A meeting with the past..

[Deleted]

Denjarna vidste ikke selv, om hun var enke eller gift. Hun havde ikke hørt nogen sige, om Derick virkelig var død eller levende, hvilket hun også havde delte meninger. Hvis han var død, så havde hun mistet sin elskede og tabt sit hjerte for altid, men hvis han var levende, så havde han tydeligvis glemt alt om hende, eftersom der ikke var nogen der havde ledt efter hende, og det var vel en være ting? At vide at den man elskede var ligeglad. Lige meget hvad, så havde hun stadig hans efternavn som sit mellemnavn, samt hun endnu gik rundt med den diamantring, som han havde givet hende den dag han friede, da hun havde bekendtgjort, at hun ikke kunne leve uden ham. Det gjorde alt for ondt at tænke på ham, så hun havde vel mere eller mindre bare slukket helt for følelserne, hvilket jo var en af de evner vampyrerne besad, så de ikke behøvede at føle sig menneskelige. Besynderligt var det egentligt at stå overfor denne mand, som han havde ændret kurs 180 grader. Først havde han tigget hende om at dø, nu påstod han, at de kendte hinanden? Forvirrende var det, men han havde vel bare skiftet holdning, da han havde fundet ud af at det ikke var så sjovt at blive bidt af en vampyr alligevel. ”Hvad snakker du om?” sagde hun irriteret, da han vidst mente, at han var blevet transformeret til en anden krop, og at hun havde foræret ham den ring hun lige havde puttet i sin lomme. At han så sagde, at hun havde ændret sig personlighedsmæssigt, var jo kun sandt, men det kunne han ikke vide noget om. Inderst inde var hun stadig den samme, men det skulle bare graves frem igen, efter at hun skulle undertrykke sine følelser så længe, som hun jo var ulykkelig i virkeligheden. At han så også kendte hendes navn, kom så helt bag hende, hvor hun jo havde overhørt ham første gang. Hun så på ham, som det lignede han var ved at miste bevidstheden, hvilket hun ikke kunne have lige nu. Han skulle bare binde noget omkring halsen, og så ville han klare sig. Hun gik hen mod ham igen, hvor hun sparkede til hans ben. ”Hey! Hvem er du, og hvor kender du mit navn fra?” spurgte hun køligt, som hun holdt nysgerrigheden ude af stemmen. Hun kunne virkelig ikke genkende ham, selvom hun syntes at have hørt noget der mindede om hans stemme noget før, men det var også bare et ekko af noget der var tabt. At Derick troede hun var død, var ikke en mulighed hun havde tænkt på, eftersom hun trods alt var levende – eller så levende som en vampyr nu kunne blive.

[Deleted]

Derick var endnu ikke sikker på om han virkelig stod overfor Denjarna eller ej, men hun lignede jo hans hustru på en prik, hvordan kunne det være uvirkeligt? Hvordan kunne det være en hallucination? Var det virkelig alkoholen der spillede ham et puds? Han blev kun mere og mere usikker, selvom han næsten følte sig utrolig ussel, hvis det virkelig var hende. Han havde lagt i med en kvinde, som Denjarna havde hadet, han var kommet over hende og havde prøvet at leve sit liv uden hende, men alt var tydeligvis slået fejl, og nu stod hun overfor ham i levende live og egen høje person? Det kunne umuligt passe! Han betragtede hendes skikkelse, hvor hun heller ikke skiftede udseende, så det måtte jo næsten være hende, desuden så var smerten også alt for intens til at det kunne være en drøm eller en hallucination, for han kunne tydeligt huske denne smerte fra sidste gang han var blevet bidt af en vampyr og var rendt livløst og sulten rundt for flere måneder. At hun ikke forstod hvad han snakkede om, forundrede ham et sted ikke, ligesom det heller ikke forundrede ham, at hun ikke kunne genkende ham, for han havde jo haft de velkendte violette øjne, samt han havde været dødsengel sidst. Han lod tungen stryge over hans læber, da de pludselig føltes så tørre, ligesom hans hals gjorde. Han kunne godt bruge noget vand. „Jeg snakker om at man godt kan skifte krop, når man dør og kommer tilbage igen,” svarede han sandfærdigt. Da han var kommet tilbage til livet, havde han faktisk stadig haft de sorte vinger og de spidse hjørnetænder, men han havde mistet alt, da han var gået ind i lyset, fordi han var blevet menneskelig igen. Nu var hans sind blevet mørkt igen og han var blevet warlock, selvom han godt nok savnede at være vampyr, så han kunne undertrykke sine følelser. Trætheden slog pludselig ind over ham, hvor han følte sig udmattet og afkræftet, både af blodmanglen men også af alkoholen. Han kunne godt bruge en lille lur, selvom han var usikker på om han vågnede op igen. At hun kom hen og sparkede til hans fødder, fik ham til at slå blikket ganske svagt op, hvor han vendte de tunge og trætte øjne mod hende. Han trak morende på smilebåndet da hun spurgte hvor han kendte hendes navn fra. Da han åbnede munden for at tale, kom der kun en hæs og utydelig lyd ud af hans mund, hvilket fik ham til at knibe øjnene anstrengt sammen, som han prøvede at komme op at stå, men han var for svag og afkræftet til det, så han opgav det hurtigt. Han vendte blikket op mod hende, hvor han løftede den frie hånd og gjorde tegn til at hun skulle nærme sig ham, så han kunne hviske det til hende. Han følte sig utrolig tør i halsen, selvom han godt vidste at det var fordi hun havde taget så meget blod fra ham, for det var jo også det der fik hans hjerte til at slå og som holdt ham i live. Han tog ikke øjnene fra hendes skikkelse, selvom hans øjenlåg hele tiden truede med at falde i, eftersom de føltes abnormt tunge.

[Deleted]

Hvis Denjarna vidste, at han havde haft et helt normalt og lykkeligt liv med den kvinde hun havde allermest, ville hun nok brække noget på ham, hvis det overhovedet kunne være nok for hende. I al den tid hun havde været alene, havde hun kun følt vrede, og den viden at Derick og Elanya havde været sammen, ville nok gøre hende sindssyg, eftersom hun aldrig havde syntes om hende, samt tanken om at han havde været hende utro. Selv havde hun ikke været sammen med andre mænd end Derick, siden hendes eskapader med Gabriel for meget længe siden. Det var vel en dyb ironisk tanke, at hun havde været sammen med sønnen, og han havde været sammen med moderen. At manden sagde, at det var muligt at dø og genopstå som en anden race, var hun udmærket klar over var en mulighed. Derick havde trods alt gået i døden for hende engang som vampyr, hvor han en dag så var vendt hjem igen som en dødsengel. Selvom hun havde den viden, så tænkte hun ikke, at dette var hendes mand. Igen, hun havde været så længe væk, så alt var anderledes for hende, selvom hun stadig elskede ham. Hun sagde ikke noget til hans ord, da hun ligesom forventede at han ville sige noget mere, men det enten kunne han ikke eller ville ikke. At han så meget savnede at være vampyr, var ikke noget hun forstod sig på, hvor hun faktisk heller ikke havde omvendt nogen, da hun heller ikke gad give nogen den samme skæbne hun havde. Hun så, hvordan han blev slappere i kroppen, som han tydeligvis ikke var i stand til at styre den længere. Da han skulle til at sige noget, men ikke var i stand til det, blev hun lige pludselig lidt nervøs, for hun var jo interesseret i at vide, hvor han kendte hende fra. Hun havde nemlig ikke hørt i meget lang tid, at en person kendte hende. Hun kom til at tænke på, om han ikke kunne klare manglen på det blod hun havde taget fra ham, og hun begyndte for første gang at tænke over, om det var første gang hun skulle omvende en. Hun valgte dog at se tiden an lidt endnu, som hun altid kunne nå at handle hurtigt derefter. Der var ingen tøven i hende, da hun knælede ved ham, da hun vidste, at han var for svag til at skade hende. Hovedet tog hun tæt mod hans, så han nu kunne hviske ordene ind i hendes øre, som han åbenbart ville. Om han overhovedet kunne frembringe nogen ord nu, var det næste spørgsmål…

[Deleted]

Det gik mere og mere op for Derick, at dette ikke var en drøm og heller ikke en hallucination, men at det var virkeligt. Det var virkelig Denjarna der stod overfor ham i egen høje person, hvilket virkelig var en utrolig tanke, for han havde virkelig troet at hun var død! Det var hvad han havde fundet ud af! – eller som han troede at han havde fundet ud af, for alle spor havde ført til hendes død, til at hun var forsvundet og han gik ud fra at hun havde været død, derfor så havde han brugt tiden på at komme over hende, og da han så havde mødt Elanya, ja, så havde tingene taget en drastisk ændring, skønt han kun kunne fortryde det den dag i dag, for selv hun havde endt med at røvrende ham, hvilket han virkelig var vred og arrig over, og ikke mindst så gjorde mørket ham hævngerrig. Hvis han nogensinde faldt over den kvinde igen, så blev det sidste gang hun ville indånde luft! At hun ikke svarede ham, tog han sig ikke af, eftersom han vidste at hun selv vidste hvad han talte om, eftersom hun havde oplevet det med ham før. Han var gået i døden og kommet tilbage som dødsengel, hvor hun også knap nok havde kunnet genkende ham, men det var uden betydning, for han havde jo fået hende overbevist om at det havde været ham, og de havde giftet sig for at søge bort, så ingen og intet kunne stå i vejen for dem – det havde de da i hvert fald troet. At hun så blev nysgerrig, fordi han kendte hendes navn, var noget som kun efterlod ham med en følelse af glæde, fordi han faktisk sad overfor hans tidligere hustru, hans egen elskede, og en som han var kommet til at værdsætte utrolig højt, specielt med det som han havde været igennem. Hvordan han overhovedet havde været i stand til at komme over hende, forstod han ikke, for hun var den eneste der var den rigtige for ham. Hans blå øjne søgte til hendes velkendte og smukke sølvfarvede, da hun valgte at sætte sig på hug foran ham og tæt ind til ham, hvor hun var så tæt på at han kunne indsnuse den velkendte duft, som bragte ham en underlig form for ro. Hvor han dog havde savnet hende! Han følte pludselig en stor længsel efter hende, hvor han tydeligt kunne mærke, hvordan hendes nærvær, fik hans hjerte til at hamre som en gal mod hans bryst – selvom det også slog hurtigt for at gendanne så meget blod som hun havde taget fra ham. Han trak let på smilebåndet, da hun valgte at rykke tættere på ham, hvilket fik hans krop til at sitre af spænding og ikke mindst behag. Han sank let, selvom han stadig følte sig tør i halsen. „Dette.. burde kunne opfriske.. din hukommelse,” hviskede han i en hæs tone, som han løftede den frie hånd, lagde den mod hendes kolde kind, så han kunne dreje hendes ansigt imod sig, hvor hun var så tæt på, at han kunne nå hende, hvilket fik ham til at løfte hovedet en anelse, så han kunne trykke sine læber imod hendes i et dybt og lidenskabeligt kys.

[Deleted]

Om Elanya havde røvrendt Derick, ved at gå fra ham, var kun en ting Denjarna kunne være glad for, men det var heller ikke en ting hun ville være begejstret for lige meget hvad, da det var en utilgivelig ting. Hun havde desuden altid været en utrolig jaloux person, hvor han havde lettere ved at give slip på det der havde gjort ondt. Og at Derick ville dræbe sin tidligere elsker, hvis muligheden faldt ham ind, kunne hun heller ikke bruge det noget, da sket var sket. Det svage måneskin faldt på hendes blege krop, hvor det på en måde lignede at hendes arrede krop blev oplyst. Det var det eneste lys der ville falde på hende nu og fremover. Som hun knælede ved hans krop, løb en tankestrøm gennem hendes hoved, som hun prøvede at regne ud hvad han snakkede om. Ny krop, en ring hun havde givet, hendes navn… Hun kunne virkelig ikke regne ud, hvilken sammenhæng det skulle sættes ind i! Hun havde været væk alt for længe, så hun kunne ikke engang sige, om dette bare var en simpel gåde der lå ligetil. Det var kun ganske kort deres øjne fik lov til at mødes, men hun så ingen genkendelse i dem. De eneste øjne hun havde stirret dybt ind i i flere timer, var et par violette øjne, og hun var altså ikke gået hen og blevet farveblind! Hvor hun slappede fuldstændigt af i kroppen, kørte det hele åbenbart på højtryk i hans, som hun med lethed kunne høre hans hjerte banke hurtigere og hurtigere. Det kunne godt være, at hans kropsform og ansigtsform var ligesom Dericks, men vingerne og de violette øjne? De spillede ligesom den største faktor, og ingen af dem var til stede. Hun lod ham dreje hendes ansigt, hvor der bare var et spørgende blik i hendes øjne, som hun ikke anede hvad han havde tænkt sig. Da han så tvang hende ind i et hedt kys, kyssede hun på ingen måde med! Læber holdt hun klemt sammen, hvor hun hævede den ene hånd, så hun kunne stikke ham en syngende lussing. ”Hvor vover du!” råbte hun køligt ad ham, som hun allerede stod på sine ben igen. Ingen anden end Derick havde kysset hendes læber siden Gabriel, så hvor vovede han?! Det kunne godt være, at hun ikke kunne finde sin mand, men hun havde så sandelig tænkt sig at være ham tro. Hun havde lært af sine fejl og ville ikke begå dem igen, som hendes hjerte kun tilhørte en person, og hvis han ikke var der, så ville ingen få det eller hendes krop.

[Deleted]

Det var tydeligt for Derick at Denjarna ikke vidste hvad han talte om, og at hun heller ikke kunne genkende ham, men det var jo også lang tid siden at han sidst havde set hende, og måske hun havde glemt alt om ham? Tanken ville gøre ondt, selvom det ville være fortjent, for han havde jo et sted gjort det samme med hende, og dog havde han stadig beholdt sin vielsesring, så han havde haft et lille minde om hende, for han havde ikke været i stand til at give slip på hende, eftersom han vel altid ville elske hende? Hun var den person han havde levet sit liv længst med, og han havde også været lykkelig sammen med hende. Nysgerrigheden omkring et liv med Elanya, havde dog spillet ind, da han var stødt på hende, selvom svaret og resultatet også hurtigt havde givet sig, for han var blevet bedraget og dolket i ryggen, hvilket han på ingen måder ville tilgive! At Denjarna knælede foran ham, var noget som virkelig fik hans hjerte til at hamre imod hans bryst, hvor han vidste at hun også ville være i stand til at høre det, selvom han ikke tog sig af det, for.. han kunne ikke fatte at hun var tilbage! Om hun var gået i døden og kommet tilbage anede han virkelig ikke, men uanset hvad, så kunne han tydeligt mærke at hun var anderledes, at hun havde forandret sig, hvor han næsten blev i tvivl om det i det hele taget var hans gamle hustru der var der, eller om hun stadig eksisterede, det var også den tanke som fik ham til at være forsigtig, for han ville nødig vække hendes vrede, så hun tog hans liv, for nu hvor han var stødt på Denjarna, så havde han klart skiftet mening! Han ville da langt hellere blive her hos hende! Han mødte hendes spørgende blik, selvom hans egne øjne blev lukket i, idet hans læber berørte hendes, hvor en varme skyllede igennem hans krop, fordi det var så lang tid siden at han havde mærket hendes fløjlsbløde læber. Han kunne godt mærke at hun ikke gengældte det, selvom det ikke betød noget, for bare det at have hende så nær, var noget som bragte ham nydelse og behag. Fornøjelsen blev dog kort for ham, idet hans kind blev mødt af hendes hårde og kolde hånd, der skænkede ham en syngende lussing, hvilket fik ham til at falde direkte ned i det frodige græs. Han hostede ganske let, hvor han tog sig til kinden, der bar et aftryk af hendes hånd, fordi hun havde slået hårdt. „AV!!” udbrød han næsten overrasket, hvor slaget havde givet ham helt ondt i nakken! Han kunne måske have set den komme, og et sted var slaget også fortjent, men for pokker! Kunne hun ikke bare forstå at det var Derick, hendes tidligere ægtemand som hun stod overfor?! Han blev liggende i græsset, hvor han glemte smerten i halsen, da smerten i kinden overdøvede det, hvor han også lå og ømmede den. „For pokker Denjarna! Det er jo mig! Derick!” hvislede han fast og i en hæs tone, hvor han endte ud i et hosteanfald. Han tog sig end ikke af hende, da han blot blev liggende i græsset og ømmede hans skæggede kind, da han ikke havde fået barberet sig igennem de sidste par mange uger, hvor han bare havde vandret hvileløst rundt.

[Deleted]

Aldrig havde Denjarna glemt ham, som det var en umulighed, og han var desuden også det eneste der holdt hende menneskelig. Den eneste grund til hun kunne holde livet ud, var fordi hun håbede at finde ham en dag, om hun så skulle lede efter ham i flere år endnu. Men selvom hun aldrig havde glemt ham, så var det ikke fordi hun prøvede at tænke på ham, da det alligevel var rarest at holde ham ude af hendes hoved, da det kun ville bringe hende smerte. Ringen bar hun også hver dag, som hun heller ikke turde tage den af, da hun var bange for at glemme den, og den symboliserede også den kærlighed hun ledte efter. Hvor det for Derick havde været et himmelsk kys mellem dem, som han vidste, hvem hun var, havde det for hende været rædselsfuldt! Forfærdelig var tanken om at være sammen med en anden mand, som hun ikke ville have det over sig igen. Hun havde været ude på den vej før, men det havde hun lagt bag sig for længst. Ud over at det var forfærdeligt at møde den fremmede mands læber, fandt hun det også dybt urealistisk at være intim sammen med en mand, da hun ikke havde været det i århundreder. Hun havde vænnet sig til at blive straffet af dem, og senere taget deres liv. Hvorfor han ville kysse sin bøddel, vidste hun ikke, men han håbede vel at hun havde den lyst, og at det så kunne redde hans liv. Usselt var det! Tænderne kunne hun ikke lade være med at vise ham, som dette blot gjorde hende arrig. De spidse, hvide tænder var synlige, indtil hun valgte at køre hånden over sin mund, som hun prøvede at udviske sporene fra hans modbydelige læber, hvor hun næsten var bange for at det stod skrevet i panden på hende, at hun lige var blevet kysset af en. Hvad ville Derick ikke tænke, hvis han hørte om det, hvis han altså var i live? At han så nævnte hendes mands navn, bragte bare endnu mere hendes pis i kog. Det var dog også stadig utroligt, at han kendte hendes navn, og hendes mands, som han nu udgav sig for at være. ”Hvor vover du at sige min mands navn!” hvæsede hun af ham, idet hun tildelte ham endnu et spark, hvor det denne her gang var i siden. ”Hvor vover du at udgive dig for at være ham!” Det smertede hende utroligt, at han sagde Dericks navn, som det gav hende lyst til at krybe sig sammen, som blev hun pisket. Det gav hende også lyst til at tage hans liv, da han ikke skulle påføre hende den smerte! Underligt var det at høre hans navn blive udtalt, efter hun ikke havde hørt nogen sige det i flere år. Hun var den eneste der havde udtalt det, som hun nogen gange havde sagt det i mørket i håb om at han ville dukke op. Men det var hun nu holdt op med…

[Deleted]

Om Denjarna havde været i live hele tiden eller om hun var gået døden i møde for at vende tilbage, vidste Derick ikke, men hun lignede sig selv, som for de århundreder år tilbage, hvor han havde mistet hende, fordi han var gået i døden. Hvis hun ikke var gået i døden, så kunne han godt tænke sig at vide hvad hun havde lavet i alle disse år, for så havde han da ledt lidt grundigere efter hende! Som det første, så var han for en sikkerheds skyld gået tilbage til deres gamle hus, der var stået fuldstændig ødelagt og rådent tilbage, han havde ikke kunnet finde spor af hende, hvor der kun havde været et par få billeder og minder tilbage. Hans egen vielsesring havde han dog beholdt, som han havde lavet om til sin halskæde, så han havde et minde af hende hos sig hver dag, hvor han heller ikke havde mistet den – før nu, hvor hun havde taget den fra ham, og han krævede den tilbage! Selvom han et sted ikke tog det så tungt, at det var hende som bar rundt på den, eftersom det var hende der havde givet ham den på fingere i udgangspunktet, men det var deres tegn på kærligheden til hinanden og det ville han ikke miste! At hun så skulle slå ham i jorden, da han havde kysset hende, tænkte han ikke just over, da han havde mødt hendes læber, da han vel på magisk vist havde håbet på at hun ville kunne genkende ham? Det var så ikke tilfældet, så han måtte jo lide af konsekvenserne. Han blev liggende i græsset, hvor han ømmede sin kind og havde glemt alt om såret ved halsen, da han godt kunne mærke at han ikke havde mistet hele sit blod, så han overlevede vel? Medmindre hun besluttede sig for at tage mere og faktisk ende hans liv, som han havde ønsket til at starte med. At hun så troede at han udgav sig for at være hendes mand og sparkede ham i maven, så fløj alt luft ud af ham, da sparket i siden var som en kæmpe mavepuster! Han endte med at glemme sin kind, hvor han i stedet for tog sig til siden, hvor han lå og hev efter vejret. Det føltes som om hun havde sparket noget helt i forkert retning, da det gjorde brændende ondt! Han bed tænderne sammen og gned hoved mod det bløde græs, hvor han prustede let. Han måtte da næsten have fået trykket et par ribben af det spark! Hvorfor pokker skulle hun også lige være vampyr?! Eller rettere, hvorfor skulle han lige være menneskelig?! „Jeg.. udgiver mig ikke for nogen som helst!” hvislede han fast, som han vendte blikket mod hende. Han prøvede næsten at krybe mere væk fra hende, for han skulle nødig mærke mere af hendes slag og spark! Til sidst ville han da miste livet, og nu havde han jo lige fundet hende igen! „Sidst du så mig, så du mig som dødsengel!” tilføjede han hastigt, hvor han trykkede sig op ad træet med ryggen, skønt han stadig lå på siden.

[Deleted]

Hvor Derick hadede sin menneskelighed lige nu, så nød Denjarna af at være vampyr, da det gav hende denne overmenneskelige styrke. Alt hvad hun gjorde ville være hårdere og have en større effekt på offeret, som hun bare automatisk var stærkere, og hun gjorde ikke noget for at mildne sine slag lige i øjeblikket. Han fortjente, hvad han fik, som han prøvede at lokke hende ved at sige en masse personlige ting, og endda kysse hende! Han ramte hende i hvert fald personligt, det måtte hun gi ham, som han da rørte noget i hende. At det så ikke var nogen gode følelser var så en anden sag. En sag han måtte lide for. Hun var ligeglad med, hvor hårdt hun ramte ham, bare så længe hun gjorde lidt skade, hvilket hun så tydeligvis formåede. De sølvgrå øjne fulgte hans bevægelser, som hun så, hvordan han ømmede sin kind, hvor hendes hånd havde lavet et perfekt rødligt mærke. Hun så også hvor meget smerte sparket havde ført med sig, som det virkelig lignede nådesstødet for ham. Anderledes var det altid at se en mand krybe for sine fødder, da det jo plejede at være manden der var den barske, der ikke havde problemer med at tage en kvinde med hård hånd. Nu var det Derick der lå og vred sig i græsset foran hendes fødder, hvor hun så, hvordan smerten var malet i hans ansigt. Hun måtte dog give ham, at det var flot af ham at udbryde alt dette, da det ikke var ord alle og enhver gik rundt og sagde. Hun forstod ikke, hvorfor han sagde det, men hun vidste det var en ting der ramte hende dybt, hvor det næsten føltes som om hun stadig havde et hjerte, som det blev knust i tusind stykker og trådt på, hvor det bare blev til en byld i hendes bryst. Hun fulgte roligt efter ham, som han af frygt for hende begyndte at krybe væk fra hende. En ting han gjorde klogt i, men alligevel, det ville heller ikke bringe ham langt. ”Enhver der har levet længe ved, at Derick døde og vendte tilbage igen som en dødsengel,” sagde hun bare koldt, eftersom hun vidste, at hendes mand havde været en ret kendt person. Blikket tog hun ikke fra ham, som hun kun stod en halv meter fra ham. ”Men fordi jeg er god, så giver jeg dig en sidste chance… Fortæl mig noget kun Derick kunne vide,” sagde hun så, imens hun lagde armene over kors. Hun gik ikke med de store forventninger om han ville komme med noget særligt, men nu var hans chance, og hvis det virkelig var noget særligt han kom med, så måtte hun jo begynde at tænke i andre baner...

[Deleted]

Både slaget og sparket havde Derick fortjent, selvom han nok ikke burde sige at han havde været sammen med Elanya, for så slog hun ham da først ihjel! Og dog.. hvordan skulle han dog kunne lyve overfor hende? Han ønskede ikke at holde hende for nar, så ville han næsten hellere have det overstået med det samme. Han var bare bange for hvad hun kunne finde på, for det var tydeligt at hendes psyke var brudt ned, for hun mindede på ingen måder om hans stærke og kærlige hustru! Måske hun var stærk af fysik, men hendes psyke virkede svag og nedbrudt, og hun var vred og aggressiv, ligesom hun havde dræbt kæresteparret helt koldblodigt, som om hun nærmest havde set sit had på dem. Han tvivlede på at der var en anden mand i hendes liv, og dog.. han var faktisk ikke sikker. Men hvordan skulle han også kunne vide alt det, når det var over et par århundreder at han sidst havde set hende? Han gad godt se hendes reaktion, når hun fandt ud af at han faktisk var hendes afdøde mand. Hvis hun fandt ud af det og ikke havde dræbt ham inden. Selvom han krøb en anelse væk fra hende, så nåede han ikke langt, da træet kom i vejen. Han holdt den ene arm omkring hans side, der føltes som om der var brækket noget, for det spark havde gjort det besværligt for ham at trække vejret. Den anden arm, holdt han klar til at beskytte sig selv, hvis hun nu skulle finde på at gøre mere ved ham. Han samlede sig en anelse mere tæt, da hun trådte tættere på ham, hvor han var endt med at trække benene op til sig, så hun ikke kunne komme til at sparke ham i maven. Han vendte blikket op mod hende, da hun talte igen. Det var tydeligt at det måtte rable for hende! Og det irriterede ham at hun ikke kunne genkende ham, hvor det faktisk også skuffede ham et sted, selvom han sådan set godt kunne forstå hende, for det var mange år siden sidst, samt han havde skiftet udseende igen. At hun gav ham en chance til og at han så skulle fortælle noget som kun han vidste, så så han lettere blankt ud i luften. Hvad pokker skulle han sige? Han kunne jo knap nok huske noget som helst! „Jeg..” Hans blik flakkede for en kort stund, da han mærkede panikken sprede sig i ham, for.. hvad skulle han fortælle? „Efter jeg kom tilbage, som Dødsengel, så.. blev vi endelig gift. Men fordi du havde været mig utro med Gabriel, så valgte vi at søge bort, glemme alt hvad der var sket, slå en steg over alt, så det kun var.. dig og mig,” tilføjede han roligt, hvor det var som om det føltes i går at de var taget af sted, hvilket fik et svagt smil til at glide over hans rosenrøde læber. „Vi søgte ud i udkanten af Dvasias, boede ude midt i ingenting, så ingen kunne finde os og så vi heller ikke var indblandet i noget. Vi boede et dejligt sted, tæt ved bækken, omgivet af en meget lille skov, hvor jeg altid jagede, så der altid var mad på bordet, vi havde alt hvad vi havde brug for; nemlig hinanden. Jeg kan huske at vi til tider lagde os op på vores lille træhus tag, for at se på stjernerne. Vi hjalp hinanden, lavede alt sammen, og jeg holdt om dig hver aften; som du altid havde ønsket dig, fordi jeg førhen havde været fraværende. Vi var.. lykkelige,” svarede han i en eftertænksom tone, selvom der ikke var nogen tvivl om at minderne der strømmede igennem ham, gjorde ham glad, hvilket smilet også beviste.

[Deleted]

Sandt var det, at Denjarna var psykisk nedbrudt, men det var vel ikke særlig unormalt når man tænkte over, hvad hun havde været igennem de sidste århundreder. Alt for længe havde hun tilbragt dagene og nætterne i en lille indelukket fangekælder, hvor folk ikke talte med hende, men straffede hende. Det var også en tid hun altid ville blive mindet om, eftersom hendes før så smukke urørte krop nu var dækket af ar. Hun var ikke grim, men man kunne se, hvad hun var blevet udsat for, som der både var brandmærker og lange hvide striber, der var et tegn på kontakt med piske og knive. Hun havde vel på en måde mistet fornuften, men hun var ikke et tomt hul, selvom hun måske lignede det nu. Hendes krop havde på den anden side aldrig været stærkere, som den var blevet hærdet betragteligt, hvor man mere eller mindre kunne gøre alt ved den, inden det ville forårsage slem skabe, hvor hun havde været mere følsom før. Hun rørte ikke manden, men så kun på som han prøvede at beskytte sig mod hende. Det var ikke helt usandsynligt, at han havde brækket et par ribben efter sparket, da hun bare havde sparket til og været ligeglad med hvad det ramte, så længe det bare ramte ham. Da han først begyndte at tale stammende, følte hun virkelig det hele var en joke, hvor det hele sagtens kunne have været en historie han havde fundet på. Da han så begyndte rigtigt at tale, lyttede hun så til hvad han sagde. Det han kom frem med, var virkelig ikke hvad hun havde regnet med, som han begyndte at tale om hendes tid med Derick, fra hvor de havde søgt væk fra civilisationen, så de kunne udleve deres fulde kærlighed, som havde været det de blot havde ønsket. Som han snakkede skyllede minderne ind over hende, som billeder af fortiden begyndte at glide ind i hendes hoved. Lykkelige billeder fra den tid hun havde været gladest. Hun vidste at alt dette var sandt, og der var kun to personer i denne verden der kunne vide det. Hende og Derick. ”D-Derick?” fik hun fremstillet nærmest helt nervøst. Hun havde slet ikke forberedt sig på dette, så hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun mærkede en vis varme i kroppen, som hun ikke havde følt længe. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst var blevet ramt af glæde, men dog var det ikke en følelse der varede længe… Som han havde fået den følelse frem i hende, fik han andre følelser frem i hende. Sorg, svigt, vrede… ”Hvis du virkelig er min mand, fortæl mig så, hvor du har været henne i alle disse år? Hvorfor kom du ikke og befriede mig fra den tortur jeg blev udsat for?” sagde hun i en anklagende tone, mens hun mærkede varmen omkring øjnene, hvor det hurtigt blev til en intens følelse. Dog tillod hun sig ikke at græde. Hun ville ikke bryde sammen, ikke nu.

[Deleted]

Hvad Denjarna havde lavet i alle disse år, vidste Derick ikke, men det var tydeligt at det havde nedbrudt hende psykisk. Han kunne umuligt tro at hun var død og blevet genoplivet igen, for hun lignede jo sig selv på en prik, samtidig med at hun stadig var vampyr. Der var intet der havde forandret sig ved hende, forunde hendes personlighed, da det næsten lød til at det rablede for hende. Hun var blevet psykisk nedbrudt, for hun mindede på ingen måde om hans tidligere hustru, den kvinde han havde giftet sig med og givet sit hjerte til, selvom hun vel stadig var derinde et sted? Det håbede han da, selvom han mest af alt håbede på at hun ville kunne genkende ham, der var han faktisk heldig at hun havde givet ham en chance til at forklare sig, end at hun bare var røget i flæsket på ham og taget hans liv, men så måtte hun da næsten fortryde det i sidste ende, for så havde hun jo taget sin egen afdøde mands liv, og det lød næsten som om hun ikke var kommet over hans dødstab, men.. hvorfor var hun så stadig i live? Han gav det dog et forsøg og fortalte omkring deres liv sammen. Han vidste at det kun var de to der kendte til deres liv sammen, da de var søgt væk fra civilisationen, eftersom det kun havde været dem i flere århundreder og det havde de faktisk klaret utrolig godt. Måske der stadig havde været et par skænderier, men det var nok mere fordi de var gået op og ned ad hinanden hver dag, men deres ægteskab havde stadig været lykkeligt. Han vendte de blå øjne mod hende, da han blev færdig med at tale, hvor han næsten følte sig usikker på hendes reaktion. En lettelse skyllede dog ind over ham, da hun valgte at udtale hans navn, hvor et lille smil gled over hans læber. Han nikkede ganske let, selvom han stadig havde ondt i nakken efter hendes lussing. „Ja.. det er virkelig mig,” svarede han roligt og ikke mindst sandfærdigt. Som vampyr burde hun kunne høre på hans hjerte at han talte sandt, selvom han ikke vidste om hun var for psykisk nedbrudt til at det lukkede af for visse evner. Hendes anklagende ord, forstod han godt, selvom det hun sagde virkelig kom bag på ham. Tortur? Var hun gået igennem tortur?! Han endte med at sætte sig op i et sæt, selvom han fortrød det lige så hurtigt, da en smerte skød igennem hans krop, hvilket fik ham til at synke en anelse sammen. „Hvem har lagt en hånd på dig?!” spurgte han fast. Det var også først nu at hans blik gled på hendes mange ar der hvilede på hendes krop, hvor en vrede dukkede op i ham, som han følte for at smadre og dræbe de mænd der havde lagt en finger på hende! Hendes ord gjorde det dog ikke bedre for ham, for nu følte han da slet ikke for at fortælle hvad han havde lavet, for så ville hun da hade ham resten af livet! „Da jeg kom tilbage til livet, var det første jeg gjorde at lede efter dig, da jeg havde hørt rygter om at du havde begået selvmord. Og da jeg fandt huset, var det råddent og faldefærdigt, og ikke mange minder tilbage. Men jeg forsøgte stadig at opspore dig, selvom det hele førte ud i en blindgyde.. og jeg gik derfor ud fra at du var død. Jeg brugte det næste stykke tid på at komme over dig,” fortalte han sandfærdigt, skønt han undlod at fortælle hvad han havde lavet. Han undlod bevidst at nævne Elanya.

[Deleted]

Selvom Denjarna havde fået bekræftet, at hun nok stod overfor sin ægtemand lige nu, så havde hun en indre kamp i sig selv. Han havde bedt hende om at slå ham ihjel, hun havde bidt og sparket og slået ham… Det hele virkede uvirkeligt for hende, men alt syntes alligevel at være en drøm for hende i øjeblikket. Blikket lod hun søge væk fra ham, hvor det ikke var til at sige, om hun så tænksomt eller tomt ud i luften. Var det her en drøm? Underligt virkede det, at hun virkelig skulle have fundet sin elskede, efter at hun havde været foruden ham i flere århundreder. Hun kunne virkelig ikke forstå, hvordan dette kunne lade sig gøre, efter alt hvad hun var blevet udsat for. ”Øjne… vinger…,” mumlede hun stille for sig selv. Derick havde i hvert fald haft vinger og violette øjne sidst de sås, og efter alt dette havde hun svært ved at få det hele til at hænge sammen. Hun vidste ikke, om hun skulle være glad eller græde, som hun ikke kunne forstå det. Hun havde længe drømt om at blive holdt tæt af sin mand, men hun kunne ikke få sig selv til det nu. Det hele ville måske også bare forsvinde om lidt. Det var først da han rørte hende, at hun vendte de sølvgrå øjne mod ham igen, hvor hun veg væk fra hans berøring, som havde hun fået stød. Det var underligt at blive rørt igen, samt at høre bekymring i hans stemme over hende? ”Det var efter at … du … havde forladt huset. To mænd kom efter mig. Dæmoner. De førte mig til et manison fjernt herfra, hvor de torturerede mig med; pisk, knivstik, gift, sollys og lange perioder uden blod. De havde mig indespærret i en fangekælder, indtil for lidt over en måned siden, hvor jeg slog dem ihjel og flygtede,” fortalte hun lavt og med en fjern stemme. Det var først da han begyndte at tale igen, at hun syntes at komme til bevidsthed igen, men det hele lignede vel et sørgeligt syn, og hun vidste ikke, om han ville kunne forstå hendes person nu, eller om han ville løbe skrigende væk… når han kræfterne tilbage. Som hun lyttede til hans fortælling, kom vreden op i hende igen! Han var kommet sig over hende. Det var hvad hun havde hørt. Han havde ledt lidt efter hende, og kommet over hende. Det sitrede helt i hendes krop, som hun på ingen måde var død, og hun var på ingen måde kommet sig over ham, hvilket han åbenbart havde. At han undlod at fortælle om Elanya var nok et rimeligt klogt valg, da hun ikke var i stand til at rumme for mange følelser på en gang og tænke rationelt. ”Jamen så ved jeg ikke, om det vil glæde dig, eller pine dig at jeg står lige her,” sagde hun køligt, som han lige havde sagt de sårende ord til hende. De havde levet sammen i noget der nok var tusind år mindst, og det kunne han smide væk?

[Deleted]

Som det nok også var for Denjarna, så var det også uvirkeligt for Derick at skulle stå overfor hende igen. Han havde troet at hun var død og med det at han selv havde været død i det som nok svarede til et par århundreder, så forandrede en mand sig. Han var kommet op som alkymist, og det var også der at han først for alvor havde forstået sig på døden, på sjæle og alt det som hørte til. Det var først for alvor der at han var blevet neutral. Han så ikke væk fra hende på trods hun så væk fra ham, da han gik ud fra at hun skulle have tid til at sluge det hele, hvor han også var usikker på, hvor ustabil hendes psyke egentlig var, for hvis hun virkelig var blevet tortureret, så skulle det ikke forundre ham, hvis hun var blevet nedbrudt utrolig meget. Hendes fortælling om hvad der var sket, var dog som en syngende lussing, hvor han virkelig følte sig dårlig tilpas, så han næsten kunne mærke kvalmen snige sig på. Var hun først sluppet ud for lidt over en måned siden? Var hun virkelig blevet tortureret i alle de år? Og han havde ikke engang gjort noget bedre for at finde hende? Og han havde tilmed lagt i med Elanya?! Det var en tanke der gjorde ham utrolig svimmel, hvor han næsten følte for at besvime. Han var endt med at blive en del blegere i hovedet, hvor han sank for at få kvalmen væk, selvom den kom lige så hurtigt igen. Han følte at han knap nok kunne få vejret – skønt han knap nok kunne, fordi hun med garanti havde fået trykket et par ribben ved sit spark. Han havde dog fortjent den smerte, han havde fortjent at blive tortureret efter det som han havde gjort mod hende! „Jeg..” Det var tydeligt at høre på ham, at han ikke vidste hvad han skulle sige, men at han ikke var stolt over det som var sket med hende. Han følte virkelig at han havde svigtet hende som aldrig før, hvilket virkelig gjorde ham ilde til mode! Som hun blev kølig igen, så vendte han blikket hastigt mod hende. Hun måtte ikke gå! Hun måtte for alt i verden ikke gå! „Nej vent!” svarede han hastigt, som han faldt op på sine knæ, skønt smerten skød igennem hans side, hvor han endnu engang hev kort efter vejret. Han vendte blikket op mod hende. „Denjarna.. det vil aldrig kunne pine mig at se dig igen.. i så fald så er det en pinsel som er fortjent. Jeg.. jeg er ked af at jeg ikke søgte grundigere. Jeg er ked af at du skulle igennem alt det,” svarede han i en bedrøvet tone, som han fjernede blikket fra hende, da han slet ikke følte sig værdig til at se hende i blikket. Han blev liggende på sine knæ foran hende, hvor han fortsat tog sig til siden, der føltes til at være blevet revet helt op indvendig. „Jeg var død for flere århundreder, Denjarna.. du aner ikke hvad døden kan gøre ved dig.. ved din sjæl,” svarede han tonløst, som han vendte blikket op mod hende, hvor hans blik var blevet helt følelseskoldt. „Du er ikke den eneste der blev forandret,” endte han sigende.

[Deleted]

Denjarna havde skam ikke i sinde at forlade ham, skønt hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op. Hun følte sig splittet, som hun stod overfor sin mand, hvilket længe havde været hendes drøm, men nu hvor de endelig var sammen, så var det ikke som ventet. Hvis han havde fundet hende noget før, så var hun sprunget taknemmeligt i hans arme, men det var ikke sagen. Der var blevet leget med hendes hoved, som hun havde været væk så længe, så det forekom hende helt mærkeligt bare at føre en helt normal samtale. Selvom hun ikke udtrykte det, så længtes hun efter at være hos ham igen, som hun blot ønskede at glemme det hele og tage med ham hjem til den hytte de havde skabt. En hytte der godt nok nu var gået i forrådnelse. Tragisk var den skæbne de var blevet mødt af, som det ikke var hvad de havde planlagt. De skulle have levet lykkeligt til deres dages ende. Det overraskede hende også, at han ikke sagde noget til hendes historie, som han bare virkede mundlam over den, men på den anden side, var hun så klar til at tage imod trøst? Hun betragtede ham, som han havde kæmpet sig op i en siddende stilling, hvor hun kunne se at det smertede ham. Det gjorde hende ondt, at hun vidste, at det var hendes skyld, men han havde bedt om det… måske ikke lige at få brækket ribbende, men han havde jo bedt hende om at dræbe ham. Nu når hun dog var klar over, hvem han var, ville hun selvfølgelig ikke gøre ham mere fortræd. Hun elskede ham, selvom hun ikke kunne udtrykke det for ham lige nu. Vidste han, at hun stadig elskede ham? Hun vidste ikke, om han elskede hende, for han var jo kommet sig over hende? ”Det er jeg også ked af,” sagde hun, som hun også var ked af, at han ikke havde søgt efter hende i længere tid, eftersom hun jo havde været i live. ”Har du fundet en anden?” spurgte hun udtryksløst, som hun jo var nødt til at spørge. Der var jo gået lang tid, han var en charmerende mand, men havde hans kærlighed til hende ikke været stærkere? Hun håbede selvfølgelig inderligt på, at kun hun var der for ham, da det i hvert fald var sådan omvendt. Hun betragtede hans ansigt, som hun så hans blik ændre sig, som det ikke længere var fuld af håb, men af kulde. ”Jeg vidste ikke, om du var død eller levende, eftersom jeg var spærret inde i al den tid! Kom du ud af dødsriget i sidste måned?” gav hun igen. Han havde måske ændret sig, men hun havde ikke haft tid til at tænke over sagerne endnu, hvor han jo havde været her længe, selvom det ikke var noget hun vidste.