Home sweet home.

[Cressida Marvalo]

Hvilke planer Kimeya måtte sidde med, var slet ikke nogle som Jaqia forestillede sig overhovedet. Måske det var dumt, men hun nærede ikke kun respekt for Kimeya, hun stolede direkte på ham. Han havde altid været professionel, og selvom de havde mange gamle kontroverser, så havde han altid fuldført det arbejde som hun havde bedt sig om, uden at brokke sig, ej heller når det var gået kraftigt ud over Faith. Den kvinde var virkelig utrolig, den umådelige stolthed var næsten beundringsværdig. De kølige blik sagde absolut intet, da det faktisk lykkedes kvinden at kæmpe sig på benene. Blodet var løbet igennem hendes kjole, hun var hårdt tilreds, hun kunne se hvor meget benene skælvede under hende, også selvom hun bestemt ikke havde ondt at kvinden. Kimeya havde virkelig gjort arbejdet godt. Den spydige tone var hun næsten bare vant til når det kom til Faith, for hendes venlighed ville i den grad forundre hende. Man kunne roligt sige, at hun have vidst fra starten at Faith ville liste sig forbi muren, for sandheden var den at hun var en heldig kvinde, og det gik op for hende, når hun stod til at miste det. Måske hun direkte stod og ydmygede hende, men det var slet ikke noget hun kunne tage sig af. Hendes snor overfor Faith havde været utrolig lang, men nu var hun virkelig nødt til at bryde den, for hun kunne jo tydeligvis ikke håndtere det. Tanken om hendes to vidunderlige børn, var noget der havde formået at gøre hende blød, derfor følte hun kun en større trang til at nedgøre, til at skabe smerte omkring sig, og det var så enkelt med Faith. Hun ignorerede mildest talt Kimeyas tilkomst, for han var ikke interessant i øjeblikket. Hånden greb et fast greb omkring Faiths slanke hals. ”Stadig ligeså kæp høj. Det vil ændre sig,” konkluderede hun med en direkte fast tone, og kastede Faith mod væggen før hun kort vendte sig mod Kimeya. ”Jeg er yderst tilfreds. Jeg vil bede dig fortsætte i den retning,” hun nikkede sigende mod ham, og strøg atter hen til Faith, og lod foden ligge sig mod hendes mave, kun for at presse hende imod det kølige, beskidte gul, og kun med den faste hæl. Hun ønskede faktisk at give hende en lille tur, for hun havde kun fortjent den!

[Silia D. Diamaqima]

Faith stirrede direkte køligt på Jaqia, hun havde aldrig frygtet kvinden som sådan, selvom hun skam vidste hvor farlig hun var. Hendes ben skælvede under hende. Nu hvor hun havde hvilet, så var det faktisk blevet ekstremt hårdt at stå på benene. Hendes hjerte slog anstrengte slag. Måske hun så svag ud, men der skulle vilje til at rejse i hendes tilstand, og stadig kunne se dronningen i øjnene med den rene trodsighed. Kimeyas stok var til at høre på lang afstand, også selvom det ikke rigtig var en trøst i øjeblikket, Jaqia havde altid været hårdhændet. Det pludselig angreb på hendes hals, fik hende per autoamtik, til at bakke et skridt bagud, også selvom det ikke rev hende ud af Jaqias kløer. ”Gå af helvedes vej, Jaqia,” vrissede hun fast. Hun faldt til jorden med et smertefuldt støn. Den kolde jord mod de mange rifter og sår var noget der kun fik tårerne til at vælde op i hendes øjne. Hun vred sig en anelse på jorden, for det var næsten en værre tortur, end piskeslagene i sig selv havde været. Hun blev liggende på den kolde jord, fulgte Jaqias skikkelse mod sig, selvom smerten sørgede for at lukke den virkelige verden ude. Faith skreg da hun blev presset mod det hårde gulv, og følelsen af de spidse sko mod hendes utallige sår. Måske hun hadede at skulle vise sig så sårbar, men der kunne hun ikke tvinge det tilbage. Hun gispede efter vejret, og stirrede op i Jaqias intense øjne. Et øjeblik var hun faktisk overbevist om at smerten ville ende med at slå hende ihjel, for den var på ingen måde til at holde! Hun blev liggende fuldstændig stille, for dronningen gjorde det bestemt hårdt nok. Hendes lyst til at skabe smerte var i den grad en hun følte, og det var tydeligvis også hende det skulle gå ud over. Blikekt gled mod Kimeyas blik, fulde af tårer og næsten direkte bedende efter hjælp. Smerten havde lammet hende, hun kunne ikke tale, intet høre, end ikke Jaqias ord nåede hende.

[Kimeya Marvalo]

Umiddelbart så var der ikke meget som Kimeya kunne gøre for at hjælpe Faith og han vidste det udmærket godt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han havde fundet køkkenkniven, også selvom han blev stående med den skjult, selvom han kendte sig selv godt nok til at vide, at det var noget som meget snart ville få sig en ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, ås var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, for det var jo heller ikke noget som han selv kunne løbe bort fra. I det store og hele, så skulle der faktisk ikke særlig meget til, før selv grænserne blev nået for hans vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke, for Faith var virkelig hans ømme punkt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det noget som han virkelig bare måtte bide i sig for nu, for det var virkelig for tidligt. Han vendte blikket direkte mod Jaqia endnu en gang. ”Det glæder mig, at De værdsætter mit arbejde,” endte han ganske sigende, for det var jo heller ikke fordi at det var en løgn som sådan, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, for der var virkelig ikke noget som man kunne gøre ved det uanset hvad, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være. At se Faith stå der, var virkelig noget som gjorde ondt, som aldrig nogensinde før, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At Jaqia så skulle ende med at gå lidt mere groft til værks, var noget som gjorde ham direkte pissed, for det var bestemt ikke noget som han fandt sig i! At Faith blev kastet direkte ned i gulvet, så kunne han tydeligt høre på hendes skrig, at det virkelig var noget som gjorde ondt! Hælen direkte i maven var noget som direkte fik ham til at se rødt, for der var bestemt ikke nogen som skulle lægge Faith ned og behandle hende på den måde, mens han stod og gloede! ”Det er nok..” endte han med en hvislende stemme. At hun havde børn hjemme, var noget som direkte raget ham, for nu måtte hun selv tage konsekvenserne af sine handlinger! Han humpede direkte mod Jaqia – nu hvor hun stod med ryggen til ham, så var det jo trods alt en oplagt grund! Hans slap stokken, hvor hånden greb hende direkte om halsen, for at tvinge hende helt ind mod hans egen krop, hvor han med den anden hånd, havde fisket køkkenkniven frem, som han stak direkte mod hendes ryg – præcist mod den plads hvor hendes hjerte måtte sidde. ”Du lægger ikke så meget som en finger på Faith, hører du mig?!” endte han med en hvislende og direkte morderisk stemme. Dette var helt klart grænsen for ham!

[Cressida Marvalo]

Jaqia var mildest talt ligeglad med Kimeya i øjeblikket. Faith havde været hende en pest og en plage,. På et tidspunkt hvor hun ikke burde være så modig at blive en plage. Faith måtte lærer at valg havde konsekvenser, og hun forsøgte virkelig blot at lærer hende, at hun var langt mere heldig stillet end så mange andre. Den ydmygelser hun blev sat frem for i øjeblikket var en som flere dagligt måtte gennemgå. Ikke nødvendigvis fordi de havde gjort noget forkert, men fordi de var lidt anderledes på den ene eller anden måde. At Faith så faktisk havde kæmpet sig op til at være hvad hun var fra det rene ingenting, havde hun ikke den mest fjerne idé om, for kvinden opførte sig virkelig bare som en snotforkælet lille hvalp! Hun kylede Faith direkte i jorden, og det gjorde ondt. Hendes skrig havde en næsten lettende effekt på hende selv. Blikket gled i mens hun kun nød den søde musik. Hælen borede sig direkte mod Faiths mave. Kimeyas arbejde var i den grad vel gjort, desuden overraskede det hende en anelse, at han faktisk havde valgt at gøre det, for hun vidste trods alt, at manden for alt i verden ønskede at tage de slag frem for at skulle påfører hende skade. Kærlighed.. så blind den kunne gøre. Tanken om hendes lille prinsesse, der i øjeblikket lå i sin vugge, var kun noget som kunne få hende til at falde en anelse mere til ro. Hun glædede sig tila t komme hjem. Måske hun ikke direkte havde slået sig til ro, men hun havde en familie, og det var faktisk en tanke som hun nød. At kimeya bevægede sig om bag hende gjorde hende sådan set intet, for hun troede vitterligt ikke at han kunne finde på at gøre hende det mindste. ”Jeg bestemmer hvornår det er nok,” hvæsede hun tilbage, uden at værdige ham et blik. Hun puffede til Faith med foden, som et halvvejs spark. Hun kunne have gjort det hårdere, men det var slet ikke nødvendigt med hendes smerte. Inden hun nåede at reagere yderligere, endte Kimeyas hånd omkring hendes slanke hals, og tvang hende helt ind til sig. Buret var magisikret, det vidste hun.. Hendes hjerte sprang et slag over i det hun følte kniven mod ryggen. Hun nåede ikke at reagere. Kniven borede sig ind i hendes ryg og direkte ind i det bankende hjerte. Pupillerne trak sig sammen. Hun gispede desperat efter de sidste åndedrag, der blev kvalt af det blod det løb ned over hendes tunge og videre over hendes læbe. Hun kunne ikke tro det! For det øjeblik følte hun ingen smerte, men kun frygten for hvad der skulle blive af hendes elskede børn. Hendes lille nye prinsesse. ”Lillith..” hviskede hun hæst, med de sidste kræfter hun havde tilbage. Benene svandt bort under hende, og tvang hende direkte i jorden. Hendes krop blev slap. Der var ingen hjerteslag. Blikket endte direkte dødt og stirrede mod Faith der lå på gulvet, mens hendes blodpøl måtte ramme dem begge.

//Out.

[Silia D. Diamaqima]

Faith krympede sig på det kolde gulv. Jaqia formåede kun at gøre hendes smerter langt større. Tårerne trillede hjælpeløst ned over hendes kinder, hun hadede at føle sig så lille. Det var så velkendt.. de hårde øjne, et koldt gulv og en direkte ulidelig smerte. Hun græd. Det var ikke kun smerten, men minderne der satte en angst i hendes sind, som hun aldrig havde ladet kommer til syne. Hun lagde sig i fosterstilling, og skjulte ansigtet bag armen, som havde hun været en lille pige igen. Det gjorde ganske vidst ondt at ligge i så akavet en stilling, men det var slet ikke noget hun måtte tænke på. Hun lod blikket kort se op mod Kimeya, direkte bedende. Han var allerede i gang med at vrisse af Jaqia, hvilket var en tanke der kun glædede hende, for det var slet ikke til at bære! Det spark som jaqia tildelte hende, fik hende atter til at skrige. Hun vred sig på gulvet, forsøgte at kravle væk, selvom det sled mod de utallige sår. At Kimeya skulle se hende sådan, var bestemt heller ikke noget hun ønskede sig, men for nu havde hun ingen anden mulighed. Det gik slet ikke op for hende hvad kimeya gjorde, før Jaqias skikkelse endte med at falde i gulvet lige overfor hende. Blikket mødte det kolde. Hun var gennemblødt af blod, men for denne gang var det ikke hendes. Hun stirrede direkte forfærdet på dronningen der lå fuldkommen død overfor hende. Kimeya ville ikke have tøvet med at gøre dette i gammel tid, men hun havde bestemt ikke troet at det var noget han ville gøre sig i nu. De direkte forfærdede øje søgte mod ham. Hun rystede på hovedet. Var han overhovedet klar over hvad han havde gjort?! Han havde lige gjort sig selv til landsforræder af allerhøjeste grad. Så mange før ham havde forsøgt at slå dronningen ihjel, og så døde hun på den måde? For Faiths del var det både en lettelse men også et savn, for med tiden var hun jo næsten begyndt at.. holde af kvinden? ”K..Ki.Kimeya..:” stammede hun direkte chokeret, også selvom hun ikke formåede at røre sig ud af stedet. Hendes krop både sved og brændte særligt nu hvor hun lå i pøblen af sin dronnings blod. ”Du.. h..hun er.. er død,” fortsatte hun som var det ikke rigtigt gået op for hende hvad der var virkeligheden avr sket. Det virkede slet ikke realistisk at se den stærke kvinde ligge der på jorden, uden at have haft muligheden for at forsvare sig. Dette ville få nogle katastrofale følger for ham, og det ønskede hun virkelig ikke at tænke på, hun havde mistet ham mere end en gang, og hver eneste gang havde været en for meget, for hun ønskede slet ikke at der skulle ske det mindste med ham, det var helt sikkert. Med en grimasse forsaget af smerten fik hun sat sig op, og så skiftevis mellem ham og den døde dronning.

[Kimeya Marvalo]

Der fandtes grænser for hvad Kimeya fandt sig i, og det at se Faith ligge der på gulvet, og at Jaqia faktisk stod og sparket til en som måtte ligge ned, var noget som gjorde ham direkte rasende, for det var på ingen måder fair, og specielt ikke fordi at Faith altså ikke havde gjort noget i udgangspunktet, andet end at gå fra ham! Han vendte blikket direkte vredt mod hende. At tage Faith i forsvar havde han ikke tøvet med dengang, og det gjorde han bestemt heller ikke i denne stund, om det var noget som man ville det eller ikke, for nu var det altså på tide at selv Jaqia fik sig en lektie! Og det blev altså en af de mere alvorlige af slagsen! At jage kniven direkte i ryggen på hende, var noget som automatisk gjorde ham til landsforræder af værste skuffe, men det var nu heller ikke noget som han ikke havde været igennem før, også selvom han vidste at konsekvenserne – hvis det blev opdaget selvfølgelig, var ekstremt store, så var det ikke noget som han sagde noget til som sådan, for det var bestemt heller ikke engang fordi at det var løgn. Tanken omkring det hele, var noget som gjorde ham direkte rasende, for han ønskede slet ikke at se Faith ligge der på denne måde, for tanken var noget som gjorde ham direkte.. vred! Han kunne slet ikke have med den tanke at gøre, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At se hende ligge der og direkte.. chokeret var noget som et sted morede ham. Det var ved at være skræmmende mange år siden han havde slået nogen ihjel i det hele taget, og så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han havde slået dronningen af Dvasias ihjel! Den selv samme som havde overlistet dem i deres tid, hvilke et sted vel var.. lidt ironisk? At stole på ham, var noget som man skulle passe på med, selvom dette var en handling som han på ingen måder fortrød! ”Faith..” endte han dæmpet, som om intet var hændt. Han trådte forbi Jaqia, efter at have fisket sin stok op fra gulvet af, og knælede ved Faiths skikkelse i stedet for. Han havde slået ihjel for hendes skyld før, og nu gjorde han det igen, og det var slet ikke noget som han fortrød på nogen som helst måde overhovedet, for han elskede hende, og han holdt i den grad også forbandet meget af hende, det var helt sikkert. ”Der er grænser for hvad jeg vil stå model til min kære.. Det er slut nu. Hun er død,” endte han sigende. Han vidste udmærket godt, at det ville komme til at koste ham dyrt, men han havde vel også garderet sig på de måder som han havde fundet som mulige? Han hævede hånden og strøg den mod hendes kinder, for at tørre hendes tårer væk. Savn eller ej, det var faktisk lettende at vide at Jaqia var væk.

[Silia D. Diamaqima]

Faith blev sparket til mens hun lå ned. Jaqia havde direkte valgt at ydmyge hende, og den tanke gjorde hende mildest talt rasende, for hun havde ikke gjort noget i udgangspunktet, foruden at stå op for nogle liv.. lidt procianer var der der vel i hende? At se dronningen ligge der på gulvet, som havde det ikke været nogen sag. Enhver vidste at det var dumt at stole på Kimeya, særligt når man havde overlistet ham mere end en gang. Hjertet sprang et slag over. Landets store dronning var død.. hvordan pokker skulle de overhovedet forklare sig uden om den? Kimeya virkede næsten bare forbandet lettet. Hun så en anelse uforstående på ham, også selvom hendes mine endnu var forvredet i den smerte som Jaqia havde forsaget. Det var sjældent at hun blev direkte forvirret, men hunvar endnu en anelse angst og fuldkommen rundt på gulvet.. hun forstod faktisk endnu ikke hvad der var sket. Yderst forsigtigt lod hun hånden stryge over Jaqias hoved, for derefter at søge ned og lade hendes blik glide i. den sidste respekt undte hun om ikke andet kvinde.. hvad med Mattheus? Knægten ville stå uden en mor til at opfostre ham. Hendes moderhjerte blødte for ham, og for Jaqia. Blikket mødte hans idet han gik i knæ for hende. Hun sank en klump, og forsøgte at ligge panikken fra sig et øjeblik. Han havde før slået ihjel for hendes skyld, ingen skulle ligge en finger på hende, det vidste hun jo, men dette var virkelig at gå over stregen1 Et sted frygtede han vel for at begå den samme fejl, som han gjorde, da han lod Memphesto leve ubesværet? ”Er du klar over hvilke konsekvenser dette kan få for dig?” spurgte hun allerede langt mere fattet. Hånden lagde sig mod hans kind, også selvom det var mere fast end et kærtegn, mest for at tvinge ham til at lytte til hende, for det var virkelig vigtigt. Hun var faktisk vred på ham, ikke over Jaqias egentlig død, for det lettede hende et sted, men for de følger det kunne få for ham. ”De slår dig ihjel Kimeya! Og så skal jeg miste dig igen! det er mig der skal trøste Cecilaya om aftenen og holde styr på Liya når hverken du eller Nathaniel er til stede.. og hvem tror du skal høre på Cedrics ævl om, hvor meget du selv var skyld i det?!” hendes tone var yderst bebrejdende, men hendes sind var allerede løbet af sted med hende, for hun vidste jo hvordan det ville gå, og den tanke skræmte hende. Tårerne begyndte atter at trille ned over hendes kinder. Havde han overhovedet overvejet de ting inden?! Han kunne ikke bede hende om at miste ham igen, det havde hun virkelig gjort mere end en gang! ”Dit fjols Kimeya,” mumlede hun frustreret og lod hånden falde slapt ned langs hendes side igen. Hun var udmattet og bekymret for ham.. hendes sind kunne virkelig ikke bære meget mere nu!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste at det var meget for Faith at opleve på så kort tid, men at sparke til hende mens hun lå ned, var virkelig en ydmygelse som han slet ikke fandt sig i på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At se Jaqia ligge der på gulvet, var noget som raget ham, også selvom han vidste allerede med det samme, at dette var noget som ville få ekstreme konsekvenser for ham, men af den grund, så var han altså godt garderet! Det var bare.. at holde ud vel? Liya havde travlt med Nathaniel, for han var der jo endnu, også selvom de alle sammen vidste at tiden også var ved at rende ud for ham, for han blev mere og mere skidt tilpas, at selv Kimeya kunne se det. Han vendte blikket direkte mod Faith som hun måtte sidde der, også selvom han tog alt sammen ganske roligt. Jaqia havde dolket ham i ryggen og løbet om hjørner med ham mere end en gang, så jo, det var virkelig dumt at stole på ham bare sådan, og det var noget som selv hun måtte lære på den hårde måde, om det var noget som hun nu ville det eller ikke, så kunne hun virkelig ikke gøre noget som helst ved det af den grund! Hun var død nu, og det var noget som han havde det ganske fint med! At hun var vred på ham, var slet ikke noget som han tog sig af, for det var bestemt heller ikke første gang, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han himlede med øjnene, også selvom hendes hårde kærtegn var noget som tydeligt måtte fange hans interesse, også selvom hendes ord slet ikke var noget som rørte ham det mindste som sådan. ”Jeg kan gøre mange ting, men disse gør jeg ikke uden at tænke mig om først, Faith,” endte han ganske kortfattet, for han havde faktisk tænkt det hele igennem! Han havde vidst Jaqia ville komme alene, så det var virkelig en oplagt mulighed for at gøre det, og han lod den bestemt heller ikke passere bare sådan, nu hvor han havde muligheden for det! Hendes ord var noget som alligevel ramt hårdt, for.. hun ville ikke miste ham igen? Han vendte blikket direkte mod hende, hvor han endte med at tage omkring hendes hånd, som han klemte blidt omkring. ”For en gangs skyld, så stol på at jeg ved hvad jeg gør, Faith.. Kom med op igen min kære. Du skal ikke sidde her og fryse. Det gør vel godt med et bad, tror du ikke det?” Ja, et sted måske for at aflede hendes tanker lidt, men han vidste faktisk godt hvad han gjorde!

[Silia D. Diamaqima]

Måske at Faith havde en kort lunte, men dette havde hun virkelig anset for at være i overkanten! Så såret som hun var, så havde hun det kun i munden. Cellen var sikret mod magi, med andre ord, Jaqia havde intet haft at frygte, men det lod til, at hun blot skulle skubbes ned i sølet som så mange gange før, og den tanke frustrerede hende. At det direkte havde været nødvendigt at tage liv, for at komme igennem denne aften.. Kimeya var nu landsforræder af værste grad, og det ville få konsekvenser af den ene eller anden art, det vidste hun jo, og udsigten til at skulle miste ham fandt hun bestemt ikke behagelig! Det værste var næsten at Kimeya var så forbandet rolig omkring hele situationen, mens Jaqia endnu lå på gulvet med blodet der langsomt forlod hendes krop.. og så med en køkkenkniv? Af alle der havde forsøgt, så havde det været så enkelt ganske enkelt på grund af tillid? Jaqia havde snøret dem mere end en gang, og nu havde de formået at gøre igen.faith nød tanken om at Jaqia var død på mange måder,det gav hende en frihed, men hun var vred på ham for at sætte sit eget liv på spil for hendes. Det var ganske vidst vane for dem, og hun ville til enhver tid havde gjort det samme.. på den anden side, så kunne hun virkelig ikke bære tanken om at miste ham helt og aldeles. Hvad pokker tænkte han på?! ”For pokker,” mumlede hun og rystede opgivende på hovedet. Kimeya havde altid været den eftertænksomme af de to, det plejede at være hende der opførte sig spontant, så det undrede hende ikke at han havde tænkt det igennem. I så fald måtte han vel have et dødsønske? Ikke at hun sagde det højt, for hun var for udmattet til at skændes. Tanken om et bad lød virkelig fantastisk, også fordi det et sted ville give hende mulighed for faktisk at sidde i hans favn, vandet kunne vel ikke være nær så ubehageligt? ”Jeg stoler overhovedet ikke på at du ved hvad der gør i øjeblikket, Kimeya. Desværre har jeg ikke noget valg,” hun sukkede. Hans forsøg på at føje hendes tanker til et andet sted, lykkedes i den grad. Hun nikkede stille. ”Jo. Jeg får brug for din hjælp, jeg får hverken kjolen af, eller kommer op i karet ellers,” erkendte hun ærligt, også selvom hun sjældent bad om hjælp. Yderst usikkert kæmpede hun sig på benene, selvom det var med små klynk ind imellem. ”Jeg møder dig deroppe,” hviskede hun stille. Først og fremmest ville hun væk fra Jaqias lig, og desuden så ville hendes ben snart give efter. Hun satte kurs mod trappen op op i lyset, kun for at søge mod badeværelset.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde faktisk tænkt det hele igennem og endda op til flere gange. Han havde jo set alle de gange Jaqia havde kigget forbi ham, så var hun kommet alene, så det havde jo ikke været det sværeste når han egentlig tænkte sig om! Det var jo bare at tage muligheden når den bød sig, og hvis nogen skulle gøre skade på Faith, så var det bestemt heller ikke noget som han fandt sig i på nogen som helst måde, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. At hun ikke direkte kunne sige sig at være overbevist om hans ord, var nu heller ikke noget som han kunne gøre noget ved som sådan, for.. det var jo egentlig bare sådan at det måtte være, om det var noget som man nu ville det eller ikke, selvom det nu heller ikke rørte ham. Et dødsønske havde alle vel? For han regnede bestemt heller ikke med at det var den naturlige død som ville ramme ham når det var hans tid, men han var for stædig til at sige at det skulle være nu! ”Jeg ved hvad jeg laver,” gentog han ganske kortfattet, for det vidste han altså godt! At han havde formået at få afledt hendes tanker bare lidt, var ham selvfølgelig en hjælp, for han ønskede bestemt heller ikke at miste hende, men tvært imod, så ønskede han at tage hende tæt endnu en gang og nu hvor Jaqia var væk, så.. skulle det vel heller ikke blive helt umuligt? Han var ganske rolig, også selvom han tydeligt kunne se, at det slet ikke var noget som hun direkte delte med ham, andet end hendes store og tydelige frustration, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, det var jo heller ikke noget som han kunne lave om på. Han sukkede dæmpet og rystede så let på hovedet, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang, for det var slet ikke noget som han kunne lade være med. At få hende i bad, så hun kunne blive fin og ren, slappe af og få hende tilbage i seng, var vel også det som han satte som sin største prioritet lige nu. Lige nu kunne han vel blot vente på at Jaqias bror kom for at se efter hende, og fandt hende død? Ikke at det var noget som rørte ham det mindste, for han tog det alt sammen ganske roligt, ofr der var virkelig ikke nogen grunde til andet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg kommer lige om lidt,” endte han sigende som han lod Faith forlade stedet først, hvor han vendte blikket mod Jaqia. Respekten for hende, var der trods alt og det havde den altid været. ”Hvil i fred, min dronning.” endte han dæmpet, dog tydeligt med en stemme præget af respekt, hvor han gik ned i knæ ved hende, hvor han lod hånden glide over hendes ansigt for at lukke hendes øjne. Derefter rejste han sig og gik mod trapperne for at søge op ovenpå og mod badeværelset, selvom gangen var frygtelig langsom.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde virkelig en ringe tiltro til Kimeya i denne sag. Han havde for pokker lige slået deres dronning ihjel! Han kunne i det mindste have advaret hende, for hun var jo tydeligvis chokeret! Jaqia havde sparket til hende mens hun allerede lå ned, og det havde bestemt ikke været retfærdigt, men hvilken del af livet var som sådan?! Efter en lang og besværet gang var det lykkedes hende at komme op af de utallige trapper, ikke kun når det kom til den der var mellem kælderen og førstesalen, men også helt oven på til badeværelset. Faith måtte næsten slæbe sine fødder af sted, for de lystrede hende ikke mere. Benene skælvede under hende, hun var virkelig udmattet, og samtidig bekymret for Kimeya og frygten for at miste ham endnu engang. Hun havde ladet ham alene med Jaqia, for hun ønskede ikke at være dernede. Tanken om den døde dronning var skræmmende, og dog lettende på sit vis. Hendes hjerte bankede ikke nær så hårde slag. Hun var gået i døden, og hun ville blive taget vel imod.. i helvede selvfølgelig. Faith strøg forbi soveværelset og direkte mod det bad de havde. Karet stod, men det var ikke fyldt. Hun så bare opgivende på det. Tanken om at sidde i det varme vand.. med Kimeya bag sig hvis hun kunne få ham overtalt til den slags.. hun savnede allerede at have ham tæt på, hun behøvede hans omsorg i øjeblikket, for hendes sind kunne virkelig ikke tackle mere i dag. Hun havde brug for at han rørte hende, og holdte hende ind til sig, men uden vandet imellem så ville det være en enorm smerte. Hun var desuden nødt til at rense sårene, særligt nu hvor Jaqia havde tvunget hende ned på det beskidte gulv. Hun var ikke kommet meget videre, da hun atter kunne høre Kimeyas stok nærme sig. Hun stirrede endnu forgæves mod karret, som ville det fylde sig selv op ved hendes blik, også selvom hun vidste at det slet ikke var tilfældet. End ikke kjolen ville hun få af sig, den tanke havde hun allerede opgivet, for stoffet var klistret fast til de åbne sår. Måske den nøgne krop ville have været en større ydmygelse, men tilgengæld så ville det havde sparet hende fra den ekstra smerte det var. Hånden strøg igennem de klistrede, røde lokker, der nægtede at skilles for hendes fingrer. Hun havde virkelig brug for en bad, særligt efter den omgang, men hun ville ikke få noget gjort, før hun ville have kimeya til at hjælpe sig. I aften kunne han ikke påstå, at han ikke fik lov til at beskytte sig, for der hengav hun sig til svagheden, og lod ham være sin styrke.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt, at det måske var en lidt hastet beslutning, men af den grund, så var det slet ikke noget som han fortrød sig på nogen måde endnu, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo heller ikke fordi at han ville tage det så tungt, for han havde ikke rigtigt noget andet valg end at tage det hele som det nu måtte komme, for hvad andet valg havde han egentlig? Han vendte blikket mod trappen, som han kunne høre Faith kæmpe sig op af, for han vidste at det ville blive hårdt også for ham. Han hadede virkelig alle de trapper, for det var noget som virkelig tog ekstremt hårdt også på ham! Af den grund, så var han sikker på at det hele nok skulle gå. Flasken hvilede endnu i hans lomme og der ville den blive liggende til hans skulle bruge den, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, ofr det var virkelig bare sådan at det var. At Faith ønskede sig væk fra kælderen forstod han på sit vis også godt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Turen op af trapperne for hans eget vedkommende, var bestemt heller ikke nem og det var noget som tog ham flere minutter, hvor han også måtte holde en pause eller to på vejen, for det tog virkelig hårdt på hans skuldre! Men igen, så måtte man jo bare gøre det så godt som det nu var dem menneskelig muligt med de midler som de havde, og da han nu stod i den situation at han manglede et ben, så måtte han jo gøre det så godt som han nu kunne! Han fik kæmpet sig ind på soveværelset og videre til deres eget badeværelse som lå lige ved siden af, hvor han stillede sig i døren. Han trak vejret dybt og tydeligt også med en sitren. At han var dækket i blod, var ikke noget som han reagerede på som sådan. Desuden så.. regnede han vel heller ikke med at Faith direkte ville have ham med i vandet? Ikke fordi at han havde regnet med det, men man kunne jo håbe. ”Nu skal jeg være der..” At hun direkte var afhængig af ham på denne her måde, var selvfølgelig noget som gjorde det hele bedre for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, så var det jo bare sådan at det var. Endnu en gang tog han omkring sin stok og kom ind på badeværelset. Han lænede sig over det store og massive kar, hvor han lagde hånden på bunden. Dette var dog noget som alligevel krævede koncentration for vand – det havde aldrig rigtigt været ham. Han hævede hånden i takt med at vandet faktisk måtte stige op fra karet, hvor han fyldte det op. Han vendte blikket mod hende igen. ”Jeg går ud fra, at du selv kan varme det op til en passende temperatur,” endte han sigende.

[Silia D. Diamaqima]

Kimeya var virkelig forbandet rolig omkring det hele, hvilket næsten irriterede hende, for det virkede slet ikke som om, at det i det hele taget var gået op for ham, hvor de faktisk var på vej hen, og hvilke konsekvenser dette kunne få ikke kun for ham, men for hele familien.. hvad med børnene? Hun sukkede og kastede de tanker bort for nu, for lige nu havde hun virkelig brug for at koble lidt af, sidde i det varme vand, og det det rense de mange sår, søge den trøst som hun elskede. Det var tydeligt at Kimeya var forpustet efter turen om af trappen. Hun forstod ham udmærket, særligt nu hvor hun selv var træt og udmattet og følte sig direkte ubevægelig. Desuden havde det været meget frem og tilbage siden de var stået op. Hun stirrede endnu på karet i en næsten trancelignende tilstand. Hans stemme trak hende tilbage til den virkelig verden. Hun nikkede stille, for de havde trods alt alverdens tid. Før eller siden ville kongehuset blive bekymret, og Alexander var ikke dum, han ville kigge her som det første.. der kunne selvfølgelig gå dage, for Jaqia havde altid været lidt af en fri fugl, det var hun jo udmærket klar over. Hun så til mens han fyldte karet. Hun havde altid været fascineret af hans magi, mest fordi den rakte langt længere end det som hendes egen måtte gøre.. somme tider var det direkte irriterende. Hun nikkede stille. ”Det kan jeg,” hun lod karet fyldes, før hun selv lagde hånden over og lod det varmes nedefra og op. Det var dog tydeligt at det tog på den sidste energi som hun faktisk havde tilbage. Hun lænede sig op af væggen, mest for at holde balancen, for efterhånden var den bestemt heller ikke god mere. Hun skælvede. Et sted så ville hun gerne have ham med i karet, men hun turde vel ikke at spørge ham. Hun åbnede munden kun for at lukke den igen. ”Vil du hjælpe mig med kjolen?” spurgte hun stille og vendte ryggen til ham, kun for at fjerne de røde lokker og fører dem over den ene skulder i stedet, så de ikke ville være i vejen, Hun opvejede igen med sig selv, om hun skulle forsøge at få ham med, eller om det stadig var for.. nært? Selvom det et sted var sådan hun måtte ønske det. Hun tog en dyb indånding, selvom det stak i mere eller mindre hele kroppen. ”Jeg tænkte på om..” hun sukkede og tav for et kort øjeblik. ”.. Er du ikke sød at gå med?” spurgte hun forsigtigt, og lod blikket forblive mod væggen. I tilfælde af at han ikke ønskede det samme som hende, ønskede hun bestemt heller ikke at se hans reaktion. Nu fik han endelig lov til at pusle om hende, og det var jo tydeligt at han nød det.. det gjorde hun også lige i dette tilfælde om ikke andet, for han formåede for alvor at gøre hende tryg.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var udmærket godt klar over konsekvenserne for hans handlinger ville være enorme, så af den grund ville han faktisk bare gerne nyde tiden sammen med Faith, hvis det var noget som hun tillod ham at gøre om ikke andet, for det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse, som hun var kommet op på badeværelset. Han vidste at hun havde ondt, og at et bad selvfølgelig ville gøre underværker. Han turde vove at påstå at han selv kunne bruge et, men af den grund, så regnede han bestemt heller ikke med at hun ville have ham med til at hoppe i, for.. det var bare urealistisk når det kom til de to, for det var slet ikke sådanne stunder, som de var vant til at nyde med hinanden, for det havde de aldrig nogensinde været i stand til uanset hvad, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han ikke gøre noget som helst ved det af den grund. Han fik karet fyldt op, også selvom den i den handling også måtte tage voldsomt hårdt på hans egen energi, for det var bestemt heller ikke det som han havde mest af lige nu. Han vendte blikket mod hende og med det samme skæve smil på læben, for han ønskede virkelig ikke at ødelægge stemningen, for det ville bare gøre det hele ti gange værre end det som det allerede nu måtte være. ”Pas nu på,” endte han dæmpet, som han kunne se, at hun virkelig var træt og udmattet, for det var han jo trods alt også selv! Han betragtede hende som hun bad om hans hjælp med tøjet. Det var bestemt heller ikke fordi at han sagde nej til at se hende uden så meget som en trævl på kroppen igen, for hun var virkelig gudeskøn og det var noget som han mente det når han sagde det! ”Selvfølgelig Faith, men det kommer altså til at gøre temmelig ondt,” endte han sigende, som han roligt slap stokken igen. Igennem de sidste måneder havde han skaffet sig en mere eller indre direkte fantastisk balance! Og det kom ham selvfølgelig kun godt til gode, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han tog fat i kjolen, hvor han med den største forsigtighed, begyndte at få den af hende. Hendes sidste ord forundrede og overraskede ham voldsomt! ”Vil du virkelig have mig med? Tjo… det… det ville gøre godt med et bad, så… hvorfor ikke,” endte han sigende og med et let smil på læben. Det kunne godt være, at det var første gang hun skulle se den grimme skavank, men han havde lært at leve med den nu og han ville bestemt heller ikke sige nej tak til et dejlig varmt bad, nu hvor han endelig havde muligheden for det!

[Silia D. Diamaqima]

Faith vidste hvad de gjorde med landsforrædere. Han ville ikke kunne nøjes med en landsforvisning, han ville reelt blive slået ihjel.. højest sandsynligt hængt, og hun direkte afskyede den tanke. Det var dog ikke noget hun ønskede at tænke på nu, for hun ønskede kun at kunne nyde ham lidt i så fald.. hvis hun snart skulle sige farvel til ham igen, selvom den tanke gjorde ondt. Det tog hende tid i det hele taget at tage sig mod til, at bede ham med sig. Måske det overraskede ham, for de havde aldrig gjort noget som sådan, det havde været den ene ting som de havde valgt at holde for sig selv, men tanken om at sidde i hans favn, formåede faktisk at gøre hende lidt rolig. De var begge energiforladte. Hun kunne knap varme et forbandet badekar op, uden at hendes ben faldt sammen under hende. Først da hun genvandt en smule balance var hun i stand til at stille sig med ryggen til ham, kun for at søge den hjælp med kjolen. Smerten var hun forberedt på, men eftersom hele hendes krop var øm, efter den grove behandling, så foretrak hun at han gjorde det, desuden så lod det heller ikke til at han havde det mindste imod det. Stemningen var endt med at lette en smule igen.. måske fordi de begge var besat af tanken om ikke at skulle skændes igen, og ikke mindst fordi hun ikke ønskede at bekymre sig.. for bare et øjeblik om ikke andet, hun havde ikke gjort andet i så forbandet lang tid efterhånden. Faith nikkede stille. ”Jeg tror ikke at man kan forvente andet,” erkendte hun. Kjolen var jo direkte klistret fast til de nu igen størknede sår. Tænderne bed hun kraftigt sammen da han begyndte at fumle med kjolen. Hun forsøgte at holde den klynken tilbage, for han hjalp hende jo. Hun kneb øjnene fast sammen, og tvang sig selv til at holde ud bare lidt endnu. Så snart kjolen var af, og den skadede krop fik den friske luft, så lettede det hende allerede en del. Hun åndede direkte lettet op. Det morede hende lidt at hendes ord kom så meget bag på ham. Hun kastede blikket over skulderen med et lille smil. ”Ja. Du lugter,” påpegede hun og trak svagt på skuldrene, også selvom det var sagt med et lille glimt i øjet, for hun skulle bestemt ikke snakke for højt, hun lignede jo noget der var direkte løgn. ”Desuden kunne jeg virkelig godt bruge din favn lige nu,” erkendte hun, og vendte atter hovedet bort for at skjule den lille rødmen. Roligt vendte hun sig med fronten til ham. Den nøgne krop var malet i størknet blod, og mærker efter pisken. Det gjorde hende langt fra mere stolt af den, det var helt sikkert. Hun skælvede. ganske stille trådte hun mod ham, og begyndte med forsigtige fingrer at knappe hans blodige skjorte op.