A meeting with the past..

[Deleted]

Det var virkelig mere end uvirkeligt at Derick skulle stå overfor Denjarna igen, for det var slet ikke noget som han havde regnet med. Han havde virkelig været sikker på at hun havde været død, for uanset hvor han var gået, uanset hvilke spor han havde fundet af hende, så var de alle sammen ført til samme svar; hun var forsvundet, derfor var han automatisk gået ud fra at hun var gået i døden lige som ham selv, desuden så havde det jo også været for et par århundreder siden, derfor så havde han heller ikke regnet med at hun ville dukke op foran ham bare sådan uden videre. At det så endda var hende som han havde bedt om at slå ham ihjel, var også noget der pludselig virkede så fjernt og så umuligt, for han havde stadig svært ved at fatte at det var hende som han stod over for. Han havde troet at hun var gået i døden, derfor så havde han sørget over hende, og derefter kommet videre, hvor hans liv også havde taget en drejning, da Elanya var kommet ind i hans liv igen, selvom det nu var noget som han kunne fortryde, for hun var hvad hun var; en kvinde der spillede på alt for mange heste, og selvom hun havde sagt han ikke ville blive den næste i rækken, så var det sket alligevel. Det efterlod ham med en bitter smag i munden, hvor han følte for hævngerrighed, selvom det slet ikke var det som han tænkte på i øjeblikket, men Denjarna. At hun fortalte ham at hun havde været igennem tortur ca. fra det øjeblik han var gået i døden, til for kun et par måneder siden, var noget som virkelig kom bag på ham. Det havde han ikke troet og havde han vidst det, så havde han da gjort alt for at befri hende! Han kunne godt høre skuffelsen i hendes stemme, hvilket var noget som slog ham hårdt, for han havde altid elsket hende og det ville han naturligvis altid gøre – det ville da aldrig kunne ændre sig! Da hun spurgte om han havde en anden, så så han ikke væk fra hende, selvom tanken fik både vreden og nervøsiteten frem i ham. Han fnøs let. „Jeg har ikke nogen ved min side,” svarede han sandfærdigt, hvor hans blik forblev kortfattet. Han havde heller ikke tænkt sig at få nogen andre, selvom det nok havde ændret sig for denne aften, for.. han stod jo overfor den eneste kvinde han faktisk havde givet sig fuldstændig hen til, som han var blevet gift med. Da hun gav ham igen, så bed han tænderne let sammen, som han roligt fik kæmpet sig op på benene, skønt de svajede under ham og truede med at kollapse, eftersom han var svag efter hendes spark og det at hun havde taget blodet ud af ham – men med hendes bid, så havde hun også suget en masse af alkoholen ud, hvilket havde gjort ham en anelse klarere i hovedet. Han støttede sig op ad træet med den frie hånd, hvor hans blå øjne hvilede kortfattet på hende. „Nej.. jeg kom tilbage for næsten to år siden. Hvor du blev tortureret i næsten et par århundreder lå jeg død. Og jeg kan fortælle dig, at det at dø og komme tilbage igen også har sine konsekvenser. Man bliver tom og følelsesløs i dødsriget. Og det var den mand jeg blev, da jeg kom tilbage. Jeg søgte efter dig for flere måneder, så jeg var sikker på at jeg fik sandheden at vide. Alt pegede på og tydede til at du var død,” svarede han fast og kortfattet, selvom hans blik blev en del mildere, hvor han let slog blikket ned. „Og dog står du her foran mig igen,” mumlede han let, hvor han vidste at hun kunne høre ham. Det gjorde ham virkelig usikker! Han vidste slet ikke hvad hun følte for ham. Men han vidste at det var klogest at holde igen med Elanya lige pt.

[Deleted]

Det at ingen af dem vidste, hvad de skulle sige eller gøre var i virkeligheden ikke så underligt, eftersom de trods alt begge to havde gennemgået en masse i den tid de havde været adskilt, hvor ingen af dem vel havde forventet at se hinanden igen. Derick havde i hvert fald allerede lagt kortene på bordet og sagt, at han havde troet at hun var død og borte. Denjarna var godt nok først lige vendt tilbage igen, men hun havde vel også haft en ide om at han var afgået ved døden. På en måde var det egentligt en beroligende tanke, eftersom det jo betød at der var en grund til at alt dette var sket. Det smertede hende dog, at hun havde levet i uvidenhed i al den tid, og på den anden side var hun da ulykkelig over, at han utroligt nok var blevet udsat for døden endnu en gang. Hun måtte sgu indrømme, at hun aldrig havde troet at det var muligt sådan at vandre mellem liv og død, ligesom ham. Det der selvfølgelig smertede hende mest var, at han havde været i stand til at komme over hende, da hun da havde håbet et sted, at det ikke var en mulighed, selvom hun ønskede ham glad. Han sagde dog, at han havde ledt efter hende, og at det havde syntes at hun var forsvundet sporløst, hvilket langtfra havde været sandheden. Hun kunne ikke lade være med at ånde lettet op, da han sagde, at han ikke havde en anden, hvilket selvfølgelig kun kunne være en trøst for hende. Hun kunne kun være glad for, at en anden kvinde ikke havde taget hendes plads, da den tilhørte hende og kun hende! Hun kunne ikke lade være med at se imponeret på ham, da han formåede at rejse sig op, selvom det voldte ham smerte, hvilket hun var udmærket klar over det gjorde, men hun kunne desværre ikke undskylde sine handlinger. Blodet kunne hun ikke give ham tilbage, og ribbende kunne hun ikke heale, som hun ikke var healer, og blod kunne hun kun give ham, hvis han skulle være vampyr, hvilket hun ikke kunne udsætte ham for. ”Det gør mig ondt at høre, at du afgik ved døden. Jeg har ikke prøvet det selv, men jeg ved blot, at du vendte tilbage som den samme sidst,” sagde hun stille, da hun huskede dengang hun havde troet, hun havde mistet ham for evigt, hvor han så var kommet tilbage til livet som en dødsengel. Dengang havde han været den samme Derick, og han havde haft de samme øjne. Ganske forsigtigt og tøvende løftede hun sin højre hånd, hvor hun blidt lagde den mod hans kind. Hvor hun før havde stukket ham en flad, lod hun den nu blot hvile på hans kind. De sølvgrå øjne så direkte ind i hans blå, hvilket bragte sorg op i hende. Hun kendte ikke disse øjne! Det stak hende i hjerte, som hun ikke kunne se ham i øjnene og se genkendelse, da denne øjenfarve aldrig havde givet hende de følelser de violette havde. ”Dine øjne har skiftet farve,” sagde hun endelig, hvor det så var med en lav og ulykkelig stemme hun talte med, hvor hun ikke var i tvivl om, at han opfangede den sorg hun følte ved det. "Er du stadig min Derick?"

[Deleted]

At se Denjarna igen var noget som virkelig var kommet bag på Derick, for han havde virkelig troet at hun var gået i døden! Men han var jo også kommet tilbage for nogle år siden, og han havde været væk i nogle århundreder og på nogle århundreder havde naturen forandret sig, det var endda blevet vildt omkring deres hus, der havde stået i forrådnelse, da han havde fundet det, og der havde ikke været nogen spor efter nogen personer, men de burde vel også forsvinde efter nogle århundreder? Derfor så havde han været sikker på at hun var gået i døden, også selvom han havde søgt efter hende, for at være sikker, men han havde taget fejl, dog måtte han erkende at han følte sig ufattelig dum og ikke mindst ussel, fordi hun hele tiden havde været under tortur og endda tilmed imens han havde lagt i med den kvinde som hun forkastede allermest. Han havde virkelig vanæret hende og dolket hende i ryggen, men dog.. man kunne vel ikke sige at han havde været hende utro? De var vel ikke engang gift længere? Han var jo gået i døden, kommet tilbage som en ny mand og der var gået over et par århundreder, så han troede at hun enten var gået i døden, eller også at hun var kommet over ham, men hvis hun havde været i tortur i så lang tid.. så forstod han bedre at hendes psyke var nedbrudt. At hun var imponeret over at han kom op, kunne han godt se, selvom han ikke tog sig af det, han havde fortjent hendes tæsk, på trods det gjorde ufattelig ondt! Han havde med garanti fået trykket et par ribben og hvis han var virkelig uheldig, så havde han et par brækket. Han prustede let af anstrengelse, som han støttede sig om ad træet. „Smukke.. sidst da jeg kom tilbage som dødsengel, var jeg også i en ny krop, det eneste der var det samme, var mine øjne og min stemme.. denne gang er det så kun min stemme,” svarede han roligt. Det var utrolig mange år siden at han sidst var kommet tilbage til livet, for det var vel får et par årtusinder? Han blev stående ganske roligt op ad træet, hvor han betragtede hende, som hun tøvende løftede sin hånd. Han endte med at gøre et hurtigt ryk i hovedet, da hendes kolde og blide hånd rørte hans sviende kind, hvor det sitrede i hele hans ansigt. Han endte dog alligevel med at lægge hovedet mod hendes hånd, hvor han næsten endte med at gnide sin kind længselsfuldt op ad hendes hånd i søgen efter hendes kærtegn, som han virkelig havde manglet og savnet! Han vendte blikket mod hende, da han godt opfangede sorgen i hendes stemme, hvor han godt forstod at hun var forvirret over at han ikke var den samme. Han betragtede hende ganske roligt. Hvor han løftede sin egen hånd og tog omkring hendes, som han førte til hans hjerte. „Måske kroppen har forandret sig og øjnene ikke er de samme, men herinde vil det altid være det samme,” svarede han ganske roligt og sendte hende et prøvende og dog varmt smil.

[Deleted]

Det at han mente, at han ikke havde været Denjarna utro, og at de ikke længere var gift, var noget hun ville modsige kraftigt! Hun mente selv nemlig, at de stadig var gift, eftersom ingen af dem var forblevet i døden, som Derick jo var kommet tilbage, og hun hele tiden havde været på jorden. Hvis hun nogensinde fandt ud af, at han havde ligget med en anden kvinde, så var der en ting der var sikkert. Hun ville blive rasende. Utroskab ville det være, og hun ville nok ikke være den bedste til at glemme det, selvom hun havde gjort det selv før. At han havde tilgivet hende for det, var hun selvfølgelig lykkelig over, og de var begge kommet videre, men spørgsmålet var bare om hun var i stand til at gøre som ham. Lige nu var hun dog for ustabil til næsten alt. Hun var ikke særlig menneskelig lige nu, og det var også svært at få de følelser frem lige pludselig, eftersom hun ikke havde måttet føle noget i flere år. Hun var dog klar over, at hun ikke havde fået andre følelser for ham, da han stadig og altid ville være manden i hendes liv, men der ville måske gå noget tid før hun kunne vise det 100 %. Selv mente hun ikke rigtigt, at han var kommet tilbage i en ny krop sidst, som hun kunne vingerne og det bankende hjerte som ændring. Hun ville nok altid føle at det var underligt, at de sådan havde byttet rolle, som hun nu var vampyr og han nu var et ’levende’ væsen. Hun ville nok også altid ønske, at de et sted kunne bytte krop, da han havde, hvad hun begærede, hvor hun ikke forstod, hvorfor han ville være vampyr. Hun forstod heller ikke, hvorfor han altid vendte tilbage som en ny race. Måske skulle hun også dø og håbe på, at hun ville vågne som noget andet? Det ville være fantastisk. ”Jamen du lignede dig selv dengang,” sagde hun stille, som det var en svær ting at acceptere. Hun var ovenud lykkelig over, at hun havde fundet ham, og hun havde lyst til at lænke ham fast til hende, så hun var sikker på, hvor han var, men stadig var det svært. Hun gjorde ikke noget, da han først søgte væk fra hendes hånd, som det vel var forståeligt, som han måske så hende som et spøgelse. Glæden vældede dog op i hende, da han accepterede hendes berøring og søgte endda nærmere kontakt med den, som han gned den mod sin kind. Hun lod ham føre sin hånd ned til hans hjerte, hvor det både gav hende glæde og sorg. Selvom han smilede varmt til hende, så kunne hun ikke gengælde det, da det føltes som om at hun havde mistet smile-mekanismen. Det gav hende en følelse af mental handikappethed, men selvom hun ikke smilede, så var hendes øjne blide. ”Du aner ikke, hvor meget jeg har længtes efter dig. J-Jeg håber at alt kan blive som før igen,” sagde hun med en næsten hviskende stemme. Det varmede hende, at han sagde, at han ikke havde fået andre følelser omkring dem, som det var en ting hun havde frygtet. Det var måske svært nu, men de skulle nok være i stand til at blive som før igen.

[Deleted]

Det var virkelig utroligt at stå foran Denjarna igen, eftersom Derick aldrig havde regnet med at skulle se hende igen. Han havde virkelig troet at hun var død, så han følte at han drømte eller i hvert fald at dette ikke var virkeligt, for han kunne virkelig ikke tro sine egne øjne! Men smerten måtte vel være rigtig, eftersom den var så intens? Halsen gjorde ondt, kinden sved, og han havde med garanti fået trykket et par ribben, hvor han næsten frygtede at hans havde brækket nogle. Han havde dog fortjent det, specielt når man tænkte på hvor ussel han havde været imod hende, men han kunne ikke gøre for det. Han havde været følelsesløs, han havde været kold, og da han havde mødt Elanya, havde han været nysgerrig, han havde gerne villet prøve at se om han skulle have valgt hende dengang, men det havde han hurtigt fået modbevist, for hun var endt med at dolke ham i ryggen i stedet for, hvor han var endt blandt endnu en af hendes mænd, da han bare var blevet den næste på rækken, hvor han virkelig følte sig ydmyget og ikke mindst ufattelig dum! Hvad havde han dog troet? At han havde kunnet ændre på det? Han var bare endt med at narre sig selv, selvom han måtte erkende at han følte sig fortvivlet, specielt fordi han havde været så dum og komme sig over Denjarna, og nu hvor hun stod her foran ham igen, så følte han sig virkelig ussel og slet ikke værdig til at se hende i blikket. Men så ustabil og nedbrudt som hun var, så turde han næsten ikke fortælle omkring hans tur med Elanya, for hun ville da flå ham levende! At hun fastholdt at han lignede sig selv dengang, fik ham til at trække en anelse morende på smilebåndet. „Jeg tror du har været væk for længe skat, siden du ikke kan huske vores første møde, da jeg var kommet tilbage som dødsengel, hvor du knap nok kunne genkende mig.. som nu,” svarede han roligt, hvor han løftede hånden og prikkede hende drilsk på næsen. Han kunne i hvert fald tydeligt huske at hun også dengang havde reageret med skepsis, at hun ikke havde troet på ham, men øjnene og stemmen havde været den samme, så dengang havde han også overbevist hende. At mærke hendes kærtegn i stedet for hendes slag og spark, var noget som gjorde godt, hvor han måtte erkende at han virkelig havde savnet dem! Øjnene var gledet halvt i, som han lod hovedet falde mod hendes kolde og dog bløde hånd, hvor et let og næsten lydløst suk brød hans læber. De blå øjne søgte til hendes skikkelse ved hendes ord, hvor han godt kunne se at forandringen med hans øjne, generede hende. At hun håbede på at alt kunne blive som før, gjorde ham en anelse nervøs, ikke fordi han havde noget imod det, selvom han godt nok skulle vænne sig til tanken om at hun var tilbage, men han følte virkelig at han havde svigtet hende, og hvordan skulle han kunne tage hende tæt, når han i baghovedet vidste at han havde gjort hende uret ved at være Elanya tæt? Han var nød til at fortælle hende det, men det kunne han heller ikke nu, for selv hun skulle vel vænne sig til tanken om at han var tilbage? „Tilbage til det gamle, hvor du ikke tæsker mig?” spurgte han morende og med en drillende undertone, som han roligt slap hendes hånd, for at lægge den omkring hendes nakke, så han kunne trække hende blidt ind til sig. Han skænkede hendes pande et blidt kys. „Jeg elsker dig,” hviskede han kærligt mod hendes ene øre.

[Deleted]

Underligt var det det at stå her igen. Denjarna og Derick havde stået her en million gang, og efter så lang tids adskillelse var dette en dybt besynderlig følelse, men selvom det var besynderligt, så var det også fantastisk. Selv havde hun spillet denne her scene en million gange i hovedet. I hendes hoved var dette dog foregået mange år før, og hun havde ikke været ude på at myrde ham. Desuden havde deres reunion heller ikke været så kølig, men kærlig, som de også havde kendt hinanden med det samme. Hun havde heller ikke mistet forstanden i sit hoved. At han fortalte hende, at hun tog fejl over deres første møde, efter at han var vendt tilbage fra dødsriget første gang, var vel ikke så underligt. Selvom hun elskede Derick af hele sit hjerte, så havde hun jo levet med ham i flere århundreder, så det var måske ikke så underligt, at hun havde glemt den detalje, da hun jo bare havde vænnet sig til hans udseende som dødsengel dengang. Dengang havde hun jo også været sig selv, hun havde været i en utrolig dyb sorg, men dengang havde hun jo heller ikke fået nedbrudt psykisk. Dog flakkede hun lidt med øjnene, da han sagde det og rynkede på næsen, som han prikkede til den. ”Jeg har været væk meget længe. Vi har været væk fra hinanden meget længe. Det hele føles som var det en drøm,” medgav og fortalte hun. Det var egentligt svært at sige, om dette var virkeligheden eller ej, især når hun havde været alene så længe, så hendes sind kunne meget vel spille hende et puds. Vise hende, hvad hun ønskede, men på den anden side kunne det ikke være en drøm, for han havde ændret sig. ”Det kan bare ikke være en drøm. Jeg ville aldrig have forestillet mig dig på denne måde. I en drøm ville du være en dødsengel, eller en vampyr måske,” tilføjede hun stille. Dejligt var det at mærke hans hud igen mod sin hånd, som hun ikke længere pinte den, men kærtegnede den. Hun nød ikke at gøre skade på ham, som hun aldrig havde ønsket at gøre skade på ham, hvilket hun alligevel havde fået gjort. Hånden førte hun endnu engang om til hans kind, hvor hun lod sin tommelfinger glide blidt op og ned ad den. ”Du bad selv om at blive tæsket,” pointerede hun, som han snakkede om om det var den tid hun ville tilbage til, men det vidste de nok begge, at det ikke var det hun mente. Ikke engang under deres første møde – helt tilbage til dengang på kroen – havde hun gjort ham ondt. Det havde aldrig været en tanke der havde spillet ind over hende. ”Du ved, jeg aldrig ville skade dig med vilje,” sagde hun blidt. Hun elskede ham og kunne ikke gøre ham nogen skade, som det ville være som at skade sig selv. Hun lod ham tage hende ind til sig, selvom det gjorde hende underligt til mode, da hun ikke længere var vant til disse berøringer og handlinger. Da hans læber mødte hendes pande, lod hun sine øjne glide i, hvor hun sukkede blidt. At høre ham sige den vante kærlighedserklæring til hende, fik næsten hendes forstenede hjerte til at slå igen, skønt det aldrig ville være en mulighed. Prøvende lagde hun hovedet mod hans bryst og skulder, som de stod tæt ind til hinanden nu.. ”Jeg elsker også dig, og det vil jeg altid gøre,” hviskede hun.

[Deleted]

At stå foran Denjarna igen, virkede utrolig uvirkeligt og surrealistisk, eftersom Derick havde troet at hun var gået i døden og at hun aldrig ville komme tilbage igen. At han så tog fejl af det, var noget som han havde delte meninger over, eftersom hun havde været tortureret i al den tid, hvor han havde været død og hvor han havde været tæt på Elanya, hvilket gjorde ham helt ilde til mode, hvor han følte sig utrolig ussel. Han skulle have ledt bedre efter hende, men efter et par århundreder, så forandrede naturen sig og de spor der engang havde været der, forsvandt igen, det var vel også derfor det virkede til at hun havde været sporløst forsvundet? Det var også derfor han havde troet at hun var død, og han havde skam ledt efter hende! At det så også var hende, som han skulle bede om at slå sig ihjel og som han havde tirret, var noget som pludselig lå langt væk for ham, eftersom han havde fundet ud af at det var hende. Hun lignede sig selv på en prik, hvilket et sted glædede ham. Det var dog lige før at han havde glemt hvor smuk hun faktisk var, men det var jo også over flere århundreder at han sidst havde set hende, samt han havde været død det meste af tiden, hvor man mere og mere glemte livet oppe på jorden, man blev mere tom og følelseskold. Han nikkede ganske roligt til hendes ord. „Det er mange år siden sidst.. det ved jeg godt,” svarede han roligt, som han rynkede brynene ganske let. Alligevel føltes det som var det i går at han sidst havde set hende, nu hvor han stod overfor hende igen. Han trak morende på smilebåndet, da hun sagde at det ikke kunne være en drøm. „Nej.. jeg tror ikke at det er en drøm,” medgav han roligt, som de klare blå øjne hvilede på hendes smukke ansigt. Han mærkede hvordan hans hjerte var begyndt at slå hurtigere af den glæde som hun fyldte ham med. Hans øjne bar ikke længere sorg, men en form for lettelse og glæde, selvom tanken om det han havde gjort mod hende, gjorde ham utrolig dårlig tilpas. Hendes pointerende ord fik ham til at trække skævt på smilebåndet. Han havde selv bedt om hendes tæsk og ikke mindst, så havde han også fortjent dem, for han havde ikke behandlet hende med respekt, hvilket han var frygtelig ked af. Han hadede også at han skulle have den fortid som han havde haft, selvom han ikke kunne gøre om på noget som helst af det. Han nikkede roligt. „Ja.. jeg bad vidst selv om det,” endte han morende. Han lukkede øjnene, da hun igen strøg hans kind, hvor hendes kærtegn, føltes så behagelige! Han mærkede pludselig savnet efter hende og hendes kærtegn, for det var jo så lang tid siden. At hun ikke ville skade ham med vilje, glædede ham, selvom han var usikker på det, hvis han faktisk fortalte om Elanya. „Det håber jeg da heller ikke,” svarede han roligt, som han sendte hende et mildt smil. Han lod hende lægge hovedet mod hans skulder og bryst, hvor han selv lod hovedet søge ind mod hendes. Han havde savnet at mærke hende så tæt på sig. At hun elskede ham og altid ville gøre det, bragte ham en utrolig dårlig samvittighed, da hun tværtimod burde hade ham, for det som han havde gjort. „Godt,” hviskede han blidt, som han lod den frie arm søge omkring hende, imens den anden, stadig hvilede over hans side, der hvor hun havde sparket ham. Han måtte fortælle hende, hvad han havde gjort før eller siden, men nu var måske ikke særlig smart, eftersom hun virkede utrolig ustabil.

[Deleted]

Det var måske sandt, at Denjarna bare havde været sporløst forsvundet. Hun var trods alt bare blevet kidnappet en dag, og hvis han først havde kunnet lede efter hende flere år efter, så var det nok derfor. Der havde måske været et par fodspor, man kunne have fulgt, men de var jo forsvundet for længst. Det var også en sorg at høre, at Derick faktisk var blevet myrdet, men det var også en sorg at hun var blevet tortureret. Dog havde de en ting til fælles, at de på en måde begge to havde glemt livet på jorden. Hun havde ikke mødt ham dengang han vendte tilbage, men hun vidste jo for sig selv, at hun var blevet følelsesløs efter at have været udsat for så megen smerte og ensomhed. Hvordan det var at være i dødsriget, kunne hun ikke fortælle, men det kunne jo heller ikke være en særlig sjov ting at prøve. Hendes hoved gled let på sned, da han gav hende ret i, at dette rent faktisk var virkeligheden. Hun håbede på det i hvert fald. Hvor han følte det som om, at det havde været i går de sidst havde set hinanden, så kunne hun godt mærke at det ikke var sandt. Hun var klar over, at hun havde ændret sig. Hun havde aldrig følt så lidt, som hun gjorde nu, men dog mærkede hun følelserne for ham. Hun havde også svært ved, at han havde ændret sig, som det forvirrede hende, hvor hun også følte at det var virkelig svært at rumme alle disse nye oplysninger. Det havde været meget lettere at lukke af. Det kunne hun bare ikke længere gøre, og hun ville skam også tilbage til den tilstand hun befandt sig i før i tiden. Som han lukkede øjnene, da hun blidt strøg hans kind, kunne hun tydeligt se, hvordan behaget var malet i hans ansigt. Det varmede hende et sted, hvor det også var utroligt, at hun endnu havde evnen til at vække positive følelser frem igen. ”Hvorfor bad du mig om at dræbe dig?” spurgte hun lavmælt. Det glædede hende ikke, at han havde mistet lysten til livet, men hun håbede at det var et afsluttet kapitel. Hun kunne i hvert fald ikke lade ham afgå ved døden. Ikke når hun endelig havde fundet ham. Det varmede hende, at han velkommede hendes nærhed, som han tog hende ind i et fastere greb, samt lagde sit hoved mod hendes. Hun mærkede igen, hvordan hans varme krop blev mødt af hendes kulde, som hun ikke havde i lang tid. Hun elskede det. Hun kunne også mærke, hvordan hans hjerte slog, som det alligevel også var med til at bringe hende glæde og liv. At han i virkeligheden havde gjort hende uret på den værst tænkelige måde, var intet hun vidste af, men det var kun en god ting lige nu, som det bare ville bringe hende had, og ville det gøre at hun mistede ham så?

[Deleted]

Det var ikke fordi Derick rigtig anede hvad han skulle gøre eller sige, for han havde bedt hende om at dræbe ham, samt hun havde slået og sparket ham – skønt han selv havde bedt om det. Og nu hvor hun var faldet til ro og havde genkendt ham, så var det underligt at stå overfor hende igen, eftersom han slet ikke kunne genkende sin tidligere hustru. Hun virkede psykisk nedbrudt og til at have mistet forstanden, hun var ustabil og derfor vidste han at han ikke burde fortælle hende mere, for han tvivlede på at hun var i stand til at rumme det. Men hvordan skulle han da overhovedet kunne give sig fuldstændig hen til hende, når han holdt noget skjult for hende? Det kunne han ikke og det havde han bestemt heller ikke lyst til på nogen måde! Han havde altid elsket hende, hun ville altid have en ganske speciel plads hos ham, eftersom de havde været gift i så mange år, hvilket han ikke kunne se bort fra, for han havde jo trods alt nydt tiden med hende. Det gjorde dog frygtelig ondt at vide at hun var blevet tortureret i alle de år, hvor han følte en vrede slumre inde i ham, skønt hun godt nok havde sagt at hun havde fået sin hævn og dræbt dem, men han burde have været der til at få hende ud! Det gjorde ham vred på ham selv at han ikke havde ledt noget grundigere efter hende, selvom alt havde fået en drastisk vending, da han var stødt på Elanya. Hendes spørgsmål omkring, hvorfor han havde ønsket sig død, var noget som gjorde ham en anelse nervøs, for.. han kunne jo ikke sige sandheden endnu, så ville han sikkert bare miste hende med det samme, og det havde han et sted ikke lyst til, ikke nu hvor han endelig havde fået hende. Han trak sig en anelse, så han kunne betragte sig af hendes ansigt, selvom det fik ham til at skære en grimasse, eftersom en smerte skød igennem hans krop. Hans hånd lukkede sig en anelse strammere omkring kappen, da han mærkede hvordan hans side føltes til at sidde helt forkert. Han vendte de blå øjne mod hende. „Livet er ikke værd at leve, når man lever det alene,” svarede han stille. Det var jo faktisk derfor han ønskede sig selv død, han havde ingen, han havde intet, der var kun ham selv og det kunne han ikke leve med! Specielt ikke, når der var den indre og psykiske smerte, for det gjorde virkelig ondt! Han slap hende roligt, så han i stedet for kunne løfte hånden og stryge hende over kinden. Han lod hovedet søge let på sned. „Klarer du dig?” spurgte han roligt, hvor han hentydede til alt, med at hun havde været igennem tortur og nu disse oplysninger om at han slet ikke var død, for han kunne jo godt mærke på hende, at hun havde mistet en del af sin forstand, selvom han godt forstod hende, når hun havde været igennem så megen ondt. Og derfor gjorde det ekstra ondt at han ikke havde været der for hende.

[Deleted]

Denjarna havde godt nok slået sine kidnappere ihjel, men hun følte dog ikke rigtigt, at hun havde fået sin hævn helt, da hun jo blot havde slået dem ihjel, hvor hun nok burde have blevet og tortureret dem i adskillige år, ligesom dem, men hun havde kun haft en ting på hjernen. At komme ud. Ude var hun nu, og svært var det at vende tilbage til civilisationen, hvilket også var en af de grunde til, at hun ikke rigtigt mængede sig med befolkningen længere, men bare gik rundt for sig selv som et vildt dyr og slog ihjel. Det had hun havde i kroppen gik også ud over hendes ofre nu, da hun jo var nødt til at afreagere på den ene eller anden måde. Selvom han havde fortalt hende, at hun altid ville have hans hjerte, så frygtede hun dog, at han kunne se lidt anderledes på hende nu, når hun jo trods alt havde ændret sig. Hun vidste godt, at hun ikke var den samme længere, men hun havde jo heller ikke haft kærlighed i sit liv længe, hvilket han jo havde, som han endda havde fundet en erstatning for hende. En ting hun var lykkelig uviden om lige pt. Sandt var det, at de havde været gift i adskillige år, men de havde også kendt hinanden i adskillige år. De var hurtigt blevet kærester, hvor de så havde været bare kærester i lang tid. Derefter havde de haft en lang forlovelse, og så et langt ægteskab. Det var ikke en ting man bare lige kunne se væk fra. Hun prøvede at se op på ham, da han talte til hende, men det var en svær handling, eftersom hendes hoved jo hvilede på hans krop. ”Det er sandt,” medgav hun, som hun kun kunne sige sig enig i, at hun hadede at være foruden ham. ”Man ændrer sig, når man vandrer Jorden i ensomhed,” sagde hun stille, hvor det både var ord omkring hende, eftersom hun jo tydeligt havde ændret sig, men Derick havde vel også mærket ændringerne i sin egen krop. Han havde trods alt ønsket sig selv død. ”Jeg er glad for, at jeg endelig har fundet dig … i live.” Hun blev en smule overrasket, da han trak hende ud af sin favn, hvor hun bare ønskede at komme tilbage i den igen. Hendes sølvgrå øjne faldt dog hurtigt på hans besynderlige blå nu, hvor der kom et varmt skær over dem, da han valgte at stryge hendes kind. ”Jeg har ikke følt noget i flere århundreder, Derick. Ikke andet end smerte. Det er først efter jeg har mødt dig igen, at jeg kan mærke noget,” svarede hun ærligt, som hun ikke ville holde ham for nar med, at dette ville blive en hård kamp.

[Deleted]

Det var en skræmmende tanke at stå overfor Denjarna igen, eftersom han ikke havde regnet med at se hende igen, og et sted så havde han jo faktisk håbet på at han ikke ville møde hende, for han vidste at han havde gjort hende uret og at stå foran hende igen, gav ham en kæmpe skyldfølelse, hvor han virkelig følte sig ussel og bare.. ønskede at grave sig ned, og faktisk gå i døden alligevel, for han vidste godt at han havde dolket hende i ryggen, hvilket han ikke brød sig om på noget tidspunkt. Han havde været gift med hende i mange år, men døden havde gjort ham kold og næsten ligeglad, han havde godt nok ledt efter hende, og da han ikke havde fundet nogen spor efter hende, gik med troen om at hun var død, og han igen havde mødt Elanya, så havde han prøvet lykken med hende, selvom det ikke just var gået som han havde forventet. Hvordan skulle han dog kunne sige noget til hende omkring hans tur med Elanya? Hun ville da flå ham levende, hvis ikke det som var værre. Han kunne endelig føle lidt glæde ved livet, fordi han fandt ud af at han ikke behøvede at leve det alene, og derfor ville han heller ikke miste hende igen, desuden så vidste han at hun var ustabil, så han var usikker på hvordan hun faktisk ville tackle det hele, derfor gjorde han jo nok klogest i at vente. Han nikkede roligt og medgivende. „Sandt.. og jeg har ingen at dele livet med, så.. derfor bad jeg dig om at dræbe mig,” svarede han sandfærdigt. At det jo så var hende, som han havde bedt hende det om, var så en hel anden sag, men der havde han jo heller ikke kunnet se at det var hende. Det var først da hun var kommet tæt på ham, at han havde genkendt hendes ansigt. Han trak let på smilebåndet til hendes ord, hvor han fortsatte de blide strøg mod hendes kolde og bløde kind. Han havde savnet hende, selvom det var underligt at stå overfor hende igen, eftersom der var sket så meget siden sidst. „Og jeg fandt endelig dig,” hviskede han roligt, som smilet bredte sig en anelse. Han kørte en hånd igennem hendes lange, ravnsorte, silkelokker, hvor følelsen bragte ham glæde, for det var så lang tid siden at han sidst havde rørt hende og været hende tæt! Det føltes stadig som en drøm, men han var bare glad for at det ikke var det. Han lod endnu engang hånden søge omkring hende, for at trække hende ind til sig, hvor han lod sin pande møde hendes, så han havde frit udsyn til hendes sølvfarvede øjne. Hendes ord gjorde ondt, specielt fordi han følte skyldfølelse, et sted følte han jo lidt at det var hans skyld at hun var gået igennem alt det, for han havde jo ikke været der for hende, på trods han godt nok havde været død, men da han var kommet tilbage, havde han jo heller ikke fundet hende! „Det går nok.. jeg skal nok sørge for at der ikke sker dig mere,” hviskede han roligt, som han sendte hende et mildt smil. I den tilstand han var i nu, klarede han nok ikke en kamp, for han havde med garanti fået trykket nogle ribben og hvis han virkelig var uheldig, så var de brækket, han ville da være et let bytte, men.. så kunne de vel passe på hinanden? Nu hvor hun vidste at det var ham, tvivlede han på at hun ville lade noget ske ham.

[Deleted]

Denjarna nikkede stille med hovedet til hans ord. Hun forstod ham udmærket godt, men det var dog underligt at han egentligt var så svag lige pludselig, da han vel altid havde været hendes klippe, og intet havde været i stand til at ryste ham. Nu gik han rundt og var deprimeret, og tilmed søgte døden med åbne arme, hvilket var lidt af et chok for hende, hvor det faktisk rystede hende. Aldrig havde hun set sin kære mand så svag, som han var nu. Selv gik hun jo ikke rundt og bad folk om at slå hende ihjel. Det kunne godt være hun havde det hårdt og døden syntes lettest, men det var en fej ting at søge. Det var nok heldigt at hun var vampyr, eftersom hun kunne lukke af for følelserne og blive helt umenneskelig, men på den anden side, hvis hun bare havde været elver endnu, så var hun død i torturkammeret, da hendes krop havde været svagere. ”Jeg er ked af, at jeg fandt dig i det stadie, men nu har du mig, og jeg forlader dig ikke,” lovede hun. De skulle føre deres plan ud i livet igen og leve lykkeligt sammen side om side. Den plan havde også lykkedes, hvis Derick ikke var blevet taget fra hende. Hun mærkede også en vrede ulme i sig, da der var en der havde gjort hendes mand fortræd, og det var utilgiveligt. ”Hvem var det, der tog dig fra mig?” spurgte hun, som ville hun opsøge den person der havde gjort det, og så ville vedkommende komme til at bøde for det! Hendes tanker gled væk fra hendes morderiske planer, da han lod sin hånd glide igennem hendes hår, som han var den eneste forbindelse hun havde til den gamle Denjarna. Hun gjorde absolut ingen modstand, da han trak hende tæt igen, som hun blot havde ventet på det. Et blidt suk forlod de bløde, kolde læber. Da deres pander mødtes, prøvede hun at trække lidt i læberne, hvilket skabte et næsten utydeligt smil, som det glædede hende. At han lovede hende, at han ville passe på hende, glædede hende, som hun bare ville beskyttes af ham igen. Dog var hun vel ikke længere en person der krævede beskyttelse, som hun lige nu bare var en dræbermaskine der alligevel ikke følte noget. Hun savnede dog den tryghed, som hun engang følte hos ham, som han vel altid havde våget over hende, hvilket hun havde været glad for. ”Jeg tror bare ikke, at der er nogen der kan stoppe mig længere,” sagde hun ærligt, som hun da helt sikkert havde fjender – især når hun dræbte så hidsigt, som hun gjorde nu – men det var noget hun nok kunne klare. De to dæmoner der havde kidnappet hende havde været anderledes..

[Deleted]

Derick havde for længst fundet ud af at der var noget som ikke stemte helt optimalt hos hende. Der var noget som var gået tabt med tiden – hendes forstand – og han var næsten bange for hvad hun var i stand til. Hvis hun var gået igennem tortur for flere hundreder, så forundrede det ham ikke at hun havde mistet forstanden, at hun var blevet kold, hævngerrig og morderisk, selvom den tanke også et sted skræmte ham, for han kunne slet ikke genkende den gamle Denjarna, som han havde giftet sig med og som han havde forelsket sig i. Hendes ord hjalp ham dog ikke just, eftersom han kunne høre på hende at hun havde en ejerfornemmelse over ham, hvor han næsten ville være bange for at hun ville dræbe enhver der kom i nærheden af ham, og selvom han havde følt sig alene, så havde han stadig et par venner tilbage og han skulle nødig have at hun dræbte dem! Han nåede ikke rigtig at svare på hendes ord, da hans tanker havde bragt en stilhed over dem, før hun udtalte sine næste, hvor han godt kunne høre den vrede undertone. Han trak let på den ene skulder. „Ikke en du er i stand til at få fat i, eftersom du ikke kan slå døden ihjel,” svarede han roligt. Det lød måske underligt. Men da han var kommet tilbage som dødsengel, havde han ’snydt’ Døden, eftersom ingen havde genoplivet ham, og derfor havde den også trukket ham tilbage igen, så der igen blev balance. At hun faldt til ro igen, da han strøg hånden igennem hendes hår, fik ham til at trække let på smilebåndet, for så var der måske alligevel håb for hende. At høre hende sukke over hans kærtegn, var dog også noget som glædede ham, for så var han da sikker på at hun ikke hadede ham, selvom det vel ville få en brat ende, når hun fandt ud af hvem han havde været sammen med i den tid hun havde været under tortur? Det var en tanke der faktisk skræmte ham. Og selvom han måske var sur og hævngerrig selv, så ville han nødig have at Denjarna skulle dræbe nogen som helst. At se hende prøve at smile til ham, lettede ham, eftersom der måske var lidt håb for hende, at den gamle Denjarna måske stadig hvilede inde i bag den hårde og morderiske facade. Han kunne dog godt forstå sig på, at hun var blevet psykisk nedbrudt, for hvis hun ikke var blevet andet end tortureret, så mistede man vel forstanden? Han holdt hende tæt ind til sig, selvom det også var forsigtigt, for han havde virkelig ondt i sin side! Den føltes til at være blevet revet op, som om alt indvendig var blevet sparket ud af kurs, hvilket gjorde ondt som bare pokker! At hun ikke troede at nogen kunne stoppe hende, fik ham til at se lettere fast ind i hendes øjne. „Bare fordi du er vampyr, må du ikke tro det gør dig uovervindelig Denjarna,” svarede han sagte og med en vis bekymring, for han ville da nødig se hende miste livet fordi hun blev hovmodig! „Jeg ønsker ikke at der skal ske dig mere,” hviskede han dæmpet, som han så ganske alvorligt ind i hendes smukke sølvfarvede øjne.

[Deleted]

Måske havde Denjarna fået ejerfornemmelser over Derick, men det var også fordi at han nu var blevet taget fra hende så mange gange nu, og hun ønskede ikke at miste ham igen! Han ville måske falde i søen og drukne, eller den næste person han mødte kunne måske være farlig, og slå ham ihjel for at få hans penge eller noget. Bange var hun for, at hun ikke ville se ham igen, da han jo før havde forsvundet for længere tid, og han før var blevet myrdet. At hun faktisk skræmte ham lidt, var ikke noget der gik igennem hendes hoved, da hun jo aldrig havde skræmt ham. De havde altid elsket hinanden og det var det. At han sagde til hende, at hun ikke ville være i stand til at få fat i hans bøddel, irriterede hende, som hun var villig til at hævne sig for ham. ”Nej desværre,” medgav hun modvilligt, da det da ærgrede hende, eftersom det var skyld i at det hele var endt sådan! Følte han slet ikke hævn eller vrede? Aldrig i sit liv havde hun følt al denne kulde, som hun gjorde nu, men man kunne måske allerede se noget håb nu, eftersom hun da blødte op overfor ham. Men ham af alle personer i hele verden, ville nok være den eneste der også kunne trænge ind. Denjarna hadede ham på ingen måde, selvom hun selvfølgelig var nedtryg over at han ikke havde fundet hende noget før, men hadede ham gjorde hun absolut ikke! Hun elskede ham, hun vidste og kunne føle, at hun elskede ham! At han havde sine tvivl omkring hende, gik også forbi hende, som hun var sikker på, at de bare skulle have det som før, selvom det hele var ret så anderledes. Det gjorde hende tryg at stå i hans favn, det kildede i hendes krop, når han rørte hende, så han havde klart en positiv effekt på hende. Hun kunne godt se og høre på ham, at han ikke var helt enig i hendes ord omkring at hun ikke var i fare længere, hvilket hun ikke kunne forstå. Nej, hun var godt klar over, at hun ikke var uovervindelig, men stadig, der var ikke en dusør på hende – så vidt hun vidste i hvert fald – så han overdrev da bare. ”Hvem skulle da komme efter mig, Derick?” spurgte hun, mens hun så ham i øjnene. Hun havde dræbt skurkene, så hun var vel fredet. Dengang inden alt dette her, havde der aldrig været nogen efter hende, så hun forstod ikke hvorfor de skulle komme nu. Hun forstod godt nok heller ikke, hvorfor de to dæmoner havde været efter hende. Det havde godt nok været på grund af Derick, som det ligesom ham havde været Døden, der havde sendt dem.

[Deleted]

Det var ikke fordi Derick direkte var bange for Denjarna, men hendes adfærd og nedbrudte psyke skræmte ham en anelse, netop fordi han var usikker på hvad hun var i stand til at gøre når hun var i det stadie. Han var bange for at hun ville gøre noget som kom til at koste hende livet i den anden ende, eller også gøre skade på folk som stod ham nært.. eller ikke fordi han just havde så mange, men der var da få venner tilbage, også nye han havde fået. Desuden så kunne han jo godt fornemme og høre at hun havde en form for ejerfornemmelse over ham og ikke mindst hvor morderisk hun var i sin tankegang og det var nok det at hun slet ikke mindede om hans gamle Denjarna, som skræmte ham mest, for.. han kunne jo knap nok genkende den kvinde som han havde giftet sig med, og dengang havde hun altså også været vampyr, men ikke engang dengang havde hun været så.. sadistisk. Han kunne godt høre at hun var ærgret over at hun ikke kunne hævne ham, hvilket fik et smil til at glide over hans læber. „Det gør intet.. jeg er her jo nu,” svarede han roligt. Han var bare ked af at hun skulle gå igennem så meget ondt, for at stå her hos ham den dag i dag, for han ønskede ikke at der skulle ske hende noget. Hans blå øjne faldt ned over hendes krop, hvor han godt kunne ane de mange sår og ar fra hendes tortur, hvilket fik det til at løbe ham koldt ned ad ryggen, for det gjorde virkelig ondt at se hende sådan! Ikke mindst, så gjorde det ham også vred, for tanken om at nogen havde lagt en finger på hans kvinde, var noget der virkelig fik raseriet til at overvælde ham. Et sted ærgrede det ham at hun havde slået dem ihjel, for så kunne han ikke selv give dem en ordentlig omgang! Men dæmoner var og blev også bare usle væsner der ikke var værd at samle på. Det glædede ham at hun faldt til ro ved at være i hans favn, hvor han også meget bedre kunne lide når hun var blid og rolig, end når hun var hård og morderisk, for han havde jo selv fået hendes vrede at føle og det havde da vidst kostet ham et par brækkede ribben! Hendes ord fik ham til at se lettere forundret på hende, hvor han næsten var bange for at hun ville mistolke hans ord og gå amok igen. „Der er ingen der kommer efter dig!” svarede han hurtigt. Han gik i hvert fald ikke ud fra at der var nogen, ikke hvis hun havde fået dræbt de dæmoner der havde tortureret hende. „Du lyder bare som en der tror du kan klare gud og hver mand, og jeg ønsker ikke at du skal lægge dig ud med enhver du møder på din vej.. jeg ønsker du skal være forsigtig, så der ikke sker dig noget,” tilføjede han roligt, som han lod hovedet søge ganske let på sned. Hvis der skete hende noget, så ville han da aldrig tilgive sig selv! Han strøg hende ganske blidt op og ned ad ryggen, imens han sendte hende et stille smil.