The big evil world!

[Deleted]

Det var bare for svært at komme ind på livet af folk der enten var for arrogante og storsnudet til at lade folk komme i nærheden eller for hemmelighedsfulde og strikse omkring deres privatliv. Han virkede dog heldigvis ikke som nogen af de to typer, for arrogant var han nu ikke siden han tilsyneladende intet havde imod at gå rundt med hende ved armen, og selvom han var hemmelighedsfuld så var det med en vis udfordring om at hun skulle finde ud af hvad hans skjulte, så kede sig ville hun ikke. Men nu var hun jo en ret spontan person så faldt hendes blik på noget der var mere interessant var hun smuttet, om end det var svært at se hvad der skulle være mere interessant end en fyr der skjulte udseende, identitet og alt andet for hende og nærmest opfordrede hende til at finde ud af disse ting, eller nogen af dem i hvert fald. Hun tvivlede meget på at det navn han havde givet hende var hans rigtige navn, det passede nok perfekt til denne side af ham, men hvad med den anden? Pludselig gled et skævt smil frem over hendes læber, hvor hun ikke kunne skjule det morende udtryk i hendes øjne. Nok var hun anderledes, havde den her sygdom, men helt normalt var han jo ikke. Godt nok havde han ikke to personligheder der bekrigede hinanden, men han havde også to sider af sig. Denne hun så nu, og den han skjulte for hende. Han var to personer, akkurat som hun var, og folk kendte ham enten ved den ene eller anden. Hun tvivlede på at mange kendte begge sider af ham, men nogen gjorde nok. Hans familie måske? Eller blot nogle få trofaste venner.
Hans hovedrysten gjorde hende intet, for noget sagde hende at han alligevel smilede bag masken. Endnu engang var det irriterende ikke at vide hvordan hans ansigtsudtryk var, for hun mente selv at hun var ret god til at læse folk, men mon hun kunne læse ham? Hun havde sin tvivl. ”Hvorfor går du rundt med maske…?” spurgte hun nysgerrigt. Hun ville gerne vide hvorfor han bar den, hvad var grunden til at skjule sig bag den. Han forekom hende ikke at være den usikre type, og med den højde og kropsbygning heller ikke svag, mentalt virkede han mere end klarsindet så hvorfor gemme sig bag en maske? Var det morskabens skyld? Eller lå der mere bag? Den smule hun kendte var fra de rygter hun havde hørt, men ingen havde nævnt noget om nogen svaghed. Atter faldt tanken på at han måske havde et ar. Hun havde utrolig mange spørgsmål, desværre havde han ikke besvarede særlig mange af hendes spørgsmål, ikke direkte altså. Hans svar på hendes ord omkring kedeligt arbejde lyttede hun i stilhed til. Hun vendte og drejede hans ord i sit hoved og endte med at ryste svagt på hovedet af ham ”Desværre er det ikke så tit at man arbejder med noget man kan lide… til tider bliver man nød til at tage hvad man kan få, og tit er det at muge ud i en stald, rense lokummer, eller opvarte en gammel halvdød mand” svarede hun. Ikke alles liv var en dans på roser, og ikke alle havde penge. Valeria kunne gå flere dage uden at spise, og fordi hun var som hun var, kunne hun ikke finde på at jage sit eget dyr for at få lidt at spise. Sælger, og… det betød at han solgte alt? Mon alt hvad han solgte var lovligt? Hun smilede ved tanken, næppe! Hendes blik fulgte hans og hun så kort udover markerne. Hans svar fik hende til at skyde det ene bryn i vejret, hun blev trukket med til den ene side og fulgte roligt med ”Du skal bare pakke alt ind hva… kom nu fortæl mig noget som du tror vil overraske mig!” han måtte snart sige noget som gav hende bare en smule håb om at hun kunne få noget ud af ham. ”Du er jo sådan en stor magiker-halløj… kan du ikke engang transportere os et andet sted?” spurgte hun men en udfordrende tone.

[ezekiel]

At Amelia ville kende til grunden ved at Ezekiel bar rundt på hans maske, var faktisk et spørgsmål der kom bag på ham, da han allerede havde regnet med at hun havde kendt svaret på det. Hun havde hørt om hans rygte, så han ville ikke tro at hun ville komme med det spørgsmål, men okay.. der gik vidst også mange rygter om hvorfor han bar på sin maske. Han vendte blikket mod hende. ”Jeg troede allerede at du kendte svaret på det spørgsmål,” svarede han drillende. Det var dog ikke fordi han ikke kunne give hende grunden, for ville hun alligevel kunne bruge det til noget? Det ville nok snarere give hende flere spørgsmål, „men.. jeg bærer masken, når jeg handler forretninger, for at mine kunder ikke skal kende til mit sande ansigt – af kløgt, hvis de skulle ende utilfredse.” Han trak let på skuldrene. Det var ikke den helt sande grund, eftersom der lå meget mere bag, men det kunne han ikke fortælle hende. ”Desuden så er det også for morskabens skyld. Du morer mig nemlig gevaldigt,” tilføjede han drillende, hvor han blinkede til hende med det ene sorte øje – som om det havde været hans rigtige ansigt. Han havde dog intet ar som han skjulte, skønt det meget vel kunne være årsagen, men tværtimod så var hans ansigt helt rask og uden en eneste skramme. På trods af hans lange levetid, så bar han faktisk knap nok nogen ar.
At man ikke altid kunne få et arbejde man nød, var Ezekiel udmærket godt klar over, men så snart man havde penge, så ville man kunne gøre en del, skaffe sig et bedre liv, hvilket også ville sige et bedre arbejde. Desuden så var det ikke altid pengene man havde behov for, men kontakterne, hvis du havde gode kontakter med de rige, så kunne man også den vej få et godt liv. Og så var der også en tredje måde at få et bedre liv på, nemlig ved at blive populær, ved at andre ønskede kontakt til en. Det var også sket for ham, da han bare havde boet i Manjarno og havde startet sit eget ry, hvor den dvasianske konge – dengang – havde bedt ham om at blive kongelig rådgiver, og sådan havde han fået et liv i luksus. Med tiden lærte man dog hurtigt at et liv i luksus ikke var alt. Han trak let på skuldrene. ”Så sandt.. ikke alles liv er en dans på røde roser, men det er heller ikke altid at selv de rige har et lykkeligt liv, bare fordi de lever i luksus,” svarede han roligt. Selv det havde han erfaret fra andre.
At hun ville have Ezekiel til at overraske hende, kom bag på ham, hvor han blinkede med øjnene inde bag masken. Han kunne dog ikke holde en munter latter tilbage til hendes ord, hvor han rystede let på hovedet af hende, som han stoppede op, for at vende sin opmærksomhed imod hende. ”For det første aner jeg ikke hvad jeg skulle vise dig, som ville overraske dig – uden at det hele ville blive kedeligt. For det andet, så fungerer min magi ikke just på den måde. Men eftersom du er magiker, så kan du vel trylle lidt for os?” svarede han roligt, som han lod hovedet søge let på sned. Han var jo ikke magiker eller warlock, men alkymist og hans magi fungerede ikke på samme måde som hendes.

[Deleted]

Rygterne sagde jo en masse, men ærligt havde hun ikke altid lyttet til dem alle. Hun havde ikke set ham før nu, kun hørt om ham og derfor havde interessen ikke været så voldsomt stor. Mange folks interesse blev vagt via rygter, hun derimod skulle stå overfor den ting eller person inden hendes interesse blev vakt. Derfor var det blot brødstykker af snak hun havde opfanget og ikke noget hun havde søgt nærmere efter. Det havde hun ikke tid når hun var i denne skikkelse, og Valeria var ligeglad med alle folk omkring sig. Hans drillede svar frembragte blot et træk på skuldrende som reaktion ”Jeg er ikke alvidende” svarede hun blot med et skævt smil. Hans forklaring gav dog mening skønt hun havde på fornemmelsen af der lå mere bag. Hun nikkede blot mens et eftertænksomt udtryk gled hen over hendes ansigt og som især kunne ses på hendes øjne. ”Det giver meget mening… men… nu er jeg jo ikke en af dine forhandlere…” svarede hun lettere spørgende. Et smil krydsede hendes læber, nok mere over at se masken blinke til hende ”Jamen dog.. det er nok de færreste der er interesseret i at trække masken af dig siden jeg er så morsom fordi jeg forsøger?” spurgte hun med et kækt smil over læberne. Hun tvivlede på at hun var den eneste der havde forsøgt, så han burde endelig være vant til det, ikke sandt? Det var ikke let at skaffe sig penge, for hendes vedkommende havde hun til tider fået flere drikkepenge end det man fik i løn og havde overlevet kun fordi hun havde fået disse drikkepenge. Men nu var jo også rigtig dårlig til at bruge pengene ordentligt, Amelia samlede pengene, Valeria brugte dem. Dette irriterede Amelia utrolig meget, pigebarnet kunne kun finde ud af at bruge penge, og det var ikke en gang til ordentligt tøj eller mad, de fleste gang tabte hun sin pung eller så blev den stjålet. Havde Amelia bare haft en chance for at styre det hele, hele tiden ville tøsen have haft en chance for et ordentligt liv, men næ nej. ”Du har fuldkommen ret, men de sulter ikke ihjel, dør ikke af kulde og lever ikke i konstant frygt, i hvert fald ikke dem alle” svarede hun ganske roligt. Godt nok havde de rige ikke altid det perfekte liv, men noget havde de i forhold til de fattige som ikke anede om de ville overleve dagen. Hun ønskede ingen medlidenhed selv, for det gavnede hende da absolut ikke på nogen måde, hun ønskede ikke almisser for det var hun for stolt til, og hun ønskede ingen hjælp, for hun klarede sig bedst selv. Hun skød det ene bryn i vejret ved latteren der undslap læberne bag masken hvor hun sendte ham et spørgende blik. Han standsede, og hun fulgte automatik med idet hans hånd holdt hendes arm. Hvorfra vidste han at hun var magiker? Hans evner havde nok vist ham eller sådan noget. Ment fint nok, ville han se magi.. så skulle han nok få det. ”Nuvel…” hun trak armen til sig hvor hun i stedet stillede sig foran ham, og helt tæt på og lod hænderne placere sig fladt over hans bryst for at stryger op mod hans skuldre og rundt om hans nakke. Endnu engang fornemmede hun højdeforskellen, kunne ikke holde et smil tilbage hvor hun fugtede læberne ”Jeg vil råde dig til at lukke øjnene” sagde hun lavmælt. Hun holdt vingerne tæt indtil kroppen. Blikket blev sænket hvor hun måtte fokusere, det skete kun sjældent at hun transporterede mere end sig selv, så hun skulle anstrenge sig for ikke at dumme sig. Øjnene gled i, hvor hun for sit indre blik så deres destination. Hendes krop lyste snart i et mørkt, ja sort lys, og mørket omkring dem blev så tæt at man ikke kunne se deres omgivelser. Folk udefra ville se det som en sort tæt røg der lagde sig om dem, og få sekunder efter lød der et højt sus, næsten et brøl samt nogle enkelte knald som man kunne sammenlignes med spruttende ild. Et tryk var heller ikke underligt, hvor hun dog ikke gjorde mine til at åbne øjnene før hun havde sikrede sig at de ikke var endt et forkert sted. Den tætte mørke aftog langsomt og hun slap ham for at træde nogle skridt bagud og blinke samt klare synet. Hendes blik gled roligt rundt, de stod i Rimshia's centrum. Hun smilede tilfreds, spredt vingerne som hun svagt rystede. Folk så naturligvis på dem, men hvad så? Hun elskede at tiltrække sig folk opmærksomhed.

[ezekiel]

At Amelia ikke kendte til grunden, hvorfor Ezekiel bar masken, forundrede ham ikke, selvom hendes spørgsmål alligevel havde overrasket ham. Han var vel egentlig bare gået automatisk ud fra at hun havde kendt til grunden, når hun havde hørt om ham? På den anden side så vidste han jo godt at mange ikke kendte grunden og at der også gik rygter om hvad han egentlig gemte på. Den største grund, var dog kun for at skjule sin sande identitet, hvilket var vigtigt med det job han havde, for hvis folk fandt ud af at han var underchef for en mafiaboss – speciel myndigheden i landene – så ville han bringe hele mafiaen i fare og det havde han bestemt ikke tænkt sig! Han trak morende på smilebåndet til hendes hvor, hvor han så mod hende igen. ”Du er ikke en af mine forhandlere nej, men.. du har endnu ikke givet mig en god grund til at jeg skulle vise dig mit ansigt,” påpegede han drillende og lettere gådefuldt, som han fortsatte sin gang og væk fra muren. Det var morsom at se hende så nysgerrig, selvom hun på ingen måder var den første, der havde haft lyst til at flå den af ham for at se hvad han egentlig gemte, de fleste kunne dog godt blive en anelse skuffede, når de havde forestillet sig et vansiret ansigt, et kæmpe ar eller lignende og der så bare var et normalt ansigt, selvom det meste unikke ved det, var hans honningfarvede øjne, som næsten kunne minde om en ny maske af mystisk og hemmeligheder. ”Der er skam mange so har forsøgt, så du er ikke den første med en enorm nysgerrighed,” fortalte han roligt.
“Så sandt.. et liv i luksus giver en overlevelse, men det giver ikke just en lykke,” svarede han roligt, som han så lettere tænksomt ud i luften. Han selv havde det perfekt som han havde det, han søgte hverken efter status eller lykke, da han passede sig helt fint alene! ”Til gengæld er det af og til bedre at være opvokset på gaden, det giver nemlig én en større livserfaring i det rigtige og vilde liv, det gør en opmærksom og man tænker kløgtigt for at overleve, det gør de rige ikke, som normalt er født med en sølvske i munden, de kender ikke til livets ægte farer og det kan blive dem en ulempe, hvis de en dag kommer ud i det rigtige liv,” tilføjede han sandfærdigt.
At hun gik med til at bruge sin magi, var noget som morede Ezekiel, hvor han også gav efter og stoppede op da hun gjorde. Han lod hende trække armen til sig og gjorde også det selv, inden han blot betragtede hende afventende. Han mærkede tydeligt hvordan hun stillede sig tættere på ham, lagde hænderne imod hans bryst og strøg dem over hans skuldre og om i nakken på ham. Der var stor forskel i højden, eftersom han snart nåede de to meter – hvis han ikke allerede var over – og derfor var han mere end et hoved højere end hende. Hun selv var dog ikke lille, selvom det jo nok var på grund af hendes højhælede sko. Han lagde armene omkring hendes liv, og hvis hun havde kunnet se hans ansigt, havde hun mødt et drilsk smil. Han gjorde dog som hun sagde og lukkede øjnene, idet mørket lagde sig omkring deres kroppe og de forsvandt i det mørke lysglimt.
Da de landede igen, var det med en snurrende fornemmelse i maven, hvor Ezekiel roligt tog sig til hovedet, da han følte sig en anelse svimmel. Han rystede let på hovedet, hvor han var tydeligt imponeret over at de stod i Rimshias centrum. ”Fascinerende,” endte han for sig selv, hvor han vendte blikket mod Amelia igen, der også var gået et par skridt bagud som ham selv. Han rettede sig roligt op efter et stykke tid, hvor han lod hovedet søge let på sned. ”Helt tosset er du ikke,” svarede han morende, som han så sig ganske let omkring. Folk stirrede på dem med vantro og forvirring i blikket, selvom han ikke tog sig af det – han var selv vant til det på grund af masken.

[Deleted]

Som sagt løb rygterne jo rundt, men det var ikke nogen der havde interesseret hende som sådan. Hun havde heller aldrig set ham, blot hørt om ham og forestillede sig hvordan han var og så ud med maske og beklædning. Det havde dog aldrig interesseret hende at finde ud af mere, havde det været tilfældet ville de nok have mødtes før, eller i værste fald ville hun nok have stalkede ham. Så måske var det heldigt for ham at de først havde mødtes nu? hvad han arbejdede, eller for hvem ragede ikke hende og interesseret hende heller ikke. Noget sagde hende dog at det ikke var lovligt hele vejen igennem og a det var en af grundene til masken. Hun holdt dog denne tanke for sig selv, der var ingen grund til at vise at hun faktisk kunne tænke og lod ham bare tro at hun ikke var helt så kløgtig. Den drillende og gådefulde tone gjorde hende blot mere ivrig hvor hun i stedet for at svar på hans ord stillede ham et spørgsmål ”Din maske er magisk ikke..? Jeg mener… jeg vil ikke kunne tage den af dig medmindre du ønsker det.. right?” hun regnede ikke med at hun bare kunne tage den af ham, det ville være alt for let, og så vil der heller ikke være noget mystisk og anderledes i det. hvad hun forestillede sig under masken var et par intense øjne der var lige så hemmelighedsfulde som masken, hun var næsten 100 % sikker på at han ingen ar havde, men et kønt ansigt. Til trods for at hun ikke regnede med noget vildt ville hun alligevel vide om hun havde ret. Hans følgende ord fik et spørgende udtryk frem i hendes øjne ”Og… er det så lykkedes før at få den af dig?” spurgte hun. Hvor store en chance havde hun endelig for at få den af ham? Hun var absolut ikke håbløs, men hun ville alligevel gerne vide om det var sket før. ”Tit ønsker man blot at overleve, og så stræber man efter lykke… en ud penge har sjældent nogen af delene. Selv de der har en familie grubler over hvordan de skal sørge for at børnene har tøj på kroppen, og om de nu går mætte i seng. Kære, livet ville være lettere med penge… som man siger, penge er magt. Så er lykke noget man kan købe sig til” hun tav, et svagt smil var at finde over hendes læber. At hun selv havde en tilværelse der var hårdere end så manges kunne ikke ses på hende. Men det skyldtes nok at hun var alene og uafhængig. Hun havde ingen bekymringer for andre end sig selv og var egoistisk nok – i denne skikkelse altså – til kun at tænke på sin ve og vel. Sådan var det dog ikke altid, for til tider kunne hun være følsom og blid, selv i denne skikkelse, dette kom dog kun til udtryk overfor specielle personer.
Ja hvorfor skulle hun ikke bruge sin magi? Det var kun til hendes fordel. Selvom hun elskede høje hæle kunne det være smertefuldt at gå store afstande med dem så ved at bruge sin magi slap hun for at gå. Mens de stod tæt på overvejede hun hvor høj han helt præcis var, det var faktisk ikke hver dag man mødte en med sådan en højde, det var underligt, men det indgydede også en form for… respekt? Ja i hvert fald at stå overfor i en den størrelse. Hans arme gled ligeledes som hende, noget der fik et smil til at glide over hendes læber. Desværre kunne hun ikke se hans ansigt, det gjorde det svære at vide hvordan han reagerede. Hendes magi virkede, og de stod det sted hun havde set for sit indre blik. Hun bemærkede at han tog sig til hovedet og smilede drillende ”Var det for meget for dig..?” spurgte hun drillende. Hun hævede spørgende det ene bryn da han mente at det var fascinerende, hvad var? At hun havde transporteret dem derhen? Hvorfor? For hende var det en succes af en grund, det var første gang hun havde transporteret en anden person med sig og han så ud til at have arme og ben i behold så det var godt. Hans sidste ord måtte få hende til at slå en høj latter op for hun trådte de få skridt frem som hun havde trukket sig tilbage tidligere og prikkede ham drillende på brystet ”Bedøm aldrig en bog på omslaget” hun gentog bevidst hans ord, blinkede drillende og lod hånden stryge hendes håret. Hendes blik gled rundt, faldt på et barn der gloede på dem. Hun vinkede til det med et muntert smil ”Cirkus i byen..” sagde hun drillende til ungen som blinkede forvirret hun rakte ham hånden, tryllede en slikkepind som denne tog imod og løb sin vej. Hun fulgte barnet med et kærligt blik inden hun rystede på hovedet og lod blikket glide rundt ”Jeps… folk glor…” hun vendte blikket mod ham med et morende glimt i øjnene.

[ezekiel]

“Lige præcis,” svarede Ezekiel med en morende stemme, da hun spurgte om masken var magisk og om hun kun kunne tage den af hvis han tillod det – og det var jo helt rigtigt. Masken var lavet af hans egen mørke magi, den kunne kun tages af hvis han tillod hende det, for ellers ville hendes hånd bare søge lige igennem, som havde den været det rene luft, og alligevel hvis hun ville mærke, så ville hun mærke maskens form og ikke hans ansigt. Så hvis hun ønskede at se hans sande ansigt, så var hun nød til at få ham til at smide masken, eller få ham til at give hende lov til at tage den af for ham. Det var dog ikke fordi han regnede med at han ville have den på under hele deres møde, men.. nu måtte de jo se hvordan det hele endte, begge kunne de jo nå at miste interessen for hinanden, selvom han var rimelig sikker på at han ikke ville komme til at kede sig, for hun var spontan og impulsiv, derfor så skulle hun nok finde en masse underholdning til dem, hvis hun selv valgte at blive. Han slap en munter latter til hendes ord, hvor han ville have sendt hende et drilsk blik, hvis ikke han havde båret masken. ”Bare rolig.. det er ikke helt umulig,” svarede han drillende, som han nærmest opfordrede hende til at blive ved med at forsøge.
Ezekiel lød opmærksomt til hendes ord, hvor han lod hovedet søge en anelse på sned. Han kunne ikke sige sig at være helt enig med hende, men det var sådan set også underordnet, specielt fordi alle var forskellige og han ville ikke tvinge hende til at skifte mening. ”Man kan ikke købe sig til ægte lykke Amelia. Du kan ikke købe folk til at kunne lide dig, hverken familie, venner eller kærlighed. Penge giver måske en de nødvendige ting til overlevelsen, det kan måske købe dig magt, men det kan ikke give dig et lykkeligt liv,” svarede han roligt, som han lod hovedet falde let på sned. Det var i hvert fald sådan han selv så på tingene.
At de var dukket op i Rimshias centrum, var noget som faktisk var kommet bag på Ezekiel, selvom det var ganske effektivt! Det var jo præcis her han skulle hen! Det havde taget ham flere timer kortere via Amelia, så han havde faktisk god tid, inden han skulle møde sine kunder. Han trak morende på smilebåndet – selvom hun godt nok ikke ville kunne se det. ”Jeg klarer mig, tak!” svarede han drillende, som han viftede lettere afvigende med den ene hånd, som tegn til at han ikke havde brug for hjælp. Da hun kom hen og prikkede ham på brystet, kunne han ikke lade vær med at slippe en munter latter. ”Ja, ja! Jeg undervurderede nok din ungdom en anelse,” svarede han drillende, hvor han lo ganske kort igen. Han vendte dog blikket forundret mod den lille dreng, der gloede på dem, hvor han godt lagde mærke til hendes kærlige og blide ansigtsudtryk, hvilket fik et let smil til at glide over hans læber. Hun var jo nok ikke så slem på bunden. Han så roligt mod hende, da hun sagde at folk glor, hvor han blot trak på skuldrene, som var det ingenting. ”Så lad os overraske dem lidt endnu,” svarede han drillende, som han fiskede en sort lille kugle frem fra sin jakkes inderlomme. Han kastede den ned i jorden, så et slør af tyk røg vældede op i luften omkring dem og indhyllede dem, så folk ikke kunne se dem – en røgbombe. Han tog fat i hendes arm, inden han trak hende med sig ind i en gyde, hvor de var i ‘sikkerhed’. Han slap en munter latter, da man kunne høre folk skrige og hvine ude på gaden.

[Deleted]

Hun havde haft ret, ja det var næsten ærgerligt men hun havde regnede med at han ikke bare ville gøre det simpelt for hende. ”Pokkers” mumlede hun næsten i drillende tone hvor hun forgav at være skuffet. Men ærligt var hun slet ikke skuffet, det kunne hun ikke være nu hvor hun vidste at hun ikke bare kunne række hånden frem og trække den af ham. Hun ville nok have opdaget det hvis hun havde forsøgt på det, men det behøvede hun ikke nu hvor hun havde fundet ud af det ved at spørge. Han opmuntrede hende, og nærmest opfordrede hende til at forsøge ved hans næste ord hvor hun smilede morende ”Du nyder det virkelig hva..” svarede hun med et morende smil og en svag hovedrysten. Han var vist ret underholdt, men det var også i orden, hun fandt det selv sjovt og underholdende at være i hans selskab.
Ikke alle blev enige når man snakkede om et specifikt emne og hun regnede heller ikke med at de to skulle blive enige, tværtimod. Hun vidste jo godt at de var fra forskellige sociale klasser, og fra to forskellige verdner om end de begge boede på jorden. Denne gang var det hendes tur til at lytte til svaret hvor hun betragtede ham med hovedet lettere lagt på skrå og blikket rettet mod de kulsorte fugleøjne. ”Du har måske ret, men fortæl mig så… hvori ligger din lykke?” spurgte hun ganske roligt og fortsat uden at lade blikket forlade ham. Han snakkede jo om lykke, hvor lykkelig var han selv bag den maske? At hun havde gjort det lettere for ham ved at dukke op lige netop her anede hun ikke, hellere ej anede hun at hun havde sparede ham flere timer, havde hun gjort det ville hun nok have krævet noget til gengæld. Hun sendte ham et morende og flabede smil ved hans svar ”Sikker? Jeg kunne nok godt give dig lidt massage eller pusle lidt om dig” svarede hun kækt. ”En anelse? Du skylder mig næsten en undskyldning” svarede hun dog langt fra alvorligt. Folk havde sagt værre ting, fornærmede hende på det groveste og været ret uhumske overfor hende uden at hun havde krævede en undskyldning, eller fået en selv når hun havde krævede det, så det her var jo slet ikke i nærheden af noget hun havde oplevet, og desuden… han drillede jo også bare. At han havde bemærkede hendes væremåde overfor barnet anede hun ikke, men det betød næppe noget alligevel. Hun elskede børn, og naturen og dyrene, det var træk hun havde fra Valeria, det eneste der kunne være svært var at være omgivet voksne. Hun rynkede på brynene ved hans ord, kastede et blik på den lille sorte kugle han trak frem med et uforstående udtryk. Som han slap dem og røg straks omgav dem, mærkede hun hans hånd greb om hendes håndled og hun blev trukket med væk, et svagt gisp brød hendes læber da hun bare blev trukket med. Overraskede udbrud kunne høres i baggrunden hvor hun blev trukket med ind i en gyde. Hans latter fik hende til at vende blikket mod ham hvor et smil hvilede over hendes læber ”Du burde have advarede mig" lød hendes første ord ”Men hvad.. vi kunne åbne vores eget cirkus… Mr. Mystique & frøken Amelia, så vil jeg morer mig over reaktionen af de folk du handler med” hun kunne lige se deres ansigter for sig, eller.. det kunne hun ikke for hun kendte dem ikke men reaktionen forekom hende ikke fremmed. Hun havde trukket sin hånd til sig som hun nu havde lagt over hans bryst i en kælen kærtegn "Men... vi skulle nok lærer hinanden at kende først" hun havde ikke glemt masken et sekund og nu forsøgte hun igen at få den af ham.

[ezekiel]

At Amelia spillede skuffede, fik Ezekiel til at slippe en munter latter, hvor han rystede smilende på hovedet af hende, for det var virkelig for sjovt! Han kunne dog godt forstå at hun var nysgerrig og han holdt hende jo lidt på pinebænken med vilje, for i princippet kunne han bare smide masken og lade hende se hans ansigt, men hvad sjov var der i det? Det var langt mere underholdende at holde lidt igen, så hun blev mere og mere utålmodig. Han nikkede medgivende til hendes ord. ”Du skulle bare vide,” svarede han drillende og med samme morende smil om læberne. Han ville dog ikke miste hendes interesse, så han vidste godt at han før eller siden skulle smide masken, men det kunne vel godt vente til lidt endnu? Han havde desuden heller ikke tænkt sig at beholde masken på for evigt, så hun skulle nok få stillet sin nysgerrighed før eller siden.
At hun denne gang lyttede til Ezekiel var noget som morede ham, da han ikke just ville forbinde hende med den lyttefulde type. Han ville næsten tro at hun gik efter det hun selv mente var rigtigt, og når hun først havde en mening, så var det også den som gjaldt. Men det gjorde ham nu intet, desuden så behøvede de jo heller ikke at være enig, men hvis der var en ting som han havde lært igennem sit lange liv, så var det at man kunne lære en masse fra andre, og derfor gjaldt det om at have et åbent og storsindigt sind. Det overraskede ham så alligevel at hun spurgte ind til hans lykke, hvor de kulsorte fugleøjne måtte blinke en enkelt gang. ”Jeg har ikke just nogen lykke. Ikke ved en person i hvert fald. Min lykke ligger nok snarere hos mit spil,” svarede han roligt. Han var kendt som Gamblernes Konge, og det var også klart det han nød allermest af i sit liv for tiden! ”Og din? Ligger din lykke i at fortære den anden piges sind, eller i at du faktisk er fri?” spurgte han drillende, da hun jo faktisk var skizofren og i øjeblikket stod han overfor ‘fantasivennen’.
Ezekiel himlede let med øjnene inde bag masken ved hendes ord, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. Hendes tilbud om at massere ham og pusle om ham, lød dog alligevel fristende, men mon hun ikke hellere ville have at det var hende der blev opvartet frem for ham? ”Jeg tror næsten du vil kede dig i længden,” svarede han drillende, hvor han blinkede til hende med det ene fugleøje, inden han grinte ganske kort for sig selv. Havde hun dog kunne se hans ansigt, så ville hun have set ham hæve begge bryn i forundring til hendes følgende ord. Han kunne dog godt opfange hendes drillende tone, hvor han lagde den ene arm ind mod brystet, idet han bukkede lettere elegant og undskyldende for hende. ”Jeg undskylder inderligt for min undervurdering, kære frøken Amelia, kan De tilgive mig?” spurgte han drillende, hvor han bevidst brugte den høflige tone for at gøre lidt mere sjov med det.
At hun var overrasket over røgen og alt postyret, forstod Ezekiel sådan set godt, og en advarsel havde måske været på sin plads, men.. hvad sjov havde der været i det? Intet! Der skulle lidt spontane handlinger til af og til! Hans mine var uskyldig inde bag masken, skønt det ikke kunne ses på ham. Han lo kort, da hun sagde at de kunne starte deres eget cirkus, hvor han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg var faktisk med i et cirkus da jeg var lille,” svarede han sandfærdigt – måske hun troede at han lavede sjov, men det var faktisk ikke løgn. Det var dog frygtelig mange år siden nu, så det var en tid der næsten var gået i glemmebogen ved ham. Han vendte let blikket mod hendes hånd, som hun lagde mod hans bryst og som hun kærtegnede, inden han vendte blikket mod hende. Han greb fat omkring hendes skuldre, inden han tvang hendes spinkle krop – i forhold til hans – op ad væggen bag hende. Han førte læberne ud for hendes ene øre. ”Er du sikker på at du tør gå så langt?” spurgte han i en hæs og gådefuld tone, inden han lod det nederste af masken, der dækkede ham fra næse og ned, forsvinde så hans læber var fri, hvor han skænkede hendes hals et lidenskabeligt og næsten drilsk kys, inden han trak hovedet til sig igen, hvor hans ansigt endnu engang var helt dækket til.

[Deleted]

Han grinte af hende hvor hun fortsatte skuespillet ved nærmest at snerpe læberne fornærmet sammen og placere armene over kors. Hun var dog hverken vred eller fornærmede og glimtet i hendes øjne gjorde det også klart, men det lignede bare noget tøserne i byen gjorde og så kunne hun ikke dy sig for lige at prøve det. Hendes blik hvilede længe på masken, for det var jo ikke hans ansigt hun så på, men en maske som stod mellem hende og det hun gerne ville opnå. At det undrede ham at hun lyttede vidste hun ikke, men det gjorde hun. Amelia var langt mere fornuftig end Valeria, men hun skulle nok holde fast ved sine meninger og holdninger hvis hun fandt dem rigtige. Dette betød dog ikke at hun ikke føre en nogenlunde civiliseret samtale med nogen for det kunne hun da helt klart, og endda komme til at lyde fornuftig på samme tid. Hun vidste skam som ham at hun kunne lære en masse af andre og andres erfaringer, selv var hun jo ung og det vidste hun, så hun lyttede, dog så det ikke altid sådan ud, eller det så ikke ud som om hun forstod det man sagde. Hun havde stillede ham et spørgsmål, og ventede og håbede nu på et svar, noget hun fik hvilket var mere end hvad hun havde turdet håbe på. ”Skyldes det at du ikke kan finde den rette, eller at du ikke vil?” spurgte hun interesseret, for svaret var kommet bag på hende. Jo hun vidste at han var kvindernes mand, at han havde indflydelse på det modsatte køn og at han var utrolig charmerende hvis han ønskede at være det, men… hun havde forventede at en sød lille dame ventede på ham derhjemme, hvorfor hun havde troede det vidste hun faktisk ikke men det var en tanke. Hendes eget spørgsmål blev slyngede imod hende hvor et smil krydsede hendes læber ”Lidt af hvert, jeg håber på at kan overtage hendes sind fuldkommen, men jeg nyder den tid jeg er fri… og se ikke så forfærdet ud..” ikke at hun kunne se hvis han var forfærdet ”.. Men jeg er en del af Valeria, en bedre del af hende…” hun tav igen, med et skævt smil over læberne. Den ærlige tone havde vist været tydelig, for hun havde været fuldkommen ærlig, der havde ikke været en grund til andet. En anden lykke havde hun ikke, og selv det hun lige havde sagt var ikke rigtig noget lykke, det var nærmere en kamp hun havde med dele af sig selv.
Nu tilbød hun ham det godt nok i en drillende tone, men det var et tilbud så han kunne jo gribe chancen hvis han ønskede det. ”Ja det vil jeg måske… men det finder du jo aldrig ud af hvis du ikke tager chancen” den muntre tone hvilede i hendes blide lettere lokkende stemme hvor hun nærmest opfordrede ham til at tage imod tilbuddet. Hun havde aldrig puslet om nogen, eller jo… dengang alting havde været nogenlunde normalt og det havde været rart, men dengang havde det jo også været af betydning, det havde været hendes familie. Snart bukkede han for hende, godt nok var det i drilleri for måden han snakkede på sagde det hele men alligevel kunne hun ikke holde er svagt overraskede udtryk tilbage, hun kunne have rødmet men det skete heldigvis ikke hvor hun i stedet brød ud i en høj og klokkeklar latter ”De er tilgivet min kære, men lad det ikke gentage sig” svarede hun lige så fint og med en arrogant tone hvor hun brød ud i latter igen og en svag hovedrysten. De var vist lige så tosset.
At han havde været med i cirkus da han var mindre fik hende til at blinke overrasket, to gange i løbet af relativt kort tid havde han fået den reaktion fra hende, og hun som havde bedt ham om at overraske hende, disse småting havde vel været nok dengang hun havde spurgt. Men at han havde været med i cirkus? Det havde hun aldrig have gættet ”Har du? Fascinerende… hvilke trick udførte du så?” spurgte hun interesseret, hendes blik veg ikke fra de kulsorte øjne som skjulte hans rigtige øjne. Hans hænder blev pludselig lagt om hendes skuldre hvor hun havde forventede at han ville skubbe hende væk, dette skete dog ikke, derimod blev hun skubbe op ad væggen bag hende, et svagt gisp brød hendes læber der han snart tornede sig op over hende. Han havde virkelig en evne til at få hende til at føle sig lille, eller også… så var hun nok lille i forhold til ham. Hun hævede det ene bryn i et spørgende udtryk. Hans læber var dog snart ude for hende øre hvor et smil bredte sig over hendes læber ved hans ord ”Hvor langt mener du…?” spurgte hun næsten lige så hviskende og med en uskyldig tone i stemmen. Hun havde ikke regnet med kysset og grebet om hans skjorte blev derfor strammere idet hun gispede overrasket da hans varme læber blev trykkede mod hendes hals som var en anelse kølig. Overraskelsen aftog snart hvor den sensuelledæmon straks tog den smule nydelse hun lige var blevet skænkede fuldkommen til sig. Hun slap ikke sit tag i ham, lod sine blågrønne øjne finde hans kulsorte, hendes med den sensuelle skær som slet ikke burde kunne sammenkobles med den uskyldige tone hun havde brugt tidligere.

[ezekiel]

At de var kommet ind på noget mere personligt havde Ezekiel ikke just noget imod. Det var ikke fordi han var fuldstændig hemmelighedsfuld når det kom til hans privatliv, eftersom han sagtens kunne fortælle en masse om sig selv, der var bare noget som han ikke kom videre ind på og som han ikke videre svarede på, fordi han ikke ville have at man skulle komme ind på hans livsværk som han holdt rimelig tæt for sig selv. Han havde dog intet imod at tale omkring sit erhverv og sit kærlighedsliv, som de var kommet ind på, eftersom han ikke just havde noget at skjule. Han så roligt mod hende, hvor han godt kunne se nysgerrigheden i hendes øjne, hvilket morede ham. Han så roligt frem for sig igen, hvor han trak let på skuldrene. ”Jeg har skam fundet den rette mange gange, lige indtil sidst, hvor jeg blev bedraget og holdt for nar, der valgte jeg at leve et mere indelukket liv, hvor der kun blev plads til en kvinde for en enkelt nat,” fortalte han sandfærdigt. Han havde været lykkeligt gift tre gange, og fjerde gang havde hans hustru taget røven på ham, hvor hun var stukket af midt om natten og havde efterladt ham til sig selv, hvor han havde fået en depression og havde været tæt på døden, lige indtil Giovanni havde fået ham og havde hærdet ham, hvor han nu var blevet denne mand.
Ezekiel var ikke just forfærdet over hendes svar, da han faktisk ikke havde regnet med andet. ”Jeg ved godt at du er en del af hende, og det er næsten synd at der skal gemme sig to personer i en krop. Det er hverken sundt for dig og specielt ikke for hende,” svarede han sandfærdigt, hvor hans tone næsten var helt blid og forstående. Han dømte hende ikke for at ønske sig fri. Han kunne godt redde den anden tøs, men det ville jo nok kræve at Amelia ville gå bort og.. det ville næsten være synd, nu hvor han havde mødt hende.
“Jamen jeg vil da ikke have noget imod at blive opvartet, at få massage og at blive puslet om,” svarede han sandfærdigt og med en drilsk undertone. Løgn var det ikke, han havde altid nydt når en kvinde tog sig af ham, men det var normalt i parforhold, hvor han også selv kunne gengælde det, for han havde intet imod at opvarte kvinden og pusle lidt om hende, det kunne han faktisk godt lide. Det skete bare ikke ligefrem tit med de kvinder han fandt for en enkelt aften, „det kunne jo være at jeg gengældte det.” Han blinkede drilsk til hende med det ene øje, selvom det kulsorte øje var lettere følelsesløst, men tonen gjorde det tydeligt. Han rystede blot smilende på hovedet af hende, da hun valgte at slippe en latter og sige at det ikke skulle gentage sig, hvilket fik ham til at fnise ganske let.
At hun var overrasket over at Ezekiel havde været med i et cirkus forundrede ham ikke, selvom han ikke just havde troet at hun ville tro på ham allerede til at starte med, men hun lød nysgerrig og interesseret, så mon ikke? Han trak let på skuldrene. ”Til at starte med hjalp jeg bare med at passe dyrene og sådan lidt. Senere blev jeg jonglør og hjalp de andre artister,” svarede han roligt og dog ærligt, hvor han kort så tænkende ud i luften for at mindes det, men han kunne ærligtalt ikke huske meget der fra.
De mange gisp der forlod Amelias læber, var noget som alt sammen morede Ezekiel, specielt da hun gispede ved at han kyssede hendes hals med sine rigtige læber, hvilket hun burde kunne mærke, eftersom de var bløde og varme, i stedet for glatte og kolde som masken var. Han vendte blikket mod hende, selvom hun tydeligvis ikke havde sluppet sit tag i ham, hvilket morede ham. ”Så langt at vi lærer hinanden bedre at kende,” svarede han i den samme hviskende og gådefulde tone. Hendes sensuelle blik kom faktisk bag på ham, selvom han ikke foretrak så meget som en mine, da han blev stående med sine hænder imod hendes skuldre. Han stod dog ikke ret op, men en anelse ind mod hende og virkede derfor ikke just så stor igen.

[Deleted]

Hun havde nok troede at han slet ikke ville bryde sig om at hun spurgte indtil ham og hans liv. Det var som om masken bad folk holde sig på afstand, men alligevel ikke helt, ikke når vi en snak med ham. For mens hun troede at han ville være komplet afvisende og feje hendes spørgsmål hen, valgte han at besvar dem med en ærlig tone der kom bag på hende. Hendes blik hvilede fuldkommen roligt i hans mens han fortsatte, og endnu engang lyttede hun interesseret. Hun rynkede forundret på sine bryn ”En enkelt oplevelse har fået dig til at droppe tanken om at finde en kvinde at være sammen med? Det lød ellers som om du havde været med mange før denne, eller nogen som du havde fundet som de rette.. skulle så en oplevelse feje alle de andres trofasthed til side? ak… du er i bund og grund kun en mand” det sidste var sagt mere drillende end seriøst men alligevel med en smule seriøsitet. Mon han havde været den der havde vendt de tidligere kvinder ryggen, og nu hvor en havde gjort det, var det svært at tåle? Hun anede det ikke, og var endelig ligeglad. Det her var jo kun en leg, nok for dem begge, så hvorfor bryde hovedet med fortiden, hans fortid. ”Sundt eller ej, det er hvad denne verden har gjort ved hendes hjerne.. det er ikke mit problem at hun lider.. men hvis hun overlod mig kontrollen, ville hun nok få det bedre” svarede hun, hendes blik blev tomt for nogle sekunder hvor hun dog skubbede tankerne væk og fokuseret på ham, det nyttede ikke at have medlidenhed med tøsen! Amelia ville næppe give ham lov til at rede Valeria, det ønskede hun ikke. At forsvinde var slet ikke noget hun ville acceptere og hun ville kæmpe for sin tilværelse så længe hun kunne. Kunne han derimod finde en metode hvor Valeria forsvandt, ville hun med glæde gøre det.
Han gik faktisk med til det, det var næsten for godt til at være sandt. Tanken henlå alene på at hun nu ville få en større chance for at få masken af ham, hun håbede bare det ville virke. ”Selvfølgelig ikke… hvor tit får du også det tilbud” det var ikke sagt i en spørgende tone, og derved ikke et spørgsmål men nærmere en konstatering. Og måske fik han det tilbud rimelig tit, hun valgte bare at sige at han ikke gjorde, og derved føle sig speciel og anderledes. Hun kunne klappe i hænderne som et lille barn ved hans fortsættelse ”Det kunne være dejligt, jeg bliver sjældent forkælet” muligvis var det lidt for oprigtigt, men ikke desto mindre var det sandt så ideen havde hun absolut intet imod. Tænk, to fluer med et smæk, forkælelse, og at få masken af ham! Ja så selvsikker var hun.
Hvorfor skulle hun ikke tro på ham? Hun kunne ikke se nogen grund til hvorfor han skulle lyve, derimod ville det undre hende hvis man gad lyve om den slags. Derfor forventede hun et sted at han talte sandt. Endnu engang lyttede hun interesseret og et smil fandt vej til hendes læber ”Det er nok mange år siden kan jeg gætte mig frem til” konstaterede hun, især fordi han før havde sagt at han var ret gammel, så det var nok mange år siden han havde været... lille.
Hun havde naturligvis mærkede hans rigtige læber, ikke det kolde og glatte som hun måske havde forventede at mærke. Hun havde derfor set på ham med forventning i den tro at masken var væk, men så heldig havde hun ikke været. ”Så langt kan jeg nok godt gå…” svarede hun ganske roligt med blikket rettet i de sorte som hun næsten var trætte af at se på. Hun ville snart se den ægte vare. Hendes hånd løsnede grebet om hans skjorte, men slap ham ikke helt, i stedet for blinkede hun drillende ”Hvad har du så tænkt dig at gøre for at lære mig bedre at kende?” spurgte hun kækt og rykkede sig tættere på ham.

[ezekiel]

Ezekiel trak morende på smilebåndet til hendes ord, inden han rystede let på hovedet. ”Det er ikke kun én enkelt kvinde der har ødelagt alt.. eller, jo halvt om halvt, men du ved ikke hvad jeg har været igennem, når det kommer til mit kærlighedsliv. Jeg har mistet mange som jeg har elsket. Desuden så har jeg skam haft et par forhold efter min fjerde hustru,” svarede han sandfærdigt, som han vendte blikket mod hende igen. Det var skam ikke fordi han bare havde opgivet alt håb på grund af sin sidste hustru, selvom.. hun havde skam næsten fået ham dræbt med det knuste hjerte som hun havde efterladt ham med, og det var ikke just en tanke han brød sig om, så var han var blevet langt mere forsigtig med at åbne sig, specielt når det kom til kvinder.
“Du føler nok ikke at det er dit problem at hun lider, men hun er en del af dig, og det onde som sker for hende, sker jo også for dig. I er en og samme person, hun er en del af dig, som du burde acceptere, måske det kan gøre plads til jer begge to som en ny og bedre person,” svarede han lettere vist, hvor han var yderst alvorlig. Hun led af skizofreni, hvilket hverken var sundt for hende eller den anden pige, og desværre kunne han ikke hjælpe Amelia, men derimod den anden pige med at få Amelia væk og det.. var han ikke så sikker på at han ønskede, for han kunne faktisk godt lide Amelia.
At Amelia ønskede at forkæle Ezekiel, så regnede han med at det var fordi hun ønskede at få masken af ham, for dum var han jo ikke. Han måtte jo bare sørge for at det ikke skete! Han rystede let på hovedet af hende ved hendes ord. ”Jeg giver måske mere end hvad jeg får. Men jeg ville ikke have noget imod at give dig og få af dig,” svarede han sandfærdigt. Hvem ville ikke savne at blive forkælet lidt? Det var jo faktisk langt tid siden at nogen havde vist ham den omsorg, selvom han heller ikke lod en kvinde vise ham det særlig tit.
“Korrekt. Det er ved at være utrolig længe siden at jeg har været med, og generelt været lille,” svarede han med et let skuldertræk, som han vendte blikket mod hende igen. Bag masken hvilede der et skævt smil på hans læber, selvom hun ikke ville kunne se det. Han var efterhånden utrolig gammel, så han kunne snart ikke længere huske hvornår han sidst havde været i det cirkus, og han kunne snart heller ikke huske alle detaljer derfra.
At hun var blevet forundret over at mærke Ezekiels rigtige læber frem for masken, morede ham et sted, selvom han godt kunne se skuffelsen i hendes blik, da han stadig havde masken på, som han havde trukket sig væk fra hende igen. At hun så ikke slap sit greb i ham, havde han intet imod, eftersom han ikke havde noget imod at være hende så tæt. De sorte øjne så ind i hendes, hvor han trak på smilebåndet til hendes ord. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han ikke gjorde noget for at stoppe hende fra at komme tættere på ham. Han løftede sin ene hånd, hvor han lod sin tommel stryge hende langs kæben, over hendes læber og ned over hendes hage som han greb let omkring. ”Hvem siger jeg ønsker snak frem for handling?” spurgte han i en hemmelighedsfuld tone, uden at han slap det blide tag omkring hendes hage og kæbeparti, hvor hun med lethed ville kunne trække hovedet til sig igen, hvis hun ville.

[Deleted]

Ved hans uddybelse trak hun på skuldrende ”Det lyder som om du kan lide det som det er… så helt en dårlig løsninger er det vel ikke” svarede hun med et skævt smil. Han havde fundet et alternativ, samt havde det ikke slået ham helt ud alligevel for han forekom hende at være en ret selvsikker mand, om han også var det bag masken vidste hun ikke, men det måtte hun jo finde ud af. ”Men du sagde fjerde hustru… du havde da haft gang i det… har du så nogle børn?” efter fire ægteskaber, og nogle enkelte forhold ville det næsten være underligt uden, men måske havde han taget sine forholdsregler, eller bare ikke kunne reproducer sig. Hans følgende ord fik hende til at hæve brynet ”Jamen det er det ikke… hun går amok når folk kommer for tæt på hende, de fleste gange er det ikke min skyld, hun tror bare alle vil hende ondt, det kan jeg intet gøre ved. Og… det lyder nærmest som om du vil rede os..” hun brød sig virkelig ikke om det emne, at snakke om sig selv, eller Valeria, det hadede hun. Hun var den mest udsatte af de to, skønt hun var den der var mest klare i sind. Hun brød sig derfor ikke om at snakke om dette emne, for det ville ende med det sædvanlige, at folk rådede hende til at lade Valeria være i fred. Det kunne hun ikke, ikke når hun eksisteret i pigens sind. Hans ord hang dog alligevel ved, hvor hun kort overvejede om det var muligt at gøre plads til begge piger hvor der med stor sandsynlighed ville komme en tredje og helt ny person. Tanken var fristende, men Amelia var ikke sikker på at hun ønskede det sådan selvom det gav hende en chance for at være der hele tiden.
Naturligvis ville hun forkæle ham til sin egen fordel, ingen sagde dog at hun ikke ville nyde det, det ville hun måske. Ærligt var hun heller ikke den der forkælede folk, hun var mere vant til det omvendte så nu måtte de se om hun i det hele taget kunne finde ud af det. ”I så fald, glæder jeg mig til at se hvad du kan give mig” svarede hun med en drillende hviskende tone og en fræk blinken med det ene øje. Det skulle nok blive sjovt, for mon han overhoved gav hende mulighed for at kede sig? Det troede hun ikke! hun havde haft ret, det bekræftede hans ord men det kom nu heller ikke bag på hende, han havde jo allerede sagt at han var ret gammel i forhold til hende.
Hun havde virkelig håbede på at masken var kommet af, for det var den i få sekunder. Ærgerligt for hende at han valgte at få den på igen, men han ville jo nødigt ødelægge spænding eller give hende hvad hun tydeligvis ville have lige med det samme. Han forhindrede hende på ingen måde i at komme tættere på, af den grund standsede hun ikke bare tæt på ham, men helt tæt på ham. Hans hånd strøg hen over hendes kæbe, hendes blik forlod ikke hans et eneste øjeblik hvor hun så ham direkte ind i blikket, eller det der skulle være det. Hun forsøgte endda at se lige igennem, ikke at det var muligt men alligevel forestillede hun sig hans øjne. Hans tommelfinger berørte hendes læber hvor hun virkelig lagde bånd på sig selv for ikke at gøre noget hun havde lyst til. Heldigvis var hans finger væk igen, og greb nu om hendes hage. Blikket veg fortsat ikke fra hans, det var endelig snyd, at han kunne se hendes øjne men hun ikke kunne se hans. ”Du må jo enten vise eller fortælle hvad du ønsker, jeg er ingen tankelæser” svarede hun med en kæk tone. ”Tøver du…? Er det hvad du gør?” svarede hun nærmest udfordrende hvor hendes ene hånd vandrede hen over hans bryst, uden at blikket forlod hans endnu.

[ezekiel]

“Jeg klarer mig fint, som jeg har det,” svarede Ezekiel sandfærdigt med et kort skuldertræk. Han havde ikke behov for nogen kvinde i sit liv, hvilket han faktisk heller ikke ønskede. Og kunne folk ikke klare det, så bad han dem jo ikke om at blive hos ham, eftersom han nok skulle finde nogen der kunne. Amelia virkede som et godt selskab og hvorfor skulle han ikke nyde det, når han faldt over det? Han så i hvert fald ikke nogen grund til andet, desuden så tvivlede han på at hun ville hænge på ham til hans dages ende, for til sidst ville han jo nok kede hende, men derfor var der jo ingen der sagde at de ikke kunne hygge sig i denne stund og nyde det så længe som det nu måtte vare. Han endte dog alligevel med at se forundret ud i luften, da hun spurgte om han havde noget børn. Nu hvor hun sagde det på den måde, så kunne han godt se at det faktisk var utroligt at han ikke havde fået nogen børn endnu. ”Jeg har faktisk ikke nogen børn,” svarede han sandfærdigt. Han havde jo faktisk altid været en forsigtig mand og havde brugt magi som ’beskyttelse’. De fleste af hans ægteskaber havde nemlig ikke været tilladte i sin tid, så det havde gjaldt om at passe på. Hans smil falmede dog igen under masken. ”Men jeg var tæt på det den ene gang. Med min anden hustru,” svarede han i en mere tom tone – et tydeligt tegn til at det påvirkede ham endnu.
Ezekiel kunne godt høre at hun ikke var meget for at tale omkring hende selv, selvom han ikke havde nogen planer om at ødelægge hendes tilstand i den anden tøs, selvom hendes skizofreni måtte forvirre ham en anelse, derfor var det også underligt at tale om. Han vendte roligt blikket mod hende, da hun sagde at det lød til at han ville redde dem. ”Jeg kan godt ’redde’ jer, men det vil sige at du forsvinder og originalen bliver, hvilket jeg ikke just har lyst til,” svarede han roligt, som han så frem for sig igen. Det var vel også et lille tegn på at han faktisk godt kunne lide Amelias selskab? Han havde jo intet imod det og hun holdt ham underholdt, hvilket han godt kunne lide.
Hendes flirtende mine morede Ezekiel, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. Han ville blive forundret hvis hun faktisk var vant til at forkæle andre, for det var ikke just det indtryk hun gav ham. Derimod var han sikker på at hun nød at blive forkælet af andre, hvilket han selv var rimelig god til! ”Normalt går jeg ikke efter mindreårige, men du kan være et undtag. En gang skal jo være den første,” svarede han drillende, hvor han ville have gengældt hendes flirtende mine, hvis han ikke havde båret sin maske.
Ezekiel kunne godt se at hun forsøgte at se igennem hans maske, hvor det næsten også var synd at han ikke kunne gengælde hendes blikke og smil, for.. det var jo ikke kun hende det var træls for. Men det ville bare blive kedeligt at for tidligt, hvis han fjernede masken, så.. han måtte jo finde på noget i midten! Hendes ord og hendes strøg mod hans bryst, fik et intenst skær frem i hans rigtige øjne, selvom hun ikke ville kunne se det, hvilket selv ærgrede ham. Hans ene hånd slap taget omkring hendes hage, hvor begge hænder søge ned over hendes sider, kun for at lægge sig omkring hendes hofter, hvor han trak hende det sidste stykke ind til sig, så de stod bryst mod bryst – næsten da, eftersom man tydeligt kunne se højdeforskellen, og han var et hoved højere end hende på trods hun havde sine sko på. ”Udmærket,” svarede han i en hviskende tone der afslørede hans intensitet. Den hvide maske endte med at bevæge sig. Det som forestillede et langt hvidt fuglenæb, begyndte at forsvinde, som magi af og til gjorde, hvor maskens form også ændrede form. I stedet for at dække hele ansigtet, dækkede den hvide maske kun hans øjne, der stadig var de kulsorte fugleøjne, dog var næbet forsvundet og man kunne se hans kraftige kæbeparti og hage, hvor masken dækkede hans næse, selvom man kunne ane på maskens form at den var rank. Hun kunne måske ikke se hans øjne, men nu kunne hun se hans smil. Han lænede sig roligt mod hende, hvor han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Er det bedre?” spurgte han drillende, hvor hans rosenrøde læber spillede ud i et morende smil.

[Deleted]

Hun smilede ved hans ord ”Det kan jeg se du gøre” svarede hun morende, han så da ud til at klare sig mere end bare godt. Nu vidste hun måske hvorfor han ikke havde en kvinde i sit liv, men ikke at det betød det store. Selv havde hun jo været foruden mand hele sit liv, engang skulle hun, eller rettere Valeria, være blevet forlovet men alting havde ændrede sig og det var ikke blevet til noget, ganske enkelt fordi manden hun skulle have været med var gået hen og døde. Amelia havde dog ingen behov for en mand, det gav hende nok mere hovedpine end andet og hun ønskede ikke være tjenestepige for nogen! Tanken var nok kommet af at hun havde set så mange undertrykte kvinder, at hun nærmest blev skræmt ved tanken om selv at ende sådan, ikke at det kunne ske sådan som hun så på det. Tit havde hun hørt kvinder sige at de var så forgabt af deres mænd at de intet havde imod at være over dem på den måde, det fattede hun ikke, i stedet for forsøgte hun at holde sig fra det fænomen man kaldte kærlighed. Hun lod sig i stedet for nyde disse små møder og levede i troet at det var alt hvad hun havde behov for, og hvad… det havde jo fungeret fint. Svaret på hendes spørgsmål kom bag på hende, men hun havde forudset at det kunne være tilfældet. Selvfølgelig spurgte hun ikke om det skyldtes et problem fra ham, for det kunne umuligt være kvindens skyld når han havde været sammen med så mange, og han havde jo selv sagt at han var utrolig gammel så det må være ikke så få han havde været med. Han fortsatte dog selv, og forkastede derved hendes teori hvor hun let og hurtigt bed mærke i at det var noget der gik ham på. Et sted forstod hun det måske, hun elskede børn og mente selv at det var gudernes gave til verden. ”Det.. er jeg ked af…” svarede hun lavt og dog oprigtigt, for det havde virkelig ikke været hendes mening at bringe emnet op, hun ville ikke have gjort det hvis hun havde vidst at han ville få det sådan.
Til hendes følgende ord kom svaret fra ham bag på hende hvor hendes øjnene udvidede sig, et tydeligt tegn på overraskelse, snart genvandt de den normale størrelse hvor et drillende glimt dukkede op i øjnene ”Jamen dog… har jeg formåede at påvirke dig så meget på så kort tid..?” svarede hun spørgende og med en drillende tone og glimt i de klare øjne. De var vel begge underholdt, og de lærte jo hinanden at kende, noget hun endelig ikke havde regnet med ville ske. For hende havde han jo kun været et rygte indtil denne aften, så det var noget af en oplevelse.
Normalt havde hun heller ikke tid til at forkæle nogen, men normalt var de personer hun stødte på heller ikke så interessante, desuden forsøgte hun blot at få så meget ud af mødet, enten penge, mad, tøj, seksuel kontakt eller det hun var bedst til, at drive folk til vanvid og morer sig over det. Men denne gang var hun standsede op, vurderet personen hun stod overfor og fundet ham værdi til at spilde en helt nat alene med denne hvis det skulle være, eller måske to, men hun forblev sjældent mere end det, det havde hun ikke haft nogen grund til tidligere. Folk havde det med at kede hende ret hurtigt, og det var derfor hun selv søgte efter drama og liv frem for at sidde og vente på at det kom til hende. Hans ord måtte bringe et smil over hendes læber hvor hun sendte ham et drillende blik med en snert af advarsel ”Pas nu på… du er ved at bedømme bogen via forsiden igen… ” svarede hun drillende. Den intense skær i hans øjne så hun ikke, desværre, hun nød normalt at se folks reaktion på hendes berøringer, men det behøvede hun endelig ikke, hun kunne fornemme det hvilket i sig selv bragte et smil frem over hendes læber. Hans hånd slap hendes hage, men var snart lagt mod hendes sider hvor hun blev trukket tættere på. Højdeforskellen kunne hun endelig formindske, hun var jo formskifter, men hun ville jo ende med at ligne en kæmpe som ham, og endelig havde hun intet imod højdeforskellen selvom den gjorde det besværligt at nå ham. Hendes hænder blev begge lagt mod hans bryst hvor hun så op på ham med et sensuelt og drillende udtryk i øjnene hvor hun lod den ene hånd fortsætte sine svage kærtegn ganske blidt. Stemmen afslørede hvordan han havde det, også selvom hun havde vidst det. Hun så dog opmærksomt på ham mens masken ændrede form. Hendes hoved gled en anelse på sned mens hun betragtede noget af hans ansigt der kom til udtryk. Det fornøjede udtryk ændrede sig ikke et eneste sekund, synet af hans smil fik hendes til at vokse hvor hun fornemmede maven trække sig sammen i spænding, mere fik hun dog ikke, men det var da et skridt og bedre end ingenting. Det havde føltes som at være et forventningsfuldt lille barn. Hans perfekte bløde læber berørte hendes kind ganske blidt hvor hun nød den korte berøring ”Du er i hvert fald ikke rynkede” konkluderede hun drillende. Hun rakte hånden op mod hans ansigt, det var hendes tur til at stryge ham langs kæben og hen over læben. ”Jeg tror det er på tide at finde os et sted…” sagde hun sagte, hvor blikket forlod hans læber og søgte hans, dog kun for at standse ved de sorte øjne.