A meeting with the past..

[Deleted]

”Du er her måske nu, men det her er altså anden gang du er gået døden i møde. Jeg vil bare sikre mig, at det ikke sker igen, da jeg har mistet dig for mange gange. Vi har været udsat for mere end mange andre,” pointerede Denjarna, hvilket han da måtte se sig enig i, da han da også måtte være træt af at dø hele tiden, samt han da heller ikke kunne benægte, at de to havde en heftig fortid sammen. Alt hvad hun nogensinde havde ønsket sig, havde bare været en simpel ting. De to sammen, alene, lykkelige. Det havde så vist sig, at mange kræfter var imod dem. Rigtigt var det, at hun var mere overbeskyttende nu, men hvem ville ikke blive det? Hun ønskede på ingen måde at såre eller skræmme ham, men hun kunne heller ikke bare lige ændre sig 100 % på en time. Det krævede tid og forståelse, og hun var ikke bare den kolde sten hun lignede. Hun var måske ret sadistisk lige nu, men hævnen skulle ud af hendes system, og hvis man tænkte generelt på vampyrerne som race, var det så ikke bare en helt normal adfærd? At Derick faktisk havde ondt i kroppen, havde hun egentligt glemt, da det nu var et overstået kapitel hos hende, og han virkede jo som en der havde det fint nok nu. Hun var nu heller ikke så bevidst omkring sin egen styrke, som hun ikke tænkte så meget over tingene, men bare gjorde det, så sparket han havde fået tildelt havde haft samme styrke, som havde hun været en mørkelver. Gid hun kunne blive det igen. Også nu når hun var vampyr og han var en almindelig dødelig, så ville han ældes og blive en gammel mand på et tidspunkt, hvor hun altid ville være så ungdommelig som hun var nu. Derick ville også afgå naturligt ved døden af alderdom. Det var også en ting der sårede hende, da hun bare gerne ville ældes og dø med den mand hun holdt af. Denjarna lod sit hoved glide på sned, da han udtalte sin bekymring omkring hende. Hun havde klaret sig fint indtil videre, men på den anden side, så havde hun også bare taget det som det kom, da hun ikke havde tænkt på, om hun ville blive dræbt, da hun jo bare ville dø, hvis det skete, og det ville der ikke ske det store ved, da hun jo ikke havde noget særligt i sit liv. ”Jeg passer på, hvis du passer på. Ikke flere besøg hos dødsriget,” sagde hun, hvor hun faktisk tvivlede var noget han kunne holde, da han allerede havde været der utroligt mange gange, hvor det allerede havde været forunderligt, da det skete første gang. Det var ikke en normal situation han konstant havnede i.

[Deleted]

Derick var ganske vidst gået i døden utrolig mange gange, hvilket han ikke kunne modsige hende i. Det var utroligt så mange gange han havde været død og var kommet tilbage igen, hvilket der jo nok ikke var mange der kunne prale af, og skulle han være ærlig, så vidste han snart ikke hvad han bedst kunne lide, at være død eller at være levende. Når man var død, så var der kun tomhed, men man kunne ikke føle smerte, tværtimod når man var levende, så var der godt nok smerte, men der var jo også de mange andre følelser, såsom lykke, glæde og varme, hvilket han næsten ikke ønskede at være foruden. Han trak på smilebåndet til hendes ord og nikkede sig ganske enig i hendes ord. „Det ved jeg godt skat, men vi klarer den jo også altid hver gang.. ikke sandt? Nu står vi endnu engang foran hinanden,” svarede han roligt. Han tog måske lidt let på det at dø og komme tilbage til livet, men.. han havde prøvet det et par gange og derfor frygtede han ikke døden på samme måde som så mange andre ville gøre det. Det var ikke fordi han regnede med at hun ville ændre sig på en dag, eller på en time for den sags skyld, men derfor skræmte det ham stadig, hvad tiden kunne gøre ved en person, men hun var jo ikke den eneste der havde forandret sig, for det havde han jo også selv. Af den grund, så ønskede han stadig ikke at der skulle ske noget med hende, for han holdt jo stadig af hende, det ville han altid gøre, for de havde jo trods alt været gift i over et par årtusinder, de havde levet sammen utrolig længe, og de havde kendt hinanden utrolig godt, men sjovt nok, så følte han lidt at han slet ikke kunne sige det samme om hende mere, eftersom de begge havde forandret sig, så.. det var vel at starte i de små? At hun sagde at hun passede på, hvis han gjorde det, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet. Han nikkede sig dog endnu engang enig i hendes ord, hvor han trykkede hende blidt ind til sig i en omfavnelse, selvom han stadig var forsigtig med ikke at gøre det for hårdt, eftersom han havde utrolig ondt i sin side. „Udmærket.. så skal jeg nok prøve at passe på mig selv,” lovede han hende, uden at smilet falmede det mindste. Han skar en grimasse, da smerten skød igennem hans krop, hvilket fik ham til at presse hånden mod hans side, næsten i et desperat forsøg på at få smerten bort, skønt det ikke ville ske. „Opholder du dig noget sted, min egen?” spurgte han roligt. Hvis hun havde en hytte eller noget andet hvor de kunne tage hen, så ville han foretrække det, for han ville gerne have set på sin side, eftersom hvis noget var brækket, så var han nød til at få det forbundet.

[Deleted]

”Jeg ved ikke hvordan, men ja min kære, vi klare den hver gang,” sagde Denjarna, hvor hun ikke kunne lade være med at smile svagt ved tanken, da de trods alt havde været igennem en masse, hvor hun de fleste gange ikke havde troet, at de ville have klaret alle disse prøvelser. Hun var dog glad for, at de havde klaret sig, som de havde gjort det hver eneste gang, hvilket var lidt af en bedrift. Hun havde virkelig ikke troet, at de ville ses igen, men endnu engang så gjorde de det sgu alligevel, skønt alle odds var imod dem. Selv århundrede års adskillelse kunne ikke stoppe dem, det måtte vel sige lidt om deres styrke og kærlighed, da der jo før havde været mulighed for at bakke ud, men det havde de aldrig gjort, som de aldrig havde kunnet være foruden hinanden. Angående hendes nye person, så var hun i tvivl om han præcist vidste, hvad hun havde været ude for, da der var en grund til det hele. Han følte måske ikke han kendte hende, men det gjorde han. Efter at hun nærmest havde levet uden blod de seneste år, så kunne hun ikke få nok af det, hvor hun sagtens kunne finde på at dræbe en hel familie, som hun følte sig underernæret, som det hele gjorde ondt på hende. Derick havde jo levet godt, efter at han var blevet vampyrernes leder, så der havde han aldrig manglet blod ligesom hende. Hun havde været ved at tørre ud, fordi hun ikke havde fået noget! Det var hvad hun var oppe imod. Det glædede hende, at han ville gå med til deres aftale om at passe på sig selv, da han altså på ingen måde havde været god til at passe på sig selv gennem livet, som han havde gjort, som det passede ham. Det var først nu at Denjarna virkelig var vild. Da han tog hånden ned til sine ribben, fulgte hun ham med blikket uden at forlade hans favn. ”Er der noget jeg kan hjælpe med?” spurgte hun stille, skønt hun tvivlede på der var. Den eneste måde hun kunne heale ham på, var at gøre ham til vampyr, da det jo ville tage hans skader. Den var hun nok bare ikke helt med på at udføre. Som han spurgte hende, om hun havde et sted at bo, rystede hun på hovedet. ”Jeg bor der hvor jeg kan få ly,” svarede hun ærligt, hvor alle gange måske ikke helt skete på retfærdig vis, da hun nogle få gange havde slået en ihjel, så hun kunne komme i ly for solen. Hun havde også prøvet at finde en stald at gemme sig, og nogen gange var det på kroer, når hun havde stjålet nogle penge, da hun ikke havde noget. Sølle var hendes liv lige nu. Aldrig havde hun levet, som hun gjorde nu.

[Deleted]

Selvom det var gået galt så mange gange, så havde de altid stået over for hinanden igen, præcis som de gjorde denne gang. Det var som om intet kunne stå i vejen for dem, uanset hvor store udfordringerne og bumpene på vejen blev. De havde altid fundet hinanden igen og det havde de også gjort denne gang. Men denne gang var måske lidt anderledes. Sidst hvor han var kommet tilbage som dødsengel, havde hun selvfølgelig været bedrøvet og været i hans stadie, og hun havde ganske vidst været kold, men han havde hurtigt fået blødgjort hende. Men denne gang, var hun sadistisk, hun var morderisk og hævngerrig, hvilket nok var den store forskel, selvom den gamle Denjarna vel måtte gemme sig derinde et sted? Det var i hvert fald det som han håbede på, for han kunne knap nok genkende hans gamle hustru, den kvinde som han havde giftet sig med, men det var sådan set også forståeligt, han håbede bare at han kunne få hende frem igen. „Og vi skal også nok klare den, denne gang,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt og opmuntrende smil. Han holdt stadig af hende, hvilket aldrig ville ændre sig! At hun fulgte hans blik, da han valgte at tage sig i siden, lagde han ikke just mærke til, da det eneste han kunne tænke på var den intense smerte. Da hun spurgte om han kunne gøre noget, vendte han først blikket forundret mod hende, inden han slap en kort men munter latter – skønt den hurtigt døde ud igen, eftersom det kostede ham mere smerte, hvor han skar endnu en grimasse. Han vendte dog blikket drilsk og morende imod hende. „Har du ikke gjort rigeligt?” spurgte han drillende, eftersom det var hende som faktisk var skyld i hans smerter. Han kunne også godt mærke sin hals, hvor blodet i det mindste var stoppet med at rende, så han mistede ikke længere blod, selvom han stadig følte sig rimelig svag i kroppen, af alt det blod hun havde suget. Han klarede sig dog, det eneste han havde brug for, var at få forbundet sin side og vente på at det healede af sig selv, skønt det nok kunne tage lang tid. Han lod hovedet søge en anelse på sned, da hun sagde at hun fandt ly, hvor hun kunne, hvor han nikkede ganske roligt til hende. Hun var jo vampyr, så hun skulle vel også snart i ly, inden solen dukkede op igen? Det havde han faktisk slet ikke tænkt på, eftersom han havde glemt alt om at vampyrer ikke kunne vandre ude i sollys, eftersom han jo selv kunne nu og havde kunnet det i utrolig mange år efterhånden. Han sendte hende et skævt smil, som han trykkede hende let ind til sig, hvor han skænkede hendes kind et blidt kys. „Hvad så med at vi finder noget ly? Måske på en kro?” foreslog han roligt, som han betragtede hende afventende. Han ville ikke have noget imod at komme indenfor og få tilset sine sår, eftersom det tværtimod ville gøre godt!

[Deleted]

”Selvfølgelig klarer vi den,” medgav Denjarna, da hun ikke selv var i tvivl, da de af en eller anden grund var usårlige på det plan. Gad vide om der var andre par, der havde det som dem? Alt det de havde været ude for gennem tiden, havde også bare styrket deres bånd, som de vel kunne klare hvad som helst, som død, utroskab, skænderier, mange års adskillelse, ikke kunne skille dem ad, og hvad skulle så kunne? Alt andet virkede som barnemad, hvis der da fandtes andre ting der kunne ske. Hun tvivlede selv på det. Selvom hans ord blev sagt i en drillende tone, omkring hun havde gjort nok skade på ham, så ramte det hende alligevel, hvilket også gjorde at hun tog hænderne mere til sig, og prøvede at komme lidt ud af hans favn. Hun var jo farlig. Hun ville måske komme til at dræbe ham ved et uheld, hvis de sov sammen. Hun ønskede på ingen måde at skade ham, men hun havde gjort det og hvad nu hvis det skete igen? Hun vidste ikke, hvad hun var i stand til, men kunne det ske, at hun fik et mærkeligt udbrud, hvor hun glemte ham? Måske var det ikke sikkert at de var så tæt på hinanden. ”Undskyld…” sagde hun stille, hvor hun også tog blikket væk fra ham, som om han ville gå i stykker, hvis hun så på ham. Hun huskede nu igen alt det der var sket, at hun havde bidt ham, slået ham og sparket ham. Det var lidt voldsomt at tænke på, men det var sket, og det kunne hun nu ikke lave om på, skønt hun gerne ville. Armene lagde hun over kors, hvor hun besluttede at træde et skridt tilbage, hvor han ellers prøvede at trække hende ind til sig. Hun kunne bare kun tænke på, at hun ville komme til at skubbe ham, så han kom til at vride om på foden eller noget nu. Han skulle næsten ind i en glasmontre. Da han foreslog, at de skulle søge mod en kro, gled hendes blik automatisk i retning af byen. Det var nok en god ide at søge indenfor, eftersom hun jo havde fået føde, og solen ville jo stå op på et tidspunkt, så man burde måske søge i den retning. ”Hvis du har penge på dig, så kan vi sagtens søge mod en kro,” erkendte hun, som hun trods alt var fattig. Ved den tanke gled hendes blik over på ligene, som hun måske burde have gennemsøgt for værdier. Det var en luset ting at gøre, men hun havde ingen ejendele end hvad hun gik rundt med nu, og man måtte jo overleve på den ene eller anden måde.

[Deleted]

Da hun medgav at de kunne klare alt, kunne Derick ikke lade vær med at tænke på den uret han havde gjort mod hende, og mon hun også ville tilgive ham for det? Noget i ham sagde at hun ikke ville og et sted forstod han hende også, for han havde ikke respekteret hende i den tid han havde været sammen med Elanya, selvom han næsten var bange for at hun ville gå amok og gøre noget værre end det hun hidtil havde gjort. At hans drillende ord gik hende på, fandt han hurtigt ud af, da hun valgte at trække hænderne til sig og prøve at komme ud af hans favn, hvor skyldfølelsen pludselig vældede op i ham, for det havde jo ikke været hans mening at gøre hende ondt! Men hendes handling viste også bare at hun faktisk havde et hjerte og en samvittighed, hvilket et sted måtte lette ham, for så var hun da ikke helt ligeglad og kold, så viste hun at hun faktisk tænkte på ham. Som hun sagde undskyld rystede han let på hovedet, hvor han åbnede munden for at sige noget, selvom han lukkede den igen, da hun valgte at træde et skridt tilbage, så hun gled ud af hans favn, hvilket fik ham til at rynke brynene. Han kunne tydeligt se at han havde ramt hende hårdt, hvilket gjorde ondt på ham selv, for det havde jo ikke været meningen! „Hey..” forsøgte han roligt, som han greb omkring hendes ene hånd, hvor han sendte hende et lille opmuntrende smil. „Du skal ikke undskylde Denjarna.. jeg havde fortjent det,” svarede han roligt, som han trak hende ind til sig igen, ved at trække i hendes hånd, hvor han sendte hende et lille muntert smil. Han slap roligt hendes hånd for at løfte hånden og stryge hende blidt over kinden, imens han blinkede let til hende. „Desuden vidste du jo ikke at det var mig,” tilføjede han lettere påpegende, som han lod hovedet søge let på sned, skønt han fortsatte med at smile opmuntrende til hende, som tegn til at hun ikke behøvede at tage det så tungt. Han havde jo selv bedt om det, eftersom han selv havde tirret hende og opfordret hende til at dræbe ham. Han kunne godt høre på hendes ord, at hun ikke havde nogen penge, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. Han lagde roligt den frie arm omkring hendes hals, som han gjorde et hovedkast i retningen af byen. „Kom med skat. Så tager vi til kroen,” endte han roligt, som et tydeligt tegn til at han havde penge, hvor de sagtens kunne få et lille værelse. Hans ene hånd holdt han dog stadig tæt ind til sin side, hvor den anden forblev omkring hendes hals, så han også havde lidt støtte ved hende, for ellers var han bange for at han ville dratte omkring, eftersom hun også havde fået taget en del af hans blod. Han satte roligt retningen imod kroen i Dvasias. Utroligt at natten havde taget sådan en drastisk drejning, skønt han ikke fortrød det på nogen måde, for han havde fundet sin gamle flamme, hans tidligere hustru, som han havde troet at han havde mistet for altid, men sjovt nok klarede de sig jo altid.

//Out

[Deleted]

Han havde såret Denjarna med sine ord, men hun kunne vel heller ikke rigtigt bebrejde ham, selvom han havde bedt om det hele. Hun følte skyld over, at hun havde skadet ham, så han nu havde det dårligt, som hun måske havde brækket nogle af hans ribben. Han klarede dog det hele rigtig godt, måtte hun indrømme. Dog var det ikke kun hans skyld, da hun selv var ude af kontrol, og den skulle hun hurtigst muligt få tilbage! Lige nu havde hun ikke rigtig en selvkontrol, hvor det kun var held, at hun ikke havde drukket alt hans blod, for han havde jo ikke gjort noget for at stoppe hende. Den eneste grund til hun faktisk havde stoppet, var så hun bare kunne pine ham, da det gjorde godt at torturere folk, efter at hun var blevet udsat for det. Det fik hende til at tage afstand til sin egen smerte, samt hun følte, at hun hævnede sig på den måde. Da han begyndte at tale igen og tage hende ind til sig, lod hun ham, da hun jo gerne ville være hos ham. ”Sandt er det, at jeg ikke vidste, hvem du var,” medgav hun lavmælt, da hun jo ikke havde gjort det, hvis hun havde været bekendt med at det var ham. Hun smilte svagt som han nussede hende, og lade en arm omkring hende, som hun ikke kunne sige nej igen. Hun nikkede til hans ord, hvor hun også selv lod ganske forsigtigt sin arm glide omkring hans liv, som hun var bange for at skade ham, inden de begyndte at gå mod kroen. Sandt var det, at dette var en utrolig begivenhed. En utrolig fantastisk begivenhed, som de nu gik hjem sammen, hvor de skulle ind i et lille rum sammen igen, og de skulle dele seng. En meget underlig, men god tanke.

// Out