The big evil world!

[ezekiel]

Ezekiel havde faktisk været tæt på at få et barn med sin anden hustru Clair. Hun havde været warlock og dengang – for flere hundredtusind år tilbage – havde det været forbudt at gifte sig på kryds og tværs af racerne, hvor de begge var blevet straffet, hvilket havde kostet Clair deres barn, alligevel havde de fået lov til at blive sammen, eftersom han selv havde været i lære hos warlockerne, hans mester havde dog slået hånden af ham på grund af hans giftermål med Clair, og efter nogle lykkelige år sammen, var hun blevet dræbt af en dødelig sygdom, som han desværre ikke havde haft midlerne til at kurere, det havde han til gengæld den dag i dag, da han havde sat sig det mål at blive en stor og god healer, hvilket også var lykkedes ham. Han rystede let på hovedet, da hun sagde at hun var ked af det, fordi han havde mistet barnet, hvor han ville have sendt hende et lille skævt smil, hvis ikke masken havde været i vejen. ”Det skal du ikke tænke på. Det er mange år siden efterhånden,” svarede han roligt. Selvfølgelig gjorde tanken ham trist, at hans eget barn, hans egen arv ikke ville komme til verden, så han ikke kunne lære sin søn eller datter op, men.. det gjorde ikke så meget igen.
At Ezekiels ord kom bag på Amelia, kunne han godt se, hvor han endte med at slippe en munter latter. Han rystede let på hovedet af hendes ord. ”Måske lidt,” erkendte han drillende, hvor smilet bag masken ikke var til at tage det mindste fejl af, „men jeg har intet imod dig Amelia. Jeg nyder faktisk dit selskab.” Der lå en ærlighed bag hans ord, hvilket han ikke ville lægge det mindste skjul på.
Ezekiel var vant til at opvarte kvinder, han kunne godt lide at forkæle dem lidt og få dem til at føle sig noget ganske særligt, selvom et var sjældent at nogen tog sig af ham, men det tog han heller ikke så tungt, for han fik jo nærmest altid det han ville have i sidste ende alligevel. Han ville dog ikke have noget imod, hvis Amelia faktisk ville ’pusle’ om ham og forkæle ham, selvom han næsten var sikker på at hun ville blive træt af det alt for hurtigt og hellere selv ville blive forkælet. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Jeg kunne da ikke finde på at dømme dig,” svarede han i en uskyldig tone, selvom det måske ikke var helt sandt. Han havde allerede undervurderet hende en gang, netop fordi hun var så ung, men det ville ikke gentage sig!
At hun lagde hænderne imod Ezekiels muskuløse bryst og kærtegnede det, havde han intet imod, selvom hendes sensuelle blik kom en anelse bag på ham, for.. da han havde læst hendes aura, havde han ikke fundet nogen sensuel dæmon i hende, hvilket gjorde ham nysgerrig. Han endte dog selv med at nusse hende ganske let med sine tomler, der hvilede mod hendes hofter, hvor han ikke tog blikket fra hendes eget. Han kunne godt se forventningen i hendes øjne, da han fjernede noget af masken ved at ændre det, hvor hans unge ansigt – eller noget af det i hvert fald – kom til syne, hvilket afslørede de markante ansigtstræk, den skæggede hage og med lidt skæg over de lettere fyldige rosenrøde, fløjlsbløde læber. Han var ganske vidst ikke rynket, hvilket var noget som fik hans læber til at kruse ud i et skævt og muntert smil. ”Nej.. jeg løj måske en smule,” svarede han drillende. Han var ikke gammel og grå, han var gammel og.. ung? Han havde et ungt ydre i forhold til hvor gammel hans indre var, eftersom han faktisk overskred en alkymist normale levetid.
At hun strøg sin hånd langs Ezekiels ansigtstræk, sagde han intet til, hvor han tværtimod nød hendes kærtegn. Hendes ord kom dog bag på ham, hvor han lod hovedet søge let på sned, inden et drilsk smil gled over hans læber. ”Virkelig? Hvilke planer har du da for mig?” spurgte han drillende, som han lagde en arm omkring hendes skuldre, inden han nærmest opfordrede hende til at følge efter ham, da han satte kursen ud af gyden. Han vendte kort blikket mod hende, „jeg keder dig måske ikke endnu?” Smilet forblev på hans læber, som de kom ud på en anden sidegade.

[Deleted]

Det må virkelig have været et stort tab, hans reaktion sagde hende at han havde ønskede det barn. Det måtte have været en svær tid, og underligt at tænke på for han forekom hende at være så stærk og slet ikke til at knække, men åbenbart betød familie mere for ham end hvad han gav udtryk for, eller det havde det i hvert fald gjort. Hun havde ikke selv været udsat for sådan noget, hellere ej Valeria, i hvert fald havde hun ikke mistet sit eget barn, men hun havde mistede mere end det, hvilket var hendes svaghed. Amelia havde derimod intet mistede, og intet at miste udover sit liv, og så meget betød det heller ikke for hende, det hele var en leg for hende. Måske forkert at tænke, især fordi det ville koste Valeria livet hvis Amelia legede for meget med de forkerte personer, dette syntes hun dog næsten at være ligeglad med, for Valerias liv var så usselt at døden nok kun ville være en befrielse for tøsen. Sådan tænkte man når man ikke havde nogle drømme eller noget man levede for. Han rystede på hovedet, og hans ord fik hende til at smile et varmt og opmuntrende smil ”Jeg er sikker på at du en dag nok skal blive far” det var ikke bare for at sige det at hun gjorde, men hun var et sted sikker på at han nok skulle blive det, det syntes at betyde noget for ham så han ville nok ikke leve i al evighed uden en speciel kvinde, han havde smagt på følelsen af kærlighed og det perfekte liv, så han måtte også savne det. Frygten for at den sidste hændelse skulle gentage sig vil aftage, en dag.
Hans muntre latter gjorde hende intet hvor hun blot ventede på svaret, hun smålo ved hans erkendelse ”Indrøm det dog, mit selskab er langt mere interessant end dit arbejde” lød hendes selvsikre ord måske en kende for selvsikker. Hans følgende ord måtte dog få hende til at glo på ham, han lød faktisk ærlig. Hun følte sig underligt nok forlegen, eller underligt var det nok ikke, mænd plejede kun at sige det for at ende i bukserne på hende, men han lød oprigtig. For at komme af med den følelse af forlegenhed som følte underlig tyngende smilede hun et tilfreds smil ”I så fald er det godt at du har min opmærksomhed” svarede hun drillende. Hun brød sig ikke om at miste kontrollen, og det havde føltes sådan i få øjeblikke.
For hende var begge ting en sjældenhed, hun fik ikke mere opmærksomhed end hvad der var almindelig for et enkelt knald, og hun gav ikke mere end hvad hun selv fik. At det nogensinde skulle ændre sig havde hun ikke regnet med, men hun havde slet intet imod at prøve noget nyt, det lød måske ikke spændende i sig selv men nu måtte de se hvad der kom ud af det. Hans uskyldige tone holdt ikke vand, for hun lo bare og hævede drillende det ene bryn ”Neej slet ikke… du kunne næsten overbevise mig med den tone” svarede hun morende. Han havde allerede undervurderede hende en gang, så hun var sikker på at han ville passe på med at gøre det igen.
Hendes kærtegn blev gengældt, hvor hun fornemmede hans hænder kærtegne hans hofter, hun smilede morende, kastede et kort blik ned over hans hænder men vendte få sekunder efter blikket mod ham. Den sensuelle del af hende var ikke just en hel race, det var nærmere nogle gener hun havde arvet fra sin moders side og kunne bruges af og til. styrken i den var dog ikke som en fuldblods sensueldæmon, men den havde en påvirkning mod ikke sensuelle dæmoner der kunne være effektiv. Heldigvis var det kun en lille del af hende, og heldigvis havde hun ikke den samme behov for seksuel kontakt som hvis hun havde været fuldblods. Hans nysgerrighed kunne hun fornemme, men over hvad vidste hun ikke helt. ”I håb om at det ville skræmme mig væk..?” fortsatte hun hans sætning med en spørgende tone. Hun ville gerne vide hvorfor han havde sagt at han var rynkede, hvilke reaktion han havde forventede. At han nød hendes kærtegn vidste hun godt, hun fornemmede det hvilket nærmest var grunden til at hun tog hånden til sig, for at drille ham og lade ham bede om mere? ”Det finder du nok ud af… men jeg kan sige så meget at du ikke vil kede dig” svarede hun og efterlignede hans mystiske og hemmelighedsfulde tone. Hun fulgte med ham ud af gyden ved hans opfordring uvidende om hvor de skulle hen. ”Keder mig!? Niccolo min kærre… du er det mest spændende jeg har mødt i flere måneder” lød hendes svar hvor hun bevidst nærmest havde sunget hans navn ud med en blid og sensuel tone.

[ezekiel]

Ezekiel lo ganske kort til Amelias ord. Han var ikke længere sikker på at han var den faderlige type. Han var nærmest gået fra at være en gentleman til at være en charmør, der nød af forskellige kvinders selskaber, så hvordan skulle han finde en som han ville holde sig fast til? Det var jo ikke just det han søgte efter, og dermed ønskede han heller ikke det ansvar og at blive far, eftersom han klarede sig helt fint som han gjorde i øjeblikket. ”Jeg ved snart ikke. Det er ikke ligefrem noget som står på min prioriteringsliste for tiden,” svarede han sandfærdigt, som han trak ganske let på skuldrene. Han vendte blikket mod hende, hvor der hvilede et skævt smil under hans hvide maske, selvom hun desværre ikke kunne se det, hvilket han ikke just selv tænkte over. Han var dog ikke sikker på om han faktisk ville få børn, men før eller siden skulle han vel give sin viden videre til en eller anden? Og hvem var bedre end familien?
“Selvfølgelig er du mere interessant end arbejde. Desuden er det jo kun godt at jeg har flere timer, inden jeg skal møde mine kunder,” svarede Ezekiel muntert, hvor han rystede smilende på hovedet af hendes selvsikkerhed. Han kunne godt lide hendes selskab, hvilket han heller ikke ville lægge det mindste skjul på, for hvorfor skulle han dog det? Desuden så virkede det jo som om hun selv hyggede sig i hans selskab, for ellers var hun jo nok aldrig taget med ham. Han slap en munter latter til hendes ord, hvor han ikke kunne lade vær med at puffe ganske let til hendes ene skulder. ”Jeg sagde jo at jeg var interessant,” svarede han drillende, hvor han kluklo ganske let igen, for det morede ham virkelig! Han kunne heller ikke lade vær med at grine til hendes følgende ord, hvor han blot rystede smilende på hovedet af hende, eftersom det måske ikke var helt sandt det han havde sagt, for han havde jo dømt hende til at starte med, fordi hun var så ung som hun var, men hun havde alligevel overrasket ham.
“Måske,” svarede han lettere hemmelighedsfuldt, hvor det ene kulsorte øje blinkede til hende, imens et drilsk smil hvilede på hans læber. Han var ikke ude på at skræmme hende væk, for han kunne godt lide hendes selskab. Dog så var han rimelig gammel og normalt så gik han ikke efter unge som Amelia, men.. han kunne ikke benægte at hun virkelig havde formået at fange hans opmærksomhed, hun forstod at holde på hans interesse og han var sikker på at han ikke ville komme til at kede sig sammen med hende. Desuden så havde han stadig flere timer før han skulle mødes med sine kunder, og så ville han da gerne more sig lidt, hvilket Amelia var den helt rette type til. Han kneb øjnene let sammen inde bag masken, der nu kun dækkede for hans øjne og næse, da hun valgte at stoppe sine kærtegn af hans bryst, som han faktisk havde nydt. Han stoppede dog ikke sine egne af hendes hofter. ”Ved du hvad? Jeg er sikker på at du har ret,” svarede han drillende, da hun sagde at han ikke ville kede sig og det tvivlede han også på.
At hun fulgte med Ezekiel ud af gyden, så de kom ud på en større gade, fik ham let til at vende blikket mod hende. Han slap en munter latter til hendes ord, hvor han trykkede hende let ind til sig, som han fortsatte sin gang med sin arm omkring hendes skuldre. ”Jeg er også en interessant fyr,” svarede han drillende, hvor han ikke kunne skjule sit morende smil på de rosenrøde læber. Han så sig ganske let omkring, selvom blikket endte på Amelias ansigt. ”Hvor har du så planer om at vi skal hen?” spurgte han nysgerrigt, eftersom det jo havde været hendes ide, at de snart skulle finde et sted at søge hen, så hun måtte vel også have en plan?

[Deleted]

Faderlig type eller ej, hvis han ønskede det en dag skulle han nok finde sig en person til at føde hans børn, det var hun ret sikker på. Han havde jo gjort det før, så han skulle nok gøre det gien hvis han ellers fik lyst til det. Det håbede hun da ikke, ikke for nu i hvert fald for han skulle lige begynde at kede hende så kunne han gøre hvad han ville. Hans svar måtte få hende til at smile morende ”Nej det er heller ikke hvad jeg har hørt.. men altså.. skulle det ske må du love mig en ting! nemlig at ansætte mig som barnepige” hun blinkede drillende og en anelse flabede hvor hun i sit eget sind allerede var ved at opbygge sin egen historie og drama. Det kunne faktisk være sjovt, en kvinde fra fortiden som passer barnet og… Får en affære med manden… muhaha.. ja hendes sind var jo splittet og hun tænkte hun på drama, kaos og drilleri. Hun skød disse tanker ud af hovedet, eller nu varede de der ikke så længe så det var ikke svært at skubbe dem væk.
Han gav hende ret i at hun var mere interessant end hans arbejde hvilket næsten fik hende til at juble men et sted var hun for moden til at klappe i hænderne af glæde, i stedet for smilede hun et frækt smil som han tav og svarede ”Flere timer er godt, men muligvis ikke nok” hun smilede et sensuelt og drillende smil hvilket vel ikke lagde skjul på hvad hun mente. Der var liv i tøsen, og lige nu var der ikke så mange tøjler, men det kunne der måske komme. At han havde rystede på hovedet af hendes selvsikkerhed morede hende blot mere, for hun var da selvsikker, endda mere end hvad sundt var. ”Og jeg benægtede det aldrig..” svarede hun muntert og med blikket i hans kulsorte fugleøjne hvor han fortsat skjulte sine rigtige øjne for hende. Disse øjne blinkede til hende hvor hun lo ganske kort og muntert ”I så fald var det et mislykkedes forsøg… næste gang skulle du tage og være.. mindre interessant.. så slipper du måske” at hun havde sat en næste gang kunne tolkes på forskellige måder. Den ene måde at de muligvis stødte på hinanden, den anden at hvis han forsøgte at slippe af med andre folk for fremtiden kunne han tage rådet til sig. Han ville ikke kede sig med hende de næste timer, og slet ikke med hvad hun kunne tilbyde ham for det var ikke så lidt. De næste par timer ville være nogen han ikke ville glemme lige med det samme efterfølgende.
At han knep øjnene sammen bag masken vidste hun ikke, desværre for ellers ville hun nok have fundet hans reaktion morsom. Hans kærtegn stoppede ikke, og hun måtte da indrømme at han var god til hvad han gjorde for hun nød det til trods for tøjet der var imellem hans fingre og hendes hud. Hans svar fik hende til at smile endnu mere selvsikkert, svarede ikke men gav ham ekstra point i sit stille sind for hans svar.
Hun blev trykket let ind mod ham, fornemmede for et kort øjeblik hans store krop og vendte blikket op mod ham. ”Nu ikke for selvsikker du” irettesatte hun dog afslørede tonen at hun kun drillede, hun havde slet ikke noget imod at en fyr var selvsikker, tværtimod. Da han spurgte hende hvor de skulle hen gloede hun på ham ”Det troede jeg du vidste.. nå nå… hmmm…” hun overvejede det kort, Manjarno kendte hun som sin egen baglomme, det gjaldt ikke for Dvasias desværre. ”Jeg ved det ikke… jeg bor her ikke men søger tit Den Dansende Flamme når jeg engang i mellem kommer her” hun trak på skuldrende og vendte spørgende blikket mod ham, havde han et bedre forslag?

[ezekiel]

Ezekiel endte med at slippe en munter latter til hendes ord, hvor han rystede let på hovedet af hende. Hun ville være hans barnepige, hvis han engang fik børn? Han måtte indrømme at det var en komisk tanke, selvom han ikke just var meget for det, eftersom hun jo faktisk led af skizofreni, så var det overhovedet smart at ansætte en som Amelia? Og så lige Amelia? Mon den anden tøs så overhovedet ville ane noget om det? Tanken morede ham dog stadig, hvilket han heller ikke kunne skjule det mindste. ”Jeg ved snart ikke om det er trygt at lade et barn hvile i dine arme,” svarede han lettere eftertænksomt, selvom han heller ikke kunne skjule den drilske undertone. Han havde jo godt set hendes blik til den lille nysgerrige dreng, hvor hun næsten var endt helt mild og blid, så mon ikke der var noget godt inde i hende alligevel? Han ville ikke dømme hende, det havde han allerede fundet ud af var dumt.
“Muligvis ikke nok? Så håber jeg ikke at du bliver skuffet, når jeg skal gå, eftersom jeg har en tendens til at få kvinder til at tigge for mere,” svarede han drillende, hvor det denne gang var ham som måtte være den selvsikre. Han kunne dog ikke holde en kort latter tilbage, da tanken morede ham. Selvom han måske hyggede sig, så satte han alligevel forretningerne i første række, eftersom han ikke var taget den lange vej hertil for at brænde sine kunder af, desuden var det sjældent at han tog til de andre lande for at gøre forretninger, men når han gjorde så var det også fordi det var en vigtig handel som skulle afklares og derfor kunne han ikke løbe fra sit ansvar og sin pligt. Om det så ville lykkedes ham, at slippe af med hende, var vel snarere spørgsmålet? Han havde dog ikke nogen intentioner for det, for han ville gerne tilbringe de timer han havde sammen med hende, eftersom han godt kunne lide Amelias selskab, uanset hvor spontan og livlig hun var. Han ønskede ikke at slippe af med hende, på trods af at hun stod og nærmest rådførte ham om hvordan, hvilket fik ham til at ryste let på hovedet af hende. ”Det skal jeg huske. Men for nu har jeg ingen intentioner om det,” svarede han sandfærdigt, selvom der også var en drillende undertone.
At hun irettesatte Ezekiel var noget som fik ham til at slippe en munter latter, da han også godt opfangede hendes drilske undertone, hvor han kun rystede smilende på hovedet af hende. Han kunne være en frygtelig selvsikker mand, selvom det var sjældent at den side af ham kom til syne, det var typisk kun i sjov og dril, for ellers var han faktisk rimelig ydmyg, han var ikke typen der pralede, men snarere typen der gav ros og komplimenter til andre. Han vendte roligt blikket mod hende med samme morende smil på læberne. ”Jeg er jo nød til at følge med din selvsikkerhed,” brugte han som undskyldning, hvor han sendte hende et uskyldigt smil, kun for at vende blikket frem for sig igen, da de gik længere ned ad gaden, hvor der også var flere folk. Han havde ingen idé om hvor de skulle hen, da han sjældent kom til Dvasias, så han kendte heller ikke rigtig Rimshia selvom han vidste at det var en stor by med mange kroer og barer. Han så roligt mod hende ved hendes forslag, hvor han nikkede af enighed. ”Det lyder godt i mine ører. Så det bliver Den Dansende Flamme” svarede han med et skævt smil, som han satte kursen mod baren.

[Deleted]

Hun vidste skam godt at det aldrig ville ske, selv hvis han skulle få børn en dag. Men nu var det kun for sjov, for om hun overhoved ville kunne passe et barn vidste hun ikke. Amelia havde aldrig holdt et barn, ikke et spædbarn i hvert fald og hun mente selv at hun ville tabe det hvis hun gjorde, hun holdt skam af børn men det var Valeria der bedst kunne klare de små skabninger, eller Amelia havde i hvert fald aldrig prøvede det før. Dette betød ikke noget for hende, for hun mente ikke selv at hun nogensinde skulle passe nogens børn, og hun ville næppe selv få nogen. Hendes liv var alt for rodet til at hun kunne have et barn med, det ville hun ikke byde det. om hun overhoved kunne blive med barn var en anden side af sagen, hun havde været med adskillige personer – og det uden beskyttelse – og har aldrig været gravid. Voldtægten dengang må have ødelagt noget, det var enten det eller også havde hun bare været.. heldig? Han fandt det tydeligvis morsomt, og hun havde kun sagt det i spøg så det undrede hende ikke. Hun puffede drillende til ham mens hun anlagde en fake fornærmede mine ”Det kommer nok an på størrelsen men jeg tror du har ret… jeg taber det sikkert bare” svarede hun som om det var det eneste problem hvis hun skulle passe et barn. Noget godt inde i hende? hun var i hvert fald ikke ond, ikke som sådan, hun elskede bare en god latter og at irritere folk, det var der jo intet ondt i.
Hans selvsikkerhed syntes at vokse sig større, det morede hende nu umådelig meget og hun lod ham bare klø på lidt endnu. ”Jeg har aldrig tigget… men hvad.. det kunne gå hen og blive en sjov oplevelse” lød hendes drillende svar som om det var helt i orden med hende ”Men bliv nu ikke for glad, for jeg skal nok sørge for en uforglemmelig aften… så.. vi må nu vente og se hvem der tigger” hun sendte ham et udfordrende og drillende smil ved sine ord, det her skulle nok blive morsomt, kedeligt ville det i hvert fald ikke blive, det havde hun næsten svært ved at se hvordan skulle lade sig gøre. ”Det håbede jeg heller ikke” svarede hun morende som han udtrykte at han ingen intention havde om at slippe af med hende. Efter ikke så lang tid irettesatte hun ham for den stigende selvsikkerhed hvorpå han rystede smilende på hovedet af hende. Til hans undskyldning svarede hun – med en skuespillers evne til at overbevise modtageren – ”Tro mig kære, det kan du ikke” den selvsikre tone var værre end hans, og den var næsten for overdreven hvilket nok var meningen. Hun havde dog nydt synet af det uskyldige smil og måtte virkelig lægge bånd på sig selv for ikke at røre hans læber. Folk omkring dem syntes atter at have glemt episoden af deres ankomst, nogen skævede hen imod dem men de fleste var optaget af noget andet og derved fik de nogenlunde fred. Han erklærede sig enig og sammen satte de kurs mod Den Dansende Flamme. Var det overhoved det rigtige sted at tage til? Hun anede det ikke, men siden han havde givet hende ret måtte han vide noget om stedet. De fortsatte i en rolig tempo, ikke hastigt, tid havde de jo nok af, eller… det kunne man jo aldrig vide med sikkerhed.

[ezekiel]

Om Amelia var god til børn eller ej, vidste Ezekiel ikke noget om, så på det punkt ville han ikke dømme hende, men han tvivlede dog på at hun ville blive hans barnepige, ikke kun fordi hun var skizofren, men også fordi han tvivlede på at hun ville gide det i længden, specielt fordi hun var så spontan og impulsiv som hun var, så han tvivlede på at hun ville magte det. Han kunne dog ikke sige om det var sandt, for han havde jo også set hvordan hun havde kigget på den lille dreng, da de var ankommet til Rimshia, og så kendte han hende jo stadig ikke så godt endnu, så det var ikke til at sige. Han slap en munter latter til hendes ord, hvor han endte med at ryste let på hovedet af hende, for han kunne da lige forestille sig at hun ville tabe barnet, hvilket han fandt en anelse komisk – og endnu en grund til at hun ikke skulle passe hans barn! Desuden så tvivlede han på at han i det hele taget ville få et, for det krævede at han fandt en kvinde som han ville have det med, og det var godt nok sket, men hun var jo død for mange år siden, og med det som senere var sket ham, så tvivlede han på at det ville ske igen – men som hun sagde, så skulle man aldrig sige aldrig, for han vidste godt at kærlighed kunne være uforudsigeligt, så man kunne aldrig vide hvornår den ville banke på ens dør og omklamre en, men det fik han vel at se med tiden?
At Amelia aldrig havde tigget, var noget som næsten gav Ezekiel lysten til at forsøge, for han havde tværtimod fået mange til at tigge, selv andre der heller ikke havde prøvet det før som Amelia, for en gang skulle jo være den første og hun måtte jo ikke have mødt rigtige mænd, hvis hun ikke havde prøvet at tigge før! Et skævt og dog kækt smil gled over hans læber ved hendes ord, hvor han så fra hende og frem for sig igen. ”Sjovt? Ganske vidst for mig,” svarede han drillende. Han vidste ikke just om kvinden fandt det morsomt at ligge og tigge og bede for mere, men han fandt det da altid morsomt, eftersom det var ham de tiggede og bad efter og hvilken mand nød ikke den opmærksomhed? Han vendte blikket mod hende igen til hendes følgende ord, hvor et selvsikkert smil gled over hans læber. ”Bare vent,” lød hans selvsikre svar igen, hvor han fortsatte frem.
“Det betvivler jeg faktisk ikke,” svarede han lettere eftertænksomt, som skulle han lige tænke sit svar igennem en gang til. Hvem kunne egentlig overgå hende i selvsikkerhed? Han var normalt ikke typen der pralede og viste sig frem, som Amelia gjorde, så det havde hun jo nok ret i, selvom tanken morede ham af den grund, for hun var virkelig utrolig selvsikker! Nok en tand for meget, men det skræmte ham ikke væk, da han næsten ville gå ud fra at det også havde noget med hendes ungdom at gøre, for hun havde jo endnu ikke levet livet, det var netop det som hun var i gang med og den fase var nok ikke ovre endnu.
Ezekiel satte roligt kursen mod Den Dansende Flamme eftersom det jo var blevet deres aftalte sted. Han havde været her i Dvasias og Rimshia få gange, og han søgte næsten altid til Den Dansende Flamme eftersom der altid var noget interessant at finde der, plus det var det sted som altid havde tiltalt ham mest. Han kunne godt lide stedet, så han havde intet imod at søge derhen, desuden så var det heller ikke så langt herfra, så det ville næsten være lettest at søge dertil. Han var dog usikker på om de i det hele taget havde åbnet, eftersom det jo stadig var dag.

[Deleted]

Nej at tabe et barn ville næppe være en god grund til at ansætte nogen, og slet ikke en som hende. Hun var helt klart ikke den rette til sådan en opgave, ikke kun fordi der var en risiko for at det ville kede hende, men barnet ville næppe blive stabilt ved at vokse op ved hendes side. Hun ville ikke engang ansætte en til sine børn som havde samme problem som hende, uanset hvor ufarlig, uskyldig og blid denne var. blikket hun havde sendt drengen ved deres ankomst havde ikke været tænkt igennem, hun holdt af børn, det var ingen hemmelighed, men et barn ville tynge hende og give hende et ansvar hun næppe ville være i stand til at klare alene eller i nuværende situation. Hun havde jo ikke engang et hjem, ingen penge. At blive gravid ville betyde at hun ville få svært ved at skaffe penge, og hvad med når barnet blev født? Så skulle det vel have tøj, en vugge og alt den slags hun havde virkelig ikke råd til et barn, og desuden… hun var for livlig og uansvarlig. Kærlighed? Ja det skulle han nok finde en skønne dag som han havde gjort før hvilket han jo selv havde sagt. Men hvad angik hendes eget liv tvivlede hun på det, hun var slet ikke klar til at binde sig… og Valeria var slet ikke. Hun ville nok gå amok hvis hun vågnede ved siden af en fyr, og ja det var sket hvor tøsen havde fået et chok, fyren flippede halvt ud og hun heldigvis havde fået et blackout som havde tilkaldt Amelia endnu engang. Heldigvis kunne kærlighed ikke banke på hendes dør, hun havde ingen.
Hun vidste ikke hvad der foregik i hans sind om end hans sindstilstand ikke var hende helt fjern. Hun kunne dog desværre ikke se det helt store og derfor vidste hun ikke at han fik lyst til at lade hende tigge. Det var da ikke pænt af ham, men det ville ikke undre hende, det ville jo være en del af legen, en udfordring hun ville tage op så godt hun kunne. Hun havde mødt mænd, mange af dem endda. De havde hver især forsøgt at bevise at de var mænd, og de havde gjort det på forskellige måder. Hun nød at lade dem lege med musklerne, bruge sindet, bruger kræfter på at overbevise hende. At han så ikke mente at hun havde mødt mænd hvis ingen havde fået hende til at tigge endnu kunne han måske have ret i, men det var ikke just den tanke der løb gennem hendes sind. ”Også for mig… godt nok har jeg ikke prøvede det, men ... min fantasi fejler jo intet” hun påpegede vel bare igen hendes forstyrrede sind, men alligevel mente hun det, hun kunne forestille sig morskaben ved at tigge, eller måske ikke morskaben men de følelser der kunne følge med. Han må virkelig være anderledes fra mænd hun havde mødt hvis han kunne få hende til det. Selvsikkerheden som endnu engang kom til udtryk fik hende til at smile endnu mere udfordrende ”Jeg kan næsten ikke vente” svarede hun kækt og blinkede drillende. Det var ikke engang løgn, hun var virkelig spændt på hvad der kunne ske, især fordi han gav udtryk for at det ville være anderledes, anderledes var ikke nødvendigvis godt, men det var bare ikke vant og almindeligt, og han kunne nok godt gætte sig til hendes mening om den slags? han betvivlede det ikke, hvor godt! hun smilede blot, kommenteret det ikke yderligere hvor de sammen fortsatte hen imod Den Dansende Flamme. Hendes arm sneg sig rundt om hans liv som de bevægede sig, og det gjorde straks deres gang mere behagelig da hans arm jo endnu hvilede om hende. Hun vidste at de ikke skulle langt, men alligevel syntes hun at der var et godt stykke.

[ezekiel]

Om Ezekiel var den rette til at få Amelia til at tigge og bede vidste han ikke med sikkerhed, men han havde da fået utallige kvinder til det førhen, så hvis man ramte Amelias ømme punkter, hvorfor skulle det så være anderledes med hende? Det gjaldt jo helt om hvordan man førte sig frem, det kom an på hvilke punkter man ramte, og hvis ingen af de andre mænd før havde fået hende til at tigge og bede, så vidste han slet ikke om de overhovedet havde givet det et forsøg, for.. det kunne vel ikke være så svært? Det havde det i hvert fald aldrig været for ham, måske lidt en udfordring eftersom alle kvinder havde forskellige punkter, men det havde da altid lykkedes ham, så lige på dette punkt, var han faktisk rimelig selvsikker og var mere end sikker på at han nok skulle få Amelia til at tigge og bede, hvis han først gik i gang. Han ville dog stadig ikke mene at hun havde mødt rigtige mænd, hvis de ikke havde været i stand til at give hende den fulde tilfredsstillelse ved at få hende til at tigge og bede om mere, men det kunne jo være at han fik lov til at ændre på det. ”En gang skal jo være den første, så hvorfor ikke lade den professionelle give dig det?” spurgte han kækt, hvor han blinkede lettere flirtende til hende med det ene kulsorte øje, selvom hun nok ikke kunne se flirten i hans øjne, der stadig var sorte og tomme, men nok snarere på hans flirtende og kække smil. Med ‘den professionelle’ mente han naturligvis sig selv, hvor hans selvsikkerhed endnu engang ikke fejlede noget som helst, selvom det faktisk var hende der fik denne side frem i ham, og den var faktisk sjældent fremme, så det var noget hun faktisk godt kunne være stolt over; hun fik en side frem, som ikke mange gjorde, så var det jo bare et spørgsmål om det var godt eller skidt i den anden ende, for selvsikkerhed var jo ikke altid lige godt.
“Godt,” hviskede han i en intens tone i hendes ene øre, som han blot fortsatte frem, uden at tage sig af de blikke som blev dem skænket. Han stoppede hende heller ikke fra at lægge armen omkring hans liv, eftersom hans egen hvilede omkring hendes slanke skuldre, hvor de nok mindede om et par; et meget specielt par, eftersom han rendte rundt med maske, hvilket nok også var det som folk kiggede mest forundret på. Han var dog vant til blikkene, så han fortsatte frem som om intet var sket.
Som de nåede til Den Dansende Flamme åbnede Ezekiel roligt døren, hvor han gav slip på hende, for at gøre en gestus til at hun skulle træde indenfor. ”Efter dig,” svarede han roligt, som han lod hende gå ind først, før han selv fulgte efter. Han havde været her et par gange, selvom han stadig ikke var for kendt her, men det gjorde ham nu heller ikke noget. Det var heller ikke fordi der var mange indenfor, men det var jo nok fordi det stadig var dag. Det var dog næsten skuffende at det var så tomt her, da der kun sad et par enkelte stykker rundt omkring. Han sukkede let, inden han vendte blikket mod Amelia igen. ”Og hvad foretrækker du så nu at vi skal lave?” spurgte han næsten selv med en opgivende tone, som om synet havde taget modet fra ham, eftersom det hele virkede helt.. kedeligt. Desuden så var det jo også Amelia, som havde sagt at det var på tide at de fandt et sted, hvor de kunne være alene, og da han næsten kun kendte til denne bar, så havde han også været enig i hendes forslag. Den sorte maske blinkede ganske let, selvom han selv indenunder blinkede af forundring, eftersom der ikke just var noget ved stedet i dagstimerne. Det var lige før at han overvejede at gå igen.

[Deleted]

Hun fattede endelig ikke helt pointen bag at få hende til at tigge, betød det virkelig så meget. Han fik det til at lyde sådan, og hun havde sit syn på det, om det så passede anede hun ikke for hun havde jo ikke prøvede det før. Der skulle dog nok en del inden hun ville tigge, godt nok var han nok ret erfaren men hun var altså heller ikke hvem som helst, hendes stædighed skulle nok vise ham hvor meget arbejde der skulle i inden hun ville tigge. Men det afhang jo af om de overhoved kom dertil, for hende var det jo stadig spændingen der betød noget. Hans ord fik hende til at skyde det ene bryn i vejret hvor hun brød ud i latter ”Åh du er så sød når du virker så selvsikker, professionel? Hvis rygterne passer så er der måske noget om snakken, men måske er rygterne bar… rygter..” svarede hun igen med den samme udfordrende tone som tidligere. At han havde blinkede havde hun bemærkede, men der var ikke spor meget liv i det hvorimod hans smil understregede at han flirtede hvor hun fniste og rystede på hovedet af ham. Stolt over at bringe denne side frem? Hun vidste jo slet ikke at hun bragte noget nyt, anderledes eller uvant frem. Hun kendte ham jo ikke så hvor skulle hun vide det fra? Selvsikkerhed var nok godt, men det kom jo an på hvilke situation man var i, for meget selvsikkerhed kunne være farligt, det vidste hun godt, af erfaring endda. Men han kunne nok tage vare på sig selv, og hvis han kun var sådan overfor hende var der ingen fare op fære, hun ville i hvert fald intet ondt volde ham. Hans hviskende stemme ville nok have fået enhver kvinde til at gyse, Amelia vendte i stedet blikket op mod ham med et drillende blik ”Pas på med at bruge den tone” advarede hun drillende. Hun bed atter mærke i højdeforskellen og ville have påpegede at han gerne måtte blive lidt lavere i hans næste liv men undlod det. Inden længe nåede de deres destination. Hun slap ham som han slap hende og trådte ind, der var musik, men der var ikke mange folk. Det var jo kun starten af aftenen så folk var endnu ikke kommet. Hun rynkede på næsen, kastede et blik rundt i baren hvor hun genkendte bartenderen ved udseende og nogle medarbejder ligeledes ved udseende. Hun hævede blikket op mod ham. Hvor han tænkte på at smutte tænkte hun på at blive! Af to grunde, for det første var der ret stille og det burde der ikke, så hun ville gøre noget ved det, for det andet havde de søgt stedet for at være alene, ikke for at nyde at være omgivet af folk. Hans ord rev hende ud af sine tanker og hun vendte blikket… op mod ham. ”Få mig til at tigge…?” lød hendes flabede svar hvor hun skyndte sig at fortsætte ”Jeg ved ikke med dig, men jeg vil sætte gang i folk herinde” hun blinkede drillende hvorefter hun vendte sig mod folkemængden ”People! Få gang i festen… drik løs på min regning!!” hun behøvede ikke vente på en reaktion for hun havde knap gjort sætningen færdig da der kom liv i folk hvor hun kort greb hans hånd og trak ham væk fra døren til stedet, åbnede den på vid gab råbte den samme budskab ude på gaden. Godt nok kom folk ikke styrtende ind, men der kom folk og hun klappede i hænderne mens en kvinde standsede ”Hvorfor er du så glad?” spurgte hun med et hævede bryn og et spørgende udtryk. Hendes hjerne behøvede ikke arbejde på højtryk, for hun havde allerede en løgn klar, stak armen ind under hans ”Jeg skal giftes” erklærede hun med en lykkelig stemme som hun havde set og hørt tøserne bruge. Kvinden kastede et blik over Nicolo og syntes at tjekke ham ud fra top til tå, godt nok var blikket kritisk men Amelia skyndte sig at rømme sig og kvinden fortsatte. Hendes blik gled rundt nu hvor der var kommet mere liv ”Det var bedre.. vil du have en drink? Det er på min regning” sagde hun drillende og så op på ham.

[ezekiel]

Det var ikke fordi det var vigtigt for Ezekiel at Amelia kom til at tigge og bede, men det var da en udfordring han gerne ville forsøge at vinde, hvis hun tillod ham det, men det kom vel helt an på hvad der skete? Han vidste at det gjaldt om at holde på hendes opmærksomhed, selvom han nok kun ville gå til en hvis grænse, eftersom han ikke plejede at være den der rendte efter kvinderne som en lille trofast hundehvalp, nej han var snarere vandt til at kvinderne sværmede om ham, sådan var det i hvert fald i Manjarno, men der var han jo også en kendt mand, i hvert fald i det område omkring hans kasino. Måske han ikke var kendt for sit sande ydre, det uden masken på, men masken havde gjort sit tydelige kendetegn ved ham, og sjovt nok havde selv hun hørt om ham. Han rystede let på hovedet til hendes ord, selvom hun jo kunne have ret. Rygter kunne bare være rygter, selvom det hun havde fortalt at hun havde hørt, havde ramt rimelig præcist, så rygterne talte i hvert fald sandt. ”Jeg beviser det da gerne for dig, smukke,” svarede han i en kæk tone, hvor det selvsikre, skæve smil ikke falmede det mindste fra hans læber, for det var da blevet ham umuligt! Han kunne heller ikke lade vær med at smile for sig selv, da hun advarede ham om at bruge den intense hviskende tone overfor hende, hvor han kluklo ganske let. ”Hvorfor? Er det fordi det faktisk virker?” spurgte han i samme intense, hviskende tone, som et tydeligt tegn til at han ikke havde tænkt sig at give efter så hurtigt.
At baren ikke just var fyldt og at der var så tomt og kedeligt, kom næsten bag på Ezekiel, da det ikke var hvad han havde regnet med, men sådan var det jo, men det var jo stadig ikke sent på aftenen, så måske det var det? Det var tilmed stadig lyst udenfor, da solen kastede sine sidste stråler hen over himlen. Han rystede smilende på hovedet af hende til hendes flabede svar, selvom hendes følgende ord kom bag på ham. Han rynkede brynene bag masken, hvor han så fra hende og ind i baren, da folk livede lidt op til hendes ord. At hun tog omkring hans hånd og råbte samme budskab udenfor kom også bag på ham, selvom det gjorde det tydeligt, hvor ung og spontan hun var, og det var nok også det som gjorde at han aldrig gik efter de yngre tøser, netop fordi han selv var ovre den fase og trods alt var en gammel mand, der derfor også var gammeldags. Da hun tog ham om armen og sagde at hun skulle giftes, kunne han godt regne ud at hun hentydede til de to, og dermed kunne han også godt regne ud at det var en løgn. Han sendte blot kvinden der vurderede ham et smil, inden han vendte blikket mod hende, da hun spurgte om han ville have en drink. ”Og med hvilke penge vil du betale? Dem du har løjet dig til?” spurgte han kortfattet, hvor hans tone næsten også indikerede at han ikke just havde brudt sig om hendes løgn, selvom det mere var hendes ord giftes, som han ikke havde brudt sig om, da ordet bragte de dårlige minder frem fra hans sidste ægteskab, der ikke just var endt lykkeligt. Han fulgte hende dog med op i baren, hvor han lod blikket falde på hende. ”Og hvordan havde du tænkt dig at betale for alle?” spurgte han videre, som han lod hovedet falde let på sned. Det kunne give ballade og det var ikke just en ballade han ønskede at være en del af, eftersom han faktisk var her i forretnings navn og så nyttede det ikke at han blev jagtet rundt af myndigheden fordi hun ville have sin sjov.

[Deleted]

Om hun ville tillade ham det vidste hun ikke, det måtte de jo finde ud af hvis de kom dertil. Det hele afhang af hvad man ville føle eller hvordan man ville have det på det punkt og det kunne hun ikke vurdere lige her og nu, det var der vist ingen der kunne uanset erfaring eller hvor professionel man var. Hun regnede skam heller ikke med at han fulgte efter kvinderne, og dog, enhver mand ville nok følge efter en interessant kvinde, og det uanset hvor meget de nægtede det. Det samme gjaldt vel for kvinder, de kunne jo være ret klæbrige hvis en fyr faldt i deres interesse. Hans svar fik et morende smil frem over hendes læber, at han kaldte hende smuk betød intet, han var ikke den første og næppe den sidste. ”Held og lykke elskede” blinkede hun drillende tilbage. Hun var absolut ikke let når det kom til det punkt, men lidt udfordring skadede vel aldrig. Han morede sig, det gjorde hun også og så fortsatte han næsten trodsede hendes advarsel ved at bruge samme tone ”Ja det er en meget god grund” svarede hun ærligt og uden videre omsvøb ”Jeg er ikke særlig tilbageholden så … pas på du på” svarede hun drillende blinkede frækt og fortsatte. Hun fik pludselig gang i tingene, måske ikke på den mest behagelig måde, eller lovlig måde for den sags skyld, men det betød jo intet for hende. Hun eksisteret ingen steder, ingen ville kunne fange hende, spore hende eller finde hende. Hun var der, men eksisteret alligevel ikke. Liv kom der og folk strømmede til, nogen havde sikkert intet med hende at gøre da de sikkert havde været på vej dertil i forvejen. At han ikke gik efter yngre tøser havde han jo allerede sagt, og det nok med god grund, men hvis han var så gammel som han var, og for træt til den slags barnlig opførsel, for det var sgu ikke spor modent, men underholdende, så kunne han jo endnu nå at smutte. Hun bemærkede tydeligt at han ikke brød sig om hendes løgn, og hun smilede blot over hans ord blinkede og rystede på hovedet ”Jeg eksistere kun i en lille piges hoved, jeg er en løgn…” svarede hun og satte kursen mod baren. Amelia vidste skam godt at det var mere løgnen omkring deres kommende ægteskab som han var irriteret over, mere end pengene. Han dukkede op ved siden af hende, havde naturligvis fulgt efter hende derop og snart satte de sig begge ned ved baren. Hun vendte blikket mod hans, lod hovedet søge en anelse på sned mens hun betragtede ham, selv når han sad ned ville han være højere end hende. Ved hans ord smilede hun skævt, hun kunne ikke se hans øjne men fornemme at han tænkte på problemer der kunne komme ud af det ”Være nu ikke så bekymret, der er en der skylder mig en tjeneste.. det her til gengæld for den tjeneste… jeg snyder ikke nogen for noget.. ” hendes tone afslørede at hun mente det seriøst, hun var ret sikker på at den person der skyldte hende denne tjeneste ville hade hende endnu mere end han allerede gjorde, men det var hun ligeglad med. Hun bestilte en whisky og vendte atter blikket mod ham "By the way... sorry for den der løgn... jeg kunne ikke finde på noget bedre på så kort tid, og at fortælle at jeg bliver kronet som dronning imorgen er næppe en god løgn" hun tav igen og tog imod sin drinks.

[ezekiel]

Aften måtte vise hvad der ville ske, hvor Ezekiel var sikker på at der kunne ske en masse og sikkert også en masse uventet, hvor han ikke tog det hele så tungt, men snarere bare fulgte med strømmen og lod det ske, som ville ske. Hvis det blev for meget for ham kunne han jo altid gå sin vej, for selv en mand som ham havde sine grænser og var ikke helt hensynsløs. Desuden så var de to som nat og dag, eftersom de havde forskellige personligheder, og alligevel kunne han ikke lade vær med at more sig i hendes selskab, selvom han var sikker på at hun kunne finde på langt værre ting, end det som foregik nu. At hun ikke brød sig om hans hviskende tone, fordi hun ikke var særlig tilbageholdende, var noget som fik et tydeligt tilfredst smil frem på hans læber. ”Det gør mig skam intet.. jeg kan godt lide en kvinde der ved hvad hun vil have, specielt når det er mig hun vil have,” svarede han drillende, hvor smilet ikke falmede det mindste. Hvilken mand kunne ikke lide en kvinde der kastede sig over ham for at få opmærksomhed og lidt nærvær? Der var han ikke så anderledes.
Det var både det med pengene og hendes lille løgn der gik Ezekiel på, da han ikke havde råd til at komme i problemer, for så slog Giovanni ham virkelig ihjel! Han kunne ikke gå glip af denne forretning, eftersom den var vigtig og kunne skaffe mange penge hjem, og ikke mindst kunne det være at det ville tiltrække flere kunder, så han havde ikke tid, hvis myndigheden jagtede ham, fordi folk havde set ham ankomme med Amelia og han var jo rimelig mistænksom med sin maske på, eftersom man ikke kunne se hans sande ansigt og han ville nødig blive stemplet som en forbryder! ”Hvis du var en løgn, ville du ikke være her Amelia, du er en del af hende, derfor lige så ægte som hende,” svarede han roligt, næsten som havde det været i et forsøg på at opmuntre hende. Han kunne godt lide denne side, derfor tænkte han faktisk ikke over at hun faktisk bare var en fantasi fra en anden pige.
“Det ligger til mig at være bekymret, når det kommer til forbrydelser Amelia. Jeg er en forsigtig mand og skal nødig blive opdaget,” svarede han sandfærdigt og lettere kortfattet, hvor han selv bestilte en cognac, eftersom det var hans yndlingsdrink. Normalt så begik han jo faktisk forbrydelser, da hans arbejde ikke just var helt uskyldigt og det kunne snildt koste ham dyrt, hvis han faktisk blev taget. Han ville aldrig stikke Giovanni i ryggen, men det kunne derimod koste ham dyrt!
At hun undskyldte for løgnen, var noget som fik Ezekiel til at trække skævt på smilebåndet. ”Du er skam tilgivet,” svarede han roligt, som han tog imod cognacen, hvor han tog en slurk af den brunlige væske, som smagte yderst udsøgt! Han vidste at hun ikke havde ment noget ondt i sin løgn, da hun bare havde ønsket at kvinden skulle gå væk og det var jo også lykkedes hende, så alt var forladt. Han så roligt mod hende igen, hvor et skævt smil gled over hans læber. ”Så.. nu sidder vi her, nyder en drinks, og jeg som ellers ikke troede at du kunne sidde stille,” svarede han drillende, hvor han trak muntert på smilebåndet.

[Deleted]

Det kunne der bestemt. Det havde hun jo også lovede ham, kede sig eller stille ville det ikke gå for sig. Hun kunne skabe liv, kaos og drama uanset hvor hun trådte ind, blot hun ønskede det. Ideerne var der nok af, og metoderne endnu flere hvilket vel var det sjove. Hun nød altid at være den der var med til at forandre en stemning eller en situation, og glem ikke at hun jo er skabt til lige netop dette. Hun holdt ikke på ham, selvfølgelig ville hun blive skuffet hvis han smuttede, men det ville ikke slå hende ud som sådan, hun fandt nok bare noget andet der ville holde hende beskæftiget. Hans tilfredse smil fik hende til at le muntert, det burde hun nok have forudset, men okay, var mænd ikke glad for den slags opmærksomhed? De fleste var vel kunne hun regne sig frem til. Hans svar fik hende til at smile skævt ”Perfekt, jeg håber ikke du har nogen forbehold så” svarede hun drillende. Amelia kunne jo gøre en del uden at blinke eller tage sig af at det ikke var normalt det hun gjorde. Et eksempel er jo da hun bare smed tøjet, det var vel en god eksempel på hvor hendes egne grænser gik, så hun kunne måske let komme til at overtræde hans grænser. Hun anede ikke hvad han arbejdede som, eller hvor han arbejdede eller hvor meget der kunne være på spil. Hun var lykkeligt uvidende om hvilke ulovligheder han arbejdede med, ikke at hun ville blive forfærdet hvis hun fandt ud af det – hvilket nok ikke ville ske – men hun ville højst sandsynligt hæve brynet, trække på skuldrende og fortælle ham at han ikke var rigtig klog når han vælger at arbejde med en mafia. Disse tanker løb slet ikke igennem hendes sind, for hun havde ingen anelse om dem overhoved. I stedet for overvejede hun de forskellige reaktioner hendes lille ven ville komme med når han så den store regning og den søde hilsen fra hende. Skulle hans ord være en trøst, eller opmuntring? Hun smilede et skævt smil og rystede svagt på hovedet ”Se der tager du fejl, jeg er alt det hun ikke er, alt det hun ønsker at være… fri, modig, dumdristig, sensuel, opmærksomhedskrævende… ja jeg kan blive ved.. men faktum er at jeg er en fantasi…” hun tog imod glasset, førte det op til sine læber, nippede til det og satte det fra sig igen. Hun havde slet ikke lydt trist, eller irriteret, hun smilede blot som om det var almindeligt, hun vidste godt hvad hun var, så uanset hvad han sagde, ville det ikke ændre på spor meget. Hendes personlighed bag præg af at Valeria ikke ønskede at have nogle hæmninger, eller tænke spor meget over konsekvenserne af sine handlinger, og modenhed… det var slet ikke noget Valeria ønskede, for så ville man have svært ved at være fri! Hun lyttede opmærksomt til ham ”Jeg beklager, ærligt, jeg tænker ikke over konsekvenserne… men…” hun kastede et blik rundt ”Jeg mener ikke du er i problemer… alle er glade, ingen kom noget til og jeg betaler for det hele” jeg og jeg, men altså der ville blive betalt for det hele så ingen ville komme efter ham, det ville i hvert fald være underligt. Hun blev tilgivet for sin løgn og lyste op i et stort smil ”Vidunderligt, jeg er ret selvdestruktiv hvis jeg får dårlig samvittighed” jokkede hun. Dårlig samvittighed? Yeah right! Hun nippede atter til sin drink og sukkede svagt hvor hun kastede et blik over bartenderen som placeret hans bestilling foran ham. Kort efter sagde han noget igen, og stilheden blev brudt, hun vendte blikket drillende mod ham ”Jamen du har ganske ret…” svarede hun og rejste sig op for at stille sig helt tæt på ham, hun lænede sig frem mod ham, lod hovedet glide på sned hvor hun rykkede ansigtet helt tæt på hans. Heldigvis sad han ned så helt umuligt var det ikke. Hendes blik hvilede i de kulsorte fugleøjne, ej nu måtte han virkelig af med den maske. Hun lod sine fingre berøre hans kind læberne svagt strejfe hans ”Jeg har ild i røven og bryder mig ikke om at sidde stille mere end nødvendigt” hviskede hun lavt mod hans læber. Hendes hånd tog en vandring op langs hans lår ”Var der ikke noget om lidt forkælelse…?” spurgte hun uden at lade hendes blågrønne øjne forlade maskens sorte øjne.

[ezekiel]

Ezekiel var udmærket godt klar over at Amelia var en spontan kvinde, men han havde aldrig sagt nej til en kvindes selskab, når det kom til nærvær, så han ville nok heller ikke sige nej eller stoppe hende, hvis hun faktisk endte med at springe på ham. Han vidste dog godt at hun ikke var blufærdig, hun var ikke genert og hun havde vel egentlig heller ikke nogen hæmninger? – han havde i hvert fald ikke set nogen – så han var næsten sikker på at hun sagtens kunne finde på at springe på ham, hvis det var det hun besluttede sig for, og mon hun overhovedet kunne overskride hans grænser, når det kom til fysisk nærvær? Der nød han jo nærmest alt hvad en kvinde kunne præstere. ”Nej. Du slår dig bare løs,” svarede han drillende, hvor et morende smil gled over hans læber. Han var dog usikker på om han ville fortryde de ord senere, men i så fald, så ville han nok stoppe hende hvis det var tilfældet. Han havde desuden heller ikke alverdens med tid, så det var også begrænset hvad de kunne nå, inden han var nød til at smutte. Tanken fik ham til at fiske sit lommeur op, for at se hvad klokken var slået, selvom der stadig var flere timer til at han skulle af sted for at gøre sine forretninger, som jo faktisk var grunden til at han var her i Dvasias.
“Du er jo stadig virkelig Amelia, ellers ville du ikke sidde her i egen høje person, med din egen personlighed,” svarede han blot, som han sendte hende et sideblik, inden han løftede sit glas op til læberne endnu engang for at tage en slurk af den udsøgte væske, som klart altid havde været hans yndlingsdrink, cognac, eller en god rødvin, for det var noget som virkelig kunne gøre underværker for hans vedkommende!
At hun ikke mente at Ezekiel var i problemer, var noget som fik ham til at trække skævt på smilebåndet, hvor han rystede let på hovedet af hende. ”Jamen så vil jeg da slappe af igen,” svarede han drillende, som hans smil ikke falmede det mindste for det var da blevet umuligt. Han slap også en munter latter til hendes følgende ord, eftersom han tvivlede på at hun havde en samvittighed! Og at hun kunne blive destruktiv? Nej, det troede han næsten heller ikke på, for var det overhovedet muligt for en så selvsikker kvinde som hende? ”Jeg tvivler på at du ejer en samvittighed Amelia,” erkendte han drillende, hvor hans smil blev en anelse kækt, uden at han tog blikket fra hende, som igen var faldet på hendes ansigt, selvom han stadig bar den sorte maske.
Under masken hævede Ezekiel det ene bryn, da hun valgte at rejse sig og stille sig tæt på ham, hvor han trak let på smilebåndet, imens hans hoved søgte let på sned, som han så ind i hendes øjne. Han gjorde intet, da hun valgte at rykke tættere på ham, hvor han tværtimod næsten automatisk kom hende i møde. Hånden mod hans kind og det at hun var så tæt på at han kunne mærke hendes varme ånde imod hans ansigt, fik ham selv til at skænke hendes læber et blidt og dog flygtigt kys, hvor hans læber bredte sig i et svagt smil, som hun begyndte at tale igen. ”Det kan jeg fornemme,” hviskede han drillende, hvor det sitrede i hans krop, da hendes hånd strøg ham over låret. ”Jamen du giver mig bare al din forkælelse,” svarede han drillende, selvom han selv lod sin ene arm søge omkring hendes liv, for at trække hende tættere på sig, selvom han blev siddende på sin stol.