Andet møde...

[Deleted]

At J’adore ikke svarede på Dericks ord, fik ham blot til at ryste smilende på hovedet. Hun var virkelig en spøjs person, men det kunne han også godt lide. Hun virkede til dels.. uopnåelig, og det gav ham kun blod på tanden, for at prøve at komme tættere ind på hende, han kunne godt lide udfordringer og havde svært ved at sige nej til dem, så selvfølgelig tog han også hendes op. Om de ville se hinanden igen, vidste han ikke, men mon ikke han kunne få hende overtalt, hvis han faktisk viste at han var en ordentlig og respektabel mand? Som ikke var uforskammet og ussel? Det var i hvert fald det mål som han havde sat for sig selv her til aften, så måtte tiden jo vise om det lykkedes sig eller ej. At hun så skulle misforstå hans ord, tydede allerede på at det ikke var nær så vellykket. Han var flere årtusinder gammel, så i forhold til hans alder, så var hun virkelig en lille pige, for han havde jo levet hendes alder over hundred, snart over tusind gange! Og det var kun hvis man talte de år hvor han havde været i live, for han havde jo også været ved bevidsthed i dødsriget, men de år talte han nu ikke med, for der var tiden helt anderledes. Men selvom at hun var ung i forhold til ham, så fandt han da ikke hende afskysvækkende! Det var faktisk ord der var plantet mod ham selv, for det var vel lidt.. vammelt hvis han kom sammen med en så ung kvinde? At hun så blev fornærmet at hun gik væk fra ham, havde jo slet ikke været meningen og derfor fulgte han endnu engang efter hende – dette mindede ham utrolig meget omkring deres første møde ved klippen, hvor hun også var stukket af fra ham, her kunne hun i det mindste ikke løbe! At hun stoppede op og lagde armene over kors, så kunne han godt se at hun var blevet sur på ham igen, hvilket ikke ligefrem hjalp ham, selvom han også godt kunne se at hendes mine blev en anelse mere blid, da han faktisk prøvede at forklare sig, skønt han slet ikke nåede at blive færdig, før han blev slået og væltede omkuld og ramlede ind i et bord. Han blinkede overrasket med øjnene, hvor han så J’adore stille sig imellem dem, idet han kom op på benene. De tre andre mænd, havde dog også fået en masse at drikke og manden der stod foran – som han havde skubbet af stolen – skubbede J’adore uanfægtet til siden, kun for at fortsætte hen imod Derick, som denne gang stod klar. „Hey klumpedumpe, lad tøsen være, og tag det du vil have i stedet for!” vrissede han fast, som han rettede sig op og betragtede hvordan de tre mænd fór hen imod ham. Manden han havde skubbet af stolen slog ud mod ham, selvom Derick undveg slaget, greb fat omkring mandens underarm og placerede et perfekt håndkantsstød mod mandens hals, som fik ham til at falde ned på knæ, hvor Derick gjorde et hårdt spark i mandens mave, så han faldt helt om på gulvet. De to andre var dog hurtige, hvor den ene tog fat omkring Dericks arme, for at holde ham fast, hvor den anden slog ham hårdt i maven og derefter i hovedet, så han fik et flækket øjenbryn. Han stønnede kort af smerte, inden han brugte manden bag sig, som støtte, da han løftede benene op og sparkede den ene mand væk, inden han sparkede manden bag sig over skinnebenet, så han fik den ene arm fri, hvor han slog ham omkuld ved at ramme ham perfekt ved tindingen. Han kiggede kort på de tre mænd der lå på gulvet, inden han så på J’adore, som han greb omkring armen. „Kom her,” opfordrede han hurtigt, som han fik hende trukket med igennem mængden, inden mændene kom op igen.

[jadore]

Dette her var J'adores første tur på en bar. Hun havde skam før været til fester, men det havde kun været fester, hvor man skulle være elver som adgangskrav. Alle disse fremmede mennesker der alle var af forskellige racer og personligheder, kunne sagtens være lidt forvirrende for hende, da hun slet ikke var vant til sådanne brogede forsamlinger. Og hvis hun var sammen med andre racer, så havde det været i Procias, hvor kun lysets væsner var. Her var der også mørkets væsner og de neutrale, og nogle af disse personer var en smule forskruet. Som det var hendes første bartur, var det også hendes første barslagsmål. Hvad der egentligt foregik, vidste hun ikke helt, og hun havde også overrasket sig selv, da hun havde forsvaret Derick - selvom hun havde kaldt for en idiot - men hun havde altså forsvaret ham! På den ene side ar det okay, at den fulde mand slog ham en gang, for det kunne Derick godt trænge lidt til, men det var så også det, syntes hun! Så havde den fremmede fået sin hævn, men det var han vidst ikke enig med hende i. Hun skulle til at sige noget nyt, da hun blev skubbet væk, som havde hun kun været en irriterende fjer. Hvad der så skete efter det, vidste hun ikke helt, som hun kun kunne se befippet til. Kunne Derick godt klare det selv, eller skulle hun blande sig, eller ville det kun gøre det hele meget være? Hun endte med at beslutte sig for at holde sig i baggrunden, hvor hun så Derick komme op, forsvare hende lidt, hvor han så endte med a få bank. Hun kunne ikke lide, hvad hun så, men hvad skulle hun endekvinde gøre? De var alle ret så fulde, så de var alle vrede, men også plørede i deres angreb, som de faldt lidt til siden, når de skulle slå. Det næste hun opfattede, var Derick der greb fat i hende, hvor hun ikke gjorde sig nogen indvendinger, men blot fulgte lydigt med. "Hvorhen? Er du skadet?" spurgte hun, hvor hun ikke vidste, om han ville svare hende, men tog han hende et andet sted hen i baren, eller var de på flugt ud derfra? Dette her var intet hun prøvede før! Det var underligt, farligt og spændende, og så kunne hun ikke lade være med at tænke over, at det var sådan noget man læste om i bøger. Der sker et eller andet vildt, en mystisk, flot fyr tager en og de stikker af sted sammen ovs.

[Deleted]

Alt gik så hurtigt at Derick knap havde opfanget det, før han havde set de tre mænd stå og se sig sort på ham, fordi han havde skubbet den ene ned fra en stol, men han havde altså været interesseret i J’adore! Han havde været nysgerrig ved at hun var her igen, og underligt nok kunne han godt lide hendes selskab, det fik ham til at falde til ro. At hun så stillede sig ind og forsvarede ham, forundrede ham et sted, selvom han godt lagde mærke til at hun kaldte ham for en idiot, men det tog han ikke så tungt, for det var jo nok sådan han havde opført sig over for hende – til at starte med, selvom det ikke engang havde været hans hensigt, og det havde bestemt heller ikke været hans hensigt at blive slået ned, idet han prøvede at gøre det godt med J’adore igen, for han havde jo set at hun var blevet mildere i blikket, og før han vidste af det, var han endt i et slagsmål. Han havde fået en del at drikke, men det var tydeligt at de andre mænd også var, og han var stadig ikke så fuld at han ikke kunne tænke en anelse klart, og det var nok også derfor at han vandt kampen, for ellers havde han ikke været meget værd. Endelig kom der et slagsmål, som måske kunne koste ham lidt smerte, og så var han nød til at redde hendes lille søde røv! Smuk var hun, og det skulle ikke undre ham, at de ville have taget hende med sig, efter at de havde klaret ham, for at gøre.. utænkelige ting ved hende. Heldigvis så fik han dem alle sammen slået i gulvet, skønt det ikke ville stoppe dem, for de bevægede sig jo alle tre, og derfor var han også hurtig og greb fat i J’adore for at hive hende med sig igennem den store mængde, igennem baren, for at få hende med sig over i den anden ende. Sandt svarede han ikke på hendes ord, da han var optaget med at skubbe folk til siden, så de kunne komme forbi, skønt det alligevel måtte forundre ham, da hun spurgte om han var kommet til skade, for havde hun ikke set ham blive slået? Han stoppede roligt op, hvor han drejede hovedet – så man også kunne se bloddråben glide fra hans øjenbryn ned over hans kind – da han skævede efter de tre, der var kommet op på benene og råbte udbrud til alle for at finde ud af hvor Derick og J’adore var blevet af. Han så roligt mod hende, inden han brød ud i en munter latter. Han kunne godt lide et slagsmål af og til, selvom han var sikker på at hun ikke delte samme mening. Han vendte blikket mod hende, med et kækt smil omkring hans læber. „Hvad? Så du mig slet ikke redde din søde lille mås?” spurgte han morende, hvor han lagde armene over kors og betragtede hende afventende.

[jadore]

Selv havde J'adore slet ikke spekuleret over den tanke, at de tre mænd måske ville være kommet efter efter, hvis Derick ikke havde klaret dem. Hun havde jo kun stået og ikke gjort noget imod dem. Det eneste hun vel havde gjort, var at sige at det var en dum ide at begynde på en slåskamp lige nu og her. Desuden var der jo rigtig mange mennesker omkring dem, så de kunne vel ikke bare finde på at bortføre hende? Hun vidste det ikke, som hun ikke var inde i denne skurkeverden, der eksisterede her i denne side af verdenen. Men på den anden side med hensyn til de var i et fyldt rum, så havde resten af barens gæster ikke sagt noget til dette slagsmål? Var de bange for mændene, eller tænkte de bare at dette var endnu en barkamp mellem 4 fulde mænd? Det var vel lidt en chokerende ting at tænke på, at hvis man kom til skade, så løftede ingen en finger omkring det? De eneste der lige havde sagt noget ganske kort, var de personer vis bord Derick væltede, hvor alt deres drikke gik til spilde. Spændende var det nu lidt for J'adore, da Derick greb fat i hende og trak hende igennem menneskefolken, men at sige til ham, at hun syntes at det her var rigtig sejt, var nok ikke noget hun ville sige til ham. Han ville måske bare se mærkeligt på hende hvis det var.. Hun lod sig føre, og sagde denne her gang ikke noget til at han rent faktisk rørte hende. Det var kun svagt hun hørte, hvordan der blev mumlet af dem, når de bankede ind i en ny gruppe mennesker. Da de endelig stoppede op i den anden ende i kroppen, kunne hun mærke hvordan det hele sitrede i hende, hvor hun næsten havde helt lyst til at hoppe og springe. Hun kunne heller ikke lige slippe smilet på sine læber, som hun vendte sig om, da han endnu engang gav slip på hende. "Jeg var vidst ikke den der skulle reddes. Hvem var det lige der var med i slagsmålet?" Spurgte hun i en drillende tone, da det jo var ham der havde bragt alt dette over sig. Smilende og glad og livlig som hun var lige nu, smed hun hårdt tilbage over skulderen, som det havde sat sig i uorden efter al den pludselige ballade og faren rundt. Blikket hvilede nu fast på Derick, som han havde al hendes opmærksomhed og hun nu havde lyst til mere...

[Deleted]

At trække J’adore igennem rummet, var noget som Derick gjorde med hast, for at komme væk fra de tre mænd, for han var sikker på at de ikke var færdige endnu, eftersom han kun lige havde slået dem i gulvet. Han var næsten for fuld til at kunne slås optimalt, hvilket i øjeblikket irriterede ham, og det var også skylden til at han havde fået en stor mavepuster og et flækket øjenbryn, hvor det blødte fra øjenbrynet og ned over hans kind. Han måtte indrømme at det var opfriskende at slås! Ikke fordi han gad blære sig foran J’adore, eller nogen andre for den sags skyld, men i den tilstand han var i for øjeblikket, så kunne han bedre lide den fysiske smerte end den psykiske – som han jo også prøvede at dæmpe med alkoholen, skønt han vidste at det på ingen måder var smart. Som han stoppede op og så fra mændene til J’adore, kunne han godt se hendes smil og næsten det spændende og ivrige skær i hendes blå øjne, hvilket først forundrede ham, inden det faktisk gik op for ham at hun selv havde moret sig. Han fnes kort og rystede smilende på hovedet af hende, hvor hendes ord fik ham til at slippe en munter latter. „Årh hold op! Jeg havde aldrig brug for at skulle reddes!” svarede han morende og blinkede drillende til hende. „Men hvis de kom efter dig, så ville du jo hænge dig op ad mig med det samme,” tilføjede han drillende, som han slap en munter latter. Han var ikke ude på at håne hende, men hun virkede til at være i godt humør og det smittede af på ham selv, og han ville jo gerne vise hende at han ikke var så slem igen, så han forsøgte faktisk bare at more sig med hende, selvom han næsten var forsigtig med hvad han sagde, for det var tydeligt at hun hurtigt kunne misforstå og mistolke hans ord, såsom da hun havde troet at han fandt hende afskysvækkende, men det var på ingen måder tilfældet! Desuden havde han prøvet at komplimentere hende, ved at kalde hende for smuk – hvilket hun var – men han anede ikke engang om hun havde hørt det, før han var blevet slået ned, men det kunne også være ligegyldigt, han ønskede bare chancen til at vise hende at han ikke var så ussel igen. Blikket gled fra J’adore og videre hen imod mængden, da de tre mænd, havde fået øje på dem, og nu var på vej hen imod dem, hvor man tydeligt kunne se hvordan de skubbede alt og alle til side. Han morende smil gled over Dericks læber, som han vendte blikket mod hende igen. „Men hvis du virkelig vil være min redningskvinde, så får du chancen nu,” foreslog han drillende, som han selv lænede sig op ad væggen ved deres side, hvor han næsten blot betragtede hende afventende, som om han regnede med at hun ville tage sig af mændene – et sted tvivlede han på at hun kunne tage tre fuldvoksne mænd, men på den anden side, han kunne blive overrasket.

[jadore]

"Hvorfor skulle de dog komme efter mig? Det er ikke mig med den provokerende adfærd," sagde J'adore med et løftet øjenbryn og en drillende stemme. Hun mente virkelig, at hun ikke kunne se nogen grund til at de skulle gøre hende noget. Ja, hun var smuk, og mænd kunne godt være mærkelige og gøre underlige ting. Dog så hun det ikke som en trussel lige nu. Desuden var det jo ham der havde brug for hjælp! Det var ikke hende der stod med et flækket øjenbryn, men ham, og det var heller ikke hende de havde gjort sig uvenner med folk og fået tildelt flere slag. Selv holdt hun ikke spor øje med de andre mænd der var ude på ballade, som de blå øjne kun var fokuseret på Derick. At de så ville komme efter dem var heller ikke noget der drev igennem hendes hoved. Som hun betragtede hans ansigt, lod hun forsigtigt en finger tørre blodet væk, hvor hun både lod den glide over hans kind og hans øjenbryn, inden hun trak sig tilbage igen. "Du burde få vasket det," mumlede hun stille, hvor hun egentligt var i tvivl om hun kun henvendte sig til sig selv, eller om hun egentligt snakkede til ham, som det jo var ham hun snakkede om. Efter at havde sagt dette lod hun endelig blikket følge hans, hvor hun fik øje på de tre mænd, der vidst endelig havde fundet hende. Hun kunne ikke lade være med at ærgre sig en smule, da hun godt lige kunne brugt tiden med Derick for sig selv i et par minutter. Hun hørte ganske svagt hans ord, hvor hun bare tog fat i hans arm som svar, "kom." Hun havde ikke i sinde at slås, så i stedet trak hun ham igennem lokalet igen, hvor de gik igennem baren, hvor bartenderen råbte ad dem, at det ikke var tilladt. Som svar tog hun nogle hastigere skridt til de kom ud i baglokalet, hvor hun hurtigt slog bagdøren op. Hun vidste ikke helt, om det var det her Derick havde i sinde, da han bad hende om at redde ham, men det kunne også være ligegyldigt. Derick ville nok hellere slås, men så måtte han løbe tilbage. "Jeg håber du kan ride," sagde hun kortfattet, som de var kommet ud på en sidegade, hvor hun hurtigt drejede om hjørnet. Til en pæl stod hendes hvide hoppe, Suade, som hun hurtigt bandt op og svang tøjlerne op over hestens hals, inden hun selv hoppede op på ryggen ad den, som den ingen sadel bar, hvorefter hun rakte Derick sin hånd. "De kommer efter dig, hvis du bliver her. Det er dit eget valg."

[Deleted]

At J’adore ikke mente at der ville komme nogen efter hende, forundrede faktisk ikke Derick. Han havde hurtigt fået konkluderet at hun slet ikke kendte til det barske byliv her i Ityrial, som var hovedstaden i Manjarno. Her kom både væsner fra lyset og fra mørket, her var der typisk krig mellem folk, og her kunne man møde mange typer, derfor kunne det også være sværere at finde ud af om man kunne stole på folk eller ej, for befandt man sig i Procias, ville man nok kunne stole på størstedelen, befandt man sig i Dvasias, så ville man nok ikke kunne stole på særlig mange, så i de andre lande kunne man hurtigt danne sig et overblik, men det var svært her i Manjarno, desuden så var det vidst også tydeligt at hun ikke var vant til andet end skoven og det fredelige liv deri. Han fnes kort og rystede på hovedet af hende. „Og det beviser jo så bare, hvor lidt erfaring du har med bylivet, og ikke mindst nattelivet,” svarede han sandfærdigt, skønt der ikke var nogen fordømmende tone i hans ord, for han klandrede hende ikke for det. Han vidste jo trods alt godt at elvere var sky væsner, men det var tydeligt at J’adore alligevel var nysgerrig og måske også eventyrlysten? At hun faktisk løftede hånden for at fjerne blodet fra hans tinding og kind, kom bag på ham, for han som havde troet at hun afskyede ham, netop fordi han havde været så frembrusende. Et morende smil gled over hans læber. „Jamen dog.. og jeg som troede at du aldrig ville få lyst til at røre ved mig, fordi jeg var afskysvækkende,” svarede han drillende, som han lagde armene over kors, inden han fortsatte i samme drillende tone: „og du viser tilmed bekymring for mig?” Det var vel kun et tegn på at de var på bedringens vej? At han ikke længere var i dårligt lys hos hende? Det var jo også det som han håbede på, for han ville gerne vise hende at han ikke var så slem, som hun dømte ham til at være. At de tre mænd var efter dem, havde Derick ikke det mindste imod, for så kunne han måske give dem en ordentlig lærestreg og faktisk få afreageret lidt for sin indre vrede og frustrationer! Det var altid godt med en slåskamp! Desuden så havde han jo bare sagt for sjov at J’adore skulle redde ham, for han havde slet ikke behov for at skulle reddes! Hendes handling kom derfor fuldstændig bag på ham, hvor han blinkede overrasket med øjnene, da hun greb ham om armen og trak ham med sig. „Men..” Han nåede ikke at sige mere, før hun trak ham igennem hele lokalet igen, hvor han kort skævede efter de tre mænd, der næsten blev helt arrige, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. Han fulgte blot med J’adore, da det gav en form for spænding at flygte sammen med en fremmed kvinde man ikke kendte. At hun trak ham igennem baren, hvor bartenderen råbte af dem, fik ham til at bryde ud i latter, skønt han blot fulgte efter hende ud i baglokalet og ud af bagdøren, uden at latteren falmede det mindste, for dette var virkelig komisk. At hun havde sin hest her, og var i færd med at løsne tøjlerne, fik ham til at se morende på hende, hvor han stadig grinede let. Han gik roligt hen til hesten som hun sprang op, hvor han i stedet for stillede sig ved hestens hoved og lod den ene hånd søge omkring dens store kæbe, imens den anden hånd strøg den over mulen. „J’adore.. har du ikke lidt for travlt?” spurgte han morende. Han var sikker på at de tre fulde mænd slet ikke havde nået at følge med i hvor de var løbet hen. Et kækt smil gled over hans læber, som han roligt tog fat omkring hendes hånd, som hun havde rakt ham, for at få ham op på hesten. Men i stedet for at tage imod hendes hjælp, skænkede han hendes forreste kno et blidt kys. „Hvis du vil af sted og hjem, så tag af sted. Ellers så tag med mig, og så skal jeg vise dig bylivet fra et helt andet perspektiv. Uanset hvad, så vil du være i sikkerhed,” foreslog han roligt, uden at han tog blikket fra hende eller slap hendes hånd. Han strøg hestens blanke manke, imens han blot betragtede J’adore afventende.

[jadore]

. Ret havde Derick i, at J'adore ikke kendte til det vilde natteliv i Manjarnos hovedstad. Ret havde han også i, at Procias var et utroligt fredeligt land, hvor man mere eller mindre kunne stole på alle. Der var selvfølgelig altid nogle lidt rådne fisk i vandet. Selv havde hun ingen fjender. I hvert fald ingen fjender hun kendte til. Men på den anden side var størstedelen af hendes bekendtskaber elvere, som hun var en af skovens beskyttere og elskere, hvor hun - ligesom de fleste andre - omgik personer der havde sammen som hende selv. Da hun havde valgt at drage hertil og besøge en af byens barer, havde hun virkelig ikke planlagt at det skulle forløbe på denne måde. Hendes plan havde bare været at få noget af drikke, møde andre mennesker, måske danse.. At hun var stødt på den mystiske mand, Derick, kunne vel kun betyde ballade. Og det gjorde det så også. Hun vidste endnu ikke helt, hvilken bås hun skulle placere ham i, men hun var klar over at hun var en smule tiltrukket af hans personlighed, hvilket også var den eneste grund til at hun havde fulgt ham så længe nu. Da han sagde, at han var overrasket over den ømhed hun pludselig udviste overfor ham, slap hun en overbærende latter. "Bare rolig.. Du er stadig afskyvækkende. Og den eneste grund til jeg gjorde det, var fordi jeg er opvokset med at hjælpe andre," svarede hun overlegent, hvor hun måske løj lidt. Hun fandt ham ikke afskysvækkende. Det var hun blevet enig med sig selv om. Hun havde også bare tørret blodet væk fra ham, da han ikke skulle gå rundt og se farlig og blodig ud, samt hun havde besluttet sig for at være sød ved ham. I hvert fald lige nu. Han havde trods alt forbedret sin opførsel overfor hende, så så længe kunne hun godt være god ved ham igen.
At han i virkeligheden havde sagt i sjov, at hun skulle hjælpe ham, havde hun virkelig ikke opfattet. Hun havde taget sin opgave dybt seriøst, som hun havde ledt ham ud af baren. At de tre mænd slet ikke kunne følge efter dem, var heller ikke noget hun lagde mærke til, da hun kun havde en ting i tankerne, og det var trods alt også meningen at de skulle væk derfra. At han så skulle ødelægge hele seancen slog hende fuldstændigt væk, for han havde jo heller ikke gjort modstand? Han kunne jo bare have sagt stop, hvis han virkelig bare havde ment det ironisk. Flov og en smule dum følte hun sig, som han fortalte hende, at hun var gået lidt over gevind, men hvad skulle hun ellers have gjort? Hun ville ikke bare lade ham være alene, og hun havde heller ikke tænkt en fysisk kamp med mændene, så flugten havde virket ideel for hende. Som han kyssede hendes hånd, kom der igen et rødligt skær over de blege kinder, hvor hun også slog blikket ned. Hendes hest stod bare helt roligt, mens den også tillod Dericks berøring, hvor den prustede blidt. Da han så kom med sit forslag omkring ham vise hende byen, lod hun igen de blå øjne falde på ham. Rødmen på kinderne var aftaget en smule, men de havde stadigt et svagt lyserødt skær over sig. Hun var også stadig flov over hele situationen, hvor hun på en måde havde lyst til at gemme sig væk, som hun vidst havde dummet sig, men på den anden side ville Derick stadig se hende, og hun ville faktisk også gerne bruge lidt mere tid råb ham.. "Okay," begyndte hun stille, "så vis mig byen.." Forsigtigt og en smule akavet tog hun forsigtigt sin hånd til sig, da hun heller ikke skulle virke helt forelsket i ham. Hun lod kort sin hånd glide over sin hests hals, som et undskyld over al den pludselige tumult, inden hun hoppede af den igen.

[Deleted]

At J’adore faktisk havde rørt ved Derick, at hun havde tørret blodet væk og faktisk kommet tæt på ham, forundrede ham faktisk, netop fordi hun havde fremstillet ham som havde han været direkte afskysvækkende, grim og nærmest havde været vansiret, men det var jo på ingen måder tilfældet! Det var ikke fordi han fandt sig selv grim, men han vidste til gengæld også at det var fordi han havde været for frembrusende, under deres første møde, fordi han havde trukket hende tæt ind til sig, hvor hun også tydeligt havde vist ham at han havde overskredet en grænse, for hun havde jo faktisk smækket til ham. Det var ikke fordi det gjorde ham noget, så længe han blot fik muligheden for at vise at hun fremstillede ham forkert, at han ikke var så slem igen, for det var han altså ikke! Hendes ord fik ham til at himle let med øjnene, selvom han ikke kunne skjule det morende smil, der hvilede på de rosenrøde læber, for det morede ham at hun benægtede det! Han rystede smilende på hovedet af hende, inden han vendte de klare blå øjne mod hende igen. „Jaså? Jeg troede ellers ikke at du gad hjælpe mig,” svarede han morende, som han blinkede drilsk til hende. Det var ikke fordi han havde haft noget imod at hun havde rørt ved ham, det var bare kommet bag på ham, fordi hun sidst havde flippet ud da han havde trukket hende ind til sig, men det var vel også et tegn på at det gik den rigtige vej? Det var han kun glad for!
At J’adore havde taget Dericks ord personligt til sig, var virkelig kommet bag på ham, for han havde slet ikke regnet med at hun bare ville flygte uden videre! Det glædede ham dog, at hun havde taget ham med sig og ikke bare var stukket af og havde ladet ham i stikken – han havde nok klaret de tre mænd uanset hvad, men hvad viste det ikke om hendes morale? At hun følte sig flov over at have flygtet, og at han påpegede at hun måske overdrev, var noget som han næsten kunne fornemme, selvom det kun morede ham. Han grinte ganske muntert og kort, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. Han havde sådan set givet hende grønt lys til at ’redde hans liv’, og hun havde jo også gjort et forsøg, så det skulle hun have. Han lagde godt mærke til den røde farve der steg op i hendes kinder, da han valgte at kysse hendes hånd, hvor han ikke kunne lade vær med at smile. Han kunne i hvert fald godt være en gentleman! Hvilket han også nok skulle vise hende! At hun gik med til hans forslag, var noget som fik ham til at lyse op, hvor han roligt gav slip på hendes hånd og trak sig et skridt tilbage, så hun kunne komme ned fra hesten. Han ville slet ikke have noget imod at tilbringe lidt mere tid sammen med hende, for han kunne faktisk godt lide det. „Fantastisk!” svarede han muntert, som han rakte hende sin hånd. „Men.. jeg er nød til at holde om dig, hvis jeg skal have dig med. Vi skal nemlig.. op,” svarede han med et skævt smil. Denne gang spurgte han om tilladelse, i stedet for bare at tage fat i hende, for nu havde han vel også vist hende at hun kunne stole på ham? Han gjorde hende i hvert fald intet.

[jadore]

Selvfølgelig havde J’adore taget Derick med sig! Hun havde ikke haft i sinde at lade nogen mand være tilbage. Desuden havde hun også en smule ondt af ham, at han sådan bare havde fået bank lige pludselig, selvom han nu også havde lidt godt af det. At han så mente, at han sagtens kunne klare alle tre mænd, var hun så lidt i tvivl om, skønt han var kommet ud af deres greb en gang. De var jo alle tre pænt berusede, dog virkede Derick ret meget mere klar i hovedet nu, end da hun lige havde mødt ham i baren, hvor hun hurtigt havde fået vurderet, at det langt fra havde været hans første drink. Men alt i alt, så syntes hun selv, at hun havde gjort et godt forsøg med at redde ham. Det måtte han da gi’ hende, at hun virkelig havde taget hans ord til sig, og gennemført sin redningsmanøvre, lige indtil han havde sagt stop… Da han sagde, at de skulle op, kunne hun næsten regne ud, at han havde tænkt sig bruge magi, men hvad han helt præcist mente, vidste hun ikke. Skulle de rende rundt på tagene? I så fald var der en chance for at hun selv kunne transportere sig op. Dog var kjolen lidt af en udfordring. Med den tanke bøjede hun sig ned, så hun kunne rette på det røde stof, der havde sat sig i uorden efter al den slåskamp, løben og op og ned af hesten. Efter at have ordnet sit fine tøj, vendte hun opmærksomheden mod sin hoppe, hvor hun blidt nussede den bløde mule, imens hun sagde, ” estolada sinome.” Hun tvivlede stærkt på, at Derick forstod hende, eftersom det kun var de færreste ikke-elvere der kunne tale elvisk. Hun betragtede hesten med et roligt blik, som den forstod hendes kommando, som den skulle vente på sin ejer. Derefter vendte hun opmærksomheden på Derick, som hun så med et nysgerrigt blik, som hun egentligt glædede sig til at se, hvad han havde fundet på at gøre. Om hun ligefrem stolede på ham, gjorde hun nu ikke 100 %, men hun havde da lidt tillid til ham, efter al det de lige havde været ude for de sidste par minutter. Hun trådte et skridt frem mod ham, hvor hun lod sin slanke hånd lukke sig omkring hans stærke arm, hvor han så måtte ændre på hendes måde at stå på, hvis de nu stod forkert til hvad de nu engang skulle nu. ”Så hvis mig, hvad du kan,” sagde hun med en udfordrende undertone. Han sagde jo, at han ville vise hende bylivet i et helt andet perspektiv, og nu var hun jo nysgerrig omkring hvordan han havde tænkt sig at gøre det.

[Deleted]

Derick havde allerede sluppet ud af de tre mænds kløer én gang og nu hvor de nok også var blevet omtumlet af hans slag, så kunne han sikkert godt klare dem igen – det var han i hvert fald selv overbevist om. Det morede ham dog, at J’adore havde taget hans ord personligt, for det havde han slet ikke regnet med! Han havde heller ikke regnet med at hun ville slås imod mændene, men han havde næsten troet at hun ville gemme sig bag ham, skønt det ikke var blevet tilfældet, hun havde tværtimod trukket ham med sig igennem hele baren – bogstaveligtalt – og det lille adrenalinkick det havde været at flygte fra de tre mænd, havde faktisk været underholdende! At hun så havde tænkt sig at ride væk som om de virkelig havde været i alvorlig fare, var noget som virkelig havde moret ham, for han tvivlede på at mændene ville finde dem, og så hurtige som de havde været, så skulle det ikke forundre ham, hvis de havde opgivet jagten efter dem. Det hun sagde til hesten opfangede ham, hvor han kunne regne ud at det var elvisk – han havde dog aldrig lært det, på trods han faktisk havde været gift med én i flere århundreder, hvis ikke tusinder. „Fornærmer du mig foran din hest?” spurgte han morende, selvom han heller ikke lagde skjul på den nysgerrige tone om, hvad hendes ord egentlig betød, for.. han kunne godt lide elvere, det var et væsen som altid havde fascineret ham, vel også grunden til at han havde været gift med en? Han havde dog aldrig lært deres sprog, og det måtte vel være ganske praktisk, så andre – fremmede – ikke ville kunne forstå en. De blå øjne faldt til hendes ansigt, som hun trådte et skridt tættere på ham og greb fat omkring hans stærke arm. Hendes udfordrende tone, fik et kækt og selvsikkert smil til at glide over hans læber, hvor han roligt trak hende ind til sig, som han lagde armene omkring hendes liv, så de stod helt tæt – bryst mod bryst. „Udmærket smukke.. men du må hellere holde vejret,” svarede han i en lettere selvsikker tone, uden at smilet falmede det mindste, hvor han ikke tog de blå øjne fra hendes. Han lod dem begge forsvinde i et lysglimt. De dukkede op igen, midt oppe på et tag, hvor der var en perfekt udsigt til hele Ityrial, der blev oplyst i et smukt skær, fra de mange lanterner der hang fra tag til tag, samt de mange gadelamper, hvor man kunne se ud over den kæmpe plads, hvor gøgler og andre optrådte. Han vendte blikket mod hende. „Sikker på du ikke vil hjem til din fredelige skov?” spurgte han drillende.

[jadore]

J’adore hævede et slankt øjenbryn, da Derick stillede hende et ret så dumt spørgsmål, om hun havde bagtalt ham til sin hoppe, Suade. Hans spørgsmål var utroligt underligt for hende, eftersom han nærmest spurgte hende om hun lige havde haft en intern samtale med sin hest, og det var nu ikke lige noget hun ligefrem gik og havde. ”Nej, i modsætning til jer andre racer, så kan vi på en måde kommunikere med naturen og dens dyr,” svarede hun ham, som hun alligevel tog hans spørgsmål seriøst. Hun kunne sagtens give ham en forklaring på hvad der foregik. ”Det er rigtigt nok, at jeg snakkede til hende og hun forstod mig. På elvisk har vi lært at viderebringe vores meninger og ønsker, hvilket jeg lige har gjort, som det jeg sagde var en simpel kommando om, at hun skal blive til jeg ønsker andet.” Om han syntes at det her var helt kuk kuk eller smart, vidste hun ikke, men det var en læren elverne havde skabt igennem flere årtusinder. Dog ville de fleste andre racer ryste på hovedet af hendes folk, da det var de færreste der kunne sætte sig ind i deres levemåde, men det var hun også klar over.
Som han så trak J’adore tættere ind til sig, kunne hun ikke lade være med at se på ham. Egentligt vidste hun ikke, hvordan hun havde det med at skulle være så tæt på ham igen. Sidste gang de stod sådan her, havde hun også stukket ham en lussing, men det havde hun ikke i sinde at gøre nu. Hun kunne ikke finde ud af, om hun følte sig helt tilpas i hans arme, for hun havde aldrig været en mand så tæt, udover hvis hendes fader havde givet hende et kram, men det var jo også en helt andet sag. Hun kunne dog mærke, at hendes hjertebanken steg i hastighed, som hun igen mærkede hans varme, hvilket vel bare gjorde hende endnu mere forvirret. Hun sendte ham også et forvirret blik, da han sagde at hun skulle holde vejret, men alligevel gik hun ud fra at han mente det alvorligt, så hun gjorde det… Det næste hun mærkede var et sus, der gik igennem hendes krop, da hun lige pludselig forsvandt fra gaden og så lige pludselig var på et tag. Aldrig havde hun prøvet at blive teleporteret rundt, hvilket vel også kun var de færreste der havde prøvet, hvis man ikke besad den slags magi. Hun kunne ikke lade være med at blinke flere gange med øjnene, som hun var helt rundforvirret og helt sprængfyldt med nysgerrighed og energi. Nysgerrigt gled hendes blik rundt på de nye omgivelser, hvor hun først observere de nye højder og at de nu var på et tag. Derefter fokuserede hun lidt mere rundt, som hun nu kunne se de små krogede gader, lyset fra lamperne, og menneskerne der pludselig virkede en del mindre. Imens hun slugte alle disse nye omgivelser, vendte hun endnu engang de blå øjne mod Derick, uden at hun trak sig ud af hans greb, så han kunne se det glade, varme smil på de silkebløde læber. ”Du kender mig overhovedet ikke. Jeg er mere end bare den fredelige natur.”

[Deleted]

Derick lagde godt mærke til at J’adore fandt hans spørgsmål rimelig dumt, for det kunne han tydeligt se på hendes ansigtsudtryk, hvilket også var grunden til at han slap en munter, men kort latter. Det var ikke fordi han regnede med at hesten ville svare hende og at de ville begynde at tale sammen, for i så fald ville han nok først stå og se dumt på hende, men han vidste at elverne kunne kommunikere med dyrene og naturen på deres helt egen specielle måde, hvilket vel også var ganske fascinerende? Normalt ville det nok ikke rage ham det store, men han var blevet langt mere vis med årene, langt mere neutral, og ikke mindst langt mere filosofisk – skønt man nok ikke skulle tro det ved første øjekast, men i øjeblikket var han heller ikke just sig selv. Hendes ord fik det morende smil til at glide over hans læber, uden at han tog blikket fra hende. Det glædede ham dog at hun alligevel tog hans spørgsmål seriøst, for han var faktisk nysgerrig af sig, specielt når det kom til noget nyt, og hendes sprog kunne han jo trods alt ikke. Han så lettere tænkende ud i luften til hendes ord, inden han trak let på skuldrene, da han igen så mod hende. „Det er da ganske praktisk,” svarede han sandfærdigt, som et skævt smil gled over hans læber.
Det var ikke fordi Derick havde i sinde at.. gøre hende dårlig tilpas denne gang, og denne gang havde han jo også spurgt om tilladelse til at holde om hende, hvilket hun selv var gået med til, så det var ikke fordi han regnede med at hun ville slå ham endnu engang – i så fald ville han nok blive rimelig overrasket. Han kunne godt se at hun var forvirret, hvilket også fik ham til at slippe en munter latter, inden han lod dem forsvinde i lysglimtet, så de dukkede op på taget. Han vidste godt at det kunne give kvalme, gøre en desorienteret og svimmel, hvilket også var grunden til at han havde bedt hende om at holde vejret, eftersom man også kunne miste pusten af at blive teleporteret, men hun virkede da til at have det fint, skønt han fortsat holdt omkring hende, for at være sikker på at hun ikke ville drætte om af svimmelhed og falde ned fra taget. At hun ikke trak sig ud af hans greb og tilmed smilede varm og glad til ham, var noget som kom bag på ham, selvom han dog ikke gjorde noget ved det, for han havde intet imod at være hende tæt, og det var jo heller ikke fordi han havde tænkt sig at gøre hende noget. Hendes ord fik hans smil til at brede sig. „Virkelig? Så fortæl mig hvad du er, end bare den fredelige natur,” opfordrede han hende roligt, uden at han tog blikket fra hende. Han var ikke just påvirket af at de stod på et tag, selvom man godt kunne mærke at det var blevet køligere, nu hvor de var kommet op i højden, men taget var en anelse fladt, så han var ikke bange for at falde ned.

[jadore]

Rigtigt var det, at det var praktisk at kunne kommunikere sådan med dyrene, som de havde langt lettere ved at håndtere dem. Dog syntes J’adore ikke, at Derick virkede videre begejstret over hendes fortælling, men det gik hende nu heller ikke på. Hun forventede på ingen måde, at han var i fuld firspring over hendes levemåde, da de overhovedet ikke mindede om hinanden. At han faktisk havde levet med en elver, var ikke noget hun nogensinde ville gætte på, eftersom han ikke virkede som en der havde det store kendskab til hendes folk. En anden ting hun dog havde opdaget ved ham var, at han var en utrolig munter person. Personligt kunne hun ikke erindre, at hun nogensinde havde været sammen med en person der grinte så meget som ham, men det var nu heller ikke nogen dårlig ting at være glad. Hun var bare selv mere tilbageholden, hvad angik hendes følelser, hvor han var åben og mere letlæselig omkring dem. Efter teleporteringsturen havde hun det egentligt overraskende fint, eftersom hun aldrig havde prøvet det før, men hun kunne skam godt mærke at det snurrede lidt i hendes krop. At de var oppe på taget var ikke noget der generede hende, da hun overhovedet ikke havde problemer med højder. Det eneste der måske kunne gå hende lidt på, var den nye kulde, der kom på dette åbne område. Hun mærkede, hvordan den kølige vind ramte hendes bare arme og hals, hvilket fik hende til at gyse, som hun i forhold til Derick havde lidt sværere ved kulden. Hun burde virkelig have husket noget overtøj. Et drilsk blik gled over de blå øjne, som han nu bad hende om at fortælle om hende selv, hvilket hun tidligere havde bedt ham om, hvor han så havde afvist hende. ”Tror du virkelig bare, at jeg vil forære det hele på et sølvfad?” spurgte hun drillende, som hun da heller ikke ville gøre det for let for ham. ”Hvis du virkelig er interesseret i at lære mig bedre at kende, må du selv finde ud af det.” Smilet havde hun stadig på læberne, som hun sagde det, som hun overhovedet ikke var negativ lige i øjeblikket. Hun lod blikket søge væk fra hans ansigt og længere ned ad hans krop, hvor det landede på hans bryst. Hans bryst der hvilede mod hendes. Selvom han var den eneste varmekilde lige i øjeblikket, så kunne hun ikke blive stående i hans stærke arme. Langsomt løsrev hun sig fra hans greb, hvor hun bagefter slog armene om sig selv. Stille lod hun sine hænder arbejde sig op og ned ad hendes lyse arme, som hun prøvede at give sig selv varmen. Kroppen vendte hun nu også væk fra ham, som hun forsigtigt prøvede at bevæge sig længere ud mod kanten. ”Det er et specielt syn, men det er flot heroppe,” sagde hun blidt. Ret havde han haft i, at han havde givet hende et andet perspektiv af bylivet, som hun nu kunne betragte det hele oppefra, men dog ønskede hun også at være en del af det, eftersom hun jo også var kommet hertil af den grund. Rart kunne det nu også være med en drink, som den kunne bringe en lidt væk fra nuet, samt være en varmekilde. Det ville dog være en falsk varmekilde. Ret havde han også i, at hun var i sikkerhed heroppe, medmindre hun altså væltede ud over kanten, men det var også rart at være væk fra bøllerne fra baren.

[Deleted]

Det var faktisk ikke fordi Derick som sådan var munter. Inderst inde var han knust, det var nok alkoholen der slog det lidt tilbage, desuden så gjorde denne nye og fremmede tøs ham nysgerrig, og der var noget over J’adore som han godt kunne lide. Han kunne tydeligt mærke at hun måske ikke var nogen ond person, men det gjorde ham nu heller ikke det store, der var bare noget.. anderledes over hende, og han blev utrolig nysgerrig på hende, og ikke mindst så efterlod hun ham med et ønske om at vide mere omkring hende. Så han var måske rimelig munter og glad overfor hende, men han ville jo også gerne vise at han ikke var den mand som hun havde dømt ham til at være, og som hun også havde slået ham for, selvom det på ingen måder havde været hans mening at være frembrusende, men det var tydeligt at hun nok ikke var vant til det vilde liv på gaden, for hun var jo nok mere vant til det rolige og fredelige liv i skoven. Hendes drilske glimt og ord, fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han sukkede lettere opgivende, inden han rystede smilende på hovedet af hende. „Fint.. jeg kan desuden godt lide en udfordring,” svarede han drillende, som han blinkede til hende med det ene øje. At han selv skulle finde ud af at lære mere omkring hende, ville han ikke have noget imod, for det gjorde at han skulle tilbringe mere tid sammen med hende, og J’adore fik ham til at tænke på noget andet, fordi hun afledte hans tanker fra det som virkelig gik ham på, og han ville jo også helst glemme det. „Hvis du da tror du kan holde mig ud lidt endnu,” tilføjede han drillende, uden at smilet falmede det mindste. Han tog ikke blikket væk fra hende, på trods hun selv vendte blikket ned ad ham, hvilket fik ham til at rynke let på brynene, for hvad kiggede hun på? Han skulle næsten til at fyrre en kæk kommentar af, da hun valgte at vride sig ud af hans favntag, for at slå armene om sig selv og gå hen til kanten. Han fnes kort og rystede smilende på hovedet af hende, som han roligt stillede sig bag hende. „Jeg forstår ikke hvorfor du trækker dig væk fra mig, når du fryser,” tænkte han højt, som han stillede sig lige bag hende, dog med hænderne foldet bag på ryggen, da han heller ikke ville bringe hende videre ubehag ved at slå armene omkring hende igen. Han fulgte roligt hendes blik ud over byen, som virkelig var smuk heroppe fra. Et skævt smil gled over hans læber til hendes ord. „Ja den er,” medgav han roligt, som han trådte et skridt tilbage og væk fra hende. Han svingede let armene, imens han mumlede nogle utydelige ord på et andet sprog, idet han fremmanede sin mørke kappe, som han havde glemt på kroen i al den hast. Han lagde den roligt over hendes slanke skuldre, så hun havde lidt at varme sig ved, hvor et let smil gled over hans rosenrøde læber. „Men.. det er nu langt sjovere at være en del af festlighederne, end bare at se på,” tilføjede han i en rolig hvisken mod hendes ene øre, som han var trådt tæt på hende igen. Hans blå øjne faldt på byens fest, inden han vendte blikket mod hende.