Home sweet home.

[Silia D. Diamaqima]

Dette var endnu en mur, og selvfølgelig skulle de nok få den brudt, det gjorde de hver gang, men hun var så uendeligt træt af at løbe ind i den ene mur efter den anden, hvis hun skulle have ham.. så skulle det være helt og aldeles, det skulle være uden at kaste ting efter hinanden, uden de hårde ord og kolde blikke, for det gjorde ondt på hende, og hun havde en idé om, at det også gjorde ondt på ham? Selvom han selvfølgelig ikke viste det på samme måde som hun selv gjorde. Det var faktisk lettende at snakke.. sådan havde hun ikke oplevet det før, men på sit vis så var hendes sind og sjæl vel bare fyldt til randen? Ude af stand til at tage imod flere tanker før hun valgte at komme af med de frustrationer som havde bygget sig op, siden hun var endt hos Camille og Isaiah? Men hvordan kunne hun sætte ord på følelserne? På de mange tanker hun gjorde sig? Desuden havde hun slet ikke lyst til at plage ham med sin lange livshistorie. Blikket gled en anelse i ved kysset, for hun nød kun når han endelig kom så tæt på hende, det var noget hun havde savnet, den tryghed som han formåede at skænke hende. Et stille smil prydede de rosa læber. ”Bedrevidende fjols,” rettede hun med en lidt bestemt tone. Nu hvor han var syg og ikke havde den mest fjerne idé om hvem de forskellige måtte være, så var det faktisk en tanke der gjorde ondt, for han havde altid været der, og nu måtte de pludseligt klare tingene selv? Det gik for alvor op for en hvad man havde, når man stod til at miste det. Den følelse havde hun selv stået med mere end en gang, desværre havde hun også givet den videre til deres børn, hvilket var noget som hun måtte fortryde, de kunne jo bare se på Cayla, og hvordan hende og Junior nu var endt. Faith sukkede tungt. Hvorfor virkede alt så umuligt?! Tanken om at hun havde formået at vælte ham af pinden med de kvindelige list, var noget der morede hende, ikke mindst fordi hun havde haft selvtilliden til at gøre det. Den var væk den dag i dag. Hun ville ønske at hun endnu var i stand til blot at smide alle klæderne, og nyde at han betragtede hende, før hun ville krybe op i sengen til ham. Desværre var hun ikke sikket på at hun ville kunne få sig til det. En tanke slog ned i hende ved hans ord. ”Vi er nødt til at snakke,” påpegede hun kortfattet og mente det tydeligvis alvorligt. Det var aldrig noget der før var kommet fra hendes læber, for hun havde altid forsøgt at undgå samtalerne, men det ikke udsættes. ”Jeg ved hvad jeg vil, Kimeya. Jeg ønsker at kunne give mig hen til dig igen,” hviskede hun blidt. Yderst forsigtigt nærmere hun sig hans læber, og plantede det flygtigt kys, før hun atter trak sig, mest for ikke at træde ham over tæerne og for ikke at forhaste sig.

[Kimeya Marvalo]

Det var alt for mange hindringer som de mødte, og det var selv noget som Kimeya var træt af at de skulle møde konstant. Hvad han dog ønskede mere end noget andet, så var det helt klart muligheden for at slå sig ned og bare.. falde til ro med kvinden i sit liv, selvom han virkelig var træt af at møde den modstand, for det blev virkelig hårdt og han blev gammel. Der var faktisk også grænser for hvad han kunne holde til i længden! Han nød faktisk af tanken om at han kunne beskytte hende og passe på hende, også selvom det var noget som skete så frygtelig sjældent, så var det bare noget som bare måtte være i den anden ende. Han magtede bare ikke alle de kampe, for det var noget som helt klart tog skræmmende hårdt også på ham, og det var heller ikke noget som han kunne fortsætte med at ignorere. Han smilede let ved hendes ord, også selvom han vidste at Nathaniel ikke var så meget værd mere. Han frygtede vel selv at manden var ved at stille træskoene, for det blev kun værre og værre. ”Troede han,” endte han med et stille smil på læben. Han blev siddende ved siden af hende og endnu med den ene arm hvilende omkring hende, for hun var virkelig den kvinde som betød mest for ham i hans liv, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Deres fejler med hinanden var kraftigt gået ud over børnene, hvor han kun havde hørt om det som var sket med Cayla og Junior, hvilket faktisk gjorde ondt, for han vidste, at meget af det, kun måtte være på grund af dem, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre for ham – tvært imod, så var det noget som gjorde ondt. Han vendte blikket mod hende endnu en gang, som han blev siddende tæt ved hende og uden at skulle tage blikket fra hende igen. Hendes ord var noget som lettede ham, for det var også noget som han havde brug for at høre. De kunne jo godt snakke, det var jo noget som de beviste for hinanden i denne stund, så hvorfor havde de ikke bare gjort det noget før?! Kysset mod hans læber, var noget som han tydeligt kunne mærke, også selvom det var så.. blidt og næsten forsigtigt, så var det bestemt heller ikke noget som han havde noget imod. Hans greb låste sig en anelse mere omkring hans kæbe. Han havde ingen anelse om hvornår Jaqia kunne finde på at dukke op, så det var virkelig bare at nyde hvert et øjeblik, som det nu skulle være. ”Pas på med hvad du ønsker dig Faith.. Det kan ende med at gå i opfyldelse.” Han førte hendes blik mere op mod sig, idet han lænede sig mod hende, kun for at skænke hende et mere.. selvsikkert og dybt, ikke mindst længselsfuldt kys.

[Silia D. Diamaqima]

De elskede hinanden det var for pokker da tydeligt, og derfor forstod Faith sig ikke på, hvorfor de konstant skulle løbe ind i den mur. Tanken irriterede hende ganske enkelt, for nu havde de efterhånden kæmpet for dette i så mange år. Nathaniel havde altid været dem en hjælp, men nu måtte selv den mand melde fra. Tanken om at tiden måtte rende ud for ham, gjorde kun ondt, og særligt fordi hun kunne fornemme hvor meget det faktisk måtte slide på Liya, og den kvinde havde i den grad nok at tænke på. Faith nikkede blot stilfærdigt til hans ord. De havde både formået at ødelægge dem selv og deres børn ved alt dette, og den tanke var en hun måtte afsky! Det var virkelig sjældent at de faktisk sad og snakkede som dette, men hun måtte faktisk erkende at det måske ikke var så svært som hun ellers plejede at synes, men han virkede hverken bebrejdende eller bedrevidende, han lyttede faktisk til hende. Blikket hvilede i hans, yderst spørgende for hun vidste jo udmærket at hun havde taget et stort skridt på vejen, men fristelsen var blevet for stor, og særligt nu hvor han faktisk sad så tæt på hende. Tomlen strøg stille over hans kind. Nu gjorde de det igen. Visse ting ændrede sig aldrig, selvom de virkelig burde lærer efterhånden. Måske Jaqia kunne finde på at dukke op når som helst, og at hun burde sidde nede i kælderen til den tid, men hvad pokker.. det var virkelig ikke noget som hun måtte skænke en tanke i øjeblikket. På grund af det mere faste tag omkring hendes kæbe, formåede hun ikke at trække sig helt. Hendes hjerte hamrede ualmindeligt hurtigt mod brystet. Følelsen af hans læber prikkede mod hendes egne, for det havde virkelig været savnet! ”Jeg tigger og beder til den dag kommer," hviskede hun næsten stakåndet. Uden at tøve det mindste gengældte hun det kys han skænkede hende præget af varme og længsel. Hånden sneg sig mod hans nakke, og trak ham tættere på sig i ren og skær desperation efter at føle ham. Desværre glemte hun alt for hurtigt det manglende ben, han kunne ikke komme så tæt som hun ønskede det. Blikket var netop gledet i, mens hun var faldet til ro, da det endte med at banke på døren. Hun brød kysset omgående, og blev direkte hvid i hovedet. Kunne Jaqia finde på at dukke op uanmeldt, eller var det blot hendes budbringer. Hendes næsten skrækslagene blik, afslørede vel også tydeligt hendes bekymring, og hvilke tanker hun gjorde sig i øjeblikket. Det var bestemt ikke sådan hun havde ønsket sig at det skulle gå, det var helt sikkert!

[Kimeya Marvalo]

Gang på gang måtte de møde den mur, og det irriterede virkelig Kimeya efterhånden, også fordi at han virkelig ønskede at snakke med Faith om tingene og specielt nu hvor hun faktisk viste muligheden for det, og at hun faktisk var interesseret i at lytte til ham, for det var også noget som han efterhånden havde brug for at få bekræftet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. De grågrønne øjne hvilede på hendes skikkelse, også selvom de var endt med at sidde så tæt på hinanden, om det var noget som man ville det eller ikke. Faith var virkelig det kæreste i hans liv foruden hans børn, og det var aldrig noget som havde ændret sig for hans vedkommende, og det ville det bestemt heller aldrig nogensinde! Han kunne sagtens lytte og han kunne sagtens forsøge med at forstå hende, for han vidste udmærket godt, at dette var helt og holdent hans egen skyld, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han elskede hende virkelig, og det havde aldrig nogensinde forandret sig, selvom han nu måtte sige sig at være utrolig meget anderledes end da han havde mødt hende, men det behøvede bestemt ikke være nogen dårlig ting! Hendes ord fik ham til at smile, for et sted så beviste det jo bare for ham, at dette også var noget som hun ønskede, og selvfølgelig var det noget som gjorde det hele til noget ganske særligt, også for hans vedkommende, for han nød virkelig af den tanke! Hovedet lod han søge let på sned. ”Udmærket.. Så lad mig hjælpe det hele bare lidt på vej,” endte han sigende og med det blide smil, som han lod læberne møde hendes i et dybt, dog tydeligt længselsfuldt kys. At hun lagde hånden i hans nakke, var bestemt heller ikke noget som han havde noget imod, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig med den arm som han havde omkring hendes slanke og lille skikkelse. Det var som tomrummet i hans sind blev fyldt som aldrig nogensinde før og han følte den.. form for indre fred, hvilket var noget som han rigtig godt kunne lide. Han fik dog et chok, da det bankede på døren, idet han hurtigt trak sig. Han vendte blikket mod døren, hvor hans mine direkte havde forandret sig til noget helt andet. ”For helvede da, ikke nu!” Han rejste sig op, også selvom det gik så hurtigt, at han knapt nok selv kunne følge med, idet han greb ud efter sin stok. Han vendte blikket mod Faith endnu en gang. Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. ”Kære, gå ned i kælderen og bliv der til jeg henter dig.. Jeg har fået nok af det her nu,” endte han ganske stilfærdigt. Hans mine afslørede kun at han mente det hele i ramme alvor, for der var selv grænser for hvad han fandt sig i, i hans eget hjem!

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde endnu ikke afvist ham på noget tidspunkt i løbet af denne aften, hun havde lyttet til ham, og faktisk forsøgt at rodet blot en smule bod på tingene. Det lod om ikke andet til at give pote i den anden ende. Det var endt med at sidde helt tætte hvilken var en tanke hun virkelig måtte elske! Følelsen af hans læber mod hendes bragte en følelse af ro og tryghed. Hun klamrede sig en anelse mod ham, selvom de endnu måtte sidde på hver deres plads. Det havde hun ventet længe på, at give efter for alt den længsel hun måtte bære. At øjeblik så drastisk skulle ende på grund af forstyrrelser, var virkelig noget der irriterede hende. Det var typisk! Der skulle altid dårlige afbrydelser til! Det lod til at han blev ligeså irriteret. De kunne tage det op senere, for hun var bestemt ikke færdig! Al farve var svundet bort fra hendes ansigt. Hvis det var Jaqia der stod personligt på døren, så var de i enorme problemer, eftersom hun endnu ikke havde fået de piskeslag, som Kimeya ellers havde lovet. Det at de var blevet afbrudt havde bestemt formået at ødelægge hendes ellers fremragende humør, nu hvor hendes hjerte var lettet blot en anelse. De fik bare ikke lov! Hun sukkede tungt, og klappede blidt Kimeya på låret, som tydeligt tegn til at de nu måtte falde tilbage i deres normale roller. Kimeya var dog betydeligt irriteret. ”Senere kære,” forsøgte hun næsten trøstende. Selv havde hun rejst sig, og taget tallerkenen med ud i køkkenet, kun for at gemme den af vejen. Hun havde ikke tænkt sig at gå imod ham, også selvom hun ikke havde den mest fjerne idé om hvad han mente med at han havde fået nok, et sted så bed hun sig heller ikke rigtigt fast i det. Med hastige skridt søgte hun ned mod kælderen, hvis klamme, fugtige favn greb om hende, og holdt hende indespærret i det evige mørke. Hårene på hendes arme rejste sig, og efterlod hende kun med et fast bankende hjerte, hun hadede virkelig dette sted! Der var dog ikke megen tid til at tænke over det. Nøglerne hang på krogen ikke langt fra hende, hun greb om dem, og lukkede sig selv ind i cellen hvorefter hun låste af, og kastede nøglerne så langt væk fra sig, så det ikke ville se direkte mistænkeligt ud. Først her faldt hun en anelse til ro, og lyttede efter Kimeyas stok. Hun skælvede. Der var koldt og mørkt. Hun sank en klump, lod blikket glide i, og tiggede og bad til at han ville skynde sig, for hvert sekund måtte dette sted, var i den grad nok til at hylde hende ud af den, desuden var hun stadig irriteret over den pludselige afbrydelse. Et sted kunne hun vel også bare tigge og bede til at det ikke var Jaqia, for først der ville de være i store vanskeligheder.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ønskede virkelig at finde ud af det hele nu, specielt hvis det var en mulighed som han havde fået, i og med at Faith faktisk lyttet til ham, så var det selvfølgelig ikke noget som han ønskede at lade sig passere på denne her måde, om det nu var noget som man nu ville det eller ikke. Så spørges det jo selvfølgelig om det måtte briste eller bære, men han foretrak faktisk en afslutning som venner frem for det modsatte, for det var jo også tydeligt for ham, at hun heller ikke var i stand til at give slip, og det ene og alene, var også noget som gav ham blod på tanden! Kysset og det at mærke hende så tæt på sig igen, var noget som fyldte hans indre med en varme uden lige, også fordi at det var noget som han virkelig havde savnet efterhånden, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket, så var det jo bare sådan at det måtte være når alt endelig måtte komme til alt. At de så alligevel skulle ende med at blive forstyrret, var en tanke som ganske enkelt måtte pisse ham af, for det var bestemt heller ikke retfærdigt set i hans øjne! Tanken gjorde ham direkte vred, for det var jo bare så typisk at det hele skulle ske når de endelig var ved at finde ud af tingene! Han vendte blikket mod hende. Det var ikke fordi at det var hende som han var irriteret på, for det var det ikke. endnu en gang bøjede han reglerne for hendes skyld, også selvom det var noget som han gjorde uden at skule tøve det mindste, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han nikkede sigende til hendes ord. ”Senere ja.. Kom af sted,” endte han ganske kortfattet, som han greb omkring sin stok for at komme op på benene. Han regnede ikke med at det var Jaqia, for hun plejede aldrig at komme uanmeldt.. Ikke første gang om ikke andet, så han regnede ikke med det, men man kunne jo aldrig vide, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit også for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være. Han så til at Faith søgte direkte mod kælderen. Han skulle nok sørge for at gøre dette kort, også for hendes skyld. Han bevægede sig mod den store dør, for at få den op, også selvom det var en vandring som han tog på temmelig lang tid, for det var faktisk ikke nemt med kun et ben! Han tog i håndtaget og fik døren op. ”Ja?” endte han ganske kortfattet og med en tydelig irritabel stemme, for han var virkelig, virkelig irriteret!

[Silia D. Diamaqima]

Faith forsøgte at kontrollere sine åndedrag. Et sted kunne hun vel ikke gøre andet end at nyde dette? Det var som i gamle dage, ham der måtte bøje reglerne for hende, og hende der spontant måtte løbe på den måde gennem hele Marvalo Mansion. Måden adrenalinen måtte blive pumpet rundt sammen med hendes blod,l var næsten noget hun havde savnet. Hun havde altid været en eventyrprinsesse, og det havde ganske vidst bragt nogle uheldige situationer med sig, men på den anden side så havde hun da fået nogle fantastiske stunder ud af det. Hun sukkede tungt, og lod blikket forblive i skjul. Mørket gjorde hende utryg, og eftersom cellerne var magi sikrede, havde hun ingen mulighed for at kaste lidt lys over tingene. Hendes arme hang slapt ned langs hendes side, hendes næver var så hårdt knyttet at knoerne var blevet hvide. Hun havde klamme kælderrum, hvilket Kimeya eftersom havde fundet ud af. Den vamle duft mindede hende om skyggens ånde, den kolde favntag mindede hende om, når han trak hende ind til sig, og hun ikke havde nogle vegne at flygte hen, ingen mulighed for at se det mindste, blændet af det mørke. Hun skælvede, også selvom hun ikke var klar over hvor meget. En ting var dog sikkert – hun var aldrig overlevet at skulle sidde i kælderen i Castle of Darkness. Hun lod atter blikket træde frem, med en kraft der altid kom til syne i mørket, netop fordi de lyste op på den måde som de gjorde. Hun var nødt til at tage sig sammen, for Jaqia var virkelig ikke nem at narrer. Hun satte sig ned med ryggen til muren, og stirrede tomt ud i mørket. Det ville ikke hjælpe at gå i panik, det vidste hun jo godt, så hun måtte slå kold vand i blodet, selvom det ikke var hendes stærkeste side.
Den sølle budbringer stod uden for døren til det store mansion, og ventede tålmodigt på at Mr. Marvalo skulle lukke op for ham. Han rømmede sig idet døren gled op. Manden så direkte irriteret ud, i sit stilel sind erkendte han, at han ville have været i langt bedre humør hvis det var hans kone der var blevet taget til fange.. så ville han være fri for den plage, desuden havde Faith et ry for at være en strigle. Han sagde dog intet af dette højt. ”Mr. Marvalo. Jeg kommer på vegne af Deres Majestæt Jaqia Anglérax,” han bukkede høfligt for manden, han var trods alt greve i landet, og fortjente den respekt. ”Hun ønsker at se Dem når solen går ned,” fortsatte han roligt, og overrakte ham en pergament rulle hvor detaljerne stod, før han atter bukkede, næsten ventende for en tilladelse til at han ville kunne gå.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt, at dette virkelig var at løbe en risiko, for Jaqia var bestemt ikke nem at narre. Det var nok nemmere med en som Memphesto, men alligevel. Uanset hvad, så var det ham som der var snak om, og uanset hvilken strigle Faith kunne være, så.. elskede han hende. Han elskede hende mere end det som han ville være i stand til at elske nogen andre, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Blikket gled direkte mod den sølle budbringer. Et sted så var det noget som lettet hans hjerte, men igen, så regnede han ikke at se Jaqia før solen ville gå ned, i og med at hun havde den race som hun havde. Desuden havde hun været skræmmende stille igennem det sidste tid, så selv ikke han vidste hvad der egentlig skete rundt omkring, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans mine udstrålede direkte, at han var meget irritabel. Det kunne være at han stod med en stor betydning for landet, men selv for ham var der grænser for hvad han ville finde sig i. Han lyttede dog til ordene. Allerede nu når solen gik ned? Det gav ham en hel dag med Faith også selvom han vidste hvad han var tvunget til at gøre ved hende, før han kunne gøre noget som helst andet, også selvom han vidste at det ikke var noget som gjorde det meget bedre. Pergamentrullen tog han roligt til sig og uden at slippe ham med blikket, som han forsøgte at se direkte igennem ham. Han fnøs ganske kortfattet og nikkede så. ”Udmærket..” endte han ganske kortfattet. Han kunne dog godt lide at manden tiltalte ham med den respekt, også fordi at det slet ikke var noget som man kunne sige, at han var vant til mere, hvilket et sted i den grad også måtte gøre ham frygtelig irritabel, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At manden bare blev stående, fangede dog hans opmærksomhed endnu en gang, hvor han vendte blikket mod ham igen. ”Hvad bliver du stående der for? Smut!” endte han med en fast tone, som han selv valgte at søge indenfor igen, kun for at smække døren i direkte efter sig. Han støttede sig op af døren, idet han foldede pergamentrullen igennem, kun for at læse den igennem. Han sukkede direkte opgivende og slog hovedet kort ind i døren, mest af alt for at finde muligheden for at slå koldt vand i blodet, for nemt var det bestemt heller ikke! Han rullede den sammen igen, kun for at søge ned mod kælderen, selvom turen ned af trappen gik skræmmende langsomt! Og han hadede det virkelig, også fordi at han vidste hvor meget Faith hadede at være dernede! ”Faith?” kaldte han med en sigende mine, vel selv et klart svar på, at det som var sket oppe ved døren, på ingen måde var en god ting.

[Silia D. Diamaqima]

Budbringeren stirrede blot på Kimeya, yderst afventende for tilladelse til at gøre. At døren så blev smækket i fjæset på ham, var slet intet nyt.. somme tider kunne det virkelig være en plage at arbejde for dronningen som budbringer. Han sukkede og himlede med øjnene, før han vendte ryggen ti og drog tilbage mod slottet.
Jaqia var farlig, mere farlig end Memphesto nogensinde havde været, og derfor måtte de tackle det her lidt anderledes. Kimeya vidste hvad han var tvunget til at gøre ved hende, og hun vidste at det ikke var noget han kunne løbe fra. Det eneste ærgerlige hun så omkring piskeslagene var tanken omkring de ar det ville føje til hendes krop, men foruden det så kunne hun tage det, det ville bestemt ikke være første gang. Så lang tid han ikke tvang hende til at sidde på dette sted, så skulle hun bestemt ikke klage, for det var virkelig det eneste der formåede at hylde hende ud af den. Det irriterede hende at hun ikke havde den mest fjerne idé om hvad der skete oven på, hun havde ingen idé om det var Jaqia der var endt med at dukke uanmeldt op, og den tanke gjorde hende direkte urolig, de havde trods alt udnyttet tiden sammen på en lidt anden måde, end det som hun havde sad Kimeya overfor. Lyden af hans stok nåede hende langt tid før hans egen stemme gjorde det. Han talte ikke med nogen, derfor valgte hun at gå ud fra, at det var Jaqias budbringer der var kommet og ikke Jaqia selv, og den tanke lettede hende kun. Hun åndede lettet ud, selvom det var yderst kortvarigt. Kimeyas tone i kaldet, afslørede for hende at det bestemt ikke drejede sig om gode nyheder, hun kendte ham jo efterhånden. I en smidig bevægelse fik hun atter rejst sig, og gik mod tremmerne kun for at følge hans skikkelse med blikket. Mørket blændede hende, og normalt ville det have gjort hende rædselsslagen, men om ikke andet vidste hun at det var ham og ikke en anden, hvilket alligevel gjorde hende mere rolig. Hun bed sig en anelse uroligt i den halvtørre underlæbe. Vejret var slet ikke godt for den slags! Nu hvor han var hernede igen, så kunne hun også tillade sig selv at falde lidt til ro. ”Hvorfor fornemmer jeg dårligt nyt?” spurgte hun sig selv, ligeså meget som ham, for det var vel næsten et retorisk spørgsmål? Svaret lå der allerede. Hun himlede med øjnene. Det kunne vel heller ikke være så slemt? Blikket faldt mod pergamentrullen i hans hånd. ”Kan du ikke sørge for lidt lys?” spurgte hun roligt. Nysgerrigheden overvældede hendes sind og tanker. Dette var jo nøjagtigt ligesom i gamle dage.. måske en ny start slet ikke ville være så kompliceret?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya brød sig på ingen måder om denne situation, også fordi at han vidste at Jaqia ville være langt sværere at snyde, men at bede ham om at piske og torturere, samt straffe den kvinde som han elskede mere end det som han kunne elske nogen anden, var virkelig at presse citronen til det yderste, for det kunne han virkelig ikke få sig selv til, om det var noget som man nu ville det eller ikke! Med rullen godt knyttet i hans hånd, selvom han var mest fristet til at kyle den af helvede til, og benægte at han nogensinde havde fået den, selvom det nu heller ikke var muligt for ham. Turen ned i kælderen var noget som tog ham ekstremt lang tid, for det var svært nok at gøre det når man kun havde et eneste ben, og så måtte det jo bare være sådan at det var, for han brød sig bestemt heller ikke om det uanset hvad! Han var godt kendt med mørket, også fordi at det var det som hans tilværelse havde været fra Faith havde valgt at forlade ham, men det var nu heller ikke noget som han ønskede at tænke på nu, for hun var der jo trods alt. Han nåede stille cellerne, hvor han vendte blikket mod hende. At hun havde låst og det hele, var noget som han var glad for, for han stolede på ingen måder på Jaqia, om det var noget som man ville det eller ikke. det kunne godt være at han havde respekten for hende, men et sted var det vel af.. frygt et sted? Om det var noget som man ville det eller ikke. ”Fordi det her næppe er gode nyheder. Det var Jaqias budbringer.. Hun kommer allerede når mørket falder på,” endte han sigende. Han behøvede kun at kigge op på faklerne, idet at de direkte brød op i de klare flammer og oplyste hele salen. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at lade hende sidde der, for det var slet ikke noget som han ønskede sig. ”Hvor har du fået smidt nøglen hen?” Han så sig let omkring, også selvom det faktisk var svært nok for ham i det hele taget at få øje på den, for stedet var for det første stort, der var mange steder den kunne gemmes, og kendte han Faith ret, så havde hun bare smidt den af helvede til, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han rystede let på hovedet. ”Lad os få dig ud..” endte han sigende, som han humpede hen til tremmerne, hvor han ved hjælp af magi fik låsen til at gå op igen, så hun kunne komme ud. Han klamrede pergamentrullen ind i hans hånd, for han ønskede bestemt heller ikke at gøre det ved hende, som han faktisk var blevet pålagt til! Han hadede virkelig den tanke!

[Silia D. Diamaqima]

Jaqia var ikke til at snyde, og Faith ville end ikke forsøge på det, hvis ikke det havde været fordi at dronningens krav var direkte urimelige! Selv hendes landsforvisning havde jo været direkte uretfærdig, hun havde absolut ikke gjort noget som helst forkert! Hvis dette var en lektie, så var det virkelig for længe siden, hun havde gået i skole! Lyden af Kimeyas stok var noget der et sted beroligede hende, mest fordi hun i så fald var klar over, at hun ikke længere sad i det mørke kælderrum alene. Først da han endelig kom forholdsvis tæt på hende, var hun faktisk i stand til at betragte ham. Pergamentbindet i hans hånd, var dog noget som formåede at gøre hende urolig, for hans mine afslørede kun at det bestemt ikke var godt nyt. Nøglen var gledet væk, hun havde ikke rigtigt set hvor, men det ville ikke have været synderligt troværdigt, hvis ikke der havde været låst af, desuden måtte hun ikke have haft muligheden for at kunne nå nøglen. Faith åndede lettet ud idet han lod faklerne brænde med det lystige lys. Ilden gjorde hende tryg, også selvom hun ikke var i stand til at gøre meget brug af den herindefra, hvilket var noget der allerede var begyndt at irritere hende i en voldsom grad. Hjertet sank et sted i hendes mave ved hans ord. Det drejede sig jo kun om timer?! Med andre ord de kunne ligeså godt få det overstået. Hun sukkede direkte opgivende, og kastede blikket mod en tilfældig væg. ”Så er der ingen tid at spilde,” påpegede hun med en langt mere stram tone, end den hun havde brugt overfor ham for blot et øjeblik siden. Det var selvfølgelig ikke hans skyld, og hun var bestemt heller ikke vred på ham, men tanken om hvad der skulle ske plagede hende.. hvorfor pokker skulle deres små øjeblikke altid afbrydes af sådanne ting?! ”Jeg har ingen idé,” svarede hun en anelse fraværende, for nøglen var det sidste hun tænkte over i øjeblikket. Hun nikkede stille, og ventede roligt på at han fik cellerne op ved hjælp af magi. Uden at tøve det mindste trådte hun mod ham. Den celle gav hende myrekryb! Det løb hende koldt ned af ryggen! ”Lad os få det overstået,” endte hun stille. Hun var måske atter blevet en anelse stram, men det var slet ikke fordi at hun bebrejdede ham, det var kun hende selv at være vred på. ”Fortæl mig hvad der står,” opfordrede hun, og slog blikket mod pergamentet i hans hånd. Hun var måske nysgerrig, men samtidig vidste hun jo allerede hvad der stod, og hvad han måtte gøre, hun nød ikke ligefrem tanken, men for pokker.. det var en smal sag i forhold til så meget andet, så mon ikke at hun kunne klare sig igennem det?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya brød sig på ingen måder omkring det som stod i pergamentrullen, men han kunne bestemt heller ikke fortsætte med at se bort fra, at han var nødt til at gøre noget ved hende, som han bestemt heller ikke havde lyst til, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det heller ikke fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved. At se Faith i cellen foran ham, var noget som mere end nok var en kniv i hans bryst, selvom den kun blev værre ved tanken om hvad han var nødt til at gøre ved hende, for at stille hans egen dronning tilfreds. Før i tiden ville han slå ihjel for at undgå det, og… endnu en gang, var det en tanke som steg ham til hovedet. Måske.. var det faktisk muligt? Han vendte blikket sigende mod Faith endnu en gang, som han havde fået gang i faklerne som fyldte store dele af det store kælderrum. Selv kælderen i Marvalo Mansion havde han brugt årevis på at finde ud af, men det var nu bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved ellers, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han nikkede til hende. ”Nøglen skal jeg nok finde.. Ellers kommer hun helt sikkert til at stille spørgsmål, og det ønsker jeg ikke.” At hun bare ville have det overstået så hurtigt som muligt, var noget som han udmærket godt kunne forstå, om det var noget som man ville det eller ikke, så var han faktisk en ganske forståelsesfuld mand dybest set, selvom det ikke var noget som særlig mange regnede ham for at være. Han nikkede stille og vendte blikket mod hende. ”Det er virkelig ikke fordi at jeg har lyst,” endte han dæmpet. Han var virkelig vred i det indre, at det kunne eksplodere! Han hadede sig selv ved tanken, og han vidste, at det var en tanke som Cedric også måtte dele med ham, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det bedre for ham på nogen måde, for han hadede det virkelig! Han vendte blikket mod pergamentrullen som hvilede godt i hans hånd. ”Det er en dagsorden af en slags.. Forventninger til den tilstand som hun forventer at finde dig i, deriblandt.” Han rystede på hovedet og rakte den til hende, så hun selv kunne læse den. Så længe at de kunne snakke om tingene, så var det også meget nemmere for ham i den anden ende, også fordi at det bestemt heller ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Skal jeg finde pisken frem?” endte han sigende. Den lå jo ikke just i dette kammer, men længere nede af gangen – i nærheden af det lille kammer som Nathaniel havde fået tildelt. Han skulle derind og kigge – håbede og bad til at den lille flaske som han havde i hovedet, faktisk måtte stå der, for han vidste at det ville gå galt.

[Silia D. Diamaqima]

At sidde der i en celle var noget hun direkte måtte afsky hvilket også stod overalt i hendes mine. Hun kunne sågar se at synet påvirkede ham, også selvom hun slet ikke tænkte videre over det. I gammel tid ville de ikke have tøvet med at slå kvinden ihjel, de havde virkelig altid været villige til at gøre alt for hinanden, men denne gang var det ikke muligt. Tanken irriterede hende næsten. Jaqia var blevet irriterende, hun havde glemt sin sans for retfærdighed, Faith havde valgt at respektere hende som dronning, selv efter at hun havde stjålet styret fra hende, snydt hende som noget der var løgn, den eneste grund til hun ikke havde ordnet en form for hævn, var tanken om at hun jo slet ikke ønskede den trone på nogen måde, men det var virkelig ved at blive for meget. Hvilke tanker der eksisterede i Kimeyas sind, havde hun virkelig ikke den mest fjerne idé om. Han virkede spekulativ, men hun gik vel et sted bare ud fra, at det skyldtes de ting han var tvunget til at gøre ved hende? Hun nikkede stille. Nøglen var røget af helvedes til, mest fordi hun vel havde været en smule panikslagent.. ikke at hun nogensinde ville indrømme det, men hun hadede dette sted mere end noget andet. ”Selvfølgelig ikke,” hun fangede noget på gulvet, der spejlede sig i lyset fra de fakler som han havde fået antændt. Roligt bukkede hun sig ned og samlede nøglerne op, kun for at hænge dem på krogen ikke langt fra cellen og dog langt nok til at den fangede ikke ville kunne nå den, men opnå en frustration over at have den så tæt på. Hun vendte sig mod Kimeya. Der var ganske vidst intet smil eller noget direkte varmt blik. Hun nikkede stille. ”Du skal ikke tænke på det Kimeya. Jeg ved at du ikke lyster, men det er nu engang sådan som landet ligger,” påpegede hun stille. Hun havde altid haft en umådelig evne til at virke fuldkommen ligeglad med sådanne ting, selvfølgelig nagede det hende, men så igen – hun havde virkelig prøvet værre ting end et par piskeslag. ”Det lyder ikke lovene,” mumlede hun og tog imod pergamentrullen. Hun foldede den ud, og lod egentlig bare blikket glide over, hvilket var mere end rigelig. Den sidste rest af farve i hendes kinder, svandt bort. ”Vi har travlt,” konkluderede hun med en direkte tør og intetsigende tone. Faith foldede den atter sammen, og lod endnu et suk forlade hendes læber, der alligevel lod sig trækkes i et lille smil ved hans spørgsmål. Når han fremstillede det sådan, så lød det virkelig som om de havde helt andre planer med den.. men hvorfor ikke, de kunne vel ligeså godt få det bedste ud af det? Det var dog ikke tanker hun sagde højt. ”Gør du det kære. Jeg kan gøre mig klar,?” foreslog hun roligt. Igen det lød mere som nogle mere.. fantasifulde stunder end det lød som direkte tortur.

[Kimeya Marvalo]

Tanken om det Kimeya var tvunget til at gøre ved hende, var bestemt heller ikke noget som han var meget for. Faith var kvinden i hans liv, og det var en tanke som han slet ikke havde været i stand til at skulle slippe på nogen måde, og han ville nok heller aldrig nogensinde lære det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. De grågrønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Så smuk som hun var, for det var jo ikke engang en løgn. I hans øjne, var det bare en skam, at det ikke var noget som hun ikke kunne se selv, og nu hvor det var disse tanker som han gjorde sig, så var han faktisk usikker på om han overhovedet ville være der til at lade hende se det selv. Han lod hovedet søge let på sned. At hun havde været så panikslagen at hun bare havde kastet den af helvede til, var noget som direkte morede ham, selvom han nu heller ikke sagde det højt, for et sted, så var han vel også bange for at hun ville lukke i som en østers overfor ham endnu en gang? Og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt, som han rakte hende pergamentrullen og lod hende læse den igennem. Han vidste at hun havde været udsat for mere og værre ting end noget så simpelt som piskeslag, men hvad Jaqia regnede af ham, var virkelig umenneskeligt! ”Hvert et slag jeg skal skænke dig, har den samme effekt på mig!” endte han tydeligt frustreret. Ikke engang fordi at det var ord som han direkte tænkte over, for det var egentlig bare noget som skete. Han ønskede virkelig ikke at slå hende. Tvært imod, så ønskede han hellere at tage imod de slag for hende, for det ville han få langt mere ud af i den anden ende – en form for.. tilfredsstillelse, fordi at han faktisk havde været i stand til at beskytte hende og passe på hende? Han havde taget imod slag for hende før, og han gjorde det mere end glædeligt igen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At hans ord kunne tolkes i den retning, var slet ikke noget som han havde tænkt over, for han var bestemt ikke i det humør lige nu! Han hævede hånden og strøg den roligt mod hendes kind. ”Det tager mig ikke lang tid.. Vent her..” Han lænede sig frem, skænkede hendes læber et blidt kys, idet han vendte om og humpede ud af rummet og videre ned af gangen – mod både Nathaniels kammer og torturkammeret som lå lidt længere væk. Først ind på Nathaniels kammer for at finde den flaske. Han gennemsøgte hylde for hylde, og uden at finde noget, men… der var den jo! Et tilfredst smil gled over hans læber, idet han tog den til sig og læste på etiketten. Jo det var den. Han lagde den i lommen og humpede videre ned for at finde piskene frem. Han ønskede det virkelig bare overstået nu.

[Silia D. Diamaqima]

Kimeya havde taget slagene for hende gang på gang, det kunne hun ikke tillade endnu engang, nu måtte det for pokker være hendes tur til at tage slagene, desuden så nagede det hende slet ikke så meget som det lod til at gøre med ham. Hun forstod ham godt. Havde det været en omvendt situation, ville hun for pokker hellere selv går i døden, end at skulle gøre skade på ham. Men igen – landet lå som det lå, og de lå som de havde redt, så hun ville bestemt ikke give sig tid til at brokke sig over det. Det var vel bare at prøve at få det bedste ud af det, selvom det i sig selv ikke var så nemt. Hendes hår var uglet, hun følte sig stadig en smule fedtet efter de mange pandekager, og det havde været en lang tur dagen i forvejen, så hendes hår lignede noget der var værre end en fuglerede. Hun følte sig ikke smuk på nogen måde, men i øjeblikket kom det kun som en fordel, for Jaqia ønskede tydeligvis at se hende i en miserable forfatning, hun var jo trods alt en fange, hvilket hun udmærket var klar over, men hun kunne ikke fordrage tanken af den grund. Hånden lod hun stille søge over Kimeyas kind. ”Ikke tænk på de sådan. Det er ikke så slemt,” forsøgte hun, selvom de begge vidste at det var løgn. Hendes mine var igen blødt en anelse op, mest fordi hun ikke ønskede at se ham sådan. Kinden faldt mod hans hånd. Tanken om hvad der skulle ske var slet ikke noget der morede hende på nogen måde, derfor forsøgte hun vel at finde bare en ringe trøst, i de misforståede ord. De kunne jo ligeså godt få det bedste ud af det, for faktum var at det skulle ske. Hun tog imod det stille kys, og gengældte det. Hun var endnu ikke endt med at lukke i for ham, for lige nu var han den eneste trøst hun kunne søge, hun behøvede ham, hvilket var noget som hun sjældent erkendte. ”Jeg går i torturkammeret!” kaldte hun efter ham, og drog selv mod sin egen destination: Hun vidste hvor det var, for hun havde været der et utal af gange, det var et sted hvor mange af hendes frustrationer var blevet lukket ud. Det var aldrig blevet rengjort. Blod fra utallige ofre prydede endnu de hårde murer. Lænkerne var mørke og efterhånden slidte. Spindelvæv hang mere eller mindre over det hele og skabte en klam stemning. Der var ligeså koldt som i de andre kælderrum. Faith sukkede og lod faklerne blusse op i en lidt dæmpet belysning som havde det været levende lys. De kunne vel ligeså godt gøre det behageligt? Hun trådte ind, og klædte sig roligt af, lod kjolen falde og afsløre hendes næsten blottede krop, fuld af de mange ar efter forhenværende torturer og strækmærker efter graviditeter. Armene lagde hun om sig bryst for at skjule sig blot en smule og ventede på ham. Hun var trods alt nødt til at vide hvilken side han ønskede at ramme.