Touched by an Angel..

[Deleted]

Turen tilbage til Carino Fattoria, havde været lang for Jacques’ vedkommende, for han var slet ikke vant til at vandre så langt, når han havde så ondt som han havde. Dette var selvfølgelig noget som han havde valgt at bide i sig, for han ønskede slet ikke at gøre ondt værre, hvis det var noget som han kunne undgå i den anden ende. Han vendte blikket mod den store gård for øjnene af ham. Han kunne tydeligt at se, at det var berørt af Sonics hærgen, selvom det var en tanke som efterhånden gjorde ham arrig, for manden havde ikke gjort andet end at ødelægge det minde som Marius havde efterladt sig!
Undervejs havde han fået Marcianus i den anden hånd, selvom det bestemt ikke var noget som han havde noget imod, for han holdt forbandet meget af knægten. Han var jo trods alt også den som faktisk havde omdøbt knægten, så et sted så havde de vel også et ganske særligt bånd? Andet end at han stod der som den faderlige figur som knægten altid havde skulle undvære. Han kendte til følelsen, så han kunne faktisk godt forstå det. Han smilede let for sig selv. ”Det er.. underligt at komme hjem igen. Det er jo slet ikke til at kende igen,” endte han med en sigende mine, som han vendte blikket roligt i retningen af Camryn som han havde på sin anden side. Han gik rundt med hendes hånd i sin, hvor han roligt trykkede let omkring den, for det føles virkelig, virkelig rart at have hende så tæt på sig igen. Hvert et skridt som han tog, var noget som efterlod et mindre jag af smerte i hans indre, selvom det slet ikke var noget som han sagde noget til, for han nægtede jo stadig at fremstille sig som en svækling, hvis det da var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han bed tænderne let sammen. ”Jeg har noget som du er nødt til at hjælpe mig lidt med, når vi kommer indendøre, Camryn,” endte han sigende, som han vendte blikket mod hende igen. Det var måske lidt mere intimt end det som man normalt ville bede en veninde om.. og endda en frygtelig kær af slagsen, men han var ikke den som smed klæderne for hvem som helst bare sådan!
Synet af den store herregård, hvor man lige kunne skimte de mange plantager bag, var noget som fik ham til at smile. Han havde jo trods alt selv hele sin barndom her, og det var en tanke som han stadig kunne mindes som en god stund faktisk. Det føles virkelig rart at komme hjem igen! ”Jeg kan virkelig ikke kende det igen,” endte han sigende endnu en gang, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn!

[Deleted]

Turen var lang, selv for Camryn da Jacques var med. For hun holdt godt øje med ham og var klar til at støtte ham hvert sekund, det lignede, at han faktisk var tæt på at falde sammen. For han virkede til at smerte ved hvert eneste skridt og det gjorde ondt i hende, at han var så medtaget. Men når de ankom så ville han få en seng og så behøvede han slet ikke at røre sig! Da Carino dukkede op, så smilede hun. Der var lang vej endnu til at indrette det hele, men hun var startet indeni, for at få alle værelser til at ligne sig selv. Det var dét som var vigtigst for hende af alle ting, da hun ellers ville mange sit barndomshjem for meget og ikke føle, at det var hendes. Men en andens. Hun ønskede at få sit eget værelse, Marcianus' værelse, Marius' værelse og alles værelser genopbygget. Ja selv Yasmya, for det hele skulle ligne sig selv som hun huskede det. Stuen, køkkenet. Alt! Og det var faktisk et kæmpe arbejde, selvom hun virkelig arbejdede for det. Hun slog blikket mod den mørke himmel hvor månen var på vej ned, så solen blev skubbet op i østen. Det betød at det meget snart var sengetid for Marcianus, da han skulle sove dagen væk. Det gjorde hun egentligt også, dog ventede hun altid med at gå i seng til nogle timer efter og stod også op før Marcianus. Men det var også det eneste af dagen hun egentligt så, ellers så var hun jo oppe alle nætter sammen med hendes kære søn. Hun holdt Jacques' hånd hvilket var en utrolig dejlig følelse. Først da han havde taget hendes hånd havde hendes kinder blusset let op, men hun havde hurtigt vænnet sig til det. Faktisk meget hurtigt, for hun ønskede det jo inderligt. Den lette berøring betød ganske meget for hende. "Ja det er ret underligt. Vi har kun sovet her en dag og ellers har jeg prøvet at møblere om, det er faktisk hårdt," sagde hun og lo. Fysisk kræft var jo ikke noget kvinder havde meget af i forhold til stærke mandfolk, så det var fysisk krævende og udmattende, men hun tog gerne den kamp op! For hun skulle sejre over møblerne og fjerne alt hvad der hed Ilosonics Hærgen. Hun smilede varmt til ham og trykkede gengældende i hans hånd, for det var en fantastisk følelse. "Selvfølgelig," sagde hun med et let smil og så op på ham med glimtende øjne. Hun ville hjælpe ham i alt og til alt. For det mangelde da bare! Hun trak en nøgle frem af en lomme i kjolen og førte ham til fordøren, som hun låste op. Han lod ham gå ind med Marcianus først, gik så selv efter og låste igen. Nøglen blev lagt tilbage i lommen. Hun kiggede let rundt og blinkede let med øjnene. Det havde da i det mindste hjulpet lidt, at hun havde rettet på møblerne og prøvet at rette op på det hele! Hun skulle også ud at kigge til plantagerne på et tidspunkt. Det hele skulle tjekkes op på. Hun agtede også at rette op på børnehjemmet, der lå i tilbygningen til Herregården. Hun tog sine sko af. "Af med skoene, Marcianus," sagde hun blidt til ham og strøg ham over håret. "Og så går vi ind og putter dig," afsluttede hun.
Marcianus dumpede ned på gulvet efter at have givet slip på Jacques og trak sine sko af, inden han rejste sig op igen. Han gabte, hvor hans små fine hugtænder kom til syne. Han tænkte slet ikke over at han burde skjule det, selvom det behøvede han vel ikke herhjemme. Han kløede sig let på maven og krammede sig ind til Camryn, hvor hovedet nåede til hendes mave. Han gik ind på sit værelse for at tage nattøj på og vidste, at hun ville komme kort tid efter for at putte ham.

[Deleted]

Turen havde været rigtig lang for Jacques’ del, selvom han ikke var den som ville brokke sig eller klage over det, for han var for pokker da en mand! Han holdt endnu fast i Camryns hånd, også fordi at det virkelig føles godt, at have hende ved sig. Det var hans nye trygge base, og han vidste, at det var af den slags, som slet ikke ville vende ham ryggen, hvilket kun gjorde det hele så meget bedre for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn! At der var meget at lave på stedet, kunne han godt forestille sig, for han kunne da tydeligt se, at stedet var meget medtaget efter Ilosonics hærgen i landet, men nu så det da endelig ud til at gå i den rigtige retning. Alle skridt smertede i hans ben, hvor han tydeligt kunne mærke det i ryggen, så det var efterhånden ved at nærme sig den stund, hvor han selv skulle lidt ned og ligge lidt? Han glædede sig næsten, også selvom han ikke ligefrem så ud til at han bare sådan uden videre, kunne komme ned at ligge, så var det jo bare en tanke som han måtte leve med og acceptere. Han nikkede med et stille smil. ”Ilosonic var her i en årrække.. Utroligt, at han har formået at ødelægge det så meget..” Han vendte blikket roligt mod hende igen. ”Vi skal nok få dit barndomshjem tilbage igen, min egen,” sagde han roligt og med et stille smil på læben, for det var ikke engang fordi at det var løgn i det store og hele.
At Camryn fandt nøglen frem, havde han intet imod, for han kunne godt lide at hun var så forsigtig, i forhold til så mange andre, men så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han blev stående til døren blev åbnet, så han kunne gå ind med Marcianus. Knægten var måske ikke meget anderledes af udseende, end da han havde set ham sidst, men han kunne tydeligt mærke en forskel i personligheden. Han vendte blikket roligt mod Camryn igen. ”Det er lidt.. intimt,” forklarede han sigende, som han betragtede hende med et ganske indgående blik. Han vendte blikket mod knægten som bare gjorde hvad mor sagde. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for han kunne faktisk godt lide, at det var sådan at det foregik. Han smilede let for sig selv. Mor skulle putte? Han glædede sig næsten til han selv fik muligheden for det, også selvom han ikke regnede med at det var noget som bare.. skete, bare sådan. ”Få du ham lagt i seng..? Så.. prøver jeg at se om jeg kan få tøjet af,” endte han sigende. Han fiskede roligt en lille flaske med salve op af lommen. Han havde fået den af en healer, og han skulle smøres med den, for det ville lindre smerten lidt, og det var noget som han slet ikke havde noget imod! For efterhånden, så havde han virkelig, virkelig ondt! Han satte den roligt fra sig på en kommode, og begyndte med kappen, selvom det bestemt ikke var nemt, for han havde faktisk ondt ved at bevæge sig på den måde!

[Deleted]

Camryn var virkeligt glad for at Jacques tog med hjem, for det var da kun til sin ret at han skulle hjem at bo. Hans værelse havde hun ikke nået til endnu så han blev faktisk nødt til at sove ved siden af hende, i hendes store dobbeltseng. For Marius' værelse skulle stå uberørt, i hvert fald fra hendes del af. Måske Ilosonic havde rørt det, men når hun havde passet det til og ladet det ligne det værelse hun kendte som sin fars, så skulle hun helt klart ikke berøres. Kun passes på og rengøres. Det var i hvert fald hendes mening. Hun nikkede til Jacques ord, det var utroligt at han havde ødelagt så meget og det gjorde hende vred indeni. Hun smilede ved hans næste og så på ham med sine blå fine øjne. "Det glæder mig at høre de ord, Jacques," sagde hun blidt og blev helt varmt i kinderne af hans sidste ord… 'min egen'. Hun kunne virkelig godt lide det og det føltes så rigtigt, så hun slet ikke kunne tro det. Hun trak vejret roligt og vædede slet sine læber, som hun kom ind og satte sine sko ind til siden, samt lod Marcianus løbe ind på hans værelse og finde sit nattøj. Hun grinte let, for han kunne godt lide at blive puttet. Hun vendte sig mod Jacques da de stod alene tilbage i gangen. Hun gik hen til ham. "Jeg skal nok putte ham, men han skal lige have nattøjet på. Han plejer at kalde når han er klar," sagde hun blidt til ham og så mod salven, han satte på bordet. Hun fulgte den med øjnene. Hun havde godt hørt at det blev intimt og det fik hende til at rødme, men hun havde slet ikke en god kommentar til det. Hun stillede sig foran ham, da han prøvede at få kappen af. Hun åbnede den for ham og gik bag om ham, så hun trak den af. Hun hang den på en knage nær døren og gik forbi Jacques. Hun greb salven og ned af gangen. "Kom," sagde hun stille og stoppede op foran en dør, som hun åbnede. Det var et mellemstort værelse med en dobbeltseng i midten og et skab ved fodenden, samt 2 små borde på hver side af sengen. Hun smilede let. "Du bliver desværre nødt til at sove ved siden af mig, for der er altså ikke andre pladser," sagde hun og grinte let, som hun forsigtigt strøg ham over armen. Hun stillede salven på kommodens flade. Hun hørte Marcianus kalde. "Er straks tilbage," sagde hun og trippede ud af døren og ind til Marcianus, der lå klar på sengen. Hun gik hen, kyssede hans pande og pakkede ham godt ind i dynen. Hun strøg ham igennem håret og sang en blid lille vise for ham, som altid var blevet sunget for hende og han faldt hurtigt til ro. "Godnat," sagde hun dæmpet, rejste sig op og listede ud. Der var fuldkommen mørkt i rummet, for vinduet var fuldstændig dækket til. Hun gik ind til sig selv igen, spændt på hvor langt Jacques var kommet i mission: 'få-tøjet-af'.

[Deleted]

At være hjemme igen, var en tanke som Jacques virkelig godt kunne lide, for det her havde altid været hans hjem, og det ville det også altid være! Han vendte sig mod Camryn og med det samme rolige smil på læben, for det var ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Hovedet lod han søge let på sned og uden at smilet falmede det mindste på nogen måde, for det kunne det bare ikke. At holde hende i hånden, at have hende ved sig og Marcianus med, så følte han virkelig også at han havde en lille familie at passe på, og det var en tanke som han godt kunne lide, specielt nu hvor Yasmya var ude af billedet for hans vedkommende, så måtte han jo trods alt finde noget andet at give sig til i den anden ende, for det var vel også et sted.. nødvendigt på sit vis? Han trak vejret dybt og med det samme smil på læben. ”Er du glad, så er jeg glad, min egen,” sagde han roligt. Det var bare ord som et sted var.. naturlige for ham at sige, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Han nikkede forståeligt. ”Jeg kan godt lide, at han er så velopdragen. Det har du virkelig gjort godt, Camryn,” sagde han roligt, hvor hans ord faktisk også var ment som ros, for det var virkelig flot! Selv vidste han jo godt, at det ikke var nemt, når man havde med vampyrer at gøre, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, det var der bestemt ikke nogen tvivl om.
At få tøjet af, var bestemt ikke særlig nemt for ham, for han havde virkelig ondt efterhånden, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så vendte han sig mod hende, som hun tog hans kappe af ham og hang den op. Han nikkede, som han fulgte efter hende til værelset, for det var bestemt ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget. Det forundrede ham bare, at det hele var så.. anderledes end det som han kunne huske. ”Det rører mig på ingen måde,” sagde han roligt og med et kækt smil på læben. Ja, et sted så var han vel lidt sin far om igen? Han havde ikke noget imod det kvindelige selskab, selvom det var klart de færreste som han viste sig sådan overfor, for han var ikke en som gav sig hen til alle og enhver, og det ville han bestemt heller aldrig ende med at blive. At knægten kaldte, fik ham til at grine ganske let. ”I orden,” endte han sigende, som han begyndte at bakse med at få det andet tøj af, for det skulle jo af! Skjorten var bestemt ikke nem, men det var ikke så slemt igen, når han endelig havde fået knapperne op, selvom det i sig selv, gjorde ondt i fingrene. Bukserne røg hurtigere af, hvor han endte med at stå blottet. Han vidste udmærket godt, at han så særdeles forfærdelig ud!

[Deleted]

Ordene som Jacques sluttede nogle af sine sætninger med omhandlende 'min egen' var virkelig noget der lettede hele Camryns sind, for det var utrolig savnet på et punkt, det var der slet ikke nogen tvivl om. Hun havde savnet ham og manglet ham så meget, og at de så nu skulle fortsætte fra hvor de blev skilt, det var virkelig det bedste af det hele. Det var noget hun var rigtig glad for, da Jacques var alt for hende. Sammen med Marcianus, så var de 2 virkelig det kæreste i hendes liv. Hun smilede for sig selv. Han var opdraget, men det var virkelig også en kamp! Hun var spændt på hvornår det ville gå galt igen, eller om det slet ikke ville? Om hun virkelig havde fået styr på hendes knægt. Det havde været svært, utroligt svært og hun bar jo selv mærker af at være et lyst væsen sammen med en vampyr. "Tak, det betyder meget for mig at du kan se det," sagde hun dæmpet, "for det har virkeligt ikke været nemt," tilføjede hun. Ordene mente hun, for det havde virkeligt ikke været nemt. Hun elskede at putte sin kære dreng, for der fandtes virkeligt intet bedre end den måde han faldt til ro ved den vise, der gik igen fra hendes far til hende, og nu fra hende til ham. Hun trippede let hen over gulvet og greb fat i døren, som hun åbnede og kiggede ind. Han havde faktisk nået at få bogstaveligt talt alt tøjet af. Hun smuttede ind og lukkede døren, så hun stod med ryggen til. Hun stod rødmende, for dette var et faktisk… akavet øjeblik for hende. Hun havde kun set en mand helt afklædt før og det var faktisk også… utroligt mange år siden. Hun kiggede dog endeligt op med de højrøde kinder og strøg hendes hår om bag øret, som hun let stod og bare betragtede ham. Han var utrolig forbrændt og det ramte hendes indre med en medlidenhed overfor hans smerte, for han var virkelig medtaget. Hun kom til at smile og så kort forbi hans ædle sted, hvilket fik hende til at trippe bag om ham og hen til hendes kommode, hvor hun åbnede en skuffe og trak en natkjole frem. "Bare… bliv stående," sagde hun til ham og smed sin egen knælange kjole der blev erstattet med en fin hvid natkjole der faktisk var en smule gennemsigtig. Den var knælang ligeså og faldt ind til hendes krop, for stoffet var lidt flyvsk. I bare tær gik hun hen til ham igen og stillede sig foran ham. "Hvor skete dette?" spurgte hun ham forsigtigt, for hans hud var godt forbrændt. Hun greb salven, som stod lige ved dem og læste kort på flasken, inden hun så op på ham igen.

[Deleted]

Jacques var et sted bange for, at han ville ende med at blive en byrde for hende i længden, også fordi at det ikke var meget som han kunne uden hjælp. Ikke sådan som han havde det, for mange bevægelser var endnu smertefulde for ham, men han var jo nødt til at gøre noget ved det, ellers gik det først for alvor helt galt for ham, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At det ikke havde været nemt at opdrage knægten alene, kunne han godt forestille sig, men godt havde hun gjort det!” ”Du har fået det til at se helt nemt ud,” endte han med et svagt smil. Igen måtte tankerne gå til Emanuel – hans egen søn, som han end ikke havde besøgt på kirkegården i lang tid.. Et sted så var det en tanke som faktisk gjorde ham ked af det. Han havde virkelig ikke gjort andet ned at miste!
At Camryn ville putte sin dreng i seng, var noget som han mere end gerne tillod hende at gøre, for han ville bestemt heller ikke komme i vejen for hende og sin søns stunder sammen, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde overhovedet. Han vendte blikket ned af sig selv. Hans krop var præget af ødelagt, brændt ud, den hang, bar mørke plamager, også selvom han ikke kunne gøre noget ved det, så var det virkelig noget som ramte hans egen stolthed, for behageligt var det bestemt heller ikke. At Camryn kom ind igen, og så ham fuldstændig blotlagt, var slet ikke noget som han sagde noget til, også selvom, han bestemt ikke var særlig stolt af hvordan han så ud. Han nikkede stille, som han blev stående. ”.. Okay..?” svarede han dæmpet. At hun selv hoppede i en let gennemsigtig natkjole, var ikke det første som han lagde mærke til, men smuk var hun og det var noget som han faktisk godt kunne lide. Han vendte blikket mod hende, som hun endte med at stille sig foran ham. Et sted så var han vel bange for at trække den alt for langt..? I tilfælde af, at det faktisk skulle ske igen, så var det noget som gjorde direkte ondt på ham, og det var en grund til at han faktisk godt kunne holde lidt igen. Han trak vejret dybt, som hun stillede sig foran ham med flasken. ”Ved floden..” svarede han dæmpet, som han så på hende med sit ene øje. Det andet var virkelig ødelagt af flammerne. Selv var det vel rent og skær held, at han ikke havde mistet synet helt? ”Min slags her til lands er.. ikke velset,” påpegede han dæmpet. Det var jo trods alt derfor at det var sket ham.. og tanken gjorde ondt, for han havde jo aldrig gjort nogen noget som helst!

[Deleted]

Camryn ville aldrig finde Jacques en byrde. Han betød for meget for hende til at han nogensinde kunne blive det og så var han jordens dejligste væsen i hendes øjne, så hun ville aldrig finde ham en byrde! Det kunne hun i hvert fald godt love ham, for hun elskede ham jo. Det gjorde hun og det måtte hun også indrømme i sit indre. Men det var der følelserne lå. Hun så på ham med et blidt blik. Ordene om at han skulle blive stående var kommet lidt tøvende, fordi hun havde i sidste sekund gået fra tanken om at bede ham lægge sig ned på sengen til, at han bare skulle blive stående. Det ville være nemmere at hjælpe ham med salven hvis han stod bare lidt endnu. For det gjorde vel også ondt at lægge sig ned, nu da han først var kommet op at stå? Hun lo let over hans spørgende ord til at hun bad ham om det. Hun svingede let fra side til side med hofterne, fordi det føltes sjovt i det bløde flyvske stof natkjolen var lavet af. "Tænkte jo bare det også gør ondt at ligge, så det skulle vente til salven har hjulpet… bare lidt?" sagde hun højt for at lade ham vide sine tanker, nu da han havde lydt så spørgende. Hun så mod hans hærgede ansigt. Det lignede næsten han havde været i krig eller noget lignende, men det var en brand. Hvorfor, hvor eller hvordan, det anede hun dog ikke. Og derfor spurgte hun også ind til det ligeså stille. Hun var bare glad for at hans ene øje i det mindste var godt, for han fortjente virkeligt at se. Hans ord skræmte hende, for det var da sådan en lille del af Jacques. Hvad så ikke med Marcianus? I det mindste, så var der vist ingen der kendte til hans race, så det var altid noget. "Jeg er så ked af det på dine vegne Jacques," sagde hun stille og betragtede hans bryst og arme som det første. De var forbrændte og huden så virkelig ikke godt ud. Hun hældte noget salve ud i hånden og begyndte forsigtigt at smøre det over huden. Hun trykkede det ikke ind, men tørrede det nærmest af i ham og fordelte det over huden. Egentligt faldt det hende naturligt at hjælpe ham, for hun ønskede at han skulle komme! "Heler vampyrer ikke hurtigere med menneskeblod?" endte hun dæmpet med at spørge ham, for det mente hun, at have hørt noget om.

[Deleted]

Jacques var måske ikke en byrde på nuværende tidspunkt, men af den grund, så var han virkelig bange for, at han ville ende med at blive det alligevel, for hvorfor skulle han ikke ende med at blive det? Han vendte blikket stille ned af sig, for han var bestemt ikke særlig køn, og det vidste han udmærket godt. Han sukkede dæmpet, som han egentlig kun blev stående, som hun havde bedt ham om. Det var ved at være længe siden han var smurt, og så længe, at det gjorde ondt for ham at bøje sig, krympe sig sammen og det, så var det bestemt heller ikke til at smøre sig selv. Han følte sig virkelig, virkelig forsvarsløs, og det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre! Han vendte blikket roligt mod hende, også selvom det kun var det ene øje som kunne se hende. Synet havde han heldigvis ikke helt tabt, hvilket han var glad for! Han nikkede. ”Den skal helst smøres inden jeg lægger mig. Den.. lindre smerten lidt.. så jeg kan sove eller slappe af,” forklarede han. Det var i det mindste hvad healeren havde fortalt ham, og det var ord som han vidste at han kunne stole på, for det var en anerkendt healer, og det var en som Jason havde udvalgt for ham, så det var vel også en mand som han kunne stole på? Det gjorde han i den grad! Han lod hovedet søge let på sned. Det var bestemt ikke nemt at være vampyr i dagens Procias. Det kunne godt være, at det var det gode og det lyse land, men det var bestemt også det folk med langt de største fordomme mod andre, og det var en tanke som faktisk gjorde ham direkte ked af det, for han fandt det bestemt ikke retfærdigt på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han rystede let på hovedet. ”Ja hvad.. jeg klarede den jo, og jeg er stadig i live..” Han sendte hende et stille smil, som hun begyndte at smøre ham ud. Marcianus var ukendt for de fleste, så de kendte vel egentlig ikke engang hans race? Et sted så var det en tanke som gjorde ham glad, for han ønskede på ingen måde at der skulle ske den lille knægt noget! Han så jo på knægten som sin egen, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At blive smurt, var noget som faktisk i sig selv, kunne gøre en anelse ondt, men han bed det i sig for nu om ikke andet. Han ville ikke vise sig som en svag overfor Camryn! Han bed sig svagt i læben. ”… J-jo..” svarede han usikkert, som han vendte blikket mod hende. Hun.. tilbød ham det vel ikke..?

[Deleted]

Camryn var virkeligt glad for at Jacques var her og derfor ville hun aldrig blive træt af at hjælpe ham. Hun kunne godt lide det. At pusle om ham og opvarte ham. Om han så slet ikke kunne gå, så ville hun bære ham! Hun smilede let til ham. Han så bestemt ikke godt ud, men hvis salven kunne lindre, så skulle hun nok også smøre ham ind i det! Hun trak vejret roligt og strøg salven ind i hans hud, kom rundt alle steder på armen, mellem fingrene og ja, alle steder som hun kunne. Hun fokuserede på armene og overkroppen nu, for det ville være godt at få lidt bevægelighed der. Det ville være godt over det hele. Faktisk så ønskede hun bare at det hele skulle gå væk og ønskede at det kunne gå væk med et trylleslag, selvom hun godt var klar over at sådan gik det ikke. Hun kiggede ham ind i øjnene, selvom hans ene ikke kunne se. "Luk øjnene," sagde hun blidt til ham, så hun kunne smøre hans ansigt. Hun skulle nødigt komme til at putte salven ind i hans øje, det måtte ærlig talt svide utroligt! Da han havde lukket øjnene, smurte hun ham ganske forsigtigt i hele ansigtet, bag ved ørene og på ørene. Alle steder hvor det var forbrændt! Bagefter smurte hun ham ned over halsen, så hun nåede ned til brystet igen, hvor hun havde smurt. Hun gik om bag ham og begyndte stille at smøre hans ryg og skuldre, for armene havde hun smurt hele vejen rundt. "Ja klart, skal nok komme rundt alle steder," sagde hun ganske dæmpet og lo let, som hun strøg ham ned over lænden og så endeligt tog hun sig sammen til at smøre hans bagdel ind ligeså, selvom det var et ret underligt sted at røre. Hun rødmede endnu engang, som hun stod bag ham. Hun gik i knæ bag ham, så hun fortsatte ned ad bagsiden af hans, hvor hun også smurte ham ind. Helt ned omkring hælen og hun gjorde det samme på begge ben. Masser af tanker løb gennem hendes hoved, for det føltes rigtig godt at stå her sammen med Jacques, uanset hans tilstand. Han var her faktisk og hun kunne godt lide den følelse. Han var jo en flot mand, det måtte hun jo se i øjnene. Det syntes hun i hvert fald at han var! "Det er dét der tæller," svarede hun til hans ord omkring, at han stadigt var i live. Det var han nemlig! Hun gik rundt om ham endnu engang, oprejst og betragtede ham. Hun begyndte at smøre hans mave ind og fortsatte ned over hans hofte på den ene side og ned på låret, mens hun virkeligt prøvede at undgå at kigge direkte ind på hans ædlere dele, for det gjorde hende genert og hun var tæt på at rødme endnu engang. Hun ville jo gerne kigge, det var jo det der var direkte pinligt! Hun kom til at smile af hendes tanker og smurte hans ben færdigt, samt hans fod. Derefter startede hun over på den anden fod og arbejdede sig op, så der til sidst kun var hans fine og mest intime sted tilbage. Hun strøg ham over knæet med salven i håndfladen og op af låret, til hoften. Derefter stoppede hun, for nu var det ædle sted det sidste der manglede. Hun skubbede sig dog op at stå, for han svarede nemlig på hendes ord. Hun smilede let og nikkede så. Hun ville ikke gøre det lige nu, hun ville lade salven trænge ind og hjælpe, så han kunne lægge sig.. Så ville hun nok, forsøge på at få ham til at bide hende, for hun ville jo gerne hjælpe! Og hvis det kunne hele hans så, så var det også det værd. Og meget mere. "Godt så," sagde hun og smilede let. Hun hældte lidt mere salve ud i hånden og stillede så flasken fra sig på bordet, da hun jo havde det i håndfladen. Hun vædede let sine læber og kiggede ham ind i øjnene med et kækt smil. Nu tog hun sig sammen og gjorde det. Hun trådte nærmere, spredte salven i begge hendes hænder og lagde hænderne ved hans bæltested, som hun langsomt og forsigtigt strøg hænderne ned over hans intime kropsdel. Hun rødmede og så ind i hans bryst, som hun mærkede den i hendes håndflader.

[Deleted]

Jacques var virkelig panisk bange for, at ende med at blive en byrde, for han kunne jo tydeligt se at Camryn havde meget at slås med fra før af, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt. Lige nu ønskede han bare at sætte sig selv lidt først, også fordi at det ikke var noget som han gjorde normalt. Han var for vant til at sætte andre før sig selv, og det var deriblandt også noget som havde ført til at det var gået så galt, og den tanke var noget som et sted gjorde ham.. trist? Han bed sig en anelse i læben, som han roligt vendte blikket roligt i retningen af hende, som hun stod der foran ham. At hun direkte rødmede af synet, var noget som selv måtte få ham til at smile, for det var en tanke som direkte glædede ham. Han nikkede, som han roligt valgte at lukke øjnene, så hun kunne få det smurt ind i hans ansigt. Han valgte at tage det hele som en mild form for massage, for det var bestemt også sådan at det føles. At hun gjorde sig umage for at komme ind i alle kroge, var en tanke som han virkelig godt kunne lide. Han trak vejret dybt, og slap det hele i et suk. ”Det føles som en massage,” endte han med et stille smil på læben, som han roligt åbnede øjnene igen, da hun bevægede sig nedover hans hals og videre over hans bryst igen, for det var slet ikke noget som gjorde ham det mindste. Han smilede let for sig selv. ”Jeg sætter virkelig pris på hjælpen, Camryn. Det er bare.. svært for mig, at bøje mig og smøre selv,” forklarede han. Det rev virkelig i de nu lukkede sår, hvis han bevægede sig forkert, og det var noget som et sted virkelig også måtte gøre ondt, og noget som han helst så glemt og ude af verden, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne sige noget til som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han var i live, og han vidste udmærket godt, at det var noget af det vigtigste, og det var også.. først nu, at han faktisk følte sig lidt i live igen, og det var noget som virkelig føles frygtelig rart, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Det er først nu jeg føler mig levende,” indrømmede han med en dæmpet stemme, som han fulgte hende med blikket, da hun fortsatte bag ham. Hænderne som røg over hans bagparti, fik ham svagt til at smile, hvor han ej rørte så meget som en eneste muskel, for det føles jo faktisk.. rart. Det føles godt at blive berørt, selvom han vidste, at det slet ikke var den tanke som hun gik rundt med. Hun kom ind alle steder, og det var… perfekt! At hun kom foran ham igen, og alligevel hoppede over det mest intime sted, fik ham kun til at grine ganske let. Hovedet lod han søge let på sned. ”Jeg er ikke farlig at røre ved, Camryn.. Ikke for dig,” endte han dæmpet. At hun så endelig endte med at tage fat, fik hans pupiller til at trække sig let sammen, hvor han knyttede hænderne let. Det var.. tirrende, at hun skulle være så forsigtig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!

[Deleted]

Camryn havde altid været glad for at Jacques omkring sig og det mindste hun kunne gøre var at hjælpe ham, så derfor ville hun også gøre det og hun ville slå sig selv, hvis hun blev irriteret af ham over det. For hun ville slet ikke have at han skulle blive en byrde. Hun regnede nu heller ikke med at det ville ske, så Jacques burde slet ikke bekymret sig over det. Hun ville sætte ham i første række i denne tid, for han skulle have plejen og omsorgen, så han kunne blive frisk igen og hele. Hun agtede at hjælpe ham med alt hun kunne, uanset om det så var dette, give ham hendes blod eller hvad andet. Blodet var dog ikke noget hun snakkede mere om, for hun vidste slet ikke om han ville gå med til det? Det håbede hun virkeligt, for hun ønskede ham jo kun at få det forbrændte til at hele eller erstattes. Og vampyren i ham arbejdede hurtigst med et menneskes blod og det havde han jo også selv bekræftet. Så han måtte jo se det var den vej det skulle gå, ellers kunne det virkelig tage frygteligt lang tid for ham at komme sig igen, specielt når det var hele kroppen bogstaveligt talt. Hun havde jo lige selv følt det, fordi hun smurte ham ind i den lindrende salve, der skulle hjælpe det på vej. Hun grinte let af hans kommentar. Hun gjorde det også blidt, for hun ønskede ikke at påføre ham smerte, når hun nemt kunne tænke over hvad det var hun gjorde og hvor hårdt eller let hun trykkede fingrene mod hans brændte hud. "Det er jeg da glad for at høre," sagde hun med et blidt smil til ham og nød af, at han smilede. For hun kunne godt se det jo, det var jo ham der havde øjnene lukkede. Hun smilede selv til ham. Han satte pris på hendes hjælp… Det var hun virkelig glad for, for ellers ville hun da ikke stå her og hjælpe ham. Så måtte han havde gjort det selv. "Det kan jeg se, at det må være..." påpegede hun dæmpet, "men jeg skal nok hjælpe dig så længe det er behøvet," afsluttede hun bestemt og nikkede let. Hun var utroligt glad for han var i live, så måtte han se ud som han gjorde og have den midlertidige hæmning på bevægelsen. Hun tog ham alligevel, det var helt sikkert! Havde han været blind eller havde han mistet benene, så ville hun stadigt have ham. Hun holdt pokkers meget af ham. Hun elskede ham. Det var vel nok til at stå sammen uanset hvad? Hun smilede let da han sagde, at han følte sig levende. Hvor meget hun kunne lægge sig selv i de ord vidste hun ikke, men hun håbede da hun havde en betydning for det. "Det glæder mig virkeligt at høre, min, kære," sagde hun blidt. Ordene til sidst var næsten ved at snuble, men hun holdt sammen på det og han skulle virkelig have hørt godt efter for at have hørt den lille pause der havde sneget sig ind mellem min og kære, fordi hun havde tænkt over hvilke ord hun dog skulle vælge. Hun fik et godt kig af hele hans krop, for det var jo heller ikke løgn, at hun faktisk godt kunne lide hvad hun så. Nok var hans hud i laser, men han havde stadigvæk en flot form og en fasthed i sine muskler, hun syntes var ret tiltrækkende. Hun smilede meget for sig selv, selvom han nok så det, men det var i hvert fald over hendes egne tanker. At han grinte fik hendes rødmen til at blive kraftigere, det var jo ikke meningen! Hun prøvede jo virkeligt, men dette var meget uvant. Hun ønskede det jo og følte sig draget af det. Hun rystede på hovedet. "Nej det… ved jeg godt," sagde hun stille og så ham ind i øjnene, selvom hans ene kun fungere. Hun vædede let sine læber og masserede blidt hans sidste intime sted på kroppen, også faktisk for at… prikke lidt til ham, samtidigt med at hun fik salven smurt ind. Da hun følte det var nok gad hun langsomt slip og holdt stadig sine øjne på hans. "Har det hjulpet? Er du klar til at lægge dig ned, måske?" spurgte hun ham og lavede en gestus mod sengen, som hun elegant trådte hen til. Hun lagde sig ned på den ene side og lavede plads til ham på den anden.

[Deleted]

Jacques var virkelig glad for at Camryn havde valgt at åbne dørene for ham, også fordi at det slet ikke var noget som han havde krævet af hende, men alligevel noget som hun havde gjort af sin frie vilje Af den grund, så ønskede han på ingen måde, at være hende en byrde, for det var i den grad hvad han følte sig som, og det var virkelig en ubehagelig følelse at skulle sidde igen med, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket direkte mod hende. Han var ikke i stand til at gøre særlig meget selv, og specielt ikke når han havde det som han havde det, men det var nu underordnet, så længe at hun gerne ville hjælpe ham og det var en tanke som han faktisk godt kunne lide. At hun berørte ham på den måde, og alligevel var så blid, var en tanke som gjorde, at han faktisk faldt frygtelig meget til ro, og det var virkelig forbandet rart for hans vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han sukkede dæmpet, som han let lukkede øjnene. At hun undgik hans ædlere dele, var alligevel en tanke som direkte måtte more ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. Hun gjorde det godt, og selvfølgelig ønskede han da at det var noget som hun skulle vide! Han nikkede ganske stille. ”Det strammer hvis jeg gør det selv.. Og.. vil helst undgå at sårene går op igen, hvis jeg kan,” endte han med en sigende mine.
Han var bestemt ikke meget for tanken omkring blod, også fordi at han vidste at han slet ikke måtte, for det var et af de mange kriterier som tilfaldt ham når han var det væsen som han var her til lands, men af den grund, så sad han nu her, og havde faktisk.. brug for det, for det healede frygtelig, frygtelig langsomt, også selvom det slet ikke var noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Han bed sig en anelse i læben, som hun endte med at få fat i hans ædle dele, også fordi at det var noget som efterlod ham med et direkte behag! Det var frygtelig lang tid siden, at han var blevet berørt på den måde, men det var nu heller ikke noget som han kunne skjule. Hans øjne gled stile i, som havde det været en tydelig form for ekstase, selvom han nu heller ikke kunne gøre noget ved det af den grund. Alligevel. .et svagt suk brød let hans læber, selvom han virkelig forsøgte at skjule det. Han vendte blikket mod hende igen. Hvis det ikke var fordi at han var i en direkte forfærdelig tilstand, så havde han nok reageret lidt anderledes, for selv han havde jo trods alt sine lyster, om det var noget som man ikke kunne sige bare sådan. Han trak vejret dybt og nikkede. ”Jeg har ligget i en balje vand i… ja, jeg ved ikke hvor lang tid.. Det ville virkelig gøre godt, at få en seng at sove i,” erkendte han dæmpet, som han sendte hende et stille smil. Han endte dog alligevel med at se op og i retningen af døren. Nu var han efterhånden ved at være temmelig træt af den lyd! Han bed tænderne sammen, det lød som… et bankende hjerte..? ”Camryn..? Har du gennemsøgt hele huset mens du har været her?” spurgte han sigende som han endelig vendte blikket mod hende endnu en gang, også selvom det var tydeligt, at han mente det alvorligt. For denne sag var virkelig ikke noget andet end alvorlig!

[Deleted]

Camryn lagde sig tilbage på sengen, for hun kunne faktisk godt mærke trætheden allerede, for det var hårdt for hende at være oppe om natten og i seng det meste af dagen, det vidste hun godt. Men hun kunne jo ikke lade Marcianus være oppe selv så det var blot en direkte nødvendighed! Og når de gik ture midt om natten så var der heller ikke så stor chance for at nogle ville se dem, da hele Procias' befolkning jo så var i seng, medmindre de selv var af et nattens væsen. Så det var jo kun godt nok alt taget i betragtning. For det skræmte hende da at vide, at det var Jacques vampyr race der havde gjort at han var blevet udsat for branden. Og det gav hende selv en frygt for at det samme ville ske hendes elskede lille dreng, for hun ville virkelig have det skidt hvis det skete. Ingen tvivl på det punkt. For Marcianus ville vel faktisk… brænde op og blive til aske, for han var jo ren vampyr. Han havde jo ikke andre racer i sig til at gøre lidt modstand og blot lade det brænde huden og den tanke var det værste! Hun håbede blot at Marcianus' race blev mellem Jacques, hende selv og Yasmya, som også vidste om det. Hun regnede dog ikke med Yasmya ville løbe ud at sige det, for hun havde jo set hvad det havde kostet. Hun vædede let sine læber og smilede let mod ham. "Det kan jeg da godt forstå," sagde hun med et let forsigtigt smil til ham og trak vejret dybt ind og pustede ud igen. Hun skubbede sig let op at sidde igen, med et ben bøjet og det andet hængende ud over sengekanten. Det at han nød hendes berøring havde hun godt fundet ud af og hun kunne faktisk godt lide tanken, for når hun endeligt skulle så… Kunne det jo ligeså godt være med et behag til ham, og et spinkelt håb til hende selv om hvad det kunne føre til i fremtiden, når han engang var helet. Hun så mod ham som han sagde ordene. "Du er mere end velkommen," sagde hun med en gestus til den anden side af hendes brede dobbeltseng, for han måtte helt klart gerne ligge der. Det havde hun intet imod. Hun så mod ham som han så mod døren. Hvad kunne han høre? Hun havde ikke været ude i selve tilbygningen hvor børnehjemmet havde været endnu, for hun havde jo kun været her i 2 dage eller der omkring, så hun havde fokuseret på at få hendes barndomshjem genopbygget som det første. "Nej… Det… Ikke ude i tilbygningen hvor børnehjemmet var," sagde hun, "hvorfor?," spurgte hun ham videre, også lidt nysgerrig egentligt. Hun rejste sig stille igen.

[Deleted]

Camryn havde allerede gjort så frygtelig meget for Jacques, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for ham. Hun var den som åbnede dørene for ham ind til det hjem, som han altid havde haft, og selvfølgelig var det noget som han virkelig nød utrolig godt af! Det var noget som han ville kunne genkende, og forhåbentlig.. finde tilbage til igen, som alt havde været før i tiden, for også det, var noget som han virkelig håbede, for det var stadig alt for præget af mørket til ham, også fordi at han slet ikke havde noget imod mørket som sådan, men dette var virkelig for.. meget for ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Svagt bed han sig i læben. Det spændte i sårene, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre noget ved. Det ville forhåbentlig gå over med tiden.. forhåbentlig! Han sendte hende et stille smil og nikkede så. Han kunne ikke selv, selvom det var en tanke som direkte måtte irritere ham, for han havde aldrig været udsat for at være direkte afhængig af nogen hjælp, og nu stod han her.. ikke fordi at det var noget som han kunne bruge til noget, men.. selv de små skridt, måtte vel tælle i den ene eller den anden retning? At han var mere end velkommen i hendes seng, forundrede ham på sit vis ikke, selvom tanken fik ham til at smile. ”Jeg siger ikke nej tak..” endte han sigende, som han roligt tog et skridt hen mod sengen, selvom han endte med at stoppe op igen. Lyden af et svagt hjerte som hamrede, var noget som nu havde forstyrret ham siden han var dukket op her, og han havde nu efterhånden fået konkluderet, at det ikke kunne være Marcianus, for han lå jo lige inde ved siden af og sov! Han bed sig svagt i læben. Umiddelbart kunne det kun være to.. Ilaria eller deres lille datter, men.. ingen havde set Ilaria siden Sonic var henrettet. Han havde jo trods alt haft Jason til at fortælle ham et og andet, om det som skete udenfor og omkring ham, mens han havde ligget i den store balje med vand, for at give kroppen den væske som ilden og branden havde taget fra ham. Desuden var det ikke en skæbne som han ønskede Marcianus, så det at knægten var vampyr, var noget som han nok skulle holde tæt om! At hun ikke havde været i børnehjemmet og den tilbygning endnu, var noget som fangede hans opmærksomhed. Han rynkede let på næsen. ”Jeg… tror der er nogen derude..” endte han dæmpet, idet han bare valgte at vende om. Han greb om kappen på vejen, som han tvang omkring sin krop, selvom det i sig selv, var frygtelig smertefuldt, for han bevægede sig på måder, som han slet ikke burde, og det var noget som han allerede var klar over! Tænderne bed han svagt sammen, idet han vendte sig ned af gangen. Han huskede jo trods alt vejen. Han gik hastigt ned mod tilbygningen.. Ganske rigtigt, så kunne han høre hjertet mere og mere tydeligt, jo tættere på det han kom!