Andet møde...

[jadore]

I øjeblikket havde J’adore ikke noget imod at tilbringe tiden sammen med Derick, som alt var godt lige i øjeblikket, men de vidste vel begge hvor hurtigt det kunne ændre sig, eftersom hun havde været ret så god til at reagere på de følelser hun fik ind i kroppen. Desuden var det også bare rart at tale med en, hvor hun også kunne tale fornuftigt med ham – i hvert fald lige nu, som han tydeligvis ikke var vred, hvilket han havde været under deres første møde. ”Så længe du ikke springer byen i luften, så kan jeg vel godt holde dig ud,” svarede hun, hvor det både var seriøst og drillende, eftersom hun ikke kunne lide hidsige-Derick. ”Men vi kan se om du kan klare den udfordring.” Hun var glad for, at han ikke trak hende til sig igen, da hun valgte at gå væk fra ham, eftersom det bare ville gøre hende ubehageligt til mode, hvilket ingen af dem forhåbentligt ønskede. Dog var hun ikke glad for, at han kommenterede det, men det var vel et spørgsmål der skulle besvares, selvom hun syntes at det var rimelig ligetil. Hun rynkede let på næsen over det, mens hun også undlod at se på ham, som hun fokuserede på den gade der var lige under dem. Hun hørte også, at han nærmede sig hende igen, hvilket også gjorde hende opmærksom på, om han nu ville røre hende igen. ”Vi er hverken gift eller elskere,” svarede hun roligt. ”Det ville være upassende at være hinanden så tæt så.” Efter hun havde sagt det, så hun ganske kort tilbage på ham, hvor hun smilte svagt til ham. Det var først da han gik lidt væk igen, at hun slog blikket væk fra ham igen. Selvom det ikke var en snak de havde haft, så måtte han vel være en mand der havde haft eller havde sin portion af kvinder. Hun havde jo også indrømmet over for sig selv, at han var en flot mand, selvom han ikke var elver. Hun havde dog ikke i sinde at sige det til ham, da han sikkert ville blive lidt for høj i hatten så. Det gippede helt i hende, da han pludselig var ved hende igen, som han både lagde sin kappe over sig og hviskede hende i øret, hvilket kom bag på hende. Dog var hun glad for, at han var så venlig ved hende, at han gav hende sin kappe, da han vel også selv måtte fryse lidt. ”Tak,” sagde hun blidt, mens hun trak kappen tættere om sin krop, som hun indhyllede sig i den. ”Det er jo dig selv, der har bragt os herop,” pointerede hun, da han sagde at det var meget bedre at være nede i selve byen end heroppe.

[Deleted]

Det virkede ikke til at J’adore havde noget imod Dericks selskab for tiden, hvor hun under deres forrige møde, havde virket rimelig ilde til mode, ved at han havde været der, også sådan som hun var flygtet væk fra ham, men denne gang havde hun både strøg hans kind og ladet ham holde om hende, så det var vel et tydeligt tegn på at det gik den rette vej? At hun ikke var sur på ham? Han regnede ikke med at hun stolede fuldt ud på ham og ville lægge sit liv i hans hænder, men han havde nu ingen intentioner om at lade hende i stikken, og som han også havde lovet og sagt til hende; hun var i sikkerhed sammen med ham, for han skulle nok passe på hende, hvis der endelig skulle dukke fare op, desuden så havde hun jo hurtigt vist ham at hun var hurtig til at flygte væk fra folk, og den flugt kunne stadig få ham til at more sig! Hendes ord om at han ikke måtte springe byen i luften, fik ham til at grine ganske muntert. Han havde ganske vidst været vred under deres forrige møde, men nu var der også gået nogle dage, samt alkoholen også påvirkede ham, hvor den næsten gjorde ham i et lystigt humør – specielt fordi hun afledte hans tanker fra det som gik ham på. „Meget vel.. du har mit ord på at jeg ikke springer byen i luften,” svarede han drillende, skønt der dog alligevel var en vis ærlighed i hans ord, for det var ikke fordi han havde tænkt sig at springe noget som helst i luften. Et kækt smil gled over hans læber til hendes følgende ord. „Jeg er endnu ikke stødt på en udfordring jeg ikke har kunnet klare,” svarede han sigende og nok en anelse kæphøjt, skønt han var rimelig sikker på at han nok skulle lære hende bedre at kende, for det var simpelthen et mål han havde sat sig! Han rørte hende ikke og slog heller ikke armene omkring hende på trods hun frøs og havde trukket sig væk fra ham, for han ville ikke gøre hende ilde til mode og der var jo nok en grund til at hun havde slået ham sidst og nu trukket sig væk. Hendes ord kom dog en anelse bag på ham, hvor han blinkede let og overrasket med øjnene. „Hvad er det dog I lærer?” spurgte han tydeligt forarget, hvor han med ‘I’, mente hendes folk: elverne. „Måske det mere intime tilhører et kærestepar, men selv venner kan man have tæt på sig, holde om, trøste og.. berøre,” svarede han roligt, som han så ud over byen, inden han vendte de blå øjne mod hende igen. Hendes folk var virkelig sky og blufærdige, hvilket han slet ikke selv var vant til. Desuden så var der jo mange som tog en fremmed kvinde eller mand tæt på sig for en enkelt aften for at leve deres liv videre uden hinanden. Det gjorde det dog kun tydeligt for ham, hvor forskellige de egentlig var. At hun takkede ham som han lagde sin kappe omkring hende, så nikkede han blot ganske let til hende. Han vendte blikket ud mod festlighederne under dem og på det lange torv, hvor der både var gøglere, pyromaner og andre der legede med deres magi, andre der spillede hasardspil, og nogle der tilmed handlede med hinanden. Alt skete simpelthen i Ityrial, hvilket var derfor han så godt kunne lide byen – her kom alle. Hendes pointe fik ham til at ryste let på hovedet. „Måske.. men det er kun fordi jeg ved hvor meget du elsker at klatre rundt højt oppe,” svarede han drillende, hvor han ikke kunne skjule det morende smil. Han hentydede naturligvis til deres første møde, hvor han havde fundet hende oppe i træet og hvor han selv var kommet op til hende.

[jadore]

Rigtigt var det nok, at J'adore og Derick var på den rette vej frem. Alt i alt havde dette møde været temmelig godt, hvis man altså så bort fra, at han havde kaldt hende afskysvækkende, hvilket vidst havde været en fejl. Det kunne hun heller ikke få til at passe sammen, for man måtte da give at elverne var et smukt folkefærd. Hun var dog klar over at visse racer afskyede hendes race, hvor det for det meste var folk fra mørket. Det fik hende også til at spekulere over hvis side Derick tilhørte. Af det hun havde kendt til ham, syntes hun at der hvilede et mørke over ham, men stadig, han var ikke ond og han kunne være glad og munter - tilmed være lidt sød ved hende. Da han også sagde, at han ikke ville springe noget af byen i luften, kunne hun ikke lade være med at smile en smule over hans ord. Han var måske ikke bare denne destruktive mand, som havde været ret så brutal overfor klippen. Nu viste han, at han også gerne ville bruge tid på hende, som han da gerne ville rette sig lidt efter hendes ønsker. "Det glæder mig," sagde hun varmt, imens hun betragtede ham. "Det er vel heller ikke en særlig svær udfordring... så længe du ved, hvordan du skal opføre dig," sagde hun drillende og ærligt, som det jo ikke var så svært at bruge lidt tid på en. Han skulle bare lade være med at sige eller gøre noget forkert, så var hun glad. At han tydeligvis var chokeret over elvernes levemåde, når det kom til socialt nærvær, overraskede hende egentligt ikke. Hun forventede ikke, at han forstod hende. Elverne var trods alt et meget privat folk, der sjældent mængede sig med andre racer, hvilket kunne få dem til at bibeholde deres levevis. Der var selvfølgelig altid nogle enkelte elvere, der gerne ville prøve at leve lidt anderledes. "Jeg ved godt, at samfundet er anderledes hvor du kommer fra. Hvor du kommer fra kan mænd og kvinder lyste sig med hinanden som de vil, men ikke hvor jeg kommer fra. Jeg forventer ikke, at du forstår mig, men jeg er tilfreds med hvad vi har," fortalte hun ham roligt. Elvernes havde strenge høflighedsprincipper, hvor Derick sikkert ville nå at forarge mange af hendes folk, hvis han kom ind og var så fri, som hans natur nu var. En anden ting der også glædede elverne var at holde deres race ren. En elver skulle have en elver. Som han lod blikket glide fra hende, betragtede hun den samme gade som ham med alle gadekunsterne. Flot var det at se, som de forskellige kunstnere prøvede at tiltrække de forbipasserernes opmærksomhed. Forsigtigt, men sikkert, satte hun sig ned på tagets tag, så hun kunne lade benene hænge ud over husets tag. "Hvis du husker, at jeg er god til højder. Så husker jeg også, at du er god til at falde ned fra dem," sagde hun sigende, men muntert, som hun tydeligt huskede, hvordan han var faldet ned fra træet og slået sig.

[Deleted]

Derick fandt elverne som en smuk race, det havde han altid gjort, hvilket aldrig ville ændre sig. De var anderledes i deres udseende, hvor nogle måske ville mene at de var grimme, men han fandt dem unikke fordi de var så anderledes. De fleste racer lignede ganske normale mennesker, hvilket til tider måske kunne være praktisk, så man havde et dække og ikke kunne gætte hvad race man var, men elverne kunne man altid kende, desuden så var der jo forskel på de mange elverracer, for mørkelverne, var vilde, onde og en anelse mere mørke i huden, skovelverne havde intet imod at blive lidt beskidte, hvor han vidste at højelverne var den mere.. rene, af elverracerne, de var fine i det, rene, og på trods de alle tre tilhørte elverracen, så var de alligevel så forskellige og det kunne han godt lide. Han fandt selv J’adore smuk, hun havde de velkendte spidse ører, hendes flotte mandelformede øjne, med den klare blå farve, der kunne minde ham om stjerner her i nattens mulm og mørke, og hun havde et flot langt lyst hår, som han også havde fået lov til at røre kort ved, så han kunne selv konstatere at det var silkeblødt. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. „Jeg kan faktisk godt være en gentleman,” svarede han stædigt, selvom han ikke lagde skjul på det morende smil. Han vidste godt hvordan man skulle behandle en kvinde, han kunne sagtens være romantisk, han kunne sagtens være charmerende, han måtte dog desværre erkende at han ikke just havde lyst til det. Han havde mistet en som han havde elsket utrolig højt, faktisk var han alt for god til at miste dem han elskede, når det kom til hans kærlighedsliv, og derfor havde han faktisk ikke just lyst til at finde sig en ny. Men han kunne dog godt lide J’adore, hun var dejlig fredelig og alligevel eventyrlysten, hun gav ham noget andet at tænke på, så han ikke behøvede at afreagere på ting eller drikke sig fuld, han skulle bare snakke med hende, og så fik hun ham til at tænke på noget andet, glemte smerten for en kort stund. Hendes ord omkring hendes race, fik ham til at hæve det ene øjenbryn, inden et let smil gled over hans læber. „Du misforstår mig J’adore. Okay, nok ikke helt, for nogle ting er jeg ikke vant til som jer, men.. jeg har intet imod dit folkefærd. Tværtimod fascinerer din slags mig. Jeg kan godt lide at I er så dejlig frie, generelt er I neutrale, I passer på hinanden og tager værdier ganske højt. I.. bedrager ikke hinanden.” De sidste ord fik hans smil til at falme, hvor han vendte blikket bort, som han hverken så på hende eller byen, men tværtimod vendte det op mod den klare himmel over dem. Han var efterhånden alt for vant til at blive bedraget, og det var ikke en tanke han brød sig om. Han havde ikke længere nogen som stod ham tæt, hvilket var en tanke der fik ham til at føle sig utrolig ensom. Hun rev ham tilbage til virkeligheden, da hun valgte at sætte sig ned. Han kluklo ganske let til hendes ord, inden han fulgte hendes eksempel og selv tog plads ved siden af hende. „Jeg prøvede kun at gribe dig!” svarede han sandfærdigt, som han skulede drilsk til hende. Han vendte igen blikket ud over byen, med et skævt smil på læberne. Han sukkede let, som han lagde sig ned med hænderne i nakken og vendte blikket op mod himlen igen. „Desuden har jeg intet imod højderne. Det er faktisk dejligt befriende heroppe. Man kan lufte tankerne, klare hovedet.. jeg havde helt glemt hvor godt det føltes,” svarede han en anelse fraværende.

[jadore]

"Det kan du vel," sagde J'adore stille, som hun ikke kunne benægte. at han også havde gode træk og ikke bare var en badboy. Han havde jo også hjulpet hende, ved at skubbe hende til siden, da de tre mænd var kommet efter dem. Tavst lod hun hånden glide igennem det bløde, blonde hår, mens hun vendte blikket op mod himlen. Nysgerrigt betragtede de blå øjne de klare stjerner, der var mange af på den mørke himmel, der også indeholdte den blege måne. Hyggeligt var det nu at sidde heroppe på taget med Derick, som der var helt fredfyldt, men alligevel kunne man følge alle begivenhederne nede på gaden, og så havde hun jo Derick som selskab. En mand man alligevel godt kunne tale fornuftigt med. Hun kiggede først op på ham igen, som han begyndte at snakke, hvor hun lyttede åbent til hans ord. Det både overraskede og glædede hende, at han åbenbart var glad for hendes race, eftersom hun egentligt havde forventet, at han var lidt ligeglad med det. Sande var hans ord, omkring elverne som frie, fredelige personer, der støtter op omkring hinanden, og ikke stikker hinanden ryggen. Dejligt var det at bo blandt elverne, hvis man selvfølgelig var en af dem, som hun selv kunne sige at de levede et godt liv, hvis man så bort fra nederlaget med skovbranden selvfølgelig. "Er du blevet bedraget af nogen?" spurgte hun forsigtigt, som hun observerede, hvordan hans nærvær forsvandt med de ord. Hun vidste ikke helt, om hun måtte stille ham dette spørgsmål, men hun tog chancen. Han var trods alt en åben person, hvor hun nok ikke var gået så tæt, hvis han var en fremmed elver. Men det ville også være i orden, hvis han ikke besvarede hendes spørgsmål, som hun ikke ville tage det personligt. Hun kunne ikke lade være med at grine ad ham, da han begyndte med, at han ville have reddet hende dengang i træerne, som hun tydeligvis var meget lettere til bens end ham, hvilket jo heller ikke var underligt. "Jaså? Men så er det godt, at jeg sagtens kan klare mig selv i højderne. Du burde tænke lidt mere over din egen balanceevne," sagde hun grinene og blinkede drillende til ham.Det var sødt nok, at han ville have hjulpet hende dengang, men når det gjaldt sådan noget som at bevæge sig rundt, så havde hun særdeles ikke brug for hjælp. "Det er altid dejligt at være ude i det fri. Klatrede du meget som ung?"

[Deleted]

Det var ikke fordi Derick kun var kold og indelukket over for fremmed, for hvis man begik sig rigtigt ind på ham, så kunne han sagtens være venligsindet, skønt det vel også var tankegangen fra lyset der spillede ind? Han kunne kun fortryde at han var gået i lysets vej, for det havde han ikke fået noget som helst ud af! Han var kun endt op med at blive dolket i ryggen af en person der havde stået ham utrolig nær, og som han tilmed havde elsket. Bare tanken fik ham til at bide tænderne sammen, hvor han mærkede hvordan vreden endnu engang måtte dukke op i ham. Han følte næsten for at afreagere på noget igen, men holdt sig dog i skindet, eftersom han havde lovet J’adore at han ikke ville brænde byen ned. Da hun spurgte om han var blevet bedraget, betragtede han blot himlen med et intetsigende blik, skønt hans øjne havde fået et mere trist skær. Der gik et stykke tid inden han valgte at åbne munden for at svare. „Det er jeg, ja,” svarede han sandfærdigt, skønt han ikke gjorde andet end at trække let på den ene skulder, hvor han ellers blev liggende med hænderne i nakken, imens han betragtede himlen over dem, hvor han næsten ikke kunne lade vær med at forestille sig det liv, som han havde ønsket. Han som endda havde troet at han skulle være far, og så havde alt blot været en løgn. Han spændte let i kroppen af ren vrede, hvor han næsten lå og dirrede. Hvis han nogensinde så hende igen, så ville det på ingen måder blive et kønt syn! Han strøg let en hånd igennem håret, imens han sukkede ganske let. Der var ingen grund til at tænke på det, for han klarede sig alligevel langt bedre uden hende! Så var der ikke længere nogen at bekymre sig om, så var der kun.. en selv. Tanken var måske en anelse bedrøvende, men det var ikke noget som han ikke var vant til. Han trak let på smilebåndet, da hun valgte at grine af ham, hvor hendes ord, fik ham til at himle let med øjnene. „Det er utroligt, så meget du kan fornærme mig, og jeg som troede at du var sød,” svarede han drillende, hvor han blot trak på smilebåndet. Han havde kun været ude på at hjælpe hende, da han næsten havde troet at hun var faldet ned af træet, der havde han jo så bare taget fejl, hvor han derimod selv var røget ned, og halebenet havde også været ømt i et par dage efter. Han kunne ikke lade vær med at grine, da hun stillede sit spørgsmål. „Om jeg har klatret meget som ung?” gentog han morende og slap endnu engang sin latter. „Hvad er dog det for et spørgsmål?” spurgte han morende, som han roligt lagde sig om på siden, så hans front vendte ind mod hende. „Jeg er ikke vokset op i skovene, som dig. Men.. jeg har dog været gift med.. en af din slags,” tilføjede han roligt. Han undlod bevidst at nævne racen, for han var usikker på hvordan hun ville reagere, hvis han fortalte at han havde været gift med en mørkelver. Men selv Denjarna havde klatret i træer og dengang havde han jo altid klatret op efter hende – der havde han været vampyr, så det havde også været ti gange lettere!

[jadore]

Den kølige nattevind kærtegnede blidt J’adores ansigt, så det fik hende til at gyse let, samt skabte en rødlig glød over hendes lyse hud. Sjovt var det vel, at elverne var så lyse i huden, når de var udenfor dag efter dag. Elverne fik bare ikke en solbrændt nuance, som menneskerne fik til gengæld for at bruge tid i solen. De klare blå øjne betragtede Derick, der stod hævet højt over hende, som hun havde sat sig på taget, hvor han endnu stod op. Hun betragtede hans reaktion på hendes spørgsmål, som hun havde spurgt ham; om han var blevet bedraget. Selv inden han kom med svaret, havde hun et sted allerede regnet det ud, som hun kunne se hvordan en skygge af sørgmodighed gled over ham, hvilket gjorde hende trist til mode. Hun var trist over at der tydeligvis var en der havde gjort ham rigtig ondt, hvilket jo var en trist ting lige meget hvem det skete for, men sørgeligt var det, som hun godt kunne lide noget ved ham. Hun kommenterede end ikke hans ord, da hun ikke ville bringe ham mere sorg og gnave i såret. I stedet fjernede hun bare blikket fra ham, og trak hans kappe lidt tættere omkring sin krop. Glad var hun for, at han havde været i stand til at fremmane den, eftersom det virkelig var koldt og hun sikkert ikke havde været i stand til at blive heroppe, hvis det ikke havde været for den.
J’adore kunne ikke lade være med at smile, som han brokkede sig over hendes ord, om at han ikke var så let til bens som hende. Det var vel ikke en fornærmelse hun var kommet med, men ren og skær sandheden, da det jo var det der var sket den aften. ”Jeg er skam sød,” svarede hun kort. Hun vidste godt, at han ikke mente sine ord. Desuden, hvis han virkelig syntes hun var dum, så ville han nok heller ikke bruge sin tid på hende. Sådan ville hun i hvert fald selv have det, hvis hun havde fundet ham virkelig belastende, hvilket hun tydeligvis heller ikke gjorde. Da han sagde, at han tidligere havde været sammen med en elver, kunne hun ikke lade være med at se overrasket op på ham, eftersom hun jo aldrig havde troet i sin vildeste fantasi, at han kunne have været sammen med en fra hendes race. Det havde jo ikke ligefrem virket som om, at han havde nogen som helst erfaring med elvere. ”Gift med en?” spurgte hun overrasket. ”Hvem? Hvornår? Hvordan? Og hvorfor ikke længere?” Hun kunne ikke lade være, spørgsmålene fløj bare ud af hendes mund. Det var først da hun var færdig, at hun tænkte nærmere over sin direkthed og slog blikket ned på gaden under dem.

[Deleted]

Det var ikke fordi Derick ikke kendte til det at blive bedraget, for med hans lange levetid, var det efterhånden sket mange gange, men at tro at man skulle leve lykkeligt resten af sine dage, tilmed have en familie – som han altid havde ønsket sig – så var det hårdt at vide at det slet ikke var ens barn. Tanken fik en knude til at samle sig i hans bryst, skønt han ikke tænkte meget over det, da det gik op for ham, at J’adore slet ikke spurgte videre ind til hans ord, men faktisk lod det være. Han betragtede hende lettere forundret, hvor han blinkede let med øjnene, som han kunne se at hun blot havde vendt blikket bort og trak hans kappe en anelse mere omkring sig. Et let smil gled over hans læber, som han satte sig på hug ved siden af hende, næsten kun for at trække hans kappe en anelse mere omkring hende. „Se.. jeg kan godt være en gentleman,” svarede han drillende, som han hentydede til at han havde givet hende sin kappe. Han selv frøs, for han stod jo kun i et par bukser og en tætsiddende, lædervest, der ikke varmede for noget som helst, men han var stadig for stolt til at indrømme det. Desuden så kølede vinden ham også ned, så han ikke hele tiden var så vred.
Derick kunne godt lide J’adores selskab. Hun fik ham til at tænke på noget andet, og det glædede ham at hun ikke havde spurgt videre ind til hans sorg, for det gjorde ondt at tænke på, og han ville helst bare glemme det, og ikke mindst komme over det så hurtigt som muligt, så han ikke hele tiden var nede. Det var vel også derfor han et sted klamrede sig til J’adore? For at have lidt selskab og kunne få lov til at tænke på andet, så han fik afledt tankerne og glemte det som gik ham på. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. „Sandt.. du er næsten for sød,” svarede han drillende, som han gled ned på rumpen ved siden af hende, hvor han bøjede benene, så han kunne slå armene omkring dem, og finde en anelse varme. Blikket slog han roligt ud over byen, hvor han ikke kunne lade vær med at finde det som et smukt syn. Han endte med at stirre på hende med opslået øjne, da hun kom med sin række af mange spørgsmål. Han blinkede let med øjnene, inden et morende smil gled over hans læber, efterfulgt af en munter latter, da hun vendte blikket bort, som om hun skammede sig. „Ja.. jeg har været gift med en, engang.” Han betragtede hende morende, inden han vendte blikket ud mod udsigten igen. „Men jeg tror ikke just du vil kunne lide min fortælling J’adore. Jeg er ikke ung, jeg er tværtimod utrolig gammel efterhånden. Jeg har levet over flere tusinder af menneskealdre, jeg har været igennem utrolig meget. Og jeg har ikke altid været menneskelig,” fortalte han roligt. Han var næsten usikker på om hun ville væmmes ved ham, hvis hun fandt ud af at han altid havde været en del af mørket og tilmed havde været gift med en mørkelver, derfor ville han næsten være sikker på at hun ville vide til det, før han fortalte hende noget som helst.

[jadore]

Af ren og skær venlighed havde J’adore ikke ført samtalen videre, da det var et personligt emne der vidst rørte ham dybt, så hvis han ville lette sine skuldre hos hende, så måtte han selv komme frem med det. Hun tvivlede dog på, at han ville gøre det, for så godt kendte de jo heller ikke hinanden og mænd var jo stolte væsner, der sjældent ville vise deres hjerter for andre. Hun drejede spørgende hovedet i hans retning, da hun så hans bevægelser. Et blidt smil gled over hendes læber, da det viste sig at han blot ville hjælpe hende mod kulden, hvor hun også lod ham indhylle hende lidt mere i hans kappe. ”Det må jeg gi’ dig Derick. Du er fin nok,” gav hun drillende igen. Hun var godt klar over, at han godt kunne være en sød fyr, hvilket han havde vist hende under dette møde, som han ikke havde været det under det første. ”Du har ikke selv brug for den?” spurgte hun høfligt, hvor hun selvfølgelig ikke håbede, at han frøs og ville tage den fra hende, da hun var klar over at hun så måtte smutte hjem eller indenfor. Men det ville nok ikke være så slemt at begive sig indenfor igen. Det kunne være de tre mænd var gået igen eller også havde de måske glemt dem? Dog var det også lidt hyggeligt at sidde heroppe, alene med ham. Hun hævede et øjenbryn, da han sagde at hun var for sød, hvilket hun lidt betvivlede, men der var selvfølgelig også nogle der ikke kunne lide søde kvinder og fyre. Hun havde i hvert faldt hørt historier fra kvinder, der bare ville have en brutal mand der bare ville domineres, så hvorfor skulle det ikke gå den anden vej? ”Så kan jeg være for sød, og så kan du være for dum. Så må vi vel næsten neutralisere hinanden,” svarede hun drillende, men alligevel tænkende igen, for der måtte vel være noget om det. Ud gennem øjenkrogen kunne hun godt se, at han var forundret over hendes mange, pludselig spørgsmål, hvor hun også skammede sig lidt over det, men der var bare gledet en iver over hende, som hun ikke havde været i stand til at styre. Derick var virkelig en mystisk mand. Han havde virkelig forundret hende, som han allerede havde tiltrukket hendes opmærksomhed ved slutningen af deres første møde. Hun kunne virkelig ikke regne ham ud… På den anden side, hvis han virkelig havde levet i flere årtusinder, så måtte han vel også have oplevet lidt af hvert? Selv havde hun næsten levet i 2000 år og det var jo også en meget pæn alder. I et menneskeøje var hun jo kun en lille 18-årig pige, hvor hun for dem var old tudse gammel. Måske var det mere Dericks rolle mellem dem. ”Du kan da ikke være i stand til at bedømme, hvad jeg kan li’ og ikke li’,” sagde hun lokkende, da hun trods alt var nysgerrig efter at høre hans historie. Der måtte være sket lidt af hvert i den. Måske den også ville fortælle hende, hvorfor han var så mystisk.

[Deleted]

Det glædede et sted Derick at J’adore ikke spurgte videre ind til det, selvom det kun beviste at hun respekterede andre og deres grænser – hvilket til tider var dejligt, for mange gange kunne nærgående og frembrusede personer også gå en på nerverne, og det fik ham til at tænke på, at han nok havde været det under sidste møde, skønt han aldrig havde ment at gøre hende ondt eller skræmme hende, for han havde blot været nysgerrig, men så igen, det var også hans nysgerrighed der havde fået ham til at være for frembrusende. Han sendte hende et skævt smil, hvor de klare blå øjne bar et muntert skær i sig. „Fin nok? Jeg er da den bedste!” svarede han selvsikkert og slog ud i en triumferende latter, skønt den hurtigt blev erstattet af en morende latter, da han ikke holdt masken særlig længe. Han kunne godt lide hendes selskab, hvilket han vel heller ikke kunne skjule? I så fald var det nok et utrolig dårligt forsøg. Han betragtede hende roligt, som hun spurgte om han havde brug for den, hvor et skævt smil gled over hans læber. „Selvfølgelig har jeg det, jeg er trods alt menneskelig og kan fryse, men.. behold den, jeg klarer mig. Se det som en undskyldning for sidst,” svarede han roligt, som han vendte blikket fra hende ud mod byen igen, selvom smilet dog ikke falmede. Han frøs måske, men han klarede sig nok, han ville desuden ikke have at tiden med hende skulle blive ødelagt, da han helst ville trække tiden ud så meget som han kunne, eftersom han faktisk nød hendes selskab og gerne ville tilbringe tiden med hende, også nu hvor det så ud til at hun faktisk var faldet til ro i hans nærvær, og faktisk viste ham lidt tillid. At hun sagde at han var for dum, så de neutraliserede hinanden, fik ham til at vende blikket måbende mod hende, hvor han lo forarget. „Jaså? Så tror jeg snarere at jeg er for sød og du er for dum,” svarede han drillende, som han rakte hånden ud mod hende og prikkede hende i siden – et sted for at se om hun var kilden af sig. Hun var elver, og derfor vidste han at nysgerrigheden lå til hendes race, det gjorde den trods alt til mange racer. Han selv kunne også være utrolig nysgerrig, selvom hendes mange spørgsmål og iver i stemmelejet, virkelig havde overrumplet ham, skønt det kun morede ham, for hun mindede ham om et lille barn juleaften. Hendes ’lokkende’ ord, fik ham til at ryste smilende på hovedet af hende. „Udmærket. Men tro mig.. den er ikke just lykkelig,” næsten advarede han hende, inden han lagde sig til rette på taget og var endt en anelse mere ind mod hende, selvom han vendte blikket mod byen. „Jeg er født fuldblodsvampyr. Jeg blev efterladt af mine forældre som lille, hvor jeg altid så jaloux til de mange andre familier, når de gik forbi mig på gaden. Jeg voksede op på gaden, som en enspænder, men alligevel formåede jeg at blive leder for min egen race. Jeg styrede racen med hård hånd, holdt dem i en passende snor, tro mig, vampyrer er besværlige at stille tilfredse. Uanset. Jeg var altid vild og ung, flirtende og charmerende, troede snart jeg var uovervindelig. Den første der nåede ind til mig, var din dronning, Elanya. Hun blev min bedste ven, men det var ikke hende jeg gav mit hjerte til. Jeg gav mit hjerte til den daværende mørkelvers leder, Denjarna. Hende gik jeg også igennem ild og vand med, medgang og modgang, og selvom hun var mig utro, så valgte hun mig alligevel i sidste ende, og vi blev.. forlovet,” fortalte han roligt, hvor han smilede ved tanken. Den videre tanke, fik dog smilet til at falme en anelse, inden han fortsatte: „Kort inden brylluppet blev jeg myrdet, da jeg blev lokket i en fælde og jeg døde. Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom tilbage til livet, men jeg kom tilbage som dødsengel og fandt Denjarna igen, for at slå mig til ro sammen med mit livs kærlighed, og vi blev gift, og slog os ned i udkanten af Dvasias, hvor det bare var os to. Vi boede sammen i flere år end jeg kan huske, indtil jeg endnu engang gik i døden, fordi jeg havde snydt selve Døden ved at komme tilbage til livet. Jeg fik en chance til og kom tilbage til livet som alkymist, hvor jeg skulle skaffe sjæle til Døden. Der var gået mange år og jeg havde hørt Denjarna var gået i døden, men er ikke sikker. Jeg fandt Elanya, og jeg ville tage chancen med hende. Men da jeg ønskede at bevise min kærlighed, blev jeg bidt af en vampyr og måtte holde mig væk i nogle måneder for ikke at.. dræbe hende, eftersom min sult var stor. Da jeg endelig følte jeg var klar, opsøgte jeg hende, men hun var blevet gift med en anden for at Procias skulle klare sig, af den grund valgte jeg at gå ind i lysets for hendes skyld, og hun blev gravid, lige indtil hun valgte at bedrage mig, gik over til en anden mand og sagde at barnet ikke var mit alligevel.” Hans stemme døde stille ud, hvor han blot stirrede tomt ud over byen.

[jadore]

At Derick var den bedste var måske lige lovligt nok i overkante, hvor det også var tvivlsomt, om nogen virkelig kunne være fuldkomment fejlfri og derfor perfekte. Under deres første møde var det første bevis omkring Dericks manglende fuldkommenhed kommet, da han ikke ligefrem havde behandlet J’adore godt, da han både havde skræmt og krænket hende, hvilket ikke lå godt på listen. Der havde også været den korte misforståelse, hvor han havde kaldt hende afskysvækkende ved et uheld vidst. Alt i alt havde de haft en underlig start, men de var vidst også rimeligt meget på vej over til den bedre halvdel nu. J’adore nød i hvert fald Dericks selskab, som hun egentligt morede sig og var glad lige nu, som hun slet ikke havde en frygt i baghovedet lige pt. Hun rystede opgivende og smilende på hovedet af hans utrolige selvsikkerhed. Det måtte hun da give ham, det virkede sgu virkelig til, at han var svær at vippe af pinden, som han osede af sin egen selvsikkerhed. Han fik hende også til at skamme sig lidt mere, da han indrømmede til hende, at han faktisk også frøs, men på den anden side, så havde han gjort hende uret og det her var en måde at rette op på det igen? Men på den anden side kunne hun godt lide ham, og det var lidt synd for ham, at han skulle fryse. Han havde dog selv valgt det. Da hun slet ikke vidste, hvad hun skulle sige til ham, da hendes hoved var splittet over alle disse oplysninger og viden, nikkede hun blot til hans ord. Hun beholdt kappen på. I hvert fald til han selv bad om den. Han rev hende ud af sin tankestrøm igen, da han lige pludselig stak en finger i siden på hende, hvor hun gjorde et lille spjæt i kroppen. ”Du kan umuligt være den der er for sød. Desuden, du sagde først at jeg var det, så det må være det der gælder,” pointerede hun smilende, som det gav udmærket mening for hende. Da han begyndte sin fortælling, kunne hun kun se overrasket og måbende til, da hans historie virkelig var … utroligt … og meget besynderlig. Hun lyttede til hans fortælling, som han sagde, at han var vampyr, hvilket hun jo kunne se han ikke var. Hun hørte om hans sørgelige barndom, hvor hendes egen ikke havde været andet end lykke, da hun havde levet godt med sine forældre. Hun hørte, hvordan han havde styret sit folk, hvordan han som mørk person var blevet venner og kærester med lysets dronning? At han havde været sammen med en mørkelver, og hvor tragisk den historie var. Og så alle de dødsfald og genopståelse og raceskift. Alt det havde hun aldrig hørt til. Hun kunne kun konkludere at Derick virkelig havde et sørgeligt liv, især kærlighedsliv. ”Det må jeg nok sige… Det… må jeg nok sige,” fik hun langsomt fremstillet. Hvad skulle hun sige til denne mand? Han havde oplevet alt hvad ingen anden ville opleve. ”Hvordan er din livsposition nu?” endte hun blot med at spørge, hvor hun også følte sig virkelig sørgelig med sit spørgsmål, men hun kunne virkelig ikke relatere til hans liv. Men det ville være interessant at vide, hvordan han havde det nu og hvilken race han nu var?

[Deleted]

At hun rystede smilende på hovedet af ham og hans selvsikkerhed, fik kun Derick til at slippe en mere morende latter, hvor han selv rystede på hovedet af sig selv. Måske han ikke ligefrem kunne prale af at være den bedste, der måtte jo være en grund til at alle bedragede ham, til fordel for andre, hvilket han efterhånden var træt af! Men nu hvor han sad her på taget, sammen med J’adore, en kvinde han knap kendte, så føltes det faktisk utrolig befriende. For en gangs skyld følte han sig fri, fri til at gøre hvad han ville, og nu hvor han havde krænket og gjort J’adore uret, så ville han gerne gøre det godt igen, hvilket også var grunden til at han lod hende beholde hans kappe, også for at vise at han godt kunne være god og sød ved hende, og at han ikke kun var ude på at krænke og gøre hende ondt. Desuden så overlevede han jo nok for en enkelt aften, desuden blev det for koldt.. så fandt han nok en løsning, han kunne jo trods alt magi. Da hun gav et spjæt fra sig, da han prikkede hende i siden, så kunne han ikke lade vær med at slippe en morende latter, da hun så ud til at være kilden, hvilket fik et lumsk smil over hans læber. Han følte næsten for at overfalde hende og kilde hende, men han holdt sig dog tilbage, da han nødig ville have at hun skulle tro at han krænkede hende igen, for nu hvor hun endelig var faldet til ro, så ønskede han ikke at miste hende lille tillid, som hun havde formået at give ham – tværtimod! Han kæmpede faktisk for at beholde den! Hendes ord fik ham til at måbe forarget, inden han skulede drilsk til hende. „Men man kan skifte mening, så jeg er den der er for sød, fordi det gælder!” svarede han drillende, hvor selve samtalen næsten mindede ham om to små børn der diskuterede hvem der var sødest og mors yndlings, hvilket var en tanke som virkelig morede ham! At hun blev overrasket og sad måbende over hans fortælling, forundrede ham egentlig ikke, eftersom han gik ud fra at hun var vant til det søde og trygge liv i skovene. At hun så heller ikke rigtig havde noget at sige, morede ham, hvor han også trak ganske let på smilebåndet. Da hun spurgte ind til hans livsposition, fik ham til at vende blikket mod hende, hvor han hævede det ene øjenbryn. „Jeg er naturligvis knust. Jeg troede jeg skulle leve lykkeligt til mine dages ende og tilmed have et barn,” svarede han sandfærdigt, hvor han næsten kunne ligne en der tog let på det, eftersom han sad med et smil, men inderst inde var han virkelig.. grædefærdig? „Det er ikke ligefrem fordi jeg har lyst til at åbne mit hjerte for flere,” mumlede han tilføjende, som han vendte blikket mod byen. „Men jeg er en fri fugl og jeg kan nu gøre hvad jeg vil, intet ansvar, ingen at bekymre mig om,” afsluttede han næsten med en form for tilfredshed i stemmen, som han lagde sig tilbage med hænderne i nakken og betragtede stjernerne over dem.

[jadore]

”Som om dit ord er lov,” sagde J’adore grinene, hvor de måske virkelig virkede som børn lige nu. I så fald ville de nok aldrig nå frem til et svar på spørgsmål, hvilket hun i hvert fald allerede kunne se, men hun morede sig nu også med det. Smilet hvilede nu også fast på hendes læber, som hun slappede af i både krop og sind. Hun var også rolig, selvom han havde sat sig ved siden af hende, hvor hun jo var sprunget væk fra ham, dengang de havde siddet i træet sammen. Da et koldt vindpust kom, blev hendes blonde hår blæst i forskellige direktioner, hvor hun hurtigt skubbede håret væk fra sit ansigt igen.
Dericks historie var helt utrolig, og J’adore måtte indrømme, at hun havde svært ved at sætte sig ind i den. Det værste der var sket for hende, var dengang hendes hjem brændte ned. Skovbranden var godt nok kun sket en gang, men det havde så også været det værste der kunne ske for en elver. At få frarøvet deres hjem. Derick havde mistet to store kærligheder, hvor de vidst begge havde bedraget ham på et eller andet punkt, og det var jo hjertet man fik knust der. Selv havde hun dog aldrig prøvet at være intim med en mand, men hun var dog klar over at det kunne gøre ondt. Hun havde selv allerhøjest haft et crush på en, og det var jo ikke det samme som at elske en. Det kom helt bag på hende, at han havde været sammen med hendes dronning, eftersom hun vel ikke burde vælge en mand som Derick, og det var vel lidt en skandale i sig selv, men hun havde vidst ikke følt noget for ham alligevel, hvilket gjorde det hele endnu mere underligt. At elveren han så havde været gift med så var en mørkelver, var jo kun en race hun kunne væmmes over, men på den anden side. Så kom mørkelverne og vampyrerne jo fra den samme side. Det gjorde en højelver og en vampyr jo slet ikke. ”Livet bliver tydeligvis ikke som vi altid går og regner med,” sagde hun stille, som han jo virkelig var blevet taget i røven af sine ønsker. Forsigtigt lagde hun sin slanke hånd på hans, hvor hun gav den et blidt og trøstende klem, inden hun tog den til sig igen. ”Det gør mig ondt at høre, at du er blevet udsat for al det onde. Det er noget ingen burde blive udsat for, og det er ikke noget du fortjener.” Hun smilte forsigtigt til ham, hvor hun endnu ikke vidste, hvordan hun skulle være, da det her var en slem ting og han var tydeligvis blevet dybt såret, hvilket kun var en naturlig ting. At han bare ville leve sit liv alene, forstod hun godt, men på den anden side var det et liv i ensomhed, og det var virkelig trist. ”Er du virkelig sikker på at det er det du ønsker?” spurgte hun, selvom han næsten virkede tilfreds i sine sidste ord. Det tog hun dog lidt for at være en beskyttende facade.

[Deleted]

Det at de mindede om to små børn, var noget som morede Derick utrolig meget, selvom han ikke tog sig af det, for man havde jo kun det sjov, som man selv lavede. Desuden så kunne han godt lide J’adores selskab, hun var dejlig rolig, og det var en effekt som smittede af på ham. Han følte sig utrolig.. tryg i hendes selskab, han følte sig godt tilpas, hvilket var rart med alt det som ellers nagede ham. Hendes ord fik ham til at vende blikket morende mod hende. „Hey! Jeg var tæt på at blive din konge, så i princippet, så burde mit ord være lov,” påpegede han morende, som han blinkede drilsk til hende. Vindpustet der kom og blæste hendes hår i alle retninger, fik ham til at grine ganske let, specielt fordi hun prøvede at få det bag sig igen, skønt det ikke var så vellykket. Han løftede den ene hånd og strøg nogle af hendes blonde lokker væk fra hendes ansigt og om bag hendes spidse ører, inden han trak hånden til sig igen. „Men udmærket. Jeg giver mig. Du er nok noget sødere end mig,” svarede han roligt, som et morende smil gled over hans læber, da han vendte blikket mod hende igen og fortsatte: „men det er kun fordi jeg godt kan lide at være uartig.” Han blinkede drilsk til hende, hvor et kækt smil gled over hans læber.
At fortælle omkring sin fortid, rørte sådan set ikke Derick, han havde levet i mange år, og det som han havde fortalt var jo bare i små træk, hun kendte ikke mange af detaljerne, så det forundrede ham ikke, hvis hun ikke helt forstod sig på det. Mange af de ting han havde været igennem, var han kommet over, og selvom dette knuste ham, så skulle han nok komme over det før eller siden, for det gjorde han jo altid. Da hun lagde hånden over hans og gav ham et klem, vendte han blikket mod deres hænder, inden han så forundret op mod hende, for han havde ikke troet at hun kunne lide nærkontakt – og da slet ikke med ham. Han gengældte hendes smil, hvor han blot lod hende trække hånden til sig igen, hvor han trak let på skuldrene. „Livet er aldrig som det ser ud, vi er kun små ubetydelige brikker i livets store spil,” svarede han lettere filosofisk, skønt der var noget negativt over hans ord. Hendes spørgsmål om hvad han ønskede, fik ham til at vende blikket op mod hende. „Selvfølgelig er det ikke det. Hvis det stod til mig, fandt jeg en kvinde jeg elskede og hvor jeg vidste at det var gengældt, slog mig ned med hende og stiftede en familie – som enhver vel ønsker i sidste ende,” fortalte han roligt. På grund af de mange bedrag, troede han ikke længere på den eneste ene, for det var kun overdrevet. Han sendte hende et skævt smil. „Men nok om mig.. hvad med dig? Har du fundet dig din udkårne? Eller er du for sød til at mændene gider dig?” Det sidste spørgsmål blev udtalt i en drillende tone, hvor et morende smil gled over hans læber.

[jadore]

Tanken om at han kunne være blevet J’adores konge, forekom hende utroligt underligt, da hun helt ærligt ikke så ham som nogen autoritet, og da slet ikke noget som en konge. En anden underlig ting var så også, at han ville være blevet konge af lyset, hvor han altså virkelig ikke virkede som en person fra Procias – hvilket han så heller ikke var jo – men der burde egentligt være nogle regler for sådan noget. Det ville have været lidt upassende med Derick som konge, men hvis ham og Elanya virkelig havde elsket hinanden, så var det vel lidt svært. Håbløst var det nu også, at de vel havde en så ustabil dronning, der tydeligvis havde problemer med sit personlige liv, men igen på den anden side, så var hun ikke en der gik så meget op i kongefamilien. Elverne gik bare op i dem selv og naturen, og hvis de fik det sådan ville de have det perfekt. De kunne sagtens leve i en verden kun med dem. ”Ja, men nu blev du jo ikke konge,” pointerede hun smilende. Det var vel også lidt godt, at han ikke var blevet konge, for hvis han havde, så havde de ikke mødt hinanden sådan her, og hun nød jo det her. Da han hjalp hende med at få hendes hår om bag de spidse ører, efter den drilske vind havde været på spil, slog hun kort blikket ned, som al denne nærkontakt var hende uvant. ”Det var jo det jeg sagde,” sagde hun glad, da han endelig gik med til, at hun nok var den sødeste af dem. At han så var den mest uartige passede vel også, men hun havde vel også været sådan, hvis hun ikke havde været elver. At han så forundret på hende, da hun rørte hans hånd, kommenterede hun ikke. Han fandt hende nok lidt specielt, som hun reagerede forskelligt på nærkontakt, og havde den personlighed hun nu havde. Det var ikke underligt, at Derick blot ønskede sig et stille og roligt liv med en kone og børn, da det trods alt var de flestes ønske, som alle før eller siden kom til det punkt, hvor de bare ville slå sig til ro. J’adore havde da også selv tænkt sig, at hun på et tidspunkt skulle finde en mand, og så skulle de leve til deres dages ende. En bedrift der måske kunne være rimelig kompliceret ud fra Dericks ord, da han jo havde fundet kærligheden flere gange. Da han pludselig drejede samtaleemnet mod hende selv, så hun ud over byen i stedet for på ham. ”Jeg har ingen mand,” svarede hun ærligt. ”Men jeg er også kun lige blevet myndig i mit samfund, så jeg tror ikke det er fordi de ikke gider mig.” Sandt var det at hun åbenbart var meget yngre end ham, så hun var først lige kommet ind i den alder, hvor man rent faktisk begyndte at se seriøst efter mændene, så hun frygtede ikke, at hun ikke skulle få chancen for at finde manden for hende.