Andet møde...

[Deleted]

Det var ikke engang fordi Derick havde ønsket at blive konge af Procias, skønt han havde gået igennem en forbandet stor smerte, bare for at kunne være sammen med den kvinde han elskede! Det eneste han havde ønsket, var at slå sig til ro, et fint stille sted ude i naturen, hvor ingen kunne genere en, hvor man bare kunne leve fredeligt omgivet af idyl. Han havde slet ikke ønsket at påtage sig sådan et stort ansvar, selvom han ville have gjort det for hendes skyld. Nu kunne han jo så bare fryde sig over at han kunne gå derhen hvor han ville uden et eneste ansvar på sine skuldre, for han skulle jo kun tænke på sig selv. Hendes pointerende ord fik ham til at ryste let på hovedet, dog uden at smilet falmede. De blå øjne faldt let til hendes skikkelse. „Nej og gudskelov for det. Ellers havde jeg jo ikke siddet her med dig i denne stund, og blive påmindet de små værdifulde ting ved livet,” svarede han roligt, som han vendte blikket ud over Ityrial, der virkelig var en flot by! Han elskede Manjarno! Det var vel også derfor han havde valgt at slå sig ned her i udgangspunktet? Han havde desuden glemt hvor smukt et syn der var heroppe fra. Han trak på smilebåndet, da han godt kunne høre at hun blev glad, da han sagde at hun var den sødeste, selvom det jo nok også var sandt. Han havde aldrig været til det sukkersøde, han var trods alt opvokset i mørket, og han havde tilmed været leder for en af de ædleste racer af alle: vampyrerne. I øjeblikket haltede han jo nok mellem lys og mørke, mellem magiker og warlock, selvom han regnede med at mørket ville vinde, eftersom mørket altid havde været en del af ham. „Lad det nu ikke stige dig til hovedet,” svarede han drillende, som han puffede let og blidt til hende med sin ene skulder, hvor et morende smil gled over hans læber. Han kunne ikke lyve sig fra at hun var den sødeste, selvom han ikke havde noget imod at give hende den titel, selvom han stadig kunne være sød! Han havde trods alt givet hende sin kappe! Da hun så væk fra ham og ud mod byen, da han spurgte ind til hende, så veg han dog ikke blikket væk fra hende, da han blot betragtede hende afventende for svar, for han var jo også nysgerrig på hende! At hun ikke havde en mand, forundrede ham ikke, ikke fordi der var noget galt med hende, for han var sikker på at mange elvermænd havde et godt øje til J’adore, for hun var virkelig en smuk kvinde! Hendes følgende ord, fik ham til at trække drillende på smilebåndet, hvor han valgte at rykke sig en anelse mere ind mod hende, så han sad tættere på hende. Han så roligt ud over byen, selvom smilet ikke falmede. „Nej det var jo det jeg sagde; du er en lille pige,” svarede han drillende, hvor han kun trak på smilebåndet og måtte tage sig sammen, for ikke at flække ud i grin. Hun var faktisk en lille pige i forhold til hans alder, selvom hun gudskelov ikke lignede en lille pige, men derimod en ung og moden kvinde. Han selv var dog ikke den yngste længere, hvilket man også godt kunne se.

[jadore]

J’adore kunne ikke lade være med at grine over hans ord, da han også sagde, at det at være konge ikke lige var ham. Gudskelov at det ikke kun var hendes mening. Hun forstod heller ikke det gode ved at være regent i et land, da man pludselig skulle tænke på alle de forskellige racers og individers forskellige ønsker, samt holde øje med de fjendtlige lande. Det virkede alt for besværligt for hende. At være leder af sit eget folk lød lidt bedre, selvom det også ville være et hårdt arbejde, men der kunne man til gengæld sætte sig ind i sine racefællers hoveder. At han så også pointerede, at han ikke kunne sidde sådan her med hende i dag, fik hende til at smile for sig selv. ”Nej, det havde du nok ikke,” medgav hun, hvor det jo bare var en garanti, at en konge ikke kunne fjolle rundt med en fremmed kvinde. Så skulle man sidde på en trone, og kun møde vigtige personer, der havde nogen videre virkning på selve landet. Hun fulgte hans blik ud over byen, hvor hun også kun give ham ret i, at det var utroligt smukt med lyset fra månen og stjernerne der gled ned på hovedstaden, samt de små gadelamper og alle de festklædte personer på gaden. Det var dog ikke det samme som skoven, som hun selvfølgelig fandt endnu smukkere, hvor det også var det sted hun allerhelst ville være i hele verden. Dog kunne hun godt se skønheden ved andre steder. Hun grinte blidt da han puffede let til hende, hvor hun bare gjorde igen. ”Og du skal passe på med ikke at blive for uartig,” gav hun smilende igen, hvor hun også var ret så sikker på, at han virkelig kunne komme på en masse narrestreger, som hun nok ikke kunne følge helt med på. At han så pointerede endnu engang, at hun kun var en lille pige, fik hende til at ryste på hovedet ad ham. Selv så hun sig slet ikke som en lille pige, men det gjorde ingen i denne alder jo. Hun kunne mindst det samme som ham! ”Jeg kan bare ikke gøre for, at du er en olding,” gav hun igen med et skuldertræk. Hendes ord var på ingen måde ondt ment, hvor de var drillende, men vel også lidt sande, da han jo selv sagde, at han havde levet i flere årtusinder, og så var han jo også død flere gange. Gad vide hvor gammel han egentligt var? Hun ville nok være rimelig ungt kuvøseguf for ham, hvis det var. ”Du er bare jaloux over at jeg er så ung, og du ikke er.”

[Deleted]

At J’adore grinede af Dericks ord, tog han ikke så tungt, da han jo selv havde sagt sine i dril, skønt han faktisk havde ment det. Han havde måske været leder for to racer, men der var også stor forskel på at være konge og være leder, og han måtte erkende at han egentlig ikke gad det ansvar længere, han ville hellere slå sig til ro og stifte familie, hvilket de fleste nok gerne ville, når man kom op i hans alder, eftersom han allerede havde levet det vilde liv, han havde lært af sine fejl og fået en stor visdom og erfaringer, han var blevet ældre og klogere på livet og nu hvor han havde prøvet lidt af hvert, så ønskede han egentlig bare at slå sig til ro med en kvinde han elskede, selvom hans drømme nu var blevet ødelagte, for den kvinde han havde elsket, elskede ikke ham, havde været ham utro og det barn han havde troet var hans, var heller ikke hans, så.. ja, det var lige før at han slet ikke gad forsøge at slå sig til ro. At hun medgav hans ord, fik ham til at vende blikket drilsk mod hende. „Ja, og hvad skulle du dog gøre uden mig?” spurgte han morende, som han blinkede drilsk til hende, hvor han ikke kunne holde en kort latter tilbage. Om hun egentlig nød hans selskab så meget, at hun ville blive trist, hvis de ikke havde mødtes, anede han ikke, og et sted tvivlede han på det, netop fordi hun havde følt sig krænket under deres første møde, men nu havde han vel også vist hende at han ikke var så slem igen? At hun grinede og puffede tilbage til ham, fik ham selv til at grine ganske kort, hvor han vendte blikket drillende mod hende. „Årh hold op! Jeg kan ikke blive for uartig,” svarede han drillende, som han kort rakte tunge af hende. Han kunne godt lide hendes selskab, også fordi hun fik ham til at more sig og glemme alt andet, så han i stedet for kunne føle sig fri og frisk. At hun kaldte ham for en olding, fik ham til at vende blikket måbende mod hende, selvom læberne hurtigt spillede sig ud i et muntert og dog drilsk smil. At hun så fastholdt at han var jaloux på hendes ungdom, fik ham til at skule drilsk til hende. „Åh ja?! Jeg skal give dig skal jeg!” svarede han drillende, som han greb omkring hende og trak hende ind til sig, idet han begyndte at kører fingrene over hendes side, som han startede med at kilde hende i begge sider, imens han holdt hende tæt ind til sig, så hun ikke kunne slippe væk, hvor hun endte med at sidde med ryggen ind mod hans bryst, imens hans armen krydsede sig over hendes krop, så han kunne holde hende fast, imens han kildede hende. Latteren flød dog frit fra hans læber, da han ikke kunne lade vær med at finde det morsomt.

[jadore]

J’adore forstod udmærket, hvis han havde opgivet håbet om at finde kærligheden, eftersom den tydeligvis kun havde forårsaget ham smerte. Sådan havde hun det heldigvis ikke, da hun aldrig havde været udsat for sådan en smerte, så hun ville gerne finde en mand på et tidspunkt, og de ville bo lykkeligt i skoven, og så måtte man altid vente og se med hensyn til børn. Hun forstod dog ikke alle de ubeslutsomme kvinder i hans liv, da de vel måtte have vidst, hvad de var gået ind til med hensyn til ham, men de havde alle prøvet at søge nye græsmarker. Var der i virkeligheden noget galt med ham? Havde han et eller andet mærkeligt problem eller hvad, ud over at springe ting i luften? At han så var så selvsikker at mene, at hun ikke ville have noget at gøre, hvis hun ikke havde mødt ham, fik hende til at sukke opgivende. ”Jeg klarede mig udmærket, inden jeg mødte dig, så mon ikke jeg havde overlevet?” spurgte hun selvsikkert. Hvis de ikke havde mødtes, så var der jo ikke sket nogen ændring i hverdagen, men nu når de havde, så kunne hun ikke lade være med at synes lidt om ham. At Derick i virkelig var en ældre herre, var svært at tyde på hans personlighed, da den virkede så ung og frisk. Man kunne kun ane den når sorgen gled over ham, hvor den vel hele tiden havde luret under begge deres møder. Hun tvivlede også stærkt på at dette var det mest uartige han kunne blive, da hun havde på fornemmelsen, at han holdt sig selv tilbage overfor hende, hvilket hun så også var glad for. ”Arh, det tror jeg nu du kan,” sagde hun med et løftet øjenbryn, hvor hun hurtigt fik ret efter. Overrumplet var hun, da han greb fat i hendes krop, og trak hende ind til sig. Hun prøvede at slippe væk, men forgæves. Det næste hun mærkede var hans drilske fingrer der syntes at være mod hendes hud, selvom de var udenpå både kappen og kjolen! Latteren fløj ud af munden på hende, som hun ikke kunne lade være, hvor hun også rykkede og vred i sin krop, som han havde skabt en intens kilden, der syntes at tage livet af hende. Lidt farligt var det vel at lave her, da de sad ude på tagets kant i en meget udsat stilling. ”Derick!” udbrød hun, så menneskerne nede på gaden under dem så forvirret efter lyden. Febrilsk prøvede hun også at gribe fat i hans hænder, der var lyn hurtige og stærke mod hendes krop. For J’adore virkede det som om der gik dage, inden hun fik fat i hans hænder, hvor hun hurtigt fik et fast greb i dem. Behændigt og med en vis forsigtighed for kanten, fik hun vendt sin krop, hvor hun hurtigt placerede begge ben på hver sin side af hans krop, så hun nu sad på ham. Hans krop skubbede hun tilbage, hvorefter hun greb fat i hans drilske hænder igen. ”Så ligger du stille!”

[Deleted]

Om Derick ville finde en person han kunne stole på og slå sig til ro med, tvivlede han næsten på, da han havde mistet to allerede, skønt han havde mistet Denjarna, fordi han var gået i døden og hvad han vidste af, så var hun også selv død. Desuden så havde han lært at det var dumt at gøre sig i fortiden, da man burde se fremad, så blev alt i hvert fald betydeligt bedre og det var også hvad han håbede på ville ske denne gang, selvom han stadig tænkte over det og fik en bitter smag i munden, for det som hun havde gjort, kunne han ikke tilgive! Han var blevet røvrendt stort og grundigt, og hvis der var noget han ikke fandt sig i, så var det i den grad at blive vanæret! Han gad dog ikke tænke på det i øjeblikket, hvilket også var umuligt, når han var sammen med J’adore, der fik ham til at tænke på en masse andet, fik ham til at more sig og grine, hvilket faktisk var stort i forhold til det som var sket. Han kluklo ganske let til hendes ord og rystede smilende på hovedet af hende. „Årh hold da op! Du klarede dig måske fint inden, men nu klarer du dig jo strålende! Ergo ville din hverdag, blive kedelig uden mig,” svarede han selvsikkert og med et næsten stolt smil på læberne, som om han havde vundet flere guldstykker og var blevet rig. Han kunne dog ikke holde masken længe, før en latter brød hans læber. Måske han var utrolig gammel, men han var ikke en som bare hang derhjemme og følte sig gammel, tværtimod følte han sig ung og frisk som en havørn, skønt han havde en stor visdom på livet og mange erfaringer, så dum var han på ingen måde! At hun mente at han kunne være mere uartig end dette, fik ham til at lave en uskyldig mine, som om han aldrig havde gjort en flue fortræd. „Måske lidt?” svarede han hemmelighedsfuldt og stadig uskyldigt, hvor et morende smil gled over hans læber. Det var faktisk utroligt at han kunne more sig så meget i J’adores selskab, når han kun lige havde mødt hende, selvom det faktisk også var dejligt at man kunne finde så hurtigt og godt tilpas ved fremmede, for det var vel også det der viste at man gik godt i spænd hos folk? Et sted håbede han jo faktisk på at han ville se hende igen, et sted håbede han på at denne aften aldrig ville slutte, at hun aldrig ville gå, for så ville han ikke skulle tænke på sin sorg igen. At mærke hende vride sig i hans favn, for at slippe væk, var noget som fik ham til at grine muntert. Det var altid sjovt at kilde folk, der var kilden, og der var han heldig at J’adore var tilfældet. Han slap hende dog ikke, tog sig ikke af at de sad tæt ude på kanten, da han alligevel sørgede for at de ikke faldt ned, ved at holde hende tæt ind til sig og læne sig selv tilbage. Han tog sig ikke af omgivelserne og menneskene nedenunder dem, da han for en stund havde glemt alt andet. Han blev dog overrasket, hvor hurtigt det gik, fra hun fik fat i hans hænder, fik vendt sig om og sat sig over tværs på ham og fik skubbet ham ned at ligge, hvor et forundret blik gled over hans ansigt. Han blinkede let med øjnene, da det tog et stykke tid, inden det gik op for ham, at de havde byttet plads, hvor det nu var hende som havde ham. Han trak dog ikke hænderne til sig, hvor han tværtimod smilede drilsk til hende. „Du kunne bare ikke holde dig væk.. hva?” spurgte han morende, som han lagde sig en anelse til rette under hende.

[jadore]

J’adore havde på ingen måde forventet, at de skulle sidde så tæt sammen igen, men egentligt tænkte hun ikke videre over det. Han fik hende til at grine, samt han fik hende lidt væk fra hendes folks regler, som han var en så munter og udadvendt person, så det var svært at gøre andet. Hun havde derfor ikke i sinde at blive sur over at han sådan havde rørt hende, som hendes tanker var i helt andre baner, og det kunne han vel også selv se og mærke på hende. Han skulle bare ikke komme med nogle smart-ass kommentarer omkring det, da hun bare ville føle for at opføre sig anderledes igen så. Smilet var stort på hendes læber, hvor der også endnu var et grin over dem. Stolt var hun, som hun havde overrumplet ham og taget styringen, som hun nu hævede sig over ham, som hun sad på ham. Hvis hun tænkte nærmere over deres position, ville hun nok blive lidt flov, da hun virkelig aldrig havde været så tæt på en mand, som hun nu var med Derick. Men hun var virkelig også uberørt når det kom til den ting. ”Hvem var det lige der startede?” gav hun smilende igen, som han sagde at det var hende, der ikke kunne holde sig væk. Det var da lige omvendt! Det var ham der havde startet alt det her nærkontakt-sjov, som han var brudt ud i en kildekrig. Som han ikke rykkede sig under hendes vægt, blev hun roligt siddende. Hendes hænder var endnu lukket om hans håndled, hvor hun var klar på at tage hårdere fat i dem, hvis han besluttede sig for flere unoder. Kappen der ikke var lukket omkring hendes krop, åbnede sig nu, så det næsten lignede et telt over deres to kroppe, hvor man bare kunne se deres hænder og hoveder stikke ud. Nu kunne hun også mærke kulden på sit bryst, som hendes hals og kavalergang nu var blottet for kulden. ”Hvad vil du så nu gøre, nu når jeg har fanget dig?” spurgte hun overlegent, men også nysgerrig. Ville han bare falde til ro, eller ville han prøve at kæmpe sig fri? At han egentligt lagde sig bedre til rette, var noget der slap forbi hendes bevidsthed, som der kørte tusindvis af andre sjove ting i hendes hoved.

[Deleted]

Det glædede kun Derick at J’adore var faldet betydeligt langt mere til ro hos ham, end det som hun for eksempel havde været til at starte med under dette møde og under deres forrige møde, for der havde hun da vidst været bange for at han skulle gøre hende ondt, skønt han vel havde bevist at det ikke havde været hans intention, da han faktisk havde ladet hende gå. Desuden så morede det ham, at hun var så kilden som hun var, for det var underholdende at holde hende fast, mærke hende vride sig som en fisk på land, der prøvede at komme tilbage til havet, selvom han forsøgte at holde så godt fast i hende, som han kunne, skønt det var svært, når han kildede hende, samtidig med at hun prøvede at slippe fri. At det så lykkedes hende at overrumple ham og få ham ned at ligge under sig, var noget der faktisk var kommet bag på ham, men hun havde været hurtig og smidig til at lægge sig ned, og det var ikke altid den med den største fysiske styrke der vandt, men typisk den der havde kløgt, og hun havde fundet sin flugtvej og åbning til at få vendt situationen, hvilket faktisk imponerede ham. Et morende smil gled over hans læber, da hun valgte at blive siddende og holde omkring hans hænder, hvor et drilsk skær fandt vej til hans klare blå øjne, der hvilede i hendes egne. „Jeg har aldrig påstået at jeg kunne holde mig væk fra dig,” påpegede han lettere hemmelighedsfuldt, uden at smilet falmede. Det var måske ikke fordi han ikke kunne holde sig væk fra hende, men han nød nu hendes selskab og han havde ikke lyst til at hun skulle gå. Desuden så ville han heller ikke benægte at hun var en smuk kvinde, han kunne godt lide elvere, også selvom hun havde misforstået hans ord, da hun havde troet at han havde kaldt hende for afskysvækkende, men det var mere hintet til ham selv. Han blev liggende helt stille under hende, hvor han næsten lå helt afslappet, uden at gøre det mindste for at trække hænderne til sig. Da hun spurgte, hvad han ville gøre, gled et lystigt smil over hans læber. „Hvorfor skulle jeg dog gøre noget? Det er en undskyldning for at mærke dig,” svarede han drillende. Det gode ved at have levet i så mange år, var at man kunne lære en masse, og han selv havde lært flere forskellige kampsporter og forsvarsteknikker, hvilket også kom ham til gavn i denne stund. I en hurtig bevægelse, vred han sine stærke håndled ud af hendes hænder, ved at køre mod hendes tomler. Hænderne lagde han mod hendes slanke talje, idet han løftede sig og trak hende ned, så han endte med at lægge sig over hende. Et triumferende smil gled over hans læber. „Men jeg kunne også bare gøre sådan,” svarede han drillende og kluklo ganske let.

[jadore]

J’adore kunne godt nogle fysiske finter med kroppen. Hun var trods alt elver, og de var nogle utroligt adrætte personer, så hurtig og smidig var nogen af hendes evner. Det var også en af de ting der viste, at hun ikke bare var et almindeligt menneske. Elverne var jo også nogle ret eventyrlige væsner. Efter at have tilbragt noget mere tid sammen med Derick, havde hun regnet ud, at han nok var en warlock og ikke en magiker, der var lysets side af en troldmand. Efter alt det hun havde hørt om ham, så havde hun jo fundet ud at han var en person fra mørket. Det var dog ikke en ting hun kunne se på ham, da han generelt virkede som en ret sød person, der bare havde haft et hårdt liv. Det kunne også være at det var tiden der havde gjort ham blødere, hvor han måske havde været ond før. ”Så må jeg jo være lidt skønnere, end hvad du i virkeligheden har givet udtryk for,” sagde hun drillende. Han havde hentydet til at hun var smuk, men ligefrem at det var umuligt at holde sig fra hende? Men på den anden side var de jo også taget alene op på et tag… De burde vel gå ned igen, så kunne de også få lidt at drikke. Det virkede heller ikke som om han var påvirket længere. At han så også sagde, at han blev liggende, fordi han bare gerne ville røre hende, fik hende til at hæve øjenbrynene. Havde han ikke allerede haft sin del af kvinder? ”Du er da lige lovligt fremme i skoene,” sagde hun, hvor hun ikke vidste om han virkelig bare ville være tæt på en kvinde, eller om det bare var ment i sjov. Han var vidst også lidt af en charmør, så måske at han bare prøvede at tage chancen? Da han lige pludselig tog styringen og vendte rundt på op og ned for dem, kunne hun kun se på ham med opspilede øjne, hvorefter hun grinte over begivenhederne. Roligt blev hun liggende under hans krop, mens de blå øjne hvilede på ham. Kappen var mere eller mindre røget af hende, som hun nu kun bar den halvt, så halvdelen af hendes krop lå direkte mod taget. ”Og det vil du bare blive siddende?” spurgte hun nysgerrigt. Smilende blev hun liggende, hvor hun nu havde udsyn til Dericks ansigt og den smukke nattehimmel, der virkelig var klar her i nat. ”Vi kunne også tage ned på baren igen? Det var jo det vi begge to kom for til at starte med,” foreslog hun, selvom dette også var hyggeligt.

[Deleted]

Det at falde til ro i J’adores selskab virkede så naturligt, men det var måske fordi hun mindede ham en anelse om Denjarna? Hun var elver, og han havde jo altid fundet dem fascinerende. Det var utroligt at der var så stor forskel på de tre slags, for selv højelverne så sig anderledes end skovelverne, selvom han vidste at deres levevis også var anderledes. Han måtte dog erkende, at mørkelverne var hans favorit, men det var jo nok også kun fordi Denjarna havde været en, for den elvertøs havde virkelig vundet hans hjerte, under deres første møde, hvor han tydeligt kunne huske, hvordan han havde taget hende med hjem efter at have mødt hende på kroen i Dvasias, sjovt nok, mindede hans møde en anelse om hans med J’adore, på trods han ikke var kommet op at slås da han havde været sammen med Denjarna, som han havde her, men ellers var begge møder startet på en kro, eller en bar, og så måtte de jo se hvor de endte henne denne gang. Han trak på smilebåndet til hendes ord. „Jeg har aldrig påstået at du var grim, J’adore. Og hvis du skulle være i tvivl, så finder jeg dig smuk,” svarede han ærligt. Det var ikke for at smigrer sig ind på hende, for skulle han være ærlig, så havde han ikke rigtig lyst til flere kvinder i hans liv, det så jo ud til at ende på samme måde hver gang alligevel; i en katastrofe. Desuden så skulle J’adore vel selv have en elvermand? For ikke at nævne at han nok var en del for gammel til hende, som hun havde sagt, så var han jo nærmest en olding i forhold til hende – en skræmmende tanke, men desværre sandt. Han var virkelig ikke den yngste mere, men derfor holdt han stadig sit flotte ydre og han var stadig stærk som en okse! Han slap en munter latter, da hun sagde at han var lidt for fremme i skoene. „Man kan da aldrig være, for fremme, kan man?” spurgte han drillende, som han blinkede let til hende. Han havde nu kun sagt sine ord i sjov, om at det var en undskyldning for at være i kontakt med hende, for han var ikke ude på at krænke hende igen, på at bringe hende ubehag, for nu hvor han endelig havde fået hendes tillid, så ville han også helst beholde den! Et overlegent smil gled over hans læber, da han fik dem vendt, så han lå over hende, hvor hans hoved hvilede lige over hendes. Han trak muntert på smilebåndet. „Selvfølgelig bliver jeg liggende lige her, jeg vil nyde at jeg vandt over dig!” svarede han drillende og sendte hende et triumferende smil. Hendes forslag, fik ham til at trække morende på smilebåndet. „Hvad? Er du sur over at jeg vandt? Eller er det fordi du ikke tør at være mig så tæt?” spurgte han roligt, selvom smilet ikke falmede det mindste.

[jadore]

”Jeg tvivler skam ikke, tak,” sagde J’adore, da han sagde at hun var smuk, men det kom heller ikke bag på hende, da folk generelt fandt hende smuk. Dog glædede det hende, at han sagde de til hende, da det var ord man aldrig kunne få nok af. Ligesom alle andre kvinder – og sikkert også mænd – så elskede hun at få komplimenter. Hvis man også havde en dårlig dag, så ville det være en skøn ting at få den oplyst med. Men som han sagde, at hun var smuk, vækkede han egentligt hendes nysgerrighed, da han jo havde nævnt, at han havde været gift med en elverkvinde. Godt nok en mørkelver, men stadig en elver. ”Hvordan var deres kone?” spurgte hun nysgerrigt, og alligevel også lidt forsigtigt, da det jo var et sørgeligt emne for ham. ”Altså mørkelveren,” tilføjede hun hurtigt, da han jo også havde været sammen med hendes dronning. Hun havde faktisk aldrig selv set en mørkelver før. Det var mørkets væsner og ikke længere en del af dem, som hendes race havde forvist dem, da de ikke længere ønskede at have noget med dem at gøre. Det eneste hun havde hørt, var det hun havde læst i bøger og fået fortalt, men det var meget sjældent de lyse elvere talte om deres mørke slægtninge. Det overraskede hende ikke, at han gerne ville holde denne stilling lidt endnu, da han jo havde ’vundet’ over hende, da han havde taget føringen fra hende. Hvem der var øverst gjorde hende ikke så meget, så længe han ikke prøvede at drive hende til vanvid med kilderi, og så længe hun måtte gå, hvis det var det hun ønskede. ”Hvem siger at kampen er slut endnu?” spurgte hun og blinkede til ham, da hun jo til hver en tid kunne prøve at kræve sin plads igen. Da han spurgte om hun var sur over, at han nu sad der, eller om det havde noget med nærkontakten at gøre, grinede hun blot. ”Så barnlig er jeg heller ikke at blive sur over sådan noget. Og jeg klarer nærkontakten så længe den er sådan her.” At hun gik med til at ligge sådan her var egentligt stort, da de faktisk var skræmmende tæt på hinanden. Han lå på hende. Hun kunne igen mærke hans varme ånde, der egentligt var dejligt her i kulden. Hvis hun strakte sig kunne deres læber endda mødes. Dog gjorde hun intet, som hun lå helt urørlig under hans krop.

[Deleted]

Derick hævede drillende sit ene øjenbryn til hendes ord, da det næsten lød til at hun fandt sig selv utrolig smuk. „Jamen dog. Der er vidst en der er rimelig selvsikker og selv fremme i skoene, hva?” spurgte han drillende, som han blinkede let til hende. Han mente det dog. Hun var smuk, hun var en flot elver, og den mand der fik hende ville blive utrolig heldig! De blå øjne endte lettere overrasket, da hun spurgte ind til hvordan hans hustru havde været, hvor han gik ud fra at hun mente Denjarna, eftersom hun var den eneste han havde været gift med nogensinde, Elanya havde han jo kun været kæreste med – og det havde kun været for en ganske kort stund. At hun så selv pointerede at det var Denjarna hun mente, så gled et let smil over hans læber. Han vendte blikket lettere tænkende op mod den klare stjernehimmel, næsten som om han prøvede at mindes hende. „Hun var.. smuk. Noget for sig selv,” startede han roligt, hvor smilet kun bredte sig. „Hun var trods alt elver, så ligesom dig, nød hun af naturen, mange gange var det hende jeg kravlede op i træerne til, men selvfølgelig var hun anderledes end dit folkefærd, for hun var trods alt en mørkelver, jeres.. ’onde’ halvdel. Og et mørkt sind havde hun, men det var det jeg elskede hende for. Hun vidste hvad hun ville have, hun var bestemt, kunne være krævende, men jeg elskede alt ved hende. Hun var en strategisk kvinde, nok også derfor hun var leder for sin race, og ligesom højelver, så var hun naturligvis raceracistisk, men alligevel formåede jeg at komme tæt ind på hende, som det var omvendt,” fortalte han roligt, hvor han roligt så mod J’adore igen. „Hun var charmerende, og ligesom jeg havde en tendens til at flirte med andre piger, fordi jeg var ung og vild, gjorde hun det samme med andre mænd. Desværre bedrog hun mig til fordel for en.. anden,” endte han roligt, hvor smilet falmede en anelse. Det var ikke fordi han havde i sinde at fortælle, at det var en der var yngre end ham, som hun havde været ham utro med, for det ville da næsten være ydmygende! „Men i sidste ende, valgte hun mig,” svarede han i en dæmpet tone, som om det var en hemmelighed, hvor han heller ikke lagde skjul på stoltheden. Hvem blev ikke stolt, når man vandt den kvinde man elskede? Desværre havde han bare tabt denne gang, og så tilmed til en sølle dæmon. Men hvis ikke at følelserne var gengældt, så var det jo lidt et dødt løb i sidste ende, og så ville han tabe uanset hvad, selvom han måtte erkende at han følte sig godt og grundigt ydmyget! Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. „Så kampen er ikke slut? Du har måske flere trick i ærmet?” spurgte han drillende. Han hævede sin hånd og bevægede den langsomt ned mod hendes ene side. „Så hvis du ikke er sur.. og kampen ikke er slut.. skal jeg så kilde dig igen?” spurgte han drillende, hvor smilet bredte sig på hans læber.

[jadore]

”Det er da kun en positiv ting at vide, hvad man har,” sagde J’adore selvsikkert. Hun vidste udmærket, hvad hun havde at arbejde med, og hun var stolt over sit udseende. Andre ville måske finde hende selvcentreret, men også det var en elverting. Alle elvere var smukke væsner, om man var skov-, høj- eller mørkelver. Deres race var på en måde fuldkomment, hvad udseendet angik, men selvom de var så smukke, så kunne de godt se når andre elvere havde en lille fejl, da ikke alle var lige. Hun lyttede tavst til hans fortælling omkring sin hustru, som hun selv havde spurgt ind til, da hun var interesseret i den viden, at Derick havde været gift med en elver. Hun smilte skævt, som halvdelen af hans historie passede til de lyse elvere, hvor resten var et klart træk fra mørkelvernes mørke side. Han fortalte hende, at han ligesom hende var smuk og glad for naturen, som også hende var en klatre. Da han sagde, at han havde klatret i træerne med sin hustru, kunne hun ikke lade være med at tænke på deres første møde. Hun havde været i et træ, og han havde klatret op til hende. Det havde dog ikke været nogen sukkersød affære. Sandt var det også, at hun var raceracist, men elverne så sig som sagt bare bedre end andre. At hans hustru så var blødt op omkring Derick, kunne J’adore godt kende lidt til, da hun allerede nu så mere positivt på ham. Da han så beskrev hende som strategisk og ondsindet, var det noget hun ikke selv kunne genkende. ”Det lyder dejligt, bortset fra hendes onde side selvfølgelig, og at I kunne lide at flirte med andre,” sagde hun, hvor det forekom hende meget underligt, at både Derick og hans hustru havde tendenser til at søge mere seksuel kontakt hos andre, hvor de jo bare skulle have været glade med hinanden. Da de gled tilbage på til deres diskussion om de var færdige med at trille rundt på taget, gjorde hun et vrid i kroppen, da han truede med at kilde hende igen, og det ønskede hun bestemt ikke! ”Hvis du gør det, skubber jeg dig ud over kanten,” truede hun, hvor hun ikke mente det bogstaveligt, da hun på ingen måde ønskede at skade ham. Hun ville bare ikke kildes. ”Ellers kunne vi tage tilbage, og jeg kunne købe dig en drink?”

[Deleted]

At J’adore var selvcentreret, havde Derick ikke det mindste imod, for han kunne godt lide en kvinde der værdsatte sin egen krop, medmindre det blev alt for meget, og vedkommende ønskede bekræftelse fra alle mulige tilfældige, men han tvivlede ærligt talt på at J’adore var på den måde. Hun havde sagt at hun kun lige var blevet myndig, hun havde ikke nogen mand, derfor ville han tro at hun var uerfaren når det kom til alt det intime, for det havde hun jo allerede hentydet til under dette og deres forrige møde. Han rystede let på hovedet af hende. „Så sandt. En kvinde, der værdsætter sin krop, er en kvinde hver at samle på,” endte han sigende, uden at det skæve smil falmede det mindste. At hun så var nysgerrig på hans giftermål med Denjarna, morede ham et sted, selvom han ikke havde noget imod at fortælle omkring det. Måske Denjarna havde leget rundt med Gabriel, hvilket på daværende tidspunkt ikke havde været spor sjovt, men han havde jo vundet hende i sidste ende, og det var han faktisk utrolig glad for! Desværre havde han bare mistet hende, og nu følte han pludselig skam over at have vanæret hende, ved at lægge i med Elanya – men så måtte Denjarna jo le ham op i ansigtet, fordi det ikke havde fungeret, hvilket vel sådan set også var fortjent? Han vidste at Denjarna aldrig havde brudt sig om Elanya, også fordi det dengang var Elanya han havde flirtet rundt med, så han måtte erkende at han følte sig som et dumt svin, derfor var det som var sket ham, nok også fortjent. Han vendte blikket mod J’adore til hendes kommentar og smilede skævt. „Jeg var selv fra mørket, selv ond, så hendes ’onde’ side, nød jeg. Men nej, det var ikke sjovt at se hende flirte rundt med andre, ligesom det nok var gengældt fra hendes side. Men jeg var ung, jeg var flyvsk når det kom til kvinder og havde vel en svaghed for dem? Men man lærer af sine fejl og jeg er blevet klogere,” svarede han sandfærdigt, med andre ord, så var han ikke længere flyvsk, han vidste hvad han skulle værdsætte, selvom han nu ikke længere havde nogen kvinde ved sin side, og det havde han egentlig heller ikke tænkt sig at få, for.. hvad skulle det nytte? Det måtte jo bare ikke være hans lod i livet at finde lykke i kærlighedslivet. At hun truede med at skubbe ham ned fra taget, hvis han kildede hende, fik ham først til at se overrasket på hende, inden han brød ud i en munter latter. „Du er hård.. det kan jeg lide,” svarede han morende, uden at smilet falmede det mindste. Han gik ikke ud fra at hun mente det, men at høre hende true med at gøre ham ondt – generelt bare at gøre nogen ondt – det forundrede ham virkelig! Og dog kunne han godt lide det. Han kluklo let til hendes følgende ord. „Jeg tror at jeg har fået nok at drikke for det næste lange stykke tid!” svarede han sandfærdigt, som han vendte blikket mod hende. Han løftede den ene hånd og strøg hende let over kinden. „Men jeg vil gerne holde dig med selskab, og jeg vil ikke have noget imod at købe en drink til dig,” tilføjede han roligt, som han smilede skævt. Han rullede roligt ned fra hende, inden han satte sig op, hvor han rakte hende sin hånd. „Hold fast. Så skal jeg få os ned.”

[jadore]

J’adore kunne kun se sig enig i hans ord med, at en kvinde virkelig var noget, hvis hun hvilede i sig selv. Det var jo et alment problem at kvinder var perfektionister, når det kom til deres udseende, hvor der var mange der sjældent kunne se sig tilfreds med det de havde. Selv var hun dybt tilfreds, som hun havde langt silkeblødt lyst hår, klare blå øjne, en slank og smidig krop, og hun havde kvindelige former, skønt de ikke var enorme. ”Det kan jeg kun give dig ret i,” medgav hun. At ham og hans hustru havde haft et lidt specielt forhold, var ikke noget hun ville grave dybere i, da man jo selv måtte bestemme, hvordan man ville leve sit liv. De var jo heller ikke gift længere, så den sag kunne vel også være ligegyldig. At han nu sagde, at han ikke længere var flyvsk og sagtens kunne holde sig til en kvinde, var vel altid noget. Bare trist at han så var blevet dumpet af sin forrige kæreste, hvor hun vidst havde dumpet ham rimeligt usselt, efter hvad hun selv havde forstået ved det hele. ”Det er da altid noget, at du er kommet på bedre tanke med hensyn til kvinder. Men selv elvermændene er vilde med kvinder. Jeg tror næppe det kun det har været dig så,” sagde hun roligt, hvor hun dog ikke prøvede at sige god for hans ord, da man virkelig bare skulle holde sig til sin elskede, når man fandt vedkommende! Hun kunne ikke lade være med at le, da han sagde at hun var en hård en, hvilket hun vel på ingen måde var, da hun ikke kunne finde på at gøre en flue fortræd. At han gik med til at tage tilbage til baren, glædede hende kun, da hun godt kunne drikke en lille en, samt det også ville være rart at komme ind, selvom hun virkelig hyggede sig herude med ham, men mon ikke de ville mødes igen under mere private omstændigheder? Det var jo forholdsvist hurtigt de havde set hinanden igen. ”Ah, du virker da ikke så fuld længere, så mon ikke du kan klare en?” spurgte hun smilende, mens hun satte sig op, efter han var hoppet af hende. Hun kørte kort skuldrene i en cirkel for at få cirkulationen rundt igen, efter at have ligget stille i en del tid. Sikkert tog hun fat i hans hånd, som hun vidste at han ville transportere dem ned igen. Kroppen rykkede hun tættere på hans, hvorefter hun holdt vejret, som han havde sagt hun sidst skulle gøre.

[Deleted]

At J’adore var enig i Dericks ord omkring en kvinde og hendes syn på hendes krop, fik ham til at trække på smilebåndet. Hun var selv sådan en kvinde, en som var stolt af det hun havde, hvilket hun tydeligvis ikke lagde skjul på, men han måtte da erkende at hun var flot af udseende, både hendes ansigt og hendes krop, selvom han næsten følte sig beskidt, ved at tjekke hende ud. Men det fik ham til at tænke på, om hun i det hele taget havde noget imod at mændene kiggede efter hende? Et sted så tvivlede han næsten på det, for hvilken kvinde kunne ikke lide at blive beundret på afstand? Vide at mændene havde et godt øje til hende? Det var nok noget andet med fulde mænd, der råbte ord efter hende, men blikke i stilhed nød enhver vel? Det ville han jo nok også selv gøre, hvis det var kvinderne der så efter ham. Han vendte de blå øjne mod hende, da hun sagde at selv elvermændene var glade for kvinder, og at han ikke var den eneste, hvilket fik ham til at trække muntert på smilebåndet. „Måske. Men ligger det ikke generelt til mænd?” spurgte han morende. De fleste mænd var vel pigeglade? Af den grund var der jo stadig nogle som var trofaste og loyale, og han var selv kommet til den gruppe med årerne. Han havde ganske vidst flirtet med andre, da han havde været ung og det var også blevet til et kys, men i det øjeblik han havde haft kæreste på, så havde han aldrig været en anden kvinde intim og helt tæt, da han alligevel havde haft respekt for sin kæreste. Men nu hvor han var blevet ældre og mere erfaren, så vidste han udmærket godt hvad han skulle værdsætte, og at have en kvinde der elskede ham ved sin side, det var noget som han satte stor pris på! Selvom det ikke så ud til at være hans lod i livet. At hun næsten fastholdt at han skulle have en drink, morede ham virkelig! Han kluklo ganske let. „Jeg virker måske ikke fuld, men jeg kan stadig mærke det køre rundt i kroppen på mig,” svarede han morende. Det var vel også derfor han var så lystig? Han var sikker på at han nok skulle få en ordentlig omgang hovedpine i morgen. „Desuden.. når du ikke er vant til så stærke sager, så burde du nok ikke drikke så meget,” tilføjede han morende. Han lod hende roligt trykke sig ind til ham, hvor han slog armene omkring hende, så han havde ordentlig fat på hende. „Men udmærket. En enkelt drink dør jeg ikke af,” endte han morende, hvor han så til som hun holdt vejret, hvilket fik ham til at le ganske kort. „Og jeg ser du er lærenem.. dejligt.” Han lod dem roligt forsvinde i et lysglimt endnu engang, hvor de forsvandt fra husets tag og den smukke udsigt, for at komme ned i gyden, hvor han havde teleporteret dem op til taget. Han vendte blikket let rundt, hvor han dog ikke slap hendes hånd. Han gjorde et hovedkast mod baren. „Kom,” opfordrede han roligt, som han trak hende med sig mod Den Brændende Flamme igen.