Home sweet home.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde det bestemt heller ikke godt, men hun ønskede slet ikke at skulle plage ham med det, for hun kunne jo udmærket se, at det gjorde ondt på ham. Kimeya havde måske altid været en hård mand, men når det kom til hende havde han for vane at blive blød som smør, han kunne ikke holde ud at se hende komme til skade, det fik hun bevist for mange år siden, da han hellere tog slagene end lod hende gå igennem det, også selvom det måske drejede sig om småting. Det var slet ikke meningen at hun ville snakke ud efter ham, men hun havde ondt og følte sig mere svag end hun havde gjort længe, så hun kunne som sådan ikke gøre for det. Faith forsøgte at hive luften omkring dem ned i lungerne, men det sved og brændte, særlig fordi hendes krop var opkogt i det indre, ikke kun på grund af slagene men også på grund af flammen, som ikke kunne luftes. Tanken om at Kimeya blev ved hende behagede hende faktisk, for hun ville da miste besindelsen hvis hun skulle sidde her selv. Omgivelserne var mere end nok til at skulle sætte en form for panik i hendes sind, mørket kvalte hende langsomt, særligt nu hvor den intense smerte krævede sin ilt. Den stak, særligt nu hvor hun faktisk havde formået at kaste kjolen over kroppen, selvom det virkelig var en intens smerte. Blikket gled i, mens hun forsøgte at samle sig. Jaqia ville komme, men først om et par timer og indtil da skulle hun gå rundt som dette? Hvilket herligt liv hun levede! ”Mine muligheder for at lyve er lidt beklemte i øjeblikket, synes du ikke?” spurgte hun med en snert af sarkasme i tonen, for enhver idiot kunne sgu da se at hun havde ondt! Hun sukkede og lod minen bløde en anelse op. ”Undskyld Kimeya, det er ikke min mening at snerrer,” erkendte hun stille. De havde haft nogle intense øjeblikke de sidste par timer, tættere end de havde haft før alt dette, og det var jo heller ikke noget hun ønskede at ødelægge sådan uden videre, desuden kunne han jo ikke gøre for det, det var bare hendes form for forsvar. Blikket mødte hans. Blot den lille berøring formåede at sætte en sitren i hende, fik hende til at glemme smerten for et øjeblik. Hun nikkede stille. ”Det ville jeg værdsætte. Men hver forsigtig, når det er Nathaniels kunne du ende med at slå mig ihjel,” påpegede hun ganske alvorligt, for manden havde jo for vane at eksperimentere ret heftigt, og hun ville hellere rende rundt med dette, end at lide under en form for forgiftning, det var helt sikkert!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt at Faith havde ekstremt ondt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo heller ikke fordi at det var en løgn som sådan. At snappe ud efter hende og blive snerret af tilbage, var desværre noget som han var alt for vant til når det måtte komme til hende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var noget nyt. Det var jo også den måde deres børn konstant havde hørt dem tiltale hinanden på, også selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham. Han vendte blikket direkte mod hende, hvor han kneb øjnene let og advarende sammen, for han prøvede for pokker da så godt som han kunne, også fordi at han virkelig ønskede at passe på hende, som han havde fejlet i, igennem så mange år – eller bare ikke fået lov til, for hun havde altid været stædig og for stolt til at lade ham gøre det, hvilket også irriterede ham grænseløst! Han bed det bare i sig lige nu, for det var virkelig fristende bare at fyre en kommentar af, selvom det på ingen måder var noget som ville hjælpe dem i den ene eller den anden retning, og det vidste han jo udmærket godt! Han knyttede næverne ganske let, som han så til at hun var stædig nok til at tage tøjet på igen. ”Det er ikke farligt at fortælle at du har ondt, min kære..” endte han forsøgende, for han ønskede virkelig ikke at fremstille hende som svag eller sårbar, selvom det vel var hvad hun var i øjeblikket? Selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det hele nemmere for ham på nogen måde, men han forsøgte da for pokker, for han ønskede virkelig ikke at skulle miste hende igen, for den tanke ville da først for alvor slå ham ihjel! Han endte med at stille sig godt op af væggen, også for at lette byrden lidt fra hans ryg og skulder, selvom han dog ikke slap hende med blikket af den grund. Jaqia ville komme i løbet af nogen timer, hvor han alligevel havde sine planer som han agtet at sætte i værk af den grund! Han ømmede låret en smule, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til i den anden ende. Han nikkede med et stille smil til hendes ord. Salven havde han selv været introduceret til på grund af hans ben, så han vidste hvad den hed og han vidste hvordan den så ud. ”Det skal du virkelig ikke tænke på Faith.. Jeg ved hvordan den ser ud og jeg ved hvad den hedder når jeg ser den. Jeg brugte den selv meget på grund af… ja, min lille nye skavank,” endte han sigende. Det var ikke engang fordi at det rørte ham som sådan mere. Han havde vel bare lært at leve med det?

[Silia D. Diamaqima]

Dette var virkelig alt for vant for dem. Deres børn havde kun hørt den tiltale hinanden på den måde, og kun alt for sjældent set dem faktisk sidde og holde om hinanden, drille hinanden som Nathaniel og Liya havde gjort og som Elanya og Jared gjorde, et sted så havde hun vel altid misundt dem lidt. Det forekom ganske enkelt Faith naturligt at skulle snappe efter ham på den måde når hun havde ondt, for lige i øjeblikket var det virkelig intenst! Kjolen i sig selv var ødelagt, blodet var trængt igennem, hvilket tydeligt kunne ses. Faith valgte dog at ignorere det. Kimeya var blevet irriteret, og det samme var hun. Når hun havde ondt, så skulle man bare ikke komme hende på tværs, og særligt ikke når det var ham der havde ført pisken! Hun hadede Jaqia for dette, hun sværgede ved sig selv at dette en dag skulle blive hendes død! Det direkte advarende blik, gengældte hun blot med et direkte dræbende. Nu kunne de kende hinanden igen. Sådan gik det altid! Denne gang havde deres venskab dog været i en yderst kort periode, hvilket faktisk skræmte hende, det var for pokker end ikke timer siden, at hun havde siddet og puttet ind til hans varme krop! ”Jeg har ondt Kimeya, det burde jeg slet ikke behøve at fortælle. Det giver lidt sig selv,” påpegede hun igen, og himlede med øjnene. Et sted frygtede hun næsten for at gøre ham så irriteret, at han ville ende med at lade hende sidde hernede alene, men på den anden side, så kunne hun heller ikke selv styrer det, ordene forlod hendes læber, uden hun rigtigt selv havde kontrol over det. Hun var forbandet svag i øjeblikket og hun vidste det jo godt, hvilket var en tanke der direkte irriterede hende, for det hæmmede hende. Et sted mindede hun vel om.. ham? Sådan havde han været da han mistede sit ben. Minen blødte lidt op, for hun ønskede slet ikke at være sådan! Selv ville hun gerne kunne stille sig op af væggen og hvile, men det ville simpelthen gøre for ondt, derfor blev hun i stedet stående foran ham. Hun nikkede blot stille. ”Godt. Jeg ville nødig blive grøn og blå og alt muligt andet,” sagde hun med et lidt sigende blik. At se hans smil lod automatisk et bredes på hendes egne læber. Hun plantede et kys mod hans kind, selvom det var lidt stift, mest fordi hun ikke ønskede at skulle bevæge sig for meget, det gjorde ganske enkelt for ondt. ”Lad os ikke skændes,” hviskede hun blidt. Hendes tone var endnu lidt anstrengt, kun fordi hun direkte bed det i sig. Der var ikke den del af kroppen der ikke sved eller gjorde ondt, og den tanke irriterede hende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at det på ingen måder var nemt for Faith at stå der i den situation, for han vidste at hun havde ondt, men af den grund, så var der virkelig ikke noget som han kunne gøre ved det af den grund, selvom det var en tanke som selvfølgelig var ham direkte frustrerende, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At råbe og skrige, snappe og snerre, var alt sammen noget som de var alt for vant til, og det vidste han udmærket godt. At han bare fik den dræbende mine igen, var direkte noget som pisset ham af, også selvom han virkelig forsøgte at bide det i sig, for han ønskede for pokker da heller ikke at skændes med hende lige nu! Ikke nu hvor han havde fået hende hjem lige, også selvom han slet ikke vidste for hvor lang tid, hvilket faktisk var en tanke som gjorde direkte ondt på ham, om det var noget som man ville det eller ikke. Han himlede let med øjnene. ”Så drop den tone overfor mig Faith, jeg gør for pokker det hele så godt som jeg kan.” bed han hende af og med den samme ganske så kortfattede mine, for det var virkelig noget som irriterede ham, for han forsøgte virkelig at gøre det bedste for hende, og nu hvor han alligevel var ved at lægge planer, så var det noget som kun resulterede i at han faktisk udsatte sig selv for ekstremt meget, for det kunne gå så forbandet galt! Han blev stående og ømmede om det ømme lår og uden at skulle tage blikket fra hende på noget tidspunkt overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Kysset som hun alligevel formåede at plante mod hans kind, var noget som omgående måtte få ham til at falde til ro, for det var bestemt også sådan noget som han havde brug for! Det var et sted en.. bekræftelse på at hun heller ikke ønskede at skændes med ham, og det var noget som han virkelig havde brug for at høre, om det var noget som man ville det eller ikke. Han sukkede dæmpet og lod blikket søge en smule ned mod gulvet, inden han vendte det mod hende. ”Jeg er virkelig træt af at skændes efterhånden, Faith. Jeg magter det virkelig ikke mere..” Et sted så søgte han en forståelse, men også for at vise hende, at han var af den samme mening som hende selv, for han ønskede det virkelig ikke, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var helt sikkert. ”Jeg ved hvordan salven ser ud, så du bliver ikke grøn og plettet, det lover jeg dig.” De grågrønne øjne søgte mod hende, selvom et lille træk fandt vejen til hans mundvig. Tanken omkring det, var faktisk.. underholdende.

[Silia D. Diamaqima]

Denne situation var virkelig kun alt for velkendt, de havde stået her så mange gange før, og det endte altid på samme måde. De avr allerede godt på vej mod et nyt skænderi, også selvom det bestemt ikke var hvad hun ønskede sig. Hun havde ondt, og han en ringe samvittighed, så det var bestemt heller ikke nemt, for der skulle ikke nær så meget til som der ellers skulle. Hendes holdning var yderst rank og stiv. Et sted ville hun ønske at hun havde haft muligheden for at ligge armene om ham, men det ville forsage en større smerte end hun undte sig selv i øjeblikket, hun følte i den grad smerte nok. Ved hans ord havde Faith virkelig kun lyst til at give igen, mest fordi det lå så naturligt, men hun bed det i sig, og tvang det kolde vand ud i blodet, selvom det bestemt ikke var let. ”Det er jeg klar over Kimeya. Undskyld,” tilføjede hun stille. Det var i det hele taget sjældent, at hun faktisk undskyldte, men hun ville ikke stå her og bide af ham, for det ville de ikke komme nogle vegne med. Hun frygtede lidt at han ville vende ryggen til hende, og i stedet gå oven på, lade hende alene i det klamme mørke, hvor han var hendes eneste trøst. Blikket gled mod hans hånd der konstant gled over det ømme lår. ”Sæt dig. Du har ondt,” påpegede hun stille. Hun ønskede ikke at han skulle stå der anstrengt, end ikke for hendes skyld. Hans ord gjorde et sted ondt. Det var så svært for hende bare at lade værre, men det var jo heller ikke fordi hun ønskede det. Blikket forlod ham til fordel for tremmerne. Hun følte sig faktisk en anelse skamfuld, for i det store og det hele var det vel hendes skyld, at de blev ved på den måde? ”Jeg ønsker heller ikke at skændes,” svarede hun næsten forsigtigt. Hun hadede at være så usikker!! Hun hadede at føle sig så fanget, ikke kun når det kom til tremmerne, men nu også sin hendes krop, for hun kunne jo ikke noget som helst. Endnu et jag af smerte drog igennem hendes krop, og fik hendes mine til igen at blive stiv. Hendes pupiller udvidede sig. ”Av,” stønnede hun hæst, og tog sig instinktivt til brystet hvor det sved. Stemningen lettede tydeligvis lidt igen. Det trak i mundvigen. ”Jeg stoler på dig,” endte hun og lod blikket falde i hans. Det var sandt. Hun stolede på ham, denne gang ville hun lade tilliden til ham.. for første gang siden Yuuki, men hvad andet valg havde hun? Hun sad som fange i hans kælder, hendes skæbne var i det store og det hele op til ham.. og Jaqia.. ikke fordi hun ligefrem jublede ved den tanke. Salven glædede hun sig allerede til, der ville kun gå få dage før hun atter ville kunne bevæge sig optimalt, også selvom sårene slet ikke ville være fuldt ud healet til den tid. Det der betød noget var at hun atter ville være i stand til at putte sig ind i hans favn, for det var noget som hun allerede måtte savne. Særligt efter de kærtegn han havde skænket hende i torturkammeret.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ønskede slet ikke at stå og råbe og skrige af hende, for han var virkelig ved at være træt af det! Desuden var det heller ikke det som han ønskede at give videre til sine børn, også selvom det var noget som de var blevet oplært med.. alle 3, og det var noget som han ikke havde det godt med. Den eneste som han ikke havde noget udenforstående med, var faktisk Cecilaya, men hun havde så meget at slås med, at der ikke engang var tid til hendes gamle far mere, og de andre valgte bare at holde sig væk, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var muligt alligevel. Han bed det i sig, hvor han bare nikkede til hende. At hun alligevel valgte at.. undskylde, var noget som selvfølgelig fangede hans opmærksomhed, for det var han bestemt ikke at han var vant til at høre, men han kunne faktisk godt lide det. ”Det.. det går nok, skal du se..” endte han dæmpet, som han selv trak vejret dybt, mest af alt for at slå lidt koldt vand i blodet, for han var virkelig.. opkørt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han gled ned langs muren og satte sig direkte på gulvet i stedet for, hvor han roligt lod benet finde bare en anelse hvile. Han nikkede stille. Det skete til tider, også fordi at han ikke fik noget smertestillende af nogen slags mere, udelukkende fordi at Nathaniel ikke var i stand til at lave det til ham, så han… bed det vel egentlig i sig i stedet for? Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. Ingen af dem ønskede at skændes jo! ”Hvorfor gør vi det så? Når vi i princippet skal være enige om tingene?” endte han med en dæmpet stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lagde hovedet stille ind mod muren som fandtes bag ham, hvor han lukkede øjnene for en kort stund, også selvom han hurtigt så på hende, som hun selv klagede over at det gjorde ondt. Han bed sig let i læben. ”Jaqia komme inden længe, min kære.. Så er det hele snart overstået,” endte han sigende, uden at han tog blikket fra hende på nogen måde, for han var virkelig bekymret for hende, også fordi at han kunne se på hende, at hun virkelig havde ondt. At hun stolede på ham, var ord som han virkelig også havde.. brug for at høre. Det var ord som direkte gjorde ham rolig allerede med det samme, og det føles virkelig fantastisk! Et svagt smil passerede roligt hans læber. ”Det er jeg glad for at du siger. Meget kan du sige om mig, men.. jeg ønsker ikke at noget ondt skal ske dig,” endte han dæmpet. Han klappede på pladsen ved siden af sig. ”Måske det gør ondt at sætte sig, men… ja, det er bedre end at stå og vente på at benene kollapser,” tilføjede han dæmpet.

[Silia D. Diamaqima]

De havde en alt for dum vane med at snerrer og skrige af hinanden. De kunne for pokker da se hvad det havde gjort ved særligt Cayla, hun var slet ikke i stand til at give sig hen til en mand foruden Junior.. som netop havde ødelagt det hele, og i det henseende forstod hun udmærket godt Cayla, også selvom hun undrede sig, for hun kendte sin kære lillebror, og det lignede ham bestemt ikke! Cedric var ligeså ved at vise tydelige tegn til at være påvirket.. de ødelagde den familie som de selv havde stiftet, og den tanke gjorde faktisk ondt, særligt fordi hun selv forsøgte at holde båndene samlet. Hendes undskyldning var ærlig. Det var umådelig sjældent at det ord faktisk forlod hendes læber, men på denne gang vidste hun godt at hun havde dummet sig! Det var ikke hendes mening at snerrer af ham. Det var tydeligt i hans mine, at hendes ord kom bag på ham.. hun kunne skam godt, men de råbte altid for meget af hinanden til at ville give sig. ”Godt,” endte hun kortfattet, dog med en et lille smil. Hun var træt og det kunne ses. Hendes mine var bleg, og en smule livløs, mens blikket måtte være en anelse blodskudt. Hun fulgte ham med blikket ned på gulvet, og kunne næsten fornemme hvor meget det lod til at lette ham. Hun forstod ham godt, for det måtte bestemt være hårdt med dem manglende støtte, også fra hans arme. Han var dog blevet en hel del mere muskuløs hvilket kun klædte ham. Faith trak svagt på skuldrene. ”Jeg ved det virkelig ikke, Kimeya. Det var aldrig et problem.. før det begyndte at gå galt,” tilføjede hun stille. Efterhånden tiggede og bad hun til at Jaqia ville få enden af sted, for det andet var ganske enkelt ikke til at holde ud. Hun nikkede stille og blinkede et par gange, mest for lige at få fatning på sig selv igen. At så få ord kunne gøre ham så glad, kom en anelse bag på hende. Hun stolede på ham. Nu havde hun intet valg, om det så var det værd, måtte tiden jo vise. Hun gengældte kun hans smil. ”Det har jeg aldrig været i tvivl om, kære,” endte hun roligt, og så en anelse skeptisk på pladsen ved siden af ham. Han havde ret det ville gøre ulideligt ondt! Blikket gled mod sine ben. Det var ikke gået op for hende, at hun ikke var stoppet med at skælve, og at du kunne bukke under for hendes ellers lette vægt, når som helst. Idet hun gled ned ved hans side, valgte hun at holde vejret. Det gjorde ondt!! Skriget trængte sig på, men hun tvang det tilbage. De få sår der var størknet sprang op igen, og blødte igennem den tynde kjole. ”For helvede!!” mumlede hun vrissent, på ingen måde henvendt til ham men til sin krop. Hun satte sig så det kun var nakken der støttede mod væggen, det andet var virkelig for smertefuldt. Hun trak vejret i små stød, for det gjorde virkelig ondt!!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var virkelig frustreret over, at de ikke engang kunne finde ud af at snakke ordentligt til hinanden, også fordi at det var tydeligt, at det også var det som var gået videre til ungerne, mest af alt, også for at se hvordan de var påvirket af det hele, for det var en tanke som helt sikkert også gjorde forbandet ondt på ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De grågrønne øjne gled mod hendes skikkelse. Det var heller ikke fordi at det var eller at der skulle meget til, for at få ham til at falde til ro, og det var også tydeligt at hun havde den effekt af ham, lige så hurtigt som hun havde for at køre ham op. Hun havde den tydeligste effekt på ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om og det var virkelig på godt, som det måtte være på ondt, og det var slet ikke noget som man kunne komme udenom. Han nikkede stille med hende til hendes ord. ”Skal jeg være helt ærlig, så ved jeg ikke hvor det for gik galt.. for alvor om ikke andet.” Jovist vidste han godt at Yuuki havde meget med det at gøre, men det havde også været meget op og ned inden da, men det var for alvor gået galt allerede der, og det var noget som han vidste allerede fra før af. Han blev siddende på gulvet, også fordi at det føles godt at få lidt hvile i benet – eller resterne af det om ikke andet, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for han brød sig på ingen måder om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det måtte være. At det virkelig gjorde ondt for hende at sætte sig ned, var noget som han et sted også godt kunne forstå, for han havde virkelig ramt hende utrolig mange steder, men han havde virkelig ikke haft noget andet valg, og det vidste han udmærket godt! Han rakte ud efter hendes hånd, som han knugede ganske let omkring den. Han kunne ikke lægge armene om hende, som han ellers så gerne ville, så det var jo egentlig bare at gøre det hele så godt som det nu var ham menneskelig muligt, for nemt det var det bestemt heller ikke. ”Det skal nok gå.. Du er stærk.. det ved vi jo godt,” endte han sigende, som han sendte hende et let, dog trøstende smil. Hun var stærk, og det var en styrke som han altid havde beundret hende for, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt, for han havde i den grad også set utrolig meget igennem sin tid, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende.

[Silia D. Diamaqima]

De havde aldrig været gode til at tage en anstændig tone i brug overfor hinanden. Det var ærgerligt. Ikke nok med at de ødelagde børnene, og viste dem at det var en normal tone. Måske det var et sted, men det var klart med de utallige tvangsægteskaber, men hende og Kimeya havde jo selv valgt hinanden, så de burde slet ikke tage den tone i brug, eller skændes sådan om de gjorde! Desuden så ødelagde det tydeligvis også deres selvtillid. Det havde om ikke andet formået at smadre hendes, normalt ville hun jo aldrig have tøvet med, at klæde sig af for ham, for hun havde altid nydt hans nysgerrige øjne, der betragtede hende med det begær- For en kort stund havde hun set det i torturkammeret,og hun havde nydt det så meget som hun aldrig havde troet hun ville nyde noget, for en stund ville hun ønske at han var fortsat, men nu ville ethvert kærtegn være den største smerte, hvilket faktisk var en tanke der ærgrede hende. Lige nu forsøgte hun virkelig bare at holde en anstændig tone, for det nyttede slet ikke at blive ved med at skændes på den måde. Hun sukkede tungt. ”Jeg ved det ikke, Kimeya. Et sted er det vel min skyld. Jeg har for vane at snerrer mere end at konversere,” erkendte hun og trak på skuldrene som om det var ligegyldigt, også selvom hun godt vidste at det slet ikke var sådan. Det havde været ekstremt smertefuldt at komme ned ved siden af ham, hvilket hun nu bødede for nu. Tårerne trængte sig på, men hun tvang dem tilbage. Hendes åndedrag avr mere små gisp end det var noget som helst andet, for bare det at hæve brystkassen fik det til at stramme i hele kroppen. Det var måske en anelse anstrengende at sidde sådan særligt for nakken, men om ikke andet så lød hold i nakken som et bare alternativ end den intense smerte over det hele. Hånden gled i hans uden at tøve det mindste. Hun var brændende varm, og hendes hånd var direkte klam. Hun klemte om den, mest for at fører noget af hendes egen smerte over på ham, fordi hun ikke selv kunne bære den. At høre ham komplimentere hendes styrke, var kun noget som fik hende til at smile. ”Måske stærk, men stadig kun en kvinde.. med en svag fysik,” tilføjede hun stille. Hun tav og stirrede tomt ud i luften, lod stilheden fæste sig, mens film om gamle dage og kældre kørte for hendes blik. ”Jaqia har gjort dette bevidst,” konkluderede hun. ”Tvunget mig til at undvære min familie, tvunget mig til at se mine fejl, tvunget mig til at tage imod smerte, føle mig svag.. tvunget mig bort fra dig,” opremsede hun pludselig en anelse arrig. Den kvinde var umulig, for hun havde ikke fortjent noget af dette?!

[Kimeya Marvalo]

Tonen var nok det som man kunne sige, var deres største problem, hvilket var noget som Kimeya var ved at være træt af. Det var det eneste som de direkte var præget af på denne her måde, og selvfølgelig var det noget som gjorde ondt på ham at skulle tænke på. Faith var den kvinde som betød mest for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han betragtede hende med en sigende mine. Så længe at de kunne snakke med denne tone, så var han faktisk glad, for det var noget som selv betød ekstremt meget for hans vedkommende, at de faktisk kunne snakke, at de faktisk var i stand til at lytte til hinanden! Han betragtede hende med en sigende mine. ”Jeg vil ikke sige at det er din skyld alene Faith, for jeg har bestemt heller ikke været et hak bedre selv,” endte han med en sigende mine. Hvis der var noget som han havde lært sig efterhånden, så var det faktisk at erkende sine fejl. Det var deriblandt også på grund af Nathaniel, for de havde virkelig haft mange gode snakke sammen med tiden, og selvfølgelig havde han taget meget af det til sig. At Faith havde ondt, var en tanke som direkte gjorde ondt på ham selv, også fordi at det var noget som kun gjorde hans egen mavefornemmelse og samvittighed meget værre end den var allerede i forvejen, så var det jo bare sådan at det var i den anden ende. Han havde ikke noget imod at komplimentere hende, for han mente det når han sagde det, for hun havde en styrke som man så sjældent så andre steder, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han blev siddende med hendes hånd i sin egen. ”Hvad du ikke har i fysisk styrke, har du psykisk Faith. Du er en af de stærkeste kvinder jeg har mødt på min vej, og tro mig.. jeg har virkelig mødt mange,” endte han ganske sigende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn på nogen måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At det gik op for hende at Jaqia havde gjort det hele med vilje, var noget som han allerede kunne have fortalt hende, men igen, det var hendes lektie, han var jo bare en del af den, også selvom der helt klart fandtes grænser for hvad han måtte finde sig i. Han nikkede stille til hende. ”Hun har gjort det helt og særdeles med vilje, det ved jeg godt. Det er meget snart overstået.. Jeg kan trygt love dig for at Jaqia ikke vil være en torn i øjet for særlig lang tid mere..” Han betragtede hende roligt, som han stille valgte at sammenflette deres fingre i stedet for, for derefter at trykke godt omkring hendes hånd. Han nægtede at slippe hende nu hvor han endelig havde hende ved sig igen!

[Silia D. Diamaqima]

Kærligheden mellem dem, var ikke noget der kunne betvivles, alligevel så var de tydeligvis elendige til faktisk at snakke, som de ellers burde gøre. Hun havde altid været så defensiv, og han så kølig, hvilket blot gjorde det værre for hende. Når de så endelig snakkede som sådan, så var det jo heller ikke noget problem, hun følte sig faktisk underligt.. lettet, for det gav hende muligheden for faktisk at lukke ham en smule ind igen. Yderst forsigtigt lod hun hovedet falde mod hans skulder, mest fordi det var mere behageligt end at lade det hvile op af væggen, det gjorde det dog en anelse mere anstrengt at hun sad der. ”Nej måske ikke. Men om ikke andet, så er jeg den hidsige,” påpegede hun med en lidt sigende mine, for sandt var det jo. Ni ud af to gange, var det hende der startede skænderierne, men han havde samtidig selv været skyld i alt for mange af dem. Nu hvor de faktisk måtte sidde og og snakke, og nu hvor hendes ben endelig fik ro, så var det også blevet lettere for hende at se bort fra smerten, selvom den i den grad var der. Blodet havde ødelagt hendes kjole, ikke at det var nyt for hende, men det var jo sådan det var. Hånden hvilede i hans, hun lod fingrene flettes med hans. Det at han kom så tæt på hende var kun noget hun måtte nyde, og et sted så ville hun bare ønske at han kunne være endnu tættere.. bare at sidde i hans favn ville være som en drøm. Det at han direkte komplimenterede hendes styrke, var slet ikke noget hun lige havde ventet sig. Måske hun altid havde været en stærk kvinde af sind, men hendes krop var stadig som enhver anden kvinde af hendes bygning, også selvom hendes smertetærskel var mere hårdhændet end så mange andres. Et lille smil prydede hendes læber. ”Du har mødt alt for mange kvinder kære. Men du har ret.. jeg er stærk, og det er du også.. så hvorfor er vi ikke i stand til at slå den styrke sammen og bare kæmpe os igennem alt dette?” hun så på ham med en lidt spørgende mine, og klemte mere omkring hans hånd. Hvad pokker Kimeya ævlede om havde hun ikke den mest fjerne idé om, og tanken gjorde hende faktisk lidt.. urolig. ”En torn i..? Kimeya hvad har du gang i?” spurgte hun yderst direkte, og rettede sig lidt instinktivt op, selvom hun hurtigt fortrød. ”Arh,” stønnede hun og kneb øjnene sammen. Det var jo direkte forfærdeligt! Hendes mine var pludselig blevet en hel del mere alvorlig, for hun kendte ham.. han havde noget i sinde, og det brød hun sig slet ikke om når det kom til Jaqia! Atter måtte det hamrer og banke på døren over dem. Hun sank en klump. ”Gæster,” påpegede hun og lod blikket glide i. Tanken om at skulle stå overfor Jaqia hadede hun!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var på ingen måder en engel selv, og det vidste han udmærket også godt, selvom det bestemt heller ikke var noget som han altid kunne betegne som en god ting. Han hadede det faktisk, for han vidste udmærket godt, at han deriblandt også var en af dem som direkte satte gang i det hele, når det endelig måtte gå galt, og det var slet ikke noget som de ville få det mindste ud af alligevel. Han blev siddende med hende ved sin side og med hendes hånd flettet ind i hans egen, også for at vise hende, at han faktisk også var der for hende, for det var efterhånden noget ved at være tiltrængt, det var der så sandelig heller ikke noget som han kunne komme udenom overhovedet. ”Hidsig har du sgu altid været.. og det er noget som jeg godt kan lide. Ved du egentlig hvor sjældent det er man møder kvinder som faktisk tør sige fra? Selv her i Dvasias?” endte han dæmpet som han endnu en gang vendte blikket mod hende. At hun lagde hovedet mod han skulder, var slet ikke noget som han havde noget imod, også selvom det måske ikke var tæt nok for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være når alt endelig måtte komme til alt i den anden ende. Han var måske blevet lidt bredere omkring skuldrene, men hans arme og skuldre var jo også i gang stort set hele tiden! Han lagde hovedet stille ind mod hendes, også selvom han mente ordene. Jaqia ville snart ikke længere være dem en trussel. Han havde virkelig fået nok, om det var noget som man ville det eller ikke! Og hun kendte ham godt nok til at vide, at det meget hurtigt kunne og ville gå galt, når han blev vred nok, for det var helt klart sådan at han følte det! Han vendte blikket mod hende, også selvom han slet ikke tog det så tungt igen. Han skulle have den kvinde af banen og det var virkelig ikke noget som kunne gå hurtigt nok! Han trak let på skuldrene. ”Jeg… jeg ved det virkelig ikke. Det kunne.. ja.. Hver gang vi har været tæt på det, er det gået galt. Det er altid gået galt..” Det var jo ikke engang løgn. Så snart at tingene så lyse ud, så var der altid noget som var kommet i vejen, og det var noget som virkelig ved at ved at gå ham på nerverne! Han vendte blikket mod hende, som han kunne høre at det måtte banke på døren. Han vidste allerede nu hvem det måtte være, også selvom det bestemt heller ikke var noget som behagede ham og alligevel.. Det morderiske glimt meldte sig i hans øjne. ”Du vil tidsnok finde ud af det,” endte han dæmpet som han roligt slap hendes hånd, greb omkring stokken og tvang sig direkte op på benene igen, også selvom det bestemt heller ikke var nemt, for der var langt fra gulvet og op på benene. Han forlod cellen og lukkede den, kun for at få den låst. ”Jeg kommer snart igen..” endte han dæmpet som han så hurtigt som muligt, fik hastet sig op af trappen og op i forhallen, idet han kom hen mod døren. Selv han var præget af lidt af Faiths blod, for hun havde i den grad været igennem den behandling som var krævet! Han åbnede døren og ganske rigtigt.. ”Deres Majestæt,” Han bukkede ærbødigt for hende.

[Cressida Marvalo]

Efterhånden var solen begyndt at gå ned over himlen, hvilket kun var begyndt at være en længere proces efter foråret for alvor var kommet til. Jaqia var ankommet for ganske få minutter siden, og bankede på døren til Marvalo Mansion. Hun havde ingen vagter med sig, for hvorfor pokker skulle hun dog det, Kimeya ville ikke gøre hende det mindste. Faith havde som ventet, været dumt nok til faktisk at søge over muren, hvilket havde iværksat hele hendes plan. Hun nærede skam respekt for Faith, men hun var nødt til at vide, at hun ikke længere stod på de højeste strå! Desuden var hun en heldig kvinde, hun havde en mand der forgudede hende, og børn der elskede hende, og hun kunne ikke se det.. Hun overvejede om Kimeya havde fuldt hendes krav, og om det var gået op for Faith hvad meningen bag dem var. Hun stod med det sædvanligt kølige smil, selvom hendes mine var underligt træt.. hun havde fået den mest velskabte lille datter for måneder siden, også selvom det ikke ikke var kendt for omverdenen at de havde fået sig en ny lille prinsesse. Den kære Lillith. Hun ventede tålmodigt på at Kimeya kom og lukkede op, for hun vidste trods alt at det gik lidt langsomt efter hans skade.De blonde lokker var sat op i en stram fletning, mest for at holde styr på det. Kappen dækkede hendes slanke skuldre, hun havde tabt sig ekstremt meget selv under graviditeten, for det tog i den grad hårdt på hende. At døren endelig gled op, fik kun et tilfreds glimt malet i hendes øjne. Hun lod Kimeya bukke for hende, hun var trods alt hans dronning. ”Godaften Kimeya,” hilste hun roligt, og bukkede hovedet i samme respekt for ham. Han stank langt væk af hende, der var ingen tvivl om at de havde været tætte.. et sted var det jo hele hendes plan, men hun ville bestemt afsløre det, end ikke for ham. ”Kælderen?” spurgte hun med et utålmodigt smil. Hun kendte svaret, og derfor valgte hun selv at træde forbi ham og søge direkte mod kælderen. Måske det var hans hjem, men hun var trods alt dronning, og følte at hun kunne tillade sig mere eller mindre alt. Kimeya ville først følge hende lang tid efter, det var hun klar over. Roligt søge hun ned i de dystre kældergange og direkte mod cellerne. Hun havde været her et par gange så hun kendte stedet. Blikket faldt på Faith. ”Godaften min kære. At se dig bag tremmer, undre mig overhovedet ikke,” tilføjede hun i sin hilsen, og spejdede efter nøglerne. De hang på krogen. Hun tog dem og låste op, uden overhovedet at at vente på Kimeyas tilladelse. ”Rejs dig,” beordrede hun med en mere fast tone. Hun skulle lærer at underlægge sig det var helt sikkert. !

[Silia D. Diamaqima]

At sidde der med deres hænder sammenflettet, var noget som virkede så fredeligt. Tanken om at Jaqia skulle komme forbi, var slet ikke noget der eksisterede lige i øjeblikket, for hun nød virkelig at snakke. Det lille smil hvilede på hendes læber, for hun havde i den grad ikke regnet mede at han så, så godt på den hidsighed, faktisk havde hun været overbevist over at det var den del han afskyede. Hun så en anelse forundret på ham. ”Jeg troede du afskyede den del,” påpegede hun lettere overrasket. Hans ord gjorde hende bestmt ikke rolig. For flere sekunder stirrede hun bare på ham, idet han valgte at rejse sig og forlade hendes celle. ”Gør ikke noget dumt! Kaldte hun efter ham. At blive ladt alene var noget der i sig selv gjorde hende urolig, særlig da lyden af hans stok forsvandt. Hun blev liggende, for det ville gøre for ondt at rejse sig. Faith sukkede tungt, og lod blikket glide i for et kort øjeblik. Lyden af Jaqias stemme var nok til at få det til at risle koldt ned af ryggen. Hun spærrede blikket op og så kvinden foran sig. Hun var stadig slidt ned, det var tydeligt at se. Hendes blik var direkte dræbende, særligt ved hendes ord. Jaqia havde lokket hende i en fælde, det var igen lykkedes hende at narrer hende. Hun skulede mod kvinden. ”Nej sikkert ikke,” mumlede hun blot irriteret. At Jaqia så direkte beordrede hende til at rejse, var ikke noget hun havde tænkt sig at være døve ører overfor, for hun skulle ikke nyde noget af at være svag overfor den kvinde! Skriget tvang hun tilbage i halsen, mens hun vakkelvordende kom på benene. Det gjorde så forbandet ondt, at hun måtte stå en anelse krumbøjet. Hun tillod sig endda at være flabet nok at at neje for hende, selvom sårene atter sprang op, og kun lod små dråber af blod løbe ned over de blege ben. Det var tydeligt at hun måtte have ondt, men hun var simpelthen for stolt til det andet. Hun næsten prustede, for det var hårdt at trække den nødvendige ilt ned i lungerne. ”Nu hvor du er her, vil du så selv foretrække at give mig en omgang?” spurgte hun direkte køligt. Jaqia var ganske vidst farlig, men hun nægtede at underlægge sig, det havde hun end ikke gjort med Memphesto. Hun var blodig, beskidt og svedig, hun var hvad jaqia havde forventet, og hun kunne ligeså godt spile på at det ikke påvirkede hende, selvom det bestemt ikke var sandt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt at Jaqia var farlig, men af den grund, så var han virkelig nødt til at vendte til det helt rette øjeblik med at gøre det. Han vendte blikket ganske sigende mod Faith og med den rolige mine i ansigtet, for han kunne langt bedre lide det, når de faktisk var i stand til at snakke sammen på en rolig måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, det var helt sikkert på alle måder endda. Han nikkede sigende til hendes ord, som han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Alt hvad man kan hade, kan man lære at elske,” endte han dæmpet, som han blev siddende med hendes hånd i sin egen. At Jaqia så skulle ende med at banke på, var nu heller ikke noget som han sagde noget til, for så var det muligheden for ham, at få det som han ville have det! Det morderiske glimt var på ingen måder noget som man kunne tage fejl af om det var noget som man ville det eller ikke, for så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde. At Jaqia kom alene, var noget som kun gjorde det hele bedre! At hun så alligevel bare valgte at gå ind, som hun faktisk ejede stedet, var noget som et sted gjorde ham direkte irriteret, for det var altså hans hjem, så dette var slet ikke noget som hun på ingen måde bare kunne tillade sig at gå ind i! ”I kælderen ja,” mumlede han spidst som han fik lukket døren efter hende og derefter gik efter hende, selvom hun allerede for længst var kommet ned af trappen. Jaqia havde været forbi nogle gange, selvom det var ved at være godt længe siden, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være. Nyheden omkring den nye prinsesse var end ikke noget som var nået Kimeya for øre, for så kunne det godt være, at han ville genoverveje sine handlinger, men det gjorde han på ingen måder i denne stund! Turen tog han ind i køkkenet først, idet han greb omkring en af de gamle køkkenknive og fik den i lommen. Nok var ganske enkelt nok! Der var grænser for hvad han selv måtte finde sig i! Han kom hurtigt hen til trappen som førte ned til kælderen som han hastigt kom ned af, også selvom det gik så hurtigt at han næsten måtte falde på vejen. Han endte i rummet med cellerne, hvor han kunne høre dem begge to. Blikket gled direkte mod Faith, også selvom det skar i hans hjerte, at se hende stå der på den måde, så var det noget som han holdt mund om alligevel. Han gik om bag Jaqia, hvor han bare blev stående – afventende på det helt rette øjeblik. ”Jeg håber min dronning er tilfreds med resultatet,” endte han ganske kortfattet, som han vendte blikket mod Jaqia med en direkte fast mine.