke noget som hun kunne skjule for ham af den grund, og det var bestemt heller ikke noget som hun havde nogen intentioner om af den grund, for hun var glad, og det var noget som hun ville have, at far skulle vide, for det var noget som hun i den grad også vægtede frygtelig, frygtelig højt!
Jacqueline havde faktisk glemt Bamse oppe på værelset, idet hun var stormet ud af værelset, ned af gangen og ned af trappen, også selvom hun næsten var ved at falde over sine egne ben, for hun var jo ikke særlig gammel, og hun var endnu ganske lille! Hun stormede ned mod døren, hvor hun hurtigt begyndte at bakse med låsen, for nu havde hun været i træningen siden dagen i forvejen, og selvfølgelig var det også noget som gjorde det meget nemmere for hende at gøre det igen, for nu havde hun det lidt i håndleddet, så det var ikke så svært for hende igen at få den op, hvor hun direkte stormede sin far i favnen, hvor hun hurtigt mærkede hans arme om sig, hvilket hun bestemt heller ikke havde noget imod i den anden ende. At han så faldt på numsen, fik hende let til at grine, hvor hun vendte blikket op mod ham. Han havde ikke hår i hele ansigtet mere, så nu kunne hun godt genkende ham, og det var en tanke som gjorde hende langt mere tryg, og det var hende også en langt større overbevisning om at det virkelig var hendes dadda, som hun stod overfor, og det var en tanke som hun i den grad også frygtelig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. ”De ikke vide noget! Jacques tro andre var der, men jeg ikke sige noget,” fortalte hun ærligt, som hun vendte blikket mod ham. Jacques havde lugtet at der havde været andre til stede, men han havde ikke vidst hvem, og Jacqueline havde ikke sagt noget, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, for det var jo bare påstand mod påstand, og hun var faktisk god til at lyve, hvis det faldt til hendes egen fordel. Hun lagde sig godt og tæt ind mod sin kære far, hvor hun lod armene søge godt og tæt omkring ham endnu en gang, også for at mærke ham helt tæt ind mod sin egen krop, for hun havde brug for sin far – hun havde virkelig brig for sin far!

[Deleted]

At se Jacqueline så ivrig at hun direkte trykkede ansigtet op imod ruden for at kunne se ud, var noget som virkelig morede Sonic! Han elskede sin lille pige og han ville virkelig gøre hvad som helst for hende! Han vidste godt at hun ville med ham og han ville jo også gerne have hende med! Men det gik desværre ikke endnu, han var nød til at tænke tingene igennem, desuden så havde han jo ikke engang noget sted at være! Han havde ikke noget hjem og han ville gerne have at hun var tryg, hvis hun endelig skulle med ham også fordi de ikke befandt sig i Procias men enten kom til Peula eller Dvasias, og det var begge lande med større kriminalitet end i Procias, så han skulle jo også holde øje med hende! Og det ville blive besværligt, hvis han levede et dårligt liv som han havde gjort indtil videre, hvor han tilmed havde sovet på åben gade og det gad han ikke tvinge den lille pige til! Hun skulle have et værelse som hun havde her, hun skulle have det bedste og et sted hun kunne kalde for et hjem! Derfor var han nød til at finde ud af sit eget liv, før han kunne trække hende med ind i det, for han ønskede hende jo kun det bedste! Derfor måtte hun også holde ud lidt endnu, før hun kunne komme med far hjem.
Det at Jacqueline var så ivrig at hun helt glemte sin bamse oppe på værelse, så hun kunne storme ned og åbne døren, kun for nærmest at overfalde ham, var alt sammen noget som var kommet bag på Sonic. At hun selv grinte af at han mistede balancen, var noget som fik ham til at smile. Han havde savnet lyden af hendes latter igennem frygtelig mange måneder! Bare synet af hende kunne gøre ham helt glad, mest af alt fordi det beviste at hun faktisk var i live og bare tanken om det gjorde ham virkelig lykkelig! Han nikkede forstående til hendes ord. ”Godt! Jeg stoler nemlig på dig,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et stort og stolt smil. Han havde dog godt anet at Jacques ville kunne lugte ham, netop fordi han var vampyr, men ingen her i huset kendte til hans lugt eller noget særligt der kunne afsløre ham, så mon ikke det gik? Det var nok kun bedst at han ikke blev her for længe, for ellers kunne det ødelægge en hel del og det ønskede han ikke. Han gad dog ikke bekymre sig i øjeblikket, men give sin fulde opmærksomhed til sin datter, for det havde hun fortjent! Han knugede hende tæt ind til sig, som han roligt kom op på benene igen, hvor han løftede hende med op i sine arme. ”Far har savnet dig utrolig meget!” svarede han sandfærdigt, som han trykkede hende tæt ind mod sig. Bare det at kunne mærke hende igen var noget som han værdsatte! Han vendte let blikket mod hende. ”Nårh.. har du glædet dig? Vi skal jo træne i dag, så du kan lære lidt magi!” endte han muntert, som hans mørke øje hvilede intenst og varmt mod hendes kønne ansigt; mange træk fra sin mor, og dog med fars øjne!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde ikke ligefrem gjort meget andet, end at vente på at Sonic igen skulle dukke op og se til hende, for det var i sandhed også det som hun havde set mest frem til, også fordi at han havde lovet at han ville kigge forbi, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun havde allerede nu, formået at gå skuffet i seng flere gange, for det havde været svært for hende at falde i søvn, men det var sket alligevel, også selvom hun ikke havde sovet særlig meget, før far var kommet ofr at vække hende. Selv på trods af hendes sovehjerte, så var dette alligevel noget som hun kunne klare og formå at gøre noget ved af den grund, også fordi at hun havde set så frygtelig meget frem til at han ville komme og se til hende, og nu var han der endelig! At se far vinke til hende og smile, var noget som fik hende til det samme, selvom hun var langt mere ivrig end det som han måtte være, også selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. Hun var jo kun en lille pige, som var frygtelig glad for at se sin kære far!
På vejen ned af trappen, så havde Jacqueline faktisk glemt alt omkring Bamse, for hendes tanker havde kun kunne samle sig et sted, og det var omkring hendes elskede far, og det at vide, at han befandt sig på den anden side af døren, så hun var stormet af sted, også selvom hun ikke var særlig gammel, så klarede hun efterhånden trappen frygtelig godt, for det var sjældent at hun faktisk faldt i den, selvom det forekom til tider, men det var slet ikke noget som hun tænkte over lige nu! Hun fik hurtigt låsen op, hvor hun stormede manden direkte i armene, hvor de endte på jorden, selvom det nu ikke var noget som han sagde noget til af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være, når det endelig skulle komme til stykket, og det var nu heller ikke var noget som hun sagde noget til alligevel. Hun lagde sig godt ind mod ham, hvor hun selv kun måtte nyde forbandet godt af tanken ved at have sin far ved sig igen, for det var en tanke som hun rigtig godt kunne lide! ”De ikke vide noget.. Mig være stærk og modig for dadda,” fortalte hun med en tydelig stolthed i stemmen, også selvom det vel var tydeligt at hun var træt? Han havde jo trods alt også vækket hende, for at få hende hen til vinduet altså! Hun lagde sig godt ind mod ham, hvor hendes tommelfinger igen kom i munden på hende – igen et tegn på tryghed, for nu var han der jo, og det var noget som gjorde hende frygtelig, frygtelig glad! At han rejste sig med hende i sine arme, var bestemt heller ikke noget som hun havde noget imod, hvor hun lagde sig godt og trygt ind mod ham! Hun nikkede, også selvom hun ikke rigtigt vidste hvad træning og magi indebar, men det var tid sammen med far, og det var vigtigt for hende! ”Mig komme med dadda hjem?” spurgte hun, som hun igen vendte blikket mod ham. Hun gad altså ikke blive her med Jacques og Camryn mere!

[Deleted]

At tøsen sov godt, var ikke noget som Sonic kendte til, da han jo var vant til at hun var vågnet midt om natten og havde skreget som en gal, hvilket var tider som han selv kunne savne, for han ville langt hellere tilbage til dengang, hvor han faktisk havde haft alt og en lykkelig familie, frem til det han havde i dag; ingenting. Det var måske ikke helt sandt, da han havde sin mor og nu også havde sin datter, men der var jo stadig komplikationer i det hele. Han kendte ikke rigtig sin mor, og selvom han gerne ville have et bedre forhold til hende, så ville han jo heller ikke gå hende i vejen, skønt hun vidst godt kunne bruge noget godt selskab og derfor var han også lidt splittet af at stå her, eftersom han både følte sig forpligtet overfor sin datter, men også overfor sin mor. Hans mor var dog voksen og kunne klare sig selv, hvilket hans lille pige ikke kunne, så han satte nu alligevel sin lille prinsesse i første række, hvilket han nok ville gøre resten af sine dage, for hun var det eneste han rigtigt havde tilbage, skønt han vidste at hun på et tidspunkt ville vokse sig stor, og så ville hun ikke have brug for ham mere, og så ville han vel være alene igen? Tanken fik ham kun til at værdsætte hendes unge alder endnu mere! Årene ville han da klart nyde!
At Jacqueline havde været stærk og modig for Sonics skyld, var noget som fik ham til at smile tydeligt tilfreds. ”Det ved far godt, og det er far også utrolig glad for!” svarede han stolt af hende, hvor smilet kun var tydeligt tilfredst, imens han trykkede hende godt ind mod sig, så han ordentlig kunne mærke hende og vide at det ikke var en drøm, men at hun faktisk virkelig var der. Det anede ham at Jacques ville kunne mærke sig af hans tilstedeværelse, skønt han virkelig bare ønskede at tilbringe tid med sin datter, og det var vel ingen synd? Hvilken forælder ville ikke nyde tiden med sit elskede barn? Han ville egentlig bare gerne have hende med sig og som pigens far, var det også noget som han sagtens kunne kræve! Men så ville folk jo finde ud af at de faktisk ikke havde slået ham ihjel og han ville nødig ende med at blive en jagtet mand, så han måtte tænke sig godt om! At hun så spurgte ind til om hun måtte komme med ham, var som at drive en kniv i hjertet på ham, for det skar virkelig i ham, når han vidste at han knuste hende, for den tanke kunne han slet ikke have med at gøre! Han bed tænderne kraftigt sammen, som han let vendte blikket mod hende. ”Det har far jo fortalt dig Jacqueline. Du kan ikke komme med mig endnu, du er nød til at blive her for noget tid, men så skal far nok komme og hente dig!” svarede han roligt og dog med stædighed i stemmen, for han ville da slet ikke lade hende blive her resten af sine dage! Han skulle nok få hende med sig! Men først.. ja, så skulle han have et hjem, så de faktisk kunne være sammen og ikke skulle leve på gaden, for det nægtede han at byde sin lille pige! Hun var grevedatter og fortjente det bedste af det bedste!