The big evil world!

[ezekiel]

Ezekiel havde skam stødt på folk der led af skizofreni, men det var virkelig mange år siden sidst. Han kunne faktisk ikke huske hvor længe siden det var, men det var en sjælden sygdom, og ikke mange rendte rundt med den, derfor gjorde denne tøs ham også ganske nysgerrig. Den kvinde som den anden havde forvandlet sig til, Amelia, var klart langt smukkere, men med garanti også langt mere vild og ustyrlig, det kunne han næsten ikke forestille sig den anden pige være. Han havde dog aldrig set en person skifte fra at være en til en anden, som han havde hende, og det var vel også det som havde formået at vække hans nysgerrighed og interesse? Han kunne godt tænke sig at finde ud af mere omkring hende, hvor det også virkede til at hun var nysgerrig efter at finde ud af hvem der gemte sig bag masken – men hvem ville ikke være det? Masken havde jo altid formået at fange nysgerrighed ved folk, dog var det også den som var hans kendetegn ved hans dæknavn Niccolo Mystique, derfor tog han den også sjældent af, for han brød sig ikke om at vise sit ansigt. Han skulle dog ikke gøre forretninger med denne kvinde, så på den anden side så kunne det vel ikke skade hvis hun endelig så hans ansigt? Men hvad sjovt ville der være i det?
“Korrekt. Du er uhøflig, uden manere og uanstændig. Men det er vel også det der gør dig spændende?” svarede Ezekiel lettere tænkende, som han gned hagen, der var dækket til af den hvide masken, imens han kort så tænkende ud i luften. Måske hun var uhøflig, men sådanne folk havde han mødt mange af og nogle havde vist sig at være ganske interessant selskab. Det var dog kommet bag på ham, da hun direkte havde valgt at smide tøjet foran ham, som om hun havde været den sidste person tilbage på hele jorden, og selvom han havde været yderst tilfreds med synet, så kom hendes blufærdighed alligevel bag på ham.
At Amelia ville se manden der gemte sig bag masken, forundrede egentlig ikke Ezekiel. Han betragtede hende også blot, da hun valgte at kredse omkring ham, hvor han blev stående med armene over kors, hvor han kunne fornemme at hun gik om bag ham og lod fingrene stryge flygtigt over hans ryg, selvom han ikke just var påvirket af det. Han vendte blikket mod hende igen, da hun stillede sig foran ham igen, hvor han lod hovedet søge ganske let på sned. ”Uanset hvor fristende din aftale end lyder, hvorfor skulle jeg så vise dig mit ansigt? Hvad skulle jeg få ud af det?” spurgte han ganske roligt og dog sagte, uden at han fjernede blikket fra hende. Han viste ikke sit ansigt til hvem som helst.

[Deleted]

Hun havde hørt om ham, men igen.. det var begrænset hvad man vidste om ham. Han var dog kendt for den maske, og rygterne sagde at ingen vidste hvordan han så ud bag den. Det var vel derfor hun var så nysgerrig, hun ville vide hvad han skjulte bag den. Hendes blik forlod ham derfor ikke, hun skulle nok få det at vide. Amelia var ret stædig, og der skulle utrolig meget til inden hun opgav, men på den anden side blev han jo stående der af egen fri vilje så noget måtte holde ham der? Hun gik udefra at det var hendes.. sygdom, der holdt ham der, han ville finde ud af nogle ting og hans spørgsmål sagde jo sig selv. At hun var smukkere i denne skikkelse var vel ikke underligt, denne side af Valeria var meget unik og tiltrækkende, den anden var frastødende på mange punkter. Valeria kunne dog være utrolig blid og omsorgsfuld, men det var bare sjældent at hun var det overfor folk. Dyr nød derimod en del af hendes omsorg og blidhed. Hvorfor brød han sig ikke om at vise sit ansigt, dette vidste hun ikke som sådan, men det kunne man vel regne ud? Han skjulte sig bag den af en grund, måske var han en kendt person? Måske. Jo længere tid hun blev stående der, jo mere blev hun nysgerrig. Hun ville gerne vide hvor langt hendes egne evner rakte, om hun ville finde ud af hvad der gemte sig bag masken eller ej. Hans ord fangede dog atter hendes opmærksomhed og rev hende ud af sin egen tankegang der på ingen måde var så forvirrede som Valerias var. Et tilfreds og morende smil spredte sig over hendes læber hvor et drillende og morende glimt var at finde i hendes øjne ”Finder De min manglende maner, uhøflighed og manglende anstændighed spændende… De er i sandheden anderledes end mange mænd jeg har mødt…” svarede hun tiltalte ham med vilje for De blot for at drille og måske også være… nedladende? Men hun havde ret i noget, han var anderledes end mange mænd hun havde mødt, for ingen mand hun havde mødt havde båret en maske, ikke en fysisk en i hvert fald. At han var så overraskede over hendes valg om at smide tøjet gav hende den ide at han ikke var en mand der besøgte bordeller særlig tit, men hun kunne jo tage fejl. Kvinderne i bordellerne forventede man at se smide tøjet, at støde på en kvinde på en almindelig dag der gjorde det var underligt og uventet. Men holdt han sig til hende, ville han opleve en del underlige og uventet ting. Hans følgende spørgsmål måtte gøre smilet over hendes læber større hvor hun endnu engang flyttede sig tættere på, hvor tæt på han ville lade hende komme anede hun ikke, men han ville nok stoppe hende hvis han syntes hun kom for tæt på. ”Svaret på dit spørgsmål naturligvis. Jeg kunne vende dine egne ord imod dig, hvad ville jeg få ud af at besvare dine spørgsmål..?” hendes egen stemme var ikke så høj, men det behøvede den jo heller ikke, for det første var der ret tyst omkring dem, for det andet… stod de tæt på hinanden hvor hun blot kunne række hånden og røre ved ham. Hendes blik hvilede ved hans kulsorte øjne, eller.. maskens øjne, for hun havde en forestilling om hans udseende, hans øjne.. hans læber.. ja alt, så… det ville blive spændende at finde ud af om hun havde ret. For øvrigt anede hun heller ikke hvilke race han var, men.. det kunne hun vel også finde ud af.

[ezekiel]

Ezekiel havde allerede konkluderet at denne kvinde var noget for sig. Hun var på ingen måder normal, og han vidste at det havde noget med hendes skizofreni at gøre. Denne kvinde var langt mere selvsikker og ustyrlig end den anden han havde mødt, og han måtte erkende at han langt bedre kunne lide en kvinde der var.. anderledes, en der forstod at lade sine meninger komme til udtryk, en som ikke var bange for at stille sig op og forsvare sig selv. Han kunne lide en kvinde med en fast og stolt holdning, men også en som inderst inde forstod at være mild og havde en mere blød side. En ganske speciel smag måske, men han havde skam været gift med et par stykker, samt haft et parforhold med andre, så der var et bevis på at de havde fandtes i mange tidsaldre, for han var efterhånden utrolig gammel. Han havde levet langt over en alkymist normale levetid, han var ældre end mange af de helt udødelige væsner, såsom vampyrer, horrorer, spider, engle og dødsengle. Alder havde en god fordel, men han vidste at det ikke var alt. Alle havde sin overmand, selvom han ikke havde nogen intentioner om at finde sin, eftersom han egentlig levede et rimelig godt og ganske stille liv, og til tider var der jo spænding nok, så det var ikke fordi det var kedeligt.
“Åh.. jeg kan forsikre dig om at du aldrig har mødt en mand som jeg,” svarede han lettere hemmelighedsfuldt, og havde hun kunne se hans ansigt, så ville hun have kunnet se det lille kække smil om hans læber og det hemmelighedsfulde skær i hans øjne. Han var anderledes og det vidste han udmærket godt, men hvilken mand eller kvinde ville ikke være anderledes, hvis man havde levet i så mange år som han havde? Så meget man havde set, oplevet og kendte til, det var alt sammen noget som gav én en lidt anderledes holdning end så mange andre.
De kulsorte øjne endte med at blinke – som om masken havde været Ezekiels ægte ansigt, den var dog skabt af hans magi og den var så levende som han tillod den at være. Det kunne til tider ligne at de kulsorte øjne fulgte en med blikket, hvilket nok var det som gjorde den mest skræmmende, og det var det som gjorde den ekstra speciel. Det var ikke en normal maske lavet af pap eller andet materiale, men af magi, hvilket gjorde hele forskellen. Desuden så kunne han godt se at hun var nysgerrig på at vide hvad der gemte sig bag den, men han lod hende dog ikke se hvad der gemte – endnu. Han var altid påpasselig med hvem han lod se sit ansigt, selvom han tvivlede på at hun ville kende ham, for hans rigtige udseende var der sjældent folk der så. Hvis nogen havde hørt om ham, så var det nok som manden med den hvide snabelmaske; Niccolo Mystique. Hans ægte navn var der ikke mange der kendte til længere.
Ezekiel kluklo ganske let til hendes ord og rystede på hovedet af hende. ”Vende mine egne ord imod mig? Det tvivler jeg ganske enkelt på,” svarede han ganske roligt. Han var en veltalende mand med et godt og sofistikeret ordforråd, hun ville næppe kunne vende hans egne ord imod ham. Han lod nysgerrigt hovedet søge ganske let på sned, hvor de kulsorte øjne blinkede endnu engang, som han fortsatte: „desuden.. jeg tror ikke at du har gjort dig fortjent til at se mit ansigt.” Hans læber spillede ud i et hemmelighedsfuldt smil, selvom hun ikke ville kunne se det, men nok fornemme det.

[Deleted]

Normalt og hendes navn, eller navne kunne slet ikke sættes i samme sætning om end der var en større chance for at kalde Amelia normal end det var for Valeria. Amelia kunne nok karakteriseres som en vild ung dame der ønskede sjov og ballade, var selvsikker, stædig og ustyrlig nærmest for at trodse forældrene, nogen hun naturligvis ikke havde. Hun virkede ung af udseende, ikke mere end de 19 år, og af alder var hun også ret ung, både for sin race og i forhold til mange andre racer. Men Valeria var bare … syg. Sådan virkede hun, forskræmt og slet ikke til at forstå så forvirrede som Amelia gøre hende med al sin snakken og den tvivl hun bringer i tøsen over de mindste ting. Hvilke slags kvinder denne mand foretrak, anede hun ikke, det tænkte hun heller ikke over for spurgte man hende ville hun selvsikkert svare at hun var enhver mands type, men ikke omvendt. Dette betød at enhver mand ville falde for hende, eller noget ved hende, mens hun selv kunne vælge og vrage og havde en bestemt type hun ønskede. Med hun var det naturligvis Amelia der var snakket om, for Valeria turde slet ikke røres af nogen, ikke medmindre Amelia overbeviste hende om at det var sikkert at røres eller snakkes til af den ene eller anden. Hun anede ikke hvem han var, eller hvad han var, men det havde hun i sinde at finde ud af, og der var endnu ikke noget hun havde været fast besluttet på at opnå som hun ikke havde opnåede. Dette skulle nok blive en laaang… og interessant nat. Hans selvsikre svar der tydeligvis var hemmelighedsfuld fik hende til at sende ham et intenst blik, øjnene nærmest funklede slet skjult morskab hvor læberne skilte sig for at lade et svar bryde hendes læber ”Det behøver du ikke forsikre mig om, du er den første jeg møder med maske på… om end… jeg har hørt visse ting om dig” hun løb ikke selv med sladder, men rygterne standsede ikke af den grund. Ikke alene var det bag masken fascinerende og så fremmed, ukendt og forbudt… og derved meget interessant, men også selve masken var hende en gåde, for hun forstod virkelig ikke hvordan den var lavet. Magisk måtte den være, for den var ikke som nogen maske hun havde set. Og der! Øjnene blinkede som var de rigtige øjne, på en levende fugl. Hendes intense blik forlod ham ikke, gled hen over masken med et undersøgende skær, antydningen af et smil var over hendes læber hvor hun virkelig ikke anede hvad hun stod overfor men agtede at finde ud af det. At øjnene på masken bevægede sig skræmte hende ikke, hun fik bare lyst til… at røre den, mærke den. roligt rakte hun hånden op, trådte det lille skridt frem samtidig og berørte den ganske svagt. Hun gjorde ikke mine til at fjerne den, det ville han næppe bryde sig om og hun ønskede ikke at gøre ham vred men derimod at morer sig og opleve den udfordring som hun fornemmede var på mig. Hun lod blikket følge sine fingre, som strøg over det område hvor læberne burde være bag masken. Hendes blik forlod fingrene og blev vendt mod de sorte øjne som skjulte noget hun vidste ikke var i nærheden af sort. Hans latter fik hende til at hæve det ene bryn ”Nåh ikke… du svarede ellers ikke… hvad ville jeg få ud af det” gentog hun sit spørgsmål ganske roligt og uden at flytte sig. han var nok veltalende, men det skulle nok komme an på en prøve. Hans efterfølgende ord fik hende til at skyde de foregående tanker til side og derimod fokusere på de nye ord ”Har jeg ikke… så.. fortæl mig… Hvordan gøre jeg mig fortjent til det…?” stemmen var dæmpede, kvindelig og lignede på ingen måde den forskræmte piges.

[ezekiel]

Det gode ved masken var at hun ikke kunne se Ezekiels ansigtsudtryk og hans reaktioner, men han kunne derimod se hendes. Desuden så viste han ikke mange sit sande ansigt, specielt ikke når han var i færd med at lave forretninger, men det var han jo så ikke i færd med, med denne unge kvinde, eftersom han var rimelig sikker på at hun bare var en som nød af sin frihed og ville have det sjovt – sådan virkede hun allerede til at være. Han kunne også godt se at masken måtte gøre hende nysgerrig, hvilket kun morede ham langt mere, så han havde skam også tænkt sig at spille lidt mere på den, pine hende lidt ved ikke at vise hende sit ansigt, eftersom det var tydeligt at hun var nysgerrig på hvem der gemte sig under – men den reaktion havde han mødt mange gange, desuden forstod han hende godt, for han ville nok også selv have reageret på samme måde, fundet det irriterende med ingen øjenkontakt, finde det nysgerrigt og spændende at vide hvad der gemte sig under, selvom han næsten var bange for at spændingen ville smutte, hvis hun så hans ansigt. Ikke fordi han var en grim mand, mange kvinder havde dånet efter hans ægte udseende, men alle havde jo hver sin smag og det var ikke sikkert at han ville fange hendes, hvis masken først gik af.
Ezekiel kluklo ganske let til hendes ord, hvor han hævede sigende det ene øjenbryn – skønt masken skjulte det. ”Jamen dog.. jeg ser mit rygte er gået mig forud, hvor interessant,” svarede han morende og med en næsten drillende undertone. Han kunne udmærket godt se at denne kvinde var langt anderledes end den anden han havde stået over for, for denne kvinde virkede langt mere forførende og intens, end hende den anden der havde, som mere mindede om et vrag. Han tvivlede også på at den anden ville have smidt tøjet, som denne tøs gjorde. Ikke fordi han aldrig havde set en nøgen kvindekrop før, for han havde virkelig set mange, specielt fordi han ikke var typen der længere bandt sig men gik efter et engangsknald, hvilket skete jævnt, men derfor var det virkelig ikke alle og enhver der ville blotte sig foran en fremmede! Det ville han jo nok ikke engang gøre.. og dog, det kom nok an på situationen.
“Du vil ikke få noget ud af det, foruden at stille en gammel mands nysgerrighed,” svarede han sandfærdigt. Han var en gammel mand, men havde et ungt ydre og en ung stemme, for han holdt sig ung med eliksirer og holdt sig i live med de vises sten – en hemmelighed han ikke ville røbe for nogen som helst. Hans livsværk var noget som han ikke ville lade nogen som helst se! Det var og blev hans, til døden engang ville tage ham – hvis det da ville ske.
De kulsorte øjne blinkede endnu engang, da hun valgte at røre ved masken, selvom Ezekiel selv bestemte om hun kunne tage den af eller ej, eftersom det var lavet af hans magi. Hvis hun forsøgte at tage den af, ville hendes hånd gå lige igennem, som havde det været røg, og alligevel ville hun hverken kunne røre eller se hans ansigt. Det virkede dog ikke til at hun var interesseret i at tage den af ham. Han trak let på skuldrene. ”Jeg tvivler på at du kan gøre dig fortjent til det. Jeg har ingen god grund til at lade dig se mit ansigt. Og hvorfor skulle jeg? Desuden så skal jeg faktisk videre, jeg har.. ting jeg skal tage mig af,” svarede han med et kort skuldertræk, selvom tonen forblev hemmelighedsfuld på trods han virkede afvisende, idet han gik forbi hende og satte kursen mod den store port der førte ind til Dvasias.

[Deleted]

Hun havde ingen grund til at skjule sit ansigt eller sine reaktioner, derimod ville hun med glæde vise sin mening og havde derfor ingen grund til at skjule ansigtet overhoved. Dette var jo ikke en kamp, det var fascination, og hun ville vide hvad der skjulte sig bag masken, hun ønskede at vide det så meget at hun var villig til at gøre… næsten hvad som helst. Men alligevel ikke helt. Han havde haft ret, han var anderledes! Og det syntes at brænde i hendes fingre efter at fjerne den maske hvis hun da overhoved kunne, men alligevel ikke, for tænk hvis hun mistede interessen? Udseendet betød skam noget, det ville være løgn at sige at det ikke gjorde, men alligevel var hun ret sikker på at der skulle mere til end ar, rynker eller manglende tænder til at få hende til at vende om. At masken røg af ville ikke betyde at der ikke var noget at spørge om, for hun havde allerede et dusin spørgsmål hun ville stille ham, men var det nok? Hun anede det ikke, og der var vel kun en måde at finde ud af det på, nemlig ved at fjerne masken. Hun kunne lide hans latter den var… anderledes og hemmelighedsfuld, for ikke engang latteren var helt hans, masken forvrængede vel stemmen og derfor var der pludselig endnu en ting hun måtte finde ud af, nemlig hvordan hans rigtige stemme og latter var. Det var endelig længe siden hun havde haft mulighed for sådan en… leg? Ja hun mødte sjældent så spændende personer, men hun var en selv kommet til hende. ”Det er den helt klart… rygtet skulle vide at der gemmer sig en charmør bag masken. En handelsmand med ben i næsen og dog med varme blikke til visse kvinder” svarede hun med en ærlig og dog munter tone. Hun lod sine hænder falde fra masken som hun nu tvivlede på at hun ville kunne fjerne selvom hun forsøgte. Der skulle vel ikke meget til for at kunne se at det slet ikke var den samme kvinde som han havde stået overfor før, for det var det heller ikke selvom de et sted var et og samme person. Valeria ville næppe smide tøjet for nogen, efter voldtægten skulle der mere til end Amelia til at overbevise hende om at smide tøjet foran andre. Svaret på hendes spørgsmål kom endelig, tonen var ærlig og dog skuffede det hende ikke selvom man måske havde troede det. ”Hvor gammel mand..?” spurgte hun drillende. Alderen sagde jo intet, det vidste hun udmærket godt, men alligevel føltes det så oplagt at spørge og alligevel så.. underligt. Hans svar ville alligevel ikke være noget hun kunne bruge, men som sagt, ønskede hun alligevel at vide det. Hans krop antydede ikke at han var en gammel mand, ikke så gammel som hun forestillede sig i udseende, og stemmen – om end den var forvrængede af masken – lød heller ikke så gammel. Hans lette skuldertræk samt sidste ord skuffede hende en anelse hvor smilet kort famlede. Der røg den udfordring! Hans tone forblev dog hemmelighedsfuld og da han blot vendte hende ryggen og satte kursen mod porten tøvede hun ikke med at følge efter hvor hun uden besvær kom op på siden af ham og uden videre lod hendes fingre gribe hans ene hånd og flette sig i hans ”Ser du… du har et lille problem nu… du hænger på mig, jeg er ret nysgerrig og svar som disse tilfredsstiller mig ikke” hviskede hun tæt ved hans øre. Hun kunne blive ret nærgående så dette kunne ende ret galt, han forekom hende dog ikke som typen der let mistede besindelsen.

[ezekiel]

Ezekiel kunne tydeligt se den store fascination i Amelias øjne, hvilket var noget som faktisk morede ham. Han vidste godt at det var masken der gjorde det meste, men.. det lå til hans personlighed at være mystisk og hemmelighedsfuld. Han havde et kæmpe livsværk og han kunne ikke fortælle meget om sig selv, uden at folk ville kende til hvad han egentlig lavede – grunden til at han var hemmelighedsfuld – han elskede alt det ukendte og han elskede at lege med folk, holde dem lidt væk fra sandheden og skjult bag illusioner – grunden til at han var så mystisk – og han elskede begge faktorer! Det var egentlig ikke fordi han gjorde det med vilje, men det lå egentlig bare normalt til hans person, netop fordi han havde levet så længe som han havde – alderen gjorde en del.
At rygtet var gået Ezekiel forud, var noget som virkelig måtte more ham, selvom han virkelig ikke havde regnet med at hun havde hørt om ham, for.. så populær kunne han vel heller ikke være? Jo måske i Manjarno, specielt i Ityrial, for det var jo sådan set der han holdt til. Han var kendt som Niccolo Mystique gamblernes konge – i sit eget kasino – men han havde ikke regnet med at han var så kendt udenfor. Han kunne dog ikke lade vær med at le ganske kort til hendes ord. ”Jamen dog.. det er jo en perfekt beskrivelse af mig,” svarede han morende og med en næsten drilsk undertone. Han var en charmør, en kvindernes ven, og ganske vidst en handelsmand der ikke just var til at snyde eller manipulere med, så hun måtte næsten have hørt om ham – uanset hvor utroligt det så end var, for han havde ikke selv regnet med det.
“Alt for gammel til en ung tøs som dig,” svarede han lettere hemmelighedsfuldt og næsten.. afvisende? – et sted kun for at give hende mere blod på tanden og holde på hendes interesse. Hans sande alder fortalte han heller ikke til alle og enhver, for så var han bange for at folk kom for tæt ind på ham og hans livsværk og det ønskede han bestemt ikke! Han lod hovedet søge ganske let på sned, som han fortsatte: „grå hår, knirker når jeg går.. alt, alt for gammel.” Han lagde ikke skjul på den sarkasme som lå i hans ord, for han knirkede ikke, han havde ingen grå hår, for han holdt sig som sagt ung med eliksirer, hvis hun formåede at få ham til at smide masken, så ville hun se et ungt maskulint ansigt.
At hendes smil falmede til Ezekiels ord, forundrede ham ikke, selvom han vidste at han ikke var sluppet af med hende endnu og da han vendte ryggen til hende, så gik han næsten automatisk ud fra at hun ville følge efter ham – som hun præcis også gjorde. Det der kom bag på ham, var at hun tog omkring hans hånd og flettede sine fingre ind i hans, hvilket fik ham til at vende blikket mod deres hænder, inden han så mod hende igen. Hendes hviskende ord mod hans øre, som der skulle en del til at nå, eftersom han var en meget høj mand, fik et smil til at glide over hans læber, hvor han så fra luften til hende. ”Jamen dog.. det ser ud til at jeg har fået mig en tæge,” svarede han drillende, inden han fortsatte frem, uden at han slap hendes hånd, eftersom han ikke havde noget imod hendes nærgåenhed, han kunne godt lide en kvinde der viste hvad hun ville have. Desuden så var der intet i det end morskab fra hans side af.

[Deleted]

Hun lagde absolut ikke skjul på sin fascination, tværtimod lod hun ham se hvor fascineret hun endelig var. Amelia var en meget lunefuld person, det ene øjeblik kunne hun være dybt fascineret af noget, det næste smide det fra sig og finde sig noget helt andet, men formåede man at opretholde hendes interesse var hun svær at slippe af med og det var nok hvad der skete nu. Han virkede så… afvisende og alligevel så hemmelighedsfuld i tone og handling at hun bare ikke kunne andet end at blive hængende. Som ham elskede hun også alt det ukendte, og det mystiske, hun var som et lille barn der fik at vide at ild var farlig men alligevel ikke kunne holde fingrene fra det før hun havde rørt det og brændt sig. Hun tog aldrig et nej for et nej, og prikkede man de rigtige steder så var hun ikke til at slippe af med. selv holdt hun jo til i Manjarno, og hun havde været vidt omkring, ja endelig var der ikke en krog i Manjarno hun ikke kendte, og ikke et hus hun ikke anede hvem der boede deri. Af den grund var det ikke underligt at hun havde hørt om ham, han skulle efter sigende også være en stor gambler. Selv anede hun intet om spil, og ville nok tabe uden at vide at hun gjorde men hun ville alligevel morer sig. Heldigvis var hun ingen dårlig taber… på visse punkter i hvert fald. Den morende tone havde holdt ved i et stykke tid nu, og hans ord fik blot et drillende udtryk frem i hendes øjne hvor hun dog holdt et flabede spørgsmål tilbage og i stedet svarede ”Ak ja, rygter har vel ret engang i mellem” hun blinkede drillende, men nu var det blot bekræftet hvilken person han var, han lød i hvert fald hverken ironisk eller sarkastisk så hun gik udefra at rygtet passede. Svaret omkring hans alder gjorde hende ikke klogere, men hvad tonen antydet havde det heller ikke været meningen. ”Alder har nu aldrig stoppede mig” svarede hun med et morende smil over de fyldige bløde læber. Hun havde skam bidt mærke i den lettere afvisende tone, men… heller ikke dette ville stoppe hende. Hans ’afvisning’ gjorde hende blot mere ivrig efter at finde ud af hvad han skjulte. Han fortsatte, og de følgende ord fik hende til at bryde ud i en mild latter, sarkasmen var ikke til at tage fejl af ”Så er det din lykkedag, knirkende mænd med gråt hår er lige hvad jeg leder efter” svarede hun drillende. Det var længe siden hun havde haft mulighed for ordentlig morskab, underholdning samt en der kunne give hende lidt igen. Hun mødte altid de kedelig typer der ønskede noget hurtigt, eller dem der var ret voldelig og så gav sig til at bruge vold.. om end… det i sidste ende gik udover dem. Godt nok havde Valeria aldrig taget sine evner sådan rigtigt i brug, men Amelia havde fuld kontrol over sine evner og lod sig ikke kue af mandschauvinistiske svin. Enhver der troede det kunne hun hurtigt få på andre tanker. Hun fulgte efter og tog ikke hensyn til om han ønskede berøringer eller så tæt kontakt af en vildt fremmed, han skulle nok sige til hvis han ikke brød sig om det, det var hun ret sikker på. I denne skikkelse bare hun en højde på 173 centimeter, og takket hver de høje hæle hun havde på kom hun op på en højde af 177, dette gjorde hende høj, men ikke i nærheden af hans højde om end hun ikke lod sig påvirke af dette. Hans blik blev vendt mod deres hænder hvor hun ikke gjorde mine til at slippe, og han tog heller ikke hånden til sig. Hans ord fik smilet over hendes læber til at blive større ”Det ser sådan ud… men… det har du måske intet imod..?” svarede hun lettere spørgende hvor de blot fortsatte uden at han så ud til at ville tage hånden til sig hvilket måske også sagde lidt om hvordan han var. ”Og… du ved vel godt at jeg ikke giver op..” fortsatte hun hvilket hun gik udefra at han var ret bevidst om. Hendes tommelfinger aede ham blidt på håndryggen mens hun i sin stille sind forsøgte at finde ud af hvordan hun kunne lokke ham af med masken.

[ezekiel]

Amelias fascination af Ezekiel smigrede ham naturligvis, for hvilken person kunne ikke lide at få et par blikke med på vejen? Hvem kunne ikke lide pøblens opmærksomhed? Han ville gætte sig til at selv Amelia ville nyde af noget opmærksomhed, fra mange beundrere og generelt mænd. Til gengæld var Ezekiel mere typen der spillede kostbar end beundrer, så der skulle meget til at fange hans opmærksomhed – på trods af at hun allerede havde gjort det, nemlig da hun havde smidt tøjet foran ham, hvilket var kommet meget bag på ham. Men hvem ville det ikke overraske? Enhver der havde set hende smide tøjet foran sig, ville da nok se forundret efter hende, selvom nogle mænd nok ville tage chancen og overfalde hende, men sådan var Ezekiel nu ikke. Hendes beskrivelse af ham og hans ‘rygte’ var dog gået ham forud, for det passede faktisk meget godt på ham. Han var en charmør, han var utrolig kvindeglad, til gengæld vidste han også hvordan man skulle behandle en kvinde, for en gentleman var han skam! Så det var ikke kun fordi han var typen der tog en kvinde til sig brugte hende, for at smide hende fra sig som affald … måske i det store billede, men han gjorde det med stil og med måde! Et skævt smil gled over hans læber – selvom masken skjulte det – hvor han nikkede ganske medgivende til hendes ord. ”Så sandt, som det er sagt,” istemte han, hvor man ikke havde behov for at se hans ansigt for at vide at han smilte, for det afslørede den muntre tone i hans ord nærmest.
Hendes milde latter til Ezekiels ord, gjorde det kun tydeligt at hun ikke tog hans afvisning for et nej – men det havde sådan set heller ikke været meningen. Han ønskede dog ikke at skræmme hende væk ved at fortælle hvor gammel han var, for det kunne vel snart ikke beregnes i tal længere? Han var rimelig sikker på at menneskeheden havde skiftet tidslinje i den tid han havde levet, og derfor havde levet i længere tid. Alligevel så tvivlede han næsten på at hans sande alder ville skræmme hende væk, tværtimod ville han næsten skyde på at hun kun ville blive mere fascineret. Han kluklo ganske let til hendes følgende ord. ”Jeg må erkende at jeg tvivler på at en ung frøken som dig, kigger efter en gammel olding,” svarede han ganske roligt – hvor han undlod et ‘som mig’ til sidst i hans sætning, eftersom han vel egentlig var en olding, hvis man gik ud fra tallene og årene. Hun virkede dog ikke til at være typen man uden videre kunne skræmme væk, men det gjorde ham nu heller ikke så meget, for han kunne godt lide en udfordring.
Det var lang tid siden at Ezekiel havde holdt nogen i hånden med flettede fingre, som han gjorde med Amelia, eftersom han forbandt sådan en handling med et parforhold og det var lang tid siden at han sidst havde været i sådan ét. Han trak dog ikke hånden til sig, og da hun valgte at stryge sin tommel over hans håndryg, så valgte han at klemme blidt omkring hendes hånd. ”Jeg har intet imod noget selskab.. Amelia,” svarede han sandfærdigt, som han vendte blikket mod hende. Hendes navn mindede frygtelig meget om hans tredje hustrus, som havde heddet Emelia, tanken morede ham et sted, selvom det var flere tusinder år siden at han havde været sammen med sin tredje hustru, eftersom han havde været gift fire gange. Han trak skævt på smilebåndet, som hun fortsatte, hvor han selv svarede: „nej.. jeg kunne næsten gætte mig til at du ikke er typen der giver op uden videre.” Han så roligt frem for sig, som han fortsatte hen imod den store port.

[Deleted]

Selvfølgelig nød hun de blikke hun fik af de mænd som så hende smide tøjet, eller blot fulgte hende med blikket når hun engang imellem kunne være så trængende efter en mand at de sensuelle evner hun havde, kunne gøre et ekstra indtryk på hendes udseende og udstråling. Det var naturligvis ikke i nærheden af hvad en fuldblods eller halvblods sensueldæmon kunne udstråle men alligevel var det nok til at vække opmærksomhed. Hun elskede at få opmærksomhed, og det var vel noget hun var rigtig god til med sin spontane opførsel som intet almindelig væsen ville gøre bare uden videre. Det er jo langt fra hver dag man ser en kvinde, smide tøjet midt i det hele, og at det så denne gang var sket et sted hvor der forholdsvist ingen var var blot et held, andre gange var det sket i større forsamlinger, midt i byen, i en mark hvor hun pludselig var vågnede om som Amelia og havde endnu engang besluttet at Valerias tøjstil var for kedelig. Det var endelig deraf hun havde lært at fremmane tøj, for selvom hun smed tøjet bare uden videre ville man ende med at overfalde hende hvis hun gik nøgen rundt, det havde hun tilmed oplevede. At hun så denne gang havde mødt en af de mænd som ikke vil overfalde hende men derimod spille kostbar havde hun vel regnet ud, for han havde ladet som om han havde afvist hende, for derefter at gå fra hende men selvom hun fulgte efter og klæbede til ham så han ikke ud til at have noget imod det, men derimod… nyde den opmærksomhed hun gav ham. Dette var noget nyt, selv for hende, men ikke ensbetydende med at det var kedeligt eller skidt, overhoved ikke. selvom hun havde hørt visse ting om ham var det næppe alt om ham hun vidste, ja hun tvivlede på at der fandtes en som vidste alt om ham, men man kunne aldrig vide. Han virkede bare så… hemmelighedsfuld at hun ikke kunne tro at han betroede sig til hvem som helst, alligevel lod hun sig ikke slå ud af den viden, men ville kæmpe for at få det ud af ham. Hun havde – til forskel for andre - ingen intentioner bag at vide hvem han var, hendes liv ville ikke blive bedre af den information og derfor behøvede han endelig ikke frygte for at hun sagde noget videre til noget. Dette kunne han dog ikke vide, men … nu havde de jo kun lige mødt hinanden. Hans muntre tone afslørede det smil som hun ikke kunne se, noget der et sted kunne være ret irriterende for hun ville se det. En ting havde han da ret i, hans alder ville nok ikke skræmme hende som den vil fascinere hende, for hvordan kunne man komme til at leve så længe? Jo visse væsner var udødelig men selv disse levede sjældent til sådan en alder som han havde, så selvfølgelig ville hun stille spørgsmål, samt have endnu en grund til at blive. Han latter samt følgende ord fik hende til at trække på skuldrende ”Man kan da aldrig vide hvad et ungt kvindehjerte begær min kære. Jeg behøver vel ikke sætte ord på min fascination af hvad du er, så uanset hvad der gemmer sig bag masken vil jeg elske at se det” svarede hun med en intens og dog ærlig tone. Hendes blik hang ved ham i nogle sekunder inden hun lod det glide hen over porten, det ville ikke blive let at komme igennem for hende, hun havde ingen pas, og intet dokument eller grund til at krydse grænsen. Naturligvis havde hun været igennem før, men det havde været alt andet end legitimt. At det måske var lige lovligt kærligt at holde på den måde, eller forkert for ikke et par tænkte hun slet ikke over. Dette betød dog ikke at hun greb fat om enhver mands hånd, men nu var han jo heller ikke enhver mand, hvilket han vel blev ved med at minde hende om når han holdt hende hen. Hans hånd klemte blidt om hendes hvilket måtte få hende til at smile muntert. Hun smilede tilfreds ved hans svar ”Godt, for du hænger ligesom på mig” svarede hun. At hendes navn skulle minde ham om en af sine tidligere hustruer anede hun ikke, hun vidste jo intet om ham så hun havde ikke en jordisk chance for at vide dette. Endnu et tilfreds smil var at finde over hendes læber ved hans sidste ord ”Hvor skal vi så hen?” spurgte hun med blikket rettet mod porten som hun var helt tæt på. Forhåbentlig noget interessant, men hvis ikke så skulle hun nok selv finde på noget der ville holde dem begge beskæftiget. Om han havde noget arbejde der skulle klares, eller måske noget spil? Det sidste kunne faktisk være sjovt! så kunne hun spille en af de der lykkedamer, det skulle hun måske gøre en dag alligevel. Med stor fin kjole og det hele, hun kunne fnise ved tanken.

[ezekiel]

Da Ezekiel havde set den anden tøs forvandle sig til Amelia, så havde han ikke været et eneste sekund i tvivl om at hun havde været ganske.. særlig. Det var ikke alle og enhver der led af skizofreni. Han kunne sikkert godt mikse noget sammen, som ville hjælpe den stakkels pige, men.. nu hvor han havde mødt Amelia, ‘fantasien’, så havde han ikke rigtig lyst til det længere, eftersom han faktisk ikke havde noget imod denne side af tøsen; hun var spændende, dristig og spontan – sikkert alt det som den anden pige ikke var. Og det var jo lidt denne type kvinde han langt bedre kunne lide, skønt han tvivlede på at Amelia var hans type, eftersom hun sikkert var en tand for vild for hans vedkommende. Han var trods alt oppe i alderen og ikke helt ung mere, derfor han ikke typen der var direkte ukontrolleret og vild, selv han havde hæmninger og kunne tage dem i brug i stedet for at give slip på alle tøjler. Han var dog sikker på at hans møde med Amelia nok skulle blive interessant, eftersom han tvivlede på at hun ville lade noget kedeligt ske, og med hendes personlighed skulle det nok blive interessant.
Ezekiel lo ganske muntert til hendes ord, hvor han rystede ganske let på hovedet, inden han vendte blikket mod hende. ”Det er jeg sikker på at du siger, kun for at smigre dig ind på mig, så jeg smider masken for dig,” svarede han morende, hvor et skævt smil gled over hans læber, idet han fortsatte frem mod den store port der tårnede sig op i det høje.
“‘Vi’? Jeg troede ikke just at der var noget ‘vi’.. men jeg skal til Dvasias, Rimshia, jeg har nogle forretninger som jeg skal have taget mig af,” fortalte han sandfærdigt, som han vendte blikket mod hende. Han så ingen grund til at lyve om sådan en ting, desuden så behøvede hun jo ikke at vide hvilke forretninger han skulle gøre, eftersom det ikke var noget han just talte højt om, foruden med hans kunder. Visse ting var forbudt i nogle af landene, derfor var det ikke altid at man skulle tale højt om ens bedrifter.
Som de nåede den store port, stoppede Ezekiel roligt op, da en vagt gik dem i møde. ”Har I legitimation?” spurgte vagten kortfattet, som han så afventende på Ezekiel og Amelia – man kunne ikke undgå at lægge mærke til at manden stirrede mest på Ezekiel der bar den hvide snabelmaske, som tydeligvis så underlig ud. Ezekiel slap roligt Amelias hånd, idet han lod sin egen søge ind under sin sorte habitjakke, hvor han fiskede ikke kun ét, men to pas frem. Han rakte vagten dem begge. Det ene var et billede af ham og med profession og alt det andet som skulle stå i et pas, hvor der i det andet, var et billede af Amelia. ”Hun er med mig,” svarede han kortfattet, hvor der i passet stod at hun var registreret under hans navn – som slaver eller tjenestefolk normalt var. Vagten vidste ikke at det var en illusion som Ezekiel brugte, hvor han gik ind i mandens ubevidsthed og plantede den, og med hans alder ville vagten ikke føle noget som helst. Amelia derimod ville jo nok kunne regne ud at der var noget med magi på spil, eftersom hun jo udmærket godt vidste at hun ikke var registreret i hans navn. Vagten rakte Ezekiel de to pas, og da Ezekiel pakkede dem væk, var der kun hans eget pas i hans hånd, selvom det gik så hurtigt at vagten ikke lagde mærke til det, idet vagten vendte sig om og løftede hænderne til munden, som han råbte: ”Luk porten op!” Der gik et par minutter før de kunne komme ind, hvor han blot lod sin arm snige sig omkring Amelias – som en hver anden gentleman ville gøre – idet han førte hende med sig ind i Dvasias. Han forholdt sig også tavs i flere minutter, eftersom han helst ville så langt væk fra muren og vagterne som muligt, før han forklarede yderligere.

[Deleted]

Amelia ville næppe have taget imod noget der ville sørger for at hun forsvandt, selvom dette nok ville være sundest for begge parter. Så selvom han havde miksede noget skulle der en del til inden hun eller Valeria ville tage imod det, eller røre det i det hele taget. Men nu havde han jo heldigvis skiftede mening, og aldrig nævnt det så det var slet ikke noget hun som sådan tænkte over. De to piger eller kvinder, var så forskellige som nat og dag, de var på alle punkter hinandens modsætninger, men som sat, så var Amelia udsprunget fra Valerias fantasi om hvordan hun ønskede at være, derfor var det vel ikke underligt. Hans type eller ej, vild forblev hun nok det næste lange stykke tid, en ting var sikkert, hun ville aldrig komme til at kede sig, og heller ikke dem i hendes selskab vil. Hendes blik mødte hans som han lo, rystede på hovedet og vendte blikket mod hende for derefter at svar. Et uskyldigt udtryk dukkede op i hendes øjne ”Jeg aner virkelig ikke hvad du taler om” hun blinkede enkelte gange med øjnene og viftede derved med vipperne en ekstra gang hvor det tydeligt var skuespil. Et smørret smil brød hendes læber få sekunder efter ”Jeg vil prøve alt, så det var bare det første forsøg” han skulle da absolut ikke tro at hun bare gav op sådan uden videre, for det gjorde hun altså ikke. Som hun ventede på svar på hvor de skulle hen, overvejede hun hvilke andre muligheder hun havde for at få ham til at smide den maske. Hendes blik hvilede på porten, men blev dog vendt mod ham som han svarede ”Ih altså, skal jeg nu også til at lære dig grammatik. Når der er flere end en person er det vi, de eller dem” svarede hun drillende. Alligevel fik hun dog svar på hvor de var på vej hen ”Det kan du da ikke mene.. arbejde så sent?” hun rystede på hovedet af ham ”Du ha virkelig brug for en til at lære dig hvor lidt livet er værd til at spilde det på arbejde dag ind og dag ud” okay, hendes kendskab til hvor meget han endelig arbejdede var ret minimal, for det kunne jo være han slet ikke havde arbejdet hele ugen eller længere, men anyways, arbejde om natten? Nope, for hende hed det; arbejde om dagen, fornøjelse og hygge om natten. Hun tvivlede på at han ville fortælle hende hvad han arbejdede med, dette betød dog ikke at hun havde i sinde at lade ham slippe, for endelig interesseret det hende ikke hvad han arbejdede. Så mens han ville stå og sludre med sine handelsmænd ville hun nok hygge sig med andet.. eller måske lurer lidt på ham? Hvem vidste! Enkelte sekunder efter var de udenfor porten hvor en vagt kom dem i møde. Hun standsede da han gjorde og snerpede læberne sammen og rynkede en anelse på sine bryn, noget hun gjorde når hun tænkte. Han slap dog hendes hånd og fremdrog to pas. Hun hævede det ene fine bryn som hun kiggede med i passet, synet af sit billede fik hende til at vende blikket mod ham og tilbageholde et smil. Blikket forlod ham derefter for at glide tilbage til vagten, Niccolos ord syntes at blive accepteret. Passene blev leveret tilbage hvor hun bemærket at der kun var en da han tog imod den men igen forhold hun sig tavs mens hun lod ham gribe om hendes arm og førte hende ind gennem porten og på den anden side af grænsen. Hendes blik gled kort tilbage mod porten. Aldrig havde det været lettere at komme over. Naturligvis var hun bevidst om at der havde været magi med i spillet, nu var hun blot mere nysgerrig efter at vide hvad og hvem han var. Men først da de var kommet på afstand af porten at hun vendte blikket mod ham ”Slave..? Tjenestepige? Ser man det, jeg får vist et bedre liv fra nu af” lød den drillende tone i hendes stemme. ”Det trick må du altså lærer mig, det plejer at tage flere timer inden jeg overbeviser dem om at jeg skal igennem” det tider kom hun ikke engang igennem, andre gange blev hun jagtet fordi hun fløj over grænsen, det havde nu været morsomt.

[ezekiel]

Ezekiel havde skam allerede luret Amelia. Hun forsøgte at smigre sig ind på ham, så han tog masken af, men han ville langt hellere se hende blive mere nysgerrig og se hende forsøge noget hårdere, for at få den af. Det var desuden ikke fordi han ikke ville tage den af her og nu, for det kunne han sagtens, eftersom det var ligegyldigt om Amelia så hans sande ansigt, var han sikker på at hun nok skulle få lov til at se før eller siden, men en ting var sikkert; han morede sig over at se hende forsøge, og det var egentlig grunden til at han ikke havde fjernet den endnu. Han kunne godt lide at se fascinationen i hendes øjne, desuden så vidste han jo ikke hvordan hun ville reagere på at se hans sande ansigt. Hans sande ansigt var dog selv fyldt med mystik, så det var ikke fordi det ville hjælpe hende meget, jovist kunne hun måske se ham smile, men selv han var god til at gemme sine følelser bag mange facader og sit typiske pokerfjæs.
At hun brokkede sig over at hun skulle til at lære Ezekiel grammatik, fik ham til at ryste let på hovedet af hende. Uanset hvor klæbrig hun var, så blev der intet ‘vi’, han var en enspænder og det havde han måske ikke altid været, men noget i hans fortid havde gjort at han ikke just var typen der gad binde sig igen, og derfor var han også så forsigtig med at fortælle omkring sig selv, eftersom han ikke ville have at folk kom for tæt ind på ham, og det gjaldt også Amelia. ”Jeg tror at dine grammatiklektioner ville kede mig i længden,” svarede han tydeligt affejende og næsten afvisende, og havde hun kunne se hans smil, så ville hun have kunnet anet et kækt smil om læberne på ham, eftersom han ikke var typen der var beundreren – det skete i hvert fald sjældent – han var mere den som skulle spille kostbar, og det var vel egentlig også det som gav hende mere blod på tanden? Han vidste godt at det kunne blive for meget, og derfor var han heller ikke storsnudet og arrogant, for det fik han ikke det mindste ud af, det var mere udfordringer han kom med, når han blev afvisende.
“Og du burde lære ikke at dømme en bog på dets omslag,” svarede han roligt, som han fortsatte mod porten. Hvis hun virkelig troede at han ikke morede sig og kun arbejdede, så tog hun virkelig fejl af ham! Han så roligt mod hende igen, som han fortsatte: „og jeg som troede at mit rygte var gået mig i forkøbet.” Han lagde ikke skjul på den skuffede undertone. Som hun selv havde hørt, så var han en charmør, kvindeglad og det sagde vel også at han brugte en del tid på kvinderne og ikke kun på arbejde? Desuden hvis hun virkelig havde hørt om ham, så ville hun også vide at han var kendt som en stor gambler, og dermed så havde han altså også en hobby, samt en fritidsinteresse end bare at rende rundt og lave forretninger. Han forstod sig skam godt på at more sig.
Som de var kommet et godt stykke væk fra muren og vagterne, så turde Ezekiel igen se på hende, hvor et skævt smil gled over hans læber til hendes ord. ”For det første har jeg ikke brug for en tjenestepige, for det andet så sælger jeg typisk de slaver jeg har,” svarede han lettere kækt, og endnu engang som et tegn på at der ikke var noget ‘vi’. Hendes videre ord fik ham dog til at slippe en munter latter. ”Det er ikke noget som jeg ‘bare’ kan lære dig. Det kræver træning at kunne skabe en illusion uden at modstanderen mærker sig af det, og det kræver endnu mere, at kunne skabe en illusion uden at mange bemærker sig af det,” fortalte han sandfærdigt.

[Deleted]

Hun måtte jo prøve sig frem, og forhåbentlig ville det på et tidspunkt lykkedes hende. Amelia havde dog en ide om at han nok selv skulle smide den hvis han ønskede det, for han havde ingen forbindelse til hende og sandsynligheden for at de ville støde på hinanden igen var ret små, ja så små at de næsten ikke eksisterede. Men nu var han hendes underholdning for denne nat, eller måske kun den halve nat, og derfor ville hun nyde den tid indtil hun mistede interessen for ham eller noget andet vakte hendes interesse. I sin stille sind forsøgte hun at lægge en slagsplan, nok var det overdrevet men hun nød den spænding hun kunne skabe for sig selv, og han var nu ret stille og rolig efter hendes mening, i hvert fald lige nu, så hun måtte finde på noget. Hvordan hun ville reagere på hans sande ansigt havde hun virkelig ingen anelse om og derfor var det spændende. Hun ville se hvor meget hendes forestilling omkring hans udseende passede, det ville undre hende hvis hun ramte i nærheden, for at ramme plet var der ikke mange chancer for. Hun havde allerede regnet ud at han var mere en enspænder, men som om det ændrede noget for hende. Hans svar fik hende til at tilbageholde latteren som truede med at bryde hendes læber ”Det tror jeg faktisk ikke, du vil nok finde det ret underholdende at høre på” svarede hun lettere drillende. grammatik? Havde hun gået i skole havde hun nok haft noget man kunne kalde en identitet. Valeria havde ikke gået i skole, hun kunne læse, skrive og regne men på baggrund af det hendes søskende og far havde lært hende hvilket ikke var særlig meget. At snakke grammatik ville derfor være det samme som at snakke et fremmed sprog og derfor ville hun nok underholde ham med sine selvopfundet ord. Latteren hun havde holdt tilbage før brød nu hendes læber ”Omslaget? Jeg dømmer dig absolut ikke på omslaget… jeg har da lige beskrevet dig ret godt.. det fortæller da at jeg ved noget om dig… men arbejde? Det er da kedeligt” svarede hun hvor hun ikke kunnet andet smile morende over den skuffede tone. Var han virkelig skuffet? Hun tvivlede nu lidt på det, så burde hun måske også spille kostbar eller skuffede? Ja right! Så ville de første sidde fast i deres samtale. Han var ganske rigtigt anderledes, men så anderledes havde hun måske ikke regnet med, hvilket gjorde det hele en tand sjovere. Hans svar gjorde hende eftertænksom ”Slavehandler?” sagde hun lettere spørgende, han havde ikke selv nævnt hvad hans handel angik, så hun måtte gætte, ligesom hun måtte gætte og finde ud af alt andet ved denne fyr. Godt nok kunne hun lide det mystiske over ham, men ærligt! så mystisk kunne ingen være! lysten til at sprætte ham op og få alle hans hemmeligheder blev pludselig ret større. Okay, sprætte ham op var ikke bogstaveligt! ”Okay okay… ikke ’bare’ så, men jeg vil stadig lære det… og.. hvad er du så? Warlock? Magiker? Alkymist? Mentaldæmon?” remsede hun op. Hun ville gerne have det ud af ham, bare noget som sagde lidt om ham, men nu måtte hun se om hun kunne få noget ud af ham i det hele taget. En brise strøg indover dem, legede med nogle af hendes løse gyldne lokker, hun gøs svagt og trak vingerne tæt om sig hvor de ville skænke hende en smule varme. Dvasias syntes altid at virke køligere end alle andre steder, men det var nu nok mere noget psykisk end andet.

[ezekiel]

Ezekiel var udmærket godt klar over at hvis man spillede for kostbar, for storsnudet, for hemmelighedsfuld, så ville man til sidst miste den andens interesse og nysgerrighed, derfor gjaldt det om at kende alle de små kneb og trick, såsom at afsløre lidt for lidt, og alligevel uden at afsløre alt, give små hints, men uden at vedkommende kunne finde ud af særlig meget. Det var heller ikke fordi han var imod at fortælle noget om sig som måske var personligt, for han kunne skam sagtens være åben og udadvendt, hvis han ville, og uden at komme for meget ind på hele hans livsværk. Desuden så var det jo ikke kun ham der skulle holde på hendes opmærksomhed, men også hende der skulle holde på hans – han selv var dog rimelig sikker på at hun nok skulle formå at holde på hans interesse, for hun virkede rimelig spontan, så hun skulle sikkert nok finde på noget som ville komme bag på ham.
Ezekiel kunne godt se at hun var ved at flække af grin, da hun åbenbart måtte finde det utrolig morsomt, hvor han blot rystede smilende på hovedet af hende til hendes ord, for han var ikke just enig. Der var vidst ingen der kunne lære ham at regne, grammatik eller noget med sprog, eftersom han kunne mange uddøde sprog, hvor grammatikken var helt perfekt, han havde trods alt selv været lære på et tidspunkt i sit liv – det havde dog været ganske kortvarigt, og derfor ikke noget som han just talte om, og det var desuden et erhverv ud af utrolig mange! Og nok flere end hun overhovedet forestillede sig, derfor så var der meget hun nok aldrig ville finde ud af ham, og derfor ville alle og enhver nok dømme ham på omslaget, fordi der ikke var mange der kendte til hele hans liv. ”Det kommer helt an på hvad du arbejder med og som. Jeg har aldrig ment at man skulle arbejde med noget, som man ikke nød, det gør ens arbejde sjusket og dårligt. Arbejder du derimod med noget du kan lide, så bliver dit arbejde typisk godt og beundringsværdigt, fordi du lægger en del af din sjæl i det,” forklarede han roligt. Det var ikke just fordi han selv levede op til sine ord i øjeblikket, eftersom hans arbejde ikke var noget som han kunne kalde for sit ‘yndlingsarbejde’, men han gav sig alligevel alle hundred procent, når han gjorde, eftersom han ikke ville svigte sin ven, desuden så var han ejer af sit kasino og det var også langt sjovere og mere underholdende!
“Sælger,” rettede han på hende, som han vendte blikket mod hende igen. Han solgte lidt af hvert, både ting og mennesker, samt dyr, så han kom lidt vidt omkring, „men også slaver.” Han tog blikket fra hende, så han i stedet for kunne se frem for sig, hvor de sorte øjne gled over den lange mark, der var så lang som øjet kunne spotte. Han så sig derefter lidt omkring, selvom hendes ord afbrød hans tanker, hvor han vendte blikket mod hende. ”Jeg er lidt af det hele,” svarede han hemmelighedsfuldt, inden han trak hende med over i en anden retning, som satte han en ny kurs – hans arm var stadig omkring hendes. ”Jeg mener der plejer at komme en karavane forbi her, som fører ind til de andre byer,” mumlede han lettere eftertænksomt, hvor hans undertone indikerede at han ikke var helt sikker.