A meeting with the past..

[Deleted]

Mørket havde lagt sig over Dvasias, og natten var endnu ung. På trods man var ved at være inde i foråret, så var nætterne stadig lange og mørke, skønt det ikke var nær så koldt i vejret længere. Derick var endt med at tage til Den mørke sø, hvor han gik rundt med en flaske whisky i den ene hånd, som han allerede havde drukket halvdelen af. Han var en anelse beruset, skønt det ikke var så meget igen, eftersom han var en mand der kunne tåle at indtage meget alkohol. Han havde faktisk overvejet at tage til Procias, fordi han vidste at J’adore befandt sig der, og han ville langt hellere være i hendes selskab end at være alene og drukne sine sorger i alkohol. Desværre så ville han heller ikke risikere at støde ind i Elanya, derfor havde han tværtimod valgt at søge langt ind i Dvasias, så han næsten var sikker på at han ikke ville støde på nogen han kendte. Det var mange måneder siden at han sidst havde betrådt Dvasias, fordi han havde lagt sit liv i lyset, men det havde han bestemt også fortrudt! Og nu hvor mørket havde taget sit fæste i ham, så var hans magi endnu engang blevet mørk og han var gået fra magiker til warlock, hvor hans magi også var stoppet med at skifte farve og blinke mellem lys og mørke. Man kunne endda tydeligt se mørket i hans klare blå øjne, der næsten virkede en anelse mørkere. Han havde vandret hvileløst rundt i Dvasias for næsten en uge, hvor han ikke engang havde haft det store at lave. Han savnede faktisk pludselig J’adores selskab en del, og selvom han gerne ville opsøge hende, så undlod han det, eftersom han heller ikke ønskede at gøre hendes liv til et kaos end det som han allerede havde gjort, derfor havde han valgt at holde sig væk, også fordi han måtte få bearbejdet sin sorg og sine problemer, hvilket alkoholen hjalp ham en del med, selvom tankerne blev ved med at dukke op. Han vandrede gennem træerne der omgik søen, hvor hans blik var en anelse tåget af alkoholen som han havde drukket. Han følte stadig for at komme i klammerier og få en til at tage hans liv, selvom han stadig ikke havde mødt nogen der havde været interesseret i det, hvilket faktisk var utroligt, eftersom han befandt sig i Dvasias, her plejede folk altid at være aggressive og voldelige, men han kunne godt se at Dvasias havde ændret sig en del i forhold til sidst han havde været her. Sidst han havde været i live. Han gik roligt igennem et buskads og videre ind mellem træerne, hvor han bar en mørk kappe, der indhyllede hans krop i mørke, hvor hætten omsluttede hans ansigt, så man ikke kunne se det.

[Deleted]

Årstiden gjorde det perfekt for en vampyr! De ekstra lange nætter - skønt de allerede nu var på vej til at blive kortere - gjorde at de kunne dominere jorden i langt længere tid. At det var koldt kunne ikke røre dem, som de ikke kunne påvirkes af vind og kulde, da de ikke længere var følsomme som normale mennesker. Dvasias var også det perfekte knudepunkt for Jordens mørke væsner. Søen der altid var kulsort, udstrålede blot et kæmpe mørkt hul. De nøgne træer så næsten helt uhyggelige ud, som de omringede stedet. Det mest besynderlige ved stedet ville nok være påskeliljerne og vintergækkene, der formåede at springe lidt glans og glæde over stedet. Smukke så de ud, som de både var violette og gule. Der var ikke mange nede ved Den Sorte Sø denne nat, som der var den berusede Derick der vandrede rundt omkring. Der var et ungt par, der var sneget væk fra deres forældre i nattens mulm. Og så var der vampyren, Denjarna. I dette øjeblik befandt hun sig oppe i et af de nøgne træer, som hun iagtog sit bytte. I mange år havde hun været væk. I mange år havde hun lidt. I mange år havde hun sultet. Efter at hun har stukket af fra de to dæmoner, havde hun flakket vildt omkring, hvor hun kun havde én ting på listen; at dræbe. Hendes fødder havde fundet vej til Dvasias, hvor det nok også var fordi det var det sted hun kendte allerbedst til. At folk forsvandt i ny og næ derfra var heller ikke så unormalt, som mord og slåskampe var en normal kop te her. Tavst hvilede de sølvgrå øjne på det unge par, der havde slået et tæppe ud mellem søbredden og det træ hun befandt sig i. De havde ingen ide om, at de nu skulle dø, som de bare sad helt forgabt i hinanden. Kærlighed var ikke en af de ting hun tænkte så meget på længere, da hun mere eller mindre var blevet gjort tom efter al den tortur. Arene havde hun på kroppen, som de aldrig ville forsvinde helt. Hun sagde ikke en lyd, som hun sad på hug på en af træets større grene, mens hendes ene hånd med en diamantbesat finger holdt om en af de mindre grene. Den store røde diamant, vielsesring, havde hun aldrig taget af. Alligevel virkede hendes mand kun som et svagt minde. Hun lod tungen glide blidt over den ene skarpe tand, inden hun sprang ned fra træet! Hurtigt tog hun hænderne om halsen på den unge mand, som hun brækkede halsen på ham, inden han kunne nå at opdagede noget. Kroppen faldt livløst til jorden, mens hans kæreste skreg af frygt, inden hun kunne nå at flygte var vampyren, stod Denjarna allerede ved hende, hvor hun lod sine tænder finde vej ind i den bløde hud, som var det vand.

[Deleted]

Fortiden havde altid naget Derick og nu hvor han havde mistet endnu engang, så gjorde det det ikke ligefrem bedre! Han følte sig ussel fordi han havde været Elanya tæt og dermed vanæret Denjarna, men han havde været død og så vidt han vidste, så havde hun også været det, derfor så ville han hellere komme videre i livet og starte forfra, end at sidde og jamre over noget der alligevel ikke kom tilbage. Men man måtte erkende at dårlig karma kom igen, for han var godt nok blevet røvrendt så det battede! Han havde mistet en person der altid havde stået ham tæt og som han havde elsket, og han som havde været stolt over at skulle blive far, var blevet snydt og bedraget, så det ikke engang var hans barn. Det var en tanke som fik hans hjerte til at synke dybt i brystet som en sten, hvor han roligt hævede whiskyflasken, for at tage et par store slurke og lægge en dæmper på sin sorg. Som han gik mellem træerne, fandt hans hånd vej ind under den mørke kappe, hvor han hev sin halskæde frem. Den bestod af en sølvkæde, hvor der for enden hang hans vielsesring i guld, som han faktisk altid havde båret. Han havde bare gemt den væk, da han havde været sammen med Elanya, men ringen havde han alligevel ikke kunne nænne at smide væk, hvilket han i denne stund også var glad for! Han skulle være blevet død, i stedet for at komme tilbage, for det havde bare efterladt et kæmpe kaos og han vidste slet ikke hvad han skulle gøre videre herfra. Lyden af et kvindeskrig nåede hans ører, hvor han næsten farede sammen i buskadset af overraskelse. Han så sig let omkring, hvor de blå øjne faldt på det unge par og vampyren der dræbte dem. Han fnes kort, inden han roligt rejste sig. Han gik roligt ud mod det åbne, og tættere mod søen, stadig med whiskyflasken i hånden. Han stillede sig op ad et træ og tog et par store slurke, imens han næsten nød af forestillingen, en ganske klassiker; et ungt par der løb ud for at være sammen, og det store stygge monster der kom og flåede dem i småstumper. Han havde ikke tal på hvor mange gange han selv havde gjort det igennem sine tidligere år. Han blev stående op ad træet, hvor han tog et par flere slurke af den klare og stærke væske, hvor han brugte træet som støtte for ikke at falde sammen. Hætten hvilede dog stadig over hans ansigt og kappen over hans muskuløse krop, som gjorde ham ganske usynlig i mørket, medmindre man fik direkte øje på ham. Han ville næsten give alt for at være vampyr i øjeblikket. Det at man kunne undertrykke sine menneskelige følelser og være iskold, så man ikke følte smerte og sorg. Det ville have været perfekt for hans situation!

[Deleted]

Fantastisk var følelsen der ramte Denjarna i det øjeblik hendes tænder brød igennem de sarte blodårer. Det gav en hel lettelse og ro i kroppen, som hun begyndte at suge det rubinrøde blod ud af kvinden krop. Hun følte, hvordan blodet gled fra hendes mund og ned i halsen og videre ud i resten af hendes krop, som det nærede hende, som det var den medicin hun havde brug for at overleve. Hun hørte, hvordan kvindes hjerteslag blev langsommere, hvor det til sidst endte helt med at slå. Sådan var det også med den spinkle krop, der blev slappere og slappere, indtil den kollapsede fuldstændigt i hendes arme. Det eneste hendes tanker kredsede om, var det blod hun så gerne ville have fat i. Hun så sig end ikke om, da hun ligeglad smed den livløse kvindekrop fra sig, så hun i stedet kunne knæle ved fyren. Hun var godt på vej til at nå den normale blodmængde, som en vampyr skulle have, efter at hun havde tørstet i flere år. Endnu engang lod hun tænderne søge ned i det sarte hud omkring halsen, imens hun lod øjnene glide fredfyldt i. At der var nogen der frivilligt ville være vampyr, var ikke noget hun kunne forstå sig på. Hun hadede, at hun havde gennemgået denne forandring, som hun havde elsket at være elver. Mørkelver. Hun havde været smuk, magtfuld og ikke mindst haft et bankende hjerte i brystet og ikke været afhængig af det satans blod! Hun kunne ikke selv lide, hvad hun var blevet til, hvor det eneste ved vampyrerne hun kunne li, var Derick, men han var endda blevet dødsengel. Hun ville gøre hvad som helst for, at hun kunne blive mørkelver igen, og igen have varmen i sin krop, være i stand til at nyde solen og se en solopgang, uden den ville slå hende ihjel, samt hun ville have et hjerte. Nu var hun kun en kold sten, der måtte dræbe for at overleve. En bedrift hun havde været særlig god til det seneste stykke tid. Med et tilfredst suk gled hun tilbage i en afslappende siddende stilling, da hun var færdig med at mætte sig hos fyren. Tungespidsen lod hun glide over læberne der var fulde af det blod hun lige havde drukket. Det lange sorte hår indrammede hendes ansigt og faldt ned over skuldrene og ryggen. Af tøj bar hun intet særligt, som hun havde en lædertop på, der kun dækkede hendes barn, så hendes arme og mave var nøgne. Ellers havde hun kun et bar tætsiddende bukser, og et bar støvler der snørede sig op ad hendes slanke ben. Tilfreds med nattens fangst støttede hun ryggen op ad træets stamme, mens hendes blik gled over den mørke sø, som hun ikke havde fået øje på Derick.

[Deleted]

Nu hvor mørket havde fået sit fæste i Derick, så var hans tankegang også blevet anderledes, også på grund af sorgen. Han følte sig utrolig hævngerrig og så han den kvinde igen, så ville han slå hende ihjel! Han mærkede hvor meget hans vrede dundrede i hans krop, hvordan aggressiviteten var steget og til tider lod han den også få afløb ved at slå et par folk ihjel. Han havde jo med vilje opsøgt klammerier, nu hvor han var kommet i Dvasias, men hver gang havde sejrens rus overmandet ham til ikke at give op, men kæmpe til det sidste for også at vinde, derfor så var det stadig ikke lykkedes nogen at tage hans liv, hvilket måske også var heldigt nok? Han ville næsten føle sig svag, hvis han lod nogen tage hans liv, lade nogen overmande ham, for.. sådan var han jo normalt aldrig! Men han ville virkelig give alt for at slukke for smerten og sorgen han følte, for den var virkelig intens! Det var også derfor han rendte rundt med en flaske i hånden, så alkoholen kunne få lov til at slå sorgen væk – eller i hvert fald lægge en dæmper på den, og når han så lagde sig til ro, så var han enten så træt eller så fuld at han kunne sove længe og morgen efter, så havde han en kæmpe hovedpine, som forhindrede ham i et tænke, og sådan havde hans hverdag stået på i flere dage nu. Og sådan ville den jo nok også stå på fremover, for han vidste ærligt talt ikke hvad han skulle gøre af sig selv længere. Han havde ingen at leve for. Han kunne ikke engang besøge sine tidligere venner, for han gik ud fra at Elanya tog til Dvasias for at bo der med Jared, og så ville han heller ikke kunne se Faith eller Moniqe, selvom det også kunne komme ud på et, han gad ikke ind i deres liv for at ødelægge det, de var jo alligevel kommet videre, havde fået børn og vel også snart børnebørn? Så nej.. han havde ikke tænkt sig at ødelægge det. Men derfor havde han jo sådan set heller ikke flere tilbage. Procias ville nok ikke være så svært at komme ind i, eftersom han havde boet der for nogle måneder, så folk kendte ham, og hvis de ikke vidste at han var blevet til warlock, kunne det vel komme ud på et? Så han ville muligvis kunne opsøge J’adore, men.. han følte sig bare som en klods om benet, derfor ville det næsten være bedre hvis han kunne starte helt forfra, selvom han slet ikke anede hvor han skulle begynde. At se vampyren slippe kvinden, for at tage sig af manden, fik ham blot til at blive stående. Måske han kunne provokere vampyren til at omdøbe ham? Eller endnu bedre; til at dræbe ham. Han drak flasken ud, inden han kastede den fra sig, som affald, hvilket også lavede larm og kunne gøre vampyren opmærksom på at andre var i nærheden. Han begyndte roligt at klappe i hænderne, selvom han blev stående ved træet for ikke at vælte omkuld i fuldskab. „Det var virkelig flot!” svarede han i en hånende tone, hvor et provokerende smil gled over hans læber. Han stod flere meter bag vampyren, og hun måtte derfor vende sig om, hvis hun skulle se på ham.

[Deleted]

Ligesom Derick, så havde Denjarna ingen. I øjeblikket syntes hun kun at havde sig selv og fjender. Også hun havde været nære venner med dæmonen, Faith, men også det syntes at være gået gemt væk i glemmebogen. Hun vidste ikke, om hendes mand var død eller levende, da det var mange år hun sidst havde set ham. Så mange år at selv den vigtigste ting for hende i livet, syntes at være gået hen og blevet blot et minde. Ringen bar hun endnu om sin finger, som hun klyngede sig til den, selvom det næsten var en gåde for hende, hvorfor den overhovedet sad om hendes finger. Mørkt var hendes sind blevet, da der ikke længere syntes at være lys for hende. Det eneste tidspunkt hun var glad, var når hun dræbte, men det var kun en kortvarig fornøjelse, hvor hun blev trist og indelukket bagefter. Sådan havde hun det også nu. Hun vidste ikke, hvorfor hun endnu gik på denne jord, da ingen kom efter hende. Hun gik ud fra at hendes mand var død, for hvorfor havde han ikke ledt efter hende? Ingen hvile kunne hun få, som hun endda også kun kunne se smerte, når hun lukkede øjnene. Det gik op for hende, at der var andre til stede end blot hende og de to lig, da hun hørte en flaske blive slået mod jorden, hvor den raslede lidt videre væk. Vågent så hun sig nu nærmere omkring, men hun kunne stadig ikke spotte nogen ekstra person. Det næste hendes ører opfangede - der endnu endte i den velkendte spids, efter hendes tid som elver - var en pludselig klappen, som hun mente, hun kunne lokalisere sig som en lyd bagfra. Hurtigt kom hun op på benene igen, hvor hun vendte sig i den retning, hendes elverører fortalte, hvor lyden kom fra. Hendes blik faldt på en mand. Ikke nok med at han talte hånende til hende, men han var sgu også fuld! Hun fnøs ad ham, da han ikke virkede som en særlig udfordring, som han for hende lignede en der ville falde om, hvis hun skubbede til ham. "Burde du ikke gå hjem til det værtshus, du kommer fra?" spurgte hun køligt. Hun gad virkelig ikke fulde mennesker. De var giftige og dybt provokerende, hvor de bare selv bad om øretæver konstant. Var det det denne mand var ude på? Han var i hvert fald en idiot, for vidste han ikke, at hun med lethed kunne tage livet af ham, hvis det var det hun ønskede? Hun var godt nok mæt efter to fuldvoksne mennesker, men på den anden side kunne man ikke få for meget blod.

[Deleted]

Måske Derick var beruset, men han kunne stadig stå på sine to ben, da der skulle mere til at slå ham omkuld, men fordi han havde drukket lidt under halvdelen af flasken på kun to minutter, så følte han sig en anelse svimmel, hvilket også var grunden til at han støttede sig op ad træet, så han var sikker på at han havde fodfæste og ikke bare ville drætte omkuld. Sorgen lå bag fuldskaben, han kunne stadig mærke den, selvom der var noget nyt der havde vundet hans opmærksomhed, hvilket han også var glad for; nemlig denne vampyr. Han kunne ikke just se om det var en mand eller kvinde, men med det lange ravnesorte hår, så gik han ud fra at det var en kvinde han stod overfor. Det var dog ikke fordi det gjorde ham det mindste, eftersom han bare ville omdøbes eller dræbes – som hans ønske hele tiden havde været. Det var vel faktisk til hans held at han var stødt på en vampyr? Han blev blot stående op ad træet, da hun valgte at komme op på benene og vende sig imod ham, hvor hans klare blå øjne betragtede sig af hendes skikkelse. Han kunne ikke rigtig se hendes træk fra denne afstand, selvom det ikke gjorde det store, for han var ligeglad med om hun var gudesmuk eller tudegrim, så længe han bare enten blev omdøbt eller dræbt. Alt efter hvor gammel denne vampyr var, så ville hun jo nok kunne huske ham som sin leder – i hvert fald hvis hun var fra den tid, men det kunne også godt være at han var gået i glemmebogen hos de fleste. Hendes ord fik ham til at trække på smilebåndet. „Hvad er der galt? Er du bange for mig?” spurgte han morende, hvor det provokerende smil ikke falmede det mindste. Han var måske svimmel efter lige at have indtaget så meget, men han var på ingen måder så beruset at han ikke stadig kunne tænke klart, desuden var det jo også ligegyldigt, eftersom han bare ville tirre denne vampyr, så hun røg i flæsket på ham. Han ville desuden nyde den smerte, der blev ham påført, når hun satte tænderne i halsen på ham! Han dannede en mindre kulsort energikugle i sine ene hånd, som han hævede kun for at kyle direkte imod hende. Hun ville sikkert kunne undgå den med lethed og det var også meningen at den var lille, i tilfælde af at den ville ramme, for så ville den ikke være dræbende. Hans eneste ønske var at gøre hende sur, så hun ville gøre en af hans to muligheder og ønsker, selvom.. han foretrak nok at blive slået ihjel, for blev han vampyr, så ville han jo stadig kunne huske hvad der var sket og så skulle han stadig starte forfra, så det ville nok være bedst for alle, hvis hun bare slog ham ihjel. Han blev stående ved træet og betragtede hende næsten afventende, hvor det provokerende smil ikke falmede det mindste.

[Deleted]

Denjarna vidste ikke hvem denne fremmede mand var, for hvem skulle desuden betræde denne jord, som hun kunne huske? Det eneste hun vidste var, at hun var irriteret og denne mand kunne kun gøre det være. Hun var ikke ude på at lave nogle nye venskaber, som hun bare så det som spild af tid nu. Det eneste hun gik og gjorde for tiden var at passe sig selv, og dræbe mennesker. Nu kom denne fulde mand så og forstyrrede hendes fred, som hun egentligt bare havde ønsket noget alenetid, da intet kunne gøre hende glad. Det eneste hun kunne stille op med denne mand var vel at dræbe ham, hvis han ikke valgte at stikke af, hvilket ville være utroligt dumt for ham ikke at gøre. At han talte til hende i en hånende tone, gjorde det på ingen måde bedre for hende, da denne ubetydelige mand ikke skulle irettesætte hende med sine kvikke og flabede kommentarer. At han troede, at hun kunne gå hen og blive bange for ham, var simpelthen det latterligste hun havde hørt! Han var ingenting, og hun var en vampyr. En vampyr der lige havde været kold nok til at dræbe et lykkeligt kærestepar, og som ikke længere havde noget at leve for. "Du burde være den der var bange," sagde hun kortfattet, hvor den kølige tone ikke havde ændret sig spor. Det kom fuldstændigt bag på hende, at han faktisk vovede at bruge magi mod hende, hvor det kun bragte hende op i det røde felt. Hvem denne mand var, kunne være ligegyldigt. Hvad hun vidste var, at han var en belastning for hende. Hun hvæsede arrigt idet kuglen kom over i hendes retning. Dog kom der ingen lyd, som kuglen fortsatte ud i det fri. Denjarna var heller ikke længere at se på sin plads, som hun havde bevæget sig væk, som havde hun været en skygge. Tiden havde hun brugt på at nærme sig den fremmede, hvor hun nu kun stod ganske få meter fra ham på hans højre side, i stedet for at stå direkte foran ham. "Er det ikke lidt kujonagtigt at bruge magi, i stedet for at møde mig mand til mand?" hvislede hun. Frygten var ikke steget op i hende, som hun blot var hidsig og ønskede at dræbe. Hvem ville også savne denne mand? Hun havde grebet sin dolk for bæltet, hvor bladet lyste i måneskinnet, hvor den næsten havde samme farve som hendes sølvgrå øjne, der syntes at være lidt mørkere i hendes arrigskab. Om manden turde møde hende i en fysisk kamp, tvivlede hun på, skønt hun stod klar. Hun havde altid fundet magikere som kujoner, da de tog modstandere på afstand, som de brugte deres magi.

[Deleted]

Det var skam meningen at tirre denne vampyr, så meget at hun ville dræbe Derick, så han kunne blive fri fra livets kvaler og gå døden i møde, hvilket han faktisk ville gøre med en fred og ro i sindet, for det lød virkelig utrolig fristende efterhånden! Han havde været død flere gange, han havde befundet sig i dødsriget, som en hvileløs sjæl, og der blev man utrolig tom med årene, derfor var det også farligt at bringe folk tilbage, for det var ikke altid den samme person man fik igen. Men han var ligeglad, han ville langt hellere rende rundt i dødsriget helt tom og hjerneløs, end at gå rundt på denne jord alene og uden nogen former for kontakt, og med en masse destruktive tanker, samt et knust hjerte, der bragte ham frygtelig meget smerte. Han ville faktisk nyde at få denne vampyrs tænder sat i hans hals, mærke hende suge blodet ud af ham, mærke den intense smerte og hvordan hans hjerte langsomt begyndte at stoppe i hans bryst, fordi han gik døden i møde, for til sidst at være helt livløs, hvor han næsten var ligeglad med hvad der skete med hans lig. På den anden side, var han ikke ligeglad med hvad der skete med hans halskæde, selvom det vel kunne være ligegyldigt? Denjarna var væk og kom ikke igen, da hun sikkert selv var gået i døden og han ville nok aldrig få hende at se hende igen. Hendes ord tog han sig ikke af, hvor han tværtimod blot trak endnu mere provokerende på smilebåndet. „Hvordan skulle man kunne frygte en flue?” spurgte han sigende og tydeligt hoverende, som om han allerede havde vundet kampen. Han ville ikke gøre det mindste modstand, han ville faktisk lade hende komme til frivilligt, hvile i hendes favntag, som en lille dreng der puttede ind til sin mor, hvor han ville føle trygheden ved at gå døden i møde, fordi freden endelig ville kunne sænke sig over ham. At hun undveg hans kugle havde han regnet med, hvor han også tydeligt kunne fornemme at hun blev langt mere vred. Hans blik faldt på hende igen, da hun var dukket op langt tættere på ham, hvor et kækt smil gled over hans læber. Han lænede sig roligt ud fra træet og slog armene ud til hver side. „Kujon? Jamen kom da her og tag en bid!” opfordrede han hende direkte, hvor han ikke gjorde det mindste for at slippe væk, da han blev stående med armene ud til hver side, som et tegn til at han ikke gjorde noget. At hun selv stod med en daggert, tog han sig ikke af, for han var ligeglad med hvordan hun dræbte ham, så længe hun bare gjorde det! Om det så blev smertefuldt, så ville han alligevel gå i døden før eller siden, hvilket han ville være storslået tilfreds med! Han havde ikke rigtig lagt mærke til hendes udseende endnu, da han kun havde en ting i hovedet: at dø. Han trak roligt hætten af sit hoved, så hans ansigt kom til syne, et sted for at gøre det lettere for hende at komme til, hvor han ellers blot blev stående afventende og klar til at hun sprang på ham med sine tænder.

[Deleted]

Denjarna kunne på ingen måde se, at det i virkeligheden var hendes mand, Derick. Tanken faldt hende ikke engang ind, eftersom Derick jo var en dødsengel, og denne mand gemte ingen vinger gemt på ryggen. Desuden, Derick kunne ikke magi, og den mand hun stod overfor var en form for magiker, og ikke mindst havde han violette øjne og ikke blå. Han ville også have været i stand til at kende hende, selvom han ikke var vant til at se hende i den vildskab. Det regnede hun i hvert fald med. Aldrig havde hun selv været i dødsriget, da hun kun havde noget at miste sin hjertebanken, inden hun igen var vågnet op som vampyr. Ligesom ham fandt hun det også ensomt at vandre på Jorden, som hun gik alene rundt uden sin mand og venner. Om de var døde eller levende, vidste hun ikke, men man kunne altid håbe. Der var trods alt sket en del forunderlige ting i hendes liv, så hun havde allerede set, at meget kunne være muligt. At han sammenlignede hende med en flue, fik hende igen til at fnyse af ham. Hvad bildte han sig ind? Han måtte virkelig gå med nogle dødsønsker, hvis han turde tirre en vampyr sådan. Og især en vampyr der lige havde fået føde. Hun kunne tydeligt mærke, hvordan det rene menneskeblod kørte i hendes system, som det havde den effekt på hende, at det skærpede hendes sanser og lyster. Det var utroligt at se denne mand, hvordan han bare tiggede og bad hende om at tage en bid. Var det mon en fælde? De sølvgrå øjne hvilede hvileløst på hans figur, som han pludselig udstillede sig selv endnu mere end før. Hun så blot til, som han skubbede sig lidt væk fra træet, hvordan han strakte armene åbent ud i luften, som skulle han omfavne sin elsker, samt hvordan han lod sin hætte glide ned. Hans ansigt sagde hende intet. Hun var for langt inde i mørket nu, hvor hun ikke selv vidste, hvad der ville bringe hende tilbage igen. Igen lod hun sin tunge glide over de sylespidse tænder, der snart skulle sætte sit mærke i hans hals. Hun kunne ikke modstå fristelsen af en der tilbød sig selv frivilligt. Det var for let! Hendes læber gled ud i et ondt smil, som hun lod daggerten glide ned i sit bælte igen. Hurtigt bevægede hun sig over til ham, hvor hun fik sine hænder om hans håndled, hvor de lukkede sig i et dødeligt fast greb, mens hun masede ham op mod træet. Hendes hoved gled hurtigt på sned, hvor hun lod tungen køre over hans hals, inden hun ville lade sine tænder bane vej. "Som du vel," hviskede hun lavt, inden hun skulle til at bide ham.

[Deleted]

Måske det var rimelig sølle at ønske sig selv død og rende rundt med dødsønsker, men ærligt talt, så var der jo intet ved livet mere, der gjorde det tiltrækkende. Han havde mistet alt hvad han havde holdt af og havde haft. Nu var han bare alene og han kunne ikke engang undertrykke sine følelser, som denne vampyr var så heldig at kunne. Han ville næsten give alt for at være vampyr i øjeblikket, eller også så miste livet, for så behøvede han da slet ikke at tænke på det mere. Og nu hvor denne vampyr alligevel virkede pirrelig fra start af, så ville hun være den perfekte til at slå ham ihjel! Så kunne han endelig give efter for døden og tilmed dø af et væsen som han respekterede, for han elskede vampyrerne, et sted så han sig jo stadig som en del af racen, for det var den han var født ind i, samt han havde været en stærk leder for dem. Så at denne vampyrkvinde kunne tage hans liv, det ville han ikke have det mindste imod, hvor han også mere end frivilligt lod hende tage hans liv. Han så hvordan hun betragtede sig af ham, hvordan hun lod tungen løbe over sine sylespidse hjørne tænder og hvordan hun pakkede sin kniv væk igen, hvor han blot blev stående med armene strakt ud til hver side, efter at han havde skubbet hætten ned, så hun kunne se hans ansigt og også kunne komme til ved halsen, hvor han gjorde det så let for hende så meget som muligt. Da hun valgte at røre på sig, så lukkede han øjnene, hvor han egentlig bare gav sig hen til hende, så hun kunne komme til og få det overstået. Han åbnede dog øjnene, da hun valgte at gribe omkring hans håndled og trykke ham op ad træet, hvilket fik det til at sitre i hans krop, da han nød fornemmelsen af hendes krop mod hans egen. Det var også først nu, da hun stod så tæt på ham, at han faktisk lagde mærke til hendes udseende, hvilket fik ham til at stå tilbage og se chokkeret på hende. Var det? Det var jo næsten ikke til at tage fejl af! De spidse ører, den lyse hud, hun var vampyr, det ravnsorte hår og de sølvfarvede øjne. „D-Denjarna?” spurgte han næsten usikkert, da han slet ikke kunne genkende hende, fordi hun var så vild og.. ukontrolleret. Hun mindede slet ikke om den kvinde han havde gift sig med i udgangspunktet. Da hun lod tungen stryge over hans hals, så sitrede det i hele hans krop, hvor han ikke kunne holde et halvkvalt nydende støn tilbage, eftersom han havde savnet den intime nærkontakt.

[Deleted]

Ja, Denjarna var hendes navn. Det var også et navn hun ikke havde hørt længe, eftersom ingen havde været interesseret i hendes person. Da hun var blevet tortureret, var hendes fangevogtere kommet koldt ind og bare straffet hende. Sjældent var der blevet udgydt ord, og når de sjældne stunder var kommet, så var det ingen dans på roser, som hun bare var blevet hånet. Da hun så var stukket af, havde hun mere eller mindre kun mødt mennesker, som hun skulle tappe for blod, hvor hun sjældent havde mænget sig med ordentlige mennesker, hvor man kunne føre en normal samtale. Hun havde mere eller mindre kun talt med sine ofre, som hun bare havde leget med, inden hun slog dem ihjel. At denne mand kunne hendes navn og rent faktisk udtalte det, var faktisk noget der sivede ud af hendes bevidsthed så snart ordet var blevet ytret. Det eneste hun hørte, var lyden af hans bankende hjerte, og lugten af hans pulserende blod. Det var så tæt på. Hun skulle bare sætte tænderne i, og så ville hun have adgang til de delikate væsker, og denne mand kunne dø, som han alligevel havde et ønske om. På den anden side kunne hun også lege lidt med ham. Hun havde intet at nå, så hun kunne altid more sig med at trække pinen ud for denne mand. Inden hun pressede tænderne ned i hans hud, opfangede hendes øjne halskæden, og vedhænget der var en ring i den. Ideer hoppede frem i hovedet på hende, inden hun lukkede øjnene i og lod sine tænder gennembore mandens hals, hvor de hurtigt og erfarent fandt halspulsåren. Hun styrkede det dødelige greb hun havde om hans krop, som hun blev ved med at presse den op ad træets stamme, mens hun sugede den delikate røde væske. Det var en fryd at drikke denne mands blod, så det var egentligt et dilemma for hende, om hun bare skulle nyde det hele i en lang slurk, eller tage det lidt efter lidt, som når man nippede til sit glas vin. Med lidt overvejelse tog hun hovedet tilbage, så blodtilførslen til hende stoppede. Det blod hun havde tappet fra ham var ikke dødeligt, men det ville helt sikkert gøre ham svag, så han måtte sidde ned. Hun slap taget om hans hænder, hvor hun i stedet greb fat om hans halskæde, som hun rev af halsen på ham så kæden knækkede. ”Burde du ikke gå med denne ring?” spurgte hun i en ligeglad tone, hvilket hun egentligt også var. Blikket tog hun væk fra manden, som hun gik lidt væk fra ham, så han ikke var i stand til at røre hende, uden at nærme sig hende. ”Men pyt skidt. Du skal alligevel ikke bruge den mere,” tilføjede hun så, eftersom hun alligevel skulle slå denne mand ihjel, og der var ingen grund til at vandre rundt med en ring i dødsriget. Hun kunne måske også få nogle penge for den. Det ville gøre mere gavn.

[Deleted]

At se hende på tæt hold, var noget som fik Derick til at stå og stirre direkte lamslået og chokeret på hende, for han stod jo og så på en kvinde der lignede hans afdøde hustru på en prik! Han var næsten bange for at han stod og hallucinerede, for det kunne da umuligt passe at det var Denjarna! Han havde fået at vide at hun var død, det var det som alle beviser havde peget på, og han havde troet at hun havde taget sit liv, begået selvmord, fordi han selv var gået i døden for 117 gang. Men alt ved hende lignede Denjarna på en prik, hvilket næsten skræmte ham utrolig meget, for.. det kunne bare ikke passe! At hun så ikke reagerede da han udtalte hendes navn, så blev han næsten usikker på, om det i det hele taget var hende, for måske det ikke var? Måske han faktisk hallucinerede? Hvorfor skulle han også have drukket så meget?! Han gispede let, da hun satte tænderne i hans varme hals, hvor han tydeligt mærkede at hun pressede ham hårdere op imod træet, selvom.. det var et favntag som han faktisk nød, ligesom smerten der skød igennem hans krop, var dundrende intens, men utroligt nok behagelig. Han vidste ikke hvad han skulle sige og valgte derfor blot at tie stille, hvor han lukkede øjnene, som han mærkede at hun sugede blodet og livskraften ud af ham, hvor han også tydeligt kunne mærke at han blev svagere i kroppen. At hun trak sig gik ikke op for ham, før hun skiftede stilling, slap hans hænder og tog omkring hans halskæde for at rive den af. Han vendte blikket mod hende og skulle til at løfte en hånd for at berøre hende idet han gled direkte ned i græsset, da hans ben kollapsede under ham. Han stønnede kort af smerte, hvor han tog sig til halsen. Han var blevet en del blegere i hovedet, hvor han følte sig utrolig svimmel. Hun burde næsten kunne smage alkoholen, fordi han havde drukket en hel flaske og det stadig løb rundt i blodet på ham. Han vendte de trætte blå øjne op mod hendes skikkelse ved hendes spørgsmål, hvor han så hvordan hun gik lidt væk. Han burde have hørt det noget før, for selv hendes stemme var så velkendt, selvom det var så lang tid siden at han sidst havde hørt det.. der var vel alligevel gået.. et par hundreder? Måske mere, måske mindre, han var ikke længere sikker. „D-du.. Du burde.. k-kunne kende den..” svarede han i en lettere anstrengt tone, hvor han pludselig følte sig afkræftet, træt og ikke mindst slog en kulde ind over ham. Han trak vejret dybt og prøvede at få samling på sig selv, hvor han lagde hovedet tilbage mod stammen af træet, uden at han slap sin hals, som han pressede på med den ene hånd. Efter en kort pause, vendte han blikket mod hende igen. „Du gav mig den trods alt..” tilføjede han roligt. Det forundrede ham ikke, hvis hun ikke kunne genkende ham, for han havde jo endnu engang skiftet udseende – det havde han gjort mange gange efterhånden.

[Deleted]

Denjarnas udseende havde ikke ændret sig spor. Hun var trods alt vampyr, så hun var dømt til at blive i denne unge krop, indtil der ville komme en og slå hende ihjel. Underligt var det, at hendes udseende ikke skulle ældes som planlagt, hvor det både kunne være en fordel og en ulempe. At Derick gik ud fra at Denjarna var død, var vel heller ikke en særlig underlig tanke, eftersom de havde været adskilt i det der vel svarede til flere århundreder. Selv havde hun fuldstændigt mistet tidsfornemmelsen, som hun ikke vidste hvor længe hun havde været væk, hvilken årstid det egentligt var, samt hun ikke kendte til de forskellige landes situationer. Hun vidste bare, at hun havde været meget længe væk, og at alting vel måtte have ændret sig. Det var heller ikke så underligt igen, at Derick troede han hallucinerede, eftersom det var så længe siden og hun vidste faktisk ikke hvorfor, da han bare havde været væk en dag. Hendes personlighed var også ændret, som hun virkede utroligt barbarisk lige nu, hvilket hun egentligt aldrig havde været. Hun havde i hvert fald aldrig dræbt folk vildt omkring sig før i tiden. Hun tog sig ikke af, at manden sådan drattede om på jorden af udmattelse, men hun havde heller ikke ventet en anden reaktion. Det var jo blod hun tappede fra hans krop, så det var jo naturligt at mærke en svaghed over sig bagefter. Hun studerede tavst ringen, som hun ikke havde taget ud af dens kæde. Hun havde før givet sådan en ring til sit bryllup, dog sagde det hende ikke noget, og hun så blot på den udmattede mand med et løftet øjenbryn, da han påstod at hun kendte den. Fjollede, fulde mand. Hun udbrød en kold latter, da han så også sagde, at han havde givet hende den. ”Du tager mig vidst for en anden,” sagde hun med en kold, sukkersød stemme. ”Jeg har aldrig mødt dig før.” Det overraskede hende ikke, at han fik sådan nogen ideer, eftersom han trods alt var fuld og havde blodmangel. Hun havde også smagt tonen af alkohol i hans blod, men det var jo også ham der havde smidt flasken væk. Halskæden med ringen stoppede hun ned i en af sine lommer, så hun kunne bruge bagsiden af hånden til at tørre sin mund af, som den var blodig efter hendes mindre måltid. Hendes blik betragtede ham roligt, hvor hun virkelig ikke kunne se genkendelsen i ham. Hun burde måske bare tage resten af hans blod nu, og ende hans liv. Det endte jo bare med at han ville komme på endnu sjovere opfindelser, hvilket bare var tragisk at høre på.

[Deleted]

At det virkelig var Denjarna, som Derick stod overfor, var virkelig ubegribelig! Han kunne ikke fatte at det var hende, som han skulle møde igen, selvom han næsten var sikker på at han hallucinerede for andet kunne virkelig ikke være sandt! Han måtte have drukket for meget og i øjeblikket der måtte han virkelig forbande sig selv over det, for han kunne godt bruge et klart sind! Tænk hvis det faktisk var hende, så stod han overfor sin hustru, som han tilmed troet havde været død. Men.. hvor stod de så? Han var gået i døden, hvilket vel egentlig efterlod hende som enke? Men nu hvor han var tilbage – han havde også taget et nyt efternavn – så var de vel ikke gift længere? Når man blev gift sagde man jo altid at man var gift til døden jer skiller, hvilket vel også var tilfældet? At hun så ikke havde dræbt ham, men trak sig væk og tog hans ring, var noget som et sted gjorde ham irriteret, for hvis dette ikke var Denjarna, så skulle denne vampyr på ingen måde tage hans ring! Den betød alt for ham, det var hans kæreste eje! Han kneb øjnene let sammen, da hun brød ud i latter og så med de ord, selvom det vel også var lang tid siden at han havde set hende sidst? Desuden så mindede hun på ingen måder om hans hustru, for måske hun altid havde været kold og ’ond’, men overfor ham havde hun jo altid været god, på den anden side så mistede man vel en del af sig selv, når man mistede den person man elskede? Det havde han jo selv følt op til flere gange. Han prustede let af anstrengelse, hvor han prøvede at slå koldt vand i blodet. „Nej.. du har ikke mødt mig før i denne krop,” rettede han hende, hvor de måtte blå øjne betragtede hende ganske neutralt. Hans udseende var måske forandret, men hans stemme var stadig den samme, og hvis hun hørte ordentligt efter og huskede tilbage, så ville hun også vide det. Han bed tænderne let sammen, hvor han mærkede hvordan det dunkede i hans hals efter hendes bid. Hans krop var begyndt at ryste ganske svagt. „Det skuffer mig næsten, at du ikke kan genkende den ring, som du gav mig. Selvom jeg godt forstår du ikke kan huske mig,” endte han i en anstrengt tone, uden at han tog blikket fra hende, hvor han betragtede hende pakke ringen væk. „Jeg troede at du var død.. men jeg kan se at tiden har ændret dig som person.. Denjarna,” tilføjede han kortfattet, hvor han nævnte hendes navn igen, nu hvor han havde fået hendes opmærksomhed, hvor det kunne være at hun faktisk hørte ham sige det denne gang. Han væmmedes ikke ved hende, ved at se hende som vampyr, han fandt det væsen utrolig smukt, måske de var døde, men derfor var de stadig levende og kunne stadig finde kærlige følelser frem, det havde han jo trods alt gjort ved hende, som omvendt. Han savnede snart at være vampyr, specielt det at kunne lukke af for smerten. Øjnene gled let i, efter han følte sig utrolig udmattet og træt.