The big evil world!

[Deleted]

Valeria stod små 20-30 meter fra grænsemuren der adskilte Dvasias fra Manjarno. Hvad pokker lavede hun også der? Hun så op på den høje mur med et forvirrede blik, noget i hende havde fået hende til at søge dette sted, noget som hun ikke anede var hvad eller hvad den gjorde ved hende. Hun følte sig forvirret som altid og nervøs. Skikkelsen der stod der var spinkel, ret ung af udseende, bange og usikker. Kjolen hun var iført var ikke helt ren, men den var da bedre end meget hun havde haft på. Den var knælang, med korte ærmer og v-udskæring ved halsen, ryggen var åben og et par store hvide vinger var spredt. Blikket lod hun glide rundt, hun genkendte intet, og der var ingen så hvorfor var hun kommet derud. *Kryds grænsen... så finder du ud af det* tanken dukkede op uden at hun anede hvor den kom fra, at tanken var dukkede op i en anden stemme end hendes egen tænkte hun ikke på, for hun hørte den jo tit. Valeria overvejede om hun skulle gøre det, krydse grænsen. Roligt nærmede hun sig grænsemuren, skridtene hun tog var usikre, og hun vidste virkelig ikke hvorfor hun gjorde dette. *Men jeg hader Dvasias... de er onde ved mig* klynkede hun i tankerne med den barnlig uskyld hun havde *Nej de er ikke, hvis du er sød, er de også*. Igen var det den anden stemme, og hun nåede nu hen til muren, lod fingrene berøre den blidt og pev hvor hun tog hånden til sig med en hurtig bevægelse og fornemmede frygten tage til mens hun rystede kraftigt på hovedet. "Jeg gøre det ikke!" sagde hun højt i et forsøg på at være bestemt, eller det skulle det havde lydt, men det gjorde det ikke. Det var efterhånden flere uger siden Valeria havde haft en blackout, og hun var så småt begyndt at tro at det ikke ville ske mere, men hun tog sikkert fejl. Den anden side truede dog med at bryde løs, og hendes mindre behagelig side prikkede på for at få lov til at komme frem og udfritte sine lyster, morer sig og skabe kaos. Hun sukkede, sank sammen på jorden og så fortvivlede op på muren.

[ezekiel]

For Ezekiel var det en ganske normal aften. Han var netop på vej mod Dvasias, hvor han skulle ind for at gøre nogle af sine forretninger. Han havde været Samaels Cobra tro i flere årtusinder, eftersom lederen Giovanni havde været ham en god hjælp i sin tid, hvor manden havde fået ham tilbage på benene igen efter at have været deprimeret. Han havde dog klaret sig godt på sin egen forretning i Manjarno, som gambler og med sit kasino, samt hans forretninger for Giovanni. Han skulle som sagt til Dvasias, hvor han havde nogle forretninger som han skulle have gjort færdig, hvor hans varer var gemt væk med magi. Han var en utrolig gammel alkymist og dermed var hans magi også utrolig stor, han kunne ting, som mange kun turde drømme om, desuden så var han utrolig vis og han havde utrolig mange genstande, som havde forskellige egenskaber og som mange folk kun troede var myter. Desuden så var der også nogle ting, som han skulle se om han kunne få skaffet sig flere af, så han kunne lave flere af de sjældne genstande, som han altid fik solgt til en ekstrem høj pris.
Ezekiel kom gående i et fint jakkesæt, der bestod af en sort fløjlsjakke, sorte fløjlsbukser og sorte lakerede sko, det som dog skilte sig mest ud, var den mørkeviolette skjorte som han bar indenunder, der gav det hele en lidt excentrisk effekt. Men det som nok var mest specielt ved ham, var den hvide maske som han bar. Det var en lang hvid maske, der bar en lang hvid snabel, der kunne minde om et langt fuglenæb, hvor øjnene i masken var helt kulsorte, som kolde fugleøjne.
Da Ezekiel fortsatte frem, faldt hans øjne på en ung pige, der ikke så specielt gammel ud, og ikke mindst så lignede hun en der var faret vild, hvilket var noget som fangede hans opmærksomhed. Han selv var endelig glad for at han havde nået den dvasianske grænsemur, for det havde taget et stykke tid at gå fra Ityrial hertil Syrian. Han nærmede sig dog alligevel pigen, eftersom han jo trods alt skulle den vej, selvom hendes ord kom bag på ham, hvor han også hævede et slankt øjenbryn – skønt det ikke kunne ses for den hvide maske.
“Du ligner en som er faret vild,” erkendte Ezekiel roligt, som han var stoppet op et stykke fra hende, hvor han lod hovedet søge til den ene side, imens de kulsorte øjne betragtede sig af den unge pige, hvor han lod armene søge let på kors ved det faste bryst, som man tydeligt kunne ane på trods af den mørkeviolette skjorte og den sorte jakke. Han betragtede hende blot uden at sige så meget som et ord til, hvor han var lettere afventende for svar.

[Deleted]

Havde det været hendes anden jeg, den lettere sindssyge del af hende som havde stået der ville hun havde bemærket fyrens tilstedeværelse længe inden han var dukkede op, men da det blot var uskyldige lille Valeria så bemærkede hun intet. Hun stod endnu splittet mellem at krydse grænsen eller ej, hun vidste at det var dumt men noget i hende ønskede det, og hun var nysgerrig efter at vide hvorfor. Pludselig lød en stemme og hun for sammen hvor hendes blik straks blev vendt mod det sted lyden kom fra. Synet af den fremmed fik de store øjne til at blive større hvor hun trak sig væk fra ham og helt tæt på ad muren så der var mest mulig afstand, for hun kæmpede sig på benene. Hvad var han? Han lød som en almindelig mand men... ansigtet var dækkede af en underlig maske. Hun rynkede uforstående og endnu mere forvirret på brynene "Nej... jeg er ved grænsemuren mellem Dvasias og Manjarno" mumlede hun til svar. Hun var nok den der kendte Manjarno bedste, hun kendte landet ud og ind, hvilke huse der var hvor, hvilke byer der var hvor, hvor man kunne finde hvad osv. Dette kom med flere års liv som nomade, og hun havde ikke engang et hjem, ikke så meget som et telt, og ikke så meget som en mønt på sig. At fare vild var derfor ikke en mulighed for hende, ikke i dette land, men alligevel så hun ud til at være det. Manden der var underlig, han var fremmed og alene det gjorde hende nervøs og bange, at han så så underlig ud gjorde det ikke bedre. Jakkesæt men med maske? Hvorfor maske? Havde han ar på ansigtet og ville skjule det? Måske. Hendes uskyldig dådyrøjne hvilede på ham, og for et sekund dukkede den anden side af hende op, blikket ændret sig til vildt og sensuelt men kun for et øjeblik så om han overhoved bemærkede det var ikke til at sige. Hendes hænder lukkede sig om kjolens skørt som hun pillede nervøst ved. Som altid løb der en masse spørgsmål gennem hendes sind, men hendes anden jeg var der til at gøre hende mere nervøs; *Han er ond, han vil gøre dig fortræd.. dræbe dig... langsomt.. smertefuldt* Valeria pev selvom der nok ikke var en synlig grund, men andet foregik i hendes forvirrede sind. Hun lod blikket kort forlade ham for at sig sig omkring men stemmen gjorde det blot værre ved at fortælle hende at hun ikke kunne flygte.

[ezekiel]

Ezekiel havde altid været en mand, der havde været rimelig excentrisk, men sådan blev man vel, når man havde levet igennem flere hundredtusind år? Han var blevet født i en tid, hvor landene kun lige var blevet delt op i dem som de var den dag i dag, dengang havde de bare haft andre navne, med årene havde de fået disse navne, som de havde den dag i dag. Han havde været der for at se hver en udvikling i hvert land, han havde hørt om hver en konge og dronning fra hvert land, selvom han dog ikke lige kunne huske dem alle ud af hovedet, for det havde jo været betydelig mange! Han havde tilmed været Kongelig rådgiver for en årrække, selvom det var mange år siden nu. Det var så lang tid siden at folk sikkert ikke engang ville kunne huske ham, medmindre de selv var fra den tid, og det var der kun ganske få der var fra denne jord.
De kulsorte øjne, der bar et mystisk og hemmelighedsfuldt skær over sig, betragtede næsten livligt den unge pige, som om det havde været rigtige øjne – hvilket det faktisk også som sådan var, det hele var skabt af Ezekiels egen magi, og han kunne godt lide lidt specielle ting, hvilket vel også tydeligt kunne ses på ham ved første øjekast? At hun så svarede i en mumlen og med de ord, var noget som fik et smil til at kruse over hans læber – skønt det ikke kunne ses for den hvide maske. ”Aha.. men du vil ikke over?” spurgte han, for at referere til hendes tidligere ord, hvor hun havde sagt at hun ikke ville. Det var som om hun talte til sig selv – men hvem kunne ikke det? – og det var tydeligt at hun gjorde op med sig selv om hun skulle tage til Dvasias eller ej.
Da hun så sig omkring, så fjernede Ezekiel ikke sit blik fra hende, da han indenunder masken så forundret på hende, for det var som om hun fortsatte samtalen med sig selv inde i hovedet, og for en kort stund lignede hun også en som havde ændret sig, selvom han var sikker på at det kun var hans øjne der havde spillet ham et puds. Han blev stående for en kort stund, uden at sige så meget som et ord, hvor han aflæste hendes aura, skønt.. den var tvedelt. Det var som om hun havde mange forskellige. Han kunne næsten regne ud at hun var en holy grail, fordi der var flere forskellige farver auraer omkring hendes krop, men der var noget underligt ved det.. det var som om han aflæste to personers auraer, hvilket virkelig var underligt! Han havde aldrig set noget lignende. Han kneb øjnene en anelse sammen, selvom det heller ikke kunne ses, hvor han strøg tungen ganske kort over hans læber. ”Du behøver ikke frygte mig, frøken. Jeg skal bare passere,” svarede han roligt, da han kunne se hvordan hun nærmest havde krympet sig sammen henne ved muren, som hun også havde tvunget sig selv helt op ad.

[Deleted]

Hun kunne se at han var af bedre stand end hende, og af højt status, eller... det var alle vel i forhold til hende. Hun var ikke andet end en usling uden liv, chance for fremtid og kun med et skæbne som ville bringe hende til grunde i sidste ende. Hun var forbandet, det havde hun hørt tusind gange igennem sit liv, og selvom hendes forældre havde kaldt hende unik, eller hendes far havde gjort, så tvivlede hun på det, hun troede det faktisk ikke... ikke længere. Tiden hvor hun havde haft bare en smule styrke, og var et almindeligt barn var forlængst forsvundet. Alle på hendes alder ville ikke kaldes børn længere, og det var hun heller ikke, ikke i den anden skikkelse, men i den her var hun den mindste barn, udseendemæssigt måske ikke, men hun var svag på alle tænkelige måder, men især psykisk. Hun fattede endnu ikke hvad han var, eller hvem han var, men hvis han havde været en af dem der havde jagtede hendes familie ville han nok have dræbt hende forlængst, så han var ikke en af dem, hvilket hun syntes var heldigt. Alligevel forstod hun ikke hvorfor han gad spilde sin tid på hende, snakke med hende, eller gide at henvende sig til at barn der passede sig selv og sin egen lille forvirrede hjerne. Jo Holy Grail var hun, og dog var hun ikke engel som vingerne gav udtryk for, de hvide vinger var en farve hun selv havde valgt om end ubevidst, i denne skikkelse var hun så uskyldig og blid som en engel, i den anden tog vingerne form i større størrelse samt en kulsort farve. De to sider af hende var så forskellige som nat og dag, og det var vel ikke svært at gætte hvad der var hvad. Ved hans spørgsmål tænkte hun ikke over at han måske havde hørt hende, og stemmen i hendes hoved gjorde hende også bare mere mistænksomt *Han er ond! Hvorfra ved han at du ikke vil over? Han er inde i dit hoved... læser dine tanker!* Hendes blik blev helt frygtsomt idet hun tog sig til hovedet "Du.. du må ikke læse hvad jeg tænker.. hold dig væk!" sagde hun denne gang højere og knep øjnene hårdt sammen. Den anden side forsøgte blot at gøre hende bange, og skræmme livet ud af hende så den kunne træde frem og leve sit eget liv. Han følgende ord gjorde hende slet ikke tryg for den anden jeg, Ameila, som hun kaldte sig, plaprede løs med andet i hendes sind og skræmte hende mere og mere for hvert sekund der gik. "Du lyver! Jeg ved du lyver!" svarede hun og trak vingerne tæt indtil sig, nærmere beskyttende om sig. Uanset hvilke gode hensigter han måtte have ville hendes anden jeg få det til at fremstå som det modsatte.

[ezekiel]

Hvem denne unge pige var, havde Ezekiel virkelig ikke den mindste anelse om, eftersom han aldrig havde set hende før, men der var noget ved hende, som gjorde hende meget anderledes, det var det faktum at hun havde to forskellige personauraer, og det gjorde ham egentlig utrolig nysgerrig, for han havde aldrig set noget lignende, og han havde jo en forkærlighed for det ukendte og mystiske, og dette var i sandhed ukendt for ham. Han kunne ikke lade vær med at se til med forundrede øjne inde bag den hvide maske, selvom de sorte øjne ved masken forblev kolde og følelsesløse, hvor det var tydeligt at de bar et mystisk og hemmelighedsfuldt skær.
Noget som dog kom bag på Ezekiel var det faktum at tøsen blev helt bange og skræmt for ham, hvilket fik ham til at lade hovedet søge ganske let på sned. Hvad pokker skete der for tøsen? I hans øjne virkede hun næsten helt syg, selvom han på ingen måder var klar over hvad hun fejlede. Det gjorde ham nysgerrig, selvom det også overraskede ham en del, da hun direkte begyndte at hæve stemmen og fremstille ham som en ond person. Han var ganske neutral af sig! Han dræbte bestemt ikke uden grund, selvom han da havde prøvet at dræbe, men det var kun i selvforsvar, når han ikke havde nogen anden udvej, selvom han gjorde alt for at undgå det, så det at slå denne pige ihjel eller gøre hende fortræd kunne han da på ingen måder gøre! Og da slet ikke når hun var så ung som hun var!
At hun så påstod at Ezekiel løj, var noget som fik ham til at blinke forundret med øjnene inde bag masken, inden han kneb dem en anelse sammen. Han begyndte roligt at gå tættere på hende uden at han fjernede blikket fra hende. ”Jeg overhørte dig bare tidligere, frøken. Jeg har ikke været inde i dit hoved,” forsikrede han hende, som han trådte tættere på hende, selvom det at hun trak de hvide vinger op foran sig, var noget som fik ham til at stoppe, for det var jo heller ikke fordi han var ude på at skræmme livet af hende, og han kunne jo godt se at hun var helt fra den, selvom han godt nok ikke forstod hvorfor. Han lod endnu engang hovedet søge en anelse på sned, som han ellers blev stående og betragtede sig af hende. ”Jeg kan hjælpe dig,” tilføjede han roligt, som han tog et prøvende skridt imod hende, for at række den ene hånd ud mod hende, som tegn til at hun skulle tage fat i den.

[Deleted]

Han var ikke som andre hun havde mødt, det var helt klart! For det var kun når der var cirkus i byen at hun så folk med masker, eller underlig maling i hovedet, normalt gik folk rundt uden masker og det var ordet normal hun manglede her. Han var ikke normal, han gjorde hende nervøs, og bange, det sidste ikke hans skyld for han gjorde ingenting udover at stå der også nakke til hende, det var bare hendes hjerne der legede med hende. Det komiske ved denne situation – hvis der overhoved var noget komisk – var at denne mand vidste at der var noget galt, eller noget anderledes ved hende, og det gjorde hun ikke engang. Hun anede ikke hvad der skete når hun fik sine blackouts, det skete bare og så vågnede hun underlige steder. Hun så på ham med et forskræmt blik, overhørte hende tale? Hun havde da aldrig sagt noget før han var kommet eller havde hun? *Nej du har ikke* svarede stemmen i hendes hoved. men han kaldte hende frøken, han kaldte hende ikke tøs.. eller pigebarn, eller møgunge, eller noget andet af det hun plejede at høre fra folk når de så hende. Han kom tættere på hende hvilket faktisk fik hende til at kravle væk ved at kravle ud mod siden. Okay så barnlig var ingen normal, og af udseende lignede hun en på de 18 så det så bare dumt ud, og underligt. Hun så sig tilbage, bemærkede at han var stoppet og satte sig på sin flade ende. ”Jeg har ikke gjort nogen noget, vil du ikke være sød at gå” lød hendes stemme nervøst og usikkert. Ja nærmest som om hun havde glemt hvad han lige havde sagt, for det havde hun, stemmen i hendes hoved fik hende til at glemme det og gentog bare at han ville gøre hende fortræd. Hans følgende ord gjorde intet bedre ”Nej du kan ikke… ingen kan!” stemmen havde i få sekunder forandrede sig, blevet mere kvindelig, hvor Ameila fortsatte med at gøre hende nervøs. Ja Valeria havde ikke engang bemærkede stemmeforandringen, hun så ham bare træde nærmere og række hånden frem mod hende hvor hun pev og lukkede øjnene hårdt sammen idet hun forventede smerte. Billeder af andre gange hvor folk havde slåede hende, overfaldt hende, eller bare været det mindste onde ved hende for gennem hendes sind ”Nej nej… undskyld.. nej…” at undskylde var en vane hun efterhånden havde, hvis hun gik på gaden og en over vejen nyste så ville hun undskylde som var det hendes skyld, men nu var hun endnu mere fra den og det gav blot Ameila endnu mere frit løb om end hun ikke fik den hele kontrol... endnu.

[ezekiel]

Ezekiel var så vant til at bære sin maske at han ikke lagde mærke til det, når han havde den på, ikke før folk gjorde ham opmærksom på det. Det var desuden sjældent at han viste sin sande identitet, når han var ude, det var kun på hans fridage, og når han så ikke var i Manjarno, for selv i hans kasino havde han sin maske på, så han ikke blev genkendt. Han var en mand med mange facader, og sjældent dukkede den ægte ham op, det var kun ganske få der havde fået den person at se, og den sidste var for flere tusinder år siden, og siden så havde han ikke lukket sig helt op for nogen som helst, eftersom han sidst var blevet bedraget. Han stolede ikke rigtig på nogen, foruden dem som han allerede havde tæt på sig, og det var sådan set også de eneste. Og den eneste han den dag i dag, stolede fuldt og fast på, var hans chef og gamle ven, Giovanni Salvorique, som havde hjulpet ham for mange år siden og som han selv havde svoret troskab til, og den mand var sådan set også den eneste som han stolede helt på.
Denne tøs forundrede kun mere og mere Ezekiel. Hun lignede en i teenageårene, selvom hun opførte sig som en der var langt yngre, hvilket faktisk kom bag på ham, for.. det lød og så ud til at det var ham som hun var bange for og frygtede, selvom han slet ikke forstod hvorfor, for han havde vel ikke gjort hende noget? Han snakkede høfligt til hende, for han kunne da ikke drømme om andet når han stod overfor en ung pige, medmindre hun havde opført sig anderledes, men dette havde han da aldrig set lignende før. Og da hun bad ham om at gå, så overvejede han det også, for han ville da nødig gøre alting værre. Han rejste sig også for at skulle til at gå, lige idet hendes stemmeføring ændrede sig, hvilket fik ham til at vende blikket forundret mod hende. Det var lige før at hun skræmte ham, og der skulle normalt en del til. Han gik tættere på og satte sig på hug ikke så langt fra hende, hvor de kulsorte, næsten tomme øjne betragtede sig af hendes skikkelse. Han forsøgte endnu engang at aflæse hendes auraer, hvor han skilte dem lidt for sig, hvor han holdt fokus på de to personauraer. Det gik også ganske langsomt op for ham, hvad han muligvis stod overfor, specielt da hendes stemmeføring ændrede sig igen. ”Hvem er du?” spurgte han med en kortfattet stemme, uden at han tog blikket fra hende. Han ville næsten beskylde hende for at lide af skizofreni, men kunne det passe?

[Deleted]

Man gjorde klogt i ikke at stole på enhver i denne verden. Valeria stolede ikke på nogen overhoved, men det var ikke fordi hun ikke ønskede det, det var fordi hun ikke fik mulighed for det når folk konstant var ubehagelig overfor hende, samt den anden side af hende der konstant sørgede for at hun var nervøs eller usikker. Hun stod derfor overfor en vildt fremmed, og Amelia udnyttede chancen til at overtage hendes krop og sind fuldkommen.. for en stund da. Valeria anede intet om at hun blev udnyttede, ikke at hun ville kunne gøre noget ved det, det ville derimod skræmme hende så meget at hun muligvis ville ende med at tage sit eget liv eller konstant få blackouts. Pigens liv havde langt fra været let, og det syntes ikke at blive lettere som tiden gik, derimod fik Amelia lov at overtage mere og mere. At hendes opførsel forundrede ham anede hun ikke, hendes anden jeg ville nok være mere bevidst om det fordi hun var mere klar i sind end denne lille usle tøs som ikke kunne tænke to sammenhængende tanker uden hjælp fra den anden jeg. Hun kunne ikke se hans ansigt, hun anede virkelig ikke hvilke følelser han gik med, og masken syntes at skræmme hende mere og mere fordi den var så kold og død, blottede for følelse. Da han rejste sig op for at gå blev hun et øjeblik helt lettet, men hendes anden jeg skyndte sig at ødelægge det ved at træde til mens hun var svag og dette fangede atter mandens opmærksomhed. Snart sad han på hug ikke langt fra hende, og ved hans spørgsmål så Amelia den chance hun havde ventede på *Se.. han er efter dig.. han vil være sikker på hvem du er… hvis du svarer dræber han dig.. hvis ikke… torturer han dig… hans øjne… døde… kolde… han skjuler sit ansigt fordi du kender ham* et billede af en af de mænd som engang for længe siden havde voldtaget hende dukkede op, og det næste der skete var noget der tit skete når hun blev hyllet helt ude af den. Tårerne pressede sig på ”Nej nej nej!” klynkede, så ham ikke længere, men derimod de mænd fra hendes fortid som nu havde overtaget hans plads og som nærmede sig hende. Et skrig brød hendes læber inden alt blev sort. ja for Valeria blev alt sort, og hvor hun røg langt væk og forsvandt selv fra sindet, ja nærmest lagde sig til at sove, vågnede Amelia og overtog hendes krop. De hvide vinger blev tørre, sorte som natten, kroppen blev højere, slankere, med flere formere, ansigtet ligeledes ændrede sig og det mørke hår blev blond. Hun åbnede de krystalklare blå øjne, satte sig op og sukkede hvor hun så ned af sig selv med et utilfreds udtryk ”Sikke dog en smag” mumlede hun inden hun kom i tanke om at hun ikke var alene. Hendes sensuelle øjne der intet havde tilfælles med Valerias blev vendt mod ham, hovedet gled på skrå ”Hello… det er vidst dig jeg skal takke for at have lukket mig ud” lød hendes forførende tone. Typisk Amelia. Hun så vurderende på masken, en fugl? Hvor morsomt.

[ezekiel]

Ezekiel måtte erkende at han faktisk var ved at blive rimelig.. han havde ikke et ord for det, men han forstod sig virkelig ikke på denne tøs, som han endte helt bekymret for, for hun måtte da en dag komme til at gøre skade på sig selv! Hun virkede helt psykisk ustabil, hvilket han ikke just havde regnet med, da han havde set hende. Enhver kunne tale til sig selv, det gjorde han jo også selv, men denne tøs var virkelig helt anderledes. Hun var forskræmt og det var som om hun førte en samtale med sig selv indeni hovedet, og selve samtalen måtte gøre hende langt mere bange. Desuden virkede det også som om hun.. manipulerede med sig selv, for at gøre hende bange for sig, hvilket forekom ham rimelig underligt, for han havde da aldrig set noget lignende!
Det næste der skete, kom dog bag på Ezekiel, hvor han også trak sig et par skridt tilbage, for at betragte hende med sammenknebne øjne. Hun.. forvandlede sig jo! Han så hvordan de små hvide vinger, blev større og kulsorte, hvordan hendes krop forandrede sig og blev højere, slankere, smukkere og hvordan hele udseendet gik til forskræmt og næsten til.. sensuelt. Han kneb øjnene sammen, som hun endte med at henvende sig til ham, hvor han fnøs ganske kortfattet. Det var tydeligvis to vidt forskellige personer der hvilede i den tøs, og hans første gæt, var at hun led af skizofreni, medmindre hun var blevet besat af en dæmon, men når man var besat af en dæmon, så plejede man ikke at skifte udseende som denne tøs gjorde. ”Tak mig ikke for tidligt,” svarede han kortfattet, som han blev stående de få meter fra hende, hvor han blot betragtede hende med de følelsesløse, kulsorte øjne, der ikke veg fra hendes skikkelse. Hvem pokker var denne tøs? ”Hvem er du?” spurgte han endnu engang, eftersom hun ikke havde svaret sidst, og denne tøs virkede langt mere selvsikker og langt mere snaksalig, selvom han snart ikke vidste hvem han helst ville møde af hendes to personligheder, men det ville han vel finde ud af med tiden?

[Deleted]

At hun forvirrede ham ville absolut ikke komme bag på Amelia, hun forvirrede alle dem hun mødte, for Amelia vidste godt hvad der foregik, Valeria derimod vågnede altid op underlige steder uden at ane hvad der var sket. Heldigt at Amelia tog en anden form end Valerias udseende, ellers ville hun nok også være blevet jagtet af de folk Amelia rodede sig ud i problemer med. Ikke at dette ikke var sket, for det var det, til tider forvandlede hun sig jo for øjnene af folk, som nu, og disse havde jo set begge skikkelser. Det var et under at hun havde overlevede så længe, godt nok var hun rimelig ung i alder, lidt over 300, men det var stadig nogle år og med hendes problemer var der godt nok mange der ville være ude efter hende. Det var næppe hver dag at man mødte folk som hende, for hun var da unik, på en meget skræmmende og anderledes måde. Da den fremmede mand bevægede sig nogle skridt væk fra hende var det ikke noget hun bemærkede, ikke før hun så på ham og bemærkede en større afstand end hun havde set gennem Valerias øjne. Hun kunne ikke se hans reaktion, eller ansigtsudtryk grundet masken, men nu var hun jo dødsengel så det var ikke svært at fornemme hans følelser. De to primær følelser hun opfangede var forundring og påpasselighed, dette kom dog ikke synderligt bag på hende, for uanset hvor underlig denne fyr var, ville hun nok så rekorden i underlighed. Hans fnys fik hende til at skyde det ene bryn i vejret, nåh nåh.. måske var hun for underlig til han gad snakke til hende mere? Hans svar der dog fulgte nogle sekunder efter fik et skævt smil frem over hendes læber ”Nej du har ret..” hun rejste sig op, let og elegant. Blikket lod hun glide ned af sig hvor hun stak hænderne i lommerne på kjolen for derefter at tjekke hvad hun havde på indenunder. Pigebarnet havde virkelig ikke smag, og Amelia kunne ikke ændre på det så hver gang hun dukkede op, var det i noget latterligt. Denne kjole passede hende ikke særlig godt, og hun overvejede at smide den, den var jo også beskidt. Beslutningen blev træffet og hun tog slet ikke hensyn til at der stod en mand lige der, blufærdighed var noget hun ikke ejede. Hun havde knap lynede kjolen ned ved ryggen da han spurgte om hvem hun var, hun vendte blikket mod ham idet kjolen faldt om benene på hende ”Spørgsmålet er nærmere… hvem du er…” svarede hun. Hvad skulle han alligevel kunne bruge hendes navn til? Navnet var ikke registeret nogen steder, og hellere ej var Valerias. Hun var blevet født i skovene, og hendes familie havde været på flugt så hun hørte ikke til nogen steder, og hun eksisteret heller ikke i nogen registre. Hun sparkede kjolen væk med et blik af afsky på den, håret dækkede for bryster, og trusserne overvejede hun også at smide. Vingerne holdt hun tæt indtil kroppen, for ikke at fryse, og hun kordinerede det således at hun ikke ville fryse særlig meget. Skoene skubbede hun også af og ellers stod hun i nogle sekunder og så ret eftertænksom ud. Hun lod øjnene glide i og mørkt lys samlede sig om hendes ene hånd hvor der derefter dukkede et korset op, en kort nederdel og støvler op på græsset foran hende. Hun samlede det hele op, trak det på og så nu mere tilfreds hun.

[ezekiel]

Det at den skræmte unge tøs havde forandret sig også udseendemæssigt til en lidt ældre og langt mere selvsikker person, gjorde virkelig Ezekiel forundret. Han var ikke nervøs og han frygtede hende heller ikke, for hvis der var nogen der burde frygte nogen, så var det da hende der burde frygte ham, eftersom han overgik hende i alder og magi, hans magi var så stor at han nærmest kunne fremstille alt hvad hjertet begærede! Han kunne ting med sin magi, som hun aldrig nogensinde havde overværet i sit liv før, og dog var han udmærket godt klar over at han heller ikke burde undervurdere hende, men når man havde levet så længe som han havde, så havde man bare set utrolige ting igennem sit liv, man havde set skræmmende ting, som ingen burde se, og derfor skulle der også en del til at få ham til at frygte noget. Han frygtede ikke denne unge kvinde, uanset hvor stærk hun så end måtte være, uanset hvad hun kunne gøre ved ham, for hvorfor skulle han? Af den grund så kunne han ikke lade vær med at se forundret til, for hun var da godt nok det mest mærkværdige han nogensinde havde set!
Ezekiel blev stående med samme afstand, da hun valgte at komme op på benene igen, hvor han blot lod hovedet falde let på sned, imens han betragtede hende med sine kulsorte øjne. Han endte dog med at stirre direkte overrasket på hende, da hun lod kjolen falde til jorden og stod i det rene ingenting! Man kunne dog ikke se hans stirrende blik på grund af masken, hvilket var heldigt nok, men hvem kunne ikke regne ud at han var overrasket? For hvem ville ikke være overrasket? Blufærdig var hun i hvert fald ikke! Dog havde han set mange kvinder igennem sit liv, og denne kvinde var bestemt heller ikke grim, hun havde formerne det helt rette sted, selvom han stadig var forundret over at hun bare smed tøjet foran ham.
Da hun valgte at trylle nyt tøj frem, kneb Ezekiel øjnene sammen, hvor han igen begyndte at aflæse hendes auraer, for at finde ud af hvad hun egentlig var helt præcis. Han kunne godt fornemme at der var noget.. magiker i hende? Og også formskifter. Den sorte aura gjorde det dog tydeligt at hun var mørkedæmon, og den anden mørke, måtte næsten gøre hende til dødsengel, men det var som om der også lå mere gemt i hende, men mere kunne han ikke få ud af hendes auraer, hvilket kun gjorde ham langt mere mistænkelig. Han vendte blikket mod hende, da hun valgte at spørge ind til hvem han var. Han var ikke bange for at fortælle hans dæknavn, eftersom det var det de fleste kendte ham under. ”Mit navn er Niccolo Mystique,” svarede han ganske roligt, som han bukkede ganske kort for hende – selvom han tvivlede på at hun ville gengælde høfligheden, for hun mindede ham ikke just om en tøs med gode manere. ”Tør du stadig ikke fortælle mig dig navn? Blufærdig er du i hvert fald ikke,” svarede han kortfattet, som han lagde armene over kors ved det faste bryst.

[Deleted]

Selvfølgelig forundret det ham at se hende gennemgå en… forvandling. For denne kvinde var på ingemåde som den anden han havde mødt. Ja denne kunne kaldes kvinde, mens den anden blot var et forskræmt barn i den forkerte krop, med det forkerte sind. Men det var vel ikke underligt, ikke med alt hvad hun havde gennemgået o alt hvad hun havde oplevet. Denne side af hende var ikke udsprunget af ingenting, det var en side som hun ønskede at besidde men som hun ikke kunne finde ud af at håndtere. Pigen var skizofren, men hvem vidste dette? Ingen, ikke engang hun selv gjorde. Efter massakren havde ingen bekymrede sig om hende, tænkt på hende, eller taget hensyn til hende. Hun var den sidste overlevende fra sin stor klan, sin store familie men alle troede at den var død og borte. Tilbage til kvinden der stod der, mange ville nok undre sig over hvorfor uskyldige lille Valeria ville være som Amelia. Dette var dog langt fra et svært spørgsmål at besvar, Amelia men ikke trådt på så let, hun kunne kæmpe, hun havde kontrol og styrke, samt frygtede hun ikke nogen og heller ikke for sit liv, hun nød udfordringerne og hun tog dem op. Valeria frygtede alt, og blev udnyttede uanset hvad hun gjorde grundet sig frygt og svagheder. Hun havde aldrig fået en chance for andet, og var altid den svage led. Hun var så uskyldig at den sensuelle del af hende der af og til ønskede at blive tilfredsstillet kun blev gjort via Amelia, og derfor var Valeria komplet uvidende om at hun gik rundt med lyster hun ikke selv turde udfritte.

Hun brød sig ikke synderligt om hans maske, ikke fordi den var grim for så slem var den ikke, hun havde set værre. Men han var bare underlig, og desuden kunne hun ikke få den øjenkontakt hun ønskede når hun snakkede med folk. Hun behøvede dog ikke øjenkontakt for at kende hans reaktion på at hun smed tøjet uden videre, for den kunne hun jo fornemme. Et håndligt smil viste sig på hendes læber hvor hun himlede med øjnene, velvidende at han ikke fjernede blikket fra hende. Da han omsider præsenteret sig selv standsede hun midt i bevægelsen. Hun var i færd med at trække støvlerne på og vendte nu blikket mod ham. Navnet lød hende bekendt, og ja… det var jo ikke mange der gik med den påklædning og havde det navn. Pludselig var hendes interesse vakt, hvem var han bag masken!? Et smil spredte sig atter over hendes læber idet hun trak den anden støvle på og vendte sig nu mod ham. Han bukkede for hende hvilket fik hende til at skyde det ene bryn i vejret. Han havde da set at hun ikke lignede typen med de fineste maner, ikke at hun ikke kendte til at neje, tale høfligt og al det andet for det gjorde hun i allerhøjeste grad. Han fortsatte, stillede atter sit spørgsmål med den lille tilføjelse omkring hendes blufærdighed. ”Mr. Mystique, af høflighed plejer man at præsentere sig selv inden man spørger om andres navn, mit spørgsmål havde derfor intet at gøre med hvad jeg tørre og ikke tørre” hendes svar lød skam høflig, for det kunne hun jo være. ”Og blufærdighed er da bare et ord, du ved jo alligevel hvad der gemmer sig bag det tynde stof, og desuden… enhver fødes nøgen så hvorfor skjule hvad der er naturligt” fortsatte hun, slet ikke spørgende for hun ville ikke have et svar på det. ”Hvis du stadig søger mit navn, så kalder jeg mig Amelia.”

[ezekiel]

Ezekiel kunne godt regne ud at denne person led af skizofren, han var dog usikker på hvem der egentlig var den.. normale af dem. Hvem der var den originale, var det den lille pige, eller hende her? Han kunne næsten forestille sig at denne kvinde var en fantasi i den anden piges hoved. Det var dog utrolig mange år siden at han havde set en der led af skizofreni, selvom han var usikker på hvordan denne kvinde var. Men hun virkede langt mere stabil end den anden tøs, og hun virkede utrolig frygtløs, selvom det kunne blive hendes død i den anden ende. Ikke fordi han havde tænkt sig at slå hende ihjel, for sådan var han da slet ikke! Han var neutral, han slog ikke ihjel for sjovs skyld. Men hvis hun angreb ham og tvang ham til at gøre skade på hende, så ville han ikke tøve med det, for han ville skam kæmpe for sit eget liv. Af den grund ville han stadig forsøge at bekæmpe hende uden at dræbe hende, medmindre hun tvang ham til andet. Hun virkede dog ikke just som en der var direkte fjendtlig, men mindede ham mere om en som gerne ville more sig.
At hun smed tøjet, var noget som virkelig kom bag på Ezekiel, eftersom han virkelig ikke havde regnet med at sådan noget ville ske. Det var også derfor han blot stod og stirrede direkte vantro på hende, selvom hun ikke ville kunne se det for masken – og gudskelov for det – for han lignede sikkert en idiot. Han så hende blot trække det sidste på, hvor han fnøs ganske kortfattet til hendes ord. ”Jamen i så fald må du jo være uhøflig, eftersom du selv spurgte efter mit navn, uden at præsentere dig selv,” påpegede han næsten provokerende, som hans læber bredte sig i et kækt smil – skønt det heller ikke kunne ses for masken, men det var nok ikke så svært at regne ud.
Ezekiel blev stående med armene over kors, imens han betragtede hende lettere vurderende med de kulsorte øjne. Han måtte faktisk erkende at han var enige i hendes følgende ord, eftersom han jo godt vidste hvordan en kvindekrop så ud bag klæderne, og hun havde jo ikke noget som han ikke havde set før, ligesom det nok også var gengældt, for hun vidste jo også hvad der gemte sig bag hans klæder, alligevel var der jo nok visse detaljer der var anderledes, for alle så jo ikke helt ens ud.
“Amelia?” gentog Ezekiel roligt, som han lod hovedet søge ganske let på sned, hvor han smagte let på navnet. Han rettede roligt hovedet op igen uden at han tog blikket fra hende. ”Og må jeg spørge hvorfor du plager den stakkels tøs?” spurgte han ganske roligt. Han havde jo godt set hvordan hun havde skræmt tøsen fra vid og sans, og hvordan hun havde forsøgt at få tøsen over på den anden side af muren.

[Deleted]

Der var nok ikke mange som hende derude, hendes… sygdom var nok ret sjælden og det var nok derfor at de få der havde set hende gøre… det hun lige havde gjort, ikke anede hvad de skulle stille op og ikke fattede hvad der foregik. De troede nok at hun var besat af en dæmon og hvem vidste, måske var hun? Det var i hvert fald noget hun havde hørt op til flere gange at hun skulle være. Folk havde nu kaldt hende alt muligt, så at de skulle beskylde hende for at være besat af en dæmon var nok det pæneste der var blevet sagt om hende. Tøsen han havde stået overfor havde ikke en chance i denne verden, hun havde forsøgt at finde sig et arbejde men hendes usikkerhed og Amelia der var der for at skræmme hende sørgede for at hun blev smidt på porten kort tid efter hun havde fået et job. Og med hendes minimale evner til at læse og skrive var det svært at få et job. Hun havde efterhånden prøvede det hele. Man kunne dog ikke give Amelia hele skylden, hun var blot fantasy, noget Valeria havde skabt og som kunne forsvinde men hvor store var chancerne for dette når hun havde det liv som hun nu engang havde? Ikke særlige store! Denne side af Valeria var ikke direkte ond, den kunne godt blive ondskabsfuld men den var ikke nogen morder. Hun forsvarede sig selv hvis det blev nødvendigt, ellers morede hun sig med at sprede uskyldig kaos. Masken forhindrede hende sådan i at se hans reaktion og det var en kilde til irritation om end hun kun viste det ved at hæve det ene bryn. Hans fnys og svar hvor man ikke behøvede at se hans ansigt for at bemærke den kække undertone, fik hende blot til at smile morende idet hun blot gik tættere på ham ”Det troede jeg da at du allerede havde opdagede kære, ingen anstændig kvinde i jeres verden smider tøjet for en fremmed mand, undgår at neje når han bukker, eller er så direkte.. så selvfølgelig er jeg uhøflig.. set med dine øjne” svarede hun ganske roligt. Så fornuftige ord kunne man aldrig høre Valeria sige, hun sagde vidst sjældent noget fornuftigt, men det hele afhang af hendes sindstilstand og den person hun stod overfor. Hun gav sig roligt til at kredse om ham, tjekkede ham ud fra alle vinkler. Hun hørte ham gentage sit navn, nærmest som om han smagte på det og kommenteret det ikke. Hans følgende spørgsmål fik hende til at skyde det ene bryn i vejret hvor hun lod fingerspidserne berør hans ryg ganske flygtigt inden hun atter stod overfor ham ”Du har mange spørgsmål… men… hvis du er så interesseret i at få svarene kan vi vel lave en aftale..? du smider masken, og jeg besvar dit spørgsmål..” hun tvivlede på at det ville virke, men det var forsøget værd.