Andet møde...

[jadore]

Den brændende flamme. Baren syntes at have en eksotisk klang over sig, hvor det også lød en smule forbudt? Musikken spillede lystigt derinde, hvor man endda allerede kunne høre lyden fra stedet ude på den åbne gade. Natten havde også taget sit greb i Manjarno, så byens og landets unge og lidt ældre strømmede nu rundt på gaden, hvor de skabte sig og råbte glade, vrede og sjofle ord efter hinanden, hvor især kvinderne var udsat for det sjofle. Man kunne også se nogle mænd tumle rundt i gadens sider, som de havde hidset hinanden voldsomt op nu hvor der var kommet alkohol indenbords. Stjerne strålede klart på himlen, imens den hvide måne var fuld og smuk.
J’adore havde selv gået i disse gader, hvor også hun havde fået et par sjofle bemærkninger i hovedet, men hun var jo både ung og smuk. En omgang kuvøseguf ville nogen måske sige. Det blonde hår havde hun slået ud, hvor hun det bølgede pænt ned over hendes ryg. Den slanke krop var dækket af en rød kjole, der sad tæt ind til hendes krop. Øjenvipperne havde hun gjort endnu mere skinnende og sorte ved at havde dyppet dem forsigtigt med noget olie. Hun var ikke længere at finde ude på gaden, som hun nu sad inde i den varme bar, hvor hun havde fundet en barstol at sidde på ved baren. Nysgerrigt gled de blå øjne omkring i lokalet, som hun studerede de forskellige personer derinde, imens hun nippede til den drink hun havde fået skænket. Varmt var der derinde, som stedet næsten allerede var fyldt helt op og venner og ukendte stod og snakkede med hinanden og dansede ude på dansegulvet.

[Deleted]

Natten havde slået sig ind over Manjarno, hvilket selv Derick havde lagt mærke til, på trods at hans tanker måske hvilede et andet sted. Når aften kom, så kom der også typisk flere folk til byen og specielt ind på de forskellige barer og kroer, hvilket man ikke kunne andet end at lægge mærke til. Derick havde selv siddet på kroen mere eller mindre hele dagen, hvor han havde fyldt sig med forskelligt indhold af alkohol, og det havde vel også lidt slået ind i ham? Han var en mand der kunne tåle en del, eftersom han altid havde nydt et glas cognac eller whisky og i øjeblikket sad han med et glas cognac, som var halvt drukket. Han sad i samme tøj som han var taget af sted i; de sorte løse bukser, der var holdt oppe af et rødt silketørklæde og med de sorte mao sko, samt den stramme sorte lædervest, der tydeligt fremviste hans markante og store muskulatur. Hans kappe lå på en stol ved det bord, helt over i hjørnet som han havde valgt at placere sig ved. Hans hånd greb fat omkring glasset, inden han førte det op til munden og hældte væsken ned i svælget, inden han satte det tomme glas fra sig igen. Det havde faktisk været meningen at han ville have søgt udenfor, for egentlig at opsøge et slagsmål med vilje, men han havde egentlig fundet større glæde ved alkoholen, som var hans bedste ven for i aften. Han endte med at rejse sig, hvor han svang kappen over den ene skulder, kun for at gå op mod baren. Han hikkede kort, inden han rystede på hovedet, da selv hans blik var en anelse sløret, inden han fortsatte sine skridt, som selv var en anelse vaklende, men det var næsten ikke til at se, i den tætte befolkning af folk der befandt sig inde på Den Brændende Flamme. Han stoppede op, da hans blik faldt på elverkvinden, som han var ganske sikker på at han havde set før! Var det..? Han var næsten bange for at han så syner, for han havde jo faktisk tænkt en del på denne J’adore, denne usædvanlige og stædige tøs, som han var stødt på, for ikke så lang tid siden. Han gik op til hende, hvor han næsten rev en anden mand af stolen, for selv at tage pladsen ved siden af hende. „Et glas til!” råbte han til bartenderen, som havde serveret for ham mange gange efterhånden og derfor vidste hvad han ville have. Han puffede let til J’adore med den ene skulder, hvor et let træk fandt vej til hans ene mundvig. „Jeg ville ikke tro at sådan et sted ville være ét for dig,” erkendte han roligt, som han tog imod glasset og nippede let til det. Han lød måske upåvirket, men selv han vidste at det ikke var tilfældet.

[jadore]

Dette var kun J’adores første glas, som hun også mere eller mindre lige var kommet, og at hun ikke bare bællede glas efter glas ned i sig. Det var første gang hun var herinde, og det var med et åbent sind hun var kommet ind, som det var nogle af de andre unge elvere der havde snakket positivt om dette sted. De havde også snakket om at mødes derinde senere, men selv havde hun ikke brug for at følges med en gruppe, selvom det godt kunne være mere betryggende at være sammen med kendte personer et nyt sted, men hun var nysgerrig og ønskede ikke at vente. Desuden ville hun måske møde nye bekendtskaber herinde, hvor de andre måske ville forhindre hende i det? Selv havde hun ikke set Derick, før han – fuld som han var – skubbede manden ved siden af hende ned af stolen, hvor hun ikke kunne lade være med at dreje hovedet, da ham der var blevet skubbet ned gav sig til at brokke sig højlydt over den anden frembrusende mand. At det lige præcis var Derick der sad ved hende nu, kom virkelig bag på hende. Det var ikke så længe siden hun sidst havde mødt denne mystiske mand, så at hun allerede nu skulle se ham igen, og her på denne her på, overraskede hende. Hun kunne ikke benægte, at hun havde tænkt lidt på ham, da det jo havde været et besynderligt møde og med en højst besynderlig afslutning, der havde bragt underlige følelser op i hende. Hun tog endnu en tår, imens hun så på ham, hvor man tydeligt kunne se i hans bevægelser og øjne, at dette langtfra var hans første glas! Hun løftede et slankt øjenbryn, da han sagde, at han ikke havde ventet at se hende her. Det kunne måske være på grund af hendes lidt sky person, men altså, hun var jo ung ligesom alle andre, og ligesom alle andre unge, så ville hun også opleve det lidt vilde liv, hvor man fik lidt alkohol, opførte sig lidt mere frit, mødte nye mennesker. ”Hvad er så et sted for mig?” spurgte hun nysgerrigt, da hun ikke kunne se noget galt i, at hun var her.

[Deleted]

Måske det ikke var Dericks første glas, men det var ikke fordi han var så fuld, at han ikke kunne stå oprejst endnu, selvom det jo nok kom på et tidspunkt. Måske det var ret sølle at drikke sine sorger ud, men det var ikke ligefrem fordi han fandt hans eget liv værdigt alligevel, så det kunne vel komme ud på et? Det var ikke fordi han kendte nogen, og han havde heller ikke snakket med andre foruden bartendere, i det stykke tid han havde siddet her, hvor han havde fået en drinks lidt efter lidt. At han så skulle støde på J’adore, den tossede elverkvinde, som han næsten beskyldte for at være skizofren, var noget som kom bag på ham, skønt det ikke just var med noget ubehag eller negative følelser, tværtimod. Utroligt nok havde han ikke haft noget imod hendes selskab, det havde gjort godt at tale med hende, indtil hun havde slået ham og set på ham med afsky, og hvorfor skulle hun gøre det anderledes denne gang? Manden som han skubbede ned, skænkede han ikke en videre tanke, da han blot vendte sig mod sit glas, som han havde bestilt. Han så end ikke på J’adore, selvom han vidste at det var hende, og hendes stemme, afslørede hende også. Han sad ganske roligt, med glasset i sin hånd, hvor han betragtede den klare væske af sin cognac. Et skævt smil gled over hans læber til hendes ord, hvor han kunne fornemme hendes øjne på hans skikkelse, selvom han fortsat så på sit glas, som var det langt mere interessant end hende. Han tænkte let over hendes ord. Hvad var et sted for hende? „Skoven.. et stille og fredeligt sted, hvor du ikke er i fare,” svarede han en anelse provokerende, selvom der var en drillende undertone, da han faktisk hentydede til at hun ikke kunne klare sig selv. „Vi skulle jo nødig have at du møder mænd der overfalder dig, eller det som er værre,” tilføjede han morende, som han denne gang hentydede til deres tidligere møde, hvor hun havde beskyldt ham for at overfalde hende, skønt han så lidt anderledes på det. Han så tænkende ud i luften, hvor han lod hovedet søge let på sned. „Men så igen.. du kunne jo også bare slå dem alle sammen,” indskød han drillende, som han hævede sit glas og tog en slurk, inden han satte det fra sig og endelig vendte sig mod hende, for at se på hende, hvor smilet ikke falmede det mindste.

[jadore]

J'adore var på ingen måde skitzofren, og hvordan Derick havde fået den tanke ind i hovedet, vidste hun virkelig det. Det kunne godt være, at hun havde skiftet personlighed et par gange under deres første møde, men det var da kun forståeligt når man mødte en underlig fyr som ham. Det eneste hun kunne skrive under på var mærkeligt, var den effekt han havde på hende lige inden de skiltes, som hun tydeligt huskede hvad hun havde følt, og hvordan han havde stået overfor hende. At de nu allerede sås igen var en underlig situation at havne i, som hun ikke helst vidste, hvad hun skulle sige til ham, og hvordan hun egentligt skulle reagere. Men hun måtte vel bare være cool, tilbagelænet og lidt ligeglad med ham. Ret havde han vel i at det var lidt underligt at hun var her, men på den anden side, var det så ikke det her unge gik og gjorde? Gad vide hvor gammel Derick egentligt var.. "Jamen så er det jo godt, at jeg allerede sidder ved min overfaldsmand. Så ved jeg, hvem jeg skal holde øje med," svarede hun igen med en måde drillende og alvorlig stemme. Han havde dog sagt, at han ikke ville gøre hende ondt, men lidt opmærksom måtte man da godt være. Et skævt smil gled over de bløde læber, som han nævnte den lussing hun så nydeligt havde tildelt ham. Men den havde også været velfortjent! "Kunne du da være interesseret i endnu en?" spurgte hun for sjov, men det var da noget hun ville gøre brug af, hvis han besluttede sig for at gøre mærkelige ting igen, men hun tvivlede heller ikke på, at han vidste det. Hun blinkede til ham med det ene øje, inden hun igen drejede opmærksomheden væk fra ham, så hun kunne se på barens ændre gæster. Stille sad hun i barstolen med en rank holdning og benene lagt over kors. Endnu engang tog hun en tår af sin drink, hvor hun kunne smage og fornemme hvordan vodkaen løb ned i halsen på hende.

[Deleted]

Måske J’adore ikke ligefrem led af skizofreni, men hendes humør havde i hvert fald skiftet drastisk og ikke mindst havde hun selv skiftet personlighed op til flere gange under deres forrige møde, og det havde faktisk forvirret ham en anelse. Først havde hun været venlig imod ham, så havde hun slået ham og set på ham med foragt, og så havde hun stået stiv som et bræt og havde rødmet, hvis det ikke var at skifte personlighed, så vidste han ikke hvad! Det havde faktisk forvirret ham, men ikke desto mindre, så havde han faktisk underligt nok godt kunne lide hendes selskab. At han så skulle støde ind i hende igen, havde han ikke rigtig regnet med, men noget i ham havde vel lidt håbet på det? Og så var der andet der ikke havde. Nu sad han så ved siden af hende, hvilket han ikke tog så tungt igen, for så kunne han måske rette op på deres forrige møde, medmindre han ville gøre noget direkte tåbeligt fordi han var fuld. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han slap en kort men munter latter. „Årh hold op! Det eneste jeg gjorde var at trække dig ind i min favn og fjerne din hætte. Men jeg kan tydeligt se at du ikke er vant til at en mand slår benene væk under dig,” svarede han morende, som han løftede glasset og nippede let til sin cognac – så han ikke lignede en ussel drukkenbolt, men alligevel var en anelse respektabel. Om hun i det hele taget havde nogen erfaring med en mand, anede han virkelig ikke, men sådan som hun havde reageret på ham, så ville han slet ikke tro at hun havde en kæreste. „Går ud fra at elvermænd er alt for forfinede,” tilføjede han i en mumlen, hvor han alligevel tog en slurk af den klare væske. Han anede naturligvis ikke hvordan elvermænd var – sådan helt nøjagtigt – men han vidste at det kom an på hvilken slags man var, om man var høj- eller skovelver, og sådan som hun klædte sig, så ville han skyde på at hun var højelver, og han vidste at deres race var meget arrogante, forfinede og ikke mindst raceracistiske, de var den elverrace, der faktisk mindede mest omkring mørkelverne, foruden højelverne var de ’gode’. Som hun spurgte om han var interesseret i endnu en lussing, vendte han blikket forundret mod hende, selvom han ikke kunne skjule det direkte morende smil, hvor han lignede en som skulle til at flække af grin. „Narh.. jeg skal nok spørge om lov til at røre dig, næste gangen … lysten, sniger sig op i mig,” svarede han morende, hvor han ikke kunne skjule det drilske smil. Han vendte blikket mod sin drink igen, hvor han snurrede væsken rundt i glasset. „Men jeg mener det J’adore. Hvis du er alene, kan du hurtigt støde ind i det forkerte selskab, og tro mig, der findes langt værre mænd end mig, som faktisk er ude på at gøre dig ondt.” Han blev pludselig alvorlig, hvor han faktisk også mente det i den dybeste alvor! Hun burde passe på sig selv, også fordi han ville skyde på at hun var vant til det fredelige liv i Skoven, og ikke til det barske byliv her i Manjarno, hvor selv mørkets racer kunne vise sig.

[jadore]

Om Derick ville lave et eller andet tåbeligt igen, ligesom under deres sidste og første møde, var ikke noget J'adore tvivlede på han kunne finde på. Altså, et; han havde gjort det før, to; nu var han fuld, så nu burde der vel være større chance for at der ville ske noget igen? Hun fnøs let ad ham, da han sagde at han havde slået benene væk under hende, som han på en måde vel havde, men hun havde virkelig heller ikke forventet at en fremmed ville gøre sådan noget ved hende. "Du har ikke gjort noget ved mig, andet end at være uforskammet," svarede hun med et kort sideblik på ham. "Elvermænd har respekt og ved, hvordan en kvinde skal behandles. Noget som du tydeligvis ikke ved," svarede hun roligt, men en anelse spydigt igen. Anderledes var det i elversamfundet blandt mænd og kvinder, der var høflige og respektable overfor hinanden - en ting Derick ikke kendte til. En elvermand havde i hvert fald aldrig grebet sådan fat i hende, samt han heller ikke ville have stilt sig så tæt på hende, som Derick havde gjort inden deres farvel. Elverne havde i det hele taget svært ved nærkontakt med andre, hvor der også gik tid, før man gik hen til et håndtryk eller et knus, da det var en personlig ting og ting man kun gjorte ved nært bekendtskab. Så hun forstod virkelig ikke denne mand, men det gjorde vel også, at hun vel et sted var lidt tiltrukket af det? Hun havde i hvert fald et oprør i sig selv, da hun på den ene side burde være i den trygge skov, men den anden side var eventyrslysten og ville prøve at komme i byen og snakkede med denne mystiske mand, selvom han havde gjort hende ondt. Så forvirret var hun skam også selv over hele situationen. "Tror du virkelig at jeg får lyst til at røre det?" spurgte hun leende, som om det var en umulighed, at hun eller nogen anden ville være tæt på ham. At han så pludselig blev seriøs, undrede hende, som han vel kunne være ligeglad med hende. De havde jo ikke et nært venskab, så hvad hun gik og lavede burde han vel ikke interessere sig for? "Nååårh, så du tænker på mig. Hvor sødt.. Men du er ikke min bodyguard, så du kan være ligeglad," sagde hun i en sarkastisk tone. Men selvom hun lød spydig, som hun svarede ham igen, så foregik der noget lidt andet oå i hendes hoved, da hun faktisk tænkte seriøst over hans ord.

[Deleted]

Derick havde allerede lavet noget tåbeligt, netop ved at komme her og drikke så meget som han havde gjort, for han vidste godt at det var tåbeligt at drikke sine sorger væk. Desuden hvis man først blev fuld, så hæmmede det ens sanser og hvis man endelig skulle komme i knibe, så kunne man få svært ved at klare sig ud af den igen. Han trak på smilebåndet ved hendes ord og fnes kort. Måske han havde været uforskammet, men det havde ikke været hans mening, og han havde ikke just tænk over at hans handling ville gå hende på, tværtimod så havde han bare været interesseret i at se hvad der gemte sig under hætten. „Måske. Men det klæder dig langt bedre at være uden hætte, i stedet for at gemme dit ansigt væk,” svarede han sandfærdigt, hvor det faktisk var en kompliment, selvom det ikke skulle undre ham, hvis hun troede at han bare var ude på noget. Han kunne ikke lade vær med at smile til hendes ord. Hun beskyldte ham for en masse ting, for at være ikke andet end en usling, der ikke duede til noget, og det viste kun at hun ikke kendte noget som helst til ham. Hun troede ikke at han kunne behandle en kvinde ordentlig? Han kunne være romantisk og han vidste præcis hvordan en kvinde skulle behandles! Men med et dårligt førstehåndsindtryk, forundrede det ham ikke at hun så sådan på ham. „Hvad så med at du giver mig chancen for at bevise det?” foreslog han roligt, som han vendte blikket mod hende, hvor et kækt smil gled over hans læber. Han løftede glasset og tog endnu en slurk af cognacen, hvor han snart havde tømt det glas også. Måske han havde været lidt frembrusende, men han havde jo ikke gjort hende noget ondt! Desuden så ville han da gerne have en chance til at vise hende at han faktisk havde respekt for hende, og ikke mindst at han vidste hvordan man behandlede en kvinde, for.. nu havde hun jo givet ham blod på tanden. Han slap en munter latter til hendes ord, hvor det var tydeligt at hun endnu fandt ham afskysvækkende. Han rystede let på hovedet af hende. „Tro mig.. du ved slet ikke hvilken effekt jeg kan have på kvinder. At tage pusten fra dem og få dem til at rødme,” svarede han selvsikkert og lettere hemmelighedsfuldt, hvor han med vilje hentydede til hendes opførsel, da hun havde stået stiv op ad træet og faktisk havde rødmet. At hun ikke tog hans advarsel omkring bylivet i Manjarno alvorlig, fik ham til at vende blikket fast mod hende. „Jeg er ikke ude på at bestemme over dig, J’adore. For min skyld kunne du rende nøgen rundt, men du burde tage mine ord i agt, før eller siden går det galt,” svarede han alvorligt, som han fnøs let, inden han vendte blikket væk fra hende og tømte sit glas.

[jadore]

J'adore smilte svagt, som hun skam opfangede hans svage kompliment, der ikke direkte var en der sagde at hun var smuk, men han hentydede da til det. Med hånden der ikke havde fat i glasset, lod hun den glide gennem de blonde lokker der spredte sig for de slanke fingrer. Hun elskede når folk gav hende komplimenter, men hvem elskede ikke det? Dog kunne det godt være svært at se ægtheden i de ord, eftersom han ikke var elver, så han var jo vant til at se mennesket svage skønhed, i forhold til når en elver sagde det til andet elver. Endnu engang tog hun en tår af sin drink, der så tog livet af den. Hurtigt fangede hun bartenderens blik, som hun smilte venligt til. "En til, tak," sagde hun høfligt. Hun sad tavst og betragtede bartenderen lave hendes drink, mens hendes spidse ører var fokuseret på Dericks ord. "Hvorfor skulle jeg give dig en chance til?" spurgte hun nysgerrigt, som hun besvarede hans spørgsmål med et nyt spørgsmål. Hun nikkede kort til bartenderen, som hun tog imod sin drink. "Værsgo. Det er ikke så tit vi ser elvere her," sagde bartenderen, men det var intet J'adore valgte at svare på.
J'adore rystede let på hovedet af Derick, da han begyndte sin tale om at være en rigtig casanova. "Undskyld mig, at jeg betvivler dine ord som en charmør," svarede hun ligeså selvsikkert igen, selvom han faktisk havde fået hende til at rødme. Men det havde også været hans forbandede væremåde! Den mystiske fremtoning, hvor hun ikke vidste, hvad han kunne finde på. Hans lidt beskidte ansigt, men alligevel lidt flotte ansigt, den varme ånde på hendes hud, fordi han stod hende så tæt, og så de blå øjne på de blå øjne. "Du har alligevel ingen chance her," tilføjede hun, mens hun drejede kroppen mod ham igen, imens hun førte sit glas mod hans, "skål." Som hun havde sagt ordene, trak hun armen til sig igen, som hun tog en tår. Hun svarede ikke på hans advarsel, som hun kun svarede på få af hans ord. "Så heldig bliver du nu ikke, at se mig nøgen." Hun tog sig skam i agt for stedet her, da hun da godt vidste, at det var lidt farligt, men han var ikke hendes far, og måtte hun ikke more sig, selvom hun var en elverkvinde?

[Deleted]

At et smil alligevel banede sig vej over hendes læber ved Dericks kompliment, fik ham selv til at trække på smilebåndet, skønt han dog ikke betragtede hende. Han mente dog sine ord. Han fandt elvernes træk yderst smukke, men han havde jo også selv levet med en og tilmed været gift med en for flere år – vel årtusinder? Men af den grund var det alligevel lang tid siden at han havde set en og det var vel også derfor han havde stået helt lamslået til jorden, da han havde set hende? Hun var smuk, men nok rimelig ung for hans vedkommende. At hun så ikke svarede på det, morede ham kun, skønt han også lod det være ved det, for han ville heller ikke være for frembrusende igen – eller lade hende tro at han ikke mente dem. Som J’adore bad om en drink til, løftede Derick selv hånden, som tegn til bartenderen om at han også ville have en drink til. Og som bartenderen lavede en drink til J’adore, hældte han mere cognac op til Derick. Han så roligt mod J’adore til hendes spørgsmål. Han betragtede hende for en kort stund med en tænkende mine, som om han sad og tænkte over hvad han skulle sige, for at give hende en god grund til at give ham en ny chance. „Fordi.. der er mere under facaden, end hvad du lige kan se,” svarede han roligt, som han så mod bartenderen og tog imod glasset, inden han nippede til den klare væske igen, hvor han selv ignorerede mandens ord, men ret havde han; det var sjældent at elvere befandt sig inde i byen. At hun så betvivlede hans ord omkring at han var en charmør, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han heller ikke kunne holde et let grin tilbage. Han vendte blikket sigende imod hende, skønt han ikke kunne skjule det morende smil. „Sjovt, som du ellers er en af de kvinder,” svarede han kækt, som han sendte hende et selvsikkert blik. Han havde godt set at han havde fået hende til at rødme, hvilket hun ikke kunne benægte! Som hun vendte sig mod ham og så med de ord, var noget som selv fik ham til at vende sig mod hende, så det var tydeligt at hun havde fanget hans fulde opmærksomhed. Han havde ikke en chance? Et morende og dog selvsikkert smil gled over hans læber. „Hvad? Du har måske en ’heldig’ mand derhjemme?” spurgte han morende, hvor han næsten kunne lyde som om hun var forfærdelig at være sammen med, selvom han ikke kendte særlig meget til hende. Han hævede selv sit glas og delte sin skål med hende. „Skål,” medstemte han roligt, som han selv førte glasset op til sine læber og nippede til cognacen. Hendes ord fik ham til at trække på smilebåndet, skønt han ikke så på hende. „Hm.. måske jeg bliver heldig, måske ikke,” svarede han næsten helt poetisk. Han holdt stadig fast i at hun var alt for ung til ham, selvom han ikke ville betvivle at hun havde en smuk krop, for man kunne jo allerede nu se at hendes former og kurver sad de helt perfekte steder. Desuden havde han altid godt kunne lide en kvinde der var smidig og adræt.

[jadore]

Kort lod J'adore blikket glide over ham, som han sagde at han havde mere at byde på, end hvad hun lige kunne se. Hun vidste ikke lige, hvad der mere kunne være ved denne mand, end hvad hun allerede havde set, men hun kunne vel finde ud af, hvorfor han virkede så mystik? "Jamen så fortæl mig, hvad der gemmer sig under facaden," bad hun roligt. Hun var nysgerrig efter at vide det, hvis der virkelig var et eller andet super specielt ved ham, men hvad det så skulle være, vidste hun ikke. Han kunne meget vel bare være en ganske normal, men meget underlig mand med lidt for høje tanker om sig selv. "Jeg er i hvert fald ikke en af de kvinder," benægtede hun hårdnakket, da hun på ingen måde havde i sinde at indrømme overfor ham, at han lige havde skubbet hende af pinden i et kort øjeblik. At han havde set hende rødme, vidste hun egentligt også godt han havde, for hvordan kunne han have undgået det? Deres hoveder havde jo været så tæt. Endnu engang mærkede hun, hvordan kulden løb igennem hendes krop og hårene på armene rejste sig igen, ved tanken om alt det. Blikket tog hun ikke fra ham, da han ikke skulle se, hvad der foregik i hovedet på hende. Han skulle ikke tro, at han var noget særligt. Desuden, alle de smerter han gik rundt og havde, var måske også lidt i overkanten for hende, hvor hun næsten også kunne regne ud, at han havde erstattet vreden mod klippen med al den alkohol han tydeligvis havde fået indenbords. At han spurgte, om hun havde en mand derhjemme, overraskede hende og fik hende til at sidde mundløst i nogle minutter. Da hun fandt ud af, hvordan hun egentligt sad og bare så på ham, lod hun afvigende blikket glide over forsamlingen, hvor hun kort så på en mand og en kvinde der sad og var rimeligt glade for hinanden ovre i sofarækken, som han sad med en hånd lige langt oppe på hendes lår, mens deres tunger var dybt begravet i hinandens halse. Hun rynkede let på næsen over det, inden hun vendte opmærksomheden mod Derick. "Ikke at det rager dig, men nej, jeg har ikke en mand," svarede hun med en rolig stemme, "men jeg tvivler stærkt på at du bliver den mand."

[Deleted]

Det ville ikke forundre Derick, at J’adore ikke ville kunne se hvad han havde at byde på, for hun havde tydeligvis allerede dannet sig et billede af ham, og han kunne tydeligt mærke at hun var raceracist, eller i hvert fald så sin egen race foran mange andre, hun anså ham ikke for at være andet end et sølle menneske, selvom det virkelig ville være en underdrivelse! Han var et levende væsen, ligesom hun var, hvilket vel gjorde alle til et menneskeligt individ? Det ville han i hvert fald selv mene – skønt han var rimelig sikker på at hun ikke var. At hun ville have at han skulle fortælle hvad der gemte sig bag facaden, fik ham til at trække let på smilebåndet. „Jeg vil bestemt ikke fortælle dig det!” svarede han kortfattet og kunne næsten lyde helt forarget. Hun ville ikke få noget ud af at han fortalte hende det, for hun ville jo næppe tro ham. Han så mod hende med et kækt glimt i blikket. „men jeg vil gerne vise dig det, hvis du giver mig tiden til det.” Så kunne han da i det mindste bevise det for hende, så hun muligvis ville tro på ham. At hun benægtede at hun var en af de kvinder, som han kunne charmere sig ind på, fik ham til at slippe en høj og munter latter. „Jaså? Og vil du så benægte at jeg fik dig til at rødme?” spurgte han sigende, som han sendte hende et kækt smil. Hun så ham nok ikke som noget ganske specielt, det var heller ikke fordi han selv gjorde det, for han vidste at han ikke var meget værd i øjeblikket. Han var faktisk knust, og han sad og drak sine sorger ud, så nej, der var intet værdigt over ham, selvom han af den grund prøvede at skjule det, for han ville nødig have at noget skulle gå galt, og han ville da slet ikke have at han skulle komme til at krænke J’adore igen, specielt ikke nu, hvor hun gav ham blod på tanden til at vise at han var mere end det som hun dømte ham for. At hun sad og stirrede på ham, da han spurgte ind til om hun havde en mand derhjemme, fik ham til slippe en munter latter, hvor han tog det som et tydeligt nej. Det var ikke fordi han ville håne hende for det – det var da nok det sidste han ville, men hendes reaktion morede ham nu alligevel, hvilket han heller ikke lagde skjul på. Som hun så ud over mængden, tog han let en slurk af sin drink, skønt han var ved at få den galt i halsen, da hun sagde at han aldrig blev den mand, hvor han slog sig let på brystet, imens han prøvede at komme ud af sit hosteanfald. Han vendte blikket lettere forarget og vantro mod hende, da han fik genvundet kontrollen. „Hvad?” gentog han lettere forundret, som om han slet ikke kunne forstå hvorfor hun i det hele taget havde nævnt ham. „Det ville jo nok være rimelig.. hvordan ville du sige? – afskysvækkende, hvis jeg fandt sammen med en lille pige,” svarede han sandfærdigt, hvor han med ’lille pige’ mente hende. Han var utrolig gammel efterhånden, og i forhold til ham, var hun nok ikke andet.

[jadore]

Det ærgrede J'adore, at han ikke bare ville give hende hele historien nu, hvor han hellere ville have flere møder med hende, så de kunne komme tættere ind på hinanden, i stedet for at de lige nu var i den lidt ukendte fase og det her blot ville være en historie, som man fik fortalt, hvor det ville have anden betydning, hvis man havde et tættere personligt forhold til personen. "Du vil bare gerne være sikker på at se mig igen," pointerede hun, men kunne hun bebrejde ham for det? Om hun ville se ham igen, var hun endnu splittet om, men det kunne hun vel finde ud af under det her møde. Hun tvivlede nemlig på, at de ville gå hvert til sit allerede nu. Tavst lod hun sine tanker spekulere omkring, om han havde noget at byde på. Hvad kunne der mon være mere ved ham? Han så jo ud som han gjorde, og havde en ligeså skizofren side som hende, da han altså også havde haft nogle personlighedsproblemer under deres sidste møde! "Men vi må jo se på tiden, om det vil ske," tilføjede hun stille, hvor det måske mere var ord til hende selv end til ham. Tænksomt tog hun glasset op til sine læber igen, hvor hun tog en slurk. Hun blev først taget tilbage til virkeligheden, da hendes ord vidst virkelig bragte ham ud af kontekst, som han fik sin drink i halsen. Måske var de lidt ondt, da han jo godt kunne have seriøse problemer, men hun kunne altså ikke lade være med at grine ad ham. Hendes latter var blid og glad, imens hendes læber blev trukket i et smil. "Måske skulle du ikke drikke så meget," sagde hun drillende, imens hendes grin langsomt sluttede. At han så lige pludselig sagde, at det ville være afskyvækkende at være sammen med hende, chokerede hende fuldstændigt. Så han hende virkelig som klam, ulækker, grim, frastødende?! Han burde da finde hende smuk. Hun syntes også selv, at hun var rigtig pæn. I sit chok rejste hun sig fra stolen. "Afskyvækkende? Lille pige? Jeg er særdeles ikke afskyvækkende eller en lille pige," udbrød hun fornærmet, inden hun vendte ryggen til ham og svansede et stykke væk fra ham med sin drink i hånden.

[Deleted]

At det ærgrede J’adore at Derick ikke gad fortælle hende hvad han havde at byde på, kunne han godt se, selvom han stadig fastholdt at han langt hellere ville vise hende det, for så kunne han jo direkte bevise for hende, at han ikke var så uforskammet og ussel som hun nærmest havde givet udtryk for til at starte med. Hendes ord fik ham dog til at trække muntert på smilebåndet. Troede hun at han gerne ville se hende igen? Det var nok også lidt sandt, og dog var han ikke helt sikker, for et sted nød han hendes selskab, men det var vel kun fordi han selv var så ensom? Smilet falmede dog ikke, hvor han roligt så mod hende. „Gør det da noget, hvis jeg gerne vil se dig igen?” spurgte han roligt, hvor han fik et drillende skær i de klare blå øjne. Om de ville støde på hinanden igen, var et godt spørgsmål, men nu var det jo allerede deres andet møde, så skæbnen havde allerede villet at de skulle se hinanden igen, hvilket han bestemt heller ikke havde noget imod. Hendes tilføjende ord, fik ham dog til at vende blikket lettere forundret mod hende. Hun lød næsten til at være på vej til at sige at hun ’måske’ ville se ham igen. Et skævt smil gled over hans læber. „Vi må se tiden an ja,” medgav han roligt, som han nikkede let, inden han tog en slurk af sin drink. Han vidste jo ikke hvad der ville ske under dette møde, om hun ville komme til at hade ham langt mere, eller om han faktisk fik hende overbevist om at han ikke var så slem igen. At hun grinte, da han fik væsken galt i halsen, kunne han sådan set godt forstå, selvom det ikke ligefrem var en behagelig følelse, for den var kvælende! Han lo kort og halvt hostende, hvor smilet ikke falmede det mindste. Han nikkede ganske let til hendes ord. „Nej.. det burde jeg ikke,” medgav han roligt, som det næsten fik ham til at skubbe glasset en anelse væk fra ham. Han vidste udmærket godt at det var dumt at sidde her og drikke sig plørefuld, men det var jo for at drukne sin sorg og smerter, for de var næsten ulidelige! At hun blev chokeret over hans ord, forundrede ham lidt, for nu misforstod hun ham jo igen! Hun var på ingen måder afskysvækkende og det var slet ikke sådan han havde ment det! „Hov vent! J’adore!” endte han efter hende, hvor han selv rejste sig for at gå efter hende. Han greb let fat i hendes underarm, for at stoppe hende. „Det var jo ikke dig jeg mente var afskysvækkende!” svarede han sandfærdigt, hvor han trak en anelse i hendes arm, næsten for at få hende til at blive. „Du er smu..” Mere nåede han ikke at sige, før en knytnæve havde ramt ham ved kinden, hvilket fik ham til at slippe J’adore og vælte over i et bord, som han fik væltet omkuld, så han selv landede på jorden. Han blinkede overrasket med øjnene, hvor blikket gled op på den mand, som han tidligere havde skubbet af stolen, hvor han nu var kommet tilbage med to andre fyre. Han bed tænderne fast sammen, som han rejste sig, og så hvordan de kom imod ham.

[jadore]

Det gjorde vel ikke noget, at han gerne ville se J'adore igen. Det var mere tanken om hun havde lyst til at se ham igen, der kørte rundt i hendes hoved, men hun måtte vel synes lidt om hans selskab, for ellers var hun ikke bare blevet her i stolen ved siden af ham og tilmed talt med ham så længe igen. Hun nød vel lidt at tale med ham, men hvis han spurgte, så ville hun nok sige at hun kun blev, fordi hun ikke lige havde andre at snakke med lige i øjeblikket, indtil der dukkede noget mere interessant op. At hun så senere tog fejl af hans ord, passede nok rimelig godt, da det eneste hun havde hørt var; afskyvækkende og lille pige, hvor hun ikke havde opfattet helheden i hans ord, at han åbenbart var flere hundrede eller tusinder af år ældre end hende. Men J'adore havde hørt ordene som var hun ækel for ham og bare en lille snothvalp. Hvorfor han ville bruge tid på en ækel-snot-hvalps-person vidste hun så ikke, da hun jo ikke ligefrem havde holdt ham tilbage. Med sine egne arrige tanker, der kaldte ham diverse bandeord, gik hun væk fra ham, da han ligeså godt kunne være alene så, hvis han havde det bedre på den måde. At han så kom efter hende, overraskede hende igen, hvor hun lod sig vende sig om mod ham. Afventende og dømmende så hun på ham, mens hun lagde armene over kors for endnu engang at vide, at hun tog afstand til ham. Tavst så hun til, mens han prøvede at forklare sig, hvor hendes øjne kun var fikset på ham, så hun slet ikke så de tre mænd der var på vej over mod dem. At han skulle til at kalde hende for smuk, var noget hun var ved at opfange, hvilket fik hende til at tø lidt op, hvor hendes blik blev lidt blidere i det. Hun var ligeså overrasket som ham, da han blev slået ned, hvor hun så helt paf ud. Lamslået så hun til, mens Derick væltede ned i et bord, hvor hun kun var glad for, at slaget ikke havde ramt hende og at han havde nået at give slip på hende. Hurtigt gled hendes blik over på fyrene der kom for at lave ballade, hvor hun genkendte sin tidligere sidemand, som Derick havde væltet væk. "Hey hey hey! Ro på De herre!" udbrød hun, hvor hun hurtigt stillede sig mellem Derick og fyrene, som hun kunne se de var på vej over til ham. "Det kan godt være, at denne mand gjorde Dem uret og var en idiot, men nu har De taget Deres hævn."