Training or visit?

[Deleted]

Sonic vidste godt at han altid havde været den som havde taget sig af den lille pige, men et eller andet bånd måtte tøsen vel have til sin mor? Det var trods alt hende som havde født pigen og ikke mindst givet hende mad, der havde han jo ikke kunnet hjælpe, så et sted forundrede det ham at hun ikke engang havde nævnt sin mor eller hentydet til hende, for det var næsten som om at Ilaria var glemt for tøsen. Måske han ikke var sammen med Ilaria længere og om det overhovedet ville ske igen, vidste han ikke, men det ændrede ikke på at hun var mor til hans barn, og han havde altid ønsket at hende og Jacqueline skulle have et godt forhold sammen, hvilket han jo også havde forsøgt på, selvom de ikke havde nået noget, eftersom de havde skændes hvor Ilaria var søgt væk, hvor soldaterne nogle dage senere havde stormet deres hjem. Han lod hovedet søge let på sned, hvor et mildt smil gled over hans læber. ”Så kan du også se mor igen,” tilføjede han roligt, et sted for lidt at bringe hende på banen og finde ud af om tøsen i det hele taget havde glemt hende eller ej. Han kunne aldrig drømme om at bruge Jacqueline imod Ilaria, eller sågar vende tøsen imod hende, for uanset hvad ville han jo gerne have at de havde et forhold sammen, og Ilaria måtte vel også blive glad, når hun fandt ud af at tøsen var i live?
At Jacquelines yndlingskjole var gået i stykker, kunne Sonic godt forstå at hun var ked af, selvom han måtte erkende at han så andre ting vigtigere i livet, men det var hun jo nok for lille til at forstå sig på endnu. Han var dog sikker på at Camryn – hans egen niece – ville kunne sy den, så hun kunne få den på igen. Han løftede hånden og strøg hende kort over det blonde hår. ”Hun skal nok få tid før eller siden, min skat,” opmuntrede han hende roligt, som han sendte hende et skævt smil, som hun beklagede sig over at bamsen havde ødelagt den, „bamse er også slem, er han,” medgav han roligt, hvor han nikkede bekræftende, skønt han ikke kunne skjule det morende smil, for han fandt det komisk at hun gav tøjdyret skylden. Hun var en lille djævel var hun! – noget som han faktisk var yderst tilfreds med! Hun var og ville altid forblive hans lille prinsesse, selvom han næsten var bange for at han ville være en far der ville give alt for meget efter for sin datter, problemet var så bare, at han ikke længere var greve, så han ville ikke have råd til at give hende hvad hun pegede på, han skulle jo også finde sig et arbejde. Hendes skulende mine og utilfredshed, gjorde det kun tydeligt at hun mindede alt for meget om sin mor! Han endte dog med at nikke. ”Du må gerne lege med den på,” bekræftede han roligt, som han rakte hende kjolen, som tegn til at hun skulle tage den på. Uanset hvad så havde hun jo ikke andet end kjoler, så det kunne vel også være ligegyldigt?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde ærlig talt slet ikke skænket sin mor en tanke, for hun havde jo som sådan aldrig været der for hende i den samme grad som hendes far har, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det var. Nu var det gået op for hende, hvorfor far ikke kunne få hende med hjem, så ville hun fint sidde og vente på at han havde fundet et hus som de kunne bo i, og så kunne hun komme væk fra alle de dumme vampyrer! Hun vendte blikket mod ham, som han alligevel endte med at bringe mor på banen, for hvorfor gjorde han det nu? Hun blinkede let med øjnene, næsten som hun forsøgte at komme i tanker om hende, men det var bare ikke noget som ville som hun ville, for hun kunne.. vel ikke rigtigt huske hende? Hun rystede på hovedet, som hun vendte blikket ned mod sin Bamse, som hun nu sad med i sine arme, som hun endte med at knuge ind mod sig selv. ”Bare dadda..” endte hun med en dæmpet stemme. Hun havde slet ikke brug for sin mor, og hun kunne da slet ikke huske hende, så kunne det vel også være lige meget? Mor var jo ikke engang kommet for at besøge hende! Så mor kunne måske slet ikke lide hende mere? Hun ønskede jo egentlig bare at være sammen med sin far!
Jacqueline var selvfølgelig ked af, at hendes yndlingskjole var ødelagt, men det var altså Bamses skyld, og derfor var han også blevet straffet! Han havde siddet i skammekrogen, hvor han kun havde haft væggen at kigge ind i, havde han! Hun vendte blikket mod ham, som hun rystede på hovedet. ”Hun altid kysse Jacques… Adr!” Hun skar en grimasse, for det var altså ulækkert! Så om hun i det hele taget ville få tid til at sy hendes kjole, vidste hun ikke, for hun var jo altid sammen med den mand! Hun nikkede istemmende. ”Bamse slem er han! Han straffes!” endte hun igen, som hun satte ham ned i sengen ved siden af sig, og igen med hovedet vendt ind mod væggen. ”Slemme Bamse! Du sidde der!” endte hun bestemt, som hun igen vendte sig mod far, som han gav hende lov til at lege med kjolen på. Så var det hele også i orden for hende! ”Godt!” endte hun helt glad, som hun tog omkring kjolen og hoppede ned af sengen. Tøjet fik hun hurtigt af, idet hun baksede med at få kjolen på i stedet for. Det var faktisk temmelig svært, for den var jo så fin, og den skulle jo heller ikke gå i stykker ligesom den anden, for det ville hun da slet ikke have! Hun vendte sig mod far igen, som hun slap kjolen. ”Dadda hjælpe..?” spurgte hun med en dæmpet stemme og med de store hundeøjne.

[Deleted]

At Jacqueline ikke havde nævnt sin mor på noget tidspunkt, var noget som Sonic ikke brød sig om. Han havde jo altid ønsket at de to skulle have et forhold til hinanden, selvom det nok aldrig blev så godt som hendes forhold var til ham, men han havde jo altid ønsket at de skulle være en familie, selvom tingene vel var ændret en hel del? Han vidste slet ikke hvad der ville ske, selvom han nu ikke havde tænkt sig at holde tøsens eksistens skjult for Ilaria, for han havde lovet at sige til, når han havde fundet hende. Han lod hovedet søge let på sned til hendes ord, hvor han rynkede let brynene. ”Kun far? Men mor har jo også forsøgt at besøge dig, men hverken mor eller far må komme her mere, og mor kunne ikke komme ind. Hun savner dig,” fortalte han sandfærdigt. At stikke tøsen en løgn kunne han ikke drømme om, i hvert fald ikke når det gjaldt tøsens mor. Han havde jo vist hende bryllupsbilledet af dem alle tre, der var jo så bare det faktum at de ikke var gift mere, hvor han jo nok måtte erkende at han var dybt skuffet over Ilaria. Det var dog ikke noget han ville fortælle den lille pige, hun fandt vel også ud af det før eller siden? Han sendte tøsen et mildt smil, som han strøg hende kærligt over kinden. Han ønskede ikke at hun skulle glemme sin mor, da Ilaria havde gjort det tydeligt at tøsen faktisk betød alverdens for hende.
Sådan som det lød det, så virkede det ikke just som om nogen her i huset ville gøre noget for Jacqueline, det lød snarere til at hun passede sig selv og fik det mest nødvendige, for så at blive ladt i fred igen. Tanken gjorde ham vred, for hans tøs havde fortjent det bedste af det bedste! Han nikkede forstående til hendes ord. ”Så er de også dumme,” svarede han sigende, som han strøg hende blidt over håret. Det gjorde kun at han havde endnu mere lyst til at tage hende med sig, så han faktisk kunne sætte hende i første række og give hende det hun ønskede. Hun ville uden tvivl blive en forkælet tøs, men på den anden side, så havde hun også fortjent det. Han havde været tæt på at miste hende og det nægtede han at lade ske igen! Om hun så skulle forkæles hver dag, så ville han gøre hvad som helst, så længe hun bare blev hos ham. Han trak morende på smilebåndet, som hun straffede bamsen ved at sætte den ved siden af sig med hovedet ind mod væggen, hvor han nikkede ganske let – dog stadig med det morende smil på læben. ”Sådan ja,” svarede han morende, som han så hende hoppe ned fra sengen med kjolen i hænderne, for at smide tøjet og forsøge at få den på. Han rystede smilende på hovedet af hende. Hun var hans lille prinsesse, bedårende og kær, hvor han elskede hende over alt på jorden! At hun måtte opgive efter et stykke tid og spørge ham om hjælp, fik ham til at blinke forundret med øjnene, for.. kunne han overhovedet finde ud af det? Han var bedst til at afklæde en kvinde fra kjolen og ikke give hende den på. Han nikkede dog stumt. ”Så kom her,” endte han roligt, som han satte sig på knæ og tog om kjolen, for at trække den over hendes hoved og føre hendes arme igennem stropperne, kun for at lyne den op bagi.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde slet ikke set sin mor i frygtelig lang tid, så.. et sted så kunne hun vel ikke rigtigt huske hvordan mor så ud mere? Hun havde ganske vidst billedet nede i pejsestuen, hvor hun sagtens kunne huske at far havde vist hende hvor den lille æske var, selvom hun ikke fandt det frem, for hun ville ikke have at Camryn og Jacques skulle se den hemmelighed! Det var hende og fars hemmelighed, og det var ikke noget som hun ville dele med nogen anden! Hun vendte blikket forvirret mod ham. Mor havde forsøgt at besøge hende? Mor havde da slet ikke været der, så det ville hun slet ikke høre om på nogen måde! ”Mor ikke være her, mor ikke besøge mig,” fortalte hun. Det var egentlig ikke fordi at hun var skuffet eller noget som sådan, for hun ville slet ikke mor. Mor kunne ikke lide hende, og det var den overbevisning som hun havde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Mor ikke lide mig som dadda kan,” endte hun dæmpet. Det var af den overbevisning som hun havde været længe nu, også fordi at hun slet ikke kunne huske noget omkring mor! Ikke hendes stemme, duft eller noget som helst, som et barn normalt ville kunne gøre det, for hun havde slet ikke den forbindelse til sin kære mor, og det havde hun aldrig nogensinde haft. Hun vendte blikket ned mod sine næver igen, som hun stod og fumlede med. Var det forkert at hun ønskede sin far for sig selv?
Camryn og Jacques var altid sammen, så Jacqueline gad da ikke spørge dem om noget, for hun kunne sagtens passe på sig selv! Og nu hvor hun vidste at hendes far var derude, så ville hun bestemt ikke have at de skulle gøre noget for hende, for hun ville med sin far hjem! Han skulle bare finde et hus først, og det var noget som hun faktisk så utrolig meget frem til! Hun nikkede istemmende til sin fars ord. ”Ja!” endte hun med en bestemt tone, som hun vendte blikket mod ham igen. At få kjolen på selv, var faktisk svært for hende, men hun forsøgte faktisk før hun spurgte nogen om hjælp, og nu hvor det var hendes far, så var hun faktisk ikke så bange for at skulle spørge ham om noget. Hun rakte ham kjolen, så han kunne hjælpe hende med at få den på og lynet op, hvor hun så ned af sig selv, inden hun vendte sig mod ham, hvor hun førte hænderne bag sig, hvor hun stod og rokkede lidt frem og tilbage. Kjolen var som syet til hende, og den sad helt perfekt! Synes hun selv om ikke andet, men hun kunne og ville gerne have sin fars mening, for hun var jo trods alt hans prinsesse, og kun det bedste var godt nok, selv set i hendes øjne! Hun vendte blikket håbefuldt op mod ham. ”Er mig ikke fiiin?” spurgte hun med et stort tandpastasmil. Hun elskede at lege prinsesse!

[Deleted]

Selvfølgelig var Sonic glad for at Jacqueline ønskede ham så meget, og at hun ønskede ham for sig selv, for han ville naturligvis gerne tage sig af hende og passe på hende, hun var og blev den vigtigste person i hans liv. Nu hvor han ikke længere havde Ilaria, kunne han vel også være ligeglad med kvinden? Af den grund ændrede det jo ikke på at hun var mor til hans barn og han havde jo altid ønsket at de to tøser skulle have et forhold til hinanden, og han vidste at Ilaria elskede Jacqueline mere end noget andet, og det ville han da slet ikke lyve om! Han lod hovedet søge let på sned til hendes ord. ”Mor kunne ikke komme ind. Mor blev stoppet ved muren og kan ikke komme over, hun må ikke komme over, og det må far faktisk heller ikke,” fortalte han sandfærdigt. Måske Ilaria ikke just havde fortjent at han tog hende i forsvar med det som hun havde gjort ham, men når det kom til deres datter, som han var stolt over, så kunne han ikke drømme om andet faktisk. Han endte med at rynke brynene til hendes ord. Mor kunne ikke lide hende som far kunne? Det var jo faktisk ikke sandt, for han vidste at mor elskede hende ligeså højt som han selv gjorde, desværre var Ilaria blot ikke særlig god til at vise det, hvilket hun aldrig havde været, og da han så havde gjort forsøget og det havde fungeret, så havde hun blot sat sig hen og gjort ingenting. ”Det passer ikke.. Mor elsker dig mindst lige så højt som far gør,” svarede han bestemt, hvor tonen næsten kunne blive streng, for han gad slet ikke høre om andet! Ilaria elskede tøsen utroligt højt, det havde hun selv sagt og givet udtryk for, så andet ville han slet ikke høre tale om!
At hjælpe tøsen på med kjole, var vel bare naturligt som forælder? Det var ikke just fordi Sonic havde nogen træning i det, men det kom vel med årene? Så længe man gjorde sit bedste? Han havde jo altid ønsket at gøre det bedste for Jacqueline, nemlig fordi han nægtede at blive som sine egne forældre og svigte tøsen! Han havde jo så gjort det alligevel, ved at leve det liv han havde, men det nægtede han at gøre to gange! Fremover ville hun komme i hans første række, hvor han tilmed ville lægge sit liv om for pigens skyld. Som han fik den lynet op, rejste han sig roligt, hvor han satte hænderne i siden, imens han betragtede hende vurderende, imens han studerede hende med den flotte kjole på. At hun selv foldede hænderne bag ryggen og rokkede frem og tilbage, fik ham kun til at trække på smilebåndet, for hun var i sandhed hans smukke lille prinsesse! At hun så spurgte om hans mening, fik ham til at trække muntert på smilebåndet, hvor han lagde hænderne i hendes sider, for at løfte hende højt op over hovedet på sig selv. ”Nu er du jo rigtig fars lille prinsesse!” svarede han muntert, som han førte hende ind til sig, så hun sad på hans ene arm, imens han sendte hende et stort smil. ”Du er den smukkeste pige jeg nogensinde har set! Alle blegner ved siden af dig!” svarede han bestemt og tydeligt med stolthed i stemmen, hvor han lænede sig mod hende og kyssede hende glad på kinden. Han kunne ikke være andet end glad for sin lille pige? ”Nå.. skal vi så gå udenfor og lege?” spurgte han roligt.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline ønskede egentlig bare at have sin far lidt for sig selv, uden at skulle være i nærheden af andre. Hun gad bestemt ikke at være i nærheden af Marcianus, Camryn og Jacques mere, og specielt ikke når hun vidste, at hendes far var der, og ikke havde glemt hende! Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang ved hans ord, for mor havde jo slet ikke besøgt hende ligesom far havde! Og han måtte jo heller ikke være der, men havde besøgt hende alligevel, og det var noget som hun faktisk forstod! Hun rystede på hovedet. Mor kunne da ikke lide hende, hvis hun ikke forsøgte, for far havde jo klaret at komme og besøge hende! ”Dadda være her, selvom det kan gøre av.. Mor ikke komme.. mor ikke lide mig..” endte hun næsten helt trist. Selvfølgelig gjorde det ondt, men det var ikke noget som hun sagde noget til, for hun havde sin far, og det var det som hun havde brug for, det var der ingen tvivl om! Hun forstod sig ikke rigtigt på den voksne tankegang, så at mor og far ikke var sammen mere eller noget, forstod hun ikke, for hun havde jo set bryllupsbilledet, hvor de havde været på alle tre. Det var et billede som hun faktisk godt kunne lide, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. De billeder var og blev hende og fars hemmelighed, for hun ville ikke lade nogen andre se dem!
At far hjalp hende på med sin fine kjole, var selvfølgelig noget som Jacqueline var glad for. Hun var ikke nær så bange for at spørge om hjælp når det var hendes egen far, for det var vel hans job og arbejde som hendes far at hjælpe hende? Hun vendte sig mod ham, også selvom hun slog ud i en latter, som hendes far hævede hende op over hovedet og med de ord, for hun elskede at være hans prinsesse! ”Ja!” svarede hun muntert, som hun igen endte på sin fars arm, hvor hun slog armene omkring hans nakke, som han kyssede hendes kind. Hun elskede sin far, og hun vidste at han også elskede hende, og så var hun virkelig også ligeglad med hvad andre sagde om ham, for det var slet ikke noget som havde betydning for hende! ”Hvad betyde det..?” spurgte hun forvirret. Blegne? Blegner ved siden af hende? Det var ikke ord som hun forstod! Hun puttede sig ind til sin far, som hun nikkede. Hun ville meget gerne ud og lege nu, nu hvor hun også havde muligheden for det! Og det bedste af det hele, var jo at det var sammen med hendes far! Hvad han havde tænkt sig, havde hun ikke nogen anelse om, for hun havde slet ikke forstand på træning eller noget sådan, men leg derimod, det var en ting som hun sagtens kunne følge med til! For hun elskede at lege, også selvom hun som regel gjorde det alene, for der var jo ikke altid nogen til at lege med hende, og selvfølgelig var det noget som irriterede hende, men hun havde jo Bamse, og så var hun glad, for hun havde vel ikke rigtigt.. brug for mere, havde hun? ”Lege med dadda..” endte hun glad, som hun gav ham en stor omfavnelse og knugede sig ind mod ham. Hun glædede sig faktisk!

[Deleted]

Sonic forstod egentlig godt hvorfor Jacqueline troede at hendes mor ikke kunne lide hende, for Ilaria havde jo aldrig rigtig givet tøsen den moderlige kærlighed, det ændrede dog ikke på at den var der! Han vidste at Ilaria elskede sin datter, vel lige så højt som han selv gjorde? Hun havde i hvert faldt givet en klar mening om at hun ville savne at se sin datter vokse op og være mor for hende, så han kunne umuligt tro andet. Det var også det som gjorde ham lidt splittet over hvor han faktisk skulle starte et hjem op henne, for.. han havde jo flere muligheder, så han var vel nød til at tage snakken med Ilaria? For det kom jo faktisk lidt an på hende. Uanset hvad så skulle han i hvert fald snakke med hende, for han kunne ikke drømme om at holde denne gode nyhed om deres datter skjult for hende, for han havde lovet at give besked, hvis han fandt hende, skønt han ikke videre mente at hun havde fortjent det, med alt det som hun havde gjort mod ham og sagt. Han havde ikke gjort noget galt, faktisk havde han handlet for tøsens bedste dengang, hvor hun faktisk var vokset op i sikkerhed, Ilaria derimod havde slet ikke været hjemme til at kunne gøre noget som helst, så hvis nogen havde svigtet pigen dengang soldaterne havde stormet deres hjem, så var det da klart Ilaria ved at være helt passiv! Og helt passiv havde hun jo faktisk ikke været, for tværtimod havde hun været godt i gang med at være ham utro, hvilket kun gjorde det hele langt værre! Og det var kun endnu en grund til at hun slet ikke havde fortjent at få det at vide! Han endte med at ryste bestemt på hovedet. ”Mor elsker dig overalt på jorden Jacqueline! Du er den vigtigste person i mors liv! Mor kan ikke komme på besøg, fordi mor ikke har samme race som far har, og det er kun derfor far kan komme ind,” fortalte han stædigt og dog sandt. Han ville slet ikke have at tøsen troede at mor ikke elskede hende, for det var i hvert fald løgn! Der håbede han jo også at Ilaria fremover faktisk ville vise at hun elskede tøsen.
Uanset hvad der ville ske, så ville Sonic altid være der og hjælpe sin lille pige, for hun var den vigtigste person i hans liv! Hun var hans familie og han nægtede at svigte hende igen! At hun grinede da han løftede hende op, fik ham kun til at smile endnu mere. Sjovt som han altid havde været en kold person, men når det kom til Jacqueline, så var han helt blød som smør, det var næsten en skræmmende følelse at nogen kunne have den magt over ham, men han ville heller ikke have det anderledes, for hun var og blev hans prinsesse! At hun slog armene omkring hans nakke, sagde han intet til, da han tværtimod kun trykkede hende tæt ind til sig, så han ordentlig kunne mærke at hun var der! ”Det betyder at du er den smukkeste af alle og andre visner som en blomst, ved siden af dig!” svarede han selvsikkert og stolt, som han endnu engang kyssede hende på kinden, hvor han selv måtte klukle ganske let, som hun omfavnede ham stort og knugede sig ind til ham. ”Så kom!” endte han muntert, som han roligt gik ud af værelset med hende i sin favn, hvor han satte kursen mod døren, så de kunne komme udenfor.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde vel egentlig aldrig oplevet sin moders kærlighed, som en datter egentlig burde? Et sted så gjorde det hende ikke noget, for hun havde jo trods alt også sin kære far til det, og så behøvede hun virkelig ikke mere end det! Hun vendte blikket mod ham. Hun forstod ikke hvorfor han snakkede sådan om mor. For det første, kunne hun næsten ikke huske sin kære mor, og for det andet, så havde hun vel ikke brug for hende, når hun havde sin far? Hvorfor ville han så ikke have hende for sig selv, når hun gerne ville have ham lige så? Hun blinkede let forvirret med øjnene og slog så blikket ned. Det var svært for hende at forstå! ”Jamen… Det svært dadda..” endte hun dæmpet. Det var svært at forstå for hende, for hun kunne slet ikke finde ud af alt det med racer og hvad de gjorde og ikke gjorde! Hun var jo trods alt kun en helt lille pige, som ikke kunne finde ud af den slags, og der var hun faktisk klar over, at hun var lille og ikke særlig stor! De mørke øjne vendte hun mod ham. ”Mig bare ha’ dadda..” endte hun en anelse mere fortvivlet, for hun ønskede da bare at have sin far, og det kunne vel heller ikke være så svært at forstå, kunne det? Hun vendte blikket forsigtigt mod ham endnu en gang, og denne gang med de store hundeøjne. Hun havde slet ikke brug for hendes mor, hvis hun slet ikke kunne lide hende, selvom hun ikke kunne se hvad hun havde gjort forkert! Men hun havde dadda, og mere end det havde hun altså heller ikke brug for!
Jacqueline elskede at være sammen med sin far. Hvad han var kendt for, vidste hun ikke, for hun så ikke nogen ond, kold og kynisk mand som gjorde andre ondt, men en mand som ville være sammen med sin datter, og den tanke kunne hun virkelig godt lide! Ved hans forklaring, så måtte hun fnise, for det var et sjovt billede i hendes hoved, som hun ikke kunne skjule, faktisk var noget som hun fandt underholdende. ”De ikke visne far.. Det kan de ikke,” endte hun, næsten som hun var blevet belærende. Mennesker kunne ikke visne, det var jo kun blomster som kunne det altså! Hun trykkede sig ind mod hans favn, ved at slå armene omkring hans nakke, som han førte hende med sig ud. Hun glædede sig sådan til at lege med sin far, også fordi at han faktisk havde lyst til at gøre det sammen med hende, og det var så sandelig også det som gjorde det hele til noget særligt for hende, og det var en tanke som hun virkelig elskede! ”Elske dig dadda,” endte hun dæmpet, også selvom det faktisk var ord som hun mente! Hun elskede virkelig sin far, også fordi at han virkelig var det eneste som hun følte, at hun havde lige nu, for hendes mor gad hende jo slet ikke! Far måtte ikke være i landet, men han kom alligevel, men det gjorde hendes mor jo trods alt ikke, så kunne det ikke passe, at hun var den vigtigste i sin mors liv.

[Deleted]

At Jacqueline kun ønskede sin far, var naturligvis noget som varmede Sonics indre, det var jo netop det han havde brug for at vide, at han ikke var glemt, men at hun kunne huske ham og endnu elskede ham og ønskede ham, hvor det jo også var gengældt på alle måder! Han havde ikke brug for andre end sin lille pige, hun var den som havde opfyldt det ellers så store og ulidelige tomrum, som virkelig havde været tæt på at slå ham ihjel, men takket være hans mor, så havde håbet spredt sig, et håb der havde vist sig at være sandt, for hans datter var i live, og selvom tanken var ufattelig og svær at fordøje, så var det noget som virkelig måtte lette ham! Hans lille prinsesse betød alt for ham, hvor han ikke kunne drømme om at svigte hende igen! Førhen havde hans liv ikke passet til hende, eller til en familie for den sags skyld, men denne gang lagde han gerne hele sit liv om efter Jacquelines behov, for hun var virkelig den vigtigste person i hans liv og det ville hun altid være! Hun ville altid være familie, for det lå i blodet, og hun ville aldrig kunne stoppe med at være hans datter, for ingen kunne erstatte hende! Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord og nikkede forståelsesfuldt. ”Far ved det godt, men du skal nok lære det før eller siden Jacqueline,” svarede han opmuntrende. Hun forstod ikke det med racerne, hvilket faktisk forundrede ham, for Camryn og Jacques måtte vel lære hende et og andet? Men det gjorde de slet ikke og det var det som gjorde ham vred! Derfor ville han også bare gerne have sin lille pige med sig, så hun faktisk var i stand til at lære noget! ”Far vil også kun have dig, min skat. Far har ikke brug for andre end dig, men mor savner dig, og mor vil gerne se dig, og vil du ikke se mor igen? Hun er trods alt din mor,” svarede han mildt, hvor han strøg den lille pige over kinden. Han var ligeglad, så længe han bare kunne få hende for sig selv, så var han tilfreds med sit liv!
At Jacqueline fniste af Sonics forklaring og tilmed blev belærende, fik ham kun til at trække morende på smilebåndet. Det glædede ham da kun at hun ikke var snotdum, men faktisk var lidt intelligent! Han håbede jo naturligvis at hun havde arvet hans strategiske intelligent, eller at det i hvert fald ville komme, for indtil videre var hun jo kun en lille pige. ”Det er også kun en meta.. en.. det er bare noget man siger, hvor det betyder at du er den smukkeste i hele verden og at ingen overgår dig!” fortalte han, hvor han forsøgte at holde det på et niveau, så hun faktisk forstod ham. At hun sagde at hun elskede ham, da han bar hende med ud af værelset, fik ham til at stoppe op og vende blikket mod hende, hvor der næsten var forundring i hans blik, skønt det kun var fordi det var kommet bag på ham. Et smil gled over hans læber, hvor han næsten mærkede tårerne presse sig på igen, skønt han var for stædig til at de faldt. Han knugede hende tæt ind til sig, hvor han sukkede let. ”Far elsker også dig højere end noget andet, prinsesse. Du er den vigtigste i mit liv,” svarede han sandfærdigt, som han kyssede hende på håret, inden han fortsatte udenfor, kun for at gå om i haven. Selvom han ikke boede her længere, så kendte han stedet ud og ind. ”Er det ikke dejligt med noget sol?” spurgte han muntert, det var sommer, det var varmt, det var solskinsvejr, det kunne virkelig ikke blive bedre!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde bestemt ikke glemt sin far, for hun havde gang på gang snakket med Bamse om hvornår de skulle tage ud for at finde ham, for hun vidste at han havde været derude! Hun brød sig generelt ikke om at folk kiggede sådan efter hende, når hun var ude, for hun havde været ude med Jacques og Camryn nogle gange, men folk havde altid stirret efter hende, og det kunne hun bestemt heller ikke lide! Hun vendte blikket mod ham. Alt det med racer, var noget som forvirrede hende, for hun vidste at hun var en dæmon, men.. det var far og mor vel også? Og så forstod hun altså ikke, hvorfor mor ikke havde besøgt hende, hvis hun elskede og savnede hende så meget, så det var slet ikke noget som gav det mindste mening for hende! Hun lod blikket falde. Hun forsøgte virkelig at forstå, også selvom det bestemt heller ikke var en nem opgave, men hun forsøgte da om ikke andet at gøre det så godt som hun nu kunne, også selvom det ikke var nemt for en lille pige at forstå! Hun var slet ikke inde i det på den måde! ”Svært..” beklagede hun sig, som hun blev ved med at kigge ned mod hans bryst i stedet for. Hun hadede faktisk når hun ikke forstod hvad folk forsøgte at fortælle hende! At mor elskede hende, var faktisk ikke noget som Jacqueline var sikker på, for hun havde jo aldrig oplevet det på samme måde, som hun havde det med far, og hun vidste at han elskede hende! For han kunne komme til at få av, ved at besøge hende, men kom alligevel! Hun rystede stille på hovedet. ”Mor itt li’ mig.. Mig bar’ ha’ dadda..” gentog hun endnu en gang, som hun vendte blikket mod ham. Hun havde slet ikke brug for sin mor, hvis hun ikke engang gad besøge hende, ligesom far gjorde, for den tanke gjorde hende faktisk ked af det. Så havde hun heller ikke brug for hende!
Jacqueline blev siddende på fars arm, som han bar hende med sig udenfor. Efterhånden var det ved at være frygtelig lang tid siden, at hun havde set noget som helst, som bare kunne minde om sol og naturligt lys, fordi at hun var tvunget til at sove når det endelig var, og det var noget som gjorde hende sur, for hun kunne faktisk godt lide at være udenfor! At far blev så rørt at han fik tårer i øjnene, så hun slet ikke, som hun blev liggende godt ind mod ham. Hun kunne godt lide at have sin far ved sig, for så følte hun skam også at alt var som det skulle, for det var forkert ikke at være sammen med sin far! Og det vidste hun jo udmærket godt! Hans ord fik hende til at smile bredt. ”Mig bar daddas prinsesse!” sagde hun med en tydelig stolthed i stemmen. Det var også derfor hun havde taget sin fine kjole på, nu hvor Bamse havde ødelagt den anden! Som han kyssede hendes hår og bar hende ud, så skar lyset virkelig i hendes øjne, hvor hun gemte sig ind mod ham. ”Av øjne!” endte hun med en tydelig febrilsk stemme. Det var ved at være lang tid siden at hun havde været ude i direkte sollys og det kunne hun skam godt mærke!

[Deleted]

At Jacqueline ikke forstod sig på racerne, havde Sonic allerede fundet ud af, hvor det irriterede ham at ingen gad lære hende noget, for hun var da gammel nok til at begynde at lære omkring sin egen race, for magi kunne hun jo allerede! Han havde trods alt set hvor sodet hendes bamse var, og det gjorde ham faktisk stolt at hun allerede kunne ild, da han jo altid havde været stolt af at hun havde arvet hans dæmoner. Han nikkede roligt, hvor han lagde en hånd mod hendes kind, for at vende hendes blik imod sig, da hun havde valgt at slå det ned mod hans bryst. ”Far skal nok lære dig det med tiden, ikke?” lovede han hende, hvor han sendte hende et opmuntrende smil. Han ønskede at lære hende alt hvad han kunne og mere til! Han ville besvare hende et hvilket som helst spørgsmål, som hun havde behov for at få svaret, selvom han måske ikke ville kunne svare på hvad som helst, men i så fald ville han gøre sit bedste! Det skræmte ham dog lidt at skulle være forældre, særligt hvis han skulle være det alene, for det havde jo altid været meningen at de havde skullet være en kernefamilie; ham, Ilaria og Jacqueline. Men nu hvor han ikke længere var sammen med Ilaria, så blev han en anelse nervøs, for tøsen havde vel også brug for en kvindelig rolle i sit liv? Der var jo visse ting han nok ikke ville kunne snakke med hende om eller forklare hende, så det at han skulle tage sig af en tøs, ville da blive et problem, når hun blev ældre! Det var vel også derfor han forsøgte at hive Ilaria på banen og forsøgte at få tøsen til at huske sin mor? Han endte med at sukke, da hun fastholdt at hendes mor ikke kunne lide hende, hvor det faktisk gjorde lidt ondt, for han havde jo altid ønsket at de skulle have et forhold til hinanden, men på den anden side var det lidt Ilarias egen skyld, da hun altid havde meldt pas. ”Far vil også kun have dig, min skat. Det vil altid kun være dig og mig, ikke? Dig og mig imod resten af verden!” endte han muntert, som han sendte hende et opmuntrende smil. Altid ville han stå der for hende!
Sonic måtte smile helt tilfredst og stolt, da hun selv lød stolt af at være hans prinsesse, hvilket han skam også selv var! Det ville hun altid være og det var der intet eller ingen der kunne ændre på! Aldrig! ”Og du er fars eneste prinsesse, hvilket ud altid vil være!” svarede han bestemt, hvor smilet var tydeligt stolt, som han trykkede hende tæt ind til sig. Hun var jo faktisk den eneste tøs i hans liv, hvilket han faktisk også havde det fint med, for han ville gerne give hende sin fulde opmærksomhed! At hun så skulle gemme sig ind mod ham, da de kom ud og beklagede sig over at det var lyst, fik ham til at rynke brynene. ”Pjat! Sollys er det bedste for os ilddæmoner, min prinsesse. Det er godt for dig,” svarede han bestemt, som han blot fortsatte ud i haven og en anelse væk fra huset, så ingen ville kunne høre dem. Han gik forbi søen, og det træ med bænken under, hvor han og Ilaria altid havde været. Haven havde jo altid været noget af det som Ilaria havde holdt mest af. Det gjorde næsten helt ondt at tænke på. Da han kom langt nok ud, satte han roligt Jacqueline fra sig. ”Nå.. vi skal jo lege med ild, ikke?” svarede han med et skævt smil, som han vendte blikket mod hende.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det var faktisk svært for Jacqueline at finde ud af det hele, selvom hun virkelig ønskede at finde ud af det, også selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget nemmere for hende, for hun blev faktisk meget let frustreret! Hun blev kun siddende på fars arm og med blikket mod ham. At han ville hjælpe hende, var selvfølgelig noget som glædede hende. ”Okay..” endte hun med en dæmpet stemme, som hun igen lagde sig tæt ind mod ham. Selvfølgelig var hun frygtelig glad for at far besøgte hende, og af den grund, så havde hun virkelig ikke brug for sin mor. Hun kunne faktisk ikke rigtigt huske hende, og hun kunne ikke huske hendes udseende, andet end det billede som far havde vist hende, fra det hemmelige skjul i pejsestuen, også selvom hun ikke havde kigget på det siden, for hun ville ikke have at de andre skulle finde ud af at det var der, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Det var hende og fars lille hemmelighed, og selvfølgelig var det noget som hun ønskede at bibeholde. Hun nikkede til hans ord. Så lang tid hun kunne have sin far alene, så var det ikke noget som gjorde det bedre for hende, for hun ønskede virkelig bare at have sin far, og ikke noget mere end det, for hun havde slet ikke brug for det!
At komme ud i lyset var selvfølgelig noget som Jacqueline virkelig var glad for, for det var ved at være lang tid siden at hun havde været ude i solens lys, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun var fars prinsesse, og det var noget som hun virkelig var glad for! ”Altid daddas prinsesse! Kun daddas!” endte hun med en bestemt tone, for selvfølgelig så var det noget som gjorde hende glad, for hun elskede sin far, og hun havde virkelig ikke brug for noget andet! Selvom lyset selvfølgelig skar hende noget så frygtelig i hendes øjne, så kunne hun ikke rigtigt se, hvor hun gemte sig ind mod sin far, hvor hun gned sig selv i øjnene, også i håbet om at det ville hjælpe hende bare lidt, for det andet var faktisk noget som virkelig måtte irritere hende noget så grusomt! At han fik hende med sig ned til vandet, sagde hun ikke noget til, for hun kunne faktisk godt lide at være dernede. Hun vidste ikke hvorfor, men.. der var bare noget ved stedet, som hun virkelig godt kunne lide. Hun lod ham sætte hende ned, også selvom hun blev stående tæt ved ham, hvor hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun lagde armene omkring hans ben, næsten som hun gemte ansigtet ind mod det, for lyset reflekterede i vandet, og det var noget som virkelig skar i hendes små øjne, og det irriterede hende faktisk! ”Hvordan dadda gør det?” spurgte hun. Hun var og havde altid været fascineret af magi, så selvfølgelig ønskede hun at finde ud af helt præcist hvordan han havde gjort det! Og hvordan han gjorde det, så hun kunne gøre det samme som ham!

[Deleted]

Det glædede naturligvis kun Sonic at Jacqueline kun ønskede ham, for han ønskede jo også kun hende, og mere havde han faktisk ikke brug for, men han havde altid ønsket at tøsen skulle have et godt forhold til hendes mor og han vidste at Ilaria også gerne ville det, og nu hvor tøsen endnu var i live, så var der jo også en mulighed for at gøre fejlene om og faktisk få et forhold til tøsen, han selv nægtede dog at svigte hende igen, som han allerede havde gjort det, for måske han aldrig havde været en egnet far og sikkert aldrig ville blive det, så ville han give sin lille prinsesse alt det som han overhovedet var i stand til. At hun ikke forstod mange ting endnu, var noget som han vidste ville komme med tiden, hvor han også så frem til at lære hende alle de ting hun havde brug for at vide. Han ville også starte med magien, hvor han faktisk fandt det for ringe at ingen havde lært hende det endnu, for hun kendte ikke engang navnet på de dæmonracer som hun havde i sig, og hun havde ikke engang kendt ordet ild hun var godt nok en lille pige og han måtte erkende at han ikke vidste hvornår små børn lærte de forskellige ting, men hun var jo allerede ved at blive stor! At hun så også allerede var for vant til mørket, så hun ikke kunne lide sollys, var noget som han også måtte finde for ringe, for hun var ilddæmon og sollys var godt for hende! Han trak på smilebåndet til hendes ord, hvor han nikkede medgivende og bestemt. ”Nemlig. Du er fars eneste prinsesse, hvilket du altid vil være!” svarede han bestemt og ikke mindst med stolthed i stemmen, for han var stolt over sin lille pige! Han vidste at hun nok skulle blive til noget stort en dag, at hun ville vokse op og blive en stærk dæmon! Han vendte let blikket mod hende, som han havde sat hende ned, hvor han trak let på smilebåndet, da hun greb fat i hans ben og gemte sig ind mod det, hvilket næsten helt gav ham lyst til at tage hende op igen og knuge hende ind til sig, bare for at være sikker på at hun var der, for tanken om at hun var i live, var noget som havde fyldt det tomrum, som han førhen havde haft, hvor hun havde gjort ham hel igen. Han strøg hende blidt over håret, hvor han trak muntert på smilebåndet, da hun begyndte at spørge ind til hvordan han havde lavet ild. ”Mener du dette?” spurgte han, som han dannede en ildkugle der måtte danse over hans fingre, hvor han så lettere pralende ned mod sin lille pige. I går havde hun været fascineret af ilden, hvor det også kun glædede ham at hun var glad for sine elementer. Han bukkede sig let ned – hvilket også gjorde det umuligt for hende at holde om hans ben - hvor han satte sig på knæ foran hende, stadig med ildkuglen i sin ene hånd. Han slukkede den let, inden han vendte blikket mod hende. ”Vil du gerne lære det?” spurgte han roligt, som smilet bredte sig, „i så fald, så skal du nyde den varme, der kommer fra solen, og lade den opfylde dig, og du skal lade varmen strømme fra dit bryst og helt ud ad dine arme, og ud i dine fingrer og når du kan mærke den varme følelse, så skal du forestille dig at lave en flamme.” Alt imens han talte, lod han sin finger prikke hende i midten af brystet, for at køre den mod hendes skulder og ned over hendes arm mod hendes hånd, nærmest for at understrege hvordan varmen skulle strømme igennem hende.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline ønskede faktisk ikke andre end hendes kære far, også fordi at han var den som faktisk betød mest for hende. Ikke desto mindre, så havde hun Bamse, når far ikke var der, men han var i den grad den som var vigtigst! For han var jo trods alt hendes far! Hun kunne godt lide at gøre ham glad, også selvom hun måske ikke vidste så meget, så var det noget som hun selvfølgelig selv ønskede at gøre noget ved, for hun ønskede bestemt ikke at hendes far skulle være skuffet over hende! Nej! Hun ønskede at gøre sin far stolt, og det skulle være så stolt, som det faktisk var hende menneskelig muligt at gøre det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, men ikke desto mindre, så kunne hun ikke gøre meget, før far havde fundet et hus, som de kunne flytte ind i, og det var jo det som hun var klar over. Hun var og blev fars prinsesse, og han var så sandelig også den eneste som skulle have lov til at kalde hende ved det! ”Godt!” endte hun selv med en helt glad og næsten ivrig stemme, for hun elskede at gøre ham glad, også fordi at hun så sandelig kunne høre i hans stemme, samt se i hans blik, at han faktisk var stolt af hende, og så kunne det bestemt heller ikke blive bedre af den grund, det var helt sikkert.
Solen skar ganske sikkert i hendes øjne, så ønskede Jacqueline ikke at brokke sig over det tilfælde. Hun gned sig bare i øjnene hele tiden, også selvom hun virkelig forsøgte at gemme sig ind mod sin far, for hun kunne altså ikke se noget! Solen var altså stærk, og det gjorde det svært for hende at se noget som helst! At han gik i knæ, gjorde det umuligt for hende at holde fast i ham, hvor hun følte sig tvunget til at slippe, kun for at vende blikket mod ham og den kugle af ild som han havde i sin hånd, hvilket i den grad var noget som fascinerede den lille pige! Hendes øjne blev helt store, som hun bare stirrede på det som han lavede, selvom den forsvandt for hendes blik, hvor hun næsten gav sig til at hoppe på stedet. Han måtte da ikke stoppe nu! ”Hvordan dadda gøre det?!” spurgte hun helt ivrigt, som han begyndte at forklare og vise, hvor hendes blik fulgte hans hånd nedover hendes bryst og mod hendes arm, også selvom.. det gav da ikke nogen mening? Det forstod hun da slet ikke! Blikket slog hun igen ned i jorden. Hun var ikke normalt typen som gav op, men når hun ikke forstod hvad det var han ville have hende til, så var det altså svært! Det var virkelig, virkelig svært! Hun bed sig svagt i læben. ”Mig ikke forstå..” endte hun næsten skuffet. Ikke over ham, nok mere over sig selv. Hun var en lille pige af meget høje ambitioner, så det at hun ikke kunne finde ud af det her, var faktisk et slag på hendes ellers lille stolthed. Hun begyndte igen at fumle med fingrene, næsten som hun bare ventede på en flamme eller en kugle eller noget – noget som bare ikke kom, og det gjorde hende direkte frustreret!

[Deleted]

At Jacqueline var glad, fordi Sonic selv var det, var noget som måtte få ham til at smile, hvor han for alvor måtte mærke hvor meget han havde savnet hende, for han havde jo troet at hun havde været død! Den ’nyhed’ havde virkelig knust ham som aldrig før, hvor det virkelig var det som havde taget hårdest på ham, også fordi han havde følt at han havde svigtet, skønt han i nødens stund tilsyneladende havde handlet rigtigt, for tænk hvis han havde givet hende eliksiren, så havde han været død og ikke kommet tilbage, og hun havde uanset hvad overlevet, og så ville de have været skilt for evigt. Den tanke kunne stadig give ham kuldegysninger, for det sidste han ønskede, var at svigte hende. Han ønskede at være der for hende, han ønskede at hjælpe hende og støtte hende, han ville give hende alt – hvis han bare kunne, men det var desværre ikke muligt – han ville om ikke andet bare have hende ud herfra, så de kunne leve livet sammen, hvor han var ligeglad med om han skulle leve fattigt eller ej, for så længe han havde hende så var han tilfreds. Naturligvis ville han gerne kunne give sin lille prinsesse alt, men det ville vel komme til at knibe i fremtiden? Han kyssede hende let på kinden, som hun selv var helt glad og ivrig, hvilket var en tanke han godt kunne lide, hvor han jo også gerne ville vise hende at han elskede hende og at han havde savnet hende, for hun måtte bestemt ikke tro noget andet! Hun var hans et og alt, hvilket hun altid ville være. Hun var hans prinsesse. Den vigtigste person i hans liv.
Det morede Sonic at Jacqueline var så fascineret af magi, skønt det naturligvis også måtte glæde ham, for han havde jo altid set frem til at skulle oplære hende og træne hende, hvor det bestemt ikke var for tidligt! Hun skulle lære at forsvare sig selv! Han grinte også kort, som hun nærmest måtte stå og hoppe på stedet af ren ivrighed, hvilket virkelig morede ham! At hun så ikke forstod og slog blikket ned, hvor hun begyndte at stå og fumle med hænderne, fik ham til at ryste let på hovedet af hende. ”Se her..” Han satte sig roligt ved siden af hende i skrædderstilling, hvor han klappede på græsset ved siden af ham, som tegn til at hun skulle sætte sig hos ham. ”Sæt dig hos mig i samme stilling,” sagde han roligt, som han lod hende dumpe ned ved siden af ham, inden han pegede op mod solen. ”Solen.. er en varm kugle, der opvarmer hele jorden, det er derfor det er så varmt i dag. Men solen er også en oplader for os ilddæmoner. Vi kan trække energi fra solen, så vi kan lave ild,” fortalte han roligt og langsomt, så hun muligvis ville forstå lidt. Han dannede roligt en ildkugle til, et sted for at demonstrere, hvor han så fra ildkuglen til Jacqueline. ”For at lave ild, som jeg kan, så skal du mærke varmen fra solen opfylde din krop, så du ordentlig kan mærke at det sitrer i dig.. øh.. stikker, så varmen stikker i hele din krop. Og den stikkende fornemmelse, skal gå hele vejen ud i dine hænder og dine fingrer, og når du kan mærke det, skal du forestille dig at lave ild, som jeg gør,” forklarede han videre, som han sendte hende et opmuntrende smil. ”Men start med at lukke øjnene og vende ansigtet op mod solen, og lad varmen opfylde dig. Lad den strømme igennem dig og opvarme dig, okay?” Han vidste ikke om hun forstod alt, men et sted skulle de jo starte.