Touched by an Angel..

[Deleted]

Det var bestemt ikke dette som Jacques kunne sige sig, at have regnet med, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han kunne ikke gøre noget ved det, uanset hvor meget han gerne ville! Så længe at knægten ikke gav sin mor fri, så kunne han ikke lægge så meget som en finger på hende, uanset hvor meget han så end gerne ville det, så måtte han bare ikke ,selvom det var en tanke som et sted virkelig måtte irritere ham! Han vendte sig mod hende, som hun selv endte med at rejse sig. At se det manglende smil, efterlod ham med en mindre knude i maven, også fordi at han ikke kunne gøre det mindste for at skænke hende det tilbage, og et sted, så var det virkelig også en tanke som gjorde ondt for ham selv at tænke på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Jeg beklager..” endte han dæmpet, som han så efter hende, da hun søgte direkte ind i køkkenet og bare.. efterlod ham? Jovist kunne han godt forstå hende, for det var jo en lige så stor frustration for ham, som det var for hende!
Jacques endte med at søge efter hende ud i køkkenet, hvor han roligt blev stående og betragtede sig af hendes skikkelse i døren. Jacqueline kom rendende ind lige efter hende, fuldstændig dækket af krummer. Synet af Marcianus fik hende dog til at stoppe op og bare stirrede på ham. Hun var jo heller ikke vant til andre børn, da hun havde været vant til at være den eneste af den størrelse. Jacques blev bare stående og så på dem omfavne, også fordi at han vidste, at det slet ikke var noget som han kunne være en del af. Han vendte blikket mod Jacqueline som pludselig rakte armene op mod ham, hvilket var noget som faktisk forundrede ham, for tøsen havde kun set på ham med skræk og advarsel. Han sendte hende et overbærende smil og endte med at tage hende op på armen. Hun vendte sig mod Marcianus. ”Hvem det..?” spurgte hun.

[Deleted]

I det at Marcianus faktisk kom ind, måtte Camryn alligevel få et smil på læberne. For nu elskede virkeligt sin søn og han var blevet så dygtig. Det var længe siden han havde bidt hende. Da tanken dog ramte hende angående biddene, så fik hun et stik af frustration igennem sig. Dog ville de nemt kunne få Marcianus til at gøre hende fri, hvad end der nu skulle til, for han ville sagtens forstå det selvom han så lille ud. Kroppen var bare langsommere end selve hjernen. Hun smilede til ham og lagde armene omkring ham med et varmt smil, som hun trykkede ham ind til sig. "Godmorgen skat," hilste hun med en mild stemme og så ind i hans øjne. De var ved at blive røde og derfor skulle han have noget at spise ganske snart. Hun strøg ham let over det korte hår og gav slip, som han selv ønskede at komme fri. Hun drejede rundt på hælen og så hen mod Jacques, hvor Jacqueline nu pludseligt sad i hans favn. Det var bare lidt mad hun skulle have alligevel. Hun sendte pigen et smil. "Det er min søn. Marcianus," sagde hun og kiggede også på Marcianus, der jo heller ikke anede hvem den lille pige var. "Marcianus, hils på Jacqueline," sagde hun gengældende, som hun let kløede ham på ryggen og aede det øverste stykke, som de blot stod og kiggede på hinanden. Hun kiggede ikke på Jacques lige nu. Hun var selvfølgelig ikke sur på ham, men det føltes bare koldt lige nu. "Jeg vil lige… tage et bad," sagde hun dæmpet. "Jacques, hold øje med dem, ikke? Og snak med… dem," sagde hun stille og kiggede ned på Marcianus som en stærk hentydning til, om det ikke kunne løses den vej, før hun vendte om og trippede ud af køkkenet og ind i selve huset. Ude på badeværelset gik hun i gang med at fylde badekarret.
Marcianus blev stående stille og nød sin mors korte kærtegn, mens det blev præsenterede. Jacqueline? Hvad var det dog for noget vås? "Hvad laver hun her?" spurgte han stille til Jacques, eftersom hans mor var gået i bad. Han gik hen imod Jacques og krammede sig kort og forsigtigt mod ham, inden han trådte et skridt tilbage igen, for han ville ikke skræmme den lille pige. Ond var han bestemt ikke. Han kiggede ud af den åbne dør, gik bag ved dem og ud i den friske nat endnu engang. Det var rigtig dejligt! "Årh, friskt," sagde han og indåndede den nye nat. Hans bedste tid af døgnet.

[Deleted]

Jacques vidste godt, at stemningen var fuldkommen ødelagt i denne stund, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved som sådan, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre for ham, for han kunne ikke komme i nærheden af hende, før Marcianus havde valgt at gøre hende fri, hvilket forhåbentligvis var noget som ville ske frygtelig, frygtelig snart! Han vendte blikket mod hende og knægten, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile ved synet, for han var slet ikke i tvivl om at hun virkelig elskede sin søn. At have Jacqueline på armen, indikerede også kun for ham, at hun var utryg, for hvorfor skulle hun ellers søge til ham bare sådan uden videre? For det var da slet ikke noget som gav nogen mening for ham overhovedet! Han vendte blikket ganske sigende mod Camryn, hvor han bare nikkede. Han havde skam godt fanget hendes hentydning i ordene. ”Det skal jeg nok,” medstemte han med et let smil på læben. Han forsøgte da, for han ønskede ikke at det skulle være så koldt mellem dem, for det var slet ikke noget som gavnede nogen af dem!
Jacqueline klamrede sig nærmest ind til Jacques, som om hun næsten var bange for drengen, men hun var jo slet ikke vant til andre små børn, for det havde hun jo trods alt altid været alene om. ”Ikke li’…” mumlede hun stift, som hun bare stirrede på ham. Jacques bed sig svagt i læben. Det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt at være ham lige nu! Han vendte blikket mod Marcianus som han søgte ud, idet han selv roligt gik efter og gik roligt ned i knæ ved døren. Han var nødt til at snakke med ham omkring det hele, så de kunne gøre noget ved det, for det var vel vigtigt, også for Camryn? Han kunne jo absolut intet stille op, før hun var fri og det var hun jo ikke på nuværende tidspunkt. Han placerede Jacqueline på sit lår. ”Marcianus, jeg er nødt til at snakke med dig om en lille ting,” begyndte han. Jacqueline slap ham igen, kun for at storme ind i huset, for hun ville slet ikke være i nærheden af Marcianus, for hun ville være den eneste lille, for det var det som hun var vant til!

[Deleted]

Camryn lod tøjet let glide af kroppen, som karret blev fyldt op med vandet fra hendes magi, der flød ud af hendes hånd. Hun gjorde det varmt ved at klemme hånden let sammen over karret og hældte lidt sæbe ned i det, så det fik en skummende overflade. Derefter besteg hun badekarrets kant og mærkede varmen sprede sig fra hendes ben og op igennem kroppen, som hun satte sig ned og blev overvældet af den afslappende effekt vandet havde på hendes krop. Hun håbede at de kunne få afklaret dette hurtigt, for hun ønskede ikke at de skulle gå rundt og bøvle med at Marcianus havde bidt hende i starten. Hun havde ikke kunnet holde ham tilbage, for knægten var jo utroligt stærk og langt mere end hun først havde regnet med, da hendes lyse blod blev for meget i hans næse den første gang han bed hende. Hun lukkede øjnene og hvilede baghovedet mod badekarrets kant, så hun rigtigt kunne sidde og slappe af mens vandet sivede ind i hendes hud og gjorde den let blød. Det var en afslappende følelse og hun prøvede at tømme hovedet, eftersom dette bad ikke ville have den fulde effekt, hvis hun blev ved med at gruble over det der lige var sket, selvom det dog huserede i hendes sind… og det var som om, at det bare ikke ville komme ud. Ikke før at Jacques ville komme hen og tage hendes hånd og fortælle hende, at det hele var ordnet og at han havde snakket med Marcianus om det. Det var en ting hun aldrig havde vidst og slet ikke tænkt på, at det kunne forvolde sig meget… det var noget rod!
Marcianus vendte sig mod den lille pige. Hun irriterede ham ikke rigtigt, for han havde jo været sammen med børnene dengang børnehjemmet havde været her, så han var vant til at der var andre børn omkring ham. Desuden havde han sin mor og hendes fulde opmærksomhed og Jacques holdt han jo af, og det var vel gengældt, så han havde intet at blive truet af fra andre parter. Han kiggede efter hende som hun løb ind i huset, mens at han og Jacques stod udenfor i den friske nat. Det var en fantastisk følelse, for han elskede fornemmelsen af den tidlige nat, for det var jo som morgenen for ham og der var han mest vågen. "Ja?" spurgte han og så op på ham med de let rødelige øjne, mens han sendte ham et smil med lukket mund, da det var noget han var blevet vænnet til. Han måtte ikke vise sine tænder. "Taaaal," sagde han og smilede let, for han var jo egentligt en mental alder af de.. 12, selvom han så noget yngre ud.

[Deleted]

Jacques vidste slet ikke hvordan de skulle tage sig af Jacqueline, for han havde jo slet ikke regnet med at skulle støde på den lille pige her! Det var jo et sted selvfølgelig kun rent held, at de overhovedet havde fundet hende, for ellers havde hun jo trods alt været død, selvom det var tydeligt, at hun slet ikke brød sig om andre børn. Selvfølgelig ville det føre til lidt komplikationer når det kom til Marcianus, men det var virkelig bare at gøre det så godt som det nu var ham menneskelig muligt, selvom han nu i denne stund, var nødsaget til at følge dyrenes love, og derved også de love som hans egen fyrste havde pålagt ham, også selvom det var ham en frustration uden lige at han ikke kunne lægge så meget som en finger på Camryn, uden at det faktisk skulle vise sig at være direkte forbudt! Han vendte blikket mod Marcianus som Jacqueline bare løb indenfor, også selvom det slet ikke gjorde ham noget. Han sukkede dæmpet og rystede så på hovedet, hvor han sendte knægten et let smil. Varsomt gik han ned i knæ, så han endte i øjenhøjde med Marcianus, for han ønskede da heller ikke at virke frygtindgydende eller noget som helst, hvis det var noget som han ellers bare kunne blive fri for, for han ønskede jo ikke at skræmme knægten!
”Det er en lidt alvorlig ting, som vi er nødt til at snakke om, min dreng,” sagde han sagte. Ja, han så jo faktisk på Marcianus som sin, men det havde vel også noget at gøre med, at han havde bidt og omdøbt ham, selvom han ikke ligefrem havde haft noget andet valg? Han havde jo reddet knægtens liv, og ud fra omstændighederne, så klarede han sig jo faktisk utrolig godt, hvilket han selvfølgelig var frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han lod hovedet søge let på sned, som han strøg ham over håret. ”Jeg så, at du har bidt mor,” fortsatte han roligt. Det var nok det som var hovedproblemet lige nu, også selvom det måske ikke var så alvorligt igen i knægtens øjne, men for andres omstændigheder, så var det virkelig slemt, også selvom han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det selv! Han var ikke sur eller noget som helst, for det var han faktisk ikke. Hvis han endelig var noget, så var det faktisk frustreret, også fordi at han faktisk ikke kunne gøre alverdens ved det, andet end at få knægten til at give hende fri, og det var selvfølgelig også det som faktisk var hans ønske i denne situation! ”Jeg har brug for at du gør en lille ting for mig i det henseende,” fortsatte han, som han roligt lod blikket hvile på knægten. Han var nødt til at være sikker på at han forstod, for det var faktisk en alvorlig sag!

[Deleted]

Camryn lå let og tænkte over hvad de skulle gøre med Jacqueline. De skulle klart arbejde med hende og prøve at få hende til at acceptere Marcianus, som hun tydeligvis ikke havde gjort. Hun havde jo også været meget isoleret, så hun var lidt som en lukket spire der først skulle springe ud med lidt hjælp på vejen, som jo så ville være dem. Hun kunne være solen der skinnede ned over hende, efter at Jacques måske var regnen der vandede hende og Marcianus der var jorden, som hun skulle tage sig til tåls med at stå i og sammen med. Hun lod vandet vaske hendes krop og hun nød nu følelsen, da hendes tanker var blevet ledt over på det de skulle igennem med Jacqueline, fremfor at tænke over den frustration der nu var opstået overfor hende og Jacques, i og med at Marcianus - hendes egen søn - åbenbart havde retten til hende, fordi han havde bidt hende først…
Marcianus kiggede mod Jacques da han gik i knæ og kiggede ham ind i øjnene, da han snakkede til ham. Han så ham jo egentligt som sin far, men vidste bare ikke helt hvor meget han kunne tillade sig at kalde ham det. Alvorlig ting. Det lød ikke godt. Han frygtede straks for at have gjort noget han ikke måtte, for det plejede at være det mest alvorlige der skete. Han blinkede let med de rødlige øjne og nikkede let, for at vise, at han lyttede. Og det gjorde han, for han havde bestemt slået lyttelapperne ud, for han ønskede da også at vide hvad der var så alvorligt, så det var Jacques der skulle snakke med ham om det. "Ja… Far?" sagde han dæmpet og pressede ordet over tungen, for han ønskede jo virkeligt at kalde ham det, men var stadig i tvivl om hvor vidt det var gældende. Han smilede let og nød at han blev strøget over håret. Han bed tænderne sammen og slog blikket ned. Ja, det havde han vel. Det var ikke noget han var stolt over, for han vidste godt det ikke var fair overfor mor. Men han havde slet ikke kunnet styre sig, han havde bare være styret af sulten. Men hvor alvorligt det var, det vidste han ikke lige, men dog. Måske Jacques var sur på ham over det? Han slog blikket op igen og nu med en mere neutral og forsigtigt mine på ansigtet, da han ikke rigtigt turde at være så glad og smilende som han havde været lige før, for det bekymrede ham lidt at Jacques havde set bidemærkerne… han vidste jo at de var der! Han bed tænderne let sammen. "Hvad som helst," svarede han ham, for han ønskede ikke at sige ham imod, men han ville jo gerne gøre noget for Jacques der kunne gøre noget for at løse det, nu når det kom frem at han havde bidt sin mor.

[Deleted]

Jacques var ganske vidst alvorlig når det kom til denne sag, men ikke desto mindre, så kunne han jo ikke rigtigt gøre noget ved det af den grund, for han kunne jo ikke lægge så meget som en finger på Camryn, før hun var gjort fri, også fordi at det var hans egen.. søn som havde sat tænderne i hende, hvilket kun gjorde det endnu mere kompliceret, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt, også selvom han omgående endte mere stiv i minen, som han kaldte ham for.. far? Det var slet ikke lige hvad han havde regnet med på nogen måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”… Hvad… kaldte du mig..?” spurgte han, også for at være helt sikker på, at det også var det som han havde hørt, ellers gik det da først for alvor galt, og det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! Han rystede let på hovedet, også for at vende bare lidt tilbage til det som var med sagen at gøre i udgangspunktet, selvom det bestemt heller ikke var noget som han direkte kunne gøre ved dette.
Jacques var virkelig overrasket over at Marcianus kaldte ham for far, også selvom den tanke i sig selv, faktisk ikke gjorde ham det mindste, for.. han var jo næsten som en far for den kære dreng, hvilket næsten var en tanke som fik ham til at smile, uden at han egentlig kunne gøre det største ved det, men det var nu bare sådan at det måtte være så langt. Han vendte blikket ganske sigende mod ham, som han var gået ned i knæ ved hans side. Han ønskede ikke at virke farlig eller noget som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være. At han ville gøre hvad som helst, var noget som let fik ham til at smile endnu en gang. ”Det er jeg virkelig glad for at høre min dreng,” begyndte han ganske sigende, som han roligt tog hånden til sig, og lod den falde roligt mod hans knæ endnu en gang. ”Du må stå overfor mor, når du ser hende igen, og sige, at du gør hende fri,” endte han ganske sigende, også selvom han var frygtelig alvorlig som han aldrig nogensinde havde været det før, for han så ikke nogen grund til at lave sjov, med så alvorlig en sag, og det her var jo virkelig alvorligt! ”… Far må nemlig ikke lægge en finger på mor, før hun er frigjort af den vampyr som har bidt hende,” forklarede han sandfærdigt. Han måtte jo slet ikke røre hende!

[Deleted]

Camryn valgte at hun ikke kunne blive siddende for længe, men det havde nu gjort godt lige at komme under vandet og bare sidde lidt for sig selv, selvom det ikke var lang tid. Hun steg op af badet igen og fik tørret sig i et håndklæde, som hun bandt om kroppen og luntede ind i soveværelset, for at hente noget tøj. Hun tog det med tilbage til badeværelset hvor hun tog det nyt sæt tøj på, hvilket bestod af en løst siddende skjorte og en lang nederdel, der sad stramt omkring mave og talje og sad løsere fra hoften og nedefter. Hun smilede let og redte sig hår ud med en børste foran spejlet. Som det sidste, fik hun vandet til at forsvinde igen og endda hurtigere end hun havde fået det fremmanet. Hun tog en dyb vejrtrækning og bar sin kjole hun havde haft på inden badet med ind på hendes værelse og ordnede lige sengen, ved at lægge dynerne rigtigt og ruske lidt op i puderne, mens hun smilede lidt for sig selv. Hun håbede at de havde fået det løst derude, men det ville hun jo finde ud af om ganske snart. Der var jo nok kun gået 10 minutter eller noget der omkring, men hun ville bare have løst det hurtigt muligt og når det var løst, så ville hun blive utrolig glad.
Marcianus kiggede mod Jacques som han blev helt stiv i ansigtet over, at han kaldte ham for far. Han smilede let, for han mente det jo faktisk, selvom han selv var usikker på om det var noget han kunne eller ikke kunne. Men Jacques var absolut det nærmeste han kom på en far, for han følte sig jo forbundet til ham på en speciel måde og han havde altid været i hans liv, lige siden han havde været helt lille. "Far..." gentog han og sagde det med lidt mere beslutsomhed denne gang, for han mente det jo. Jacques så ganske overrasket ud endnu, men han skulle vel også lige tygge på det og tænke på, om det passede ham, nu når han blev kaldt det uden videre advarsel fra hans side. Han var ikke bange for Jacques, men han følte sig da lidt nedtrykt ved at der var noget så alvorligt. Han blev stående foran sin far og nikkede kort, som han afventede hvad det var han skulle gøre for ham! "Okay," sagde han, uden den mindste tøven for det var jo slet ikke svært? Han gad da heller ikke at holde på sin mor på den måde, for han synes jo at hans mor og far skulle være sammen et sted. Han lyttede til ordene der kom og kiggede overrasket, for havde det virkelig forvoldt så meget skade at han havde bidt hende? Han skammede sig endnu engang og smilet forsvandt igen, som ellers havde været på vej over hans læber. "Det dur ikke!" sagde han med et smil, nikkede for sig selv og endte med at storme ind i huset for at finde sin mor. Han stødte ind i hende i gangen og kiggede på hende med de barnlige øjne. "Mor, jeg ved," sagde han stille og faldt hende om maven og trykkede sig ind til hende. "Du er fri, for far må godt røre dig," sagde han og med en smule barnlighed tilbage i stemmen, selvom han mentalt var ældre end hans ydre udstrålede.
Camryn blev ret overrasket i det at hun var på vej ud i køkkenet, da Marcianus mødte hende på gangen og faldt omkring hende. Hun gik i knæ og omfavnede ham ordentligt, som han også gengældte. Hun lyttede til ham og ordene rungede i hendes ører, da han sagde, at hun var fri… Hun følte sig pludseligt utroligt glad, for var det ikke det, der skulle løse det hele, at hun var fri af Marcianus og så måtte Jacques atter være nær hende og faktisk også røre hende. Hun smilede stort og kyssede hans pande. "Årh min dreng," sagde hun blidt, for hun hørte godt, at Marcianus kaldte Jacques for far og det gjorde hende også ekstra glad, sammen med at hun godt kunne lide tanken om, at de faktisk havde løst dette problem så hurtigt. Hun gav slip på ham, som han gav slip og beordrede hende ud til far. Hun smilede let og strøg ham over håret, som han løb ind i stuen. Hun gik stille ud i køkkenet og stillede sig i døren ud til haven. "Vi er et godt team," sagde hun tænksomt til ham, for de havde jo løst et problem utroligt hurtigt og det var noget der glædede hende og gav hende mod til at de godt kunne give det et skud med Jacqueline.

[Deleted]

Jacques fandt det næsten forkert, at det var hans egen dreng, som han skulle tage denne form for samtale op med, men det var han virkelig nødt til, det var der bestemt ikke nogen tvivl om. Alene den tanke om at Camryn var fanget af knægten, som han vidste havde bidt hende, uden kontrol, så var det jo i sig selv, rent held at Camryn ikke var død, for han vidste hvor meget ud af kontrol en vampyr kunne komme, ved at bide menneskeligt, og selvfølgelig var det ikke noget som han ønskede for nogle af dem, om det var noget som han kunne blive fri for i den anden ende! At blive kaldt for far, var faktisk en tanke som varmede ham, også fordi at hans egen søn var død og borte, hvilket næsten var det værste af det hele, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der bestemt ikke nogen tvivl o overhovedet. Svagt bed han si selv i læben, også fordi at det var en tanke som han var nødt til at vænne sig lidt til. Hans egen søn var jo trods alt død og havde været det over mange år nu, så det at blive kaldt ved den titel, var han jo slet ikke vant til! Han sendte Marcianus et mildt smil, for han kunne jo slet ikke lade være! ”Det kan jeg godt lide,” endte han med et let smil på læben. Den tanke gjorde ham faktisk glad, også fordi at han havde den forbindelse til drengen, udelukkende fordi at han havde omdøbt ham, selvom det ikke var fordi at han havde haft det største valg.
Marcianus forstod, hvilket selvfølgelig var det bedste af det hele, så det at han ville give sin mor fri, var selvfølgelig en tanke som gjorde ham glad! Efter han selv havde mistet Yasmya, så søgte man vel selv tilbage til det ene lille som man havde? Og han vidste at Camryn altid havde stået der, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde ham glad, selvom det efterlod ham selv med en følelse af at.. have svigtet hende? Og det var heller ikke en tanke som han brød sig om! Han nikkede. ”Det synes jeg heller ikke, så jeg synes du b…” Han endte med at tie, som knægten løb indenfor, hvor han roligt rejste sig op, hvor han let rynkede på brynene, for drengen havde da tydeligt fået travlt! Han rystede smilende på hovedet, som han roligt vendte blikket mod Camryn som hun selv kom ud. Han sendte hende et svagt smil. ”Han forstod det hurtigt, og.. han kunne ikke lide, at hans.. far ikke kunne røre ved hans mor,” endte han med et let glimt i hans ene øje, selvom han nu heller ikke sagde noget til det som sådan. ”Var det godt med et bad?” spurgte han roligt, som han vendte sig helt mod hende. Han selv var et sted.. lettet nu.

[Deleted]

Camryn strøg en hånd igennem de våde lokker der hang ned over hendes ene skulder, da hun havde redt det ned over den højre side som hun bedst kunne lide det, hvis det ikke skulle være lige fordelt over hendes skuldre. Et smil skød over hendes læber, for det gjorde hende glad at Marcianus forstod så hurtigt og også gjorde noget ved det, for så behøvede hun og Jacques da ikke gå frustrerede rundt overfor hinanden resten af natten og til de ville gå i seng, og bare tanken havde gjort hende ked af det. Men det hele var glemt nu og tavlen var atter hvisket ren, som fortiden var kommet på bane igen og blevet sendt væk, da det ikke var noget hun ønskede skulle blive ved og det gjorde det heldigvis heller ikke. Et varmt smil spillede over hendes læber, som hun trippede over køkkengulvet og hen i døren, hvor hun kunne se på Jacques, der stod i mørket og var en silhuet af den måne der skinnede på det sorte tæppe der var kastet hen over stjernerne. Hun strøg let tungen over sine læber og trådte ned på græsset, hvor hun igen blev den lille, selvom hun for et kort øjeblik havde været lidt oppe i højden i døråbningen ud til haven. Men nu da hun mærkede den græssede jordflade under sine sko, så følte hun sig atter som den lille i forhold til Jacques. Men det gjorde hende ikke noget, da hun faktisk altid havde været den lille og det var der vel ikke noget at gøre ved. Det ville nu også se alt for tosset ud hvis hun havde været højere end ham, det hørte sig slet ikke til, så skulle pigen lede efter en højere dreng, hvis det var sådan i hvert fald. Han nikkede let som hun grinte let af hans ord og stillede sig hen foran ham, for hun var selv lettet inde i sig selv, for egentligt havde badet ikke hjulpet specielt meget. "Ja, det var dejligt," sagde hun stille og så mod ham med de atter brune øjne, der lige kunne anes i det rigtige lys inde fra køkkenet.

[Deleted]

Det glædede naturligvis Jacques, at knægten havde taget så let på det, det var der ingen tvivl om, også fordi at han faktisk havde været i stand til at se alvoret i det, for mor kunne ikke komme i kontakt med far, så lang tid at bidet faktisk bandt hende til en anden, end lige hans far, ganske vidst også kun fordi at Jacques selv var underkastet vampyrfyrstens love og regler, selvom han faktisk ikke havde noget imod det, for normalt så havde han faktisk slet ikke noget imod dem, for de gav mening, de var korte og de var præcise, og der var ikke særlig mange, så det var end ikke noget som han sagde noget til af den grund. Selvom han nu kunne skyde Yasmya lidt ud af hovedet, så hvilede det der endnu, selvom det nu heller ikke var så nemt igen. Han vendte blikket sigende mod hende, som hun endte med at komme ud til ham, selvom han kunne se, at hun næsten måtte være lige så lettet som det han selv var, for det var endnu en gang lænker som var blevet kastet af hans skuldre.
Jacques hævede roligt hånden, så han kunne fjerne en løs hængende lok af hendes hår bort fra hendes ansigt og uden at smilet falmede, også selvom han gjorde det af ren og skær vane, uden at vise tænderne. Selv han var vant til at skjule dem, også fordi at de faktisk bragte folk ubehag, og det var slet ikke noget som han ønskede, og specielt nu hvor han så… så forfærdelig ud, så var det bestemt heller ikke fordi at det gjorde det meget nemmere for ham på nogen måde overhovedet! ”Det lyder godt, min egen,” endte han med et sigende smil, som han lod blikket søge til hendes eget. Selvom han måske ikke kunne se med det ene øje, så gjorde han det da så godt som det nu var ham muligt! Han klarede sig igennem livet, med de midler som han nu havde om ikke andet – han gav det da et forsøg.

[Deleted]

Camryn blinkede let med øjnene som hun stod og kiggede op mod Jacques, der blot stod der og så godt ud i mørket, selvom han nok i andres øjne ville se forfærdeligt ud. Men da hun kendte alle hans indre værdier kunne hun sagtens se hvor smuk han egentligt var og så var hun ligeglad med at han var forbrændt og måske kun kunne se med det ene øje. Et smil spillede over hendes ansigt, som fik både mundvigene til at strække sig lidt længere op i et smil og hendes øjne glimtede let, som hun stod og betragtede ham der i mørket. Hun kunne sagtens se nu hun vænnede øjnene til det, for det var faktisk nemmere end man nok lige regnede med. Selvfølgelig kunne Marcianus og Jacques også, se noget bedre fordi deres sanser var skærpede i natten, hvor hendes kun kunne tilvænnes og hjælpes på vej, de var ikke rigtigt 'bygget' til det som deres blik. Hun bed let sammen om sin læbe og så tænksomt på ham, mens han faktisk hævede hånden og fjernede en tot af hendes våde løse hår. Hun blev let rød i kinderne og kiggede ned, da hun følte det pinligt at han havde den effekt på hende. Hun svang blikket op til hans igen, da han sagde ordene 'min egen' og overvejede i hvilken grad han mente det, for hun kunne godt lide at han kaldte hende det. Hun så på hans gode øjne så han ville føle, at han havde hendes fulde kontakt og hun kiggede på ham med blide øjne, som hun forsigtigt strøg ham over håret med sin slanke hånd. "Hvad skal vi finde på at lave i nat?" spurgte hun med en blød tone, som hun overvejede hvad de kunne få de næste mange timer til at gå med, inden at de atter kunne gå i seng og sove formiddagen væk, samt noget af eftermiddagen og så kunne hun stå op og ordne 'morgenmaden' endnu engang, til resten ville stå op og når Marcianus kom op ved mørkets frembrud.

[Deleted]

Mørket var ikke ligefrem et problem for Jacques eller Marcianus, selvom han nu godt kunne forestille sig, at det ikke altid var lige nemt for Camryn eller Jacqueline, men det var nu ikke noget som han som sådan tænkte over, for det var ikke noget som lå normalt til ham som sådan. Han var dog selv vant til at være oppe om dagen efterhånden, men han kunne sagtens og uden det største problem, lægge sin døgnrytme om, hvilket nu heller ikke ville være noget nyt som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At se hende rødme, var næsten noget af det som fik ham til at smile mest, for det var en farve som han godt kunne lide at se hende med. Det glædede ham faktisk, at han kunne have den effekt bare lidt på folk, også fordi at hun viste at hun godt kunne lide at have ham tæt på sig, hvilket klart var det bedste af det hele. At hun strøg ham over håret, var noget som gjorde ham rolig, også selvom.. det var ikke Yasmya, men dette var noget som han fint kunne klare af den grund!
At hun spurgte ind til hvad de skulle lave i løbet af natten, fik ham kun til at smile, for han vidste da hvad de fleste plejede at lave i løbet af nattens timer! Selvom han vidste, at det ikke var noget alternativ for deres vedkommende, eftersom de havde børn at tage sig af. Nu havde de jo trods alt.. to. Han trak let på skuldrene. ”Har du nogen ting som du lyster at gøre?” spurgte han roligt, som han let lod hovedet søge på sned. Han følte sig ikke videre attraktiv sådan som han så ud, men det var nu bare sådan at det måtte være. Visse ting måtte han j bare lære at handskes med på en lidt anden måde, også selvom det slet ikke var noget som han havde lyst til. ”Jeg tror.. vi skal have skabt et ordentligt bånd til Jacqueline.. Måske tage dem med lidt ud..?” spurgte han roligt, som han igen vendte blikket mod hende og med et let og stille smil på læben. Han ønskede vel bare, at de kunne være en lille familie? Han ville i hvert fald nyde den tanke!

[Deleted]

Camryn havde tit måtte fortælle Marcianus at hun altså ikke kunne se ligeså godt som ham, for han opfangede ting om natten som hun gjorde i løbet af dagen, men det var ikke noget hun rigtigt så når mørket var faldet på og lagde sig som et slør for hendes øjne og gjorde det sværere for hende at se. Men på trods af hun følte sig halvt blind i mørket, så gjorde hun det for Marcianus, for han kunne bestemt ikke klare sig selv og det var det hun hele taget havde i tankerne, for hun måtte jo være der for ham. Det var selvfølgelig hårdt i længden da hun så meget lidt af dagen, men sådan måtte det nu engang være, for var der en ting hun nægtede, så var det at lade sine egne behov stå før sin søns! Hun strøg fingrene ind i hans hår, som hun mærkede det mellem sine fingre og hun smilede let til ham, inden hun endte med at tage hånden væk igen og lidt genert lægge den omkring sig selv. Hun kiggede på ham med glimtende øjne, da hun ligesom lagde bolden over til ham og spurgte ind til hvad han synes de skulle lave, for hun vidste ikke helt om de bare skulle blive her og prøve at få Marcianus og Jacqueline til at komme på bølgelænge - allermest fra pigens side af - eller om de faktisk skulle ud og lave en aktivitet. De burde vel egentligt også få handlet ind, så markedet var et godt sted at starte da der var nogle boder åbne på dette sene tidspunkt, da mørket jo næsten kun lige var faldet på himlen. "Jo altså vi skal jo nok have handlet lidt råvarer ind.. Frugt, mel," sagde hun tænksomt til hans spørgsmål, for det var jo noget der skulle gøres og noget hun vat vant til efter at have boet selv og skulle forsørge sig selv, da Marcianus' føde jo var noget helt andet. Hun smilede let til ham og lyttede til hans ord om et ordentligt bånd, det lød faktisk ikke dårligt, for de kunne hjælpe med at handle og udvælge. Det ville i hvert fald nok tilfredsstille den lille pige, med hendes rumlende mave der konstant var sulten, men det var jo også forståeligt. "Ja lad os det," sagde hun med et smil, nikkede let og vendte om for at gå ind i huset igen og kalde børnene til sig, så de kunne komme af sted. "Jeg henter ungerne," sagde hun muntert til Jacques, før hun forsvandt igennem køkkenet og helt ind i huset, hvor hun kaldte dem til sig.

//Out.

[Deleted]

Jacques var virkelig lettet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, også fordi at han nu kunne.. røre ved hende. Selvom han var en mand med alt hvad det måtte indebære, også fordi at han jo trods alt var sin fars søn. Han var jo trods alt en Nimanhra, og det var så sandelig også med alt hvad det måtte indebære! At hun strøg ham igennem håret, var slet ikke noget som han havde noget imod, for han kunne faktisk godt lide det, det var der bestemt ikke nogen tvivl om overhovedet! Han lod hovedet søge ganske let og stille på sned, og uden at smilet forlod hans læber. Det kunne være at det ville hjælpe dem med at etablere bare lidt bånd, også selvom det måske var meget at forlange, for Jacqueline havde allerede markeret tydeligt, at hun ikke brød sig om Marcianus, selvom han selvfølgelig agtet at gøre sit forsøg på at hjælpe dem bare lidt, også hvis det her, var noget som de skulle have til at fungere optimalt, det var der ingen tvivl om overhovedet!
At Camryn var med på ideen, var bestemt ikke noget som Jacques havde det mindste imod, for det var en tanke som han faktisk godt kunne lide. Han sendte hende et let smil, for han kunne jo slet ikke lade være! Han nikkede roligt til hendes ord. ”Det lyder som en god idé..” Så kan børnene også få lov til at komme lidt ud og se Procias under kontrollerede omstændigheder, også selvom folk nok ville glo lidt efter ham, så var det nu ikke noget som han sagde noget til, for det var noget som han efterhånden bare burde vænne sig til, så det var ikke noget som sagde så lidt. Han strøg hende kun ganske kort over armen inden hun søgte ind efter børnene, hvor han med et smil på læben, fortsatte efter hende, så de kunne få samling og styr på tropperne og komme lidt ud. Jacqueline havde vel også bare brug for at komme lidt ud efterhånden?

//Out