Home sweet home.

[Silia D. Diamaqima]

Cedric var så godt som tabt, med mindre Kimeya havde tænkt sig at tage sig sammen, og tage den snak op med knægten. Desuden så ville det måske endda være en idé at snakke med Cayla først, for knægten så tydeligvis op til hans ældre søster. Cecilaya havde aldrig været et problem, hun tog ikke tingene særligt nært, så det var slet ikke noget problem. Dog havde hun travlt for øjeblikket, særligt nu hvor hun ikke selv var der til at hjælpe Jared, så måtte de to jo klare det alene, og hun var sikker på, at de gjorde det ganske fortrindeligt, men alligevel, det var en punkt hvor Kimeya ikke var i stand til at gøre noget som helst. Efter at hun havde valgt at gøre det slut, og efter Kimeya havde valgt at smide hende ud, så var hun slet ikke hans ansvar længere, han kunne meget vel lade hende sidde alene i den kælder, og være fuldkommen ligeglad, at han ikke var det, lettede hende selvfølgelig kun. Det var lykkedes ham at fange hendes opmærksomhed med det lille kys, ikke mindst fordi det var forbandet lang tid siden. Varmen bredte sig i hendes indre. ”Det er jeg glad for min kære, det er jeg virkelig. Men det ændre ikke på, at du slet ikke havde behøver at gøre det,” hviskede hun stille. Han kunne have været komplet ligeglad, det ville have været en strålende hævn, selvom han ville være en hadet mand. Faith var købet en smule ind i hans favn. Den var varm, selv på trods af at hun lå under sin egen dyne, hun ville ikke være påtrængende, han var nødt til at sætte grænserne i aften, for en afvisning kunne hun virkelig ikke håndtere. Tanken om at vågne til hans pandekager, var virkelig herlig, hun havde næsten allerede duften i næseborene. Han spiste dem ikke selv, men hun kunne blive ved i evigheder om der var nok, også selvom det slet ikke ville gøre hendes krop godt. ”De smager fantastisk. Det var helt klart den bedste ting ved at være gravid,” erkendte hun med det lille smil. Gennem hele graviditeten med Cecilaya, havde hun nærmest ikke levet af andet. ”Det skal jeg nok,” svarede hun en anelse modvilligt, for hun havde i virkeligheden ikke lyst til søvn. Ganske roligt vendte hun sig i han favn, så hun lå med ryggen til ham, men stadig i hans favn. Hun lod ikke blikket glide i, for hun følte sig virkelig ikke træt længere, men hun ønskede jo heller ikke at forstyrre Kimeyas søvn, han behøvede energien. Blikket hvilede mod lagnet, også selvom der egentlig ikke var noget videre interessant at se på. Hendes tanker var allerede drevet væk, og sørgede for at holde hende vågen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste virkelig ikke hvad han skulle stille op, når det kom til Cedric. Han havde forsøgt, og nu hvor knægten ikke engang viste sig hjemme mere, så vidste han slet ikke hvad han skulle gøre. Han var meget sammen med hans søster, hvilket han nu heller ikke havde det mindste imod, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for han kunne intet stille op med det alligevel, og det var et sted også en tanke som gjorde direkte.. ondt. Hans søn var tabt, og han stod uden nogen til at råde og guide ham, for det var selv noget som han havde brug for til tider! Faith havde gjort det slut og han havde valgt at kaste hende ud, udelukkende fordi at det er hårdt og ikke mindst svært for ham at have hende omkring, hvis han ikke havde retten til noget som helst. Lige nu var det bare at nyde stunden mens det varede, selvom han var.. træt. Hans skuldre og ryg føltes endnu en gang som at være frie, og det var virkelig også rart! Det var kun tydeligt for ham, at Faith var for usikker til at gøre noget, før han selv havde gjort det – ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, for så måtte han jo bare markere grænserne, om det var noget som man ville det eller ikke. Han blinkede let med øjnene og med det samme rolige smil på læben. ”Du er mor til mine børn, min kære. Selvfølgelig burde jeg gøre det,” endte han sigende. Det var vel også hvad man kunne kalde for et sikkert trumfkort? Ved at beskytte hende, så beskyttede han sin familie, og det var vel også det som måtte være hovedpointen efterhånden? Han blev liggende ved siden af hende og med det samme stille smil på læben, for han kunne da slet ikke lade være. At hun elskede pandekagerne, var noget som han faktisk havde det fint med, for han havde jo set hvor meget hun virkelig havde smovset for at få dem spist alt imens hun havde været gravid. Han slap en latter – hvilket var ekstremt sjældent! ”Morgen, middag og aften. Jeg synes det er utroligt du ikke er blevet træt af dem endnu.” Han vendte blikket sigende mod hende. Et sted så var stemningen lidt tilbagevendt nu, hvilket han faktisk også havde det ganske fint med, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn på noget tidspunkt, hvilket kun virkelig var en rar fornemmelse at sidde igen med for hans vedkommende. At hun vendte sig og lagde sig til rette, fik ham roligt til at låse hende godt ind mod sin favn, hvor han krøb helt op bag ved hende, hvor han roligt lagde sig til rette med armen hvilende om hendes mave. ”Bare prøv i det mindste,” endte han med en dæmpet og ikke mindst ganske rolig stemme, som han næsten helt automatisk var endt med at glide over i søvnen. Det var en utrolig effekt som hun havde af ham!

[Silia D. Diamaqima]

Børnene havde deres eget liv, hvilket var noget som de vel bare måtte vænne sig til, det var jo ikke fordi det ændrede det faktum at de var forældre, men de var vokset fra dem alt for hurtigt. Det var et spørgsmål om tid, før de ville begynde at stifte familie. Selvom de var gået fra hinanden, så lod det til at du kun blev mere sikre, Kimeya gjorde om ikke andet. Hun havde kvajet sig alvorligt sidste gang, så hun turde slet ikke at forsøge før han markerede grænserne for hende, for hans afvisning var den hårdeste hun nogensinde var blevet givet, eftersom han var den eneste mand, der den dag i dag fandt hende attraktiv og smuk. Fhun smilte lidt for sig selv. Hun var mor til hans børn, det var sandt, og det gav ham vel grund nok? ”Sandt. Men jeg tror selv de ville ønske at de var fri for mig engang imellem,” påpegede hun lidt sigende. Hun kunne skam udmærket drive de stakkels små til vanvid, særligt Cecilaya sådan som hun havde presset hende til det yderste med årene, hun kunne ligeså godt lærer det. Hans latter fyldte hende med en varm fornemmelse, for det var utrolig sjældent at hun faktisk hørte den. Hun lod blikket glide i, og lyttede nøje for en stund. Gåsehuden tog igen fat om hende, men denne gang havde det intet at gøre med ubehag. ”Det var ikke engang Cecilayas skyld at jeg lignede en hval til sidst,” påpegede hun lidt anklagende, også selvom det var ren drilleri. Pandekagerne i sig selv, havde smadret hendes krop mere end selve barnet havde, for hun havde virkelig ikke lecet af meget andet. Hun lod ham krybe helt om bag sig. Det var helt rigtigt, at have ham så tæt på. Hun lod sin egen hånd ligge sig over hans på hendes mave, og flettede deres fingrer sammen: hun lod stilheden ligge sig, og stirrede på det ligegyldige lagen i det der føles som evigheder. De mange tanker forhindrede hendes søvn, også selvom hendes krop virkelig var direkte udmattet. Kimeya var træt, hun kunne læse det i hans tone, desuden kunne hun føle ham falde til ro bag hende. Hans greb om hende var løsere, ikke at hun tog sig af det, for hendes tanker formåede alligevel at udmatte hende. I Kimeyas arme var hun tryg, hvilket var en tanke som hun direkte elskede, og hvis hun kunne få lov til at sove i hans arme bare denne ene aften, så ville hun nyde det mens hun kunne. Efterhånden blev hendes egen krop langt mere slap, og hendes sind drev længere og længere væk fra det varme soveværelse, som hun kun elskede at være tilbage i. Den sidste tanke hun gjorde sig, inden søvnen tog hende, var den glædelige tanke om de pandekager der ventede hende når først hun vågnede igen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste at børnene var ved at blive store, og at det kun var et spørgsmål om tid, inden de selv ville stifte familie, hvilket var en ganske forunderlig tanke. Det at Cayla var blevet så stor, var noget som selvfølgelig kunne mærkes, for ikke at glemme at han lige så havde mistet hende. Det var som om at han bare ikke kunne gøre noget som helst rigtigt når det kom til børnene, og et sted så var det selvfølgelig en tanke som virkelig måtte frustrere ham! Det kunne godt være, at han slet ikke skulle gøre alt det for Faith som han gjorde, men af den grund, så var hun jo stadig mor til hans børn, og det var en grund alene til at han burde gøre som han gjorde – nemlig at beskytte hende, også selvom det var hende som havde gjort det slut sidste gang, hvor det normalt faktisk var ham som gjorde det. Ja, han turde vel ikke håbe på noget som helst, hvis han endelig skulle være helt ærlig? Han kunne virkelig ikke gøre noget ved det uanset hvad, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var der ikke noget som han direkte kunne gøre ved det, om det var noget som man ville. Han kunne slet ikke lade være med at smile ved hendes ord, også selvom han vidste at det nok var rigtigt. Han lod hovedet søge let på sned. ”Hvordan tror du ikke de har det med deres gamle far?” spurgte han sigende. Det var bestemt ikke bare mor som det måtte omhandle, så meget vidste han, men det var virkelig underordnet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At hun direkte gav hans pandekager skylden for at hun havde været lidt stor, var noget som kun fik ham til at ryste på hovedet. Så længe at de kunne spise dem, så ville han med glæde lave dem, for selvom han var en hård mand, så kunne han specielt godt lide at lave noget som glædede familien. Han kunne tydeligt huske Cecilaya dengang hun var lille! ”Er det din skyld, at Cecilaya prikkede til mig midt om natten, for at få mig til at lave dem? Hun skulle da være sikker på at hun fik dem!” endte han morende. Han lagde sig godt til rette ved hende og med hende i sine arme, hvor han faktisk selv måtte falde hen i søvnen temmelig hurtigt.

Lige hvor længe Faith havde brug på at falde i søvn, vidste han ikke, men han ønskede at lade hende sove af den grund, for hun så i den grad ud til at have godt brug for det! Det kunne godt være, at de ikke var noget, men det var bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende. At komme ud af sengen med den forsigtighed, var bestemt ikke nemt med et manglende ben, men det så da ud til at virke! Hånden lukkede sig omkring stokken som han førte foran sig så lydløst som det nu var ham muligt, for at komme ud af soveværelset. Det var faktisk en dejlig følelse at komme ud af sengen, og faktisk vide at han havde nogen grund til at stå op! Turen ned i køknet tog ham tid, men han formåede da at gøre det! Det tog ham ikke mange minutter før duften af pandekager spredte sig i hele køkkenet og ellers rundt i huset. Han var glad.. for en gangs skyld, så var han faktisk glad.

[Silia D. Diamaqima]

Der var alligevel gået flere timer før det faktisk var lykkedes hende at falde i søvn, men lyden af Kimeyas tunge åndedræt var noget der havde formået at gøre hende rolig. Hun lå trygt og godt pakket ind i sin dyne, endnu i Kimeyas favn. Det var en af de nætter hvor hun ikke havde vendt sig, eller sovet urolig. En lille stribe af savl hang ned over hendes mundvige, og havde lavet en lille plet på puden. Der var alligevel gået gået et par timer, siden hun faktisk var faldet i søvn, men den havde også været yderst tiltrængt. Hun sukkede tungt. At Kimeya var begyndt at vågne, var ikke rigtigt gået op for hende endnu. Hun krøb lidt sammen idet han valgte at trække sig fra hende, også selvom det ikke direkte rev hende ud af søvnen. Hun gav kort et grynt fra sig. Måske hun langt fra var den mest charmerende når hun sov, men sådan var det jo. Først da døren gled i, spærrede hun øjnene op med et sæt. Det gik op for hende at Kimeya ikke lå bag hende længere. Hun satte sig op, og tørrede den lille rest af savl bort. Hun kunne høre ham rode rundt nedenunder, og han havde trods alt lovet hende pandekager. Hendes læber krusedes i et stille smil. Hun havde ikke direkte betvivlet at han ville stå op og faktisk gøre det, for det var trods alt Kimeya. Dynen slog hun roligt væk fra hendes krop, og kom på benene. Hun strakte atter den dovne krop, kort som hun var, og strøg roligt hen mod spejlet. Det røde hår hang en anelse uglet omkring hendes ansigt. Hun sukkede tungt og startede med at fjerne søvnen fra de funklende grønne øjne, og redte håret med børsten der lå hvor hun sidst havde forladt den. Måske Kimeya havde set hende på sine værste øjeblikke, men hun kunne godt lide at gøre sig lidt til for ham, og da særligt nu hvor de faktisk var skilt. Duften af pandekager bredte sig selv på sovekammeret, hvilket kun fik hende til at smule. Et sted var hun vel også lettet? Hun var endelig hjemme, og det var mildest talt som om, at de havde havde råbt de mange skældsord og kæmpet på den måde. Hun søgte mod klædeskabet, og lod blikket løbe hen over et utal af kjoler, heriblandt hendes 3 brudekjoler. Hun besluttede sig dog hurtigt for at underkjolen var det mest behagelige. Efterhånden var der virkelig en duft at pandekager over det hele. Hun lukkede klædeskabet og søgte ud fra værelset, hvor duften kun var kraftigere, desuden følte hun varmen fra køkkenet. Med rolige skridt, søgte hun ned af trappen og mod køkkenet, hvor hun stilte sig i døren og betragtede ham stå i i køkkenet som i gamle dage.

[Kimeya Marvalo]

At Faith havde brugt timer på at falde i søvn, var slet ikke noget som Kimeya var kendt med på nogen som helst måde overhovedet, for det var jo bare sådan at det endelig måtte være. Det var ikke just fordi at der var noget som helst, som man kunne gøre ved det alligevel. At liste ud, vidste han godt, ikke var det nemmeste, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, for der var slet ikke noget som man kunne gøre ved det, for han var ikke helt så lydløs som han havde været før i tiden. Lige for øjeblikket var han faktisk kun glad for at han havde noget at tilbringe tiden med, også selvom han vidste at Jaqia nok ville kigge ind i løbet af dagen, også for at tjekke lidt op på det hele, men det var bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Blikket vendte han roligt mod pandekagedejen som han var i fuld sving med. Han havde lovet at lave dem, og selvfølgelig var det noget som han agtet at holde. Det var næsten som det bragte ham tilbage til den tid, hvor børnene havde været små, lille Cecilaya som kom rendende og krævede at han at han skulle stå op og lave nogen og Cedric som havde fulgt trop. Den tanke alene, var noget som han virkelig kunne more sig ved, men der var ikke noget som han ellers kunne gøre ved det alligevel. At Faith var oppe, var så slet ikke en tanke som faldt ham ind på nogen måde overhovedet, for pandekagerne var noget som han tydeligt var ved at være godt optaget af at lave dem, for når det var til stykket, så var det ved at være lang tid siden, og når det var til Faith, så skulle de virkelig også være perfekte! At stå der med det ene ben, var faktisk svært nok som det var i forvejen, men ikke noget som direkte generede ham på nogen måde, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende alligevel. Han stod med en stor pande og allerede en lille bunke pandekager på en tallerken. Han spiste den ganske rigtigt ikke med det største velbehag selv, men han kunne sagtens spise nogen stykker, så det var jo bare sådan at det var. Han nynnede let for sig selv, for en gangs skyld, så var han virkelig i et fantastisk godt humør. At Faith stod og betragtede sig af ham, var slet ikke en tanke som han bed sig mærke af, for han stod virkelig kun fanget i hans egne tanker, som det eneste som direkte kunne tænke sig til. Han var desuden heller ikke den bedste til at multitaske, og nu havde han øjne for hvad han lavede i køknet som det eneste! Han fik den nye pandekage over på tallerkenen og fik så dejen tilbage på panden igen. Han kunne sagtens stå der og lave en del!

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde fundet roen før eller siden, hvilket vel også var hele pointen? Det havde aldrig været nemt at snige sig bort, og særligt ikke fra hende, hun havde et indre ur, der vækkede hende så snart Kimeya stod ud af sengen, det var blevet ren vane, desuden så kunne han ikke undgå at larme med stokken, og besværet, selvom det nu ikke var noget der gjorde hende noget overhovedet, sådan var det jo bare blevet. Nu hvor hun så bare nogenlunde anstændig ud, så var hun endt med at søge nedenunder, stående i døren ind til køkkenet. For et pat år siden, ville både Cedric og Cecilaya tålmodigt have siddet og ventet på fars pandekager, nærmest med savlen løbende ned af kinderne. Hun så dem for sig sidde der og slikke sig om munden, og tog sig selv med et diskret smil. Kimeya havde tydeligvis ikke set hende stå der. Hun lænede sig op af døren, og foldede roligt hænderne foran sig. Måske hun var en lille djævel, men hendes mine kunne i den grad godt være blandt de mest uskyldige. Duften fyldte hele huset, den havde sat sig i hendes næsebor. Måske hun ikke havde fået meget søvn, men efterhånden behøvede hun ganske simpelt ikke mere. De røde lokker falde om hendes ansigt og skuldre, stadig en smule uglet. Hun lod ikke så meget som et ord komme over læberne, for at se ham stå der og nynne med et smil på læben, var noget som hun ikke havde set i årevis, hun ville bare gerne stå der og nyde synet, også selvom hun til tider måtte tvinge den blide latter tilbage, hun ville så nødig afsløre sig selv. Han var allerede godt i gang kunne hun se, der var allerede et mindre bjerg.. skulle de spise alle dem? Jaqia var i øjeblikket slet ikke en hun skænkede en tanke i øjeblikket, også fordi hun gik ud fra at Kimeya selv ville sige til, når han modtog en besked. Tanken om piskeslag var hun ikke meget for, men tanken om hendes timer i kælderen var næsten endnu værre, og det var vel kun et spørgsmål om tid, inden Jaqia ville dukke op, for at se det an? ”Se hvem der er i strålende humør,” påpegede hun roligt. Der et glimt i hendes blik, som ikke var set længe, for hun nød virkelig synet, og samtidig så morede hun sig over det. Det var umådelig sjældent, at hun faktisk fik lov til at se ham sådan, så vidt hun huskede, så skulle man helt tilbage til børnenes barndom, og selv der havde det været sjældent. Hun blev roligt stående, for hun ville bestemt ikke ødelægge det syn!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya savnede virkelig de gamle stunder, også fordi at han vidste at dette var noget som sikkert aldrig ville ske igen. børnene som stod på rad og række, hvor han knapt nok fik lov til at få pandekagerne færdige, før de stod klare til at få den næste, og det var en tanke som morede ham, også selvom han vidste, at det ikke var noget som han ville få muligheden for at opleve igen, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At Faith stod og betragtede sig af ham, var slet ikke noget som han tog sig af, for han regnede faktisk med at hun lå og sov, selvom han vidste, at det var umuligt for ham at være så stille, at det ikke ville vække hende, for han var bestemt ikke så lydløs som han kunne have været ellers, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han fik næsten et chok som han hørte hendes stemme, hvilket var noget som alt for hurtigt måtte få ham til at stoppe hans nynne, hvor han vendte blikket direkte mod hende. Jaqia hvilede dog bagerst i hans tanker, men det var ikke noget som han gjorde noget ved ellers, hvis det var noget som han kunne blive fri for i den anden ende, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være når det måtte komme til stykket. Han rystede smilende på hovedet. ”Det er første gang jeg i måneder har sovet godt, så.. selvfølgelig er det noget som gør sit.. ikke?” Han vendte blikket mod pandekagerne, hvor han fik vendt den sidste pandekage om idet han vendte sig mod hende og med det samme smil på læben. ”Jeg kunne ikke få dig til at dække op, kan jeg?” endte han roligt og med den samme mine, som han endelig fik gjort pandekagen færdig, så han kunne komme videre derfra og få det hele færdigt. Lige hvad der var så specielt ved dem, var ikke noget som han havde fundet ud af som sådan, men så længe at familien kunne lide dem, så var han da storslået tilfreds og det var da uden videre omsvøb på nogen måde! Han tog endnu en gang omkring sin stok med den ene hånd og tog om tallerkenen med pandekager i den anden, idet han begyndte at humpe mod bordet, selvom det gik temmelig langsomt, for han ville nødigt ende med at smide det hele i gulvet! Ikke nu hvor det faktisk var en stund, hvor han var i stand til at slappe af sammen med hende, for det var bestemt heller ikke noget som han kunne sige sig, at have oplevet før, og det var jo bare sådan at det måtte være. Det var faktisk en tanke som han.. nød. Utrolig meget faktisk.

[Silia D. Diamaqima]

Disse øjeblikke var virkelig sjældne, og derfor havde hun bestemt ikke tænkt sig at se forbi den. Det var næsten ligesom i gamle dage, hvor børnene spiste sig mæt for en hel dag i bare pandekager. Hun havde stort set aldrig selv fået nogle, for de var spist før hun overhovedet stod op. Nu var børnene som sagt store, og det gav hende muligheden for at spise sig mæt i dem for en gangs skyld. Det var tydeligt at Kimeya havde sit besvær med kun det ene ben, men han lod virkelig ikke til at det stoppede ham, hvilket kun glædede hende at se, for det var det gåpåmod som hun havde kæmpet for at give ham, hun havde jo virkelig forsøgt at vise ham at det ikke gjorde nogen forskel for hende, hun ville bare have sin nynnende kok. Hun lod hovedet glide på sned, idet han endelig lod til at finde ud af at hun faktisk var stået op. Hans reaktion morede hende alligevel lidt. Jaqia ønskede hun slet ikke at skænke en tanke nu, for det ville ødelægge hendes alt for gode humør, hvilket ikke kun ville være søn, men også blive et helvede for dem begge, og nu hyggede de sig endelig, for første gang i en mindre evighed. ”Selvfølgelig. Det er dejligt at se dig sådan,” hun sendte ham et stille smil. Det varmede hende virkelig at se ham i så godt et humør. Hun nikkede roligt og trådte ind i køkkenet, næsten som havde det været en invitation. Hun vidste trods alt hvor alting stod. Ganske stille fandt hun to tallerkner frem. ”Jeg bære dem ind i spisestuen,” meddelte hun roligt og forsvandt ud af køkkenet, hvor det lange bord stod. Hun dækkede op for enden bare til de to, før hun atter strøg ud i køkkenet, kun for at tage Liyas hjemmelavede marmelade og nogle krus. Det duftede virkelig fantastisk, hun glædede sig allerede, ikke mindst fordi det var første gang i måneder at hun faktisk følte sig sulten, det var ikke meget hun havde spist mens hun havde været i Manjarno, for lysten havde ganske enkelt ikke været til det. Ganske roligt satte hun sig ned, og ventede på ham. Hun strøg de flammerøde lokker over den ene skuder, så der var samling på det nu hvor hun ikke havde bundet det op. Hun trængte virkelig til at blive klippet lidt... eller bare et bad! Blikket fulgte Kimeyas skikkelse, som han var nået ind i spisestuen og stilte de velduftende pandekager lige foran hende. Hendes mave knurrede truende mod pandekagerne. ”Det ser virkelig godt ud,” påpegede hun og følte næsten mundvandet løbe.

[Kimeya Marvalo]

Disse øjeblikke var bestemt ikke noget som forekom ofte, men det var også ved at være længe siden at Kimeya i det hele taget havde haft en grund til at stå op og den tanke var noget som han faktisk rigtig godt kunne lide, for det var noget som bragte ham en utrolig ro i det indre, og det var noget som han specielt rigtig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At Faith var kommet ned, var virkelig ikke noget som han havde set, for som enhver anden mand, så var han slet ikke god til det med at multitaske, så.. han havde virkelig ikke set hende! Han vendte blikket mod hende og selv med et stille smil på læben. Det var bestemt heller ikke ofte, at han var i det humør som han var i for øjeblikket, så selvfølgelig var det noget som gjorde utrolig meget for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, men hvad skulle man da kunne gøre ved det? Ingenting! ”Nyd det,” påpegede han sigende. Det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Han var mere i et dystert humør, end det som han ville være i et glad humør, men lige i dag, så følte han at der ikke var noget som helst som kunne gå galt, og det var en tanke som han specielt også måtte nyde sig frygtelig godt af! At hun ville dække bordet, var han glad for, for han brugte virkelig hundrede år på det. Nu hvor han havde fundet det manglende gåpåmod, så var det selvfølgelig noget som gjorde det hele lidt nemmere for ham selv, for han havde virkelig haft brug for det, men nu hvor han havde affundet sig med det hele, så var det faktisk også meget nemmere, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Han havde faktisk ikke nogen til at hjælpe ham, for det var ting som han faktisk gjorde selv. Han kom humpende med pandekagerne balancerende på sin arm, idet han roligt satte dem foran hende ved bordet, idet han roligt dumpede ned på stolen selv. Det tog hårdt på ham at gå rundt sådan, men igen, så var han ikke den som skulle klage over det. Han sendte hende et skævt smil, idet han roligt foldede hænderne foran sig. ”Du tager da bare for dig, min kære.. Nu burde der være nok til at du kan spise dig mæt,” endte han sigende og uden at skulle slippe hende med blikket på nogen måde, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Det kunne godt være, at han ikke selv rørte dem, men han kunne faktisk godt lide at glæde andre med dem. Selv det var vel et af livets mange små glæder?

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde altid vidst at hun havde en ligeså positiv effekt på Kimeya som hun havde en negativ, men hun havde bestemt ikke regnet med at hendes hjemkomst ville bringe ham det humør! Aftenen før havde hun jo direkte hørt ham le, hun var faktisk ikke sikker på, at det var noget hun nogensinde havde hørt før. Duften af pandekager hang i hele huset, og fik hendes mave til at rumle, for hun var faktisk pludselig sulten, og denne gang var der ikke nogle små unger, til at spise alle pandekagerne før hende! Hun blev tålmodigt siddende på sin plads inde i spisestuen. Tanken om at han slet ikke havde hverken set eller hørt hende, morede hende virkelig kun. Det var en fantastisk morgen, den bedste hun nogensinde havde haft sådan set. Hendes funklende blik hvilede på tallerkenen, mens hendes læber var formet i et stille og ikke mindst tilfredst smil. Det var så sjældent at han var i den form for humør, så hun havde bestemt tænkt sig at følge hans råd, og nyde hvert øjeblik af det, hvert sekund hvor de ikke ville råbe af hinanden. Selvom hans gang mod bordet så en anelse besværligt ud, så stødte hun ikke til for at hjælpe, for det lod jo til at han kunne selv, og nu havde han klaret sig uden hende for mere måneder. For et øjeblik stirrede hun på det mindre bjerg af pandekager, og overvejede om han havde tænkt sig at hun skulle spise alle dem? ”Det siger du ikke,” stønnede hun hæst. Hun vidste jo allerede at han ikke selv spiste synderligt mange af dem. Ganske roligt trak hun en lun pandekage op på tallerkenen, og begyndte at smører den hjemmelavede marmelade ud over. ”Se det har jeg savnet,” mumlede hun næsten ivrig efter endelig at få smagt på de søde sager. Hun rullede pandekagen sammen og tog en en mundfuld. Ligeså himmelsk som hun huskede, hvilket i den grad kunne ses i hendes blik, mest fordi hun for en kort stund lod dem glide i. Marmeladen løb en anelse ned af pandekagen og ned over hendes blege hud, men hvad pokker hun var beskidt i forvejen,og lidt snavs havde aldrig været noget som kunne skræmme hende væk. Den første pandekage var spist på ganske kort tid, for det var virkelig en nydelse uden lige! Hun havde allerede redt op til den næste på tallerkenen og var i gang med at smører. ”Hvad rar at hjælpe mig lidt med at få gjort kål på dem,” hun så næsten bedende på ham. Hendes krop havde bestemt ikke godt af de søde sager, men hun kunne virkelig ikke hjælpe sig selv lige i øjeblikket, den mand var helt fantastisk i et køkken!

[Kimeya Marvalo]

Det var måske ikke fordi at Kimeya kunne sige, at hans liv var godt på nogen måde, for han havde virkelig meget at slås med efterhånden, om det var noget som man ville det eller ikke, men af den grund, så overlevede han nok af den grund. Han vendte blikket mod hende og med det samme stille smil på læben. Ja, lige i dag, så var han faktisk i et ekstremt godt humør, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, og det var noget som faktisk måtte bringe ham et utroligt godt humør, hvilket faktisk var utrolig sjældent! Han vendte blikket ganske sigende mod hende, som han fik sat tallerkenen fra sig på bordet og selv sat sig, hvor han direkte dumpede ned på stolen. Selv de små afstande kunne være hårde for ham at gå, og siden ulykken, så havde han faktisk holdt sig inden døre, for han fandt det direkte.. flot et sted? Han brød sig bestemt ikke om det, selvom han havde lært at affinde sig med det hele. Han lod hovedet søge let på sned. Hans gode råd var at hun bare nød det, for det samme gjorde han, ås det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Denne gang var der ingen børn til at spise alle pandekagerne op. Det kunne godt være at det ikke var hans mest foretrukkende spise, men af den grund så kunne han sagtens spise et par stykker. Han kunne dog bedre lide at se hende spise dem, for han vidste og han nød af tanken om at hun godt kunne lide dem og det var helt klart det bedste set i hans øjne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! At hun direkte gik ombord, var en tanke som kun fik hans smil til at brede sig tydeligt på hans læber, hvor han bare blev siddende let, hvor han kunne ømme lidt omkring hans ellers ømme ben, for det kunne godt være at det var væk, men det som var igen, var i den grad også ved at være temmelig godt og ømt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned. ”Så du er alligevel ikke i stand til at spise dem alle?” Han endte med at række mod den ene lune pandekage og fik den over på hans egen tallerken, hvor han mere end glædeligt tog fat om Liyas hjemmelavede marmelade, for der fandtes virkelig ikke noget bedre. Han rullede den sammen, og tog selv en mundfuld. Selv var det faktisk ved at være længe siden, at han overhovedet havde fået det mindste i hans egen mave, så selv det, var noget som rent og skært bare måtte nydes, nu hvor han selv havde muligheden for det! Han vendte blikket mod dem, inden han vendte sig mod hende. ”De smager næsten bedre end det jeg husker dem som,” endte han dog alligevel let forundret.

[Silia D. Diamaqima]

De havde alle en hel del at slås med og at tænke på. Hun havde for pokker heller ikke regnet med at skulle landsforvises bare sådan uden videre! Det afholdt hende fra alt hvad der faktisk var af betydning, hvilket var også var grunden til at Jaqia gjorde som hun gjorde? Det at høre ham rende rundt og synge, det at se ham smile og sågar at le, det var yderst sjældent, men hun nød hvert sekund, for første gang følte hun faktisk at hun kunne bruges til noget, og at de ikke bare var sammen for at gå og råbe og skrige af hinanden, for den del var hun virkelig ved at være træt af, desuden ødelagde det jo tydeligvis både ham og hende, også selvom hun virkelig havde forsøgt at vise ham, at hans manglende ben slet intet gjorde hende, og nu kunne hun jo se med egne øjne, hvor fantastisk han klarede det, selv uden hende. Den tanke irriterede hende selvfølgelig også lidt. Marmeladen løb ned fra hendes mundvige. Måske hun altid havde været lidt perfektionistisk, men hun var bestemt ikke direkte fornem, desuden bed hun sig ikke rigtigt fats i det, mest fordi pandekagerne ikke var lige nemme at spise fra før. ”Mhmm,” stønnede hun hæst, der var om ikke andet, ingen tvivl om at hun elskede dem! For år siden havde hun da aldrig gættet at Kimeya var sådan en ørn i køkkenet! Den mest rene hånd strøg igennem hendes flammerøde lokker, og kastede dem over ryggen så de ikke ville være i vejen for hendes lidt svinske bord manere. Hun skulle uanset have et bad senere, for hun ville bestemt ikke gå rundt i denne tilstand overfor Kimeya, det var helt sikkert! Faith rystede på hovedet, sank en alt for stor mundfuld og lod en lille latter komme frem over hendes læber. ”Nej dog ikke. Og det ville være synd at spilde så meget som en bid, men andre ord, hvis du ikke gør så er jeg tvunget til at gøre det, og så må du trille mig op af trappen,” advarede hun lettere drilsk, for de vidste begge to at det aldrig ville kunne lade sig gøre, og særligt ikke med hans ben. Det var dog dejligt at se ham spise lidt af dem selv, for de smagte virkelig himmelske, og så fandt hun det direkte fantastisk at hun faktisk kunne få nogle af dem denne gang. Hun nikkede medgivende. ”De smager herligt!” rettede hun ham med iver, og var allerede gået i gang med den fjerde eller femte pandekage, skulle hun være ærlig, så havde hun allerede mistet tælling. Hendes fingrer og hendes kinder var smurt ind i den søde marmelade, nu ville Nathaniel havde rystet på hovedet af hende, og påpeget af hun lignede noget der var løgn, men lige i dette tilfælde kunne hun godt leve med det.

[Kimeya Marvalo]

Det var sjældent Kimeya var i dette humør i det hele taget, og så var det lige meget hvem som var omkring ham. Det var heller ikke fordi at man kunne sige, at det havde været nemt at være ham, som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Ud fra omstændighederne ved hans liv, så kunne han gøre det så godt som det nu var ham menneskelig muligt, selvom det ikke altid var nemt for ham, men han forsøgte da om ikke andet. Han havde jo ikke andre alternativer uanset. Det havde bare ikke været hans lod at miste livet ved den kamp i Arenaen, og selvfølgelig var det noget som han var glad for – jovist var det en tanke som i den grad også havde generet ham som intet andet. Han klarede det måske godt, men så længe at han ikke havde noget at.. kæmpe mod, så var det heller ikke fordi at det var noget som hjalp ham det mindste alligevel, om det var noget som han ville det eller ikke. Han vendte de grågrønne øjne mod hende. At hun direkte gik til fadet på den måde, var virkelig en tanke som glædede hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for det var ikke engang fordi at det var løgn. Han kneb øjnene ganske let sammen, hvor selv smilet måtte hvile på hans læber, for han kunne jo slet ikke lade være, nu hvor han endelig havde hende ved sig, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det. ”Tro mig.. Jeg ville gøre det, hvis jeg kunne, men.. ja, under omstændighederne, så er det mig ikke muligt længere.” Selv tog han ikke så hårdt på det, ofr han var efterhånden bare vant til at det ben skulle mangle, selvom det til tider virkelig var besværligt nok for ham at acceptere. Tanken om at skulle i bad, var besværlig nok som den var, for det var glat! Og madlavning? Ja, han ønskede jo at gøre det selv, og når Liya ikke var der til at give en hjælpende hånd med, så var han jo trods alt nødt til det. Han spiste den ene pandekage, selvom det tydeligt var med måde, for.. han havde vel stadig sin bordskik? Han sendte hende et stille smil, også fordi at han kunne se, at hun virkelig nød af dem, og det var en tanke som i den grad også måtte gøre ham ganske tilfreds. Det var selv disse små ting som han satte pris på her i livet, for han havde ikke noget andet valg. Det var vel også bare et.. spørgsmål om tid inden det selv ville gå galt? Han vidste det jo godt. Han foldede roligt hænderne foran sig og med det samme rolige smil på læben. ”Jeg kan ikke engang huske, at vi ha spist morgenmad sådan her i… alt for mange år,” endte han sigende. Selv var det en kende spøjst, hvordan det hele kunne vendes og drejes for dem, men.. han kunne faktisk godt lide, at de kunne sidde og bare.. snakke. Det var faktisk umådelig rart.

[Silia D. Diamaqima]

Solen var efterhånden begyndt at stå ind af vinduerne, og blandede sig med den behagelige varme der var opstået fra hans timer i køkkenet. Det var en utrolig dejlig og ikke mindst smuk dag, det var faktisk lang tid siden, at det selv var noget der havde påvirket hendes humør op den måde. Destiny og Fabian havde selvfølgelig været gode ved hende, men hun havde hverken haft lyst til at spise, eller at sove for den sags skyld, mest fordi hun var bekymret for hendes kære børn og ikke mindst for Nathaniel, Kimeya skulle jo nok klare sig. Hun færdiggjorde sin femte pandekage og rakte ud efter en serviet for at tørrer marmeladen bort. Hun var sulten, men hun var bestemt ikke et dyr, der var bare ikke helt nemt at spise. ”Det her er ikke nemt,” mumlede hun med et lille smil, mest fordi hun vel blev en anelse.. flov over sig selv? De grønne øjne mødte hans, hun lod hovedet glide let på sned, mens hun valgte at holde en lille pause med den ellers meget delikate morgenmad. Det glædede hende at han klarede det godt på trods af hans handicap, det var jo åbenbart hans lod i livet, og hun havde virkelig manglet at se hans vilje, hun havde manglet at se ham kæmpe, for det var blevet for hårdt for hende at kæmpe alene. Tanken om at de igen var gået hver deres vej, var noget der gjorde ondt, for det lod til at ske gang på gang, og så sad de som nu, alene uden børnene rendende omkring deres fødder, de havde mulighed for at snakke og nyde hinanden, og det var jo tydeligvis noget der påvirkede dem begge to. Hun sendte ham et stille smil. ”Sandt. Så må jeg rulle rundt hernede,” påpegede hun og trak ligegyldigt på skuldrene, også fordi det var ment i drillerierne. Visse ting var selvfølgelig blevet sværere for ham, det var jo tydeligt, ting som at stå i køkkenet, og gå i bad kunne hun godt se for sig var svært. Tanken om et bad var desuden yderst fristende, for hun trængte efterhånden og særligt efter den lange vandring aftenen før. Hun greb om endnu en pandekage selvom hun i det store og det hele var mæt, en sidste kunne hun vel altid klemme ned? Faith nikkede medgivende og sukkede tungt. ”Jeg går ud fra at tiden aldrig var til det. Jeg mindes ikke overhovedet at have haft tid til os siden.. Memphesto,” afsluttede hun stille. Hun havde jo faktisk savnet det. Så var Yuuki kommet ind i billedet og derefter havde alting været det rene kaos. ”Det er ærgerligt,” endte hun stille. Roligt gjorde hun kål på den sidste pandekage som hun kunne have for nu. Hun strakte sig frem og plantede et forsigtigt kys på hans kind. ”Tak for mad,” endte hun stille og lænede sig godt tilbage i stolen.