Home sweet home.

[Kimeya Marvalo]

At finde den kampgejst, havde bestemt heller ikke været helt nemt for Kimeyas vedkommende, men han havde virkelig forsøgt, også selvom det bestemt heller ikke havde været særlig nemt. Hans blik forblev hvilende på hende, som hun sad der med pandekage og marmelade i hele ansigtet, hvilket han faktisk måtte se til med charme. Det var en charme som hun brændt inde med, også selvom han ikke havde set den længe. Kampgejsten havde han fundet, også selvom det bestemt heller ikke havde været særlig nemt, men nu var den der, og det var noget som han bare måtte fortsætte med på denne her måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det mest delikate, behøver bestemt heller ikke at være det mest lækre..” Han betragtede hende med et stille smil. Nu var børnene blevet store, og det eneste som han faktisk sad igen med, var den ellers alt for velkendte følelse af ensomhed, for det var bestemt heller ikke fordi at han kunne sige noget til det alligevel. Han trak vejret dybt og uden at tage blikket fra hende. Han nikkede stille. ”Jeg kan lige se det for mig..” endte han tydeligt morende. I det store og hele, så måtte det virkelig more ham, at en person så lille som Faith, kunne have en så tydelig appetit, for det var en tanke som virkelig gjorde ham utrolig glad! Et eller andet, kunne han da tydeligvis gøre rigtigt, også selvom det bestemt ikke var noget som han havde det mindste imod i den anden ende, for det var ikke noget som han fik noget ud af ellers. Han blev siddende som hun tog imod den femte pandekage, så var det jo bare sådan a det endelig måtte være på denne her måde. At hun faktisk lænede sig frem og skænkede hans kind et kys, forundrede ham dog, selvom han faktisk godt kunne lide det. Alligevel.. en følelse af at kysset var ramt forkert, så var det jo bare sådan at det var i den anden ende. At det ikke var siden Memphestos tid, var nok ikke helt forkert, hvilket faktisk var en tanke som måtte irritere ham direkte, for det kunne simpelthen ikke passe, at de ikke kunne gøre noget andet ved det end det som de gjorde! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Jeg går ud fra at du blev mæt?” endte han sigende. Han satte sig selv en anelse tilbage på stolen og lod endnu en gang hånden glide mod hans lår, for det var i den grad også godt ømt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Memphesto er ved at være skræmmende mange år siden.. Er det virkelig så lang tid siden?” endte han næsten forundret, for det var en tanke som faktisk måtte komme godt bag på ham, for det var slet ikke noget som han havde regnet med alligevel. Hun havde gjort det slut, og han havde kylet hende ud. Af den grund, så gik han skam heller ikke ud fra, at der ville ske noget som helst derfra af den grund. ”Det er en skam at det alligevel skulle gå så galt,” endte han sigende.

[Silia D. Diamaqima]

For blot et par måneder siden havde Kimeya ikke ejet noget der mindede om kampgejst, at se at det var ændret, var kun noget hun virkelig var glad for, for han lod jo faktisk til at klare det umådelig godt. Efterhånden følte hun næsten at hendes ansigt var smurt ind i noget værre klister, for de pandekager var bestemt ikke altid til at have med at gøre. Hun burde snart få overstået det bad, for hun kunne være umulig være charmerende at se på i den tilstand som hun befandt sig i. Hun sendte ham en yderst sigende mine. ”Sandt” mumlede hun. Børnene var blevet store, hvilket faktisk gav dem tid til at sidde ned og snakke, for det havde bestemt været en sjældenhed, faktisk havde de altid været umådelig dårlige til faktisk at snakke sammen, hvilket var noget hun fandt ærgerligt. Faith havde altid haft noget af en appetit, hendes størrelse taget i betragtning, men det lod tydeligvis ikke til at påvirke hende synderligt. For et kort øjeblik skulede hun en anelse mod ham, selvom det var med et smil på læben. Så stor ville hun forhåbentlig aldrig blive, med billedet var yderst morsomt. ”Det kan du sikkert,” svarede hun en anelse fornærmet, også selvom det slet ikke var alvorligt ment, det sidste hun ønskede i øjeblikket var da at skændes med ham, når nu det endelig gik så godt. Den sidste pandekage var blevet klemt ned, hun kunne simpelthen ikke få mere ned nu det var helt sikkert! Hånden hvilede mod hendes alt for fyldte mave, det var ikke i dag hun skulle ud og lave det helt store i hvert fald. Kysset var ikke noget hun ville fortryde, et sted ønskede hun vel at bare at kunne møde hans læber med den længsel der havde hobet sig op i hendes indre efterhånden, men hun ønskede virkelig ikke at krydse hans grænse, der havde hun været alt for mange gange. ”Det gjorde jeg bestemt,” erkendte hun og kastede et blik ned mod hendes alt for tunge mave. Hun nikkede stille. ”Jeg er bange for at det er så længe siden,” Memphesto var måske en fjern fortid, men de havde aldrig haft det bedre end dengang, efter tiden var det bare ikke lykkedes dem at holde sammen. Deres sidste møde havde været hæsligt, det var faktisk en periode hvor de havde holdt længe, men hun bar endnu et mindre brandmærke efter at hans kugle havde snittet hende. Alligevel måtte hun jo faktisk erkende at hun virkelig havde savnet ham, og at dette næsten føles som som de aldrig rigtigt var blevet skilt. ”Jeg er bange for at det er typisk os,” erkendte hun stile. Hendes fingrer lå i skødet og var begyndt fumle med hinanden. Hun hadede virkelig den tanke, men det var nu engang sådan set var!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya måtte virkelig foragte tanken om at det bare ikke var meningen at han skulle være sammen med Faith. Han var og havde altid været af en helt anden mening, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det ikke noget som han kunne gøre ved af den grund. Kampgejsten var tilbage nu, og det var selvfølgelig noget som gjorde det hele lidt bedre, selvom der ikke rigtigt var nogen som han kunne vise det frem til, hvilket faktisk måtte irritere ham en smule, men det var jo ikke noget som han ikke var vant til. At hun direkte måtte skule efter ham, var noget som fik hans smil til at brede sig mere på hans læber, selvom det slet ikke var noget som han sagde noget til, for tanken var faktisk noget som måtte more ham tydeligt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Åh ja..” endte han tydeligt morende, hvor han alligevel måtte slippe en ganske let latter, for tanken om det, var virkelig underholdende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn som sådan, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Kysset havde han bestemt ikke noget imod, for han nød det faktisk. Det var noget som føles så.. rigtigt. Han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang. Hun var mæt, det var så også noget som han kun måtte være glad for i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nikkede sigende til hendes ord. Det var vel bare.. meningen at det ikke skulle være dem? Selvom han helt klart var for stædig til bare at kaste håndklædet i ringen, for det var slet ikke noget som lå naturligt til ham på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! ”Det irriterer mig..” mumlede han let. Dengang tilbage i Memphestos tid, gik de igennem ild og vand for hinanden og nu? Nu opgav de hinanden? Ja, direkte kunne han ikke helt se hvor det var gået galt, men det var nu sket alligevel, og det var noget som virkelig måtte irritere ham som intet andet overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket stille ned mod sit ben. Han havde kæmpet for sin egen overlevelse for hendes skyld, og han havde mistet hende alligevel? Det var noget som direkte måtte irritere ham! Det var virkelig som at stå og hamre hovedet direkte ind i en væg, og det var noget som virkelig kun frustrerede ham endda temmelig meget. ”Jeg synes bare det er.. utroligt. At man kan gå fra det vi havde dengang tiderne virkelig var sorte og.. til det ser sådan ud nu?” mumlede han direkte irriteret, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn. Det var virkelig en tanke som klart måtte irritere ham!

[Silia D. Diamaqima]

Skæbnen ville tydeligvis ikke at de skulle være sammen, for de havde haft modgang gennem så mange år nu. Alligevel så havde Faith allerede bestemt sig for, at det var det ene tilfælde, hvor hun ikke ville følge skæbnens vej, men derimod sit hjertes, for det vidste bestemt hvad det ønskede, der var ingen anden mand, der til nu havde fået hendes hjerte til at banke på den måde, der var Kimeya ene og alene. Hun ønskede at stå der for ham, hun ønskede virkelig at hjælpe ham med kampgejsten, for det lod jo til at hendes tilstedeværelse, faktisk havde en eller anden form for påvirkning. Dog vidste hun ikke hvordan mere, for de havde taget denne vej uendeligt mange gange, og hvis hun kastede sig i hans arme igen, hvilket hun allerede var godt på vej til, så frygtede hun at det ville ende galt igen senere, og for hendes del gjorde det ingen forskel, men de havde børn som de var nødt til at skænke en tanke, selvom de efterhånden var blevet store. Hun rystede på hovedet af ham med et lille smil, selvom hendes tanker var forbandet langt væk. Et sted irriterede det hende, at hun følte sig så usikker, for det lignede bestemt ikke hende. Vreden havde altid haft for vane at udløse et eller andet i hende, og denne gang var ingen undtagelse. Hun rykkede stolen en anelse tættere på hans. Ganske forsigtigt lod hun hånden glide mod hans raske ben, for hun ønskede ikke at få skubbet den væk. Tomlen strøg frygtelig stille mod hans knæ, for hun ville heller ikke trække den for langt med det samme. Hun nikkede medgivende. ”Det irritere også mig,” endte hun stille. Det at det direkte frustrerede ham, var noget der kom lidt bag på hende, men et sted beviste det vel også bare, at hun faktisk var.. savnet Det virkede så fjernt efter alt som var hændt dem, men hun ville virkelig ønske at de kunne finde tilbage til den tid. ”Vi havde aldrig tøvet i sin tid. Hvad der end skulle til så ville vi gøre det hånd i hånd,” hun snak en klump, for dandt var det jo. De var gået igennem ild og vand for hinanden, og hvorfor havde glemt det nu? ”Tiderne var virkelig sorte. Det var fantastisk at vi klarede det, og nu hvor..” hun tav og sank en klump. ”.. Hvor det er småting, så burde det vel ikke være så svært!” hun så væk. Det var tydeligt at hun også var direkte irriteret over det, for det kunne for pokker da ikke passe! Det trak let i mundvigen. ”På visse punkter er det næsten trist, at manden forsvandt,” påpegede hun en anelse drilsk, også selvom hun slet ikke mente det. At Memphesto var forsvundet, var det bedste der nogensinde var sket, hvilket hun til enhver tid ville holde fast i!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var på ingen måder klar til at give slip på Faith, selvom han slet ikke vidste hvad han burde eller ikke, hvad han kunne tillade sig eller ikke, og det var noget som i sig selv, faktisk måtte gøre ham en anelse usikker, så kunne han slet ikke gøre noget ved det alligevel, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han bed sig en anelse i læben, som hun selv valgte at rykke tættere på ham, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham at holde igen. Han ville ønske at det ikke skulle være så svært altid, for det var en tanke som faktisk gjorde ondt. Det kunne godt være at han var en mand og han var stolt og stædig af sig, men han havde skam også følelser! Faith var ene og alene en grund til at han kunne kæmpe for øjeblikket, så selvfølgelig var det noget som gjorde det hele lidt nemmere for ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket mod hende, som hun lagde hånden roligt mod hans knæ – på det friske ben. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for man blev vel bare efterhånden.. vant til det? At det lige så måtte irritere hende, var nu også noget som gjorde ham en kende mere rolig, men ikke meget. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han bare blev siddende på sin plads, for det var ikke engang fordi at det var løgn på nogen måde. Hånden lagde han dog endeligt over hendes, som hun valgte at se væk fra ham igen. ”Jeg ved det virkelig ikke Faith. Selvom jeg er overbevist om at det er den årlange modstand som vi har mødt, som har været med til det. Af den grund, så har jeg altid handlet med mit hjerte.. uanset hvad jeg har gjort i min egen vrede og frustration.” Han vendte blikket sigende mod hende. Han havde valgt at lukke hende ind, og han havde valgt at tage hende tæt og beskytte hende, hvilket kun gjorde det hele langt.. bedre for hans vedkommende? Memphesto var væk, og det var bestemt heller ikke noget som Kimeya havde noget imod, for det var noget som gjorde det hele langt bedre og ikke mindst nemmere for ham også! Han lænede sig mod hende og skænkede hendes kind et let kys. Han tog hendes hånd og lagde den mod hans dårlige ben i stedet for. Han ønskede at vise hende, at han ikke var så afvisende som han havde været. ”Det er jo bare at gøre det bedste ud af det. Desuden… så tror jeg vel at alt sker af en grund.. Jeg fik mig kæmpet igennem Arenaen.. alt gik jo bare galt derfra..” Han betragtede hende sigende, uanset om hun kiggede på ham eller ikke, så var det ikke noget som rørte ham som sådan, for han vidste at hun lyttedet il ham. Nu havde de jo trods alt også muligheden for at gøre det.

[Silia D. Diamaqima]

Alle de år de havde været samme, havde der aldrig været den usikkerhed imellem dem som der var nu, og det forvirrede hende faktisk. De havde trods alt aldrig været i tvivl, selv når de havde været skilt, så havde Faith om ikke andet, ikke tøvet med at skænke ham et direkte kys, for hun havde altid vidst at han ønskede det ligeså meget som hun selv gjorde. Desværre var hun ikke så sikker denne gang, det var anderledes hvilket var en tanke der direkte skræmte hende. De var begge to opbygget af både stolthed og stædighed, hvilket slet ikke gjorde det nemmere for dem, og lige når det kom til Kimeyas manglende ben, og hans ømtålelighed, så ville hun ikke komme på tværs af den, for det kom hun tydeligvis ikke nogen vegne med. Hånden lod hun hvile mod hans raske knæ, hvilket i sig selv var grænseoverskridende, men hvad pokker.. han skulle uanset piske hende og derefter smide hende ned i en kælder, så hvad havde hun egentlig at tabe i sidste ende? Hendes hjerte sprang et slag over, for han havde uden tvivl en effekt på hende, som ikke kunne beskrives. Faith næsten holdt været mest i frygt for den afvisning. At han så endte med at ligge hånden over hendes i stedet for, var noget der kom meget bag på hende. Hun så på ham en anelse forundret, og lod hovedet glide på sned. De flammerøde lokker gled ned om hendes skulder. ”Vi har ikke mødt meget andet end modstand siden.. Yuuki,” hun sukkede og så væk. Det var stadig et ømt punkt, for der havde han virkelig formået at knuse hendes hjerte mer end en gang. ”Jeg ved det jo. Men hver gang du ser på mig med den.. kolde mine, hver gang du råber efter mig.. Det gør ondt.. så ondt at jeg ganske simpelt må ignorere dit hjerte, og jeg ved at jeg gør det samme mod dig,” ganske stille lod hun blikket møde hans, for hun talte sandt, hun ville ikke stille sig hellig på nogen måde, for meget af det hvilede også på hendes skuldre. Det var svært for dem at snakke om, det forekom jo tydeligt. Memphesto var væk, måske Kimeyas ben var ligeså, men det burde ikke være noget der påvirkede dem, det burde det virkelig ikke, for de havde klaret sig igennem det som havde været meget værre end det. Troen på skæbnen havde de altid delt, at tingene skete af en grund, men visse ting var svære at forholde sig til, og i det hele taget at finde en begrundelse for. ”Måske. Men hvis vi skulle tro på den, så burde vi også indse at.. skæbnen ikke vil os,” ordene forsvandt halvt om halvt i et suk, for bare ordene var svære for hende at få frem. Den nægtede hun ganske enkelt at tro på, det var tydeligt! Hun vendte hånden, og lod fingrene flettes med hans. Troen på at de kunne klare det, var svækket, men den var bestemt ikke væk.

[Kimeya Marvalo]

Det var ikke nemt at være nogen af dem, og det var noget som Kimeya var klar over. Siden… ja, alt for længe, så havde de mødt modstand, og det var en tanke som i den grad også var ved at irritere ham, men han kunne virkelig ikke gøre noget ved det alligevel, om det var noget som han ville det eller ikke. Benet var væk, og det var noget som virkelig havde slået ham ud af kurs, kun fordi at han vidste, at det var noget som automatisk stillede ham i et lidt værre lys, end det som godt måtte være i den anden ende. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse, som han havde valgt at tage hendes hånd og roligt lukkede sin egen om den. De var endt med at sidde ved siden af hinanden, også selvom han vidste at det ville gå galt før eller siden. At hun skulle bringe Yuuki på banen, vidste han godt var hende et ømt punkt, for det havde hun altid været, og han vidste det jo trods alt også godt. Han lænede sig forsigtigt mod hende og skænkede hendes kind et let kys. Denne gang en anelse tættere på hendes mundvig end det som han havde gjort tidligere, men det var stadig noget som blev gjort ganske forsigtigt. ”Jeg.. jeg ved det godt,” endte han sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn, om det var noget som man nu ville det eller ikke. det var en skade som han ikke kunne rette mere op på mere, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være i den anden ende. Han lod hånden stryge roligt over hendes og med den næsten.. undskyldende mine. For han vidste det jo godt. ”Til tider bliver frustrationen bare for.. stor og så må jeg jo lukke den ud på den måde, jeg nu kan.” Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, som hun faktisk valgte at.. sammenflette deres fingre, også selvom han lod hendes hånd hvile mod hans dårlige ben. Han ønskede faktisk at vise hende, at han ikke var så afvisende som han havde været tidligere. Desuden så vidste han godt at Cedric ville flippe, hvis det skulle gå.. godt herfra, og han ønskede ikke at gøre den knægt mere irriteret end det som han var i forvejen, for han respekterede og accepterede i den grad også sin egen søn! Han lagde hovedet tættere på hendes, selvom det stadig var frygtelig forsigtigt. ”Det er jeg for stædig til.. Og det har jeg været fra jeg lærte dig at kende,” indrømmede han ærligt, som han roligt vendte blikket mod hende. Der var jo ikke nogen grund til at lyve for hende, når hans hjerte begærede hende mere end det som det nogensinde ville være i stand til at begære nogen andre.

[Silia D. Diamaqima]

De havde forsøgt at gå imod den modstand, de havde forsøgt så mange gange, men hver gang var det kørt af det samme spor, og det var ikke et spor som Faith brød sig meget om. Bare det at de faktisk snakkede om det, var noget nyt, for det havde de virkelig aldrig været gode til! Han var for stolt og hun for hidsig, det kom lidt bag på hende, at det faktisk kunne lade sig gøre for dem, bare at sidde og snakke. Blikket hvilede på deres hænder. Han havde direkte ført hendes hånd over på det dårlige ben, hvilket forundrede hende, for det havde han aldrig ladet hende berøre før. Deres fingrer lå flettet hvilket forekom underligt.. nyt. Et sted så var følelserne mellem dem jo visnet, om ikke andet så havde de glemt den, hvilken var en tanke der gjorde ondt, for hun havde for pokker da altid elsket den mand mere end noget andet! Der havde været nok spænding men det havde ikke været af den gode slags. Yuuki var nok det mest ømtålige emne når det kom til Faith, for det havde været den første gang, at Kimeya faktisk mistede interessen for hende.. faktisk kendte hun endnu ikke baggrunden, for de havde aldrig snakket om det, hun havde ikke været i stand til det. Blikket gled stille i ved hans kys. Hun nød den omsorg han udviste for den havde hun virkelig manglet. Et kort øjeblik overvejede hun faktisk at vende hovedet, men han var væk igen inden hun nåede at fuldfører det. ” Se os. Vi snakker,” påpegede hun som om det var en komplet fremmede ting, hvilket det jo trods alt også næsten var, uden sure miner vel og mærke. ”Du behøver slet ikke at forklare, Kimeya. Selvom du har gjort utrolig mange direkte tåbelige ting, så har jeg aldrig givet dig en chance, for jeg har aldrig rigtigt lukket dig ind igen. Derfor bliver jeg så forbandet vred på dig,” erkendte hun lidt sigende. At snakke om følelser, havde hun aldrig været god til, det var faktisk noget hun kunne takke Cedric for, for hun havde været tvunget til at tale med sin søn om den slags. Hun vidste at han ikke ønskede at hende og Kimeya fandt sammen igen, og hun forstod ham udmærket, hun havde jo set hvad det havde gjort ved Cayla, hvilket var en tanke der gjorde ondt, for hun havde kun ønsket børnene det bedste. Blikket hvilede i hans idet han lænede sig frem mod hende. Hun betragtede ham med et intenst glimt i blikket. Den frie hånd lagde sig mod hans kind, og drev han næsten tættere på hende. ”Jeg nægter at tro det. Der var en grund til at du fandt mig dengang. Der er en grund til at vores veje altid mødes;” hviskede hun nu hvor han var så tæt på. Tomlen strøg blidt over hans kind. Der måtte være en mening med alting, også hende og Kimeya.

[Kimeya Marvalo]

De havde altid mødt modstand, og det var noget som virkelig måtte frustrere Kimeya som aldrig nogensinde før, men det var sådan at det måtte være i den anden ende. Han kunne uanset ikke gøre noget om det alligevel og det var noget som direkte irriterede ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. At de i det hele taget kunne sidde og snakke på denne måde, var faktisk noget som forundrede ham. Han var stolt og ikke mindst stædig, men.. selv han formåede at lægge det til side og bare.. snakke, for selv han havde brug for at få løftet nogen af de byrder som det havde efterladt ham med, også fordi at det var noget som han havde brug for, efter alt den tid med de mange vredesudbrud og frustrationer. Han havde brug for lidt medgang for en gangs skyld. Hånden lod han hvile mod hans dårlige ben. Det kunne godt være, at det var hans største skamplet i livet, men han havde det, kun fordi at han havde kæmpet for sin egen overlevelse og det havde virket, så selvfølgelig var det noget som virkelig gjorde ham utrolig glad. Han var en fighter, og han kom altid stærkt igen, og det var vel også et bevis på nu? ”Vi kan sagtens.. Vi skal bare.. blive lidt bedre til det,” endte han sigende, og uden at han tog blikket fra hende. Han var ikke bange for at erkende sine fejl, og han vidste skam også godt, at han virkelig var elendig til at snakke med folk om noget som helst, også fordi at han følte at det gjorde ham sårbar, og det var bestemt heller ikke en tanke som han var meget for at erkende, men den var der nu alligevel. Det gjorde ondt at vide, at hun faktisk ikke havde lukket ham ordentligt ind igen, men han forstod hende jo så til gengæld også godt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn på nogen som helst måde overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned og uden at han så væk fra hende. ”Det anede mig allerede for længe siden, Faith. Før i tiden havde du slet ikke så.. let ved at skulle blive vred på mig, som du har den dag i dag. Jeg np vel bare slå mig til tåls med, at.. jeg gjorde dig så ondt, at du ikke tør lukke mig tæt på igen,” endte han sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Tanken gjorde selvfølgelig ondt.. meget ondt, men hvad andet kunne han gøre end at acceptere det? Han trak svagt på smilebåndet og vendte blikket stille mod hende endnu en gang. Han kunne kun give hende ret, for der måtte da være noget om det, ikke sandt? ”Måske sendt ud på en opgave, men du var ikke en som jeg ønskede at slå ihjel. Du blev mig for værdifuld..” endte han sigende. Han var virkelig for stædig til bare at give op!

[Silia D. Diamaqima]

Uanset hvordan man måtte vende og dreje den så var det bestemt ikke fordi at naturen havde hjulpet dem på nogen måde! Der havde ikke været meget andet end direkte modstand, murer så tykke at end ikke de to havde været i stand til at bryde dem. Det var en trist tanke eftersom de altid havde formået at klare den igennem hvad som helst. Som de sad nu, sådan havde det aldrig været før, de var begge typer der konkluderede frem for at stille spørgsmål, hvilket selvfølgelig havde medført en hel del unødvendige skænderier, som havde formået at bringe dem hver for sig. De havde heller aldrig snakket om når det så var gået galt, de fandt altid hinanden igen, men konflikten forsvandt aldrig, det lå og tyngede dem begge, hun følte om ikke andet den enorme knude i brystet, og den tanke brød hun sig i den grad ikke om! De var begge stolte, men Kimeya havde på trods, nemmere ved at ligge det til siden end det som hun selv havde, hun hadede ikke at være perfekt, også selvom hun vidste at hendes fejl og mangler kunne danne et flere meter langt pergament alene. Et sted frygtede hun vel konstant for ikke at være god nok?” blikket hvilede skiftevis i hans blik og mod deres sammenflettede hænder mod det dårlige lår, det kom virkelig bag på hende, at han direkte tillod hende at komme så tæt på. Hun nikkede stille, og dog med et næsten forsigtigt smil. ”Det siger vi hver gang. Det fungerer ikke i praksis,” påpegede hun stilfærdigt, for det var jo ikke løgn. Lige der var hun klar over, at særligt hun havde et problem, for hun var ikke meget for ord, hun havde altid været en kvinde af handling. Hun gav hans hånd et mindre klem, men for at søge en form for trøst, det var jo faktisk en tanke der gjorde hende ondt. Tanken om at hun ikke havde lukket ham ordentlig en, var selvfølgelig en som Nathaniel havde givet hende i sin tid, men hun havde jo altid synes at den mand var lidt skør i bolden.. desværre havde han ret, og den tanke irriterede hende, for hvordan pokker skulle hun lukke ham ind?! Hun så væk, mest for at skjule de tårer der havde formået at gøre hendes øjne våde. Hun hadede at græde, særligt overfor ham! Hun kæmpede med alt magt for ikke at lade dem falde, bed sig fast i læben for at samle sig, med tanken gjorde hende bare.. frustreret! Når det blev fremstillet sådan.. så ville de aldrig kunne være sammen? ”Jeg.. du..de,” hun tav og tog en dyb indånding. En tårer trillede lydløst ned over hendes kind, hun tørrede den bort med det samme, med et næsten undskyldende smil. Den pludseligt konstante vrede på ham, skyldtes vel hendes egne frustrationer over hendes fejl og mangler, og ikke hans? ”Du gjorde mig ondt, men fortid er fortid ikke? Jeg ville så gerne, men jeg ved ikke hvordan. Jeg troede at det var endnu en omgang af Nathaniels ævl,” erkendte hun slog minen mod sit skød. Hans ord fremtvang dog et lille smil over hendes læber. ”Jeg havde nær slået dig ihjel.. til jeg endte i din seng uden eftertanke. For pokker hvor jeg dog naiv,” konkluderede hun og himlede med øjnene af sig selv. Det havde været tider, uden tvivl!

[Kimeya Marvalo]

Den evige og konstante modstand, var virkelig noget som havde taget ekstremt hårdt for deres forhold, og det var noget som Kimeya udmærket godt vidste. Det kunne godt være, at han havde en smule lettere for at lægge den stolthed til side, men selv for ham var der grænser for hvad han fandt sig i – også fra hendes side af, selvom det bestemt heller ikke altid havde været lige nemt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lod hendes hånd hvile i hans mod hans dårlige lår. Når det kom til hans egen tilstand, så havde han det meget bedre den dag i dag, end det som han havde haft for nogen måneder siden, men der var ikke noget som han ellers kunne gøre ved det nu. Han trak svagt på skuldrene og uden at tage blikket fra hende på noget tidspunkt. ”Jeg ved det godt.. Det er nok noget af det som vi begge er gode til; At være bagkloge,” endte han ganske sigende, som han lod hovedet søge let på sned, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn. Smilet bredte sig forsigtigt på hans læber. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at ødelægge det hele lige nu, for han kunne faktisk rigtig godt lide, at de bare kunne sidde der og snakke, for det var også noget som han havde brug for – det var et sted en bekræftelse som han ikke havde oplevet i måneder, for.. han var vel værd for hende at snakke med? Han trykkede hende igen i hånden, hvor han forsigtigt lagde den anden arm omkring hende, som han direkte bød hende til at sidde helt tæt ved ham. Han kendte hende, og han knne se, at det hele gjorde hende ked af det, og det var ikke en tanke som han nogensinde havde brudt sig om, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, for.. hvad kunne han direkte gøre ved det? Ikke det vildeste – det kunne jo være, at det ville hjælpe lidt når de igen kunne sætte sig ned og snakke når Jaqia havde været der? Han kyssede forsigtigt hendes pande, og med den samme rolige mine som tidligere. Han ønskede virkelig ikke at hidse sig op nu. ”Nathaniel kan virkelig være et tågehoved, Faith, og det ved vi jo godt begge to. Af den grund, så er det vel bare at lytte til ham, når han åbner munden? Fortid er fortid, men jeg kan stadig mærke på dig, at det gør dig ondt.. Og det er jeg ked af.” At hun sad og fældede tårer, var noget som satte en knude i hans eget bryst, for hvis der var en tanke som han ikke var meget for, så var det da helt klart den! Han lod hovedet søge en anelse på sned og uden at fjerne blikket fra hende. Tanken fik ham dog til at smile. ”Uden så meget som en trævl på kroppen, hvis jeg husker helt rigtigt. Det var tider dengang Faith.. Jeg ville gøre hvad jeg kunne, for at komme tilbage til det igen,” endte han dæmpet. Lige nu var han faktisk rolig. Det var rart at sidde og bare snakke om tingene.

[Silia D. Diamaqima]

De sidste mange år, havde de vel end ikke haft noget man direkte kunne kalde for et forhold, for det var blevet slidt og ødelagt, ådt op fra indsiden, bid efter bid og det havde været en smertefuld proces. Man kunne vel sige at hun et sted havde opgivet tanken om at de for alvor ville blive lykkelige?De kunne havde reddet det, de havde begge haft chancen for at gøre tingene så meget lettere, men de havde taget det for givet, og nu kunne de jo se hvor det var endt med at skulle fører hen. Hun slap hans hånd, og vendte den lidt mere sikkert mod hans lår. Tomlen lod hun stryge yderst forsigtigt, næsten som søgte hun en form for tilladelse, hun vidste jo hvor ømtålelig han var overfor det ben, og hun fortstod ham et sted godt, men det lod alligevel til, at han havde vænnet sig til tanken, og faktisk var endt med at åbne mere op? Faith nikkede stille. De havde været bagkloge, de havde bege troet at de sad med alle svarene, og at de udmærket vidste hvad der var godt for dem som par og hver for sig, men sandheden var at de aldrig havde den mest fjerne idé. ”Vi ved altid bedst,” medgav hun stille. Nathaniel havde gang på gang forsøgt at påpege det, men ingen af dem ønskede at lytte når først det kørte ud på denne sidespor. Det var sjældent at tårer direkte faldt når det kom til hende, for hun havde altid været for stolt til at vise dem, hun ønskede ikke at være svag. Tanken om hvor meget han havde gjort hende ondt, mens hun havde brugt årevis på at fornægte det, gjorde ondt, ikke mindst fordi hun vel følte at det var hendes skyld? Hendes fornægtelse havde i virkeligheden bygget den mur op imellem dem. Hun lænede sig op af ham, med hovedet hvilende mod hans overarm, mest fordi hun ikke var høj nok til at nå hans skuldre. Hun lod sig putte ind til hans favn, selvom afstanden gjorde det en anelse kompliceret. Blikket hvilede mod hendes hånd mod hans lår. Hun strøg tårerne bort med den frie hånd. ”Måske. Desværre har min.. stolthed vel nægtet at lytte til hans tossede ord,” sagde hun med en underlig grødet stemme. Kimeya havde gjort hende ondt.. gang på gang, og hun havde forsøgt at vise ham tillid på trods af alt, bare en gang.. han dumpede testen dengang, og siden havde en stor del af hende været et lukket land. De våde øjne blev brudt af et lille smil ved minderne omkring deres første aften. ”Det er sandt. Jeg udnyttede mine kvindelist og det gav tydeligvis pote i sidste ende.. Jeg har flere gange drømt om at komme tilbage til dengang,” erkendte hun, og løftede blikket for at se ham i øjnene. ”Starte forfra. Være den samme naive unge kvinde, der godtroende smed tøjet for en komplet fremmede og gav sig hen til ham, selvom hun havde afvist enhver anden mand har havde forsøgt sig,” hånden gled mod hans kind, hun plantede et forsigtigt kys mod hans mundvige. Hun talte sandt, det var tanker hun havde gjort sig gang på gang.. om det var muligt.. det måtte tiden vel vise?

[Kimeya Marvalo]

Det var bestemt heller ikke fordi at det havde været nemt for nogen af dem, men Kimeya var af den grund alt for stædig til at give op. Han havde valgt at lade hendes hånd hvile mod hans dårlige ben, også fordi at hun vidste hvor ømtålig han havde været omkring det, for det var virkelig hans svageste punkt for øjeblikket, og det var bestemt heller ikke fordi at han kunne gøre noget ved det alligevel. Det var jo bare en kendsgerning, som han måtte leve med resten af livet, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han altså ikke gøre noget ved det alligevel. At hun tog hånden til sig og selv lagde den mod hans lår, reagerede han knapt nok på, for han lod den faktisk bare ligge der. De grågrønne øjne hvilede på hendes skikkelse og med det stille smil på læben, for løgn var det jo trods alt heller ikke engang. Begge havde de gjort fejl, for han vidste udmærket godt, at han på ingen måder var fejlfri eller uskyldig i denne sag. Han betragtede hende med en ganske sigende mine og med hovedet let hvilende på sned, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. ”Det er til tider svært at finde ud af om Nathaniel snakket i tåge eller om han faktisk mente det.. Eller er det bare mig? Jeg har jo heller ikke lyttet til ham, Faith. Jeg lod dig glide fra mig som sandet mellem fingrene,” endte han sigende, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn, om det var noget som man ville det eller ikke. Han lod hende roligt blive siddende i hans arme, for det var en tanke som han faktisk godt kunne lide. Blikket gled stille mod hende endnu engang. Hendes ord var noget som faktisk måtte gøre ham.. glad et sted, og det var noget som han heller ikke havde følt igennem utrolig lang tid, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han tog imod hendes kys til hans mundvige, for det var noget som han faktisk rigtig godt kunne lide! Smilet bredte sig bare en anelse. Hun behøvede virkelig ikke blive så ked af det, for han havde intet imod at hun græd. Tvært imod, så kunne han faktisk godt lide, at hun viste lidt følelse, også fordi at det var noget som skete så sjældent som det nu gjorde, så selvfølgelig gjorde det også meget for hans vedkommende. ”Du er ikke den eneste som har siddet med det ønske, min egen. Gang på gang har jeg kigget ud af vinduet.. og tænkt over hvordan det var dengang kontra nu..” endte han sigende. Hånden mod hans kind, var noget som han nød, for han kunne faktisk godt lide, at hun var så.. sød og god ved ham, også fordi at det var noget som skete så sjældent som det nu gjorde. Han trak vejret dybt, som han hævede hånden og lagde den under hendes hage, kun for at hæve hendes blik mod sig. ”Din kvindelige list, er den eneste som har formået at slå benene væk under mig,” endte han dæmpet.

[Silia D. Diamaqima]

Det lå ikke til nogle af dem at give op uden videre, hvilket vel også var sådan, at de var endt som var de var, med det samme ubrydelige mønster. Når de endelig fandt sammen, så kunne de næsten tælle dagene til de atter ville være fra hinanden, og den tanke frustrerede hende. Hvordan kunne de tillade at det blev ved? Det ødelagde en lille del af dem begge gang på gang, og nu hvor der var børn og familie inde i billedet, så burde de virkelig tænke sig mere om end det, men nemt var det bestemt heller at bryde en vane sådan uden videre. Hånden blev hvilende mod det dårlige lår, hun nød at blive indviet i den del af ham, for de havde begge fejl og mangler, og dette var trods alt blot bare en af hans, og en som hun slet ikke havde et problem med at skulle leve med. En tanke slog ned i hende. Det føltes på ingen måde akavet at sidde og snakke med Kimeya, hun følte sig ikke direkte svag ved at dele sine tanker med ham, så hvorfor havde de gjort det til et sådan problem gennem hele deres fortid sammen? Måske fordi de var for gode til at anklage, frem for at tale fornuft? En mindre latter brød hendes læber bed hans ord. ”Det er ikke bare dig, den mand er forfærdelig,” svarede hun med et diskret smil der alligevel brød hendes tårer. De var tørret ind på hendes kinder, og nye var stoppet med at falde. Panden mødte lidt opgivende hans overarm. ”Åh gud.. hvordan lod vi det komme så langt?” mumlede hun stille, også selvom det ikke rigtigt var en direkte hentydning til hverken ham eller hende selv. Dette var måske en af de eneste gange han nogensinde så hende græde, for hun havde ikke været god til det overfor ham, i ren frygt for at han ville le af hende, men nu hvor det skete var det faktisk ikke ubehageligt mere.. lettende? Desuden gav det ham muligheden for endelig at være en mand der beskyttede sin 'skrøbelige' kvinde, og hun kunne næsten fornemme hvor meget han faktisk måtte nyde den del. ”Det var perfekt. Vi så ikke andre.. måske det var vores fejl,” hun rettede igen de funklende øjne mod hans varme mine, idet han selv valgte at ligge hånden under hendes hage. Hendes hjerte bankede fast mod sit bryst, tanken om at kysse ham formåede næsten at overdøve lyden af hans ord.. men hvor ville det fører dem hen? Samme vej som det altid gjorde, alt ville være godt, og om ganske kort tid ville det se nøjagtig ligesådan ud. Hendes læber bredtes i et lidt tilfreds smil. ”Ja den del gjorde jeg ret godt,” roste hun sig, med det lille glimt i øjet og en drillende tone under den lidt grødet stemme. ”Kimeya.. jeg føler at jeg har lukket dig ind, selvom jeg ved at det ikke er tilfældet. Vi kommer ingen vegne før jeg har fundet ud af at gøre det. Men jeg ved ikke hvordan,” hviskede hun frustreret. Det var jo sandt, selvom det gjorde ondt. Hendes mine fortrak sig igen til en næsten sørgmodig. Et sted ville hun vel ønske, at han havde været i stand til at vise hende det? Desværre lod han ikke til at vide mere end hun gjorde

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at de endnu en gang var stødt på et kæmpe hinder, som ikke bare var til at komme over, om det var noget som man ville det eller ikke, for det var bestemt heller ikke fordi at den tanke gjorde det mere behageligt. Af den grund, så kunne han faktisk godt lide, at de bare kunne sidde og snakke om tingene og faktisk uden at kaste med skyld eller det ene eller det andet, for han vidste udmærket godt, at han på ingen måder var uskyldigheden selv, for det var han på ingen måde, og det vidste han udmærket godt! Han sukkede dæmpet og blev ellers siddende godt med hende tæt ved sig. At det var en stund som de begge kunne nyde, var noget som faktisk fik ham til at slappe af, også fordi at det faktisk var en stund hvor han kunne formå at slappe af. Han plantede et forsigtigt kys mod hendes pande. Han bevægede sig varsomt frem, for han ønskede bestemt heller ikke at virke alt for frembrusende, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han trak let på smilebåndet og nikkede. ”Han er så klog og intelligent, at det kan være forfærdeligt at høre på,” medstemte han direkte morende, for det var jo trods alt heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende, om det var noget som man nu ville det i den anden ende, så var det jo trods alt heller ikke noget som han kunne løbe fra. Til tider kunne Nathaniel virkelig kede ham med sine mange forklaringer og fortællinger! ”Jeg ved det ikke.. Jeg ved det virkelig ikke..” endte han dæmpet, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Han vidste det virkelig ikke, men.. det gik vel først op for folk hvad de mistede, når det faktisk var væk? Ikke fordi at det var en tanke som gjorde det meget mere behageligt for ham, for han brød sig slet ikke om det på nogen måde overhovedet! Det var deres fejl ene og alene, også selvom de måske burde have tænkt sig lidt om, nu hvor de havde en familie og det hele, men igen, så kunne man jo altid være bagklog. Han sukkede dæmpet og vendte blikket sigende mod hende endnu en gang. Hendes kvindelige list var den eneste som nogensinde havde slået ham af pinden bare sådan, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. Hånden lod han stryge mod hendes kind ganske roligt og stille og uden at slippe hende med minen. At hun alligevel havde kysset ham ved mundvigen, var vel et skridt i den rigtige retning? I hans øjne om ikke andet. ”Jeg gjorde dig ondt.. som jeg aldrig nogensinde har gjort det før, min egen.. Vi kan tage et skridt af gangen.. Før eller siden skal dit hjerte nok lukke op for mig.. hvis det er hvad du vil..” Han bevægede sig forsigtigt tættere på, mest af alt også for at se hvad hun ville, for.. han ønskede jo heller ikke at virke alt for frembrusende.