Touched by an Angel..

[Deleted]

Camryn skrånede hen over gulvet og stille hen imod Jacques, mens hun dog holdt blikket rettet mod hans ansigt. Det ville også være for tydeligt hvis hun direkte stod og glanede med blikket nedad. Ikke at det ikke var fristende at kigge når han stod der fuldkommen blottet, men hun måtte holde lidt igen, netop fordi intet kunne ske indtil han faktisk var helet. Hun sendte ham et let skævt smil. Hun var stadig rød i hovedet, for det var ikke nemt at komme af med. Disse intime øjeblikke kunne stadigvæk slå benene fuldstændigt væk under hende, netop fordi det faktisk var hende utroligt ukendt endnu. Hun havde jo kun været igennem det en gang eller to, og det havde været med Junior, som hun faktisk næsten have fortrængt så meget at han var glemt. Det var faktisk ikke en hun tænkte over i hverdagen. Hun vædede let sine læber og smilede let som han sagde sine ord, for det var jo også rart at vide at han tog imod alt hjælpen, selvom det nok var irriterende for hans del. Når man var vandt til at klare sig selv, så var hjælp noget man satte barrikader op imod, det var da en ting hun havde lært efterhånden. Hun gjorde det dog ikke selv, for hun havde altid fået hjælp til et eller andet. "Det glæder mig da," sagde hun med et blidt glimt i øjet. Hun så mod ham, som han direkte valgte at forlade værelset. Hun valgte dog at følge med, for hun blev godt nok også nysgerrig. Var nogen derude? Det skulle da være underligt, men hun kunne selvfølgelig heller ikke høre det! Og Marcianus hørte det vel, men troede det var hans mor. Hun trippede ved siden af ham. "Hvem skulle det dog kunne være?" spurgte hun dæmpet.

[Deleted]

Jacques tog sig ikke så meget af, at stå blottet, for han vidste, at han under normale omstændigheder, faktisk havde en okay flot krop, også selvom det ikke ligefrem var hvad man kunne sige i denne stund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ikke noget som han direkte ellers kunne gøre ved det, det var helt sikkert. Han vendte blikket mod hende. Lyden af hjerteslag var noget som efterhånden måtte irritere ham, også fordi at det var noget som påvirkede hans dyr og bæst, og det var slet ikke noget som han ønskede, for han havde formået at holde sig så godt på måtten igennem så mange år, og så ville han ikke lade det her ødelægge noget som helst af det! Han endte med at direkte haste forbi hende efter han havde fået fat i kappen, som han bare havde kastet omkring sin krop. Han vidste ikke hvor meget hun vidste om Ilaria og Ilosonic som havde boet her på stedet igennem en god årrække, men.. han vidste de havde en datter et eller andet sted, og hverken hun eller Ilaria havde været set efter mandens henrettelse, også selvom den død havde været til hele værd for Procias i sin helhed! Han nåede døren ind til tilbygningen, for det var koblet sammen med hovedhuset, hvilket havde været til alles bedste. Han vendte blikket direkte mod hende. ”Jeg… jeg har mine anelser..” endte han ganske kortfattet, som han varsomt fik tvunget døren op. Ganske rigtigt.. her var lyden af hjertebanken mere tydelig, også selvom det var tydeligt svagt. Han satte farten op, også selvom det gjorde ondt for ham.. det gjorde faktisk skræmmende ondt, men ikke noget som han kunne sige noget til som sådan, for han var nødt til at få det hele undersøgt! Også i tilfælde af, at det var en som kunne forvolde dem noget ondt på alle måder, for det ønskede han bestemt heller ikke! Tænderne bed han svagt sammen. ”Ikke komme og sig at…” Han stoppede op ved en dør som han varsomt fik tvunget op. Her var iskoldt, og fuldkommen støvet til, men… i den lille seng, så kunne han tydeligt se det.. Skikkelsen af en svag, syg og lille pige, som lå og kæmpede for sit liv. Det lignede at hun sov, også selvom det var tydeligt at den lille pige specielt ikke havde det særlig godt! ”For pokker..” endte han sammenbidt.

[Deleted]

Camryn trak vejret dybt. Det bekymrede hende hvis der skulle være en anden her, men hun havde slet ikke haft i hovedet at skulle søge det hele igennem. Hun regnede jo ikke med her ville være nogen efter Ilosonic og Ilaria, for hun kendte dem ikke og vidste faktisk ikke engang de havde fået et barn sammen. Hun fulgte efter Jacques, for hun ønskede bestemt også selv at finde ud af det, hvis der nu var nogen her? Hun følte dog ikke skyld over ikke at have fundet hende, for hun anede jo ikke noget og var slet ikke henne i de baner, ikke før nu hvor Jacques ligesom kunne høre noget. Hun kiggede mod ham, som hun gik ved hans side. "Hvem kan det være?" spurgte hun stille. Hun betvivlede ikke at der var nogen, men hvem var hende et kæmpe mysterium. Hun trak hendes natkjole omkring hendes krop og fik snoren om taljen bundet fast igen, som hun let vædede sine læber. Huns toppede op ved døren ud til tilbygningen sammen med ham og kiggede op mod ham. Hans anelser? Hun gik med ham ind. Hun kunne intet høre, men fulgte trofast efter ham. Kulden fra rummet ramte hende direkte og hun gøs ganske let, som hun så mod sengen. Hun hastede hen til sengen og så på den stakkels lille pige, der i hvert fald var over et år. Hun kendte størrelsen fra Maricanus' tid. "Hvem er det Jacques?" spurgte hun ham direkte og så op mod ham med glimtende øjne. Hun så mod den stakkels lille pige og lagde hovedet tæt ved hende. Hun trak vejret, dog med lidt besvær.

[Deleted]

Et sted så frygtede Jacques at de ville finde en lille baby på dødens rand, for det var ved at være dage siden, Sonic var gået i døden. Han havde fået nyheden, da han havde ligget i baljen med vand og selv kæmpende for sit eget liv, og det havde jo kun siges at være lykkedes ham! Og det var en tanke som han var glad for! Han var bare nødt til at få det hele bekræftet, ellers ville det jo først for alvor ende med at gå helt galt, og det ønskede han bestemt heller ikke! Camryns ord, var næsten noget som han ikke rigtigt kunne tage hensyn til lige nu, for hans fokus hvilede helt andre steder, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det ikke noget som han kunne gøre noget ved som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte sig mod hende, som de stod lige udenfor værelset som han var sikker på at han kunne høre hjerteslagene på den anden side. ”Ilaria og Ilosonic nåede at få en lille pige, Camryn,” forklarede han roligt. Nu hvor hans far havde haft den betydning for landet som han havde, så var det også sådanne ting som Jacques fik at vide, også selvom han aldrig nogensinde havde set tøsen, men det var nu og da virkelig også underordnet!
Som døren endte med at blive åbnet, så var det tydeligt, at der lå en meget svækket lille pige i den lille seng. En seng som hun ikke var i stand til at komme ud af, hvilket vel også var grunden til at hun lå der? Han stirrede på hende, for han var slet ikke i tvivl. Han sukkede dæmpet, som han bed tænderne let og fast sammen. Han vendte blikket mod Camryn som var hastet hen til den lille pige, som kun lige vendte de matte øjne mod dem. Han betragtede dem begge. ”Jeg troede hun havde fået sin datter med sig… For pokker..!” Han endte med at støtte sig lidt op af dørkarmen. Havde Ilaria efterladt sin lille pige? Selv det havde han end ikke troet om hende! Han rystede let på hovedet, som han slog hovedet ind i dørkarmen bag ham. ”Det er Ilaria og Ilosonics datter.. Jacqueline..” svarede han stille, som han selv endte med at komme dem i møde. At nogen kunne efterlade et barn her, var ham virkelig.. uvirkeligt!

[Deleted]

Camryn kunne fornemme på sig selv at hun slet ikke var opdateret om noget som helst, det kunne hun godt mærke på sig selv lige nu. For Jacques vidste det jo tydeligvis, men, måske han vidste det fra andre kilder? Det kunne jo nemt være blevet ham fortalt på et tidspunkt og derved så kunne han også fortælle de ord og tro, at der skulle være en her. Hun bed tænderne let sammen. Hendes hjerte bankede mod hendes bryst, for det gjorde hende ret chokeret at der faktisk kunne være nogle i huset. Hun så mod ham med blanke øjne da han forklarede hende at de fik en lille pige. Det gav hende både en følelse af irritation men ligeså også en dyb medlidenhed overfor den lille pige. Pigen kunne jo trods alt ikke gøre for det og hun kunne jo altid præges til andet, når hun slet ikke var sammen med sine biologiske forældre. "Virkelig…" sagde hun dæmpet til ham inden hun hastede hen til sengen. Hun så mod den lille pige, som vendte øjnene mod hende. Hvor længe mon hun havde været efterladt? Hun rejste sig stille op, bøjede sig ned og tog fat om den skrøbelige lille pige uden nærmere eftertanke og tog hende ind til sig på en moderlig og omsorgsfuld måde. "Vi bliver nødt til at passe hende Jacques," sagde hun dæmpet og strøg forsigtigt Jacqueline over håret.

[Deleted]

Alene den tanke om at Ilaria havde efterladt sin lille pige her, var slet ikke en tanke som Jacques kunne forstå, for hvem kunne dog få sig selv til at efterlade et lille barn?! Tanken var noget som gjorde ham arrig, men samtidig.. så var det vel også typisk dvasiansk? Han sukkede dæmpet og kom hen til Camryn som stod ved den lille pige, som bare lå og stirrede op på dem og uden så meget som et ord. Hun havde det bestemt ikke særlig godt, og hun lugtede bestemt heller ikke særlig godt! Han rynkede næsen ganske let og vendte sig i retningen af Camryn som endte med at tage hende op. Han var slet ikke i tvivl om at det måtte være Ilaria og Ilosonics lille pige som de måtte stå med i armene.. en dvasianer født i Procias.. Med andre ord, så var hun prociansk statsborger og kunne ikke kyles på port af den grund, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere, for han vidste, at tøsen på ingen måder ville være velset her omkring, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket stille væk fra sengen og mod den lille pige, som bare lagde sig til i Camryns arme, som hun søgte den form for opmærksomhed, også selvom.. det lignede hun skulle til at græde, men ikke havde energien til det. Han nikkede til hendes ord. ”Hun har brug for næring, Camryn.. Hun har ligget her i dage uden,” påpegede han sigende og alligevel med en alvorlig mine, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn! Desuden var han temmelig sikker på at et bad heller ikke ville gøre den lille pige noget, og så en ren og fin seng at sove i, hvor der var folk omkring hende til at passe på hende. Han hævede hånden og strøg den over pigens kolde kind. Han trak svagt på smilebåndet. ”Ild og is..” konkluderede han. Det var kulden som gjorde det, og så det intense glimt som alligevel var til at spore i hendes øjne. ”Hun skal væk herfra, Camryn… Bærer du hende til hovedbygningen?” endte han sigende, som han gjorde plads til det. Tøsen skulle tilses, det var helt sikkert!

[Deleted]

Det skræmte i den grad Camryn at man kunne finde på at efterlade sin datter. I det hele taget bare et barn. Det havde hun ikke troet, end ikke om en dvasianer som Ilaria vel var? Men alligevel, der kunne vel være grunde til det som hun ikke kendte og derfor ville hun ikke dømme. Hun var sikker på at den lille Jacqueline hun nu stod med i sine arme ville have en langt bedre opvækst her på Herregården end nogen andre steder, for så ville de da kunne hjælpe hende på vej og præge hende til det gode, selvom hun nok ville have sine indre dæmoner til at bestemme ret meget, for så meget vidste hun da. At Ilaria og Ilosonic havde været dæmoner vidste hun jo godt, dog hvilke var hun faktisk lidt i tvivl om. Siden den lille pige var født her måtte hun jo være statsborger i landet og derfor ville hun også med glæde tage den lille pige til sig, for tøsen kendte jo faktisk ikke andet end huset her vel? Hun vidste jo faktisk ikke hvornår Ilaria faktisk havde valgt et efterlade den søde lille pige. Hun vuggede let den lille pige i armene. Der var ingen tvivl om hun behøvede pleje. Allerførst et bad, dernæst noget mad og så måtte hun sove i en tryg og dejlig seng. Hun vidste dog ikke lige hvor hun skulle placere den lille pige, hun blev nok nødt til at sove imellem hende og Jacques. Der var det nu heldigt at hendes seng faktisk var utroligt bred. For hun havde altid følt sig som en prinsesse i den store seng, fordi der var så meget plads. Hun holdt Jacqueline tæt, for pigen manglede jo den omsorg! "Vi skal også have givet hende noget mad," sagde hun dæmpet og smilede let til Jacques, selvom hun klart tog dette alvorligt. Hun vædede let sine læber og så op mod ham. De måtte gå ind i dette sammen, men hun var sikkert på at Jacques gerne ville indtage faderollen endnu engang. Hun så mod ham, som han sagde ordene ild og is. Det var da en kraftig blanding, men nu fandt hun i det mindste ud af hvilke racer den lille pige var! Hun nikkede så. "Du kommer vel med?" spurgte hun blidt, trådte forbi ham og gik mod døren endnu engang for at komme ind i selve huset. Hun havde hende godt i sine arme. "Jeg putter hende i bad først," sagde hun dæmpet og da hun var kommet ind i huset, gik hun direkte mod badeværelset. Hun tog nogle håndklæder frem hvor hun lagde den lille tøs. Noget hun havde lært i sin tid var at fylde et kar med vand med hendes magi, for hun var faktisk ret god til lige netop den ting, netop fordi det var så nødvendigt altid. Hun tog en lille dunk, hældte ganske lidt vand ud og fik det så til at formere sig med hendes magi, så karret endte halvt fyldt, for pigen skulle jo også kunne være der! Derefter tog hun det lette klæde af Jacqueline og satte hende forsigtigt op i vandet.

[Deleted]

Tanken om at nogen i det hele taget kunne få sig selv, til at efterlade deres lille, var slet ikke noget som Jacques forstod, for det var slet ikke noget som han ønskede for nogen som helst! Måske at man ikke kunne sige meget godt om Ilaria og Sonic, men om de var gode forældre eller ikke, vidste han ikke, men dette var vel tydeligt et tegn på det modsatte? Han havde faktisk ondt af den lille pige som lå der i sengen, for det var tydeligt, at hun ikke havde det særlig godt, at hun havde ligget der i dage, og at hun virkelig var ved at være svag. Tanken var noget som et sted gjorde ham direkte vred, men ikke noget som han ville vise.. Ikke i nærheden af den lille pige som nu måtte ligge der i Camryns arme.
Jacqueline stirrede træt op på Camryn. Hun duftede ikke særlig godt, hun var beskidt og hun var svag. Hun havde jo trods alt kun haft sin seng at ligge i, og uden muligheder for at komme andre steder hen. Hun blinkede let med øjnene, også selvom det vel var tydeligt, at hun slet ikke var tryg på situationen, for hun kendte dem jo slet ikke! Ansigtet forvrængte hun i en tydelig grimasse. Det gjorde ondt, og specielt hvor bleen sad, for hun havde jo haft den samme på i dagevis, så det gjorde faktisk ondt og det sved, specielt nu hvor Camryn havde fat i hende, også selvom hun slet ikke vidste hvem de var! ”Dadda..?” endte hun hæst. Hun ville have sin far, og slet ikke disse fremmede mennesker!
Jacques vendte blikket mod Camryn og så den lille pige. Hun lugtede virkelig ikke særlig godt, så at give hende et bad først, lød virkelig fornuftigt! Desuden var det måske også noget som kunne give hende en varme, så hun kunne sove godt? Umiddelbart ville han sige, at den lille pige skulle sove mellem dem i sengen, så hun følte en omsorg, for det måtte i den grad også være umådelig tiltrængt efterhånden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Selvfølgelig..” Han vendte blikket mod den lille pige, da det faktisk lød til at hun spurgte ind til sin.. far? Han bed sig svagt i læben, hvor han hævede hånden og strøg den let over hendes kind. Han var nok langt mere omsorgsfuldt anlagt end det som den lille pige var vant til, men det var nu bare sådan at det var. Han nikkede. ”Hvis du får hende i bad, så finder jeg noget som hun kan spise,” sagde han roligt, som han så til at hun bevægede sig i retningen af badeværelset og fik tøsen i vand. Han kunne godt høre, at hun begyndte at græde, som hun måtte komme i vand. Et sted så ramte det Jacques, for han havde altid været påvirket af grædende børn. Han.. elskede jo børn og det havde han altid gjort! Han gik stille ned i køkkenet og fandt noget mad. Måske at der ikke var meget, men lidt var der, og han var sikker på at det ville gøre den lille pige godt, at få lidt i maven!

[Deleted]

Camryn kunne slet ikke begribe at nogle kunne efterlade deres barn, dvasianer eller ej! Hun forstod det ikke. Hun kunne aldrig finde på det, specielt fordi man knyttede sig for meget til det. Hun ville tage den lille pige til sig og lade hende få en god opvækst, for hun ville ikke kunne give hende væk. Det var jo også her børnehjemmet engang havde været, så uanset så følte hun at den lille Jacqueline hørte til her. Hun smilede let, også for at give noget kærlighed til den lille pige. Kom de godt fra start her de første dage, ville pigen hurtigere vænne sig til dem og begyndte at knytte bånd til dem forhåbentligt! Det var allerede hendes tanker, for det ønskede hun. De skulle nok få hende op at køre igen.
Hun nikkede til Jacques. "Jeg tager hende med ud i køkkenet når jeg har haft hende i bad så," sagde hun til ham som det sidste, inden hun gik ind på badeværelset. Bleen smed hun ud. Hun havde nogle gamle fra Marcianus i skabet, så det skulle nok gå! Det lette tøj lod hun dog ligge, for hun vidste ikke lige i hvilken sæk Marcianus' børnetøj var. Hun havde det dog, det vidste hun. Bare ikke hvor. Hun smilede let for sig selv. Det at hun begyndte at græde ramte hende, men hun strøg bare forsigtigt den lille pige over ryggen for at få hende til at falde til ro. Hun manglede jo omsorg og det hele var vel ukendt, så hun forstod godt at hun græd. Hun valgte at smide sit tøj ned til undertøjet og satte sig op bag den lille pige og holdt hende ind mod sig. Hun lod vandet stige til normal højde nu da hun selv holdt Jacqueline oppe og hun holdt hende trøstende ind til sig bryst til bryst, så hun kunne mærke den omsorg hun ønskede at give. Hun elskede børn, så derfor ønskede hun tillid fra pigen så hurtigt som muligt!

[Deleted]

At nogen i det hele taget, kunne få sig selv til at efterlade en lille pige, var slet ikke noget som Jacques forstod, men nu heller ikke noget som han kunne gøre noget ved. Dvasianere var et mærkeligt folkefærd, og ikke noget som han som sådan, kunne gøre noget ved af den grund. Han betragtede dem roligt, som han endte med at nikke til hende. At få den lille pige i bad, var sikkert også noget som hun selv måtte sætte pris på, for det måtte da være ubehageligt at ligge igen i tøj som var så.. beskidt og ikke mindst den.. ble. Han rynkede på næsen, for det var bestemt ikke fordi at det var en behagelig lugt som bredte sig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Desuden måtte den lille pige da virkelig mangle den form for omsorg, som hun har været tvunget til at skulle undvære i længden? Han nikkede til hende. ”Det lyder fornuftigt..” endte han med et stille smil, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i det store og hele, men det var nu bare sådan at det var. Han selv gik stille ud i køkkenet, stadig ganske stiv i ryggen og kroppen generelt, men han skulle nok finde noget som den lille pige kunne få at spise! Og dem med selvfølgelig!
Jacqueline stirrede op på Camryn, for det var bestemt ikke hendes mor! Og det var en tanke som gjorde hende tydelig usikker. At få tøjet af, var selvfølgelig noget som virkelig måtte hjælpe hende, for det gjorde det skam også, men det var ikke noget som hjalp hende direkte på hendes usikkerhed omkring dette, men det var bare sådan at det nu måtte være. Hun græd som hun kom i kontakt med vandet, også selvom det var ind mod Camryns favn. Hun kunne slet ikke huske, at hendes mor havde gjort det på den måde, men igen, så var det længe siden hun havde haft sine forældre i det hele taget! Hun hulkede ind mod Camryns bryst, da det nu var der hun var endt med at ligge. Hun var møgbeskidt, hun lugtet bestemt ikke særlig godt, også fordi at hun havde ligget i sine egne ekskrementer i dagevis nu. ”Ha’ dadda..” endte hun med en dæmpet stemme. Hun var jo selv kraftigt understimuleret i hendes sprog, for.. hvem skulle da lære hende det? Far havde haft travlt igennem meget af hendes ellers så unge liv, og mor havde ikke og det ville hun heller ikke!

[Deleted]

Camryn vidste at det hele var tilvænning. Den lille pige blev skræmt af vandets berøring, men det skulle der nok sættes en stopper for om et par bade. Hun ville få den lille pige til at elske det, rent ud sagt! Det ville være godt. Ligeså at hun til sidst ville kunne sidde selv, uden at Camryn skulle sidde med hende - men det ville hun gøre i starten, for det var den omsorg hun kunne skænke og lade pigen mærke, at hun ikke var bange når vandet rørte hende. Hun smilede let og kyssede forsigtigt den lille pige i baghovedet, som hun tøj et lille håndklædet og begyndte at vaske den lille pige over det hele, for det var bestemt tiltrængt og det skulle gøre godt, at pigen blev ren. Hun vædede let sine læber. Da hun var færdig med at skrubbe pigen med sæbe, lod hun en ny klud med kun vand på vaske sæben af og en dejlig duft spredte sig gennem rummet, som Jacqueline blev ren. "Far er her ikke," sagde hun forsigtigt og smilede let. "Men Camryn er her," sagde hun. Hun vendte pigen og lod hende se på sig, da hun nærmest præsenterede sig selv med sit navn, for det skulle pigen lære. Hun lod vandet forsvinde på ganske magisk vis og steg op af badekarret og svøbte pigen ind i et håndklæde, bare en enkelt gang rundt om hende selv så ben og arme var fri. Hun satte Jacqueline på gulvet og trak hendes kjole over sig igen, selvom det våde undertøj trængte igennem og lavede våde pletter for brysterne og underlivet. Men hun var ret ligeglad. "Nu går vi ud til Jacques," sagde hun blidt og samlede Jacqueline op igen i sine arme og gik ud, og ned til køkkenet. "Der er vist noget frugt oppe i skabet," sagde hun ingen hun kom ordentligt derud, for Jacques havde måske allerede fundet det? "Ligemeget… Fundet noget?" spurgte hun i stedet og trak Marcianus' gamle højstol hen til bordet og satte Jacqueline i den, med håndklædet om hende. Hun gik hen til Jacques for at se.

[Deleted]

Jacqueline havde været vant til igennem de sidste dage, at være fuldstændig alene. Der var ikke nogen som havde taget hende op når hun havde skreget – som de altid havde gjort, og de havde ikke engang kigget til hende. Var det noget under at pigen direkte var panisk lige nu? En fremmed var kommet.. ikke en, men hele to var kommet og taget hende op, og hun anede ikke engang hvem de var! Vandet skræmte hende.. Ikke fordi at det var for varmt eller for koldt, for hun var jo både ild- og isdæmon, så hun var i stand til at regulere sin temperatur så den passet. Hun lagde sig ind mod Camryns bryst og lod hende vaske hende, for det føles jo faktisk godt, selvom hun var vant til at det var far som plejede at gøre den slags og ikke en kvinde..? Hun hulkede svagt, også som Camryn fortalte at far ikke var der, for det var altså ham hun ville have! ”Ha’ Dadda!” endte hun igen lidt mere kommanderende som hun blev hævet fra vandet, som badet var overstået, så hun kunne blive tørret. Håndklædet som blev viklet rundt om hende, havde hun ikke noget imod, og selv tog hun sig ikke af at Camryn ikke rigtigt tørrede sig, inden hun blev løftet igen. Denne kvinde var nu sød ved hende, og det var nu heller ikke noget som hun havde noget imod. Hun blev siddende på hendes arm som de kom ned i køkkenet. Jacques stirrede hun bare på.

Den lille pige, var noget som Jacques ikke kunne få ud af hovedet. Tanken om at Ilaria havde efterladt den lille pige, var slet ikke noget som han kunne begribe på nogen måde, og tanken var ham faktisk ganske skræmmende, for det var virkelig langt udenfor hans fatteevne! Frugten i skabet havde han fundet og skåret ud, så en lille pige ville være i stand til at spise dem. Han smilede let for sig selv. Meget var her ikke, men de skulle nok finde ud af noget! Han vendte sig mod dem, som de kom ned. At Camryn ikke havde tørret sig ordentligt, var nu heller ikke noget som han som sådan tog sig af. Han var træt, han havde ondt og han ønskede egentlig bare noget søvn, selvom han vidste at disse omstændigheder gjorde, at han var nødt til at udskyde det lidt. Han sendte dem et stille smil. ”Jeg har fundet det,” endte han sigende, som han tog fadet med frugt og satte det på bordet overfor Jacqueline. Han vendte blikket mod Camryn. Kort kunne han blot få sig til at betragte hendes våde bryst, inden han tog sig selv i det, og så på Jacqueline i stedet.

[Deleted]

Camryn ville lære Jacqueline at kunne omgås både Jacques, hende selv. Men også Marcianus skulle have del i det og måske kunne de 2 endda blive som søskende for hinanden? Det håbede hun et sted, for det ville også hjælpe Marcianus' at få en at passe på skulle man tro. Medmindre de selvfølgelig ikke kunne udstå hinanden. Hun smilede let som den lille pige faktisk også blev tavs efterhånden, fordi hun nok var overvældet og lige skulle tænke over alle disse ting. Hun sagde kun, at hun ville have sin far. Det blev nok lidt svært, for Ilosonic var jo død. Men mon ikke den lille pige en dag ville glemme sin far og se hende og Jacques som en slags forældre? Hun smilede let og vuggede hende let, som hun gik direkte ned til køkkenet. Hun strøg blidt pigen da hun hulkede let over at far ikke var der, men hun så ud til at falde ned og bare stirre på Jacques, da de gik ind i køkkenet. Hun smilede blidt og kiggede mod Jacques. Den mand skulle helt klart snart i seng, så de burde nok trække en seng ind i hendes soveværelse, så Jacqueline kunne mærke at de var der og faktisk ikke gik. Men så hun kunne boltre sig i sin egen seng, og dem i Camryns egen. Hun satte sig på stolen ved siden af Jacqueline, der nu sad i højstolen og kunne sidde lidt frit og sådan se det hele lidt an. Hun kiggede på Jacques som han tog fadet med frugt med over. Hun så mod pigen, som hun stak hende en båd frugt for at se hvad hun ville sige til det. Hun smilede let og strøg sit hår om bag øret, som hun så over på Jacques der bestemt ikke havde øjenkontakt med hende - men han stirrede ned på det våde der var gået igennem. Hun havde tørret sig… Hendes top og trusser var bare ikke tørre! "Super," svarede hun og smilede let. Hvis Jacqueline spise, gav hun hende mere indtil hun ikke kunne mere. Hvis ikke, så måtte de finde på noget andet!

[Deleted]

Jacqueline var bestemt ikke tryg omkring disse fremmede mennesker, men de havde fundet hende, og de havde endda også givet hende et bad og det var noget som i den grad også havde været umådelig tiltrængt! Lige nu var det bare hendes far og at fylde maven som hun kunne tænke på. Hun var jo trods alt kun en lille pige som nu manglede begge sine forældre.. Hvor de var henne vidste hun ikke, og hun anede ikke engang at far var død endnu. Hun blev siddende på Camryns arm, hvor hun næsten endte med at falde i søvn til de vuggende bevægelser, for bare alene det bad havde gjort underværker. Hun vågnede dog lidt op igen som hun endte med at blive placeret direkte i en højstol, for det var ikke noget som hun havde det mindste imod. Frugtfadet var dog det som hun hurtigst så. ”HA’!” udbrød hun med en skinger stemme, for sulten det var hun helt klart! Hun tog imod frugtbåden og begyndte mere end glædeligt at gumle den i sig, at hun næsten glemte at tygge. Hun var virkelig, virkelig sulten efterhånden, det var helt sikkert!
Jacques satte sig roligt ned ved bordet. At Ilaria havde efterladt den lille pige her, var slet ikke noget som han kunne forstå, men.. ja, hun havde vel ikke ønsket hende? Et sted så var det noget som gjorde ham direkte trist, for det var bestemt ikke noget som den lille pige havde fortjent! Han var selv ved at være godt træt, og havde brug for at hvile, men nu..? Han udsatte det lidt, også på grund af den lille pige som de havde fundet. Han var nu alligevel glad for det, for den stakkels pige ville bestemt ikke kunne fortsætte med at klare sig! Han vendte blikket træt mod Camryn og med et svagt smil. ”Jeg er ved at være træt..” endte han stille. Han var virkelig ved at være træt nu, men han kunne da ikke bare efterlade hende med den lille pige.. Det kunne han da slet ikke få sig selv til!

[Deleted]

"Du skal nok få," sagde Camryn med et let grin på læben, som Jacqueline pludseligt vågnede op over at frugten stod foran hende og bare ventede på at hun skulle gumle den i sig. Hun smilede stort, som pigen også gumlede frugten i sig. Da hun var færdig med den første båd, gav hun hende en mere. Og en mere efter det og helt indtil Jacqueline slet ikke kunne mere og nok ville ende med at blive træt alt i alt? Hun trak vejret dybt og smilede let, som hun kløede sig let over det ene bryst, fordi det våde også gav en underlig klamhed. Hun rystede let på hovedet af sig selv og lod hænderne falde ned i hendes skød, som hun rettede let på kjolen. "Så.. sidste," sagde Camryn, da Jacqueline havde tygget sig igennem hendes 3. frugt. Det var nok til at sove på. I morgen tidlig kunne de i stedet finde noget ordentligt når der var lys ind i køkkenet og få bagt i løbet af dagen. Hun vædede let sine læber, som hun tog frugtskålen og bar over på bordet igen, for også at stille den ud af Jacquelines rækkevidde. "Hvis vi trækker en børnseng ind til os, så kan hun sove der og vi i min seng," sagde hun stille, som Jacques også endte med at se ret mørbanket ud, og egentligt en der kunne falde om af træthed hver enkelt øjeblik. Hun rejste sig op. "Hold lige øje med hende et øjeblik," sagde hun stille. Hun rejste sig op og gik stille ned ad gangen og ned i delen med børnehjemmet, hvor hun med sin magi løftede en af sengene og fik den til at følge hende hele vejen tilbage til hovedbygningen, hvor hun fik den med ind på hendes soveværelse og stillede den for enden af sengen, hvor hun rettede den til. Der var dyne og pude på den. Hun gik tilbage til køkkenet og så på Jacqueline, som hun gik hen og samlede op ganske stille. "Sengetid," sagde hun dæmpet, som hun tog hende med ned til det rum hun pt. brugte til opbevaring, hvor hun også rodede Marcianus' kasser igennem og fandt ganske rigtigt en ble, hun fik bundet omkring pigen og en bluse, hun trak over hovedet på hende, hvor hun tog håndklædet væk og smed det ind på badeværelse på vejen tilbage til soveværelset, hvor hun ganske stille gik ind og lagde hende på sengen, hun lige havde hentet ind. Jacques var vel også på vej herind, for han havde selv ytret at han var træt.