Home sweet home.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ville tage imod de slag, hvis det var noget som han kunne, selvom det bare ikke var en mening som var med dem denne gang, og det var bestemt også en tanke som han virkelig måtte hade mere end det som han kunne hade noget andet, men der var nu heller ikke noget som han kunne gøre ved det af den grund. Blikket gled roligt mod hende endnu en gang, næsten som han selv forsøgte at søge den forståelse, selvom det kun var frustration som han måtte brænde inde med. Det var bare som om at det var de følelser som han havde lettest for at åbne op for, så selvfølgelig var det heller ikke noget som sagde så lidt. Det hjalp selvfølgelig lidt på det hele, at Faith ikke havde fået et bad eller noget lignende hen af det, for så kunne det være at hun ville stille sig tilfreds med hendes miserable forfatning? Selvom Kimeya direkte måtte se på det som en skam. Han ville slå ihjel for hende, og det var noget som han direkte ønskede at komme tilbage til igen, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Hovedet lod han roligt søge mod hendes hånd, også fordi at det var noget som han nød forbandet godt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Jeg kender dig for godt Faith. Du kan ikke lyve dig ud af det,” endte han ganske sigende og med en anelse mere fast i blikket end det som han havde gjort til nu, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre noget ved. Det var frustrationen som direkte talte for ham.
At hun søgte mod torturkammeret havde han nu heller ikke noget imod, for så kunne de få det overstået så hurtigt som det var dem muligt, og det ville han have det fuldkomment tilfredst med i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han fik flasken ned i lommen, for han skulle ikke drikke den endnu, så meget vidste han. Alligevel så håbede han da at det hele ville gå af den grund ville gå som han nu måtte planlægge i sit stille sind. Ikke fordi at det var noget som han ville involvere Faith i, for det kunne virkelig, virkelig gå så frygtelig galt i den anden ende! Han kom humpende ind i torturkammeret, hvor han roligt vendte blikket mod hende. At hun direkte havde smidt kjolen forundrede ham dog, selvom.. det irriterede ham at hun skjulte sig for ham, for det var der ingen verdens grund til! ”Du behøver virkelig ikke skjule dig for mig, min kære.. Jeg har set den gudeskønne krop så mange gange..” endte han sigende. Et sted så følte han vel stadig at det var en ret der tilfaldt ham? Og kun ham! Han humpede hen til væggen, hvor han tog en af de mange piske ned. Han greb selvfølgelig ud efter den som var mest mild. Meget smæld, men ikke den største skade. Han ønskede heller ikke at hun skulle have ondt!

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde aldrig været synderlig god til at lyve for ham, men hun gjorde det jo et sted kun for hans skyld, for hun ønskede bestemt ikke at han skulle sidde tilbage med en ringe samvittighed. Det var hende der havde bragt dem i denne situation, og derfor nægtede hun at han skulle tage skylden for det, hvis hun ikke havde modsat sig Jaqia, så ville de aldrig have stået her, for så var hun aldrig blevet forvist, og han var aldrig blevet tvunget til dette. Hvad Kimeya planlagde i sit stille sind, var virkelig ikke noget hun havde den mest fjerne idé om, hendes tanker hvilede et lidt andet sted, og det var på hvad der skulle ske. Kulden torturkammeret fik atter hårene til at rejse sig på hendes krop, for det var virkelig ikke behageligt! Det at hun endnu ikke havde nået sit bad, var kun en fordel i øjeblikket, for det gav hende et miserabelt udseende fra før af, og da særligt når dette først ville være overstået. Hun ønskede at få det overstået, for deres begges skyld, og hun forsøgte virkelig at finde nogle små lyse stunder i det, for det behøvede jo ikke at være så forfærdeligt. Dette var noget som han burde have gjort for mange år siden, allerede den aften han havde mødt hende ved søen, det var uundgåeligt, de havde jo bare udsat det. Et sted så var det vel også en måde at få hende til at vise ham tillid? Det var hun tvunget til, for når hun først ville være i de lænker, så ville hendes magi igen være ubrugelig, og han ville sidde med en fuld magt over hende. Kjolen var hun netop trådt ud af, da Kimeya endte med at komme ind. Hendes hjerte sprang et slag over, for hun var virkelig omtålelig overfor den arrede krop, den var ikke længere ung og perfekt, hvilket hun jo vidste at han havde en svaghed for. Farven tog atter til i hendes kinder ved hans ord, fyldte hende med en rødmen, og formåede næsten at gøre hende mundlam. Yderst stille lod hun hænderne falde, og give ham frit udsyn til hendes barn. ”Sandt. Den er desværre ikke hvad den var for 100 år siden,” påpegede hun med et lidt usikkert smil. At han tog den mest milde pisk, forundrede hende slet ikke. Hun kunne selv kende forskel på dem. Det gjorde hende dog intet. Mange af sårene ville hele, det ville kun tilføje få ar, for hun følte virkelig at hun havde nok i forvejen. ”Hvordan vil du have mig?” spurgte hun roligt, uden helt at vide om hun skulle stille sig med ryggen eller fronten til ham. Retten til at se hende sådan forekom kun ham, ingen anden skulle hverken have lov til at se eller røre hendes krop, det var helt sikkert!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya foragtede virkelig tanken om det som han faktisk var tvunget til at gøre ved hende, for han kunne virkelig ikke gøre noget ved det ellers. Han vendte blikket ganske sigende mod hende som hun stod der i det rene ingenting. Ikke fordi at det gjorde ham det mindste, også fordi at det virkelig var ved at være lang tid siden at han faktisk havde set hende på denne her måde, så var det egentlig ikke noget som han kunne gøre noget ved ellers. Af den grund, så stod han fast på at hun slet ikke havde nogen grund til at skjule sig for ham. Gudeskøn var hun virkelig. Det kunne godt være at hun var præget af ar, men.. det var hun altså ikke den eneste som gjorde! Prøv da bare at se på ham! Et stille smil passerede roligt over hans læber, idet han humpede hen til hende, for at lægge hånden mod hendes hage, kun for at hæve hendes blik op mod sig. ”Måske at den ikke er hvad den har været, men hvad jeg ser, er en erfaring som en ung tøs slet ikke er i besiddelse af.. Og ved du hvad? Det opvejer helt klart det andet.” endte han ganske sigende, for det var ikke engang en løgn i hans øjne! Gudeskøn var hun virkelig og det var i den grad også på alle måder! Han betragtede hendes øjne og med den samme rolige mine, også selvom han slet ikke kunne lade være med at lade blikket glide over kroppen nu hvor han alligevel var endt så tæt på hende, for det kunne han virkelig ikke. Den milde pisk var den som han ønskede at gøre brug af, kun fordi at han vidste, at det ikke ville gøre nær så ondt, og de sår den ville forårsage, var nogen som hurtigt ville lukke sig igen, og det var virkelig noget af det som han så som det vigtigste, for tanken alene om at han burde og skulle skade hende, var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre, for han brød sig på ingen måder om det overhovedet! Han bed tænderne let sammen bare ved tanken om det! Hånden slap roligt og strøg hende en anelse over brystet, næsten som det var en ren vane for ham. ”Jeg tager fronten først.. og ryggen bagefter. Vi er desværre nødt til at gøre det ordentligt..” Samvittigheden viste sig kun mere og mere i hans øjne, for han vidste at han ikke kunne komme udenom det, ofr det var virkelig ved at blive en nødvendighed, og det var bestemt heller ikke fordi at det var en tanke som han brød sig om! Jaqia kunne bare komme an, for det at tvinge ham til at lægge en finger på Faith, var og blev det sidste som hun gjorde, det var helt sikkert! Han vendte blikket mod lænkerne som roligt sænkede sig fra loftet og greb omkring hendes håndled. ”Det skal nok gå hurtigt. Det lover jeg dig,” endte hun dæmpet, som de igen hævede sig, så hun endte med at hænge lige over gulvet – lige nok til at strejfe gulvet med tæerne.

[Silia D. Diamaqima]

Den blottede krop var virkelig et særsyn, for hun plejede at vende ryggen til ham, med følelsen af at hun end ikke var værd at skænke et blik, mest fordi hun ikke længere var ung, og det var hendes krop et tydeligt tegn på, hun kunne ikke længere hamle op, og den tanke foragtede hun ligeså meget som hun foragtede tanken om det han skulle til at gøre. Det løb hende koldt ned af ryggen, ikke så meget tanken om pisken, men om de blodige vægge, og det vamle klima. Hun var måske ikke den eneste med de mange ar, men det var faktisk af stor betydning, eftersom hendes krop var raseret, særligt hendes ryg efter den pisk som Jaqia havde valgt at gøre brug af sin tid, den havde ikke været nær så mild som den Kimeya valgte at gøre brug af. Hun lod de funklende grønne øjne hæves mod hans, idet hun følte hånden under sin hage, det var trods alt ren vane. Hendes læber antog antydningen af et smil ved hans ord, for det varmede hende faktisk at høre. Hun var ikke blevet bekræftet i mange år, og det var desværre gået hårdt ud over sin egen selvtillid. ”Kommer det fra manden der har en svaghed for unge kroppe,” påpegede hun, dog med en lidt kæk tone, for det var slet ikke ment som en bebrejdelse, og for at understrege strakte hun sig en smule, og plantede et blidt kys mod hans mundvige. Varmen fra hans krop var noget der kun gav hende mere lyst til at knuge sig ind til ham og aldrig give slip. Det morede hende en anelse, at manden pludselig ikke var i stand til at holde øjenkontakt og næsten kastede stjålne blikke mod hendes krop, for det var hun jo ikke vant til! Han havde ikke set på hende sådan i mange år. I takt med at rødmen steg i hendes kinder, kunne hun ikke dy sig for at gøre sig lidt til, skyde brystet frem. For et kort øjeblik glemte hun hvad der skulle til at ske. Hans stille strøg over hendes bryst, satte en sitren i hendes varme, fyldte hende med en varme der strittede imod den ydre. Hun nærmede sig hans ansigt, og skulle netop til at skænke ham et kys, da hans ord ligesom mindede hende om hvor de var. Hun sukkede og sendte ham et lidt undskyldende smil. ”Det er fint,” endte hun med et lille nik, og lod hånden stryge næsten sørgmodigt over den blade mave, mest fordi det næsten var det eneste der endnu ikke var prydet af direkte ar. Armene lod hun glide over hovedet, for at lade de kolde lænker gribe omkring hendes yderst slanke håndled. Følelsen af den kolde væg mod hendes nøgne ryg, efterlod hende kun med en mindre skælven. Det var bestemt ikke bekvemt at hænge der! ”Tag dig god tid,” svarede hun roligt, og forsøgte sig med et mindre succesfuldt smil.

[Kimeya Marvalo]

Det kunne godt være at Kimeya havde været den som så lidt for meget efter de unge piger, men det havde i den grad ændret sig. Efter han havde været overbevist om at han havde mistet Faith for alvor, så var det som om at der var kommet helt andre boller på suppen, og det var bestemt heller ikke altid lige en god ting, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved. At se hende stå der blottet foran ham, var noget som han alligevel ikke kunne lade være med at betragte på nogen måde. Arbejdet skulle gøres ordentligt, og det var noget som de begge var nødt til at acceptere, selvom hun tog.. skræmmende let på det hele, for han var bestemt heller ikke meget for den tanke overhovedet! Det var nu det bare manglede at Cedric skulle komme forbi, for knægten ville da flippe på ham som aldrig nogensinde før! De grågrønne øjne hvilede mod hendes bryst som hun skød det let frem, hvor han lod hånden kærtegne det, selvom det var skræmmende forsigtigt. ”Den mand afgik ved døden, da kvinden i hans liv gik ud af fordøren,” endte han ganske sigende. Han tog ikke hendes ord som en bebrejdelse på nogen måde, for det var vel heller ikke ment sådan? Det var om ikke andet, så ikke sådan at han ville tolke det. Kæderne tog omkring hendes håndled og fik hende hævet, så hun hævede kun lige over gulvet. Han følte for at græde indvendig, selvom det var den hårde mine som trådte så tydeligt frem i hans eget ansigt, for han ønskede virkelig ikke at gøre det som han gjorde og var tvunget til! Hånden lukkede sig omkring pisken som han humpede hen mod hende med. Han endte helt oppe foran hende i stedet for, hvor han lænede sig frem, kun for at skænke hende et dybt og direkte intenst kys. ”Jeg skynder mig..” afsluttede han endeligt. Maven var det eneste uden direkte ar, foruden strækmærker, men det var nu heller ikke noget som rørte ham på nogen måde. Et sted så var han vel.. også bange for et tilbagefald? Et tilbagefald til den mand som han havde været før i tiden? Ikke fordi at det var noget som behaget ham, for den tanke var direkte.. skræmmende for hans vedkommende! Han hævede pisken, idet han lod den smælde direkte mod hendes krop, og det var et kraftigt smæld! Det var bestemt heller ikke fordi at han holdt pause på vejen, for han ønskede bare at få det overstået. 10 slag endte hurtigt oppe i 20, hvis ikke 30, for det lå bare.. skræmmende naturligt for ham at stå og hamre løs med den, og det var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig selv om, men de kunne jo lige så godt bare få det overstået? Han vidste trods alt også at hun kunne.. holde til det. Han håbede det i hvert fald!

[Silia D. Diamaqima]

Kimeya havde jo ændret sig, det var Faith udmærket klar over, for hun havde været der under hele hans forandring. Før i tiden havde han været en mand der var direkte umulig at bryde, men der skulle ikke meget til for hende længere, hun kunne læse ham som en åben bog, ligesom han kunne med hende. Tanken om hans svaghed for de yngre kvinder, hvis kroppe endnu ikke havde taget nogle synlige skader, var en der havde plaget hende, for hun vidste udmærket at hun ikke længere var i stand til at hamle op med det, men at få den bekræftelse på, at det intet gjorde, at hendes krop endnu måtte falde i smag var faktisk en som hun nød. Hans kærtegn af hendes bryst, var noget der faktisk formåede at sætte et begær i hende, et som hun for nu var tvunget til at bide i sig, uanset hvor meget hun end havde lyst til at han skulle blive ved, for det føltes som en evighed siden at hun faktisk var blevet rørt ved, som en evighed siden at han havde givet hende den bekræftelse som omvendt. ”I så fald er det hendes bedste beslutning hidtil,” erkendte hun med en sigende mine. Hendes tone var blevet en anelse mere dæmpet, måske ligefrem stakåndet, ved følelsen af hans varme hånd. Cedric ville uden tvivl slå sin far ihjel hvis han så dette, og han ville ikke stille spørgsmål først, på det punkt lignede han desværre hende, hun vidste dog også at han i øjeblikket var travlt optaget med Cecilaya, og ikke ville finde den mindste grund til at opsøge sin far. Dette var første gang hun så det som en direkte fordel. At hænge der i de kolde lænker, med den ru væk mod hendes ryg, var bestemt ikke behagelig. Hun bed tænderne fast sammen og forsøgte at håndtere den kulde. Den stramme mine kendte hun alt for godt. Han lukkede følelserne ude, hvilket var det mest fornuftige at gøre i øjeblikket. Hendes hjerte hamrede fast, satte et form for behag i hendes indre. Hun mødte ham i det intense kys, som hun selv måtte fastholde, selv da han valgte at trække sig, strakte hun halsen kun for at holde ham ved sig. De gjorde bedst i at få det overstået, men nu hvor han var så tæt på hende, så var det en tanke der var sværd at slippe. Hun nikkede blot stilfærdigt. Tilbagefald var en risiko når de endelig stod der, selv hun oplevede det når hun førte pisken eller andre redskaber. Hun var nødt til at stole på ham, og den del havde hun altid haft svært ved. De første slag fik hende til at spænde i hele kroppen. Hendes mine var stram og uforanderligt. Blikket havde mistet det næsten sultne glimt, og var i stedet blevet fuldkommen dødt. Det gjorde ondt, men hun nægtede at sige det. De første slag gjorde hendes hud rød og irriteret, men efter de 20 slag, begyndte det røde blod at løbe ned over den blege hud. Blikket var gledet mod en plet på væggen bag ham, kun for at holde smerten i sig. Til sidst trak maven sig sammen rent naturligt når hun følte pisken komme tæt på. Hendes bryst og mave var dækket i det røde blod. En svag stønnen forlod hendes læber, selvom det i den grad ikke var af behag. Når først dette var overstået, så var det ryggen, og så ville det være over.. det så hun frem til.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde forandret sig. Om det jo så var på godt eller ondt, var noget som de stadig måtte finde ud af. Allerede dengang var det Faith som havde været den kvinde som han ønskede sig livet sammen med, om det var noget som man nu ville det eller ikke, og det var ikke noget som han kunne løbe fra, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for han kunne ikke gøre noget ved det uanset hvad. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse, som han stod der og kærtegnede hendes bryst, selvom det alt i alt, var ganske roligt og stille, for han ønskede jo heller ikke at krydse hendes grænser, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for, for han ønskede på ingen måder, at skulle skubbe Faith fra sig igen, nu hvor han endelig havde muligheden for at få hende tæt på sig igen! ”Han er ikke helt enig,” endte han sigende og med et stille smil på læben. Hun havde gjort det slut og han havde kastet hende ud. Det var måske heller ikke det bedste som han kunne have gjort, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At se hende hænge der i lænkerne, var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig om, men så var det vel også bare at få det overstået og helst så hurtigt som muligt? De ville ikke få noget ud af det andet, og det var noget som de var klare over begge to, så de kunne jo lige så godt bare få det overstået, ikke sandt?
Kimeya svang pisken gang på gang. Normalt ville han holde pause mellem slagene, men det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til at udsætte hende for, for den tanke var noget som direkte gjorde ondt på ham. At se hende hænge der, var helt klart noget af det værste som han havde været udsat for til nu, også fordi at han selv skulle stå her og gøre det, for det var helt klart det værste af det hele! Som han hørte hendes støn af smerte, var noget som direkte slog ham tilbage til den virkelige verden, hvor han vendte blikket direkte mod hende. Umiddelbart så endte han med at slippe pisken og få lænkerne til at slippe hende, for han ønskede på ingen måder at gøre hende ondt, og det vidste hun vel også godt? Han bed sig let i læben, som han vendte blikket mod døren ind til torturkammeret, mest af alt for at igen at finde muligheden for at slå koldt vand i blodet, for han hadede virkelig hvad han var tvunget til at gøre ved hende, og det var ikke noget som han kunne fortsætte med at se bort fra! ”Vi er snart færdige Faith,” endte han med en dæmpet stemme, også for at.. opmuntre sig selv? At det hele meget snart skulle være overstået.

[Silia D. Diamaqima]

Ingen af dem havde nogensinde været i tvivl om hvad de ønskede sig. Hun elskede Kimeya, og det havde hun gjort selv før han var blevet forandret, selv på trods af Yuuki og de andre kvinder, på trods af hans affære med hendes søster, på trods af at han havde frataget den tillid hun ellers havde båret til ham, så elskede hun ham blindt. De havde forsøgt at gå hver til sit, men det lykkedes ikke, og nu hvor de stod her igen, nu hvor de igen tvang hinanden igennem dette, så føltes det næsten.. rigtigt. De opmuntrede hinanden frem for noget andet, og det var mange år siden at det var sket. Hans kærtegn af hendes krop var slet ikke noget hun sagde noget til, hun nød det derimod. Et sted ønskede hun sig vel.. mere? Det var måske intense tanker, men det kom ikke over hendes læber, for hun ønskede jo heller ikke at at krydse hans grænse, eller at gøre ham forlegen. Nu hvor han først valgte at røre hende, så var det bare ikke nok! De frustrerede tanker blev dog slået væk af de utallige slag. Hun mistede allerede tælling efter halvdelen. Hun havde næsten glemt for udmattende det var, hvor slap det fik hende til at føle sig. Hun holdte fast i tanken om at de bare skulle igennem det. Det var bare endnu en ting der ville medvirke til den udvikling. Havde hendes valg om at gå ud af døren bidraget til at lade ham indse, at han faktisk ikke kunne undvære hende, så måtte hun holde fast i at det var det bedste valg hun nogensinde havde taget, for hun ønskede kun at hans hjerte skulle begære hende, ligeså meget som hendes hjerte begærede ham. Pisken blev svunget rytmisk, hvilket lod hendes krop vide hvornår den atter ville ramme. Selvom det var direkte forgæves forsøgte hun helt naturligt at trække maven ind, for at undgå slagene, for det var virkelig begyndt at gøre ondt! Idet lænkerne så valgte at slippe hende, faldt hun næsten direkte i gulvet, for hun havde slet ikke været forberedt, hun var trods alt selv gledet ind i en form for trance for at kunne udholde det. Alligevel lykkedes det hende at genvinde den svage balance, ved direkte at klamre sig til væggen. Hendes ben snurrede, og hendes sind fik hende til at føle sig en smule svimmel. Hendes mine forblev dog uændret. Faith nikkede blot stille til hans ord. ”Godt,” stønnede hun hæst, og vendte sig af sig selv med brystet til væggen. Den kølige fornemmelse, var næsten lettende, nu hvor hendes krop måtte brænde og svide på den måde. Hendes arme var slappe og ømme efter at have hængt i de lænker, for behageligt ville hun ikke vove og påstå at det var!

[Kimeya Marvalo]

Det var næsten.. rigtigt at de skulle stå og opmuntre hinanden, forsøge at lyve sig igennem det hele, for det var også det som de havde gjort dengang. Umiddelbart, så var det tanken om at han havde mistet Faith for alvor, som havde sat en kriller i hovedet på ham, for det var jo heller ikke fordi at han havde været ude på at skulle få hende erstattet, for det vidste han allerede nu, at han slet ikke ville være i stand til, uanset hvor meget han end ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som han kunne gøre ved det. At kærtegne hendes krop, bekræfte hende og faktisk skænke hende de kys, var noget som han direkte savnede, også fordi at det var noget som han faktisk selv nød af, også fordi at han kunne se hvilken effekt det måtte have på hende. Han havde intet at bruge et ungt individ til, når han havde hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo heller ikke engang fordi at det var en løgn som sådan. Han ønskede at hjælpe hende igennem det, og det var selvfølgelig så meget som muligt han snakkede om, det var helt sikkert! Han betragtede hende med en rolig og ikke mindst sigende mine, idet at han begyndte at slå hende med pisken. Slagene kom hurtigt og rytmisk, også fordi at han bare ønskede at få det overstået, og han vidste, at hun ønskede helt præcist det samme, så selvfølgelig var det noget som han ønskede at opfylde så hurtigt som det nu måtte være ham menneskelig muligt, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn på noget tidspunkt! Han slog færdigt og fik lænkerne til at slippe hende, også selvom han alligevel måtte sige sig at være imponeret over at hun bare.. vendte sig om og stillede sig klar. Hun vidste hvad der skulle ske, og jo hurtigere de kunne få det overstået, jo bedre var det. Der kunne uanset ikke være alt for lang tid til at solen gik ned vel? Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet som lænkerne endnu en gang måtte gribe fast i hende og fik hende hævet en anelse fra gulvet af, så hun hang godt ind mod væggen. ”Meget snart..” endte han med en dæmpet stemme, også selvom det mere var et forsøg på at opmuntre sig selv, for det var også noget af det som han virkelig havde brug for efterhånden, for en løgn var det jo trods alt heller ikke! Han gik stille ned i sit ben og tog fat om pisken igen, kun for at rejse sig op og endnu en gang begyndte at piske løs på hende. Lige hvor mange slag det resulterede i, vidste han ikke, men selv han ønskede bare at få det overstået, få Jaqia på besøg og få hende skudt i graven hvor hun hørte hjemme! Lyden af de mange piskesmæld var noget som kun satte det ønske højere og højere ved ham. Han så virkelig rødt alene ved tanken!

[Silia D. Diamaqima]

Måske det var direkte løgne der flod deres læber, men det var trods alt med de bedste intentioner bagved, og så var det.. okay? Det var ikke fordi hun direkte ønskede at skulle skjule noget for ham, men i og med at hun bed smerten i sig, så gik hun også ud fra at det var bedre for hans samvittighed, i forhold til hvis hun havde givet sig til at skrige og gale højt. De var snart ved vejs inde. Det gjorde ondt som en i pokker, det måtte hun erkende, hun havde faktisk glemt hvor udmattende det var, og hvor meget det sved når først piskene var blevet givet. Lyden var næsten det værste, for det forberedte kroppen og sindet på den smerte der måtte komme. Faith holdte sig oppe ved tanken om at han ville kunne kærtegne hende senere. Et billede af at ligge ved hans side som hun havde gjort aftenen før, og bare.. lade ham stryge over den krop som hun ellers havde gjort alt for at holde skjult for ham. Selvom hun var udmattet, og selvom hendes ben skælvede under hende, så forsøgte hun at holde fast i den energi, så hun kunne komme igennem det sidste, og samtidig være i stand til at gå efterfølgende, for Kimeya ville ikke have nogen mulighed for at bære hende ind .. cellen? Hårene rejste sig. Hun var nødt til at ind i cellen bagefter, han kunne ikke passe og pleje hende, og den tanke brød hun sig slet ikke om! Hun klamrede sig til væggen, til lænkerne atter greb om de tynde håndled, der var hævede og irriteret efter at have gnedet sig med det stenhårde jern. Hun sukkede og lod panden møde væggen. Det var utrolig afkølende, hvilket føltes fantastisk mod hendes brændende og irriterede hud. Kimeya havde det næsten værre end hende, hun kunne høre på hans tone, at ordene var mere ment til ham selv, end de i virkeligheden var ment for hende. Det var bestemt ikke nyt for hende,a t stå i denne rolle, og jo hurtigere de fik det overstået jo bedre, derfor tøvede hun ikke det mindste. Hendes åndedrag var blevet mere hyppige, hun var forpustet som havde hun løbet af marathon. De nye slag over hendes ryg var ikke nær så ubehagelige i starten, de gjorde ikke andet end at irritere hendes hud. Det gik dog hurtigere end det havde gjort med hendes front, mest fordi de nye piskeslag rev op i de gamle. Allerede efter få slag var blodet begyndt at løbe ned over hendes ryg. Hun rev lidt modstræbende i lænkerne, vred i ryggen i et forsøg på at slippe væk fra pisken, også selvom det slet ikke gavnede. Hendes blik fyldtes med tårer, og nu hvor han ikke kunne se det så hjalp det da en smule. Efterhånden følte hun sig ikke længere nøgen, for hendes eget blod havde lagt et næsten trygt tæppe omkring hende, også selvom hun ikke følte sig videre hygiejnisk. Hendes krop var svedig, hvilket kun resulterede i at de flammerøde lokker klistrede sig til hendes krop. Det var hårdere end det så ud.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde det bestemt heller ikke særlig godt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Tanken omkring det som han var i færd med at gøre ved den kvinde som han elskede mere end livet selv, var virkelig noget som gjorde ondt som intet andet overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for han kunne bestemt heller ikke se væk fra det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hans blik hvilede på hendes skikkelse som hun hang der for øjnene af ham. Han havde det virkelig skidt med det som han gjorde, også selvom han vidste at han ikke havde noget andet valg, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var i den anden ende. Indvendig græd han, også selvom det faktisk var svært for ham at få lige præcis den tanke og den følelse frem, for det kunne han simpelthen ikke finde ud af, ikke efter Lionell havde fingrene i ham, for det havde jo alligevel efterladt sine spor. Pisken kunne han endnu engang høre smælde så kraftigt mod hendes krop, også selvom hans egen næsten føles som at tage skade af det, så var der ikke rigtigt noget som han kunne gøre ved det uanset hvad, så var det jo egentlig bare sådan at det måtte være i den anden ende. Efter… alt for mange slag, for han brød sig slet ikke om det som han gjorde! Han vendte blikket mod hende, som han endnu en gang valgte at slippe pisken, for det var jo ikke engang fordi at han ønskede at slå hende på denne måde. Lænkerne slap hende, også selvom han var på vejen hen mod hende. Han ville selv ikke kunne bære hende ind i cellen, for det var slet ikke noget som han ville være i stand til at hjælpe hende med. Han ønskede egentlig bare at Jaqia kom, så de kunne få det hele overstået, så var det jo heller ikke sådan at det måtte være. Han knælede ved hendes side og uden at skulle tage blikket fra hende. Hendes krop var dækket af hendes eget blod, som selv havde efterladt sig spor på væggene blandet sammen med så mange andres, også så selv Jaqia ville kunne dufte det. Han strøg hånden ganske varsomt og næsten forsigtigt over hendes hår. ”Sådan min kære.. det er overstået,” endte han med en dæmpet stemme. Han kunne ikke lægge armen om hende og han kunne ikke rigtigt gøre noget for at hjælpe hende, for han vidste at det ville gøre ondt på hende, men nu var det overstået! Og hun så virkelig forfærdelig ud! Samvittigheden var i den grad også noget som naget ham som intet andet overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han bare ikke gøre noget ved det alligevel, og det var en tanke som direkte frustrerede ham! ”Vi må få dig med ind i cellen. Jeg bliver ved dig til Jaqia kommer,” endte han med en dæmpet stemme, også selvom han faktisk mente det.

[Silia D. Diamaqima]

Hvad han var i færd med at gøre var det nødvendige, og mere var der ikke at gøre ved den sag. Det var ganske vidst ulideligt at hænge der, og ikke have den mest fjerne idé om hvornår pisken måtte ramme hendes hud. Blodet fra hendes bryst og mave havde blandet sig med andres, som væggen hun hang op af var smurt ind i, folk der primært havde fortjent den smerte, og nu hang hun der ligeså sølle. Smerten var ikke den værste, det var ydmygelsen, tanken om at vide, at hun hang der som en forbryder, som noget usselt, var en hun måtte hade! Tårerne trillede lydløst ned over hendes kinder, skjult af de hæse støn der igen begyndte glide over hendes læber, også fordi hun per automatik skubbede kroppen mod væggen, når pisken ramte hendes ryg. Hendes krop var brændende varm. Sveden næsten dryppede fra hendes krop. Det var ikke muligt for hende at lufte flammen, så den ophobede sig i stedet i sit eget indre. For disse sekunder var Kimeya forsvundet, han eksisterede slet ikke i hendes sind, der var kun den smerte. Hun havde fået flere end Jaqia havde givet hende, nok fordi hun havde fundet ud af hvor meget hun egentlig kunne holde til. Før hun vidste af det slap lænkerne hende igen. Armene faldt slappe og ømme ned langs hendes side, hun mistede balancen og gik næsten i knæ, rev sig af den ru væg. Tårerne valgte hun igen at fortrænge, for hun ønskede slet ikke at give ham den ringe samvittighed. Yderst forsigtigt kom hun på benene, selvom det sved over hele kroppen ved den mindste bevægelse. I det store og det hele havde hun ingen energi, men hun var nødt til at gå selv, det vidste hun udmærket. ”Jeg mærkede det knapt nok,” hviskede hun sammenbidt, og skjulte end ikke at det var en løgn. Hun forsøgte at gribe efter kjolen, men opgav allerede efter at have forsøgt at strække armen. Hun stivnede på stedet, og rettede utrolig langsomt ryggen. For pokker hvor det sved! Hun nikkede blot til hans ord. Talen var alt for anstrengende lige nu, særligt fordi en hver bevægelse var direkte ulidelig. Ganske roligt begyndte hun at søge mod cellerne, selvom hendes skridt var omtrent ligeså langsomme som Kimeyas var med stokken, og hendes elegante gang var pludselige blevet til en direkte stiv holdning, der mest af alt mindede om et barn der havde lavet i bukserne. Selvom hun vandrede mere eller mindre nøgen, så frøs hun ikke, det havde om ikke andet givet hende varmen. Benene skælvede faretruende under hende. Hun var trods alt ret skrøbelig af fysik.

[Kimeya Marvalo]

Faith behøvede virkelig ikke skjule for Kimeya at hun havde ondt, for den samvittighed havde allerede påvirket ham så tydeligt, at man skulle tro at det var løgn, for det var det bestemt ikke, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, for.. hvad skulle han kunne gøre ved det? Jaqia havde sat dette som et tydeligt kriterium, og han havde ikke andet valg end at gøre hvad hun ville have ham til, også selvom han trygt kunne love hende nu, at det ville få de katastrofale følger i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Han vendte blikket direkte mod hende, som kæderne og lænkerne endnu en gang havde sluppet hende og ladet hende gå direkte i gulvet. Han vidste at hun havde ondt, så det var slet ikke noget som hun behøvede at skjule for ham, for han kendte hende for pokker da! Og det var slet ikke fordi at man kunne sige sig, at det var noget som gjorde det et hak bedre, for det gjorde det bestemt heller ikke. Nej, for den tanke var virkelig noget af det mest dræbende som han nogensinde havde været udsat for! Han tog hellere den smerte selv frem for at skulle tvinge hende igennem den! Han vendte blikket mod hende ved hendes ord, også selvom han vidste at det var endnu en løgn. ”Du behøver ikke forsøge at rette op på min samvittighed, Faith.” bed han hende af, selvom det var ganske dæmpet, for det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at bringe det op til en ny debat, for det ønskede han virkelig ikke. Han fulgte hende med blikket som hun gik mod cellerne. Han ville sidde der med hende til Jaqia dukkede op, også selvom han håbede at det ville være meget snart, for han vidste at det hele skulle gå ekstremt hurtigt! Han samlede hendes kjole op på vejen, som han kom lige efter hende. Selv hans gang var jo trods alt heller ikke den hurtigste mere, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket. Han vendte blikket mod hende, hvor han alligevel var så klar som han kunne være, for at skulle tage imod hende, i tilfælde af hvis hun skulle gå direkte i gulvet, for det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig! Han bed tænderne tydeligt sammen, hvor han virkelig bandede og svovlede i hans eget indre, for han var virkelig ved at være godt vred, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! Han vendte blikket mod hende. Han havde virkelig gennempisket hende, det kunne han da godt se, hvilket bestemt heller ikke gjorde det bedre for ham på nogen måde, selvom han et sted var for stolt til at vise det, så kunne han virkelig ikke gøre noget ved det af den grund. Han satte sin egen fart en smule op, så han kunne komme hende lidt i forkøbet og fik åbnet døren ind til cellen for hende. Han lagde kjolen på den vandrette tremme, så hun kunne tage den når hun var kommet ind. ”Jeg kan love dig for at det hele meget snart er overstået,” endte han sigende.

[Silia D. Diamaqima]

Jaqias kriterier havde været meget klare. Nu konkluderede Faith dog at hun var i slem nok forfatning, Jaqia havde intet at klage over. Kimeya havde aldrig været en blid mand, og han havde altid haft en fantastisk evne til faktisk at holde følelserne ude af den slags ting, hvilet han også havde formået denne gang. Hun kunne ikke bebrejde ham, for han havde jo gjort hvad han havde været tvunget til at gøre. Hendes gang mod cellerne var yderst usikker, de tynde ben truede direkte med at knække under hende, og lade hende falde direkte til jorden. Den smerte var blevet en del af hende, og sådan var det jo bare? At han bed hende af satte kun en følelse af at irritation, for han behøvede virkelig ikke at snappe af hende. Det var for pokker ikke ham der var blevet slået godt igennem? Et sted gjorde hun det vel også for rent faktisk at bide sin egen smerte i sig? ”Fint,” svarede hun bare kortfattet. Blikket var målrettet mod cellen der antog form for hendes blik. Døren stod endnu åben fra Kimeya havde lukket hende ud. Hun trådte ind i cellen. Nu hvor Kimeya havde lovet at blive der med hende, så var det heller ikke så slemt, men det krævede da også en lidt anden tone, hun kunne godt bruge hans omsorg, ikke en snapper! Blikket faldt mod kjolen en anelse usikkert. Det ville snart blive koldt, særligt fordi hun var smurt ind i sved og blod og tårer bogstaveligt talt, men den ville på den anden side blive ekstremt ubehagelig at bære. Hun greb yderst bestemt om den, og fik den hurtigt trukket over kroppen, selvom det resulterede i et utal af grimasser, og et hav af bandeord hvilende lige på tungen. Stoffet rev og sled i de åbne rifter, det var virkelig ubehageligt! ”Jeg har det fint, Kimeya," bed hun en anelse irriteret. Det var ikke fordi hun direkte ønskede at være sur på ham, men det havde bestemt ikke gjort hende i et virkelig godt humør, hvilket han vel også kunne forstå? Hun forblev stående stift, for jorden og væggene var bestemt ikke ligefrem rene og det sidste hun ønskede sig i øjebklikket var infektioner, det havde hun prøvet en gang før, og hun havde aldrig i livet været ude for noget så smertefuldt, det havde været første og eneste gang hun havde haft feber. Med alt dens ved, så måtte hun også erkende at hun følte sig lidt dehydreret, men hun ville ikke sende Kimeya hele vejen op af de forfærdelige trapper bare for at hente et glas vand til hende. Hun var stadig en smule forpustet, selvom hun tydeligvis forgav at det ikke påvirkede hende synderligt. Det var selvfølgelig ikke sandt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne udmærket godt se på hende at hun havde bestemt ikke havde det godt, og det var noget som i den grad også måtte påvirke ham. Kælderen i Marvalo Mansion var måske ikke det mest rene som man lige kunne komme over, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han betragtede Faith med en ganske sigende mine, og tydeligt også med en mindre bekymring, for han var faktisk bekymret for hende! Det var slet ikke fordi at han ønskede at snappe efter hende, men et sted så var det bare noget som forekom ham så naturligt i denne stund, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han havde lovet at blive i cellen sammen med hende til Jaqia kom, og det var noget som han også agtet at gøre det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, for det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han fulgte hende roligt med blikket. At hun selv skulle tage den tone overfor ham, var noget som faktisk irriterede ham, selvom han af den grund, virkelig forsøgte at skulle bide det voldsomt i sig, for han kunne virkelig ikke gøre noget ved det! Hun havde ondt og det var hendes forsvar, hvilket han vidste, selvom det irriterede ham, at hun ikke bare kunne stå ved tingene som det var, og sige, at hun faktisk havde ondt, når det var det som hun havde? Han humpede ind i cellen med hende, hvor han bare lod hende tage kjolen på, selvom han kunne se, at det tydeligt måtte være en smertefuld proces nok i sig selv, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sukkede stille og uden at slippe hende med blikket. ”Bare.. glem det Faith.. Du behøver virkelig ikke lyve for mig,” endte han dæmpet. Han stod fast på at han ville have taget imod de slag, hvis det var noget som han kunne, men det var bare ikke noget som var med dem på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han virkelig ikke gøre noget ved det. Han humpet hen til hende, hvor han lagde hånden under hendes hage, kun for at hæve hendes blik op mod sig. ”Mange af Nathaniels flasker står her endnu. Så snart Jaqia har været her, så finder jeg en salve som kan hjælpe dig med de sår. Jeg ønsker ikke at du skal have ondt,” endte han sigende, også fordi at det faktisk var ord som han måtte mene. Han ønskede virkelig ikke at se hende være så tilskadekommet, for det var bestemt heller ikke en tanke som han kunne have med at gøre. Det var noget som faktisk gjorde ondt på ham at se!