Research

[lucas]

Lucas nikkede stilfærdigt til hendes ord. Det var selvfølgelig noget andet, for han havde ikke selv valgt at leve livet som slave, men han havde selv valgt at flygte derfra. Han var til tider blevet behandlet godt, men så var der også de dage hvor han var blevet pisket, slået, hånt, nedgjort, utroligt når man tænkte på at det slet ikke ville ske med den status som han bar den dag i dag. Han var kongelig rådgiver, mange viste ham respekt fordi den status han bar oftest var en mand eller kvinde med en enorm viden, mange havde brug for hans råd, for det var jo ikke kun dronningen og kongen som søgte hans råd, det var også andre folk, bønderne i landet og alt andet, når kongeparret ikke kunne finde tid til dem. Han kunne rådgive mange på mange punkter, men han indrømmede blankt at der selvfølgelig var visse punkter han ikke var særlig vis på, men hans almenviden var utrolig stor og større end de flestes, mange ville nok misunde ham, hvis de vidste hvor meget han egentlig havde set, hørt og vidste. ”Det er klart det er noget andet. Min pointe er bare, at vi selv vælger vores valg, hvilken sti og retning vi skal tage. Til tider må man stå op for sig selv og se frygten i øjnene, for ellers – når man engang bliver gammel – vil man se tilbage på sit liv og ønske at man havde gjort det om,” svarede han stilfærdigt, ”det gælder om at leve livet mens man har det.” Det var ikke fordi at han ville virke bedrevidende eller noget i den dur, men han ønskede et sted bare at opfordre hende, skabe et lille håb i hende og give hende mod til at gribe dagen. Han nikkede ganske roligt til hendes ord. ”Jeg er utrolig glad for at have mødt dig Raphaella,” svarede han i en varm tone, som de smaragdgrønne øjne fæstnede sig til hendes skikkelse. Det var først da det gik op for ham at han stirrede på hende at han rystede på hovedet og rømmede sin en anelse, som han vendte fokussen på hendes skrivearbejde. ”Er du ved at komme efter det?” spurgte han roligt og en anelse afvigende. Han betragtede blot, som hun skrev siden ud, hvor han også tydeligt kunne se at hendes skrift blev pænere og pænere jo mere hun øvede sig. Han rystede smilende på hovedet til hendes ord, hvor han strøg hende ganske let over håret, som havde hun været en lille pige. ”Selvfølgelig er du talentfuld! Alle har svært ved at holde på fjerpennen og skrive, når det er første gang, men du gør det virkelig godt!” forsikrede han hende og sendte hende et skævt smil. Han betragtede siden som hun havde skrevet fyldt med store og små A og B’er, hvor de snart skulle videre til næste bogstav. Han vendte dog blikket næsten bekymret mod hendes håndled, da hun spurgte om det skulle gøre ondt. Han satte sig roligt i hug ved siden af hende på stolen, hvor han let tog omkring hendes hånd og næsten studerede hendes håndled. ”Du holder sikkert for hårdt på fjerpennen,” konstaterede han roligt, som han vendte blikket op mod hende igen. Han rejste sig roligt, hvor han igen stillede sig bag hende. Han tog roligt fjerpennen og viste hvordan den skulle holdes. ”Du skal ikke holde godt fast i pennen, men kun styre den rundt,” forklarede han roligt.

[Deleted]

Med den opførsel som Lucas lagde for dagen, så hjælpsom og så venlig som han måtte være, så var det virkelig noget som måtte forundre Raphaella når hun nu vidste, at han faktisk havde stået i hendes sted, tvunget til at gøre en masse som man ikke havde lyst til, for det var jo faktisk også det som hun havde gang i for øjeblikket og det var noget som hun virkelig ikke brød sig om på denne her måde. Selv så vidste hun at hendes liv desværre ikke varede evigt, selvom den tanke normalt også var noget som skræmte hende for.. når hun nåede en vis alder så ville hun blive gammel, grå og på et tidspunkt så ville hun også falde fra. Hun havde slet ikke den livserfaring som Lucas gik rundt med og det var heller ikke noget som hun brød sig meget om at skulle tænke på for.. ja, hun havde døden på sin side og hun havde ikke noget som helst i form af magi at kunne gemme sig bag ligesom så mange andre havde det! Hun bed sig en anelse i læben. Måske at hun bare tænkte for meget over tingene i stedet for bare at hoppe ud i det, men hun kunne virkelig ikke lade være, hun var nødt til at tænke over tingene før hun gjorde noget som helst. ”Du får det til at lyde som var det en så enkel ting,” påpegede hun stille og ikke mindst sandfærdigt. Sandt var det jo faktisk. Han fik det til at lyde som det bare var noget som man gik hen og gjorde, også selvom hun vidste at det slet ikke var tilfældet. ”De fleste som gør sig de valg, har noget at gemme sig bag hvis det skulle gå galt.. Sådan noget har jeg ikke. Hvis mine valg falder med fatale følger, så har jeg et problem..” Det nagede hende virkelig, men det var heller ikke fordi at hun var ude efter et evigt liv. Hun ville vel egentlig bare nyde de få år som hun havde?
At han virkelig var så glad for at have mødt hende, var noget som Raphaella slet ikke kunne forstå, men igen, så vidste hun jo også godt hvilke tanker som måtte hvile bag. Hvis det ikke var fordi at hun var sat på den opgave som hun var, så havde hun heller aldrig nogensinde valgt at opsøge ham på denne her måde. Hendes hjerte slog let og fast mod hendes bryst. ”Jeg er.. også meget, meget glad for at have mødt dig, Lucas.. Du er.. unik,” sagde hun stilfærdigt. Det var faktisk også ord som hun måtte mene! Det var ikke engang en løgn! Han var en meget god ven og slet ikke af den slags som hun havde forventet at skulle danne sig her på slottet, så det var vel heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende? At han direkte roste hende for hendes ’talent’ indenfor skrivning, var noget som kun fik hende til at rødme! For det var altså ikke så kønt eller specielt på nogen måde! Hun blinkede ganske let med øjnene og vendte derved også blikket direkte mod ham endnu en gang. ”…. T-tak..” sagde hun tydeligt forlegent. Hun vidste da slet ikke hvordan hun skulle reagere. At det jo gjorde ondt at skrive, havde hun lagt mærke til og normalt spurgte hun ikke om sådanne ting, men det gjorde faktisk ondt for hende at skrive. At han tog omkring hendes hånd og satte sig på hug, var noget som kun fik hendes hjerte til at slå mere og mere fast mod hendes bryst! Hvorfor havde han den påvirkning af hende?! Det var slet ikke noget som hun kunne forstå! Hun blinkede let med øjnene. ”Så jeg holder forkert på den?” Som han rejste sig og derved også slap hendes hånd, så tog hun den roligt til sig igen. Hun stirrede på hans greb omkring den. Det så bare svært ud! Ganske forsigtigt så tog hun fat om den og prøvede at lægge den i det rigtige greb. Hun kunne bare ikke rigtigt finde ud af det!

[lucas]

Lucas kunne ikke komme udenom at han virkelig nød Raphaellas selskab, for det var noget som virkelig måtte få ham til at føle at han kunne være sig selv. Han vidste godt at han havde sine forpligtelser overfor Procias og folket, men når han var sammen med hende, følte han at han kunne lette lidt af presset, smide hæmningerne og bare nyde tiden for en kort stund, han følte at hun var hans fristed fra hverdagen. Hvorfor hun havde den påvirkning af ham vidste han ikke, men han vidste bare at han nød det, så hvorfor spekulere så meget over hvorfor i stedet for bare at nyde at det var sådan? Det var da om ikke andet så sådan han selv så på det. Et skævt smil gled over hans læber ved hendes ord. ”Du har da én af de mest smukke og fascinerende gaver som du kan gemme dig bagved!” svarede han stilfærdigt og også med en bestemt undertone, ”du er formskifter, du kunne leve det liv du ville ved at kunne forvandle dig til hvem som helst i verden!” Hans stemme bar et præg af fascination, for formskifere havde altid imponeret ham! De kunne forvandle sig til det modsatte køn, til grim som smuk, til gammel og som ung, hvis det ikke var fascinerende så vidste han ikke hvad det var! Kom hun i knibe, kunne hun sådan set forvandle sig til fjenden og slippe af sted med det! I hans øjne, så bar hun en utrolig og smuk gave! Han glippede let med øjnene til hendes ord, inden et muntert smil gled over hans læber. ”Så unik er jeg vidst heller ikke,” svarede han en anelse afvigende og trak svagt og næsten forlegent på skuldrene. Han var da ikke mere værd end nogen andre! Bare fordi at han bar en høj status, han så på folk som jævnbyrdige, for ham betød statussen ingenting, desuden så havde han jo selv levet som slave, han havde været en del af det nederste i hierarkiet, så det var vel også noget som spillede ind for hans vedkommende? Han rømmede sig let og vendte blikket mod hende. ”Desuden.. hvis nogen er unik, så må det da vidst være dig,” lagde han roligt til med et varmt smil på de rosenrøde læber.
At hun fik ondt af at skrive, undrede ikke Lucas, for det fik de fleste der først lige skulle lære det, desuden kunne han selv få ondt i håndleddet hvis han havde skrevet en masse, så det kunne jo ske for hvem som helst. Han lod hende blot tage fjerpennen, så hun selv kunne prøve at holde om den, nu hvor han havde vist hende den, selvom han slap en mindre og dog munter latter, som hun ikke helt gjorde det rigtigt. ”Se her.” Han justerede lidt på hendes fingre, hvor han rettede lidt på fjerpennen, så hun holdt perfekt på den. ”Sådan.” Han vendte roligt de smaragdgrønne øjne mod hende og sendte hende et varmt smil, hvor han så direkte ind i hendes smukke mørke øjne, hvor han aldrig havde lagt mærke til hvor smukke og glinsende de egentlig var. Han rømmede sig kort, som han tog sig selv i at stirre på hende igen, hvor han rettede sig let op og vendte blikket mod hendes hæfte. ”Klar til næste bogstav?” spurgte han roligt og en anelse afvigende, som han lænede sig ind mod hende og bordet. ”Det kaldes for et C, det er et af de letteste bogstaver som man kan falde over, fordi det bare er en halv cirkel både i sin store og lille form,” forklarede han roligt, som han gjorde tegn til at hun skulle række ham fjerpenne, så han kunne skrive det ned i hendes hæfte, hvor han skrev både et stort og lille C.

[Deleted]

Raphaella nød virkelig også Lucas’ selskab og sikkert også langt mere end det som hun faktisk burde, men hun kunne virkelig ikke gøre for det! Hun prøvede virkelig at fokusere på den opgave som Sonic havde tvunget hende ud på, også selvom hun havde det dårligt nok med det. Hun var kommet frygtelig godt ind på Lucas og selvfølgelig var det noget som hun var glad for, for det var hun virkelig. At han i det hele taget ville tilbringe tid med hende på denne her måde, var selvfølgelig noget som hun var glad for, også selvom det slet ikke var en del af hans job med henblik på hende. Faktisk… så burde de jo slet ikke være sammen på denne her måde. Hun rystede stille på hovedet. ”Hvad vil det nytte hvis jeg står overfor en kraftig magikyndig? En dæmon måske?” Et sted så søgte hun vel en form for.. råd? Hun var påvirket af en dæmon og endda af en aftale og pagt som hun slet ikke kunne komme fra og det var noget som et sted også måtte skræmme hende en frygtelig god del, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så kunne hun ikke komme fri af det uden at det ville koste hende livet, eller hvis Lucas fandt ud af det og straffede hende som lovene faktisk påbød ham at gøre det. Bare det at han kaldte hende for unik, var slet ikke noget som hun havde hørt nogen sige før. Hun rødmede tydeligt, hvor hun vendte blikket mod blokken. ”Så unik kan jeg da umuligt være.. Det.. det er da dig som er det! Du er sød og.. fantastisk og.. noget særligt..” Ja, hun vidste at det måske kom frygtelig forkert ud, hvilket bestemt heller ikke var hendes vilje, men det var han. Hun nød virkelig at være sammen med ham og med den personlighed som han lagde for sig, så var han virkelig noget specielt for hendes vedkommende. Hun havde aldrig oplevet at kunne være sig selv i en andens selskab på denne her måde og da slet ikke en som stod med en stilling som Lucas gjorde. Hun var vel et sted også bare bange for at gøre noget forkert, hvilket hun slet ikke ønskede omkring ham. Ikke mere end hun var tvunget til.
At det virkelig kunne gøre så ondt at holde forkert på en fjer, var slet ikke noget som Raphaella havde nogen anelse om. Ikke fordi at det var noget som hun ville sige noget til direkte, for det ville hun ikke. Det var i bund og grund heller ikke noget som hun fik noget ud af, men at han ville hjælpe hende på denne måde, var selvfølgelig noget som hun virkelig var glad for. Hun lod ham roligt rette på hendes greb omkring fjeren, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. Det var faktisk rart at have ham så tæt på sig, selvom det nu var noget af det som hun virkelig måtte undlade at sige med nogen som helst former for ord. ”Okay.. Sådan her?” Hun strammede grebet en anelse, også for at vise at hun havde kontrol på den, idet hun vendte blikket spørgende mod ham, kun for at møde hans blik. Det varme blik som han havde, det charmerende og varme smil, var alt sammen noget som næsten kunne gøre hende blød i knæene og det var virkelig bare dejligt og rart! Blikket holdt hun, da hun slet ikke kunne få sig selv til at se væk. Hun var som faldet i hans blik, svømmede rundt i det store hav som hans øjne måtte bestå af. En næsten trancelignende tilstand, idet han rømmede sig, blev kraftigt brudt, idet endnu en rødmen måtte vise sig, som hun vendte sig mod hæftet. At han skrev de nye bogstaver op og derved flyttede fokus bare en smule, generede hende. Hun ville egentlig bare.. være sammen med ham for en gangs skyld. ”Jamen.. Hun så til som han skrev stort og lille C op i hæftet. ”Hvis de er ens, hvordan ved man så hvornår man skal bruge dem?” Endnu en gang vendte hun sig spørgende mod ham. Et sted vel også en undskyldning netop for at se på ham endnu en gang.

[lucas]

Med alle de pligter Lucas havde, så var det ikke fordi at han havde så meget tid igen til overs til alt andet, men han ville gerne hjælpe Raphaella med dansen, han ville gerne lære hende at læse og skrive, for han mente at det var egenskaber som alle havde fortjent at kunne. Desuden, ved at gøre alle disse ting med hende, så kunne han også tilbringe lidt mere tid med hende, komme tættere ind på hende og lære hende langt bedre at kende end bare på overfladen. Han lod hovedet søge en anelse på sned, hvor han betragtede hende ganske let. Han trak svagt på skuldrene til hendes ord. ”Man kan ikke klare gud og hver mand, alle vil møde sin overmand, men.. det er måske ikke passende for en ung og smuk kvinde som dig at lægge sig ud med dæmoner og andre slags væsner. Af den grund kan du sagtens opleve spænding, går det galt, så har du en fantastisk gave til at skifte form, du vil hurtigt kunne falde ind i mængden,” svarede han stilfærdigt. Det var ikke fordi at han gik ud fra at hun var typen der lagde sig ud i kamp, i så fald så havde hun jo nok kunnet flere tricks, kampsport måske, være god med et bestemt våben eller noget helt tredje, men hun virkede til at være en fin og anstændig kvinde, så han tvivlede på at hun ville lægge sig ud med en dæmon i kamp med vilje. Hendes ord kom en anelse bag på ham, for så godt kendte hun ham jo faktisk heller ikke, selv han havde sine mange fejl og mangler, det havde alle, nogle værre end andre, men så fantastisk var han faktisk ikke igen. ”Sød, fantastisk og noget særligt? Det er sjældent man hører så pæne ord,” svarede han stilfærdigt, som han foldede hænderne ganske let sammen og lod dem fald bag om ryggen, uden at han tog blikket fra hende. Det glædede ham selvfølgelig at hun så sådan på ham, men han var noget af en arbejdsnarkoman, hvilket ikke altid var lige godt, dog ville han gerne tættere ind på hende, så han ville gerne hjælpe hende lidt.
Blikket gled kort mod Raphaellas hånd, hvor Lucas nikkede ganske let. ”Korrekt.. men helst ikke for stramt,” svarede han roligt, som han lagde mærke til at hun strammede grebet om penne, selvfølgelig skulle hun gerne kunne styre den, men heller ikke så hårdt at hun ville få ondt i hånden. Blikket faldt igen tilbage til hendes øjne, hvor det så ud til at han også fangede hendes opmærksomhed, selvom han næsten følte sig dum, da han havde valgt at bryde øjenkontakten og lægge opmærksomheden mod hendes skriveri igen, men det ville vel være lige så fjollet at blive ved med at stirre ind i hendes øjne? De smukke mørke, der bar en så unik glød, når lyset ramte dem helt perfekt, hvor de næsten kunne minde ham om funklende krystaller. Han bed sig svagt i læben, hvor han ikke lagde mærke til hendes rødmen, da han næsten var optaget af at holde sin egen igen. Han rømmede sig igen, hvor han kort vendte blikket mod hende ved hendes ord, blot for at lade blikket søge ned mod hæftet igen. ”Det ene c er jo større end det andet, og generelt bruger du ikke de store bogstaver særlig tit, det er mest de små. De store sættes efter punktum, udråbstegn, spørgsmålstegn og mange andre tegn som er i grammatikken, men det kommer vi ind på senere. Nu skal du bare koncentrere dig om at skrive og huske bogstaverne,” svarede han roligt. Han ville nødig give hende stress af det hele. Han rette sig op igen, med hænderne foldet bag ryggen, hvor han lod de smaragdgrønne øjne søge ganske let rundt i biblioteket.

[Deleted]

Raphaella vidste udmærket godt, at det at bede Lucas om hjælp med dansen virkelig var at bede ham om meget, men at han så ville tilbringe tiden med hende og lære hende at læse og skrive, var slet ikke noget som hun havde regnet med. Han kendte hende en smule efterhånden, men da slet ikke godt nok til at vide, at det med at lægge sig ud med de forkerte, faktisk var noget som var sket og stadig hvilede lige over hendes hoved. En aftale og en pagt som hun bare ikke kunne løbe fra, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så ændrede det virkelig ikke på noget som helst. Hun vendte blikket stille op mod ham. Et sted så havde han jo selvfølgelig ret. Mange bar jo desværre også det syn på kvinder som husmødre, at de bare skulle blive hjemme i huset, gøre rent, lave mad og passe børnene alt imens at manden var ude. Det var nu heller ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, men.. med den pagt, så var det bare ikke et liv som hun kunne få. Hun sank stille klumpen i halsen. Hun burde ikke lægge sig ud med dæmoner? Ja, det var virkelig lidt for sent! ”Det.. det kan godt være, men det giver mig stadig ikke noget forsvar som jeg kan bruge oprigtigt derude.. Det liv og den verden jeg kommer fra, er ikke noget godt, Lucas.. til dels forfølger det mig stadig.” Det i sig selv, var faktisk en sandhed. Måske at det ikke var direkte, men det var nok til at spænde sig mere fast i hendes bryst, selvom hun virkelig bare prøvede at bide det i sig, for det var heller ikke fordi at hun havde meget andet valg når alt endelig kom til alt. Hun måtte bare ikke fortælle ham det, ofr det ville også koste hende livet! Han var så sød ved hende, han var så omtænksom og tænkte faktisk på hende, at hun følte sig.. skidt. Hun følte sig virkelig som en skidt person! Hun rødmede tydeligt mere op ved hans ord. Havde han aldrig hørt de ord omkring sig? ”Så.. Jamen.. Det er du..” hviskede hun med en dæmpet stemme og tydeligt langt mere forlegent end tidligere. Det var jo heller ikke meningen at det skulle lyde sådan!
At sidde og stirre direkte ind i Lucas’ øjne, var noget som hun gjorde sådan egentlig uden at tænke sig videre om. Det var som om at det var noget som hun skulle.. En form for trancetilstand som det bragte hende direkte i, selvom det slet ikke var noget som hun kunne gøre for. Den rødmen som havde vist og meldt sig i hendes kinder, var ikke rigtigt noget som hun kunne gøre noget ved som sådan, for det var bare noget som lå ganske naturligt til hende, nu hvor hun samtidig også kæmpede med ikke at blive så pinligt berørt som hun gjorde lige netop nu. Hun vendte blikket stille mod sit hæfte. Selvom bogstaverne slet ikke lignede hans, så havde det da alligevel taget lidt form! ”Jeg troede ikke, at det var så besværligt at lære at læse og skrive.. Og er der virkelig så mange bogstaver?” Hun vendte blikket ganske kort mod ham og så mod sin fjerpen, idet hun gentog de første 3 bogstaver i hovedet, bare for at kunne huske dem, ofr det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt i sig selv. Selvfølgelig var hun bare glad for muligheden til at være sammen med ham, for hun følte sig virkelig umådelig godt tilpas i hans selskab og endda rigtig meget. Hun skrev roligt rækken ud med stort og lille C. Det var jo heller ikke fordi at det var svært, for de var jo næsten helt ens! Hun vendte blikket derefter op mod ham. Hun tog sig igen til hånden. Det gjorde ondt, også selvom hun holdt rigtigt. Hun var jo slet ikke vant til den form for finmotorik!

[lucas]

Lucas forstod ikke helt hvorfor hun ville have råd om hvordan man forsvarede sig imod en dæmon, eller bare hvordan man generelt forsvarede sig, for han vidste godt at hun ikke var direkte magisk og derfor ikke kunne skyde lyssøjler eller energikugler, hun kunne ikke teleportere sig eller orbe sig væk, men det behøvede hun jo heller ikke for at vinde en kamp. Han rynkede brynene en anelse uforstående til hendes ord. Hun lød næsten som om at hun havde nogle dæmoner som hun kæmpede med i øjeblikket. Han kendte godt til hendes fortid og han havde stadig ikke fortalt hende at han havde lavet en lille research på hende, men han ventede egentlig kun på det rette øjeblik. ”Du er i sikkerhed her på slottet Raphaella, her kan intet ondt ske dig,” svarede han stilfærdigt og sendte hende et beroligende smil. Det var da om ikke andet så sådan han selv så på tingene. I hans øjne var man i sikkerhed her på slottet, desuden hvad ondt kunne ske hende her? Det kunne han ikke selv ske, men han vidste jo heller ikke hvad der foregik i hendes hverdag, men han ville om ikke andet så gerne hjælpe hende ud af hendes kattepine, han ville gerne beskytte hende hvis det blev nødvendigt, hun var en del af folket her på slottet, og de skulle også gerne være i sikkerhed! ”Jeg hjælper dig gerne, hvis du har eller får problemer,” tilføjede han roligt og sendte hende et varmt smil. Han mente det! Han ville gerne være der for hende, det var også derfor han gerne ville hjælpe hende med dansen og lære hende at skrive og læse, så fik hun problemer, så stod han selvfølgelig også gerne til rådighed! At hun rødmede op, var noget som næsten måtte more ham. Han var ikke helt sikker på hvordan han skulle tolke hendes ord, selvom det selvfølgelig var gode og pæne ord hun brugte om ham, skønt han nok ikke helt så på sig selv på samme måde. Han vidste godt at han var venlig, lys og varm som personlighed, men det var ethvert lysvæsen vel? Det var ikke fordi at han skilte sig ud fra mængden, han var bare som et normalt lysvæsen var – i hvert flad i hans øjne.
Det var ikke fordi at Lucas ville bringe hende ubehag ved at stirre hende direkte i blikket, men det var bare hendes smukke brune øjne, der næsten så ud til at gløde, der fangede hans eget blik. Han vidste ikke helt hvorfor det fangede ham på den måde, men det var noget som han et sted nød. Han havde bare lyst til at kigge hende i øjnene, fordybe sig i den smukke brune dybe farve, der fik ham ind i en hel drømmeverden. Men det blev også en anelse akavet når han så tog sig selv i det, hvor han ikke engang havde lagt mærke til at hun havde stirret ham ind i hans eget blik. Han vendte roligt blikket mod hende igen, selvom han undlod en direkte øjenkontakt, for at det ikke skulle ske igen. ”Det kommer med tiden,” svarede han stilfærdigt, som han smilede skævt. Han kunne godt se at hun havde ondt i håndleddet, men det var også ganske normalt, hånden skulle lige vænne sig til øvelserne, til at bevæge hånden på den måde. ”Hvad med at du skriver siden ud og så kan vi gå lidt udenfor?” spurgte han roligt. Det kunne også blive en anelse trættende at sidde indenfor og gøre det samme om og om igen. Lidt luft kunne altid hjælpe lidt. Så kunne han hjælpe hende med dansen, eller de kunne gå sig en tur? Mulighederne var jo mange.

[Deleted]

Raphaella var virkelig forfulgt af dæmoner og det var noget som faktisk også måtte skræmme hende. Et sted så ønskede hun jo at fortælle ham det, men det kunne hun ikke. Jo flere ledetråde hun gav ham, jo værre blev det faktisk og det var noget som gjorde ondt i hendes bryst, for det spændte virkelig efterhånden! Hun vendte blikket op mod ham. Hun var nødt til at tænke på sin opgave, så hun måtte jo næsten lede ham over på noget andet, selvom hun virkelig måtte hade sig selv for det. Hun gjorde det jo ikke med vilje! Hun ville faktisk gøre alt for at undgå at skulle fortsætte det skuespil som hun var nødt til. Hun rystede stille på hovedet. ”Selv bag slottets mange murer, kan man ikke altid vide sig sikker.” Et sted bare en påpegelse, men hun vidste udmærket også godt, at hun havde ret i den udtalelse. Alene ved de ord, så spændte det langt mere i hendes bryst, selvom hun virkelig prøvede at undgå at bide sig fast i det, for han måtte virkelig ikke vide eller kende til noget som helst. Aftalen stod fast og hun kunne ikke løbe fra den. Hun ville bare ikke ende med at gøre det samme om igen hvis hun ellers kunne blive fri for det! At han ville hjælpe hende, var selvfølgelig noget som gjorde hende glad og endda frygtelig meget, om det var noget som man ville det eller ikke, men i denne situation så var der bare ikke noget som hun kunne gøre ved det. Hun sendte ham et varmt smil. Han gjorde hende altid så glad. Hun følte sig ikke som noget som bare blev kastet rundt fra den ene til den anden, men faktisk som noget som folk kunne se på, værdsætte og holde af, hvilket gjorde hende meget glad. ”Du.. du behøver ikke gøre så meget for mig, Lucas.. Visse ting må man jo bare.. ordne selv,” forklarede hun stilfærdigt og måske en anelse afvigende?
At sidde og se Lucas i blikket, var noget som Raphaella faktisk måtte nyde godt af også på denne her måde. Han fik en masse gode følelser frem i hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der ikke noget som man kunne gøre ved det. Det var virkelig et smukt blik, en flot mand og et kækt smil. Det var noget som selv måtte fange hende på en ganske særlig måde og det var noget som skabte hende et velbehag som hun faktisk rigtig godt kunne lide, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det ikke noget som hun som sådan kunne gøre noget ved. Hun smilede tydeligt forlegent og vendte blikket og hele sin opmærksomhed mod det som stod på bordet foran hende. De mange bogstavere; A, B og C. Nu kunne hun da huske de tre første af dem! Hun nikkede stille til hans ord og vendte sig mod ham igen. ”Hvad med at skrive siden ud senere og.. gå lidt ud nu? Æhm.. Nu hvor vejret er så godt?” tilføjede hun en anelse forlegent. Han skulle jo heller ikke tro det forkerte om hende, for.. ja hun kunne faktisk godt lide at tilbringe tiden med ham, men han lå så langt over hende og hvad ville han ikke gøre hvis eller når han engang fandt ud af, hvad hendes opgave på slottet egentlig måtte være?

[lucas]

Det lød til at Raphaella havde sit at slås med, selvom at Lucas heller ikke ville snage, han havde fortalt hende at hun altid kunne komme til ham og lette sit hjerte, hvis det var det, men eftersom hun ikke valgte at åbne mere op, så regnede han med at hun skulle bruge mere tid til at vænne sig til ham, hvilket også var tid som han var villig til at give hende, for han ville skam ikke true hende eller presse hende til at åbne op for ham, det lå da slet ikke til ham! Han gav hende hellere end gerne den tid som hun havde brug for, han lod hende hellere end gerne komme til ham selv, for det var da også det bedste! Han ønskede ikke at tvinge hende til noget som hun ikke havde lyst til, derfor så ville han heller ikke snage i hendes liv, ikke mere end det som han allerede havde gjort, så hvis hun ville fortælle ham noget, måtte hun jo komme til ham, når hun følte at hun kunne. Han blinkede lettere overrasket til hendes ord og lod hovedet søge en anelse på sned. ”Her på slottet er du da i sikkerhed. Sikkerheden er blevet skærpet urolig meget efter Keischas død,” fortalte han sandfærdigt, her kunne der da ikke ske hende noget! Han tillod da heller ikke at der skete hende noget! Selvom det godt nok var noget som han undlad at fortælle hende, for han ville heller ikke virke alt for.. nærgående, han ville ikke skubbe hende væk ved at være omklamrende, selvom han virkelig nød hendes selskab, desuden ville han da gerne holde hende sikker, selvom det ikke var hans pligt på nogen måde. Han passede selvfølgelig på alle der var her på slottet, men det gjorde kongen og dronningen jo også. Kunne han beskytte hele landet, så havde han da gjort det for lang tid siden! Men det var han desværre ikke i stand til, så han gjorde i stedet for alt det han kunne for at prøve at holde alle trusler på afstand, selvom Ilosonic og Ilaria var ham en torn i øjet! Han bed sig ganske let i læben til hendes ord, hvor han næsten følte at han havde dummet sig, følte at han havde været for nærgående, hvilket jo slet ikke var hans mening! ”Det ved jeg godt. Og jeg tror skam også på at du er selvstændig,” svarede han stilfærdigt og sendte hende et stille smil, næsten for at redde sig ud af trådene, så han ikke virkede så nærgående, som han følte sig.
Hvorfor Raphaella fangede Lucas på denne måde, forstod han slet ikke, selvom det ikke gjorde ham noget, for han nød det et sted, selvom han heller ikke ville have at hun skulle tage ham i at han stirrede på hende, fordi hun fik ham i en helt trancelignende tilstand, for han ville heller ikke virke som.. en stalker. Han var skam en mand der gik meget ind for respekt, men han følte sig næsten respektløs når han var sammen med hende, ikke fordi at det var med vilje, for han respekterede hende skam, men.. hun fangede ham bare på en måde han ikke kunne sætte fingeren på. Hun var bare så smuk at han ikke kunne tage blikket fra hende. Hendes smukke dybe brune øjne, der altid bar sådan et smukt skær, hendes fyldige læber, der virkede så indbydende, hendes flotte hud der var uden den mindste skramme, som han næsten ønskede at mærke tæt på, hendes charmerende smil der gjorde ham helt blød i knæene. Han rystede let på hovedet, som han tog sig selv i at stirre på hende igen, selvom hun så ned mod bordet. Han rettede sig op og rømmede sig en anelse, næsten for at prøve at få ham på andre tanker, inden han vendte blikket forlegent mod hende, da hun talte til ham igen. Hun ville ud nu? Han slap en munter latter. ”Du minder mig om en lille pige, der ikke gider lave sine lektier,” påpegede han morende. Hun ville ikke skrive siden ud nu, men vente? Han rystede smilende på hovedet. ”Jamen så læg fjerpennen fra dig og kom,” opfordrede han muntert, han ville desuden heller ikke tvinge hende til at blive herinde. Vejret var trods alt godt, som hun selv sagde. Han rakte hende roligt sin arm, som var lettere bøjet, som en gestus til at hun skulle gribe fat om den.

[Deleted]

Raphaella havde frygtelig meget at slås med på hjemmefronten! Sonic havde hende lige hvor han ville have hende og kunne hun fortælle det hele til Lucas så havde hun gjort det allerede for længst! Problemet var jo bare det faktum, at så snart at hun ville gøre det, så ville hun falde død om på stedet og det var heller ikke noget som hun ønskede sig! Hun havde virkelig livet for kært til alt det andet, også selvom.. ja, hvad havde hun egentlig at vende tilbage til eller at være stolt af? Ingenting! Hun sukkede dæmpet og bed sig i læben. Et sted så prøvede hun bare at give ham ledetråde inden det ville være for sent, for alt det som hun så og hørte omkring på slottet var noget som Sonic fik at vide og det var noget som skar hende mere og mere i hjertet, også fordi at hun tilbragte så meget tid med Lucas som hun faktisk gjorde! Hun ønskede jo heller ikke at være omklamrende på nogen måde, for.. hun holdt jo trods alt af ham og.. meget endda, for at det ikke skulle være løgn. ”Det glæder mig virkelig Lucas, men.. ja.. For mig så er fortiden stadig efter mig og jeg kan ikke altid flygte fra den..” Endnu en gang mærkede hun et kort jag direkte igennem brystet, selvom hun prøvede at bide det i sig. Det var vel en smule for tæt på sandheden? Hun vendte blikket mod sit hæfte i stedet for, også selvom hun ikke rigtigt gjorde mere ved det lige nu. Han var så god ved hende og dette var noget som hun bare var.. Nødt til at gøre på denne her måde? Det var slet ikke noget som hun kunne forstå, for det fortjente de virkelig ikke! Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Selv den selvstændige kan nå til det punkt, hvor de er nødt til at bede om hjælp eller gøre noget så drastisk for at lade andre finde ud af det på egen hånd..” Denne gang var hun direkte tvunget til at rejse sig op, for denne gang gjorde det virkelig ondt i hendes bryst!
Raphaella var virkelig bange for at hun ville lede Lucas for meget ind på sandheden, også mest fordi at hun var bange for hvad han ville sige til hende for.. ja, det var jo heller ikke alt nyt som var godt nyt og specielt fordi at hun kunne.. lide ham. Han havde taget så godt imod hende som intet andet overhovedet. Hun vente blikket mod ham, også selvom han endnu en gang bare stod og.. kiggede på hende? At han havde gjort sig en research på hende ville dog ikke forundre hende, selvom hun dog håbede at de ikke fandt ud af hendes ledtog med Sonic på den måde! At hun mindede ham om en lille pige som ikke ville lave lektier var noget som direkte fik hende til at smile og det var endda morende, for det var noget som hun bare fandt direkte morsomt! Hun rystede stille på hovedet til hans ord og med den næsten så uskyldige mine som intet andet. ”En lille pige vil hellere ud og plukke blomster i det her vejr end at sidde indenfor, tror du ikke?” spurgte hun morende, idet hun nikkede til hans ord. Hun ville hellere end gerne med ud! Få noget frisk luft og få noget ilt til hjernen, så hun igen ville være i stand til at tænke klart, for det var i den grad svært nok med Lucas omkring sig af en eller anden mærkværdig grund, som hun ikke ligefrem kunne beskrive som sådan, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun endte hurtigt oppe ved siden af ham, hvor hun næsten uden at tænke over det, greb ud efter hans hånd. Først da hun kom i berøring af den, gik det op for hende, hvor hun hurtigt slap den igen. ”Oh.. U-undskyld..” afsluttede hun næsten forlegent, hvor hun sendte ham et stille smil. Hun lod armen i stedet for roligt glide på plads i hans. Hvis han insisterede på at guide hende ud på den måde, så ville hun bestemt heller ikke takke nej!

[lucas]

At Raphaella havde meget at slås med, vidste Lucas ikke, for hun havde jo sit liv her på slottet, så.. det var vel kun det som hun skulle slås med? Han vidste hun havde været en del af Dvasias og tilmed stripper, hvilket ikke var spor velset i Procias, men det blev hos ham, skønt han ikke kunne holde det hemmeligt for Jason og Elanya hele livet, han var nød til at fortælle dem det på et tidspunkt, men han regnede med deres forståelse, for Jason var selv en del af mørket og havde selv fået en chance engang og Elanya havde jo valgt Derick, der selv havde været en del af mørket, så.. de ville vel begge kunne sætte sig i hans sted? Han rynkede brynene til hendes ord, som han ikke helt forstod hende, men han ville heller ikke snage. Han lænede sig roligt frem, som han tog omkring hendes hånd og skænkede den et blidt klem. ”Du må jo sige til hvis jeg kan hjælpe,” opfordrede han hende og sendte hende et varmt smil, som han roligt slap hendes hånd igen, hvor han rømmede sig ganske kort, blot for at trække sig tilbage igen. Han ville heller ikke være for nærgående, men derfor skulle hun vide at han var der for hende, at han gerne hjalp hende, for det ville han jo også med hendes dans og det at lære hende egenskaberne at skrive og læse. Han rejste sig selv, som hun gjorde det, selvom hun rejste sig af smerte, hvilket han tydeligt kunne se på den måde som hun nærmest vred sig på. ”Er du okay?” spurgte han lettere chokeret og dog bekymret. Han gik roligt hen til hende, hvor han lod den ene arm falde omkring hendes ryg, og den anden mod hendes skulder, for at støtte hende. ”Har du fået nok at drikke i dag?” spurgte han roligt. Han vidste ikke hvad der var galt, men den måde som hun havde rejst sig, som om noget havde stukket i hende, var bestemt ikke normalt! Det gjorde ham faktisk utrolig bekymret!
Raphaella gjorde Lucas en anelse usikker, for det var som om hun skjulte noget for ham og han brød sig ikke om det! Han havde lavet en god research på hende, han havde tjekket det hele og han havde ikke set noget med vold, desuden så var hun jo kommet til fornuft, eftersom hun havde forladt Dvasias for at søge til Procias og han vidste at hun havde boet her i mange år, så hun var faktisk blevet Prociansk statsborger. Han morende på smilebåndet til hendes ord, som han ikke kunne lade vær med at more sig over det. ”Det vil hun jo sikkert,” medgav han lettere overgivende, som han sendte hende et skævt smil. Han vendte blot de smaragdgrønne øjne imod hende, som hun rejste sig, selvom han blev lettere overrasket over at hun tog om hans hånd i stedet for armen, som han holdt ud for hende. Han vendte blikket mod hende, som hun undskyldte, hvor han blot sendte hende et smørret smil. Han så ganske let bort, blot for at skjule sin egen forlegenhed, hvor han sank en klump. Hvorfor hun gjorde ham så svag og blød forstod han virkelig ikke! Han havde dog intet haft imod at holde hende i hånden, men.. det var vel bare fjollet af ham? Han mandede sig ganske let op, som han vendte blikket mod hende igen og gjorde et lettere bestemt nik, som han førte hende ud af biblioteket, hvor han satte kursen mod udgangen til haven. Det var et smukt vejr og hvorfor ikke nyde det? Et saligt suk brød hans læber, da han kom udenfor og mærkede solens varme stråler falde til hans krop. Han var trods alt lysvæsen og det var solen som gav hans race kræfter og styrke.

[Deleted]

Raphaella havde virkelig meget at slås med og det var endda en kamp som hun slet ikke var i stand til at tage op. Jovist var selv hendes arbejde her på slottet hårdt nok, men hun nød at danse og det at vise andre hvad hun kunne – andet end at strippe til fordel og glæde for andre, var altid noget som hun ville gå meget op i. hendes liv i Dvasias var langt fra ovre, for det hvilede virkelig som en usynlig og mørk sky lige over hovedet på hende og hun kunne ikke gøre noget som helst ved det, hvilket var noget som virkelig måtte irritere hende som intet andet overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! Hun vendte blikket stille mod ham og med et stille smil på læben. Han var virkelig en godhjertet person og det at hun var nødsaget til at gøre hvad hun gjorde, var noget som faktisk gjorde ondt! ”Det skal jeg nok,” lovede hun med et stille smil på læben. Selvom der ikke var noget som helst som han kunne gøre i denne situation, for hun kunne virkelig ikke fortælle ham det og nu hvor hun havde skænket ham alle disse ledetråde, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende, for hun var virkelig bange for at ødelægge det hele, for det var jo bestemt heller ikke hendes mening! Hun ville bare gøre sit arbejde og så komme herfra uden at have en pagt hængende over hovedet! At han reagerede på at hun havde rejst sig ved at have ondt, var noget som bragte en panik frem i hende, for det havde slet ikke været meningen at han skulle lægge mærke til det! Selvom det vel var tydeligt, at det havde gjort ondt! ”Jeg… jeg..” Ja, hvad skulle hun sige, uden at gøre det hele værre end det som det var fra før af? Hun vendte blikket mod ham og med de mørke øjne også, hvor selv de var endt blanke. Det var en smerte som gjorde ondt, for ikke at glemme, at det gjorde hende frustreret, at hun ikke kunne gøre noget uden at tænke over sine ord! ”Det.. det tror jeg ikke, nej..” svarede hun stille. Hun lod hånden søge igennem håret og lagde sig i hendes nakke, idet hun trak vejret dybt. Nøj, hvor det gjorde ondt!
At komme lidt ud, ville bestemt heller ikke være en ting som Raphaella ville have noget imod. At tilbringe tiden med Lucas udenfor, at vise ham lidt dans som det hun altid gjorde når de var sammen og så vise ham de trin som han selv skulle kunne når de ville komme så langt, så ville man vel heller ikke være så slemt tilredt når alt endelig måtte komme til alt, det var en ting som hun dog alligevel var udmærket godt tilfreds med når det endelig skulle komme til stykket. At tage hans hånd var noget som næsten faldt hende ind som vane, selvom hun hurtigt slap igen. Det var vel.. upassende? Hun ønskede jo heller ikke at være alt for påtrængende, for.. hun kunne jo faktisk rigtig godt lide ham, selvom det var ord som aldrig nogensinde ville forlade hendes læber, hvis det var noget som hun kunne blive fri for i den anden ende. Hun bed sig en anelse i læben og lod blikket søge mod ham endnu en gang. Han blev ikke sur på hende? Armen gled let på plads i hans egen, hvor hun fulgte med ham udenfor. Den friske luft og den store sol på himlen, var noget som kun fik hende til at smile. ”Fantastisk vejr..” sagde hun roligt. Hun endte med at slippe hans arm, hvor hun nærmest trippede ned af trinnene ned i haven, hvor hun slog en lille piruet omkring sig selv. Hun nød virkelig den frihed som slottet gav hende!

[lucas]

Lucas sendte hende et varmt smil. Han ville gerne hjælpe hende, men det var tydeligt at hun ikke var meget for at åbne helt op for ham. Det var som om hun kom med ledetråde, og måske han var klog, men han var nød til at have en større sammenhæng, hvilket hun bestemt ikke havde givet ham! Hun gav ham måske ledetråde, men det var som om hun pakkede dem så godt ind, at han ikke kunne finde meningen bag dem. Han nikkede roligt, som tegn til at hun bare kunne komme, når hun ønskede det, for han ville gerne tale med hende, hvis det var nødvendigt. At hun så pludselig skulle rejse sig som om en smerte jog igennem hendes krop, måtte bekymre ham. Han var hurtigt henne ved hende, hvor han støttede hende, så hun ikke pludselig faldt om. Han betragtede hende med en bekymret mine, selvom det så ud til at gå bedre allerede. Han strøg hende roligt op og ned langs ryggen, selvom han stadig støttede hende, hvis hun nu skulle besvime. Han vidste ikke hvad der var galt, men sådan et.. stik var ikke noget som bare kom uden videre, noget måtte stikke under. Om det var fordi at hun ikke havde fået nok at drikke vidste han ikke, men i så fald skulle han nok sørge for at hun fik noget! Det var vigtigt når det var så godt vejr og når hun dansede rundt hele tiden og var aktiv. ”Udmærket.. jeg finder noget vand til dig,” sagde han roligt og sendte hende et opmuntrende smil. Han løftede sin frie hånd og strøg hende roligt over kinden, imens han så undersøgende ind i hendes øjne, næsten som om han prøvede at finde symptomer til at der var noget galt. ”Er du okay?” spurgte han roligt. Mon hun var svimmel eller noget lignende? Han rynkede brynene ganske let, som han roligt tog hånden til sig. Han gjorde et let nik mod udgangen, som han tog omkring hendes arm, for at føre hende med sig ud. Det var måske godt at komme ud i den friske luft? Så kunne hun da også få lidt ilt til hjernen. Han stoppede roligt op som de kom udenfor, hvor han sendte hende et betryggende smil. Han nikkede medgivende. ”I sandheden ja,” istemte han, som han gjorde en gestus mod en bænk ikke så langt fra dem. ”Kom.. sæt dig her,” opfordrede han roligt, som han førte hende hen til bænken. ”Jeg henter noget vand til dig, få dig lidt hvile imens.” han sendte hende et varmt smil, som han roligt slap hende, blot for at gå indenfor igen – med en mindre form for hast. Han ville ikke have at hun pludselig fik det dårligt igen, og han ville da slet ikke have at hun faldt om! Som han kom ind, skyndte han sig ned i køkkenet, hvor han fik én af tjenestepigerne til at hælde noget vand op og give ham en våd klud. Han gik med hastige skridt udenfor igen, hvor de smaragdgrønne øjne roligt faldt til hendes skikkelse. Han sendte hende et skævt smil, som han gik hen til hende. ”Her,” sagde han roligt, som han rakte hende glasset med vand. Han tog roligt plads ved siden af hende, hvor han lod hende drikke lidt vand, inden han førte kluden over hendes pande, som han strøg den videre ned over hendes kind og mod hagen. ”Vi kan jo ikke have at du falder om,” påpegede han med et skævt smil, selvom han dog mente det!

[Deleted]

Ganske rigtigt, så var det små ledetråde som Raphaella skænkede ham, men det var der også kun gode grunde til! Hun ønskede virkelig ikke at fortsætte med at arbejde under disse forhold, også selvom.. ja, det krævede vel at hun blev skilt fra Lucas? Hvilket var noget som hun heller ikke ønskede sig! Han var så sød og viste omsorg overfor hende, hvilket han var den eneste som nogensinde havde gjort overfor hende, så selvfølgelig var det noget som betød frygtelig meget for hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun bed sig ganske svagt i læben, som han pludselig stod der og.. kærtegnede hende? Hans strøg over hendes ryg, var noget som hun nød af, det var jo lige før at det var noget som gjorde hende direkte blød i knæene og kun gjorde det hele værre. Hvorfor skulle han være så sød imod hende?! Hun rystede stille på hovedet og vendte blikket ned af sig. At han ikke fandt sammenhængen i hendes smerte og at hun havde ’indre’ dæmoner og fortiden som kom efter hende, var et sted noget som gjorde hende en kende frustreret, for hun kunne vel heller ikke gøre det nemmere for ham uden at konsekvenserne ville blive for alvorlige? ”Det.. det er virkelig ikke nødvendigt, Lucas.. Jeg klarer mig..” sagde hun stille, selvom det vel heller ikke virkede helt så troværdigt som hun ville have til det? Hun sukkede stille og lagde hænderne stille mod sit bryst. Hun havde aldrig nogensinde oplevet at det var noget som hun havde oplevet noget af før, for det havde virkelig gjort ondt!
At Lucas insisterede på at hun skulle have vand var ikke noget som kom bag på hende som sådan, selvom hun selvfølgelig virkelig nød af den omsorg som han viste for hende, for hun havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende af dette. Hun lukkede øjnene ganske let som solens smukke og kraftige lys måtte ramme hende direkte i ansigtet, for det var virkelig, virkelig rart! Hun vendte blikket stille mod ham igen, som han førte hende med sig hen til en bænk, hvor hun stille satte sig ned. ”Jamen, jeg..” Hun vendte blikket mod ham som han hastede indenfor. Selvsagt kunne hun altid få et glas vand ned, men han behøvede virkelig ikke gøre så meget for hende, for det var virkelig ikke nødvendigt! Hun var slet ikke vant til at blive opvartet på denne måde! Hun var vant til at klare sig selv, hun var vant til livet på gaden eller op og ned af en stang til andre fyres glæde og fornøjelse, men det var så også det! Hun tog roligt imod glasset som han kom tilbage til hende. ”Tak, Lucas,” sagde hun blidt, som hun tog sin tår. At han tørrede hendes pande med en klud, hvor det tydeligt også måtte få hende til at gyse. Hun sendte ham et stille smil, hvor selv blikket søgte direkte til hans eget. Hvor skulle hun da ellers søge blikket hen? ”Du er alt for god ved mig Lucas.. Jeg fortjener det jo slet ikke.” sagde hun næsten med en forlegen stemme, også selvom det faktisk var ord som hun mente! Hun fortjente slet ikke at han var så sød og venlig overfor hende!

[lucas]

Det var ikke fordi at Lucas direkte tænkte over sin omsorg og bekymring, som han udviste Raphaella, for det var noget som han nærmeste måtte vise af ren og skær vane. Det lå til ham at være god og venlig, eftersom han var lysvæsen, men.. han måtte indrømme at han var en anelse mere overbeskyttende når det kom til Raphaella og han var slet ikke sikker på hvorfor, for.. hvorfor? Det var jo ikke fordi at hun havde gjort noget som sådan, hun var bare kommet utrolig godt ind på ham, hun havde bare så mange effekter som han ikke vidste hvorfor han blev så påvirket af, hun var smuk, ikke kun af ydre men bestemt også i sit indre, hendes smil gjorde ham helt bløde i knæene og hendes øjne var så smukke og tiltrækkende, hvor han nærmest kunne fordybe sig i dem hele dagen uden at se væk, hun fik en varm følelse til at sprede sig i ham og det var alle de ting der gjorde at han gerne ville have at hun havde det godt, for han kunne godt lide hende, og hun havde da fortjent noget omsorg! Specielt hvis man tænkte over de omstændigheder hun førhen havde levet med; i Dvasias som stripper. ”Selvfølgelig er det nødvendigt,” svarede han med en blid stemme, som han sendte hende et skævt og dog mildt smil, som bekymringen stadig lå i hans øjne. Hvad der var galt kunne han ikke sige, men det så da ud til at hun var ved at få det bedre, selvom han stadig var bange for at hun måske var ved at være dehydreret. Han tog roligt plads ved siden af hende, hvor han lod hende drikke vandet ud, som han havde været indenfor for at hente til hende, for det var da det mindste han kunne gøre for hende! Han sendte hende et varmt smil, som de smaragdgrønne øjne søgte til hendes mørke. At han var for god ved hende og at hun ikke fortjente det, ville han slet ikke høre på, for det var da slet ikke tilfældet! Skulle han da bare lade hende falde om, fordi han ikke gad at gøre det mindste? Det ville han ikke være med til! ”Jeg kan jo ikke lade dig dø,” svarede han lettere dramatiserende, selvom det morende smil afslørede at det var for sjov, hvor han lod den våde klud stryge hurtigt og drillende over hendes næse. Hun så ud til at have det bedre, så det var måske ikke dehydrering, men derfor havde det stadig set alvorligt ud, hvilket faktisk havde bekymret ham. ”Så længe du har det godt, så kan jeg slappe af,” svarede han med et skævt smil, som han lænede sig tilbage på bænken, hvor han lukkede øjnene ganske let og nærmest måtte absorbere de dejlige og varme stråler fra solen der tydeligt måtte give ham styrke, for det var jo trods alt det stærke og kraftige lys som måtte give hans slags styrke. Han strøg let en hånd igennem de blonde lokker, inden han igen vendte blikket mod hende. ”Det er ellers dejligt varmt.. en genial idé jeg fik!” svarede han lettere selvsikkert, hvor det store og stolte smil hvilede på hans læber, selvom han ikke holdt masken særlig længe, da han brød ud i en munter og varm latter.