Touched by an Angel..

[Deleted]

Jacqueline var tydeligt sulten og det at se maden på bordet, var noget som helt klart formåede at vække hende op! Hun greb omkring maden som den blev serveret for hende, selvom hun næsten glemte at tygge den, for hun var virkelig sulten! Det var jo det eneste som hun havde fået siden sin fars død – en hændelse som hun ikke engang var særlig godt kendt med, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun gumlede mere end glædeligt den mad i sig som blev serveret. Normalt var hun ikke meget til frugt, men nu hvor det var det som stod på bordet, så var det ikke noget som hun tøvede med at tage imod, også fordi at det var hendes mulighed for at få fuldt maven lidt, og det var i den grad også noget som virkelig var tiltrængt efterhånden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Jo mere maven blev fyldt, jo trættere blev hun at kigge på, for hun var virkelig også ved at være godt træt efterhånden, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun begyndte at gnide sig i øjnene. ”Itte seng nu,” beklagede hun sig. Hun ville have sin far til at putte hende, for han var da også den eneste som kunne finde ud af at gøre det ordentligt, for det kunne mor jo ikke engang! Hun lod nu alligevel Camryn putte hende, også selvom det at blive lagt i vuggen med den rene ble og rent tøj på, ikke gjorde hende noget, så begyndte hun at græde ligesom enhver anden lille som ikke ville i seng. Gråden holdt dog hurtig inde, som den lille pige faktisk endte med at falde i søvn.
Jacques havde efterhånden desperat brug for søvnen, også fordi at det ikke var noget som sagde så lidt. Det var ved at være lang tid siden at han havde fået lov til at sove lidt, også fordi at hans far havde alle de unger! Han havde så mange småsøskende, og deres døgnrytme fulgte ikke rigtigt hans normalt, for hans var stadig godt forskudt i forhold til en normal Procianers! Han sukkede dæmpet og lod hånden vandre igennem håret som han nikkede. ”Det lyder fornuftigt,” endte han dæmpet, som han selv rejste sig, da Camryn kom for at putte Jacqueline. Han strækkede sig det som han kunne for de mange mærker og sår, inden han selv gik hen til soveværelset som den lille pige tydeligt var faldet til ro. Han gik roligt ind på soveværelset, hvor han søgte direkte hen til sengen. Det var jo næsten som den kaldte på ham!

[Deleted]

Det at Jacqueline faktisk spiste så meget glædede nu alligevel Camryn. For det viste da, at hun ikke helt afviste dem. Så ville hun ikke have taget maden uanset hvor sulten hun var. Så det var faktisk et godt tegn allerede. Ligeså var den lille pige tydeligvis også utroligt træt, for den stille beklagende gråd holdt ikke længe, før pigen faktisk faldt direkte i søvn og det glædede hende utrolig meget. Hun puttede dynen omkring hende og betragtede hende et øjeblik. Blot et par måneder, så skulle hun gerne have vænnet sig til at det var Jacques og hende selv der var der, og ikke hendes oprindelige far. Hun ville forhåbentligt fortrænge ham med tiden. Hun smilede over synet, inden hun gik hen til hendes klædeskab og tog det våde af og udskiftede kjolen med hendes sorte natkjole, som hun let svøbte omkring sig. Den flagrede let omkring hendes ben, i det at hun gik hen til sengen. Hun sad ganske stille på sengekanten og blot lyttede til stilheden der sænkede sig, i det at Jacques også roligt søgte hen mod sengen. Han var jo faktisk stadigvæk nøgen indenunder den kappe han havde svunget omkring sig, da han havde fornemmet Jacqueline i første omgang. Hun kiggede ubevidst mod om hun kunne få et lille glimt, men det var ikke vellykket, da kappen dækkede det meste. Hun smilede let for sig selv, som hun tog en børste og strøg igennem hendes hår, som blev blødere og blødere efter hvert strøg. Da hun havde redet det igennem nogle gange, lagde hun børsten væk og krøb ind på sengen, som hun trak et tæppe over sig. Hun kiggede mod Jacques igen. "Så nåede vi endeligt hertil," sagde hun med en lavmælt stemme og så mod ham, fulgte ham med øjnene.

[Deleted]

Jacques havde måske kun en kappe på, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til. Hans krop så virkelig forfærdelig ud, så det at Jacqueline havde stirret sådan efter ham, var nu heller ikke noget som han tog sig af. Ja, et sted så var det jo virkelig et slag på den stolthed som lå i Nimanhra-familien, men ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund, men det var nu bare sådan at det hele endnu måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han nåede stille soveværelset.. Jacqueline var allerede faldt i søvn, så det at fylde maven havde tydeligvis hjulpet hende en hel del, hvilket kun fik ham til at smile. De mørke øjne faldt til Camryns skikkelse. For hans vedkommende ville det ganske vidst blive lidt mærkeligt at dele seng med hende, men.. hellere det end at sove på gulvet, og desuden vidste han jo godt, at han kunne stole på hende, så det kunne bestemt heller ikke blive bedre end det, om det var noget som han nu ville det eller ikke. Kappen smed han roligt fra sig. Normalt var han ikke så blufærdig, men lige nu ville han bare ned under tæppet så hurtigt som han nu kunne – og det fik faktisk også lov til at gå ganske hurtigt. Han lagde sig roligt til rette og vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. ”Det gjorde vi.. Så håber jeg bare at hun er træt og mæt nok til at sove natten igennem,” endte han med en lige så dæmpet stemme. Han vidste ikke hvilke omstændigheder den lille pige var vant til, men selv han havde brug for at få snakket lidt med Camryn, nu hvor de ikke rigtigt kunne sige sig, at have haft tiden til det nu hvor de var stødt på denne ubeklagelige situation. Han tog roligt fat omkring hendes tæppe, kun for at lægge det godt over hende, selvom han allerede nu, var ved at glide hen i søvnen, så nægtede han det da lige lidt endnu! ”Det var.. ganske vidst ikke hvad jeg lige havde regnet med,” endte han dæmpet og ganske sigende, som han roligt betragtede hende med et skævt smil. Han var nu glad for at hun havde tacklet det hele så godt og så flot som hun nu havde gjort det.

[Deleted]

Camryn slog alle tanker bort angående Jacques krop endnu engang og det eventuelt at skulle kigge lidt i hans nedre region, for det var også forkert at tænke sådan alt taget i betragtning. De var venner og havde været det gennem det meste af livet, indtil Junior var kommet ind og så.. Faktisk efter igen, for Jacques havde holdt hende oppe efter. For hun havde jo faktisk altid haft et godt øje til ham, selvom det ikke var det hun ville tænke så meget i nu, for det var vel også for sent? Selvom han dog ikke var sammen med Yasmya længere, så kunne hun ikke forestille sig han ville indlede et forhold med hende. Dog hun havde et spinkelt håb omkring det. En enkelt lille spire indeni. Et smil passerede hendes læber ved tanken, men hun skjulte det mod tæppet ved at trække det op foran munden. Hun kiggede mod ham som han lagde sig til rette. Hun ønskede ikke at han skulle sove på gulvet, men det blev også lidt underligt at skulle sove to. For hun var vant til kun at være hende i sengen og i rummet i det hele taget. Hun vædede let sine læber og kiggede mod ham, som hun også viste sin mund igen og lod vær med at gemme den bag tæppet. "Det håber jeg også," sagde hun med en dæmpet stemme, også for ikke at skulle vække pigen. Men hun var vist udmattet nok til at kunne sove hele natten, for nu var hun ren og mæt. Det måtte bestemt også hjælpe og gøre det langt nemmere for Jacqueline. Hun smilede let. Hun var faktisk også selv træt, ford et var vel… langt ud på morgenen allerede! Og solen stod vel også snart op, selvom den slet ikke ville komme herind. "Heller ikke jeg..." sagde hun stille og så mod ham. "Men… nu kan vi sove med ro i sjælen," sagde hun stille. Så måtte de tage bekymringerne i morgen, for hun var virkeligt for træt til dette!

[Deleted]

Søvnen var efterhånden tiltrængt for dem begge, og specielt hvis Camryn havde haft Marcianus ude i løbet af natten, for den unge knægt var jo trods alt en vampyr, selvom han nu var sikker på at det var noget som Procias vidste, men ikke havde gjort noget ved, og de kunne også lige vove på at gøre det! Eller Camryn for den sags skyld! At blotlægge sig på den måde, var ikke noget som han gjorde normalt, men lige nu og her, var han faktisk for træt til overhovedet at bide mærke i det, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som han nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene måtte forholde sig i den anden ende. Han sendte hende et træt smil. ”Vi håber.. Står hun op, så skal jeg nok tage hende,” lovede han roligt. Et sted kunne han jo godt tiltænke sig at den lille tøs var vant til den normale døgnrytme? At hun så sov nu, var nu ikke noget som gjorde ham noget, for så var der i det mindste ro, og det var noget som han virkelig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Han vendte blikket roligt ned af hende, som han lå der med det trætte smil. Køn var hun, og det kunne han ikke komme udenom. Tankerne om at indlede et forhold til hende, var ikke ligefrem de tanker som han gjorde sig, hvis han skulle være helt ærlig, men det var nu bare sådan at det var. Måske at det ville komme? Han havde jo trods alt ikke Yasmya mere.. og det var jo tøsen som havde valgt at slå op med ham.
Jacques trak vejret dybt, som han roligt vendte blikket mod hendes smukke ansigt endnu en gang. Han nikkede til hende, for han kunne bestemt heller ikke være andet end ærlig! ”Mhmm.. Det her er sikkert noget jeg kunne gå hen og vænne mig til.. Hvem vil ikke vågne op ved siden af en smuk kvinde i sengen?” spurgte han roligt, som han blinkede let til hende. Han var jo trods alt en Nimanhra for pokker! Det lå til ham at flirte lidt! Han lænede sig frem og skænkede hendes pande et kys, selvom det var forsigtigt. Hans krop var virkelig, virkelig øm! ”Få dig noget søvn, min kære,” endte han dæmpet, som han endnu en gang lagde sig til ved hendes side.

[Deleted]

Camryn trak vejret dybt og smilede varmt til ham over hendes tæppes kant, som hun kiggede direkte på ham og holdt fokus på det gode øje, for at han ikke skulle føle, at hun stirrede på hans forbrændte hud. Det var nu tidligt på morgenen, for hendes egen døgnrytme havde hun længe lavet om på for Marcianus' skyld, for han kunne jo ikke selv klare sig. Så selvom hun nok var et ret lyst væsen, så valgte hun alt efter hans behov. Hendes vejrtrækning var rolig, for hendes krop faldt hurtigt til ro, nu når hun endeligt kom ned at ligge. Hun gabte igen og skjulte let sin mund bag tæppet indtil det havde passeret, og trak så tæppet ind under hagen igen. "Nej du skal bare blive liggende, jeg skal nok tage hende," sagde hun stille til ham, for hun ville ikke have at han skulle op og vride i alle sårene, hvis det kunne undgås. Bedre at de hvilede hele natten også. Hun vædede let sine læber og betragtede ham, som han lå der. De betragtede hinanden og hun kunne godt lide den tanke, at de var lige betagede af hinanden på det punkt. Hun blinkede let med øjnene og kiggede på ham, som han sagde de flirtende ord og blinkede. Hendes kinder blussede tydeligt op, for hun var slet ikke vant til at få komplimenter af nogen som helst slags.
"Jeg kan forestille mig du specielt godt kunne vænne dig til det," sagde hun drilsk og blinkede let igen, som hun lukkede øjnene og modtog hans blide kys. Var lidt usikker på i hvilken retning hun skulle tolke den berøring. Men som følge af ordene, måtte det være henne i den flirtende bane endnu - helt klart. "Gerne," sagde hun varmt, "I lige måde," sagde hun og gabte endnu engang, som hun blev liggende med lukkede øjne og faldt efterhånden i søvn.

[Deleted]

Jacques var måske kun i stand til at se ud af det ene øje, men af den grund, så var det ikke noget som generede ham som sådan. Det var vel bare ting som man direkte måtte vænne sig til? Han kom roligt ned af ligge, hvor han også kunne mærke, at det lige var det som hans krop havde haft brug for! At komme ned og ligge og bare forsøge at slappe af, så de mange sår muligvis ville være i stand til at lukke sig. Han hadede at være afhængig af så mange for at kunne få sin hverdag til at fungere, men det var vel også bare en af de mange ting som han bare måtte vænne sig til, for han kunne jo ikke direkte gøre noget ved det som det stod nu. Han betragtede hende med en sigende mine. Han var betaget af hendes væsen og nu hvor der ikke var noget mellem ham og Yasmya, så kunne han jo faktisk også tillade sig at gøre det uden at skulle efterlades med en ringe samvittighed, og det var virkelig også forbandet rart i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det virkelig ikke fordi at det var nogen løgn i det store og hele. Han rystede på hovedet. ”Jeg tror du har mere end rigeligt at tage dig af med henblik på Marcianus.. Jeg skal nok tage hende,” sagde han, nærmest for at virke mere insisterende, for hun skulle jo heller ikke stå med det hele. Det havde jo trods alt heller ikke været meningen.
Jacques kunne med lethed vænne sig til synet om at skulle stå op med hende ved siden af sig. Hvem ville da ikke kunne det? Lige der var han i den grad en mand ligesom alle andre, og det var noget som han faktisk var stolt af på sit vis. Han sendte hende et drilsk smil og nikkede. ”Bestemt.. Altså.. en smuk kvinde. Hvilken mand ville sige nej?” Han blinkede til hende igen. At hun så lå der og rødmede var faktisk en tanke som han rigtig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han trak vejret ganske roligt og ganske dybt. Hånden hævede han roligt og strøg den mod hendes kind ganske roligt og ganske blidt. ”Sov godt min kære..” endte han dæmpet, som han roligt lagde sig til, hvor søvnen temmelig hurtigt også måtte gribe ham. Hånden faldt roligt, hvor den lagde sig tæt ved hendes hånd.

[Deleted]

Selvom Jacques kun kunne se med det ene øje, så håbede hun for ham at det ville kunne hele. Hun var ærgerlig over, at hun ikke kunne give ham hendes blod. Hvem ville finde ud af det? Men alligevel, det var ikke chancen værd hvis han endte med at blive landsforvist, hvis det endeligt var noget der kom frem! Det tillod hun heller ikke. Så måtte hun jo bare passe og pleje ham, smøre ham i salven og lade det tage den tid det måtte tage. Selvom hun gerne ville gå den lette vej. Hun betragtede ham med de let trætte øjne og mærkede hvor hurtigt kroppen egentligt slappede af, i forhold til hun gerne ville have ligget og hviske-snakket lidt. Men det kom de ikke til, ikke med den træthed de begge 2 havde. Hun kom til at gabe igen og gemte let munden i hendes tæppe endnu engang, for hun ville ikke ligge og gabe ham lige op i ansigtet, det var også uhøfligt. "Jeg er vandt til det," modsagde hun ham blidt og så mod ham, mens hun let blinkede med øjnene og gned let sine øjne som et andet træt lille barn, men det havde hun blot lige brug for. De let røde kinder forsvandt ikke som han fastholdt sine ord og hun smilede let dumt, så hun blev ved med at gemme hendes mund bag tæppet. Hun lukkede øjnene i og sitrede let ved hans strøg mod hendes kind, for det føltes utrolig godt og det var i den grad savnet. "Ilige måde, min," sagde hun, inden hun gabte endnu engang og faldt så ind i den dejlige søvn.
Først da dagen var nået til omtrent klokken 3 om eftermiddagen, vågnede hun ganske stille op - for så havde hun sovet de 8 timer hun havde brug for, så lidt af dagen så hun da endnu. Hun slog øjnene blidt op og vendte blikket mod Jacques, der endnu måtte ligge ved hendes side. Hun havde ikke hørt Jacqueline i løbet af disse 8 timer, så mon der havde været noget og hun bare ikke have hørt det? Eller der havde været helt stille. Hun blev liggende lidt endnu, for det var nu utrolig rart.

[Deleted]

Jacques gjorde sig ikke ligefrem de største forhåbninger omkring hans ansigt efter den tragiske ulykke, men ja.. efterhånden så var det vel også det eneste som man faktisk kunne sige, måtte forfølge hans familie? Ikke bare at han havde mistet sin søn, så havde han mistet sin forlovede, og nu også sin kære mor, som måtte lade livet for hånden af et mørkt væsen? Ja, det var tanker som faktisk kunne frustrere ham som intet andet overhovedet, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, selvom det var en tanke som faktisk gjorde ham lettere.. trist et sted? Han sendte hende et overbærende smil. Måske at han var handicappet og hvad andet han nu vidste, men han kunne altså godt hjælpe lidt! ”Jeg skal nok tage hende..” forsikrede han hende med en rolig mine. Hvis det skulle vise sig at den lille pige skulle vågne før Camryn var klar til at tage sig af hende, så skulle han altså nok tage hende! Selv måtte søvnen tage ham utrolig hurtigt, for udmattet var han virkelig.. utrolig udmattet! …

… Hvor længe de havde sovet, vidste Jacques ikke, for det var som dag og nat var gledet i et for hans vedkommende. Han lå tungt ved Camryns side, som hun var endt med at vågne, for det var lang tid siden at han havde været i stand til at sove på den måde og faktisk også sove så længe! Hjemme havde han jo et hav af søskende som krævede sin opmærksomhed på skift trods alt! Svagt lå han der og brummede, som havde det været en form for snorken, for han var virkelig træt! Jacqueline var oppe, men da det endnu måtte være fremmede mennesker som var omkring hende, så turde hun ikke rigtigt sige så meget som en eneste lyd. Hun vendte sig en anelse i sengen, kun for varsomt at rejse sig, hvor hun greb fat omkring kanten af tremmesengen og se hen mod den store seng, hvor hun kunne se dem ligge. Selvfølgelig havde de hjulpet hende meget, og det havde virkelig også hjulpet at få noget i maven og et bad! Stadig forblev hun fuldkommen stille og helt i ro.

[Deleted]

Camryn drejede blikket stille op i loftet som hun lå der ganske stille. Dynen var varm og den lå over både hende og Jacques, for hun havde kun én. Hendes ben lå faktisk helt op ad hans, så hun vidste ikke helt om hun turde flytte sig. Om det ville vække ham eller ikke? Han så nu ud til at sove ganske tungt, så det var også dejligt at kunne høre. Et bredt smil gled over hendes læber og hun lå kort og smilede dumt for sig selv, fordi en del tanker løb igennem hendes sind. Hun vendte blikket hen imod tremmesengen, hvor at Jacqueline stod og kiggede mod dem. Langsomt løftede hun dynen og trak sig ud under den, så hun ikke trak i ham ved at flytte for meget på dynen. Hun lagde den forsigtigt ned omkring ham igen og gik hen til Jacqueline, som hun så på med et smil. "Du må have sovet godt," sagde hun varmt og lavmælt, som hun tog den lille pige op og bar hende med ud i køkkenet, hvor hun satte hende i højstolen. Det var eftermiddag, så Marcianus ville sove endnu, for han sov som regel til solnedgang. Mon ikke Jacques også ville det? I mellemtiden ville hun derfor give sig til at bage, så hun fandt ingredienserne frem og gik i gang med at mikse en dej sammen til brød. Da hun lagde den til at hæve, tog hun Jacqueline med ud i den store have, der var indrammet af de store hvide mure, og hun gav sig til at tænde op i bålet, hvor hun ville bage brødet. "Du må ikke røre," advarede hun Jacqueline angående flammerne, for hun vidste jo ikke hvor meget hun var blevet lært eller opdraget! Hun hentede skålen med dejen og satte sig ud til bålet, hvor der stod et slags stativ med en rist på, hvor brødet kunne ligge. Hun sad her i længe og solen var nu på vej ned...

[Deleted]

At Jacques skulle sove så tungt, havde han dog selv slet ikke regnet med, så det var vel egentlig kun et tegn på at det faktisk var ved at blive ganske tiltrængt for hans vedkommende? Det lignede ham bestemt ikke at skulle sove så tungt, det var helt sikkert! At Camryn vred sig lidt ud af dynen og væk fra ham, fik ham kun til at vride sig en anelse i sengen, selvom det nu alligevel ikke var noget som vækkede ham. Efter at det hele var gjort slut mellem ham og Yasmya, så var det langt nemmere for ham at give efter for hans naturlige døgnrytme, så han havde det jo faktisk bedst med at være vågen om natten og sov om dagen, så.. et sted så var det vle også det som han gjorde nu?

Jacqueline var vågen og hun havde slet ikke brug for at skulle sove om dagen! Hun sov om natten, for det var det som hendes mor og far havde lært hende. Svagt bed hun sig i læben som Camryn kom hen til hende og løftede hende op, hvor hun slog armene omkring hendes nakke og lod hende bære hende med ned i køkkenet. ”Han sove..” endte hun dæmpet tydeligt henvendt til Jacques som slet ikke så ud til at stå op eller noget som helst. Man kunne da heller ikke sove så lang tid! At der skulle bages brød kunne hun godt lide, for hun var faktisk meget fascineret af hvad der skete i et køkken, og derfor kom hun med ganske protesterende lyde, da hun var endt placeret i sin højstol! For den gad hun da slet ikke at sidde i! At hun fik lov til at komme med ud, havde hun ikke noget imod! Hun så bare til som bålet blev tændt, for det var noget som hun kunne lide! Ild! Hun gik ganske tæt på for at kigge på det, selvom Camryns reaktion var noget som fangede hendes opmærksomhed. ”Jamen ikk´ondt..” Hun pegede direkte ind i flammerne, som hun også vendte blikket mod. Hun måtte jo heller ikke noget! Armene endte hun med at slå omkring sig, som hun bare satte sig ned i græsset og stirrede på det. Hun måtte jo aldrig noget som helst!

[Deleted]

Et smil passerede Camryns læber. "Det gør han," svarede hun hende. Sprog havde hun, men det var ikke så veludviklet. Dog skulle det nok komme, for hun agtede at lære hende det. Mens hun havde lavet dejen, havde hun vist det til Jacqueline. For hun havde trukket højstolen hen til køkkenbordet hvor hun havde slået den sammen, for ikke at afskære hende. Men hun kunne heller ikke have Jacqueline til at løbe rundt i huset, så derfor blev det lige højstolen. Hun vædede let sine læber og kiggede på ilden der startede op og varmede. Flammerne var store lige i starten, men så snart det bredte sig ud i hele bålet, så kunne hun snart lægge dejen på og få det lavet til brød, så havde de da mad nok til de næste par dage. Goden ved at have boet selv ude i skoven var, at hun havde lært at brødføde sig selv. Hun så mod Jacqueline da hun satte sig ned. Hun vidste godt at Jacqueline sagtens kunne røre ilden i og med hun havde dæmonen i sit indre, men hun ville helst lære hende ikke at skulle røre det direkte, før hun ligesom lærte at kunne kontrollere det. Hun gav sig ikke til at diskutere videre, for det bragte dem ingen vegne. "Gad vide hvornår Jacques kommer," sagde hun stille og smilede let, som hun betragtede den smukke solnedgang. Hun pegede op på himlen. "Se Jacqueline, er det ikke fint?" spurgte hun med et varmt smil.

[Deleted]

Jacques var stille og roligt begyndt at vågne, nu hvor der ikke lå nogen ved siden af ham mere. Selvfølgelig var det ikke noget som han kunne tage sig af som sådan, men det var bare underligt, nu hvor han var blevet så vant til at andre lå ved siden af ham, om det var hans søskende eller andre, var ganske underordnet i den sammenhæng. Han åbnede øjnene ganske let, hvor han lod hånden stryge over Camryns plads. Under dynen var den stadig varm, så det kunne vel ikke være så lang tid siden at hun var stået op? Han gabte tydeligt, idet han let rystede på hovedet og roligt endte med at rejse sig fra sengen af. Det hele strammede en smule, men den salve som han var smurt godt med, var faktisk noget som hjalp. Han bed tænderne let sammen, for det at tage tøj på, var faktisk umådelig svært, men han ville vise at han faktisk var i stand til at gøre det hele på egen hånd, for han tillod bestemt heller ikke noget andet om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Han endte med at søge ud af soveværelset. Det var endnu lyst, så Marcianus sov endnu, hvilket han havde det ganske fint med. ”Camryn..?” kaldte han stille, som han søgte igennem huset. Han lyttede efter hjerteslag, samt han forsøgte at finde hendes duft, for han var jo trods alt et dyr et sted, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hans vedkommende, men selv han nød af tanken om at være.. hjemme igen.

Jacqueline stirrede op på Camryn og med en tydelig utilfreds mine. Hun var måske ikke særlig gammel, men hun var lærenem, og det at hun ikke ville have hende til at røre ved ilden kunne hun altså bare ikke forstå, for det gjorde altså ikke ondt på hende! At brødet var endt over bål, var noget som efterlod en duft, som hun faktisk rigtig godt kunne lide. Hun vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. Hænderne gled mod hendes mave, for det gik også nu op for hende, hvor sulten hun faktisk var, og selvfølgelig var et også noget som gjorde sit for hendes vedkommende! Hun vred ansigtet i en mindre grimasse, næsten som det gjorde ondt, men.. hendes øjne endte blanke, som hun svagt endte med at snøfte igen.

[Deleted]

Camryn betragtede Jacqueline. Det skulle blive en smule svært at opfostre pigen, når hun tydeligvis havde sine egne veje. Og Camryn vidste ikke helt hvordan hun skulle hjælpe pigen med de dæmonracer hun havde i det indre. Måske skulle hun bare kunne røre ilden? Men igen, hun var lidt på bar bund med det hele. Lige nu tvivlede hun på sig selv og hun vidste ikke helt hvorfor, men alle de mange tanker om Jacqueline fik hende bare i tvivl om hun kunne klare det, selvom hun i går havde sagt, at det var noget de skulle, meget bestemt. Hun strakte sig let og satte sig op på knæ, inden hun tog brødet og lagde det over bålet. Efter kort tid duftede det allerede dejligt, for hun var faktisk også selv sulten! De måtte vist på markedet i dag… Eller hun måtte, for hun kunne vel ikke tage nogen af dem med. Alle 3 ting ville sætte spørgsmålstegn.
Hun kiggede rundt da hun hørte en kalde og det var Jacques stemme. "Udenfor, Jacques," sagde hun med en tydelig og blød stemme. Ikke for højt, men til at han nok ville kunne høre det, for hun havde trods alt hørt ham. Hun smilede let mod Jacqueline, selvom hun kunne se at pigen var ved at skulle græde igen. "Så, shh," sagde hun blidt og rakte en hånd ud, for at se om pigen ville tage gestusen om at blive trøstet.

[Deleted]

Jacqueline var faktisk ved at være godt sulten, og nu hvor duften af Camryns mad måtte brede sig fra bålet af, så var det i den grad noget som hun var i stand til at mærke, så det var ikke noget som sagde så lidt. Hun peb svagt, som hun blev stående og med hænderne mod sin kraftigt rumlende mave, hvor hun vendte sig mod hende. Camryn kunne hun faktisk godt lide, og hun gjorde også tingene meget bedre end mor gjorde det. At hun rakte mod hende, fik hende dog til at stå en kende tøvende på stedet, men.. hun ønskede vel bare at.. hjælpe hende? Hun endte varsomt og frygtelig forsigtigt med at søge hen til hende og hen til hendes favn. ”Av der..” beklagede hun sig stille, som hun viste det, ved at tage sig til maven.

Jacques lignede nok nærmest noget som var stået op fra de døde, men den søvn havde virkelig været yderst tiltrængt, og nu hvor han havde ligget ved siden af Camryn, så havde det også været.. skræmmende nemt for ham bare at give sig hen til søvnen og faktisk give sig til at sove? Det var ikke noget som han havde oplevet igennem flere år efterhånden, men igen.. Yasmya ville jo ikke rigtigt have noget med ham at gøre, og det var jo så en konsekvens som han nu måtte tage på denne her måde, om det var noget som han nu ville det eller ej, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være. Smilet bredte sig, som han hørte Camryns stemme, hvor han roligt søgte ud til dem. At se dem stå der i favn, fik kun smilet til at brede sig.
Selvom Jacques var temmelig usikker på hvad han skulle kalde Jacqueline, så var det tydeligt, at der allerede var skabt et bånd mellem de to, hvilket han bestemt heller ikke havde noget imod. Den lille pige havde ligesom alle andre, fortjent en mulighed for et godt liv. ”Godmorgen,” endte han sigende, som han roligt gik hen til Camryn, hvor han roligt tog plads bag ved hende, kun for ganske varsomt at slå armene omkring hendes mave. ”Du skulle have vækket mig,” endte han dæmpet mod hendes øre, som han roligt vendte blikket mod Jacqueline, som bare stod og stirrede på ham, kun for at gemme sig mere ind mod Camryn igen. Han så vel skræmmende ud med ar absolut over det hele..?