Training or visit?

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Eftersom Jacqueline var blevet det ældre, så havde hun faktisk fået sig et utrolig godt sovehjerte, men til gengæld, så skreg og råbte Jacques og Camryn aldrig af hinanden, hvilket var noget som hun også godt kunne lide, for hvis der var noget som hun ikke kunne have, så var det at folk skulle råbe og skrige af hinanden. At hun havde været en lille pige som ikke havde gjort andet end at skrige om natten, var slet ikke noget som hun kunne huske, for det var slet ikke baner som hun tænkte i på nogen som helst måde overhovedet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Lige nu havde hun set sin far, o så var det som om at hun slet ikke tog sig af den træthed som hun så tydeligt kunne mærke i sit eget sind, for den var der, for det var bestemt heller ikke fordi at hun havde sovet særlig meget, selvom det måske ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, men det var nu bare sådan at det nu endelig måtte være.
At Jacqueline endnu en gang kunne sætte sig i sin fars arme, var noget som bragte en ro til hende, som hun havde manglet siden han var taget af sted, for hun havde virkelig elsket at vide at far ikke havde glemt hende, for det var næsten noget af det som hun et sted vel også havde været mest bange for, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selvfølgelig var det en glædelig tanke, at hun igen kunne sidde der sammen med sin far, for hun savnede ham og hun manglede ham jo også når han ikke var der sammen med hende, selvom han selvfølgelig var der nu, og det var en tanke som virkelig gjorde hende utrolig glad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! At hun gjorde far glad, var en tanke som selv gjorde hende glad, hvilket var noget som det store smil hurtigt måtte vise på hendes læber, hvor hun vendte smilet mod ham. ”Så dadda glad?” spurgte hun, hvor hun begyndte at grine ned mod sin hånd, som hun gik med sin tommel i munden. Måske at det var en dårlig og dum vane, men hun kunne virkelig ikke gøre for det, for det var fra hendes side, et tegn på tryghed, og når hun var sammen med far alene, så følte hun sig virkelig, virkelig tryg! At han endnu ikke var i stand til at tage hende med sig endnu, var selvfølgelig noget som gjorde hende ked af det, men han havde som sagt også forklaret hende, at han ikke kunne tage hende med, men hun kunne vel have lov til at håbe? Det var jo faktisk det som hun forsøgte sig på, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det gjorde selvfølgelig ondt, men.. hun var et sted klar over at han ikke kunne, men hun kunne jo selvfølgelig håbe at han kunne i fremtiden vel? ”Okay..” endte hun skuffet, som hun let slog armen omkring hans nakke, så hun kunne være tæt på ham. Hun ville da bestemt ikke slippe ham, hvis hun kunne være fri for det!

[Deleted]

Selvom der ikke var gået særlig lang tid, siden Sonic sidst havde set sin datter, så kunne han tydeligt fornemme hvordan hun havde vokset og hvordan hun havde lagt nogle vaner fra sig og taget nye til sig, så der var alligevel meget som han var gået glip på, hvilket næsten efterlod ham med en frygt om at han slet ikke ville få lov til at opleve noget som helst med hende, for det måtte i hvert fald ikke ske! Han var kun glad for at hun var i live, hvor han også ville gøre alt for at få hende med sig, selvom det jo faktisk krævede at han havde et hjem. Først og fremmest måtte han vel tale med Ilaria? Han kunne ikke drømme om at holde dette hemmeligt for hende, for hun var trods alt pigens mor! Skønt tøsen faktisk ikke havde nævnt sin mor på noget tidspunkt og den tanke brød han sig ikke rigtig om, for han havde jo altid ønsket at hende og Ilaria skulle have et godt forhold sammen, skønt tiden aldrig var kommet til det, for da han havde været i færd med at hjælpe Ilaria, så var hans hus blevet stormet af soldaterne, så ingen af deres planer havde de nået, hvor det også havde ødelagt alt. Han kunne dog ikke lade vær med at tænke på hvordan kvinden ville reagere på denne gode nyhed, for.. hun havde jo faktisk bebrejdet ham for pigens død, så hvad nu, hvor hun faktisk ikke var død? Tankerne slog han væk fra sig, som han koncentrerede sig om sin lille pige, for hende var han i sandhed glad for at have hos sig igen! Han kunne også tydeligt mærke at hun var glad for at have ham hos sig igen, hvilket var en tanke der gjorde ham lykkelig! Han stort på smilebåndet til hendes spørgsmål og nikkede bekræftende. ”Far er rigtig glad!” svarede han sandfærdigt, som han trykkede hende godt ind til sig. At hun havde fingeren i munden tog han sig ikke af, eftersom det vel var en normal vane for små børn? Det havde han ikke forstand på, han havde faktisk ikke forstand på særlig meget når det kom til små børn, for han havde altid bare fulgt sit instinkt og det havde typisk været rigtigt, når tøsen havde grædt. Han vendte let blikket mod hende til hendes skuffede tone, hvor han såmænd godt forstod hende, men han kunne desværre ikke gøre noget ved det – endnu om ikke andet! Han løftede den ene hånd og strøg hendes blonde lokker væk fra ansigtet, hvor han godt kunne se at hun var træt, men det forstod han også godt, når han sådan kom og vækkede hende, inden hun overhovedet fik lov til at sove nok. ”Far skal finde et nyt hjem, og når far har fundet det, så kommer far og henter dig!” lovede han, hvor han sendte hende et stort smil. Han havde forsøgt at forklare hende det, hvor han hele tiden forsøgte at undgå fremmedord, når han talte til hende, for det vidste han godt at hun ikke forstod sig på, men det var bare svært, når hendes ordforråd slet ikke var stort i forvejen, for så var der jo mange ting som hun ikke forstod. Hun måtte blot holde modet oppe og være stærk, som hun havde været indtil han var kommet, så skulle det nok gå og så skulle han nok komme og hente hende før hun anede af det!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det var slet ikke fordi Jacqueline skænkede sin mor så meget som en eneste tanke, og det var jo heller ikke fordi at Sonic havde valgt at bringe hende på banen, så.. hun gik vel næsten ud fra, at mor heller ikke var så vigtig for far mere? Ikke fordi at hun tænkte mere over det, for det havde altid været hendes far som havde haft den største betydning for hende, og det var slet ikke noget som hun havde nogen intentioner om at skulle lave om på nogen måde! Og nu hvor hun vidste at han var der, så var det i den grad også det bedste af det hele, for det var en tanke som virkelig, virkelig gjorde hende glad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det var slet ikke fordi at hun ønskede at sove, og nu hvor hun var gået så skuffet hen til sengen og lagt sig flere gange, så var hun kun glad for, at han langt om længe endelig var dukket op, for det var i den grad også en tanke som gjorde hende noget så frygtelig glad, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke!
Tanken om at Sonic var glad, var en tanke som Jacqueline virkelig godt kunne lide, hvor hun sendte ham et stort og stolt smil, for hun kunne da slet ikke lade være! Så lang tid far var glad, så var hun glad! De fine hvide tænder viste hun i et stort smil, som hun igen lagde sig ind mod ham. Tanken om at han ikke kunne tage hende med sig hjem, var selvfølgelig ikke en tanke som hun kunne lide, for hun var træt af Jacques og Camryn nu! Og specielt fordi at hun vidste at hendes far var derude, så ville hun selvfølgelig gerne være sammen med ham, frem for de andre, også selvom de jo faktisk tog sig godt af hende, for det gjorde de jo trods alt, men det var bare ikke noget som faldt i hendes gode jord af den grund på nogen måde! Fingeren forlod hendes mund, som hun lagde armen godt omkring ham, som hun igen vendte blikket mod ham. Når han havde fundet et hjem? Havde han da ikke noget? ”Dadda sove udenfor..?” spurgte hun forvirret, for det kunne hun da slet ikke forstå! Hendes far skulle da ikke sove udenfor, men i en seng! Ligesom hun selv gjorde, for det var jo det som hun ville have! Det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun gned sig stille i øjnene, for hun var jo trods alt også træt, for det var bestemt heller ikke meget som hun havde fået lov til at sove, men det var nu bare sådan at det måtte være i det store og hele, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund. ”Dadda..? Mig træt..” endte hun dæmpet, som hun lagde sig godt og trygt ind mod hans varme krop. Det var noget som hun havde savnet, og nu hvor han endelig var der, så var det bestemt heller ikke hende, som gav slip igen! Slet ikke!

[Deleted]

At Jacqueline sendte Sonic det helt store tandhvide smil, fordi hun var glad fordi han selv var det, var noget som fik ham selv til at smile, for selvom hun måske kun var en lille pige, så var det tydeligt at hun faktisk tænkte på ham, og han måtte erkende at han havde savnet at der bare var nogen som var bekymret for ham, for efterhånden var der jo ingen. Selv hans mor ville vel være ligeglad hvis han døde? Hun kendte ham jo ikke ligefrem, så hvad betød han egentlig for hende? Han selv vidste det ikke, men hun havde da vist ham interesse, da han havde stået ved hendes dør og det var noget som havde glædet ham, for hun havde budt ham ind frem for at afvise ham og sende ham for porten igen, hvor det tilmed også var hende som var skyld i at han nu stod med sin datter i armene, så han glædede sig til at fortælle sin mor at hun havde haft ret – hvilket han kun selv var glad for!
Sonic forstod godt at Jacqueline ville med ham, hvor han jo også selv gerne ville have hende med sig, men det krævede at forholdende blev bedre, så han faktisk kunne have hende i sit liv. Han lagde gerne hele sit liv om for tøsens skyld, så han kunne få al tid med hende, og så han ikke levede et risikofyldt liv, for … efter alt det som var sket, så var det gået op for ham at familie var vigtigst og der satte han virkelig sin lille pige i første række og foran alle andre! Hun var den vigtigste person i hans liv og han ønskede at tage hende til sig igen, men det krævede jo også at han fik lavet om på sit liv, for han ville jo også gerne have at hun skulle have det godt og ikke leve på gaden sammen med ham! Det kunne han da slet ikke nænne den lille pige. At hun så selv spurgte om han sov udenfor, så måtte han trække let på smilebåndet, skønt han dog endte med at nikke. ”Far blev jo smidt ud herfra, sit gamle hjem, så far har intet hjem og må derfor nogen gange sove udenfor. Og derfor er du nød til at blive her Jacqueline, til far finder et nyt hjem og så skal vi være sammen hver dag!” fortalte han sandfærdigt, hvor han lovede hende de sidste ord, for han ville slet ikke gå en eneste dag uden hende! Han måtte dog hellere finde sig et ordentligt job igen, skønt det nok kom helt an på hvor han endte med at stable et nyt hjem henne. Måske han faktisk skulle starte sin egen vinproduktion igen? Det havde han jo faktisk gjort utrolig godt.
At Jacqueline var træt, forstod Sonic godt, da han godt vidste at hun slet ikke havde fået nok søvn, men han ville gerne nyde hvert et eneste sekund med hende, som han kunne komme til. Han nikkede roligt, hvor han holdt hende tæt ind til sig, som han blev stående udenfor. ”Men.. nu har far lige glædet sig så meget til at se dig igen! Og tilbringe tiden med dig, far skal jo lære dig magi og lege med dig!” svarede han næsten lettere anklagende, hvor han selv næsten måtte finde sin barnlige stædighed frem, for han ville tilbringe tiden med sin datter! Og det var der ingen der skulle forhindre! Det irriterede ham helt at andre tog sig af hende, for han skulle da nok sørge for at hun fik lov til at være oppe om dagen og være udenfor! ”Vil du da gerne sove?” spurgte han roligt, da han også tænkte på sin lille pige og hende satte han skam før sig selv, så det kom helt an på hvad hun gerne ville.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Hvordan det stod til med familie og det hele, var slet ikke noget som Jacqueline havde nogen anelse om, for det eneste som hun egentlig ville, det var at have sin far, for det var det eneste som faktisk havde nogen betydning for hende af nogen slags, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun vendte blikket sigende mod ham, hvor smilet bestemt helle ikke var til at tage fejl af på nogen måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At han faktisk sov udenfor, var noget som fik hende til at måbe direkte, hvor det vel var tydeligt, at det slet ikke var noget som hun havde regnet med. Jamen.. hvad så når det regnede? Han blev da våd og syg altså! Og det kunne hun altså slet ikke lide! Underlæben skuttede hun let, som hun vendte blikket ned af sig, som hun begyndte at fumle lidt med sin ene hånd. ”Dadda ikk’ syg.. vel..?” spurgte hun. Man blev syg når man var udenfor og sov udenfor, for det var noget som hun havde fået at vide.. troede hun da, men hun var faktisk ikke helt sikker. Det var altså ikke helt så nemt når man kun var en lille pige, og at der var så frygtelig mange ting at lære, for det var bestemt heller ikke fordi at man kunne sige, at det var småting! Hun ville egentlig bare gerne med sin far hjem, og det var vel heller ikke noget som var så svært at forstå igen, var det? Hun ønskede da selvfølgelig at være sammen med sin dadda! ”Ikk’ være her mere..” mumlede hun ned mod sin hånd. Hun var på ingen måder tilfreds, også selvom hun vidste, at det ikke var noget som havde den største effekt, for han kunne ikke have hende med endnu.
Jacqueline var træt, og det var noget som hun ville have at dadda skulle vide! Det var ikke nødvendigvis fordi at hun havde lyst til at lægge sig til at sove, for det var slet ikke noget som hun ville! Ikke nu hvor han var der, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket mod ham, også selvom det var tydeligt at hun var træt. Hun lagde sig godt og tæt ind mod ham. At de stod udenfor, var ikke noget som hun reagerede på, men efterhånden var hun jo trods alt også vant til at sove når solen var oppe, fordi at der var vampyrer i huset, også selvom det slet ikke var en tanke som hun brød sig synderlig meget om, men ikke noget som hun kunne gøre ved af den grund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Men… mig være sammen med dadda..” endte hun dæmpet, næsten som hun skulle til at græde igen, for hun kunne da ikke forstå det, hvis han pludselig ville have hende i seng, nu hvor han faktisk havde vækket hende og alt muligt? Men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket mod ham, næsten som det faktisk forvirrede hende, for hun kunne slet ikke se hvad hun nu havde gjort forkert, og det forvirrede hende, og det var slet ikke noget som hun brød sig om på nogen måde! Det havde hun for meget temperament til!

[Deleted]

Sonic ønskede skam at have Jacqueline med sig og han ville ønske at han faktisk bare kunne tage hende på armen, tage hendes ejendele og så gå. Men så enkelt var det desværre ikke. Han var nød til at tænke sig om, og ikke mindst skulle han først og fremmest have styr på sit eget liv før han gjorde noget som helst andet! Han havde endnu ikke noget fast sted, hvor de ville kunne være sammen, for han havde jo faktisk ikke noget hjem, af og til sov han på kroer, andre gange så var han så flad at han var nød til at sove ude under åben himmel. At det så ikke var en tanke som Jacqueline brød sig om, kunne han godt fornemme på den lille pige, hvilket et sted varmede ham. Men som man sagde; man ligger som man selv har redt, og det var præcis sådan han gjorde, for han var selv skyld i alt det som han havde mistet, hvor han også var nød til at finde en måde hvorpå han kunne få alt tilbage igen, for at stå uden noget som helst, det var på ingen måder sjovt! Han ønskede også sin datter hos sig! Han rystede let på hovedet. ”Nej, far bliver ikke syg. Far kan sagtens holde på varmen og søge ly,” forklarede han roligt, han var trods alt ilddæmon og det havde altså sine fordele mange gange! At hun ikke ville blive her mere, var noget som han godt forstod, hvor han naturligvis også var utrolig glad for at hun faktisk ville med ham, og at hun ikke havde glemt ham, for det var alt sammen noget der betød ubeskrivelig meget for ham! Han elskede sin lille pige og det var der slet ikke nogen tvivl om! ”Far ved det godt, min skat. Far ønsker heller ikke at du skal blive her. Men som sagt; når far får nyt hjem, så skal vi være sammen hver dag!” svarede han sandfærdigt, hvor han sendte hende et stort smil. Det var en tid han faktisk selv ville se frem til! Vågne op til det smukke lille smilende ansigt, træne hende og lære hende alt det som en far skulle lære sit barn.
At tøsen var træt, var noget som Sonic godt kunne forstå, hvor han skam heller ikke ønskede at holde hende oppe, hvis hun virkelig ønskede at sove. At hun så blev forvirret over det han sagde, forstod han ikke, hvor han selv måtte blive forvirret over hende, for hun havde jo selv sagt at hun var træt! Betød det så at hun ville sove? Det lød det ikke til på hende, hvilket måtte forvirre ham, selvom et muntert smil gled over hans læber. ”Jamen så skal du da også bare blive oppe, min skat,” svarede han med en varm røst i stemmen, som han løftede den ene hånd og strøg hende over kinden. ”Vi skal jo træne i dag, så vi skal op og have noget ordentlig tøj på dig,” svarede han roligt, inden han gik indenfor, hvor han så mod hende. ”Kan du finde noget ordentligt tøj?” spurgte han tilføjende, som han roligt satte hende fra sig på gulvet, som tegn til at hun skulle føre an op på værelset, så de kunne få hende i noget andet end hendes natkjole.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline ønskede i bund og grund, kun at være sammen med sin far, og det var vel heller ikke ligefrem forkert? Desuden kunne hun bestemt heller ikke lide, at han ikke havde noget sted at være, og at han faktisk skulle sove udenfor, for det blev man syg af! Det havde Camryn selv fortalt hende, så var der vel også noget om det? Kontrollen over hendes elementer havde hun jo trods alt ikke, så hvordan man kunne holde varmen når det var koldt, og køle sig ned når det var varmt, var slet ikke noget som hun vidste, om hun i det hele taget faktisk skulle være i stand til, men det var noget som nok skulle komme, ikke sandt? Hun endte med at nikke, som far fortalte hende, at han sagtens kunne tage sig af sig selv, og ikke blive syg, for det var slet ikke noget som hun ville have! Det var en tanke som hun slet ikke kunne lide! ”Mig ikk’ li’ dadda syg..” endte hun med en frygtelig dæmpet stemme, for det var slet ikke noget som hun kunne lide. De mørke øjne vendte hun sigende mod ham endnu en gang, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Lidt blinkede hun med øjnene, som hun roligt betragtede sig af ham. Mor havde hun slet ikke spurgt ind til, og det var slet ikke en tanke som faldt hende ind på nogen som helst måde overhovedet. Mor havde hun aldrig haft et forhold til som sådan, for hendes mor havde heller aldrig som sådan vist hende nogen interesse, og.. hun kunne vel heller ikke lide hende? ”Dadda ikk’ have et hus..?” spurgte hun usikkert. Han måtte da have været nogen steder! ”Vil ikk’ være her mere, Dadda.. Vil hjem til dig..” endte hun dæmpet. Hvis han kunne holde sig varm, så kunne hun vel også?
Der skulle i det store og hele ikke meget til, før Jacqueline blev forvirret. Hun tænkte måske lidt for meget over tingene, og hvordan det hele hang sammen, så det at han snakkede om at hun var træt og spurgte om hun ville i seng, var selvfølgelig noget som forvirrede hende! Hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang og tydeligt forvirret, for det ville hun da slet ikke! At han sagde at hun kunne blive oppe, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende glad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun nikkede. ”Ikk’ sove nu..” endte hun bestemt, også selvom hun virkelig var træt, for det var bestemt heller ikke meget som hun havde fået sovet, men det var nu bare sådan at det måtte være. Strøgene mod hendes kind, var bestemt ikke noget, som hun havde noget imod, hvor hun roligt nikkede til ham. Hun tog roligt omkring hans hånd, som han havde sat hende på jorden. ”Kan itt nå det. Bamse vælte alt ned,” fortalte hun med en næsten bebrejdende mine. Det var jo det som var sket sidst de havde været sammen, også selvom han havde givet hende noget af et chok, også fordi at hun jo slet ikke havde været i stand til at genkende ham! Men det gjorde hun da heldigvis nu! Med sin hånd hvilende i fars, så førte hun ham indenfor og mod de mange trapper som hun hurtigt besteg og gik ned mod sit eget prinsesseværelse. Hun blev forkælet. Det var bare forkert, når det ikke var far som gjorde det.

[Deleted]

Sonic forstod godt at Jacqueline helst ville med ham frem for at blive her, det var jo tydeligt at hun ikke havde glemt ham og tilmed havde ledt efter ham, hvor han også gerne ville have hende med sig, nu hvor han faktisk havde fundet ud af at hun var i live og slet ikke var død. Han havde levet i en frygtelig skam og med kæmpe skyld, for han havde troet at han havde efterladt hende til døden, men det viste sig at han faktisk havde gjort det helt rigtige ved at opsøge hende her, hvilket han alt sammen kunne takke hans mor for! Han trak let på smilebåndet til hendes ord. ”Far er heller ikke syg, søde skat,” forsikrede han hende, hvor han tilmed sendte hende et varmt smil. De eneste han havde været direkte kærlige overfor havde været hans lille pige og hans hustru, hvor han heller ikke ønskede at nogen andre skulle se den side af ham. Det glædede ham dog, at den lille pige faktisk tænkte på ham og ikke havde glemt ham, for det havde han jo faktisk været lidt bange for. Han rystede let på hovedet til hendes spørgsmål. ”Nej. Far har intet hjem og heller ikke noget hus,” fortalte han roligt, som han betragtede sig af den lille pige. Han fandt hende kær, det eneste barn han faktisk nogensinde har kunnet lide, for ellers så hadede han de små nysgerrige væsner! Men hans egen datter, var hans lille prinsesse og hun var klart et undtag! ”Far vil jo også gerne have dig med Jacqueline, men far vil ikke have du skal blive syg af at sove udenfor, så du må vente til far finder et hjem, okay?” spurgte han roligt, som han betragtede hende med de mørke intense øjne – selv samme øjne som hun havde arvet fra ham.
At Jacqueline blev forvirret, var noget som forvirrede Sonic, for hun havde jo selv sagt at hun havde været træt! Så han var gået ud fra at hun gerne ville sove lidt, men det ville hun tydeligvis ikke, hvilket også kun glædede ham, for hun måtte gerne blive oppe, nu var han jo også kommet for hendes skyld! Han sendte hende et muntert smil, som hun tydeligt var bestemt når det kom til at hun ville blive oppe. Når hun var så bestemt, så ville han da slet ikke diskutere det med hende! ”Godt!” svarede han med et stort smil på de rosenrøde læber. At hun tog omkring hans hånd, da han satte hende ned, så lukkede han roligt sin omkring hendes lille, hvor han fulgte med hende op ad trapperne. At hun gav bamsen skylden, var en tanke som virkelig morede ham! Det gjorde ham dog også lidt trist at hun kun anså den lille stofbamse som sin eneste ven. Men nu var han der til at holde hende med selskab og snart fik han hende væk herfra og så ville han være sammen med hende alle dage! ”Så er bamse også slem, men så er det godt at far er her og han kan godt nå,” svarede han roligt, som han gik med hende ned ad gangen og ind på hendes værelse. Han gik roligt over til hendes skab, hvor han godt kunne se at der lå en fin kjole på gulvet, som var gået i stykker. ”Hvad vil du have på?” spurgte han roligt. Han gik ud fra at hun kun havde kjoler – hun var trods alt hans lille prinsesse.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde på ingen måder glemt sin far! Slet ikke! Hun havde ofte været på udflugt, selvom hun ikke var kommet meget videre end til muren, for der var hun altid stoppet, så man kunne bestemt ikke vove at påstå at manden var glemt! Tanken om at hendes kære far skulle være syg, var slet ikke en tanke som hun kunne lide, for hun ville have at han skulle være frisk! Frisk så han kunne komme og besøge hende! Hun nikkede. ”Godt!” endte hun tydeligt og bestemt. En tydelig tilfreds mine meldte sig i hendes ellers så unge ansigt, som hun igen vendte de mørke øjne direkte mod ham endnu en gang. ”Mig itt li’ dadda ikke ha’ en seng sov i,” endte hun dæmpet. Det var jo hvad hun ville definere med et manglende hus, og det var slet ikke noget som hun kunne lide! Hun vendte blikket stille ned mod sine hænder, som hun fumlede let med foran ham. At hun skulle vente til han havde et hus, så var det også noget som gav hende noget at forholde sig til, og så forstod hun det faktisk meget bedre, for hun vidste at hendes far ville passe på hende, og det kunne han jo ikke uden noget hus! Altså hvor dum kunne man være? Det var selv noget som hun som en lille pige kunne forstå!
Jacqueline ønskede ikke at sove, og så lang tid, at de var enige om det, så var det også noget som var godt nok for hende. Hun vendte blikket op mod sin kære far endnu en gang, som hun let blinkede med øjnene. Han havde sat hende ned, og hun var slet ikke så høj som han var, så hun skulle se meget højt op for at se på ham! Hun tog omkring hans hånd og førte ham med sig indenfor. Bamse var hendes eneste ven her, også fordi at det var den eneste som hun følte, at hun faktisk havde at snakke med, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, men det var nu noget som hun var vant til. Det havde hun været vant til, siden Jacques og Camryn havde fundet hende. ”Nemlig! Bamse ødelægge kjole..” fortalte hun næsten skamfyldt. Den bamse, var virkelig det eneste som hun havde at snakke med i sin dagligdag, selvom den tanke måske også var en kende trist, men der var jo ikke ligefrem noget som hun kunne gøre ved det af den grund. Hun førte ham op på sit værelse, hvor hendes ødelagte yndlingskjole lå på gulvet, og bamse som endnu lå i sengen, for hun havde jo faktisk glemt at tage ham med sig denne gang, så det var bestemt heller ikke noget som hun sagde noget til som sådan. Hun vendte blikket mod ham og så mod skabet. ”Hmmmmmm…… Den der!” endte hun med et stort smil, som hun pegede op på den lyse kjole som hang godt og trygt i skabet. En af dem som hun ganske vidst ikke selv kunne nå, men den var der. Den var i en flot lys nuance og med blå aftegninger. En typisk lille prinsessekjole! Lige efter hendes smag!

[Deleted]

Det morede et sted Sonic, at den lille pige havde fået den bestemte og stædige personlighed, selvom det vel heller ikke var så underligt? For sådan var jo både han og hendes mor. Det gjorde ham dog intet at hun havde fået lidt viljestyrke, for så skulle hun nok komme langt i livet! At hun var bekymret for ham, havde hun ingen grund til, men at hun tænkte på ham, var noget som han var glad for. Han satte dog den lille pige i første række, selv før ham selv, og han måtte få styr på sit liv, før han kunne tage hende med sig, hvor de ellers skulle være sammen hver dag! Han elskede hende og han ville simpelthen gøre alt for hende! Og godt nok skulle hun blive her lidt endnu, men det var jo kun et kort stykke tid i forhold til at hun blev hos ham resten af tiden. Han vidste at det var farligt både i Dvasias, men også Peula, så han måtte passe på, når han tog hende med sig, selvom hvem skulle være bedre til det end hendes egen far? Han ville i hvert fald gøre alt for at beskytte hende! Ingen skulle sætte så meget som en finger på hans pige uden at han ville starte et inferno! At hun var glad for at han ikke var syg, var noget som fik ham til at smile, fordi hun igen blev helt bestemt, at hun så blev trist over at han ikke havde nogen seng og ikke kunne lide det, fik hans smil til at falme en anelse, hvor det blev en anelse mere mildt. ”Men det er ikke din skyld Jacqueline, det er fars egen skyld, men ikke tænk på det, min pige, far skal nok klare sig og snart kan du komme og bo hos far og så skal vi være sammen hver dag!” svarede han roligt og selv tydeligt bestemt, for sådan ville han have det!
At bamsen var det eneste hun havde at tale med, var noget som gjorde Sonic trist, for bamsen var jo slet ikke noget individ men et stofdyr, der slet ikke kunne tale eller tænke eller gøre noget som helst. Pigen havde dog en livlig fantasi og det var faktisk ikke nogen dårlig ting! Desuden så kunne hun finde ud af at underholde sig selv, så det var jo kun godt, når hun ellers var så alene som hun var. Han holdt hende trygt i hånden, hvor han ellers gik i hendes tempo, da hun førte ham med op ovenpå, hvor han kun måtte være stolt over at hun faktisk kunne gå så godt. Sidst de havde været sammen havde hun jo knap nok kunne gå nogle skridt, før hun var væltet om, og nu kunne hun både løbe og svanse! Han trak let på smilebåndet. ”Så er bamse også dum,” medgav han roligt, hvor smilet kun blev mere muntert. Han kunne godt lide at hun gav bamsen skylden, selvom han var helt sikker på at det var hende selv – hans lille ballademager. ”Hvorfor gjorde bamse da kjolen i stykker?” spurgte han nysgerrigt. Hun måtte jo have forsøgt at få kjolen ned og han kunne godt se at hun ikke kunne nå. Han så roligt afventende imod hende, da hun stod og forsøgte at vælge kjole. Da hun så valgte at pege på en lys kjole så han ned mod hende. ”Den der? Jamen vi skal jo udenfor, tænk hvis den bliver beskidt,” svarede han roligt, hvor han sendte hende et afventende blik.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var virkelig en stædig en af slagsen, hvilket i den grad var noget som hun havde efter begge sine forældre, selvom det nu heller ikke var noget som hun vidste. Vilje havde hun i allerhøjeste grad, også selvom hun var for lille til at gøre alvor af det, for hun blev jo altid stoppet, når hun var på vej ud for at finde sin far! Nu hvor hun vidste at manden opsøgte hende her i hendes hjem, som det var nu, så var det selvfølgelig også noget som fik hende til at blive der, for ellers kunne han jo heller ikke finde hende! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. At han ikke var syg, havde hun det fint med, for det var slet ikke noget som hun kunne lide, og det at han ikke havde nogen seng at sove i, gjorde hende jo trist, for.. hun havde en seng at sove i, og far kunne ikke engang sove der, for hun vidste at han slet ikke måtte være der, men han måtte altså godt komme og besøge hende, for det var en tanke som hun virkelig godt kunne lide! At han gerne ville være sammen med hende hver dag, glædede hun sig til! Så hun for alvor kunne føle, at hun var kommet hjem til sin far igen! Umiddelbart så tænkte hun jo endnu ikke meget over mor, for mor havde jo.. egentlig aldrig nogensinde været der, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Vil gern’ hjem til dadda og bo,” sagde hun med en stolthed i stemmen, og så skulle hun nok være stærk for far og vente på at han fik et hus!
Bamse var egentlig Jacquelines eneste selskab, for hun ville slet ikke have noget med de andre at gøre! Bamse kunne hun snakke med, og han snakkede tilbage til hende, for ikke at glemme, at han kunne holde på hendes hemmeligheder, så selvfølgelig var det heller ikke noget som gjorde hende det mindste. Det var hvad hun var vant til, for hun var slet ikke vant til at have andre omkring sig, andet end hendes far selvfølgelig, men han kunne jo ikke engang være i huset mere. Hun førte ham op af trappen og ind på værelset. ”Bamse er nemlig dum er han!” endte hun tydeligt bestemt, som hun vendte blikket mod sin yndlingskjole som lå ødelagt på gulvet. ”Bamse rive kjole ned fra skab..” fortalte hun med en dæmpet stemme, for det gjorde hende faktisk ldit ked af det, for hun havde virkelig været glad for den kjole, for det havde været hendes yndlings! Hun pegede op på den lyse kjole, for det var altså den som hun ville have på! Hun vendte blikket mod ham, som han næsten begyndte at.. sige hende imod? Hun ville jo altså have den kjole på! ”Må ikk’ få den på..?” spurgte hun næsten skuffet, for det var altså en kjole som hun godt kunne lide, og hun ville jo gerne have at far skulle se hvor fin hun kunne være i sine flotte kjoler!

[Deleted]

Sonic kunne godt høre at Jacqueline var ved at forstå pointen i hvorfor hun skulle blive her og hvorfor hun ikke kunne komme med sin far hjem, for han havde intet hjem, hvor de kunne være, selvom han faktisk gerne ville kunne tage hende på armen og så bare gå, men det var desværre ikke så enkelt. Han havde det ikke godt med at hans lille prinsesse skulle blive her hos fremmede mennesker, men han kunne så bare prise sig lykkelig over at det var nogle ’gode’ mennesker der passede på hende, skønt han måtte erkende at han var sur over at hun ikke blev behandlet som det hun var; en dæmon. Derfor var det også kun passende at hun kom med ham hjem, så hun i sandhed kunne lære at blive en dæmon, for at lade nogle vampyrer passe på hende, var han nu ikke meget for. At hun lød helt stolt, var noget som gjorde ham glad, hvor han også trak stort på smilebåndet til hendes ord. Han elskede hende og han ville gøre alt for at kunne få hende med sig, for så fik han alligevel sit ønske opfyldt; at tage sig af hende og at opdrage hende, for det var det eneste han havde ønsket i al den tid han havde troet at hun havde været død. ”Det er far glad for at høre, for far vil også gerne have dig med hjem og bo hos sig,” svarede han sandfærdigt, hvor hans smil kun bredte sig på de rosenrøde læber. Bare tanken om at hans lille pige ikke var død, men faktisk var i live, var noget som virkelig glædede ham! Det var virkelig det bedste som kunne ske! Og han skulle nok sørge for at de aldrig ville blive skilt igen!
Tanken om at Jacqueline gav sin bamse skylden for ting hun selv havde gjort, var noget som virkelig måtte more Sonic en hel del. Han var dog kun glad for at hun var så glad for den bamse som han jo selv havde givet hende, men til gengæld var det utrolig trist at hun ikke havde andre venner eller folk hun kunne snakke med. Han nikkede medgivende til hendes ord, inden han valgte at sætte sig ned på hug, hvor han tog fat omkring kjolen. Han kunne se at det var den ene strop som var blevet revet af. Han så roligt mod hende. ”Den kan Camryn sikkert sy, så den bliver god som ny,” fortalte han roligt, som han sendte hende et skævt smil. Så ødelagt var den heller ikke, da den sikkert godt kunne fikses. Han så op mod den lyse kjole med de blå nuancer som hun ville have på, inden han så mod ende igen. ”Men den er jo så fin Jacqueline, den bliver sikkert bare i stykker, når vi skal udenfor og lege,” fortalte han roligt, som han vendte blikket mod hende igen, „du har jo mange flotte kjoler som du kan tage på, så du både er fin, men så du også kan lege og blive beskidt ikke?” Han lod hovedet søge let på sned, som han løftede den ene hånd og strøg hende blidt over håret og mod kinden. ”Du vil jo ikke have at den flotte kjole bliver ødelagt, vil du?” spurgte han tilføjende. Det ville jo næsten være en skam. Når hun kom og boede hos ham, kunne det godt være at de skulle skaffe noget ordentligt træningstøj til hende og ikke bare en kjole, for det var jo ikke til at slås i!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Efterhånden, så var pointen ved at sive ind ved lille Jacqueline, også selvom hun bestemt ikke var meget for det. Selvfølgelig sagde det lidt sig selv, at far ikke kunne tage hende med sig, hvis han ikke havde noget hus! Hvorfor havde han ikke bare fortalt hende det noget før?! Af den grund, så ønskede hun jo heller ikke at hendes far skulle ligge syg et eller andet sted, fordi at han ikke havde haft en seng at sove i, for det var bestemt heller ikke en tanke som hun kunne lide på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Svagt bed hun sig i læben, som blikket endnu en gang gled ned mod hendes fødder. ”Vil os’ bo sammen med dadda..” endte hun stille, som hun igen vendte de mørke øjne mod ham. Meget havde hun arvet fra begge sine forældre, men øjnene, var i den grad hendes fars! Smilet bredte sig igen på de små læber, som hun legede med hænderne foran sig. Hun ville virkelig gerne bo sammen med far, men hvis det indebar, at hun ventede på at han havde fundet et hus og alt mulig, så skulle hun nok vente på ham, for nu var det jo også for alvor gået op for hende, hvad hun havde at forholde sig til, og så var tingene faktisk langt nemmere for hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Det var altid Bamse som havde gjort fejlene altså! Lige der, var Jacqueline glad for at hun havde Bamse, for så havde hun en at give skylden og snakke med, når der ikke var andre til at gøre det sammen med hende. Det oplevede hun jo ofte, og nu hvor hun var oppe når de andre lå og sov, så var det kun ekstra godt, at hun havde en som ham! Hun nikkede. ”Kan hun os.. Camryn god til det,” forklarede hun som hun vendte blikket mod sin far og med sit store smil. Camryn havde efterhånden syet mange af hendes kjoler, fordi at Bamse ødelagde dem.. Han var altså slem til det, var han! At hun så ikke fik lov til at få hendes næsten yndlingskjole på, var en tanke som faktisk gjorde hende ked af det, for hendes far havde jo slet ikke set hende med den på! Hun vendte blikket mod ham, hvor de igen endte med at blive våde, for hun var bestemt ikke enig med ham! Hun kunne godt lege uden at blive helt beskidt! Det var hun faktisk god til! Mente hun selv om ikke andet! [colo=grey]”Den ikk’ gå stykker!”[/color] svarede hun utilfredst, som hun vendte sig med ryggen til ham, hvor hun tydeligt også var endt tøsefornærmet, men vel også.. ked af det? Hun ville gerne have at hendes dadda skulle se hende med den fine kjole på, så han kunne se hendes prinsesse! For det var vel også det som han altid havde kaldt hende, var det ikke? Hun kravlede igen hen til sengen, hvor hun kravlede op ved siden af Bamse som hun igen tog i favnen. Hun hadede når folk sagde hende imod – typisk en side fra hendes mor!

[Deleted]

At det hele var ved at sive ind ved Jacqueline, så hun vidste hvorfor hun ikke kunne komme med Sonic, var en tanke som glædede ham, for så ville hun måske heller ikke blive så skuffet, når han skulle gå igen. Han kunne godt forestille sig at hun ville blive trist, men hun ville i det mindste forstå det og vide at han ville komme tilbage efter hende, for han kunne ikke drømme om at efterlade hende her! Han ville have hende med sig, så han kunne opdrage hende, læse historier højt for hende hver aften inden hun gik i seng, hvor han ville træne hende og sørge for at hun voksede op og blev en strategisk og stærk kvinde, præcis som hendes mor var, for hans lille pige skulle bestemt ikke blive sådan en kvinde der kun hørte til i hjemmet og passe børn, for hun var da langt mere værd end det! Han trak stort på smilebåndet til hendes ord, som det kun glædede ham og ikke mindst varmede ham at hun ønskede at bo hos ham, samt det faktum at hun ikke havde glemt ham, for det var jo faktisk noget han havde været bange for, da det var gået op for ham at hun havde været i live. ”Godt!” endte han tydeligt tilfreds, hvor han sendte hende et stort og muntert smil, så man kunne se den øverste perlehvide række af flotte tænder. Alt skulle nok blive godt, både for ham og for hende, når han engang fik et hjem og hun kunne komme og bo hos ham, for allerede nu havde hun udfyldt det tomrum han ellers havde følt og som havde været i færd med at tage livet af ham.
At Jacqueline gav sin bamse skylden for at ødelægge kjolerne, var noget som virkelig morede Sonic, selvom det også kun beviste at hun var en lille ballademager og ikke mindst en lille djævel som gav andre skylden – og det kunne han faktisk godt lide! Nok var det indlysende at hun var den skyldige, fordi bamsen var et tøjdyr og ikke kunne gøre noget, men det morede ham nu alligevel. Han kunne heller ikke lade vær med at smile, da hun selv smilede op til ham, for hendes smil havde jo altid smittet af på ham! ”Se.. så skal Camryn nok sy din yndlingskjole så du kan rende rundt i den igen,” svarede han roligt og sendte hende et opmuntrende smil. At hun så endte med våde øjne, fordi han ikke ville have at hun gjorde sin fine kjole beskidt, efterlod ham med en kæmpe skyldfølelse, hvor han næsten var ved at gå i panik indvendig, for hans lille pige måtte da ikke blive ked af det! Og da slet ikke på grund af ham! Han stod næsten blot og måbede efter hende, som hun blev utilfreds og halv ked af det, som hun satte sig hen på sengen med bamsen i sin favn. Allerede nu gik det op for ham, at hun nok ville ende med at blive en snotforkælet møgunge, kun fordi hun var hans svaghed og han ikke ønskede at gøre hende ked af det. På den anden side, så ville der også komme andre boller på suppen, hvis han endelig fik hende med sig, for han ønskede ikke at hun skulle vokse op og tro at hun var verdens centrum, for det ville kun bringe mange ulemper med hende og det ville han ikke have! Hun skulle blive en anstændig og fornuftig pige! Han tog dog alligevel om den kjole hun havde udvalgt, hvor han gik hen til sengen og knælede foran hende, som han rakte hende kjolen. ”Okay så, så vis far, hvor fin du er i den,” endte han roligt, som han tydeligvis gav efter for hende.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var skam ved at forstå at hun ikke kunne tage med far hjem nu, og nu hvor han ikke havde noget hus, så forstod hun faktisk også godt hvorfor at han ikke kunne. Så lang tid at hun vidste, at han faktisk søgte efter noget, så var det faktisk noget som passede den lille pige ganske fint, for hun ville elske at bo sammen med sin far i stedet for de dumme vampyrer! Hun forstod sig slet ikke på deres væsen! Og hun forstod da slet ikke, at hun skulle sove om dagen og være vågen når det var mørkt! For det havde hun bestemt ikke gjort før, og det vidste hun, for ellers ville hun da slet ikke være så træt, som hun følte sig, bare ved at sidde her som hun gjorde det nu! Hun vendte blikket mod ham, hvor det store smil, slet ikke var til at tage fejl af, for hun var virkelig, virkelig glad for sin far, og endnu mere glad for at han havde valgt at besøge hende! Selvom hun måske ikke havde spurgt ind til sin kære mor, så var det ikke fordi at hun var glemt, men mere fordi at den kvinde ikke havde haft den største betydning for hende som sådan, og.. hårdt sagt måske, men hun havde jo altid været ligeglad med hende, så hvorfor skulle det egentlig forholde sig anderledes?
At udpege den smukke kjole på gulvet, som Bamse havde ødelagt, fik hende faktisk til at komme i tanker om at hun havde glemt ham ovre på sengen! Hun vendte blikket op mod far igen. Camryn kunne sikkert sy den, når hun engang havde tid, men det var der sikkert lang tid til! Det var der jo faktisk altid! For hun havde altid så meget at tage sig af, eller se til, hvilket faktisk kunne irritere hende lidt, også fordi at hun ikke ligefrem kunne gøre det største ved det af den grund. ”Hun aldrig tid..” mumlede hun utilfredst. ”Bamse sku’ itt’ ødelægge den.. Den var så fin..!” beklagede hun sig. At Bamse var et tøjdyr, vidste hun jo faktisk godt, selvom det slet ikke var en tanke som faldt hende ind som sådan, for han havde været hendes eneste ven efter at far havde efterladt hende i huset og selv ført bort. Lige hvad der var sket, forstod hun sig ikke på, men det var noget som hun vel nok skulle finde ud af før eller siden, ikke sandt? At hun ikke fik lov til at få sin næsten yndlingskjole på, var noget som faktisk gjorde hende mut og tydeligt utilfredst, hvor hun hoppede op i sengen og satte sig med Bamse i stedet for. Ligesom sin mor, så ville hun gerne have sin vilje, vel også fordi at hun vidste, at hun kunne køre rundt med sin far, hvis det var det hun ville? Bamse knugede hun ind i sin favn, som far endte med at komme hende i møde med kjolen som hun havde udvalgt, men som han ikke havde givet hende lov til at tage på. Hun kneb øjnene sammen. ”Gern lege med den på?” spurgte hun. Det kunne godt være, at hun var lille, men dum var hun bestemt ikke! Hun ville gerne vise ham, at hun var en prinsesse! Hans prinsesse, men så skulle hun også have lov til at lege med den på!