Touched by an Angel..

[Deleted]

Et let træk på Camryns mundvig fik et stille smil ind over læberne, som hun også prøvede at gøre noget godt for Jacqueline og få hende til at føle sig velkommen. Hun åbnede sine arme for hende og det gjorde hende rigtigt glad, da hun faktisk søgte hen til hendes favn. Let slog hun armene omkring hende, med et blidt strøg ned over den lille ryg pigen bar rundt på, for stor var hun jo ikke. Hun nikkede let. "Du er sulten, jeg forstår," sagde hun med et varm stemme, der kun havde omsorg med sig. Et større smil blev malet på hendes læber, som de tidligere smalle streger blev visket bort og tænderne let kom frem, for det gjorde hende glad at Jacqueline faktisk var ved at tø op! "Brødet er også færdigt lige om lidt!" sagde hun lovende, for duften indikerede at det snart var bagt færdigt. Ligeså begyndte brødet også at få en gylden kant, hvilket betød at sprødheden var ved at sætte sig. Så snart skulle det times med, at det skulle tages af risten det lå på over det åbne bål.
Hun drejede let hovedet som han kom ud til dem og sendte ham det brede smil der allerede sad på hendes læber og hendes lyseblå øjne glimtede. Hun gav stille slip på Jacqueline igen, som hun satte ved sin side og gav skålen til. "Hold den til brødet er færdigt, vil du?" spurgte hun blidt og strøg hende over håret, som Jacques satte sig på hendes anden side. Hun smilede let og mærkede tydeligt hans arme, hvor varmen strøg op i hendes hoved og hun lænede sig lidt ubevidst ind imod ham. "Godmorgen… Jeg syntes bare du lå så godt, så tænkte du skulle have den ekstra tid," sagde hun stille og lagde en arm omkring Jacqueline, der sad og stirrede op på Jacques. Hun smilede let og lod hende gemme sig ind mod hendes anden side, for beskytte hende, det ville hun! "Kom, lad os tage brødene af," sagde hun til den lille pige, der sad med skålen nu og kravlede det sidste stykke hen til bålet. Hun klappede let på græsset udenfor bålet for at sige, at hun skulle sætte sig der. Hun tog klædet brødene havde hævet i op af skålen da Jacqueline kom over og tog brødene af et efter et og lod dem falde ned i skålen. "De skal lige stå i 2 min, så spiser vi," sagde hun med et let smil.

[Deleted]

Jacqueline var virkelig ved at være sulten efterhånden, også selvom det var en fornemmelse som hun slet ikke var vant til. Hendes far havde jo altid fodret hende godt af, så det var faktisk sjældent at hun var så sulten at hun faktisk var i stand til at mærke det, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hende. Hun lod Camryn lægge armene om hende, hvilket faktisk var en fornemmelse som hun godt kunne lide, for sådanne ting havde hendes mor aldrig gjort! Hun snøftede ganske let, for det var faktisk ubehageligt at være så sulten som det hun følte sig, men det var jo faktisk længe siden hun havde spist sig til hun var helt mæt! ”Av mave..” nærmest beklagede hun sig som hun tog imod skålen og satte sig ned i græsset, og stirrede ind i bålet, som hun nærmest bare sad og ventede på at det skulle blive færdigt! For hun var virkelig ved at være godt sulten efterhånden, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende!
Med et smil, placerede Jacques sig roligt bag Camryn og slog armene roligt omkring hendes slanke skikkelse. Han følte sig heldig over at hun havde fundet ham, for ellers havde han været tvunget til at søge til Jason for hjælp, og det var noget som helst ville undgå, så lang tid som han kunne. Han kyssede let hendes kind, og vendte sig mod Jacqueline med et let og stille smil. At tøsen så vendte sig væk, som havde hun endt med at blive temmelig utilfreds, var jo så en anden sag. Han vendte sig endnu en gang i retningen af Camryn som han blev siddende sammen med. ”Jeg lå også fantastisk. Jeg vil bare sige tak for alt i går, Camryn. Jeg var heldig lige at støde på dig,” erkendte han med et stille smil. ”Du skulle have vækket mig.. Jeg vil jo gerne nyde den tid så lang tid det nu er.. også inden Marcianus står op,” påpegede han med et skævt smil på læben. Hånden strøg roligt Jacqueline over håret, også selvom hun hastigt trak sig væk fra ham igen. ”Ikk’ dadda!” nærmest skreg hun.

[Deleted]

Det at Jacqueline mærkede sulten, var der slet ikke noget at sige til. Men hun skulle snart få den stillet, for de havde nok brød til det dobbelte af hvad de var. Brød var altid noget der kunne gemmes et par dage og det var nemt at lave, smagte godt og bragte i det hele taget blot lykke. Så det var egentligt ret genialt tænkt, hvis hun selv skulle sige det. De blå øjne så mod Jacqueline, som hun igen klagede over maven. Klart at hun var sulten og nu nærmede det sig også, at hun kunne få et stykke brød og tygge i for sig selv. "Jeg ved det," sagde hun blidt og strøg pigen let over hovedet igen, som hun igen satte sig hen til Jacques, efter at have taget brødet af bålet. De lå lige og kølede lidt af i skålen og det duftede rigtig godt! Hun smilede op til Jacques som han slog en arm omkring hende igen. Han var noget kærlig her til morgen, men det gjorde hende bestemt intet! Hun rødmede svagt som han kyssede hendes kind og kiggede ned på skålen, hvor hun forsigtigt tog om den sprøde kant og mærkede. Men det var meget varmt endnu. "Du behøver ikke takke mig Jacques, jeg var heldig at støde på dig," svarede hun på hans ord, selvom hun dog vidste, at hen mente ordene fuldt ud. Hun trak let på skuldrene. "Der går en time endnu… I hvert fald," sagde hun med et varmt smil, i det hun drejede sig mod Jacqueline, i det hun bakkede væk. "Jacqueline… Det er Jacques, ikke farlig… Han fandt dig," sagde hun roligt, dog bestemt. For det skulle også nå ind. Hun knækkede enden af et brød og rakte det mod hende. "Her," sagde hun blidt.

[Deleted]

Jacqueline havde aldrig nogensinde været så sulten før, og nu hvor hun var ved at komme sig, efter at have været gemt af vejen i.. lang tid, så kunne hun mærke det ekstra meget, og det var noget som hun helt klart kunne mærke nu! Hun nikkede stumt og vendte blikket mod hende. Det gjorde altså helt ondt i hendes mave, og hun kunne altså mærke det helt tydeligt! Som et dyr voksede i hende, og havde brug for mad! Så havde hun det altså også! Hun vendte blikket mod bålet. ”Det snart færdig?” spurgte hun, også selvom hun hastigt valgte at trække sig væk fra dem, for hun ville slet ikke i nærheden af Jacques, for han var bestemt ikke hendes far! Hvis hun skulle være i nærheden af nogen mand, så skulle det altså være hendes far! At skrige af ham, var noget som hun gjorde, kun for at bevise det, for han var ikke hendes ’dadda’! Armene slog hun omkring sin egen krop og vendte sig med ryggen til dem.
Jacques sukkede dæmpet. Han forstod ikke hvorfor Jacqueline var sådan.. Og generelt, så var han slet ikke god til det med tanker og følelser, andet end når han virkelig skulle tænke tingene igennem! At hun var dæmon, kom da tydeligt frem i hende nu, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han rystede let på hovedet og vendte sig mod Camryn. ”Hun skal vel bare vænne sig til tanken…?” forsøgte han med et stille smil. Et sted så gjorde det selvfølgelig ondt, for han havde altid været glad for små børn, så det at blive afvist af dem, var faktisk en tanke som gjorde direkte ondt, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det. Han bed sig svagt i læben, og vendte blikket ind mod bålet igen. Det gjorde ham faktisk lidt ked af det, men det var nu heller ikke noget som han ønskede at Camryn skulle se, selvom hans mere.. afvigende personlighed, vel kun beviste det for hende? Specielt så godt som hun måtte kende ham efterhånden. ”Jeg vidste slet ikke du var tilbage i Procias.. Der er ikke mange som har set skyggen af dig i lang tid. Jeg var den heldige.. virkelig heldige,” fastholdt han med et prøvende smil. Han forsøgte da om ikke andet!

[Deleted]

Camryn smilede let, som hun lagde brødene på tværs af skålen så de kølede hurtigere af. Skålen stod for sig selv i græsset ved siden af hende, nu da Jacqueline havde trukket sig væk på grund af Jacques' udseende. Det var vel også en del skræmmende i sig selv, for han så klart specielt ud. Men det skulle nok snart forbedre sig, det håbede hun i hvert fald meget for ham! Det havde måske også noget at gøre med den del, at pigen huskede hendes far tydeligt og det var jo ikke Jacques. Der kunne være mange ting indblandet, men hun skulle vel bare snart vende sig til det? "De er færdige, kom og smag," sagde hun blidt til Jacqueline, som hun knækkede et godt stykke af brødet, så hun ville være beskæftiget med at spise og have nok af det. Så skulle hun ikke sidde og række små stykker til hende hele tiden. Da Jacqueline havde taget stykket, vendte hun opmærksomheden tilbage til Jacques.
Let blev de hvide tænder vist, som hun endnu sad i Jacques' stærke arme, for det føltes for godt til at være sandt. Efter al den tid kunne hun endeligt sidde her og føle, at hun ikke kun kunne se ham som en kammerat, dog hun ikke ytrede de ord til ham lige nu. Det var bare anderledes at sidde sådan her nu, end det havde været dengang. Hun nikkede let, som hun ligeså stille rørte spidserne af hendes eget hår med en hånd og nulrede enderne. "Det skal hun, der er jo kun gået 1 nat," sagde hun roligt og så på ham. Vidste det var forkert at blive afvist af et barn, for han var jo god med dem og de elskede jo som regel også ham. Jacqueline var bare speciel og i et sårbart stadie, og så var hun sulten. Det ville måske være bedre når hun ikke var det. Hun kiggede let mod bålet og ned på græsset, inden hun så mod ham igen. "Nej, jeg… Jeg isolerede ligesom Marcianus og jeg, så han kunne falde til ro," startede hun stille ud og smilede til ham. Stille i det ene øjne, begyndte der at brede sig en brun farve. Den gamle chokoladefarve kom langsomt igen og satte sig, som hun kiggede op på ham. Så hjemvandt, så trygt. "Virkeligt?" sagde hun stille.

[Deleted]

Det gjorde helt ondt i Jacquelines mave, og det var ikke noget som hun kunne gøre for! Hun kunne stadig mindes sin far, samtidig med at denne mand faktisk måtte skræmme hende en anelse, for han så jo også slem ud! Ligesom far gjorde, men det var altså ikke hendes far og det ville han aldrig blive! Og så var hun ligeglad med hvor ondt det gjorde for ham at få det at vide, for det var noget som han skulle vide, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun vendte sig mod Camryn, som hun delte brødet, selvom hun endte med at tage så meget i sine næver som hun kunne, for hun ville nødigt ende med at gå sulten rundt! ”Gider ikk’ være sult..” mumlede hun let, som hun endte med at sætte sig et godt stykke fra dem, så de kunne være alene, og så slap hun også for at være i nærheden af Jacques!
For Jacques’ vedkommende, så gjorde det ondt at blive afvist af noget som han altid havde været utrolig glad for, for han havde jo altid været utrolig glad for børn, og det havde aldrig nogensinde forholdt sig anderledes! Han bed det bare i sig, for han kunne jo godt forstå at Jacqueline var på et langt fra så behageligt stadig, for hun havde mistet sine forældre, hun havde ligget her i dagevis, og hun huskede vel sin far? Det var jo heller ikke fordi at han havde forsøgt at hoppe ind i en faderlig rolle, for det var jo slet ikke meningen! Han nikkede ganske stille. ”Nemlig.. Så jeg håber at det går.. Jeg ønsker jo ikke at hoppe ind i rollen som hendes far.. Hun husker ham jo tydeligt..” Han lod blikket følge hende, som hun endte med at trække sig. Han vidste godt, at han så særdeles forfærdelig ud, men det havde reddet hans liv såvel som Yasmyas, at han havde reageret som han havde, men det var nu bare sådan at det måtte være, og han ønskede ikke at gøre det meget anderledes selv. Han trak vejret ganske dybt og endte endnu en gang med at fremtvinge et stille smil. Han lod armene roligt hvile omkring Camryns mave, hvor han varsomt tog sig selv, i at stryge over hendes mave. Han nikkede stille. ”Jeg forstår.. Det.. det har vel også været noget af en omvæltning for ham..?” endte han dæmpet. Han nikkede til hendes ord endnu en gang og med et svagt træk på smilebåndet. ”Mhmm.. Jeg har savnet dig,” erkendte han meget dæmpet og tæt mod hendes øre.

[Deleted]

Camryn var ikke den der ønskede at blive Jacquelines mor, men hun ønskede at give omsorg til den lille pige, for det havde hun virkeligt brug for efter at have lagt alene i den tid. Hun var endnu tynd, men det skulle de snart få rettet op på når hun blev fodret den kommende uge og måned, så ville hun blive en sund og rask pige. Hun smilede let efter hende og lod hende blot trække sig, for hun ville heller ikke tvinge hende til at blive. Der var ingen vej ud af Herregården for hende alligevel, for portens håndtag var både låst og svær at nå for den lille størrelse. Så hun ville være indenfor de hvide mure uanset. Hun trak vejret roligt og drejede blikket op mod Jacques igen. Solen var malet i de røde farver, som en masse penselstrøg der blot tilfældigt var blevet sat på den ellers mørke himmel der sænkede sig ganske stille. Et tæppe der blev smidt og dalede ned over landet ganske gradvist. Det var egentligt ganske smukt og snart ville det faktisk også ende med at blive mørkt, selvom det ikke var sikkert at Marcianus stod op lige på slaget. Det tog ham som regel en times tid længere, så det nåede til det kul sorte mørke, han bedst kunne lide. "Vi skal ikke være hendes forældre… Bare… Give hende omsorg," sagde hun dæmpet, som hun let kiggede hen mod Jacqueline der sad der og tyggede på sit brød, inden at hun drejede blikket tilbage igen. Hun gned sig let i det øje der var ved at få den rigtige farve tilbage igen, for det kløede helt vildt! Hun sukkede let og tog hånden væk fra hendes øje og foldede hendes hænder foran sig selv, som hun sad i hans favn. Den var utroligt rar! En varme spredtes i hendes krop, helt nede fra maven hvor hun mærkede hans blide strøg. Det føltes så utrolig rigtigt. "Meget. Jeg kan ærligt sige at det har været det hårdeste jeg har prøvet. Hans sult har været svær," indrømmede hun ærligt for ham, for hun ville ikke skjule det for ham. Hun bed sig let i læben, selvom de fine tænder kom frem ved hans sidste ord. Han havde savnet hende. Hun smilede let og puffede hendes hår om på ryggen, som hun kiggede op på hans ansigt. "Jeg har også savnet dig, Jacques. Manglet dig," sagde hun blidt.

[Deleted]

Jacques ønskede slet ikke at være i vejen for Jacqueline, som han heller ikke ønskede at erstatte hendes far, for det var slet ikke det som han var ude på! Han ønskede hende det bedste, ville vise hende, at han var der for hende, hvis det var noget som hun skulle vise sig at have brug for, så selvfølgelig var det noget som han ønskede at videreformidle til hende, så hun vidste at han ikke var der for at erstatte Sonic, for hvis han kunne blive fri, så var det helt klart at være for meget i nærheden af Domeniqz-familien! Han nikkede sigende. ”Hun er stemplet af landet her, kun på grund af hendes fars bedrifter, Camryn.. Jeg vil ikke stå som hendes far, hvis jeg kan blive fri..” erkendte han dæmpet, også selvom det måske var hårde ord, så var det faktisk ord som han måtte mene, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, som han igen søgte hendes blik, nu hvor hun alligevel sad op af ham. Han så forfærdelig ud, og han vidste det udmærket godt, og tanken om at han skræmte tøsen, var noget som virkelig gjorde forbandet ondt.
At hendes øjne havde forandret sig til det gode gamle, som han mindes, var slet ikke noget som han som sådan kunne se, nu hvor hun sad med ryggen mod hans front, selvom det nu var noget som han godt kunne lide. Han lukkede øjnene ganske let. Han mindes udmærket godt at han havde omgjort knægten, og det var i den grad også til hans held, at han ikke var blevet dømt for det, men det var nu bare sådan at det måtte være, og han elskede det selvfølgelig! Han nikkede forståelsesfuldt til hende. ”Hvis jeg havde vidst hvor du befandt dig, så havde jeg opsøgt dig for længe siden. Jeg.. jeg ved godt, at det ikke har været nemt med en nyklækket, men.. som jeg kan se, så har du da klaret det udmærket,” endte han sigende, også selvom det var noget som han mente. Hun havde virkelig klaret det fantastisk. At hun puffede håret om på den anden side, gav ham frit udsyn til hendes hals, hvilket var noget som næsten fik hans pupiller til at trække sig gevaldigt sammen. Han blev siddende fuldkommen stille. ”… Hvad er det..?” spurgte han direkte sammenbidt.

[Deleted]

Camryn lyttede til Jacques ord, for han vidste trods alt hvad han snakkede om i forhold til hende. Hun var blevet en del af Procias meget hurtigt og var stadig en anelse forvirret om hendes placering i det hele, for hun vidste jo intet om hvad der rigtigt var sket i den tid hun havde isoleret sig selv og Marcianus, så han kunne falde til ro og lære at kontrollere sulten. Hun havde dog troet det skulle være med Jacques, men det blev det ikke. Let nikkede hun. "Det skal du heller ikke," sagde hun dæmpet. De måtte tage Jacqueline op som et emne på et tidspunkt, men lige nu ville hun egentligt hellere snakke om hvordan de havde savnet hinanden. Lige nu, havde hun bare lyst til at sidde her og nyde tiden med ham. Det var dejligt at sidde op ad ham. Det var varmt og trygt.
Hun kneb øjnene sammen og gned sig kort i begge øjne, for det kløede da utrolig meget. Og hun anede ikke rigtigt hvorfor - det var ikke ligefrem noget der skete tit. Hun blinkede let med øjnene og sænkede hænderne igen, som det føltes mørkere udenfor, efter hun havde kløet sig i øjnene. Det var utroligt så hurtigt som mørke kunne falde på! Hun kiggede op imod ham med et let smil på læben. "Det ved jeg Jacques," sagde hun blidt og strøg ham let over låret, da hendes hånd lå nærmest det. Hun trak let på skuldrene. Hun havde klaret det udmærket ja, ret godt også hvis hun selv skulle sige det. Hun rettede sig let op, som han blev stille. Hun kiggede på hans øjne, der dog fokuserede et helt andet sted. "Skrammer fra Marcianus… Da han ikke kunne styre sin sult," forklarede hun lavmælt, som smilet falmede.

[Deleted]

Jacques ville selvfølgelig give Jacqueline den tid som hun havde brug for, for det var tydeligt, at hun slet ikke brød sig om ham, men igen, så var det ikke noget som han klandrede hende for, for han så forfærdelig ud, og det var noget som faktisk slog godt ind på hans egen selvtillid, for han brød sig slet ikke om at han så sådan ud, som det han gjorde nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, men der var ikke rigtigt noget som han kunne gøre noget ved af den grund, det var helt sikkert. Han nikkede stille. ”Det bliver ikke nemt med hende her, Camryn…” endte han dæmpet. Så snart folk fandt ud af, at Ilosonics datter måtte være i live, så ville det jo alt sammen få katastrofale følger, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for dem på nogen måde, for han ønskede efterhånden bare en fredelig tilværelse og det var ikke noget som var lige nemt at skaffe sig altid, og specielt ikke når man var hvad de var; Vampyrer.
At hun kløede sig sådan i øjnene, var ikke noget som han tog sig af som sådan, for det kunne jo stamme fra temmelig mange ting? Han betragtede hende stille, som hun fjernede sit hår, hvor bidemærkerne specielt var det som han bed sig mærke i, for det var en tanke som faktisk gjorde ham temmelig hidsig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han rystede let på hovedet, som han fast endte med at rykke sig, så hun endte nede i græsset, og nærmest om på siden, med ham siddende ved siden af sig. ”Han har bidt dig, Camryn… Det der er ikke bare skrammer, det er bid..!” endte han med en langt mere spids tone. Det gjorde jo det hele langt mere kompliceret, og det var jo noget som han var klar over! Tænderne bed han fast sammen, som han vendte blikket mod bålet endnu en gang, idet han.. slap hende og bare endte med at sætte sig. Knægten vidste måske ikke hvad det indebar, men det gjorde han.. Det gjorde jo alt sammen så meget mere kompliceret end det som godt måtte være! Og han brød sig på ingen måder om det!

[Deleted]

Hvis det kom dertil hvor Jacqueline ville give dem eller få problemer, på grund af hendes forældre, så ville Camryn også klart hjælpe pigen væk. Til et andet sted hvor hun kunne få den fortjente barndom, hun selv synes at hun havde. Hun rystede let på hovedet, selvom hun dog faktisk smilede til ham. Det ville ikke blive nemt, men havde hun nogensinde været i gennem noget der var nemt? "Jeg har aldrig haft det nemt, Jacques," sagde hun dæmpet. Det var en sandhed, for meget havde hun oplevet siden hun var blevet sendt til slottet for at blive gift med Junior, men det havde været svært og gik i stykker. Hun var gravid, fik Marcianus. Han blev vampyr og deraf konsekvenser, Marius' død… og flere ting. Ja, hvorfor skulle Jacqueline så være nem? Skæbnen udsatte hende i hvert fald for nogle prøvelser, men hun klarede dem egentligt også.
At han reagerede så meget på bidemærkerne gjorde ondt på hende, for i det at han direkte rykkede sig fra hende gjorde, at hun røg direkte ned på siden, for hun havde jo egentligt kun støttet op ad ham. Hun bed tænderne sammen, for det var tæt på at presse en tårer frem. Men dog skubbede hun sig blot op at sidde, som hun kort så mod Jacqueline der passede sig selv, og så tilbage mod Jacques. "Det er lang tid siden," sagde hun dæmpet og satte sig på hendes bag, med armene omkring sig selv. Det føltes meget koldt udenfor hans arme. "De første måneder var det virkelig en kamp," sagde hun dæmpet, "jeg kunne ikke styre ham og han… han var jo sulten," sagde hun som slutning på sætningen. Hun trak håret ned over dem igen. Hvorfor skulle det ødelægge det hele, at hun havde 3 små bidemærker? Det var ikke fra et voksent gebis, det kunne godt ses. Hele stemningen var brudt og pludseligt føltes det meget koldt og mørkt, i forhold til den varme tryghed der havde været lige før.

[Deleted]

At Camryn ikke havde haft det nemt, så skulle hun måske se på sin kære lillesøster? For Yasmya ville han næsten vove på, havde haft det sværere end det som hun havde det, men det var nu ikke noget som han ønskede at bringe op til nogen diskussion, hvis han ellers kunne blive fri for det i den anden ende, men det var nu alligevel ganske underordnet for hans vedkommende. Han vendte blikket stille mod hende endnu en gang og med et skævt smil. Yasmya var ham dog stadig et let ømt punkt, men igen.. hun var jo trods alt også mor til hans døde søn. ”Uheld har forfulgt jeres familie." Yasmya har også haft meget at slås med, og det var noget som han kun måtte bide i sig, for han kunne vel aldrig slippe hende helt på grund af den tanke? Selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.
Tanken om at Camryn var blevet bidt, var noget som gjorde det hele frygtelig kompliceret! Ud fra reglerne, så.. måtte han jo faktisk slet ikke være i nærheden af hende. Han burde slet ikke have lov til at redde hende, men det var nu bare sådan at det var i den anden ende. Det var slet ikke hans mening bare at kyle hende i jorden, for.. han kendte vel ikke sin egen styrke helt i situationer hvor han bare tog fat og gjorde sit? Han sukkede dæmpet, som han blev siddende ved siden af hende. ”Han har markeret dig… Han har markeret dig..” Tænderne bed han kraftigt sammen, som han vendte blikket i retningen af Jacqueline som sad uanfægtet af hvad der skete omkring hende, for hun var tydeligt optaget med sin mad, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Han sukkede dæmpet og himlede let med øjnene, idet han roligt vendte sig mod hende igen. ”Jeg.. jeg må ikke røre ved dig..” mumlede han sammenbidt.. Og den tanke var ham virkelig en frustration uden lige!

[Deleted]

Camryn vidste godt at Yasmys havde haft det sværest. Men hun var også mere uheldig end det fleste, for det var nærmest som en ond cirkel hun ikke kunne træde ud af. Hun fik da trods alt noget godt i slutningen, efter den lange kamp. Men der faldt det til gulvet for hendes søster og det vidste hun udmærket godt. "Ja," sagde hun dæmpet. Hun ville ikke begyndte at diskutere det nu, for nu var det ligesom om at de havde ramt en klippe. Stødt på grund i noget, der burde have endt i kærlighed, så hun ville svæve natten igennem.
Hun kiggede ned på sit ene knæ, som hun let nulrede hendes hårspidser endnu engang. Denne gang på en helt anden måde end før. Denne gang nervøst og let trøstende for hende selv, for hun kunne ikke lide hvordan det søde skib var ved at gå på grund. De sad med et godt stykke i mellem dem nu. Hun drejede de nu mørke øjne mod ham. Markeret hende? Det var hendes søn for pokker, han kunne da ikke have 'sat' sig på hende på den måde? Han måtte ikke røre hende? Hvad var det for noget vås, det anede Marcianus jo ikke engang. Hun vidste det faktisk ikke, men det lød som noget ret dumt. "Hvad er det for noget vås, Jacques? Han er min søn!" sagde hun med en let bestemt tone, men stadigvæk i en lavmælt tone, for hun ville ikke råbe det ud til Jacqueline.

[Deleted]

Jacques var måske bosat i Procias, men af den grund, så var han vel stadig underlagt vampyrlovene, også fordi at det var det væsen som faktisk var mest fremme i ham, uden at han kunne gøre noget ved det som sådan. Han vendte blikket mod hende. Det var ikke fordi at han ønskede at gøre Camryn usikker eller noget som helst, men det var nu alligevel sket af den grund, selvom det var en tanke som faktisk gjorde ham temmelig ked af det, også selvom han ikke kunne gøre noget ved det af den grund. Han nikkede mod hende ganske sigende mod hende. ”Nemlig,” endte han dæmpet. Død og ødelæggelse havde vel også ramt dem alle sammen efterhånden? Han havde jo selv lige mistet sin egen mor, og selv det var noget som han ikke helt vidste hvordan han skulle tackle, men.. det gjorde ondt. det gjorde virkelig, virkelig ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
Tanken om at lille Marcianus havde markeret Camryn, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham på nogen måde, for han måtte virkelig ikke røre ved hende. Han vendte blikket direkte mod hende, som hun endte med at tage den mere bestemte tone i brug. Han var nu ikke forundret over, at hun ikke var kendt med vampyrernes love, og han ønskede bestemt ikke at bryde dem, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for. Han vendte blikket direkte mod hende. ”Lovene forbyder mig at lægge en finger på noget, som en anden vampyr har markeret, Camryn! Det bidemærke.. de bidemærker, er hans markering af dig!” endte han lige så bestemt og direkte.. frustreret. Han endte med at rejse sig, selvom det skete ganske varsomt, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det! Han lod hænderne vandre igennem hans hår. ”Jeg.. jeg beklager Camryn, men jeg må ikke..” endte han tydeligt frustreret. Frem til Marcianus gav hende fri, så kunne han ikke gøre noget som helst!

[Deleted]

Vampyrlove var ikke noget Camryn havde kendskab til, men de var der selvfølgelig. Hun måtte bare lige forstå dem og acceptere dem, men det var svært. Det var hendes søn. Der måtte vel være en undtagelse? Det ikke galt indenfor familie, for det var altså for mærkeligt. Specielt fordi Jacques på en måde var hans far. I hvert fald på vampyr vis, for han havde jo omdøbt ham. Derfor var de alle sammen forbundet på et punkt. Hun smilede ikke længere, det var helt væk for nu, for denne situation var bestemt uønsket. Det var som om de var sejlet ind i en sten og de kunne ikke komme udenom den lige nu. Men der måtte bestemt være en vej, det kunne ikke være fastlåst.
"Lovene..." mumlede hun for sig selv og trak vejret dybt, som hun stoppede med at rode med hendes hår og drejede hovedet mod ham, i det han faktisk endte med at rejse sig op. Hun forstod loven nu, men brød sig overhovedet ikke om den. Hun kiggede trist på ham og skubbede sig op at stå ligeså, som hun kiggede mod ham. Hun rakte ikke ud efter ham, for han måtte jo ikke og så måtte han vel ikke? Hun kiggede let ned i græsset og bøjede sig ned, hvor hun samlede brødene op. Hun gik ind i køkkenet hvor hun tændte op for et par lys og satte brødet på bordet. "Jacqueline, kom med ind," råbte hun ud af døren og trak vejret roligt.
En skikkelse mindre end hende selv dukkede op ud til køkkenet og Marcianus kom hen til sin mor, for at kramme hende og han fik et gengældende gram. "Godmorgen mor," hilste han med sine let rødlige øjne der glimpsede i de mørke skygger, der hvor faklerne ikke ramte.