How can I make it better?

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften. Børnene var hoppet i seng – dem som Jacqueline dog stadig bar rådigheden over om ikke andet, hvilket ville sige de to små tvillinger som hun fødte for ikke så mange år tilbage siden. Hun elskede de små pus som intet andet, også fordi at de var noget ganske særligt, hvilket var noget som hun kunne sige om alle sine børn! Selvom det måske ikke var helt okay mellem hende og Giovanni endnu, så var det noget som hun stadig forsøgte at kæmpe sig imod. Ikke bare for børnenes skyld, selvom det selvfølgelig vejede op for meget i hendes øjne, men også fordi at hun elskede ham. Nu hvor de havde været sammen igennem så frygtelig mange år, så kunne hun slet ikke forestille sig et liv uden.
I den let løse kjole som hun bar i denne aften og med den ro som var her i huset. Hvilket som regel betød at de ældste var ude. De var heldigvis ikke kendt med meget af det som var sket for hende i Procias og det var bestemt heller ikke noget som hun nogensinde havde i sinde at fortælle dem! Hun var heldigvis fuldblods mentaldæmon, så hun kunne altid skærme sit sind for ungerne – de ville aldrig nogensinde kunne trænge ind og se det. Hånden gled let nedover hendes side, hvor hun løftede en smule op i kjolen da hun gik ned af trappen. Hun havde ganske kort været oppe ved de små for at forsikre sig at de sov, for det var jo heller ikke fordi at hun havde meget andet at lave end at gå op i børnene og deres opdragelse, for hun havde ikke rigtigt fået lov til andet siden hun var kommet fra Procias, hvilket selvfølgelig var en kende frustrerende! Som hun nåede bunden af trappen med de bare fødder, hvor hun også tydeligt kunne mærke det kolde og massive stengulv, så kunne hun selv ikke lade være med at smile ganske let. Hånden strøg roligt igennem det lange lyse hår som hun roligt førte over skulderen og nedover hendes side. Det var jo godt langt, også.. noget som Giovanni kunne lide. Hun gjorde jo stort set alt for at gøre den mand tilfreds! Og hun agtet at fortsætte med at gøre hvad det krævede af hende at holde ham ved sig for nu havde de også været sammen og med hinanden igennem så skræmmende mange år! Med de rolige skridt, så førte hun sig roligt ind mod den store pejsestue, hvor flammerne måtte danse tydeligt, elegant og varmende. En ting som faktisk altid havde fascineret hende; Ild. Giovanni havde ikke været hjemme stort set hele dagen og hun måtte virkelig erkende, at hun savnede ham. Han forbød hende jo at gøre noget som helst udenfor huset, hvilket i den grad var en kende frustrerende, for det var i den grad sådan at hun følte det! Også selvom hun ikke ønskede at skændes med ham. Hun stod virkelig i en taknemmelighedsgæld til ham, også fordi at han havde taget hende til sig igen, også efter alt det som faktisk var sket i Procias. Med en tydelig elegance, så satte hun sig ned i sofaen, hvor de mørke øjne gled roligt mod den flammende pejs, næsten betaget og næsten i en trancelignende tilstand.

[giovanni]

Dagen havde været travl for Giovannis vedkommende, som den mere eller mindre altid var, men med de mange jobs som han havde, ikke bare som den ’gode’ øverste rådsmand i Peula, men også som mafiaboss. Han vidste at det var et risikabelt job, men det var også grunden til at han fik andre til at lave det beskidte arbejde for ham, for så kunne man ikke arresterer ham hvis det faktisk skulle lykkedes én at finde ud af hvad han faktisk foretog sig. Han fik til tider sin familie til at løbe små ærinder for sig, selv for mafiaen, selvom det var mere ’uskyldige’ jobs, det var små udleveringer af varer, hvor de fik penge med hjem.
Hele dagen havde Giovanni været i rådhuset, hvor han havde talt med de andre rådsmedlemmer, for at diskutere landets situation. Han nød magten som han havde her i landet, og han gjorde alt for at holde pirateriet nede, for de tyveknægte kunne jo ligeså godt komme og stjæle ved hans familie! Selvom de jo nok ikke nåede så langt, for hans familie bar mange forskellige evner og egenskaber, så hvis nogen trådte ind på deres grund for at gøre skade eller hærværk, så slap de nok ikke godt fra det. Det skulle han om ikke andet så nok selv sørge for! Han tillod skam ikke at nogen truede hans familie og hjem uden at de kom til at bøde for det!
Med tunge og trætte skridt, fik han guldporten åbnet, hvor han gik op langs grustien, med deres personlige og store sø på den ene side og haven på den anden. Han gik op til hoveddøren, som blev åbnet for ham, hvor han blev budt velkommen af butleren, som tog hans fine jakke, så han kun stod tilbage i en hvid skjorte og de sorte fløjlsbukser. Det sorte slips hans langs hans bryst og ned mod maven; det var vigtigt at være fint klædt, specielt når han skulle være blandt andre rigsmænd! Han gik roligt op ad den store trappe lavet af det flotte marmor, hvor han skulle til at dreje til venstre, for at gå ned langs gangen og ned til værelset, selvom hans isblå øjne kort faldt mod stuen, hvor hans blik fangede Jacquelines skikkelse, hvilket fik ham til at stoppe op. Han var i færd med at løsne slipset, selvom han også var holdt inde med det. Et let smil gled over hans læber, som han roligt valgte at gå mod højere og mod stuen, hvor han kunne se hende sidde med blikket fanget af den varme pejs. Han næsten listede sig om bag hende, hvor han lod sine forholdsvis kolde hænder falde omkring hendes slanke skuldre. ”Godaften min kære,” hilste han let, som han lænede sig ned og skænkede hendes kind et blidt kys. Han vidste godt at de kæmpede for at holde ægteskabet oppe, for et sted kunne han bare have forvist hende tilbage dengang, så hun kom til at leve på gaden, men.. hans følelser for hende var trods alt oprigtige. Han elskede hende, selvom hendes handling havde været et knæk i tilliden. Han begyndte roligt at massere hendes slanke skuldre, imens hans blik kort faldt mod pejsen. Der var stille i huset, hvilket kun kunne betyde at de ældste af børnene var ude, hvilket han heller ikke kunne benægte dem, så længe de bare opførte sig anstændige og repræsenterede familien godt!

[Deleted]

Jacqueline respekterede så sandelig at Giovanni havde sit arbejde at se til. Det var heller ikke fordi at hun nogensinde havde brudt ud i nogen som helst former for protest som sådan. Selvom hun savnede ham i løbet af dagen, så prøvede hun at leve op til hans mange forventninger til hende og blive hjemme som en god hustru, for det var jo hvad hun var trænet og opdraget til i den tid hvor hun faktisk havde været under Salvoriques vinger. Det var dog alligevel noget som hun var taknemmelig for, for havde det ikke været for dem, så stod hun her ikke denne dag i dag, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Ægteskabet havde måske været arrangeret, men hun havde lært at elske Giovanni – en mand som hun faktisk ønskede at gøre alt for, hvis det nogensinde skulle vise sig at blive nødvendigt. Selvom det selvfølgelig var begrænset indenfor husets fire vægge, for det var faktisk sjældent at hun var udenfor. Han kunne have forvist hende, kastet hende ud og lade hende leve på gaden, men… han havde ikke gjort det, selvom han havde retten til det og det var noget som hun havde været udmærket godt klar over i den anden ende. Tanken kunne stadig skræmme hende, når hun tog sig selv i at tænke tilbage på den tid. Ikke fordi at hun nogensinde havde elsket Vladimir eller opsøgt Sonic lige siden dengang, for det havde hun ikke. Nej, hun havde sit liv her og det var noget som hun ønskede at vogte om så meget som det nu var hende menneskelig muligt.
At Giovanni var kommet hjem var ikke rigtigt noget som Jacqueline lagde mærke til, også selvom hun var en mentaldæmon og altid var i stand til at mærke ham når han var tæt på hende. Sådan var det jo med den forbindelse som var mellem dem. Hun kunne jo faktisk altid tage kontakt med ham tankemæssigt hvis det var det som hun ville, men hun vidste at han havde været i gang med et alvorligt og seriøst arbejde, hvilket hun bestemt heller ikke ville forstyrre ham i, så hun havde brugt tiden sammen med børnene, vist dem hvordan man ærede familien med respekt, for det var noget som de alle sammen skulle lære fra de var helt små og det var noget som hun i den grad ønskede at vise, også så de ikke ville lave de samme fejl som det hun selv havde gjort! Hun blev siddende og stirrede ind i flammerne, ligesom hun gjorde hver eneste aften når hun ikke rigtigt havde noget andet at give sig til, hvis Giovanni ikke var hjemme selvfølgelig. Det gibbede let i hende, da de kolde hænder gled mod hendes skuldre og direkte rev hende tilbage til den virkelige verden. Kysset mod hendes kind, var noget som kun fik hende til at smile. Disse små bekræftelser var noget som hun havde brug for i løbet af en dag; At vide at han faktisk var glad for hende. ”Hjemme allerede?” Hun lagde hovedet en anelse tilbage, så hun var i stand til at se over sin ene skulder og mod ham. At han masserede hende, var noget som hun virkelig kun måtte nyde noget så frygtelig godt af! Hun lukkede øjnene let. Børnene var trods alt det som virkelig kunne køre hende ud i løbet af en dag og det var noget som hun tydeligt også kunne mærke.

[giovanni]

Efter Jacquelines lille tur til Procias, havde Giovanni forbudt hende at søge til landet og generelt været meget imod hvis hun søgte til andre lande foruden gik ud og rundt her i Peula, for et sted var han vel bange for at hun skulle være ham utro igen? Det var ikke noget som han ville respektere og gjorde hun samme fatale fejl som sidst, så ville han ikke se igennem fingere med det, men forvise hende på stedet! At få krænket sin ære var ikke noget som han fandt sig i, han havde kun ladet hende blive, fordi han faktisk elskede hende og det var oprigtigt, med hjerte, sind og sjæl. Hun havde gjort som han havde bedt hende om; skænket ham flere børn, som et tegn til at hun også var villig til at kæmpe for ægteskabet og familien, selvom det godt nok ikke havde været meningen at få tvillinger, så fortrød han det bestemt ikke! Christiano og Sophia var de yngste i familien, og hans to små øjesten! Han gik ud fra at de var de eneste som sådan var hjemme og var blevet lagt i seng. Hvor hans søster og bror måtte befinde sig henne sammen med deres ægtefæller anede han ikke, men det var heller ikke fordi han krævede at vide hvor hans familie var døgnet rundt, de havde brug for deres fritid og frihed, hvilket han også gav dem, så længe hans regler og normer blev opfyldt, så var han sådan set ligeglad.
De isblå øjne faldt stilfærdigt til Jacquelines skikkelse. Giovanni var stadig glad for at han havde ladt hende blive her, for der ville blive helt ensomt uden hendes tilværelse! Han elskede hende trods alt endnu, en af de færreste kvinder som faktisk havde opnået hans respekt, og den eneste som faktisk kunne formå at gøre ham helt bløde i knæene og slå benene væk under ham. Hun var den som kendte ham bedst, og han vidste at ingen kvinde ville kunne nå de standarder som Jacqueline allerede havde sat. Hun var og blev simpelthen den perfekte hustru, foruden deres mange skænderier, som han et sted godt kunne undgå, men.. det var vel noget som fulgte med ved at have været gift i så mange år? De forlod jo ikke hinanden af den grund, netop fordi de kendte hinanden så godt og også hurtigt kunne sige de rette ord for at gøre det godt igen.
Giovanni hævede sigende sit ene øjenbryn til hendes ord. ”Du er måske ikke glad for at se mig?” spurgte han med en drillende undertone, som han allerede kendte til svaret. Han fortsatte sin blide massage af hendes slanke skuldre, hvor han kort skænkede hendes blottede nakke et blidt kys, nu hvor hun havde ført håret over den ene skulder. Hendes smukke lange gyldne hår, der indrammede hendes ansigt som en lysende glorie, på trods hun slet ikke kunne sammenlignes med en engel, for hun var hans lille ondsindede djævel, noget som han ikke kunne andet end at finde attraktivt! ”Du vil måske have at jeg skal gå igen?” lagde han roligt til i en spørgende tone, som han roligt rettede sig op igen og fjernede hænderne fra hendes skuldre, som han stoppede med at massere hende. Et lettere kækt smil gled over hans læber, som de isblå øjne hvilede afventende på hendes skikkelse. Selv her kendte han allerede til svaret, og han måtte indrømme at han faktisk havde savnet hende.

[Deleted]

At hendes privilegier var blevet voldsomt indskrænket, var nu heller ikke noget som Jacqueline sagde synderlig meget til, for hun vidste skam udmærket godt, at det var noget som hun havde bedt om ved at gøre som hun gjorde. Hun var kommet hjem, hun havde endda tilstået sine fatale fejl og gerninger og hun følte i den grad også at hun havde taget sin straf for det og det var ikke engang fordi at hun klaget, for hun vidste at han havde været ekstremt mind overfor hende, kontra hvad han burde have gjort ved hende! Hun havde opnået hans krav, hun havde skænket ham børn som et symbol på deres kærlighed og at det var sammen med ham som hun ville være, at det var sammen med ham at hun ønskede familien og at det var her hende hjerte hvilede og hun prøvede endda dag efter dag at vise ham det, også fordi at hun virkelig ønskede at få bugt med den tvivl som hun havde sat i ham! Et sted kunne man vel kalde hende for desperat? Giovanni var virkelig et af hendes store ømme punkter og det var så hårdt ramt at det næsten havde ændret hendes person! Hun trak vejret dybt ved den tanke alene, for et sted så var det virkelig, virkelig skræmmende nok i sig selv, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Christiano og Sophia så ganske tydeligt op til sine ældre søskende og det var i den grad også noget som gav dem frygtelig meget at slås med, om det var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det. Hun måtte jo bare gøre arbejdet og opgaven så godt som menneskelig muligt, selvom det ikke altid var lige nemt med børn i den alder og når de nægtet at sove uden at far havde sagt godnat til dem!
At Giovanni allerede var kommet hjem, var noget som et sted kom bag på Jacqueline, selvom det dog ganske rigtigt var en behagelig overraskelse! Hans massage var noget som fik hende til at slappe af, for man blev virkelig anspændt af et så tæt spækket program som hun måtte følge udelukkende på grund af børnene, for de kunne virkelig tage på hendes energi som intet andet! Hun sukkede næsten nydende, hvor hun vendte blikket op mod ham ved hans ord. Hun nød virkelig når han kærtegnede hende på den måde, også fordi at hun vidste at hun var den eneste som han gjorde det ved. At han direkte stoppede sin massage af hende, var noget som et sted fik hende til at vende absolut hele opmærksomheden mod ham. Hun rejste sig roligt fra sofaen, hvor kjolen let og elegant måtte falde tilbage omkring hende. Hun stod der jo praktisk talt i natkjole, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af. En smule nedringet måske, men hun plejede jo at fjerne den når hun gik til sengs med Giovanni. Hun vendte de mørke øjne direkte mod ham. Ikke triste eller noget, men.. lykkelige på sit vis. Selvom de havde deres skænderier og deres mange kampe, så gjorde han hende i den grad også lykkelig. ”Selv i din travle hverdag, så skal der vel også være plads til din hustru?” Hun blinkede let til ham, som hun roligt gik ham i møde. Hånden hævede hun og strøg ham roligt over kinden. ”Sidst jeg så dig, var da jeg skænkede dig et kys godnat i går aftes..” Hovedet lod hun søge let på sned og med den samme let faste mine – hvilket var noget som lå naturligt til hende. ”Jeg vågnede op helt alene.” Hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang. Hun måtte jo erkende, at hun havde manglet ham. Hun havde savnet ham.

[giovanni]

Måske at Jacqueline ikke fik lov til at tage så mange steder hen, udelukkende for det som hun havde gjort for ikke så mange år tilbage, men Giovanni mente bestemt ikke at han var for hård ved hende, men at han faktisk var ganske mild, eftersom han normalt ikke tolererede at folk krænkede hans ære på den måde som hun havde gjort. Han vidste godt at de havde brudt op i ægteskabet, dengang hun var søgt til Procias, netop fordi det skulle virke ægte, men i hans hjerte og sind havde de stadig været gift, netop fordi han vidste at hun ville komme tilbage til ham. Han havde fået et mindre stik i brystet, da han havde læst hendes brev om giftermålet med Vladimir Darcy, som han et sted havde været imod, men han havde ladet det køre videre, fordi pladsen i Procias havde været vigtig, at hun så havde trukket den så langt at hun var blevet gravid, var noget som han slet ikke havde tilladt! Noget som havde gjort ham direkte rasende! Men han havde for hendes skyld holdt det hemmeligt for børnene, ikke engang deres ældste søn Alejandro kendte til det og han var faktisk godt på vej op i alderen og ville sagtens kunne klare en sådan nyhed, men han ønskede ikke at gøre Jacqueline ydmyg foran hele familien, end ikke hans egen søskende, Alyssa og Antonio kendte til det. Det var en hemmelighed som forblev mellem ham og Jacqueline, da det var et privat emne og ikke noget som vedrørte familien.
At hun rejste sig fra sofaen var noget som fik et morende smil til at glide over Giovannis blege læber, skønt hans blik forblev fast og koldt – det der lå så naturligt til ham. Sjældent bar han et smil, men sammen med Jacqueline kunne han virkelig ikke andet! At hun kun stod i natkjole gjorde ham intet, for han ville se frem til at han kunne fjerne den og blotlægge hendes smukke slanke krop. Et syn som kun vedkom ham! Og med kroppen som kun tilhørte ham! De som besudlede hendes krop det mindste ville få at bøde med døden! Et kækt smil gled over hans læber til hendes ord, hvor han ikke kunne lade vær med at betragte hende en anelse vurderende fra top til tå, som hun gik hen imod ham. Han nød i den grad hvad han så! Han vendte roligt de isblå øjne direkte til hendes smukke mørke, da hun nåede hen til ham, hvor han næsten per automatik lod sine stærke arme glide omkring hendes smukke krop, for at hive hende det sidste stykke ind til hans egen faste krop. Hånden der strøg mod hans kind var noget som fik hans øjne til at glide halvt i. Han havde virkelig savnet hendes kærtegn og berøringer! Noget som kunne få hans hjerte til at banke ti gange hurtigere i hans bryst! Han lyttede til hendes ord uden at gøre mindste tegn til at afbrydelse, da det for det første ikke kunne falde ham ind, og for det andet nød han at lytte til hendes smukke, varme og perleklare stemme. Et næsten overbærende smil gled over hans læber, hvor han rykkede hovedet tættere mod hendes, som han kort lod sin næsetip gnubbe sig kælent op ad hendes. Han vendte blikket mod hende med et drillende skær i de isblå øjne – noget som kun forekom normalt sammen med hende. ”Jeg beklager ydmygest, frue!” undskyldte han lettere overdramatiserende, som han trykkede hende helt tæt ind mod sig, imens et selvsikkert og lettere overlegent smil gled over hans læber. ”Tillad mig at gøre det godt igen?” foreslog han med et sigende hævet øjenbryn, som han let lod hovedet søge på sned, for at skænke hendes hals et forførende kys, næsten for at vise hende lidt af det han kunne tilbyde hende.

[Deleted]

Jacqueline havde været ærlig over for Giovanni siden starten. Hun havde fortalt ham omkring alt det som var sket i Procias og alt det som var sket, for hun ville langt hellere fortælle ham det selv, end hun ville lade andre komme til og gøre det samme, for det ville man bestemt heller ikke få det mindste ud af i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At han have valgt at holde det hemmeligt for alle, var noget som hun i den grad også satte pris på. Et sted så frygtede hun vel at de andre ville presse på ham for at få hende ud? For hun havde krænket familiens ære på den mest grusomme måde som man overhovedet kunne forestille sig det, og hun vidste det jo godt! Han havde været utrolig mild ved hende når han havde straffet hende, for hun vidste udmærket godt at hun havde gjort ham vred. Måske at det var en fortid som hun ikke kunne rette op på, men hun ønskede virkelig at bevise for ham, at det slet ikke var noget som ville ske igen nogensinde! Hun fortrød virkelig og det var heller ikke fordi at hun havde nogen kontakt eller noget som helst til lille Sonic. Hun havde virkelig ikke nogen anelse om hvor knægten havde været eller hvad han havde lavet. Det eneste som hun i bund og grund vidste, var at Vladimir havde haft utallige tøser efter hun selv var taget derfra med bare lidt ære i behold.
Jacqueline vidste udmærket godt at Giovanni ikke mente sine ord i alvor, også selvom hun et sted virkelig var bange for at hun ville ende med at miste ham? Miste ham til en anden fordi at hun ikke ville være spændende eller attraktiv nok? Selvom han gang på gang afkræftede en følelse netop ved at gøre som han gjorde lige i øjeblikket, og det var virkelig noget som hun kun måtte nyde noget så frygtelig godt af! Hans arme som han lod snige omkring hendes slanke talje, var noget som hun altid kunne lide. At være den som stod i hans favn og vide at det var en eneret som tilhørte hende og at der ikke var nogen som ville stå der nogensinde! Det var hendes og kun hendes! Hun vendte de mørke øjne direkte op mod hans isblå. Han havde virkelig ikke nogen anelse om hvad han havde reddet hende fra tilbage dengang de havde set hinanden for første gang. Hånden fortsatte de rolige strøg over hans kind, også selvom de var endt med at stå helt tæt på hinanden. Når de var alene så faldt facaderne mere eller mindre, også selvom hun virkelig var så opsat på at ikke gøre flere fejl end det som allerede var sket, for der var gjort flere end det som hun ville være ved! Næsetippen som gned sig mod hans, var ganske enkelt et harmløst kærtegn, men hun nød det faktisk – kun fordi at det var ham. ”Mhmm.. Undskyldningen er accepteret,” sagde hun roligt. Armen lagde hun roligt omkring hans nakke, hvor den anden roligt fulgte trop, så hun kunne stå og lege med hans nakkehår i stedet for. Han var nok den mest charmerende mand som hun overhovedet havde været i nærheden af! Hun smilede let og blottede halsen for ham. ”Er det virkelig det bedste du kan tilbyde mig? I så fald.. så er det slet ikke nok..” Hun trykkede sig selv helt tæt ind til ham og vendte blikket mod ham. ”Lang dag, min kære?” spurgte hun roligt.

[giovanni]

Det var alligevel mange år siden at Jacqueline havde gjort sin fatale fejl, selvom det jo faktisk ikke var så mange år igen, når man talte i dæmon år, for Christiano og Sophia var jo stadig kun to små livlige børn, men Giovanni var dog opsat på at kæmpe for sit ægteskab til Jacqueline! For når det kom til stykket så kunne han jo slet ikke være hende foruden, han elskede hende stadig på trods af den fatale fejl hun havde gjort, på trods at hun havde krænket hans ære, for han vidste at hun fortrød og at hun ønskede at gøre det godt igen, han havde jo tydeligt set hvor ihærdig hun var efter at få hans tillid tilbage, af og til morede det ham faktisk at se hvor ivrig hun kunne blive efter det, selvom.. han udnyttede det ikke, han havde nok ikke tilgivet hende helt for hvad hun havde gjort, netop fordi hun faktisk havde valgt at krænke ham på den mest værst tænkelige måde, og det var vel også grunden til at de skændes så meget? Fordi han endnu ikke havde tilgivet hende helt på trods det var flere år siden? Han ønskede bare så inderligt, en ordentlig bekræftelse på at det var ham, som hun ville være sammen med. Han vidste godt at hun havde skænket ham flere børn, men.. det var bare som om der manglede noget, som om at børn ikke kunne gøre godt for at have krænket hans ære og alt det som familien stod for. Det som havde spillet en relativ stor rolle dengang, var faktisk at hun havde fortalt ham sandheden som det første, hun havde lagt sin fejl midt ud på bordet, som det første da hun var kommet hjem og havde ikke holdt det inde og holdt ham for nar, så det var tydeligt at han endnu havde haft hendes loyalitet.
Utroligt at hun egentlig kunne få Giovannis facader til at falde så let som ingenting, for når han var sammen med andre kunne det slet ikke falde ham ind at være så.. blød! Men Jacqueline forstod sig virkelig på at kunne rive alle de facader og barrierer ned som han ellers så let som ingenting holdt oppe normalt. På den anden side, så var det jo også Jacqueline som kendte ham bedst af alle, de havde været gift i mange, mange år, men de havde levet sammen i flere! Han havde jo først friet til hende efter at hun havde nået myndighedsalderen. At hun accepterede hans undskyldning, fik kun smilet til at brede sig på hans blege læber. De morgener hvor han var nødsaget til at gå tidligt hadede han, for så fik han aldrig lov til at sige farvel til hende, eftersom han ikke kunne nænne at vække hende af sin søde søvn. ”Godt,” hviskede han i en lavmælt tone og dog med det morende glimt i de isblå øjne. Armene omkring hans nakke og fingrene der legede med hans nakkehår, var alt sammen noget som han havde savnet og som han nød! Som hun blottede halsen for ham, så kunne han også bedre komme til, selvom han næsten måtte vende blikket vantro mod hende til hendes ord – han gjorde det dog ikke, som han i stedet for bed hende pirrende i den bløde øreflip. ”Dette kommer end ikke i nærheden af en brøkdel af hvad jeg kan tilbyde dig,” hviskede han lettere lokkende. Han nød at hun var krævende, satte forventningerne højt og spillede kostbar, for når han så levede op til forventningerne føltes det langt bedre! Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord. ”Den er altid lang, når du ikke er der,” svarede han sandfærdigt, som han lod panden hvile mod hendes ganske let, så han havde frit udsyn til hendes smukke brune øjne.

[Deleted]

Jacqueline havde lagt alle kortene på ordet fra start af, og det var slet ikke noget som hun fortrød. Hun hav de angret sine handlinger, hun havde fortrudt alt det som hun havde gjort igennem sin tid i Procias, også selvom hun vidste, at det slet ikke var noget som gjorde godt for noget som helst af det som hun havde gjort. Hun havde forsøgt at gøre det godt igen, hvor hun i den grad godt kunne virke lidt for desperat til tider, men så lang tid at han stadig bød hende ind i favnen og skænkede hende kys, kærtegn og de store ord, så kunne hun bestemt heller ikke være noget andet end storslået tilfreds på alle tænkelige måder overhovedet. Hun elskede manden og det var noget som hun så brændende ønskede at vise ham! Han udnyttede hende ikke når hun blev så desperat efter at vise ham det, vise ham at hun elskede ham ligesom hun havde gjort da hun havde skænket ham tvillingerne, ladet ham fjerne de mange mærker efter Vladimir da han havde været hende tæt, og det var slet ikke noget som hun på nogen måde fortrød. Hun elskede at have ham tæt på sig, da det virkelig også var det vigtigste og bedste for hende. Hun kunne da slet ikke undvære ham for noget som helst i denne verden! Hvis hun dog bare vidste hvordan hun skulle bekræfte ham som han ønskede det, så var det også noget som hun ville gøre, det var helt sikkert! Hun gav ham hvad han ville have, men selv hun kunne føle at der var noget som stadig måtte mangle, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hende. Tvært imod, så gjorde det hende langt mere frustreret!
Jacqueline kendte utrolig godt til manden som fandtes bag Giovannis hårde og faste facader. Ikke fordi at hun på nogen måde ville se på det som noget svagt eller noget i den stil, for det var han virkelig ikke. Han holdt hende tryg, han beskyttede hende og han gjorde alt det for hende som en mand burde gøre ved sin hustru. En plads som hun bar med stolthed, også selvom hun havde været så tæt på at smide det hele fra sig på denne måde. Også en grund til at hun havde fortalt ham det. Lige nu var det dog ikke de ting som fandtes i hendes hoved. Hun trak vejret dybt. Hun kunne sagtens være krævende, men hun vidste så til gengæld også hvornår hun kunne tillade sig at være lidt krævende. Hun lod hovedet søge let på sned, så han også havde udsigten til hendes hals, så han kunne komme til. Hun smilede let for sig selv. ”Lige for denne gang så går det..” endte hun roligt. Hun strøg hånden roligt igennem hans hår og så stille nedover hans bryst i stedet for, nu hvor hun endnu en gang måtte være så tæt på ham. Hun nød det virkelig, også fordi at hun havde manglet ham igennem hele dagen! Arbejdet kom selvfølgelig i førsterække, så meget var hun dog kendt med og hun accepterede det også, selvom det ikke altid var helt så nemt. Hun var vel bare vant til det? Hun slap et ganske let grin. ”Uha.. Du gør mig nysgerrig, kæreste..” Hun vendte blikket mod ham. De mørke øjne, også for at fange hans blik og ansigt. At han legede med hendes øre, var noget som svagt fik hende til at gyse, for det var virkelig savnet! Hun lod panden roligt møde hans, kun for at se ham i blikket. Hun sendte ham et stille smil og uden at tage blikket fra ham. Hun elskede ham og ønskede bare så brændende at bekræfte ham! ”Den er også lang og hård når du ikke er hjemme.. Hmm.. Børnene er lagt i seng.. Hvad med noget voksen-tid? Lidt lys, massage.. afslapning inden endnu en hård dag i morgen? endte hun spørgende og med et let hævet bryn.

[giovanni]

Selvfølgelig havde Giovanni tilgivet Jacqueline, ellers ville hun da slet ikke være her i øjeblikket, for så havde han smidt hende ud for længe siden. Havde han ikke tilgivet hende, så havde han jo heller ikke fortalt hende de store ord igen, eller gjort et stort forsøg på at opretholde deres ægteskab og familiens ære, for blev de skilt, så sank han også en del i rank, for hvem ville ikke tro at det måske var hende som havde forladt ham? At hun havde været ham en for stor mundfuld? Desuden så var Jacqueline en utrolig stærk og målrettet kvinde, mange af de rådsmedlemmer – som han havde været til møde med denne dag – var ganske enkelt fascineret over hende, nogle havde tilmed fortalt deres misundelse over at de ikke havde en nær så kløgtig, autoritet og entusiastisk hustru som han selv havde. Han var naturligvis stolt over Jacqueline og det var også derfor at det var ekstra slemt det som hun havde gjort mod ham, specielt også fordi han elskede hende så højt som han havde gjort og endnu gjorde. Foruden børnene, var hun virkelig det bedste som var sket ham! Han elskede hendes væsen, hun overgik enhver anden kvinde han havde mødt igennem sit liv. Hun kunne skabe respekt blandt andre, fordi hun ikke kun havde det hele i munden, men også kunne gøre brug af handling, og ikke nok med det, var hun ikke bare en kvinde der var et sludrechatol som så mange andre, nej hun havde virkelig et ordforråd der selv kunne slå mange af de politiske herrer her i Peula! Det var også grunden til at han flere gange faktisk havde taget hende med til rådsmøderne her i landet, for hendes indflydelse var noget som han faktisk interesserede sig for, ligesom hun også skulle repræsentere familien som overhovedets og det øverste rådsmedlems hustru.
Hånden der strøg igennem Giovannis hår og videre ned over hans bryst, var noget som han faktisk havde savnet. Han vidste godt at de kunne skændes, og mange gange blev det virkelig slemt, men han elskede hende virkelig og han savnede hendes kærtegn og kys, når han ikke så hende en hel dag. Arbejdet kom i første række, det havde det altid gjort og ville det altid gøre, det var noget som Jacqueline vidste bedre end nogen anden, og selv deres børn vidste det, for det var hvad de havde fortalt dem fra de var helt små. Af den grund skulle der naturligvis også være plads til ægteskabet, specielt når de havde haft det knæk som de havde, for der skulle være plads til at de kunne bekræfte hinanden, til at de kunne genskabe den tabte tillid til hinanden, selvom det mere var for hans del, for det var hende der havde mistet hans tillid, han havde trods alt været hende tro igennem alle årene. At han gjorde hende nysgerrig, var noget som lød ganske godt i hans ører, for at vide at han stadig kunne fange hendes interesse og opmærksomhed glædede ham! ”Godt.. så må jeg også hellere bevise det for dig,” svarede han stilfærdigt, som han blinkede let til hende. At ligge med hende i sin favn var noget som han ville se frem til! Og mon han ikke kunne skubbe arbejdet lidt og nyde morgenen sammen med hende også? Han så ikke fra hende, som hun talte, hvor hendes ord virkelig måtte lyde ham tiltalende! ”Det lyder til at blive en god og tiltalende aften,” konstaterede han let for sig selv, som et lettere tilfredst smil gled over hans læber. Han lod hånden stryge fra hendes skulderblad og ned langs hendes side, blot for at gribe omkring hendes hånd, som han førte op til sine blege læber, for at skænke håndryggen et blidt kys. ”Så kom med, så skal jeg forføre dig ind i nattens mulm og mørke,” hviskede han lettere lokkende, som blikket hvilede lettere sensuelt mod hende, ikke som en sensuel dæmon, men som en mentaldæmon kunne manipulere med sindets tanker og følelser – skønt han vidste at det ikke virkede på Jacqueline, hun var trods alt selv en stærk mentaldæmon. Han trak hende dog roligt med sig ud af stuen og hen ad gangen, for at søge mod deres soveværelse.

[Deleted]

Hvis Jacqueline skulle ende med at gå fra Giovanni, så ville det ikke bare gå ud over hende, men i den grad også gå noget så frygteligt ud over ham, hvilket bestemt heller ikke var noget som hun havde lyst til. Hun ønskede at vise ham at det var ham som havde hendes hjerte og ikke nogen anden! At han tog hende i favnen var altid en tanke som glædet hende og det varmede hende, hvor han i den grad også var den eneste som stod der ved hendes side, og faktisk var i stand til at få hende til at smelte, for det var noget som virkelig havde en ekstrem stor betydning for hende. Selvom arbejdet kom i første række, hvilket var en kendsgerning som hun havde lært at leve med for frygtelig mange år tilbage, så var det bestemt heller ikke noget som hun tog så hårdt på igen, selvom hun selvfølgelig savnede ham og frygtelig meget endda når han ikke var hjemme. Børnene vidste virkelig ikke noget som helst, hvilket var en tanke som hun var glad for, for hvad ville de ikke sige omkring deres mor, hvis de vidste at hun havde vanæret og krænket familien på denne her måde? Det var da slet ikke noget som gav nogen mening! At han valgte at holde tæt, også overfor hans egne søskende, var det som glædet hende mest og mere end noget andet i hendes liv. At vide at hun stadig havde en chance ved ham, var det eneste som hun ønskede at få bekræftet, for hun vidste at hun ikke var lukket fuldkommen ind i hans hjerte endnu. Hun var måske ikke som enhver anden, for hun var ekstrem tilpasningsdygtig, hun havde et ordforråd som sagde spar to, for ikke at glemme, at hun vidste hvordan hun selv ville have tingene og hvordan hun skulle få dem! Om ikke andet, så var det ikke noget som gik ud over Giovanni, for han var da noget af det eneste som hun ikke kunne eller ville manipulere med.
Jacqueline ønskede virkelig bare så brændende, at dette var noget som de skulle finde ud af. At de igen ville være i stand til at skabe det tillidsbånd, for hun havde vel bevist for ham at hun var ham loyal? Hun havde jo trods alt smidt alle kortene på bordet allerede med det samme, så det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig skulle komme til stykket. Hun elskede ham og det at være sammen med ham var virkelig det bedste for hende! Nu hvor hun havde børnene hele dagen, så var det faktisk godt med et afbræk og muligheden for at slappe af, for så længe at han var hjemme, så kunne hun ikke andet! De mørke øjne hvilede roligt i hans eget blik, for hun kunne virkelig ikke skjule det, om det var noget som hun ville eller ikke. ”Bring it on..” Hun blinkede let til ham og med det samme stille smil på læben. Han var virkelig det bedste som var sket i hendes liv! Hun trykkede sig roligt ind til ham og lod ham roligt tage omkring hendes hånd og kysse hendes håndryg. Lidt tillid var der og det var jo heller ikke fordi at hun havde gjort det siden. Hun holdt sig på plads som hans hustru og det var noget som hun i den grad også var stolt af. ”Jeg håber at du vil nyde det lige så meget som jeg.. Jeg har planer for os to i aften.” Hun blinkede endnu en gang let til ham, for hun kunne virkelig ikke lade være! Hvis der var en mand som kunne forføre hende, så var det i den grad ham. Hun lukkede af for alt det andet og det var jo med lethed, men ikke ham! Han var ældre og mere erfaren end hende og det var selvfølgelig heller ikke noget som sagde så lidt. ”Jeg glæder mig jo helt..” gengældte hun i en hvisken, idet hun roligt gik med ham op mod soveværelset. Hendes gang var rolig og elegant. Hun var en kvinde af stolthed og det skulle vises!

[giovanni]

Måske at tilliden var gået lidt tabt, men det var ikke fordi at den var helt væk. Giovanni elskede Jacqueline højere end noget andet! Naturligvis vejede hans børn en del i ham, men de ville jo engang selv blive store og skulle selv skabe familie, så de var der jo ikke hele hans liv, det var Jacqueline derimod, det var hende som bekræftede ham, som fik ham til at føle sig som den heldigste mand i verdenen når han havde en så gudeskøn kvinde som hende, og så havde hun bragt ham de mest vidunderlige børn man kunne tænke sig til! Nogle som han alle havde opdraget med hård hånd og nu var turen kommet til Christiano og Sophia. Han var naturligvis ikke nær så hård ved pigerne som han var ved drengene, for om man ville det eller ej, så var der bare en stor forskel i kønnene, mænd var generelt langt mere udholdende end kvinder, mænd var bygget til at tage det hårde arbejde, hvilket kvinder normalt ikke kunne klare, af den grund havde kvinder mange andre talenter, det havde han jo tydeligt set i Jacqueline. Hun var og blev virkelig hans et og alt! Hun var hans dyrebareste skat, en sjælden juvel som han bestemt ikke ønskede at dele med nogen som helst! Og efter hendes tur til Procias, så var han kun blevet langt mere overbeskyttende og fået en endnu større ejerfornemmelse.
Giovanni kunne ikke tage blikket fra hende. Hun var ikke kun en gudeskøn kvinde, men også ubeskrivelig smuk! Hun var den eneste der kunne fange ham på denne oprigtige måde. Et lettere selvsikkert smil gled over hans blege læber, som hun blinkede til ham. Han elskede hendes egen selvsikkerhed, det gjorde hende jo langt mere attraktiv, end en kvinde der ikke turde at stå op for sig selv. Jacqueline var ikke bleg for at komme med en kommentar eller to, sige hvis hun var utilfreds, hun var den eneste der faktisk turde at stille sig op imod ham, og hun var også den eneste der slap godt fra det. Men det var nok også fordi at hun stillede sig op imod ham, at han blev irriteret og derfor de havde let ved at skændes, selvom.. selv når hun var vred var hun smuk og han kunne ikke tage øjnene fra hende. At hun havde planer for dem, var noget som måtte få ham til at vende blikket nysgerrigt imod hende. ”Hm.. nu er du ikke den eneste der er nysgerrig,” svarede han stilfærdigt, som et morende smil gled over hans læber. Han glædede sig allerede meget til at dele natten med hende, bare hendes tilværelse gjorde den perfekt! Desuden, så følte han at det var en evighed siden at han havde været sammen med hende. Han savnede hende, længtes efter hende, ønskede hende, og hvad han ville have, skulle han nok få! ”Der er skam også grund til at glæde sig,” svarede han lettere hemmelighedsfuldt, som han vendte de isblå øjne imod hende. Han fulgte hende roligt langs gangen med en rank og stolt holdning – som altid – og ikke mindst stolt over at have hende ved sin side.
Giovanni stoppede roligt op, som han nåede soveværelsesdøren, som han ganske roligt åbnede, uden at slippe hendes hånd det mindste, som han gav et lettere forventningsfuldt klem, inden han åbnede døren og trak hende med sig ind på værelset, blot for at lukke døren igen; den var aldrig låst, eftersom det trods alt var nødvendigt for folk at kunne komme i kontakt med ham, af den grund kunne han sagtens blive irriteret over forstyrrelser. Værelset var stort, med en stor himmelseng lavet af mørkt eg. Værelset havde også et par reoler, et skab, en kommode, der var fyldt med nipsting, malerier og små statuer i visse af hjørnerne, og ikke mindst med en masse stearinlys rundt omkring. Alt i alt var det hele luksuriøst; kun det bedste var godt nok til hans hustru! Han vendte roligt blikket mod hende igen, lettere drilsk og dog med det hemmelighedsfulde skær.

[Deleted]

Jacqueline vidste udmærket godt, at det ville blive hende en forbandet kamp at komme ind til Giovannis hjerte igen, selvom det bestemt heller ikke var en kamp som hun havde i sinde at tabe! Børnene var mere ude nu end det som de måtte være hjemme, så selvfølgelig var det også noget som havde sin betydning; Når han var hjemme, så kunne de tilbringe tiden sammen. Christiano og Sophia manglede ham nok, for det skete jo selvfølgelig at de spurgte efter far, for de savnede ham jo trods alt også. De store så hun faktisk ikke så meget til, selvom minen altid var en helt anden. De respekterede deres mor, men det var vel også fordi at de ikke havde nogen anelse om hvad hun egentlig havde gjort? Krænket og vanæret familien? Selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne tage sig af som sådan, om det var noget som hun ville, men hun kunne jo prøve at gøre det godt igen og få det hele til at køre på skinner sammen med Giovanni igen! Selvfølgelig håbede hun at han ville være med hende, for der var virkelig ikke noget som hun ønskede mere end dette. Det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet.
At Giovanni kørte meget på børnene og drengene specielt var nu heller ikke noget som Jacqueline gjorde noget ved. Hvis der var noget som de havde brug for at lære sig, så var det respekt og hvordan man skulle ære familien, for det var bestemt heller ikke noget som hendes bror havde gjort mod hendes! Hun vendte blikket mod ham. Han var den eneste som direkte kunne gøre hende blød i knæene og selvfølgelig var det noget som betød så frygtelig meget for hendes del. Han var den eneste som kunne søge så dybt i det mørke hav hendes blik bestod af, svømme rundt i de kvindelige mysterier og faktisk lære hende at kende. Alle andre mødte jo bogstavelig talt en mur medmindre hun selvfølgelig var ude på en opgave, hvilket hun ikke havde oplevet siden hun havde fået Christiano og Sophia. Et sted så var hun irriteret over det, for hun ville klart også nyde at komme lidt ud af huset! Hun smilede let for sig selv. ”Jeg har mange planer for i aften, kæreste.. tro mig. Jeg er sikker på at du vil komme til at nyde det.” Hun trykkede ganske let omkring hans hånd. At han jo så også lød til at have planer for hende, var noget som hun også tydeligt måtte lægge mærke til, hvilket også gjorde hende nysgerrig! Hun trykkede let i hans hånd, som hun løftede let i kjolen, så det var nemmere for hende at komme op af den.
At komme ind på værelset var nu noget som gjorde hende lettet et sted. Når hun ikke var her, så var hun nødsaget til en facade, for selv tjenestefolket skulle opleve hende som autoritær! Det behøvede hun jo trods alt ikke når hun var alene sammen med ham på soveværelset. Døren var aldrig låst, for man vidste hvad en lukket dør her i huset betød. Hun vendte de mørke øjne mod ham og med det stille smil. Hånden strøg hun roligt fra hans kind og nedover hendes bryst. ”Læg dig i seng min skat.. Så skal jeg nok gøre det hele klart.” I sig selv, så var hun yderst bestemt i sit ordvalg, for hun ville have ham ned i sengen og bare ned at slappe af, for det havde han i den grad også brug for efter en så hård en dag på arbejdet! Hun slap roligt hans hånd, idet hun vendte sig om, for at begynde at tænde stearinlys ved hjælp af en temmelig lang tændstik som hun havde fået gang i.

[giovanni]

At være lidt selv med Jacqueline, var noget som altid hjalp på deres ægteskab sammen, for så havde de tid til at give sig hen til hinanden, komme tæt ind på hinanden igen, tale sammen i fred og ro, og så kunne Giovanni få bekræftet at hun elskede ham, som han også elskede hende. Han ønskede ikke at tage hævn og søge til en anden kvinde, han skulle jo nødig få et ry som skørtejæger! Hvad ville folk dog ikke tro om ham så?! Han kunne godt tage hævn – ikke mod Jacqueline, men – generelt, hvor han sørgede for at gøre det på en måde, så han ikke svinede sit rygte til, men faktisk opretholdte det. I stedet for at søge til andre kvinder, ville han nok forvise hende, for en kvinde der var vant til luksus var gaden virkelig det værste man kunne skænke hende, men han elskede Jacqueline, han holdt på ægteskabet for børnenes skyld, og han prøvede ikke at tænke på hendes tid i Procias, selvom det jo selvfølgelig skete til tider at det dukkede op, måske ikke direkte, men det måtte irritere ham alligevel. Denne aften ville han dog bare nyde med hende, han gad ikke til at skændes, for det var han ærligtalt for træt til! Desuden, hvorfor skændes når de kunne nyde hinandens selskab og tiden med hinanden i stedet for? Det lød jo desuden også langt mere tiltalende!
At høre at Jacqueline havde mange planer for dem denne aften, var noget som virkelig måtte gøre Giovanni nysgerrig, det lød næsten til at de kom til at hygge ordentligt, selvom han heller ikke tillod andet! Han ville for en gangs skyld give sig fuldstændig hen til hende og bare nyde hendes nærvær, for andet kunne han virkelig ikke tænke på i øjeblikket! Det var så lang tid siden at de havde haft ordentlig tid sammen, at de virkelig kunne give sig hen til hinanden uden at blive forstyrret, faktisk var han utrolig glad for at være kommet tidligt hjem denne aften, for så havde han ekstra god tid til Jacqueline, og muligvis morgen med? ”Når du er her, min egen.. så kan jeg ikke andet end at nyde det,” fastslog han lettere selvsikkert, som han gengældte hendes klem, så hun vidste at han mente hvert eneste ord, at han nød at være hende tæt, og tilmed glædede sig til at tilbringe resten af aftnen, natten og morgen med hende. Han slap dog roligt hendes hånd, da han valgte at løsne sit slips, så han kunne få det helt af, hvor han lagde det over sengegavlen, inden han gik hen og slog armene omkring hendes mave, så han stod med fronten mod hendes ryg. At hun ville have ham til at lægge sig på sengen, så hun skulle gøre det hele fik ham til at vende blikket lettere knibende mod hende. ”Og lade dig gøre alt selv? Ikke på vilkår!” En gentleman kunne han faktisk godt være! Han slap hende dog roligt, lod hende stryge ham over kinden og ned over brystet, hvilket fik hans hjerte til at slå hårdere imod hans bryst. Han lod hovedet søge en anelse på sned, som han betragtede hendes krop ganske let, inden han gik hen og selv tog en tændstik fra æsken, som han valgte at tænde. ”Du kan tage denne halvdel af værelset, så tager jeg den anden,” svarede han lettere bestemt. Hun skulle da ikke gøre det hele selv! Desuden, var de begge i gang, så fik de også hurtigere tænd alle lys og så havde de mere tid til hinanden.

[Deleted]

Jacqueline ville virkelig vise Giovanni at det var ham som hun elskede og ham som hun brændt efter at være sammen med. At de kunne skændes beviste jo samtidig også at deres forhold slet ikke var perfekt på nogen måde, så det var vel også noget som kun var en meget god ting i den anden ende? Ganske rigtigt så kunne de fint snakke sammen og hun viste det jo faktisk også at det var her hun ønskede at være, for hun ventede på ham – trofast og loyal dag efter dag når han kom hjem fra arbejde, mødte ham med kys, spurgte ind til hans dag og med det hele, for det var slet ikke noget som hun kunne lade være med, om det var noget som man jo så ville det eller ikke, for hun ønskede virkelig noget så brændende at bekræfte dette for ham! Hun havde ikke været på en opgave siden den i Procias, hvilket hun et sted også havde det fint med, for Giovanni skulle bestemt heller ikke føle sig tvunget til det ene eller det andet! Det var nu heller ikke fordi at hun direkte ønskede at gøre noget stort ud af dette, for det ville hun bestemt heller ikke få det mindste ud af, hvilket hun allerede var helt klar over, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for hende som sådan, for hun følte sig virkelig bare.. desperat! Hun havde virkelig bare brug for at bevise for ham fuldendt og alvorligt at dette var noget som hun måtte og ønskede for hendes vedkommende.
At være lidt alene sammen med Giovanni var noget som hun i den grad også selv ville nyde. Det var jo en af de gode ting ved at børnene var ved at blive så store som de var, så det var jo heler ikke noget som i det hele taget måtte sige så lidt i den anden ende. Armene som sneg sig omkring hendes liv, var noget som efterlod hende med et sug i maven. Selv der hvor hun ikke kunne gøre andet end at nyde det, at han faktisk valgte at opsøge hende på denne her måde, hvilket var noget som gjorde det hele så hundrede gange bedre! Hun vendte blikket mod ham. At hun ikke fik lov til at gøre det selv, var faktisk noget som irriterede hende en smule, for hun havde virkelig ikke brug for ham til at lave mere, for han havde været på arbejde hele dagen! Hun himlede let med øjnene og rystede så på hovedet. Den stædighed havde børnene bestemt heller ikke fra fremmed af! ”Nu kan jeg da se hvor børnene har deres stædighed fra, min egen..” Hun vendte sig mod ham som han begyndte i den anden ende af værelset, selvom det ikke var noget som gjorde hende noget som sådan, for så var der mere tid til hinanden og det var også det som betød mest! Hun anede jo faktisk ikke noget om hvornår han skulle af sted igen, et sted var det jo så en tanke som gjorde hende usikker. Hun gjorde rækken med stearinlys færdig og vendte sig mod ham. Hun pustede den lange tændstik ud og lagde den roligt på en lille underskål som stod på skænken, idet at hun vendte sig mod ham. ”Læg dig på sengen og fjern skjorten min kære.. Jeg har nemlig en ganske særlig overraskelse til dig i dag.” Hun blinkede let til ham, idet at hun gik hen til døren som førte ud til badeværelset og gik igennem den. Hun havde jo faktisk ventet på denne mulighed i frygtelig lang tid!