How can I make it better?

[giovanni]

Tiden med Jacqueline kunne Giovanni ikke andet end at nyde! Han vidste dog godt at disse stunder forekom virkelig sjældent, men derfor var det jo stadig specielt når de så endelig var sammen på denne måde. Han arbejdede meget, og han måtte indrømme at han kun havde gjort det for at få afstand til hende, og nu hvor han så gerne ville være mere sammen med hende, så var det virkelig en dårlig vane som det var blevet ham til. Han elskede hende virkelig højere end noget andet! Hun var hans et og alt, uden hende vidste han ikke hvad han skulle gøre, for hun var virkelig den som gjorde ham fuldkommen, uanset hvad hun så end havde gjort i sin fortid, for det ændrede jo ikke på det faktum at han elskede hende, det var jo også grunden til at han ikke havde smidt hende for porten dengang, selvom han normalt ikke gav folk en chance til, det var sjældent i hvert fald og det kom nok også an på hvem de var. Men Jacqueline ejede stadig hans hjerte, det havde hun altid gjort og ville hun altid gøre, for hun var og blev virkelig hans drømme kvinde. Han trak på smilebåndet til hendes ord, hvor han vendte blikket mod hende, efter at hun havde skænket hans kind et kys. ”Min uartig pige kan da umuligt være så slem igen,” svarede han drillende, som han trak på smilebåndet. Han havde virkelig ikke det mindste imod at hun lå tæt ind til ham og strøg ham over brystet, for han nød virkelig at have hende så tæt! Det glædede ham også at hun altid lod ham nyde sin cigar, for når alt kom til alt, så var hun faktisk slet ikke krævende. Han vidste godt at hun havde sine behov, at hun ønskede at se ham mere og at hun ønskede at han var der lidt mere for hende, også fordi han arbejdede så meget, men hun havde aldrig decideret krævet at han skulle være hjemme, og det kunne han godt lide ved hende. Det var også derfor han faktisk ønskede at gøre hende glad og være lidt mere hjemme. Han strøg hende blidt ned over den nøgne ryg, indtil hånden nåede til omkring lænden, hvor dynen kom, kun for at stryge hende op igen. Måske de begge var ved at være gamle og oppe i alderen, men han nød stadig synet af hende, hun var virkelig perfekt som hun var! Han ønskede ikke at hun skulle ændre sig, for hun var virkelig smuk! At hun havde nydt det, glædede ham kun, hvor han sendte hende et roligt smil. ”Det er jeg kun glad for,” svarede han stilfærdigt, som han trykkede hende ind til sig og skænkede hendes pande et blidt kys. Han havde selv nydt at være hende tæt, for det var jo ligeledes en bekræftelse for ham, at hun stadig ønskede at have ham tæt og at han også var den eneste. At hun ikke afbrød ham, da han begyndte at komme ind i en længere talestrøm glædede ham kun, hvilket også var grunden til at han fortsatte. ”Og nu skal du ikke tro at jeg bliver sentimental!” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket mod hende, inden han fortsatte. ”Men jeg ved at jeg har straffet dig hårdt for din bommert i fortiden.. Og jeg ønsker virkelig at du skal være lykkelig, og jeg ønsker ikke at skubbe dig væk fra mig, for du er mit et og alt. Men jeg vil heller ikke have at du skal gå til ved at være herhjemme konstant så.. jeg har tænkt på at.. på at lade dig søge ud igen. Og ikke kun ud af Valvor Pairó, men.. ud af Peula,” afsluttede han roligt, som hans blik hvilede frem for sig, inden han endte med at aske cigaren i askebægret, kun for at tage et sug mere, for skulle han være ærlig, så var han næsten bange for at han ville komme til at fortryde det! Men det håbede han ikke.

[Deleted]

At stunderne måtte forekomme så sjældent, vidste Jacqueline udmærket godt måtte være hendes egen skyld, men det var ikke altid at hun vidste hvordan hun skulle gøre det godt igen! Hun have forsøgt mange gange, lavet middag til ham, håbet at han kom hjem til at spise den, selvom det var noget som hun var ved at opgive. Giovanni var virkelig manden i hendes liv. Selvom hun måske ikke havde været lige begejstret for tanken igennem hendes liv som sådan, så var det en tanke som hun havde formået at slå sig til ro med for mange år siden, og det var ikke et valg som hun havde fortrudt, for.. hun elskede virkelig den mand mere end det som hun kunne elske noget andet. Et stille smil bredte sig roligt på hendes læber, for de ord måtte virkelig være hans spøg! ”Du burde kende mig bedre end nogen anden.. jeg kan finde på en masse.. uartige ting at tage mig til..” endte hun nærmest som havde det været en opfordring til at appellere til det. At han ville have lov til at nyde sin cigar efter deres tur var nu heller ikke noget som hun tog sig af, for i den anden ende, så var hun faktisk ikke så krævende igen. Hun krævede og ønskede sig meget basale ting med henblik på hendes kære mand, men det var vel heller ikke at stille urimelige krav? At hun ønskede ham lidt mere hjemme end det som han havde været igennem den sidste tid, for det var i hvert fald sådan at hun måtte se på det hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for et sted så.. var hun jo bange for at hun havde tabt ham og han kun holdt hende hjemme fordi at børnene skulle have en omkring sig. At det jo så ikke var tilfældet, var selvfølgelig en tanke som gjorde hende rigtig glad! Hun nød at være sammen med ham når det endelig skete, også fordi at det var noget som skete så forbandet sjældent, så det var vel heller ikke noget som sagde så lidt i det store og hele? Hun følte det faktisk.. bare som en massiv bekræftelse at han valgte at være der for hende på denne her måde, så selvfølgelig var det i den grad også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hovedet lagde hun mod hans skulder, som hun nød af hans strøg nedover hendes ryg. Hun lå kun til dels dækket af dynen, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til, som hun heller ikke valgte at afbryde ham, for det var hende kun tydeligt at det måtte være vigtigt. At han direkte gav hende tilladelsen til at søge udenfor Peula og med de ord, var på ingen måder ventet for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun satte sig en anelse op. Han gav hende faktisk tilladelsen til at søge ud? Det var noget som hun i den grad ville nyde af! Og forbandet meget endda! Hun reagerede dog ikke med en kæmpe jubel eller noget i den stil. Hun hævede blot hånden og lagde den roligt mod hans kind som hun strøg ganske let. ”Uanset hvad jeg har gjort igennem vores tid sammen, Giovanni, så vil og kan jeg love dig, at jeg aldrig vil svigte dig på den måde igen.. det kommer aldrig til at ske..” Hun lod hovedet søge let på sned. Overfor ham kunne hun snildt være blid og venlig, selvom det kun var noget som han og de helt små fik lov til at se. Andre så en helt anden side af hende!

[giovanni]

Jacqueline var og blev virkelig en fantastisk kvinde, hun var Giovannis drømmekvinde, men hans familie havde jo også lavet hende og formet hende til at blive den kvinde som hun var den dag i dag, så det var vel et sted klart? Han kunne faktisk ikke helt huske hvordan hun havde været inden de havde mødt hinanden, eller til at starte med, for det var virkelig en evighed siden, når han tænkte tilbage, så kunne han kun huske hende med den personlighed hun havde den dag i dag, selvom.. hun havde vel været en del mildere? Det var stort set også underordnet, for han havde fået en smuk og fantastisk kvinde som han elskede højere end noget andet, samt hun havde skænket ham fem vidunderlige børn! Hendes ord fik ham til at trække på smilebåndet. Han elskede alt ved hende, om hun så var uartig eller ej, for hvorfor skulle han ikke kunne lide den del ved hende? Han sendte hende et morende smil, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. ”Selvfølgelig.. jeg kender dig trods alt bedst. Og hvem siger jeg ikke kan lide dine uartige ting du giver dig til?” spurgte han sigende, uden at smilet falmede det mindste, for det var virkelig umuligt, når han var sammen med hende. Han elskede hende virkelig, også selvom hun var uartig eller ej, for han vidste at hun jo aldrig ville ende med at smadre hele huset, for der var mange ting her i huset som også var hendes, han vidste at hun slet ikke var så slem igen, desuden så nød han jo hendes tankegang, fordi den mindede så meget om hans egen. Og selvom han direkte opfordrede hende til at være uartig, så vidste han at han med garanti ville komme til at nyde det – det gik han da i hvert fald ud fra, for.. hvad havde hun tænkt sig? Han kendte hende trods alt utrolig godt, desuden så gav hun ham jo altid lidt modstand, men det var vel også godt med lidt modstand fra sin hustru? Det mente han i hvert fald selv! Han lod hende blot lægge hovedet mod hans skulder, hvor han trykkede hende tæt ind til sig, som han fortsatte med at snakke. Han tog et let sug af sin cigar, inden han satte den fra sig i askebægeret, kun for at vende blikket lettere forundret mod hende. Hun reagerede slet ikke som han havde troet. Han havde netop regnet med at hun ville juble af glæde, nu hvor han endelig valgte at give hende lov til at søge ud af landet igen. Han betragtede hende roligt og lettere.. forvirret næsten? Hvor han ikke stoppede hendes strøg mod hans kind, for det var rart. Han blinkede let med øjnene til hendes ord, for hun reagerede slet ikke som han havde forventet! Og dog reagerede hun kun til det bedre! Han trak ganske let på smilebåndet, som han trykkede hende ind til sig og lagde begge arme omkring hende, hvor han skænkede hendes læber et dybt og lidenskabeligt kys, som han holdt for en kort stund, inden han valgte at bryde det igen. ”Det ved jeg godt at du ikke vil min egen,” hviskede han lavmælt, som han løftede sin ene hånd og strøg hende blidt over håret og videre ned over hendes kind. ”Men jeg har nu alligevel mine betingelser..” tilføjede han lettere alvorligt, uden at han tog blikket fra hende. ”Du skal ikke søge længere væk, end at du kan nå ud og hjem på én og samme dag, eftersom det stadig er dit job at passe de små når jeg er på arbejde, derfor kan du heller ikke søge ud hver dag. Jeg er skam villig til at tage børnene når du gerne vil ud, for det giver også mig selv mere tid sammen med dem, og er måske med til at afvænne mig til at arbejde så meget, men derfor kræver jeg dig stadig hjemme om aftenen.. forstået?” Han betragtede hende lettere afventende, selvom han skam mente sine ord i alvor! Han.. var jo alligevel en anelse bange for at hun ikke ville komme hjem igen, eller svigte ham igen, men det måtte tiden vel vise? Han havde i hvert fald valgt at vise hende stor tillid ved at lade hende søge ud igen.

[Deleted]

Det var takket være Giovannis familie at hun var den som hun var blevet til den dag i dag. Dengang havde hun været langt mildere end det som hun var den dag i dag, men det var vel også fordi at de situationer krævede så meget mere end det som hun lige var i stand til at beskrive. Når alt endelig kom til alt, så var hun faktisk ikke så krævende igen. hun ønskede faktisk bare at gøre sin mand tilfreds, lade ham være lykkelig og glad for sin tilværelse. Så var det jo trods at bare sådan at det var. Det gik aldrig ud over ham på en ond måde når hun først for alvor var uartig. Hun ødelagde ikke ting og hun var det jo egentlig kun til hans egen glæde, for hun gav ham lidt modstand, ligesom det var gengældt. Det var alt samme noget som hun godt kunne lide! Selv er hvor hun ikke kunne lade være med at smile til hans ord. At han havde lagt cigaren fra sig og det hele, så sagde hun heller ikke noget til det. Hun kendte til hans vaner og det var jo heller ikke noget som hun ønskede at han skulle forandre helt. Så længe at der var plads til hende, så var hun i den grad også storslået tilfreds. ”Du ved jo, at jeg ikke kunne finde på at være.. så slem igen..” Hun blinkede let til ham og med det næsten hemmelighedsfulde glimt. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham, for han gjorde hende også meget tilfreds i det store og hele, for det var slet ikke noget som hun ønskede at skjule for ham på nogen måde. Lige nu var hun mere nysgerrig på hvad han havde at sige, og det at han havde ladet hende og gav hende den tilladelse til at søge ud, var noget som virkelig gjorde hende glad! Hun jublede måske ikke i det ydre, men det gjorde hun i den grad i det indre! Hun var blevet vant til at holde facaderne også, for det var det som hun var oplært til. Glad var hun og det var noget som direkte måtte stå ud af hendes øjne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Som han trykkede hende tættere ind mod sig, så var det noget som kun bragte hende et tydeligt behag, for hun elskede når han selv viste ind til at han ville have noget med hende at gøre, for det var også noget som hun havde brug for til tider. Ikke fordi at man kunne skjule det for nogen som helst, ofr det var faktisk bare sådan at tingene bare var for hendes del. Hånden gled let over hans kind i de kærlige og blide strøg, for hun kunne da slet ikke lade være med det! ”Godt..” hviskede hun sigende og med det samme blide smil på læben. At han havde betingelser var noget som direkte fangede hendes opmærksomhed, hvor hun vendte blikket direkte mod ham, også som et tydeligt tegn til at han havde hendes fulde opmærksomhed – endnu en gang. ”Det lyder som meget, meget reelle krav Giovanni..” endte hun dæmpet. Hun lænede sig frem, blot for at skænke ham et let og blidt kys. ”Jeg vil uanset ikke kunne undvære dig eller børnene.. Jeg lover at komme hjem om aftenen og aldrig længere væk end jeg kan komme hjem samme dag.. Jeg lover det!” endte hun med en meget stilfærdig mine, for løgn var det jo ikke engang! Hun lænede sig frem, kun for at skænke ham et dybt og lidenskabeligt kys. For tanken gjorde hende virkelig glad!

[giovanni]

Giovanni elskede Jacqueline højere end noget andet. Hun var hans drømmekvinde, hans et og alt, sammen med deres børn naturligvis, men på et tidspunkt ville børnene jo også blive store og de ville selv flytte hjemme fra – højst sandsynligt, de ville starte deres eget liv, og så ville der jo kun være ham og Jacqueline tilbage alligevel, hun var den kvinde som han ønskede at tilbringe resten af sit liv med, hvilket ikke kun var af pligt for familien, men fordi hun ejede hans hjerte, og han ønskede hende virkelig kun sit bedste, selvom det nok ikke var det man kunne få indtrykket af, når man så på den måde som han havde opført sig på igennem de sidste par år, men var det så svært at forstå igen? Hun havde været sammen med en anden mand, hvor hun tilmed havde valgt at blive i nogle år, det var ikke ligefrem fordi det var en tanke som behagede ham på nogen måde! Det gjorde ham stadig vred at tænke på, at blive mindet om, for han hadede virkelig den tanke! Han vendte let blikket mod cigaren, som han valgte at gøre ud i askebægeret, for at vende blikket mod Jacqueline igen. Han vidste godt at hun ikke var krævende, men kun havde reelle og normale krav til en mand, og han ville gerne opfylde de krav for hende, selvom det ikke ligefrem var så let igen at smide de gamle vaner fra sig. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. ”Så sandt.. du er blid som et lam,” svarede han drillende, som han prikkede hende let på næsetippen, uden at det morende smil falmede på noget tidspunkt, for det var umuligt, når hun gjorde ham i så godt et humør. At hun blev glad for at han lod hende søge ud, kunne han godt se på hendes øjne, selvom han faktisk havde regnet med at hun ville juble, også fordi hun havde været indelukket i huset og Valvor Pairó i så mange år efterhånden, men der var ingen jubel, hvilket næsten forundrede ham. Han betragtede hende blot, hvor han nød hendes strøg over hans kind, for det var virkelig rart! At han fangede hendes opmærksomhed, da han sagde at han havde betingelser, var noget som fik ham til at se hende direkte i blikket. Han havde naturligvis sine krav, for han kunne ikke ligefrem sige at han stolede fuldt og fast på hende, men han kunne jo heller ikke leve i fortiden hele tiden og resten af sit liv, det vidste han udmærket godt, så han ville gerne vise hende at han faktisk ønskede at gøre det godt igen, at han ønskede at prøve og forsøge, for han ville gerne holde fast i deres ægteskab. Hans øjne gled halvt i, som han besvarede hendes korte og flygtige kys, inden han vendte blikket mod hende igen. At hun lovede ham at holde sig til hans krav, at komme hjem samme aften hun søgte ud, var dog noget som glædede ham, hvor han nikkede ganske let. ”Udmærket,” endte han stilfærdigt, hvor han valgte at besvare hendes kys, som hun lænede sig frem og skænkede ham det. Han lukkede øjnene ganske let, inden han lede sig mod hende, så han fik dem ned at ligge i sengen igen, med ham halvt over hende. Hans arme var søgt omkring hende, hvor han trykkede hende op til sig. Han brød roligt kysset, hvor han sendte hende et stille smil. ”Du er mit et og alt Jacqueline.. jeg ønsker ikke at miste dig … igen,” svarede han sandfærdigt, som han strøg hende ganske blidt over kinden, kun for at skænke hendes læber et flygtigt kys, inden han lagde sig ved siden af hende på siden, stadig med den ene arm omkring hende. ”Men jeg tror vi burde få noget hvile,” afsluttede han roligt, som han skænkede hendes pande et blidt kys. ”Sov godt min elskede.” Han lagde sig roligt tæt ind til hende og trak dynen bedre omkring dem, kun for at holde hende ind til sig. ”Jeg elsker dig..” hviskede han dæmpet, som han allerede var ved at falde i søvn. Der gik ikke længe før han helt valgte at give sig hen til den trængende søvn og var væk.

//Out//

[Deleted]

Jacqueline vidste udmærket godt, at hun havde gjort Giovanni ondt ved at blive i Procias igennem så lang tid, men.. ja, lige hvorfor hun havde gjort det, var hun ikke helt klar over, selvom hendes lille søn selvfølgelig havde været en meget stor del af den beslutning, for hun vidste at Giovanni aldrig ville tillade hvis hun var endt med at skulle tage ham med sig. Hun ønskede egentlig bare at lægge fortiden bag sig, komme videre derfra, og så tage det hele som det nu måtte komme, for hvis der var noget som hun slet ikke lystede, så var det i den grad at skulle miste Giovanni på vejen! Den mand var virkelig manden i hendes liv, også selvom det havde været noget af en vej, før de overhovedet havde fået hinanden. Hans familie havde formet hende til at være den kvinde som hun var i dag, hvilket var noget som hun var stolt af. Hans familie havde vist hende så frygtelig mange værdier, og det var i den grad også noget som hun virkelig kun måtte sige sig, at være utrolig glad for i det store og hele. ”Blid som et lam ligefrem?” spurgte hun morende som han prikkede hende på næsen. Et morende smil passerede hendes læber, som hun let rystede på hovedet. Hun lagde sig kun tæt ind mod hans skikkelse. Det føles virkelig rart at have ham liggende der og sammen med hende, også fordi at det faktisk var noget som skete relativt sjældent, men.. det var vel bare at tage det som det nu måtte komme, ikke sandt? Umiddelbart så ville hun heller ikke sige at hun var krævende. Måske at hun kunne være meget bestemt, men ikke krævende og så længe at han ville ligge med hende på denne her måde, så var det bestemt heller ikke hende som skulle klage over noget som helst, om det var noget som man ville det eller ikke! Hun vendte blikket mod ham. Hans ord og hans krav måtte hun kun anse som reelle, for det var slet ikke noget som hun sagde det mindste til. At han ønskede hende hjemme om aftenen, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, for hun kunne udmærket godt forstå ham. Armene gled omkring ham, som han lænede sig mod hende, så de endnu en gang kom ned i sengen. Dette var hendes måde at vise den taknemmelighed på, for hun jublede virkelig indeni! Tanken om at hun faktisk fik lov til at søge udenfor, var virkelig en tanke som gjorde hende.. utrolig glad! Hun vendte blikket mod ham, som han valgte at bryde kysset, hvor det store smil slet ikke var noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun trak vejret stille og dybt, selv uden at skulle slippe ham med blikket på nogen måde. ”Det kan jeg trygt love dig for, ikke kommer til at ske igen. Jeg har lært min lektie og mere til.. Jeg lærte, at jeg ikke ville kunne undvære dig.. og det ønsker jeg slet ikke igen!” lovede hun direkte oprigtigt, for sandt var det. Uden ham, så vidste hun slet ikke hvad hun skulle stille op! At han synes de skulle få sig noget hvile, var noget som hun kun måtte sige sig enig i. Hun var grebet af en helt ny form for lettelse, hun var træt, og hun var ikke mindst også utrolig glad! Hun lagde sig til tæt ind mod ham. ”Mhmm.. Du har ret min kære.. børnene kan også stå op når som helst..” endte hun dæmpet. Sandt var det jo. Det var aldrig til at sige hvornår tvillingerne ville stå op! Hun lagde sig til ved hans side og under dynen, hvor hun selv blev liggende og lod søvnen tage over. ”Jeg elsker også dig..” var noget af det sidste som hun nåede at sige, inden søvnen selv måtte rive hende med sig til drømmeland.

//Out