Research

[lucas]

Solen stod højt over Procias, der lyste klart op, tilmed mere end landet havde gjort i det sidste lange stykke tid, efter det kaos som landet havde været i, men med en ny dronning på tronen gik det meget bedre, selvom Lucas var bange for at hun ville blive forstyrret nu hvor Derick var inde i billedet. Godt nok havde han bedt hende om at holde sig til en enkelt mand, og hun havde virket fast besluttet, da hun havde bedt ham om at konvertere Derick til lyset. Dog var landet kommet ind i en bedre tid, det var ved at komme på rette fod igen og han var sikker på at selv Derick ville blive en god mand af lyset, selvom han jo nok først skulle vænne sig til sin nye tilstedeværelse som magiker og lære at give helt slip på mørket, men mon ikke det kom med tiden? Så længe Derick og Elanya kunne holde det diskret så var han tilfreds, for han vidste jo at Jason også så til Lisa og børnene, men så længe alle parter var klare over at landet kom i første række! Det var ikke fordi at han ikke brød sig om Derick, men manden var trods alt af mørket, dog havde han jo faktisk kun givet så hurtigt efter, fordi han havde fundet ud af at denne nye kvinde på slottet, Raphaella selv var fra Dvasias, tilmed havde hun førhen været stripper. Han gjorde altid sin research på, han var nød til at være sikker på at ingen der kom ind på slottet ville gøre kongefamilien og de nærmeste fortræd, så han havde selvfølgelig også gjort sin research på Raphaella. Han havde dog valgt at give hende en chance inden han ville dømme hende, derfor havde han heller ikke valgt at sige noget til Elanya eller Jason endnu, for han ville først finde ud af hvordan hun var som person, inden han ville vælge at fortælle om hendes fortid og derefter håbe på Elanyas forståelse, eftersom Derick selv var af mørket, og det havde Jason jo også været og han havde også fået en chance, så mon ikke de kunne finde forståelse for det?
I øjeblikket stod Lucas på den øvre etage, som blev holdt oppe af mindre udsmykkede søjler, hvor man kom op af den store brede trappe, med de flotte trin af marmor. Biblioteket var ikke det som man kunne prale mest af, for halvdelen var blevet brændt ned, da Keischa var blevet dræbt, hendes lig brændt, hvilket også var gået ud af det meste ved biblioteket og dermed var en stor viden også gået tabt, noget som faktisk måtte gå Lucas på, for han nød virkelig at komme på dette sted, en læsehest kunne man vil snildt kalde ham for? De smaragdgrønne øjne kørte over den lille skrift, hvor han bar sine læsebriller, for at kunne fange hvert bogstav, da han hurtigt kunne blive forvirret hvis skriften var lille og på et andet sprog, for han kunne efterhånden utrolig mange sprog. Han gned ganske let sin skæggede hage, da han lænede sig op ad den ene reol fyldt med bøger, pergamenter og andre skriftruller. Han bar en lettere tænksom mine, da han bladrede om på næste side af den gamle bog, hvor han ellers var helt alene på det store bibliotek, hvor Yessica var henne vidste han ikke, men selv hun havde fri til tider, desuden blandede han sig heller ikke i det.

[Deleted]

Det var efterhånden en meget flot dag i Procias. Selv Raphaella kunne fornemme at der var ændringer i luften. Elanya og Jason havde godtaget hendes talent i form for dans, så det var noget som havde været hende en ekstrem stor hjælp! Det lettede hende, også selvom det ikke desto mindre var noget som gjorde hendes opgave langt mere besværlig end det som den havde været til nu. Sonic havde ikke givet hende noget andet valg og hun hadet virkelig at hun var nødt til at spille på det på denne her måde! Dansen var faktisk en ting som hun var blevet umådelig glad for, og nu hvor hun vidste og havde fundet ud af, at det måtte være hendes levebrød her på stedet, så var hun nødt til at gøre sit for at imponere dem! Og helst lige så meget som hun havde gjort med Lucas da hun havde danset overfor ham første gang hun havde set ham! Den mand var faktisk en som hun var blevet meget glad for at se. Ikke på det følelsesmæssige plan naturligvis, men han var en som hun følte at hun kunne åbne op for, også selvom hun var nødt til at passe på med hvad hun måtte sige, for hendes opgave her på stedet måtte bare ikke blive afsløret! Meget af det som skete her omkring var noget som hun allerede havde fortalt videre til Sonic. Ikke fordi at hun var glad for det og turene ud af slottet havde hun skjult bag løgne såsom at hun havde brug for naturens inspiration til dans og dansetrin. Nu var hun dog endelig kommet tilbage på slottet igen og var klar til endnu en ny omgang!
Lige hvor Lucas måtte befinde sig, vidste hun ikke. Han var ikke i tronsalen hvor hun som regel kunne finde ham. Hun havde spurgt sig ad ved temmelig mange og de fleste bad hende blot om at undersøge resterne af biblioteket. Det var ikke fordi at det var et sted som hun opholdt sig længe af gangen. Nej, hun fandt det faktisk.. skræmmende så ødelagt og forfalden som det var ved at blive og hun kunne ikke lide at være der. Med lette og elegante skridt, så førte hun sig roligt ned af gangen for at komme til biblioteket. Hun havde hørt mange historier omkring bibliotekaren Yessica, men havde heldigvis ikke mødt hende endnu. Hun skubbede døren roligt op og lod de mørke øjne søge ind i den store sal. Hun bar en meget simpel kjole som havde hun været af tjenestestaben her på stedet, håret var langt og lyst denne gang og med de smalle læber formet ud i et blidt og stille smil. ”Lucas..?” Hendes stemme var engleblid som altid. Intet var af forandring der. Overfor ham, følte hun så også den største samvittighed ved dette skuespil, men hun havde intet valg. Hun ville dø, hvis hun sagde Sonic imod og det ønskede hun jo heller ikke! Hun blinkede let med øjnene. De bare fødder førte hun roligt over gulvet, fuldkommen lydløst som kun en kvinde kunne gøre det. ”Lucas er du her? Næsten tøvende havde hun valgt at hæve stemmen bare en smule. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at få den kære Yessica på nakken.

[lucas]

Den brændte afdeling af spærret af, så man ikke kunne betræde det, selvom det var i gang med dets opbygning, hvilket Lucas personligt også hjalp med. Han var måske kongelig rådgiver og stod højt på hierarkilisten, men han var bestemt ikke for fin til at løfte en finger og tage del i arbejdet! Han kunne sagtens mudre sig til uden at han ville finde det flovt på nogen måde, selvom han naturligvis ikke brød sig om at svine slottet til ved at komme ind med mudrede støvler, men forfinet var i hvert fald det sidste som han var! Han nød faktisk at hjælpe til her på slottet, det holdt ham i gang og han følte endelig at han havde noget fornuftigt at lave, hvilket var noget som glædede ham utrolig meget! Han havde savnet at få noget fornuftigt at lave, noget som gav hans liv en mening, for han havde altid fået at vide at han skulle kæmpe for lyset, men han havde aldrig rigtig følt at han havde haft chancen, så han havde følt at han var gået om uden nogen mening med sine mange talenter og de værdier som munkene havde lært ham, men nu hvor han arbejdede her på slottet, så følte han bestemt også at han fik lov til at udnytte sin viden og mange egenskaber, og langt var de bestemt kommet med slottet og landet, hvilket var noget som måtte glæde ham, for han havde jo førhen selv været en del af borgerskabet, af folket, så han vidste hvordan de tænkte, ligesom Elanya også gjorde, hvilket kun gav dem en fordel.
Lucas stod iført nogle sorte fløjlsbukser og en hvid skjorte, noget som han nærmest normalt måtte bære rundt på. Han bar sjældent det mere afslappede tøj fordi han skulle gøre et godt indtryk, men det kunne faktisk hænde i sjældne tider, selvom det bestemt ikke var tit! Han nød desuden også af det mere fornemme og fine tøj, så var der jo heller ikke nogen tvivl om at han var kongelig rådgiver, at han var en af de mere højerestående. Han opfangede ikke at Raphaella kaldte på ham den første gang, da han stod begravet i sine egne tanker og den bog som han måtte læse. Det var først da hun hævede stemmen en anelse at han kiggede op og så lettere omkring. Hun kunne nok ikke se ham, eftersom han var på den øvre etage og stod mellem de mange rækker af reoler. Han førte let det tynde bogmærke af en snor mellem de to sider som han var kommet til, inden han klappede bogen sammen og lagde den fra sig på et bord der stod ved reolen, inden han gik hen til det store rækværk, hvor hans smaragdgrønne øjne faldt ned på Raphaellas skikkelse, hvor et skævt smil gled over hans læber. Måske han kendte til hendes fortid, men han kunne ikke komme udenom at hun havde gjort et godt indtryk på ham, han nød faktisk hendes selskab og han havde jo faktisk også snakket med hende mange gange for at give hende følelsen af at føle sig bare en anelse hjemme, for det havde hun da fortjent. ”Raphaella!” hilste han i en munter tone, som han trak på smilebåndet, uden at han tog blikket fra hende, ”øjeblik så er jeg nede.” Han greb fat omkring det lange rækværk, hvor han sprang ned og udover. Der var mindst tre meter ned, selvom at han forsvandt i en blåt og lyst glimt, som han orbede sig hen til hende, hvor han igen dukkede op foran hende. ”Hvad kan jeg gøre for dig?” tilføjede han lettere spørgende og sendte hende et varmt og venligt smil.

[Deleted]

Selvom den brændte del var spærret af, så var det stadig skummelt at gå derinde, ifølge Raphaella om ikke andet. Hun havde taget sine mange små vandringer på slottet, også i ledtog med Lucas. Han havde nok været den som havde taget bedst imod hende og det var noget som hun selvfølgelig var taknemmelig for, selvom det dog ikke gjorde det nemmere for hende at gøre det som hun var nødt til at gøre, men hun kunne ikke afsløre det! Hun havde allerede elendig samvittighed over meget af det som hun havde fortalt videre, for hun vidste at meget af det jo faktisk også måtte være informationer som slet ikke skulle komme ud! Stemningen var ikke den mest hyggelige her på stedet, men det var noget som hun bare valgte at bide i sig om ikke andet. Det var skam heller ikke fordi at hun havde noget andet valg. Hun ønskede bare at se ham, vise ham at hun var kommet tilbage igen, for ikke at glemme at hun havde noget som hun faktisk havde brug for hjælp til, specielt nu hvor hun var blevet en kongelig danser. Det hele skulle jo trods alt også være fuldkommen perfekt!
At Lucas ikke tog sig af at arbejde hårdt, at blive beskidt og det som fulgte med, var nu heller ikke noget som rørte hende som sådan. Hun var faktisk kun glad for, at han ikke var den type som havde noget imod noget sved på panden. Man var skam heller ikke i live ellers set i hendes øjne! At han hørte hende, fik hende til at stoppe op helt automatisk, hvor selv smilet måtte brede sig, selvom hun væmmes i det indre. Hun løj for ham og holdt ham for nar og hun kunne virkelig ikke fordrage den tanke alene, for den var ganske enkelt forfærdelig! Hun trak vejret stille og dybt selv uden at tage blikket fra ham på nogen måde. Hun trak vejret dybt, også mest for at samle sig igen. Endnu en gang havde hun jo været ved Herregården for at aflægge denne visit som hun gjorde til tider når der var noget nyt at bringe, selvom hun virkelig hadet sig selv hver evig eneste gang, at hun var tvunget til det, men hvad andet valg havde hun egentlig haft? Hun sendte ham et smil som han kom ned, dukket op i det smukke lysglimt for så at stå der i alt sin pragt. ”Det er første gang jeg ser dig med læsebriller på, Lucas.. Det klæder dig,” begyndte hun med et lettere forfjamsket smil, men hun mente det dog! Hun trådte et skridt tættere på ham, hvor hun derefter lod blikket søge rundt i hele biblioteket. Hun kunne ikke læse – desværre, selvom hun ville nyde at kunne det. ”Så mange bøger..” For en kort stund, så gled hun lidt i sine egne tanker, idet hun fast rystede på hovedet og vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun kunne da heller ikke tillade sig at falde i staver nu hvor hun endnu en gang måtte stå overfor ham! Hun fumlede med de slanke hænder foran sig og med det samme rolige og stille smil på læben. ”Jeg søgte efter dig, jeg… jeg har brug for en lille hjælp.. Som jeg håber at du kan give mig..” forklarede hun videre. Selv kunne det lyde forbandet dumt, men hun havde jo brug for det. Desuden, så havde hun intet imod at tilbringe tiden sammen med ham!

[lucas]

Lucas havde intet imod lidt selskab hist og her. Han var godt nok en travl mand, der havde mange pligter, de fleste påtog han faktisk sig selv, men han nød også sit arbejde, som han nød at gøre noget for landet, men han var ikke typen der gik ned med stress selvom han var fyldt med ting til op over ørerne og selvom han havde meget at se til, så kunne han altid få presset lidt mere ind, hvis der skulle opstå problemer eller selskab som denne gang. Denne dag var dog ikke en af de mest travle, for selv en mand som ham havde brug for en pause af og til, hvilket han gerne gjorde ved at læse eller hvis nogle andre ønskede selskab, som Raphaella tydeligvis gjorde i øjeblikket, eftersom hun var kommet for at få fat i ham. Han havde ikke set hende i et par dage, men hun havde jo også været ude, så vidst som hun havde fortalt i hvert fald. Han blev lettere overrasket ved hendes kompliment, hvor han næsten endte med at tage læsebrillerne af og studerede dem lidt. ”Tja.. det ved jeg nu ikke..” mumlede han næsten helt forlegent, som en rød farve tog fat i hans kinder, inden han endte med at lade dem hænge nede ved hans hals, da der var en lille kæde fra den ene brillestilk til den anden. Han sendte hende et skævt smil, som han hurtigt endte med at skifte emne, så han heller ikke ville stå og ligne en rød tomat. ”Var din tur god? Fandt du inspiration?” spurgte han roligt, som et tydeligt emneskift fra ham til hende. Hun havde været ude i et par dage, hvad hun præcist havde lavet vidste han ikke, men det var han sådan set også ligeglad med, for han var ikke typen der blandede sig i andre personers ærinder. Han lod let blikket glide rundt i biblioteket da hun nævnte bøgerne, inden han igen så på hende og sendte hende et muntert smil og varmt blik. Måske han kendte til hendes fortid, men han kunne ikke komme udenom at han nød hendes selskab, plus at hun slet ikke virkede til at have boet i Dvasias, men han havde også tjekket at hun havde boet her i Procias i nogle år, så det var jo faktisk kun et plus. At hun stod i sine egne tanker havde han intet imod, for han så også tydeligt at hun selv kom ud af dem igen, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet. Han så dog lettere tænksomt på hende, da hun kom til sagen og sagde at hun havde brug for hjælp. Han strøg let en hånd igennem de blonde lokker, der var ved at blive halvlange. ”Du har brug for min hjælp?” gentog han roligt og lod hovedet søge en anelse på sned uden at han tog de smaragdgrønne øjne fra hende. ”Jeg står skam altid til tjeneste,” tilføjede han med et varmt smil, som tegn til at han gerne ville hjælpe hende, for han kunne faktisk ikke drømme om andet. ”Og hvad skal du have hjælp til?” Han blev blot stående med hænderne foldet bag ryggen, uden at han tog blikket fra hende, som han betragtede hende lettere afventende. Han havde intet imod at skænke folk sin hjælp, han kunne jo faktisk også hjælpe med det meste. Et sted ville han også helst have at folk kom til ham end til Jason og Elanya, for så kunne de to nemlig tage sig af landet, medmindre folk akut skulle bruge dronningens eller kongens hjælp.

[Deleted]

Raphaella måtte erkende at hun virkelig nød at være sammen med Lucas. Han havde taget så godt imod hende, han havde ladet hende føle sig velkommen, han havde tilbragt tiden med hende og virkelig ladet hende føle sig hjemme, så selvfølgelig var det også noget som gjorde hende frygtelig glad. Ikke fordi at det var noget som hun som sådan tænkte over. Normalt når hun havde brug for at få lettet lidt af den dårlige samvittighed, så var hun sammen med ham, selvom den kun gjorde det hele så meget værre bagefter, for hun hadet virkelig, at hun var nødt til at gøre det som hun gjorde. Men døden var desværre hvad der fulgte hvis hun ikke handlede anderledes og det var heller ikke noget som hun måtte ønske, det var da helt sikkert! Hun vendte blikket mod ham, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Overfor ham, så var hun sig selv – på sit vis, men udseendemæssigt så var hun. Hun følte slet ikke for at skjule sig overfor ham på nogen måde overhovedet. Den røde farve som viste sig i hans kinder, var noget som kun fik hende til at smile bredt. Han.. rødmede faktisk. Det havde hun heller ikke set før! ”Jeg mener det skam. De klæder dig..” Hun tog et skridt tættere på ham, tog om dem meget varsomt, kun for at lade dem glide mod hans næse og sætte dem på plads igen. Hun kunne faktisk godt lide at se ham med dem på.
Raphaella vendte blikket mod ham, da han fortsatte snakken. ”Inspiration..? Åh.. åh ja, det gjorde jeg!” sagde hun med et stille smil. Hun skulle jo lige finde ud af hvad han snakket om. Hun måtte jo huske sine løgne, også selvom det ikke var helt nemt altid. Dem var der jo så mange af, selvom det gjorde ondt at det var noget som skulle gå ud over ham gang på gang. At bede om hjælp af en mand som stod så højt oppe i hierarkiet var meget for hende, for.. ja, han kunne jo med lethed afvise hende og hun vidste jo at han havde meget at se til, så det at han ville sige nej, var jo næsten noget som hun forberedte sig på. Hun vendte de mørke øjne mod ham endnu en gang og med hovedet ganske så let på sned. ”J-jeg… jeg har nogen dansetrin som jeg skal have indøvet og.. og det er lidt svært uden en dansepartner..” Hun vendte blikket en anelse ned mod sine hænder. Ja, hvordan skulle hun sige det for at få det fremstillet rigtigt og uden at det ville lyde direkte forkert eller bare.. dumt? Hun bed sig let i læben og vendte blikket op mod ham. Nu var han jo også den som hun havde det bedst med omkring dette sted. Hun trak vejret dybt. ”… Ville du hjælpe mig.. med at få dem indøvet? Som en.. ja, lad os sige.. en midlertidig dansepartner?” spurgte hun dæmpet, som hun roligt vendte blikket mod ham og ikke mindst spørgende, også selvom hun nærmest forventede sig en afvisning. Hun vendte blikket stille ned mod sine hænder igen, som de pludselig var mere spændende end det som han var, selvom det selvfølgelig langt fra var tilfældet! Hun følte sig bare.. ikke på hans niveau, selvom et vel heller ikke var sådan at det skulle være? Hun var jo bare en simpel danser på en mission her på stedet og han var.. jo selveste den kongelige rådgiver.

[lucas]

Lucas nød tiden sammen med Raphaella, hvilket han havde gjort allerede helt tilbage fra start af. Hun var så meget nede på jorden at man faktisk ikke kunne andet end at slappe af i hendes selskab, han kom altid på andre tanker, når han var sammen med hende, kunne glemme lidt af den stressede hverdag og de mange pligter som han ellers skulle se til. De smaragdgrønne øjne hvilede på hendes skikkelse, uden at smilet ville falme det mindste. Hun mente at hans læsebriller klædte ham? Det var faktisk ikke et kompliment han havde hørt før, faktisk havde han aldrig selv tænkt over det, han havde næsten altid brugt dem når han skulle læse, så han var bare vant til dem. Den røde farve forblev i hans kinder, selvom det ikke direkte var voldsomt, men tydeligt nok til at se at han faktisk rødmede. Han lod hende blot træde et skridt tættere på, selvom at det fik hans hjerte til at slå hurtigere imod hans bryst. Han så blot til som hun tog om brillerne og førte dem op på hans næse igen, hvilket fik ham til at smile skævt. ”Okay da.. hvis du absolut insisterer,” svarede han næsten for sig selv, som han rettede på brillerne så de sad perfekt på hans næserod. Smilet falmede ikke det mindste, som det var umuligt i hendes selskab, selvom det næsten var helt så.. skræmmende at hun havde denne effekt på ham. Han betragtede hende blot roligt, som et mildt smil hvilede på hans læber. ”Det var da altid noget,” svarede han stilfærdigt og med et varmt smil. Han kendte selv til det at finde inspiration i naturen, selvom han godt nok ikke fandt inspiration til dans. Faktisk havde han aldrig rigtig brudt sig om dans, det var selvfølgelig smukt når professionelle dansede, og han måtte indrømme at Raphaella virkelig var dygtig og talentfuld! Han havde dog intet imod at bruge kroppen, men han ville langt hellere udøve kampsport end dans. Hovedet søgte let til den anden side, som hun begyndte at fumle med hænderne og tilmed vendte blikket mod dem, hvilket kun sagde ham at hun var nervøs for at spørge, men hun burde vel efterhånden kende ham til at han var medfølende og forstående? Han lyttede blot til hendes ord, uden at det varme smil falmede det mindste, også som et tegn til at hun bare kunne spørge, for han ville ikke afvise nogen på en dårlig måde. Han blev dog lettere overrasket ved hendes spørgsmål for hun ville have ham til sin dansepartner? Ham?! Det kunne han slet ikke forstå sig på! Han smilede et skævt smil. ”Jeg må erkende Raphaella, jeg kan nok godt danse, men.. aldrig så perfekt og godt som dig,” svarede han stilfærdigt, for han havde skam ikke tænkt sig at lyve overfor hende! Han lignede jo en klumpedumpe i forhold til hende! Han gned sin skæggede hage ganske let og tænkende. At blive hendes midlertidige dansepartner ville han nu ikke have noget imod, for så kunne han jo også bruge mere tid sammen med hende, men.. hun ville da sikkert blive træt af ham i længden! ”Jeg vil ikke have noget imod at hjælpe dig, men.. jeg er næsten bange for at jeg bare vil sænke dine øvelser,” forklarede han stilfærdigt og kløede sig let i nakken. Han betragtede hende let, som hun havde vendt blikket ned mod hendes hænder igen. Han tog let omkring hendes den ene hånd, som han gav et blidt og næsten beroligende klem. ”Men jeg vil gerne være din midlertidige dansepartner, hvis du da kan overleve med mine to venstre fødder,” svarede han med en drillende undertone, som han smilede skævt. ”Så længe du bare ved at vi ikke kan træne lige langt hver dag, på grund af alle de andre pligter jeg har,” tilføjede han dog stilfærdigt, for han ville ikke lyve for hende, og han kunne sagtens forstå hvis hun ville finde en anden fordi han ikke altid ville have tid til hende.

[Deleted]

Raphaella gjorde vel bare klogt i at handle som hun gjorde? Hun var en kvinde som stod med begge ben på jorden, hun kendte til sin plads og hun vidste udmærket også godt, at Lucas lå langt over hende når det kom til rangen i hierarkiet. Hun betragtede ham roligt, som brillerne måtte finde sin perfekte plads på hans næserod. Hun nød nu at se ham med dem. De gjorde ham en anelse mere.. sofistikeret. Selv det at stå ham så tæt var noget som gjorde hende mere usikker end det som hun normalt ville have været, men det var nu bare sådan at tingene måtte være. Hun måtte ikke falde i nogen fælde, for det ville da først for alvor slet ikke gavne hende! Hun havde sin opgave og det var heller ikke fordi at hun gjorde det med sin frie vilje, men Sonic havde virkelig ikke skænket hende noget valg! ”Jeg insistere,” afsluttede hun med et varmt smil på læben, hvor hun ganske let lod sin ene pegefinger stryge langs hans kind, idet hun selv havde sluppet brillen igen. Hun kunne ganske enkelt ikke lade være. Han fik hende til at føle sig velkommen og så godt tilpas, at hun heller ikke kunne gøre noget andet end at nyde hans selskab når de endelig havde muligheden for det. Hun nikkede roligt til ham, hvor selv blikket gled en anelse i retningen af det ene vindue. Hun havde det virkelig elendigt med at skulle lyve for ham, men det var jo heller ikke fordi at hun havde noget andet valg. ”Hvad skal jeg sige.. Til tider så føles det som.. andre kræfter trækker i mig.. kalder på mig,” sagde hun roligt. Et sted var det jo faktisk sandhed. Hun var direkte tvunget til at skulle forlade slottet for at videregive informationer, også selvom hun virkelig hadet sig selv for det! Hun så endnu en gang på ham og med det svage smil. Hun nød virkelig hans selskab.
Raphaella vidste udmærket godt at Lucas var en meget medfølende og forståelsesfuld mand, men hun ønskede jo heller ikke at pålægge ham med mere end det som godt var allerede. Han var en mand med utrolig mange pligter! Alligevel så.. var hun nervøs for at bede ham om at være mere sammen med hende, for det var vel også noget som hun gjorde ved denne handling? Et sted også for at få mere information ud af ham, for det virkede jo også til at han stolede på hende, også selv på trods af hendes baggrund i Dvasias? En rigtig og vaskeægte Dvasianer blev hun dog aldrig nogensinde og aldrig havde hun været det! De første ord lød næsten til at tyde på en afvisning, hvilket alligevel nu også måtte være det som hun forberedte sig mest på. ”Det.. det forstår jeg, men.. det er okay,” forsikrede hun ham med en rolig mine som før. Hun havde nu slet ikke noget imod at tilbringe noget tid med ham, for det var altid rart. Som regel så fik hun muligheden til at tænke på en masse andet i stedet for, og det var noget som selv måtte lette hende og frygtelig meget. At han tog omkring hendes ene hånd, fik hendes hjerte til at slå mere fast mod hendes bryst. Den effekt som han havde på hende..! Hun bed sig let i læben og vendte blikket mod ham igen, ikke mindst en anelse tøvende. Det skete jo til tider, at hun virkelig følte sig underlegen kontra ham selv. At han gik med til det, var noget som fik smilet til at brede sig fra øre til øre! ”Uh! Det glæder mig virkelig!... Øh.. jeg mener.. Jeg ved at du har mange pligter at se til.. Lucas. Det.. det er også helt fint.. Bare lidt.. det passer mig helt udmærket,” afsluttede hun roligt. Hun gengældte ganske varsomt og blidt hans klem.

[lucas]

At Raphaella fandt brillerne passende til Lucas, var noget som et sted måtte forundre ham, for.. kunne det klæde nogen med briller? Han havde aldrig fået den kompliment før, men det glædede ham dog at der var en som så sådan på det. Han så direkte ind i hendes mørke øjne, som hun lod sin pegefinger stryge over hans kind, hvilket fik det til at sitre i hele hans krop, hvor hans hjerte tilmed måtte slå hårdere imod hans bryst, galopere af sted som ti vilde heste, selvom han måtte erkende at han ikke helt forstod hendes kærtegn, på trods at han godt nok nød det. Når han nu tænkte over det, så var han jo faktisk aldrig blevet berørt på den måde før. Et varmt smil gled over hans læber, uden at han tog blikket fra hende. ”Jamen så vil jeg da beholde dem på,” svarede han roligt og en anelse fraværende, som var han sunket i sine egne dagdrømme, dog uden at han så væk fra hende, for det kunne han faktisk ikke. Han skød kort øjenbrynene i vejret, hvor han svagt trak på skuldrene, inden et forstående smil gled over hans læber. ”Jeg kender følelsen,” svarede han stilfærdigt, selvom det nok aldrig ville blive på samme måde, hvis han da havde kendt til den hemmelighed hun faktisk holdt for ham og hvad hun rigtigt havde ment, for hun mente det bogstaveligtalt hvor hans mere var metaforisk.
At hun ville have Lucas som sin dansepartner, kunne han ikke rigtig forstå, for der var sikkert andre mænd her på slottet som var langt bedre til at danse end det som han var. Og hvis ikke, så kunne hun da sikkert bruge en af tjenestepigerne, men det var så heller ikke fordi at han ikke gad at bruge tiden på hende, selvom at hans skema var ret stramt, men det var da ved at løse sig lidt op jo mere landet kom på plads. Når han var sammen med hende, så følte han at han kunne slippe lidt af den kongelige rådgiverattitude, så han bare kunne være sig selv, være.. Lucas. Selvfølgelig bar han altid lidt på den normale attitude, men jo mere han var sammen med hende, jo mere slap han også hæmningerne. Han smilede muntert, som hun pludselig virkede så glad og næsten ivrig, blot for at gå til at være rolig igen. Han slap en munter latter og rystede smilende på hovedet, inden han lod sin tommel stryge hende blidt over håndryggen. ”Udmærket,” endte han smilende, som det ikke kunne falme det mindste i hendes selskab, hvor han ikke slap hendes hånd, som han faktisk måtte holde om den lettere fraværende og uden rigtig selv at lægge mærke til det, som han næsten igen kom ind i sine dagdrømme uden at han tog blikket fra hende. Han rystede let på hovedet og endte også dermed at slippe hendes hånd ganske let, for ikke at virke nærgående, hvor han rømmede sig ganske let. ”Jamen så siger vi det! Så er jeg din midlertidige dansepartner,” svarede han med et skævt smil, inden han ganske let strøg hånden igennem det halvlange blonde hår, som skilte sig som vand mellem hans fingre. Han så kort rundt i rummet, næsten for at finde ord. ”Jeg var ellers i gang med at lave lidt research.” Han vendte blikket mod et bord fyldt med bøger, som blot ventede på at blive lagt på plads, hvor han lod sin ene hånd stryge over en af bøgernes omslag. ”Kan du lide bøger?” spurgte han roligt, som han igen vendte blikket mod hende med et varmt skær i de smaragdgrønne øjne.

[Deleted]

Raphaella mente det faktisk når hun sagde at brillerne klædte ham. Det fik en mere fin mand frem i ham. Det var ikke fordi at han ikke var fin nok fra før af, for det var han skam! Hun kunne bare godt lide at slappe af i hans selskab, for det faldt hende bare mere og mere naturligt ind. ”Det glæder mig,” sagde hun roligt og med et stille smil på læben. Han var altid så god ved hende og det var kun noget som gjorde hendes skyldfølelse langt værre end det so den var fra før af og hun hadet det virkelig! Hun trak vejret dybt og betragtede ham roligt. Han forstod nok ikke hendes hentydning bag ordene, men hun mente det faktisk når hun sagde at andre kræfter rev i hende. Hun kunne ikke gøre noget ved det, hun kunne ikke stille noget op og hun ville elske tanken om at kunne bryde fri af de lænker, men hun kunne bare ikke! Hun bed sig en anelse i læben og betragtede ham ganske let. Hun kunne ikke tillade sig at falde i staver over det nu! Hun havde det bare elendigt ved tanken om at hun skulle holde ham for nar, at det faktisk ville koste hende livet, hvis hun gjorde andet. Hun nikkede. ”Jeg tror.. a-at mange kan sætte sig i den situation,” sagde hun med et skævt smil som blikket endnu en gang gled mod deres hænder.
At Lucas gerne ville steppe ind som en hjælp, var noget som hun var rigtig glad for, også selvom hun vidste at hans skema var frygtelig stramt og nok så fyldt. Det var heller ikke fordi at hun ønskede at frarøve ham noget af hans dyrebare fritid. Hvis hun tænkte over det, så var hun faktisk ikke sikker på at hun havde set ham slappe af i det hele taget. At hånden blev liggende i hans, var noget som efterlod hende med en mindre rødmen i kinderne. Ikke fordi at det var noget som hun sagde noget til, det var der heller ikke nogen tvivl om. Der var noget specielt ved den mand. Han var så forståelsesfuld og så medfølende, at hun var nødt til at tænke over hvad hun faktisk måtte sige til ham, for hun var bange for at hun ville ende med at snakke over sig, og så var det hende som stod med et kæmpe problem! Hans latter og hans strøg over hendes håndryg, var noget som virkelig efterlod hende med en kraftig hjertebanken. Hun slap dog stille hans hånd, som han valgte at trække den tilbage til sig, hvor hun selv tøvende og forsigtigt tog sine egne til sig igen, hvor hun foldede dem, som hun ønskede at beholde varmen som hans hænder havde efterladt hende med på denne her måde. Hun trak vejret dybt og vendte blikket roligt mod ham endnu en gang. ”Det glæder mig.. virkelig,” sagde hun endnu en gang, også mest bare for at gøre det klart for ham, at hun faktisk var glad for det, også selvom der var meget andet bag den tanke. Hun blinkede let til hans ord. Bøger? Hun bed sig en anelse i læben. ”Tja.. jeg.. har intet imod dem, hvis det er det du mener, Lucas. Af de kår jeg kommer fra, så.. så har jeg aldrig lært at læse.” Hun trak let på skuldrene. For hende så var det bare normalt; Det var de fine som besad den egenskab – ergo ikke en som hende.

[lucas]

Lucas smilede til hendes ord, som han virkelig ikke kunne andet! Det glædede ham faktisk at hun så sådan på ham, selvom han måtte erkende at han ikke var vant til at få komplimenter. Kendte man lysvæserne, så var han jo faktisk en typisk én af slagsen. Han var venligsindet, han var hjælpsom, han var imødekommende, men sjovt nok var det bare på en anderledes måde overfor Raphaella. Allerede fra start af, havde der været noget betagende over hende, noget som havde fanget ham, næsten som om at hun havde været en sensuel dæmon, selvom han også havde fundet ud af at hun var formskifter, hvilket også havde skyldtes hendes øjenfarveskift fra grønne til mørke under deres første møde, selvom at hendes øjne i øjeblikket var mørke, mon det var den naturlige farve de bar? Han var faktisk ikke sikker på det, men det var så heller ikke noget som han tog sig af, for han havde også lagt mærke til at hendes øjne ikke skiftede farve mere, så han ville tro at det var den naturlige, men det var måske fordi at hun var blevet mere vant til at være her? De havde jo faktisk allerede nydt hinandens selskab flere gange. ”Det tror jeg du har ret i ja,” medgav han stilfærdigt og sendte hende et venligt og dog et varmt smil, uden at han tog de smaragdgrønne øjne fra hende. Hun fascinerede ham, hendes væsen, hendes personlighed, det hele ved hende var så.. spændende.
Lucas ville meget gerne hjælpe Raphaella, selvom der lå mange grunde bagved hans ja. Han brød sig faktisk ikke om at danse, han havde selvfølgelig lært det, men han gjorde det virkelig kun hvis det var uundgåeligt, så han havde faktisk ikke sagt ja, fordi han gad at danse, han havde sagt ja, fordi han selvfølgelig gerne ville hjælpe hende, om det så var med hendes øvelser eller ej, men mest af alt havde han sagt ja, så han kunne tilbringe mere tid sammen med hende, så havde han jo faktisk en undskyldning for at snakke med hende hver dag, se hende, være sammen med hende og kunne nyde hendes gode selskab. Hendes rødme lagde han godt mærke til, hvilket også var en af grundene til at han havde trukket hånden til sig, for det var heller ikke fordi at han ville give et forkert indtryk. ”Det er godt,” endte han en anelse forlegen, hvor han let bed sig i den bløde underlæbe, som blev det en anelse akavet. Hun gjorde ham så underlig usikker, et sted var han bange for at gøre tingene forkert at han nærmest følte sig helt klumset. Dog fik hun ham på helt andre tanker, da hun sagde at hun ikke kunne læse, hvilket fik ham til at se lettere målløs på hende, hvor han tilmed glippede let med øjnene af forundring. ”Du kan ikke læse?” gentog han forundret. Der var intet hån over det, for han vidste godt at der var de som ikke kunne, som aldrig havde haft råd til at få disse ting tillært, men.. hun havde virket så fin, da hun var ankommet her at han faktisk havde regnet med det. ”Det.. anede jeg slet ikke,” tilføjede han lettere tænkende og dog overrasket, som han strøg hånden gennem håret. Han stod kort i sine egne tanker, næsten for at sluge nyheden, inden han endte med at rette sig op, idet han vendte blikket mod hende smilede muntert. Han klappede let hænderne sammen foran sig. ”Jamen kære Raphaella, så har vi endnu et projekt sammen,” svarede han stilfærdigt og dog lettere bestemt, ”Du skal lære at læse!”

[Deleted]

Raphaella måtte virkelig erkende, at hun virkelig følte at hun udnyttede Lucas’ gode hjerte og et sted så var det vel også det som hun gjorde? Ikke fordi at den tanke gjorde det bedre, for hun trives virkelig godt sammen med ham, hun trives omkring ham og det var mere eller mindre også ham som stod som den eneste som i sandhed havde fået lov til at se hvordan hun oprindeligt så ud. Sådan som hun stod overfor ham lige nu og i dette øjeblik, sådan så hun ud når hun ikke skjulte sig bag den ene maske efter den anden, men hvad skulle hun dog gøre? Hun følte sig ikke rigtigt tryg nogen steder! Foruden.. sammen med ham, hvis hun skulle være helt ærlig. Sammen med ham så følte hun næsten at hun kunne være sig selv. Selvfølgelig med visse forbehold, men hun var jo stadig nødt til at være ekstremt forsigtig af den grund. Hun mente sine komplimenter når hun sagde dem. Det gjorde ham til en sofistikeret mand at gå med de briller og det var noget som hun faktisk rigtig godt kunne lide, om det var noget som man ville det eller ikke. Et sted så var hun vel.. begyndt at holde af ham? Selvom det ikke var noget som gavnede hende i hendes situation, for det var noget som gjorde det hele så langt mere slemt end det som det måtte være fra før af! Hun nikkede med et stille smil. ”Det er jo så.. bare noget jeg tror,” sagde hun stille. Det var skam heller ikke fordi at hun kunne gøre sig bagklog på noget som helst. Så smart og intelligent var hun dog heller ikke.
At Lucas gerne ville stå behjælpelig i hendes dans, var selvfølgelig noget som Raphaella var rigtig glad for. Der var faktisk dansetrin som skulle indøves, for hun kunne jo ikke komme tilbage til slottet uden noget som helst! Noget havde hun jo været nødt til at gøre ved det, også selvom det bestemt heller ikke havde været helt nemt at bare komme op med noget som hun skulle bringe videre i hendes erhverv. Hun kunne vel bare håbe på at et faktisk var godt nok set i deres øjne? Varmen hvilede stadig i hendes hænder og det var virkelig noget som gjorde godt. Det var… rart at have ham så tæt på sig, selvom hun ikke vidste hvad pokker hun ellers skulle sige til det. Hvordan mente han selv de kærtegn og den omsorg? Hun vidste det virkelig ikke! At det direkte måtte komme bag på ham at hun ikke var i stand til at læse, var nu heller ikke noget som forundrede hende, for hun kunne virkelig ikke! Hun kunne ikke engang skrive sit eget navn! ”Nej.. det.. det kan jeg ikke..” mumlede hun stille, næsten som var det noget som hun skulle.. skamme sig over? Hun slog armene forsigtigt omkring sig. Det var noget som de rige og adelige lærte sig, det var slet ikke noget som en i hendes kaliber eller hendes gamle erhverv havde haft brug for at vide så meget vidste hun da. Hun ville elske at kunne læse, læse de mange historier og eventyr og faktisk kunne følge med i hvad folk snakket om. At han ville lære hende det, chokerede hende virkelig! Hun blinkede let med øjnene og rettede sig op. ”Lucas.. Du.. det behøver du ikke.. Det.. Nej, du.. du har da allerede mere end nok at se til!” forsikrede hun ham. Hun kunne fint klare sig uden at skulle læse! Det var da ikke så nødvendigt, var det? Hun vendte de mørke øjne mod ham. ”Du.. du skule nødigt gå ned med stress,” afsluttede hun med en ganske så dæmpet stemme.

[lucas]

At bruge lidt tid sammen med Raphaella og så på noget hun godt kunne lide, var ikke noget som Lucas havde det mindste imod, faktisk ville han se frem til at hjælpe hende med det, selvom han godt nok ikke var den bedste til at danse, men når hun nu havde spurgt ham, så var det vel også fordi at hun ville have ham til det? Og derfor ville han også rigtig gerne hjælpe hende, så hun også følte sig vigtig her på stedet og velkommen, for det var noget han gik meget op i at stablen og folk der kom her følte, hun boede her jo faktisk, havde sit eget lille værelse, som så mange andre her på slottet også havde, så det var jo mere eller mindre blevet hendes nye hjem, selvom hun tog ud nogle dage, men det havde han intet imod, for hun måtte da hellere end gerne gøre hvad der passede hende, så længe det naturligvis var respektabelt, men at søge ud og lidt væk for at finde inspiration af og til havde han nu intet imod. Han smilede til hendes ord. ”Og jeg tror bestemt også at du har ret,” medgav han roligt og sendte hende et skævt smil. Han kendte jo trods alt selv til det. Et sted havde han det jo også lidt på samme måde med hende. Han følte at der var noget der trak i ham, når hun var i nærheden, noget der gav ham lyst til at gå hen og tale med hende, selvom at halve af gangene havde han fået kolde fødder og var vendt om. Han vidste ikke hvorfor, men noget ved hende gjorde ham usikker, plus han jo heller ikke ville virke nærgående eller noget lignende. At hun ikke kunne læse, var noget som faktisk var kommet bag på Lucas, for det havde han faktisk regnet med at hun kunne. Ikke fordi at det gjorde ham noget, for det gjorde det da bestemt ikke! Så havde han jo endnu en ting de kunne lave sammen og bruge mere tid på hinanden. Han slap en munter latter til hendes ord og rystede smilende på hovedet. ”Gå ned med stress?” gentog han morende og smilede overbærende, ”det skal du virkelig slet ikke tænke på Raphaella, der skal meget til før jeg bliver stresset, faktisk.. tror jeg det er umuligt.” Han var en mand der var i harmoni med sig selv, der for længst havde fundet sin indre ro, der skulle virkelig meget til før han begyndte at stresse over ting. Han lagde roligt en hånd mod hendes ene slanke skulder og sendte hende et varmt smil. ”Jeg vil gerne lære dig det,” forsikrede han hende uden at smilet falmede det mindste også som et tydeligt tegn til at han ikke havde noget imod det, for det have han jo faktisk ikke. Hans blik blev dog lettere eftertænksomt som en anden ting slog ham. ”Så går jeg heller ikke ud fra at du kan skrive?” Det var mere et spørgsmål end en konstatering, for man vidste jo aldrig, men hvis hun kunne skrive burde hun jo også kunne læse, så det burde hun jo et sted ikke kunne. Det så ud til at de havde en masse lange projekter foran dem, men det var faktisk en tid som han ville se frem til, for han ville bestemt ikke have noget imod at have en ting eller flere som de to kunne lave sammen, for så kom han jo også lidt tættere ind på hende.

[Deleted]

Raphaella havde virkelig ikke det mindste imod at skulle tilbringe bare en smule tid sammen med Lucas når muligheden endelig bød sig. Hun kunne sagtens gå til kongen og spørge om det samme, hvis det ikke var fordi at han sad i en rullestol og hun ville faktisk finde det langt mere komfortabelt at skulle danse med en mand frem for en kvinde, selvom hun vidste, at der var så mange andre hun kunne spørge om dette uanset hvad. Måske at han ikke var en så yndefuld danser som hun selv var, men det var virkelig ikke det vigtige. For hendes vedkommende, så var det vigtige, at hun kunne tilbringe tiden sammen med ham for.. hun nød det faktisk. Hun holdt af ham, også fordi at han havde været så god imod hende, han havde været så venlig, så forståelsesfuld og hun stod der og holdt ham såvel som hele slottet for nar? Hun havde det virkelig bare elendigt med tanken om det, så det var heller ikke noget som sagde så lidt! Hun sendte ham et varmt smil. Han gjorde hende altid så godt tilpas og hun følte også hun kunne slappe af i hans selskab, også selvom hun skulle passe så meget på med hvad hun sagde til ham, for hun måtte bare ikke tale over sig, det var noget af det dummeste som hun kunne gøre, for det ville ødelægge alt! Og.. sikkert også koste hende livet, for sådan lød aftalen med Sonic, selvom hun virkelig hadet det som pesten! ”Hvis.. hvis du er enig, så.. er der vel også en sandhed i det,” sagde hun roligt og med et skævt smil på læben.
At Lucas ikke troede på at han kunne gå med stress, var noget som direkte måtte overraske hende, for det kunne hun næsten tro på at han kunne, for hvem kunne da ikke det? Det kunne hun i hvert fald! Hun kunne udmærket godt huske første gang hun havde stået overfor ham! Der var hun da lige ved at gå ned med stress! ”Den.. finder jeg det problematisk at tro på.. alle kan da stresse?” endte hun dog med en dæmpet stemme. Hun vendte blikket stille ned mod sine hænder igen, også fordi at han havde rørt hende. Det havde virkelig været utrolig dejligt, men.. det kunne hun da ikke sige! Hun lå langt under ham når det kom til rang også selvom hun ikke brød sig om den tanke, men sådan var det nu bare og hun accepterede det jo også helt fint. At han virkelig ønskede at lære hende at læse, overraskede hende, for han havde jo så meget at se til fra før af! Desuden, så var det jo kun noget som fine folk lærte og da slet ikke af hendes slags! Hun rystede stille på hovedet. ”Det.. det er jo adelige privilegier, så… nej,” sagde hun stille og vendte blikket mod ham, også selvom det næsten var.. tøvende. Nu hvor det for alvor kom frem hvor de stod i henhold til hinanden, selvom det nu heller ikke var en tanke som hun brød sig synderlig meget om. Hun følte sig.. langt fra værdig til ham og et sted så var det faktisk en tanke som direkte måtte genere hende, men hvad pokker skulle hun da kunne gøre ved det? Hun bed sig en anelse i læben og med et svagt suk. ”Du.. du skal virkelig ikke sætte så meget i gang for min skyld.. Du har da nok af pligter at se til,” sagde hun med en dæmpet stemme. Hun havde bestemt heller ikke noget imod det, for det gav hende også muligheden for at være sammen med ham, men.. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige!

[lucas]

Alle kendte vel til følelsen af at der var noget som trak i en? En ’magisk’ kræft, som man ikke følte man kunne forklare? Det ville han da skyde på! Det kunne jo komme ved alt ting, når man var sammen med personer, godt kunne lide specielle ting, men at hun så mente bogstaveligtalt, var slet ikke noget som han spekulerede over. Han sendte hende et muntert smil. ”Jeg tror der er mange som er enig, men jo.. der er vel en sandhed i det,” medgav han stilfærdigt uden at smilet falmede det mindste. Han nød hendes selskab, hvilket han ikke kunne komme uden om, derfor ville han også gerne hjælpe hende med at øve dansetrinene, og hvad hun ellers havde til ham, for så fik han også lidt mere tid sammen med hende, hvilket han ikke ville have det mindste imod. At hun ikke troede på at han ikke kunne gå ned med stress, var noget som morede ham, selvom at han faktisk også godt forstod hende. Han trak svagt på skuldrene. ”Jeg nyder mit arbejde og tager gerne flere pligter til mig. Har du dit indre roligt, så stresser du ikke, desuden ender jeg altid med at gøre pligterne hurtigere end forventet fordi jeg nyder hvad jeg gør,” forklarede han stilfærdigt. Han sendte hende et skævt smil og lod hovedet søge en anelse på sned, uden at han tog de smaragdgrønne øjne fra hende. ”Jeg kan altid klemme mere ind. Desuden så er jeg jo ikke ene mand om alle pligter på slottet, kongen og dronningen gør jo også en del.. så det gør mig virkelig intet Raphaella,” forsikrede han hende, uden at han tog blikket fra hende. Han ville gerne hjælpe hende med dansen og han ville gerne lære hende at læse og skrive. Han rystede let på hovedet til hendes ord. ”Nej da! Møder man de rigtige folk, så kan selv folk der ikke er adelige lære at læse og skrive,” svarede han stilfærdigt, inden han så lettere eftertænksomt ud i luften. ”Jeg har desuden ikke været adelig igennem det meste af mit liv. Jeg er det vel egentlig heller ikke nu? Det eneste jeg har, er en høj status.” Han trak svagt på skuldrene, som betød det intet. Han havde været munk det meste af sit liv, inden han var blevet kongelig rådgiver, havde han boet i kirken, dog havde hans forældre altid stået kongefamilien nær, men på den anden side var det over 30.000 år siden. Han vendte kort blikket mod gulvet ved hendes ord. ”Hvis du ikke vil, behøver du ikke, men jeg kan sagtens finde tid til dig,” svarede han roligt, som han trippede let med fødderne, han vendte roligt blikket mod hende igen og smilede et stille smil. ”Jeg vil meget gerne bruge tiden med dig og lære dig det,” tilføjede han roligt, som han kun lige skævede mod hende ud af brilleglassene med de smaragdgrønne øjne. Han ønskede ikke at virke for.. nærgående, men han ville jo faktisk gerne kunne bruge lidt tid sammen med hende. De ville kunne være meget sammen, hvis han både skulle hjælpe hende med dansen og med at lære at læse og skrive. Han gjorde et let kast med hovedet, som tegn til at hun skulle komme tættere på, inden han rakte hende hånden. ”Kan du alfabetet?” spurgte han roligt. Han var nød til at finde ud af hvor meget hun kunne og hvor de skulle begynde. Han trak hende roligt med sig hen til bordet med de mange bøger, pergamenter og skriftruller.