Home sweet home.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya turde virkelig ikke håbe på noget, så nu hvor stunden endelig havde meldt sig, så var det at udnytte det så længe, at det nu var ham menneskelig muligt. De grågrønne øjne hvilede på hendes skikkelse og selv med det lette smil på læben. Tanken om at hun faktisk havde valgt at berøre hans mave, var ikke noget som han havde noget imod stort set, selvom det nu ikke ligefrem var noget som han havde forventet sig, for det havde han på ingen måder gjort. Han trak vejret dybt og trak let på skuldrene. ”Man tager vel hvad man har.. Det efterlader dog desuden sine spor. Du har da aldrig klaget over det før,” påpegede han sigende og med den samme rolige mine som tidligere, for det var jo ikke engang en løgn. Hun var en kvinde som han holdt forbandet meget af, og stadig gjorde, selvom han slet ikke vidste om han skulle trække den videre eller ikke, selvom hun faktisk havde lagt op til det allerede mange gange nu – han vidste bare ikke om hun gjorde det fordi at hun havde lyst eller om det var fordi… det bare var gået hen og blevet en vane? For det var sådan at hun selv måtte se på det hele i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Man lyver da aldrig nogensinde for sin svigermor!” påpegede han med en tydeligt morende mine, for det var jo rigtigt. Desuden vidste han udmærket godt at Camille forgudede ham og altid havde gjort det! Faiths talenter i et køkken var ikke just noget som man kunne prale af. Desuden kunne han huske de mange gode stunder dengang børnene havde været små og konstant tigget og plaget for hans pandekager – selv det var ikke noget som skete mere, også fordi at de virkelig var blevet store og… vokset fra ham. Han trak mere på smilebåndet. ”Det sagde du og ikke jeg. Desuden vil jeg hellere ligge her og betragte dit smukke ansigt end at stå i damp i køkkenet,” påpegede han sigende. Det kunne godt være at han led med et handicap, men tingene gjorde han bestemt selv! Han skulle bestemt ikke have nogen til at gøre tingene for ham, for det var noget som helt klart måtte ramme hans egen stolthed, så det var slet ikke noget som kom på tale for hans vedkommende på nogen måde! Han endte med at kravle tættere på hende og lagde sig igen til ro, og uden at slippe hendes hånd, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for. ”Ved du hvor længe siden det er vi har ligget sådan her, Faith? Og bare snakket uden at hæve stemmen?” endte han sigende. Han kunne slet ikke huske, at de havde gjort det siden Cedrics fødsel, så det var klart også ved at være mange år siden nu! Han nød det. Det gjorde han virkelig.

[Silia D. Diamaqima]

Efter deres sidste møde, så var der nok ingen af dem der turde og gøre sig nogle forhåbninger, for denne gang var det virkelig endt med at gå galt. Uanset så ville hun hellere nyde et af disse sjældne øjeblikke nu hvor muligheden bød sig, om det så i sidste ende ville fører noget andet med sig. Efterhånden var hun kun blevet mere og mere sikker, hvilket også gjorde, at hun langt mere naturligt, faldt tilbage i den rolle som hun havde haft gennem alle de år, hvilket hun hurtigt havde fundet ud af, måske var en anelse for nært. Sådan havde hun om ikke andet valgt at tolke det, at han havde valgt at trække maven sammen. Tungespidsen lod hun stryge over læberne, for at tilfører dem en anelse fugt. Kulden påvirkede hende i en umådelig stor grad. ”Jeg har aldrig haft noget at klage over. Det har sin charme,” erkendte hun med samme uskyldige mine. Det havde somme tider sine klare træk, at hun var halv procianer, også selvom det langt fra, var noget som hun gik og pralede med. Efterhånden havde Faith virkelig forsøgt at vise hvad hun gerne ville, hun havde forsøgt at komme bare en smule tæt på, prøvet at fortælle ham, at hun faktisk gerne ville have, at han skulle tage hende tæt på, men uden at tvinge ham til noget som helst, og det lod ikke til at han opfattede det, hvilket faktisk var en tanke der frustrerede hende, for det var bare langt mere rigtigt! Hun rømmede sig. ”I så fald er jeg bestemt ikke svigermors drøm,” erkendte hun ærligt. Hun havde i den grad løjet overfor den kære Elanya mange gange! Desuden kunne Kimeya udmærket finde på at gøre det samme, det vidste de begge! Cecilaya havde gang på gang været oppe om natten, fordi Kimeya havde lovet hende nogle af hans fantastiske pandekager, og hun måtte selv erkende, at det virkelig var en himmerigsmundfuld. Sådan havde hun aldrig været, det tog ganske enkelt for lang tid. For et kort øjeblik lod hun blikket forlade hans, mest for at skjule den lettere røde farve, som hun havde en mistanke om havde sat sig i hendes pludseligt brændende kinder. Hvordan han pludselig fik hende til at rødme vidste hun ikke, for det var så sandelig mange år siden! ”Jeg nævnte blot, hvad der eksisterede i dine tanker kære,” påpegede hun lidt drillende. Hendes hjerte slog et ekstra slag. Hun følte sig virkelig ikke smuk. ”Mit trætte ansigt, vil jeg nærmere vove og påstå,” næsten undskyldte hun sig. Hånden forblev i hans. Hun lod ham uden tøven komme tættere på, også selvom det kom lidt bag på hende. Det var jo lige før, at hun faktisk lå i hans favn. Ganske stille lod hun den frie hånd, falde mod hans kind. Hun lod tomlen stryge over de ru skægstubbe. ”Har vi nogensinde haft en samtale uden at hæve stemmen?” påpegede hun sigende. Det havde de ganske vidst, men inden for de seneste utroligt mange år, så var det bare ikke noget der havde fundet sted, og skænderierne overstrålede desværre alt andet.

[Kimeya Marvalo]

Efterhånden var Faith næsten endt fuldkommen i Kimeyas arme, så selvfølgelig var det en tanke som han umådelig godt kunne lide, selvom han nu tog det stille og roligt i stedet for. Han ønskede at nyde denne ellers så sjældne stund uden at ødelægge den, for det vidste han skam udmærket godt, at han var frygtelig, frygtelig god til, og det var en tanke som i den grad også måtte gøre ekstremt ondt for hans eget vedkommende. Hans grågrønne øjne hvilede på hendes skikkelse og uden det mindste tegn til vrede. Han rystede stille på hovedet til hendes ord, for det var bestemt ikke fordi at man kunne sige at han var… så stolt af det. ”Du var den som skulle leve med det, så…” endte han sigende, og uden at tage blikket fra hende. Den eneste som skulle og havde set ham i det rene ingenting var to i hans liv – Nalanis mor og Faith selv. Der var faktisk ikke mange andre, og de andre, var stunder som ikke engang var værd at nævne. Hovedet lod han søge let på sned endnu en gang. Begge var de utrolig gode til løgne, og han vidste det jo godt, men af den grund, så var han sjovt nok altid kommet godt overens med Camille, og det var en tanke som han faktisk godt kunne lide. Bare alene den tanke om at han i det mindste kunne gøre.. bare noget rigtigt. Han trak vejret let og dybt. ”Det tror jeg ikke nogen af os har været, min egen.. Af den grund, tror jeg ikke at min gamle mor bærer nag,” endte han ganske sigende. Han havde jo trods alt set at Elanya og Faith var kommet skræmmende godt ud af det med hinanden, så det var vel også bare en god ting? At han alligevel formåede at få hende til at rødme, var noget som kun fik smilet til at brede sig på hans læber, for det var helt klart længe siden at han havde set det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg har savnet at se den farve. Og nej.. det er på ingen måder et træt ansigt.. det er smukt.. Det smukkeste jeg længe har set,” Han mente det faktisk! Om hun så troede på ham eller ikke! Hånden som hun hævede og lagde mod hans kind, fik ham roligt til at lade hovedet søge mod den, også som tegn til at hun godt måtte, også nu hvor hun var endt med at ligge så tæt på ham, for det var bestemt ikke noget som han havde det mindste imod på nogen måde overhovedet. Øjnene gled roligt i. ”Jeg er temmelig sikker på at det er forekommet.. ellers var vi aldrig endt her gang på gang, på gang på gang,” endte han dæmpet. Han havde jo slet ikke tal på hvor mange gange de var gået fra hinanden, men der var vel en grund til at de altid var.. endt sammen igen? Der måtte være noget som stadig tiltrak dem. Han kunne i hvert fald ærligt erkende, at han på ingen måder var klar til at give slip på hende endnu.

[Silia D. Diamaqima]

At ligge i hans arme, ville uden tvivl være det mest rigtige, men på den anden side så ønskede hun virkelig heller ikke at forhaste sig med noget som helst, desuden lå hun ret godt, med ham liggende på siden af hende, hun kunne betragte hans ansigt, og det smil der lod hans mine fortrække sig i helt andre folder, end dem som hun havde været vant til at se, og den tanke var bestemt en hun nød. Lige denne stund, ønskede hun for alt i verden ville vare ved, eller om ikke andet ikke ende om blot et kort øjeblik, for at de igen kunne skændes. Sådan havde det stort set altid været, når de endelig havde ligget som de gjorde nu, så var der et eller andet der havde forstyrret dem, og forsaget de daglige skænderier. Det lille smil forblev på hendes læber, det havde slet ikke været ment som en skidt ting, for hun synes ærlig talt at han var en charmerende mand, selv på trods af at han var blevet ældre, og mere whisky var blevet hældt indenbords. ”Og det gjorde jeg, der har aldrig været den mindste ting at klage over for min del,” svarede hun ærligt, for løgn var det bestemt ikke. Mange kvinder havde set langt mere af ham, end det som Faith brød sig om, men hun ville ikke dvæle ved de tanker nu, for det ville uden tvivl ødelægge øjeblikket, hvilket hun ikke så nogen grund til. Ingen af dem havde været synderlig god til sandheden når det kom til familierne, som oftest heller ikke når det kom til hinanden, og de havde gang på gang taget konsekvenserne af det. Når det kom til Ela, så var det alligevel endt med, at de var kommet godt ud af det med hinanden, selv på trods af århundredes intern krig og fjendskab, og selvom hun den dag i dag, havde kendskab til hendes blodbundne mor, så anså hun ikke Elanya for at være hendes som sådan. ”Den betvivler jeg ikke. Desuden.. jeg gjorde da aldrig noget imod din mor,” påpegede hun med en rynken på næsen. Hun havde kun mindst, forsøgt at slå hendes datter ihjel, og senere faktisk slået hende ihjel, men hvad pokker, hun havde jo bedt om det! Den svage rødmen var en yderst sjældenhed, men den var der og kunne anes. Det var længe siden at han direkte havde skænket hende et kompliment, og selvom hun nød tanken, så følte hun sig på ingen måde smuk. ”Det smukkeste du længe har set? Hvad var det smukkeste?" Spurgte hun lidt pigenærmet, selvom hendes smil afslørede at det slet ikke var noget hun tog til sig. Hånden forblev mod hans kind, og eftersom han lod kinden falde imod hendes hånd, så gik hun ikke ud fra at det var et problem. ”Måske.. men jeg husker det ikke,” hviskede hun, næsten med snerten af sørgmodighed i tonen. De havde i den grad spildt den ene stund efter den anden, hvor de kunne have nydt dem som de gjorde nu, men i stedet havde valgt at råbe og skrige, og kaste hinanden bort.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ønskede bare at nyde en fredelig stund, nu hvor han endelig havde muligheden for det, for normalt, ville de slet ikke kunne ligge sådan her uden at blive forstyrret på den ene eller den anden måde, og selvfølgelig var det noget som gjorde ham direkte irriteret! Ikke at det var noget som han ville tænke på i denne stund, for det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være, og han kunne virkelig ikke gøre noget ved det. Hans mine forblev ganske rolig og uden at forlade hende. Det var sjældent at han var så rolig som det han var nu, men det var virkelig underordnet for hans vedkommende. Pointen var vel stadig at han slet ikke var klar til at give slip på hende, selvom han frygtede at han ikke havde noget andet valg? Uanset hvad, så vidste han godt hvad han var nødt til når det måtte komme til Faith, også selvom han var sikker på at de nok skulle finde en løsning på det hele – han håbede da om ikke andet. ”Godt,” endte han sigende og uden at smilet falmede det mindste fra hans læber, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Selv havde han lært at skulle betragte Elanya som sin mor. Han havde vel langt nemmere for det end det som Faith havde? Også selvom det faktisk var noget som han havde det helt fint med. Han sendte hende et ganske sigende smil. ”Jeg tror desværre ikke at hun er helt enig, hvis du spørger hende, min egen,” erkendte han direkte morende. Han stod dog stædigt fast på at Faith altid havde været noget af det smukkeste i hans liv. Hun var jo kun blevet smukkere med årene, hvilket gjorde, at han virkelig følte sig.. heldig over at kunne sige, at hun om ikke andet, så havde været hans. Han vidste jo ikke hvordan det ville gå herfra. Hendes ord og det at hun direkte spillede tøsefornærmet, var noget som morede ham. Ja, han kunne da slet ikke huske hvornår de havde moret sig sådan på denne her måde, og det føles virkelig utrolig rart! Han rykkede helt tæt på hende, så armen roligt sneg sig omkring hende. Ja, han var ikke bleg for det, men han ønskede jo heller ikke at forhaste noget som helst, for det fik ingen af dem noget som helst ud af, og det vidste han jo godt. ”Det smukkeste? Det er personligheden som ligger foran mig.. en gudeskøn krop, et fantastisk smil, smukke øjne, et flot hår.. en fantastisk mor til mine børn og en som jeg har været stolt af at kalde for min,” endte han med en rolig stemme. Løgn var det ikke, for han mente det! Hun var og blev det smukkeste i hans liv! Hendes sørgmodige stemme, var noget som tydeligt fangede hans opmærksomhed. Han havde aldrig brudt sig om det, når hun var ked af det. Han hadede det faktisk! ”Du skal ikke tænke på det nu, min kære.. Du burde få noget søvn. Jeg ved ikke hvor vagterne fandt dig, men jeg kunne forestille mig, at det har været en lang vandring,” endte han sigende. Han lagde sig roligt ned – helt ved siden af hende i stedet for, og endnu med armen roligt hvilende om hende, godt nok over dynen.

[Silia D. Diamaqima]

Ligesom alt andet, så ville dette ikke varer evigt, og uanset hvor meget den tanke plagede hende, så var hun fast besluttet på at nyde det så længe hun ville være i stand til det. Det var flere hundrede år siden, at de havde ligget som de gjorde nu, men tanken om at de faktisk lå og direkte morede sig, følte sig tilpas i hinandens selskab igen, var noget hun nød, det føltes velkendt, selvom det lå i en fjern fortid. Hver eneste gang var de blevet forstyrret, det slog aldrig fejl, og det var altid af dårlige nyheder, eller forkerte handlinger, og det endte som nu hver eneste gang, hvilket faktisk var en tanke der irriterede hende. De funklende, grønne øjne hvilede i hans med det lille glimt, der i sin tid havde været en del af hende, men som gennem årene var forsvundet sammen med gnisten. Hun ville aldrig blive klar til at give slip på Kimeya, uanset hvor meget han kastede i hovedet på hende, uanset hvor mange kugler endnu han havde tænkt sig at kaste.. Hun ville råbe og skrige, og så ville hun igen smelte for hans fødder. Et sted irriterede tanken hende, for han var den eneste der formåede at styrer hende på den måde! Faith nikkede stille til hans ord, og lod kort tomlen stryge over hans læber, før hånden endnu engang faldt tilbage på sin egen mave. Når det kom til Elanya, så havde hun hadet kvinden gennem mange år, og selvom hun kom fra elendige familieforhold, så havde Camille i det store og det hele været en varm mor, hun kunne ikke se anderledes på det, selv ikke nu hvor Elanya var dukket op. ”Man ligger som man har redt,” svarede hun kortfattet. Elanya havde virkelig selv været uden om det hele! Hun så en anelse afventende på ham. Hun tog det ikke nært, men hendes nysgerrighed havde altid været slående, også selvom det for i aften var ren morskab. Måske hun i sin tid havde været en køn kvinde, og hun var det vel på sit vis endnu, men hun var blevet ældre, hvilket havde sat sine klare spor, hendes krop var arret, fødslerne havde givet hende strækmærker, og hendes bryst hang bare en lille smule, primært fordi hun slet ikke havde haft et brystparti før børnenes fødsel, hun følte sig virkelig ikke smuk længere. Hans ord var næsten overvældende, og det var sjældent at hun blev stum. Hun endte med at glide om på siden, så hun lå puttet helt ind i hans favn, nu hvor han selv havde valgt at komme tættere på, også for at skjule den langt mere kraftige rødmen, forsaget af et alt for hurtigt hjerte. Et sted ville hun vel ønske at han havde givet hende de ord måneder før? Flere gange åbnede hun munden for at svare, og hver gang lukkede hun den blot igen, og endte med at tie, selvom alt for mange ord kørte i hende hoved for at finde svar. ”Det var ikke galt,” løj hun, mest fordi hun ikke ønskede at sove, ikke nu.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne slet ikke huske hvornår de havde ligget på denne her måde sidst. Ikke fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved nu, men det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. Faith var og blev det kæreste i hans liv, foruden hans børn, selvom han ikke rigtigt havde noget med dem at gøre mere. De var ikke bare vokset fra ham, men de var blevet voksne, hans datter skulle til at tage pladsen som leder af dæmonerne, og hans søn havde skærmet ham fra sit liv fuldstændig, og det var en tanke som gjorde ondt. Han betragtede Faith med en rolig mine, også selvom der var.. frustration at spore dybest inde? Ikke fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved, for igennem det sidste lange stykke tid, så var han virkelig endt med at blive en utrolig frustreret mand. Han havde et tomrum som bare ikke kunne fyldes, selvom.. det var blevet fyldt til randen, nu hvor Faith atter måtte ligge ved hans side. Selv vidste han at meget af det som var sket mellem Faith og Elanya havde været selvforskyldt – fra begges sider af, men de fandt ud af det, og om Faith anså Elanya som sin mor eller ikke, var noget som han virkelig var fuldkommen ligeglad med. Camille var et fortræffeligt bytte hvis man spurgte ham! At hun alligevel valgte at lægge sig ind mod hans favn, fik ham roligt til at låse grebet omkring hende, kun for at trykke hende tættere ind mod ham, for han ønskede faktisk at vise hende, at dette var noget som han stadig kunne finde ud af. Han kunne faktisk godt finde ud af at være en god mand! Hvis det var noget som han ville selvfølgelig! De grågrønne øjne hvilede på hende, hvor selv smilet ej måtte falme. ”Det kan godt være, at du er god til at lyve Faith, men det har du aldrig været overfor mig..” Ikke fordi at det var noget som egentlig rørte ham. For pokker, det var jo Dvasias! Han lod hovedet roligt søge ned ved siden af hendes – han kunne fornemme hendes dejlige duft, og det var bestemt også noget som gjorde ham fuldkommen.. rolig. Det var som den sidste brik langt om længe, måtte falde på plads, og det var en behagelig følelse! ”Desuden får du brug for energien.. Der er.. noget som jeg er nødt til at nævne for dig,” tilføjede han med en dæmpet stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn som sådan. Jaqia havde ham i hendes hule hånd, og han havde ikke noget andet valg end at lystre hende. Alene af den grund, så kunne han selvfølgelig kun håbe på at hun ville vise sig at være lidt samarbejdsvillig, for det ville jo selvfølgelig gøre det hele langt nemmere for ham på alle tænkelige måder, for det var bestemt ikke fordi at det var noget som han ønskede af sin gode vilje!

[Silia D. Diamaqima]

Børnene blev desværre kun større og større, og jo større de blev, jo mindre havde de brug for deres kære forældre, hvilket Faith var udmærket klar over, alligevel så formåede hun som enhver anden mor, ikke at blande sig uden om. Cedric var blevet en stor og flot mand, som man kun kunne være stolt af, og Cecilaya var ved at blive en fornuftig ung kvinde, moden til det ansvar som hun var på vej til at tage. Det var virkelig to engle de havde skabt og sat til verden, også selvom særligt Cedric ikke havde haft den barndom som hun havde ønsket at give ham. Nætterne i Manjarno havde været lange. Hun havde ikke haft nogen idé om hvasd der skete hendes børn, og Kimeya havde været så forbandet langt væk, og selvom hun havde følt savnet, så havde det slet ikke været så stort, som det var nu hvor hun lå med ham tæt på sig. Hun puttede sig stille ind i hans favn, skjulte minen mod det der under dynen, ville have været hans bryst. Duften af hang ham over det hele, hvilket gav hende en automatisk følelse af træthed, mest fordi hun faktisk følte sig tryg. Et lille smil prydede hendes læber. Han kom tæt på hende, han rørte hende, hvilket i sig selv havde været umådelig savnet. ”Nej desværre,” mumlede hun og sukkede en anelse opgivende. ”Jeg blev fanget ved muren og transporteret derfra. Før det gik jeg fra Neutranium til grænsemuren. Men jeg er ikke træt,” tilføjede hun hurtigt, og lød på ingen måde overbvisende. Hendes krop var direkte udmattet, men hendes sind var ikke med på at skulle falde ind i søvnen i øjeblikket, ikke nu hvor de endelig sådan. Hans ord fik hende hurtigt til at se opmærksomt på ham. Smilet famlede. Hans blik afslørede at hun ikke ville bryde sig om det, hvilket i sig selv var nok til at skabe en umådelig hjertebanken. Hun hævede sig en anelse for at kunne se på ham. ”Jeg kan allerede fornemme, at jeg ikke vil bryde mig om det,” mumlede hun med tydelig mere irritation i tonen. Det gjorde hende urolig, for hun kunne trods alt heller ikke altid regne Kimeya ud. ”Kom med det,” opfordrede hun med samme tydelige irritation. Blikket hvilede i hans. Det var typisk. Nu lå de endelig her, det eneste der manglede var en dårlig nyhed til at ødelægge det hele. Alligevel kunne hun heller ikke bede ham om at tie stille, for nu havde han trods alt vækket hendes nysgerrighed. Fanden tage ham, og tog hun ikke meget fejl, så havde det helt sikkert noget med hendes landsforvisning at gøre, hvorfor skulle han ellers se sådan ud? Det gjorde hende om ikke andet, ikke tryg på nogen måde, det var helt sikkert.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at det hele bare var noget som man burde nyde mens man kunne. Nu var børnene ved at være så gamle, også selvom det var svært nok for ham selv at følge med i det hele taget, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Ikke fordi at det som sådan gjorde ham noget, selvom han virkelig måtte erkende, at tanken alligevel gjorde ham en kende trist. Børnene havde tydeligvis ikke brug for deres far mere, og det var faktisk en tanke som han havde svært ved at falde til ro med. Hans blik hvilede trygt på hendes skikkelse. At lyve for ham, var slet ikke noget som hun kunne, og det vidste han! Han kendte hende i den grad alt for godt efterhånden. Hovedet lod han søge let på sned, også selvom hendes ord ikke direkte var noget som lettet ham som sådan, for det var slet ikke den effekt som det havde på ham – tvært imod. ”Du er træt min kære, du kan ikke benægte det,” endte han dog sigende. Af den grund, så kunne han da heller ikke bare smide hende i seng, for hun var en voksen kvinde som.. tildels kunen bestemme selv, for der var stadig visse ting som hun ikke kunne få lov til at gøre på egen hånd, om det var noget som hun nu ville det eller ikke. Hans mine indikerede nok at det var ganske alvorligt, for det var det i allerhøjeste grad også. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at ødeælgge hele stemningen, men han var jo nødt til at fortælle hende det, i og med at han også havde valgt at lukke hende ud af cellen. Hånden hævede han roligt og lod den stryge mod hendes kind. At hun lå der godt og trygt i hans favn, var slet ikke noget som han havde det mindste imod, for det var jo bare sådan noget som han godt kunne lide. Det føles så.. rigtigt, og det var bestemt også en tanke som han umådelig godt kunne lide. ”Jaqia skænkede mig en ordre da du var blevet landsforvist fra landet, min egen.. Du skulle føres til min fangekælder frem for den som er på slottet. Jeg skulle holde dig her, piske dig og holde dig koldt i mørket dernede frem for... i sengen her sammen med mig. Jeg ved godt, at hun kommer til at kigge forbi, men hør mig nu færdig!” begyndte han næsten hastigt, for han kendte hende nok til at hun ville.. flippe eller noget lignende, og det ønskede han ikke! ”Visse ting nægter jeg at gøre.. hvis jeg kan blive fri for det. Jeg vil ikke holde dig i kælderen, men af den grund, så er du nødt til at holde dig indendøre.. her sammen med mig og før Jaqia kommer... så er det ned i kælderen.” endte han ganske roligt og med en alligevel alvorlig mine.

[Silia D. Diamaqima]

Faith havde altid vidst, at hun skulle nyde mens børnene var små, men eftersom hun aldrig havde været særlig meget for børn, så måtte hun nok erkende, at hun havde taget det lidt for givet. Nu hvor de var store, fik hun de typiske problrmrt med at give slip, også selvom der ikke var meget at gøre ved det nu. Børnene havde ikke længere brug for dem på samme måde, og det var nu engang sådan det var. Faith havde trukket sig en smule, mest for at kunne strække sig og se på ham.Alvoren stod tydeligt malet i hans blik, og det gjorde hende direkte urolig. Hans ord gik for en gangs skyld lidt forbi. Måske hun ikke var god til at lyve, og særligt ikke overfor ham, men det burde vel også sige ham lidt? ”En smule,” erkendte hun fraværende, også selvom det slet ikke kunne gøre det. Hendes blik hvilede alvorligt på ham. Tanken om at deres stund skulle ødelægges af en dårlighed nyhed, det var jo efterhånden blevet ren vane, og en hun godt kunne have været foruden. Hun nød strøget over hendes kind, også selvom hun ikke lod den falde mod hans hånd, mest fordi hun ikke kunne falde til ro i øjeblikket. Allerede i det han valgte at åbne munden, havde hun ligeså åbnet hende. Hun trak sig ud af hans favn, og satte sig op, med dynen der dækkede hendes bryst. Det kunne han ikke mene! For et øjeblik så hun tomt frem for sig. Tanken om den mørke, kolde kælder gjorde hende direkte panikslagent, også selvom det ikke var noget hun ønskede at dele med ham nu. Hun endte dog med at tie for at lade ham snakke færdig. Hånden lod hun stryge over det flammerøde hår, der igen var faldet ned over hendes ryg. ”Holde mig fanget? Piskeslag?” gentog hun næsten opgivende. Hun var virkelig blevet taget på sengen. ”Skønt.. flere ar til samlingen;” mumlede hun sammenbidt. Hun havde endnu ingen idé om hvor han egentlig ville hen med hans ord, det eneste hun så for sig var den kolde kælder. ”Kimeya.. uanset hvor meget jeg i øjeblikket har lyst til at råbe af dig, så har jeg på fornemmelsen det ikke vil hjælpe mig i øjeblikket..” startede hun roligt, og lod tungedpidsen fugte læberne. ”..Jeg er villig til stort set alt, giv mig 50 piskeslag mere om nødvendigt, men lås mig ikke inde i den kælder,” bad hun stakåndet, selvom blikket så tomt frem for sig, mod den yderst uinteressante væg. Jaqia skulle en dag både for alt dette, det skulle hun personligt sørge for. Hvilken lektion var dette, for hun så det mere som en kvinde der kæmpede for at gøre en andens liv til et helvede. Desværre virkede det.

[Kimeya Marvalo]

Børnene var blevet store, og Kimeya følte virkelig at han var ved at falde af på den, men han kunne ikke gøre noget ved det af den grund. Han vendte blikket ganske sigende mod hende. Cedric ville ikke vide af ham og Cecilaya havde sit at slås med, som han desværre ikke kunne hjælpe hende med, selvom han virkelig ville elske at han kunne gøre det, for det var jo hans datter for pokker! Han havde virkelig svært ved at give slip, selvom han nu var glad for at de ikke havde den alder, hvor man konstant skulle stå og se dem i nakken for at holde øje med dem, men at det var noget som de kunne gøre selv. Han betragtede hende roligt, dog med en yderst alvorlig mine. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at ødelægge hele denne stund, men han kunne virkelig ikke gøre noget andet ved det, for hun var nødt til at vide det. Han havde efterhånden fundet ud af, at Faith ikke var meget for kældre, hvilket helt sikkert var derfor Jaqia ramte det punkt! At hun havde sat sig op, fik ham til at gøre det samme, selvom det var tydeligt og langt mere besværet end det som hun havde gjort det, for han manglede et ben at lægge noget af vægten på! Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Jeg ved det godt, min kære..” Selv han havde haft lyst til at råbe og skrige af Jaqia, men han vidste udmærket godt, at han ikke fik det mindste ud af det i den anden ende, for han turde virkelig ikke tage chancen når det var med den kvinde! ”Faith… lyt til mig,” endte han med en sigende og ganske bestemt mine, som han lagde hånden mod hendes hage, kun for at vende hendes blik mod sig. Det kunne godt være at han kunne spille direkte kold, kynisk og direkte morderisk, men at gøre hende ondt på den måde, var noget som han altid havde afstået fra, for han kunne virkelig ikke få sig selv til det! ”Så længe Jaqia er her, er du nødt til at sidde dernede.. Bare så hun får det billede af, at jeg gør hvad jeg har fået besked på. Så snart hun er ude, så er du fri til at vandre rundt i huset igen.. Jeg ønsker slet ikke at du skal have så ondt,” endte han ganske sigende. Selv for hans vedkommende, så var det store ord at give, for… de var jo ikke sammen mere, men af den grund, så ønskede han slet ikke at hun skulle have ondt, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Desuden tror jeg ikke at Cedric tillader at der sker dig noget.. Du er jo trods alt det.. eneste han har,” endte han sigende.

[Silia D. Diamaqima]

Måske at børnene var blevet store, men på den ene side så var Faith næsten glad for den tanke. Nu kunne hun selv følge med igen, hun havde forsøgt at gøre Cecilaya klar til hendes arv, og det lod til at lykkedes, men hun havde følt sig overflørdig mens de havde været små, særligt når det kom til deres datter, for hun havde aldrig været god til de små størrelser, og det var på trods af at hun havde stået alene med både Cayla og Cedric. Måske hun elskede sine børn, men hun ønskede ikke at gøre det igen, hun havde prøvet det nu, hun havde givet Kimeya hvad han ønskede sig, og nu havde hun i den grad gjort sin pligt, nu ville hun trække sig lidt tilbage, og pleje sig selv, også selvom det var tydeligt, at han havde lidt andre planer. Faith blev siddende og stirrede tomt frem for sig, forsøgte at samle tankerne. Hun havde før været spærret inde i en kælder, ikke at hun ønskede at tale videre om det, men om ikke andet så vidste han udmærket, at hun ikke brød sig om dem. Hun virkede komplet opgivende. Selvfølgelig havde Jaqia valgt at ramme det punkt.. hvordan vidste hun det overhovedet?! Tårene pressede sig på, også selvom hun ganske simpelt nægtede at lade dem falde. Faith nikkede blot stilfærdigt. Pludselig følte hun sig slet ikke træt mere. Kuldegysningen havde omfavnet hendes krop, hvilket fik hende til at skælve en anelse. At skrige af Jaqia hjalp bestemt ikke, det havde hun fundet ud af på den hårde måde! En anelse modvilligt lod hun et næsten skuffet blik møde hans. Kimeya kunne bestemt være en kold mand, men end ikke hans blik kunne få hende til at føle sig som hun gjorde nede i en mørk og kold kælder. Kimeya havde før bøjet reglerne og ordrene for hendes skyld, og det lød ganske vidst til at han var villig til at gøre det igen. Hun nikkede stille. ”Fint. Det går jeg ud fra er retfærdigt,” endte hun stilfædigt. Det var måske retæfrdigt, men det ændrede ikke på, at hun virkelig hadede den tanke. ”Sandt,” hun sukkede tungt. Hun var det eneste Cedric havde, eller som han ville være ved vel og mærke. Ganske stille gled hun tilbage i sengen, liggende på ryggen og stirrede op i loftet. Et par piskeslag burde ikke nage hende, men tanken irriterede hende, for hendes krop var mere end rigeligt medtaget! Hans nyhed var tydeligvis ikke faldet i god jord, selvom hun forsøgte at indfinde sig med tanken, mest fordi hun udmærket var klar over at det enten var det eller permanent bag tremmer, hvilket hun slet ikke ønskede. Hendes hjerte hamrede endnu ustoppeligt. Der havde man virkelig en af hendes virkelig ømme punkter.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde svært ved tanken om at børnene var blevet store, men et sted så var tanken faktisk også befriende. Han var blevet far, han havde børn som havde klaret sig fantastisk igennem deres liv, og ud fra de omstændigheder som de nu havde haft, for der havde virkelig været så meget galt igennem børnenes barndom – Cedrics specielt, og der havde han det faktisk dårligt, men han kunne ikke gøre noget ved det nu, andet end at forsøge at gøre det hele bedre igen, men knægten ønskede jo ikke at vedkendes ham, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for ham. Lige nu var det ikke fordi at han ønskede at ødelægge hele stemningen, for han kunne faktisk godt lide at ligge der sammen med hende, for det var noget som skete så forbandet sjældent igen! Hans blik hvilede på hende. Han kunne og ville bøje og tøjre reglerne og ordrene som det var ham muligt, men lige når det kom til Jaqia, så var han selv langt mere påpasselig med det hele, for han vidste, at det først for alvor ville gøre ondt, hvis han valgte at sætte sig fuldstændig imod hende, for han vidste at det bare ville gå galt! Og det ønskede han bestemt heller ikke! ”Det er det mest reelle jeg kan give dig ud fra omstændighederne, min kære.. Jeg ved godt det ikke er meget, men.. det er en time.. to maks i kælderen, så er du ude igen,” fortalte han dæmpet. Det var vel en fair byttehandel, frem for at skulle sidde dernede permanent? Det var end ikke noget som han kunne byde hende! At hun så lagde sig ned igen, var noget som næsten automatisk fik ham til at følge med, hvor han alligevel lagde armen roligt omkring hende, selvom det nu var ganske så roligt af sig endnu en gang. Han ønskede virkelig bare at hun skulle slappe af, for det var noget som hun havde brug for. ”Nemlig. Jeg ønsker ikke at skubbe ham længere væk fra mig, end det som jeg allerede har gjort..” endte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke på nogen måde. Han vendte blikket mod hende, hvor han alligevel vovede at tage det næste spring, hvor han ganske forsigtigt, valgte at skænke hendes kind et blidt kys. Specielt nu hvor han alligevel lå ved siden af hende, og de følelser havde aldrig nogensinde været døde, så det var jo heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Få dig noget søvn, min egen.. Du vågner til duften af pandekager i morgen,” tilføjede han roligt og med et stille smil på læben. Et sted for at bringe stemningen lidt tilbage igen, men også for at vise hende, at selvom benet var væk, så kunne han altså stadig!

[Silia D. Diamaqima]

Nu havde de gjort deres arbejde efter alle år. Børnene var blevet store, og de kunne i aller højeste grad være stolte af dem alle sammen. Faith ville i virkeligheden bare gerne trække sig tilbage nu. Et sted ville hun vel ønske, at hende og Kimeya havde været i stand til at trække sig tilbage sammen, og bare nyde tiden som de havde gjort for blot et øjeblik siden? Hvad angik Cedric, så havde selv Faith givet op,. Hun elskede sin dreng, men hun havde kæmpet så lang tid for at Kimeya og ham skulle have et forhold, men uden held, hun kunne ikke mere nu, nu måtte det være deres ansvar. Jaqia havde i den grad ramt rigtigt denne gang, ligesom Memphesto i sin tid havde gjort. Det glædede hende dog, at Kimeya endnu var villig til at bøje reglerne og ordrene lidt for hendes skyld, også selvom hun i virekligheden ikke var hans ansvar længere, han kunne ligeså godt, lade hende rådne op i den kælder. Hun skælvede. Få ting kunne bringe hende følelsen af panik, men lige når det kom til mørke kælderrum, så kom det lidt af sig selv. ”Du burde slet ikke bøje reglerne for mig. Jeg er ikke dit ansvar, og jeg ved at du ligeså godt kunne lade mig rådne op i den kælder. Du behøver slet ikke at forklare dig, jeg er taknemmelig,” sagde hun roligt, og lod blikket møde hans endnu engang. Det i sig selv var jo stort. Hun var frsutreret, hun havde lyst til at råbe og skrige af en eller anden, ingen tvivl om det, men det ville ikke gavne hende nu. Faith var atter gledt ned i den bløde madras. Hun lod ham ligge sig med armen omkring hende, uden at trække sig, også selvom hun direkte lå og skælvede selv under den varme dyne. Følelsen af kvalme, ved minder hun ikke ville være ved. Hun nikkede stille. ”Det er kun forståeligt,” måske hun var en anelse fraværende, men hendes tanker var på helt andre steder. Det stille kys mod hendes kind var noget der bragte hende lidt tilbage til den virkelig verden. Hun lod blikket søge mod ham en anelse overrasket, også selvom det bestemt ikke havde gjort hende noget. Et lille smil spillede om hendes læber. Det var frygtelig længe siden, at hun havde fået hans pandekager. ”Det lyder fantastisk, kære,” erkendte hun stille, og kravlede lidt ind til ham igen. Hans favn formåede at gøre hende bare en smule rolig. Det var nu ikke fordi hun direkte lystede at sove, men han lod til at være træt, så skulle hun heller ikke holde ham tilbage, det var helt sikkert.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste virkelig ikke hvad han skulle stille op med Cedric, for knægten ville slet ikke have noget med ham at gøre. Han havde forsøgt så mange gange følte han, men det var slet ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Cecilaya havde han da heldigvis, for han havde intet udenforstående med hans datter, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde det hele bedre! Det var da et lille lys i hans liv, selvom han slet ikke så meget til hende, for hun havde jo heller ikke tid til sin gamle far mere. Uanset hvad, så var han i den grad stolt af sine børn! Alle sammen! Jaqia vidste desværre bare hvor hun skulle ramme, og selvom de måske ikke længere var et par, så følte han vel stadig, at han havde et ansvar for Faith? Han havde været sammen med hende igennem så skræmmende mange år, og selvfølgelig var det noget som gjorde sit. Han betragtede hende med en rolig mine. Han kunne jo for pokker mærke, at hun lå der og rystede under dynen, og det lignede hende bestemt heller ikke på nogen måde! Han lod hovedet søge let på sned, hvor han havde trukket sig tæt nok på hende så han kunne skænke hendes kind det kys, næsten også for at fange hendes opmærksomhed på den måde, som hun nu kunne gøre det, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. ”Skulle du ligge der og rådne, så er det mig som skal rydde op bagefter.. Det kan godt være, at.. det er slut, men af den grund, så… Nej, Faith. Jeg ønsker virkelig ikke at du skal komme mere til skade end det som er nødvendigt og kan jeg stoppe det, så… så gør jeg det,” fastholdt han med en ganske stædig stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Han blev liggende ved siden af hende, hvor smilet bredte sig, da hun krøb tæt ind mod ham, hvor han glædeligt lukkede hende ind i favnen. Det var her hun hørte hjemme, og det var selv en tanke som gjorde ham rolig. Han skulle nok sørge for at hun vågnede til duften af hans pandekager når hun ville stå op igen. Selvom han måske ikke selv kunne fordrage dem, så kunne han godt lide at se at andre kunne lide dem, for så vidste han da, at han i det mindste kunne gøre noget godt, og det var virkelig også en rar fornemmelse at sidde igen med. ”Det tænkte jeg nok… Du har jo altid godt kunne lide dem..” endte han roligt. Han kyssede hende roligt i håret. De kunne tage en dag af gangen, for han vidste også at Jaqia uanset ville melde sin ankomst inden hun ville komme, så de skulle nok finde ud af det, så meget vidste han da om ikke andet. ”Prøv at få dig noget søvn, min egen,” endte han sigende. Han ønskede jo lige så at hun skulle genvinde energien og bare… kunne slappe af, for det var hun virkelig elendig til!